Konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og den amerikanske verdensorden

Transkript

1 Konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og den amerikanske verdensorden KL Peter Richard Sønderkjøge-Hansen Stabskursus, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet

2 Titelside Specialets titel: Konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og den amerikanske verdensorden. Specialets problemformulering: I hvilket omfang styrker konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen den amerikanske verdensorden? Vejleder: Liselotte Odgaard (lektor, Ph.d.) Institut for Strategi Forsvarsakademiet Dato: 2. maj, 2014 Antal ord i hoveddokument: Forsidebillede: Et japansk maritimt patruljefly overflyver en ø i den omstridte Diaoyu/Senkaku-øgruppe i Det Østkinesiske Hav. Foto: ukrediteret/associated Press 2

3 Abstract This thesis examines the influence of the Diaoyu/Senkaku Islands dispute on the American-led liberal international order. It gains insight on how the dispute effects the relation between Japan and the USA by an analysis of two key variables: institutions, which explores the effects on the mutual commitments and restraints within the alliance between the two states; and identity, which examines their support for Western democratic values, and the consequences of nationalism. The thesis argues that the dispute strengthens the relation between Japan and the USA as both states reinforce their contributions to the alliance and agrees of an adjustment of the restraint on Japan in light of the dispute and the overall strategic context. Furthermore both states continue to emphasize a solution to the dispute through dialogue and cooperation and confirm their support for the common values. The influence of Japanese nationalism continues however to be a source of disagreement between the two states and a challenge to the relation accordingly. On the basis of this strengthened relation the present structure and leadership of the liberal international order in East Asia are reinforced. 3

4 Resumé Dette speciale undersøger med udgangspunkt i Liberalismen som teoretisk perspektiv, i hvilket omfang konflikten mellem Kina og Japan om Diaoyu/Senkaku-øgruppen styrker den amerikanske verdensorden. Specialet besvarer dette spørgsmål ved at gennemføre sidestillede analyser af to variable. Indenfor variablen Identitet analyseres, i hvilket omfang der er enighed mellem USA og Japan om de to staters prioritering af, at fælles vestlige demokratiske værdier udgør grundlaget for en fredelig løsning af konflikten og en tilsvarende begrænsning af nationalistiske strømninger for at understøtte dette. Indenfor variablen Institutioner analyseres i hvilket omfang de to staters forpligtelser og begrænsninger i den fælles alliance påvirkes som et resultat af konflikten, og i hvilken grad disse mulige forandringer nyder opbakning i USA og Japan. Specialet finder, at USA som en konsekvens af konflikten understreger dets vilje til at forsvare Japan. Samtidig bidrager konflikten til at aktualisere Japans behov for at øge dets sikkerhedspolitiske råderum og dermed frigøre sig fra dets position som semi-suveræn stat. En udvikling, der medfører, at Japan kan bidrage mere til den fælles alliance, hvorfor den nyder opbakning fra USA. Denne udvikling styrker dog også de nationalistiske strømninger i Japan og Kina, der efter amerikansk opfattelse vanskeliggør en fredelig løsning på konflikten. Specialets analyser viser samtidig, at begge stater i deres udmeldinger bakker op om de vestlige demokratiske værdier som udgangspunktet for en fredelig løsning af konflikten, men at den fælles identitet udfordres af uenigheden mellem USA og Japan om de negative konsekvenser af de japanske nationalistiske strømninger. Specialet konkluderer derfor, at konflikten styrker den amerikanske verdensorden. Dette skyldes, at relationen mellem Japan og USA styrkes ved, at Japan og USA begge underbygger og udvider den fælles alliance og bakker op om de vestlige, demokratiske værdier. Relationen udfordres dog også af de japanske nationalistiske strømninger, der udgør en fortsat kilde til uenighed mellem de to stater. Dermed fastholdes den nuværende struktur og ledelse af verdensordenen ligeledes, om end konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen bidrager til, at alliancens forpligtelser og begrænsninger genforhandles. 4

5 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Motivation Problemdiskussion Problemformulering Teori og metode Empiri Afgrænsning Struktur Teori Liberalismens antagelser Den liberale internationale orden Opbygningen og udviklingen af verdensordenen Operationalisering af teorien om den liberale internationale orden Analyseredskab Variablen Identitet Variablen Institutioner Analyse af Identitet Nationalistiske strømninger Vestlige demokratiske værdier Delkonklusion Analyse af Institutioner Forpligtelser Begrænsninger Delkonklusion Konklusion Konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og den amerikanske verdensorden Diskussion af specialets teori, model og empiri Perspektivering Kildeliste

6 1. INDLEDNING Formålet med dette kapitel er at beskrive de overordnede rammer for min undersøgelse af, hvordan konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen påvirker den del af verdensordenen, der bygger på forholdet mellem USA og Japan. Jeg vil derfor indledningsvist overordnet beskrive konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og min motivation for at arbejde med netop dette emne. Derefter præsenterer jeg specialets problemformulering, hvorefter jeg vil redegøre for og begrunde mit valg af metode, min anvendelse af liberal institutionalisme som teoretisk udgangspunkt og mine valg af empiri. Et afsnit, der beskriver specialets struktur, afslutter kapitlet Motivation En af de uløste territoriale stridigheder i verden består af henholdsvis Kinas og Japans krav på den øgruppe i Det Østkinesiske Hav, som kineserne kalder Diaoyu, og som japanerne kalder Senkaku. På trods af øgruppens manglende umiddelbare strategiske betydning giver den anledning til en konflikt om suveræniteten over området. En konflikt, som bidrager til de to staters identitet, og som kan anvendes til at fastholde eller øge staternes indflydelse i regionen. For Japans vedkommende kan det ske på bekostning af eller i fællesskab med dets allierede: USA. Siden 1978 har Kina og Japan været uenige om, hvilken af de to stater, der har suveræniteten over Diaoyu/Senkaku-øgruppen. Kina har således formelt erklæret at have et historisk krav, og at den hører ind under kinesisk suverænitet (Reilly, 2014: 203f). Japan har på sin side pure afvist, at der overhovedet er en strid om suveræniteten, idet den anfører både at have legale krav på øgruppen og at have haft effektiv kontrol med øgruppen, siden den blev overdraget fra USA til Japan i 1972 (mofa.go.jp, 2014c). De to landes holdninger er forblevet de samme på trods af flere diplomatiske kriser. Kriser, der blandt andet er udsprunget af forskellige nationalistiske grupper på begge sider af konfliktens adskillige forsøg fra år 1996 og frem på at ilandsætte personer på øerne (Reilly, 2014: ). Eller af, at Japan i 2010 anholdt den kinesiske kaptajn på et fiskefartøj, der havde påsejlet to japanske kystvagtsskibe i farvandet omkring øgruppen (Yahuda, 2014: 55). Uenigheden nåede dog et nyt niveau i 2012, da Tokyo by anført af den højreorienterede daværende guvernør ville forsøge at købe øgruppen fra dens private, japanske ejer (McCurry, 2012). Forsøget blev fulgt op af flere landsætninger af 6

