Netværksstyring fra government til governance

Transkript

1 Netværksstyring fra government til governance Eva Sørensen og Jacob Torfing Fire styringsteorier fire metastyringsstrategier Interpendensteori Kap. 2 s Indledning Fokus på interpendens skyldes at interpendensteorierne kobler et kalkuleperspektiv på aktøradfærd med et konfliktperspektiv på samfundsstyring. Grundantagelsen er at samfundet består af nyttemaksimerende aktører, der arbejder for at realisere bestemte på forhånd givne interesser i skarp konkurrence med andre nyttemaksimerende aktører med andre interesser. Netværk er en blandt flere former for institutionaliseret interaktion mellem aktører. Et dynamisk og gensidigt kausalforhold mellem institutionsdannelse og aktøradfærd = historisk institutionalisme. Forklarer styringsnetværkenes karakter, fremkomst og funktionsmåde ud fra aktørperspektiv og strukturperspektiv. Fokus på regulering af konfliktfylde aktørinteresser: hvordan styringsnetværkene bidrager til koalitionsdannelse mellem aktører, der er afhængige af hinandens ressourcer for at realisere egne målsætninger. Fokus på kollektive aktører = gruppe af individer placeret i institutionel eller funktionel sammenhæng, der giver sammenfaldende interesser. Udvikling af kollektive strategier, fælles erfarings- og læringsgrundlag og fælles regle- o g normsystem alle producerer kollektiv handling. Styringsnetværk sidste skud på stammen af institutionel organisering af samspillet mellem stat og interessegrupper. Kollektive aktører = arbejdsmarkedets parter, virksomheder, interessebaserede forbruger-, patient-, beboer- og miljøbeskyttelsesforeninger, sociale bevægelser og borgergrupper. = organisationer. Inspiration fra organisationsteorien der er blevet optaget af et interorganisatorisk perspektiv ud fra antagelsen om at organisationer må være i stand til at kontrollere sine omgivelser og drage nytte af andre organisationers ressourcer i forsøget på at realisere deres mål. S. 42 Hvordan defineres styringsnetværk? S. 42 Teoretikere sætter lighedstegn mellem governancebegrebet og netværksbegrebet. Horisontal selvorganisering mellem gensidigt afhængige aktører. Grundlæggende antagelse at styringsnetværk bygger på eksistensen af interpendens. Konflikter håndteres gennem udvikling af tillid. Offentlige aktører må slå sig til tåls med at deltage på lige vilkår med andre aktører fordi netværkene er selvorganiserede. Styringsnetværk alternativ til stat og marked. Styringsnetværk er kendetegnet ved refleksiv, forhandlingsorienteret rationalitetsform. Er et alternativ til NPM. Hvorfor og hvordan opstår styringsnetværk? S. 44 Ikke-intenderet konsekvens af markedsmæssiggørelsen. En tredje strategisk vej at gå i udviklingen af de samfundstyrende institutioner. Både et individuelt strategisk valg fra neden (aktøradfærd) og et strategisk administrationspolitisk paradigmeskift (reformstrategisk tankegang) fra oven. S.47 Hvordan fungerer styringsnetværk? S.48 Side 1 af 20

2 Selvregulerende og selvkonstituerende. Forhandlinger skaber grundlag for kollektiv handlen, formuleres fælles dagsorden og strategi. Forhandling som metode til interesseaggregering. Netværksaktører sætter egne ressourcer på spil for at nå målet kræver gensidig tillid. Aftalerne kan ikke sanktioneres af en højere instans. Tillid skabes over tid vha. positive erfaringer eller ved udvikling af normsæt for interaktionen som aktørerne føler sig trygge ved, Centralt er en diplomatisk omgangsform med fokus på kollektive mål frem for på interesseforskelle. Høj grad af interdependens. Forskelligheder - Lukket fast afgrænset og eksklusiv gruppe / åben og tilgængelig - Symmetriske/asymmetriske ifh. til ressourcer - Stabile/forandres - Bred målsætning med mange forskellige projekter/ konkret afgrænset projekt. Hvad er betingelserne for succes og fiasko i styringsnetværk? S.50 Styringsnetværk anvendelige inden for flg. Politikområder - Videnstunge - Vanskeligt at fastsætte og måle kvalitet - Ydelsen er vanskelig at prissætte - Ekspertskøn og fleksibilitet er kerneværdier - Mange aktører og sektorer er involveret i styringen - Tilsyn har mange politiske og administrative omkostninger - Implementering baseret på lokale aftaler Skal kunne balancere en række modsatrettede hensyn. - Konflikt/samarbejde. Samarbejde for at målrette styringen og konflikter for at producere innovation og kreativitet. - Åbenhed og lukkethed inklusion og eksklusion. Inklusion sikrer højt videns- og legitimitetsniveau, eksklusion sikrer handlekraft. - Stabilitet og forandring. Stabilitet skaber tillid og retning, forandring for at tilpasse sig nye forhold. Målfastsættelse genforhandles til stadighed Hvordan styres styringsnetværk De designes og styres. Instans der afgør om styringsnetværk er en velegnet styreform i en given situation og som kan designe den rigtige form for styringsnetværk. Målrettet styringsindsats for at sikre evnen til at balancere. Mister evnen til selvregulering hvis de udsættes for hierarkisk lov eller ordrestyring. I stedet udøves indirekte styring: Metagovernance eller metastyring. To metastyringsformer: netværksstrukturering og især spilstyring. Netværksstrukturering: rammestyring på afstand, fastlægge ressourcemæssige og organisatoriske rammer. Institutionelle rammer påvirker interaktionsmønstre og kommunikationskanaler, er in- Side 2 af 20

3 strumentel, målet er fastlagt af metastyrende instans. Altså er opgaven at manipulere netværket til at arbejde i retning af det givne mål. Spilstyring: processtyring den metastyrende instans er i direkte berøring med netværk. Formålet er at få netværket til at fungere bedst muligt ud fra antagelsen om at et velfungerende netværk løser vigtige styringsopgaver. Netværksaktivering, netværksunderstøttelse, konfliktmediering, procestilrettelæggelse, mægling, købslåen, diplomati og overtalelse. Formål et godt samarbejde på trods af interessekonflikter. Metastyring kan udøves af alle med fornødne ressourcer. Interdependensteorien bruges som løftestang til at forny måden at tænke offentlig administration. Vanskelige at få hold på, kontrol er umulig. Uigennemsigtig. Hvilke demokratiske problemer og potentialer rummer styringsnetværk? S.55 Undergraver grundprincippet for repræsentativt demokrati nogle får mulighed for at stemme mere end én gang. Offentlighed og gennemsigtighed i beslutningsprocesser er ikke muligt. Beslutningernes legitimitet er ikke sikret. Ansvarliggørelse af beslutningstagere er også umuligt. Tanker om at supplere det territorielt baserede demokrati med det funktionelt organiserede demokrati. Afslutning Kap. 3 s Governabilityteori Indledning Styringsnetværk som middel til at løse styringsproblemer: Hvordan og under hvilke betingelser kan styringsnetværk bidrage til at øge styringskapaciteten governabiliteten i den offentlige styring præget af nye styringsmæssige udfordringer. Anlægger et kalkulationsperspektiv på aktøradfærd som interdependensteorien, men udskifter konfliktperspektivet med koordinationsperspektiv. Begge antager at samfundet består af rationelle intentionelle aktører, der handler velovervejet og kalkulerende for at fremme individuelle interesser. Fokuserer på behovet for kollektiv koordination af individuel aktøradfærd. Afsæt i aktørcentrerede institutionalisme (modereret udgave af rational choice institutionalismen) Institutioner antages at bidrage til kollektiv handlen dels ved at fastlægge bestemte incitamentsstrukturer dels ved at udvikle bestemte sociale normer og regler for adfærd når spillene gentages mange gange. dette kunne også være inspireret af systemteorien og dens antagelse om en stadigt tiltagende funktionel differentiering i samfundet. Både den aktørcentrerede institutionalisme og systemteorien fokuserer på hvordan koordineret styring sker gennem en usynlig hånd strukturering af kalkuleret adfærd. Rational choice: aktører handler inden for nogle institutionelle spil, der strukturerer relationer og interaktion, så bestemte handlinger forekommer rationelle for den enkelte aktør. Systemteori: Adfærd struktureres af de funktionelle systemer og gives retning af systemers forsøg på at etablere ligevægt mellem in- og output. Governability teori er en samtænkning af aktørcentreret institutionalisme og systemteori. Hvordan defineres styringsnetværk? Side 3 af 20

