POLITIKTidsskrift for Socialpolitisk Forening / 3 / 2012

Transkript

1 SOCIAL POLITIKTidsskrift for Socialpolitisk Forening / 3 / 2012 TEMA: Den universelle velfærdsstat

2 Indholdsfortegnelse Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer Redaktion: Peter Bundesen (Ansv.) Tine Gomard Matilde Høybye-Mortensen Margit Lotz Preben Etwil Morten Frederiksen Sofie Nørgaard-Nielsen Helga Madsen Nina Særkjær Olsen Dette nummer er redigeret af: Morten Frederiksen og Sofie Nørgaard- Nielsen Redaktionssekretær: Allan Bærentzen ISSN Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS Tlf.: Tema: Den universelle velfærdsstat Sofie Nørgaard-Nielsen og Morten Frederiksen: Den universelle velfærdsstat Jørn Henrik Petersen: Universalisme versus målretning Henrik Gade Jensen: Mere gensidig forsørgelsespligt frem for offentlige ydelser Ole Thyssen: Det svigtede menneske velfærdens onde cirkel Mads Peter Karlsen og Kaspar Villadsen: Hvorfor universalismen er værd at kæmpe for også i skikkelse af velfærdsstaten Benny Lihme: Civilsamfund og frivilligt socialt arbejde mere stat forklædt som samfund? Internationalt og foreningen Nicolai Paulsen: The Global Agenda Præsentation af landstyrelsens medlemmer Robert Olsen: Nogle gange er det ok at være positiv Hvad er Socialpolitisk Forening? Socialpolitisk Forening samler aktive mennesker, foreninger og organisationer på tværs af faggrænser og politiske skel, for at debattere aktuelle socialpolitiske spørgsmål. Som f.eks. stigende fattigdom blandt børn og voksne, øget arbejdsløshed, straf og resocialisering og børn og unges mistrivsel. Sammen søger vi at finde nye veje og løsninger på vitale samfundsproblemer. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st København K Tlf.: (dagligt 10-15) post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank:

3 Den universelle velfærdsstat De universelle velfærdsydelser har været omdiskuteret i et par årtier. Har vi råd til dem? Skal velfærdsstaten forsørge alle eller blot de, der ikke selv kan? Vil opbakningen til velfærdsstaten forsvinde, hvis kun et fåtal har glæde af den? I de seneste år har diskussionen imidlertid været mindre hypotetisk end tidligere. Væksten i tilkøbsydelser på social- og sundhedsområdet hævdes at true kvaliteten af de universelle ydelser på disse områder. På skole- og daginstitutionsområdet flytter privilegerede forældre deres børn til private tilbud, hvilket modsvares med politiske trusler om at begrænse det offentlige tilskud til disse. Den økonomiske krise har skærpet diskussionen om omstruktureringer eller beskæringer af velfærdsstaten, senest med førtidspensionsreformens begrænsninger af den universelle ret til social pension. Den øgede brug af private leverandører og civilsamfundets organisationer peger i retning af en stat, der begrænser sig til at visitere og betale. Af Sofie Nørgaard- Nielsen og Morten Frederiksen Hvad er fremtiden for de universelle velfærdsydelser eller hvad bør den være? Mellem natvægterstat og den fulde universelle velfærdsstat findes utallige muligheder og måder at fordele rettigheder og pligter. Hidtil har diskussionen begrænset sig til den forenklede diskussion om valgfrihed kontra kollektivt ansvar, men ikke mindst den økonomiske krise har udvidet denne debat betragteligt. I dette nummer af Social Politik fokuserer vi på, hvordan den fremtidige velfærd kan og bør se ud i forhold til universelt og selektivt tildelte rettigheder. I fem artikler giver fremtrædende danske forskere og samfundsdebattører deres bud på dette. Artiklerne har det til fælles, at deres udgangspunkt er en konstatering af, at nu hvor det økonomiske opsving er ovre, kan universalisme ikke længere blot være lig med»gavmildhed«. Det betyder også, at forståelsen af det universelle vanskeliggøres, og at der må åbnes op for kritik og fortolkning af begrebet. Og derfor har vi også tilstræbt at give spalteplads til artikler og forfattere, der belyser emnet fra vidt forskellige perspektiver og som stiller en række helt fundamentale spørgsmål: Er de universelle ydelser skyld i en uansvarliggørelse af borgerne i Danmark eller er det den individuelle, selektive ydelse, der ansvarliggør og individualiserer på en uhensigtsmæssig måde? Hvordan kan man i fremtiden sikre velfærden, og er 3

4 4 universelle eller selektive ydelser vejen frem? Er der i det hele taget behov for en ny politisk moral i den måde, vi forstår velfærdspolitikken og sammenhængen mellem stat og (civil)samfund på? Dette nummer er med andre ord tiltænkt som et indspark i den løbende og ofte livlige debat om, hvordan den universelle velfærdsstat skal udvikle sig, og hvordan dette vil ændre det danske samfund på godt og ondt. God læselyst!

