Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Transkript

1 Prædiken 2. pinsedag Salmer: Indgangssalme: DDS 299: Ånd over ånder Salme mellem læsninger: DDS 331: Uberørt af byens travlhed Salme før prædikenen: DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd! Salme efter prædikenen: DDS 291: "Du som går ud fra den levende Gud" Udgangssalme: DDS 290: I al sin glans nu stråler solen Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: Alle skal være oplært af Gud. Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spist manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«joh 6,44-51 Amen! Gud Faders Ånd! kom til os ned med Himlens ild: Guds kærlighed! Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst! Amen! Du bli r, hvad du spiser. Sådan hed det i en sejlivet kampagne, der for nogle år siden fandt fodfæste i plakater og undervisningsmaterialer i skolerne. Plakaten 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 var sådan en lidt frisk sag med nogle forskellige madvarer, der løber om kap. De har, i tegnerens streg, fået ben på. Og alt det sunde radisser, salat og groft brød kommer naturligvis først over målstregen Personligt synes jeg nu, det er sjovere de dage, hvor alt det andet får lov til at vinde. Alt det, der på tegningen halter bagefter is, pølser, slik og de røde bøffer. Heldigvis skorter det heller ikke på eksperter, der mener noget andet end det, der samles under Du bli r, hvad du spiser -paraplyen. Der er altid en anden udlægning af tilværelsen; en anden forståelse af, hvad det gode liv er. Hvis man ikke kan lide gulerødder eller kartofler, er det så belejligt, at i næste måned er der altid en anden ekspert, der mener, at de ligefrem er farlige at spise. Og det er befriende. Meget er vundet ved at vælge sig den rigtige ekspert. Så kan man nemlig spise det, man bedst kan lide. Og det endda med god samvittighed. Til gengæld betyder det ganske meget, hvem vi spiser sammen med. Nede i børnehaven har det været en god dag for min søn, når han har spist madpakken sammen med et par andre drenge fra hans årgang. Det er også, har jeg bidt mærke i, et virkemiddel, som de velmenende pædagoger kan gribe til. At anbringe bestemte børn sammen. For at etablere nye legerelationer eller, får man en gang imellem indtryk af, for at ødelægge andre. I hvert fald som minimum for at skille snakkende, larmende eller særligt stædige børn ad. Jeg taler selvfølgelig helt generelt. For sådan er ens eget barn jo aldrig. Når vi bliver ældre, skal vi ikke længere finde os i det. Vi behøver ikke at tåle, at vi bliver sat sammen i spisegrupper. Uden selv at kunne bestemme. Det er en af fordelene ved at blive voksen. Man kan selv bestemme, hvem man vil spise sammen med. Det tror vi i hvert fald. For måske gør det det slet ikke lettere, at der ikke længere er nogen, der tager hånd om det. Prøv at lægge mærke til det næste gang, du står i sådan en situation. På arbejde, til fest eller når vi i øvrigt er sammen med andre mennesker. Det er ikke ligegyldigt, hvem vi sidder sammen med. Det betyder noget, hvem vi spiser med. Det virker ikke til, at Jesus overhovedet interesserede sig for, hvem han spiste sammen med. Toldere, syndere, ludere, spedalske. Alt det rakkerpak, som ordentlige mennesker ikke ville spise sammen med. Som ingen frivilligt vil sætte sig til bords med. Han er helt ligeglad. Det interesserer ham slet ikke. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Og det er overraskende. I lyset fra det vi kender fra vores eget liv. Og ikke mindre ud fra antikkens forståelse af ære og skam, der lader vores forståelser stå tilbage som det rene vand. I antikkens sociale sammenhæng har det været direkte chokerende. Det er bestemt ikke tilfældigt, at mange af de konflikter, Jesus geråder i, handler om netop dette. Om hvem man skal spise med. For i verdens øjne er det han tillader sig åbenlyst forkert. Men åbenbart er det anderledes i Guds. Så måske er det snarere modsat. Måske er det faktisk noget, der interesserede ham ganske meget. Det hele slås i stykker. Det vendes helt på hovedet. Det er nok langt mere præcist at sige, at Jesus interesserer sig såre meget for, hvem han spiste med. Han gør det bare med modsat fortegn. I Guds rige gælder der andre regler. Guds virkelighed vender op og ned på det hele. Hér er der ingen retfærdighed. I Guds verden er der slet ingen rimelighed. Her gælder en fundamental lovløshed. En grundlæggende anomali. En helt anden virkelighedsopfattelse gælder i Gudsriget. Hér får vi aldrig som fortjent. Hér får og får og får vi. Sådan uden videre. Og altid helt ufortjent. Guds virkelighed er den rene gave. Den gave, som vi bliver givet, uden først at skulle have givet noget til gengæld. Uden siden at skulle stilles til regnskab for den. Det er den positive lovløshed. En kærlighedens anomali. Guds nye virkelighed er gratis. Den er en ny livsmulighed, der stilles gratis til vores rådighed som en ny måde at leve vores liv på. Ikke længere som vores eget liv, der altid truer med at mislykkes, men som et egentligt liv. Levet i fællesskab med ham. Levet i hans ånd. Det med, at Guds virkelighed; at Guds nye livsmulighed er gratis, rummer en dybere betydning. Den skal vi lige have fat i, inden vi bevæger os videre. Ordet gratis kender vi jo godt. Fra alle mulige sammenhænge. Ofte, hvor noget bestemt ikke er spor gratis i betydningen omkostningsfrit, men hvor det gratis forudsætter noget andet at vi køber noget, opfører os på en bestemt måde, eller anskaffer os noget andet. Men gratis er ikke et ord, der er opstået på dansk. Det kommer nemlig af det latinske ord gratia. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Oprindeligt er gratia et juridisk begreb; hentet fra domstolens verden. Hér betyder det så meget som den gerning, der er udøvet frivilligt. Uden ydre tvang og dermed alene ud af egen god vilje. Latin bliver jo kirkens første sprog. Hér fastholder gratia også noget af sin grundbetydning. Det er Guds velvillighed over for os i den dom, der venter os. Hvis man altså endnu i dag kan abonnere på den slags tankegange. Det gjorde man i hvert fald uden problemer i gamle dage. Skulle man et øjeblik blive i tvivl, kan man jo besøge en af de kirker, herskaberne hér på Vinderslevholm i sin tid lod udsmykke. I Vinderslev Kirke har vi ikke bare motivet med verdensdommen i loftet i det øverste hvælv i skibet. Nej, Vinderslevholms ejere Skeel erne og den ikke mindre berømte Karen Krabbe har ladet sig selv male ind i det. Helt ligefrem som en del af netop motivet med verdensdommen. På den tavle, der hænger i koret, og som i sin tid har været altertavle, indgår de som forgrund i præcis det samme motiv med Kristus som verdensdommer, som vi finder i loftet. Det har jeg tit siddet og tænkt over inden en gudstjeneste. Tænk sig hvilken frimodighed og dristighed at indskrive sig selv i frelseshistorien, som de lyksalige, der knæler foran den opstandne frelser. Den frelser, der i datidens verdensbillede troner over verden og skiller frelste fra fortabte. Det ville vi nok ikke gøre i dag. Så langt strækker vores dumdristighed sig ikke. Jeg ved heller ikke, hvor langt vi kan følge det meget bastante billede af verdensdommen i det hele taget. Sådan som det i al sin konkrethed og dybe menneskelige retfærdighedssøgen er malet i Vinderslev. Men Guds rige er ikke retfærdigt. Guds virkelighed er ikke rimelig. Vi kan i hvert fald gribe fat i det, vi dér kan klynge os til. Kernen står tilbage. Grundtanken omkring gratia. Det er det ufortjente, der gives os. Den velvilje fra Gud, som vi ikke kan fortjene, men alene modtage som gave. Det er Guds nåde mod os. For på dansk oversætter vi nemlig gratia med nåde. Den nåde møder vi både midt i livet og til evig tid. Guds kærlige velvilje strækker sig ind over vores liv og rækker ud over grænserne af vores virkelig. Det