4 Styringsnetværk = en bestemt form for koordinationsfremmende institutionalisering. En form for social koordination. En institutionel arena, der organiserer en bestemt form for interaktion. Governabilityteorien foretrækker styringsnetværk frem for stat og markedsstyring fordi autonome aktører kan bidrage til samfundsstyring og hvor aktørernes handlinger rettes mod kollektive mål kombinationen mellem autonomi og styring. Fremmer koordinationen pga. interdependens. Sameksistensen af autonomi og interdependens fører ikke automatisk til netværksdannelse, der skal også være rammer, der synliggør interdependensen. Både interdependens- og governabilityteorien ser styringsnetværk som sammenfaldende med governancebegrebet. Men governabilityteorien fokuserer på styringsnetværk med både private og offentlige aktører, fordi teorien ser styringsnetværkene som en videreførelse af traditionen med at inddrage interesseorganisationer i samfundsstyringen. Begge teorier betoner offentlige aktørers særlige udfordring fordi de indgår i et tæt samspil med private og må afstå fra at bruge hierarkiske styringsmidler. Hvorfor og hvordan opstår styringsnetværk? Styringsnetværk opstår fordi der er brug for koordinationsformer, der er lige så komplekse, dynamiske og mangfoldige som styringsopgaverne er det. Kompleksiteten kommer blandt andet fra den stigende funktionelle differentiering (Videnskabeligt system, juridisk autonome selvrefererende systemer) Dette har betydet en lignende politisk differentiering med et stigende behov for tværgående koordination = styringsnetværk der etablerer strukturelle og operationelle koblinger mellem systemerne. Fragmenteringen af den formelle organisationsstruktur viser sig blandt andet ved en tiltagende globalisering og decentralisering af det politiske system og ved en vækst i formaliserede samarbejder mellem private og offentlige aktører. Det samlede resultat er et multicentreret, lagdelt og svært afgrænseligt politisk system. s. 70 Grundet den øgede fragmentering er det nemlig stadig sjældnere, at konkrete styringsopgaver kan løses inden for rammerne af ét system elle subsystem og inden for én organisation. s. 71 Governabilityteorien vægter den systemfunktionelle forklaring på styringsnetværkenes fremvækst og bruger kun de aktørbundne forklaringer til at forklare hvad der kan blokerer den nødvendige vækst i styringsnetværk. Det er nødvendigt at rammerne spiltilrettelæggelsen opfordrer til / gør det muligt at etablere netværk. = fra oven. Hvordan fungerer styringsnetværk? De koordinerer adfærd mellem autonome, men interdependente aktører ved en relationel kontrakt om hvordan de hver især skal agere for at fremme de kollektive interesser på baggrund af mixed motives Den gensidige afhængighed betyder at netværket er horisontalt, men ikke nødvendigvis symmetrisk, da der vil være forskellige grader af magt og indflydelse og adgang til ressourcer. Netværk gør det muligt at poole (pulje?) ressourcer. Grundlaget for fælles mål er ikke konsensus men samarbejdende modstandere. Præget af forhandlerens dilemma. Aktørerne har ikke adgang til hinandens intentioner men har ubegrænsede muligheder for at skade hinanden. Side 4 af 20

5 To afgørende vilkår for at netværkene fungerer: Rimelig grad af tillid og at det er et plussumsspil. Desuden om spilsituationen fremmer samarbejde eller konkurrence. Hvad er betingelserne for succes og fiasko i styringsnetværk? S. 75 Afhænger af evnen til at balancere mellem styringsopgaver og de ressourcer der er til rådighed. Styringsnetværkene kan medvirke til at der skabes flere ressourcer og at styringskravene sænkes, fordi ressourcerne pooles, aktørerne bliver medansvarlige for styringen og fordi kravene til styring dermed sænkes. Afhænger af evnen til at koordinere aktørernes adfærd til både at undgå at skade hinandens interesser og udnytte fælles handlemuligheder. Afhænger af evnen til at balancere ml. stabilitet og fleksibilitet. Governarbilityteoretikerne opfatter styringsnetværk som skrøbelige, hvor der skal gøres noget særligt for at stabilisere dem. Enten gennem norm- og regelsæt eller ved at holde dem nede på en vis størrelse. Midlet til at undgå farerne er hierarkisk regulering af styringsnetværkenes selvregulering. Ellers fare for destabilisering og laissez faire. Hvordan styres styringsnetværk s. 77 Hierarkisk regulering nødvendig og opretholdelse af autonomi er en forudsætning, altså må reguleringen foregå som metastyring, hvor netværkene påvirkes indirekte. Modsat interdependensteorien udøves metastyringen hands-off og på afstand gennem strukturering af rammerne = netværksstrukturering. = fastsætte spillereglerne. Strukturering sker gennem målrettet strategisk institutionalisering af koordinationsfremmende spil, der tydeliggøre og øger aktørernes gensidige afhængighed. Kan ske gennem at påvirke aktørernes ressourcer, strategiske incitamenter og en trussel om at hierarkisk statsstyring vil tage over, hvis ikke de klarer opgaven. Det antages at der er en interdependens-relation mellem hierarkisk styring og netværk. Stat og styringsnetværk er komplementære. Statsstyring ikke mindre nødvendig, men brug for anderledes statsstyring. Nemlig at skabe betingelser for at andre kan beslutte og implementere og sikre koordination. Konsekvensen er at politiske beslutningstagen og implementering bliver mere og mere integrerede dele af styringsprocessen. I de selvstyrende netværk træffes beslutningerne i tæt interaktion med implementeringen heraf. Derfor bliver det sværere og sværere at opretholde den grænsedragning mellem politik og administration, der er en central grundpille i den traditionelle bureaukratiske styringsmodel. S Opgaven er at finde balancen mellem statslig metastyring og autonom netværksstyring. Hvis for lille spillerum mister aktørerne interessen i at deltage. Hvilke demokratiske problemer og potentialer rummer styringsnetværk? S. 80 Overraskende at teorier om demokrati og samfundsstyring har været adskilte fordi indholdsmæssige politiske beslutninger i netværkssamfundet i vid udstrækning træffes på det politiske systems outputside. Problemer i forhold til demokratisk kontrol og politisk legitimitet. De bliver kun effektive problemløsere og demokratiske i kraft af en metastyring, men så kan de også blive en demokratisk gevinst fordi det repræsentative demokrati ikke kan formulere en politik der fremmer fællesinteresesr. Side 5 af 20