5 Universalisme versus målretning Der kan fluekneppes længe og inderligt i forsøget på et udvikle en præcis definition af en»universel velfærdsstat«. Det har mange med hang til akademisk flueknepperi da også gjort. Jeg tager imidlertid det simple udgangspunkt, at det handler om en stat, hvor alle borgere er omfattet af samme sociale rettigheder og har samme adgang til at modtage velfærdsydelser. Kernen er altså en tanke om medborgerskab, som udfoldet af sociologen T.H. Marshall. Det afgørende er den generelle reduktion af risici og usikkerhed, der følger af en udligning mellem de mere og de mindre heldige, de sunde og de syge, de beskæftigede og de arbejdsløse, de erhvervsaktive og gamle, de barnløse og de børnerige, de raske og de handicappede, de rige og de fattige osv. et samfund, der bygger på, at det i dag er dig og i morgen mig, der rammes af dette eller hint, at vi lever i et risikofællesskab, og at vi bytter roller. Snart vil den enkelte være i den gruppe, som betaler, snart i den, der modtager. Ofte ses den»universelle velfærdsstat«som en modsætning til en velfærdsstat, der i højere grad søger at målrette ydelserne en modsætning, jeg har lidt svært ved at forstå. Der var en vis mening i modsætningen, så længe der knyttede sig stigmatiserende effekter til dele af de sociale ydelser, fordi de blev set som reminiscenser af en førtidig fattiglovgivning. Det er for mig at se en problemstilling, der hører fortiden til, og det er i dag svært at se forskellen på en differentieret indkomstskat og en indkomstdifferentieret pensionsydelse. Generel målretning betyder, at de sociale ydelser først og fremmest kommer personer med en beskeden disponibel indkomst til gode, mens konkret målretning betyder, at tilfredsstillelse af intense behov går forud for mindre intense. Øget målretning betyder derfor opprioritering af ydelser til dem med lav disponibel indkomst og/eller højt konkret behov på bekostning af ydelser til dem, der hverken har lav disponibel indkomst eller stort konkret behov. Det kan også betyde ændringer i udmålingsreglerne, så omfanget af den enkelte ydelse er større for dem med lav disponibel indkomst og/eller stort konkret behov. Forholdet mellem»det universelle«og»det målrettede«stiller sig nok noget forskelligt afhængigt af, om vi ser på kontant- eller serviceydelserne. De vil derfor blive behandlet hver for sig. Af Jørn Henrik Petersen Kernen er medborgerskab Forskel mellem generel og konkret målretning 5

6 Alle ydelser skal have god kvalitet Borgere er ikke bare kunder og politikere er ikke bare serviceleverandører Risiko for at de bedre stillede vælger egne private løsninger Serviceydelser Der skal ikke være stor forskel i den omsorg for børn og gamle, den sygdomsbehandling og den skolegang, velfærdsstaten tilbyder. Der må ikke blive skel mellem kong Salomon og Jørgen Hattemager. Alle skal have ydelser i en sådan mængde og af en sådan kvalitet, at ingen føler sig fristet til at sikre sig bedre ydelser ad anden vej. Det har været et grundsynspunkt i dansk politik længe før, nogen fandt på at bruge betegnelsen velfærdsstat, endsige universel velfærdsstat. Den britiske socialforsker Richard Titmuss havde ret, da han skrev, at»separate state systems for the poor, operating in the context of powerful private welfare markets, tend to become poor standard systems«. 1 [Formuleringen er noget mere nuanceret end den version, man ofte støder på i dansk socialpolitisk debat]. Blev det således normen, at de velaflagte og deres arbejdsgivere tegnede private forsikringer for at få tilstrækkelig dækning, ville man netop opleve de statusbetingede forskelle i adgangen til velfærdsydelser, som universalismen skulle hindre. Udsultes sundhedsvæsenet, øges risikoen for udvikling af»powerful private welfare markets«, og så er velfærdsstaten på vej til at krakelere. I den universelle velfærdsstat er børnehaver, skoler, plejehjem, sygehuse osv. det sted, hvor vi drøfter velfærdens problemer og spørgsmålet om, hvordan vi i fællesskab skal indrette velfærdsstaten: Republikanske borgere, der endnu ikke er degenereret til kunder. Et politisk system, som endnu ikke er reduceret til en status som serviceleverandør Selvsagt er dette system under pres dels, fordi efterspørgslen vokser, dels fordi den er mere differentieret. Den offentlige sektors standardiserede ydelser svinger ikke godt med ideer om, at borgeren selv kan og vil vælge. Helhedsorienteringen er erstattet af et kundeorienteret syn på de offentlige ydelser. Det skaber risiko for, at de bedre stillede vender sig mod velfærdsydelser, der kan købes i markedet. Risikoen mindskes formentlig med større mulighed for at udøve et frit valg, og der er ikke nødvendigvis problemer knyttet til ordninger, som hviler på frit valg, hvis den enkeltes valg ikke påvirker andres velfærd og muligheder. Hvis der er fælles standarder for ydelsen og tilstrækkeligt stort udbud, har valget ingen uheldige sideeffekter. Det er vel i høj grad tilfældet ved læge, tandlæge og hjemmehjælp, når det alene drejer sig om valg af leverandør. Den enkeltes forbrug udelukker ikke, at andre har adgang til ydelser af samme kvalitet. Det ligger nok noget anderledes med skoler og muligvis også daginstitutioner, fordi børn af forældre med lang uddannelse og høj so- 14 Richard M. Titmuss,»Choice and the Welfare State«, i Commitment to Welfare, 1968:

7 cial status er med til at»løfte«de øvrige. De svage vinder, uden at de stærke taber. Hvis det især er ressourcestærke forældre, der fravælger den lokale skole, har det uheldige konsekvenser for, hvordan de svagere elever klarer sig. Den sociale sammenhængskraft svækkes, hvis man lever sit sociale liv blandt dem, der til forveksling ligner en selv. På den anden side kan der være andre grunde til at fastholde traditionen for frit skolevalg, men valgfrihed er i nogen grad i disse tilfælde i modstrid med et medborgerskabsperspektiv. Når hovedargumentet således er hensynet til segregering, gør det samme sig gældende for daginstitutionsområdet. Brugerbetaling i daginstitutioner er også et brud på idealet, fordi det især er kvinder, der passer børn, som ikke er i institution. På sæt og vis ville det korrespondere bedre med medborgerskabstanken at gøre daginstitutioner gratis. Ønsker man omvendt at udjævne børnefamiliernes husstandsindkomst, kan en vis egenbetaling være et egnet middel. I et frit samfund kan man ikke forbyde folk at købe flere velfærdsydelser end dem, der stilles til rådighed af det offentlige. Dermed følger selvfølgelig også muligheden for betalingsydelser eller for individuelle forsikringsordninger. Med øget velstand kan mange købe»ekstra«velfærdsydelser. Om det betyder, at det offentlige skal ekspandere sin indsats, må afhænge af befolkningens vurdering af de statusbetingede forskelle, man vil tolerere. Alle synes enige om, at sygdomsbehandling bør være gratis og tilgængelig for alle. Den høje egenbetaling for medicin og visse sundhedsydelser virker uforståelig og har alene en historisk begrundelse. Betalinger, der beror på behandlingsteknik, behandlingssted og behandlerens uddannelse, er uden mening. Det udelukker på den anden side ikke, at der kan være god mening i at drøfte en begrænset brugerbetaling på læge- og hospitalsbenyttelse og på praktisk hjemmehjælp. Velfærdskommissionen skønnede således, at en begrænset brugerbetaling på de to hovedområder kunne bidrage med hhv. 3,4 og knap 2 mia. kr. Da rammen for vækst i den offentlige service vil blive mindre i de kommende år, er det da tanker, der er værd at drøfte. Kontante ydelser Ved de kontante ydelser er problemet et andet. Tidligere så man målretning som administrativ mere bekostelig og som stigmatiserende, hvilket næppe er tilfældet i dag. Problemet ligger derfor i, at målretning af kontante ydelser i næsten alle tilfælde vil betyde anvendelse af et fradragssystem, så stigende indkomst medfører reduktion af ydelsen, som det f.eks. kendes fra pensionstillægget. Da det danske skattesystem har ganske høje marginalskatter fra en forholdsvis beskeden indkomst, betyder det, at høj marginalskat og en mulig fradragsbrøk spiller sam- En god folkeskole betyder, at de svage vinder uden at de stærke taber Brugerbetaling og indkomstvirkning Diskussion af begrænset brugerbetaling Samspilsproblemet er stort med høje marginalskatter 7

