Er Johanne en ny Pia?

Transkript

1 Er Johanne en ny Pia? Engang skulle hele verden være socialistisk. Lighed skulle udbredes til ethvert folkeslag uden om kapitalismens konfliktskabende konkurrence, hvorefter freden ville sænke sig over alle verdenshjørner. Nu, hvor ligheden breder sig i form af en voksende global middelklasse, vil Enhedslisten øge den offentlige sektor og hjemlige investeringer og dermed fastholde den globale ulighed. Hvor blev visionen af? Johanne Schmidt-Nielsen i omgivelser, der minder beskueren om Holger Danske. Er hun tro mod egne idealer eller bevæger hun sig ad opportunismens fragmenterende vej for at indløse blot en smule af den indflydelse Enhedslistens mandater berettiger til. Var EL i virkeligheden mere seriøst, da det sagde nej til alt? Foto, Andreas Bro. Pressemateriale fra Der er skåret i hjemmehjælpen 5 millioner timer, siger

2 Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten så de ældre ikke længere får gjort rent i tilstrækkeligt omfang, kommer regelmæssigt i bad og får frisk luft. De skal sikres med rettigheder, mener hun. Ved at droppe planlagte skattelettelser til erhvervslivet og hæve skatten på kapitalindkomster vil Enhedslisten sikre 3000 nye ansatte i ældreplejen. Men har Enhedslisten tænkt på konsekvenserne af deres målrettede forslag til årets finanslov, eller har de blot overtaget Dansk Folkepartis strategi med isolerede og letforståelige forslag uden blik for helheden. Et rent og værdigt liv til alle Det er helt klart uværdigt at være tvunget til at leve i snavs og indeklemt luft, uden adgang til rent vand og ordentlige toiletforhold og det bør afhjælpes hurtigst muligt. Men det er jo ikke kun de få svagelige ældre i Danmark, som Enhedslisten vil sikre gennem rettigheder, der lever under sådanne vilkår. Og rettigheder bør vel gælde alle mennesker og ikke kun danskere. Vores velfærd er truet af den globale konkurrence. Men i andre lande har den globale markedsplads skabt uhørt vækst gennem de sidste 20 år, hvor millioner er hævet ud af fattigdom. De nærmer sig en tilværelse i den globale middelklasse med adgang til rent drikkevand og toiletfaciliteter. Måske får de engang med tiden også råd til lægehjælp, når de bliver syge og uddannelse til deres børn. Det er ikke nødvendigvis kernevelfærden i Danmark, der er truet af den øgede konkurrence og den globale omfordeling, man kunne også hævde, at det er vores luksusliv, der er truet. Velfærd eller luksus De gamle har opbygget velfærdsstaten, siger Johanne Schmidt Nielsen, og argumenterer for, at de derfor også skal have ordentlige vilkår i deres sidste år. Og hun har da ret. Velfærdsstaten er bygget af de ældre generationer med

3 Marshall-hjælp efter krigen, med EU-subsisierede erhverv og enorm gældsstiftelse, siden 1970 erne, hvor det virkelig greb om sig med sociale rettigheder. I begyndelsen af det tredje årtusinde tog vi så fat på de afdragsfrie lån og købte biler, køkkener og rejser til verdens fjerneste afkroge for belånt friværdi. Skik følge eller land fly? Pia Kjærsgaard iklædt tørklæde på et besøg i Iran. Er hun mere tro mod sig selv, end Johanne Schmidt Nielsen og Enhedslisten er. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Efterkrigstidens generationer har skabt statsbetalte institutioner, skolegang, uddannelse og uddannelsesstøtte, arbejdsløshedsforsikringer, veje, kloaker, rensningsanlæg og renovation, læge- og hospitalshjælp, transplantationer, sterilisationer, fertilitetsbehandling, kemoterapi, plejehjem, krisehjælp og hospicer. Til glæde for alle danskere. Vi har oplevet lønstigninger på aldrig før sete niveauer. Vi har købt TV, radioer, stereoanlæg, flere TV-apparater, biler, mountainbikes, en ekstra minibil og en motorcykel for sjov, samt endnu flere mobiltelefoner og dertilhørende abonnementer, personlige computere, flyrejser, storbyferier, skiferier og sommerferier, 5-6 uger om året, hvor vi ikke behøver at arbejde, 2 års dagpengeret, arbejdsløshedsunderstøttelse,

