SEATTLE CHAMBER PLAYERS & FIGURA ENSEMBLE 7. september 2011, LOUISIANA

Transkript

1 Steingrimur Rohloff Still Not/Not Yet Tekst: Peter Laugesen - I-III fra "FRØ OG STÆNGLER", Borgen 1988, IV-V fra "DE SAGDE HANS HUND HAVDE LOPPER" Borgen 2010 Oversat af Peter Laugesen til uropførelsen i Seattle 2010, tak til Peter Zaenker/Kanada for hjælp med oversætningen I. Sooner or later it breaks through. I do not know what it is. Still not. Not yet. Every day is -- a day, and every night a night. Things are more and more themselves, just like that and the signals flicker. Everything becomes something you should not do, and there is nothing else. II. Beuys The doors of perception can be opened and closed. A closed door is beautiful because it has a side one cannot see. An open door is beautiful because it isn t there. III. language fills all holes with noise the fingers with the new message slowly spell out a melody for everybody about everything it is a song that wakes up the heaps of sound

2 IV. We look at each other and don t know quite. It could be a dream maybe it is war. We don t know where or what it is called. It is the neighbors name we can t say They die and we die who are they? Who are we? We look at each other and don t know quite. We look at them, and they look at us. Who do they see? Who do we see? It could be a dream. V. & one has to die & one can get a whole lot out of that & one can also leave it & be an old dog & lose the hairs on your back & see people come out from the theatre & see the last smokers light their last cigarette & see matches light up in the palms of their hands & maybe one isn t born yet & maybe it s enough & maybe it s never enough & how stupid it was to begin & how stupid it is to stop

3 Anders Brødsgaard Galgenlieder Tekst: Christian Morgenstern: Galgenlieder (1905) oversat af Anders Brødsgaard I Galgenbrødrenes forbundssang O gyselige liv i råd, her dingler vi i røden tråd! En frø, den frø r, en koppe æder, skæv en skilning vinden reder. O gru, o gru, o gustne gru! Du er fordømt! si r uglen Uh!. Stjernelyset månen rammer, aldrig dig, og det gi r jammer. O gru, o gru, o gustne gru! Sølvkrikkens hovslag hører I nu? En ugle skri r: bardus! bardus! i sus, i dus, i krus, med brus! II Om galgenbrødrenes bøn og bønhørelse (En nattesang, at synge hinsides) Et måneur slog halv otté jeg råbte højt: O vé, o vé! Hvor synger i busken af tagrør et dårende kor af løvfrø r! U u, u u, u u, u u Sådan er det nat ind og nat ud! Jeg ved, den larmende grublen kun skyldes frøernes jublen. Så hold dog mund, forrykte flab! eller krikken ta r dig i sit gab! Han æder dig som havre - så ti dog stille, fagre!... Et måneur slog kvart otté, og væk var mit: O vé, o vé! Men se, i busken af tagrør, hvad sølverkrikken den nu gør.

4 III Nattebillede En gårdhund lurer bag et hegn (>Pas På Hunden!<) En gårdhund lurer bag et hegn i midnatstimens skygge. Med glødende øjne står han fast på ladet af en lastvogn... Hver sjæl er væk. Den runde nat er helt belagt med stjerner. IV Dansen En fir fjerd delsgris og en optaktsøgle mødtes i skyggen af en søjle som stod i deres skabers ånd. Til spil af en viola da plante bød til dans de to galante fod og hånd. Og på sine tre små rosa bene hoppede den firdelte gris graciøs, og fru optaktsøgle på sit ene svang rytmisk sit kalvekrøs. Nu faldt natten på og da plantens klang blev forførisk melodiøs. Dog, vor skabers hjerne var ej af metal, og søjlen svandt så hurtigt som den kom, og så måtte også brud og gom tilbage til det intet de kom fra, farvel. Blot et sidste strøg fra da planten fløj og så var ej mere at bevise. V De to æsler Et nedtrykt æsel sa engang i ægtefællens øregang: Jeg er så dum, du er så dum, lad os krepere sammen, kom! Alligevel sa de ja og amen og blev i fryd og gammen sammen.