7 aktivister fra både Japan og Kina på øerne. I et forsøg på at få kontrol med og stabilisere situationen valgte den japanske regering efterfølgende at nationalisere tre af øerne i øgruppen, hvilket afstedkom højlydte protester fra både den kinesiske befolkning og den kinesiske regering (Reilly, 2014: ). Konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen fik igen global bevågenhed, da Kina den 23. november 2013 offentliggjorde, at det havde etableret og ville håndhæve en Air Defense Identification Zone i farvandsafsnittet, der ligger ud for Kinas kyst, og som er omgivet af Sydkorea, Japan og Taiwan. Etablering af en sådan zone over et område i internationalt farvand er dog ikke en unormal praksis. Efter den kinesiske udmelding har alle de nævnte lande, og USA på dets egne kyster (Leon, 2011), nu etableret en zone. Det afgørende for, at konflikten har fået øget opmærksomhed kan i højere grad skyldes, at Kinas zone overlapper alle de øvrige tre asiatiske landes zoner i Det Østkinesiske Hav, at både den kinesiske og den japanske zone begge dækker Diaoyu/Senkaku-øgruppen, og at Taiwan, Sydkorea og Japan i andre sammenhænge i forskellig grad søger og får støtte fra USA i forbindelse med uoverensstemmelser med Kina (Minnick, 2013). Japan og USA tog umiddelbart hurtigt stilling til etableringen af den kinesiske zone, da man to dage efter Kinas udmelding fløj både japanske og amerikanske militærfly igennem zonen for at demonstrere, at man ikke anerkendte det kinesiske forsøg på at ændre status quo i spørgsmålet om suverænitet over området. Dette blev tillige understreget af diplomatiske udmeldinger fra bla. den japanske premierminister Shinzo Abe og den amerikanske udenrigsminister John Kerry (Szechenyi et al., 2013). Derudover har USA fastholdt, at Japans administrative kontrol anderkendes, men at USA ikke vil blande sig i spørgsmålet om suveræniteten over øgruppen, og at både Kina og Japan ifølge USA bør antage en passende afdæmpet position og retorik, således en eskalation af situationen undgås (White House, 2014c). Dette har ikke mindst i Japan været genstand for en del debat, idet der er opstået tvivl om USA's vilje til at vælge side til fordel for, og ultimativt, beskytte den japanske alliancepartner mod, hvad der på ledende politiske niveau ses som kinesisk aggression (Røjle, 2013). I sin mest simple og konkrete form kommer konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og kontrollen med det omstridte havområde mellem Kina og Japan således til udtryk ved de involverede staters brug af deres militære magtinstrumenter til at varetage deres 7

8 interesser. Netop dette vakte indledningsvist min faglige interesse for konflikten. Min interesse skyldes dog især, at konflikten er en del af en større sikkerhedspolitisk kontekst, ikke mindst på grund af USA's inddragelse, og kan få en større betydning for udviklingen i nogle af de væsentligste internationale relationer i verden, end øgruppen umiddelbart måtte tilsige. Bliver fremtiden præget af øgede spændinger? Eller øget samarbejde? Og vil det ske gennem styrkede relationer mellem Kina, Japan og USA? Eller som en konsekvens af en forværring af samme? Dette er min primære motivation for at behandle emnet mere indgående, og disse spørgsmål beskriver ligeledes mit formål med at analysere konflikten om Diaoyu/Senkakuøgruppen, og dens betydning for staternes interaktion fremadrettet Problemdiskussion Den beskrevne motivation diskuteres nedenfor med henblik på at indkredse specialets problemfelt og efterfølgende opstille problemformuleringen. De to primære aktører i konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen er Kina og Japan. Japan har inden for mange forskellige områder, ikke mindst det sikkerhedspolitiske, et meget nært samarbejde med USA. Derfor vil disse tre staters udmeldinger og konkrete handlinger i forhold til konflikten med stor sandsynlighed have betydning for de strukturer hvori, og for den måde hvormed, de interagerer. Specialets problemformulering skal derfor findes i spændingsfeltet mellem disse tre staters relationer. USA har i forlængelse af tidligere forsvarsminister Leon Panetta s udmelding om et amerikansk pivot to Asia (Bumiller, 2011 og U.S. Department of Defense, 2012) påbegyndt en forskydning af udenrigs- og sikkerhedspolitisk fokus mod Asien. Dette forøgede fokus rettes mod en region, som er udgangspunktet for både samarbejde og stridigheder mellem to af verdens mest betydningsfulde stater, USA og Kina, og som samtidig vil påvirke relationen mellem USA, og dets nærmeste allierede i Asien, Japan (Ikenberry, 2011: 90). Relationen mellem USA og Japan kan ses som en del af en amerikansk-ledet orden, der efter afslutningen af 2. Verdenskrig, blev skabt imellem de vestlige demokratier, hvortil Japan regnes. Dette skete på et grundlag af staternes gensidige forpligtelser, begrænsninger gennem op- og udbygning af institutioner og en i stigende omfang fælles 8