8 Skal pensionsopsparing gøres obligatorisk? Det tager tid at opbygge pensionsordninger Børneydelser det mest universelle men og skaber det såkaldte»samordningsproblem«. Vi har tidligere kendt eksempler på, at kombineret indkomstbeskatning og målretning af kontantydelser har medført effektive sammensatte marginalskatteprocenter på næsten og i slemme tilfælde over 100 pct. Det virker næppe fremmende på tilskyndelser til uddannelse, arbejdsudbud og opsparing. Efterlønsperioden er nu afkortet. Hvis det er rigtigt, at de, der vælger efterløn, ikke adskiller sig væsentligt fra dem, der fortsætter på arbejdsmarkedet efter 60-års alderen, bidrager afkortningen til øget målretning og giver samtidig et finansielt bidrag til de stigende udgifter, der følger af den fremtidige demografi. Det vil øge mulighederne for at fastholde et skattefinansieret sundhedssystem og en godt virkende ældreomsorg begge som udtryk for målretning mod personer med helbredsproblemer og nedsat funktionsevne. Når pensionsalderen i øvrigt er knyttet til udviklingen i levealderen, fastholdes folkepensionens målretningsgrad. Pensionssystemet favoriserer personer uden pensionsopsparing sammenlignet med dem, der har sparet op. Der er en ikke helt lille gruppe, der ikke sparer noget særligt op. Det er dem, som kun ind imellem er beskæftiget på et område med en obligatorisk pensionsordning, eller som i længere perioder lever på dagpenge, kontanthjælp eller oppebærer førtidspension. Der vil derfor fremtidigt være mange ældre, som udelukkende får folkepension og ATP. Der kan derfor være en pointe i at gøre pensionssystemet mere solidarisk ved at gøre pensionsopsparing obligatorisk. Samtidigt bør den enkeltes økonomi indrettes, så den tager højde for den stadigt stigende levealder. Derfor bør der fastsættes minimumskrav til den del af opsparingen, der sikrer en livrente. Parallelt med disse ændringer, bør de mange særordninger for pensionister afvikles, fordi de ikke er behovs- men kun aldersbestemte. Det tager lang tid at udbygge en obligatorisk pensionsopsparing. Derfor er der grund til at øge folkepensionen for de dårligst stillede. Hvis besparelsen på de særlige ydelsers ophævelse anvendes til at forhøje pensionstillægget, forbedres målretningen af ydelserne på ældreområdet. Udgifterne vil blive reduceret parallelt med udbygningen af de opsparingsbaserede pensioner. Når de er fuldt modnet, kan man forestille sig, at pensionister alene har folkepensionens grundbeløb samt pensioner fra deres pensionsopsparing. Indkomstfordelingen vil da ligne forholdene i de erhvervsaktive aldre. Børne- og ungeydelsen er noget af det nærmeste, man kommer en universel ydelse. Det har hyppigt været drøftet, om man skulle målrette børne- og ungeydelsen ved anvendelse af et fradragssystem. Det er man veget tilbage for af to årsager. 8

9 Den ene er, jf. ovenfor, at den»sammensatte marginalskat«(skatterate plus aftrapningsbrøk) vil blive øget med mulige negative virkninger på arbejdsudbuddet som følge. Den anden er, at børne- og ungeydelsen ikke nødvendigvis vedrører omfordeling mellem indkomstgrupper, men i højere grad sigter på at skabe horisontal lighed mellem familier med og uden børn. Ud fra en vurdering af det konkrete behov kan det virke underligt, at børne-og ungdomsydelsen aftager med barnets alder. Nok har betalingen for vuggestue altid været højere end betalingen for en børnehaveplads, som igen har været dyrere end betaling for ophold i en fritidsordning, men ellers vokser alle andre udgifter til børn med alderen. Det ville flugte bedre med familiernes konkrete behov, hvis ydelsen blev gjort ens for alle børn uanset alder. Det er også et spørgsmål, hvordan balancen skal være mellem kontant- og serviceydelser til børnefamilierne. Meget kunne tale for, at man ville opnå en bedre målretning mod børn fra ressourcesvage familier med behov for støtte, hvis den kontante børne- og ungeydelsen blev reduceret til fordel for betalingsfri brug af SFO kombineret med en forlænget skoledag for børn i de første klasser. Forsvaret for de universelle ydelser må i dag primært hvile på risikoen for, at øgede sammensatte marginalskattesatser svækker tilskyndelserne til arbejdsudbud, uddannelse og opsparing, og på en hensyntagen til de sideeffekter, som fravær af universalisme kan skabe for»andre«eksternaliteter. Derimod spiller administrative hensyn, risiko for stigmatisering og»middelklassens reaktion«ikke længere den rolle, de gjorde i forne tider. Kontant- eller naturalieydelser? Jørn Henrik Petersen er professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet. 9

