Grønlands vej fra drøm til virkelighed Der må startes en bred folkelig debat om, hvilket Grønland vi ønsker os i fremtiden.

Transkript

1 Side 1 af 6 Grønlands vej fra drøm til virkelighed Der må startes en bred folkelig debat om, hvilket Grønland vi ønsker os i fremtiden. FREMTIDSUDSIGTER. Dagens kronikør har været med til at udarbejde rapporten 'Til gavn for Grønland.' - Foto: JOACHIM ADRIAN (arkiv) DEL GEM TIL LISTE MINIK ROSING, professor i geologi Grønlands befolkning har altid levet med dramatiske ændringer i klima, fangst og fiskeri, nye kulturelle strømninger og indvandring af nye folk. Sådan er det også i dag. FAKTA Spørgsmålet om Grønlands naturressourcer er blevet undersøgt af et udvalg, som her offentliggør sine tanker om, hvilke nye muligheder der er, og hvem der kan få gavn af dem. Rapporten hedder 'Til gavn for Grønland'. Grønlands politikere er under pres for at tage en række store beslutninger om, hvordan Grønland kan få gavn af landets råstoffer, og hvordan forholdet til Danmark og Rigsfælleskabet skal udvikle sig. Disse valg vil forandre Grønland og forholdet til omverdenen. Med rapporten Til gavn for Grønland, vil vi gerne stille et grundlag af faktuel viden til rådighed for en nødvendig debat om råstoffernes rolle i fremtidens Grønland. For fire et halvt årtusinde siden bredte de første mennesker sig langs Grønlands kyster. Ligesom de kortlagde og lærte sig at udnytte de levende ressourcer, fik de nye indbyggere også hurtigt dannet sig et overblik over de mineraler, der var anvendelige i den tids kulturelle kontekst. Gennem fund af redskaber kan vi se, at datidens mennesker havde en dyb indsigt i de forskellige mineralers egenskaber og forekomstmåde. Vi kan se, at gode materialer er blevet handlet over lange afstande, ligesom mange grønlandske stednavne henviser til mineralforekomster. Siden da er folkeslag ankommet til Grønland, har udviklet sig gennem nogle århundreder, for derpå at uddø, efterladende et jomfruelig land til næste bølge af indvandring. LÆS OGÅ Grønland vil skrotte dansk rådgivning om råstoffer Hver ny kultur har haft sine foretrukne materialer og fundet brugbare kilder til dem i det vidstrakte land. Også europæiske kulturer etablerede sig i Grønland og udnyttede de lokale mineraler.

