Savner Grønland. Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie: Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 72 april 2008

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 72 april 2008 Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie: Savner Grønland Bor under opsyn kontrol eller tryghed? Hjemløse må blive bag tremmer 5 8 Grundejer og landevejsridder 14 Fik sin søn igen efter 12 år 16

2 To grønlændere på Klaptræet; den tidligere hjemløse Bjørn og sangerinden Julie mødtes til en snak om løst og fast måske næste skridt er en støttekoncert for de hjemløse? Tryghed for både Thomas og Michael Meningerne er delte, når Hus Forbi i dette nummer sætter fokus på de 20 tidligere hjemløse, der bor under opsyn i Bofunktionen i Lundtoftegade i København, hvor personalet har nøgler til samtlige lejemål og tilladelse til at låse sig ind uden at banke på. Striden går på, om det er en krænkelse af privatlivets fred eller et spørgsmål om beboernes tryghed. På den ene side mener personalet og flere af beboerne, at det er et udtryk for omsorg. Ved at kunne låse sig ind sikrer de ansatte, at beboerne ikke ligger syge eller i værste fald døende. - Det er rart, at der er nogen, som holder øje med mig, lyder det direkte fra Thomas Jegind Christensen. På den anden side er der både nuværende og tidligere beboere, der mener, at det er en krænkelse, når personalet lukker sig selv ind. - Jeg havde ikke noget privatliv, fortæller Michael Christensen, der flyttede fra Bofunktionen efter at have boet der i syv måneder og i dag igen lever på gaden. Problemstillingen bør være til at løse. I første omgang lokalt. Det må kunne lade sig gøre at finde en løsning, der på én gang sikrer beboernes privatliv og tryghed, så man eksempelvis undgår, at Michael flytter retur til gaden, fordi han finder den sociale kontrol for voldsom. Debatten blandt beboere og personale har imidlertid også tråde til en større udfordring på hjemløseområdet, nemlig hvordan man sikrer tilstrækkeligt med boligtilbud, der matcher de behov, de hjemløse har, og den situation, de står i. Økonomisk set er der hjælp på vej fra Christiansborg, hvor politikerne i de netop afsluttede satspuljeforhandlinger valgte at tildele hjemløseområdet 500 millioner kr. over de næste fire år. Pengene skal fordeles mellem de kommuner, hvor der er flest hjemløse, og hovedparten af dem skal gå til byggeriet af flere skæve boliger. Det er et rigtigt godt signal at sende til landets hjemløse og socialt udsatte. Hus Forbi håber, at løsningerne kommer til at stå mål med de ambitioner, som Det må kunne lade sig gøre at finde en løsning, der på én gang sikrer beboernes privatliv og tryghed. både lokalpolitikere og folketingsmedlemmer har for området, så den enkelte hjemløse i sidste ende kan få tilbudt lige præcis dén bolig, der passer bedst til ham eller hende. Så undgår fremtidens Michael måske at skulle flytte fra den næste bolig, han bliver tilbudt, fordi han ikke føler sig hjemme. Simon Ankjærgaard Journalist, Hus Forbi Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf husforbi@husforbi.dk Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Sælgerrepræsentant og gadeplansmedarbejder: Henrik Pedersen Tlf Mobil: henrik@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 30. april. Forsidefoto: Flemming Schiller Vi støtter Hus Forbi: Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland Oplag: Antal sælgere: ca. 500 Læsertal: 3. kvartal 2007 ifølge TSN Gallup: ISSN: dk Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi: To på fuldtid og tre på deltid, herunder en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Lions Club Søllerød Mølleaa Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort af plastik, før du køber avisen! Sælgeren Med Grønland i bagagen Den tidligere hjemløse Hus Forbi-sælger Bjørn har mere til fælles med sangerinden Julie Berthelsen, end man umiddelbart skulle tro. Forleden mødtes de til en snak om rensdyrjagt, hvalkød, luften i Grønland og om at være hjemløs i København. Af Lisbeth Rindholt Foto: Flemming Schiller - Du kommer fra Sydgrønland, ikke?, spørger Julie. - Joh, griner Bjørn. Julie kan med det samme høre, at Bjørn laver sine o er om til i er, som det er typisk for sydgrønlændere at gøre. De vil helst tale grønlandsk sammen, men lover at holde sig til dansk det meste af tiden for journalistens og fotografens skyld. Bjørn er Hus Forbi-sælger i København, men er født og opvokset i byen Qaqortoq (Julianehåb). Julie Ivalo Berthelsen har boet det meste af sin barn- og ungdom i Nuuk, Grønlands hovedstad, der ligger midt i landet. Hun fik et stort hit med popsangen Every little part of me i Danmark i 2002 og har siden udgivet tre albums. Bjørn har altid syntes, at Julie var lidt af en sexbombe. Og nu sidder han endelig ved siden af hende på Café Klaptræet på Kultorvet i København på en ellers helt almindelig tirsdag formiddag. - Hvad er du i gang med nu?, spørger Bjørn straks, da Julie har sat sig ned ved cafébordet. - Jeg er ved at lave en ny plade og skriver på en masse nye sange, fortæller hun og uddyber: - Sangene er meget personlige og handler bl.a. om frigørelse, fordi jeg gik fra min kæreste sidste år. Et par af dem handler også om splittelse. Jeg føler tit, at jeg hører til i Grønland, men jeg er også hjemme i Danmark. Har du det også sådan, Bjørn? - Ja. Danmark er mit andet land. 2 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

3 Boliger til hjemløse Men jeg kan ikke lide at bo hernede. Der er alt for koldt, siger han. Har nedlagt fire rensdyr Bjørn og Julie griner til hinanden og udveksler et par ord på grønlandsk. Indforstået. - Der føles faktisk koldere i Danmark, fordi luften er så fugtig. I Grønland er der selvfølgelig højere minusgrader, men luften er meget tør. Det er dejligt, når man f.eks. sejler i fjordene, forklarer Julie. - Fisker du og går på jagt?, spørger Bjørn begejstret. - Jeg kommer fra en fangerfamilie. Mine forældre tilbringer det meste af sommeren inde i fjordene, hvor de bl.a. fisker ørreder, så de har fisk nok til hele året. Jeg tager også på rensdyrjagt sammen med min far, hvis jeg er hjemme i jagtsæsonen. Det har jeg gjort, siden jeg var barn. Men det er endnu ikke lykkedes mig, at nedlægge et dyr. Det ville jeg ellers klart gerne prøve, siger Julie. - Jeg skød fire rensdyr første gang, jeg var på jagt i Nuuk, fortæller Bjørn. Julie nikker anerkendende. - Bagefter flår man dem, tager indvoldene ud og skærer dem over på midten. De dyr, man har skudt, må man selv beholde. Men man skal også selv slæbe dem hjem. Og de er afsindigt tunge. Man får varmen, griner Bjørn og tilføjer: - Jeg elsker at være ude. Den grønlandske natur er en gave til menneskeheden. Og jeg føler mig altid mere fri, når jeg er i Grønland. - Helt enig, siger Julie og spørger: - Hvornår kom du til Danmark? - I Men jeg var her første gang fra , hvor jeg gik på Teknisk Skole i Ishøj på beklædningslinjen. Jeg ville være skrædder og sad og syede tøj hele dagen, fortæller Bjørn. Også Julie kom oprindeligt til Danmark for at tage en uddannelse. Hun har været her siden 1999, men regner med at vende tilbage og bo fast i Grønland en dag, når savnet af fædrelandet bliver for stort. Grønlandsk hval giver power - Hvad savner du mest ved Grønland?, spørger Bjørn. - Min familie. Men jeg savner også grønlandsk mad, f.eks. rensdyr, sæl og fugle. Det er lykkedes mig at få nogle af mine danske venner til at spise rensdyrsteg og grønlandsk lam. Jeg har også prøvet at pådutte dem tørret hval og hvalspæk. Men det brød de sig godt nok ikke om, fortæller Julie. - Hvalkød giver power i kroppen, ikke?, siger Bjørn og lægger armen om Julie. - Jeg har for resten noget til dig, fortsætter han og hiver et eksemplar af Hus Forbi og en cd op af tasken. På cd en er en indspilning af hjemløselandsholdets VM-sang, Vi tænder en stjerne. - Jeg spiller mundharmonika. Tror du, at vi kan lave noget musik for de hjemløse sammen?, spørger Bjørn. - En støttekoncert til fordel for hjemløse? Det kan vi helt sikkert godt finde ud af, siger Julie, som bl.a. er ambassadør for Red Barnet og laver velgørenhedsarbejde til fordel for udsatte børn i Grønland. Men hun kender ikke så meget til hjemløseområdet. - Får de hjemløse hjælp nok?, spørger hun. - Vi har flere steder i København, hvor vi kan gå hen, men der er ikke altid plads til alle, siger Bjørn og tilføjer: - Jeg får også lidt støtte fra de andre grønlændere. Men mange af dem bommer penge. Jeg siger altid: Gå ud, og sælg aviser. Det er bedre at arbejde for pengene. Klokken nærmer sig 12. Julie skal videre til næste aftale. Og Bjørn har tasken fuld af aviser, som han skal på gaden og sælge i eftermiddag. Da de går over Kultorvet sammen, hvisker Bjørn på grønlandsk: - Hvor er jeg glad for at møde dig. Jeg synes, du er en rigtig sexbombe. Julie ler højt. - Jeg har altid været den søde pige. Så det er rart også at blive kaldt en sexbombe, siger hun. lisbeth@rindholt.dk Denne interviewartikel er en del af Hus Forbis serie Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbi-sælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med Hus Forbis redaktion. Hus Forbi satte i sidste nummer fokus på skæve huse til hjemløse. I dette nummer er Hus Forbi på besøg i Bofunktionen i Lundtoftegade i København, hvor der bor 20 tidligere hjemløse i lejligheder med opsyn. Personalet har nøgler til samtlige lejemål og må låse sig ind. Er det et indgreb i privatlivets fred, eller giver det beboerne tryghed? Hus Forbi har talt med beboere, personale, forstanderen og en nabo i ejendommen. Personalet: Bofunktionen ligger i Lundtoftegade 25-29, Blok F. Beboerne deler have, legeplads, vaskehus og parkeringsplads med beboere i de omkringliggende ejendomme. Vi drager omsorg for beboerne De ansatte i Lundtoftegade bryder sig ikke om at låse sig ind hos beboerne. Men vi må sikre os, at de ikke ligger i lejligheden og er syge, siger medarbejder Kirsten Vilsfort. Af Lisbeth Rindholt - Når der flytter nye beboere ind, gør vi altid opmærksom på, at personalet har nøgler til lejlighederne og kan låse sig ind. Det står ikke i selve lejekontrakten, men vi understreger, at det er en del af aftalen, siger pædagogisk medarbejder Wyrna Christensen, der sammen med sin kollega Kirsten Vilsfort, daglig leder Svend Aage Germannsen og en praktikant udgør personalet i Københavns Kommunes bofunktion for hjemløse i Lundtoftegade. De ansatte holder til i en af lejlighederne på tredje sal i nr. 27. Lejligheden er indrettet som personalekontor med mødebord, reoler og arbejdsstationer. Her er beboerne også velkomne til at kigge forbi og tale med personalet i hverdagene. Nogle af beboerne har fået en lejlighed i Bofunktionen, efter de har henvendt sig til personalet i nr. 27 og er blevet visiteret direkte fra gaden. Andre er blevet henvist fra en misbrugs- eller hjemløseinstitution, som de har været tilknyttet, eller fra deres socialrådgiver, støttekontaktperson mv. Ved indflytningen i Bofunktionen får alle beboere tildelt en kontaktperson, som bl.a. hjælper dem med at anskaffe møbler, få styr på økonomien og finde sig til rette i den nye lejlighed. Bruger sjældent nøglen Beboerne har ikke mulighed for at fravælge den jævnlige kontakt til personalet. Og nogle af dem mener, at det er et indgreb i privatlivets fred, når personalet indimellem låser sig ind i deres lejlighed. - Det er aldrig rart at skulle låse sig ind i en lejlighed uden at have lavet en aftale med beboeren om det i forvejen. Men vi kan godt blive bekymrede, hvis vi ikke har set beboeren et stykke tid, eller hvis vedkommende ikke har overholdt en række aftaler. Så må vi sikre os, at de ikke ligger i lejligheden og er syge, siger Kirsten Vilsfort. Både hun og kollegaen Wyrna har før oplevet, at en beboer var syg og derfor ikke åbnede døren eller at beboeren lå død inde i lejligheden. - Det sker sjældent, at vi bruger nøglen, og så er det kun af omsorg Bofunktionen i Lundtoftegade for beboerne, understreger Wyrna, som også oplever, at enkelte beboere beder hende eller Kirsten om at være vækkeur og låse sig ind til dem, når de skal op. Består af 20 lejligheder fordelt på nr. 25, 27 og 29, Blok F. Bofunktionen hører under Specialinstitutionen Forchhammersvej i Københavns Kommune. Hjemløse med stof- eller alkoholproblemer, som ikke kan visiteres til almene boliger uden støtte, har mulighed for at få en permanent bolig i en af kommunens lejligheder her. Hjemløse, som er interesserede i en lejlighed i Lundtoftegade, kan henvende sig direkte til personalet i Bofunktionen eller blive henvist fra f.eks. socialrådgivere, gadeplansmedarbejdere, kontaktpersoner eller misbrugs- og hjemløseinstitutioner. Der bor 16 mænd og fire kvinder i lejlighederne. Nogle af dem bruger de små lejligheder på ca. 40 kvadratmeter som en udslusningsbolig, dvs. som springbræt til at komme videre i en bolig på almindelige vilkår. Det drejer sig først og fremmest om personer, der skal lære at bo alene i egen lejlighed. Huslejen er ca kr. ekskl. el og varme. Der er tre pædagogiske medarbejdere og en praktikant tilknyttet lejlighederne. Deres funktion er at hjælpe beboerne med alt det, der kan være vanskeligt at overskue som borger, f.eks. at betale husleje, administrere kontanthjælpen, kontakt til kommunen og jobcenter i forbindelse med aktivering, gøre rent, stå op om morgenen og overholde aftaler. Lundtoftegade har eksisteret i sin nuværende form siden I den periode er 35 personer fraflyttet lejlighederne. Bl.a. er 15 flyttet, fordi de fik en anden bolig, seks blev bedt om at flytte bl.a. på grund af handel med stoffer, seks valgte selv at flytte uden at have en anden bolig, og fem er døde. 4 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