4 barselsorlov, barns første sygedag, sygeorlov, billetter til museer, forlystelsesparker og biografer. Der er da helt overvældende, er det ikke? Vi har alle sammen været (mere eller mindre) med, og det skal vi da glæde os over. Vi har prioriteret luksus over velfærd. Eller måske har vi ikke prioriteret, men snarere vænnet os til, at alt, hvad der er basalt og nødvendigt i tilværelsen (og mere til), det tager staten sig af. Imens har vi borgere haft frihed til alt det morsomme og luksuriøse. Og det er da herligt. Problemet er blot, at der er andre folk i verden rigtig mange endda som godt kunne tænke sig at leve på samme måde, som vi gør. De har bare ikke fået Marshall-hjælp, men har efter kommunismens fald i 1989 og den Kolde Krigs ophør, langsomt kæmpet sig ind i den globale økonomi, og nu, en 25 år senere, begynder de at mærke velstanden komme til dem. De har fået eller får i løbet af de næste årtier, hvis altså rapporterne fra FNs udviklingsfond holder stik, råd til lidt mere end at stille sulten. De får rent vand, toiletter med skyl og vaskemaskiner og adgang til skole og lægehjælp. Pia Kjærsgaard på udvalgstur i Afrika i midten af 1980 erne. I selskab med de to socialdemokrater, den senere EU-kommissær Poul Nielson, og den senere formand for

5 Europaudvalget, Claus Larsen Jensen. Foto fra Pia Kjærsgaards hjemmeside. Indtil videre arbejder disse mennesker for en meget lavere løn, end vi kunne drømme om at gøre og betaler ofte selv for deres velfærd. Nogle er begyndt at gøre sig som turister, rejser rundt og tager billeder af folk, der kører rundt med børn spændt fast i teltvogne bag på deres cykler og andre eksotiske vaner. Men for et meget stort flertal af verdens befolkning er der endnu lang vej at tilbagelægge, førend de når en vestlig levestandard. Venstrefløjen forsøger herhjemme at skærme os fra konsekvenserne af den stadigt mere åbne globale økonomi og den deraf følgende konkurrence. Det gør de f.eks. med retorik om løndumping og kapløb mod bunden, som skal signalere solidaritet. Men det er national solidaritet, langt fra socialismens tidligere internationale prætentioner, de signalerer. Johanne Schmidt Nielsen taler varmt for at øge den indenlandske efterspørgsel med statslige subsidier. I virkeligheden er den kurs en fortsættelse af den Kolde Krigs protektionisme, som kun tjener til at fastholde verdens befolkninger på deres nuværende niveauer; det vil sige den uretfærdige fordeling af goderne, som venstrefløjen altid har beskyldt kapitalismen for at udbrede og fastholde. Men ifølge FNs udviklingsfond er det færre handelsbarrierer og øget global handel, der danner baggrund for den positive økonomiske udvikling i Asien, Sydamerika og Afrika. Enhedslisten ser ikke, at de jobs, der flytter fra vesten, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske et andet sted på kloden. De ser ikke, at ligheden breder sig, at den globale middelklasse bliver større og at flere og flere kommer til at leve et værdigt liv i