2 Side 2 af 6 Vi finder brud, hvor nordboer har skåret fedstenskar ud af klippen og efterladt lidt spredt graffiti i runeskrift, og der er endda mulige tegn på, at de har forsøgt sig med udvinding af jern. De to seneste eskimokulturer kendte til brugen af metal og fandt det uhyre sjældne telluriske jern på Disko-øen og de næsten lige så sjældne jernmeteoritter ved Kap York. I Østgrønland finder man små nitter fremstillet af naturligt kobber, som viser, at heller ikke de sjældne forekomster af dette metal var gået grønlændernes næse forbi. I 1700-tallet begyndte de nordiske lande at fatte ny interesse for deres gamle bygder i Nordatlanten. Samtidig var lys blevet en værdsat nødvendighed under den gryende industrialisering, og olie til den nye travle verdens lamper kunne koges af Arktis fede hvaler. Et kæmpe olieeventyr startede, og alle måtte sikre sig deres andel. Olieeventyret forløb gennem nogle århundreder, men mindskedes i omfang i takt med udryddelsen af de arktiske hvalbestande. Hvalerne blev reddet fra total udryddelse, og begyndelsen til enden for hvalindustrien indtraf 27. august 1859, da den første olieboring nåede en billig erstatning for hvalolie i de geologiske lag under Titusville, Pennsylvania. I takt med hvalfangernes huseren i de Grønlandske farvande havde den lokale befolkning vænnet sig til handel. En grønlandsk kultur baseret på fangst og med tilskud af Siden 1700-tallet er Grønlands befolkningstal mere end tidoblet Minik Rosing handelsvarer som knive, tekstiler, tobak og perler var allerede i rivende udvikling, da Hans Egede i 1728 oprettede den første permanente handels- og missionsstation i Godthåb. Øget sikkerhed for mad, borde at stille den på og et stimulerende nyt kulturliv havde en magnetisk tiltrækning på den ellers vidt spredte befolkning. Folk flyttede til de nye kolonier, og da disse alle lå på den sejlbare vestkyst, udvandrede hele befolkningen efterhånden fra Sydøstgrønland og efterlod østkysten øde helt op til Ammassalik. Europæiske tilflyttere havde i noget omfang benyttet Grønlandske kul til husbehov, men økonomien forblev baseret næsten udelukkende på levende ressourcer. Som ved en himmelsk mellemkomst opdagede man i midten af 1800-tallet, at det sjældne mineral kryolit kunne benyttes til fremstilling af soda, emalje og senere aluminium. Professor Julius Thomsen og industrialisten C.F. Tietgen startede en kryolitmine og opførte den første fabrik til forarbejdning af kryolit i København i 1859, samme år som sammenbruddet af olieøkonomien begyndte. Kryolitminen blev det første større mineprojekt i Grønland og havde en betydelig effekt på Grønlands økonomi helt frem til midten af 1900-tallet. Siden 1700-tallet er Grønlands befolkningstal mere end tidoblet, og allerede i 1800-tallet blev det klart, at traditionel fangst ikke kunne understøtte denne vækst. Man indførte landbrug, hvor det kunne lade sig gøre, og fiskeri fik en stigende betydning, som kulminerede under et boom i torskefiskeriet i 1950 erne og 60 erne. En storstilet fiskeribiologisk forskningsindsats gjorde, at trawlfiskeri efter rejer kunne tage over, da torskefiskeriet kollapsede. Overgangen fra fangstbaseret økonomi til en fiskeriøkonomi og en stigende industrialisering havde en gennemgribende og i noget omfang traumatisk

3 Side 3 af 6 effekt på det grønlandske samfund. Den nye erhvervsstruktur medførte, sammen med et presserende behov for forbedringer i boligstandard og sundhedssystem, en koncentration af befolkningen i byer og nedlæggelse af et stort antal bygder. Den kombinerede effekt af alle disse dramatiske ændringer i levevilkår og kultur inden for en enkelt generation har sat dybe ar i den grønlandske folkesjæl. De store forandringer bliver ofte italesat som bevidste koloniale overgreb, selv om mange var på foranledning af landsrådene. Konsekvenserne for Grønlands befolkning, hvis disse tiltag ikke var blevet iværksat, ikke mindst i lyset af forrige århundredes massive tuberkuloseepidemi, taler for, at den tids grønlandske politikere traf nogle nødvendige og fornuftige valg. Gennem tredive års hjemmestyre og snart fem års selvstyre er koncentrationen af befolkning i de større byer, især Nuuk, fortsat, og Grønland har opbygget et velfærdssamfund efter typisk skandinavisk model. Det grønlandske folk er anerkendt som en nation under international lov og har dermed ret til selvbestemmelse og til at udtræde af Rigsfællesskabet. Grønland har imidlertid valgt at forblive i et rigsfælleskab med Danmark og Færøerne. Ifølge resolution 1803 fra FN s Generalforsamling har det grønlandske folk retten til undergrundens ressourcer. Denne ret til at forvalte alle naturressourcer inden for Grønland og i den økonomiske zone i havet ud for Grønland, herunder mineralske ressourcer i undergrunden, er også fastslået i selvstyreloven. En del af den offentlige debat tager udgangspunkt i en forestilling om Grønland som en mineralogisk slikbutik, klar til plyndring. I virkeligheden er Grønland et velreguleret retssamfund, med omfattende lovgivning og forvaltningsinstitutioner inden for mineralske og levende ressourcer, miljø og arbejdsmarked. Den arktiske region som helhed er også velreguleret med en høj grad af klarhed og enighed om fordeling af ressourcer og ansvar. Alle lande med territorier i regionen har gennem Ilulissaterklæringen forpligtet sig til at løse uoverensstemmelser gennem international ret. Dette komplekse moderne velfærdssamfund har en række udfordringer, som er parallelle med dem, stort set alle andre velfærdssamfund står over for. Konkurrence fra en globaliseret verden kombineret med en faldende andel af erhvervsaktive og stigende social- og sundhedsudgifter for en aldrende befolkning. De økonomiske udfordringer sammenholdt med et ønske om at skabe en selvbærende økonomi uden behov for subsider er den politiske motivation for et stigende fokus på mineralske råstoffer i Grønland. Dette ønske har eksisteret i årtier, som det kan ses af nedenstående citat fra Politiken, LÆS OGSÅ Grønlands oliedrømme udskydes et år mere»også spørgsmålet om olie- og mineraludvinding vil komme til at optage sindene i den netop indledte samling. Der vil blive tale om udvinding af uran fra Kvanefjeldet, jernudvinding i Godthåbsfjorden og boring efter og udvinding af olie, som formodes at findes i havet ud for Vestgrønland«. Det har imidlertid vist sig svært at omsætte denne drøm til virkelighed, fordi Grønland har en meget lille arbejdsstyrke og en meget mangelfuld infrastruktur. Dette kombineret med et arktisk klima gør det dyrt at drive efterforskning og vanskeligt og omkostningstungt at opbygge og drive miner i Grønland. Gennem det tyvende århundrede har de internationale råvarepriser gennemgået en halvering, som har gjort det stedse mindre rentabelt at drive miner i højtudviklede lande som Grønland. Imidlertid vendte det