9 identitet, der hviler på vestlige, liberale principper og normer. Denne orden havde til formål at undgå den økonomiske rivalisering og politiske uro, der førte til 2. Verdenskrig, og adresserede således især integrationen af Tyskland og Japan, men den medførte samtidig at USA kunne sikre og udbygge sin position, som den ledende stat i den vestlige verden (Ikenberry, 2001: 170ff). Samarbejdet og strukturerne mellem staterne i Europa og Asien blev under og efter afslutningen på den kolde krig udbygget. Særlig relevant for dette speciale, så gælder dette også alliancen mellem Japan og USA, der ligeledes løbende er blevet fornyet (ibid: 249ff og Kerry, 2014) inden for både de økonomiske og sikkerhedspolitiske områder. Det traktatfæstede forhold mellem de to stater udgør således pt. et væsentligt fundament for den amerikanske verdensorden generelt, og i den østasiatiske region i særdeleshed (Ikenberry, 2011: 231). Problemstillingen omkring suveræniteten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen er i udgangspunktet en konflikt mellem Kina og Japan, hvor USA inddrages i konflikten, idet USA er Japans vigtigste alliancepartner og den mest magtfulde stat i regionen. Såfremt USA og Japan kan blive enige om at adressere Japans konflikt med Kina på baggrund af en fælles holdning og samarbejde, vil det styrke den identitet og de institutioner, som den amerikansk-japanske relation bygger på. Udviklingen i denne relation vil således være en indikator for, hvordan verdensordenen i den østasiatiske region, og den amerikanske ledelse af denne, udvikler sig. Dette betyder ligeledes, at Kinas rolle som aktør i Det Østkinesiske Hav fokuseres til at være Japans modstander i konflikten og USA s potentielle samarbejdspartner og mulige største udfordrer Problemformulering Specialets problemformulering er: I hvilket omfang styrker konflikten om Diaoyu/Senkakuøgruppen den amerikanske verdensorden? Specialet vil med udgangspunkt i relationen mellem USA og Japan analysere, i hvilket omfang konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen styrker identiteten og institutionerne i den østasiatiske del af den amerikanske verdensorden, og på baggrund af dette vurdere hvordan konflikten bidrager til udviklingen i verdensordenen. 9

10 Specialets hypotese er, at det kinesiske krav på suveræniteten over Diaoyu/Senkakuøgruppen aktualiserer Japans behov for at opbygge et større og mere selvstændigt sikkerhedspolitisk råderum. Da dette samtidig komplementerer USA s behov for en stærkere alliancepartner, der kan underbygge dets forskydning af sikkerhedspolitisk fokus mod Asien, kan denne udvikling ske inden for verdensordenens forpligtelser og begrænsninger. En styrkelse af relationen mellem Japan og USA kræver dog også, at de nationalistiske strømninger i Japan ikke bidrager til at øge mistilliden mellem Kina og Japan, og dermed risikoen for en eskalation af konflikten, idet dette vil udfordre de fælles vestlige demokratiske værdier, der prioriterer en fredelig løsning gennem dialog og samarbejde. Samtidig vil konflikten bidrage til, at de fælles forpligtelser og begrænsninger tilpasses således, at verdensordenens struktur og ledelse fortsat nyder opbakning fra Japan og USA Teori og metode I forlængelse af den opstillede problemformulering anvender specialet konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen som case til at undersøge udviklingen i den amerikanske verdensorden. Dette angiver dermed rammerne for den metode og teori, hvormed casen analyseres med henblik på at besvare specialets problemformulering. Jeg vil i det efterfølgende argumentere for specialets metode og valg af teori. Problemformuleringen tager udgangspunkt i eksistensen af en amerikansk verdensorden, der bygger på en fælles identitet og fælles institutioner, og at denne orden påvirkes af konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen. For at kunne besvare specialets problemformulering er det derfor relevant at inddrage teorien om den amerikanske verdensorden og den overordnede teoretiske retning inden for International Politik, den deler verdensbillede med. Teorien om den amerikanske verdensorden bygger på antagelserne i Liberalismen, da denne forklarer grundlaget for og funktionsmåden i den amerikanske verdensorden. Disse antagelser beskriver, hvordan internationale forhold kan omfatte samarbejde frem for konflikt, og at det derigennem er muligt at opbygge relationer gennem for eksempel transnationale fælleskaber, værdifælleskaber og internationale institutioner, således sandsynligheden for krig mindskes. Herunder gælder, at internationale principper og regler på linje med magt er centrale elementer i staternes interaktion. Dog med den vigtige pointe, der især er gældende for teorien om den 10

11 amerikanske verdensorden, at behovet for og værdien af anvendelse af magt mindskes som en konsekvens af staternes gensidige afhængighed. Det er således ikke de enkelte staters interesser, opbygning af relativ magt eller behov for at sikre statens overlevelse, der, som inden for Realismen og Engelsk Skole, er i fokus. Fokus er derimod på relationerne mellem stater, og hvordan disse op- og udbygges i en grad, at det øger staternes absolutte magt, mindsker risikoen for krig og konflikt, og dermed sikrer en fredelig udvikling i verdenssamfundet (Ingemar & Fast, 2011). Den teoretiske litteratur tager udgangspunkt i Deudney & Ikenberry (1999) og Ikenberry (2001), som beskriver opbygningen og anvendelsen af den amerikanske verdensorden, som den har udviklet sig siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Især benyttes Ikenberry s egen opdatering af sin teori og egen og andres kritik af denne, som de fremgår af Dunne & Flockhart s (2013) og i Ikenberry (2009 og 2011). Ikenberrys teori anvendes, da denne skaber den teoretiske ramme for at vurdere betydningen af de forskellige faktorer i relationen mellem to stater inden for verdensordenen, og dermed hvordan denne udvikler sig. Konkret giver dette mulighed for at undersøge, hvordan konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen påvirker forholdet mellem USA og Japan ved at inddrage faktorer som de to staters fælles vestlige identitet, betydningen af nationalistiske strømninger, og hvordan konflikten konkret påvirker udviklingen i de to landes forpligtelser og begrænsninger, som de er institutionaliseret i Japan-U.S. Security Treaty og den japanske forfatning. Som et resultat af problemformuleringen og ovenstående argumentation afgrænses min anvendelse af Ikenberry s teori, og jeg har således valgt at sammensætte mit analyseredskab til at bestå af de to overordnede variable: Identitet og Institutioner. Analyseredskabet beskrives mere indgående i det næste kapitel af specialet. Analysen behandler først variablen Identitet, hvor verdensordenen, jf. Deudney & Ikenberry bygger på vestlige, liberale normer og principper, såsom demokrati, forfatningsmæssig regeringsførelse, sikring af individets rettigheder, privat ejendomsret, kapitalisme, etc. Men også normer og principper, som begrænser betydningen af nationalisme, som en kilde til staters identitet (Deudney & Ikenberry, 1999: 193f), og som dermed i dette konkrete tilfælde udfordres af, at Japans nationale identitet påvirkes af konflikten med Kina om suveræniteten over Diaoyu/Senkaku-øgruppen og det tilhørende havområde. Konflikten kan ligeledes ses som en del af argumentationen for, at Japan 11

