HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer

Transkript

1 HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer Marianne Elbrønd Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt 2005

2 2

3 FORORD Hermed foreligger net-publikationen Hverdagsliv til arbejdsbrug en samlet formidling af VEGA-netværkets erfaringer. Der er tale om en sammenskrivning af de mange erfaringer, som er udsprunget af et længerevarende samarbejde mellem Dansk Gerontologisk Institut og Social- og sundhedsskolen i Randers, Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, Ergoterapeutskolen i Århus og Ergoterapeutskolen i Odense. Projektledelse har været Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian. Den foreliggende rapport er udarbejdet af Marianne Elbrønd Sammenskrivningen er finansieret af Helsefonden. Herning april 2005 Marianne Elbrønd 3

4 4

5 RESUMÉ OG STATUS Formålet med denne net-publikation, der er støttet af Helsefonden, er at præsentere den viden og erfaring, som VEGA-netværket, har oparbejdet over en knap 10-årig periode og stadig arbejder på at berige. VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber viden om ældres hverdag. Netværket, der er tilknyttet Gerontologisk Institut har eksisteret siden Netværkets ledelse har i alle årene været Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian. Oprindeligt kom netværkets deltagere fra undervisningsinstitutioner på ældreområdet 1, men det er siden blevet bredere og omfatter i dag også praktikere. Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis. Erfaringsopsamlingen har været styret af nedenstående spørgsmål: - Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle? - Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser? - Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne? - Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende arbejde? - Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover? Med afsæt i de forskellige kapitler i publikationen, som er at finde på netadressen: er det nu muligt at give et svar på de stillede spørgsmål. Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med hverdagsliv hos gamle? Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. Hverdagen er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag efter dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og upåagtede i en sådan grad, at det f.eks. i uddannelsessammenhænge kan være endog yderst vanskeligt at fange elevers og læreres opmærksomhed mod den. Det er det særlige, det dramatiske og det afvigende, der er i fokus for de toneangivende fagprofessioners interesse, uagtet at det er hverdagen, der er grundlaget for hele vores tilværelse. Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen af vejen for givet, men hele tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at volde problemer. For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværel- 1 I en lang periode har netværkets deltagere været: - Ergoterapeutskolen i Århus - Ergoterapeutskolen i Odense - Social- og sundhedsskolen i Randers - Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning 5

6 sen radikalt, når hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at være et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at skulle samarbejde med helt unikke personer om at få deres særlige hverdagsliv til at hænge sammen og fungere. Arbejdsfeltet omfatter løsning af konkrete opgaver i konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil komme igen. Der er kort sagt tale om et arbejdsfelt, hvor rutinen ikke rækker, og svarene ikke er givet på forhånd. Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal kunne trække på i deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes end såvel almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter. I VEGA indtager vi det standpunkt, at faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet opmærksomhed og fagligt underbygget forståelse af dette liv, således som det tager sig ud nedefra fra almindelige gamle menneskers perspektiv. Vi er opmærksomme på, at nogle er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler i hverdagslivet er noget, som skal være i fred men hverdagslivet er i forvejen ikke et lukket univers afsondret fra samfund og systemer. På utallige områder og i utallige sammenhænge virker de samfundsmæssige dispositioner allerede ind på almindelige menneskers dagligliv. I betragtning af både den kritik, der har været af ældreområdet og af de ønsker og visioner, der udstikkes for området i retning af mere humane tilbud til mennesker, der har brug hjælp, synes det at være relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder, alternative begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder, alternative arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere, planlæggere og beslutningstagere inden for ældreområdet til dagligt og systematisk at rette blikket mod alt det, der får mennesker til at tone frem som enestående personer med et enestående liv. Kan der gennemføres videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser? Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i 1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion, som blev skabt, har bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser, har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning, implementering eller formidling af viden om hverdagsliv hos gamle. Set i tilbageblik synes nedenstående forhold ved selve organiseringen af VE- GA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes arbejde. I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning: 6

7 - at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) spottede et interessant tema: Hverdagsliv hos gamle og tog initiativ til dannelse af VEGA, hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde - at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde, puljer og Fou-midler. Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold til gennemførelse af projekter, har det været af afgørende betydning: - at samarbejdet mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution har været baseret på en kontrakt, der aftales for et år ad gangen. Forudsætninger for deltagelse er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret arbejdes med fra ide-fase til implementering, at der deltager mindst to navngivne personer fra hvert sted, og at ledelsen forpligter sig i forhold til at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse. - at netværkets ledelse, Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian løbende har fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament, og at netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent - at netværket har været samlet med faste mellemrum, således at deltagerne har haft mulighed for at inspirere og motivere hinanden. - at der udefra ret hurtigt viste sig at være en vis interesse for og efterspørgsel efter VEGA-netværkets indsigter og viden. Eksistensen af VEGA-netværket har påvist, at det faktisk kan lade sig gøre at gennemføre videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser, men at det kræver noget særligt, hvis det skal udføres deltids af lærere, der bruger størstedelen af deres tid på deres almindelige arbejde. Deltagerne fra de forskellige skoler har på forskellig måde skullet kæmpe for at skaffe sig tid og rum til arbejdet med VEGA-projekterne. På nogle skoler har VEGA-aktiviteterne til tider været på kollisionskurs med skoleinterne aktiviteter som implementering af reform, overgang til CVU med stigende akademisering og krav om efteruddannelse af lærerstanden til følge. På andre er VEGA-aktiviteter ligeså stille gået hen og blevet en del af hverdagen. Hvilket formål tjener videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelserne? For deltagerne i netværket synes det indlysende, at de skolesystemer, der er tæt på praksis, også bidrager til at udforske fænomener, som praktikeren møder i sin hverdag og med afsæt heri at skabe noget af den viden, som ældreområdet har brug for. For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvise tætte kobling til praksis indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen, når de står overfor at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det, som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at 7

8 forske i. Endvidere giver koblingen til praksis en adgang til praksissammenhænge og data, som det ellers kan være svært at få adgang til. For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige erfaringer med at gå metodisk til værks og f.eks. lave casestudier, hvilket giver dem et godt udgangspunkt i forhold til at inspirere kommende socialog sundhedsarbejdere til at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i praksis, som uden tvivl kunne gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste geled generelt var bedre til at gå metodisk og systematisk frem i det daglige arbejde. Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis. Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser slutter sig sammen i CVU er, og hvor der stilles krav om undervisernes akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter, der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner. For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at iscenesætte læreprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling, er de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem frembringelse og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet. I VEGA har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig af med videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har slidt og slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere, når værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere lejligheder fungeret som venlig indpisker med henblik på at forhindre, at projekter blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form af formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen befinder sig i et udannelsesmiljø, er der reelt mange muligheder for at lade frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd. For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden,som andre har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer. Hvilke resultater er der kommet ud af VEGA-netværkets videnskabende arbejde? Netværket er ikke udsprunget af et akademisk miljø, og det arbejde, der har været udført, har ikke været bundet af en forpligtelse til at skulle leve op til bestemte traditioner, indholds- eller formkrav. I VEGA har vi især været optaget af, at projekterne skulle producere en viden, der gør en forskel i praksis hvor 8

9 praksis både kan forstås som praksis inden for ældreområdet og praksis inden for de uddannelsesmiljøer, der uddanner til ældreområdet. VEGA-netværket opererer i et felt bestående af tre centrale elementer: et særligt teoretisk perspektiv på hverdagsliv, en særlig hverdagslivsorienteret metodologi og nogle konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv. Arbejdet med teori, metodologi og studier er foregået parallelt. Megen læsning har således fundet sted parallelt med eller efter gennemførelsen af de konkrete studier, og ideer til metoder er ofte udsprunget i takt med, at nye muligheder eller begrænsninger viste sig i undersøgelsesfeltet. Endvidere er der ud af empirien opstået nye ord, der ikke udspringer direkte af nogen teori. De tre elementer har med andre ord løbende beriget hinanden, således at VE- GA-netværket i dag er kommet på sporet af en måde at tale om, at tænke om og at undersøge hverdagsliv på, som kan anvendes af flere af ældreområdets aktører: dels af praktikere, der tager del i løsningen af hverdagens opgaver, dels af undervisere, der uddanner medarbejdere til ældreområdet og dels af planlæggere og beslutningstagere, der udstikker rammerne for det liv, som gamle, der er afhængige af hjælp fra andre, lever. Med de konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv som det helt afgørende, inspirerende omdrejningspunkt har VEGA-netværket udviklet det, der i dag kan betegnes som VEGA-i-teorien, VEGA-metode og VEGA-i-praksis. VEGA-i-teorien Menneskers helt almindelige hverdagsliv virker så banalt og selvfølgeligt, at det ofte ikke tildeles den helt store opmærksomhed. En særlig udfordring i VEGAsammenhænge har derfor været at få øje på hverdagslivet både som fænomen og begreb. I litteraturen er der forskellige udlægninger af, hvilke fænomener, der omtales som hverdagsliv. Den afgrænsning, som forskellige teoretikere laver, ligger på et kontinuum - spændende fra en forholdsvis snæver til en meget bred afgrænsning. I VEGA foretager vi en afgrænsning, der på en gang er såvel snæver som bred. Hverdagsliv forstås bredt som livets gang på tværs af tid og rum. En størrelse, som vi oplever som en strøm af øjeblikke, situationer eller hændelser, og som vi uden større vanskeligheder kan tale med hinanden om, når vi fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. Hverdagsliv forstås samtidig snævert, idet vi reserverer det til det liv, hvor enkeltmennesket er på hjemmebane, og hvor livet og den strømmende tid er præget af gentagne begivenheder, der rummer særlige betydninger for den enkelte. I VEGA betegner vi det aspekt ved hverdagslivet, der har disse karakteristika, for livsmønstre.. I VEGA skelner vi mellem begrebet hverdag og begrebet hverdagsliv. I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, det trivielle liv/det egentlige liv, privat/offentlig, er begrebet hverdagsliv et bredere, mere dynamisk og personbundet begreb, der går på tværs af de nævnte begrebspar. 9

10 Begrebet hverdagsliv og underbegrebet livsmønstre er, således som vi bruger dem i VEGA, ikke faste størrelser. Det er dynamiske størrelser, som omfatter både en yderside og en inderside: Ydersiden er det levede liv, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk. Indersiden er det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte. Hverdagsliv og livsmønstre varierer fra person til person. Bliver til skabes, omskabes, opretholdes og fornyes hver dag. En sådan teoretisk indkredsning har været vigtig og nødvendig, når VEGA har været i dialog med andre, der interesserer sig for hverdagslivet, men den har ikke været tilstrækkelig. I VEGA har vi ønsket at blive klogere på hverdagsliv hos gamle. Hvad bidrager til, at en hverdag fungerer eller ikke fungerer? Hvad er en god dag for fru Rank? Vi stiller ikke primært definitorisk-analytiske spørgsmål, men faktuelle spørgsmål, og vi har bestræbt os på at komme nærmere nogle svar ved på nærmeste hold gennem feltstudier og interviews - at få indblik i det liv, gamle mennesker lever dag efter dag efter dag. Vi har været på jagt efter ord, begreber og illustrationer, der gør det muligt at se og forstå sider og aspekter ved hverdagslivet og livsmønstret, som ligger i periferien af vores almindelige opmærksomhedsfelt. De konkrete hverdagslivsstudier har skærpet vores opmærksomhed mod tiden og de tidsenheder, som er det stof, som livet, vores oplevelser af og vores fortællinger om livet, består af. Vi har oplevet en fascinerende verden åbne sig, når vi har kigget nærmere på såvel korte, flygtige øjeblikke, stunder, sammenhængende sekvenser og længerevarende forløb eller hele livsperioder. Nogle gange har vi fokuseret snævert på et udsnit af tid, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre det, som i VEGA s livsmønsterterminologi benævnes som scenerier, som er de karakteristiske sammenhænge af gentagne begivenheder; f.eks stå-op-scenerier, morgenbadsscenerier, ta-tøj-påscenerier at synliggøre de betydninger, som konkrete personer tillægger bestemte scenerier. Vi kaster lys over betydninger ved f.eks. at gennemføre betydningsanalyser af fortællinger om aktiviteter, der relaterer sig til måltider at klassificere livsmønstre og knytte benævnelser til tidens umiddelbare karakteristika: samværstid, alenetid, måltid, flytteperiode, arbejdstid, transporttid, opbrudstid mv. at synliggøre og benævne forhold, som har indvirkning på, hvordan tiden fungerer for konkrete personer. Vi kaster lys over tidens funktionalitet og kvalitet med begreberne råderum, tidens orden og tidens fylde. Andre gange har vi mere set på sekvenser af tidsrum, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre sammenhænge mellem forskellige scenerier. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere måltidshistorier og hverdagshistorier. Endelig har vi set på tiden i en kontekst, når vi f.eks. har bestræbt os på: 10

11 at synliggøre samspillet mellem gamle menneskers hverdagsliv og hjælpesystemets visitations- og arbejdspraksis. Vi kaster lys over samspillet med en illustration af to verdener: tilværelsessiden og arbejdspraksissiden, der tilsammen er kontekst for det, vi betegner som det afhængige hverdagsliv. at indkredse nogle samspilsvariable, som har indvirkning på, hvordan samspillet fungerer. Vi kaster lys over samspillet mellem gamle menneskers liv i hverdagen og hjælpesystemets arbejdspraksis med begreberne timing, tempo og tydning. at synliggøre den måde, som f.eks. visitatorer gennem samtale forholder sig til livet i hverdagen på. Vi synliggør, hvad der falder hhv. uden for og inden for visitatorernes bevidste opmærksomhedsfelt og konstruerer nogle idealtypiske livsorienterede samtalemodeller og peger på et muligt indhold og en mulig proces. at synliggøre sammenhænge mellem mønstre, der tegner sig i livhistorien og mønstre, der tegner sig i hverdagslivet. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere bolighistorier med indbyggede flyttemønstre og sammenholde dem med de flyttemønstre, som slår igennem i forbindelse med flytning i alderdommen. at se og forstå hverdagslivets mikromønstre på baggrund af nogle lidt større mønstre, der præger livshistorien. Vi kaster lys over mønstrenes tendens til reproduktion ved at sammenholde tre typer af historier: hverdagshistorien, livshistorien og generationshistorien. Den oparbejdede teoretiske viden kan ses dels som et bidrag til gerontologien og til forståelsen af ældres liv og dels som et bidrag til ældreområdets praksis og til forståelse af samspillet mellem ældres tilværelse og hjælpesystemernes arbejdspraksis. VEGA-projekternes teoretiske referenceramme bevæger sig med sin stærke orientering mod det komplekse, levede liv i hverdagen videre end mange generaliserede aldringsmodeller. Frem for at operere med kategoriseringer af mennesker eller grupper af mennesker har VEGA-projekterne som fælles mål, at de prøver at anvise nogle veje til, hvordan praktikere kan øge sensitiviteten og lydhørheden over for forskelle mellem ældre; deres værdier, kulturelle tilhørsforhold, individuelle meninger m.v., således som de konkret viser sig i hverdagens øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb. VEGA metode: Det er relevant at gennemføre studier, som kan kaste lys over såvel det uafhængige som det afhængige hverdagsliv hos gamle, men lige så relevant er det også at kaste lys over måder at lave sådanne hverdagsstudier på. Hvis ældreområdets medarbejdere kan inspireres til selv at se på, at undersøge hverdagsliv og opfange rigdommen i øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb, vil der være skabt et afsæt for, at de kan gå til praksisfeltet med en ny åbenhed. I VEGA har vi erfaret, at en orientering mod hverdagslivet ikke bare falder naturligt for fagpersoner, der er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få 11

12 øje på og gøre noget ved problemer og i det hele taget gøre sig klog på, hvad der er bedst for andre. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der lægges afstand til ekspertrollen og forudfattede meninger, og der må opbygges en tro på, at der gemmer sig nyttig viden i helt almindelige livs- og arbejdspraksissammenhænge. I VEGA har vi erfaring for, at særlige former for netværksorganisering og særlige former for undersøgelsesstrategier kan være med til at fastholde opmærksomheden mod og understøtte den systematiske udforskning af det upåagtede hverdagsliv. VEGA s metodiske bidrag har bl.a. bestået i: udvikling af og beskrivelse af strategier til organisering af videnskabende arbejde på tværs af skole og praksisfelt. I VEGA er vi på mange måder blevet inspireret af den netværksorganisering, vi selv har været del af i VEGA-netværket. I forbindelse med flere af projekterne har vi eksperimenteret med at iscenesætte nogle betingelser, der ansporer og forpligter skolefolk og praktikere til at arbejde systematisk med videnskabelse. Udforskning af og beskrivelse af forskellige casestudiestrategier. Et særligt tværgående, men også tidskrævende casestudiedesign, blev f.eks. udviklet i forbindelse med studier af det afhængige hverdagsliv. 28 gamle mennesker blev kigget over skulderen en dag fra morgen til aften af en skoleobservatør, der dagen efter også gennemførte et kvalitativ interview med dagens hovedperson. udvikling af analyseredskaber, der er følsomme nok til at indbefatte gamles hverdagsliv både som levet og oplevet liv. Konkret er udviklet en måde at udarbejde betydningsanalyser på, som afdækker, hvilke aspekter ved en persons liv som har en positiv betydning for livet og hverdagen, samt en model der visualiserer en konkret persons færden i tid og rum i løbet af en dag. Denne model har vist sig at have særlige kvaliteter, når man på systematisk måde, f.eks. i en kvalitativ interviewsituation, skal skaffe sig indblik i konkrete menneskers levede og oplevede liv. Modellen kan både fungere som dataindsamlingsredskab, når den anvendes som en form for semistruktureret interviewguide og som formidlingsredskab, når den anvendes til oversigtlig formidling af kvalitative data. VEGA-i-praksis: I og med, at vi i de forskellige VEGA-projekter har bragt os i en position, hvor vi går særdeles tæt på det liv, som gamle mennesker lever alene og i samspil med det offentlige hjælpesystem, har det ligget lige for at udvikle indsigter i en direkte handlingsorienteret retning. Flere af projekterne har produceret en viden, der uden videre har kunnet omsættes i praksis. Vi skelner mellem: beskrivende viden og problemløsende viden. Den beskrivende viden består i sansenære beskrivelser, historier eller billeder, der har den kvalitet, at de for det første indfanger eller griber noget af det, der kendetegner gamle menneskers hverdagsliv, og for det andet er i stand til at berøre relevante modtagere, f.eks. beslutningstagere eller andre, der har indvirkning på eller tager del i gamle menneskers liv. 12

13 Den beskrivende viden skal ikke undervurderes. Den kan give næring til nye holdninger, som igen kan give næring til problemløsende viden, som er den viden, der kan hjælpe ældreområdets aktører til at løse de problemer, ældre mennesker står overfor. I VEGA ser vi den synliggørende og problemløsende viden som værende to sider af samme sag. Vi gør op med den gængse forestilling om, at god praksis bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer og metoder, som praktikere kan omsætte til praksis. Vi fremhæver værdien af praktisk erfaring og vigtigheden af, at ældreområdets aktører gør sig umage for at se, at føle og at tænke på måder, der sætter det konkrete levede liv i hverdagen i fokus, når handlinger skal planlægges og udføres. VEGA s praktiske bidrag har bl.a. bestået i: produktion af synliggørende viden om, hvordan gamle mennesker i dagens Danmark lever. demonstration af, hvordan f.eks. viftemodellen og på-tværs-tankegangen kan bruges af andre, f.eks. brugere, praktikere, elever eller evaluatorer til synliggørelse af det upåagtede hverdagsliv. Præsentation af synliggørende viden for praktikere, der efterfølgende har følt sig foranlediget til at handle anderledes. Konkret har undervisere oplevet at en simpel tegning, der synliggjorde, at en konkret person tilbragte adskillige timer dagligt i sin kørestol ved bordet i plejehjemmets fællesrum, fik medarbejderne til at kigge på hinanden og stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god dag for vedkommende, om der var noget, vedkommende kunne ønske sig anderledes og om der var noget, de kunne gøre anderledes. Synliggørende viden kan være første skridt i udvikling af problemløsende viden. Når man f.eks. får øje på de mange facetter i måltider, bliver det synligt, at der er bivirkninger forbundet med forskellige former for måltidsservice og at noget trænger til at blive gjort anderledes. Når man får øje på det betydningsfulde i hverdagslivets mikrounivers, bliver det synligt, at den aktuelle politik på ældreområdet på en lang række områder er en katastrofe og at noget trænger til at blive gjort anderledes. Hvilke perspektiver tegner sig for VEGA fremover? Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs. Vi ved, at vi først lige er begyndt at få skabt et teoretisk og metodisk grundfundament, som tydeliggør, hvor vi står, men de foregående års arbejde har bestyrket os i, at vi har fat i et interessant genstandsfelt, idet hverdagslivet stadig tydeligere toner frem for os som en formidlende kategori mellem det enkelte menneske og de givne livsbetingelser. Inden for psykologien og sociologien er der selvsagt en tilbøjelighed til, at interessen samler sig om hhv. den ene eller den anden part i menneske-samfunds-samspillet. Ved at fokusere på hverdagslivet, har vi sammen med repræsentanter fra f.eks. mikrosociologien placeret os i en position lige tilpas midt imellem nogle mere gængse psykologiske og sociologiske betragtningsmåder. 13

14 I VEGA vil vi fremover fortsætte vore bestræbelser på at beskrive og kaste lys over det liv, gamle mennesker lever nedefra. Aktuelt er vi ved at lægge sidste hånd på et forsknings- og udviklingsprogram for , som er at finde på adressen: Samtidig vil vi bestræbe os på ikke at hænge fast i de meget konkrete beskrivelser. Mere energi skal i den kommende periode bruges på at relatere VEGA-netværkets allerede eksisterende beskrivelser, indsigter og begreber om hverdagsliv hos gamle til andre kontekster og sammenhænge af både teoretisk og empirisk art. VEGA vil forhåbentlig altid være på vej og for ikke at risikere at cementere noget, der er under evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet. 14

15 INDLEDNING I 1995 tog Dansk Gerontologisk Selskabs bestyrelse med økonomisk støtte fra Helsefonden initiativ til at etablere det såkaldte VEGA-netværk, der er et skolesamarbejde om forsøgs-, udviklings- og forskningsprojekter på ældreområdet. I den forløbne periode har fire skoler to ergoterapeutskoler og to social- og sundhedsskoler med konsulentbistand fra VEGA gennemført seks praksisforskningsprojekter, der alle falder inden for temaet Hverdagsliv hos gamle. VEGAprojekterne har ved at anlægge et hverdagslivsperspektiv på det levede liv i alderdommen som fælles mål: - at øge sensitiviteten og lydhørheden over for forskelle mellem ældre; deres værdier, deres individuelle meninger om, hvad der betyder noget, og hvad der skaber gode stunder, gode dage og et meningsfyldt liv også når hjælp udefra bliver nødvendigt. En sådan bestræbelse gør projekterne interessante for mange af ældreområdets aktører. Ikke kun dem der som led i deres arbejde tager del i andre menneskers hverdagsliv, men også de politikere, planlæggere og andre der udtænker love og planlægger tiltag, der indvirker på hverdagen. Denne publikation er en præsentation af den viden og de erfaringer, som netværket har oparbejdet over en næsten 10-årig periode. Det er lang tid, og jeg har i forbindelse med erfaringsopsamlingen brugt tid på at indsamle forskellige former for materiale; noter fra møder, s, artikler, arbejdspapirer, rapporter, abstrakts, undervisningsmateriale mv. Dernæst har opgaven bestået i at rekonstruere og skabe sig overblik over, hvad der er foregået, hvilke indsigter der er indhøstet undervejs, og hvilke det er værd at formidle til en større kreds. Til at holde styr på det hele blev udarbejdet et mind-map, hvor en cirkel med ordlyden: Etablering af VEGA-netværk dannede det naturlige omdrejningspunkt. Lettere uoverskueligt kom det hurtigt til at se ud, da papiret blev fyldt med yderligere 85 cirkler med stikord, og et nyt stykke papir måtte klistres på, så endnu 27 cirkler kunne tilføjes. Fascinerende at opleve, hvordan noget, der umiddelbart virkede kaotisk og uoverskueligt, kan fastholdes i en form, der giver mening og får nuancer til at træde frem. En oplevelse som flere af netværkets deltagere for øvrigt også har haft i forbindelse med bearbejdning af data fra forskellige hverdagsstudier. De lidt over hundrede cirkler samlede sig i nydelige klynger, som alle vil blive omtalt i denne publikation. Jeg har i arbejdet med sammenskrivningen i stor udstrækning taget afsæt i tekster, der er udarbejdet af VEGA-netværkets faglige konsulent Knud Ramian eller de forskellige deltagere i VEGA-netværket. Netværket har det godt. Flere deltagere er kommet til. Flere projekter er undervejs. Flere cirkler vil fremover kunne tilføjes på ovennævnte VEGA-mind-map. For ikke at risikere at cementere noget, der er under evig udvikling, er denne publikation derfor udelukkende tænkt som en arbejdende publikation, der skal leve sit foranderlige liv på nettet. 15