4 Boliger til hjemløse Beboer: Det er mormor-agtigt Nabo: De skal lære at bo Peter har boet i Lundtoftegade i et år, men han er ikke begejstret for det. Der er for meget opsyn, mener han. Børnehaven er Flemming Tinnings kælenavn for Bofunktionen i Lundtoftegade, som han bor dør om dør med. Beboeren Peter Røde Orm er syg. Men han bryder sig ikke om, at personalet låser sig ind i hans lejlighed for at holde øje med hans helbredstilstand. Af Marisa Matarese - Hver morgen fra mandag til fredag løber jeg ud ad døren klokken halv otte, så jeg ikke er der, når Kirsten og Wyrna (personalet, red.) møder på arbejde, fortæller Peter også kaldet Røde Orm. Han har adresse på Dødsgangen, som han kalder den, i Lundtoftegade, hvor han har boet siden april Men til trods for sin lejlighed vælger han ofte at overnatte på gaden i op til fem dage på en uge. Det giver ham mere frihed, og på gaden bliver han ikke vækket af de pædagogiske medarbejderes uanmeldte besøg. - De kan ikke lade mig være i fred. De kommer ind i min lejlighed om morgenen for at tjekke, om jeg har vasket op og vasket tøj, mens jeg stadig ligger og sover. Det er meget mormor-agtigt, siger han. I ti år har han boet på gaden, men sygdom fik ham til at flytte ind i Lundtoftegade: - Jeg blev opereret i maven, så jeg nu mangler milten og noget af bugspytkirtlen. Efter operationen blev det farligt for mit helbred at blive ved med at sove på gaden, fortæller han og fortsætter: - De (personalet, red.) er bekymrede for mit helbred og vil derfor gerne holde øje med mig, men jeg kan ikke klare den overvågning. Når Røde Orm kommer tilbage om eftermiddagen, efter at have solgt Hus Forbi på gaden i løbet af dagen, kan han se, at Wyrna og Kirsten har været inde i hans lejlighed. Ofte ligger der en seddel på hans seng. - De vil have samtale med mig hver uge, men de har ikke set mig i fem uger, fortæller Røde Orm, der altid sover med åbne vinduer, når han sover inden døre: - Jeg er vant til at bo på gaden, og jeg kan ikke få luft, hvis vinduerne ikke står åbne. Af Lisbeth Rindholt - Da jeg flyttede ind i Lundtoftegade i 1993, sov jeg på gulvet i de første tre måneder, fortæller Flemming Tinning og peger ned på gulvet ved siden af sengen i sin etværelses lejlighed, hvor der nu står et lille bord fyldt med guldølsflasker, tobak og forskellige typer rullepapir. Han blev visiteret til en lejlighed i ejendommen fra Københavns Kommunes syvende kontor, efter han havde boet på gaden som hjemløs i fem år. - Dengang fik man ingen hjælp fra kommunen til at købe de fornødne ting til sin lejlighed eller finde sig til rette her, fortsætter Flemming. Han er nabo til flere af beboerne i Bofunktionen, som rykkede ind i ejendommen i Jeg er for gammel til at høre ind under Børnehaven, og jeg ville heller ikke bryde mig om, at nogen havde nøgle til min lejlighed og bare kunne gå ind. Men jeg tror, det er godt for beboerne i det system, at de har personalet oppe på tredje sal, som kan hjælpe dem med at bo i en lejlighed. Ellers ville det brænde sammen for dem, siger Flemming. Han oplever også, at der samtidig med Bofunktionens indflytning er kommet færre hårde stoffer i Lundtoftegade. - I starten af 90 erne var blokken her et stofcentrum. Men ved årtusindskiftet ryddede politiet hele bulen, og så kom der mere ro på. Nu sælger folk kun hash, smiler Flemming. Beboer: Flemming Tinning er 54 år og førtidspensionist. Han bor i blok F i Lundtoftegade, som han også kalder Ligkisten, fordi en fjerdedel af beboerne ifølge Flemming er døde i løbet af de ca. 15 år, han har boet der. En tidligere beboer: Rart at blive holdt øje med Det var ikke min lejlighed Jeg kunne lige så godt have boet i Vestre Fængsel, siger Michael Christensen om sine syv måneder i Lundtoftegade. Det er to år siden, han flyttede ud. Nu lever han på gaden. Af Lisbeth Rindholt Da Michael Christensen flyttede ind i lejlighed nr. 27 i Lundtoftegade 27, fik han et sæt gardiner i indflytningsgave. Personalet hjalp ham også med at købe sengetøj og møbler til den lille etværelses lejlighed. Men Michael følte sig aldrig hjemme. - Det var ikke min lejlighed. Jeg havde ikke noget privatliv. Personalet kom ind hver anden dag kl. otte om morgenen. Nogen gange åbnede jeg ikke døren, når de bankede på, fordi jeg ikke havde lyst til at have gæster, eller fordi jeg ikke havde fået tøj på. Men så braste de bare ind alligevel. Det er jo ikke i orden. Tænk, hvis jeg havde ligget og haft sex med kæresten, siger 42-årige Michael. Han erindrer ikke, at han ved indflytningen havde lavet en fast aftale med personalet om morgenbesøgene. - De sagde bare, det var til mit eget bedste, at der kom nogen og så til mig, fortæller Michael, som boede på gaden og rundt omkring hos venner og bekendte igennem ti år, før han blev visiteret til Lundtoftegade. Sin barndom har han tilbragt på institutioner. - Personalet i Lundtoftegade sagde altid, at jeg skulle rydde op og tage min opvask. Det var ligesom at være på institution igen. Jeg kunne lige så godt have boet i Vestre Fængsel. Og der nøjes de endda med at tjekke, om man er i live, siger Michael og fortsætter: - Til sidst truede personalet med at smide mig ud, hvis jeg ikke ryddede op. Jeg lod tingene gå sin gang, og fra den ene dag til den anden fik jeg besked på at flytte. Så nu lever jeg på gaden igen. Forstander: Det er ikke ok Det er uhøfligt at brase ind i andre folks lejligheder uden at banke på. Også i Lundtoftegade. Det mener forstander Jens Hansen fra Specialinstitutionen Forchhammersvej. Af Marisa Matarese Forstanderen på Specialinstitutionen Forchhammersvej på Frederiksberg i København, Jens Hansen, synes ikke, det er i orden, at de ansatte i Lundtoftegade går ind i beboernes lejlighed uden at banke på. - Sådan skal det ikke være. Det handler om almindelig høflighed, når man omgås andre mennesker, siger Jens Hansen og kommer med et eksempel: - Hjemme i min familie braser vi ikke bare ind på børnenes værelser, hvis de signalerer, at de ikke vil have kontakt. Man banker på. Det er almindelig høflighed, siger han. Lundtoftegade er i følge Jens Hansen, en aktivitet under Forchhammersvej. - Det er ikke en institution, men et bofællesskab, hvor beboerne har hver deres solistlejlighed. Konceptet indeholder, at der er medarbejdere tilknyttet til at hjælpe beboerne med at bo i egen lejlighed. - Det står ikke i lejekontrakten, at medarbejderne skal have adgang til lejlighederne. Den enkelte beboer har sit individuelle behov, og derfor aftaler medarbejder og beboer rammerne for samarbejdet. Samarbejdet skal opfylde beboerens behov, og det er derfor vigtigt, at samarbejdet handler om det, man kan blive enige om i en dialog, siger han og tilføjer: - Det skulle gerne være almindelig høflighed og dialog, der styrer tingene i Lundtoftegade. Beboer: Gode til at hjælpe 31-årige Rikke lider af tilbagevendende depressioner og er glad for, at personalet i Lundtoftegade jævnligt tjekker, hvordan hun har det. Af Lisbeth Rindholt Rikke sætter sig ved det store mødebord i personalekontoret på tredje sal i Lundtoftegade 27. Hun bor et par lejligheder længere henne ad svalegangen og kommer jævnligt forbi kontoret. For at få en snak med sin kontaktperson eller med en af de andre pædagoger. Personalet kommer også tit på besøg hos hende. Og hvis hun ikke har givet lyd fra sig et stykke tid, låser de sig selv ind i lejligheden. Det giver tryghed, mener Rikke. Ikke mindst, fordi hun indimellem er helt nede i kulkælderen. - Jeg lider meget af depressioner og panikangst. I perioder er det så slemt, at jeg ikke kan sige noget, uden at jeg straks begynder at græde. Så ligger jeg bare i sengen med dynen over mig hele dagen og orker ingenting. Ikke engang at række ud efter hjælp, fortæller Rikke og tager en slurk af sin dampende kaffe, inden hun fortsætter: - Hvis der ikke var nogen, som kiggede ind til mig jævnligt, er jeg bange for, at det hele bare ville flyde. Pædagogerne er rigtig gode til at hjælpe mig på benene igen. Rikke er metadonbruger og blev visiteret til lejligheden i Lundtoftegade i sommeren Hun har tidligere prøvet at bo i et rigtigt bofællesskab. Men boformen i Lundtoftegade passer hende bedre. - Jeg har min egen lejlighed her, og hvis jeg ikke har lyst til at være social, kan jeg bare trække mig tilbage til mig selv. Samtidig behøver man ikke at føle sig ensom, for der er altid nogen i bygningen at tale med, siger Rikke, som også har anskaffet sig en kat, der kan holde hende med selskab. Hver morgen fra mandag til fredag går en af medarbejderne i Lundtoftegade ind i Tonnys lejlighed. Han synes, det er rart at vide, at der er nogen, som holder øje med, at han er i live. Af Marisa Matarese Tonny Jegind Christensen sidder ved sit lille bord for enden af sengen i en lædersofa og drikker en guldøl og ryger en cigaret med sin ven Lars Børling. Tonny lader sig ikke mærke med, at der pludselig står en flok fremmede mennesker i hans etværelses lejlighed med køkken og bad. Det er Zascha Straube, som er i praktik i Lundtoftegade som led i sin uddannelse på pædagogseminariet, der har låst sig selv og Hus Forbis udsendte ind i lejligheden. - De kommer og generer mig hver morgen, griner han og hentyder til, at Zascha eller hendes kollega Kirsten hver dag tjekker, om Tonny er i live. Zascha tager plads i sofaen ved siden af Tonny og tænder en cigaret. - Det er rart, at der er nogen, som holder øje med, hvordan jeg har det, fortsætter Tonny. Han har ikke har noget imod, at de pædagogiske medarbejdere har nøgle til hans lejlighed og bruger den. - Så ved jeg, at jeg ikke bliver fundet død herinde. Tonny er 54 år, men tænker allerede på døden. Han er glad for at bo i sin lille lejlighed og har ingen planer om at flytte. - Jeg har tænkt mig at dø her, siger han og kigger sig omkring i den lille stue. Han har en stor skænk langs den ene væg, hvorpå der står adskillige, sirligt møblerede dukkehuse. Hans store, grå tv står på et hvidt Ikea-skab, og ved siden af står et kradsetræ til katte med en stor, hvid kat med gråt pandehår ovenpå. Katten holder skarpt øje med bevægelserne i lokalet. - Jeg kunne jo ikke rave rundt på gaden med hende, så derfor var jeg glad, da jeg fik mulighed for at få et hjem her, siger Tonny om katten. I halvandet år har han boet i Lundtoftegade, men indimellem tager han sin sovepose og går på gaden. - Det er katten, der lokker mig hjem igen, siger han og forsikrer, at der altid er nogen til at passe katten, når han er hjemmefra. 6 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

5 Boliger til hjemløse Løber panden mod fængselsmuren Hjemløse kan ikke prøveløslades fra fængslet, fordi reglerne kræver, at de har en folkeregisteradresse. Urimelig forskelsbehandling, mener socialarbejder, som må ty til kreative løsninger for at hjælpe sine indsatte brugere ud i friheden. Foto: colourbox tænker: Det var satans, det kan da ikke være rigtigt, at der gælder andre regler for hjemløse, som i forvejen er ringere stillet på mange andre områder i samfundet. Løslader ikke til gaden Problemstillingen er langt fra ny for Niels Løppenthin, chefkonsulent i Kriminalforsorgen, som kalder det et svært område. - Når vi taler om prøveløsladelse, er udgangspunktet, at man skal have en bedre situation, end da man kom ind i fængslet. Vi taler om, at man skal have ophold og underhold dvs. et sted at bo og penge at klare sig for. For hvad skal man ellers løslade folk til? Det er en afvejning af risikoen for, at de falder tilbage i kriminalitet. Og vi mener ikke, at et herberg er et godt sted at prøveløslade folk til, netop fordi deres situation gerne skulle være bedre, når de kommer ud, end da de kom ind. Så hvis man er hjemløs, kan man bruge tiden i fængslet til at blive skrevet op i f.eks. en boligforening. Jeg ved godt, at det kan tage årevis at få en bolig på den måde, men det er et af de spørgsmål, vi vil tage op med den indsatte i den handleplan, vi laver sammen med vedkommende, hvis der er tale om en længere afsoning, siger han. Det siger reglerne Men afhængigt af hvor lang en dom den hjemløse har, er der grænser for, hvor meget Kriminalforsorgen kan nå at hjælpe med i forhold til f.eks. bolig, påpeger Niels Løppenthin. - Hvis vi taler om en kort dom på 30 eller 60 dage, kan vi jo ikke hekse. Man kan i øvrigt ikke blive tilbudt prøveløsladelse, medmindre man har en dom på mindst tre måneder. Men han er også godt klar over, at der bliver fiflet med tingene. - I årenes løb er mange blevet prøveløsladt til mor, og vi har ikke ressourcer til at opsøge folk på adressen og tjekke, om de reelt bor der. Det er heller ikke et ufravigeligt krav, at man skal have en folkeregisteradresse man kan godt blive prøveløsladt til en mere tvivlsom adresse. Vi ønsker jo ikke at holde på folk, men boligen vejer altså tungt, fordi vi ikke vil prøveløslade folk direkte til gaden, fastslår han, men påpeger, at Kriminalforsorgen har en række botilbud, blandt andet pensioner og andre udslusningsmuligheder, men at der ikke er tilbud til alle. - For os handler det først og fremmest om at mindske risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Det er både et personligt hensyn til den enkelte indsatte og et generelt samfundshensyn, gentager Niels Løppenthin. Reglerne om prøveløsladelse findes i straffelovens kapitel 6, 38, og siger bl.a.: 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst to måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. Stk. 5. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter 39, stk. 2. (vilkår om tilsyn, red.). Af Tina Juul Rasmussen - Jeg synes, det er urimeligt, at den almindelige retssikkerhed ikke gælder for hjemløse, når vi taler om prøveløsladelse eller orlov fra fængslet. Når du har siddet totredjedel af din tid, vil du jo gerne ud i friheden, men hvis du ikke har en bolig, kan det ikke lade sig gøre. Jeg mener, at reglerne skal være ens for alle. Sådan siger Michael Espersen, leder af Morgencaféen i Blågårdskirken i København, et værested for byens hjemløse. Han har mange gange måtte hjælpe sine brugere med at finde kreative løsninger for at få en folkeregisteradresse: - Så sent som i denne uge har jeg fået sendt en ung fyr på højskole i Sønderjylland det accepterede de i fængslet som en gyldig adresse og opholdssted, så han kunne prøveløslades. Så som regel lykkes det, men man skal kende sine lus på gangen. Og jeg hjælper selvfølgelig også kun, hvis jeg har en fornemmelse af, at den hjemløse er klar til at komme ud og kan passe på sig selv. Betaler sig til adresse I andre tilfælde har Michael Espersen gjort brug af egen sin egen folkeregisteradresse eller andres i det nære netværk. Men det er ikke en holdbar løsning, mener han. Hverken for dem, som lægger adresse til, eller for den hjemløse selv. - Mange hjemløse må betale sig til en adresse, hvis de vil prøveløslades, f.eks. hvis de kan få adresse hos en kammerat. Jeg kender mange, som så betaler den boligsikring, kammeraten mister, når der pludselig er to registeret på adressen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor fængslet ikke vil acceptere adresse på herberg for de hjemløse. Det kan godt være, at man siger, at de ikke skal prøveløslades til gaden, men det bliver de jo alligevel, hvis de sidder tiden ud i fængslet og løslades, påpeger Michael Espersen. - For misbrugere er der så oven i købet den problematik, at hvis de køber sig til en adresse i en anden kommune end den, de boede i før, kan de ikke bare gå på misbrugscentret og få deres metadon eller anden medicin. Det har jeg set flere eksempler på, siger Michael Espersen. Jeg er bare så træt af at løbe panden mod muren, og derfor vil jeg gerne have, at politikerne bliver opmærksomme på problemet og tænker: Det var satans, det kan da ikke være rigtigt, at der gælder andre regler for hjemløse. - Jeg er bare så træt af at løbe panden mod muren, og derfor vil jeg gerne have, at politikerne bliver opmærksomme på problemet og Lee Høgsberg er én af de heldige. Da han skulle prøveløslades fra fængslet, fik han lov at flytte ind på herberget i Hillerødgade. En eller anden må have været i godt humør, siger han. Prøveløsladt til gaden Med adresse på et herberg i København lykkedes det hjemløse Lee Høgsberg at blive prøveløsladt fire måneder, før hans dom var afsonet. Men reelt blev han løsladt til gaden, og han efterlyser bedre støtte fra Kriminalforsorgen og systemet, når man skal ud af fængsel. Af Tina Juul Rasmussen Arkivfoto: Andreas Hansen - Jeg var utrolig heldig, at de hoppede på, at jeg havde adresse i Hillerødgade 64 (herberg for hjemløse i København, red.), da jeg skulle prøveløslades. Normalt kan man ikke prøveløslades til et herberg, fordi det svarer til, at man er hjemløs, men en eller anden må have været i godt humør, for det lykkedes for mig. Måske fordi jeg havde fået et godt forhold til nogle af medarbejderne i arresten, og fordi Michael (leder af Morgencaféen, red.) havde besøgt mig mange gange og arbejdet for min sag, fortæller Lee Høgsberg. Det er nu godt fire måneder siden, at 38-årige Lee Høgsberg kunne samle sine ejendele, sætte sig ind i Michael Espersens bil og køre mod København efter at have afsonet otte ud af de 12 måneder, hans sidste dom lød på. Selvom han havde adresse på herberget i Hillerødgade ville han ikke bo der, men hellere leve på gaden sammen med sin kone (de er siden blevet separeret, red.). - Så reelt blev jeg prøveløsladt til gaden. Og jeg synes, at der skal 8 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