12 styrker dets nationale identitet ved at løsne de tætte bånd til USA og frigøre sig fra dets position som semi-suveræn stat (ibid: 187ff ), der fungerer under amerikansk beskyttelse og dominans. Dermed ville Japan kunne genetablere sig som en suveræn stat på lige fod med andre suveræne stater. Variablen Identitet vil således give blik for betydningen af Japans nationale identitet i forhold til at forklare dets ageren i forhold til konflikten, og i hvilket omfang dette udfordrer spændvidden af de fælles vestlige demokratiske værdier inden for verdensordenen. Variablen Institutioner bruges til at analysere i hvilket omfang konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen styrker de fælles institutioner, og i hvor høj grad Japan og USA s anvendelse af gensidige forpligtigelser og begrænsninger fortsat underbygger den japanske-amerikanske alliance. Herunder undersøges, hvorvidt de to landes handlinger bidrager til at skabe en relation, hvor balancering og konkurrence om magt ikke er fordelagtig, hvilket mindsker risikoen for magtanvendelse og øger sandsynligheden for løsning gennem institutioner. Dette giver ligeledes mulighed for at analysere i hvilket omfang Japans og Kinas ageren i konflikten skaber dynamikker, der styrker verdensorden ved at underbygge samarbejdet og forstærke tilliden i alliancen mellem USA og Japan, der udgør analysens primære institution. Er Japan tryg ved de USA s sikkerhedsgarantier? Hvad gør Japan for at sikre sig og er det i overensstemmelse med de gensidige forpligtigelser? Denne variabel giver således blik for betydningen af den mulige udvikling i Japans forfatning, således at Japans muligheder for at opbygge og anvende dets militære kapaciteter normaliseres. Dette vil kunne bidrage til en genetablering af Japans fulde suverænitet og en udvikling mod et mere ligeværdigt forhold med USA. Ligesom variablen giver blik for betydningen af ressourcetildelingen til Japans væbnede styrker, det traktatfastsatte militære og sikkerhedspolitiske samarbejde mellem USA og Japan og dermed staternes forventninger til både egen og alliancepartnerens forpligtigelser i forhold til konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen. På baggrund af ovenstående vurderer jeg, at konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen er en kritisk case i forhold til at analysere den regionale udvikling i den amerikanske verdensorden. Dette skyldes både, at jeg vurderer, at konflikten rummer det største regionale potentiale for væbnet konflikt mellem USA s nærmeste allierede, Japan, og Kina. Men især at konflikten i størst muligt omfang tydeliggør betydningen af og udviklingen i de 12

13 faktorer, der påvirker den regionale østasiatiske verdensorden, herunder de fælles vestlige demokratiske værdier, de japanske nationalistiske strømninger, den militære alliance mellem USA og Japan og begrænsningerne på Japans forfatning. Styrken i og holdbarheden af denne del af verdensordenen kan således bedst vurderes, når den er under størst muligt pres (Betts i Schweller, 2001: 176), hvilket jeg vurderer, at konflikten er et betydeligt udtryk for. Den kritiske karakteristik underbygges yderligere af, at USA har givet Asien strategisk førsteprioritet, hvilket i stor udstrækning skyldes netop det amerikanske forhold til Kina (Bumiller, 2011 og U.S. Department of Defense, 2012), og at den amerikansk-japanske alliance udgør en væsentlig del af den amerikanske verdensorden regionalt, men også globalt. Relationen mellem Japan og USA, og Japans position i den amerikanske verdensorden, kan dermed ikke ændres, eller ligefrem erstattes af en forstærket amerikansk relation til andre stater i regionen, uden at dette vil påvirke udviklingen i verdensordenen væsentligt. Specialet er dermed et kvalitativt casestudie, der igennem en operationalisering af den valgte eksisterende teori vil besvare den opstillede problemformulering. Specialet vil således ikke analysere eller udvikle teorien om verdensordenen 1.5. Empiri Empirien er artikler fra aviser og videnskabelige artikler og enkelte mere omfattende studier, der er udgivet i sikkerhedspolitiske tidsskrifter eller selvstændigt. Disse er suppleret med taler og øvrige politiske udmeldinger fra de øverste politiske, og i begrænset omfang militære, niveauer i de relevante stater. Materialet er primært indhentet på internettet, hvilket giver mulighed for at inddrage så opdaterede kilder om konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen, som det er muligt, idet jeg ikke har direkte adgang til relevante beslutningstagere eller analytikere. Kilderne er lokaliseret ved at foretage brede søgninger, hvorefter jeg har vurderet de fundne kilders relevans i forhold til at kunne besvare den stillede problemformulering. Kilderne er således valgt på baggrund af deres beskrivelser og/eller analyser af de enkelte aktørers handlinger og motiver i forhold til konflikten. Empiriindhentningen er afsluttet 28. april, Generelt er der en risiko for, at den enkelte kilde i større eller mindre grad er subjektiv i forhold til casen, dens årsager og mulige udvikling, hvilket kan mindske kildens 13

14 brugbarhed i forhold til at kunne besvare problemformuleringen objektivt. Denne risiko imødegås ved at belyse de enkelte faktorer i specialets analyse ved brug af flere forskellige kilder fra flere forskellige afsendere. En mulig sprogbarriere er en yderligere risiko, idet jeg ikke har mulighed for at inddrage kilder, der udelukkende findes på japansk eller kinesisk. Dette kan betyde et uhensigtsmæssigt fokus på den amerikanske position og betydning ved brug af kun engelsksprogede kilder. Jeg vurderer dog, at både japanske og kinesiske medier og forskningsinstitutioner publicerer på engelsk i et sådan omfang, at det ikke vil have negativ betydning for indhentningen af empiri Afgrænsning Specialets tidsmæssige afgrænsning findes ved at tage udgangspunkt i både det teoretiske og det empiriske element af problemformuleringen. Det teoretiske grundlag for specialet er formuleret omkring årtusindskiftet og inddrager den sikkerhedspolitiske og økonomiske udvikling de her relevante aktører, og den øvrige verden, har gennemgået siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Teorien er ligeledes løbende blevet anvendt og opdateret siden dens formulering, hvilket jeg yderligere vil uddybe i specialets næste kapitel. Stridighederne i forhold til kontrollen med området i Det Østkinesiske Hav og Diaoyu/Senkaku-øgruppen kan i princippet føres langt tilbage, idet Kina hævder at have et historisk krav på øgruppen fra før, Japan tog de første skridt til at hævde suverænitet i området i Udviklingen i konflikten har dog navnlig taget fart i perioden efter den kolde krigs ophør og især i den seneste år som nævnt ovenfor. Idet specialets fokus er på den nuværende relation mellem Japan og USA, og dennes betydning for den amerikanske verdensorden fremadrettet, vil anvendelsen af empirien have fokus på udviklingen i konflikten inden for den seneste kortere årrække, hvilket vil sige fra 2010 og frem til i dag. 14