6 selvforsørgelse. Socialisternes fokus på at øge den offentlige sektor herhjemme og sikre den nationale efterspørgsel gennem subsidierende investeringer er med til at fastholde de dybe skel mellem verdens fattigste og rigeste lande. Kapitalismens konkurrence var åbenbart kun i orden, da den sikrede billige forbrugsvarer til vestens arbejdere. Nu hvor konkurrencen skaber øget lighed mellem verdens befolkninger det socialismen ellers lovede er den ikke god nok. Så hvad er egentlig, de moderne socialisters vision for denne verden? Vi kan alle se, at der er noget galt, når de gamle kun kommer i bad, to gange om ugen. Vi har formodentlig også råd til at løse problemet. Spørgsmålet er blot, om det kan løses ved at udstede statsgaranterede rettigheder. Og det afgørende er ikke, om vi går ind for skattefinansieret velfærd eller brugerbetaling, det hele drejer sig om, hvordan vi prioriterer. Danmark har ikke brug for at Johanne bliver en ny Pia. Verden har ikke brug for flere national-opportunistiske politikere med blikket stift rettet mod det hjemlige. Lokale forhold kan ikke længere adskilles fra globale. Løsningen på den nuværende lokale krise findes ved at støtte den globale udvikling. Og så gør det da ikke noget, at middelklassen vokser i udviklingslande og at flere og flere får bedre vilkår og et værdigt liv i samme ombæring. Håbet er blåt For denne verdens fattige og undertrykte er håbet blåt. Den liberale kapitalisme og de frie markedskræfter har ført og vil fortsat føre til en mere retfærdig global udvikling, en bedre fordeling af velstand, uddannelse og muligheder. Adam Smiths

7 hånd vil langsomt fratage de privilegerede deres privilegier og privilegere de underprivilegerede. Det eneste problem er, at de privilegerede det er os i vesten. Det, vi er vidner til, er ikke bare afslutningen af den Kolde Krig eller bestemt periode af efterkrigstidens historie, der passerer, men historiens afslutning som sådan: det er endepunktet for menneskehedens ideologiske udvikling og den universelle udbredelse af vestligt liberalt demokrati som den sidste menneskelige regeringsform, skrev den amerikanske professor i International politik, Francis Fukuyama i sit berømte essay The End of History (som i 1992 blev til en hel bog) få måneder før murens fald i Socialismen som idé var død, mente Fukuyama. Om end den i praksis spræller, vil ingen nogensinde tage idéen alvorligt igen al den stund, den svigtede de befolkninger, den lovede en bedre tilværelse. De øvrige politiske alternativer nazismen, fascismen, nationalismen, kommunismen og marxismens var enten døde eller i dødskramper. Triumfen for den økonomiske og politiske liberalisme var indlysende. Verden var ikke perfekt i 1989, men i det mindste vidste man nu, hvilke politiske idealer man skulle rette sig efter fremover. Rismark, Vietnam. For blot en generation siden var sult ikke unormalt i Vietnam.

8 Det kommunistiske styre beslaglagde det meste af høsten for at skaffe penge til den industrielle revolution, som i sidste ende skulle føre til et kommunistisk himmerige, men resulterede i at bønderne ikke dyrkede jorden. Siden midten af 1990 erne har de fået lov til at beholde langt mere af udbyttet og ligefrem eje deres marker hvilket har gjort Vietnam til en af verdens største riseksportører. Med den videnskabelige og teknologiske udvikling ville vi gå en fredelig tid i møde. Folk ville blive mere velstående og i takt hermed, bedre uddannet og efterhånden ville de kræve frihed og indflydelse på deres eget liv. Den teknologiske udvikling vil automatisk kræve bedre uddannede befolkninger, der forstår teknologierne og kan betjene dem. Den bedre uddannelse vil medføre bedre indtjeningsmuligheder og vil samtidig oplyse verdens befolkninger, gøre dem bevidste om de basale rettigheder, som de derfor vil kræve, at deres regeringer respekterer. Kort sagt, verdens befolkninger ville efterhånden indse, at ingen er bedre end andre og de ville kræve respekt, demokrati og rettigheder. Alt tyder på, at Fukuyama får ret i sine spådomme. Det arabiske forår er næppe gået læserens opmærksomhed forbi, og skønt ingen endnu kan forudsige, om det vil føre til mere demokratiske tilstande i Mellemøsten på kort sigt, kan ingen betvivle, at de unge mennesker i Algier, Tunis og Kairo demonstrerede for mere indflydelse og en højere grad af frihed. Måske dette oprør begyndte med den grønne bevægelse i Iran og måske det netop overståede valg i Pakistan bevidner tendensen. I hvert fald viser seneste rapport fra FNs Udviklingsfond, betitlet The Rise of the South, at det går fremad i økonomisk henseende. Flere af de delmål, det internationale samfund satte sig for bekæmpelse af global fattigdom er allerede nået.