6 Boliger til hjemløse Kommentar gøres noget ved reglerne. Der burde laves en løsning for hver enkelt, så man kommer videre ud i noget udslusning fra fængslet, måske til en midlertidig bolig. For når man sidder i fængslet, har man ikke en chance for at skaffe sig et sted at bo, og i det hele taget tænker man ikke så meget på, hvad der sker uden for i samfundet. De siger jo, at vi skal resocialiseres i fængslet, men det vil jeg ikke sige, at vi bliver. Derfor skal vi hjælpes i gang, så vi kan være med i det pulveriserende liv. Især de mange unge mennesker, som bliver stofmisbrugere i fængslerne, skal have noget hjælp, siger Lee Høgsberg, som har tilbragt sammenlagt op mod 15 år af sit liv i fængsel. Også han har i årenes løb måtte ty til mange kreative løsninger, når han havde mulighed for at blive prøveløsladt, blandt andet at betale sig fra at få adresse hos en kammerat eller noget familie. - Det har tit været noget fusk, når jeg skulle prøveløslades. Jeg har prøvet alt muligt, men i dag er reglerne strammet så meget, at det er svært, siger han, men takker både Det har tit været noget fusk, når jeg skulle prøveløslades. Jeg har prøvet alt muligt, men i dag er reglerne strammet så meget, at det er svært. sin sagsbehandler og Michael Espersen for, at han nu føler sig mere på ret køl end længe. - De sidste par gange jeg er kommet ud fra fængsel, er jeg landet meget blødt, takket være den hjælp og støtte jeg har fået. Men det er ikke alle, som er så heldige. tina.juul.rasmussen@gmail.com Husker du Lee? I september skrev Hus Forbi om Lee Høgsberg, som på det tidspunkt afsonede en dom på et år i Helsingør Arrest og stod til prøveløsladelse, men manglede en adresse at blive løsladt til. Det lykkedes imidlertid Lee at blive registreret med adresse på et herberg i København (se artikel), og han blev prøveløsladt i november. Siden har han holdt sig fra kriminalitet, lever på gaden, men overnatter i et nedlagt garageanlæg i byens NV-kvarter sammen med en gruppe andre hjemløse. Lee er på metadon og får p.t. også antabus, som har holdt ham fra flaskerne i 4-5 uger. Han er skrevet op til en af kommunens lejligheder, som han har fået udsigt til inden for syv måneder. Så alt i alt ser Lee lyst på tilværelsen i øjeblikket også selvom han og hans kone er blevet separeret, siden han kom ud af fængslet. - Vi arbejder på at finde ud af det igen, så det håber jeg lykkes. Og jeg kan se lys forude. Jeg synes, jeg har lært af mine fejl, jeg slapper mere af nu og har fundet ud, at hvis jeg taler ordentligt til dem, som vil mig det godt, bliver tingene lettere. Jeg prøver at hjælpe folk omkring mig og går også til hånde her i Morgencaféen (værested for hjemløse i København, red.) Så jeg synes, at jeg er kommet ind i en god stime jeg kan passe på mig selv, på mine penge og mine ting. Måske står jeg foran de syv gode år nu eller måske resten af mit liv, griner Lee Høgsberg, som også drømmer om at tage rundt til landets større skoleklasser og holde foredrag om sit liv. - Jeg vil gerne fortælle dem, hvad de skal holde sig fra, for selvom jeg har taget min straf som et mandfolk, ønsker jeg ikke, at min værste fjende prøver det, som jeg har været igennem. Lidt kontrolleret vildskab, tak Af Bo Møller Nielsen Der er i satspuljeforliget afsat mange midler til boliger og særlige sociale tiltag. Det er jo fremragende for de hjemløse. Den almindelige borger, som ikke har indsigt i området, kan have svært ved at forstå, at der i Danmark overhovedet kan eksistere et hjemløseproblem, og at det ikke kan fjernes gennem mange af de skattekroner, der inddrives og bruges på området. Men for gruppen af langvarigt hjemløse overskygges faktorer som økonomi og almindelig boligmangel klart af problemstillinger som elendige sociale kompetencer, psykisk sygdom, lavt lykkeniveau, sorg, miserabel opvækst og liv, ringe prioriteringsmuligheder i livets valg ofte kombineret med et ikke lille forbrug af diverse stoffer. Der er ingen lette løsninger på hjemløseproblemet, heller ikke blot at bygge boliger. Boligen giver måske ly og tilsyneladende tryghed, men ikke nødvendigvis lykke. Boligen kan dog være basis for en ny start, og at blive indsluset i den eksisterende boligmasse kan da også være den umiddelbare løsning for en del af personerne i hjemløsegruppen. For en stor del er det imidlertid gældende, at der er behov for særlige tilbud med særlig støtte og individuelt tilpassede boliger. Visionen er derfor at etablere særligt tilpassede boliger til særlige mennesker. Der er udmærkede erfaringer med skæve boliger i København, men der er ikke tilstrækkeligt mange af dem. Der er kun få byggegrunde til meget høje priser. Byggeomkostningerne er blevet enorme, og positive nabohøringer er en udsøgt sjældenhed. Se blot på overborgmester Ritt Bjerregaards (S) kamp for at finde plads og vilje til helt normale lejlighedsbyggerier. De midler, der er tildelt i satspuljeforhandlingerne, bør udmøntes til de hårdest ramte hjemløse. Der er tale om personer, som bl.a. har utallige genindskrivninger i de københavnske hjemløsetilbud, og personer, som har fået tildelt en støttekontaktperson eller har behov for en. Vi kommer ingen vegne med standardiserede tilbud til denne gruppe. Der er gode erfaringer med bofællesskaber i enten villaer eller etageog opgangsfællesskaber, så fortsæt i den retning. Markedet bugner af ejendomme. Ligeledes er det, hvad mange af de hårdest ramte hjemløse efterspørger. De drømmer ikke om ensomheden i en lille lejlighed i et socialt belastet boligområde, men derimod om mindre fællesskaber med tilknyttet personale. De mest udsatte hjemløse har i forvejen sociale hjælpepersoner tilknyttet, som udmærket kunne fortsætte i de nye bofællesskaber. Så kære politiske aktører: Skab nu en bred variation, og inddrag de hjemløse i hele processen i udformningen af boligerne. Tænk alternativt, specielt, ekstraordinært, skørt det ordinære er der nok af. Målet skal ikke nødvendigvis være normtilpasning, men bare lidt glæde, lidt livslykke, fred og anstændighed. Det er ikke den store videnskab, der er brug for, men lidt kontrolleret vildskab til at få sparket en længe ventet proces i omdrejninger. Lad os dog komme i gang. Bo Møller Nielsen er forstander på Aktivitetscentret Sundholm Foto: Privatfoto Foto: Folketinget SF-politiker: Herberg kan være en del af løsningen Et herberg kunne meget vel være næste stop for en hjemløs, der står over for prøveløsladelse. Det mener SF s retsordfører, Anne Baastrup. De Konservatives Tom Behnke ønsker ikke særregler for hjemløse, men vil i stedet sætte ind, mens de hjemløse er i fængsel. Af Simon Ankjærgaard Anne Baastrup, retsordfører for SF i Folketinget, erkender, at det er et problem, når hjemløse ikke kan løslades fra fængslerne og dermed må ty til kreative løsninger. - Det er et meget centralt problem. Anne Baastrup (SF) Den helt rigtige løsning er selvfølgelig at blive løsladt til egen bolig, men for mange er det ikke en mulighed. Desværre viser erfaringerne, at man hurtigt er tilbage bag fængslets stive gardiner, hvis man bliver løsladt til en kammerats stue, siger hun. Anne Baastrup efterlyser derfor en udslusningsløsning, der ikke ligger i Kriminalforsorgens regi. - Man kunne se på muligheden for at opgradere herbergerne til at være en del af udslusningen, akkurat som tilfældet var med Lee Høgsberg, der blev løsladt til herberget i Hillerødgade, foreslår hun. Hun vil tage sagen op med velfærdsminister Karen Jespersen (V). Hos De Konservative afviser retsordfører Tom Behnke at indføre særregler for hjemløse. I stedet skal man sørge for, at de hjemløse ikke er hjemløse, når de løslades eller prøveløslades, siger han til Hus Forbi. - De Konservative er meget optagede af, at der kommer bedre mennesker ud af fængslerne, end vi sætter ind i fængslerne, således at indsatte, som er færdige med at afsone, kan leve en kriminalitetsfri tilværelse, siger han og fortsætter: - I den forbindelse vil det være relevant at hjælpe de hjemløse, mens de sidder i fængsel. Hjælpe dem til at finde og beholde en bolig, hvis man ikke har en, når man starter afsoningen. På den måde er Foto: Folketinget den indsatte rustet til livet uden for murene, når han er klar til løsladelse eller prøveløsladelse. Jeg ved godt, at det er svært, men det skal ikke forhindre mig at have det som politisk mål. simon@husforbi.dk Tom Behnke (K) RIS OG ROS Skjult reklame eller en artikel? I sidste nummer af Hus Forbi var der en kort artikel om Københavns Kommunens beslutning om at lukke Gaderummet (være- og bosted for unge hjemløse, red.) og erstatte det med et andet tilbud. Jeg har svært ved at placere indlægget i forhold til journalistisk genre: Er det en journalistisk bearbejdet annonce for dem, der er udvalgt af kommunen til at etablere den nye institution? Eller har man blot undladt at høre den anden part i sagen? Artiklen har medført en tanke hos mig, som jeg ellers aldrig ville kunne have tænkt, nemlig at der ikke er vandtætte skodder mellem redaktionen og bestyrelsen i Hus Forbi. Men her dukker mistanken op, fordi bestyrelsesformanden for Hus Forbi også er forstander for den ene af de institutioner (Missionen Blandt Hjemløse, red.), der er udvalgt af kommunen til at drive den nye institution for unge hjemløse. (Forkortet af red.) Preben Brandt Dr. med. Projekt Udenfor og bestyrelsesmedlem i Gaderummet Svar: Nu er det sådan, at Hus Forbi havde en stor artikel om Gaderummet i februar, hvor en journalist interviewede både brugere og personale og beskrev konflikten mellem Gaderummet og kommunen. I artiklen kom også Københavns Kommunes socialborgmester, de kommende ledere og Gaderummets mangeårige leder, Kalle Birck- Madsen, til orde. I martsnummeret lavede vi så en kort opfølgning på situationen i Gaderummet, hvor vi udelukkende forholdt os til nyheden i, at Københavns Kommunes socialudvalg havde besluttet at pudse fogeden på Gaderummet. I øvrigt er Hus Forbis bestyrelsesformand forstander på et forsorgshjem i Esbjerg, som er tilknyttet KFUM. Han har altså intet at gøre med Missionen blandt Hjemløse, som du antyder i dit brev. Det er rigtigt, at Hus Forbis tidligere formand, Robert Olsen, er leder af Mændenes Hjem, der drives af Missionen blandt Hjemløse og er den ene af de to organisationer, som Københavns Kommune vil have til at overtage driften af Gaderummet. Men jeg kan forsikre dig om, at hverken Hus Forbis nuværende eller tidligere formand har indflydelse på Hus Forbis redaktionelle indhold. Jaku-Lina E. Nielsen Redaktør, Hus Forbi Kedelig tysk hjemløseavis Da jeg for en uges tid siden mødte en hjemløs i Berlin (og der er sørme mange!), købte jeg en hjemløseavis af ham. Det var en blandet oplevelse at læse det blad. Selvfølgelig er det noget sværere at læse tysk, men bladet er mildest talt ikke synderligt interessant. Eftersom det engelske hjemløseblad (Big Issue, red.) og Hus Forbi er mere lig hinanden, har jeg ikke tidligere tænkt så meget over, hvad der gør Hus Forbi så interessant, men nu ved jeg det. Det er netop det, der mangler i den tyske udgave: Indsigt i verden, som den er for f.eks. hjemløse sider af livet, som er følsomme, og som man (som køber) ikke er bekendt med. Det er lige præcis dét, som gør mig rigere ved at læse jeres blad. Camilla Pedersen, Aalborg Svar: Formålet med Hus Forbi er netop at være de hjemløses talerør og synliggøre området, skabe debat og sætte fokus på sociale og samfundsmæssige forhold så derfor mange tak for din ros. Siden TNS Gallup i begyndelsen af 2007 begyndte at måle vores læsertal (gratis), kan vi se, at vi har øget vores læsertal med fra i første kvartal 2007 til i tredje kvartal Det må jo betyde, at mange købere finder bladet læseværdigt og giver det videre til andre, som så også læser det måske af de grunde, du nævner. Jaku-Lina E. Nielsen Redaktør, Hus Forbi 10 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