15 Med afsæt i den beskrevne tidsmæssige afgrænsning, defineres konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen til at have sit udgangspunkt i en strid mellem Kina og Japan om kontrollen med det farvandsafsnit, der er placeret mellem Kina, Sydkorea, Japan og Taiwan, og Diaoyu/Senkaku-øgruppen. Det skal tilføjes her, at Taiwan ligeledes gør krav på øgruppen (BBC, 2013a), ligesom både Sydkorea og Taiwan som tidligere nævnt har etableret Air Defense Identification Zones i området. Disse staters mulige betydning for hvordan konflikten påvirker den amerikanske verdensorden inddrages dog ikke. 15

16 1.7. Struktur I forlængelse af den ovenstående redegørelse og argumentation for specialets teoretiske ramme og dets elementer følger herefter en beskrivelse af dets overordnede struktur. Umiddelbart efter dette indledende kapitel, hvor jeg har præsenteret min motivation for at arbejde med emnet, specialets problemformulering og argumenteret for mine valg af teori, empiri og metode, vil jeg i specialets andet kapitel præsentere og uddybe den del af Liberalismen, som udgør specialets teoretiske udgangspunkt: den liberale institutionalisme. Teorien operationaliseres ligeledes i dette kapitel inden for de to variable, Identitet og Institutioner, således den kan anvendes som analyseredskab på den valgte empiri. Derefter analyseres, i hvilket omfang konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen styrker relationen mellem USA og Japan i specialets tredje og fjerde kapitel. De to kapitler vil gennem to sidestillede delanalyser undersøge, hvordan konflikten påvirker henholdsvis de fælles vestlige demokratiske værdier og de nationalistiske strømninger i Japan, og udviklingen inden for de gensidige forpligtelser og begrænsninger, herunder den militære alliance og de mulige ændringer til den japanske forfatning. Disse faktorers betydning for relationen mellem de to stater opsummeres i de to kapitlers delkonklusioner, og på baggrund af disse konkluderes i specialets femte kapitel i hvilket omfang konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen styrker den amerikanske verdensorden. Dette kapitel indeholder derudover en diskussion af specialets teori, model og empiri, og afsluttes med en kort perspektivering. 16

17 Kapitel I Indledning Kapitel 2 Teori Kapitel 3 Analyse af Identitet - Nationalistiske strømninger - Vestlige demokratiske værdier Delkonklusion Kapitel 4 Analyse af Institutioner - Forpligtelser - Begrænsninger Delkonklusion Kapitel 5 Konklusion Figur 1: Specialets struktur. 17

18 2. TEORI Formålet med dette kapitel er at præcisere og uddybe min anvendelse af Liberalismen og den liberale institutionalisme, som jeg ser den anvendt som teoretisk udgangspunkt for specialets besvarelse af problemformuleringen. Kapitlet vil derfor først beskrive de teoretiske antagelser, der udgør fundamentet for verdensordenen og på baggrund af disse redegøre for udviklingen af denne. Efterfølgende operationaliseres teorien om liberal institutionalisme, således denne underbygger analysen af i hvilket omfang konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppens styrker den amerikanske verdensorden Liberalismens antagelser Som beskrevet i det foregående kapitel tager besvarelsen af specialets problemformulering udgangspunkt i Liberalismens grundantagelse om, at anarkiet mellem stater ikke er en uundgåelig del af interstatslige relationer og at det sikkerhedsdilemma, som kan opstå, når to eller flere stater ønsker at sikre sin egen overlevelse, kan imødegås ved op- og udbygning af de interstatslige relationer. I modsætning til den realistiske påstand om, at staternes interessevaretagelse hviler på et grundlag af anarki, balancering og hegemoni (Deudney & Ikenberry, 1999: 179) søger Liberalismen at forklare, hvordan krig og konflikt mellem stater i højere grad er fraværende mellem stater ud fra flere forskellige antagelser. Disse kan være forankret i globalismens fokus på betydningen af gensidig økonomisk afhængighed. I den demokratiske fredsteses argumentation for, at demokratiske stater er mere fredelige end andre regimer. Eller i den liberale institutionalismes forklaring på, at fraværet af magtbalancering efter den kolde krig, skyldes en institutionalisering af de interstatslige relationer, der har sikret, at den nødvendige tillid og transparens mellem staterne kan opbygges (Ingemar og Fast, 2011). Den liberale institutionalisme vil udgøre det teoretiske udgangspunkt, idet denne giver mulighed for at undersøge, hvilken betydning institutioner har for udviklingen af interstatslige relationer, og hvordan disse bidrager til at skabe en international orden, der opbygger tillid gennem samarbejde og transparens, og som dermed adskiller sig fra det realistiske teoretiske udgangspunkt (Dunne & Flockhart, 2013: 7f). Da de interstatslige relationer således i den liberale institutionalisme knyttes tæt sammen med opbygningen af en liberal international orden, vil anvendelse af denne del af Liberalismen skabe mulighed 18