9 Det går fremad den globale middelklasse boomer Budskabet er det samme i Kishore Mahbubanis bog The Great Convergence. Asia, The West, and the logic of one world fra i år. På flapteksten kan man læse følgende optimistiske budskab: Global fattigdom er ved at forsvinde. Den globale middelklasse boomer. Mellemstatslige krige er blevet en solnedgangsindustri. Aldrig har så stor en procentdel af verdens befolkning været så veluddannede og berejste som i dag. Vi bliver mere integrerede og sammenkoblede. Potentialet for en fredelig ny global civilisation udvikler sig næsten ubemærket for vore øjne. Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom er faldet med Fra 2 mia til 1.4 fra 1990 til 2008 ifølge FN. Den globale middelklasse består lige nu af omkring mia. ud af en samlet befolkning på omkring 6.8 mia. Middelklassen defineres af FN som dem, der tjener eller bruger mellem 10 og 100 dollars om dagen, og man forventer at den her midt i en global krise vil vokse til mia mennesker i 2020, hvis udviklingen fortsætter som nu. I 2030 vil den bestå af mia. ud af en samlet befolkning på omkring 9 mia. Ifølge Hans Rosling, ekspert i befolkningssundhed, er fødselstallet drastisk dalende og verdens befolkning vil stagnere på omkring 10 mia i Til sammenligning har en familie, vi i Danmark definerer som arbejderklasse dagligt over 112 dollar til fri disposition. Ser vi på den gennemsnitlige indtægt for børnefamilier, viser en analyse fra 2013 begået af Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4, at gennemsnitsindkomsten ligger på omkring 317 dollar om dagen før skat. Og i Danmark er lægebesøget, hospitalsregningen, asfalten og uddannelse dækket ind på forhånd via skattebetalingen.

10 Hanoi, Vietnam. Der er livlig trafik på Hanois indfaldsveje. Ifølge lokale kilder bor der omkring 9 mio mennesker i Hanoi og omegn. Halvdelen af dem har skiftet cyklen ud med en scooter og drømmer nu om en bil. Væksten i middelklassen finder primært sted i Asien og Stillehavsområdet, hvor den globale andel af middelklasseborgere forventes at vokse fra 28% til at udgøre 53% i I Kina er antallet af ekstremt fattige reduceret fra 60% af befolkningen til 13%. Den afrikanske middelklasse vil ikke øge sin procentuelle andel på globalt plan, men forblive på 2%, vurderer man. Det betyder dog ikke, at der ikke er fremgang på kontinentet. De bevarer en andel på 2%, hvilket betyder en stigning i det faktiske antal. Men her skal der gøres en indsats for at skabe for afrikanerne bæredygtige handelsaftaler. Børnedødeligheden er faldet fra 101 per 1000 fødsler til 69 for børn under 5 år. Hver dag overlever flere børn, end i I landene syd for Sahara har man samlet set øget skolegangen med 18% fra 1990 til I nogle af verdens mindst udviklede lande, så som Benin, Bhutan, Burkina Faso, Etiopien, Guinea, Mali, Mozambique, Niger er skoleindskrivningen steget med 25% i samme periode.