7 Boliger til hjemløse Kunsten at flytte ind Det er her, L har haft fast holdeplads de sidste fire år og føler sig hjemme Rådhuspladsen og Strøget tæt ved. For L er der langt ud til Amager, hvor hans nye værelse ligger og han kan ikke huske vejen. L vil hellere sove på gaden sammen med de andre hjemløse, som han har gjort de sidste fire år, end han vil ligge alene på det værelse, han nu har fået nøglen til. En gadeplansmedarbejder træner derfor med L hver aften for at lære ham overhovedet at finde ud til sit værelse og vænne ham til livet indendørs om natten. Husker du L? Hus Forbi skrev i januar og februar om L, en 54-årig hjemløs og psykisk syg svensker, der i fire år har boet på Strøget i København, selvom han har en lejlighed og får pension i Sverige. Københavns Kommune har gjort flere forsøg på at få L til at rejse hjem til Sverige og har derfor ikke villet hjælpe ham med en bolig. Men uden held. L har gjort det klart, at han vil bo i København, fordi hans venner er her. Den 7. februar fik han nøglen til et værelse på et botilbud for psykisk syge hjemløse i København. - taj Af Tina Juul Rasmussen Klokken er et par minutter over otte. Mørket har lagt sig over Rådhuspladsen i København. Højtråbende, aftenglade unge er så småt i gang med at erobre Strøget, hvor lysene fra burgerbarer, pølsevogne, neonreklamer og døgnåbne kiosker lokker de forbipasserende inden for i varmen. På en bænk, som henligger halvt i mørke, sidder L i silhuet mod perlerækken af lamper på den klassiske røde bygning ved Tivoli. Han skutter sig en anelse i sin nye overfrakke med en fin pelskrave, han har hentet på et værested i dag. Om halsen hænger en øloplukker, i hånden holder han en guldøl, og friske forsyninger klirrer i plasticposen på jorden. Kulden til trods har L hverken hue eller vanter på. Ved siden af ham sidder gadeplansmedarbejder Bo-Lennart Heide- Jochimsen fra Projekt Udenfor, der har haft tæt kontakt til L de sidste par år. De taler stille sammen. - Vi har aftalt, at du ikke skal sove derude i aften. Men du siger, at du gerne vil vise Hus Forbi dit værelse, siger Bo. - Ja, men ikke sove der. Ikke i aften. Jeg orker det ikke, svarer L. - Du siger, at det er fordi stemmerne i dit hoved er stærke i aften? - Ja. L er ikke en mand af mange ord. Han mumler en del for sig selv på svensk, men ellers svarer han i korte sætninger og siger helst ja til alting, fordi han hader at gøre folk omkring sig kede af det. - Kan du huske hvilken bus, vi skal med? - 5A - Nej, det er 12 eren. - Nå ja, 12 eren, svarer L lidt fjernt, mens han samler sin pose med flasker sammen og får ild på endnu en smøg. Træner hver aften I godt tre uger har L haft et værelse på et af kommunens akuttilbud for psykisk syge hjemløse på Sundholm, nogle få kilometer fra Rådhuspladsen, som er Ls faste tilholdssted. Men efter at have boet fire år på gaden under åben himmel, er det angstprovokerende for L at sove bag lukket dør i et lille værelse. Han er bange for, at han ikke bliver lukket ud om morgenen. Og helt konkret kan han ikke finde derud. Derfor har Bo sat sig for at træne med L hver aften i en uge. Sidst L havde et værelse, tog det Bo to måneder at lære L at sove der om natten. - Det bliver også en lang proces denne gang. I første omgang bruger jeg en uge på det finder ham hver aften, taler med ham om, at han skal derud og sove, følges med ham derud og bliver hos ham et stykke tid. I mandags tog det mig toenhalv time at få ham derud, han var meget vred, men tog med mig til sidst. Det lykkedes ham at falde i søvn derude, og han sov til kl. halv otte næste morgen. Tirsdag kunne jeg ikke finde ham, i går onsdag ville han ikke med derud, og i aften vil han bare derud og vise jer stedet, men ikke sove der. Så det har jeg lovet ham, og den aftale er jeg nødt til at holde, for ellers får jeg ham ikke med derud igen, forklarer Bo. Får dårlige tanker 12 eren kommer. - Husk, at du ikke må ryge inde i bussen, minder Bo L om på vej ind. Igennem vinduet kan L se byen flimre forbi, da bussen er i fart. - Kan du huske, hvor vi skal af, vil Bo vide. - Nej, L holder blikket fast på vinduet og virker lidt nervøs. - Hvad ville gøre det lettere for dig at sove derude, spørger Bo. - Ikke sove derude, svarer L. - Men forstår du, hvad jeg siger hvad ville være godt for dig, hvis du Han skal lære at falde i søvn herude, uden at jeg sidder ved siden af. skulle sove derude, prøver Bo igen. L svarer undvigende. Han fortæller, at han får dårlige tanker om alt det, der er gået galt i hans liv, hvis der er stille, når han ligger og skal falde i søvn. Bo prøver igen: - Ville det være godt, hvis Susanne (L s veninde, som han er meget glad for, red.) ventede på dig derude og skulle sove der sammen med dig, så du ikke var alene? - Ja! Det ville være godt, svarer L og ser glad ud ved tanken. Nøglekortet driller Bussen stopper på Sundholmsvej. På fortovet spørger Bo: - Hvilken vej skal vi? - Her, siger L og går uden tøven til venstre. - Bingo! L vandrer af sted med sin pose, der stadig klirrer. Sundholms bygninger ligger spredt over et stort område. Nu er her stille og øde, kun lidt råben fra et værelse, hvor vinduet står åbent, høres over de mørke veje. L går usvigeligt sikkert ligeud, men misser indgangen til den fløj, hans værelse ligger i. Næste hurdle er døren. L har sit eget nøglekort af plastik, magen til dem, de fleste hoteller har. Kortet skal stikkes ind og hives hurtigt ud af en smal revne ved håndtaget. Men det driller. L får ikke kortet hurtigt nok ud og kan ikke få døren op. - I mandags tog det 35 minutter, siger Bo, som tilbyder at hjælpe L. I det samme kommer to medarbejdere fra den etage, L bor på. I forvirringen med de mange mennesker går døren op. L er tydeligt nervøs ved alt det postyr. Han styrer i høj fart op ad trapperne og kommer til at gå en halv etage for langt. Han fumler igen med kortet i næste dør og endnu en, inden han med et tungt pust kan sætte sig på sin seng. Klokken er kvart i ni. Skaber en relation Værelset er under ti kvadratmeter, udstyret med en enkeltseng, et sofabord, en stol, et stort tv, et lille køleskab og et skab til tøj. Der ligger lidt på hylderne, men L ved ikke om, det er hans. TV, et kan kun vise sne, fordi beboerne selv skal medbringe et antennekabel. Men i fællesstuen står et endnu større fjernsyn, som fungerer. Her er også et køkken og et fælles spisebord. De to medarbejdere er glade for at se L. De synes, det er ærgerligt, at L ikke kommer her oftere, men de har ikke selv mulighed for at lave opsøgende gadearbejde og på den måde hjælpe med at få ham herud. Til gengæld har de lidt aftensmad klar til ham, som de varmer i mikrobølgeovnen. Æggekage på rugbrød. L spiser to portioner alene på værelset. Imens taler Bo med de to medarbejdere. - Min taktik er at skabe en relation mellem jer og L, så han bliver tryg ved jer og stedet. Det er det, han har brug for. Så skal han nok komme. I starten vil jeg være her, men han skal lære at falde i søvn herude, uden at jeg sidder ved siden af. Og det gør han, når han er tryg ved jer. Men det er et problem, at han ikke kan huske vejen; derfor træner vi at tage bussen i stedet for bare at køre herud i min bil, siger Bo. Snakken bølger lidt frem og tilbage. Bo fortæller, hvad han ved om L s baggrund. Om stemmerne i hans hoved. Og om at han er for dårligt fungerende til at bo på gaden. - Han er ikke en typisk posemand på den måde, at han afviser kontakt med andre tværtimod. Men han kan ikke passe ordentlig på sig selv. Han kan ligge og sove næsten uden tøj på, selvom det er frostvejr. Han bliver jævnligt overfaldet og mister sine ejendele, og hvis nogen slår ham, er det ham, som undskylder. Derfor er vi gået ind i sagen. Ellers ville det være et spørgsmål om tid, før han døde på gaden. Ville gerne sove længe - Aaaaaaa. Lyden kommer fra L s værelse. - Så sover han, konstaterer Bo, som kort forinden har været inde og tage støvlerne af ham. Klokken er Han er varm, mæt, og jeg sidder herude. Så tør han godt falde i søvn. Men han kan også godt blive magelig. Sidste gang han havde et værelse, kan jeg huske, at vi havde en aftale om at spise frokost sammen en dag. Da han ikke dukkede op, blev jeg bekymret og tog hjem til ham for at kigge efter ham. Der lå han under dynen med fjernbetjeningen i hånden og svensk TV kørende. Da jeg mindede ham om vores aftale, sagde han: - Ikke i dag, Bo. I dag vil jeg sove længe. Da var klokken tolv, griner Bo. - Men nu er jeg selvfølgelig nødt til at sidde her, indtil han vågner. For jeg havde jo aftalt med ham, at han ikke skulle sove her, så hvis han vågner, og jeg er væk, har jeg ikke holdt aftalen, og så får jeg ham ikke med herud igen, siger Bo og sætter sig godt til rette i sofaen. Hans vagt slutter kl. seks i morgen tidlig. *** L vågnede omkring midnat og ville tilbage til byen. Bo og L fulgtes i bussen ind til Rådhuspladsen, hvor de drak en kop kaffe sammen på en bænk, inden Bo gik videre ud i natten for at se til på nogle af byens andre gadehjemløse. L og Susanne er begge anonyme i artiklen, men redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet. 12 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

