Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 21.s.e.trinitatis Prædiken til 21.søndag efter trinitatis 2016 Tekst. Luk. 13,1-9.

Transkript

1 Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 21.søndag efter trinitatis 2016 Tekst. Luk. 13,1-9. Årets gang påvirker vores liv og naturens udsving møder os med stadig vekslende udfordringer. Bare dette at klæde os på hver morgen påvirkes af vejret. Hvordan er vejret i dag, er det sol og varmt eller er det tid for at tage en trøje på. Og den som lever tæt på naturen i arbejdet på landet med f. eks markarbejde, må indrette sig efter årstid og vejr. Årets gang fører os gennem årstidernes vekslen i den rytme som naturen tilsiger, og hver årstid byder på stadig vekslende opgaver. Vi nyder denne vekslen og nyder hver årstids særlige præg, dets farver og dufte, det vekslende arbejde og opgaver. På samme måde tager kirkeåret os med på en vandring gennem livet og søndag for søndag føres vi ind i livets forskellige spørgsmål og udfordringer. Nu er vi midt i oktober, som står med årstidens særlige farveskala på hvert træ. Kulde og blæst og regn har sat sine spor, og træernes blade farves af årstiden i gyldne og orange farver, og vinden hvirvler blade omkring, så nye bunker af blade er dannet ved hus og i læ. Det særlige for os i Danmark i mødet med kirkeåret er at det passer så godt sammen med årstidens vekslen. Det er som om at naturen med sin stemning stemmer sindet til at kunne lytte og forstå bedre. At sindets indre længsel efter klarhed og lys over livet afspejler det særlige som ligger synligt i naturen netop nu. På en særlig måde afslører oktober måned med bladene som falder, hvad året gav af frugt. Det lille æbletræ i haven har få blade tilbage, men på grenene hænger årets vækst synligt i modne æbler. Det var hvad det blev til, et års vækst i træet samlet i æbler på grene. Side 1 af 6

2 Lindvig Osmundsen Side Det er derfor træet blev plantet for de mange år siden, for at der hvert år i oktober skulle være æbler at samle ind. Det var meningen med træet, derfor står det der, derfor blev det gødet og vandet og beskåret. Når vi lægger kirkeårets søndage ned over menneskelivets gang får vi mulighed for at se troens liv bredt ud på en ny måde. Den kristne tros dimension lægges til livets naturlige dimension, og Guds rige åbner sig for os med nye perspektiver. Når naturen pakker sammen for at møde vinter og kulde, så bliver sindet indadvendt og sanser sin længsel efter varme og lys, efter mening og mål. Det er noget af denne længsel i et menneske, som vi sang om i salmen før. Det inderste i mit sind bærer på en længsel efter at finde lys og mening. De dybeste lag i mit hjerte er længsel, umålelig stor. Jeg rækker mod vigende himle og følger umulige spor. Et sted må det findes, det lærred, som spænder sit billede op, et sted må dét være i verden, som fylder mit sind og min krop. At finde det billede af livet og af verden som Skaberen har malet, og at jeg der kan finde min plads i hans billede. At der til mig lille menneske, som jeg er født af mine forældre med arvede egenskaber og anlæg, og vokset op i samspil med familie og lokalsamfund, blevet til som det menneske jer er vokset af arv og miljø. Er jeg kun det, eller er der mere at sige og ligger der andre muligheder for mit liv. Fædrene åd sure druer, og børnene fik dårlige tænder. Allerede profeten Ezekiel som skrev for 2½ tusind år siden, havde dette spørgsmål med i sit fokus, og fik det befriende svar, at Gud dømmer ikke efter det ordsprog. Dette ord fra profeten siger til os, det samme som kirkeåret vil sige til os, at et menneske ikke kun er sine forældres barn, det er Side 2 af 6

3 Lindvig Osmundsen Side ikke kun arv og miljø, et menneske tilhører Gud. Det er Skaberen der taler til sit menneske, du tilhører mig. Der er en som jeg menneske skal have med i mit livs dimension, for at få hele dimensionen med. Et menneske er født af sine forældre og vokset i sit miljø, men det er også skabt i Guds billede og tilhører Gud. I det ord lægger Guds sin dimension på livet med ind over os, den dimension som vi aner i vores længsel. At der er mere at sige, der er mere at forstå, der er et guddommeligt perspektiv på livet. Et menneske lever også i relation til sin Skaber. Det er denne relation de dybeste lag i mit hjerte længes efter. At se det billede hvor jeg er malet med ind i Guds verden. I kirkeårets gang med de forskellige tekster fra Bibelen som møder os, spændes dette lærred op, og der males med alle palettens mange naturfarver. Som året i oktober falmer og hælder mod vinter, peger søndagens tekster på den tid hvor livets resultat står synligt på bladløse grene. Det er tiden hvor man kan fælde dom over sit æbletræ, sådan blev æblehøsten i år. Som landmanden kan fælde dom over sin afgrøde, sådan blev det i år. Når bladene falder, hænger frugten nøgen tilbage. Nu kan det ses så tydeligt hvad årets vækst blev til. Oktober stormen og kulden klæder træerne nøgne så alle kan se frugten det blev til. Så naturlig er dommen en del af livet, vi forventer den alle, og fælder den selv over andre. Sådan peger denne søndags tekster også frem mod dom, både din og min dom over andre og Guds dom over mig. Den første del af teksten i dag, er om Jesus der svarer på et par journalisters nysgerrige spørgsmål. De to eksempler, er som hentet fra mediernes mange historier om katastrofer og ulykker. Skadefro kom de og fortalte Jesus om de forfærdelige hændelser. Et tårn var styrtet sammen og 18 mennesker var Side 3 af 6