11 Kun få forventede, at børnedødeligheden ville falde, at den forventede levealder ville stige, at sulten ville aftage, og at flere ville opnå læsefærdigheder. Og alligevel gør Afrika gode fremskridt på alle disse områder. De [skeptikere] vil blive chokerede over at opdage, at selv de fattigste dele af verden gør hurtigere fremskridt, end de nogensinde før har gjort i menneskets historie. (Mahbubani 2013:19). Uden for den vestlige og anglosaksiske verden lå andelen af folk med basale skolekundskaber på omkring 40% i Det tilsvarende tal er nu 86%. Det betyder en mere oplyst befolkning, som ikke blot kræver bedre hygiejne for at bekæmpe basale infektioner i hverdagen, de kræver også skolegang til deres døtre og de kræver regeringer, der respekterer deres rettigheder. De vil have køleskabe, rindende vand, elektricitet, WC er, TV er og biler. Disse forbrugsgoder, skriver Mahbubani, repræsenterer stadig det gode liv og folks forhåbninger uanset, hvor på kloden, de befinder sig,. Udviklingen finder sted på et tidspunkt, hvor vi taler om kapitalismens krise. Der er ingen krise. Det, der er tale om, er en allokering af ressourcer. Vestens borgere er pressede på deres jobs og lønninger, men resultatet er en mere retfærdig fordeling af ressourcerne på globalt plan. Kapitalismen virker således, som den altid har gjort. Den sørger for at pengene ender i de lommer, der producerer bedst og billigst. En åben økonomi, med fair regler for samhandlen, fri for uretfærdige restriktioner, toldmure og statsstøtte fra velpolstrede velfærdsstater til urentable virksomheder (f.eks. landbrugsstøtte) sikrer fremgang for verdens underprivilegerede. Venstrefløjen vogter uretfærdigheden Hvert job, der lige nu flytter ud af DK eller andre vestlige lande, repræsenterer en chance for et fattigere og dårligere uddannet menneske i et andet land. Det vil venstrefløjen og fagforeningerne ikke acceptere. Med stadigt strengere krav til

12 miljøstandarder og arbejdsforhold vil de med vold og magt holde verdens fattige fra fadet, fordi de ikke indser at disse folks mulighed for et bedre liv og med tiden bedre arbejdsforhold netop er global handel. Deres store fordel er det lave lønniveau, og det forsøger venstrefløjen at beskytte sine vælgere mod med misforstået retorik om løndumping og et fælles kapløb mod bunden. Ja, siger Udviklingsminister Christian Friis Bach til Notat, standarder er ved at blive en af de vigtigste handelsbarrierer, som verdens fattige lande støder ind i. Socialisternes fokus på at øge den hjemlige offentlige sektor vil fastholde det dybe skel mellem rige og fattige lande; fortsat global uretfærdighed. Det er konsekvenserne af Enhedslistens, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes tankegang. Vi mangler efterspørgsel siger Johanne Schmidt- Nielsen og det har hun sagt flere gange. Venstrefløjen vil skaffe arbejdspladser i Danmark med statsstøttede ordninger, der skal øge den indenlandske efterspørgsel. Det er et eksempel på, at venstrefløjen vil sikre den privilegerede stilling, vi allerede har. Som om danskerne ikke har råd til at skifte til termoruder, hvis det var det, de ville. Flydende fiskerlandsby i Ha Long bugten. Der tjenes gode penge på fisk i Vietnam, spørgsmålet er dog om de vietnamesiske

