Prædiken 22. Søndag efter Trinitatis, 2. Tekstrække, Matt. 18,1-14.

Transkript

1 Prædiken 22. Søndag efter Trinitatis, 2. Tekstrække, Matt. 18,1-14. Se, der kan jo undertiden være prædikentekster, hvor man synes det er sværere at sige noget evangelisk end andre. Ikke dermed sagt at det ikke er muligt, bare at det i nogle tilfælde kræver lidt længere tid at tænke over end i andre. Desto glædeligere er det i dag, hvor beretningen om det vildfarne får er afslutningen på læsningen. Den lille fortælling kan sikkert nok udfoldes på mange måder, men i store træk, så er den vel til at forstå. Hyrden er Gud eller Kristus, der frelser fåret, der er en af de små, der tror på Kristus; typisk forstået som det enkelte syndige menneske, der gennem sin synd har forvildet sig bort fra flokken. Vi kan sikkert godt lave nogle variationer i fortolkningen, men i store træk, så er det så nogenlunde sådan den lille fortælling må forstås. Det er måske også fordi den lille historie er enkel at forstå, at den igennem tiden er blevet brugt i et utal af søndagsskolesammenhænge og i mange genfortællinger af Ny Testamente. Og eftersom alle kan lide får, der jo som bekendt er både bløde og søde, så er fortællingen noget nær den perfekte reklame for evangeliet. Men måske er der lidt mere at sige om dagens læsning. Da jeg skulle skrive en prædiken til i dag fik jeg en synes jeg selv god idé. Det sker ellers kun for mig med års mellemrum. På Google på internettet skrev jeg det fortabte får og slog over på den funktion, der viser billeder, der har noget med det udtryk at gøre. En konfirmand spurgte mig engang om, vi var meget ulykkelige før vi fik adgang til internettet. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede, men i hvert fald i forhold til dagens prædiken ville der være noget som var gået hen over hovedet på mig, hvis jeg ikke havde været i stand til at søge på Google. Det vil jeg gerne dvæle lidt ved, før jeg går videre: Vi kan meget hurtigt komme til at overtage billeder som vi er blevet præsenteret for, uden at tænke så forfærdeligt meget over dem. 1

2 Billeder som giver en bestemt tolkning på en begivenhed. Når vi bliver præsenteret for et bestemt billede tilpas mange gange, hvad enten det nu er et faktisk billede eller en bestemt måde at fortælle en historie på, så vil vi nemt kunne komme til at acceptere, at det er sådan historien skal fortælles, og det er kun sådan den fortælles korrekt. Et enkelt eksempel, der ganske vist er rent verdsligt, men jeg tror det kan illustrere, hvad jeg mener. Da jeg var en lille dreng var jeg fuldstændigt overbevist om, at verden i mine bedsteforældres tid var sort-hvid, for det havde jeg jo kunnet konstatere igen og igen i ældre danske film, der var i sort-hvide billeder i familiens fotoalbum fra mine bedsteforældres ungdom. Følgelig var jeg overbevist om at verden for år tilbage var sort-hvid og med tiden kom der farver på. Først sepia-toner og siden HD kvalitet. Nu er det muligt at det ikke er alle, der var ligeså godtroende som jeg var som barn, men min pointe er for så vidt bare at den måde, vi får serveret en historie på, er med til at præge historien selv. Jeg søgte som sagt på internettet efter billeder af det fortabte får. Det viser sig at det er et meget populært emne for kunstnere at afbillede. Der er alt fra store oliemalerier fra renæssancen, over moderne skitseagtige stregtegninger til børnetegninger. Der er dog noget, der kan virke overraskende. Hvis man skulle tegne et fortabt får, kunne man måske forestille sig et får, der står og ser skræmt ud måske endda på et uhyggeligt sted; en skummel kløft eller noget lignende. Det er dog ikke sådan de forskellige billeder er lavet. De viser derimod, næsten uden undtagelse, Jesus med et lam over skuldrene, der smilende, men målfast går af sted med det lille søde lam, der ser trygt ud. Jesus ligner for resten også én, der reklamerer for skovmandsskjorter i et Føtex katalog i mange af disse billeder, men det er nok ikke vigtigt. Den kunstneriske kvalitet af billederne, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg tror, at der kan være meget pædagogisk hjælp gemt i de forskellige billeder, hvis man vil illustrere historien om det vildfarne får. 2