8 Almer Simonsens uniformsjakke stammer fra Grønlandsfly og har Troubadouren trykt på ryggen og en mindre mængde medaljer og badges hæftet på brystet. Winchestermedaljen på højre bryst betyder mest, for det var hans første som en gave fra Ingenting. Troubadourens tips til nye landevejsriddere Villaejer og vagabond Tre gange om året skifter den 53-årige villaejer Almer Simonsen identitet og bliver landevejsridderen Troubadouren. Af Morten Bruun Nu lokker atter de lange veje, og jeg har flikket de gamle sko. Og jeg har skåret en grøn skalmeje bag piledammen i Holstebro. Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse Almer Simonsen har et særligt blik i øjnene, når han går rundt i villaen i Skovlunde og nynner Skærsliberens Forårssang. Som den eneste herhjemme er førtidspensionisten og visesangeren fra den københavnske forstad medlem af såvel en grundejerforening som Sammenslutningen af Vagabonder og netop nu, hvor våren ligger på lur på den anden side af ligusterhækken, er det igen ved at være tid til at snøre traveskoene. Tre gange om året bytter den 53-årige far og bedstefar Berlingo en ud med barnevognen og skifter identitet fra Almer til Troubadouren. Sådan hedder han blandt de danske fuldtidsvagabonder, for guitaren er hans uundværlige følgesvend i de sammenlagt seksotte uger om året, han sliber sakse, solskin og dagligt brød. - Jeg tager af sted, når jeg har brug for at rydde op i hovedet og finde noget fred og ro, siger Almer Simonsen, der tager imod os på en adresse, som med drivhus, udestue, fjernbetjening og fladskærm ligger langt væk fra den slags friværdi, han samler op på landevejene. Faldt for Ingenting Almer Simonsen arbejdede i en trælasthandel, da han midt i 90 erne blev ramt af stress og skilsmisse og i lang tid blot sad og kiggede ind i væggen. Der blev han siddende, indtil hans nye kæreste spurgte, om det ikke var på tide at realisere drømmen om at købe en brugt barnevogn og gå fra Skagen til Fakse som spillemand. Det er 12 år siden, men skæbnen ville, at han den sommer aldrig nåede til Fakse. På vej ud af Skagen opdagede han, at der var marked i Hjallerup, og der mødte han vagabonden Ingenting. - Det hedder han altså, og han tilbød mig følgeskab. Han kunne se, at der var penge i min guitar. Til gengæld tog han mig i lære som skærsliber, præsenterede mig for vagabondsamfundet og det interne moralkodeks og krævede, at jeg lagde mit dankort væk. Den slags bruger vagabonder ikke. - Ingenting er et fantastisk menneske, som af princip aldrig går i modvind. Kun i medvind og sidevind. I øvrigt et fornuftigt princip, når man har en barnevogn foran sig, noterer Almer Simonsen. Blev døbt i 51 øl Makkerparret var sammen i tre uger, men var kun nået til Horsens, da Troubadouren måtte tage afsked med sin nye ven med et på gensyn. Efter den sommer var Almer Simonsen nemlig solgt til landevejen og han var pavestolt, da han i forbindelse med vagabondernes årlige træf og gøglergudstjenesten på Egeskov Marked i 2001 blev accepteret som officielt medlem af familien. - Jeg blev døbt af stodderkongen, som hældte en øl ud over mig. Bagefter kom de andre til og hældte 50 øl ud over mig, og så siger traditionen, at man ikke må skifte tøj i tre dage. Det lugtede, men det var til at leve med. Jeg var bare så beæret og overrasket over at blive indstillet til dåb. - Den respekt, de har vist mig, betyder enormt meget. Det er de mest ærlige mennesker, man kan møde. De stjæler, snyder og slår ikke og holder indbyrdes justits efter et flot moralkodeks. Selvfølgelig kan der være små intriger, men de løses, når vi holder landsting på Egeskov Marked. Her er alle med til at afgøre diverse uoverensstemmelser. I øvrigt skal man aldrig have medlidenhed med en vagabond. Deres baggrund kan være trist, men de har selv valgt det liv, siger Almer Simonsen som i øvrigt arbejder som frivillig i Hjemløsehuset på Falkevej i København, når han ikke er vagabond. Spiller på et værtshus Ingenting lever stadig, men det er hovedsageligt Klovnen, Troubadouren slår følge med, når han i dag banker på hos Fru Danmark for at slibe knive, plæneklippere og hæksakse: - Til gengæld får vi penge eller mad, men somme tider er vi også nødt til at tigge en skilling. Det har været det sværeste for mig. Jeg vil helst levere noget for pengene, så det er godt, hvis vi hen under aftenen finder et værtshus, hvor vi køber to øl, og en kunde beder mig give et nummer på guitaren. Så falder der penge af i vores Madam Blå-kande, siger Troubadouren, der altid skal spille Skærsliberens Forårssang. Drømmer du om at blive stodderkonge? - Nej. Med min baggrund vil det ikke være fair over for de andre. Men af hensyn til mit ry og rygte blandt vagabonderne har jeg også sagt til naboerne her i Skovlunde, at jeg heller ikke vil stille op til grundejerforeningens bestyrelse, fortæller han. mob@redaktionen.dk Der findes ca. 230 vagabonder i Danmark. Langt hovedparten af landevejsridderne tilbringer vintermånederne på herberger eller i små fælleslejligheder, mens tæt på 30 af dem skønnes at være vagabonder hele året. Alle får typisk en form for pension som supplement til deres øvrige indtægter. Det anslås, at halvdelen er vokset op på børnehjem eller i plejefamilier de øvrige har valgt landevejen som følge af f.eks. skilsmisse eller konkurs. 150 af de 230 vagabonder mestrer ligesom Troubadouren skærsliberfaget. Den vagabonderende visesanger Almer Simonsen optræder jævnligt til fester med samleveren Britt. Parret har udgivet to cd er, Kun For Sjov og Som Vi Ser Det, og nu planlægger han en solo-cd med vagabondmusik. Som skærsliber og spillemand har Troubadouren både slibesten, værktøj og guitar med. Resten af det overskuelige standardudstyr har han hovedsageligt klunset sig til. Under barnevognen har han et telt, men det har han ikke brugt i mindst fem år. - Man skal tænke sig godt om, når man pakker barnevognen. Den skubber ikke sig selv... Sådan lyder det solide staldtip fra Troubadouren til de Hus Forbilæsere, der planlægger at springe ud som vagabond eller blot pusler med tanken om at henlægge dette års sommerferie til en look-a-like-tur på de danske landeveje. Han taler af erfaring, for på sin første tur medbragte han selv overflødig luksus som fire sæt tøj, to par sko, gummistøvler, regntøj, barbergrej, shampoo og deodorant. Efter mere end ti år som deltidsvagabond anbefaler han følgende standardudstyr i barnevognen: En ordentlig sovepose, liggeunderlag eller luftmadras, to presenninger (en til at dække barnevognen med, en til at dække jorden om natten), flagermuslygte (den giver både lys og varme), spritkogeapparat, dyb tallerken (plast), krus, bestik, thermokande, en meget skarp kniv, en vanddunk, en tandbørste, toiletpapir eller køkkenrulle (bruges også til opvask), en mobiltelefon (nødvendig livline) og ét ekstra sæt tøj. - Man skal kun skifte tøj, når man har været i bad, indskærper han og foreslår præstegårde og idrætshaller som gode steder at gå hen, når man skal låne en bruser. - På præstegårdene falder der også tit et måltid mad af, siger han og skamroser i samme åndedrag danskernes generelle behandling af vagabonderne procent er flinke, resten er enten selvoptagede eller regulære dumme svin. Dem går man uden om. Mad? - Vagabonder lever af at sælge smil. Hvis du kan få folk til at smile, kan du også få dem til at smide en femmer. På en normal dag rækker 150 kr. rigtig langt så er der både til tobak, mad og noget at drikke. Overnatning? - Det er godt at slå lejr under halvtaget til den lokale brugs. Uddeleren møder gerne tidligt og serverer tit morgenkaffe. Man kan også holde øje med tomme huse, der er til salg. Der kan man godt snige sig til at sove i carporten. Det sker også, at folk inviterer os til at overnatte i deres udestue. Endelig er der for eksempel Kirkens Korshærs varmestuer. De er gratis og findes efterhånden også i mindre byer, fordi der er nedlagt så mange psykiatriske sengepladser. Prisen? - Jeg har 200 kr. med hjemmefra, så jeg altid kan komme hjem, hvis jeg bliver syg. Dem har jeg aldrig fået brug for, så det er altså billigt og så er det i øvrigt en skøn måde at opleve Danmark på. Bare at gå under åben himmel og høre lærken synge hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

9 Fik sin søn igen efter 12 år Det er svært at holde kontakt til børnene, når man har kastet sig ud i et liv på gaden. Det ved Johnny og hans søn Nicolai alt om. Men Nicolai insisterede på at få sin far tilbage, og efter en lang jagt var det en avisartikel, der gav ham det afgørende spor. Selvom Johnnys søn er begejstret for at have fået sin far igen, er han stadig lidt flov. Han vil ikke have, at hele verden ser ham som drengen med den hjemløse far, og derfor er det kun Johnny, der er med på billedet. Johnny er til gengæld stolt af, at sønnen har givet ham styrken til at droppe stofferne og endelig få sit liv på ret kurs. Af Pelle Amundsen Johnny har altid haft to aftaler med sin søn: Ligegyldig hvad, så lyver de ikke for hinanden. Og ligegyldig hvad, så må de aldrig glide fra hinanden. Men da Johnny beslutter sig for at være fuldstændig ærlig og fortælle sin søn, at han tager heroin, er det alligevel begyndelsen på 12 lange år, hvor far og søn ikke ser hinanden. En lang række af misforståelser betyder, at de begge tror, at den anden ikke vil ses. Og mens Nicolai vokser fra dreng til ung mand, sumper Johnny ned i stoffer, bajere og et liv på gaden. Johnny bliver fast inventar på Sundholm, og det er også her, en medarbejder, for et års tid siden, kommer og prikker ham på skulderen. - Han siger, at min søn vist står udenfor og leder efter mig. Jeg fik med det samme ondt i maven, jeg rystede over det hele, og jeg har også fået af vide, at jeg blev tomatrød i hovedet, fortæller han. Johnny overvinder nervøsiteten og lusker udenfor, hvor han ser sin søns mor sammen med to mænd. - Så hopper jeg ud og siger heeeej og giver den ene af mændene et kæmpe kram. Men det er bare ikke Nicolai, jeg krammer, det er hans onkel, fortæller en tydeligvis flov Johnny her et år efter genforeningen. Nicolai kan sagtens huske den noget akavede første hilsen, men det ødelagde ikke noget. - Det tog jeg slet ikke så tungt. Johnny havde også fået briller, siden jeg så ham sidst, så det undskylder ham måske en smule, husker han tilbage med et grin. Masser af misforståelser Nicolais barndomshjem var præget af forældrenes hårde festliv. Og han var ikke mere end fem år, før moren fandt en ny mand, og Johnny røg i fængsel for at sælge hash. Men Nicolai bliver alligevel ved med at se sin far regelmæssigt. Johnny lægger ikke skjul på, at han har valgt en anden vej i livet end den snorlige. Han gør meget ud af at fortælle Nicolai, at de aldrig må lyve over for hinanden, og at de altid skal ses, ligegyldig, hvad Johnny roder sig ud i. Da Nicolai bliver 16 år, mener Johnny, at sønnen er gammel nok til at høre sandheden om hans heroinmisbrug, og han lægger kortene på bordet. Det er en stor mundfuld for Nicolai, og han vil gerne lige sunde sig. Så han beder sin far om at gå. Det er sidste gang, de to ser hinanden de næste 12 år. Johnny forsøger et par måneder senere at besøge sin søn, men får at vide af en bekendt af morens familie, at hun er flyttet til Jylland, og Nicolai er taget med. Johnny er sikker på, at sønnen har lagt ham på is, efter han har fortalt, at han tager sprøjten frem, når virkeligheden skal jages på afstand. Udsigten til ikke at se sin søn sender Johnny længere ud i sit misbrug. I dag ærgrer Johnny sig over, at han ikke vidste, hvordan det virkelig hang sammen dengang. For selvom moren rigtignok flyttede til Jylland på et tidspunkt, så var Nicolai blevet så gammel, at han blev boende, hvor han altid havde boet. Og Nicolai fattede ikke, at faren aldrig kom forbi, som han plejede. - Det er da rigtigt, at han var irriterende, den sidste gang vi sås. Det med, at han tog heroin, havde jeg hørt rygter om, så det var ikke den store overraskelse. Men han var fuld og ville ikke gå, så jeg endte med at smide ham ud. Men det var ikke mere alvorligt, end at jeg var sikker på, at der højst ville gå et halvt år, før det var fint igen, siger han. Men årene gik, og Johnny kom aldrig forbi. Johnny dukker op i en avis En dag erkender Nicolai, at det er ham, der bliver nødt til at gøre noget, hvis han skal have sin far igen. - Jeg var forbi folkeregistret flere gange, men de må ikke fortælle noget. Så tog jeg rundt til de forskellige herberger, men han var der aldrig, når jeg var der. Og når jeg var inde i byen, så gik jeg altid forbi de steder, hvor jeg vidste, han havde hængt ud. Men Johnny er som sunket i jorden. Indtil en dag, hvor Nicolais onkel sidder og bladrer i Nyhedsavisen på vej til arbejde. Her ser han pludselig et billede af Johnny, der er med i en artikel, hvor han fortæller om at være Hus Forbi-sælger. Men meget vigtigere, så fortæller Johnny, at han holder til på Sundholm. Onklen er ikke i tvivl om, hvad han skal gøre. Og mindre end to Jeg var nervøs for, hvad han ville sige til, at jeg bare mødte op. Jeg frygtede jo, at han ikke gad se mig, når han ikke var kommet forbi i alle de år. timer efter, at han har set Johnny i avisen, mødes han med Nicolai og hans mor for at tage til Sundholm. Nicolai husker tilbage på sommerfuglene, der væltede rundt i hans mave. - Jeg var nervøs for, hvad han ville sige til, at jeg bare mødte op. Jeg frygtede jo, at han ikke gad se mig, når han ikke var kommet forbi i alle de år, fortæller han. Men da han ser, hvor glad Johnny bliver, forsvinder tvivlen. Den dag ender de alle sammen hjemme hos Johnny, hvor de taler til langt ud på aftenen. En uge efter er Nicolai med til Johnnys fødselsdag, og far og søn er for alvor gået i gang med at finde ind til hinanden igen. - Vi har været en del alene bare os to, hvor vi virkelig får talt om vores liv, og hvad der er sket siden sidst, fortæller Nicolai. Men selvom de har talt ud flere gange, er der stadig én ting, de ikke helt kan blive enige om. - Vi kan ikke rigtig finde ud af, hvordan vi kunne blive væk fra hinanden i 12 år, siger Nicolai. Johnny har et par gange forsøgt at finde sønnen, men det er hver gang løbet ud i sandet. - Et halvt år før han dukkede op, skrev jeg faktisk et brev til ham. Der skælder jeg ham ud og fortæller, at jeg synes, han er et røvhul. For vi havde jo en aftale om, at vi altid skulle ses lige meget hvad, siger Johnny. Det var meningen, at brevet skulle sendes til Nicolais mormor, der skulle give det videre, men det kom aldrig af sted. Find dine børn og lev længere Johnny fik alligevel sin søn tilbage kort tid efter, og han giver en opsang til andre hjemløse, der også har rod i forholdet til deres børn. - Hvis man er i stand til at give sine børn bare det mindste, vil man få rigtig meget ud af at se dem. Det giver en kæmpe tilfredsstillelse og et kraftigt pust til at komme videre. Man vil ofre sit eget liv for sine børn. Og derfor vil jeg også sørge for at være i live så længe som muligt, når jeg nu endelig ser min søn igen, siger han. Johnny er 54 år og er for første gang i 18 år fuldstændig clean. Han giver sønnen det meste af æren for, at han nu har styrken til at holde sig fra stofferne. - Det seneste år har det været helt småborgerligt et par gange, fortæller han og griner. Den genforenede familie har været på Bakken, i biografen og ellers bare lavet, hvad familier nu laver. Johnny bor i dag sammen med sin kæreste i en lejlighed på Amager, og det er en stor hjælp, at han har sit eget sted, når han skal ses med sønnen. Johnny forstår ikke, hvorfor der ikke er flere lejligheder, som hjemløse kan låne, når de skal ses med deres børn. Hvis man skal ud af et misbrug, er den bedste kur at se sine børn, mener han. - Det er tydeligt, at folk virkelig gør noget ud af sig selv, når deres børn kommer på besøg. Så drikker de ikke, og de er ikke høje, fastslår han. 16 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