19 for at undersøge konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppens betydning for den amerikanske verdensorden. Den liberale institutionalisme negligerer ikke forklaringskraften i de øvrige dele af Liberalismen, men søger at forklare årsagerne til den fortsatte stabilitet i relationerne mellem USA og dets europæiske og asiatiske partnere (Deudney & Ikenberry, 1999: 180), hvilket også vil fremgå af nedenstående uddybning af Ikenberrys teori om liberal institutionalisme og dens betydning for opbygningen og holdbarheden af den amerikanske verdensorden Den liberale internationale orden Den amerikansk-ledede verdensorden bygger således på teorien om liberal institutionalisme, hvorfor den også kan beskrives som en international orden, idet den fastlægger de regimer eller institutioner, hvormed stater interagerer med hinanden. Den kan derudover beskrives som liberal, idet den er åben for alle stater, der agerer på baggrund af liberale principper og som accepterer ordenens regelbaserede grundlag (Ikenberry, 2009: 25). Verdensordenens liberale karakter og dets formål, beskrives af Ikenberry, som de demokratiske staters vilje til at samarbejde for at opnå det bedste resultat for alle involverede stater (ibid.). Herunder at ordenen begrænser stærke staters mulighed for at anvende magt overfor svagere stater, på samme måde som mindretalsbeskyttelse fungerer i et liberalt demokrati (Ingemar & Fast, 2011: 6). Liberale demokratiske stater har et incitament til opbygge institutioner, der faciliterer og sikrer samarbejdet inden for ordenen, og som samtidig bygger på liberale principper om gensidighed, åbenhed og multilateralisme (Ikenberry, 2009: 25f). Dette konkretiseres gennem en række metoder og midler inden for flere forskellige områder, der alle bidrager til at understøtte verdensordenen. Disse metoder og midler omfatter blandt andet prioriteringen af at skabe og fastholde et institutionelt samarbejde med henblik på at skabe fælles sikkerhed og sikre fællesskabet mellem de vestlige, demokratiske stater (Ikenberry, 2011: 169ff). Derudover beskæftiger teorien sig med en række elementer, der kan henføres til de liberale antagelser om og prioritering af økonomiske strukturer og frihedsrettigheder, som i forlængelse af den valgte problemformulering ikke vil blive inddraget her. Min anvendelse af den liberale institutionalisme til at analysere konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppens 19

20 betydning for verdensordenen vil inddrage de to variable, hvor USA og Japan gennem fælles institutioner bidrager til og nyder godt af de sikkerhedsmæssige goder, ordenen skaber, og hvor de samtidig deler den fælles identitet inden for verdensordenen, som bygger på liberale demokratiske værdier Opbygningen og udviklingen af verdensordenen Med de allieredes sejr efter 2. Verdenskrig var USA i en unik position til at skabe en verdensorden, der skulle indfri to forskellige formål. For det første skulle truslen mod den vestlige verden fra Sovjetunionen og kommunismen imødegås. Dette skulle blandt andet ske gennem opbygning af alliancer, afskrækkelse og inddæmning. For det andet skulle der skabes en åben og stabil orden blandt de vestlige demokratier. Dannelsen af en fjendtlig og revisionistisk stormagt, og en potentiel regional hegemon i Europa eller Asien, kunne på denne måde undgås (Ikenberry, 2011: 161 og 166). Den umiddelbare amerikanske holdning var, at man ville gå forrest i opbygningen af de nødvendige institutioner og sikre at de liberale værdier blev fremmet, men at USA ikke ville påtage sig ansvaret for at drive ordenen. Dette skulle vise sig umuligt både på grund af den svage økonomiske og sikkerhedsmæssige tilstand i Europa, samtidig med, at man skulle forholde sig til den stigende trussel fra Sovjetunionen. Verdensordenen blev derfor skabt på to søjler, der begge hvilede på den amerikanske styrkeposition efter afslutningen på 2. Verdenskrig: adgang til amerikansk økonomi og samhandel og opbygningen af den fornødne sikkerhedsparaply mod Sovjetunionen. Disse to dele var selvforstærkende, således at sikkerhedsparaplyen gav de vesteuropæiske lande begrundelse og mulighed for at åbne deres økonomiske markeder. Samtidig cementerede samhandlen og det økonomiske samarbejde inden for den vestlige verden både de nye bånd mellem staterne og fremmede sikkerheden ved at mindske de økonomiske uligheder. Varetagelsen af den vestlige verdens sikkerhedsmæssige samarbejde blev flyttet fra FN s Sikkerhedsråd til NATO og andre amerikansk-ledede bilaterale alliancer, hvor alliancen med Japan var den mest betydningsfulde (ibid: 167ff). Med opbygningen af den amerikanske-ledede verdensorden opnåede USA både at balancere Sovjetunionen og mindske risikoen for intern rivalisering i Vesten på grund af store forskelle i relativ magt. Dette skete ved en indirekte byttehandel af gensidige 20

21 forpligtelser, hvor USA opstillede sikkerhedsgarantier for de øvrige vestlige liberale demokratier i både Vesteuropa og Syd- og Østasien mod at disse støttede opbygningen og den amerikanske ledelse af verdensordenen (Ingemar & Fast, 2011: 5), og gensidige begrænsninger, idet opbygning og anvendelse af militær magt skulle ske inden for rammerne af de indgåede alliancer (Ikenberry, 2011: 213f). Formelt opnåede Japan dermed en juridisk status som suveræn stat, men konkret var dets handlerum begrænset af denne indirekte byttehandel (Deudney & Ikenberry, 1999: 188). Både de gensidige forpligtelser og begrænsninger antog forskellige former og karakteristika afhængig af den konkrete situation inden for de respektive dele af verdensordenen. I Vesteuropa, hvor de stærkeste samarbejdspartnere, med Storbritannien i spidsen (Ikenberry, 2011: 90), befandt sig, og hvor truslen fra Sovjetunionen materialiserede sig kraftigst, tog USA initiativ til, med opbygningen af NATO at skabe en multilateral alliance, der i stor grad pålagde de deltagende stater, og ikke mindst USA, forpligtigelser og begrænsninger. USA s primære mål i Syd- og Østasien var indledningsvist at sikre dets rettigheder til at etablere et antal baser, hvorfra USA kunne tilvejebringe den nødvendige sikkerhedsparaply. Blandt andet derigennem kunne man fastholde og udbygge sin indflydelse i regionen, og USA indgik en række bilaterale sikkerhedsaftaler med Japan og flere andre stater i Syd- og Østasien. Med etableringen af denne serie af bilaterale aftaler undgik USA tillige at pålægge sig begrænsninger i samme omfang, som det blev tilfældet i Europa (ibid: 100f). Derudover var de forskellige valg af institutionelle strukturer i de to regioner ligeledes en konsekvens af de indre forhold i de stater, som USA ønskede at inkludere i verdensordenen, herunder dybden og udbredelsen af demokrati som styreform og tilsvarende liberale værdier og principper. Idet staterne i Syd- og Østasien i større grad var en heterogen gruppe, end tilfældet var i Vesteuropa, kunne USA mere effektivt og direkte sikre en positiv liberal udvikling af de asiatiske stater bilateralt (ibid: 101f). Dermed kunne disse stater integreres i og bidrage til verdensordenen uden, at USA behøvede at binde sig i større grad, end det var nødvendigt, eller gå på kompromis med det overordnede liberale formål med verdensordenen. 21