6 Styringsnetværk kan øge berørte borgeres muligheder for at deltage i beslutningsprocessen, kan sikre en demokratisk regulering mellem autonome styringsenheder, kan sikre den demokraitske legitimitet, der er under pres. Teoretikerne lægger vægt på resultatet af samfundsstyringen. Målsætning om at indfri befolkningens mål. Afslutning s.83 Styringsnetværk kan sikre formulering af kollektive mål og realisere dem, men det kræver en metastyrende stat der stabiliserer og demokratiserer de selvstyrende netværk. Styringsnetværk er skrøbelige og skal støttes gennem eksempelvis spilsituationer fra oven. En motivationsfaktor kan være bevidstheden om at den hierarkiske statsstyring træder til, hvis ikke styringen lykkes for netværket. Forholder sig ikke til betydningen af magtkampe, fokus drejes væk fra indholdet af fælles interesserne. Kultur: overser betydningen som skabelsen af fællesskabs- og solidaritetsfølelse kan få for styringsnetværkets sammenhængs- og handlekraft men vil sikkert hævde at det kræver at der ikke er for store uoverensstemmelser mellem interesserne. Kap. 4 s Integrationsteori Indledning Hermeneutisk inspirerede styrings- og organisationsteorier. Netværk er både en måde at begribe organisationernes omgivelser på og en måde at organisere styringen af samfundet på. Teoretikerne mener at individuel og kollektiv handlen formes af værdier, identiteter, vidensformer og regler, der knyttes sammen i sociokulturelle systemer og institutioner. Der lægges vægt på institutionaliseringen af bestemte identiteter og på socialiseringen af de sociale og politiske aktører til det dominerende norm- og regelsystem. Handling er betinget af sociokulturelle identiteter, normer og regler, der bindes sammen af en forestilling om det fælles gode, som nok ikke er entydig og substantielt formuleret. Aktørers integration i en fælles ramme af normer, regler og forestillinger = stabil samfundsstyring. Selvom man ikke er enige i hvad det fælles gode er, så skaber det alligevel fred og fordragelighed, at alle har forestillingen om et fælles gode. Koordination frem for magt og indflydelse. Konflikter civiliseres og afdæmpes, så de gør mindst skade. (samfunds)styring som en konsensual, normstyring koordinationsproces. Tager afstand fra at aktørers handlinger er styret af kalkulationer af konsekvenser, anbefaler et institutionelt perspektiv, der ser handling som en kulturelt betinget regelfølge = passendehedslogik: hvem er vi, i hvilken situation, hvad er passende i den institutionelle kontekst af forestillinger, regler og normer? Regelfølge beror på en konstitutiv fortolkning, der fastlægger deres indhold ud fra den konkrete anvendelse i den sociale og politiske praksis. Konsekvenslogikken bruges, når det anses for passende at handle ud fra en individuel mål-middelrationalitet. Handlinger der er motiveret af en passendehedslogik retfærdiggøres ofte bagefter med konsekvenslogik. Side 6 af 20

7 Synet på samfundsstyring tager udgangspunkt i et samfund bestående af individuelle og kollektive aktører med socialt konstruerede identiteter, der er endogene i forhold til kulturelle systemer og institutionelle strukturer. (Endogen = som stammer indefra, indre) Aktørernes identiteter kan forandres fordi de er konstruerede og institutionelt betingede (ej vilkårlige ændringer, men inden for rammerne af de institutionaliserede meningssystemer). Aktørernes handlinger styres af passendehedslogikken og politisk handling drejer sig om at konstruere overbevisende historier om det, der er sket og hvorfor det skete og hvad det er passende at gøre ved det. I forhandlingen mellem de forskellige politiske fortolkninger af verden ændrer aktørernes identitet og tolkninger sig gennem erfaringsbaseret læring og gensidig påvirkning. Hos os er der tradition for at forsøge at skabe mulighed (ressourcer, rettigheder, kapaciteter) for at alle kan deltage i den politiske forhandling og læreproces. Den politiske interaktion sker inden for rammerne af et demokratisk fællesskab med bestemte forestillinger om det fælles bedste og med procedureregler for hvad demokratisk politisk handling indebærer. Resultatet af det politiske samspil er en hegemonisk fortolkning af verden, der omsættes til politikker og styringstiltag, der gennem eksperimenter, læring og politiske redegørelser gradvist påvirker det demokratiske fællesskabs indhold og karakter. Identiteter, handlingsbetingelser og demokratiske forbedringer er noget, der løbende forandres gennem politiske forhandlingsprocesser. Politik og demokratisk styring er gensidig udvikling og tilpasning af identiteter, institutioner og politiske tiltag. Det er den gensidige tilpasning der giver den politiske proces karakter af konsensusbaseret koordination. Hvordan defineres styringsnetværk? S. 92 Vores identiteter og handlinger er formet af en række konstitutive fortolkninger af verden vores fortolkninger er formet af de institutionaliserede meningssystemer vi er indlejret i. Vi forsøger på baggrund af vores fortolkninger at forme samfundets udvikling. Forsøget på at styre samfundet vil altid være ufuldstændigt, usikkert og forholdsvist kaotisk og kan organiseres på forskellige måder. I denne teori tænker man at det politiske system lige som i middelalderen er en samling løst koblede institutionelle sfærer med forskellige formål, logikker, principper og dynamikker. Demokratisk styring involverer etablering af relativt stabile, selvorganiserede netværk af interdependente, men delvist autonome aktører med hver deres ressourcebasis og regelstruktur (= governability-teori) Netværk som en blandt flere demokratiske styringsformer eller s. 93 midt. Det organisatoriske felt ender ud med at blive de aktører der spiller sammen og påvirker hinanden, deler informationer og udvikler fælles identiteter og målsætninger. Der skal være interaktion og den er kendetegnet ved at være hyppigere indenfor feltet end med aktører udenfor feltet. Nogle teoretikere mener at aktørerne er bundet sammen af regler, andre at feltet altid etablerer en bestemt styringsstruktur. (Konnotere = antyder, indebærer) Hvorfor og hvordan opstår styringsnetværk? S.94 Ikke så mange forklaringer på hvorfor: Den aktuelle samfundsstyring fører enten til oversocialisering eller undersocialisering. Oversocialisering er når en stærk stat underminerer individets frihed Side 7 af 20

8 og undersocialisering er, når markedsgørelsen af social relationer, opløser de sociale bånd og dermed efterlader individer isolerede uden etiske principper og uden fælles opfattelse af det gode liv. Integrationsteorien siger, at det godt kan lade sig gøre at udvikle stærk individualisme og et stærkt fællesskab. At den historiske udvikling af demokratiske institutioner er et stadigt forsøg på at forene poliske autoritet og individuel autonomi og skabe en balance mellem Fællesskab og individ. Flere forklaringer på hvordan netværk dannes til forskel fra flere af de øvrige teorier. Mikroperspektiv: hvordan aktørhandling fører til interorganisatoriske netværk. Fokus på samspillet mellem interpersonelle kontakter og organisationernes institutionelle passendehedslogik. Netværksstyringen identificerer, bruger og udbygger styringskapaciteter. Målet er ikke at styrke den enkelte organisation men i stedet at styrke en flerhed af organisationer til at styre sammen med udgangspunkt i viden og ressourcer. Organisationerne har løbende rutinemæssige kontakt med andre organisationer. Hvem der kontaktes, styres af forestillinger om hvem det vil være passende at kontakte, når kontakten evalueres sker det ud fra regler, normer og forestillinger der er i organisationen. De der vurderes positivt kontaktes hyppigere og efterhånden opstår der et netværk. Enten etableres netværk til en styringsopgave, eller de kan efterfølgende bruges til en styringsopgave. Der er tale om en institutionelt betinget bottom-up-forklaring af netværksdannelse ud fra aktørernes behov for kapacitetsopbygning gennem ressourceudveksling Har HTK forpasset chancen til at bruge FPN som styringsnetværk selvom det ligner og kan leve op til mange af definitionerne, så ER der etableret et ledelseshierarki. Makroperspektiv: hvordan institutionelt design netværksstyring spredes og indoptages i forskellige organisationer. Top-down-forklaring, der tager udgangspunkt i spredningen af nogle brede samfundsmæssige forestillinger om hvordan samfundsstyring og det institutionelle samspil mellem organisationer bedst organiseres. Modebølger. De hegemoniske koncepter eller design spredes gennem isomorft pres (isomorf = af samme form) organisatorisk tvang til at ligne andre organisationer. For at skabe legitimitet vejer ofte tungere end effektivitet. Legitimitetsskabende isomorfe pres: 1. Tvangsmæssig isomorfi - politiske myndigheder anbefaler et bestemt institutionelt design 2. Mimetisk isomorfi efterligning af andre organisationers design for at minimere usikkerheden om hvordan de bedst organiseres. 3. Normativ isomorfi ansættelse af professionelle medarbejdere der gennem deres uddannelse har fået bestemte forestillinger om institutionelt design. Netværksstyringskonceptet spredes gennem en kombination af de tre og er et koncept der er udviklet uden for organisationen selv, men som ved forskellige mekanismer indoptages i organisationen. Isomoriteorien er naiv og impirisk uholdbar. organisation fremtræder passivt og overtager det ene design efter det andet. Dermed overses den heterogenitet og mangfoldighed der præger organisationssamfundet. Denne kritik har medført en modificering af isomorfiteorien. Der er flere faktorer der skaber heterogenitet og flertydighed i organisationernes omgivelser. Variation i koncentrationen af ressourcer, reguleringsformen, styringsniveauet og den politiske autori- Side 8 af 20