10 Skæve huse til grønlændere sat i bero Foto: Flemming Schiller Køb en t-shirt og klæd en hjemløs på I kølvandet på satspuljeforhandlingerne på Christiansborg lagde Christian H. Hansen (DF), formand for Folketingets socialudvalg, vejen forbi Hjemløsehuset på Falkevej. Ud over en snak med flere af beboerne fik han også spist frokost med Chopper (th.). Hjemløsehuset sikret 17 millioner kr. over fire år. Det er, hvad Hjemløsehuset i København har fået ud af satspuljeforhandlingerne. Beløbet sikrer husets eksistens i hvert fald de kommende fire år. Af Simon Ankjærgaard Hjemløsehuset på Falkevej vil de næste fire år modtage i alt 17 millioner kroner fra satspuljen. Det glæder Stig Tarnow, daglig leder af Hjemløsehuset. - Satspuljebevillingen sikrer Hjemløsehusets økonomiske fundament for de næste fire år. Udover satspuljebevillingen modtager vi også kroner fra Københavns Kommunes 18-pulje, hvilket svarer til knapt 14 procent af det samlede offentlige tilskud, men satspuljemillionerne er klart dét, der bærer Hjemløsehuset, siger han. Generelt fik hjemløseområdet en stor portion af kagen ved satspuljeforhandlingerne på Christiansborg; i alt 500 millioner kroner over de næste fire år. Millionerne skal fordeles mellem de kommuner, hvor hjemløseproblemet er størst, og i Københavns Kommune ser socialborgmester Mikkel Warming (EL) gerne, at der bliver bygget flere skæve boliger. - Jeg ser gerne, at vi blandt andet bruger pengene på nogle af de udbud, vi allerede arbejder med, såsom skæve boliger. Der er brug for et alternativ til de normale boliger. Men vi skal også arbejde med vejen fra gaden og herbergerne og ud i de skæve boliger, siger han til internetavisen Altinget.dk. Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, stiller sig skeptisk over for effekten af de 500 millioner kr. - Jeg kunne godt have tænkt mig, at man satte nogle mere konkrete mål. Som for eksempel at ville reducere antallet af folk, der bor på herberger med 25 procent. Med denne strategi ved vi ikke, hvad der konkret skal opnås, siger han. Projektet med at etablere ca. 10 skæve boliger for hjemløse med grønlandsk baggrund i Husum er i øjeblikket stillet i bero. Projekt Illu Illu betyder hus på grønlandsk blev ellers vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation tilbage i 2000, men den endelige realisering af planerne har lange udsigter. - Projektet er ganske rigtigt stillet i bero, men det er ikke opgivet. Vi har tegninger af projektet, vi har en grund, og vi har brugerne. Det er boligselskabet KAB, der skal forestå byggeriet, men pengene mangler, simpelthen Landsforeningen SIND, Århus Amtskreds FRIVILLIG ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at holde personlig kontakt. Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende samvær med andre frivillige. Lad os få en snak, hvis du er interesseret. fordi det i øjeblikket er for dyrt at bygge. Det hænger ganske enkelt ikke sammen økonomisk, når byggeriet skal finansieres af huslejen, der er fastsat til kroner om måneden, siger Andreas Nawrocki fra Københavns Kommunes socialforvaltning. Forvaltningen har bedt KAB om at søge ekstra midler og fonde, ligesom man afventer de konkrete udspil i kølvandet på de 500 millioner kr., der blev bevilget til hjemløseområdet i forbindelse med satspuljeforhandlingerne på Christiansborg. - sia Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Århus, Gitte Troelsen, tlf.: eller mail: sindnetaarhus@sind.dk Brian Sørensen har koordineret de frivillige i det nu lukkede nødherberg for østeuropæiske hjemløse i København. Nødherberg lukker før tid - Det er jo hamrende hårdt at have nattevagt, når man har et fuldtidsjob ved siden af, fortæller Brian Sørensen fra Projekt Udenfor. Han har haft ansvaret for at koordinere det frivillige arbejde bag det nu lukkede nødherberg for østeuropæiske hjemløse i København. Nødherberget blev oprettet den 28. januar i år efter, at velfærdsminister Karen Jespersen (V) i slutningen af december 2007 truede med at stoppe de offentlige tilskud til herberger, der lukkede østeuropæiske hjemløse ind. Begrundelsen lød, at Danmark ikke skulle være Europas varmestue. Bag nødherberget der blev oprettet i Arbejde Adlers Hus på Nørrebro i København stod en række organisationer, der arbejder med hjemløse, bl.a. Projekt Udenfor, Københavns Domkirke, Omsorgsorganisationernes Samråd og Hus Forbi. Herberget blev drevet udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft, men måtte lukke i slutningen af februar ca. en måned før planlagt pga. mangel på frivillige. - Vi har nu fået en række erfaringer, som vi kan trække på, hvis vi vælger at oprette et nødherberg til næste år. Men jeg håber da, at det offentlige i mellemtiden vil påtage sig ansvaret for de gadehjemløse østeuropæere, som er helt på herrens mark heroppe, fortæller Brian Sørensen. Da nødherberget lukkede benyttede omkring 20 udenlandske hjemløse tilbuddet. - jalini T-shirt firmaet Double Bob kombinerer nu det kommercielle med det humanitære. Deres t-shirts sælges i ni københavnske butikker, og for hver t-shirt, der bliver solgt, bliver en hjemløs klædt på med en tilsvarende. - Vi tager udgangspunkt i de unges stigende forbrug af t-shirts, samtidig med at der bliver flere og flere mennesker, der lever på gaden, siger de to ejere, Jesper Hintze og Johan Amhild. Firmaet laver hver måned en oversigt over de t-shirts, der blevet solgt, herunder hvilke motiver der var på trøjen, og giver herefter besked til deres distributionskanaler, blandt andet Morgencaféen ved Blågårds Plads. - De sørger så for, at det samme antal t-shirts med de samme motiver bliver leveret til de hjemløse, siger de to bagmænd. Læs mere på - sia Flere udenlandske prostituerede Danmark har efterhånden de mest lempelige regler for prostitution i Europa, og det betyder, at flere og flere udenlandske prostituerede strømmer til. Sådan lyder det fra blandt andet Reden, der har opgjort, at andelen af udenlandske kvinder er steget med 20 procent og nu udgør i alt 38 procent af de besøgende. Reden er sammen med 21 andre organisationer med i initiativet Forbyd sexkøb nu. Sverige forbød køb af sex for flere år siden, og et lignende forbud er på vej i Norge. - sia Nakskov får Danmarks første gadehospital Lolland Kommune får som den første i landet et mobilt gadehospital for alkoholikere, stofmisbrugere og hjemløse. Hospitalet, der står klar til maj, er blevet til i et samarbejde mellem social- og psykiatrisektoren i Lolland Kommune, Frelsens Hærs værested og herberg i Nakskov. Sundhedsstyrelsen har ydet et tilskud på 2,5 millioner kroner. - sia Penge til tøj 29. marts modtog Hus Forbi kroner fra Storkøbenhavnske Odd Fellow logers humanitære fond til køb af tøj til Hus Forbis sælgere. - sia 18 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

11 Malawi er et af verdens fattigste lande, og selvom familien for det meste udgør et fintmasket socialt sikkerhedsnet, falder flere børn igennem og ender på gaden. Hawadi, som nu drømmer om at blive læge og hjælpe de syge i Malawi. Han kommer på Chisomo Centeret to dage om ugen for at modtage undervisning i livsfærdigheder, spise en omgang mad og spille fodbold med de andre drenge. - Vi syntes, det var fedt, at de hvide gav os penge, men det skabte et afhængighedssyndrom i mig og drengene. Vi var så afhængige af dem, der gav, at vi ikke kunne stå på egne ben og var fanget i at tigge. Det var ikke engang særlig meget, vi tjente, og uden uddannelse kommer man jo ikke langt, siger Hawadi eftertænksomt. - I dag lærte vi om forskellen - Ej, jeg tror virkelig på uddannelse. Det er vejen frem, helt klart, skynder han sig at fastslå. Derfor er han også glad for den undervisning, som børnene modtager på Chisomo. - Jeg er glad for undervisningen i livsfærdighed, især når vi taler om børns rettigheder og afholdenhed fra sex for at undgå at få HIV. At vi må tro på det, vi vil, og at vi ikke må stjæle, kan jeg huske de fortalte om, siger han eftertænksomt. - Vi lærer at tage ansvar for vores eget liv og at have pligter, og det der med rettighederne handler jo også om mine rettigheder, så det kan jeg godt lide, smiler Tikhala stort. Når jeg bliver stor, vil jeg også være læge, men det skal være for gadebørn, og jeg vil hjælpe og vejlede dem og kæmpe for et land uden fattigdom. Tilbage til fremtiden for Malawis gadebørn Chisomo Childrens Club hjælper Malawis gadebørn hjem til deres familier og landsbyer og giver dem nye håb og drømme for fremtiden. Af Anja Lillemæhlum Foto: Mikkel Østergaard, Scanpix Mørket sænker sig over hovedstaden Lilongwe i Malawi. Kvinder med farverige tørklæder, babyer og indkøbsposer lunter ud af det oplyste indkøbscenter i den gamle bydel. Et par gadedrenge står med fremstrakt hånd og venter på ti kwacha (ca. 40 øre, red.) fra den næste hvide turist. Butikker lukker, og nattevagter sætter sig klar på verandaerne, mens et par af gadebørnene lægger sig til rette på papkasser i hjørnet. I modsætning til i Danmark, har børn i Malawi et stort socialt sikkerhedsnet i deres landsby, hvor fænomenet storfamilie stadig er meget udbredt. Alle kaldes brødre og søstre, og har et barn mistet sine forældre eller sin værge, vil andre i landsbyen sandsynligvis tage barnet til sig. Men samtidig er mange familier fattige, og derfor kan det være svært at brødføde endnu et barn, hvis børneflokken i forvejen er stor. Og derfor havner nogle børn i Malawi på gaden. Troede, de solgte børn På Chisomo Centeret sidder tre drenge på blå plastikstole og dingler med benene, mens de kigger nysgerrigt og lidt skeptisk på mig og min mikrofon. Centret rådgiver gadebørn i Malawi og hjælper dem, hvis de vil hjem til deres familier. En af dem er Hawadi Jafai på 14 år. Han er nu flyttet hjem til sin mor, der har fået rådgivning hos Chisomo og har taget et lån. - Jeg boede på gaden i to år, fortæller Hawadi. Med hæs og genert stemme fortæller han om livet på gaden. - Nogle gange, når jeg havde tjent noget, kom de store og slog og sparkede mig for at tage mine penge. Jeg tjente gerne mellem kwacha (ca. fire kroner) på en dag. Penge, jeg fik af de hvide. Vi sov tit på butikkernes verandaer på pap, og jeg var kun bange, hvis jeg skulle sove alene. Jeg gik ikke i skole. En dag kom der nogle fra Chisomo, og jeg var bange for dem, fordi jeg troede, de solgte børn og måske ville misbruge mig, men de købte et godt måltid mad til mig og snakkede med mig, husker Hawadi. Dagen efter tog Hawadi hen på centret, hvor medarbejderne fortalte, at de ville hjælpe ham og hans familie. - De spurgte, om jeg ikke ville prøve at tage hjem og starte i skole igen. Jeg havde ikke lyst, for hjemme var der normalt ikke mad til os alle, og mine søskende og jeg tiggede på gaden, fordi vores far er død, og min mor ikke tjente penge. Jeg delte ikke mine penge med familien og kunne godt lide at kunne købe det, jeg havde brug for selv, siger Hawadi skamfuldt. - Jeg var bange for at tage hjem og fortælle, hvor jeg havde været, men efter et par dage accepterede min mor mig. På Chisomo lavede de en lille mappe om mig, og fordi min mor har taget et lån, kan hun nu sælge kul og køkkengrej på markedet. I skolen tog de sig også pænt af mig, da jeg kom tilbage, fortæller mellem børnearbejde, hvor vi ikke bliver ordentligt betalt og udnyttet, og så arbejde, hvor vi får god løn og gode arbejdsforhold. Mor var glad for at se mig - Jeg var så træt af at være storebror til seks søskende og at være sulten, så jeg begyndte at være mere i byen for at finde noget bedre, fortæller Tikhala Chilewbwe på 15 år. - En af mine venner hang meget ud på gaden, og han lærte mig at sælge plastikflasker og andet skrammel. En dag blev jeg derinde og sov på gaden i to døgn, men så mødte jeg en medarbejder fra Chisomo og besluttede hurtigt at tage hjem igen, hvor min mor var rigtig glad for at se mig, fordi hun havde været meget bekymret for mig, siger han med et skævt drenget smil. - Jeg arbejder selv nu om lørdagen til bryllupper, hvor jeg sælger snacks. Det tjener jeg 350 kwacha (ca. 14 kr.) på, og jeg har min egen konto her på centeret, hvor jeg sætter mine penge ind. Det er kun dem, som går i skole, der bliver hyret til serveringsarbejdet, så de fleste af os gutter passer vores skolegang, griner han. - Når jeg bliver stor, vil jeg også være læge, men det skal være for gadebørn, og jeg vil hjælpe og vejlede dem og kæmpe for et land uden fattigdom, siger han beslutsomt. Tikhalas viljefaste udmelding skaber latter og højlydte klapsalver blandt drengene i det varme og fugtige kontor, og den energiske socialarbejder, Auspicious Ndamuwa, åbner et vindue, så lyden af de mange drenge, der spiller fredagsfodboldkamp udenfor, smelter sammen med drengenes historier. Hellere tigge end sulte Henere Robeni på 12 år stirrer ned i gulvet med store poser under øjnene. Med hans spinkle, drengede, men beslutsomme stemme fortæller han om de store forandringer i hans liv, efter at han mødte socialarbejderne fra Chisomo en dag ved en skraldespand centrum af byen. - Jeg boede hos min mormor på det tidspunkt. Min mor havde aldrig penge til mad, fordi jeg har fire søskende. Jeg fik en dårlig vane med at blive hjemme fra skole og hang tit ud i min mormors bar, men der lærte jeg kun at løse mine problemer med 20 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