4 Lindvig Osmundsen Side omkommet. Og Pilatus havde fanget nogle jødiske modstandsfolk, som var i Jerusalem for at ofre og havde fået slået dem ihjel og havde blandet deres blod med dyreblod på alteret. To eksempler på mennesker som havde fået en brat og nedværdigende død. Skadefro fortalte de det med ivrige stemmer. Kunne de få den berømte Mester til at udtale sig om dem, det var det de ville. Men Jesus blev vred og vendte deres skadefryd mod dem selv. Hvis I ikke omvender jer, skal I omkomme som dem. Så ivrige kan mennesker være efter at dømme andre. Det er nok fordi.?? Hastigt fælder mennesker dom over medmenneske. Men, det er Jesu ord til os alle i dette, ingen går fri af livets dom, eller af Guds dom. Og Jesus siger til os med dette, døm dig selv før du dømmer andre. Og så fortalte Jesu en lignelse om hvordan Gud er, når han dømmer. Det er den fine lignelse om en mand der havde et figentræ som ikke bar frugt. Manden ville hugge træet om, men han havde en gartner som sagde: Lad det stå et år til, så vil jeg gøde, vande det og beskære det, så kan vi se på det til næste år. Det er en lignelse som giver os et fint billede på Guds tålmodighed med os mennesker. Gud giver en chance mere. Gud giver sit menneske tid. I den lignelse hører jeg to ting. Det første er at Gud på en måde tager ansvar for at træet ikke bar frugt. Måske var det ikke gødet godt nok, måske havde det ikke haft væde nok. Måske havde det trængt til at blive beskåret for visne grene. Gartneren i lignelsen dømte først sig selv for at han havde svigtet dette træ, i sin travlhed i haven. For mig er dette et udtryk for Guds nåde. Gud tager medansvar for sit menneske. Dette forhold udtrykker at jeg lever mit liv på Guds Side 4 af 6

5 Lindvig Osmundsen Side ansvar, som hans døbte barn. Jeg skal ikke bære det hele selv, men jeg kan i min tro på Gud, lade Gud bære ansvaret for mit liv. Det andet forhold jeg hører i denne lignelse er at det er meningen at jeg skal bære frugt. Det er jo meningen med ethvert frugttræ, at det skal bære frugt, derfor er det plantet. Når Jesus taler om et frugttræ som billede på et menneske, så er det for at fremhæve denne betydning. Frugt er et billede. Frugt i et menneskes liv er at gøre godt. At gøre godt kaldes i NT at bære Åndens frugt. Og Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det er denne slags frugt Jesus taler om, at der er hensigten med troens liv med Gud. At der i vore liv skal vokse frugt frem kærlighed, fred, glæde osv. I min have har jeg en Hortensia. Og den blomsterkyndige ved at en hortensia tager farve af den jordbund den vokser i. Hvis det er sur jordbånd bliver den blå, og hvis det er basisk jordbund bliver den rød. En plante vokser af og farves af sin jordbund. I dåbsritualet siges det til os, at vi ved dåben indpodes på Kristus, han som er det sande vintræ. Og vi ved alle om menneskelivet at vi får farve af den vi tror på. Vi får farve af det vi hører og giver plads i sindet. Vi har det latinske ord inspiration, det betyder at indånde. Og vi bruger ordet i udtrykket at lade sig inspirere af. Det er det kirkeårets tekster og søndagens gudstjenester er til for, at vi skal lade os inspirere af Jesu ord. Vi kan indånde ordene og de vil præge og forme os, og danne frugt. Og frugt betyder det som giver livet videre til andre. Side 5 af 6

6 Lindvig Osmundsen Side Jesus siger om det at gøre godt. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Johannes Johansen har i salmen nr. 367 disse to vers, som jeg vil slutte med. Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade! Lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår! Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer. Og sorg og glæde blir til vækst med frugt, vi ikke selv kan se. Og frugt kommer ikke af at præstere, men mærkeligt nok vokser frugt kun ved at man lader sig nære og inspirere af livets og vækstens giver. Ved at blive på træet og ved at modtage næring fra træet vokser frugten frem. Det er troens liv som bliver til vækst i frugt vi ikke selv kan se. Side 6 af 6