9 tets relative styrke. Der kan være varierende professionsstandarder og forskellige muligheder for forventningsafstemning forme omgivelsernes forventninger. Desuden har Røvik fremhævet betydningen af organisationens eget forsøg på at oversætte udefrakommende organisationsopskrifter, så de passer til de lokal forhold og forestillinger om organisationens identitet. Oversættelsen sker gennem konkretisering (omsættes til rutiner, hvad betyder det for vores organiation), selektion (vælge de komponenter man mener der vil give det største udbytte ifh. Til effektivitet eller indtjening - eller modsat at man kommer til kun at vælge en del af konceptet af forskellige årsager, kombination (at man kombinere hele eller dele af koncepter tæt sammen - eksempelvis målstyring og udviklingssamtaler) og sammensmeltning. (muligvis den samme som kombinationen, bare længere henne i processen, hvor kombinationen muligvis er smeltet sammen til en ny variant) De kursiverede parenteser er taget fra Røviks (19989 beskrivelser af oversættelsesmetoderne. Dertil kommer betydningen af konflikter i og med andre organisationer om, hvilke forskrifter der skal forfølges eller blokeres. Resultatet er en teori om faktorer der fremmer og hæmmer en homogeniserende spredning af netværksstyringskonceptet. Teorien betoner betydningen af samfundsmæssige styringsforestillinger, som spredes og oversættes i konfliktfyldte organisatoriske felter. Netværksstyring er gået fra at være et vilkår til at være et værktøj. En bevidst valgt styreform, der skal fremmes dyrkes og videreudvikles. Hvordan fungerer styringsnetværk? S. 99 Integrationsteorien interesserer sig mere for styringsprocessen end for resultatet. Styringsnetværk ses som rammen om de processer der skaber og omskaber aktørernes kapaciteter og identiteter. Udviklingen af disse sker som en integreret del af processen. At der er mest fokus på proces virker ok, da identiteter ændres i processen (vel både aktør og netværksidentitet). Identitet defineres som summen af vores opfattelser og af os selv og andre, vores fortolkninger af disse opfattelser og vores forsøg på at udleve vores fortolkninger i praksis. Kapaciteter defineres som summen af de rettigheder, ressourcer, kompetencer og organisationstalenter, som de individuelle eller kollektive aktører besidder. Politiske handlinger forudsætter aktørers identitet for at give retning og kapacitet for at gøre en forskel. Identitet skabes og omskabes gennem opdragelse, uddannelse, refleksion, handling og interaktion, der finder sted i en mere eller mindre institutionaliseret kontekst som er med til at definere, hvad der er passende i en givet situation. Vi handler ikke på grundlag af vores identiteter, interesser og præferencer, men sætter dem tvært imod på spil i vores daglige praksis. De demokratiske institutioner danner rammen for udviklingen af de politiske aktørers identiteter, derfor kan styringsnetværk analyseres ud fra: - Skabelsen af forskellige former for indbyrdes solidaritet blandt aktørerne - Skabelsen af specifikke identiteter, der understøtter den demokratiske politiske proces Side 9 af 20

10 - Civiliseringen af politiske konflikter mellem forskellige solidariteter og identiteter, så demokratiet ikke undergraves af voldelige konfrontationer. Ingen af svarene i interviewet afspejler indbyrdes solidaritet, selvom om de ikke blev spurgt specifikt om det er det alligevel interessant at fællesskabet giver sig udtryk gennem udsagn omkring områdelederens funktion: Du sørger for at vi prioriterer fælles. Kan det mon ikke oversættes til en slags Metaguvernør-funktion? I praksis udvises solidaritet ifh. til ressourceforbruget men vi har også nok ressourcer pt. Civilisering af konflikter sker gennem fælles refleksioner og drøftelser INDEN problematikkerne. Solidaritet handler om identifikation med et fællesskab, der konstitueres gennem et specifikt sæt af in- og eksklusioner. Fællesskab kan være ud fra nationalt, klassebaseret, lokalt, etnisk eller kønsmæssige identitetspoler. Styringsnetværk holdes ofte sammen af en fælles forestilling om et kollektivt vi, der forstyrres af ydre begivenheder, som må handle kollektivt for at genskabe betingelserne for fællesskabets udvikling. Alle netværksaktørerne opfatter sig som værende i sammen båd giver et stærkt udgangspunkt for kollektiv handlen. Dvs. ved at skabe forestilling om at være i samme båd, skabes stærke forudsætninger for at handle kollektivt. Identitet kan skabes ved at tilskynde identifikation med bestemte overgribende fællesskaber, men også gennem konstruktion og mobilisering af specifikke identiteter ud af de mange forskellige identiteter hos de politiske aktører. Politisk styring handler i høj grad om at fokusere og aktivere nogle identiteter og aspekter frem for andre gennem ros, kritik, påmindelser, opfordringer, anråbelser mv. Målet er at skabe politiske identiteter, der fremmer demokratisk politisk problemløsning. Ingen identitetskonstruktion kan eliminere konflikt og skabe total konsensus. Politiske aktører konfronterer hinanden på alle niveauer: parlament, offentlige og privat organisationer, økonomisk liv, i familien, lokalområdet. Konfrontationerne stimulerer den offentlige debat. Må ikke udvikle sig til voldelige konfrontationer der lammer den politiske samfundsstyring. Derfor skal de politiske konflikter begrænses og civiliseres og gives et demokratisk udtryk. Modparten er ikke en fjende, der skal elimineres men en legitim modstander der her ret til at fremføre sin mening, og som man kan tale sig til rette med gennem forhandling. Desuden skal aktørernes handlingskapaciteter udvikles, det kan ske gennem empowerment = mægtiggørelse ved at skabe rettigheder, fordele ressourcer og udvikle kompetencer, og handler om myndiggørelse ved at generere erfaringer, forståelser og refleksiv handlen, der gøre det muligt at omsætte rettigheder, ressourcer og kompetencer til effektfulde politiske interventioner. Styringsnetværk er ramme for at skabe, sprede og mobilisere forskellige kapaciteter. Ved at deltage i styringsnetværk bliver aktører hørt og får indflydelse. De kan trække på andres ressourcer, får udviklet deres vidensmæssige og organisatoriske kompetencer. At styringsnetværk er arenaer for dannelse, udveksling og anvendelse af forskellige kapaciteter har to konsekvenser: Man skal have en vis mængde kapaciteter for at komme med og man kan blive ekskluderet hvis man ikke deltager i kapacitetsudvekslingen. Udvikling af identiteter sker afhængigt af udvikling af kapaciteter gensidigt skabende og gensidigt afhængige. Marginaliserede identiteter har begrænsede kapaciteter. Skrive sig ind i de hegemoniske fortællinger for at få adgang til centrale ressourcer. Udvikling af kapacitet fører til udvikling af identitet forøgelse af kapacitet kan skabe en anderledes forestilling om sig selv som leder måske. Side 10 af 20

