Trekking i Thailands jungle

Transkript

1 Trekking i Thailands jungle Der er langt til Umphang. Mere end 500 kilometer må jeg rejse sydpå fra Chiang Mai for at komme til denne lille, hengemte landsby i bjergene tæt ved grænsen til Myanmar, det tidligere Burma. De sidste 150 kilometer er de værste. De må tilbringes på en hård træbænk på ladet af en Toyota pickup, der i mangel af busforbindelse fungerer som taxa. I fire timer bliver jeg og mine ti medpassagerer på det nærmeste centrifugeret gennem utallige skarpe vejsving på de stejle bjergveje, hvilket fremkalder en køresyge af hidtil ukendte dimensioner, så jeg overhovedet ikke sanser det i øvrigt storslåede landskabs regnskovsklædte slugter og bjergsider. Men straks ved ankomsten til Umphang ændrer min verden sig. Venlige folk tager imod mig på Umphang Hill Resort, og her møder jeg mine kommende trekking-rejsefæller. Steve fra San Fransisco og to yngre kvinder, Tineke og Wanda fra Holland, er ligesom mig ankommet til Umphang i dag for at bruge de næste dage på en trekkingtur i regnskoven. Vi aftaler i fællesskab at hyre en guide, en kok og en bærer på Umphang Hill Resort til en tredages trekkingtur i dette vildsomme jungleområde i det vestlige Thailand, og inden aften er alt på plads og prisen aftalt: 3500 baht for hver, små 600 kroner. Der er afgang næste morgen klokken ni. med stejle, truende klippevægge, overgroet med junglevækster. I fire eventyrlige timer varer magien, før vi går i land på bredden for at fortsætte til fods. To gummiflåder ligger klar på bredden af floden, som slynger sig gennem det smukke, grønne landskab neden for Umphang Hill Resort. Den ene flåde er pakket med telte og soveposer, vand og proviant, og vi stiger om bord i den anden. Første etape af vores rejse er ren luksus, - et ægte cruise ned ad floden Mae Klong. Solen stråler fra en skyfri himmel, og fantastiske sommerfugle og irgrønne guldsmede svæver graciøst over vandet, mens vi i fuldkommen stilhed glider stadigt dybere ind i en forunderlig grøn og vildsom verden Vi er dårligt nok kommet i land, før regnen begynder, og som det er typisk for tropisk regn, er den i løbet af få sekunder oppe på fuld styrke, hvilket kan sammenlignes med, at man stiller sig ind under bruseren og lukker helt op! Så det er med hurtigst muligt at få rygsækken og regnslaget på, og så er vi ellers klar til dagens sidste etape, de ni kilometer ad opblødte og mudrede junglestier til det sted på flodbredden, hvor vi skal overnatte i telte. I samfulde fire timer vælter regnen ned. Da vi når frem til lejrpladsen ved 17-tiden, er vi våde fra yderst til inderst. Vandrestøvler og tøj driver af vand, en blanding af regn og sved, og det eneste vi kan gøre er at hænge det hele interimistisk til tørre under det åbne halvtag af bambus, som også fungerer som spisestue. 1

