s.e. Påske. 15/ Johs.20, Jørgen Christensen

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "s.e. Påske. 15/ Johs.20, Jørgen Christensen"

Pernille Bak
7 år siden
Visninger:

1 s.e. Påske. 15/ Johs.20, Jørgen Christensen I dag er det præcis 10 uger eller 70 dage siden, det var septuagesima søndag, septuagesima betyder faktisk bare den halvfjerdsindstyvende dag. Når jeg nævner det i dag, så er det fordi, jeg for 70 dage siden stod her og fortalte om, at denne 1. søndag efter påske er søndagen, hvor de, der er blevet døbt i påsken på oldkirkens store dåbsdag, for første gang kan deltage i nadveren som fuldgyldige medlemmer af kirken. Katekumener kaldes de, mens de går til dåbsundervisning for dengang i de første årtier af kirkens historie efter Jesu opstandelse, da er det kun voksne, der bliver undervist og døbt. Barnedåben kommer først til nogle generationer senere. Septuagesima søndag hørte vi i alle landets kirker Jesu lignelse om arbejderne i vingården, I husker måske historien om arbejderne, der alle får den samme løn, selv om nogen af dem har arbejdet fra tidlig morgen til sen aften, mens andre kun har arbejdet nogle få timer sidst på eftermiddagen. En lignelse, som jeg er overbevist om, er placeret på netop septuagesima søndag for at minde menigheden om, at uanset om du nu har været med i den kristne menighed fra de første dage lige efter Jesu opstandelse uanset om du måske kan rose dig af selv at have mødt den opstandne og hørt suset fra himlen pinsemorgen, uanset om du i årevis trofast har indtaget din faste plads i menighedens gudstjeneste hver eneste søndag morgen ja, så er din løn den samme som det nye medlem, der nu går til dåbsundervisning og skal døbes om knap ti uger. I Guds øjne er der ingen forskel nykristen eller gammelkristen det spiller ingen rolle, alle er vi legemer på samme legeme, indpodet som grene på samme træ og ingen placering, anciennitet, CV, talent eller nådegave er finere end andre. Alle får vi uden forskel samme løn, nemlig del i brødet og vinen Jesu Kristi legeme og Jesu Kristi blod tegnene på Guds kærlighed og tilgivelse.

2 Nu er der så gået disse 70 dage, hvad er det så for et evangelium, der møder denne menighed af gamle og nydøbte nybegynderkristne. Ja, det er, som vi hørte det, beretningen om tvivleren Thomas møde med den opstandne. Inde i Københavns Domkirke står en række marmorskulpturer skabt af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, en af dem er disciplen Thomas, den discipel der netop i kraft af dagens evangelium har fået det noget negative tilnavn: Tvivleren. Thorvaldsen rammer med sit udtryk den skeptiske og vantro Thomas på kornet, fornuftsmennesket og rationalisten, hånden eftertænksomt under hagen, vinkelen på skulderen; symbol på det vi kan måle, veje og bevise. Thomas vil ha syn for sagn. Det er som om Thomas tænker: Kan det nu passe, det disse forstyrrede kvinder har set ude ved graven påskemorgen er de ikke alle grebet af et kollektivt vanvid. Det er den helt igennem nøgterne Thomas, vi møder her, han forholder sig til virkeligheden og ikke til spekulationer og kvindesnak. Og så med et, otte dage senere, står Jesus foran Thomas og tager ham på ordet: Mærk så selv efter Thomas! Vær ikke vantro, men troende. Ofte er Thomas skildret lidt nedladende. Personligt har jeg et helt andet syn på Thomas, for mig er han én, jeg kan spejle mig i ja, måske oven i købet finde trøst i. Trøst, fordi Jesus faktisk kommer til Thomas Thomas bliver ikke sat udenfor det gode selskab tvært imod efterkommer Jesus hans ønske. Spejl, fordi Thomas på mange måder ligner os moderne mennesker, alle os som fra første skoledag er opdraget til at være kritiske og skeptiske overfor alle autoriteter stille spørgsmålstegn ved alt og ikke ta noget for gode varer, før vi har analyseret og krydstjekket. Kan vi ikke levende sætte os ind i Thomas ønske om selv at få fingrene i Jesus. Men det er altså denne Thomas og hans tvivlende møde med den opstandne, der har mødt de gammelkristne og nykristne denne søndag, hvor de nydøbte har kunnet gå til nadver første gang.