16 Læsevejledning I det første kapitel præsenteres nogle vigtige argumenter for, hvorfor det er interessant at skabe og formidle viden om ældres hverdagsliv. I kapitel 2 præsenteres VEGA-netværket, og der gøres rede for de rammebetingelser, som har haft en væsentlig betydning for gennemførelsen af de forskellige projekter. Dernæst følger en præsentation af seks VEGA projekter, som indtil videre er gennemført. I kapitel 3 præsenteres den fælles platform, der omfatter såvel en teoretisk platform: hverdagslivsteori, Liv i fokus-perspektivet, livsmønsterbegreber, en model for social aldring, som en metodisk platform: videnskabende netværk, praksisforskning, videnskabende aktiviteter, casestudiemetoden. Endvidere gøres der rede for VEGA-projekternes særlige praksisperspektiv. I kapitel 4 præsenteres VEGA i teorien, herunder det særlige VEGA-perspektiv, der dels retter sig mod livet og tiden i form af øjeblikke, stunder, sekvenser, perioder og forløb og dels indplacerer tiden i forskellige kontekster. I kapitel 5 præsenteres VEGA-metode, herunder VEGA-perspektivet på videnskabelse. I kapitel 6 præsenteres VEGA i praksis. Der refereres til VEGAs praktiske bidrag i form af beskrivende samt problemløsende viden og der gives eksempler på praksissammenhænge hvor indsigter fra VEGA er blevet omsat til handling. I kapitel 7 belyses fremtidens udfordringer i uddannelsessammenhæng, i praksissammenhæng og i forskningssammenhæng. 16

17 INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD...3 RESUMÉ OG STATUS...5 INDLEDNING...15 Kapitel HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED HVERDAGSLIVET?...19 Kapitel PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET...25 Kapitel DEN FÆLLES PLATFORM...49 Kapitel VEGA I TEORIEN...71 Kapitel VEGA-METODE Kapitel VEGA I PRAKSIS Kapitel FREMTIDENS UDFORDRINGER LITTERATUR

18 18

19 Kapitel 1 HVORFOR ER DET INTERESSANT AT BESKÆFTIGE SIG MED HVERDAGSLIVET? Det, der har bundet deltagerne i VEGA-netværket sammen, er en interesse for hverdagen eller nærmere bestemt interessen for hverdagsliv hos gamle. I denne publikation vil der blive argumenteret for nødvendigheden og anvendeligheden af at skabe kundskab om gamle menneskers hverdagsliv. Gode argumenter er der i høj grad brug for. For skepsis er en attitude, som deltagere i netværket ofte er blevet mødt med, når tanker om gamles hverdagsliv er blevet luftet over for kolleger, elever, praktikere og personer fra de etablerede vidensmiljøer. Belært af erfaring indledes denne publikation derfor med nogle argumenter for, hvorfor det er interessant at beskæftige sig med ældres hverdagsliv. Hverdagen er usynlig, men fuld af betydning Hverdagen er det levede liv, som vi alle sammen lever dag efter dag efter dag efter dag. Mange af hverdagens gøremål og aktiviteter er trivielle, banale og upåagtede i en sådan grad, at hverdagen i stor udstrækning synes at være usynlig for såvel lægfolk som fagfolk. Det forholder sig med hverdagen ligesom med fænomener som sundhed og rengøring. Hverdagen bliver først synlig, når den volder problemer. Hverdagen er på alle måder så overset, at det f.eks. i uddannelsessammenhænge kan være endog yderst vanskeligt at fange elevers og læreres opmærksomhed mod den. Det er det særlige, det dramatiske og det afvigende, der er i fokus for de toneangivende fagprofessioners interesse, uagtet at det er hverdagen, der er grundlaget for hele vores tilværelse. Så længe hverdagen fungerer, tages den langt hen ad vejen for givet, men hele tilværelsen kan hurtigt blive stærkt truet, når selv små dagligdags foreteelser som badning, påklædning, toiletbesøg, indkøb, madlavning mv. begynder at volde problemer. Hverdagens to dimensioner Hverdagen består af flere dimensioner; dels det levede liv, som er en fænomenologisk størrelse, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk, og dels det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte.(jf. Wackerhausen 2002, Gullestad 1995) Det oplevede liv er i modsætning til det levede liv ikke et objekt i den ydre verden. Det vi oplever, samt de betydninger vi knytter til vores levede liv, er, som professor ved Roskilde Universitetscenter, Jørgen Poulsen udtrykker det, noget som konstrueres i vores tanke (Jf. Poulsen, 1999). For mange gamle og svækkede mennesker påvirkes tilværelsen radikalt, når hverdagens gøremål overstiger egen formåen og overgår til at være et arbejdsmæssigt anliggende for andre. For politikeren eller embedsmanden, der skaber rammerne for den danske ældrepleje, synes sagen at være enkel. 19

20 Hjemmehjælp fremstilles som en kontant form for opgaveløsning, som der nøje kan sættes ydre iagttagelige succeskriterier, standarder og tidsnormer op for. Arbejdet inden for ældreområdet reduceres i mange sammenhænge til ren opgaveløsning, men det er mere kompliceret end som så. Der er ikke kun tale om, at en udefra kommende person yder en praktisk håndsrækning i det levede liv og kompenserer for det, man ikke selv kan. Dette kan i sig selv være særdeles grænseoverskridende, idet det f.eks. kan indebære, at andre tager del i de mest private og intime aspekter af livet - nemlig dem der har med kroppens pleje og funktion at gøre. Indlemmelsen af en anden person i det konkrete, levede liv medfører også, at det oplevede liv og det betydningsfulde i hverdagen er under påvirkning udefra. De handlinger, som ældreområdets medarbejdere iværksætter, sætter sig ikke kun ydre spor i menneskers levede liv i form af konkret opgaveløsning, men også indre spor i menneskers oplevede liv i form af ændrede perspektiver på tilværelsen, identitet mv. Det kan godt være, at det udefra betragtet ser ud, som om to forskellige personer får tildelt samme hjælp fra det danske velfærdssamfund en times rengøring hver 14. dag samt hjælp til bad en gang om ugen men reelt kan der være en verden til forskel på den indvirkning, som hjælpen får på de to personers levede og oplevede liv. Den samme portion hjælp kan i det levende og dynamiske samspil mellem to mennesker udmønte sig i noget, der i den ene ende af et kontinuum opleves som et godt og positivt bidrag til tilværelsen og i den anden ende af kontinuumet opleves som et nødvendigt onde eller en belastning. Faggrupper, der tager del i andre menneskers hverdagsliv, må have en skærpet bevidsthed om og en nuanceret forståelse af hverdagen, som den leves og opleves af helt almindelige mennesker. Derfor har de uddannelsesinstitutioner, der uddanner ældreområdets medarbejdere, en ganske særlig forpligtelse til at beskæftige sig med det særlige forskningsfelt, som det to-dimensionelle hverdagsliv hos gamle er. En central opgave består i at gennemføre studier, som kan kaste lys over livet, som det tager sig ud nedefra fra almindelige gamle menneskers perspektiv. Det at give stemme til de gamle gennem f.eks. VEGA projekter kan i bedste fald være med til at berige det kundskabsgrundlag, som ældreområdets medarbejdere arbejder ud fra, men en anden og i virkeligheden endnu mere central opgave kunne handle om at inspirere ældreområdets medarbejdere til selv at gå til praksisfeltet med en ny åbenhed, så opmærksomheden skærpes mod såvel det levede som det oplevede liv. Inden for ældreområdet er der brug for en ny faglighed der mere betoner vigtigheden af at kunne fornemme her-og-nu frem for at kunne tage afsæt i viden, som andre har skabt. Viden om hverdagsliv rækker ud over såvel hverdagsviden samt viden, der har en almengyldig karakter Ældreområdets medarbejdere vil hele tiden stå over for udfordringen om at skulle samarbejde med helt unikke personer om løsningen af helt konkrete problemer. Arbejdsfeltet er konkrete situationer, der aldrig har været og aldrig vil komme igen. Der er kort sagt tale om situationer, hvor rutinen ikke rækker, og svarene ikke er givet på forhånd. De kompetencer, der efterspørges inden for 20

21 ældreområdet i dagens foranderlige samfund, rækker derfor klart ud over såvel almindelig paratviden som viden, der antages at have en almengyldig karakter. Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere skal kunne trække på i deres udførelse af arbejdet, skal derfor være anderledes. For at kunne tage del i andre menneskers hverdagsliv på en ordentlig måde, må de kunne tænke ud over den hverdagsbevidsthed, som vi ellers normalt kan klare os langt med i hverdagen. Hverdagsbevidstheden er alt det, der sidder på rygmarven. Den er ofte ikke sprogligt formuleret, og den kan derfor ikke deles med andre. Inden for et arbejdsfelt, hvor mange fagfolk skal samarbejde om at tage sig af mange mennesker, opstår der såkaldte behandlings- og omsorgskæder. Udførelse af et stykke arbejde eller løsning af en opgave er ikke længere et individuelt anliggende, og derfor rækker hverdagsbevidstheden ikke. Et medarbejderkollektiv på et plejehjem eller i en hjemmepleje vil altid stå over for en opgave om at koordinere deres indsats gennem sproget. Gør de ikke det, opstår der let brudflader mellem professionelle kæder og det hverdagsliv, som modtagere af hjælp lever. Ældreområdets medarbejdere har, for at skærpe både deres individuelle opmærksomhed og den kollektive koordinerings- og samarbejdsevne, brug for at kunne sætte ord på og at kunne formidle erfaringer vedrørende andre menneskers hverdagsliv og deres egen deltagelse i dette hverdagsliv til hinanden. Bedre praksis vil således, som den norske filosof John Lundstøl har formuleret det, afhænge af mere præcis og udviklet kommunikativ kompetence hos de berørte professioner. (Lundstøl, 2004) De store teorier når ikke ned i hverdagen Samtidig med at opmærksomheden mod menneskers hverdagsliv skærpes, skal velfærdsssystemets hjælpere være yderst opmærksomme på ikke at invadere eller diktere andre menneskers hverdagsliv. En traditionel ekspertstil, hvor fagfolk gør sig kloge på, hvad der er problemet, eller hvad der er et godt liv for andre vil ofte være en forfejlet strategi inden for ældreområdets arbejdsdomæne. Når arbejdsfeltet er hverdagslivet, er det pr. definition dem, der er modtagere af assistance, der er eksperterne. Ingen udefra kan komme med en viden om, hvad der er en god hverdag for den ene eller den anden. Dem, der arbejder i og med andre menneskers hverdagsliv, må tilpasse deres assistance til det enkelte menneskes livssituation. De må kunne anlægge et 'indefra' perspektiv, hvis de skal kunne danne sig et billede af, hvad der f.eks. fungerer og giver mening i andres liv. Det kræver teorier og metoder, der kan bruges til at begribe det enkelte menneskes liv indefra og i en tidslig kontekst. Grundvidenskaberne er optaget af at skabe "stor teori", dvs. bestræbelserne går i retning af at finde frem til generelle og almene udsagn - udsagn som er gyldige for alle i alle situationer, altid. Praktikeren støder derimod netop ind i forskellene mellem mennesker og skal hele tiden kunne justere sin arbejdsindsats i forhold hertil (Ramian, 1998). 21

22 Hverdagens stunder og den evige strøm af små og store gøremål og begivenheder er, som Knud Ramian har udtrykt det, ikke biologi, psykologi, sociologi eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, sygepleje eller medicin. De er ganske enkelt både og eller hverken eller. (Ramian, 2000) Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere må tage afsæt i, kan ikke udelukkende opbygges af stof fra de traditionelle grunddiscipliner eller fag. Det er ikke nok bare at lære sig nogle rutiner eller nogle procedurer for, hvordan tingene kan gøres eller for, hvordan tingene plejer at blive gjort. Der er således reelt indbygget en læringsmæssig forpligtelse i den daglige arbejdspraksis, hvilket kræver en helt form for ny faglighed. Kundskab om hverdagsliv udfylder et kundskabshul. I en årrække er der talt og skrevet meget om at sætte individet i centrum og om at medinddrage patienter, klienter, brugere og borgere i beslutningsprocesser og handlingsforløb, som udspiller sig inden for velfærdssamfundets mange institutioner. Mange faggrupper tilstræber i teorien at have blik for det hele menneske, men alligevel dukker der i samtaler mellem mennesker, i medierne og andre steder jævnligt historier frem, der synliggør, at mennesker, der har brug for hjælp af professionelle fagfolk på sygehuse, inden for ældreplejen, på institutioner mv., nogle gange oplever at blive reduceret til ansigts-, historie- og kulturløse størrelser eller objekter, som ekspederes uden synderlig respekt for det enkelte menneskes egenart og særlige liv. Steen Wacherhausen har i bogen Humanisme, professionsidentitet og uddannelse gjort rede for, hvorledes der f.eks. i det sundhedsprofessionelle felt ikke sjældent synes at være et misforhold mellem de humanistiske idealer, som der sprogligt artikuleres, og så de handlinger som praktiseres i dagligdagen. Ifølge Wacherhausen er de sundhedsprofessionelles opmærksomhedsfelt styret af deres faglige baggrund mod et fundamentalistisk sygdomsbegreb, dvs. forestillingen om, at sygdomme kan defineres i deres eget objektivt-faktuelle rum, på et videnskabeligt grundlag, uafhængigt af og adskilt fra de samfundsmæssige og kulturelle forhold, som mennesker befinder sig i (Wacherhausen, 2002). Marianne Gullestad skriver i bogen: Kultur og hverdagsliv, at der ligger en udfordring i at farvelægge en hvid plet på kortet. (Gullestad, 1995). Hverdagslivet er ifølge Gullestad overset, usynligt, og hun begrunder det med, at området af misforstået hensyn frisættes for forskningsmæsisg interesse. Mange forskere, politikere og planlæggere er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler i hverdagslivet er noget, som skal være i fred skriver Gullestad og påpeger at det er vigtigt at skelne mellem kundskab om hverdagslivet og statslig regulering/kolonialisering af hverdagslivet. Det at man ikke ønsker en yderligere regulering af hverdagslivet er ifølge Gullestad ikke et argument for at afvise mere kundskab om hverdagslivet. Snarere tværtimod. Kundskab om og en fagligt underbygget forståelse for hverdagslivet kan således, som også den danske hverdagslivsforsker, Birthe Bech Jørgensen gør 22

23 opmærksom på, ligeså vel være et middel til at respektere og kvalificere hverdagslivet for mennesker, der er afhængig af andres hjælp (Jørgensen, 1998). For ældreområdets medarbejdere handler det om at være med til at forbedre svækkede menneskers betingelser og forudsætninger for håndtering, så mulighederne for, at de selv kan skabe sig et godt liv, i højere grad er til stede. Hvis den danske ældrepleje skal fortjene betegnelsen human og humanistisk, kræves en udpræget respekt for det enkelte menneske og dets perspektiv (Jf. Wacherhauser, 2002). Hverdagslivstænkning kan være med til at understøtte en bevægelse, der går fra individualisering over personificering til humanisering. Hvis den danske ældreomsorg skal kendetegnes ved medmenneskelighed, sammenhæng og individuelle hensyn, må de mennesker, der arbejder her indenfor, lægge afstand til en klinisk praksis, hvor personen, der har brug for hjælp, står i yderkanten af fagfolks opmærksomhedsfelt. Anonym, løsrevet fra sine livssammenhænge og uden særlig betydning for, hvilke handlinger fagfolk af forskellig slags vælger at gribe til. I betragtning af både den kritik, der har været af ældreområdet og af de nye ønsker og visioner, der udstikkes for området, er det relevant at fremhæve kulturens betydning for menneskers udvikling og udfoldelse. Samtidig er det også relevant at eksperimentere med udvikling af alternative forståelsesmåder, alternative begreber, alternative beskrivelses- og dokumentationsmetoder, alternative arbejdsredskaber og alt andet, der tvinger medarbejdere inden for ældreområdet til dagligt og systematisk at rette blikket mod alt det, der får mennesker til at tone frem som enestående personer med et enestående liv. 23

24 24

25 Kapitel 2 PRÆSENTATION AF VEGA-NETVÆRKET. VEGA-netværket er et netværk af mennesker, der skaber viden om ældres hverdag. Netværket har eksisteret siden 1996 og er tilknyttet Gerontologisk Institut. Netværkets deltagere kom oprindeligt fra undervisningsinstitutioner på ældreområdet, men er siden blevet bredere og omfatter i dag også praktikere. Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis. Rammer om netværket VEGA-netværket arbejder inden for rammen af nogle temaer, der fastlægges gennem drøftelser i netværket. Hovedtemaet har gennem hele perioden været hverdagsliv hos gamle eller bredere forstået det levede liv i alderdommen. Oprindeligt blev der taget udgangspunkt i en særlig model til begribelse af hverdagslivet. Modellen, der omtales i kapitel 3, er løbende blevet befrugtet af forskellige teoretikere, og projektets deltagere har på forskellig måde bidraget til udvikling både af nyttige begreber og nye modeller til brug for fokuseringen på ældres individuelle hverdagsliv og forståelse af værdier og betydning i det enkelte liv. Gennem udforskning af dette tema er der over tid skabt en fælles videns- og begrebsbase. I og med, at genstanden for netværkets interesse har været hverdagslivet, har det været nødvendigt at anvende metoder, der er i stand til at gribe hverdagslivets kompleksitet. Indtil videre har casestudiet været en foretrukket forskningsstrategi for deltagerne, da netop casestudier har vist sig at være velegnede i forhold til at gribe hverdagens kompleksitet. I en lang periode bestod netværkets deltagere af: - Ergoterapeutskolen i Århus - Ergoterapeutskolen i Odense - Social- og sundhedsskolen i Randers - Social- og sundhedsskolen, Ringkøbing amt, Herning Samarbejdet har været baseret på en kontrakt mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution. Kontrakten aftales for et år ad gangen. Der deltager mindst to navngivne personer fra hvert sted i netværket. Forudsætninger for at deltage i netværket er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret arbejdes med fra idefase til implementering. Der vil altid ligge en projektbeskrivelse til grundlag for deltagelsen. Det forventes, at alle projekter har mindst een ekstern deltager. Netværkets ledelse træffer beslutning om optagelse i netværket. Netværkets aktiviteter: Netværkets aktiviteter har til formål at støtte de deltagende projekter og bidrage til udvikling af en tværfaglig gerontologisk vidensba- 25

26 se. Aktiviteterne besluttes af ledelsen efter drøftelse i netværket og planlægges for mindst èt år ad gangen. Netværksmøderne aftales for et år ad gangen og afholdes to gange om året rundt omkring i landet. Der afholdes mindst èt møde på Gerontologisk Institut. Konsulentbistand: Netværket har til opgave at støtte de enkelte projekter på områder, hvor de har brug for hjælp. Der fås f.eks. hjælp til projektansøgninger, projektdesign. I det omfang netværket ikke har midler til det, kan uddannelsesinstitutionerne købe bistand. Når projekterne er finansieret,ydes løbende bistand mod betaling. Den kollegiale kontakt: Der er løbende kontakter på tværs af projekterne, som forsøger at støtte hinanden kollegialt. Der ønskes en høj grad af vidensdeling mellem projekterne. Formidling: VEGA-medlemmerne deltager i den gerontologiske vidensudvikling i Danmark og har f.eks. mulighed for at deltage med oplæg i en VEGA- workshop på Gerontologisk Selskabs Årsmøde. Hvad kommer der ud af VEGA? VEGA-netværket formidler sine resultater gennem temadage, kurser og publikationer. Netværket afholder selv mindst èn årlig temadag, hvor resultater fra projekterne og netværkets drøftelser præsenteres. Temadagen afholdes på skift mellem de involverede parter. Overskuddet fra temadagene anvendes til delvis finansiering af netværkets drift. Netværket har deltaget med oplæg på de seneste tre nordiske gerontologiske kongresser. Afsluttede projekter afrapporteres samt præsenteres via en artikel i Gerontologi & Samfund. Præsentation af projekter Som sagt arbejder alle medlemmer af netværket inden for en fælles referenceramme: Hverdagsliv hos gamle. De enkelte uddannelsesinstitutioner har inden for rammen valgt at udforske forskellige temaer, og man kan i emnevalgene godt ane, at skolerne har valgt temaer, der kan bidrage til udviklingen af deres undervisning. De to ergoterapeutskoler har i deres udforskning af det liv, som gamle lever, koncentreret sig om facetter ved helt almindelige liv nemlig livet i boligen og måltidet. De to social- og sundhedsskoler har til forskel herfra rettet opmærksomheden mod det mere besværlige liv, der udfolder sig, dels når den første samtale med hjemmeplejen finder sted, og dels efter at hverdagen er blevet et arbejdsmæssigt anliggende for andre. I de følgende præsenteres skolernes meget forskellige projekter Hverdagsliv og bolig - Ergoterapeutskolen i Århus Projektet, der blev udført af ergoterapeuterne Nina Relsted og Ane Andersen i samarbejde med firmaet Pressalit A/S i Ry, omfatter 16 casestudier af raske ældres hverdagsliv i boligen. I undersøgelsen belyses forskelle og mønstre i de ældres hverdagsliv samt den betydning, som de ældre tillægger deres daglige aktiviteter og deres bolig som ramme for aktiviteterne. Pressalit udvikler og pro- 26

27 ducerer badeværelsesudstyr og har derfor stor interesse i at få indsigt i raske ældres forventninger, ønsker og behov til boligen i almindelighed og badeværelset i særdeleshed. Dataindsamlingen bestod i, at de 16 personer (alle mellem 70 og 80 år) blev interviewet i egen bolig. En ergoterapeut forestod interviewet, der rettede sig mod indsamling af basisoplysninger såsom alder, uddannelse mv., samt belysning af bolighistorien samt beboerens færden i og uden for boligen i løbet af en uge. Interviewet omfattede også en rundvisning i boligen, hvor der blev spurgt ind til brugen og betydningen af de enkelte rum. Brugen af badeværelset blev tildelt særlig opmærksomhed, da det var i Pressalits interesse at få indblik i de ældres forventninger, krav og ønsker til badeværelsesudstyr. En arkitekt fra Pressalit forestod opmåling af boligen samt fotograferede alle rum. Ud fra antagelsen om, at det daglige livsmønster undergår forandringer, når ydre krav og strukturer som følge af den sociale aldring falder bort, sigtede analysen bl.a. mod at belyse, hvordan ældre mennesker strukturerer dagligdagen, når de ydre krav og strukturer falder bort. Tre centrale temaer Et tema i undersøgelsen handlede om husmoderfunktioner. På overfladeplanet, dvs. når det blot handlede om at beskrive hverdagens trummerum som en stribe iagttagelige fænomener, var der en stor grad af ensartethed i dagens gang, hvad angår antallet af og tidspunkter for måltider og forskellige andre praktiske gøremål. Fællespræget var større end forskellene. På et dybere plan, dvs. når der blev søgt efter de betydninger, som forskellige personer knytter til striben af fænomener, begyndte forskellene at melde sig. For nogle blev måltiderne f.eks. noget, man ikke ofrede mange tanker på. Man tog, hvad der var i fryseren eller køleskabet, lavede en hurtig skrab sammen ret og spiste det foran fjernsynet. For andre havde måltiderne langt større betydning. De var lagt i faste rammer. Man spiste på klokkeslæt. Der blev gjort mere ud af madlavning og servering. I et forsøg på at forstå de forskelle, der synes at være på betydningsplanet, blev de forskellige livsmønstre sammenholdt med forskellige baggrundsvariable. Det viste sig, at måltidernes forberedelse og afholdelse tilsyneladende var mere strukturerende for hverdagslivet for ægtepar end for enlige, og for de enliges vedkommende mest hos mændene. For de enlige kvinders vedkommende sporedes i forbindelse med f.eks. madlavning og måltider en opblødning af tidligere livsvaner og rutiner. I stedet optrådte nye og mere fleksible mønstre. Et andet tema handlede om samværsaktiviteter både uden for og inden for boligen. De ældre, der deltog i undersøgelsen, var generelt meget aktive og deltog i mange forskellige sociale sammenhænge uden for deres hjem. På overfladeplanet registreredes ikke de store forskelle. De viste sig derimod, når talen kom ind på betydninger. For nogle handlede det at deltage i sammenhænge uden for 27