11 Identiteter og kapaciteter skabes og udvikles i kraft af forandringer i de regulative (regler), normative (værdier og normer) og kognitive (tænkning, sprog, problemløsning - intellektuelle) aspekter af den institutionaliserede interaktion i styringsnetværk Hvad er betingelserne for succes og fiasko i styringsnetværk? Det er om (interaktionen i) styringsnetværket bidrager til at løse specifikke problemer og udnytte nye muligheder. Den organisatoriske kapacitet til at producere et bestemt outcome i form af en politisk regulering med bestemte intenderede effekter afhænger af organisationernes evne til at forandre sig på en intelligent og demokratisk måde. Forandringshastigheden gør det afgørende at de politiske og økonomiske organisationer og styringsmekanismer kan forandre og tilpasse sig for at levere et adækvat respons til udfordringer og muligheder. Problemet er at hverken stat, marked eller styringsnetværk forandres automatisk og gnidningsfrit. Ingen garanti for at organisationerne matcher deres omgivelser. (ikke optimalt indrettet pr. automatik). Institutionelle normer og regler bidrager til at forme aktørernes opfattelse af omgivelserne og deres forsøg på at forandre organisationer gennem intentionel reform. Alternativt ser teorier om politiske institutioner som stabile konfigurationer af regelbundne interaktioner med en egen indre dynamik, der afskærmes fra omgivelserne, hvor de ignoreres, distanceres eller bekæmpes institutionerne lever sit eget liv indtil den dag hvor svælget mellem dem og omverden bliver for stort og en krise ryster dem. March og Olsen mener at man ikke skal overse organisationernes permanente bestræbelser på at forandre og tilpasse sig gennem at etablere procedurer og rutiner for hvordan organisation håndterer presset fra omgivelserne. Procedurer for hvordan man indsamler viden om og forholder sig til omgivelserne med henblik på at vurdere behovet for indre forandringer. = træffe nye beslutninger med nye begrundelser der skaber nye regler og identiteter. March og Olsen: rutiniserede procedurer for institutionelle forandringer institutionel mediering af udefra kommende forandringsimpulser. Forandring involverer gensidig læring og udvikling. Omgivelserne tilpasser sig institutionerne på samme måde som institutionerne tilpasser sig omgivelserne. Hvordan foregår intelligent tilpasning af politiske institutioner til de omskiftelige omgivelser: politiske institutioner forsøger intelligent tilpasning ved at forud antage forskellige fremtider og søger at skabe dem. De reflekterer over fortiderne og forsøger at lære af dem. De observerer andres handlinger og søger at reproducere dem. Engagerer sig i diskurser, debatter og diskussioner og udleder indsigter om konflikter - eksperimenterer med konkurrerende alternativer og beholder dem der rummer fordele. = intelligent tilpasning gennem læring. March og Olsen: Læring har form af en institutionelt betinges erfaringsdannelse og vidensoverførsel. Læren bliver en kontekstuel og pragmatisk phronesis. Begrænses af uvidenhed om samspillet ml. faktorer i fortid og fremtid, af konflikter mellem aktørers identiteter, af de dertil knyttede passendehedslogikker, samt af flertydigheden i de endogene præferencer, interesser og regler = erfaringsbaseret læring er ufuldkommen og begrænser muligheden for intelligent institutionel tilpasning. Erfaringsbaseret læring tager udgangspunkt i eksperimenter, man forsøger at ændre praksis for at opnå en fordel. Kræver risikovillighed og evne til at modstå kritik. Ændringen efterfølges af vurdering af effekter og reaktioner ud fra en social konstruktion: der konstrueres historier om hvad man håbede og på den baggrund sker der fortolkninger af resultatet. Sammenligning af fortællingerne danner baggrund for at dømme succes eller fiasko. Sidste skridt i læreprocessen er at omsætte konklusionerne til handling og institutionalisere denne ved at etablere nye regler, rutine og opfattelser Side 11 af 20

12 som fastholder erfaringerne og kan bruges af andre regler er en mulig kilde til intelligens fordi de udtrykker større erfaring end de aktuelle aktører hukommelse. Styringsnetværk er formentlig gode til intelligent tilpasning fordi der er mange forskellige udgangspunkter, der hver især kan bidrage til identifikation og fortolkning af forandringer i omgivelserne, udvikling af forslag til praksisændring og evaluering af resultatet af en eksperimenterende praksis. Afhænger af de enkelte aktørers kapaciteter og identiteter dels af netværkets kollektive evne til at håndtere konflikter. Manglende evne til at udtænke, evaluere eller handle på baggrund af eksperimenter, konservative aktøridentiteter, fastlåste interesser eller rettigheder kan hindre erfaringsbaseret læring og succesfuld netværksstyring. Hvordan styres styringsnetværk Da aktørernes identiteter og kapaciteter er afgørende for deres evne til at bidrage til samfundsstyringen og tilpasse den til nye krav og udfordringer, handler det at styre selvstyrende netværk om at forme og udvikle aktørernes identiteter og kapaciteter. Metastyringen sker ved at påvirke de institutionelle regler og normer i netværket, producere bestemte former for viden, fortælle historier om best practice (er det ikke en grundlæggende antagelse fra et andet sæt af teorier?), skabe nye symboler og ritualer, eller lave holdningsbearbejdende kampagner = tjener til at påvirke aktørernes opfattelser af hvem de selv er, hvem de andre er og hvad deres fælles mission går ud på. Metastyring af aktørernes kapaciteter kan ske gennem skabelse af nye rettigheder, ressourcer, kompetencer og former for politisk knowhow eller gennem ændringer af fordelingen af disse mellem aktørerne, netværkene og styringsniveauerne. Herved mægtiggøres og myndiggøres de forskellige aktører, så de bliver i stand til at handle og gøre en forskel (hvis nogle mægtiggøres, er der vel nogle andre der afmægtiggøres hvis der er en fastlagt ressource til stede i alt eller hvad?) Det primære mål med identitetsstyringen er at skabe et demokratisk politisk fællesskab der kan skabe en omfattende politisk enighed uden at undertrykke den frie meningsudveksling. Formålet er altså at skabe fred og fordragelighed mellem aktørerne, solidaritet ved at inkludere og ekskludere bestemte identiteter, så der skabes et indre sammenhold i et fællesskab gennem en negativ afgrænsning i forhold til en ydre fjende. Solidaritet gør det lettere at nå til enighed. Metastyring af demokratiske identiteter ved at anråbe: demokratiske borgere. (og ansvarlige dygtige ledere?) = sprede og fastholde demokratiske værdier og forestillinger om respekt, gensidighed, fællesskab. Metastyring skal begrænse effekten af konflikter, der ikke løses af ovenstående: Indkapsling konflikter i mindre offentlige rum, så de ikke spredes og kobles sammen med andre konflikter. Ved at regulere den politiske dagsorden kan man løfte konfliktspørgsmål ud af et stort offentligt rum til et mindre lukket rum. Begrænse ved at regulere adgangen til styringsnetværk, så de uenige ikke kommer i samme netværk. Undertrykke politiske kræfter, der ikke følger demokratiske spilleregler og dermed undergraver den demokratiske netværksstyring. (Det virker repressivt. Er det ledelseskompetencen der gør at konflikter kan være ok, for at skabe noget dynamik. Hvor er dynamikken i en integrativ demokratiopfattelse?) Metastyring af kapacitet: skabe, sprede og mobilisere politiske kapaciteter og sætte aktørerne i stand til at handle hver for sig og i fællesskab. Ikke nok at skabe mange kapaciteter og så sprede dem til flest mulige og mobilisere dem i samfundsstyringen. Metastyring må søge at regulere hvor Side 12 af 20

13 mange kapaciteter der skabes, hvem de spredes til og hvornår og hvordan de anvendes. For at hindre tyranni er det godt at mægtig- og myndiggøre aktører, men ressourcestærke aktører kan blokere samfundsmæssig styring ved at nedlægge veto, der går imod deres interesser. Nødvendigt at hindre at de får for mange kapaciteter. Altså finde balancen mellem at forhindre tyranni og effektiv samfundsstyring. (kapacitet er også kompetence = refleksiv kompetence kan hjælpe til at løfte en konflikt fra personniveau(organisationsniveau) til sagsniveau til at finde det fælles tredje. Metastyring skal sikre, at der er både formel og reel lighed for indflydelse i beslutningerne. Skabe demokratiske idealer, der definerer hvor, hvornår og hvordan bestemte politiske kapaciteter må anvendes. Alle må bruge kapaciteter til at få indflydelse og har pligt til at mobilisere dem i at modstå illegitim brug af offentlig magt. Og metastyring skal forhindre at aktører bruger deres kapaciteter til at tilsidesætte eller forvanske den demokratiske proces. Metastyring af identiteter og kapaciteter og bevidste forsøg på at fremme læringsbaseret tilpasning gennem facilitering af politiske eksperimenter og styrkelse af læringskapacitet. Uklart hvem der metastyrer. Scott: staten ikke blot en blandt flere ligestillede politiske organisationer, men med sit monopol på legitim tvang en særstatus som sætter den i stand til at metastyre organisatoriske felter ved at definere den institutionelle rammer og intervenere i konflikter. March og Olsen: statens monopol har mistet en del af sin betydning pga. forhandlingssamfund. Men deres metaguvernør anføres som det politiske system eller regeringen vage referancer til samfundet og det moderne demokrati. (Områdelederen: kommune = samfundet og det moderne demokrati kommunen helt ud i den enkelte institution med direkte kontakt til både basispersonale og forældre. Hvilke demokratiske problemer og potentialer rummer styringsnetværk? s. 109 March og Olsen: Demokrati er et flertydigt begreb, betydningen forandres gennem fortolkning, praksis, kampe og revolution. Alligevel kan demokrati forstås som politisk orden, der er bygget op omkring visioner om individuel frihed og ansvar, politisk lighed, demokratisk deliberation (=diskussion/overvejelse/rådslagning), procedural stabilitet og forudsigelighed. Udviklingen af identiteter og kapaciteter bidrager til frihed og lighed, retsstaten medvirker til procedural stabilitet og deliberationen sikres ved en bred deltagelse i politiske handlinger, men også ved ansvarliggørelse for politiske beslutninger. Ansvarliggørelse er baseret på en redegørelse for en given beslutning og for dens betingelser og konsekvenser. Disse redegørelser er kontingente fortolkninger af flertydige begivenheder og komplekse sammenhænge. De skaber orden i kaos ved at konstruere bestemte udlægninger af aktørernes identiteter og motiver samt styringstiltagenes baggrund, indhold og konsekvenser. Produktionen af redegørelser har en positiv og en negativ effekt: Positivt stimulerer den deliberationen mellem beslutningstagere og den brede befolkning, desuden får den beslutningstagerne til at diskutere alternativer grundigt. Negativt kan den få beslutningstagerne til at agere for forsigtigt og defensivt, der hindrer åben dialog og erfaringsbaseret læring. Så det kan virke: godt for demokratiet skidt for styringseffektiviteten. Ansvarliggørelsen har to principielle former: konsekvenslogisk og passendehedslogisk. Enten holdes beslutningstagerne ansvarlig for konsekvensen af deres beslutninger eller for deres måde at de- Side 13 af 20

