Jørgen Bukdahl, der den side måned har boet i Rom, giver nedfor en skildring af den evige stad indvævet med erindringer fra skoletidens latinske Ribe.

Transkript

1 Tilbageblik: Fra Ribe til Rom Vestkysten s Kronik d. 22. december 1966 Af forfatteren Jørgen Bukdahl, Askov ved Vejen ( ) Jørgen Bukdahl, der den side måned har boet i Rom, giver nedfor en skildring af den evige stad indvævet med erindringer fra skoletidens latinske Ribe. Mange tillægsnavne har Rom: Soma sacra, Citta eterna, Caput mundi: Det hellige Rom, den evige stad, verdens hovedstad. Byen rummer tre tusinde års historie, den var midtpunkt i det universale romerrige. Det var herfra, kejser Augustus lod udgå en befaling, at alverden skulle skrives i mandtal. Jeg har selv stået mellem ruinerne af den borg, hvorfra budskabet udgik. Lidet anede han, at det næste Rom, efter kejser- og diktatorriget var faldet i ruiner, som siden Napoleons, Hitlers, Mussolinis, at det skulle få med hint mandtalsbudskab at gøre, som vi i evangeliets tekst hører hver juleaften. Det næste Rom blev kristenhedens centrum i hundrede år, og er det i dag, trods al protestantisme. I dag er paven i sit vatikan dog overhovede og hyrde for millioner sjæle rundt på jordkloden, og til op imod år 1600, havde der ikke været anden kristendom for den vestlige verden. I et halt årtusinde lød der i vore landsbykirker den samme messe, og med de samme ord, som i Peterskirken, i det fjerne Grønland, i Nordafrika. Rom var magt og ånd, paver kronede kejsere, og hans bandstråle var et farligt lyn. Rom var virkelig caput mundi, verdens hovedstad. Den overtog romerrigets universale sprog latin, det blev messens sprog, det blev hovedsproget i klosterskoler og katedralskolerne --- også i Ribe Katedralskole, der for 800 år siden rejstes i domkirkens ly. 1 Ribe Katedralskole omkring Kilde: Karl Heinrich Andreasen Besynderlig nær kommer denne min gamle skole og by mig, når jeg vandrer rundt mellem Forum Romanums ruiner med enkelte søjlerester hist og her, grundmure af templer og paladser, triumfbuerne, hvo Konstantins, Titus og Severus står endnu, selv om byen blev hærget af barbarer fra nord, der ikke

2 levede stort af de kunstneriske herligheder, der her var samlet. Stort bedre var for øvrigt heller den sejrende katolicisme, der brugte Forum Romanum som stenbrud for deres kirkebyggeri, mange af søjlerne i de hedenske templer står nu og bærer buerne i kirkerne rundt omkring. Og marmoret, hvor med triumfbuerne, templerne, Colosseum og Marcellusteatret var beklædt same de fleste statuer gik i kalkovnen, navnlig under adelens paladsbyggeri i det 14. århundrede (da paverne sad i Avignon). Hvorom alting er: er forstemmende ruinøde er Forum, enkelte søjlerækker hist og her er som oprakte hænder fra dette centrum i romerrigets verdenssad, en fortvivlet gestus, besværgende fra historiens afgrund af død og fortabelse, men et mægtigt eftermæle er denne ruinbys patos. Og dog kender jeg det alt sammen fra mine egne gravlagde år, fra for 50 år tilbage, hvor overlærer Bech i oldtidskundskabs timerne gennemgik Forum efter Luckenbachs billedværk først nu ser jeg det i virkeligheden, men ikke så intenst og medlevende som hin gang, det kun var billeder, og på Vatikanmuseet og de andre museer ser jeg de figurer, jeg hin gang granskede som billeder: Kejserbusterne, et romersk ægtepar, den døende galler, og der er Nike-figuren, som jeg var oppe i til studentereksamen, hvor jeg husker. Det grønne brodtæppe, de hvide sedler, hvoraf man trak én: Nike altså, hendes mytologiske placering hvad jeg netop lige havde repeteret i græsk naturligvis, som så meget andet, romerne både har efterlignet og ført hertil, da Grækenland var blevet besejret, ligesom de første en sens obelisker fra Ægypten hertil. Man ser dem på de fleste pladser. Men nu Nike, i gråt marmor, uden hoved, men hvilket kunstværk, hvilken flugt og hvilket liniespil vel husker jeg hin dag, da jeg forklarede overlærer Bech og censor (han hed Rosenberg) dette. Det var en dag sidst i juni, høj blå himmel over Ribe, solspillet i lindene i skolegården, roserne op ad pedellens hus. Hvorfor husker man siden især de uvæsentlige ting: En stork, der fløj lavt over Tårnborg i Puggårdsgade; den befriende følelse af at være sluppet vel igennem denne eksamination ind hos Husted Knudsen på hjørnet af Sviegade for at købe en cigar i dagens anledning (12 øre). Og hjem til hybelen hos Nissens fra vinduet var der udsigt til små grønne haver op imod Horsegang, men overalt junisolen over gamle tegltage og bindingsværksmure var Nike ikke sejrens ungdom, ungdomshåb og ungdomsmod. Nu sår jeg overfor den grå marmorfigur i Rom men det er Ribe, der lever omkring mig, nærværende som ingensinde før nu først på afstand ser jeg for alvor det klassiske indhold i den gamle skoles tradition, de mange tråde, der i århundreder er spundet mellem Ribe og Rom. 2Husted Knudsen - hjørnet af Sviegade og Sønderportsgade. Kilde: Lilian Laursen