28 boligen primært om at være sammen med andre. Samværet var dog knyttet til det offentlige rum og udstrækkes ikke til også at foregå privat i boligen. For andre var aktivitetsindholdet afgørende og samværet med andre underordnet. Forskellige mønstre lod sig også spore, hvad angår samvær med familie og venner. Således kunne det f.eks. se ud til, at jævnaldrende familie og bekendte for de fleste fylder tidsmæssigt mere i hverdagen end børnene, der til gengæld fylder mere som nogen, der skal hjælpes, og som kan bidrage med hjælp; at omgangskredsen for mange bliver mindre og mindre i takt med, at de jævnaldrende bliver syge og dør, men at en gruppe, der inden for de senere år er flyttet til en ældrevenlig bolig har udvidet bekendtskabskredsen. Et tredje tema handlede om aleneaktiviteter. Det fremgik, at de ældre i undersøgelsen tilbragte størstedelen af tiden hjemme alene eller sammen med ægtefællen, og at hverdagens forskellige gøremål som at lave mad, gøre rent, vaske tøj tager længere tid end før, et forhold der af nogle både erkendes med en vis beklagelse, men samtidig også opfattes som et privilegium. Også alenetiden blev tillagt forskellig betydning af de forskellige ældre. Nogle ældre havde så stor en kontaktflade, at det at være alene blev oplevet som en behagelig afveksling til de mange andre gøremål i tilværelsen. Andre havde kun en lille kontaktflade. Heraf udtrykte en del et savn af nu afdøde personer eller tidligere aktive liv, hvorimod andre udtrykte glæde og engagement ved deres nuværende aleneaktiviteter. I rapporten anvendes modellen for social aldring til belysning af, hvorledes samspillet mellem ydre belastninger og sociale ressourcer ser ud for personer, der knytter den ene, den anden eller den tredje betydning til det at være alene. Boligen Ud over at sætte fokus på enkeltpersoner og på forskelle og ligheder i hverdagslivet blev der i projektet sat særligt fokus på boligen som ramme for et hverdagsliv. Af undersøgelsen fremgik det, at der knytter sig forskellige liv til forskellige boliger, som igen knyttede sig til forskellige livsformer, og at forskellene synes at relatere sig til tre sæt parametre: boligens geografiske beliggenhed på en by-land-skala, boligens alder og boligens pris/værdi. Analysen viste, at der ikke overraskende ser ud til at være en sammenhæng mellem livsform, og hvor og hvordan de ældre i undersøgelsen bor. Ældre, der repræsenterer en lønarbejderlivsform bor i et arbejderkvarter i midtbyen, hvor lejlighederne er ældre og billige. Ældre kvinder, der repræsenterer baglandskvindelivsformen bor i parcelhus i attraktivt og dermed dyrt kvarter. Ældre, der repræsenterer den selvstændige livsform bor i egen bolig, hvor beliggenheden er afhængig af deres (mandens) erhverv, herunder f.eks. krav til pladsforhold i boligen eller afstand til forretning eller virksomhed. I en bilagsdel, der er udarbejdet til rapporten, findes fotografier af samtlige boliger, som de tager sig ud udefra. I forbindelse med denne opdeling er udarbejdet tre boligprototyper i forhold til hvilke, der knytter sig særlige former for liv. 28

29 Bolighistorier Ud fra den betragtning, at menneskers personlige valg og forholden sig til livets tilskikkelser vejer mindst lige så tungt som strukturelle ydre faktorer som køn, alder, livsform, bolig mv., blev der i undersøgelsen også sat fokus på den enkeltes egen bolighistorie, hvilket omfatter omtale af tidligere boliger, samt de omstændigheder der udløste flytninger. En analyse af de 16 bolighistorier viste, at der kunne identificeres fire grupper: I yderpunkterne de boligstabile, der er karakteriseret ved kun at have flyttet en gang efter giftermål, og de boligmobile, der har flyttet flere gange efter giftermål og over hele livsforløbet. Her imellem ses yderligere to grupper: de tidligt flyttede nu boligstabile og de tidligt boligstabile senere flyttede. Gennem de ældres boligfortællinger blev der kastet lys over en rent ydre og meget faktuel side af den enkeltes bolighistorier. Samtidig - og det var ikke det mindst interessante - bragte historierne indsigt i den enkeltes handlestrategier, som har betydning for valg af bolig, brug af lokalmiljø, aktivitetsvalg, og også for det nuværende hverdagsliv. Konklusionen var, at det tilsyneladende var lettere for de personer, der flere gange i løbet af deres liv selv havde valgt at skifte bolig, at omorganisere deres hverdag, og at de derfor i en eller anden udstrækning var bedre rustet til forandringer f.eks. i form af flytning til ældrebolig. Flyttemønstre Sammenfattende blev opstillet en prototype på en ældrebolig-flytter: Det er en enlig ældre eller et ægtepar, der har - flyttet mange gange tidligere - ejerbolig, hvis salg kan frigive økonomi - stor interesse i andre mennesker, herunder også nye bekendtskaber - et bredt netværk til både familie og venner - fået en konkret anledning til at flytte nu - fundet et egnet sted at flytte hen. Prototypen på den, der ikke flytter i ældrebolig. Det er en enlig ældre eller et ægtepar, der har - boet i samme (leje)bolig hele livet - en billig husleje - et stabilt livsmønster med kun få forandringer igennem livet - et snævert netværk, der er knyttet til lokalområdet - begrænset interesse i andre mennesker og derfor ikke er interesserede i nye bekendtskaber. Projektets brugsværdi Teoretisk bidrag: Synliggør de livslange mønstre, som forefindes i menneskers bolighistorie og introducerer begreberne: de boligstabile og de boligmobile. Introducerer begreberne: samværstid og alenetid, hvilket bevirkede, at diskussionerne i VEGA blev mere fokuseret omkring tider. Metodisk bidrag: Gennem projektet blev der indhøstet gode erfaringer med hensyn til at få mennesker til at fortælle om deres bolighistorie. Erfaringen var, at det ikke virker særlig anmassende at spørge ind til dette aspekt ved livet, og at 29

30 mange faktisk spontant fortæller om forhold vedrørende nuværende og tidligere boliger. Projektet demonstrerede, at bolighistorien rummer så mange spændende facetter, at den kan fungere som en ikke anmassende genvej til livshistorien. Strategien med at spørge ind til bolighistorien som genvej til livshistorien er blevet anvendt i flere af de efterfølgende VEGA-projekter. Bolighistorien har vist sin værdi som undersøgelsesredskab. Praktisk bidrag: Den indhøstede viden skønnes at have interesse for personer, der arbejder med udvikling af produkter i relation til boligen, der kan tilgodese forskellene i ældrebefolkningen. Til undervisningsbrug blev udarbejdet en række person- og boligbeskrivelser, som blev samlet i særskilt tillæg til rapporten. Projektet var støttet af Helsefonde samt det Tværministerielle Udvalg for anvendt Ældreforskning. Relsted N. og Andersen A.: Hverdagsliv og bolig: Raske ældres dagligdag, 1998, Ergoterapeutskolen i Århus. Andersen, A. og N. Relsted, Ældres hverdagsliv og bolig. Gerontologi & Samfund, (2): p En bid af ældres hverdagsliv - Ergoterapeutskolen i Odense Projektet, der blev udført af ergoterapeut Karen Marie Bundgaard og cand. rer. soc. Boye Top Christensen i samarbejde med Hjælpemiddelinstituttet, omfatter 12 casestudier af måltidsaktiviteter. I undersøgelsen belyses, hvorledes 12 ældre mennesker mellem 68 og 89 år (syv kvinder og fem mænd) oplever og forstår måltidsaktiviteternes betydning, og hvilke behov aktiviteterne dækker hos de ældre. Det empiriske grundlag bestod i semistrukturerede interviews og fortælling af halvanden til to timers varighed. I interviewene blev fokuseret på udvalgte temaer med relation til måltidet: De opgaver der skal løses, aktiviteterne (planlægning, indkøb, tilberedning, spisning og afrydning), det sociale, de ydre rammer, selve maden, adfærdsreglerne og deres betydning. Muligheden for, at der fremkom nye og uventede temaer gennem fortællingen, blev holdt åben. Materialet blev bearbejdet med henblik på at synliggøre både mangfoldigheden og forskelligheden i de betydninger, de ældre knytter til de enkelte aktiviteter. Af undersøgelsen fremgår det, at der er stor variation i de betydninger, de ældre tillægger aktiviteterne planlægning, indkøb, tilberedning og spisning. Betydningsanalyser Materialet rummer ikke mange informationer om planlægning og planlægningens betydning, men i forhold til de andre aktiviteter konstrueres noget, der ligner et betydningskatalog. - I relation til indkøb synliggøres følgende betydninger: udfylder tiden, giver afveksling i hverdagen, minder om arbejde/nyttig beskæftigelse, giver mulig- 30

31 hed for social kontakt, giver mulighed for at følge med i udbud og priser, vedligeholder fysisk velbefindende, rummer stemning, vedligeholder selvstændighed. - I relation til tilberedning synliggøres følgende betydninger: giver mulighed for udfoldelse af kreativitet, giver mulighed for udvikling, varierer dagen, udfylder tiden, vedligeholder selvstændighed, udtrykker og vedligeholder identitet, bidrager til forventningens glæde, sanseoplevelse, meningsfyldt aktivitet/psykisk velbefindende. - I relation til spisning synliggøres følgende betydninger: vedligeholde kontakt, giver mulighed for samvær og hygge, ikke social kontakt for enhver pris. Spisning alene; nydelse eller noget der skal overstås, aktiviteter sammen med spisning. - I relation til maden, som er produktet af og derfor også afhængig af de øvrige aktiviteter, synliggøres følgende betydninger: sanseoplevelse, kvalitet, sund mad, vanen en del af identiteten, normerne, selvbestemmelse, økonomien. Måltidshistorier Materialet blev endvidere bearbejdet med henblik på at konstruere måltidshistorier. Med helt konkrete personer som omdrejningspunkt synliggøres forskelligheder i de ældres måltidsmønstre, når de bestræber sig på at løse opgaver, der knytter sig til indkøb, madlavning og måltider. Endvidere synliggøres de forskellige betydninger, de tillægger perlerækken af måltidsaktiviter. Historierne blev relateret til den sociale aldringsmodel, således at det bl.a. blev tydeligt, hvorledes belastninger/vendepunkter kan medføre ændrede måltidsmønstre og tab af betydning. F.eks. berettes der om Anna på 68 år, der er enke og tidligere landmandskone. Efter en indlæggelse på sygehus på grund af en gigtlidelse, som også har bundet Anna til en kørestol, blev Anna udskrevet til en ældrevenlig rækkehusbolig. Samtidig arrangerede kommunen en madordning til Anna. Anna brugte efterfølgende 1½ måned på at kæmpe sig ud af madordningen. Hun kunne ikke lide maden fra kommunen og ønskede for alt i verden selv at købe ind og købe sin egen mad. Efter mange indvendinger endte kommunen med at bevilge Anna ledsagelse til en ugentlig indkøbstur. En aktivitet, Anna ikke selv kan klare på grund af den dårlige tilgængelighed i de nærliggende butikker. Indkøbene og madlavningen er Annas eneste faste gøremål, og uden disse aktiviteter ville Annas hverdag blive tømt for indhold, og hun ville igen være henvist til at spise mad, hun ikke kan lide og til passivitet i hverdagen. Historien om Anna kan også ses som eksempel på, at nogle mennesker har ressourcer til at fastholde betydningsfulde mønstre, selv om forskellige belastninger og vendepunkter giver andre betingelser. Projektets brugsværdi: Teoretisk bidrag: Synliggør det betydningsfulde i de stunder, der har med måltidet at gøre, samt de mønstre der binder stunderne sammen i sekvenser og gestalter. Ved f.eks. gennem måltidsfortællinger at demonstrere, hvordan ændringer i en stund slår ind i og indvirker på stunder, der ligger forud eller følger 31

32 efter, synliggøres et fænomen, som vi i VEGA senere har betegnet som gennemsivning. Gennemsivning er et centralt begreb, når man f.eks. ønsker at skærpe sin opmærksomhed mod bivirkninger af offentlig måltidsservice. Metodisk bidrag: Projektet resulterede i udviklingen af en strategi til betydningsanalyse og en måde at illustrere måltidsaktiviteternes kompleksitet og betydninger i en visuel oversigtlig form. Senere blev denne måde at lave og formidle betydningsanalyser på anvendt og videreudviklet af Karen Marie Bundgaard i en undersøgelse af måltider i et leve-og bomiljø. (Bundgaard, 2005) Praktisk bidrag: Den indhøstede viden, der som ovenfor nævnt kan præsenteres i læsevenlig form, skønnes at have interesse for personer, der arbejder med udvikling af produkter og måltidsservice, der kan tilgodese forskellene i ældrebefolkningen. Ikke mindst synes projektet og udløbere heraf at have en praktisk brugsværdi i leve- og bomiljøerne, hvor måltiderne og aktiviteter knyttet hertil er centrale indslag i dagligdagen. En enkelt boks i artiklen af Karen Marie Bundgaard rummer komprimeret indsigt i, hvilke betydninger måltidet giver mulighed for at fastholde i et hverdagsliv, og man kan let forestille sig, at den kan fungere som model for kvalitetsudvikling af måltidet. Projektet yder endelig et klart socialpolitisk bidrag, idet de konstruerede måltidshistorier, der blotlægger mønstre og betydninger, synliggør, at den offentlige måltidsservice i visse tilfælde nok tilbyder mennesker ernæringsrigtig kost, men reelt tager måltiderne og en perlerække af betydningsfulde stunder fra dem. Projektet var støttet af Sygekassernes Helsefond og Det tværministerielle Udvalg for Anvendt Ældreforskning. Bundgaard, K.M. og B.T. Christensen: En bid af ældres hverdagsliv en undersøgelse af måltidets aktiviteter, mønstre og betydninger, 1992, Ergoterapeutskolen i Odense. Bundgaard, K. M. og B. T. Christensen (2000). "En bid af ældres hverdagsliv." Gerontologi og samfund 16(3): Bundgaard, K.M.: En vigtig bid af hverdagen. Måltider i et leve- og bomiljø i: Gerontologi, nr. 1, marts 2005 Det afhængige hverdagsliv - Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt I perioden fra 1.april 1999 til oktober 2000 gennemførte Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt med Marianne Elbrønd som projektleder, et videnskabende samarbejde med to hjemmeplejedistrikter i hhv. Ulfborg-Vemb og Herning kommune. Formålet med projektet var at oparbejde viden om, hvordan hverdagslivet former sig for og opleves af mennesker, hvis hverdagsliv er et arbejdsmæssigt anliggende for andre. I projektperioden aflagde 16 lærere fra Social- og sundhedsskolen over 100 besøg i praksis og fulgte på nærmeste hold med i hverdagen, som den forløb både for disse områders ældre borgere og for personale, ansat på plejehjem, på ældrecenter og i hjemmeplejen. 32

33 Videnskabende netværk Det var en vigtig pointe i projektet, at såvel praktikere som skolefolk blev inddraget aktivt i forløbet med at skabe viden om ældres hverdagsliv. Konkret blev der eksperimenteret med at overføre nogle af grundtankerne om videnskabende netværk fra VEGA til en særlig lokal netværksorganisering, der på forskellig vis inddrog såvel skolefolk som praktikere til at løse forskellige opgaver. Internt på skolen var opbygget et netværk eller projekt-praksisfællesskab, der fungerede efter samme princip som en dråbe, der giver ringe i vandet. Inderst i cirklen var projektlederen. I næste cirkel var to deltidsansatte projektmedarbejdere. I tredje cirkel var 14 korttidsansatte projektmedarbejdere, der på skift var aktive i projektet i 3-ugers moduler. I fjerde cirkel var en gruppe af skolens lærere, der fulgte projektet gennem en studiekreds, nyhedsbreve og en intern hjemmeside. I femte cirkel var eleverne eller praktikvejledere, som hørte om projektet i undervisningen og på kurser. Endelig var der ind i mellem de forskellige cirkellag forskellige repræsentanter fra praksis (ledere såvel som frontmedarbejdere), som blev involveret og orienteret undervejs i forbindelse med planlægningsmøder, feltstudier og dataindsamling i praksis og afholdelse af temadage. Hensigten var at praktisere såvel praksis- som aktionsforskning og sætte gang i en videnskabende proces, som både praktikere og skolefolk umiddelbart kunne drage nytte af. (Elbrønd, 1999) Samspillet mellem system- og livsverden I forbindelse med et pilotprojet (Elbrønd, 1998), blev der konstrueret to tegninger, som skulle illustrere, at social- og sundhedsmedarbejdere skal kunne forholde sig til borgere ud fra et hverdagsligt tilværelsesperspektiv, samtidig med at de holder sig for øje, at de er systemrepræsentanter. Antagelsen er, at medarbejdere inden for ældreområdet skal have forudsætninger for at kunne tage professionel del i andre menneskers hverdag og i det, vi kalder tilværelsesssiden. Samtidig skal de også have forudsætninger for at tage del i en arbejdspraksissammenhæng med, hvad den stiller af krav til faglig viden, færdigheder, holdninger, loyalitet over,for lovgivning og lokale målsætninger. De to tegninger, der blev flittigt benyttet i den del af projektfasen, hvor der skulle laves aftaler med praksisfeltet om det konkrete videnskabende samarbejde, synliggjorde projektets ambition om at kaste lys over dels gamle menneskers tilværelsesside; det rum de lever indenfor, hvad de bruger deres tid på, og hvad de tillægger værdi og betydning og dels velfærdsinsitutionernes arbejdspraksisside det rum medarbejderne arbejder indenfor, hvad de bruger deres tid på, og hvad de tillægger værdi og betydning. Efter en indledende projektperiode, hvor skolefolk via deltagerobservation blev bekendte med praksisfeltet og forskellige nøgleinformanter, koncentrerede projektindsatsen sig om at lave 28 casebaserede studier af hverdage, som er et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Konkret blev 28 ældre mennesker mellem 69 og 96 år, der alle var afhængige af hjælp, kigget over skulderen en dag 33

34 fra morgen til aften. Dagen efter blev gennemført semistrukturerede interviews med de ældre. En udfoldet hverdag Tilsammen kastede observationer og interviews lys over hverdagens udfoldelse på tværs af tid og rum. Til forskel fra så mange andre studier, hvor opmærksomheden rettes mod personer, mod personers handlinger, symptomer eller emotioner, var opmærksomheden i disse studier rettet mod den række af stunder, som tilværelsen består af - herunder de udfoldelsesmuligheder, den orden, det indhold og tilsyneladende små og trivielle begivenheder, der konstituerer og betyder noget i gamle menneskers hverdagsliv. Det er almindeligt at tage temperaturen på eller lave funktionsbeskrivelser af svækkede personer for at få en fornemmelse af, hvordan deres tilstand er. I forbindelse med bearbejdningen af de 28 studier af dage blev der ikke tegnet feberkurver, men derimod udarbejdet tegninger, der illustrerer, at mennesker lever deres liv i tid og rum i en vifte af sammenhænge og livspraksis'er. På tegningen herunder er med en streg angivet, hvor en person befinder sig på bestemte tidspunkter i løbet af dagen. Centrum i tegningen er en seng, idet de fleste mennesker begynder og slutter deres dag i sengen. Halvcirkler rundt om sengen illustrerer de forskellige rum, som Marie, der bor på plejehjem, bevæger sig mellem i løbet af dagen; f.eks. stue, toilet, gang, gårdhave, fællesrum på afdelingen, fællesrum på plejehjemmet, steder uden for plejehjemmet. Tegninger er lavet på baggrund af detaljerede observationer af forløbet af en dag samt samtaler med Marie Maries færden i tid og rum Alle 28 case-studier blev analyseret med henblik på at synliggøre dagens mønstre i rummet, i tiden, i relation til andre og i relation til gøremål. 34

35 På baggrund af litteraturstudier og de oparbejdede data fra de 28 casestudier, blev der indkredset en række begreber: råderum, dagens orden og tidens fylde, der synliggør aspekter ved det upåagtede hverdagsliv, som synes at have betydning for, hvordan konkrete tidsrum fungerer både funktionelt og emotionelt - for konkrete personer. Studiet viste endvidere, at de ældre var meget opmærksomme på samspillet med de enkelte hjælpere, hjælpesystemets konkrete arbejdspraksis og hele hjælpekulturen. På baggrund heraf blev udledt tre centrale forhold, som ofte synes at influere på samspillet mellem tilværelses- og arbejdspraksissiden: tydning, timing og tempo. På baggrund af de 28 casestudier kan der ikke uddrages noget generelt om ældres oplevelser af det at få hjælp, men analysen af data synliggjorde, at mange af disse ældre oplever tidspunkter, hvor der f.eks. i forhold til de nævnte tre T er er ringe grad af fodslag mellem den enkeltes tilværelse og konkrete medarbejderes og arbejdssteders arbejdspraksis. Projektets brugsværdi: Teoretisk bidrag: Projektet resulterede i konstruktionen af forskellige modeller og begreber, der kan være med til at synliggøre såvel det upåagtede hverdagsliv som det samspil, der opstår mellem menneskers tilværelse og velfærdssystemets arbejdspraksis, når hverdagen bliver et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Ambitionen er gået i retning af at udvikle nogle modeller og forståelsesbriller, der forenkler et kompliceret felt, og et sprog, der kan bruges af ældreområdets kommende og nuværende praktikere, så ældres hverdagsliv på en mere systematisk måde får en plads i personalets opmærksomhedsfelt og i den sproglige formidling og udveksling af tanker, der dagligt foregår blandt kolleger på en afdeling/i en gruppe. På en af de temadage, der blev holdt undervejs i projektforløbet navngav en af de deltagende praktikere gode, meningsfulde stunder som stjernestunder, og begrebet har siden indtaget en plads i VEGA s begrebsunivers. Samtlige modeller og begreber arbejdes der fortsat på at raffinere og videreudvikle. Metodisk bidrag: Den viftemodel over en persons færden i tid og rum, som blev udviklet i forbindelse med bearbejdningen af data, har siden vist sig at have en metodisk værdi, når hverdagsstudier skal gennemføres. Viftemodellen kan konkret bruges som dataindsamlingsmetode på den måde, at den under et kvalitativt interview om hverdagsliv kan fungere som samtaleark og dermed som en slags semistruktureret interviewguide, der er kendt af begge parter. Det matcher godt med VEGA-netværkets humanistiske og brugerorienterede grundholdning, at forskere og fagfolk, der ønsker at blive klogere på andre menneskers liv, inviterer dem til et samarbejde, hvor de får lejlighed til at være medforskere frem for studieobjekter, der udsættes for spørgsmål, som kun forskeren eller fagpersonen kender rationalet bag. Et andet væsentligt metodisk bidrag består i, at projektet har demonstreret, hvordan et videnskabende netværk, der involverer mange mennesker i forhold til vidensskabende aktiviteter, kan etableres lokalt på en uddannelsesinstitution. Skolen har ved flere lejligheder genbrugt denne netværksstrategi i forbindelse 35

36 med projekter, som derved bl.a. har fået karakter af at være en slags intern, praksisnær kompetenceudvikling for skolens lærere. Endvidere har projektet - ved at etablere tætte samarbejdsrelationer til praksis på en måde, der har involveret praktikere aktivt i forhold til at indsamle data og skabe viden om deres egen arbejdspraksis - indsamlet erfaringer med at planlægge og gennemføre en form for videnskabende partnerskab på tværs af skole- og praksisfelt. Praktisk bidrag: Flere af de modeller, som blev udviklet i forbindelse med bearbejdning af data og formidlingen af indsigter, er siden blevet anvendt flittigt. Dels i forbindelse med nye projekter, hvor f.eks. viftemodellen som nævnt har vist sig yderst anvendelig i forbindelse med såvel indsamling som bearbejdning af kvalitative data. Dels i undervisningssammenhænge, hvor de introduceres for elever og kursister som redskaber, der kan bruges til skabelse af overblik over komplekse sammenhænge, til systematisering af indtryk, som afsæt for samtaler mv. Dels i praksissammenhænge, hvor medarbejdere f.eks. som kontaktpersoner har skullet gennemføre systematiske samtaler med gamle mennesker om deres ønsker til hjælp, eller hvor de som et team har skullet udveksle tanker om, hvordan de kan koordinere og tilrettelægge deres samlede arbejdsindsats, så hverdagen hænger sammen for modtageren af hjælp. Endelig synes projektet på sigt at kunne yde et socialpolitisk bidrag, idet studierne af konkrete menneskers afhængige hverdagsliv på flere områder synliggør, hvilke omfattende konsekvenser den aktuelle politik på ældreområdet har. Projektet var støttet af Undervisningsministeriet og Sygekassernes Helsefond. Elbrønd, M.: Det afhængige hverdagsliv Casebaserede studier af hverdage, som er et arbejdsmæssigt anliggende for andre. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, Elbrønd, M. (2001). "At se hver dag i sammenhæng." Gerontologi & Samfund 17(1): Vanddråbestrategien Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt Som en udløber af projekt: Det afhængige hverdagsliv gennemførte Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt med Marianne Elbrønd som projektleder, et samarbejde med to praksisområder om at udvikle et undervisningsforløb på social- og sundhedshjælperuddanelsen og som del heraf en arbejdsstrategi, der tilstræber at skærpe plejepersonalets opmærksomhed mod menneskers forskellighed, de forhold i hverdagen, der betyder noget, og som omsorgspersoner kan lære sig at tage hensyn til, når de tager del i andre mennesker liv. Projektet fik navnet Vanddråbestrategien efter H.C.Andersens eventyr: Vanddraaben. Ambitionen var at inspirere eleverne til at se det interessante i det almindelige og bl.a. få skærpet deres evne til at se forhold ved menneskers helt almindelige liv, som andre normalt ikke lægger mærke til. 36