4 Side 4 af 6 stadige fald i råvarepriser sig til en brat stigning med indgangen til det nye årtusinde. Det forrige århundredes fald blev indhentet igen på blot et årti. Denne dramatiske stigning i råvarepriser er årsagen til en stærkt stigende international interesse i Grønlands mineralske råstoffer. Grønland har oplevet en firedobling af efterforskningsaktiviteter i løbet af blot ti år. I medierne er denne interesse blevet beskrevet som en kinesisk masseinvasion, men i realiteternes verden har australske, canadiske og europæiske selskaber totalt domineret aktiviteterne, og først i 2013 har et enkelt kinesisk selskab meldt sig på banen. Grønland har et stort potentiale for mineralske råstoffer og olie og gas, som vil kunne bidrage positivt og markant til Grønlands økonomi inden for en tidskala af nogle få årtier. Det står imidlertid klart, at mineraler ikke er en stående Mineraler er ikke rigdomme, som kan friholde det grønlandske samfund fra store og gennemgribende forandringer Minik Rosing kapital, som blot kan indløses og umiddelbart bringe balance i økonomien. Mineraler er ikke rigdomme, som kan friholde det grønlandske samfund fra store og gennemgribende forandringer. Man skal se mineralerne som et grundlag for at opbygge nye erhverv, fuldstændig ligesom fiskeriet, da det afløste fangsten for knap et århundrede siden. Det står også ganske klart, at det er meget lidt sandsynligt, at indtægterne fra udnyttelse af mineralske råstoffer kan erstatte bloktilskuddet fra Danmark. Der skal faktisk permanent holdes 24 gennemsnitlige storskalamineprojekter i gang for at opveje værdien af bloktilskuddet. Der er fem-seks kendte forekomster, som kan udvikles til store miner, og selv om der er gode muligheder for at finde nye forekomster, tager efterforskning og modning sjældent mindre end ti år. Hvis det lykkes at finde tilstrækkeligt med mineralforekomster, til at Grønland kunne gøre sig økonomisk uafhængigt, ville udvindingen af dem kræve så massive udenlandske investeringer og så mange udenlandske arbejdere, at størstedelen af det grønlandske produktionsapparat ville være ejet af interesser uden for Grønland, og Grønlands nuværende befolkning ville risikere at blive en minoritet i landet. Der ligger derfor det paradoks i en selvstændighed betalt gennem indtægter fra minedrift, at dette selvstændige Grønland ville risikere at have en proletariseret grønlandsk underklasse i et land med en overvejende udenlandsk befolkning, som ejer de fleste væsentlige aktiver. Hvis Grønland målrettet satser på minedrift i et beskedent (og realistisk) omfang, vil indtægterne fra mineindustrien kunne forebygge de store forventede underskud på det offentlige budget. LÆS OGSÅ Uranballade flækker Grønlands regering Dette kræver, at Grønland investerer alle indtægter fra minedrift i en råstoffond. Hvis man ikke opbygger en fond, men bruger indtægterne fra mineindustrien til den daglige nationale husholdning, udhuler man Grønlands nationalformue og stjæler værdier fra fremtidige generationer. Hvis man til gengæld opbygger en fond, kan man hvert år benytte renteindtægterne til at styrke det grønlandske samfund.