12 vold. Det var jo ikke så smart, for i skolen blev det ikke ligefrem bedre af det, fortæller Henere. Bedre blev det heller ikke af, at han ingen penge havde til det allermest nødvendige skoleudstyr. - Hvad ville du sige til at tage i skole uden skolebøger, kladdehæfter og en pen, på tom mave og ingen penge til mad i pausen? Så hellere tigge på gaden, tænkte jeg! Nogle gange sov jeg på gaden, og når min mormor spurgte, hvor jeg havde været, løj jeg og sagde, at jeg havde været ude og lege med mine venner. Henere skæver over til en af Chisomos medarbejdere. - Jeg er glad for, at de vejledte mig til at begynde i skole igen. Min mor tog et lån hos dem, og nu sælger hun mandazi (lokale friturestegte melboller, red.) og køkkengrej. Vi spiser tre gange om dagen, og jeg er glad for skolen, for jeg har ikke skulle tage nogen klasser om, siger han stolt og fortsætter: - Jeg vil gerne være en stærk soldat, når jeg bliver stor. Så kan jeg straffe alle dem, der stjæler, og sørge for, at alle bliver behandlet retfærdigt, siger han bestemt. - Jeg vil forsørge min familie med de penge, jeg tjener som soldat. Lige nu hjælper jeg med at sælge petroleum og majs, men jeg vil hellere sælge slik og småkager! anlime@yahoo.dk 22-årige Anja Lillemæhlum har været et halvt år i Malawi for at observere det arbejde, som Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer udfører i landet. Anja, der er uddannet cellist fra Musikkonservatoriet, arbejder i dag som frivillig for Folkekirkens Nødhjælp og som freelancemusiker. For vi træder hverandre i dyndet ned Ansvar i stedet for tiggeri Bortset fra sangen om Jens Vejmand er Jeppe Aakjærs forfatterskab for eftertiden og i den brede befolkning ikke kendt for sin sociale indignation. Men i sine levetid var Aakjær en glødende agitator for bedre vilkår for dem på samfundets bund. Malawis gadebørn skal have deres værdighed og medindflydelse tilbage, fortæller Grace Tsakama fra Chisomo Childrens Club. Af Anja Lillemæhlum Foto: Mr. Levie - Jeg havnede her, fordi jeg havde en længsel efter at hjælpe gadebørn tilbage til deres landsbyer og se dem tage ansvar for sig selv, i stedet for at tigge og stjæle på markedet og gaden, forklarer Grace Tsakama, som har været daglig leder på Chisomo Childrens Club i Lilongwe, Malawi, siden Centrets vision er at give gadebørnene værdighed og gøre dem opmærksomme på deres rettigheder, så de kan søge en varig og stabil forandring i deres liv. Gennem undervisning skal gadebørnene undgå at blive afhængige af tiggeriet og i stedet skabe deres eget håb for fremtiden, siger hun. På centret er børnene i centrum på alle niveauer. - Vi ønsker at delagtiggøre børnene i vores beslutninger. De vælger tit selv temaerne i undervisningen og skal selv godkende nye Vi siger først farvel til dem, når de klarer sig godt. socialarbejdere, der ønsker at blive ansat. Vores mål er at få børnene til se andre løsninger på deres problemer derhjemme, i stedet for at gå på gaden i Lilongwe. Vi lægger stor vægt på tilliden og kontakten mellem ansat og barn. - Når vi går på gaden og møder børnene, følger der et grundigt opfølgningsarbejde, hvis børnene er interesserede i at modtage hjælp. Vi laver faktisk fortalervirksomhed for børnene i deres egne landsbyer, for tit har de begrænsede rettigheder, når de kommer tilbage. Vi opsøger familien og går i dialog om, hvorfor barnet ikke bor i landsbyen mere. Vi sørger for, at de bliver registreret i den lokale folkeskole, og vi opsøger tit også den lokale kirke og landsbyhøvding for at så mange som muligt er opmærksomme på det hjemvendte barn, forklarer Grace. Lige nu glæder hun sig meget til de penge, som er på vej fra Folkekirkens Nødhjælps julekampagne Giv en ged. - Dem skal vi bruge til at købe lokale geder og høns, som skal fordeles blandt nogle af de tidligere gadebørnsfamilier. Det er et slags lån, så familien giver en ged videre, når den føder to, og det samme med kyllingerne. - I øjeblikket har vi givet et lille lån til 60 husholdninger styret af kvinder, så de kan starte deres egne indkomstskabende aktiviteter, fortæller Grace smilende. I modsætning til de såkaldte mikrokreditlån og andre lånetyper, forlanger Chisomo ikke renter. Kvinderne betaler ganske simpelt det samme beløb tilbage, som de har lånt. - Man kan sige, at vi uddanner familierne til en solid livsførelse, og vi siger først farvel til dem, når de klarer sig godt, understreger Grace. Grace Tsakama (i midten med hvid krave) sammen med børn fra Chisomo Childrens Club. Chisomo Childrens Club Chisomo Childrens Club er en organisation, der arbejder med at rådgive børn på gaden i Malawi og hjælpe dem med at vende tilbage til deres familie eller landsby, genoptage skolegangen og gøre den enkelte familie i stand til for eksempel at tage et lån og starte en lille business, så de kan tage sig af deres egne børn. Chisomo er en trosbaseret og ikke regeringsstøttet organisation, der blev startet af den frikirkelige menighed Living Waters Church i 1994 og som bl.a. støttes af Folkekirkens Nødhjælp i Danmark. Chisomo Childrens Club har et center i både syd-, central- og nordregionen i Malawi og laver opsøgende arbejde på gaderne i landets tre største byer for at kunne hjælpe børn, der er udsat for børnehandel tilbage til deres oprindelige landsby. Men hvis børnene ikke selv er interesserede i at blive hjulpet tilbage til deres landsbyer og genoptage deres skolegang, kan Chisomo ikke gøre mere for dem. Malawi er et af verdens fattigste lande og placeret som nr. 165 ud af 177 på FN s Human Development Index, der er en oversigt over forventet levetid, læsefærdigheder, uddannelsesniveau, levestandard og bruttonationalprodukt i de enkelte lande. Eleverne på Chisomo Childrens Club får undervisning i livsfærdigheder. Foto: Anja Lillemæhlum Af Peter Kyhl Olesen Foto: Jenle - Dersom der ikke var en flok halsende køtere, der besudlede fælgen på min triumfvogn, ville det ikke være, som det skulle. De hvasse ord kom fra Jeppe Aakjær, da Skive Folkeblad i 1926 interviewede ham i forbindelse med hans 60 års fødselsdag. Fejringen den 10. september 1926 var storslået. På Københavns Rådhus blev han modtaget af ovationer, sange og taler uden lige. Under festen gik to tusinde fakkelbærere gennem byen. Aakjær havde befæstet sin position som folkets digter med sanselige, følsomme og konkrete hymner og hyldest til den nære natur og menneskerne på landet. Spurven sidder stumt bag kvist, Anna var i Anders kær, Ole sad på en knold og sang, Jeg er Havren og Sneflokke kommer vrimlende var således for længst kommet ud af blækhuset. Festens midtpunkt var naturligvis stolt over al den ære, der vederfarede ham. Dog vidste han, at der her midt i al herlighedens pomp og pragt var dryppet malurt i lykkens bæger. Det var de fire hovedstadsblade, der havde taget initiativet til fejringen på den betingelse, at det kun var digteren Jeppe Aakjær, der skulle fejres. Agitatoren og samfundsrevseren af samme navn skulle under ingen omstændigheder frem i lyset. Det var den ikke uanselige pris, han måtte betale. De hvasse ord i starten skal nok ikke sættes i direkte sammenhæng med selve fødselsdagsfestivitasen, men sikkert og vist var det, at Aakjær var helt på det klare med, at han på grund af sin sociale agitation ofte måtte finde sig i at blive beklikket på sin hæder og ære af kritikere og modstandere. Kilden til dette gik 22 år tilbage, Jeppe Aakjær havde måske ikke det samme retoriske talent som børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe, men med sin sammensmeltning af improvisation, poesi og alvor formåede han alligevel at tryllebinde sit publikum som her ved markfesten i byen Aakjær i da Jeppe Aakjær i 1904 udsendte romanen Vredens Børn. Barneskrig i natten Til mine landlige erindringer hører også denne om tjenestedrengen, der fik prygl ved husgavlen, når husbonden efter endt dagværk tog hævn over manglende opsyn. Disse barneskrig vil ikke ud af min erindring. De lød så lange og hjælpeløse gennem den duggede nat. Tjenestedrengen var overalt en rastløs og en næsten til det forbryderiske lille person. Tonen er slået an. Vredens Børn fremstår til allersidste side som et hudløst ærligt anklageskrift, der uden omsvøb går i rette med husbondens nederdrægtige udnyttelse af forsvarsløse trælbundne og forkuede mennesker. Aakjær kom selv fra meget fattige kår og havde derfor jord under neglene, når det gjaldt om at beskrive tingenes tilstand. Med udgangspunkt i hovedpersonen, den fattige dreng Per, og egne iagttagelser er forfatterens formål at lede læseren ind i et univers af inhuman behandling, standsegoisme og følelsesafstumpethed. Inden Per drager til Amerika, gennemløber han landproletariatets tre stadier: Hyrdedreng, tjenestekarl og daglejer. Ikke et eneste sted får han muligheden for at hæve sig op på menneskelige kår. Vredens Børn giver ikke mindst et indblik i, på hvilken måde bonden indkvarterede sit tyende. Karlekammeret var et uhumsk rum, som kun var adskilt fra hestestalden ved en lervæg. For at komme til karlekammeret måtte en sø af dyreekskrementer forceres. Væggene var uden kalkpuds, loftet bestod af løstliggende lægter, så halm og støv kunne drysse ned. I disse kamre lå tyendet ofte med farlige sygdomme uden at blive ordentligt plejet og ofte uden at få lægehjælp. Der blev sjældent skiftet lagner, og sengelejet bestod af årgammel halm, hvori der ynglede det ene og det andet. Men foruden at påpege de 22 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

13 mildest talt umenneskelige forhold, vovede Aakjær også at tage et andet alvorligt problem op: Seksuel udnyttelse af tjenestedrengene. Problemet med karlekammeret har også en moralsk side. Her i disse rum lå karlene sammen to og to, hvilket naturligvis var sygdomsfremkaldende, og som oftest gav fnat. Undertiden foregik der jo ting, der var lidet opbyggelige for tjenestedrengene. Aakjær var polemiker Udgivelsen af Vredens Børn skabte stor polemik, hvilket helt og holdent også var Jeppe Aakjærs formål. Dog gik et kritikpunkt på, at den var for klichefyldt i dens personbeskrivelser af alle andre end tyendet: Der er ikke et træk eller en situation i hele denne bog, ved hvilken jeg ikke ved, om det fordres kunne jeg lægge både navn og adresse, forsvarede han sig. Gårdmændene og dem højere oppe var bestemt ikke interesseret i, at deres stand og status på nogen måde skulle anfægtes. Derfor oplevede Aakjær at blive hårdt angrebet og mange steder lagt for had. I kapitlet om Vredens Børn fra bogen Danske Samfundsromaner påvises det, at man på visse egne ligefrem truede med at skyde ham. Men Aakjær lod sig ikke kue. For vi træder hverandre i dyndet ned, var Jeppe Aakjærs motto, og Vredens Børn skulle blive startskuddet til, at han igennem artikler, foredrag og taler stædigt og indædt kæmpede for at ændre tyendets skændige forhold. I praksis handlede det om en større beskyttelse af de små tjenestedrenge, så de både fik mere søvn og skolegang, og en kontraktmæssig indskrænkning af arbejdstiderne for både børn og de voksne tyende, således at fritid blev en ret og ikke en nådesgave. Der skulle også indføres en sundhedsvedtægt, der skulle drage omsorg for, at karlekammeret skulle flyttes fra stalden og ind i beboelseshuset, og de smittefarlige senge skulle Jeppe Aakjær ( ) Forfatter af digte, romaner, noveller og skuespil. Han boede det meste af sit liv på den jyske hede. Aakjær udgav i 1906 digtsamlingen og hovedværket Rugens Sange og er mest blevet kendt for sin lyrik, hvor forskellige komponister har sat musik til blandt andet: Jeg er Havren, Spurven sidder Stumt Bag Kvist, og Sneflokke kommer vrimlende. Mens Aakjær levede var han, der selv kom fra fattige kår i skrift og tale en glødende agitator for bedre forhold for de fattigste på landet. afskaffes. Endelig skulle arbejderforsikringen udstrækkes til også at gælde landarbejdet, der skulle indføres korte opsigelsesfrister, og tyende skulle gives friere hænder til oprettelse af tyendeforeninger. Med kløgt og glød opfordrede Aakjær gentagne gange tyendet til at bryde med den trælletilværelse og det trællesind, der fulgte med at være undertrykt. Men det skulle vise sig at være sværere end som så for dem, fordi man ikke på landet havde tradition for den samme organisering blandt arbejdere som i byerne. Noget andet, der lå Aakjær meget på sinde, var en udstykning af jorden. Han imødeså en tid, hvor ingen mere skulle tjene af nød og tvang, og hvor enhver familiefar skulle gøre krav på så megen jord, som han og hans børneflok kunne leve af, til den selv stiftede hjem. Dermed ville man, som han udtrykte det, ikke mere opleve det børnemisbrug, der var et af tyendeforholdets sørgmodige sider. Aakjær havde ikke umiddelbart det samme oratoriske talent som børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe, der i de samme år agiterede for bedre vilkår for de fattigste børn i byerne. I stedet opvejede den altid til lejligheden nyskrevne tekst, hvad Aakjær ikke evnede når det gjaldt improvisation. For når Aakjær læste op, blev poesi og alvor blandet sammen i ét, og tilhørerne var tryllebundne. Efter Vredens Børn fulgte romanen På Aftægt fra 1907, der skildrede de nedværdigende forhold, aftægtsfolk måtte leve under, og Aakjær fortsatte sin sociale agitation med flere tekster og skuespil, der hårdt og kontant spiddede samfundets magthavere for deres dårskab. I digtsamlingen Mulm og Malm, der udkom i 1909, var første del, Tiden og Striden, helliget digte, der skulle give tyendet og husmændene mod og kraft til oprør mod undertrykkerne. Agitationen nyttede noget Her kommer fra dybet den mørke armé/og fodrer af verden et svar:/ skønt dagningens glimt i vor dryppende le er al den fane vi har/vi vover en kamp for vor nedtrådte ret/og løfter i vejret på skændslens bræt, den tusindårs lænke vi bar!. Denne strofe, hvis ordlyd ligger så langt fra Jeg er Havren, som det vist overhovedet er muligt, er den første fra Tyendesangen. Vredens Børn blev baggrunden for, Min hang til politik stammede fra min lyst til at se nye folkeslag komme op i lyset. Foto: Polfoto at der blev dannet en landarbejderforening, som udgav TyendeBladet, hvor digtet i dets fulde længde så dagens lys. Så det nyttede noget. Aakjær havde hverken skrevet for blinde øjne eller talt for døve ører. Med sin stædige agitation havde han således aktier i, at regeringen og rigsdagen i 1906 nedsatte en Tyendekommission. Resultatet af denne kommissions virksomhed blev på længere sigt, at regeringen og rigsdagen i 1921 helt ophævede Tyendeloven og den forhadte Skudsmålsbog. Aakjær ønskede dog ikke modsat Sabroe at gå ind i politik til trods for flere opfordringer. Dertil svarede han: Min hang til politik stammede fra min lyst til at se nye folkeslag komme op i lyset. Husmændenes, arbejdernes og ikke mindst landarbejdernes bestræbelser på at godtgøre, Tyendeloven Tyendeloven var fra 1854, og den var nærmest baseret på feudale principper, f.eks. havde arbejdsgiveren, husbonden, ret til at afstraffe sit tyende korporligt. Skudsmålsbogen blev betragtet som et brændemærke, der fastholdt tyendet i at rende fra deres plads. Tyendeloven blev afskaffet i deres menneskelige ret til også at få en plads i solen, det var egentligt alt den politik, jeg havde brug for. Jens Vejmand er evigtgyldig Digtet om Jens Vejmand er i dag så at sige det eneste kendte vidnesbyrd om Jeppe Aakjærs sociale engagement. Men hvilket vidnesbyrd. Jens Vejmand blev første gang uden nogen nævneværdig respons offentliggjort i Politiken i juni I 1907 komponerede Carl Nielsen musikken til den, og siden da er skildringen af Jens bestemt ikke blevet forbigået i tavshed. Det geniale ved digtet er, at Aakjær inddrager os, læserne, som førstehåndsvidner. Vi ser den gamle olding i lasede klæder, vi hører de monotone hammerslag, der danner fundamentet for hans triste liv. Han bliver en slags symbol for samfundets allerdårligst stillede, som sled livet igennem uden selv at få meget ud af det og uden på den måde at gøre oprør. Samtidig er det umuligt ikke at føle en harme over for undertrykkerne. Vi kan ikke andet end at fatte sympati for den hårdtarbejdende sjæl, hvis liv kun bestod af sten, men som end ikke på sin grav fik en. Beretningens umiddelbare appel er tidløs, og appellerer til alle aldersklasser på grund af dens billedlige virkemidler. Så selv om folk som Jens ikke længere findes mere, og nu hvor vejene for længst er asfalterede, så fortsætter sangen med at være en reminder om, hvor vigtigt det er at være solidarisk med og gøre en indsats for de svageste i dagens samfund. Dermed har den samfundsrevsende og stridslystne Jeppe Aakjær ikke levet forgæves. Kilder Acpo20@hotmail.com Danske samfundsromaner. Fra Henrik Pontoppidan til Leck Fischer, J.H. Schultz Forlag, Jeppe Aakjær Et moderne livs fortælling, Knud Peder Jensen, Forlaget Hovedland, Fra Undergrunden: artikler og taler Jeppe Aakjær; udvalg og forord Steen Piper, Forlaget Hovedland, Ole Espersen var en af talerne ved sidste års Minoriteternes Grundlovsdag. Bliv frivillig i Røde Kors Nye frivillige til Hovedstadens Røde Kors Har du gået og tænkt over at give nogle timers frivillig indsats, men ikke lige ved, hvad det skulle være? Så kom og hør om Røde Kors historie og få en præsentation af de mange aktiviteter, vi har, måske er der en af dem, der lige er noget for dig! Vi holder intromøder den 9. april, 6. maj eller 10. juni kl , der vil blive serveret en let anretning. Tilmeld dig pr. tlf. eller pr. mail. Se mere på vores hjemmeside. Aktivitetsleder til tryghedsopkald - en kort opringning en verden til forskel Vores tryghedsopkaldsordning består af 4 frivillige aktivitetsledere og ca. 45 frivillige ringere, der hver dag ringer til en ensom københavner for at sikre sig, at vedkommende har det godt. Som aktivitetsleder indgår du i et vagtteam og er den, der har kontakten til ringerne. Du bærer vagttelefonen en uge af gangen. En af de vigtigste opgaver er at tage affære, hvis Foto: Landsorganisationen af Arbejdsledige For fjerde år i træk lægger Christinia jord til Minoriteternes Grundlovsdag den 5. juni fra kl Igen i år skal det handle om Grundloven. Og i et bredere perspektiv demokrati og menneskerettigheder, siger Hans Schjørmann fra Landsorganisationen af Arbejdsledige, der arrangerer den specielle grundlovsdag i samarbejde med Christianias Kulturforening. Grundlovstalerne vil i år blive holdt af Ole Krarup, professor i jura, folketingskandidat og medlem af Europaparlementet, og Sten Hegeler, cand.psyk., redaktør og forfatter. - Herudover vil der være stande for grupper, der har det til fælles, at deres grundlovssikrede rettigheder er truet. Ligesom sidste år vil ikke telefonen bliver taget. Du er den, der besøger nye modtagere af tryghedsopkald, interviewer nye ringere og følger op på allerede eksisterende forhold. Er du interesseret i at høre mere, så ring til os. Medarbejder til projekt for ensomme mennesker Banen et mødested for voksne Er du mellem 25 og 50 år, har du personligt overskud og er positivt indstillet, kan du afsætte en hel aften ca. hver anden uge? Så kunne du måske være den, der er med til at støtte projektets brugere i at få etableret kontakt til hinanden. Aktiviteterne man mødes om er fx; madlavning, foredrag, film og arrangementer ude i byen. Turtjenesten udflugter for ældre ensomme mennesker Kunne du tænke dig at være chauffør eller turleder? Vi tager på ture i naturen, på museum og andre spændende steder. Som chauffør skal du Grundlovsdag for minoriteterne være i besiddelse af et almindeligt kørekort og et godt humør. Som turleder skal du drage omsorg for deltagerne og derfor have overskud og godt humør. Ring og få en snak om ordningen. Integration Vi har en række tilbud for medborgere med anden etnisk baggrund. En af de største barriere for at deltage i det danske samfund er sproget og det er derfor en af de vigtigste aktiviteter at tilbyde støtte til indenfor integrationsområdet. Vi samarbejder med sprogcentre, som fortæller os, hvem der har brug for lektiehjælp, samtaletræning eller lignende. Er du interesseret i at vide mere om det, hører vi gerne fra dig. Nordre Fasanvej 224, København N. T hrk@drk.dk det dreje sig om hjemløse, flygtninge, arbejdsløse, flexjobbere, aktiverede, førtidspensionister, christianitter, grønlændere, ordblinde med mere, siger Hans Schjørmann. Ved Hjemløses Venners stand vil man blandt andet kunne møde Michael Rasmussen, også kendt som soveposemanden efter, at han tømte et overskudslager for soveposer og delte dem ud til de hjemløse. - sia 24 hus forbi nr. 72 april 2008 hus forbi nr. 72 april