22 Ovenstående redegørelse understreger både behovet for og mulighederne i at integrere opbygningen af institutioner med udvikling og fastholdelse af liberale værdier og normer inden for verdensordenen og dermed også i relationerne mellem de respektive stater, således at disse gensidigt vil forstærke hinanden både på kort og længere sigt. Idet verdensordenens institutioner er kongruente med den identitet og samfundsform, der er fremherskende i de deltagende stater, sikres legitimiteten af verdensordenen. Og ved at skabe strukturer for interstatsligt samarbejde, transparens og tillid, muliggøres det samtidig, at disse institutioner netop forstærker den liberale identitet i den enkelte stat (Deudney & Ikenberry, 1999: 193ff). Verdensordenens fokus på en fælles identitet, der bygger på liberale principper som demokrati, individuelle frihedsrettigheder og sikring af etnisk og religiøs diversitet har både en effekt eksternt og internt. Det udelukker deltagelse af stater, der prioriterer mere nationale og etnisk-baserede identiteter over verdensordenens liberale principper, men skaber samtidig en stor grad af sammenhængskraft inden for ordenen (ibid: 191ff). Denne sammenhængskraft styrkes af ordenens institutionelle karakter, men der er dog også en risiko for, at denne og den fælles identitet kan undergraves, såfremt staterne inden for verdensordenen fraviger prioriteringen af det fælles samarbejde og de liberale principper. Den amerikanske position som leder af verdensordenen bygger således oprindeligt på dets evne til at tilvejebringe den fornødne sikkerhed for de stater, der deltager i verdensordenen (Ikenberry, 2009: 42). En sikkerhed mod både udefrakommende trusler og mod risikoen for rivalisering internt i den vestlige verden, og en sikkerhed som USA kunne tilvejebringe ved at opbygge og lede de gensidigt forstærkende elementer af liberale institutioner og liberal identitet, som verdensordenen bygger på. Udviklingen siden afslutningen på den kolde krig har dog ikke medført en øget amerikansk dominans eller tilbagevenden til tidligere tiders isolation på det amerikanske kontinent, men en cementering af den amerikanske position som leder af verdensordenen. Dette er opnået ved, at USA har overbevist sine samarbejdspartnere om, at man er villig til fortsat begrænse og binde sin magtudøvelse gennem sikkerhedsgarantier til de øvrige stater. Dette fjerner risikoen for amerikansk dominans af disse relativt svagere stater, og gør behovet for at undgå intern rivalisering ved øget samarbejde, transparens og tillid gennem institutioner og på baggrund af den liberale identitet til verdensordenens primære formål. 22

23 Disse gensidigt forstærkende effekter mellem de etablerede institutioner og staternes identitet bidrager således til, at verdensordenens struktur for interstatslige systemer fastholdes, idet den skaber en stiafhængighed, som gør det svært, men dog ikke umuligt, for konkurrerende stater at etablere alternative systemer i verdenssamfundet (Ingemar & Fast, 2011: 6f). Flere analytikere af den liberale institutionalisme, herunder Ikenberry selv, har dog i de seneste år påpeget en række forandringer og mulige udfordringer for funktionen og holdbarheden af verdensordenen, og den amerikanske ledelse af denne (Dunne & Flockhart, 2013: 2). Forandringerne vurderes blandt andet at skyldes en forskydning af magt og indflydelse til ikke vestlige-lande, herunder Kina, og at dette vil medføre et ønske om at redefinere ordenen, og hvordan denne ledes (ibid.: 5). På denne baggrund opstiller Ikenberry tre mulige fremtidige scenarier for udviklingen i verdensordenen. Et scenarium, hvor den nuværende forståelse og anvendelse af liberal identitet og ditto institutioner genforhandles mellem USA og dets allierede stater, men hvor USA fortsat nyder disses opbakning og kan fastholde sin position som leder af verdensordenen. Her vil USA fortsat bidrage med hovedparten af de fundamentale strukturer og kapaciteter til samarbejdet, ligesom organisationen fortsat vil være hierarkisk. Men inden for disse rammer vil de gensidige forpligtigelse og begrænsninger blive tilpasset, således de fortsat accepteres af alle de deltagende stater. Det andet scenarium indebærer en mere omfattende ændring af strukturerne inden for verdensordenen. Herunder at de nye magtforhold mellem verdens stormagter skaber mulighed for, at der dannes flere regionale grupper af stater, som vil tilbyde alternative løsninger på problemstillingerne inden for verdensordenen. Dette kunne for eksempel være en anden definition af suverænitetsprincippet. Verdensordenen vil bestå som et åbent og regelbaseret forum for samarbejde for alle stater, men det vil også indebære en mindre hierarkisk struktur blandt staterne. Hvilket navnlig vil ske inden for det sikkerhedspolitiske område, hvor USA s autoritet og legitimitet som leder af verdensordenen mindskes. Den fortsatte funktion og stabilitet af verdensordenen bliver dermed ikke afhængig af USA s ledelse. I det sidste scenarium ophører staterne med at følge verdensordenens principper og en række konkurrerende magtcentre og udbydere af regional sikkerhed opstår. Disse kan for eksempel dannes omkring USA, EU og Kina, og verden vil således være i den 23