3 Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at der måske er mere i dagens læsning. For selvom der sikkert er meget, der er rammende i billedet af Jesus, der bærer lammet hjem til flokken, så tror jeg også der er en fare for fortegning i den fremstilling. Nu står der jo ikke noget sted at der er tale om et lam, men derimod kun om et får. Det kan være, at det er en mindre detalje, men lad os alligevel prøve at forestille os noget andet. Hvad nu hvis det ikke var det nuttede lille lam fra lambireklamerne, der er blevet væk, men derimod et får, måske er det oveni købet ikke noget rart får. Måske lugter det og er også beskidt. Måske er det ikke faret vild, fordi det i uskyldig leg jagtede efter en sommerfugl og for vild, men måske er det i egensindighed vandret bort. Måske er det slet ikke interesseret i at blive hentet af hyrden, måske bliver han nødt til at indfange det og måske forsøger det at vælte ham og slide sig løs. Det kan ske at det er en fjollet øvelse, men jeg tror alligevel at den kan have en vis værdi. Hvis vi accepterer at fåret eller lammet, hvis vi bliver ved billeddannelsen, på en eller anden måde er et billede på os som syndere, så kan det have en værdi og være med til at kaste lys over resten af dagens læsning. Billedet af det søde lille lam kan give en foreløbig forståelse af forholdet mellem Kristi forsonergerning og synden, der bor i os alle. Ordet forsoning er ikke et som bruges særligt meget i hverdagen, måske kan én og anden for skade komme til at sige at man har forsonet sig med sin nabo eller med sygdom, men særligt moderne eller forståeligt bliver det ikke af den grund. I forhold til Kristi forsonergerninger ligger der en forkyndelse af, at Kristus heler det, der er brudt. Han alene afvender Guds vredes dom fra synderen. Det gør Han gennem Sin korsdød, hvor Han lider og dør i stedet for os. Vores forhold til Gud er brudt, og vores virkelighed er uden Kristus præget af syndens egenkærlighed og destruktivitet. Den forkyndelse har gennem små 2000 år været Ret-lære i den kristne menighed. Men hvad har det med det forvildede får at gøre? Det har det med fåret at gøre, at så længe vi er fanget i billedet af det vildfarne får, som et 3

4 uendeligt nuttet lille væsen, der på grund af nysgerrighed er blevet væk fra flokken, så længe er vores forståelse af Kristi forsonergerning mangelfuld. Det er netop ikke fordi fåret er nuttet, at hyrden henter det hjem. Det er fordi, det nu engang er det, en hyrde gør; han tager vare på fårene uanset om de fortjener det eller ej. Jeg nævnte lige ordet Ret-lære; dets modsætning er Vrang-lære. Hvis vi et øjeblik lader lære delen af ordet ude af betragtning, så tror jeg at modstillingen af de to ord, Ret og Vrang, kan være med til at illustrere et væsentligt aspekt af Jesu forsonergerning. Ved Sin forsonergerning retter Kristus netop vores Vrange eksistens, fra at være en væren-til, der krummer ind i sig selv; ind i egenkærligheden til at være én rettet mod Gud og næsten. I Kristi forsonergerning ligger der også, tror jeg, et kald til omvendelse. Det er et ord, der måske nok har en gammeldags klang ligesom forsoning; men det bliver det ikke nødvendigvis mindre vigtigt af. Det er den omvendelse, der drejer mennesket bort fra alt det der bringer til fald; ved Kristi forsonergerning bliver vi i dåben sat fri til at vende os bort fra alt, hvad der bringer til fald. Fordi vi i evangeliet hører, at vi gennem Kristus er omfattet af Guds nåde og kærlighed, er vi sat fri til at elske Gud og næsten. Eller sagt på en anden måde så er det ikke, fordi vi har fortjent det, at Kristus vil frelse hver den, der bekender, at Han er Frelseren. Det er fordi, vi hver især har det behov. Dagens læsning begynder med at Jesus fortæller disciplene at kun den, der bliver som det lille barn igen, kommer ind i Gudsrige. Det lille barn er netop det, der er ydmygt og tillidsfuldt i bevidstheden om at det ikke har noget at give, men hellere end gerne vil tage imod kærlighed og omsorg. Uden sammenligning, så er der jo en årsag til at forældre i generationer, har advaret deres børn imod fremmede mænd, der lokkede med slik. Det er ikke fordi gader og stræder i Danmark vrimler med den slags, men derimod fordi barnet er tillidsfuldt i sin afmagt. 4

5 Det er tillidsfuldt i troen på at de, der siger at de vil barnet det godt, faktisk også vil barnet det godt. Det er det sind som evangeliet fordrer. Tag imod, når Kristus i Sin nåde omfavner dig, for det er ikke for at knuse dig, men for at frelse dig, at Han rækker ud mod dig. Amen. 5