37 Efter en indledende periode, hvor projektlederen i tæt samarbejde med en gruppe af lærere samt repræsentanter for praktikken planlagde undervisningsforløbet, konstruerede en hverdagsorienteret arbejdsstrategi samt producerede undervisningsmateriale og undervisningsnoter, blev forløbet gennemført med deltagelse af 28 social- og sundhedshjælperelever. Tematiseret undervisning Undervisningsforløbet, der strakte sig over otte uger, var bygget op omkring fem temaer: orientering, at lære at lære, det komplekse liv, alt skal ses i rette sammenhæng og hverdagsliv til arbejdsbrug. De fem temaer, der hver især indeholdt nogle vigtige eller centrale tanker om social- og sundhedshjælperes læringsmuligheder, arbejdsfelt og faglige profil, blev præsenteret for eleverne gennem en række overordnede oplæg eller præsentationer, hvortil der var udarbejdet særlige noter. Noterne var kendetegnet ved, at der gennem en fortløbende fortælling om et ældre ægtepars samspil med hjemmeplejen blev refereret meget direkte til social- og sundhedshjælpernes fremtidige arbejdsfelt. Endvidere indeholdt noterne de tegninger og modeller, som tidligere var blevet udviklet i projekt Det afhængige hverdagsliv. Som udgangspunkt blev der sat fokus på de fordringer, der aktuelt stilles til medarbejdere inden for social- og sundhedsområdet. Et karakteristika ved tiden er, at der på den ene side er meget, en social- og sundhedshjælper skal vide og kunne. Samtidig er der også megen viden - f.eks. om konkrete menneskers liv og konkrete arbejdspladsers opbygning og funktionsmåde som ikke kan erhverves på forhånd, men som skal skabes i den daglige arbejdspraksis sammen med andre mennesker. Det var en grundtanke i hele forløbet at få eleverne til at koble selve udførelsen af arbejdet med en lærende proces, således at de ikke ved udannelsens ophør føler sig udlært, men tværtimod føler sig inspireret til at gå ud og lære undervejs i den daglige arbejdssammenhæng. Introduktion til case studie-strategi Eleverne blev tidligt i forløbet gjort opmærksomme på, at de ved teoriforløbets afslutning skriftligt og på en systematisk måde skulle kunne demonstrere, at de havde opfattet de centrale tanker i undervisningsforløbet og kunne bruge dem på passende måde i forhold til en ukendt case. Som en central del af undervisningsforløbet blev eleverne introduceret til en case-studie-metode og til, hvordan en god social- og sundhedshjælper, for at få skærpet sin opmærksomhed mod menneskers forskellighed og forskellige liv og mod sin egen deltagelse i dette liv, dagligt kan være opmærksom på at samle relevante informationsbidder, der hver på sin måde bidrager til et mere samlet indtryk af personer og situationer De otte uger blev rundet af med en skriftlig prøve, hvor eleverne skulle demonstrere, at de centrale tanker og den systematiske tilgang til indsamling og præsentation af data, som var blevet introduceret i skoleundervisningen, var blevet opfattet og kunne bruges på passende måde i forhold til en ukendt eksamenscase. 37

38 Projektets brugsværdi: Teoretisk bidrag: Med afsæt i data fra projekt Det afhængige hverdagsliv blev der konstrueret en illustration af De tre historier, som alle på forskellig måde kan være med til at skærpe opmærksomheden mod det særlige i konkrete menneskers liv. Metodisk bidrag: I dette projekt blev grunden lagt til konstruktion af en særlig casebaseret læringsstrategi, som siden hen er blevet brugt og yderligere raffineret i forbindelse med forskellige efteruddannelsesforløb af medarbejdere inden for såvel ældreområdet som det socialpsykiatriske område. (Hansen, 2002, Elbrønd, 2004). Ambitionen har været at udvikle en læringsstrategi, der i overensstemmelse med VEGA s grundholdning om, at der uden for skolens mure befinder sig en guldgrube af viden, som det blot handler om at få frem i lyset, baserer sig på et udpræget induktivt princip. Den casebaserede læringsstrategi markerer en klar bevægelse fra en form for vertikal læring, hvor mere vidende personer skal sørge for, at mindre vidende personer på et bestemt område skal tilegne sig mere kundskab, mere viden eller måske nye eller andre holdninger til en form for horisontal læring, der indebærer, at elever eller kursister lærer sammen og af hinanden og skaber ny viden ved hjælp af den viden, som de besidder på forhånd. (Warming, 2004) Praktisk bidrag: Dele af noterne blev publiceret i en grundbog for social- og sundhedshjælpere, som blev udgivet på Munksgaards Forlag. Flere af grundtankerne fra Vanddråbe-projektet kom senere i spil, da Socialministeriet bad tre social- og sundhedsskoler herunder Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, om at konstruere et særligt efteruddannelsesforløb for social- og sundhedshjælpere. Dette efteruddannelsesforløb, der blev gennemført fem gange, blev nøje fulgt af en ekstern evaluator. Af den afsluttende evalueringsrapport fremgår det bl.a., at kursisterne havde stort udbytte af at arbejde casebaseret. (Hansen, 2002). Projektet har sat sig flere konkrete spor i den nuværende social- og sundhedshjælperuddannelse på Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, som i stor udstrækning er bygget op omkring hverdagslivstænkning. Projektet var støttet af Undervisningsministeriet og Helsefonden. Elbrønd, Marianne; Birgitte Højlund, Pia Østergaard: Vanddråbestrategien. Udvikling, afprøvning og evaluering af undervisningsforløb og lærings- og arbejdsstrategi skræddersyet til social- og sundhedshjælpere. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt Hverdagsliv og livretter Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt. Som en udløber af andre VEGA-projekter - ikke mindst Odense-skolens projekt En bid af ældres hverdagsliv - gennemførte social- og sundhedsskolen med Birgitte Højlund som projektleder i samarbejde med hjemmeplejen og dagcentret Sønderland i Holstebro et tre måneders forsøg med at give praktisk hjælp til madlavning og måltider til hjemmeboende pensionister. 38

39 Det overordnede formål var at forbedre den enkeltes mulighed for at opretholde et selvstændigt liv og bevare magten over egen tilværelse ved blandt andet selv at kunne vælge, hvordan madlavning og måltider skal foregå. For den deltagende kommune drejede det sig om i en periode at udvide sin service i relation til madlavning og måltider ved at tilbyde en mere differentieret form for hjælp. Kommunen ville få erfaringer med, hvordan justeringer i hjælp til madlavning og måltider kan virke ind på det liv, gamle mennesker lever. Skolen ville få mulighed for at afdække, hvilke kompetencer frontpersonalet har brug for, når de skal yde hjælp til madlavning og måltider, hvilket kunne give anledning til justering af undervisningens indhold og form. Projektet blev gennemført og beskrevet af fem undervisere fra skolen. Underviserne indsamlede data, dels via 4-5 besøg i hjemmet, når der blev givet hjælp til madlavning, dels via interviews med den ældre og hjælperen efter forsøgets afslutning. På den baggrund fremstillede hver underviser en case, hvoraf flere nu bruges i undervisningen på Social- og sundhedsskolen. Medarbejderne fra praksisfeltet førte omhyggeligt logbøger over de konkrete caseforløb, de hver især var involveret i, og de bidrog således konkret til dataindsamlingen. Alle påtog sig endvidere at formidle egne erfaringer på et par temadage, som blev afholdt undervejs. Otte cases I forsøget deltog i alt tolv ældre mennesker, som fik hjælp til madlavning af en gruppe social- og sundhedshjælpere og -assistenter, i gennemsnit tre timer om ugen i forsøgsperioden. De deltagende borgere blev udvalgt i samarbejde med hjemmeplejens gruppeledere, således at så mange forskellige problemstillinger som muligt blev repræsenteret, og således at der kun blev sat forløb i gang, hvor det gav mening at yde en ekstra service i en afgrænset periode. Forsøgsgruppen omfattede: En madgruppe på dagcentret med fire deltagere tre kvinder og en mand. Kvinderne deltog mest af sociale årsager og for at udveksle ideer og inspiration, mens manden kom for at lære at lave mad, efter at hans kone var død. En madgruppe i privat regi med to enlige mænd, som lavede mad på skift hos hinanden Tre forløb med ægtepar, som f.eks. skulle lære at lave diabetesmad eller erhverve madlavningsfærdigheder for at kunne overtage madlavningen pga. ægtefælles sygdom. Tre forløb med enlige kvinder, som af forskellige fysiske grunde ikke var i stand til at lave mad selv. Hjælpen bestod her både i kompensation for de tabte funktioner, vejledning, træning, afprøvning af nye teknikker og hjælpemidler og hjælp til indkøb. På baggrund af otte cases er det ikke muligt at uddrage generelle konklusioner, men i de otte casehistorier findes mange konkrete eksempler, som bekræfter allerede kendte erfaringer. Det at gå på indkøb er en aktivitet med et stort forebyggende potentiale, som for mange tillægges større betydning end selve madlavningen. 39

40 Der er sammenhæng mellem manglende selskab og dårlig appetit. Det drejer sig både om at have nogen at lave mad til og nogen at spise sammen med. Det er meget svært at komme i gang med at lave mad, hvis man først har opgivet det. I mange tilfælde er det nemmere at hjælpe mænd end kvinder med madlavningsproblemer. Eksempler på støtte En del af den støtte, der blev givet i projektet falder inden for rammerne af det, der i dag kan bevilges. Udnyttelsen af allerede eksisterende muligheder kræver egentlig blot en skærpet opmærksomhed. I projektet er der flere gode eksempler på, hvordan hjælpere f.eks. ved at spørge til, hvordan det går med madlavningen, ved at kontakte ergoterapeuten om nogle hjælpemidler, ved at komme med en opskrift eller ved at finde tid til at hakke det løg eller skrælle de kartofler, som det kniber med, kan tilføre dagen lige det lidt, der skal til, for at mennesker selv kan klare resten. I projektet blev der også gives hjælp, som lå ud over den hjælp, som blev bevilget på undersøgelsestidspunktet. F.eks.: Støtte til at etablere spise- eller madlavningsgrupper i private hjem. Varig hjælp til madlavning ved nedsat funktion eller hjælp. Ledsagelse og fysisk hjælp til indkøb. Projektet viste, at der er borgere, som har brug for disse former for hjælp til madlavning. Projektet viste, at deltagerne især tillægger indkøbsturen stor betydning, og man kan overveje, om den forebyggende effekt af at give hjælp til indkøb kan berettige en mere liberal holdning til at bevilge denne assistance. Der er i flere tilfælde en sammenhæng mellem manglende appetit og det, at man spiser alene. Det anbefales, at man overvejer, om man i hjemmeplejen kan støtte op omkring tiltag, der fremmer det sociale aspekt omkring måltider i eget hjem. De deltagende pensionister var mere interesserede i madens smag og det sociale omkring måltidet end i madens ernæringsværdi. Det er derfor ikke nok, at personalet har viden om ernæring og madlavning. Det anbefales, at man på social- og sundhedsskolerne breder emnet mad ud som et tværfagligt tema, som inddrager områder som livsformer, netværk, kultur, æstetik og smag. Projektet viser, at hvis man først er holdt op med at lave mad, er det svært at komme i gang igen. Det må derfor forudses, at en del ældre medborgere ikke vil være motiveret for at deltage i madlavningsaktiviteter i leve-bo-miljøerne, hvis de allerede som hjemmeboende pensionister har måttet opgive disse hverdagsgøremål. Hvis man ønsker at støtte borgere i fortsat at sørge for egen mad, er det vigtigt at gribe ind på det rette tidspunkt, det vil sige at skærpe opmærksomheden i selve visitationsprocessen. 40

41 Projektets brugsværdi: Teoretisk bidrag: Projektet har ved konkret at arbejde med betydningsanalyser og ved at bruge begreber om råderum, dagens orden og tidens fylde i måltidsfortællinger bidraget til raffinering af allerede udviklede begreber. Metodisk bidrag: Ligesom de øvrige Herning-projekter har også dette projekt bidraget til udvikling af en model for videnskabende netværk, der går på tværs af skole- og praksisfelt. I dette projekt bevæger samarbejdsrelationen mellem skole- og praksis sig yderligere i retning af at være et videnskabende partnerskab, idet de involverede praktikere også tog aktivt del i dataindsamlingen. Praktisk bidrag: Projektet synliggjorde, at en del af den efterspurgte hjælp faktisk kunne rummes inden for de rammer, som kommunen bevilger hjælp på grundlag af. Der åbenbarede sig gennem projektet et mulighedsrum og nogle handlestrategier, som var umiddelbart tilgængelige i den daglige arbejdspraksis. Synliggørelse af dette noget oversete opgavefelt kastede samtidig også nyt lys over hjælpernes forudsætninger for at bidrage til vedligeholdelse eller genskabelse af meningsfulde måltidsmønstre, hvilket igen har givet anledning til udvikling af indhold og pædagogik på bl.a. social- og sundhedshjælperuddannelsen i Herning. Som et socialpolitisk bidrag synliggør dette projekt ligesom projekt En bid af ældres hverdagsliv, at der er uheldige bivirkninger forbundet med madordninger. Den kan have positiv værdi, men rummer samtidig en risiko for, at hverdagen tømmes for mening og samværskvaliteter. Effekten af et hjælpetilbud skal aflæses i, hvilken hverdag der kommer ud af hjælpen. Der peges i projektet på, at de kommunale visitationsordninger bærer et stort ansvar, når de modtager en henvendelse om at få udbragt mad, og at de for at undgå at tømme menneskers dagligdag for meningsfuldt indhold må være bedre til at afdække, hvor det er i det komplekse måltidsmønster, at der er brug for hjælp udefra. Med en ordentlig afdækning er der bedre mulighed for at yde præcis den hjælp, der er brug for både på kort sigt og på langt sigt. Projektet var støttet af Socialministeriets Pulje til sikring af bedre kvalitet i den offentlige måltidsservice til ældre. Højlund, Birgitte: Hverdagsliv og livretter et forsøgs- og udviklingsprojekt om ældres måltider. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt Højlund, Birgitte: Hverdagsliv og livretter Forsøg med praktisk hjælp til madlavning for pensionister. Gerontologi, nr.1, marts 2005 ViCo-metoden Casestudie af hverdagslivsorienteret visitationssamtale Social- og sundhedsskolen i Randers. Projektet, der blev udført af Social- og sundhedsskolen i Randers v. Joan Andersen og Ole Mygind-Klausen i samarbejde med to kommuner samt forlaget Dafolo, omfattede 15 casestudier af hverdagsorienterede visitationssamtaler. Hver case bestod af tre samtaler; visitators samtale med den, der søger hjælp, en samtale med visitator samt en opfølgende samtale med den, der har fået hjælp. 41

42 Formålet med casestudierne var 1) at kaste lys over, hvordan visitationssamtalen kan bidrage til forståelse af borgerens måde at håndtere de betingelser, der danner rammen for hverdagslivet, og 2) hvordan de indhentede informationer kan danne grundlag for tilrettelæggelse af et fagligt arbejde, der danner rammen om hverdagslivet. En analyse af samtalerne synliggjorde samtalens forløb; herunder visitators måde at spørge ind til hverdagen og borgerens måde at fortælle om hverdagen. Samtalerne centrerede sig om fire gennemgående temaer: - Hjem og husholdning: bolig, rengøring, vask, madlavning. - Kroppen: sygdom, funktion. - Administration: ydelser, aftaler. - Hverdagen: livshistorier, forskellige former for socialt samvær og aktiviteter. Livsorienteret samtale Med afsæt i såvel analyserne af de 15 visitationssamtaler, hvoraf nogle viste sig at være forbilledlige, som i en teoretisk forståelse af hverdagsliv, blev udviklet en særlig form for hverdagslivsorienteret visitationsmetode en såkaldt ViCometode. ViCo er en forkortelse af Vital eller Vitalogi, der betyder læren om det levede liv, og Coherence, der betyder sammenhæng. ViCo-metoden er en særlig måde at samtale med mennesker på, som står overfor at skulle have hjælp for første gang, eller som har brug for at få hjælpen justeret. I modsætning til traditionelle visitationssamtaler, hvor der i stor udstrækning er fokus på en persons færdigheder og funktioner samt problemer med at klare hverdagen, er der i VICo-samtalen fokus på hverdagssituationen, herunder hverdagens gøremål, meningsfulde handlinger og værdier samt håndtering af hverdagens forandringer og belastninger. Et vigtigt element i relation til ViCometoden består i at fremme den ældres fortællelyst, således at visitator får indsigt i og forståelse for den ældres aktuelle hverdagssituation. På baggrund af en sådan forståelse skal der efterfølgende tages stilling til den ældres behov for hjælp. Visitator skal være i stand til at bevæge sig fra en meget åben samtale, over en mere systematisk undersøgelse til vurdering. Visitator skal så at sige mestre at oversætte hverdagssproget til systemsprog. En visitationssamtale vil af den grund rumme flere sprog og samtaleformer. I forhold til en konkret samtale-case synliggør analysen fire samtaleformer: fortælling, anerkendelse, sparring og interview. Modeller Som led i projektet er konstrueret flere modeller. En model synliggør på visuel oversigtlig måde et samtalemønster, der kan tjene som en slags styrebillede for fagpersoner i konkrete samtalesituationer. Modellen illustrerer, hvorledes den fælles udforskning af borgerens hverdagsliv kan omfatte en udforskning af såvel betingelser herunder struktur og forandring - som personens håndtering af disse betingelser og forandringer. En anden model sammenføjer Birte Bech-Jørgensens hverdagslivsteori med Aron Antonovsky s mestringsbegreb. 42

43 Modellen sætter fokus på, at mestring knyttet til en oplevelse af sammenhæng, der opstår, når mennesker oplever overensstemmelse mellem indre forståelse og de ydre handlemuligheder, og når der inden for denne forståelse er meningsfulde udfoldelsesmåder, der appellerer til et personligt engagement. Modellen kaster lys på fænomenet tid, der bevidsthedsmæssigt kan organiseres på to planer: dels som en indre tid, dels som en ydre samfundsskabt tid. Modellen bygger på den antagelse, at muligheder for at skabe sammenhæng er forbundet med livet set som forløb og livet set som udfoldelse - altså en tidsmæssig sammenhæng. Når sammenhæng er forbundet med livet som forløb, er det, fordi borgerens forståelse er knyttet til livserfaringer - altså bagudrettet eller til forestillinger, drømme, forhåbninger eller frygt for fremtiden - altså forudrettet. Når sammenhæng er forbundet med livet som udfoldelse, er det, fordi livet opleves og betragtes fra et nutidsperspektiv. Livet er den levende nutid hvor borgeren i nuet veksler mellem at rette sig indad (indre tid) og rette sig udad (ydre tid). Borgeren retter sig indad mod de subjektivt indre oplevelser, hvor tidligere livsoplevelser, livserfaringer eller forestillinger og drømme i fremtiden blander sig med indtryk i nutiden. Borgeren retter sig udad, hvor handlinger er rettet imod at være virksom i nuet i samspil med vore mellemmenneskelige, fysiske og materielle omgivelser. Nedenstående model kan bidrage til at rette opmærksomheden mod nogle af de processer, der kan indfange borgerens stræben efter at mestre forandringerne og skabe sammenhæng i sit liv. Ydre tid Aktivitet / Projekt / Virksomhed Tid - som gentageelse / rytme Tid - som samfundets tidsstruktur Livssammenhæng Tiden som livsforløb Indre tid Livsoplevelser / Livserfarnger / Livsønsker Tiden som indre bevidsthedstrøm Modellen illustrerer ViCo-samtalen: En vekselvirkning mellem tidsoplevelser og livssammenhæng. 43

44 I ViCo-samtalen bevæger man sig ind i knudepunktet mellem vertikale og horisontale bevægelser for at forstå borgerens bestræbelser på at skabe sammenhæng i sit liv. ViCo-samtalen vil indholdsmæssigt rumme en vekslen mellem borgerens erfaringer, forhåbninger, refleksioner, handlestrategier og oplevede handlemuligheder. Konkret centrerer metoden sig om, at visitator under samtalen med borgeren har en tilgang der: undersøger, anerkender, udforsker, udfordre og udveksler ideer. Disse ord rummer ligeledes en faglig bestemt måde at henvende sig på til den anden og give respons. Undersøge og anerkende borgerens forandrede betingelser. Oplevede betydning af forandringerne. Handlestrategier, der anvendes for at skabe sammenhæng. Erfaringer og forestillinger om fremtiden. Oplevede udfoldelse og handlemuligheder. Udforske forestillinger om fremtid og handlemuligheder. Udforske forestillinger om livgivende forandringssituationer. Søgende efter handlekræfter og strategier rettet imod meningsfulde forandringsprocesser. Indkredse de områder borgeren finder meningsfuldt at investere kræfter i Afklare betingelser, der kan forbedre handlemuligheder. I projektet introduceres begrebet upåagtet hjælp, der handler om den form for hjælp, der glider ubemærket ind i hverdagen som et naturligt indslag uden at forringe eller forstyrre borgerens oplevelse at være på hjemmebane. Projektets brugsværdi: Teoretisk bidrag: Projektet resulterede i konstruktionen af forskellige modeller, der illustrerer ViCo-samtalens særlige perspektiv, indhold og proces. I tilknytning til modellerne er endvidere udviklet et begrebsmæssigt univers, der dels placerer samtalen i krydsfeltet mellem to tidsdimensioner: tiden som forløb og tiden som udfoldelse og dels illustrerer, hvorledes livssammenhæng og livsvirksomhed skabes i en gensidig vekselvirkning med samfundets betingelser. Metodisk bidrag: I projektet er videnskabelse og forandring sket i en og samme bevægelse. Undervejs i projektforløbet skete der en styrkelse af visitatorernes faglige opmærksomhed mod hverdagslivet med ændringer i den måde, de gennemførte samtaler på til følge. I projektet blev anvendt forskellige strategier til analyse af samtaler. På baggrund af hele det empiriske materiale blev der søgt efter samtalemønstre, som efterfølgende blev visualiseret i modeller, der på systematisk måde skaber overblik over såvel indholdet som processen i nogle meget komplekse samtaler. Endvidere skete en udvælgelse af særligt forbilledlige samtaler kaldet mønstereksempler/mønsterfortællinger, som blev brugt til mere konkret at synliggøre ViCo-samtalens indhold og proces. Praktisk bidrag: Det empiriske studie af visitationssamtalerne viser, at hverdagsliv er meningsfuldt at inddrage i praksis. Ved at fokusere på det levede liv i hverdagen opnår visitator en bred forståelse for, hvad borgerens tanker og 44

45 handlinger er rettet imod, og borgeren fastholder sin status som aktør og ekspert på egen tilværelse. Den indsigt, der fremkommer gennem en ViCosamtale, kan give inspiration til, hvordan hjælpesystemets ydelser og faglige handlinger kan indgå i samspil med de andre kræfter og betingelser, som er på spil i borgerens hverdagsliv. Der er i de senere år arbejdet ihærdigt på at skabe administrative metoder og et fælles sprog på ældreområdet. Fælles sprog italesætter nogle områder af menneskers liv, mens andre forbliver tavse. I flere sammenhænge arbejdes der på at inddrage borgeren som deltager, således at vedkommende i mindre grad bliver gjort til objekt for andres handlinger. I relation til at inddrage andre mere livsorienterede perspektiver i f.eks. de elektroniske styresystemer, kan ViCometoden bidrage med inspiration. Metoden, der ikke snævert retter sig mod ældre borgere, skønnes også at have en anvendelsesværdi som samtaleredskab i leve- og bomiljøer eller andre sociale tilbud, hvor beboere og brugere f.eks. skal arbejde sammen med kontaktpersoner om, hvordan hverdagens brud og udfordringer kan takles. Som et socialpolitisk bidrag synliggør dette projekt, at der er vigtige dele af menneskers liv, som fra den allerførste kontakt til det offentlige hjælpesystem falder uden for systemets opmærksomhedsfelt med risiko for, at det betydningsfulde i menneskers liv ikke tillægges betydning i hjemmeplejens praksis. Projektet synliggør, at der er sammenhæng mellem det, der spørges til, og de tilbud hjemmeplejen kan give borgeren, og dermed giver projektet en pejling af, at en yderligere opmærksomhed mod det betydningsfulde i menneskers hverdagsliv sandsynligvis vil fordre, at grundlaget for tildeling af ydelse tages op til revision. Projektet var støttet af Helsefonden. Andersen, J. Christensen, L. og Menge, A.M..: Den første samtale. Et modelforsøg, der har til formål at afprøve en særlig model - VICO-modellen for den første samtale mellem hjemmeplejen og den ældre. Andersen, J.: ViCo-metoden. Casestudie af hverdagslivsorienterede visitationssamtaler. Eftertanke Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i 1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion, som blev skabt, har på forskellig måde bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser, har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning af viden eller formidling af viden om ældres hverdagsliv. Specielt synes fem forhold ved selve organiseringen af VEGA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes arbejde. 45