3 Egentlig afspejler dette valg af evangelium en stor menneskekundskab for er det ikke svært at vide, hvornår man tror nok, hvornår man er kristne af den rette støbning, jeg ved i hvert fald, at mange har det svært med nadveren. Ét er at deltage i gudstjenesten, synge med på salmerne, sige trosbekendelsen, lytte til evangelium og prædiken nede fra sin stol i kirken noget ganske andet er at rejse sig for at gå op og deltage i nadveren. Mange har fortalt mig, hvilken overvindelse det kostede første gang at vove sig ud i midtergangen for at gå med op til knæfaldet. I den forstand tror jeg, det er godt, vi har fået tradition for barnedåb i vores kirke, for hvor mange mon ellers ville overvinde sig selv og træde frem foran hele menigheden og blive døbt som voksne. Men altså netop denne søndag, hvor de nydøbte gik til alters for første gang her hører vi om Thomas skeptikeren, fornuftsmennesket. Vi hører hvordan den opstandne Jesus kommer gennem lukkede døre trænger ind gennem fornuft og skepsis og skaber tro, hvor der var tvivl. Her ser vi, at det handler ikke om at være urokkeligt rettroende tvivleren og skeptikeren er der også plads til ved bordet. For nylig sendte Kirkeministeriet et forslag til ny Anordning om dåb til høring en anordning, der har vakt voldsom debat, fordi den taler om præstens pligt til at døbe. For en udenforstående virker det sikkert yderst mystisk, at præster protesterer over denne ubetingede dåbspligt som om det ikke er det, vi præster er ansat til, ja, det som er vores fornemste opgave og dermed kæreste pligt. Men når jeg selv er en af dem, der har protesteret, så er det ikke fordi jeg ikke hjertens gerne døber alle de spædbørn, konfirmander og voksne, hvor deres forældre eller de selv ønsker at blive døbt. Nej, min protest skyldes, at med denne annordning gøres dåben til en rettighed mennesker har krav på. Hvor konfirmander og voksne tidligere har skullet have om ikke 70 dages dåbsundervisning så i hvert fald nogle samtaler med præsten om den kristne tro forud for dåben, så siger den nye anordning at man kan komme lige ind fra gaden og kræve at blive døbt her og nu.

4 At gøre dåben til en rettighed er selvfølgelig i god tråd med den rettighedstænkning som præger vores samfund. Grundlovssikrede borgerrettigheder og menneskerettigheder er der ingen, der kan være i mod. Men dåben kan bare aldrig blive en rettighed, noget vi kan gøre krav på. Dåben er en gave. En gave vi modtager kvit og frit og ubetinget, hvad enten vi er børn eller voksne. Men altså ikke noget vi har krav på. Om nogen vidste Thomas det den dag ved mødet med den opstandne vidste at hvis det kom an på troen, så var han dumpet til dåbseksamen med et brag. Nu ved jeg godt, præsternes protester mod dåbspligten er blevet udlagt, som om vi vil kontrollere og eksaminere om folk nu har den rette tro. Ingen præst jeg kender kunne drømme om dette. Men forslaget kommer til at tingsliggøre dåben. Dåbsanordningen gør dåben til en ekspeditionssag, så den reduceres til et velfærdsgode, principielt på linje med behandlingsgaranti og dagrenovation. Alle får ret til dåben, men ingen får den længere som gave. For mig at se mangler forslaget den sammenhæng som vi finder i forholdet mellem septuagesima og 1. søndag efter påske. For med Thomas er det jo klart, at præster skal ikke stille krav om hverken pletfrit liv eller tvivlfri tro hvis vi gjorde det var der ingen af os der blev døbt. Til dåb og nadver må vi komme med al vor moderne skepsis og videnskabelige fornuft vi må komme, som vi er, hverken værre eller bedre for det var jo det, Thomas, Zakæus, Maria Magdalene og alle de andre oplevede som det særlige ved Jesus, han lukkede dem ikke først ind, når de var blevet som ham, han kom til dem og tog dem, som de var ikke fordi han godkendte eller bifaldt alt det, de var, men fordi han mødte dem, som de var med en kærlighed, som var uden betingelser og forbehold. Og det er netop det, dåben også gør. Men ikke noget vi skal pjatte med og gøre til en rettighed.

5 I vor tid er det blevet in at tvivle om alt Nikolaj Cederholm spiller sit ateiststykke, Åh Gud for fulde huse Filosoffen Descartes berømte jeg tænker, altså er jeg er i vor tid blevet til jeg tvivler, altså er jeg. Tvivlen er blevet den moderne trosbekendelse. Men for Thomas er tvivlen ikke en sovepude han vil blot ikke lade sig nøje med de andres beretning, han vil selv have vished.thomas minder os om, at tro er ikke tro på en lære om opstandelsen - tro er vished vished om at opstandelsen også gælder mig, at det er sandheden om mig og mit liv og min død, jeg finder i Jesu forkyndelse. At det så ikke er let at have tro og tillid det tror jeg, de fleste har erfaret på egen krop. Højskolemanden Niels Højlund har sagt det sådan her: Jeg er et vantro menneske, derfor går jeg i kirke. Den smule tro jeg har kan højst holde til en uge. Derfor står kirkens dør også åben hver eneste søndag, fordi den smule tro, vi mennesker har, sjældent kan holde til ret meget ret længe. Døren står åben men vel at mærke for os alle uden forskel. Her må vi komme, som vi er med vores tro eller tvivl i håbet om, at også til os vil den opstandne Jesus Kristus komme og vise sig for os, i ordet, ved døbefont og nadverbord. Amen

Relaterede dokumenter

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Johs. 20, 19-31)

1. s. e. påske I 23. april 2017 Sundkirken 10 Salmer: 408 Nu ringer alle klokker 749 I østen 875 Tak Gud 582 At tro er at komme 427 Tak for al 235 Verdens igenfødelse Dette hellige evangelium skriver evangelisten