13 teenagere drømmer om at overtage båden og det vuggende hus. Eller om de ser sig om efter andre muligheder i en stadigt mere globaliseret økonomi. Venstrefløjen har mistet sit analytiske kompas. Den presser sit marxistiske konfliktskema ned over alt, den ser. Men den gør det kun på nationalt plan og har helt mistet sine internationale prætentioner, og ser derfor ikke, at denne verdens underkuede ikke findes i vesten. Lidelserne findes andre steder i verden, men der går det fremad takket være den kapitalistiske økonomis globale konkurrence. Den flytter arbejdspladser og indkomster, skaber nye håb og drømme om en bedre fremtid hos befolkninger, som ikke før har haft råd til at drømme. Fakta viser, at det går fremad. Og det skyldes blå politik. Venstrefløjen, de vestlige fagbevægelser, Occupy-bevægelsen og de mange autonome aktivister har uretfærdigheden på deres side. Venstrefløjen agerer kustoder på museet for det vestlige menneskes historie. Den forsøger at bevare fortidens privilegier for nutidens privilegerede. Det, der dybest set bekymrer os vesterlændinge, er ikke om, vi har råd til at komme til lægen eller på hospitalet, om vi har råd til at transportere os på arbejde eller give vores børn en ordentlig uddannelse. Nej det, der bekymrer os, er, om vi har råd til den næste skiferie, sommerferien på Tenerife og en tur i Tivoli. Om der bliver råd til diverse elektriske himstregimser og den nyeste designervase til jul. Moderne rød politik og såkaldt progressiv aktivisme går ud på at sikre disse privilegier disse sofistikerede forbrugskrav for den vestlige verdens befolkning. I politisk henseende er det den blå fane, der signalerer håb for alverdens fattige. Den røde fane blafrer med krav om mere fritid og fede pensionsordninger til vestens velfærdsforkælede borgere. Men når ikke vi arbejder, så er der andre, der må gøre det for os.

14 Verden forandrer sig, skriver den kenyanske kommentator Gitau Warigi, og Deres excellencer fra Europa bliver nødt til at tilpasse sig de tider. Kina er allerede verdens næststørste økonomi og ser ud til at blive den største inden årtiets udløb. Brasilien overhalede Storbritannien i år og blev den sjette største økonomiske magt i verden, og jeg vil vædde på, at landet vil overhale Frankrig inden årets udgang for at blive den femtestørste. At ligge i med små egoer fra lande, hvis økonomier og globale magt hurtigt svinder, giver ikke megen mening. Regelbaseret global økonomi og internationalt samarbejde Ifølge Mahbubani er det mere internationalt samarbejde baseret på the rule of law, udviklingslandene har brug for. Og mens den globale magtfordeling langsomt ændrer sig til fordel for verdens fattige og USA og de vestlige lande ikke længere kan trumfe deres vilje igennem i de internationale organisationer, går diverse progressive aktivister på gaden og kæmper den globale overklasses kamp. I 1999 vandt demonstranter ved WTO topmødet i Seattle (glimrende filmatiseret i Battle of Seattle), ifølge Mahbubani en kortfristet sejr, da det lykkedes dem, at få USA s Præsident, Bill Clinton, til at give efter for nogle demonstranter og fagforeninger og [forlade] en global handelsrunde for at pacificere nogle få tusinde havne- og andre arbejdstagere i Seattle. (Mahbubani 2013: 162). Allerede i 1994 lovede de vestlige lande, at de ville opgive støtten til deres landmænd, men man har endnu ikke gjort det. I forbindelse med Doha udviklingskonferencen i 2001 fingerede USA et sammenbrud i forhandlingerne for ikke at komme til at fremstå som the bad guy, da de ikke ville opgive støtten til deres egne bomuldsproducenter, og derved give afrikanske bomuldsbønder en chance på verdensmarkedet. (Mahbubani 2013: 176). Når det internationale samarbejde ikke fungerer, er det fordi