46 I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning: - at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) tog initiativ til dannelse af VEGA, hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde - at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde, puljer og Fou-midler. Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold til gennemførelse af projekter, har det været af afgørende betydning, - at der var udarbejdet en kontrakt mellem VEGA og de deltagende skoler, hvori der blev stillet krav om, at de lokale VEGA-projekter forankres på skolerne, og at ledelsen på skolerne blev forpligtet i forhold til at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse. - at netværket har været samlet med faste mellemrum, og at deltagerne har kunnet inspirere og motivere hinanden. - at netværkets ledelse, Inger-Lise Dyrholm og Knud Ramian løbende har fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament og at netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent. - at der udefra begyndte at være en vis interesse for og efterspørgsel efter VEGA-netværkets indsigter og viden. Eksistensen af VEGA-netværket har påvist, at det faktisk kan lade sig gøre at gennemføre videnskabende arbejde på grund- og mellemuddannelser, men at det kræver noget særligt, hvis det skal udføres deltids af lærere, der bruger størstedelen af deres tid på deres almindelige arbejde. Deltagerne fra de forskellige skoler har på forskellig måde skullet kæmpe for at skaffe sig tid og rum til arbejdet med VEGA-projekterne. Til tider har VEGA aktiviteterne på de enkelte skoler været på kollisionskurs med skoleinterne aktiviteter som f.eks. implementering af reform, overgang til CVU med stigende akademisering og krav om efteruddannelse af lærerstanden til følge. Ergoterapeutskolen i Århus fik som den første skole gennemført og afrapporteret sit projekt: Hverdagsliv og bolig i Erfaringer fra projektet har sat sig spor i undervisningen på forskellig måde. Der har været tale om at lave en opfølgning på projektet, men endnu har der ikke været lejlighed til det. Herefter fulgte Ergoterapeutskolen i Odense med projektet En bid af ældres hverdagsliv. Der var ambitioner om yderligere opfølgning på projektet, men vanskeligheder med finansiering og eksterne samarbejdspartnere har indtil videre sat opfølgningen i bero. Begge ergoterapeutskoler har med beklagelse oplevet, at skolernes optagelse i CVU har krævet så meget ledelses- og lærerengagement, at der ikke samtidig var overskud til deltagelse i VEGA. Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt, i Herning har i perioden gennemført tre VEGA-projekter. Set i bagspejlet har betingelserne på denne skole for at arbejde videnskabende været særligt gunstige. Omtrent samtidig med at skolen blev optaget i VEGA-netværket, blev der etableret en udviklingsafdeling med 46

47 særlige medarbejderressourcer. Dette muliggjorde bl.a. en vis oparbejdning af projektlederkompetence i udviklingsafdelingen samt involvering af en større gruppe af lærere i alle projekter. Deltagelse i VEGA og arbejde med VEGAprojekter har været og er stadig en helt indarbejdet del af skolens dagligdag. Social- og sundhedsskolen i Randers har først for nylig afsluttet deres projekt. Projektet kom pga. finansieringsvanskeligheder relativt sent i gang. VEGA projekterne har udforsket forskellige facetter af det fælles tema: Hverdagsliv hos gamle. Der har ikke været nogen overordnet strategi for, hvem der skulle gribe fat i hvad. Deltagerne har haft mulighed for at anlægge lige præcis det perspektiv på det overordnede tema, som de med afsæt i deres respektive uddannelsessammenhænge har fundet særligt meningsfulde eller relevante. Dvs. deltagerne har også kunnet genbruge nogle af de vidensmæssige og metodemæssige ressourcer, som de som udgangspunkt har været i besiddelse af. VEGA har været et økologisk orienteret netværk, der i høj grad har givet plads til deltagernes eksisterende ressourcer, samtidig med at der er tilført vækstmidler i form af nye ideer til teoretiske perspektiver og metoder udefra. Som det er fremgået, spænder skolernes valg af temaer over et kontinuum, der går fra det almindelige hverdagsliv over hverdagen i forandring til det afhængige hverdagsliv. Når de forskellige projekter betragtes under et, bliver det synligt, hvorledes forståelsen af det afhængige liv kaster lys på ubemærkede forhold i det afhængige liv og omvendt. Det kan konstateres, at de forskellige projekter på mange måder supplerer hinanden. Der har været tale om en vis form for synergieffekt, der specielt er blevet tydelig i sammenhænge, hvor deltagere fra VEGA har stået side om side på temadage, konferencer eller lignende. Ved sådanne lejligheder har vi flere gange oplevet, at beskrivelser og erfaringer fra ét projekt, der undervejs isoleret set fremstod lidt skitseagtigt og ufuldendt, i sammenhæng med beskrivelser og erfaringer fra et andet projekt samlede sig til noget meningsfuldt. For at skabe sig et helhedsindtryk af VEGA-netværkets indsigter må man på samme måde som den museumsgæst, der betragter Monets åkandebilleder i Orangeriet i Paris træde et skridt tilbage og være indstillet på at suge indtryk til sig. Først med lidt afstand til værket blandes de spontane og måske ikke altid så perfekt formede enkeltelementer sig til et sammenhængende og meningsfuldt billede. 47

48 48

49 Kapitel 3 DEN FÆLLES PLATFORM Hver tid har sine strømninger, bevægelser og trends. Moden, musikken, kunsten tager farve af tiden og udmønter sig i stilarter, genrer og ismer. Det samme gør videnskaben, samfundslivet, arbejdslivet, den professionelle praksis mv. Alt, hvad vi registrerer, foretager os og er optaget af, tager farve af tiden og tidens strømninger. En gang imellem kræver tiden, at vi ændrer syn på nogle ting, ser noget, som vi tidligere har overset og begynder at forholde os anderledes, end vi hidtil har gjort. En af tidens strømninger, som VEGA-netværket har ladet sig rive med af, er interessen for det nære, hverdagen og hverdagslivet. Hverdag er både et fænomen og et begreb. Som fænomen er hverdagen ganske banal. Den består i det ene øjeblik efter det andet. Det levede liv, som vi alle lever hver dag. Som begreb er hverdag et beskrivende og processuelt begreb for det levede liv. Interessen for hverdagslivet både som fænomen og begreb - er for så vidt ikke ny, idet samfundsforskere som f.eks. livsfilosoffen Ludvig Feilberg ( ) og den danske historiker og etnolog Troels-Lund ( ) allerede for år tilbage, da samfundslivet gennemløb en frigørelse fra kirkelig indflydelse, og mennesket mistede religionen som midtpunkt, fandt det relevant at skrive om og at udforske det helt almindelige liv, som alle mennesker lever hver dag (Gullestad, 1995). Mere korrekt er det at sige, at interessen for hverdagslivet og for at begrebsliggøre hverdagens struktur, dynamikker og processer har fået en renæssance eller en opblomstring. Måske fremprovokeret af det faktum, at samfundslivet er blevet stadig mere sektoropdelt, at kundskaben er blevet stadig mere specialiseret. og at funktionsdifferentieringen på visse områder er drevet så vidt, at det enkelte menneske får stadig vanskeligere ved at skabe helhed og sammenhæng i tilværelsen. Hverdagslivsperspektivet er interessant, idet det netop sætter menneskers hele liv og tilværelse i perspektiv, hvilket er tiltrængt, efter at fagene i en lang periode har domineret med en udpræget disciplinorientering inden for snart sagt alle forskningsområder. Hverdagen er som tidligere nævnt ikke biologi, psykologi, sociologi eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, sygepleje eller medicin. Det er helheden, der er på dagsordenen. Hverdagslivstankegangen er en udpræget på-tværs-tankegang om livet-påtværs, der i relation til social- og sundhedsområdet synes at være et godt afsæt for tværfagligt arbejde, for øget brugerorientering, for humanisering af velfærdssystemer. Repræsentanter for den humanistiske sundhedsforskning fremhæver da også hverdagslivs-tænkning som værende et godt bidrag til faglige områder, der tidligere har været meget domineret af naturvidenskabelig og biomedicinsk forsk- 49

50 ning og tænkemåder (Jensen, 1999, Ramhøj, 1995). Problemet er blot, at hverdagslivstænkning endnu i stor udstrækning er en udpræget akademisk disciplin, og at den ikke i særlig udstrækning er præsenteret i en for praktikere mere anvendelig og praksisrelevant form. Et sådant arbejde skal sandsynligvis i stor udstrækning udføres af praktikerne selv. Interessant i den forbindelse er LIFOnetværket, der er et flerforgrenet netværk af praksisforskere inden for psykiatriområdet. Dette netværk er et søsternetværk til VEGA, men blot væsentligt større. Knud Ramian fungerer sammen med psykologen Jonas Gustavsen som tovholder og faglig konsulent i forhold til LIFO-projekterne, og i to bøger Liv i fokus fra 1998 og Livshistoriefortællingen fra 2004 præsenteres nogle tanker om hverdagsliv, som også udgør en del af VEGA-netværkets teoretiske fundament. Den teoretiske platform - Hverdagslivsforskning og teori Hverdagsliv er et komplekst fænomen, som det er en udfordring at studere. Nogle af de tidlige teorier var for abstrakte og generelle til at kunne fange hverdagens mikrosociale virkelighed men senere har personer som den østrigske sociolog Alfred Schutz ( ), sociologerne Berger (f.1929) og Luckmann (f.1927), og Habermas (f. 1929) formuleret nogle socialpsykologiske begrebssæt, der siden er blevet flittigt brugt i konkrete studier af hverdagslivet. De klassiske hverdagslivsteorier er ikke nemme, og VEGA-netværket har lige så gerne søgt inspiration i andre forfatteres kyndige udlægning af svære tekster. Således har f.eks. sociologen Birthe Bech-Jørgensen, kultursociologen Christine Swane samt den norske kulturantropolog Marianne Gullestad været inspirationskilder. Endvidere har VEGA-deltagerne med afsæt i deres forskellige fagligheder som socialrådgiver, ergoterapeut, psykolog mv. trukket på en bred vifte af tanker og teorier, der ikke kan rubriceres under betegnelsen hverdagslivsteori, men som alligevel kan kaste lys over området. Repræsentanter for hverdagslivsrelevante tænkere er f.eks. Aaron Antonovsky, Klaus Holzkamp, Ole Dreier og Daniel Stern. En væsentlig ambition i VEGA-netværket har som udgangspunkt været at oparbejde en fælles grundforståelse for, hvilke fænomener der kan henregnes under hverdagslivsfænomener. Uden en sådan afgrænsning bliver hverdagsliv let det hele, hvilket gør det til en absurd størrelse at udforske mere systematisk. I VEGA og i LIFO forstår vi hverdagslivet som livets gang, dvs. det vi taler med hinanden om, når vi fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. (Ramian, 1998) I hverdagslivet finder vi med Marianne Gullestads ord enkeltmennesket på hjemmebane (Gullestad, 1995). Vi er alle gennem vores konkrete, situerede, kropslige tilstedeværelse indviklet i hverdagens flow af øjeblikke, steder, situationer, sociale møder, begivenheder og gøremål, og ud fra denne position midt i det hele suger vi oplevelser og indtryk til os, som vi uden større vanskeligheder kan dele med hinanden i form af mikrobiografiske fortællinger. Følgelig finder det ikke bare èt hverdagsliv, men mange. 50

51 I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, privat/offentlig, er begrebet hverdagsliv et bredere begreb, forstået på den måde, at hverdagsliv er et beskrivende begreb for det levede liv, der går på tværs af de nævnte begrebspar. Hverdagsliv er ikke en fast størrelse. Hverdagsliv bliver til - skabes, omskabes, opretholdes og fornyes - hver dag. (Bech-Jørgensen, 1994, Gullestad, 1995) Det liv, vi lever hver dag, handler f.eks. om at komme rettidigt ud af sengen, at få børstet tænder, at blive klædt på, at sige godmorgen til familien, at lave kaffe, at tage af sted på arbejde, at planlægge en dag, at samarbejde med andre, at købe ind, at komme hjem, at lave mad, at være sammen med andre, at læse avisen, at hygge sig og at gøre sig klar til natten. Denne hverdagstrummerum indeholder træk, rytmer og rutiner, der går igen fra dag til dag, men samtidig vil den også altid på nogle punkter være anderledes end f.eks. dagen i går. Det lyder måske banalt og trivielt, men reelt er det en daglig udfordring for alle at få hverdagen til at fungere, og der skal egentlig kun ganske lidt en forstuvet fod, en busrute der lægges om, et par briller, der er blevet væk - før benene under hverdagen begynder at vakle, og hverdagens rummel bringes ud af takt. Nogle gange sniger forandringerne sig ind i hverdagen, næsten uden at vi bemærker det. For det meste takler vi nye situationer eller udfordringer ved enkle justeringer af vaner og rutiner. Andre gange, f.eks. i forbindelse med arbejdsløshed, pensionering, skilsmisse, flytning eller sygdom, er forandringerne markante, og vi oplever måske, at vores liv for en periode eller mere permanent - tager en ny drejning. Alle mennesker børn, unge, midaldrende og gamle er dybt afhængige af, at hverdagen fungerer og hænger sammen. For faggrupper, der f.eks. har en tæt, kontinuerlig, personlig og evt. daglig kontakt med gamle, syge og svækkede mennesker, ligger der en særlig udfordring i at få øje på andre menneskers hverdag og de enkelte stunder/tidsrum, der ligesom perler på en snor ligger spredt ud over dagen fra morgen til aften, således at de kan tage del i og sammen med den enkelte modtager af hjælp gøre hverdagen til genstand for deres arbejde. Dette er ikke nogen enkel opgave for velfærdssystemets hjælpere, der er uddannet og skolet til at have opmærksomheden rettet andre steder hen. For såvel VEGA- som LIFO-netværket er ambitionen gået i retning af at finde ud af, hvordan velfærdssystemets medarbejdere kan blive bedre til at kigge bag om sygdomme, skavanker, problemer og dårligdomme og sætte livet i fokus. I VEGA og LIFO sammenhænge samlede interessen sig hurtigt om den helt almindelige hverdagstrummerum, der virker selvfølgelig både for en selv og for andre. Dermed udelades de aspekter ved tilværelsen, der fremstår som virkelighedsfjerne i den forstand at det omhandler noget, vi ikke umiddelbart kan dele med andre, ligegyldige eller meget ekstreme. I forhold til hverdagstrummerummen påkaldte et aspekt sig særlig opmærksomhed nemlig livsmønstret, og tidligt i forløbet udarbejdede Knud Ramian et arbejdspapir om livsmønstrenes grundbegreber, som der refereres til i det følgende. 51

52 Livsmønstret et aspekt ved hverdagslivet En dag består af enkeltstående hændelser, foreteelser, tildragelser, begivenheder, eller hvad man nu foretrækker at kalde den procesenhed, som udgør en central byggesten i det levede liv. Først når man betragter det levede liv over tid, kan man begynde at få øje på gentagelser. De lader sig forholdsvis let indfange, når vi f.eks. taler om morgener, måltider og møder. Sværere kan det være at få øje på gentagelser over lange perioder. I VEGA har vi i alle årene været meget fascineret af morgenstunde. Hvis man sætter sin egen morgenstund under lup og minutiøst noterer sig, hvad man foretager sig hvor og hvornår sammen med hvem, vil man sandsynligvis let kunne få øje på stribevis af dagligdags begivenheder i forhold til opvågning, badning, påklædning, morgenmad, der har gentagelsens karakter. Hvis man har tålmodigheden, vil den samme øvelse kunne foretages i forhold til årets gang. Vores færden, gøremål, sociale kontakter mv. vil henover året foregå i bestemte rytmer og mønstre der f.eks. knytter sig til årstider, semestre, kvartaler, højtider og personlige mærkedage. Selvom den enkelte begivenhed og de enkelte elementer i en begivenhed aldrig er en nøjagtig gentagelse af noget, der tidligere er passeret, synes der alligevel at være mange begivenheder og begivenheder i begivenheder, der har indbygget et element af gentagelse i sig. Derfor taler vi om mønstre. Man kan tale om et livsmønster, som den karakteristiske sammenhæng af gentagne begivenheder i hverdagene, ugerne, månederne, året m.v. og de personlige betydninger, der er knyttet til disse begivenheder. Måske er dette mønster lige så personligt og unikt som et fingeraftryk? Knud Ramian nuancerer livsmønsterbegrebet ved at tale om scenerier med tilhørende drejebøger, der udfolder sig inden for tidsrum, og hvortil der knyttes bestemte betydninger og hovedpersoner. Scenerier I en morgenstund kan der optræde en karakteristisk sammenhæng af gentagne begivenheder, forstået på den måde, at der kan være et karakteristisk stå-opsceneri, et karakteristisk morgenbads-sceneri, et karakteristisk ta-tøj-på-sceneri mv. Scenerierne er karakteristiske ved at foregå til bestemte tider, på bestemte steder, hvortil der knytter sig ting og mennesker. Alt, hvad der foregår i selv meget dagligdags og uanseelige scenerier, kan beskrives i ganske almindeligt sprog eller vises som film, hvis der var nogen, der havde energi og lyst til at optage dem. Knud Ramian skriver i Liv i Fokus, at fortællingen om selv et simpelt morgenmadsmønster på den måde vil udgøre en slags mikromønster, der rummer utroligt mange signaler om det pågældende menneskes liv i øvrigt. (Ramian, 1978). Daniel Stern er i sin bog: Det nuværende øjeblik fra 2004 inde på noget tilsvarende, idet han i forbindelse med studier af nuværende øjeblikke, hvor han gennemfører såkaldte morgenmadsinterviews, får næring til en tanke om, at adfærd, som viser sig i mikrosekven- 52

53 ser, muligvis kan være karakteristiske for personernes måde at være i verden på. (Stern, 2004) Drejebøger Det element af gentagelse, som viser sig i scenerierne, gør det muligt at skrive en slags drejebog over det enkelte sceneri. Som udgangspunkt er drejebogen en beskrivelse af en objektiv begivenhed, en opremsning af scenerier den ene efter den anden. Vi kan få indblik i en drejebog, blot ved f.eks. at få den fastholdt på film eller video. Men hvis vi skal forstå den, skal der mere til. Det kan således være svært at forstå en fodboldkamp, blot ud fra en videooptagelse af den. Det hjælper, hvis man kender til forløbet og til regler. Der er meget brug for at få videreudviklet drejebogsmetoderne. Gentagelser og dermed mønstre er vigtige i dagligdagen. Gentagelse er et livsøkonomisk princip. Det ser ud til, at alle systemer, der går i interaktion med hinanden, udvikler mønstre i deres samspil. Der er mange gode grunde til, at der er mønstre i livet. På samme måde som vaner kan være praktiske, er scenerier det også. Alle mennesker har brug for noget, der er selvfølgeligt og genkendeligt i hverdagen. Tænk på, hvor anstrengende det egentligt er at holde ferie, hvor man hele tiden fra bunden skal finde ud af, hvordan man skal gebærde sig i trafikken, i forretninger, på restaurant, ved morgenbordet, i siestaen, i varmen, i kulden mv. Megen ældreforskning bl.a. inden for demensområdet - har vist, hvor sårbare specielt ældre mennesker er, når der sker ændringer i de daglige rutiner og ritualer. Nogle forskere ser hverdagens orden, rutiner og ritualer som en slags sikkerhedsventiler i mange ældres tilværelse. Sikkerhedsventiler, der medvirker til at tage stødet af nogle af de belastende begivenheder, der tit følger i kølvandet på det at blive gammel. Rutiner og orden spiller en rolle i alle menneskers liv. Rutiner og orden er hverdagens byggeklodser, der er med til at skabe sikkerhed og tryghed i en kaotisk virkelighed. Men en varieret og foranderlig hverdag består også af mange situationer, hvor mennesker aktivt skal tage stilling til de evigt foranderlige krav og muligheder, som tidsrum byder på. Et livsmønster er ikke statisk. Tværtimod forandrer det sig, både når livsbetingelser forandrer sig, og når personers forudsætninger for at håndtere betingelser forandrer sig. Man kan påstå, at livet stræber mod gentagelse med variation. Tidsrum Når vi i VEGA taler om et livsmønster, taler vi om gentagne begivenheder knyttet til stykker af tid - tidsrum. Det kan være en morgenstund, et måltid, en søndag, en komsammen med børnene eller turen til arbejde om morgenen - transporttiden. Vi kan tale med andre om tidsbundne begivenheder og være enige om, at de eksisterer i virkeligheden med en begyndelse og en ende. Som regel er det nemt at se, når et mønster holder op og begynder, men det er ikke så enkelt - for hører madlavningen med til et måltid? Gør indkøbene? Tidsrummene kan også være lange. Juletiden kan godt vare fra august til februar, specielt hvis man ikke har så meget andet at tage sig til. 53

54 Når vi taler om, at gamle fru Jensen får besøg af sine børn, indskrænkes vores opmærksomhed måske til forløbet af de konkrete besøg, de tidsrum som besøgene foregår i. Det kan dog godt være praktisk at tale om tidsrummene som længere end selve besøget måske plejer fru Jensen at forberede besøget allerede aftenen før. Besøgstidsrummene fremstår som en sammenhængende enhed et sammenhængende mønster - der ikke kan opdeles uden at miste sin gestalt. På samme måde som Daniel Stern anskuer det nuværende øjeblik som den basale byggeklods i dannelsen af psykologisk meningsfulde subjektive oplevelser, der udstrækker sig i tid (Stern, p.62), kan livsmønsteret anskues som den basale byggeklods i dannelsen af hverdagslivet. Hovedperson Man kan godt se på måltider og transporttider som fænomener i sig selv. På den måde ville der blive tale om ren etnografi. Man kan også studere Peters handlinger. På den måde ville der måske blive tale om ren psykologi. En af de praktiske konsekvenser af livsmønsterbegrebets anvendelse er netop, at det flytter fokus fra personen til situationen, samtidig med at livsmønstrene knytter sig til et bestemt menneskes liv. Peter er en hovedperson i sine livsmønstre. Derfor bliver menneskets livsmønstre lige så enestående som dets personlighed. Med livsmønsterbegrebet bliver ADL-funktioner til tidsrum ladet med helt unikke personlige betydninger. Når vi taler om et morgenmåltid kan både Hanne, Peter og deres to børn være til stede. De hører til i mønstret, men selve livsmønstret morgenmåltidet ses som en del af Hannes eller Peters liv. Det er Hannes morgenmåltid eller Peters morgenmåltid. Vi studerer altid bestemte menneskers livsmønster og taler om livsmønstre ud fra et 1.persons-perspektiv, men er opmærksomme på, at der kan være mange aktører i én persons livsmønster. Når vi samler alle Peters mønstre sammen, taler vi om Peters livsmønstre, den typiske sammenhæng af gentagne begivenheder i Peters dage, uger, måneder osv. Hanne og Peter kan have meget forskellige livsmønstre, selvom Peter ofte indgår i Hannes livsmønster og omvendt. Betydning Ud over at mønstre og orden gør det muligt for mennesker at kende forskel på minutter og timer, dage og uger, årstider og år, dækker orden og mønstre også over det betydningsfulde i hverdagen. Et mønster, en bestemt orden eller en begivenhed gentages og opretholdes, fordi - og kun fordi - nogen har brug for gentagelsen, for mønstret. Det er det samme som at sige, at mønsteret, ordenen eller begivenheden har en betydning. Betydning er ikke noget nemt begreb. Det kan både betyde, at der opfyldes et formål sådan rent teknisk-funktionelt. Når jeg gennemfører et måltid betyder det, at jeg overlever, men det har mange følelsesmæssige betydninger. Når jeg gør rent, forbedrer jeg mine sundhedsvilkår, men jeg kan også synes, det er smukt. Jeg tillægger det betydning, fordi det giver mig glæde. 54