14 finere problemet på, deres ræsonnementer og måde at iværksætte løsninger ud fra fælles normer, værdier og procedurer. I praksis blandes formerne med forskellig vægt. Når det går godt, lægges der størst vægt på de positive konsekvenser, når det går skidt fremhæves den proceduelle ansvarlighed og de passende processer og overvejelser. Velfærdsstaten har betonet konsekvens og indhold, men vores komplekse samfund gør det vanskeligt at afklare hvilke faktorer, der har medført hvilke effekter. Desuden er evalueringskriterier ofte uklare og genstand for konstante forskydninger og omfortolkninger. Desuden træffes beslutninger ofte gennem interaktion mellem mange aktører, hvilket også gør det vanskeligt at se, hvem der er ansvarlig for de konkrete tiltag. Problemet med at finde de ansvarlige for beslutninger (og for at finde beslutningernes konsekvenser)kan forskyde vægtningen i retning af ansvarliggørelse for politiske ræsonnementer (og for om beslutninger lever op til de kulturelt betingede normer og værdier. Selv når aktører evalueres ud fra hvad der er passende kan det være vanskeligt at stille dem til ansvar gennem sanktioner. Da de ikke er valgt kan de ikke afsættes. Et netværk kan stilles i skammekrogen og skoses offentligt og evt. få frataget nogle rettigheder, kompetencer og ressourcer. Men for at kunne drage et netværk til ansvar kræver det, at det rent faktisk har produceret nogle redegørelser, der kan granskes - hvilket ofte ikke er tilfældet. Enten foregår beslutningsprocedurerne usynligt for offentligeheden eller også produceres nogle teknisk komplicerede værker som de færreste forstår. Der er ingen formelt institutionaliserede normer for at styringsnetværk skal producere materiale, der gør det let for offentligheden at få kendskab til eller evaluere styringsnetværkets virke eller beslutninger. s. 111 Afslutning Integrationsteorien ser styringsnetværk som udtryk for en fragmenteret og kompleks styringsproces. Formulering og implementering af offentlig politik sker gennem interdependente og autonome aktører. Netværksstyring er et vilkår for samfundsstyring og opgaven er at styre ved at forme/udvikle aktørernes identiteter og kapaciteter. = facilitere skabelsen af politisk enighed gennem demokratisk deliberation. Fire politiske dagsordner for udvikling af demokratisk samfundsstyring: 1. Den minimalistiske: Fremme af frivillige og private løsninger, betænkelig over for autoritetsudøvelse. 2. Den omfordelende: Påvirker fordelingen af sociale og økonomiske goder 3. Den fællesskabsorienterede: opbygge fællesskab på baggrund af substantielle værdier 4. Den strukturalistiske: Udvikler institutionelle strukturer, som muliggør demokratisk styring. Indirekte metastyring af institutionelle rammer for samfundsstyring. Den institutionelt betingede udvikling af identiteter og kapaciteter. Altså ikke kun kapaciteter men også identiteter, ansvarlighed og tilpasningsevne. Hylder ikke et bestemt sæt af værdier i sit forsøg på at skabe de institutionelle rammer for demokratisk samfundsstyring. Integrationsteoriens afgørende bidrag er: - Forståelsen af den institutionelt betingede netværksdannelse - Med udgangspunkt i akørernes gensidige afhængighed og kontakter - Og tilstedeværelsen af det isomorfe pres for adobtion af bestemte institutionsopskrifter - Fokuseringen på identitets- og kapacitetsudviklingen og dens betydning for styringprocessen og for metastyringen af selvregulerende styringsnetværk. Side 14 af 20

15 - Den erfaringsbaserede læring som afgørende for succesfuld styring - Reformulering af den demokratiske ansvarlighed og ansvarliggørelse Ingen forklaringer på netværkstyringens specifikke kvaliteter eller forklaringer på netværksstyringens stigende popularitet. De demokratiske problematikker er begrænset til ansvarlighed og -gørelse og mangler: eks- og inklusion, repræsentativitet, lighed i diskussion og beslutning. Mangler analysemuligheder af de strategiske spil i netværkene. De ville hævde at de tilgrundliggende præferencer er endogene i forhold til strategiske spil. Den kommunitaristiske bias (forudindfattede mening/fordom) gør at konflikter og magtkampe spiller en meget lille rolle i analysen af interaktionen i netværket. Den demokratiske styring handler om at give begge dele et civiliseret udtryk. S. 113 Kap. 5 s Governmentalityteori Indledning Oprindeligt formuleret af Foucault, senere videreudviklet af andre. Teorien fokuserer på hvordan der styres. (ikke hvem der styrer og om det er et legitimt styre). Der er en generel bestræbelse på at besvare spørgsmålet: hvordan nogle styrer og andre bliver styret. Besvares ved en historisk analyse af den kontingente konstruktion af de institutioner, rationaliteter og forestillinger, der ligger til grund for den faktiske styring. Det er ikke hensigten at vurdere om styringen er god eller dårlig, men at denaturalisere ved at påvise styringens historisk kontingente og dermed politiske karakter. Altså ingen generel teori om hvordan man bør styre, men et teoretisk informeret perspektiv på analysen af forskellige styringsrationaliteter og deres styringseffekt. Både integrationsteorien og governmentalityteorien betoner betydningen af de kulturelle betingelser for aktørernes konkrete styringspraksis. Institutionaliserede styringsrationaliteter og konkrete styringsteknologier udgør mulighedsbetingelserne for de konkrete styringstiltag og deres effekter. Forskellen er at governmentalityteorien ser styringen som en særlig magtform og dermed en praksis der involverer skabelsen af antagonistiske konflikter. Vi handler ud fra bestemte diskursivt konstruerede motiver, strategier og rationaliteter, der er indlejret i vores praksis. Praksis = de steder, hvor det der siges og det der gøres; de regler der anvendes og de grunde der gives; det planlagte og det givne, mødes og forbindes. De diskursive betingelser for vores handlinger er formet af bestemte magtstrategier, der er intentionelle men nonsubjektive. Magtstrategier indeholder altid et sæt mål, midler og kalkulationer, men ingen enkelt aktør vil være i stand til at styre formuleringen og udviklingen af de forskellige magtstrategier. De er for komplekse og flertydige og institutionelle. Magt er et strategisk spil uden spilstyrende strateger. Foucault tager udgangspunkt - som integrationsteorien - i aktørernes institutionelle betingelser, men mener ikke at aktørerne forholder sig til det ved hjælp af fortolkninger. Han decentraliserer det fortolkende subjekt, fordi han mener at vi altid ligger under for magtstrategier, selvteknologier og vidensformer. Aktører handler på bagrund af en række diskursive betingelser, der er formet af krydsende magtstrategier. Magt og modstand hænger sammen. Modstand kommer ikke ud af det blå og er heller ikke en frigørelse af menneskets natur ved at eliminere magten, men modstand er altid intern i forhold til magten: den konstituerer en modmagt til magten. Hvor der er magt er der modstand. Magt Side 15 af 20