14 X-ord Vorherres køkkenhave af Anne Jensen tidligere hjemløs D Send løsningen på X-ORD senest den 30. april. Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. og 10 cd er med Vi tænder en stjerne hjemløselandsholdets VM-sang. Vinderne af cd erne får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Foto: Scanpix APRIL er var en berusende duft af forår i skoven. Det var virkelig en glæde at komme tilbage til Vorherres køkkenhave efter at have vansmægtet den ganske dag indendørs. Jeg havde set solen rødme som de hendøende gløder fra lejrbålet, og så var det på med traveskoene og det varme tøj for om end forår, når vi let frysepunktet i skumringen. Selv om jeg gik glip af planternes farvepragt, kunne jeg gå ad den velkendte sti og se himlens nuancer ændre sig i takt med, at den blodrøde sol forsvandt under horisonten og blot dufte og lytte til den vordende nats travlhed med kærlighed og drabene i stilheden. At gå der i mørket og lytte til åens sagte rislen fik mig til at tænke på nogle visdomsord af forfatter og docent Ludvig Feilberg ( ); at det gjaldt om, fra tid til anden, at dø i sit eget jeg, gøre sjælen stille og i fuld hengivenhed lytte til naturens tyste tale. På vej mod kysten nr. 70 R. Tjell Langeland, Solgavl 5, 2700 Brønshøj Hvem er jeg Hvorfor ser I så skævt til mig? Teoretisk set, kunne det også være dig. Der oplever det overbærende glimt at skue mens I kommer ud med varer til en uge. Velstanden lyser ud af jeres jagede blik, og det sker dog, jeg får et venligt nik. Jeg er også et menneske, med lyst til livet men det er ikke alle forundt, at det er givet. En plads i solen og på den grønne gren, Vorherre har nok givet mig det forkerte gen. Indsendt af Flemming Franklin Fischer, København Ø Hus Forbi modtager meget gerne korte digte. Er du inspireret eller har et liggende i skuffen, så send det til os, gerne på mail: redaktion@husforbi.dk eller med posten: Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K 26 hus forbi nr. 72 april 2008 Ramsløg i skovbunden. gen). Langs en sti samlede jeg også noget løgkarse, men lod skovsyren stå. Den ret, jeg ville lave, skulle nødig blive for stærk, men lidt unge brændenælder og kodriverblade giver også fylde, sundhed og smag. Nu manglede jeg lige det sidste, min medbragte yoghurt naturel. Jeg klargjorde min teleskopfiskestang, for det vrimler med hornfisk nede ved stranden. Jeg kunne let have fanget stykker, men hvorfor det? Fire var mere end rigeligt, og så var der endda lidt til morgenmaden. Vorherre har svaret Jeg havde for længe siden kunnet lugte ramsløgene og samlet en håndfuld i stofposen. lysningen løb en lille bæk, hvor den røde hestehovs røde blomsterskud var ved at udvikle sig til blomsterstande af røde kurve. Lidt derfra stod følfoden og prydede naturen med dens smukke gule blomst. Jo, Vorherre er sandelig en stor gartner. Og der stod jo min herre og mester, måske lidt stolt over, at jeg sådan beundrede hans have. Han spurgte, om det ikke snart var tid til at tænke på lidt aftensmad. Jeg havde for længe siden kunne, lugte ramsløgene og samlet en håndfuld i stofposen (de skal for øvrigt altså bladene samles inden afblomstrin- inden vi vendte tilbage til lejren. Der stod et par store birketræer, og på fire ca. 1,5 cm tykke grene, skar jeg et skråsnit og bandt mine lette halvliters plastflasker omkring, så der var dejlig sød, kølig birkesaft til morgenmaden. Det var jo den første rigtige forårsovernatning, så det skulle være et festmåltid. Først plukkede jeg bladene af løgkarsen og rensede dem sammen med en behersket mængde ramsløgsblade og et par gode håndfulde unge mælkebøtte-, brændenælde- og kodriverblade. Hånddelte dem og rørte blandingen sammen i Dejlig mæt sad jeg så der og stirrede meditativt ind i det hendøende båls gløder til naturens lyde. Jeg syntes dårligt at være faldet i søvn, førend mit befjedrede vækkeur fik mig ud af posen. Mens jeg lunede mig ved bålet og nød et stort krus køligt birkesaft, fordelte jeg resterne af den stegte hornfisk fra i går på et par skiver brød, som gled ned med lidt pulverkaffe. Jeg hældte birkesaften i kasserollen og bragte den i kog. Fjernede så kasserollen en smule og lod langsomt saften blive tykkere og tykkere, til jeg havde en dejlig sirup til mit sidste brød hen på eftermiddagen. Mens Vorherre og jeg vandrede af sted sammen, gav han mig løsningen på den gåde, han stillede mig i sidste nummer af Hus Forbi: Hvad er det for en fugl, der yngler blandt fjender? Såmænd edderfuglen. Denne fugl bygger nemlig reder blandt måger, som næstefter skadefugle er de største æg- og fugleungetyve, der findes. steenviggo@galnet.dk Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger Foto: Niels Nyholm Vinder af boggavekort Jeg ville til kystnært område denne gang, og derfor fandt jeg en af Skov- og Naturstyrelsens primitive lejrpladser et sted, hvor næsten alle naturtyper var repræsenteret. Mens solen havde fået bugt med den let deprimerende himmel, fik jeg slået lejr og samlet brænde. Bøgeskoven havde fået et helt gulvtæppe af anemoner, og ude i hus forbi nr. 71 marts

15 Tre spørgsmål til Dennis P. Knudsen, 44 år og hjemløs Hvad er det værste, der kan ske? - Det er at miste mine gode venner. Men det er allerede sket. Jeg har mistet mange i løbet af årene ellers frygter jeg intet. Hvor skal du sove i nat? - Det ved jeg sgu ikke. Det har jeg ikke bestemt mig for endnu. Hvad fik du at spise i går? - Jeg var nede på Den Sorte Gryde (værested i Gothersgade, red.), hvor jeg købte mig en gang boller i karry til 20 kr. I morges fik jeg yoghurt og cornflakes i Morgencaféen (værested for hjemløse i København, red.), der bliver ledet af Michael. Han er det bedste for os hjemløse. Et godt menneske, som jeg virkelig har respekt for. Ham vil jeg gerne sende en hilsen til! Af Birgitte Ellemann Höegh Nu kan jeg snart fejre jubilæum Historier fra gaden Dennis P. Knudsen har levet på gaden i snart 25 år og har oplevet mange gode venner gå bort. Hans drøm er en hjemløse-ambassade et hus kun for de hjemløse, for så ville mange leve længere, mener han. Dennis P. Knudsen er træt her til morgen. Han har haft en hård nat med kun tre timers søvn hos en veninde. Nu er klokken ni, og han har indfundet sig på Morgencaféen i krypten under Blågårds Kirke på Nørrebro. Her spiser han ofte sin morgenmad sammen med en lang række andre hjemløse. - Jeg cyklede rundt hele natten og fandt ud af, at jeg har karantæne en masse steder af alle mulige åndssvage grunde blandt andet på Sundholm, Mændenes Hjem og i Stengade (tre af Københavns herberger, red.), fortæller han. Normalt sælger Dennis Hus Forbi, men i disse dage holder han en pause for at komme oven på igen efter en begravelse. - Det var en bisættelse af min ven Johan, der var grønlænder, så de skulle sende ham videre op til Nuuk. Jeg har egentlig mest lyst til at glemme det, men det kan jeg ikke. Man er jo kun et menneske. Han døde af druk, og det gør vi andre sgu nok også en dag. Jeg har i al fald været til mange begravelser i mine snart 25 år på gaden. En anden af mine venner blev stukket ihjel for fire måneder siden, og en tredje er lige blevet stukket ned. Man lever for at dø. Nogle gange er jeg sgu ved at dø af grin af det hele i stedet for at græde. Det er nok også det bedste at gøre, siger han. De skal huske min gave Dennis, der i dag er 44 år, har gået på gaden, siden han var 19 år og har blandt andet 25 års jubilæum i Maria Kirken i Istedgade i år. - De skal huske at give mig en gave! Jeg kommer der nemlig jævnligt. Derudover har jeg omtrent boet på alle landets forsorgshjem og herberger, når jeg har haft behov for en pause fra gaden. Det hele startede med, at min dame gik fra mig, da jeg kom ud af militæret. Det viste sig, at hun havde mødt en anden. Vi havde kendt hinanden i to og et halvt år så hun tog virkelig røven på mig, for hun var mit livs kærlighed, siger han. I dag holder Dennis meget af den veninde, han overnattede hos, natten før Hus Forbi møder ham. Han har kendt hende over de sidste 20 år, og hun har altid plads til Dennis, når han kommer forbi: - Men hun holder desværre ikke af mig på samme måde. Hun siger, at jeg lever et for heftigt liv og drikker alt for meget, så det går ikke. Jeg forstår hende jo godt, for hun er psykisk syg og kan ikke klare sådan en som mig, siger han. Min far ødelagde det hele Dennis er født i Nyboder i København og flyttede med familien til Amager, da han var fem år. I dag har han kun kontakt til sin storebror, hvis datter snart skal konfirmeres, og i den forbindelse kommer han også til at se sin søster og mor. - Det er ok. Min far døde i 2000, så i den forbindelse mødte jeg også min familie, men ellers har jeg ikke set dem i mange år. Min far ødelagde det hele ved altid at tæve min mor og mig. Men da jeg var 19 år, lagde jeg ham ned på gulvet og sagde, at jeg ville slå ham ihjel, hvis han rørte min mor mere. Det har han så ikke gjort siden, men det betød, at min familie slog hånden af mig, fortæller han. Senere i dag skal Dennis til fodbold. Han træner sammen med de andre hjemløse i Valby to gange om ugen. Som mange andre hjemløse fodboldspillere drømmer han også om at blive udtaget til Hjemløselandsholdet og komme med til VM i Gadefodbold for Hjemløse i Melbourne i december i år. - De andre år har jeg været så uheldig at sidde i fængsel i de dage, hvor man skulle udvælges. Jeg har siddet inde 28 gange for alt muligt humbug. Sidste gang, jeg kom ud, var i efteråret, men siden da har jeg holdt skansen og ikke begået noget kriminelt, fortæller Dennis. Til gengæld går han og drømmer om, at der snart bliver bygget et hus til de hjemløse, som bliver deres helt eget: Nogle gange er jeg sgu ved at dø af grin af det hele i stedet for at græde. Det er nok også det bedste at gøre. - Det skal være et sted, hvor vi kan bo og bare passe os selv, og der skal væres plads til op mod 300 mennesker. Det skal hedde De hjemløses ambassade, og jeg skal være vagt. Regeringen giver millioner af kroner til varmestuer og herberger, men ikke til det, vi gerne vil. Får vi sådan et sted, kan det jo også være, at vi bliver lidt ældre, før vi dør, slutter Dennis. birgitte.hoegh@os.dk 28 hus forbi nr. 72 april 2008