55 Mange af livets glæder og sorger knyttes netop til mønstrene. Vi arbejder for at skabe gode glade stunder. Da vi ikke har andet end det ene øjeblik efter det andet, er meget af det, man kan kalde livskvalitet, knyttet til mønstrene. Ved at tale om de emotionelle betydninger får vi et meget bredere og mere nuanceret livskvalitetsbegreb end ved blot at tale om kilder til tilfredshed/utilfredshed (Ramian, 1998). Det er også ved studiet af betydningerne, at det bliver tydeligt, hvordan selv meget identiske livsmønstre kan have vidt forskellige betydninger. Vi har i mange pædagogiske sammenhænge sammenlignet morgener. For nogen er det vigtigt, at der er fred i familien, når man tager hjemmefra. For andre er det afgørende, at der er ryddet op, fordi man ikke orker at tænke på at skulle hjem og gøre det. Nogen skal være alene om morgenen, andre skal være sammen. Nogen skal have faste rutiner, andre vil ikke. Knud Ramian refererer til følgende oplevelse: Jeg var på safari med min voksne søn gennem Serengeti-sletten i Tanzania. I fjorten dage var vi i den samme bil, det samme hotelværelse, de samme borde etc, men vi var ikke på den samme ferie. Det vi så og oplevede, havde forskellige betydninger for os. Mødesteder Med en hovedperson i livsmønstret bliver mønstret til et mødested mellem de verdener, der indgår i mønstret. Livsmønstrene rummer mødesteder mellem mennesker og de verdener, som mennesker er del af. To af VEGA-projekterne har netop mødet mellem forskellige verdenerne i hverdagens livsmønstre som fokus. I de daglige møder mellem gamle, der er afhængige af hjælp og velfærdsystemets hjælpere bliver det tydeligt, at to forskellige verdener mødes. De gamle og deres hjælpere tillægger ikke nødvendigvis hverdagens fænomener den samme betydning. Set fra den gamles perspektiv går det, som det vil fremgå senere, galt med timingen tempoet og tydningen. Meget af debatten omkring samfundets behandling af ældre handler om, at den professionelle verden i bestræbelserne på at rationalisere indsatsen ikke har kunnet rumme den individuelle klients livsmønstre og betydninger. Der er mange slags mønstre i et livsmønster Der er et utal af mønstre i hverdagslivet. Der kan være gentagelser og rytme i vores hverdage, i vores morgener og nætter, i vores søndage, i vores uger, vores måneder og vores år. Der kan være gentagelser i vores besøg hos naboen, gentagelser i telefonkontakten med bestemte familiemedlemmer, vores ferietider, vores havearbejdstider, vores madlavningstider, indkøbstider, arbejdstider, men det er fortsat tider. Vi kan have et sommermønster, et efterårsmønster. Ved juletid er et særligt tydeligt mønster. Der er så mange traditioner. Anne Knudsen har i en bog beskrevet, hvordan vi oplever juleaften som noget typisk dansk, men kan samtidig konstatere, at nybagte ægtepar kan have store problemer med at finde deres egen jul, fordi julene er så forskellige. Hvilke livsmønstre, vi er optaget af, afhænger af, hvilke fænomener vi tillægger betydning. 55

56 Figuren herunder illustrerer, hvordan mønstre og rytmer på samme måde som fraktaler kan ligge inden i hinanden i mange lag. Hvis man tager en af Chopins etuder, kan man se, hvordan et mønster gentager sig, uden at der på noget tidspunkt er tale om en direkte gentagelse af noget, der har været før. Hvis man tager et udsnit af Englands kyst, kan man, hvis man zoomer ind på stadig mindre og mindre udsnit, få øje på gentagelser af mønstre. En analog situation til den britiske kystlinje, men dog en matematisk idealiseret én, fås med den såkaldte Koch-kurve. Der er mange muligheder for at blive stadig klogere på den mangfoldighed (mang foldig hed = mange lag) som livsmønstrene består af. Livsmønstre indeholder tid, ting, sted, rum og folk. Det er ikke bare individuelle vaner, handlinger eller aktiviteter. Når vi beskæftiger os med Peter eller Hanne kan vi fokusere på, hvad de gør ved morgenbordet- men det hovedpersonen gør er kun en del af morgenmåltidet. Det de andre gør, stedet, og tiden er andre forhold, der hører med til beskrivel- 56

57 sen af et mønster. De andre kan spille en afgørende rolle for, at noget gentager sig - alene i kraft af, at de er der. Der er en struktur i livsmønstret. Vi er ikke altid særlig gode til at fortælle om livsmønstre Vi har alle en fortælling om vores liv - og vi kan også fortælle om livsmønstrene, men det er ikke altid let for os. Netop fordi vi taler om gentagelserne i vores liv beskæftiger vi os faktisk med fænomener som vi ikke altid selv er særligt opmærksomme på, netop fordi der er tale om gentagelser. På samme måde som vi hurtigt vender os til en bestemt lugt eller lyd, hvis den er konstant holder vores opmærksomhed op med at beskæftige sig med gentagelserne. Er man god til at spille et bestemt stykke musik holder man også op med at tænke på de enkelte bevægelser - de er jo indlærte gennem gentagelser - måske koncentrerer vi os om variationen. Den særlige måde vi udtrykker os på i en bestemt situation. Opmærksomheden er mest optaget af variationerne. Hvordan beskriver man livsmønstre? Kan de måles? I flere af LIFO- og VEGAprojekterne er der blevet eksperimenteret med at beskrive livmønstrene. Som udgangspunkt er de interpersonelle, dvs. en del af virkeligheden som vi kan se og tale sammen om. Til historien hører derfor nogle fortællere, dvs. de der kan se mønstret og fortælle om det. Ud over den simple beskrivelse af mønstret vil de alle kunne berette om en inderside af mønstret som er de betydninger, der er knyttet til mønstret? På det enkle plan kan beskrivelsen af livsmønsteret altså begrænses til en beskrivelse af de typiske tidsrum - scenerier i et menneskes liv på et givet tidspunkt. En livsmønsterbeskrivelse vil kunne fungere som en drejebog, hvis man forestiller sig, at der skulle laves en videofilm om et menneskes liv. VEGA-perspektiv på aldring I alderdommen forekommer der ofte forringelser af helbred og funktionsevne. De biologiske aldringsprocesser påvirker reservekapaciteten i kroppens organer og funktioner. De psykologiske aldringsprocesser påvirker bl.a. reaktionsevnen. Det er velbeskrevet, men at blive gammel er ikke kun et spørgsmål om biologi eller psykologi. I moderne alderdomsforskning er der også brug for at interessere sig for de sociale alderdomsforandringer, der sætter sig igennem som ændringer i hverdagen. Det er, som Knud Ramian udtrykker det, ikke kun den gamle, der ældes, det gør den gamles verden også. Teorier, der ikke tager dette aspekt, med forklarer ikke nok. Hverdagens ændringer hænger ikke nødvendigvis sammen med ændringer hos den gamle selv, men må tilskrives ændringer i omgivelserne (købmanden der lukker, busruten der lægges om, m.v.) eller forandringer i relationer til andre mennesker (familien og vennerne, der ældes eller dør, man underlægges andres fordomme om ældre). Roller kan falde bort, livsindholdet kan svinde, og livsgnisten kan svækkes - ikke på grund af sygdom eller mental svækkelse, men på grund af forhold ved det sociale og fysiske miljø. 57

58 En model for social aldring I relation til VEGA har Knud Ramian formuleret en social aldringsmodel, som relaterer aldringen til livsløbet og til de forandringer, der sker undervejs. Knud Ramian ser livsløbet som en række af sammenvævede forløb. Forløbene betegnes som løbebaner, hvortil der knytter sig køreplaner og optræder endestationer. Løbebanerne En løbebane er en sammenhængende kæde af begivenheder på et bestemt område af tilværelsen. Til mange af disse løbebaner vil der være knyttet en række almindeligt forekommende fænomener. Man kan tale om standardløbebaner. En standardfamilieløbebane for en kvinde indebærer, at hun finder sig en partner, føder børn, der kommer i skole, får uddannelse, flytter hjemmefra, finder sig partnere og føder børnebørn, og måske ender hun som enke (Ramian, 1992). I et liv kan der forekomme mange forskellige løbebaner. Således kan studielivet, familielivet, arbejdslivet, boliglivet, fritidslivet ses som løbebaner. Køreplanerne Til enhver løbebane er der knyttet en 'køreplan'. Det vil sige, at bestemte begivenheder som regel sker på bestemte tidspunkter i livsløbet. Ser vi på store befolkningsgrupper, finder vi da også ophobninger af bestemte begivenheder bestemte steder i livsløbet. I samfundsplanlægningen kalkuleres der med, at disse køreplaner overholdes og ved hjælp af aldersgrænser for, hvornår man f.eks. kan gå på efterløn eller på pension, sker en regulering af disse køreplaner f.eks. ved hjælp af aldersgrænser. Der kan udvikles forventninger både hos personen selv og hos omgivelserne til, at man overholder køreplanen for, hvornår bestemte begivenheder skal indtræffe. Der kan være forventninger til, hvornår man finder en fast partner og forventninger til, at kvinden føder sit første barn ikke alt for langt ind i trediverne. I den enkeltes liv skaber de enkelte begivenheder en køreplan. Får man børn i 30-årsalderen, kommer de i skole, når man er 37, og man er måske færdig med at skulle forsørge dem i 48 års alderen og bliver bedstemor i 60 års alderen. Køreplanen for børnefødsler varierer imidlertid fra socialgruppe til socialgruppe. I USA kunne man i tresserne finde, at der fra socialklasse 1 til socialklasse 5 i gennemsnit var 15 års forskel på, hvornår man blev bedstemor. Køreplanerne er ikke fastlagte, men er under løbende forandring. Endestationerne Til de fleste løbebaner er der knyttet en opfattelse om 'endestationer'. Endestationerne er det sted på en løbebane, hvor man ikke forventer, at yderligere begivenheder indtræffer. Man er nået til enden af sin arbejdsløbebane, når man bliver pensioneret, og der ikke er udsigt til, at man efter det tidspunkt genoptager erhvervsarbejde. Man er nået til enden af sin ægteskabelige løbebane, hvis man bliver enke i en høj alder, og der ikke er udsigt til, at man finder en ny partner. Man er nået til enden af sin fritidsløbebane, når hovedparten af ens frie tid bruges til passive 58

59 beskæftigelser (TV/radio, tidsfordriv etc.), og der ikke er udsigt til, at man begynder at kaste sig over nye interesser. Man er kommet til enden af sin venneløbebane, når man ikke længere har levende, jævnaldrene venner. Nedenstående model er udarbejdet af Knud Ramian. Det varierer fra løbebane til løbebane, hvornår man kommer til endestationen. Man kan blive ung enke eller gammel enke, man kan trække sig fra arbejdsmarkedet tidligt eller sent osv. På samme måde som køreplanerne er under løbende 'forhandling' og forandringer, er endestationerne det også. Pensionsalderen varierer, sandsynligheden for at man finder sig en ny partner i en høj alder ændres, flere klare sig længere i eget hjem osv. 59

60 Man kan sige, at man er blevet socialt gammel, når man er nået til endestationen på en køreplan. Social alder er således et sammensat fænomen, der bestemmes af, hvor langt man er kommet på de forskellige løbebaner. Man kan tidligt komme til sin arbejdsmæssige endestation, men have fået børn i en høj alder, så man sent kommer til enden af sin forældreløbebane. Et lignende fænomen er begrebet 'biologisk alder', hvor man heller ikke ældes lige hurtigt i alle organer. En sådan biografisk forståelse af 'social alder' gør mange af de forskelle, vi finder mellem de gamle, selvindlysende. Den klassiske sociologiske forskning har vist, at både mænd og kvinder oplever, at pensionsalderen er forbundet med øget frihed. I en undersøgelse interesserede man sig for betydningen af denne frihed i hverdagen, og det viste sig, at 'frihed' betød noget meget forskelligt for mænd og kvinder i hverdagen. For mændene betød 'frihed' muligheden for at gå i gang med nye aktiviteter i hjemmet: maling, lave vin og mad. For kvinderne betød 'frihed', at de ikke længere behøvede at vaske på en særlig dag eller blive længe oppe for at blive færdig med det huslige. 'Jeg behøver ikke længere at skynde mig'. For kvinden fortsætter løbebanen som 'husmor'. Det huslige arbejde er ikke væk, men kan organiseres anderledes (Calasanti, 1996). Pensioneringen betyder noget forskelligt for sorte og hvide. Sorte amerikanske arbejdere oplever sig ikke som pensionerede så tidligt som hvide. Forskellen hænger sammen med forhold i deres løbebaner. Hvide har traditionelt haft en meget mere stabil løbebane på arbejdsmarkedet, og for dem betyder pensioneringen en meget stor ændring i deres hverdag. For sorte med et meget mindre stabilt forhold til arbejdsmarkedet ændres hverdagen ikke nær så meget. Det er kun en ny periode uden arbejde i deres liv (Gibson, 1991). Tab af ægtefælle betyder noget meget forskelligt for mænd og kvinder i hverdagen: I en undersøgelse af indsatsen omkring hjemmeboende demente viste det sig, at mændene med demente hustruer var meget mere tilfredse med hjælpen end hustruer til demente mænd. Kritikken omfattede en lang række konkrete oplevelser. En analyse viste, at mændene mistede en kone, bl.a. en husholder, når hun blev dement. Som erstatning fik mændene en ny husholder - dvs. en hjemmehjælp, så de var tilfredse. Kvinderne mistede en mand - de mistede måske en bogholder eller en havemand, men de fik også en hjemmehjælper til erstatning. De fik hjælp til noget, de kunne i forvejen måske ligefrem en konkurrent. Set i et hverdagslivsperspektiv er der meget stor forskel på at miste en mand eller en kvinde, men denne erkendelse er der ikke taget højde for i det offentlige tilbud (Snell, 1995). Social aldring - med livsmønstret som fokus. Ser vi på livet på et givet tidspunkt - i et tværsnit - formes hverdagen i et samspil mellem de forskellige positioner, vi befinder os i på de enkelte løbebaner. Der kan i nogle menneskers liv ske store ændringer i de enkelte løbebaner med 60

61 stigende alder. Disse forandringer påvirker naturligvis hverdagen. Det er i hverdagen, at de forskellige løbebaner 'spiller sammen' og bliver til et liv. Med livsmønsterbegrebet som fokus har Knud Ramian opstillet en meta-model, der gengives herunder. Modellen indebærer den grundlæggende hypotese, at den gamles hverdagsliv er et relativt stabilt fænomen, der opretholdes af en række selvorganiserende processer. Disse selvorganiserende principper resulterer i, at mange af hverdagens situationer gentager sig ganske vist med variationer, men gentagelsen er tydeligt. Som med andre selvorganiserende processer gør de 'modstand' mod forandring. Mønstrene vil udvise stabilitet. Over tid vil den ældre bevæge sig mod 'de sociale endestationer ' på flere og flere af livets løbebaner. På mange måder ligner modellen om social aldring andre aldringsmodeller. Mange af de psykologiske, biologiske og sociologiske aldringsmodeller er ligevægtsmodeller'. Der gemmer sig i disse teorier en fælles metamodel (Schroots 1995 & 1996). Metamodellen for social aldring vil kort blive gennemgået i det følgende 61

62 Livsmønstre Som tidligere nævnt er livsmønstre de gentagne begivenheder i dagene, ugerne, måneder, året og livsløbet. Livsmønstrene kan ses som et øjebliksbillede af typiske tidsrum i et menneskes liv. Gennem beskrivelsen af ' livsmønstrene' og de tilhørende 'drejebøger', som er knyttet til morgenerne, formiddagene, måltiderne, osv., kan vi bedre forstå, hvilke processer der får de enkelte løbebaner i et liv til at hænge sammen. Livsmønstre er komplekse overlejrede fænomener. Karakteristisk for livsmønstrene er som nævnt, at de ud over en iagttagelig drejebog også indeholder et omfattende personligt sæt af betydninger. Disse betydninger kan være oplevelser af funktionelle betydninger jeg køber ind for at kunne lave mad, men også emotionelle betydninger jeg køber ind bestemte steder, fordi jeg nyder duften af friske grønsager og glæder mig til at kunne lave kvalitetsmad. Livsmønstret adskiller sig herved fra ADL-begreberne, som er rent funktionelle og ikke rummer emotionelle betydninger, og fra livskvalitetsbegreberne ved ikke at tale om tilfredshed/utilfredshed, men et helt spektrum af følelser knyttet til et bestemt tidsrum. Til forskel fra f.eks. livskvalitet eller aktivitetsbegrebet er livsmønsterbegrebet ikke snævert bundet til en enkelt person og denne persons helt private emotioner eller aktiviteter. Livsmønsterbegrebet er situationsorienteret/begivenhedsorienteret og giver indsigt i tid, sted og relationer. (Ramian, 2000b). Samtidig med at livsmønstret som regel er stabilt, er det også sårbart over for særlige begivenheder. Vi kan derfor over tid studere, hvordan livsmønstret ændrer sig, og hvilke begivenheder der skaber disse ændringer. At ville forstå hele livsmønstret kan i sagens natur være en ret overvældende opgave. Man kan blive nødt til at begrænse sig og interessere sig for lidt mere afgrænsede dele. Det er da også, hvad der er sket i VEGA-projekterne, hvor der sættes fokus på særlige områder af hverdagen, f.eks. morgener, kropspleje, måltider eller brugen af boligen. Man kan undersøge, hvordan forskellige faktorer påvirker eller ændrer hverdagen. Det kan for eksempel være en undersøgelse af, hvad der sker med hverdagen, når man bliver afhængig af hjælp fra andre eller får mad leveret fra det nærliggende plejehjem. Fælles for alle projekterne er, at fokus er livsmønstret. Social mestring/funktion Hvor forståelsen af livsmønstret indebærer beskrivelse af de processer, der foregår i og opretholder livsmønstrene i livsmønstret, skal den sociale mestring forstås som de 'opgaver', de forskellige aktører skal løse, for at livsmønstret kan opretholdes - også i alderdommen. Som tidligere påpeget er livsmønstret ikke nogen passiv tilstand, men mønstret er en aktiv ligevægt, der opretholdes gennem vedvarende justeringer og improvisationer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at kravene til løsning af disse opgaver ser meget forskellige ud i forskellige livsmønstre. Der er forskel på hverdagens selvfølgeligheder: 62

63 Det at stå op om morgen, spise morgenmad, se TV om aftenen eller gå tur om søndagen indebærer ikke det samme for en 92-årig dame i en to-værelsers lejlighed med petroleumsovn på 4. sal uden elevator på Nørrebro og tilsvarende 92-årig dame i en ti-værelsers villa med have i Hellerup. Det sociale mestringsbegreb giver anledning til at undersøge, hvilke opgaver der skal løses for at opretholde en bestemt slags hverdag, og hvad der sker, når forandringer ændrer disse krav. Man kan vælge at se på, hvordan man klarer belastningerne i hverdagslivet omkring den gamle. Hvis det ikke lykkes at løse disse opgaver ændres livsmønstret mere radikalt. De 'opgaver', vi taler om, er som tidligere nævnt meget mere omfattende, end hvad der kan beskrives gennem funktionsevnebegreberne som ADL, PADL og IADL. Opretholdelse af et livsmønster er ikke en individuel opgave - der indgår ofte mange andre mennesker - aktører i vedligeholdelsen af et livsmønster. Det sociale mestringsbegreb må derfor ikke forveksles med 'coping'-begreberne. Mange af de eksisterende coping-begreber er af rent individuel og af psykologisk karakter. De er udtryk for individuelle handlinger eller følelsesmæssige reaktioner (Lazarus, 1993) (Antonovsky, 1981). Belastningsbegrebet Belastninger er de aktuelle forhold, der synes at være en trussel mod opretholdelse af et bestemt livsmønster. Belastningerne kan være følger af begivenheder i 'køreplanerne': når børnene rejser hjemmefra, når man får børnebørn, når man forlader arbejdsmarkedet. Belastninger kan opstå, når man rammes af 'skæbnen'. Når man bliver alene, når vennerne dør, eller man bliver ramt af sygdom, og når man mister sit kørekort. Belastninger opstår som følge af den almindelige samfundsudvikling, når boligkvartererne tømmes for butikker og kan få særlige konsekvenser i kombination med svækket netværk. Disse belastninger kan såvel være knyttet til den enkelte som til omgivelserne. Bliver den ene i et ægteskab senil dement, er det en trussel mod det etablerede livsmønster - også for den anden. Hvilke forhold, der kan være tale om, bestemmes af de aspekter i livsmønstret, vi er interesserede i. Sociale ressourcer/social sårbarhed De sociale ressourcer er de forhold i og omkring livsmønsteret, som pr. definition er relativt stabile eller kun ændrer sig langsomt. Et bedre begreb for ressourcer ville måske være stabilisatorer. Det er en betegnelse for forhold, der sikrer stabiliteten i den sociale mestring. Det kan også være de strukturelle rammer, betingelser og vilkår, hvorunder livsmønstret udspiller sig. Mangler de, kan man tale om en sårbarhed Socialt set vil det højt berømmede gode helbred fungere som ressource. De økonomiske forhold vil ofte fungere som ressource i forhold til vores livsmønster, men svækkes de, kan det blive vedvarende vanskeligere at opretholde bestemte forbrugsvaner, som er knyttet til livsmønstret. Vores medlemskab/tilhørsforhold til private (venner, naboer og familie) og officielle netværk (arbejds- og boligmarked, socialforvaltning, kulturelle netværk) vil også ofte være ressourcer ved at rumme reserver, der kan trækkes på til opretholdelse af livsmønstret. En gammel mand i et aldrende netværk er i en helt 63

64 anden situation end en gammel mand i et ungt netværk. Det sociale ressourcebegreb giver anledning til at spørge, hvilke forhold der fungerer som beskyttere, når den sociale mestring vanskeliggøres. Hvordan livsmønstret reorganiseres ved belastninger, hænger meget sammen med de sociale ressourcer. Når den gamle dame ikke længere kan lave mad og gøre rent og komme omkring selv, får hun måske en ældrebolig eller en plejehjemsplads, hvor disse ting bliver gjort for hende, men det er samtidig en betydelig ændring i livsmønstret. Hvis den gamle dame har levet et fyrstelivsmønster, har varetagelsen af disse opgaver aldrig udgjort en del af hendes livsmønster. Det har hun haft folk til, og såvel hendes sociale som økonomiske ressourcer medfører, at hun kan bevare sit livsmønster meget længere. Den metodiske platform: VEGA udspringer af Dansk Gerontologisk Selskab. Gerontologi er læren om aldring. Aldring er de komplekse sociale, kulturelle, psykologiske og biologiske forandringer, der sker med det enkelte individ gennem livet. 64

65 Gerontologi er et forholdsvis nyt forskningsfelt, men i løbet af de sidste 10 år er en stribe gerontologiske vidensmiljøer vokset frem i Danmark. Som eksempel kan nævnes Ældreforskningscentret på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Odense Universitet, Videnscenter på Ældreområdet, Center for ældrepædagogik under udviklingsafdelingen på Jydsk Pædagog Seminarium og Institut for pensions- og ældreforskning. De fleste vidensmiljøer udspringer af eller bygger videre på traditioner fra universitets- eller forskningsmiljøer, hvor viden vurderes ud fra, om den er almengyldig og generaliserbar. Ofte praktiseres en form for deduktiv vidensproduktion og vidensformidling, hvor teoretiske referencerammer droppes ovenfra og måske - måske ikke - inspirerer fagfolk i deres daglige arbejde. Traditionelle forsknings- og uddannelsesmiljøer bygger således, som Uffe Juul Jensen har formuleret det, ofte på en forestilling om, at go praksis herunder også forskning bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer og metoder, som praktikere/forskere kan omsætte til handlinger. Denne tankerække, der har særlige metodiske bindinger indbygget i sig, overser imidlertid, at praksis rummer værdifuld viden og erfaring, og at viden i stor udstrækning kan skabes nedenfra. Med få undtagelser er de allerede etablerede gerontologiske vidensmiljøer kun i mindre grad forbundet med uddannelsesmiljøer på grund- eller mellemuddannelsesniveau eller direkte målrettet praktikere og faggrupper i forreste geled. Der synes at eksistere et gab mellem den vidensbase, som de gerontologiske vidensmiljøer er fælles om at skabe og så den vidensbase, som faggrupper og faggruppernes respektive uddannelsesinstanser hviler deres arbejde på. Indenfor ældreområdet lader relationen mellem forskningsfelt og praksisfelt meget tilbage at ønske. VEGA bygger på en antagelse om, at der er brug for udvikling af en form for Anvendt gerontologi, hvor koblingen til og afsættet i arbejdslivet, som det udspiller sig på plejehjem, i hjemmeplejeordninger, i private servicevirksomheder, i leve- og bomiljøer mv., er et nøgleomdrejningspunkt i såvel vidensproduktion som vidensformidling. VEGA lægger sig således tæt op af aktionsforskningstraditionen, idet vi er optaget af at skabe noget viden af værdi for praksis. Det metodiske grundlag for VEGA er netop et ønske om, at videnskabelse sker i et samspil mellem tre ellers adskilte praksisformer: gerontologisk forskning, praksis og uddannelse. VEGA-projekterne er forpligtet til at producere både gerontologisk og faglig viden i en praktisk og uddannelsesmæssig kontekst. Det adskiller vidensproduktionen i VEGA fra mange andre vidensmiljøer, der ikke fungerer i dette samspil og samarbejde. Videnskabende netværk Der er ikke tradition for at videnskabelse er en indarbejdet del af arbejdsgangen, hverken i praksissammenhænge eller i de uddannelsessammenhænge, 65