5 Vladimir Nikolayev Vnik-ton experience Peter Bruun Preludes to Disaster Tekst fra Cervantes Don Quijote I: Forging fool's armour (Narrens rustning smedes) Fra den Ukendte Urganda til bogen om Don Quijote Hvis du vil ud til de go, oh bog, så far frem med må, så ingen indbildkse tå kan trampe dig under fo. Du er ikke vel til mo ved alle de ubelæ, som du snart vil høre bræ for at vise deres vi, selv om den er ganske li, for de er en samling blæ. Du vil fortælle histo om en højmodig manche adelsmand, der læste me og blev forrykdt i sit ho; han blev ganske overmo af våben, riddere, da, så dristigt han sværdet dra ret som den rasende Ro: Dulzinea del Tobo skal være hans ægtema. Pas på, himlen misbilli, at du vil med lærdom pra som den lærde negersla, tal blot ikke som lati. Du skal ikke skarpehd vi, vigt dig ikke som den klo, vær nu ikke filoso; den der lærdomsord begri, han vil med en vrængen si: hvortil alle disse glo? Det er tåbers værk at ka med sten, når man har sin bo i et hus af glas og glo: naboen man ikke la. Den forstandige ska sit værk på fødder, der skri fremad rolige og vii;

6 mens den der udsender bø til underholdning for mø skriver lukt til dåreki. Vár din tunge, når den lø, hold dig fra unødig sna, for man skal undgå at ta, om det der blot er en skrø, for spøg og skæmt kan let fø til en blodig næsesty; næh, dit bedste skal du y, så skal du nok vinde æ; du må ikke dumhed næ, evigt den det skrevne pry. II: Tribute: Thoughtfulness (Hyldest: Eftertænksomhed) Den Rasende Roland til Don Quijote Hvis ikke du er en ligemand, har du heller ikke haft en ligemand for du kunne være en ligemand blandt tusinde; der er ikke plads til andre, hvor du er, uovervindelige sejrherre, aldrig besejret. Jeg er Orlando, Quijote, forladt af Angelica. Jeg sejler ud på de fjerne have idet jeg har ofrer til berømmelsens alter, heltemodet, som agtes af glemslen. Jeg kan ikke være din lige, for du er overlegen i berømmelse, selvom vi begge mistede forstanden. Og omend det var mig, der tæmmede Scytheren og den vilde maurer, så er vi ligemænd i mislykket kærlighed. III. Tribute: Fury (Hyldest:Raseri) Don Belianis af Grækenland til Don Quijote Jeg smadrede, jeg dolkede, jeg kløvede, jeg talte og handlede bedre end nogen anden ridder i verden, jeg var stolt, standhaftig, hovmodig Jeg hævnede 1000 gange uret, udslettede titusinder. Med mine gerninger har jeg skabt berømmelse. Enhver kæmpe var som en dværg for mig, i kærlighed var jeg trofast og sanddru, og i kampen slog jeg altid til.

7 Lykken lå for mine fødder, og selv det skinbarlige held kunne jeg trække rundt i pandelokkerne. Men; selvom min lykke altid stod ophøjet under månens horn, misunder jeg din overlegenhed, oh store Quijote. IV. The Aftermath (Eftermælet) Amadis de Gaula til Don Quijote Du, der eftergjorde det triste levned som jeg gennemled, forsmået og ene, på bjerget Peña Pobres golde stene, hvor jeg mit muntre sind bodfærdigt stævned; Du, der græd flere tårer end du evned, fik liflige drikke, salte og rene; uden fade til urter, bær og grene, sad du til jords og spiste til du revned; så længe den lyse Appolon driver sine heste i fjrede himmelsfære kan du leve i vished om at vinde et ry for tapperhed, der evigt bliver, dit fødeland vil først blandt alle være, din forfatter ene i verden skinne. Casper Schreiber dirigent FIGURA Ensemble Helene Gjerris mezzosopran Anna Klett klarinet Frans Hansen percussion Jesper Egelund bas Frode Andersen accordeon SEATTLE CHAMBER PLAYERS Paul Taub fløjte Mikhail Shmidt violin David Sabee cello Laura Deluca clarinet