10 Mere gensidig forsørgelsespligt frem for offentlige ydelser I ægteskabet og familien er der forsørgelsespligt og denne model kunne godt udvides og afløse dele af velfærdsstatens universelle overførsler. Gensidig forsørgelse er mere økonomisk samlet set og skaber en sund og disciplinerende afhængighed, mens velfærdsydelser lettere resulterer i uansvarlig adfærd. Af Henrik Gade Jensen Velfærdsstat hænger sammen med nationalstat Den moderne og demokratiske danske stat blev til med grundloven i Da demokratiet skulle indføres som styreform i Danmark, blev folket nødt til at kunne tale og debattere på samme sprog, og det gav de kendte problemer i forhold Slesvig. Det er svært, at praktisere demokrati og folkestyre i lande med flere sprog. Samtidig blev der tilstræbt en større homogenitet blandt danskerne. Med grundloven var alle blevet lige for loven og adel, titel og rang afskaffet. Danmark bestod nu af et dansk folk og ikke af en række stænder. Især perioden efter tabet af hele Slesvig i 1864 resulterede i en stærk indre harmonisering. Velfærdsstaten kan godt ses som en naturlig videreudvikling heraf. Udviklingen væk fra et standsdelt samfund og til, at bønder og senere arbejdere kulturelt og politisk blev en integreret del af et mere og mere homogent dansk folk trods store forskelle gjorde det nærliggende at fortsætte denne udvikling med en velfærdsstat bygget op omkring universelle ydelser. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at grundlovens ånd fra 1849 ikke lagde op til en velfærdsstat. Visionen var et demokratisk retssamfund, hvor staten lagde rammerne, og så skulle borgerne selv udfylde disse rammer og selv skabe skoler, forsørgelse, sundhed og uddannelse. Der står som bekendt intet i grundloven om ret til uddannelse (udover folkeskolen), ret til sundhed og behandling eller ret til pension. Og den meget beskedne forsørgelsesparagraf i grundloven lægger ikke op til universelle ydelser, men snarere til begrænset hjælp til den lille brøkdel af befolkningen, som ikke kan klare sig selv, og som andre ikke har pligt til at forsørge. 10

11 De universelle ydelser som princip kommer først langt senere. Første markante skridt er folkepensionen i 1957, som partiet Venstre netop pressede på for at få gjort universel, så den også omfattede bønderne. Inden da var aldersrente forbundet med et værdighedskrav, og den var trangsbestemt og skønsmæssig. Siden da har ideen om universelle ydelser gået sin sejrsgang, og dermed er også alle hensyn til værdighed gået tabt. Alle var pr. definition berettigede, og det kulminerede med bistandsloven i 1975, hvor alle behov skulle understøttes uanset trangsårsag. Nu blev det betragtet som nedværdigende at anse nogle for mere værdige end andre til at modtage hjælp. Dermed var der givet total frihed til en hvilken som helst selvødelæggende adfærd og uansvarlig moral. Staten var der og skulle nok hjælpe. Grundlovens oprindelige intention Hvis vi går tilbage og ser på grundlovens oprindelige intention, er det tydeligt, at hjælp fra det offentlige var tænkt som en sidste instans for ganske få personer. Da grundlovens forsørgelsesparagraf blev forfattet i 1849, var der slet ikke tænkt på retten til universel, offentlig forsørgelse.»den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige«, står der i forfatningen. Udgangspunktet er altså, at forsørgelse primært er selvforsørgelse. Enhver har pligt til at klare sig selv og ikke ligge andre til byrde. Hvis man så ikke kan klare sig selv, er det ikke ifølge grundloven således, at staten skal træde til. For så træder princippet om gensidig forsørgelse i kraft, hvor tanken er, at borgerne indgår i et net af forsørgelsespligter. Ægteskabet og familien er typiske eksempler på institutioner bygget op omkring den gensidige forsørgelse af hinanden. Først i sidste instans og til den sidste restgruppe og som den yderste nødløsning skal stat og kommune træde til. Men først, når det er undersøgt, at forsørgelsen ikke»påhviler nogen anden«. Forsørgerpligtens sociale konsekvens er en stærk afhængighed. En ægtefælle må lade sig separere, før han kan få hjælp af staten frem for af konen. Børn kan i dag ikke få kontanthjælp før efter 18 år, fordi pligten hviler hos forældrene. Og selvom grundlovens forsørgelsesret i sin ordlyd og forpligtelse overfor statsmagten er meget sparsom, var der alligevel advarende røster fremme mod den i N.F.S. Grundtvig mente, at gruppen af dem, der ikke kan hjælpe sig selv, ikke er naturligt afgrænset, men ret dynamisk, og derfor kan mange komme ind i gruppen. Og det kan give problemer. Grundtvig anså paragraffen for en national ulykke og ville De universelle ydelser kom langt senere end grundloven Grundloven taler om hjælp til de få Selvforsørgelse er idealet 11