15 de vestlige regeringer endnu er så magtfulde, at de kan trumfe deres privilegerede og demonstrerende befolkningers vilje igennem. Men det er en stakket frist. De vestlige økonomier bliver mindre og mindre betydningsfulde. Og Grækerne bliver ikke bedre stillet af at tegne hitlerskæg på Angela Merkel og franskmændene får ikke deres industri tilbage af at besætte fabrikkerne. Mens vi i vesten leger civilisationernes sammenstød og med alle midler forsøger at beskytte vores egne økonomier, har Indien og Kina fundet ud af at samarbejde om de for dem store betydningsfulde ting, som f.eks. udviklingen af olieindustrien i Sudan. Kina foretrækker the big stuff som passer Afrika bedre, skriver Warigi. Europa kan så specialisere sig i småting. Både Indien og Kina har sammen med de øvrige udviklingslande en interesse i et åbent regelbaseret og styrket globalt handelssamarbejde, åbent og regelbaseret således at USA og vesten ikke kan trumfe deres vilje igennem ved at vride armen om på diverse svagere stater i bilaterale aftaler. Når de sammen med de øvrige BRIKS-lande foreslår en ny udviklingsbank (BRIKS-landene er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), er det nok på tide at de vestlige landes befolkninger får øjnene op for deres dalende betydning og begynder at se med friske øjne på deres privilegier. FNorganisationerne repræsenterer for de fattige et lov-baseret internationalt samarbejde og dermed en vej til mere global retfærdighed. Til gengæld viser dokumenter fra wiki-leaks at vesten og i særlig grad USA modarbejder FNs agenda i så henseende. Som Samuel P. Huntington skrev: enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand. Og lige nu tipper magtbalancen i verden. Tyngdepunktet fjerner sig fra vesten.

16 Aften i Saigon. Vietnam er en af verdens mest dynamiske økonomier. Grundpriserne i Saigons centrum nærmer sig Tokyos. Overalt i landet er der fuld knald på, selv de småhandlende har fået bærbare computere, smartphones og internetforbindelse, hvilket giver nye forretningsmuligheder. Arbejdspladser, kapital og teknologi vil med fair handelsregler bevæge sig over landegrænser til fattigere befolkningers lande. I de lande vil det skabe vækst, virksomhederne vil udvikle sig og kræve bedre uddannet arbejdskraft, som disse lande på grund af væksten, i højere grad får mulighed for at leve op til, hvilket vil øge væksten yderligere. Og efterhånden bliver det dyrere at producere i disse lande, hvorved vi igen efter nogle års tilbagegang atter bliver mere konkurrencedygtige. Resultat: en mere ligelig fordeling på globalt plan. Det fremgår af FNs Udviklingsrapport 2013, at de globale markeder har spillet en nøglerolle for den positive udvikling i verdens fattige lande. Andelen i den globale handel forrykker sig i disse år til fordel for de sydlige lande, mens den viger for de gamle økonomier i Australien, Canada, EU, USA

17 og Japan. Det er som Francis Fukuyama profeterede tilbage i 1990 erne. FN Udviklingsfond og Mahbubani dokumenterer det blot. Socialismens død Mahbubani er helt på linje med Fukuyama, når han skriver, Historien har givet de kommunistiske centralt planlagte økonomiske styringssystemer et dødsstød. Og ja, Nordkorea er her stadig, men hvem vil kalde det et levedygtigt samfund. Selv Cuba åbner gradvis sin økonomi og går forsigtigt i fodsporene på Kina og Vietnam, to af de mest dynamiske økonomier i verden. Og sammen med den økonomiske vækst kommer kravet om uddannelse som igen vil forstærke hinanden. Efterhånden vil vi se flere krav om indflydelse og demokrati i verdens fattigste egne. Det allersidste der mangler, er, at denne verdens socialister omsider forstår, at deres idé har tabt, at de melder sig ind i den fælles kamp for en mere retfærdig verden. Socialismen har ingen steder skabt varig og holdbar fremgang for den brede del af befolkningen i stedet har den skabt sine egne privilegerede klasser. For både Kina og Vietnam gælder det, at fremgangen begyndte da man gav køb på de socialistiske principper.