16 studeres bedst ud fra de sociale antagonismer, som konfrontationen mellem magt og modmagt skaber. Foucault studerede først fremkomsten af forskellige historiske vidensformer, med baggrund i de formationsregler, der regulerer produktionen af udsagn. Forskellige diskurser indeholder forskellige formationsregler, som bestemmer hvem der kan tale om hvad på hvilke måder og med hvilke effekter. Senere mente han at diskurser formes af myriader af magtkampe, der gradvist transformerer de diskursive formationer gennem små og store forskydninger, og forskeren hvirvles uværgerligt ind i disse magtkampe og tvinges til at tage stilling. Foucault har analyseret nogle historiske eksempler på, hvordan mennesket subjektiveres og subjektiverer sig sev gennem institutionaliserede magtstrategier og magtteknologier. Magt er ikke kun det juridiske magtbegreb (statens legitime tvang), men er også produktiv. Nyt magtbegreb: navnet på en kompleks strategisk situation der skaber og omskaber bestemte subjektiviteter, forestillinger og handlingsrum. Magt er snævert koblet til viden pga. sin identitets- g betydningskonstuerende funktion. Fordi magt gennem konstruktion af kriterier for sandt og falsk, rigtigt og forkert og det normale og det avigende er med til at definere, hvad der er gyldig viden. Sammenfletningen af magt og viden gør det muligt for Foucault at konkludere, at aktørernes identitet og interaktion er bestemt af institutionelle former for magt-viden. Magt udøves kun over frie subjekter og kun i det omfang at de er frie. Dominans er at sørge for at subjekter ikke kan handle anderledes. Magt er at mobilisere deres frie vilje inden for en diskursiv ramme, der sikrer en vis konformitet, men ikke eliminerer modstand og ikke-intenderet adfærd. Magtudøvelse skal ses som et institutionelt indlejret og diskursivt medieret forsøg på at regulere og strukturere aktørernes mulige handlinger nu og i fremtiden. = sigter på at forme aktørernes opfattelse af sig selv, deres indbyrdes relationer, deres omverden og deres handlingsspillerum = government = subjektiverende magtstrategi, der involverer the conduct og conduct = magt som styring og styringsrationalitet. Government som styring og regulering af subjekters subjektivitet viser sig i den pastorale magtform: som hyrden der opofrer sig for sine får, som interesserer sig for hver enkelt gennem hele livsforløbet, som hjælper den enkelte med at finde sandheden om sig selv gennem teknikker til selvransagelse og bekendelse. frelsen sikres i livet, præsten erstattes af lærer, politi mv. akkumulation af viden sættes i system, individdet er en del af befolkningen og det primære mål for samfundstyringen. I udgangspunktet var staten interesseret i at forsvare territorium, men bliver i stigende grad involveret i befolkningens velfærd (hvorfor?), det åbner ifølge foucault et ny analysefelt, der handler om hvordan forskellige aktører styrer sig selv og andre ved at producerer sandhed. Sandheden produceres inden for specifikke domæner, hvor der gennem bestemte rationaliteter og praksisformer skabes nogle bestemte forestillinger om hvad der er sandt, falsk - passende, upassende - normalt og patologisk. (funktionssystemer?). Udgangspunktet for den stigende interesse var blandt andet Machiavelli der beskriver en suveræn hersker uden organisk forbindelse til sit folk, som kun arbejder på at styrke sin magt med alle midler også tvang og vold. Den ny styringsproblematik havde fokus på hvordan man får folk til at styre sig selv og sin familie og staten: Moral, økonomi og politik. De tre blev opfattet som hinandens forudsætninger. Målet var at regulere ved viden og omsorg - altså i modsætning til Machiavellis fyrste. Diverse kriser og merkantilismens fokus på at forøge herskernes rigdom gennem suveræn magtudøvelse gjorde det ikke muligt at gennemføre den nye statsræson. Side 16 af 20

17 Kraftig befolkningstilvækst og nye statistiske teknikker der viste at der var tendenser i befolkningen der ikke kunne styres inden for familien, der gjorde den nye government mulig. Fordi det så måtte være staten der styrede. Økonomi var ikke længere husholdningeøkonomi men statsøkonomi. Staten skulle pleje, udvikle og styrke befolkningen og det enkelte individ som en forudsætning for at styrke sig selv. Governmentality defineres ud fra tre historiske udviklingstræk: 1. Fremvæksten af en række institutioner, teknikker og kalkulationer, som søger at regulere befolkningen med viden fra den politiske økonomi og ved hjælp af forskellige sikkerhedsapparater 2. tendensen til at suveræn magt (opretholdelse og organisering af et bestemt territorium ved hjælp af lov og sanktioner) og disciplinering (institutionel regulering af kropslig adfærd gennem opdeling af tid og rum, etablering af normer og procedurer og opstilling af normaliserende idealer) suppleres af nye former for government, der sigter på at forme individdets frie handling 3. den proces, hvor staten i stigende grad governmentaliseres i og med at den i stigende grad inddrages i styringen af befolkningen og derfor udvikler en ny styringskunst. Governmentaliseringen af staten har forandret staten, der har udviklet sig fra den feudale retsstat via den administrative nationalstat til den governmentale stat. Denne styringstænkning betyder, at grænsedragningen mellem stat og samfund hele tiden reguleres og at befolkningen styres på en måde, der er acceptabelt for befolknignen. Målet var befolkningens velfærd og mobiliserede befolkningens handlekraft frem for at undertrykke den. Governmentality er en kollektiv styringsrationalitet. Government kan defineres som den konkrete regulering af en eller flere personers adfærd, som den dominerende governmentality betinger og muliggør. Altså governmentality er styringskunst, men government er de konkrete styringstiltag. Government er altid indlejret i governmentality. Hvordan defineres styringsnetværk? Foucaut har ingen definition, men teorien bygger på en forståelse af magt som et netværk af aktører og strategier og handlinger. Desuden mener Foucault at staten i stigende grad afgovernemaliseres fordi styringen pluraliseres og uddelegeres til en række autonome aktører, der kobles sammen i netværk: Magten er ikke centreret i staten, men udøves i en mulitiplicitet af sociale relationer med hver deres organisationsform. Magten multipliceres, decentreres og heterogeniseres. Hvilke former og funktioner staten skal have bestemmes af historiske kontingente styringsrationaliteter, der også fastlægger grænserne mellem stat og samfund. Hvorfor og hvordan opstår styringsnetværk? Forklaringen skal findes i den stadige reformulering af den dominerende governmentality. Tidens dominerende governmentalityprogrammer problematiseres løbende ved at der sættes spørgsmålstegn ved styringsrationalitetens hensigtsmæssighed. Dermed udvikles nye programmer. Drivkraften er politiske magtkampe - derfor er de nye programmer ikke nødvendigvis bedre - de er blot nye og så giver den en troværdig respons på problematisereingen af de gamle programmer. Eksempler på programmer: Liberalismen (marked), velfærdsstaten, neoliberalisme, avanceret liberal styring: for hver enkelt styringsopgave nøje overvejer: Hvordan og af hvem den skal løses. Styring på afstand. Side 17 af 20