3 Litteris et artibus, står der med jernbogstaver over skolens indgang, for videnskab og kunst! Noget voldsomt og krævende, men en romersk replik, som vi daglig vandrede ud og ind under. Det blev jo kun videnskabens begyndelsesgrunde vi lærte, ej kunsten. Det var så som så, udover det, vi selv kunne sysle med. Jeg har nævnt Luckenbachs billedværk om oldtidens kunst. Vi lånte også Heibergs værk om Italien og et billedværk om Rom, dets kirker, pladser og mange fontæner, nu har jeg oplevet dem, ikke alene de berømte om Fontana Trevl, Beruinis fontæne på Piazza Navona (hvor jeg bor), men i næsten alle gårde rinder der vand af marmorhovedet og ned i antikke kummer. Gårdens Rom er et Rom for sig, ofte med buegange og statuer, marmorgesimser, relieffer op af murene. Kunstens by er Rom foremfor nogen den antikke kunst, renaissance kunst, men først og fremmest barokkens kunst, Berninis Rom og Michelangelos, begge, især den sidste var universalgenier: billedhuggere, malere, arkitekter, Michelangelo har ikke alen bygget Peterskirkens kuppel, men også smykket loftet i det sixtinske kapel med de mest berømte malerier Rom ejer. Museer med næsten kilometerlange gange fyldt med statuer, buster, malerier, gobeliner, man kunne gå her i årevis og endda ikke nå at få set alt, desuden et par hundrede kirker, alle smykkede, guldlysende; der er de store basilikaer hvor indeni Ribe domkirke let kunne stå, for ikke at tale om Peterskirken, verdens største og selv en verden kronet af marmor. Kunst, kunst fra alle tidsaldre, ødslet, overvældende, ligesom stuvet sammen i denne by, tilvirket her eller hentet hjem fra Grækenland eller Ægypten. Litteris et artibus! Også videnskabets by er Rom, foruden det nye universitet alle de videnskabelige akademier, de fleste lande har i byen. Selv bor jeg her i Piazza Navona ikke langt fra, hvor Roms gamle berømte universitet: La Sapienza lå; nu er det statsarkiv. Hertil kom Holberg i 1715, og skønt han var plaget af sygdom gik han dagligt til La Sapienza for at studere. I sine Trende epistler skriver han om sin ærgrelse over ikke at kunne få lov til at låne de af inkvisitionen forbudte bøger. Han var jo kætter og kunne derfor ikke tage skade af at læse dem! Mange af bøgerne var desuden lænket til pulten jeg mindes i Ribe Katedralskoles bibliotek at have set en bog med sådan en lænke Kunstens og videnskabens by, men også magtens, der som højspændingsledninger gik ud til alle verdenshjørner, fra Kapitol, Palatin og Forum i den store kejsertid, siden fra Vatikanet, nu en skat med egen avis, radio, eget post- og politivæsen, dog kun et par kvadratmeter stort. Nu gælder det her kun åndelig magt, men på Kapitol og Forum kan man mellem ruinerne ligesom mærke det knitre af verdslig magt, Cæsars legioner.. kejsere, der kom sejrrige hjem fra krigen i fjerne provinser. Rom var aksen i det store verdenshjul hertil kom også Peter og Paulus fra det fjerne Judæa her led de martyrdøden, Peters fængsel lå lige ved Forum over hans grav er Peterskirken bygget. Rom, dens skæbne, skikkelser og navne har præget en hel verdens fantasi. Da jeg gik på Forum, så jeg til venstre for Severus triumfbue et langagtigt fundament; det var resterne af den gamle folkestyrede republiks talerstol, der hed Rostra (dette betyder egentlig skibssnabler, hvormed oldtidens kampskibe var forsynet for at kunne bore sig ind i modstandernes fartøjer. Efter romernes sejrrige søsslag ved Antium blev fjendens bronzeprydede skibssnabler anbragt på den folkelige talerstols fodstykke) Men Rostra. Det kaldte vi også det kateder, der blev brugt til talerstol ved vor forening Heimdals møder! (Navnet Heimdal har med den grundtvigske-nordiske indflydelse efter 1864 at gøre, men denne latinskenordiske brydning gjorde vi os jo næppe klar). Men talersolen skulle naturligvis hedde Rostra, og der holdt vi peblinge vore første foredrag. Nu ser jeg fundamentet af den originale talerstol på Forum. Fra denne har Horats oplæst sine satiriske digte (som naturligvis også hørte til vort pensum i oldtidskundskab), her holdt Autonius sin sørgetale over Cæcar, her talte Cicero. Det var jo ganske anderledes vældigt end vore mere