12 Grundtvigs socialsyn: alle må kæmpe for at kunne klare tilværelsen Den offentlige skole blev betragtet på linje med fattighjælp Den universelle skole ser først dagens lys i 1953-grundloven have formuleret den mere restriktivt, så det blev ekspliciteret i grundloven, at hjælpen kun måtte komme de genuint trængende til hjælp. Han foreslog derfor, at der i grundloven skulle stå, at hjælp kun kunne gives til»de Gamle, de Syge og de forladte Børn«. Det er det stik modsatte af universelle ydelser. Kun gamle, syge og forældreløse børn måtte få hjælp. Alle andre må kæmpe i hver deres liv for at klare sig i tilværelsen, mente Grundtvig. Kamp må der til, skal livet gro. Når ordet forsørgelse siges i dag, tænker alle på offentlig forsørgelse: at den enkelte har en ret til at forsørges af staten. Men ud fra grundloven var det kun en sidste instans. Det primære var familien og først til sidst blev det en klientgørende individ-stat relation. Fra almueskole for de få til folkeskole for alle En interessant parallel er folkeskolen, der i 1849-grundloven hed almueskolen og blev anset for undtagelsen til de forældre, der ikke selv kunne give deres børn en skolegang:»de børn, hvis forældre ikke har evne til at sørge for deres oplærelse, ville erholde fri undervisning i almueskolen«, hed det i Grundlovsfædrene anså den offentlige skole på linje med fattighjælp og dermed som et tilbud til dem, der ikke på egen hånd formår at give børnene en skolegang. Grundtvig tordnede også her mod de offentlige almueskoler, som han kaldte»afretningsanstalter«og erklærede»en gruelig Afsky for Alt, hvad der kunne kaldes Skoletvang«. Grundloven i 1915 erstatter almueskolen med folkeskolen, men fastholder i øvrigt 1849-grundlovens opfattelse af offentlig undervisning som en undtagelse. Men med 1953-grundloven gøres folkeskolen til et universelt, forfatningsmæssigt garanteret frit gode for borgerne. Og nu bliver undtagelsen, at der ikke er skolepligt med mulighed for de få til at vælge friskole. Hvor den oprindelige grundlov lagde op til, at forældre selv bekostede deres børns skolegang og kun gjorde en offentlig skole nødvendig for dem, der ikke kan klare det selv, er grundlovsparagraffen i dag udtryk for retten til en fri og gratis folkeskole. Og som et levn fra Grundtvigs dage er der stadig bevaret en ret til at fravælge folkeskolen. Fra alles hjælp til de få til alles hjælp til alle Udviklingen af den danske velfærdsstat er gået fra et projekt om at hjælpe de få trængende, som ikke var bundet ind af andre forsørgerrelationer, og til at hele befolkningen skulle hjælpe hinanden gennem universelle overførsler. Børnepenge, folkepension, SU, sundhed og arbejdsløshedsforsikring er typiske eksempler på det. 12

13 Det har også betydet, at den universelle velfærdsstat involverer alle samfundsgrupper, og alle indrulleres i omfordelingscirkusset. Enhver får, og enhver giver. Det betyder også, at velfærdsstaten bliver et mere ideologisk projekt, fordi det griber ind i alle borgeres liv. I den forstand er den en pendant til demokratiet, der også involverer alle via stemmeretten og den offentlige debat i den politiske proces. Og den demokratiske beslutningsprocedure kan også plausibelt forklare denne udvikling (f.eks. public choice-teori). Den klassisk liberale hjælp-til-de-fattige-model angik kun få dele af samfundet, og den skat, der skulle opkræves for at tilvejebringe midlerne, var begrænset sammenlignet med i dag. Filosoffen Karl Popper ( ) argumenterede for en negativ utilitarisme, hvor det ikke er statsmagtens opgave at fremme alles lykke, men at afhjælpe konkrete negative lidelser og mangler. Altså at statsmagten godt kan intervenere med hjælp til mennesker i konkret nød, programmer for syge og på anden vis marginaliserede personer, skoler til fremme af alfabetisering osv. For den fordrer kun begrænset, såkaldt stykvis social ingeniørkunst, men dens positive utilitarisme eller egalitarisme blev til utopisme og krævede grandios samfundsingeniørkunst i næsten totalitær stil. Også selvom det blev ledt af en velgørende despot. Popper lå tæt op ad socialdemokratiske tanker i efterkrigstiden Europa og bl.a. den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt (f. 1918) var stærkt inspireret af ham. Velfærdsstaten har imidlertid forvandlet sig fra denne negative utilitarisme til at blive et positivt projekt med vidtfavnende ambitioner på befolkningens vegne. I de sidste år især med livsstilsindgreb med forbud mod bl.a. rygning i offentligt rum. Og her er Helmut Schmidt selv som 94-årig en arg modstander, der insisterer på at ryge selv i TVstudiet og får lov til det. Opgaven må være at finde tilbage eller frem til en begrænset velfærdsstat, der kun tager sig af de konkrete negativiteter. Det har i længere tid været god socialdemokratisk ideologi end den meget nyere universelle velfærdsstat. Da den unge Thorvald Stauning i 1910 stillede op til valget til Folketinget i Fakse, var hans programpunkt at»søge at forhindre nye Skatters Indførelse«. Den første socialdemokratiske finansminister, den fremragende og mådeholdne C.V. Bramsnæs, skrev i 1955 i et tilbageblik om»de stærkt svulmende udgifter i den sidste tid«. Dengang var Danmark et lavskatteland i Europa, sammenlignet med alle vore nabolande. Den universelle velfærdsstat omfatter alle samfundsgrupper Er det statens opgave at fremme alles lykke? Opgaven er at finde tilbage til en begrænset velfærdsstat Gensidig forsørgelsespligt Når velfærdsstatens formåen nu er spændt ud over, hvad økonomien kan præstere, kunne det være væsentligt at se på, hvilke institutionelle ændringer, der kunne foreslås. 13