66 der knytter an til ældreområdet. Det har derfor været nødvendigt at udvikle en form for ydre organisering, der kan styrke mulighederne for at gennemføre videnskabende aktiviteter i organisationer, der er indrettet til andre formål. VEGA er, som det er fremgået af kapitel 2, karakteriseret ved en særlig form for netværksdannelse bygget op omkring: kontrakten, forpligtelsen til at arbejde projektorienteret inden for hovedtemaet: Hverdagsliv hos gamle, vidensdeling, vidensformidling etc. Knud Ramian har gennem årene kontinuerligt opsamlet viden om videnskabende netværk og f.eks. lagt tekster ud på Center for Evaluerings hjemmeside hvorfra nedenstående beskrivelse er hentet. Videnskabende netværk er forskellige arbejdsformer, der har det til fælles, at de rummer mennesker, der samarbejder målrettet og produktorienteret, om at skabe viden på et bestemt praksisområde og dele den med andre. Videnskabende netværk kan samarbejde om forskellige former for viden: beskrivende og synliggørende viden, problemløsende viden om metoder og deres resultater, Videnskabende netværk kan betjene sig af forskellige strategier til dokumentation af deres viden. Praksisforskning er een af mulighederne, men langt fra den eneste. Der er mange måder at arbejde med videnskabende netværk på, men videnskabende netværk er noget andet end f.eks. erfagrupper og faglige netværk Erfagrupper, reflekterende teams og ligende arbejder med at dele erfaringer for deltagernes egen skyld. Videnskabende netværk arbejder med produktion af viden dvs. noget der kan formidles ud over gruppen selv. På adressen er der flere henvisninger til eksempler på netværk. Casestudiet I og med at genstanden for netværkets interesse er hverdagslivet og dermed det liv, mennesker lever på tværs af flere kontekster, har vi i VEGA været nødsaget til at benytte ganske særlige tværgående undersøgelses- eller forskningsstrategier. Indtil videre har casestudiet været en foretrukket forskningsstrategi. Casestudiet er klassisk i etnologi, etnografi, kultursociologi, men både i biologi og psykologi har studiet af enkelttilfælde, hvor der bruges mange datakilder, været frugtbart ved etablering af ny erkendelse. Casestudiet har indtil for nylig været ilde set i de mere positivistiske videnskabelige kredse, men er i dag en anerkendt strategi, når forskeren ikke har kontrol over begivenhederne, når fokus er et aktuelt fænomen i det virkelige liv, og når grænsefladen mellem fænomen og kontekst ikke er selvindlysende klar. Denne definition stammer fra Yin, R.K. der med sine bøger i særlig grad har bidraget til at gøre casestudiet anerkendt som hypotesetestende forskningsmetode (Yin, 2003). 66

67 På dansk grund har særlig Knud Ramian bestræbt sig på at udbrede kendskabet til og anerkendelsen af casestudie-strategier. VEGA netværket har i alle årene nydt godt af de mange forskellige tekster om, hvordan man konkret planlægger og gennemfører casestudier, som Knud Ramian har produceret. Omvendt er også Knud Ramian i sine skriverier, som udmønter sig i en bog til efteråret 2005, blevet inspireret af de erfaringer, som bl.a. LIFO-netværket og VEGA-netværket har gjort. (Ramian, in prep.) Casestudiet synes velvalgt i VEGA-sammenhæng af flere grunde: Casestudiet er en forskningsstrategi, der: ligger tæt på praktikeres måde at tænke på. gør videnskabende aktiviteter muligt, selvom antallet af cases er lille. egner sig til at illustrere de personforskelle, som livsmønstertænkningen peger på. Casestudiemetoden er en meget konkret og virkelighedsnær tilgang til studiet af et fænomen, som vi antager giver noget, som en mindre konkret tilgang ikke giver. På linie med Flyvbjerg er vi nysgerrige efter at efterprøve, om man i den dybe, konkrete detalje kan finde sammenhænge og helheder, som ellers ikke ville komme frem. (Flyvbjerg, 1994) Praksisforskning I den 10-årige periode, VEGA har eksisteret, er der sket en udvikling i netværkets egen forståelse af, hvad det er, vi beskæftiger os med. I den første præsentation af netværket fra 1996 står følgende: Netværkets formål er at tilbyde strategisk, faglig og metodemæssig støtte samt gensidig inspiration til forsøgs- og udviklingsprojekter, der arbejder inden for rammerne af Hverdagsliv hos gamle. (Ramian, 1996) I en præsentation fra 2003 står: Netværkets formål er at fremme praksisrettet gerontologisk forskning ved at styrke forskningsaktiviteter tæt på praksis, dvs. i samarbejde med praksis eller udannelsesinstitutioner, der uddanner de faggrupper, der specielt uddannes til ældreområdet. I den sidste nye præsentation står: Netværkets formål er at gennemføre praksisforskning og andre videnskabende projekter, der kan bidrage til at sætte fokus på det levede liv i alderdommen i hverdagsperspektiv og udvikle arbejdsformer, der kan omsættes til praksis. (Ramian, 2005) Som det fremgår identificerer vi os i VEGA aktuelt med den form for vidensproduktion som praksisforskere typisk engagerer sig i Knud Ramian har i flere sammenhænge (Ramian, 2003, 2004) skrevet om praksisforskning og i VEGA har vi bl.a. kunne hente inspiration på Center for evaluerings hjemmeside, hvorfra nedenstående beskrivelse er hentet. 67

68 I modsætning til disciplinforskeren retter praksisforskeren sin opmærksomhed mod fænomener i praktikerens hverdag. Forskningsspørgsmålene er født ud af de erfaringer en konkret person gør i sit arbejde, og personens stærke engagement i forhold til at vide noget mere eller gøre noget bedre. Det er forskningens målsætning at producere en viden, der kan gøre en forskel i praksis. Praksisforskningen er forskning. Det betyder, at praksisforskeren tilstræber en systematisk arbejdsproces vedrørende problemformulering, begrebsafklaring, metodisk indsamling af data og en konsekvent analyse af dem. Der er mange forskellige forskningsstrategier. Praksisforskere kan som andre forskere være uenige om, hvad den rigtige strategi er, men de er overalt enige om kravet om systematik og konsekvens. Praksisforskningen er karakteriseret ved at være gennemførlig i praksis. Den er "do able". Det betyder, at praksisforskeren er i stand til at tilpasse sine metoder på en måde, der gør det muligt at gennemføre forskningsaktiviteterne. Praksisforskning kan som anden forskning få problemer med validiteten. Altså svært ved at give svaret på det undrende spørgsmål: Kan det virkelig passe? Kunsten er naturligvis at vide, hvilke kompromiser man indgår og dermed også vide, hvilke muligheder og begrænsninger det giver for konklusionerne. Praksisforskeren er optaget af at kommunikere med andre praktikere. Det betyder i praksis ofte, at rapporter fra praksisforskning er fyldige sager. Hvis andre praktikere skal bruge det, man har fundet ud af, kræver det ofte omhyggelig beskrivelse, hvad det egentlig er, man har gjort, og i hvilken kontekst man har gjort det. Det ser ud til at forskellige praksisfelter udvikler deres egen praksisforskning. Deltagerne i VEGA netværket bestod i en lang periode udelukkende af undervisere fra de korte og mellemlange social- og sundhedsuddannelser, og vi har været opmærksomme på, at undervisere, der befinder sig i en uddannelsessammenhæng, laver praksisforskning på andre vilkår end praktikere, der forsker i egen praksis. Undervisere, der i VEGA sammenhæng giver sig af med praksisforskning anlægger et bredt perspektiv på uddannelsesmæssig praksis, idet kerneaktiviteten ikke afgrænses til at bestå af iscenesættelse af læreprocessser og formidling af viden, som andre har skabt, men udvides til også at omfatte skabelse af viden om den virkelighed, som uddannelserne uddanner til Praksisforskning udført med afsæt i uddannelsesmiljøer har i VEGA sammenhænge antaget flere former: Dels har undervisere bevæget sig uden for de snævre uddannelsessammenhænge for ved selvsyn og ved egen kraft at studere, hvordan gamle mennesker lever livet både når de er afhængige og ikke afhængige af hjælpesystemer. Dels har undervisere i studiet af gamle menneskers liv og samspillet med hjælpesystemer involveret ældreområdets praktikere i udforskningen af eget praksisfelt og dermed gjort praktikere til medforskere. 68

69 I visse forskningsmiljøer indtages det standpunkt, at forskningsaktiviteter - så vidt det er muligt - skal gennemføres med distance til og uden indflydelse fra det felt, der undersøges (Gundelach, 2000). I VEGA indtager vi dog det synspunkt, at personer placeret i uddannelsesmiljøer tæt på praksis måske bedre end personer placeret i traditionelle gerontologiske forskningsmiljøer kan stille praksisrelevante forskningsspørgsmål og finde formidlingsformer, der passer til målgruppen. I VEGA ser vi praksisforskning som en måde at kvalificere det arbejde, der gøres inden for ældreområdet. I den forbindelse tilstræber flere af VEGAdeltagerne at indbygge oplæring i dokumentations- og udviklingsarbejde, herunder casestudiemetoder i forskellige former for undervisnings- og efteruddannelsesforløb. Eftertanke Såvel det teoretiske som det metodiske fundament bidrager med et særligt praksisperspektiv: Livsmønstertænkningen hjælper praktikeren med at fokusere på den hverdag, som man bliver en del af. Livsmønstertænkningen flytter praktikerens fokus fra funktion (færdigheder) og oplevelse (trivsel) til tider og deres betydninger. For praktikeren betyder det, at fokus skifter fra kost og mæthed til måltidet. Fokus flytter fra påklædning og toilette til morgenstunden, fra døgnrytme til dagens orden. Gennem dette fokusskifte flytter praktikeren sin opmærksomhed ind i menneskers levede liv. Når man skifter fokus fra kost til måltider, får man ganske enkelt øje på noget andet. Mennesker spiser ikke kost, men mad, osv. Denne optagethed af tiderne flytter også fokus væk fra menneskers indre til det fælles ydre. Man spørger ikke, hvordan har du det i dag? Man spørger i stedet: Hvordan er din dag gået? Det giver en ganske anden samtale, med fokus på mange andre betydninger end blot, hvordan man har det. Når praktikere gør hverdagslivet og de tilhørende tider til genstand for deres samarbejde med f.eks. gamle mennesker, skabes et meget konkret mødested, hvor de gamle bliver mødt på deres hjemmebane. Hvis man ved, hvad en god dag er for fru Petersen, kan man samarbejde med hende om den ved man det ikke - så er fru Petersen ilde stedt i et afhængigt liv. Stjernestunder og gode dage, som Social- og sundhedsskolen, Ringkjøbing Amt har beskæftiget sig med, bliver interessante fænomener i et livsmønsterperspektiv. Resultatet af indsatsen vurderes ud fra et livsmønsterperspektiv derfor i forhold til, hvordan dagene kommer til at se ud. Resultatet af plejen bliver derfor ikke kun forebyggelse af liggesår, men hvordan dagene former sig, når man er sengeliggende. Opgaven bliver en anden, hvor forebyggelsen af liggesåret bliver banalt i forhold til, hvad denne forebyggelse kan bruges til af liv i sengen. Fokus på betydningerne, der gemmer sig i tiderne peger på, hvor nødvendigt det er at personalisere indsatsen. Rengøring og personlig pleje kan standardiseres, men med tiderne og deres betydning i fokus bliver omgangen med de personlige værdier afgørende. 69

70 Tænkningen omkring den Den sociale aldring flytter på samme måde fokus fra alderen og funktionen til livsmønstret og fastholder opmærksomheden på, at aldring er en sammensat størrelse - man er forskellige steder i livet på forskellige løbebaner. Den sociale aldring er ikke noget, der bare kommer indefra, men også udefra. 70

71 Kapitel 4 VEGA I TEORIEN Når vi i VEGA-netværket siger, at vi arbejder ud fra et hverdagslivsperspektiv, er der ikke tale om tom retorik eller et forsøg på at indskrive VEGA i en bestemt akademisk tradition. Det at anlægge et hverdagslivsperspektiv betyder konkret, at deltagerne ud over at læse og diskutere relevant litteratur har bestræbt sig på at undersøge det levede liv i alderdommen præcis som det udfolder sig i konkrete sammenhænge og præcis, som konkrete mennesker fortæller om det. En sådan tilgang fordrer en stor grad af åbenhed og ydmyghed i forhold til at opfange, hvad der er væsentlige sammenhænge, kategorier, spørgsmål, problemer for de mennesker, hvis liv man gerne vil blive klogere på. I begyndelsen var det ikke lige nemt for alle VEGA-deltagere at anlægge et hverdagsperspektiv. Hverdagsliv er som nævnt et diffust og uklart forskningsfelt, og det er ikke enkelt bare at læse sig til indsigt. Endvidere er deltagerne i VEGA-netværket alle fagpersoner med praktisk erfaring fra social- og sundhedsområdet. Alle er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få øje på og at gøre noget ved problemer, og hvor det i det hele taget bliver betragtet som en dyd at kunne sætte sit beredskab af generel viden om mennesker i spil. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der lægges afstand til ekspertroller og forudfattede meninger. Når genstanden for ens interesse er hverdagslivet, er det pr. definition den person, som lever livet, som er hovedperson og den vidende, og som udefrakommende må man være villig til hele tiden at forandre sine opfattelser af, hvad fænomener handler om, hvordan noget hænger sammen og forholder sig. Der kan trækkes paralleller mellem den hverdagslivsorienterede tilgang og så den sprogsystemiske tradition inden for terapi, hvor fremtrædende personer, som Harry Goolisham, Harlene Anderson og Tom Andersen, fremhæver vigtigheden af, at terapeuten indtager en ikke vidende position i forhold til klienten/familien (Anderson, 2002) Når hverdagslivsperspektivet først er indarbejdet, er det reelt vanskeligt at ryste af sig igen. Ikke sådan at forstå, at man går rundt og bærer på en masse viden om hverdagsliv, for hverdagen er proces og tid og lader sig vanskeligt indfange. Snarere er der tale om, at man selvfølgeligt og uden at tænke nærmere over det anlægger et særligt person-på-tværs-af-tid-og-rum-perspektiv på alt, hvad man ser. Selv kan jeg i dag vanskeligt besøge et plejehjem uden at tænke over, hvordan mon vagtplanen, arbejdsdelingen, arbejdsrutinerne mv. tager sig ud set inde fra stuen. Det lyder næsten lidt religiøst, men til tider kan man opleve, at man ved at være orienteret mod det levede liv opererer i en anden virkelighed end andre. Som tidligere nævnt kan det være svært at få hold på, hvad hverdagsliv er såvel som fænomen som begreb. I VEGA har ambitionen gået i retning af at finde en måde at tale om og at tænke om hverdagsliv på, som kan anvendes af praktikere, der tager del i løsningen af hverdagens opgaver. I forlængelse heraf er vi 71

72 meget opmærksomme på måden som fænomener sprogliggøres og tanker bliver formidlet på. Vi er - Inspireret af den konstruktivistiske og den sprogsystemiske forskningstradition - meget optaget af den måde, fænomener omtales på, og hvilke aspekter som gives sproglig opmærksomhed (jf. Andersen, 1996). Sprogvalg er bestemmende for, hvilke oplevelser og betydninger, der skabes i folks hoveder. For os gør det faktisk en forskel, om vi f.eks. omtaler VEGA-projekterne som forskning eller videnskabende aktiviteter. Der er en forventningsbyrde til forskel. Et næsten uoverstigeligt bjerg, som vi ikke har hverken forudsætninger eller udstyr til at bestige. Ord, billeder og formidling er nøglebegreber i alt, hvad vi laver, for anvendelsesværdien af forskning eller videnskabende aktiviteter afhænger i stor udstrækning af, om de ord og billeder, der udspringer af forskning og det at skabe viden, giver god form til fænomener i virkeligheden og kan nå ud til og kan berøre andre. En af ambitionerne i VEGA går bl.a. ud på at billedliggøre indsigter og pointer, der eventuelt senere kan bruges i undervisnings- og praksissammenhænge. I VEGA har vi over årene udviklet et særligt perspektiv på hverdagen. Vi er klart inspireret af foreliggende teorier og andres forskningsbaserede erfaringer. Bøger er, som Grundtvig har udtrykt det, en god ven i baghånden, men samtidig har vi - med den amerikanske psykolog Rollo May s ord forsøgt at udvise en slags disciplineret naivitet, når det har handlet om at anlægge et særligt anvendelsesorienteret perspektiv på hverdagsliv. Det særlige VEGA-perspektiv For mange år siden så jeg en lille tegnefilm i en børnetime. Jeg har aldrig set den siden, og følgende lille fortælling er baseret på min erindring om filmen og adskiller sig sandsynligvis en del fra den virkelige film. Startscenen viser en pige, der sidder og gynger på en gynge. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage. På et tidspunkt zoomes der ind på pigens hånd, hvor der sidder en myg. Der zoomes yderligere ind på myggen, hvorved alle detaljer øjne, ben, snabel toner frem. Kameraet får røntgen egenskaber, og det er muligt at se blodet, som flyder gennem snabelen og videre ud i myggens krop. Kameraet panorerer derefter tilbage til det sted, hvor myggens snabel gennemborer pigens hud. Som i en anatomisk lærebog stilles der skarpt på et enkelt hår, der knejser som en kæmpe træstamme i sin hårsæk. Dernæst går turen gennem de forskellige hudlag ind til en blodåre, hvor der zoomes ind på blodets enkelte celler og bestanddele. Sceneskift. Igen ses pigen på gyngen. Hun gynger stadig. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Nu zoomes der den modsatte vej. Som beskuer løftes man højere og højere op, således at man bringes med på en rejse væk fra jorden. På rejsen derudaf kan man først se haven. Dernæst havens placering i et kvarter. Dernæst kvarterets placering i udkanten af en by, som ligger et sted på jorden, som ligger et bestemt sted i solsystemet, som er en del af universet, som strækker sig langt, langt ud i det uendelige. 72

73 Som jeg husker det, afrundes filmen med et komprimeret og lynhurtigt sammendrag af denne perspektivrejse. I hæsblæsende tempo vises billeder gående fra det ydre rum over pigen på gyngen til den mindste enhed i den menneskelige organisme. I tegnefilmen illustreres, hvorledes brug af forskellige optikker samt skift af perspektiv hele tiden blotlægger nye sider af et fænomen. Konstateringen giver associationer både til Batesons kontekstbegreb og til den hermeneutiske filosofis horisontbegreb. Kontekst er, således som Bateson bruger det, en psykologisk forståelsesramme, som vi forstår fænomener, erfaringer og oplevelser indenfor. En horisont vil være bestemt af to perspektiver, som indvirker på hinanden. For det første vil horisonten sætte en grænse for, hvad man kan se, og hvor langt man kan se. Horisonten afgør, hvad der fremtræder som information. For det andet vil horisonten ændrer sig for hvert skridt man tager og vil gøre at man stadig forandrer sig (Ullerberg, 2004, p.56). I forbindelse med VEGA s bestræbelser på at synliggøre det upåagtede og luftige hverdagsliv, har vi ligesom instruktøren af tegnefilmen fundet det nødvendigt dels at benytte forskellige optikker og dels at betragte hverdagslivet ud fra mange forskellige perspektiver. I vore studier af såvel det levede som det oplevede liv er vi opmærksomme på, at vi bruger forskellige optikker og arbejder ud fra forskellige forståelsesrammer. I det følgende vil vi både fokusere på tiden som empirisk fænomen og på tiden som psykologisk fænomen. I vore studier vil vi endvidere hele tiden søge at skifte perspektiv. Vi vil, som tilfældet var i tegnefilmen, tage afsæt i et startbillede, hvorfra vi vil zoome ind og zoome ud. Analyseenheden skifter således fra korte flygtige øjeblikke over længerevarende stunder til sammenhængende forløb. Nogle gange fokuserer vi snævert på et udsnit af tid, andre gange ser vi på udsnittet i en kontekst. Det kan muligvis virke forvirrende, men de mange perspektivskift gør det muligt at få en frodigere og mere varieret forståelse af et fænomen frem. Dette synspunkt genfindes også hos Bateson. (Mind and nature, 1979) Tiden som empirisk/rumligt fænomen Tiden er det stof, som livet består af spændt ud mellem to datoer på gravstenen. Dette citat, der stammer fra en reklame for DSB, hvor filosofiprofessor Ole Thyssen filosoferer over tidens betydning, udtrykker essensen i det perspektiv, som både VEGA og det tidligere omtalte netværk LIFO har på det liv, som mennesker lever. I VEGA ser vi hverdagslivsbegrebet som et beskrivende, relationelt begreb for det levede liv, der går på tværs - både af den samfundsmæssige opsplitning i forskellige geografiske lokaliteter, institutionelle felter, sektorer og forvaltninger og den vidensmæssige opsplitning i ekspertområder, discipliner, specialer og fag. 73

74 De fleste mennesker bevæger sig i løbet af bare en enkelt dag på tværs af forskellige lokaliteter og livssammenhænge. Man kan sige, at hverdagen tit er delt op i forskellige rum og felter såsom hjem, arbejdspladser, skoler, børnehaver og butikker, som så igen er knyttet sammen af nogle offentlige mellemrum veje stræder, torve mv. Dette liv-på-tværs kan billedligt anskueliggøres som en perlerække af rum. Vores evige vekslen mellem disse opdelte og ofte meget forskellige rum og hverdagspraksisser er meget kendetegnende for hele vores samfundsliv. Interessen for menneskers skiftende deltagelse i skiftende social praksis deler VEGA med repræsentanter for Kritisk psykologi Holzkamp (1998), og Dreier (2001) samt læringsteoretikere som Lave og Wenge (jf. Kvale og Nielsen, 1999). Klaus Holzkamp skrev kort før sin død i 1995 en interessant artikel om Daglig livsførelse som subjektvidenskabeligt grundkoncept. I den introduktion til artiklen, som Ole Dreier har skrevet, fremgår det, at Holzkamp gennem længere tid havde været optaget af at vise, at den metodiske tilgang i psykologiske hovedstrømninger står i vejen for at opfange rigdommen i subjekters konkrete liv. For at overvinde denne problematik formulerede Holzkamp en teori om daglig livsførelse, der i denne sammenhæng godt kunne fortjene en nærmere omtale, da den bl.a. har træk til fælles med VEGA s forståelse af livsmønstre. Daglig livsførelse er til forskel fra livsløbet, som Holzkamp omtaler som livets biografiske dimension, en funktionelt selvstændig forløbsgestalt. At individets aktiviteter bliver dagligdags, betyder en daglig gentagelse af nogle særlige former at afvikle aktiviteter på (Holzkamp, 1998). I sin omtale af det gentagelige ved den daglige livsførelse er Holzkamp i tråd med VEGA-perspektivet og livsmønstertænkningen, men vandene skiller tilsyneladende når Holzkamp skelner mellem hverdagens elementære gentagelser og så det egentlige liv. Holtzkamps teori om daglig livsførelse sætter sig spor i Ole Dreiers teori om personen som deltager i samfundsmæssig praksis, og også denne teori, der igen trækker tråde hen til socialt orienterede læringsteorier, er interessant ud fra et VEGA-perspektiv. (Dreier, 1999). I Dreiers og den Kritiske psykologis univers er personen det handlende subjekt, der deltager i en social praksis i fokus. I VEGA s univers er fokus rettet mod tiden og dernæst mod personen som hovedaktør i tiden. I VEGA er vi kun lige begyndt at udforske ligheder og forskelle mellem de forskellige betragtningsmåder. 74

75 At mennesker realiserer - lever deres liv som deltagere i forskellige rum og hverdagspraksisser - er i sig selv komplekst, men her stopper kompleksiteten ikke, for vores færden i rum har tidslig udstrækning, således at der inden for de forskellige rum forekommer en perlerække af tidsrum eller stunder. I VEGA taler vi om hverdagens stunder. Genstanden for vores opmærksomhed er i overensstemmelse med livsmønstertænkningen den strøm af stunder og tidsrum, der som perler på en snor udgør vores morgener, formiddage, eftermiddage, aftener, dage, uger og år. I VEGA taler vi ikke om søvn og ernæring, men om natteliv og måltider. Dermed har vi gjort det svært for os selv, for det, vi interesserer os for, eksisterer ikke som iagttagelige fysiske genstande eller tilstande. Natteliv og måltider er evigt foranderlige processer, som mennesker er indviklet i via den kropslige tilstedeværelse i rummet og via bevidstheden om tiden. Mennesker eksisterer, som Steen Wacherhausen udtrykker det, ikke kun i naturvidenskabens firedimensionelle rum (mennesker oplever ikke blot sig selv som blot kødklumper med længde, bredde, højde og placering i tid). Mennesker eksisterer også i en betydningsdimension; en dimension, hvor (mange) hændelser, ting, også fysiske ting, har betydning. (Wacherhausen, 2002) I forbindelse med et af VEGA-projekterne blev der som tidligere nævnt konstrueret en model, der kan illustrere en persons færden i tid og rum. Denne model har vist sig nyttig i forhold til at synliggøre det i øvrigt meget luftige hverdagsliv. Centrum i tegningen er sengen, idet sengen er det sted, hvor de allerfleste mennesker begynder og slutter deres dag. De næste ringe uden om sengen symboliserer dels den individuelle bolig og fællesområder i naboskabet. Yderste ring symboliserer livsrummet uden for hjem og naboskab. Viftemodellen rummer to dimensioner. Dels spænder den over et tidsrum f.eks. fra 6.00 morgen (nederst til venstre) til 6.00 næste morgen (nederst til højre). Dels spænder den over de rum eller felter inden for eller uden for hjemmet, som en persons liv udfolder sig indenfor. Illustrationen er forenelig med Alfred 75

