Kirkegården under udvikling og afvikling

Transkript

1 Kirkegården under udvikling og afvikling De sidst to måneder har man dårligt kunnet åbne en avis eller tænde for sin radio uden at støde ind i overskrifter der handlede om folkekirkens resurseforbrug. Umiddelbart har det kunnet se ud som om man var ved at afvikle folkekirken. Hvis man kiggede lidt mere på artiklerne, handler det imidlertid lige så meget om en folkekirke i gang med en (undertiden smertelig) udvikling. Den store medieinteresse hænger nok sammen med at nedskæringerne på andre områder (ikke mindst de mange skolelukninger) har gjort det tydeligt, at folkekirken som den eneste institution ikke har foretaget nogen væsentlige strukturændringer, og nok ikke kan slippe for det i længden. Det handler nemlig om hvordan man bruger resurserne, også de menneskelige. I stedet for at fortsætte med at beramme det samme antal gudstjenester af samme slags som man plejer, er der blevet peget på, at man måske skulle se, om der var andre former for gudstjeneste der burde udbydes, eller om der måske skulle holdes færre gudstjenester, så præsterne kunne få tid og kræfter til overs til andre opgaver. Måske til at være mere udfarende. Der er jo efterhånden ikke andre institutioner end folkekirken, der forventer at folk af sig kommer til én. Alle andre rykker ud. Hvad har det med kirkegårde at gøre? En hel del men måske ikke det med øget opsøgende virksomhed! Hvis folkekirkemedlemmerne skal vænne sig til at de måske får lidt længere til kirke, så ville de nok også kunne vænne sig til at der var lidt længere til kirkegården. Man kan jo spørge om alle de planlagte kirkegårdsudvidelser er rimelige, hvis der samtidig er god plads lige på den anden side af sognegrænsen. Så god plads at det kan komme til at påvirke prisen for gravsteder betragteligt, har jeg ladet mig belære om. Fra til kan prisen for et gravsted variere inden for samme provsti. Under alle omstændigheder: når der lukkes kirker, vil der også blive lukket kirkegårde. Og hvad gør man så med arealerne? Der er så vidt jeg kan se temmelig mange ligheder mellem de ønsker der et til kirkegårdenes udvikling og de ønsker der kunne tænkes at være til hvordan de tidligere kirkegårde bør udvikle sig landskabeligt.

2 Der er også mange fælles træk når man sammenligner reaktionerne på kirkelukninger og kirkegårdslukninger, eller hvad der opfattes som radikale ændringer i det vedtagne og sædvanemæssige, hvad enten det er gudstjenesteformen og placeringen eller kirkegårdens anlæg. Den første umiddelbare og stærkeste reaktion er næsten altid modstand mod forandring. Det betyder ikke at folk nødvendigvis er imod udvikling. Den må bare ikke forudsætte afvikling af det vante. Men det gør den altid. Ingen udvikling uden afvikling. Det gælder kirkelige som andre forhold. Når folk bliver spurgt og skal tage stilling helt alment, så er det ofte plejer der får lov til at regere. Der må ikke laves noget om, og i hvert fald ikke lukkes noget. Samtidig har efterladte i nogen grad selv ændret adfærd, når det kom til det helt konkrete: hvordan skal gravstedet indrettes og hvor længe skal det ligge. Skal der i det hele taget være et individuelt gravsted? Kirkegårdene har i mange år været præget af, at Gravstederne blev mindre, idet der blev flere urnebegravelser, mange steder op til 90%. Gravstederne ønskes ikke bevaret i så mange år Færre og færre ønsker hækomkransede gravsteder Et stigende antal efterladte ønsker gravsteder der er mindre vedligeholdelseskrævende, evt plænebegravelser Der har været en del der ønskede en anonym begravelse Et stigende antal har ønsket at drysse asken ud over vand ell. lign. Men det er først på det allersidste at der har været klare ønsker om helt alternative begravelsespladser, og også meget nyt at det er blevet lidt lettere at etablere sådanne pladser. Vi har dog endnu til gode at se dem dukke op i større tal, ja mig bekendt er der endnu ikke kommet nogen.