14 Gensidig forsørgelse må være målet Til kamp mod SU Forældre skal forsørge børn og unge og børnene skal forsørge deres forældre Større pligt ind i familierne Faktisk bygger en grundpille i det danske samfund på princippet om gensidig forsørgelse. Ægteskabet er en institution, hvor parterne som en del af kontrakten indvilger i at forsørge hinanden. En ægtefælle kan ikke modtage kontanthjælp uafhængigt af den anden parts indkomstforhold. Det ses som et økonomisk fællesskab. Nogle er forargede over, at ægteskabet på den måde overtrumfer individets rettigheder. De vil have afskaffet pligten til gensidig forsørgelse, så individerne kun er forpligtet overfor staten. Man burde snarere overveje, at udvide den familiære forsørgelsespligt, så den ikke kun omfatter ægtefællen og børn under 18 år, men måske også børn op i tyveårsalderen? Hvorfor skal man have SU som årig, hvis forældrene har en husholdning, hvori den unge kan indgå? Eller sagt på en anden måde: hvorfor skal andre skatteydere betale til min knægt, når han bliver 18 år? Der kunne også være forsørgerpligter den anden vej, fra børn til forældre i pensionistalderen. Og hvis ikke det sker frivilligt, kunne det jo ske retligt. Det er trods alt bedre at blive beskattet til et konkret formål, som oven i købet er ens familie, frem for at skatten bare går i en stor statskasse. En af de mange uheldige konsekvenser af den danske velfærdsstat er de mange især unge og yngre mennesker i den arbejdsduelige alder, der havner på overførselsindkomst udenfor arbejdsmarkedet og derfor lever ret isoleret i forhold til det danske samfund. Aviserne portrætterer jævnligt yngre mennesker, der har tilbragt deres voksenliv på kontanthjælp. Ville det ikke være bedre for dem, hvis hjælpen i første omgang var familiens pligt? Og først i sidste instans, hvis familien ikke var der eller ikke kunne hjælpe, så blev en offentlig opgave. I stedet er det blevet en højhellig ret doceret i folkeskolens timer, at enhver har ret til hjælp fra det 18. år. Og mange af dem, der går til grunde i velfærdsstatens sagsbehandlerkultur ville måske være kommet på ret køl, hvis familien havde været der som en disciplinerende faktor. Det er lettere for forældre at tilbageholde lommepenge som følge af uansvarlig adfærd, end det er for sagsbehandleren at tilbageholde kontanthjælp. Familien er tættere på den enkelte og ved ofte bedst, hvad problemet er, og hvad der kan gøres. Lige så klares nød ofte bedst i fællesskab og bliver langt mere smertelig i isolation. Med den gensidige familiære forsørgerforpligtelse er det sagsbehandlerens første opgave, at relatere den trængende til familien og gøre den opmærksom på pligten. Økonomisk er det også langt mere fordelagtigt, hvis familiens beskyttende vinger foldes mere ud. Marginalomkostningerne for en husstand ved at have en 23-årig søn eller 27-årig datter til at bo hjemme er meget mindre end over skatten at betale til eget klubværelse og husfø- 14

15 relse, el og vand, licens og internet. Og er det ikke sjovt at bo hjemme i tyveårsalderen på et værelse, er der et rigtigt godt incitament til at stræbe mod at blive selvforsørgende. Mange af 68-generationens bedsteforældre på efterløn eller pension erklærer ofte i interviews, at de vil bruge opsparingen på rejser og golfture. Det skal være dem vel undt. Men hvorfor skal eventuelle børn kunne modtage kontanthjælp betalt af de øvrige skatteydere? Friske bedsteforældre ville næppe heller tage skade af at blive konfronteret med pligter overfor børn og børnebørn, hvis disse kommer i nød og behøver mere hjælp og omsorg. Selvfølgelig skal staten som sin kernefunktion beskytte individernes ret til frihed, og herunder også at beskytte uafhængigheden af familien. Staten skal beskytte Romeos og Julies, eller Muhammed og Margrethes ret til at forelske sig og giftes, selvom familierne måtte være imod det. Individbeskyttelse er statens kernefunktion. Den skal sikre individers ret til at ytre sig. Og børn skal beskyttes mod overgreb, bl.a. af deres fædre og mødre. Men den individbeskyttelse, som er minimalstatens opgave, skal først i sidste instans omfatte forsørgelse. Inden da skal familien og civilsamfundet udfylde rollen, så vidt det lader sig gøre. Sådan som det er grundlovens ånd. Jeg vil da ikke betale til min gamle mor eller min 25-årige søn! tænker mange sikkert. Eller være gensidig forsørgerpligtig! Jeg vil være fri, fri, fri! Ja, fri, fri, fri og så slave af staten. For alternativet, før den øde ø er fundet, er jo i dag den enorme fordyrelse og ansvarsforflygtigelse af alting ved at alle skal betale til alle. Individbeskyttelse skal være staten kerneopgave Henrik Gade Jensen er filosof og projektleder ved CEPOS. 15

16 Det svigtede menneske velfærdens onde cirkel 1 Af Ole Thyssen De værdigt trængende Svaghed har mange kilder Et samfund bygger på dygtighed. Mennesker må dyrke jorden, få hjul til at rulle, undervise, helbrede, administrere og lede. At de finder mening i deres arbejde gør dem selv og samfundet rigere. Nogle mennesker er ikke dygtige. Deres sjæl og krop er fra starten beskadiget, så de ikke kan klare selv minimale opgaver. Her er det en social beslutning, hvad der skal ske med dem. I nogle samfund overlades de til sig selv og måske til døden børn sættes ud, gamle forventes at gå ud selv. I andre må de klare sig med tiggeri og hjælp fra familien. Projekt svaghed I Danmark er velfærdssystemet ikke opstået som en kompensation for mangel på dygtighed. De værdigt trængende var dem, som gerne ville, men ikke kunne arbejde på grund af arbejdsløshed eller sygdom. Begrundet med både medfølelse og statsræson blev de fattige, de syge og de arbejdsløse tilbudt hjælp. Velfærd handler dog ikke kun om tilknytning til arbejdslivet. Nok taler vi om at»revalidere«, som er»at gøre værdifuld«ved at genskabe arbejdsevnen. Men også livet uden for arbejdspladsen stiller sine krav. Også her kan man være syg. Herfra kan ringene brede sig. For hvad er sygdom? Foruden medfødte sygdomme kan en sværm af ubehagelige tilstande ombeskrives til at være sygdomme: Angst, demotivation og den bristede vilje, som falder for livsfarlige fristelser. Det fælles ord er»svaghed«. De svage er ikke handicappede i normal forstand, de er ikke deforme eller slået af den rædsel, man kan finde på billeder fra gamle sindssygehospitaler. Men de er udygtige. De kan ikke leve op til normale krav om at passe deres skole eller arbejde, læse deres lektier, møde til tiden eller tage vare på deres børn. Mens man før kritiserede de svage og krævede viljestyrke, er den slags appeller hørt op. Nu er mantraet, at svaghed ikke handler om en svag vilje og ikke skal stemples moralsk. Hvis svaghed er en sygdom, giver det ikke mening at bede de svage om at tage sig sammen. Herfra smedes velfærdens princip om, at hvad der sker med et menneske er socialt eller somatisk betinget. Svaghed afhjælpes med terapi og medicin. 14 Denne artikel er en omskrevet version af et indlæg i dagbladet Information den 15. november Jeg har besvaret nogle af de kritiske indvendinger, som indlægget udløste. 16