18 Styring på afstand er styring via individers og organisationers selv-forhold, dvs. deres kapacitet til at udøve deres frihed på passende vis under iagttagelse af specifikke normer. Styringsnetværk som en integreret del af et ny governmentalityprogram. Det er de stadige transformationer af den moderne styringsrationalitet, der i dag gør det muligt at se den refleksive pluralisering af samfundsstyringen - som styringsnetværk er udtryk for - som et svar på problematiseringen af de traditionelle styringsformer: Stat og marked. Hvordan fungerer styringsnetværk? Governmentalityteorien interesserer sig mest for de diskursivt konstruerede og institutionelt indlejrede betingelser for interaktiv styring gennem netværk. Teorien søger svar på: 1. Hvordan defineres og afgrænses objektet for styringen? (ontologi) Objektet for styringen skal konstrueres. Retter styringen sig mod virksomheders, organisationers eller borgeres adfærd. 2. På hvilke måder søges objektet for styringen styret? (modalitet) Hvilke redskaber og instrumenter tages i anvendelse for at styre det pågældende styringsobjekt, og hvilken karakter har styringen. 3. Hvordan bør de subjektiviteter være, der styres eller styrer på denne måde? (deontologi) Hvordan bør de der styrer elle styres, opfatte sig selv og andre, og hvilke normer og værdier bør regulere deres adfærd. 4. Hvad er formålet med styringen, og hvilket rationale ligger bag den valgte styringsform? (teleogi) Hvilken bagvedliggende rationalitet regulerer styringen og hvad er målet for styringen. Svarene leveres gennem styringsdiskursen, der redegør for de opfattelser, teknikker, subjektiviteter og rationaliteter der ligger til grund for den konkrete styringspraksis. Styringsnetværk kan analyseres ud fra de fortællinger de involverede og de berørte producerer om den konkrete styringsindsats, fordi den produceres inden for rammerne af et specifikt governmentalityprogram. Programmet sætter grænserne for hvordan styringen kan foregå. Netværksstyringen indlejres i en diskurs. Ved at analysere den, kan man få indsigt i den dominerende styringsrationalitet - uden at reducere den til de specifikke institutionaliseringer. Liberal styringstænkning: Styring skal ske ud fra viden og ekspertise, resultatet skal være individer, der kan styre sig selv = styringsnetværkene skal levere selvstyring. Dette blev problematiseret ved velfærdsstaten og svaret er den liberale styrings betoning af selvhjulpenhed, empowerment og selvregulering. (sociale klienter skriver under på at styre sig selv - selv om det netop er det, de ikke kan!) Hvad er betingelserne for succes og fiasko i styringsnetværk? Det avancerede liberale krav til styringsnetværk er hverken procesorienteret eller har noget med outcome at gøre. Det handler kun om styringens rækkevidde og omkostninger. (men det må da også handle om at der sker selvstyring?) 1. det skal nå ud til hver og en, skal forme de muligheder og valg som den enkelte træffer og udlever. Skal nå alle indenfor den valgte gruppe. Skal være totaliserende men ikke totalitær: skal omslutte alle og enhver, men må ikke begrænse den frihed, som styringen forsøger at mobilisere og styre i en bestemt retning. Totalisering kombineres Individualisering. (husk at det stadig er en kollektiv styringsrationalitet) Side 18 af 20

19 2. Styringen skal være så økonomisk som muligt. A: mindst mulige ressourcer til størst mulig effekt. B: Mindst mulig repression med størst mulig effekt. = netværksstyring - styringen når ud til mange individer uden at det er staten der gør alt arbejdet og når desuden individer som staten ellers ikke ville kunne nå (hvem?) Styringssvigt: hvis ikke der kan rekrutteres relevante netværksdeltagere, der aktivt bidrager til styringen. Hvis ikke deltagerne lader sig styre af love, retningslinjer med mere Der kan ikke reguleres med sanktioner eller reguleringer fordi det så går ud over deltagernes motivation. Styringssuccessen afhænger af styringsdiskursens evne til at anråbe - skabe bestemte subjektiviteter, omverdensforståelser og handlingsrationaler. Retorik i kampen mod styringssvigt. Hvordan styres styringsnetværk Ved hjælp af metatstyrig - selv om det ikke nævnes i teorien. Avanceret liberal metastyring handler om at subjektivere og underordne netværksaktørerne - altså i to spor. Både mobiliserer og skaber frie subjektiviteter, men placerer den indenfor bestemte rammer og i bestemte over- og underordningsforhold. På den ene side søger metastyringen at etablere partnerskaber, partshøringer, forhandlinger, brugerbestyrelser, valgmuligheder og incitamenter til fri aktiv deltagelse. På den anden side etablerer den en række normer, standarder, benchmarks samt forskellige hierarkiske instruktions- og kontrolrelationer. Metastyringen sker i to spor: Den skaber, udvikler og mobiliserer aktørerne og den sørger for at de forsøger at styre inden for et bestemt diskursivt handlerum der eksistere i aktørernes egen opfattelse af sig selv og de andre og omverden. Første del af metastyringen sker vha aktørteknologier, den anden ved hjælp af adfærdsteknologier. Ved kontraktteknologier indgåes bindende aftaler med individer/grupper, der dermed rekrutteres til styringsnetværk. Disse tvinges til at kalkulere og handle indenfor bestemte sociale/politiske/økonomiske rammer gennem løbende afrapporteringer og evalueringer. Tvangen har karakter af forpligtende norm om ansvarlighed i forhold til fælles forhandlede løsninger. = topdown. Der er også bottom-up: Myndighederne stiller krav til responsivitet hos borgere. De centrale myndigheder myndiggør borgerne og stiller krav til styringsnetværkene om at forholde sig responsivt til de myndiggjorte borgere (stadig meget top - down, eller hvad?) Staten, private aktører og instanser udøver metastyring, men staten er den alle andre magtinstanser refererer til, blandt andet fordi der er indført forskellige former for statslig kontrol. Desuden kan staten i sidste ende anvende sin suveræne magt, hvis ikke den diskursive styring af styringsnetværk o.a. lykkes. Hvilke demokratiske problemer og potentialer rummer styringsnetværk? Styringens legitimitet i forhold til nogle på forhånd givne (filosofiske) standarder for demokrati og retfærdighed hænger uløseligt sammen med den suveræne magtopfattelser. Side 19 af 20

20 Enhver form for governmentality indeholder en række normative og etiske overvejelser, som er relevante i forhold til subjektiveringen af dem der styres og styrer. Hvordan defineres den gode hersker og den gode undersåt? Repræsentativt demokrati er borgerskabets forsøg på at skjule generaliseringen af disciplinære mekanismer bag en maske af formel juridisk lighed: Det liberale demokrati = falsk bevidsthed. Liberalsmen er hverken forankret i den juridiske teori om lov og ret eller en særlig ideologisk doktrin, men mere en styringsrationalitet, forankret i den politiske økonomi, der retter sig mod befolkningen. Det repræsentative demokrati kan ses som en effektiv måde at inddrage de styrede i styringen. De inddrages ikke pga. nogle abstrakte legale rettigheder, men fordi styringen allerede afhænger af og gør brug af deres friheder og kapaciteter som de bruger i deres sociale og politiske praksis. demokratiet har her en funktionel snarere end en normativ legitimitet. Konsensus er et uopnåeligt og undertrykkende ideal, men fravær af konsensus er også problematisk. Foucault abonnerer på demokratiske normer om plads til forskellighed. Connolly bygger videre på hans og Nietzsches genealogiske problematisering af naturaliserede identiteter = forekommer givne og indiskutable for at erkende kontingensen af alle former for identitet og til at drage omsorg for identiteters forskellighed. Han mener at demokratiet skal vurderes ud fra evne til at give plads til indholdmæssige konflikter mellem parter, der hver især erkender kontingensen af egne og andres identiteter. For at hindre at det udvikler sig til dogmatiske eller voldelige konfrontationer skal der udvikles en gensidig respekt for at hinandens og egne identiteter er historiske konstruktioner. Afslutning Teoriens hovedbidrag er at den rekonceptualiserer mellem dominans og frigørelse eller magt og frihed: Magt udøves gennem udformning af styringsrationaliteter, der former og regulerer aktørernes frie handlinger i et gensidigt afhængighedsforhold. Metastyringen er dobbelt: mobiliserer og skaber aktørerne subjektivitet og forsøger at regulere rammen de agerer indenfor - skaber konformitetsskabende regler OG handleduelige identiteter. To forcer: viser netværksstyring som et historisk fænomen - som et resultat af en stigende multiplicering og selvstyre, og viser desuden hvor vigtigt det er at analysere konstruktionen af konkrete styringsrationaliteter, der regulerer hvem, hvad, hvordan og hvorfor der kan styres gennem interaktive styringsnetværk. Side 20 af 20