2 Heldigvis holder temperaturen sig omkring de 30 grader aftenen igennem, og da en lækker menu serveres af vores medbragte kok, trænges mindet om dagens regn- og mudderorgie hurtigt i baggrunden. Vi kravler tidligt i soveposerne, og mens vi ligger her, kan jeg fundere over, hvordan ens verden kan ændre sig fra dag til dag, når man som jeg rejser på egen hånd: Det er kun et døgn siden, jeg mødte mine tre sympatiske rejsefæller for første gang, og nu ligger jeg her i et lille telts intense mørke på en flodbred dybt inde i Thailands jungle og lytter til de to hollænderes uforståelige hyggesnak i naboteltet, akkompagneret af lyden af tung regn og fjern torden. Det er netop det forunderlige ved at rejse alene: Man ved aldrig helt, hvad næste dag eller for den sags skyld dagen i dag vil bringe. Næste morgen er det tørvejr, om end vores tøj stadig er vådt. Vi befinder os her i vores lejr kun et par kilometer fra Thailands største vandfald, Tee Lor Su, så det er et oplagt mål for formiddagen. Trods den korte afstand tager det over en time at forcere store klippeblokke og glatte trærødder på de utroligt mudrede og glatte spor i regnskoven for at nå frem til vandfaldet. Steve og Tineke udfordrer overmodigt ruten i plastbadetøfler, hvilket de hurtigt fortryder. Det minder alt for meget om noget fra tegnefilmen med Bambi på isen. Men belønningen kommer, for da skoven endelig viger, og vandfaldet åbenbarer sig i sin fulde vælde, taber vi næsten vejret. Fra en højde af ca. 100 meter, og over en bredde på næsten 500 meter, tordner kaskader af grønbrunt vand ud over klippekanten under en øredøvende larm. Vi står ansigt til ansigt med det mægtigste og flotteste vandfald i Thailand! Vi mister mælet og næsten tænkeevnen under indtryk af dette mageløse natursceneri, samtidig med at vi gennemblødes af den sky af fine vanddråber, som vandfaldet fylder omgivelserne med. Adskillige fotos senere vender vi tilbage til teltpladsen for at hente vores personlige udrustning. Ni kilometer ad snævre junglestier venter forude, før vi hen under aften forventer at nå frem til den lille stammelandsby, Khotha, hvor vi skal overnatte. Terrænet er meget vildsomt, og vandringen er til tider temmelig krævende. Flere steder må vi krydse mindre floder ved hjælp af gamle væltede træstammer, mosbegroede og forræderisk glatte. Vi har dog overskud til også at nyde de blomstrende orkidéer og de imponerende lianer. I det mudrede spor i skovbunden ses jævnligt de gigantiske fodspor efter elefanter, der af lokale stammefolk bruges til transport af såvel varer som mennesker. Enorme bambusskove dækker disse bjergskråninger nær grænsen mellem Thailand og Myanmar, og vores guide fortæller, at der stadig forekommer vilde tigre her, om end de meget sjældent ses. 2

3 Ni kilometer under disse forhold tager nemt fire timer, og vi er helt tilklistrede med rødbrunt mudder, da vi endelig våde og udmattede kan vandre ind i den ganske lille landsby, Khotha, kun nogle få kilometer fra grænsen til Myanmar. Landsbyens beboere er karen er, et etnisk mindretal, som hovedsagelig lever i Myanmar, men også i det nordlige og vestlige Thailand. Husene er alle bygget af træ og bambus, og alle står højt hævet på lange pæle. Her er ingen elektricitet, ingen veje eller køretøjer. Kun et net af smalle stier forbinder husene. Blot 250 mennesker bor der i Khotha, og de er stort set selvforsynende med fødevarer. Rismarker omgiver landsbyen, andre afgrøder dyrkes i mindre parceller, og høns, køer og grise holdes som husdyr. I disse eksotiske omgivelser skal vi tilbringe vores anden nat på turen. Vores guide har lejet et tomt hus, hvor vi kan overnatte på gulvet i vores soveposer. Der er åbne gavle i huset, så den varme tropebrise stryger behageligt gennem rummet, mens vi sidder i en rundkreds på gulvet og indtager et lækkert, varieret og krydret måltid, efter at et begsort mørke har sænket sig over Khotha. Kun en lille række stearinlys oplyser ansigterne, som vi sidder der på gulvet efter aftenmåltidet og hyggesnakker om tidligere og kommende rejseoplevelser. Vores yderst sympatiske 25-årige burmesiske guide fortæller om sit eget omtumlede liv, men også om det tragiske problem med de mange karen ske flygtninge i området, - mennesker, som er på flugt fra det burmesiske militærdiktaturs undertrykkelse af etniske mindretal. Det bliver over midnat, før vi bryder op, og da vi endelig lægger os på det hårde trægulv, høres kun lyden af en let regn mod husets tag, ellers er her bare fuldkommen stille. Det er på steder som dette, at man virkelig sætter pris på sit selvoppustelige liggeunderlag! En nats god og tiltrængt søvn senere vækkes vi ved, at vores kok huserer i husets primitive køkken, og snart står kaffe, te, spejlæg og toast på bordet, dvs. på gulvet i mangel af bord. Det er en flot, skyfri morgen på den sidste trekkingdag, en dag, som skal vise sig igen at blive helt anderledes end dagen før. Vi skal nemlig tilbagelægge det meste af dagens etape på elefantryg. 3