17 Hvordan viser svagheden sig? Det er enkelt nok: Ved at man ikke lever op til normale krav om at klare sin hverdag. Man er svag, hvis man vedholdende viser sig som svag. Det forudsættes, at mennesker gerne vil være dygtige og ikke går efter det, som Freud kaldte for»sekundære sygdomsgevinster«. Præcis den forudsætning er forsvundet. Når svaghed ikke fører til rå nød, men til opmærksomhed fra et korps af professionelle læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger åbner den adgang til gevinster, det kan være besværlige at opnå på normal vis. Jeg siger ikke, at det er let og lykkeligt at opgive ansvaret, eller at mennesker bevidst gør sig svage for at snyde staten. Blot peger jeg på, at det altid er usikkert, hvad et menneske kan. Troen kan flytte bjerge, og mennesker med en mening og et mål kan yde det overmenneskelige. Velfærd er mange ting. Her handler det om det område, hvor vi skal forholde os til, at almindeligt ubehag ombeskrives til sygdom og får mennesker til at slippe grebet om deres hverdag. De bliver stressede, demotiverede, angste eller voldelige. De går på stoffer eller alkohol. De dropper ud af uddannelsen. De opgiver at passe deres børn eller arbejde. Her må man overveje den mulighed, at svaghed ikke et simpelt faktum. Svagheden kan være et personligt projekt, hvor man ser sig selv som svag og lægger sig fast på sin svaghed, så man dagligt leverer nye beviser på, at ens vilje er slap. I et velfærdssamfund opstår der ikke høj latter, men bekymring og behandling, når man fortæller om sine plager. Man møder genklang, når man kræver respekt for sin svaghed, man bliver forbitret, hvis der stilles krav, og man finder hjælpen utilstrækkelig samtidig med at man rituelt bedyrer, at man intet hellere vil end at komme ud af f.eks. misbruget. Man kan bare ikke. Adgangsbilletten til velfærdssystemet er en diagnose. Får man den, er svaghed ikke ens egen skyld, men i sidste ende samfundets og kroppens. Her mødes to løse ender: et personligt»projekt svaghed«og et system, som er parat til at overtage, klassificere, diagnosticere og behandle svagheden. Svaghedens sprog er ikke privat, men er forankret i en vidtforgrenet praksis, så de svage bliver støttet i den selvforståelse, at de er syge og ikke kan klare sig selv. Side om side med retssystemet, som med domme nagler mennesker til deres ansvar, har vi et psykiatrisk system, som med diagnoser fritager mennesker for deres ansvar. De er fanget i et spind af sociale og kropslige kræfter. To karrierebaner En normal karriere satser på dygtighed. En ny og alternativ karriere satser på udygtighed kompetence til at være inkompetent. Tidligere kunne man se velfærdssystemet som det gode system, der ydede kom- Den der ikke lever op til normale krav er svag Ubehag omskrives til sygdom Adgangsbillet til velfærdssystemet er en diagnose Velfærdssystemet garanterer et liv uden pligter 17

18 Det er systemet, der svigter Svaghedens onde cirkel pensation for det onde arbejde. Sådan er det ikke mere. Det er blevet et parallelt system med sine egne karrierebaner. De kræver investering og udholdenhed, men rummer deres egne belønninger. Mens champagnepropperne i arbejdets system løfter sig, når eksamenen er overstået, springer propperne i velfærdens system, når førtidspensionen eller ydelsen er opnået, så man er garanteret et liv uden pligter. Man har kæmpet for at blive anerkendt som inkompetent. Man har sat sig ud på skråplanet, givet efter og overladt resten til myndighederne. For et stykke tid siden kunne man i en avis læse, at svært overvægtige blev»overladt til en tidlig død«. Morderen var staten, og dens brøde var ikke at ville finansiere fedmeoperationer. Artiklen viste et mønster, som gentager sig monotont. Staten anklages for svigt, og ser man efter hvad det handler om, møder man mennesker med en selvskabt plage, hvis følger de gerne vil overdrage til staten. Mønsteret er, at man høfligt skal se bort fra, hvorfor disse mennesker er kommet galt af sted, og kun skal se på, hvordan de kan få hjælp og omsorg. Når det accepteres og bliver en ret, opstår en refleksiv sløjfe. Der er en farlig fristelse i at opdage, at man kan (bort)forklare sine svigt ved at henvise til årsager. Det er altid staten, kommunen, skolen og familien som svigter, aldrig de svage selv. De er som de er, styret af årsager og virkninger hinsides kontrol. Og fordi de er kausale maskiner, kan de hjælpes med samtaler, terapi, støtte, indlæggelse, penge og en omsorg, der aldrig holder op. Juggernauthjulet Hermed åbnes for en ejendommelig kamp om at gøre mennesker udygtige. Den har mange soldater. Ikke blot de svage selv, men også professionelle, som gør karriere i velfærdssystemet. Også politikere, som øjner stemmer i løfter om mere velfærd. Også familier og erhvervsfolk og massemedier. Over for denne uhellige alliance må staten giver efter. For hvad skal den stille op med de svage, som ikke er sultens slavehær og ikke kan true med at strejke, men med en ofte iscenesat elendighed og med social uro tyveri, hærværk, vold? Med passiv forsørgelse deponeres de i samfundets periferi. Resultatet er et Juggernauthjul, som synes at rulle af sig selv, fordi det drives af mange hænder, så ingen enkelt hånd ser sit eget bidrag som afgørende. Ved siden af svaghedens onde cirkel du er svag, hvis du insisterer på at opføre dig som svag får vi demokratiets onde cirkel: vælgere og politikere holder hinanden i et dødsgreb omkring velfærd i lange baner. Massemedierne aflægger daglige rapporter om statssvigt og sørgelige skæbner. Selvfølgelig skal værdigt trængende have hjælp. Problemet er blot, at det er blevet let og fristende at melde sig ind i de svages klub og få 18