var en lang omvej. Men forhåbentligt en oplysende én. Og så havde den i hvert fald den åbenlyse fordel, at det også lykkedes at knytte en forbindelse 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 tilbage til den særlige ramme, Vinderslevholm, hvor vi befinder os. Og nu videre ad hovedsporet. Det med måltidet, og hvem vi gerne spiser med. Hvad det betyder, at Guds Søn ikke bare spiser sammen med dem, vi synes om. Men glad og gerne inkluderer alle dem, der intet er i vores øjne, i sin nye virkelighed. Dagens evangelium kredser om det. Hvad betyder det at spise sammen med Jesus. Johannes evangeliet har ikke nogen nadverindstiftelse. Hvor den findes hos de andre evangelister, har Johannes fodvaskningen. Men han kender til det hele. Dåb og nadver er levende og stadig nærværende realiteter i det fjerde evangelium. Livets vand om dåben. Livets brød om nadveren. I evangeliets større sammenhæng er det allerede begyndt. Lige inden dagens beretning hører vi også om det. Om Moses og brødet fra himlen. Som en fastholdelse af den israelitiske grundmyte om de 40 år i ørkenen. Med Jesus er det anderledes, forstår vi. Det er ikke noget, han bare taler om. Han er det. Han er selv livets brød. Han er det brød fra himlen, der ikke er begrænset til nogen bestemt situation, tid eller sammenhæng. Da tilhørerne misforstår det hele og tror, at han er den store bager, der kan skaffe dem mad, så de ikke længere behøver at arbejde for føden, skærer han igennem: Jeg er livets brød, siger han. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste. Og det fortsætter så for fuldt tryk i dagens læsning. Igen spilles der på modstilingen mellem mannaen i ørkenen og Jesus som det sande livets brød. Det første, det brød israelitterne levede af i de 40 år, førte til død. Det andet, Jesus, fører til evigt liv. Der er en kvalitativ forskel. Ikke kun ved, at Jesus som livets brød ikke er begrænset af tid og sted, men også, om man så må sige, i effekten. Nadverens fællesskab bærer evighedens mærke. Gud er stadig den, der er os nær, når vi mødes ved hans bord. I brødet og vinen. Som livets brød. Fordi han selv har lovet os, at han er hos os, når vi samles i hans navn. Du bli r hvad du spiser. Nadverens fællesskab er et særegent fællesskab. Når vi knæler dér, er det et måltid, der ikke har sin lige. I modsætning til alle andre sammenhænge giver der lige præcis i nadveren ingen forskelle mellem menneske. Der er ikke personsanseelse for den, der knæler ved det bord, hvor den levende Gud selv er vært. Direktøren er helt lige med bistandsklienten. Og vi vi er lige præcis dér fri for overhovedet at skulle interessere os for, hvem vi spiser sammen med. 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Det minder om noget, vi talte om for lidt siden. Det med, at Jesus ikke regnede det for noget, hvem han spiste med. Det med, at alle overfor Gud står lige. Jeg skal naturligvis ikke driste mig til at antyde, at vi på nogen måde kan forstå Guds virkelighed. Endsige da, at vi skulle kunne virkeliggøre den i vores liv. Og da slet ikke til at mene, at vi i ligefrem forstand kan skrive os ind i frelseshistorien, som herskabet til Vinderslevholm mente sig i stand til. Hvis det er noget, så er det dette ene: Nemlig en stadig fastholdelse af, at Guds rige er anderledes. Nadveren er et billede på, at Guds virkelighed altid er noget andet, end det vi så gerne vil gøre den til. I Guds nye verden gælder alle vores normer og al vores snusfornuft ikke. Hér hersker kærligheden. Kærligheden er lovløs. Den giver uden at forvente gengæld. Nadveren fastholder os på, at vi alle er lige. Hvis vi tror, at vi skal gøre os til dommere over andre, afslører den, at vi er på galt spor. Dommens er Guds og Guds alene. Dér er vi alle lige. Dér kan vi aldrig andet en håbe. På hans velvilje. På hans overbærenhed. På hans nåde. På hans gratia. Amen! 16/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6