3 Når vi skal behandle emnet kirkegården udvikling og afvikling må vi kombinere disse tendenser med det forhold at der uden tvivl i løbet af de allernærmeste år vil blive lukket et antal sognekirker. Heraf nogle der er omgivet af en kirkegård. Det kræver både omtanke og nytænkning at få gennemført den proces så skånsomt som muligt. Udvalg om kirker der tages helt eller delvis ud af folkekirkelig brug Spørgsmålet er på dagsordenen i det udvalg der er nedsat til at få overblik over, hvor vi står med hensyn til at tage vare på kirkebygninger som tages helt ud af folkekirkelig brug. I udvalget sidder foruden repræsentanter for ministeriet, repræsentanter for folkekirken, samt for Nationalmuseet og Kulturarvsstyrelsen. Og på det seneste møde i udvalget var et af emnerne: hvad sker der med kirkegården, når kirken lukkes? Herunder: hvad sker der hvis man lukker en kirkegård, der ikke ligger i forbindelse med nogen kirke? Reglerne er i og for sig klare nok: Når fredningsperioden for alle gravene er udløbet, er kirkegården ikke længere automatisk fredet, men den KAN fredes efter bygningsfredningsloven, som også omfatter områder med landskabelige værdier, herunder have- og parkanlæg. Der kan selvfølgelig også i visse tilfælde være gravminder som er eller vil blive fredet. Hvis kirkegården omgiver en kirke, får det også konsekvenser for kirkegården hvis kirken bliver fredet og alle de gamle kirker bygget før 1536 bliver automatisk fredet, hvis de tages ud af folkekirkelig brug. Hvis kirken fredes, må der fx ikke bygges rundt omkring den. Derimod er der (så vidt jeg forstod) ikke i sig selv noget der hindrer at den bruges som landbrugsjord. Den kunne altså godt blive til en roemark hvis man ikke træffer særlige forholdsregler. Når man hører det, vil en del straks sige, Jamen vi må jo have kirkegården fredet. Set fra menighedsrådenes side er det vigtigt, ikke blot at få klaret reglerne, men måske især at få gennemtænkt konsekvenserne af omfattende fredninger.

4 En fredning betyder jo en bevaring af det nuværende udtryk, det må også betyde at vedligeholdelsesudgifterne er de samme som ved en kirkegård i drift og så er der ingen gravstedsejere til at betale noget. Som hovedregel vil det slet ikke kunne fungere. Det er derfor ikke for tidligt at tage kirkegården med i overvejelserne, hvis der er en kirke man ser sig nødsaget til at lukke, fordi der ikke er en menighed det pågældende sted. For jo mere tid man har, jo bedre kan man planlægge områdets forandring. Så ved siden af at spekulere på kirkegårde med et andet udtryk end de typisk har i dag, skal man også spekulere på, hvordan man gradvis kan omforme stedet fra kirkegård fx til et rekreativt område.. Tendensen i udviklingsønskerne for kirkegårdene går vel mest i retning af mere landskabelige og mindre haveagtige anlæg, men sådanne anlæg tager så vidt jeg kan se længere tid at etablere end en blomsterhave, bl.a. fordi det i høj grad er buske og træer der danner rygraden i anlægget, og det tager jo lidt tid før de ligner noget. Men en mere sletteagtig kirkegård med forskellige græsser er måske også en mulighed med mindre den viser sig at være endnu mere plejekrævende end revne gange med perlegrus. Der er det jo en fordel, hvis det er en eksisterende kirkegård der skal lukkes og transformeres til en anden slags anlæg, for så vil der typisk være både træer og buske der med lidt snilde kan spille en god rolle også i et anderledes anlæg. Men omformningen tager som sagt tid. Derfor vil det være godt hvis man tænker kirkegården med, så man i god tid kan blive enige om, i hvad retning stedet skal udvikle sig. På den måde vil ændringen blive opfattet som noget der vokser organisk frem, og ikke som en voldsom omkalfatring, der kan virke stødende på nogle af dem der indtil for nylig har haft gravsteder det pågældende sted. Vi kan ikke af pietetsfølelse bevare lukkede kirkegårde i den nuværende stand, uanset om de ligger alene eller rundt om en kirke, derfor er en fredning generelt ikke løsningen. På den anden side er bygningsfredningsloven nok ikke tilstrækkelig til at sikre at kirkegårdsområdet bliver formet på en måde der dels passer til kirkebygningen, dels

5 opleves som en tilstrækkelig hensynsfuld måde at behandle et jordstykke på, som måske i århundreder har været kirkegård. Og det er ikke kun menighedsrådene der skal tænke denne problemstilling med, det er også kirkegårdsledere og gravere, der skal tænke med og kreative landskabsarkitekter, der formentlig i mange tilfælde kan se muligheder vi andre ikke uden videre kan få øje på. Ligesom gode arkitekter kan se muligheder i en bygning som ikke springer i øjnene på os andre. Tidsfaktoren kan vise sig af stor betydning for om en gradvis afvikling af en kirkegård opleves som andet og mere end en ufølsom lukning. Hvis man allerede mens den er i brug begynder at se at den er ved at udvikle sig til en anden form for landskab, som også har kvaliteter, så kan det være balsam på såret. Derfor er drøftelsen i dag meget aktuel, både for kirkegårde der skal fortsætte som kirkegårde, og for dem der skal lukkes, men bevares som et område med en særlig karakter. Inge Lise Pedersen Landsforeningen af Menighedsråd