24 situation, som verdensordenen oprindeligt blev dannet for at undgå: konkurrerende regionale stormagter (Ikenberry, 2009: 24 og 43ff). Hvilket scenarie, der er det mest sandsynlige afhænger blandt andet af, i hvilket omfang, USA søger og formår at fastholde sin position som leder af verdensordenen og samtidig give plads til, at andre stater udvikler sig og opnår en mere magtfuld position inden for verdensordenen. Det vil blandt andet afhænge af, i hvilket omfang USA's allierede fortsat ser en interesse i og har behov for de amerikanske sikkerhedsgarantier og derfor vil arbejde for at bevare den nuværende struktur inden for verdensordenen (ibid.: 49f) Operationalisering af teorien om den liberale internationale orden Opbygningen og forankringen af verdensordenen er således sket ved brug af en række liberale metoder og midler, hvoraf jeg har valgt at fokusere min brug af teorien om liberal institutionalisme på de områder, der inddrager betydningen af identitet og institutioner for verdensordenens funktion. Som beskrevet ovenfor var både den konkrete anvendelse og betydning af disse variable forskellig alt afhængig af udgangspunktet for de stater, USA valgte at inddrage i opbygningen, og de formål, USA ønskede at opnå både globalt og på regionalt plan. Mit fokus er på den østasiatiske del af verden, som i stor udstrækning hviler på det bilaterale forhold mellem USA og Japan, og dermed også på den fælles identitet og de fælles institutioner de to stater har opbygget og forankret inden for verdensordenen. På baggrund af dette kan jeg opstille specialets analyseredskab og efterfølgende operationalisere de to valgte variable Identitet og Institutioner fra teorien om liberal institutionalisme i forhold til den belyste case og besvarelsen af specialets problemformulering Analyseredskab Det amerikanske fokus på regelbaseret samarbejde og åbenhed inden for verdensordenen kan ifølge Ikenberry føres tilbage til den amerikanske politiske tradition (2011: 326ff). USA har overført dets grundlæggende holdning til fordelene ved en politisk identitet, der bygger på vestlige demokratiske værdier, til hvordan USA bør agere i forhold de øvrige stater i verden. Da disse værdier nyder opbakning blandt de øvrige vestlige stater, er de en kilde til sammenhæng og samarbejde inden for verdensordenen. Vestlige demokratiske værdier 24

25 udgør dermed en essentiel del af fundamentet for det interstatslige samarbejde, som gør en fortsat fredelig og stabil verden mulig. I modsætning til fordelene ved at basere verdensordenen på disse værdier står risikoen ved, at etnisk nationalistiske strømninger bliver en faktor i, hvordan stater interagerer. Hvis stater tillader, at forhold omkring etnicitet, race eller religion indtager en dominerende position i statens politiske identitet, vil dette netop styrke konfliktpotentialet, mindske samarbejdet og undergrave fundamentet for verdensordenen. Dette især, hvis disse forhold anvendes til at styrke statens magtposition og legitimitet internt ved at opstille modsætningsforhold til andre stater. USA vil således søge at forhindre den negative indflydelse fra nationalistiske strømninger på udviklingen af interstatslige konflikter og fremme, at disse løses på baggrund af den sammenhæng og det samarbejde, som den fælles politiske identitet skaber (ibid.: 327). USA har ligeledes underbygget verdensordenen ved at opbygge en række institutioner, der har muliggjort samarbejde og skabt tillid mellem staterne. Sikkerhedspolitisk er dette sket ved, at staterne har indgået gensidige aftaler af både forpligtelser og begrænsninger, således behovet for og tilvejebringelsen af sikkerhed er blevet et fælles anliggende. Ved at forpligte sig til at tilvejebringe Japans sikkerhed, opnår USA at skabe et sympatisk indstillet samarbejdsklima, hvilket samtidig er befordrende for Japans vilje til at acceptere og støtte den dominerende amerikanske position. Ved at USA inddrager Japan på trods af dets relativt svagere magtposition i det fælles samarbejde og dets beslutningsprocesser, bestyrkes Japan i, at USA har fredelige hensigter og ikke er en trussel. Dermed har Japan også nemmere ved at acceptere de begrænsninger på statens suverænitet, som konkret kommer til udtryk i Japans forfatning og dets restriktioner på Japans mulighed for at agere sikkerhedspolitisk. Herunder at opbygge og anvende dets militær på lige fod med andre suveræne stater (ibid.: 183f og 191ff). Styrken af den fælles identitet inden for verdensordenen afhænger af, i hvor høj grad Japan og USA kommunikerer, og ikke mindst, agerer på en måde, der styrker en fælles tilgang til konflikten med Kina om Diaoyu/Senkaku-øgruppen på baggrund af vestlige demokratiske værdier. Den fælles identitet udfordres dermed, såfremt nationalistiske strømninger udgør en faktor i konflikten. Omfanget og effekten af disse strømninger på verdensordenens identitet afhænger af to forhold: Først afhænger det af i hvor høj grad disse initieres eller forstærkes som en reaktion på ekstern påvirkning - i dette tilfælde anti- 25

26 japansk nationalisme i Kina. Dernæst afhænger det af, i hvor høj grad Japan adresserer behov og faktorer indenrigspolitisk eller inden for verdensordenen og dennes institutioner på en måde, der initierer, forstærker eller mindsker betydningen af de nationalistiske strømninger. Institutionernes styrke bygger på, at USA og Japan overholder den indgåede aftale om gensidige forpligtelser og begrænsninger. Denne styrke opnås ved, at staterne forpligter sig til at bidrage til den fælles sikkerhed gennem den indgåede alliance, og som en konsekvens heraf bakker op om strukturen i alliancen mellem USA og Japan, og den amerikanske ledelse af denne. Styrken opnås samtidig ved, at de to stater indgår fælles beslutninger, og at USA, som leder af alliancen, ikke dominerer Japan i for stort omfang. En for stor amerikansk dominans risikerer både at medføre, at Japans opbakning til den amerikanske ledelse reduceres, og at Japan i uenighed med USA forsøger at gøre sig fri af dets position som semi-suveræn stat. På baggrund af ovenstående kan jeg opstille følgende analyseredskab: Element Den amerikanske verdensorden Variabel Identitet Institutioner Enkelte faktorer Nationalistiske strømninger - Ekstern påvirkning - Interne behov og faktorer Vestlige demokratiske værdier - Opbakning gennem udmeldinger og handlinger Forpligtelser: - Tilvejebringe sikkerhed - Opbakning til institutionernes struktur og ledelse Begrænsninger: - Fælles beslutninger - Graden af suverænitet Figur 2: Analyseredskab Variablen Identitet Indenfor variablen Identitet analyseres, i hvilket omfang der er enighed mellem USA og Japan om de to staters prioritering af, at fælles vestlige demokratiske værdier udgør grundlaget for en fredelig løsning af konflikten om Diaoyu/Senkaku-øgruppen og en tilsvarende begrænsning af nationalistiske strømninger for at understøtte dette. Jeg vil derfor inddrage i hvilket omfang Japans motivation og ageren i forhold til konflikten med Kina om Diyauo/Senkaku-øgruppen har rod i eller forstærkes af nationalistiske strømninger fra Kina, eller ditto internt i Japan. 26