4 eller mindre nervøse taler fra Heimdal s Rostra. Men vi opøvede os dog og nogle af os lærte at føre ordet. Men farlige som hine taler, der blev ført her, var de jo ikke. Her på Forum talte Cicero mod Antonius, modigt, aggressivt; denne lod ham dræbe og hans hoved og hænder blev naglet til Rostra, jo, Antonius s kone, Fulvia, var endnu så rasende, at hun sprang op på Rostra og gennemborede Ciceros øjne med sin hårnål. Farligt kunne det være at være foredragsholder i Rom. Det kunne det for øvrigt også i tyskertiden i Danmark! En Heimdals-aften i Ribe, en lørdag aften i klokkeskolestuen lige uden for indgangen. Forsangeren hed naturligvis præcantor, opløsning af skoleavisen, der efter Heimdal naturligvis hed Luren og så var der foredrag af en af lærerne eller af disciplene efter tur. Kl. 10 måtte vi være ude, da pedellen skulle gøre rent, derefter en tur ud til Hvide-bro, samlet, og så gik turen hver til sit i den lille by, de små hybler i Korsbrødregade, Hundegade, Sviegade.. jeg husker en sådan aften i september, med høj stjerneklar himmel over de mørke hustage, en somme gadelygter rundt på hjørnerne, som kun lyste for sig selv, ikke et menneske var at se; i enkelte huse var der endnu lys bag rullegardinet med Fredensborg og Frederiksborg slotte på op i mulmet ragede det store domkirketårns murmasser, rugende over gravlagte minder gennem århundreder fra hin tid, da Rom bød over denne kirke og denne bys bispestol. 3Hvidebro i Ribe, 1894, Johan Rohde. Kilde: Ribe Kunstmuseum

5 Det er aften nu i Rom og ind under jul. På Piazza Navona er boderne sat op rundt om hele pladsen en gammel tradition, her stævner det meste af byen, især børnene, hen for at købe juletræspynt og julekrybber; det sidste ser man også i vinduerne rundt i byen, barnet, krybben, jomfru Marie og Josef, de hellige tre konger, køer og lam. Det er barnet, il bambino, der nu indtager verdensbyen, hvorfra kejser Augustus udsendte befalingen, at alverden skulle skrives i mandtal Barnet, der skulle sejre over kejseren Ind under jul i Rom fra min altan kan jeg se ned på det brogede folkeliv, larmende livligt omkring de oplyste boder, de fleste børn har farvede balloner med hjem og meterlange grønne guirlander. Jeg må da huske den sidste skoledag før jul i Ribe. I de første timer måtte vi have gasblussene tændt i skolestuerne. Dagen var grå med en tung sky-himmel lavt over tagene. Endelig stred vi os frem til den sidste time, så en julesamle og en kort andagt for hele skolen i solennitetssalen. (Det var pastor Simon Hansen fra Sct. Catarinæ, han var fynbo og sagde gu') og så var juleferien der hjem til hybelen med bøgerne, man ikke skulle se i fjorten dage, så cykelturen hjem, først gennem det stille Ribe i den tidlige eftermiddagsskumring, lys i butikkerne, sus fra vandmøllen, så gennem plantagen og forude de store ensomme veje i Kalvslund, Villebøl, Tobøl, Bobøl og dér forude i tågedis Føvling kirke, så Foldingbro med de tyske gendarmer bag kæden over broen; det var i 1915, verdenskrigens andet år, så forbi Folding kirke, Malt og nu så jeg gadelysene i Askov. Nu var det først ind under jul og snart jul i grænsebyen. 4Grænsen ved Foldingbro 1911.