19 en diagnose, som befrier for ansvar og åbner for velfærd. Med diagnoser som aggressiv psykopati, anoreksi, skizofreni eller ADHD fritages både familie og individ for skyld. Det er en lettelse. Ansvarets adresse bliver staten. Man kan kalde det underklassens oprør. Underklassen er ikke arbejdende proletarer, men ikke-arbejdende klienter. Det åbner for en ny type klassekonflikt, som er indvarslet af slogan som»velfærd eller skattelettelser«. Hvornår brister de dygtiges loyalitet over for de udygtige, når der dagligt leverer beviser på, at et hæderkronet velfærdssystem er gået amok? Økonomi og værdighed Situationen kan bedømmes økonomisk. Det er hundedyrt, at hundredtusindvis af mennesker gør krav på at være svage. Vi informeres om, at en halv mio. danskere er psykisk syge og at stress, melankoli, angst og demotivation er folkesygdomme, som»det ikke kan betale sig at lade være med at behandle«. I et verdenssamfund med hård kon kurrence er det svært at se en fremtid for et land, der hæger om sin duftallergi og sin fibromyalgi. Det er et politisk mantra, at folk skal i arbejde, så»vi kan få råd til velfærd«. Vognen sættes foran hesten, når velfærd ikke er kompensation, men meningen med det hele. Jeg vil følge et andet spor og tale om værdighed. Det er, om man vil, en humanistisk tilgang, som hviler på en idé om det aktive menneske. Over for den figur har vi en anden figur, det svigtede menneske, som er en rolle, det er blevet let at overtage. Man skal opgive at løse hverdagens opgaver og i stedet at rette kikkerten mod sine symptomer: smerten i ryggen, susen for ørerne, angsten, uviljen mod at gå på arbejde Her går der inflation i kravene om en offentlig indsats. Narkomaner kræver rettigheder og danner en forening med alkoholikere og pillemisbrugere. De hjemløse ser fremtiden i lyset af nedskrivning af gæld, rådgivning og terapi. For enden af velfærdens regnbue aner de et liv som forne tiders herremænd, med en tjener på hver finger. Deres eget svigt og deres egen indsats hører vi ikke meget om. Det er ufint at bringe moral på bane, og appeller om at tage ansvar virker ikke. Samspillet mellem det individuelle»projekt svaghed«og den institutionelle opbakning skaber en gråzone. Kan de ikke eller vil de ikke? Det er svaghedens cirkel, den accelererende hjælpeløshed. Hvorfor tage sig sammen, når man ved at insistere på sin svaghed kan få den ønskede hjælp? Hvorfor udsætte sig for verdens kulde, når samfundet tilbyder en varmestue? Hvorfor se på egen skyld, når man får medvind med en påstand om, at»kommunen/skolen/arbejdspladsen tilbød ikke hjælp«? Svagheden for de svage er blevet en kongevej til svaghed. Er velfærdssystemet gået amok? Svaghed sættes i system Projekt svaghed er blevet et samfundsanliggende 19

20 Så det svage menneske ser ikke svaghed som en ydre skæbne eller en personlig sag. Han beskriver sig som et offer for sociale og biologiske omstændigheder, og beskrivelsen får ord og handling af professionelle, der ser endeløse vækstmuligheder i at oparbejde en ny strategisk ressource, svaghed. De ser sig selv som gode, når de peger på den enorme mængde svaghed, som bør afhjælpes. Både svage og professionelle gør sig illusioner, når de ser bort fra den mulighed, at de selv er med til at skabe den svaghed, de vil afhjælpe. Men det er virksomme illusioner, ligesom den feudale illusion om at der fandtes hekse. Og en virksom illusion er en realitet. Den tunge indvending mod velfærdssystemets elefantiasis er ikke økonomisk, men handler om værdighed. Det er, med en lille omskrivning af Kant, uværdigt at leve et liv i selvforskyldt svaghed. Omsorg får svagheden til at eksplodere Sagsbehandlerne har en egeninteresse i at svagheden vokser Filosofi og videnskab Der findes mennesker, som er skadet på sjæl og legeme og som har behov. Problemet er fremkomsten af et velfærdssystem med en teori og en praksis, der virker mod sin hensigt. Omsorgen for svagheden får svagheden til at eksplodere. Som i eventyret vokser der to hoveder frem på dragen for hvert hoved, som hugges af. Anklages velfærdssystemet for sin indre tvang til vækst, sender dets mange fortalere bolden tilbage med et krav om tal og fakta. Jeg er ikke sociolog og har ikke tal på, hvor mange der er tale om. Dog kan jeg bemærke, at massemedier regelmæssigt fortæller, at mennesker lider af stress, angst, købemani, duftallergi. I de samme medier offentliggør almindelige mennesker deres lidelser og kræver behandling, professionelle fremmaner massive svigt, og politikere erklærer, at velfærd er samfundets højeste mål. Den politiske tale om velfærd handler ikke blot om neutral viden, men også om eksempler, interesser, følelser og politisk observans. Politiske holdninger styres ikke af videnskabelige facts. Men er man ikke nødt til at trække en præcis grænse mellem de værdigt og de uværdigt trængende, og skal man ikke sætte tal på velfærdens omfang fra år til år? Her er problemet, at»svaghed«ikke er for fastholdere. Spørger man de svage om deres tilstand, kan man ikke forvente et troværdigt svar. De har måske lagt sig fast på et»projekt svaghed«. Spørger man de professionelle, kan man heller ikke forvente et troværdigt svar. De har en faglig interesse i, at deres område vokser. Er man konsulent i stress, eller optaget af børn med lavt selvværd, ser man ofre overalt. Der er velkendte fristelser forbundet med at sælge elastik i metermål. Og spørger man endelig politikere, har de en fugtig finger oppe i de luftige vælgerstrømme og konstaterer, at vælgere vil have velfærd. 20