5 Side 5 af 6 Hvis man tjener en milliard kroner på minedrift, kan man tillade sig hvert år at bruge 50 millioner kroner. Til sammenligning kan man tillade sig at bruge hele milliarden, hvis den er tjent på bæredygtigt fiskeri. Den umiddelbare effekt af indtægter fra fiskeriet er altså ca. 20 gange større end tilsvarende indtægter fra minedrift. Det er derfor også af økonomiske årsager afgørende at beskytte miljøet i forbindelse med minedrift. Udvalget foreslår, at man gennem inddragelse af borgere, mineselskaber og ngo er diskuterer en zoneopdeling af Grønland, hvor man aktivt kan fremme bestemte typer af mineaktiviteter i bestemte zoner og slet ingen i områder med særlig følsom eller bevaringsværdig natur eller vigtige kulturminder. Udvinding af olie og gas er generelt langt mere lønsomt end malme. Det er muligt, at der slet ikke findes olie ved Grønland, men potentialet regnes for godt, og ressourcerne ud for Vest- og Østgrønland skønnes hver for sig at svare nogenlunde til den samlede mængde olie i de danske felter inklusive det, der allerede er udvundet. En olieindustri må dog forventes at ligge mindst tyve år ude i fremtiden, og det regnes for meget lidt sandsynligt, at det bliver rentabelt at producere og eksportere gas inden for en meget lang tidshorisont. Der eksisterer endnu ikke en teknologi til produktion af olie i isfyldt farvand, og det vil kræve massive investeringer og Hvis man ikke opbygger en fond, men bruger indtægterne fra mineindustrien til den daglige nationale husholdning, udhuler man Grønlands nationalformue og stjæler værdier fra fremtidige generationer Minik Rosing omfattende infrastruktur at producere olie ved Grønland. Indkomster fra olie og gas kan derfor ligge op imod et halvt århundrede ude i fremtiden. Grønland står over for umiddelbare og store økonomiske udfordringer. Omstillingen til en økonomi med væsentlige bidrag fra mineraler vil have en række konsekvenser for bosætningsmønsteret, befolkningssammensætningen og de erhvervsmuligheder, der vil være i fremtiden. Ingen af disse konsekvenser er entydigt givet på forhånd. Med eller uden mineraler bør fremtiden ikke være en skæbne, der rammer Grønland. Fremtiden bør være resultatet af nogle politiske valg, og de skal tages i dag snarere end i morgen. Jo længere tid der går, inden disse valg træffes, jo større er faren for, at fremtiden bliver en skæbne ude af det grønlandske folks kontrol. For at disse politiske valg kan træffes, må der startes en bred folkelig debat om, hvilket Grønland vi ønsker os i fremtiden. Skal det være et multikulturelt Grønland med en voksende, dynamisk og ungdommelig befolkning med mange indvandrere, som ernærer sig ved minedrift og de følgeindustrier, der følger med, eller skal det være et Grønland, som stadig primært baserer sig på levende ressourcer, suppleret med minedrift og andre nye erhverv, og som minder om det, vi kender i dag, eller skal det være noget helt tredje. LÆS OGSÅ Kaster Grønland sig nu ud i uran-eksport? Valget kan kun tages, hvis debatten når ud i alle hjørner af det grønlandske samfund, og den føres på baggrund af viden snarere end forestillinger.

6 Side 6 af 6 Vi håber, at vi med kortlægningen af den eksisterende viden om potentialet for udnyttelse af naturressourcer i Grønland kan gøde en folkelig debat i både Grønland og Danmark, og at denne debat kan medvirke til at bringe nyt liv og ny betydning ind i det rigsfællesskab, som sammen med tætte kulturelle bånd knytter Danmark og Grønland sammen, og som begge parter har valgt.