4 Den eneste vej fra Khotha tilbage til det, vi kalder civilisationen, er et helt ubeskriveligt mudret og ufremkommeligt spor, som går stejlt op over en bjergkam og ned igen gennem en tæt og utroligt smuk bambusjungle. Hvis man da ikke foretrækker at bruge to hele dage på at rejse samme vej tilbage, som vi kom fra. Sporet kan faktisk ikke forceres af mennesker, idet det mest består af op til en halv meter dybt mudder, afvekslende med kæmpestore vandhuller. Kun siddende højt til vejrs på ryggen af en elefant har vi en chance for at komme igennem. Elefanterne ankommer til vores hus i Khotha klokken otte om morgenen. På ryggen af hver af dem er der monteret en kurv lavet af træ, stor nok til, at der med en ikke ubetydelig mængde god vilje kan sidde to personer i den. Elefanten knæler, da Steve og jeg ikke videre yndefuldt stiger om bord. Vi anbringer vores rygsække i bunden af kurven og sætter os oven på dem. Føreren indtager sin plads helt forude lige bag elefantens hoved, og fra det øjeblik, da elefanten rejser sig op, har vi for de næste fire og en halv time sluppet enhver kontakt med jorden. Som timerne går, føles det i tiltagende grad som en tortur at måtte klamre sig til den umagelige og hårde trækurv på ryggen af elefanten, mens denne langsomt, men utroligt sikkert og behændigt, balancerer over kæmpemæssige klippeblokke og gennem mudderhuller af ukendt dybde. Man må virkelig beundre disse kæmpedyrs balanceevner. Undertiden føler elefanten først efter med snablen, om vejen nu også er sikker. Andre gange må den lægge sig på knæene med bagbenene under en stejl passage nedad for ikke at falde forover. Man kan lige så godt én gang for alle bestemme sig for at have fuld tillid til elefantens evner som balancekunstner. Mister den fodfæstet, er der alligevel intet man kan gøre. Så hellere nyde turen end frygte det værste. Det lykkes med besvær, og med fare for at sætte ny rekord i uskarpe billeder, at tage nogle uforglemmelige fotos af sceneriet og af hinanden, alt mens vi med én hånd klamrer os til kurvens torturerende træramme for ikke at falde over bord. Efter et par timer har de fleste fået nok. Hofter, knæ og ryg begynder at gøre ondt, men herude tager ting ubønhørligt den tid, de tager. Fire og en halv time. 4

5 Landingsstedet er en flodbred. Ovre på den anden side kan vi se en bil! Et næsten glemt syn, synes vi efter bare tre dage borte fra civilisationen. Det er den bil, der skal køre os de sidste 20 kilometer tilbage til Umphang. Tilbage til bad og tørt tøj! To gummiflåder ligger klar på flodbredden til at færge os over. Da vi endelig udfries fra vores pinefulde position på elefantens ryg, bemærker vi, at en syg mand fra karen-folket af to slægtninge hjælpes ned fra en af de andre elefanter. Denne mand kommer også fra Khotha, og han skal under behandling på det lille hospital i Umphang. Tankevækkende er det, at hans eneste mulighed for at nå fra Khotha til Umphang er i sin syge tilstand at udsætte sig for den yderst belastende rejse på elefantryg gennem junglen. Vi andre tager om et par uger hjem til Europa, hvor det skaber offentlig debat, hvis ambulancen når frem ti minutter for sent. Hos karen-folket i Khotha tager det for en dødssyg patient mellem fire og fem timer på elefantryg at nå frem til den nærmeste bil, for derefter liggende på den hårde metalbund på ladet af en Toyota pickup mellem turister og deres rygsække at lade sig transportere til hospitalet. Endnu en gang slår det mig, at en af de største værdier ved at rejse netop er, at man bevidstgøres om, hvor ufatteligt forskellige levevilkårene er i vores del af verden og i deres del af verden, men også, at man forundres og glædes over at opleve, at folk kan leve lykkeligt og i harmoni både med naturen og med hinanden, også under forhold, der er så vidt forskellige fra dem, vi sommetider tror er de eneste rigtige. Jens Kristian Overgaard Juli