76 Schutz s tanker om, at mennesker altid lever inden for en tid og rums struktur. Ifølge Schutz er det vore kropslige handlinger, som danner grundlag for vores hverdagsbevidsthed. Kroppen og den placering, den til enhver tid har, danner et subjektivt center eller nulpunkt, som vi organiserer verden udfra. Det sted min krop optager i verden, mit aktuelle Her, er det udgangspunkt, hvorfra jeg orienterer mig i rummet. Det er så at sige 0 i mit koordinatsystem. (Schutz, 1975, p.74). Viftemodellen, der anskueliggør, at det levede liv sker situeret, kan endvidere fint kombineres med tanker, som den norske kulturantropolog Marianne Gullestad gør sig om det, hun kalder hverdagslivets dobbelte bestemmelse. Dobbeltheden består ifølge Gullestad i, at hverdagslivet som begreb både er kendetegnet ved, at det går på tværs af forskellige felter og livssammenhænge og ved, at det har en form for tyngdepunkt i hjemmet (Gullestad, p.23) På samme måde, som en vifte er bygget op omkring et fælles, centralt placeret omdrejningspunkt, er det levede liv i hverdagen, hvis man skal koble sig på Gullestads tanker, også i høj grad bygget op omkring det centralt placerede hjemmeliv. Hjemmet udgør ifølge Gullestad et fast punkt i rummet, hvorfra man kan drage ud, og hvortil man kan vende tilbage. I Norge og Skandinavien indtager hjemmet ifølge Gullestad en særlig fremtrædende position, og hun underbygger påstanden med henvisninger til studier, der viser, at nordmænd tilbringer mindst 60% af døgnet hjemme i boligen. Som tidligere nævnt satte et af VEGAprojekterne specifikt fokus på livet i boligen og synliggjorde bl.a., hvorledes en gruppe raske ældre vekslede mellem hjemmeliv og udeliv, men at de klart tilbragte størstedelen af deres tid i hjemmet. Dette var også tilfældet for de lidt mere skrøbelige ældre, som der var kontakt til i de andre VEGA-projekter. I øvrigt kan ingen vel betvivle, at det er i hjemmet, at vi alle, hvad enten vi er børn, unge, ældre eller gamle, tilbringer meget tid, idet det er her, vi i stor udstrækning foretager os basale og grundlæggende ting som at sove, gøre os i stand, lave mad, spise, ordne tøj, mv. Selv i forbindelse med ferier eller rejseliv, hvor mennesker faktisk lægger deres sædvanlige hjemmeliv bag sig, vil de fleste nok have erfaret, at de for at fungere i det fremmede bruger energi på at få etableret rum eller domæner, der kan fungere som midlertidige hjemmebaser. Tiden som psykologisk fænomen Viftemodellen giver også anledning til andre associationer. På samme måde, som en radarskærm kan tegne et billede af noget - f.eks. fjendtlige ubåde - man ikke kan se med det blotte øje, kan man forestille sig, at tegningen kan fungere som en skærm, der kigger ned under hverdagslivets overfladeniveau. På overfladen består hverdagslivet, således som det er beskrevet ovenfor, af en perlerække af scenerier, tider og mønstre. Under overfladen gemmer sig hverdagslivets psykologiske dimension. I VEGA skelner vi mellem det levede liv, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk og det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte. Disse to dimensioner genfindes også i livsmønsterbegrebet idet livsmønstre 76

77 både har en iagttagelig yderside og en psykologisk inderside. Også Gullestad opererer med hverdagslivets to dimensioner. Den som omhandler den daglige organisering af opgaver og virksomheder, og den som omhandler hverdagslivet som erfaring og livsverden. (Gullestad, 1995) Med hjemmet som eksempel, demonstreres hvordan hverdagslivets psykologiske dimension bl.a. kommer til udtryk som betydninger. Hjemmets betydninger Hjemmet er et ganske særligt livsdomæne, som der knytter sig mange forskellige betydninger til. Ifølge Gullestad viser hjemmets store betydning i nordmænds liv sig også i det faktum, at de køber flere møbler end noget andet folk i verden. At hjemmet også har ganske stor betydning i Danmark synes bl.a. at afspejle sig i det store antal boligprogrammer, der i en periode har præget sendefladen på snart sagt alle danske fjernsynskanaler. Et centralt karakteristika ved hjemmet og hjemmets rumlige organisering er, at det stadfæster grænsen mellem privat og offentligt. For nogle er hjemmet en så personlig og privat størrelse, at de efter et indbrud sidder inde med en voldsom følelse af, at deres personlige grænser i den grad er overskredet og krænket. Julia Twigg opremser i bogen Bathing en stribe betydninger, som knytter sig til hjemmet: afslapning, sikkerhed, identitetsbase. I tillæg hertil nævner Twigg, at det er vigtigt at bemærke, at den betydning, mennesker knytter til hjemmet, ikke altid vil være af en positiv karakter. For nogen vil hjem associeres med undertrykkelse, vold eller ubehag. For mange kvinder vil hjemmet været lig med såvel arbejde som afslapning og hygge. For personer, der pga. arbejdsløshed, sygdom eller svækkelse er meget henvist til hjemmet, kan betydninger i form af isolation og ensomhed være fremherskende. (Twigg, 2000) På baggrund af VEGA-projekternes indsigter er det ligeledes muligt at opremse en stribe betydninger, der f.eks. relaterer sig til hjemmet som rum med nogle bestemte fysiske karakteristika; f.eks. omgivelser, rammer og ting og hjemmet som tid med et indhold og nogle processer. Når Julia Twiggs iagttagelser vedrørende hjemmets betydning kombineres med indsigter fra de forskellige VEGA-projekter udkrystaliseres følgende matrix: Hjemmet forskellige betydninger Hjemmets dimensioner Positiv betydning Negativ betydning RUM Sikkerhed Kendthed Hygge Identitetsbase Ubehag Isolation TID Afslapning Arbejde Nydelse Undertryggelse Vold Ensomhed 77

78 Det er værd at bemærke, at betydninger er situerede, dvs. knyttet til tid og sted, således at en aktivitet, der f.eks. på et tidspunkt på et sted har én betydning, på et andet tidspunkt og på et andet sted, kan have en anden. Noget af det, der gør et hjem til noget særligt, åbenbarer sig måske stærkest, når noget går tabt hvad enten det så er noget materielt eller noget, der er bundet op i oplevelser. Søren, som omtales nærmere i det følgende, tilkendegiver klart, at han ikke føler sig hjemme i sin stue på plejehjemmet. Jeg aner ikke, hvordan her ser ud. Søren er blind og problematiserer, at han ikke via synet har adgang til oplevelsen af genkendelighed. For Søren er genkendelighed et vigtigt element i forhold til det at føle sig hjemme. I VEGA-projektet hverdagsliv og bolig kastes der lys over, hvorledes alenetiden i hjemmet strækker sig lige fra nydelsesfulde stunder til stunder præget af savn og ensomhed. I VEGA er vi kun lige begyndt at få øje på, hvad livet i boligen og hjemmet omfatter og i den kommende perioder vil vi søge at komme på sporet af yderligere interessante mønstre og betydninger. På samme måde, som der i tegnefilmen med pigen på gyngen zoomes ind på forskellige udsnit af sceneriet, zoomes der i det følgende ind på forskellige tidsenheder: øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb. Øjeblikket I aviserne har der ved flere lejligheder været bragt et billede af to gamle kvinder, der sidder ved et bord i noget, der godt kunne minde om et bord i plejehjemmets spisestue. Begge kvinder sidder i kørestol. Den ene sidder bøjet over bordet og hviler hovedet på sine arme. Den anden sidder sammensunket og hælder lidt til venstre i sin stol. Et enkelt tryk på udløseren og billedet er i kassen. Et øjeblik, der har yderst begrænset tidslig udstrækning, er fastholdt. Der er tale om et flygtigt nu, men reelt rummer selv så flygtigt et nu nogle dimensioner, der kunne være værd at kigge nærmere på. Nuet rummer, således som psykologen Daniel Stern er inde på i bogen Det nuværende øjeblik, store forandringspotentialer, som rettelig burde udnyttes meget bedre. Stern argumenterer for, at vores syn på hverdagsoplevelser kan beriges, hvis vi dvæler mere ved det nuværende øjebliks beskaffenhed. (Stern, 2004). Man kan forestille sig, at en medarbejder på plejehjemmet netop i det sekund, som fotografen trykker på udløseren, er på vej igennem plejehjemmets spisestue. Medarbejderen ser ud af øjenkrogen det sceneri, som fotografen har fastholdt og har en nuværende oplevelse. Således som Stern fremstiller det, kan det undertiden være svært at definere, hvornår et nuværende øjeblik begynder og slutter, men overgangen fra et nu til et andet implicerer et frembrud af en ny erindring, en ny tanke, en ny perception eller lignende. Ifølge Stern er det ikke sådan, at det nuværende øjeblik blot suser forbi og først kan iagttages, når det 78

79 er overstået. Det krydser den mentale scene i et langsommere tempo og er flere sekunder om at udfolde sig (Stern, 2004). Stern er optaget af at sætte tiden tilbage i oplevelsen at finde tilstrækkelig tid i det strømmende nu til, at et nuværende øjeblik kan vare ved og folde sig ud - for på den måde at kunne forstå, hvordan mennesker er i stand til at sammenkæde de mange sekventielle begivenheder, der sker i løbet af et nuværende øjeblik til en hel sammenhængende oplevelse. Sterns opfattelse af nuet adskiller sig fra de tidsopfattelser, der ser det nuværende øjeblik som værende meget kort; som en næsten uendeligt lille tynd skive af tid, hvor der kun kan ske meget lidt, uden at det straks bliver til fortid. (Ibid. p.25). Stern refererer i denne forbindelse til grækernes objektive tidsopfattelse kronos men er mere optaget af deres subjektive tidsopfattelse kairos, som er det forbigående øjeblik, hvori noget sker, mens tiden udfoldes. Kairos er et mulighedernes øjeblik, hvor hændelser kræver handling eller er gunstige for forhandling. Det er Sterns ærinde at vise, at alle nuværende øjeblikke - uanset deres størrelse - også er kairos-øjeblikke, hvor livet kan tage en ny drejning. Ved hjælp af det såkaldte mikroanalytiske interview forsøger Stern at identificere nuværende øjeblikke og de affektive hændelser, der finder sted i dem. Han definerer det nuværende øjeblik som en subjektiv psykisk procesenhed, som man kan være opmærksom på (ibid. p.44). Der er tale om en størrelse, der har en varighed, mellem et og ti sekunder, hvori der sker noget, samtidig med at det opleves som et enkelt, subjektivt nu. For at tegne et signalement af det nuværende øjeblik trækker Stern paralleller til en kort musikalsk frase, der er den grundlæggende procesenhed i musikoplevelsen. En musikalsk frase opleves ifølge Stern intuitivt som en afgrænset global enhed. Den har en varighed, der fornemmes (som regel mellem to og otte sekunder). Og hvad der er mere interessant den musikalske frase opleves i løbet af et øjeblik, der ikke er momentant, men heller ikke tidsmæssigt opdelt i små sekventielle stykker, som de nedskrevne noder. Der er snarere tale om en kontinuerlig, analog strømmende helhed, der eksisterer i et nu. (Ibid. p45) Sterns overvejelser om det nuværende øjeblik er medtaget her, idet det er inspirerende, hvordan han formår at betragte processer gennem en mikroanalytisk linse og idet, der synes at være lighedspunkter mellem den måde, Stern opfatter det nuværende øjebliks temporale struktur og organisering på, og den måde som vi i VEGA opfatter stunders, sekvensers eller forløbs udfoldelse i tid og rum på. Hvis vi tidligere havde været opmærksomme på Sterns tænkning, kunne vi i forbindelse med nogle af VEGA-projekterne måske mere grundigt have udforsket selv meget flygtige øjeblikke. I forbindelse med feltstudier på et stort plejehjem fik lærere fra Social- og sundhedsskolen i Herning således gentagne gange indblik i så små udsnit af levet liv, at de forekommer at være et forløb af øjeblikke, således som Stern taler om det. 79

80 Uddrag af observationsnote: Signe bruger ble og er afhængig af hjælp fra personalet, når den skal skiftes. Efter middagsluren banker hjælperen således på Signes dør og går med det samme om bag ved Signe, tager dynen af og forsøger at mærke efter, om bleen er våd. Ja, det var næsten en skam, at der ikke var noget, sådan som du bare stikker fingrene ned, bemærker Signe. Hjælperen kigger efter igen, og Signe siger med eftertryk: Jamen, der er ikke noget, hvortil hjælperen svarer: Nå, men så kan vi jo godt vente med at skifte bleen til klokken 4. Signe blev i det efterfølgende kvalitative interview bedt om bl.a. at kommentere denne situation. I: Da hjælperen kom ind efter middagssøvnen, mærkede hun efter, om bleen var våd. Hun spurgte dig jo ikke - kunne hun ha gjort det? Ku du selv mærke, om den var våd? S: Ja I: Du sagde ikke noget - hvorfor ikke? S: Der er såmænd ikke noget at sige. I: Har du vænnet dig til, at det foregår sådan? S: Ja, sådan skal en vænne sig til så meget. Som det fremgår, tog mødet mellem Signe og hjælperen en særlig drejning. Sterns pointe er, at øjeblikket også kunne have taget helt andre drejninger, hvis de implicerede personer ikke mindst den professionelle part i relationen - havde været mere opmærksom på at identificere øjeblikket og lægge mærke til de hændelser i form af en sætning, en pause, et ansigtsudtryk, en gestus, en følelse, en tanke, der finder sted i det. Det er i nuet i øjeblikke som det beskrevne - at ældreområdets medarbejdere skal træffe deres valg. Valg der ikke mindst skal handle om at fremme gamle menneskers valg og deres muligheder for at leve et betydningsfuldt liv. Stunder Ordet stund optræder i daglig tale i mange sammenhænge. Vi taler f.eks. om stille stunder, ledige stunder, morgenstunder, alvorsstunder, ensomme stunder, stjernestunder, fredfyldte stunder, aftenstunder og sandhedsstunder. På samme måde som det kan være svært at definere, hvordan et nuværende øjeblik begynder og slutter, kan det også være svært at definere, hvornår en stund begynder og slutter. Overgange vil hænge sammen med forandringer i hverdagens to dimensioner, således at der sker en forandring i scenen, hvad angår tid, sted, aktør eller handling, eller en forandring af hovedpersonens oplevelse af scenen. Der vil i mange tilfælde være tale om glidende overgange, således at en persons oplevelse af at være i én stund nærmest umærkeligt erstattes af en oplevelse af nu at være i en anden. Man kan, inspireret af Sterns tankegang, forestille sig, at konkrete personer løbende aflæser eller fornemmer kontekster og dermed ændrer forståelse af eller fornemmelse for tidens karakteristika og stunders kommen og gåen. Identifikationen af stunder og deres indbyrdes grænser kan kun foretages ud fra et 1.-personsperspektiv. 80

81 Situationen, som fotografen har fastholdt, har forskellige oplevelseskvaliteter for de to kvinder og den medarbejder, der som et tankeeksperiment blev placeret som tilskuer til sceneriet. For den enkelte er det, der sker inden for dette konkrete tidsrum, noget unikt, dvs. det er ikke forekommet før, og det forekommer ikke igen. Tidsrum både korte øjeblikke og længerevarende stunder - er præget af kompleksitet, dvs. at der er tusinde ting, der spiller ind og deraf følgende usikkerhed, ustabilitet og uforudsigelighed. Det er derfor ikke så enkelt at finde ud af, hvordan tiden, begivenheder og situationer opleves, forløber og fungerer for andre mennesker. Situationen på billedet kan for de implicerede personer være alt mellem stjernestunder over ligegyldige stunder til møgstunder. Det kræver et særligt skærpet blik at få øje på begivenheders betydning og stunders kvalitet. Ved at dvæle lidt ved det nuværende øjeblik eller stunden kan det være, at den person der haster gennem spisestuen får øje på noget, som vedkommende ikke umiddelbart så ved første øjekast. Måske viser det sig, at den ene kvinde selv lige har kørt sin kørestol ind i spisestuen, fordi hun venter besøg og derfor gerne vil være tæt på hoveddøren. Måske er ingen af kvinderne så hjælpeløst udleveret til situationen, som man umiddelbart kunne tro. Eller måske er de! Måske er det kun den ene, der er det! Situationen lægger ikke op til, at iagttageren skal eller bør handle på en bestemt måde. For det er ikke umiddelbart indlysende, om situationen er problematisk, og hvis den er det, så er det ikke umiddelbart indlysende, hvilke problemer der muligvis trænger til at blive løst. På samme måde som en skriftlig tekst skal læses og tydes, før de nedfældede bogstaver og sætninger kan give mening, må tidsrum, stunder og situationer også tydes. Meningen med situationen på billedet springer ikke op i ansigtet på iagttageren, men en opmærksom iagttager, der giver sig tid til at bruge sine sanser, og som ved, hvad der er særligt relevant at kigge efter, kan måske få øje på nogle tegn (en akavet stilling, en stille jamren, tavshed og ubevægelighed, tomme øjne), nogle sammenhænge (de sad der også sidst, jeg gik igennem fællesrummet; fru P. plejer da at sove til middag nu; det ligner ikke fru S. at forlade sin stue i sutsko), som tillader hende at sige, hvad der eventuelt ikke fungerer i situationen, og i hvilken retning situationen trænger til at blive ændret. For ikke at blive overvældet af indtryk må iagttageren et eller andet sted udvælge, hvad hun vil betragte som kernen i situationen. Det problematiske ved situationen må defineres, før der kan gribes til en eventuel løsning. Denne tankegang er inspireret af den amerikanske filosof, Donald A. Schön, der indgående har beskæftiget sig med, hvordan praktikere tænker og handler i deres daglige arbejde (Schön, 2000). Fagfolk der tager del i andre menneskers hverdagsliv må lære sig at gøre hverdagens mønstre og træk tydelige, for tydelighed er essentiel for at kunne gribe forandrende ind i hverdagen med det formål at forny eller forbedre den. 81

82 For den medarbejder, der passerer igennem plejehjemmets fællesrum og ser de to kvinder ved bordet, handler det om på stedet at pejle sig frem til, hvordan stunden og situationen fungerer for de to kvinder. Hvilke muligheder har de to kvinder f.eks. for at udfolde sig fysisk og psykisk og eventuelt påvirke den situation, de er i. Kan de f.eks. selv bevæge sig omkring i omgivelserne? Kan de skifte stilling ved egen hjælp? Kan de orientere sig i omgivelserne? Ved de, hvor de er? Kan de komme i kontakt med andre, hvis de har brug for hjælp? Med afsæt i projekt, Det afhængige hverdagsliv, er der indkredset en række begreber, der kan bidrage til synliggørelse og forståelse af stunders og situationers funktionalitet og kvalitet. Disse begreber: råderum, dagens orden og tidens fylde, uddybes i det følgende med afsæt i beskrivelse af en konkret dag i en gammel mands liv. Sørens dag Søren var på undersøgelsestidspunktet 83 år og havde boet på plejehjem i fire år. Han havde et svageligt helbred og var helt afhængig af hjælp. Han var bl.a. blind og ude af stand til at gå, da han som følge af sukkersyge havde fået amputeret det ene ben. På trods af sine handicaps havde han en meget udadvendt og positiv livsindstilling, Herunder gengives den tegning, der viser hvor Søren befinder sig i tid og rum i løbet af dagen. Tegninger er som tidligere nævnt lavet på baggrund af detaljerede observationer af forløbet af en dag samt samtaler med Søren. I det følgende er beskrivelsen af Sørens dag gengivet. Dagen begynder kl Søren ligger i sin seng. Han ringer på klokken og hjælperen Karen kommer kort efter ind på stuen og siger: Godmorgen, har du sovet godt? Søren svarer: Jow. Jeg vil gerne op. 82

83 K. finder underbukser, lange bukser, strømper og en sko, som Søren får på i sengen. henter bækkenstolen og kører den hen på siden af sengen. Søren sætter sig op på sengekanten, og Karen guider Sørens hånd over på bækkenstolens armlæn, hvorefter Søren selv hopper derover. Skjorten hænges på bækkenstolens armlæn, så Søren selv kan tage den på og knappe den. Søren bliver kørt ud på toilettet. Søren ringer, og Karen kommer tilbage og kører Søren tilbage på stuen, hvor han placeres foran sengen, så han kan rejse sig ved sengehesten Karen samler under- og lange bukser op. Skifter bækkenstolen ud med kørestolen, stadig medens Søren står ved sengehesten. Kl 8.15 bliver Søren kørt ned i spisestuen, hvor han har sin faste plads. K. serverer øllebrød, 2 stk. rugbrød og 1 stk. franskbrød, 1 gl. kærnemælk, 1 gl. saft og en kop kaffe. Sine og Ellen sidder ved bordet, da Søren kommer. Senere støder flere beboere til. Der bliver ikke sagt meget. Søren tænder sin anden cigaret den morgen. Det meste af tiden sidder Søren med lukkede øjne, men han lukker dem o,p så snart han hører nogen gå forbi. Søren tænder for sit elektroniske ur kl og igen kl Uopfordret kommer K. hen til Søren og spørger, om han vil ned på stuen. Søren svarer, at han godt vil have nogle cigaretter først, men får at vide at, vognen ikke kommer før Nå, så vil jeg godt ned på stuen. Søren får hjælp til at komme på toilettet. Kørestolen køres hen til sengen, og Søren knapper selv bukser op. Proceduren fra morgenen med ombytning af stole, Søren der ringer efter et stykke tid, osv. gentages. Der snakkes kun om de praktiske ting med op og stå, sæt dig ned o.s.v. Kl 9.20 er Søren på stuen. Han sidder i sin lænestol, den opholder han sig altid i, når han opholder sig på stuen. Formiddagen går med at høre lydbånd og radio. Kl ringer han dog efter personalet. Lise dukker op, og Søren beder hende om at hente cigaretter. Kort efter kommer hun retur med cigaretterne. Kl kommer Karen ind på stuen og spørger, om han vil ned til middag. Søren køres i spisestuen og placeres for bordenden. Der går 2 stk. personale rundt og serverer for alle ved bordet. Kl da Søren er færdig med de to retter og har røget en cigaret, kommer Paula og spørger, om han vil ned på sin stue. Her kommer Søren på toilet. Paula vender kort efter tilbage, lukker badeværelsesdøren op (uden at banke på) og fortæller Søren, at han skal til cykeltræning. Havde du glemt det? Kl Søren ringer, og P. kommer med det samme. Søren køres ned i kælderen til cykeltræning. Efter en halv time bliver Søren hentet igen og kørt til stuen, hvor han hjælpes i seng til middagssøvnen. Klarer selv at komme fra stol til seng. Kl kommer Hedvig for at hjælpe Søren op. Søren køres i stuen til eftermiddagskaffe. Søren får sig en snak med sin borddame. De hyggesnakker om egnen, som de begge kender godt. Kl udveksler Søren et par ord med et par af hjælperne. Den ene, Grethe, kommer med en bog om Dronning Margrethe, som Søren har udtrykt ønske om til litteraturkredsen. Kl hører Søren til uret og siger: Oh Hallo. Kunne jeg komme ned på stuen. Grethe kommer og kører Søren ned på stuen og hjælper ham med at komme på toilet. Grethe går. Søren ringer fra toilettet. Janni kommer efter ca. 3. min. Eftermiddagen bruger Søren på at høre lydbånd. Kl kommer Grethe og siger, der er aftensmad, og Søren køres op i stuen. Der siges lidt under måltidet, og igen er det Søren, der er drivkraften i samtalen. 83

84 Kl kommer Grethe uopfordret og tilbyder at køre Søren tilbage på stuen. Søren hjælpes på toilettet og ringer kort tid efter. Helle går derind. Den følgende times tid er Søren på stuen. Lytter til lydbånd. Kl kommer Grethe, spørger om Søren vil have aftenskaffe, der bliver indtaget i spisestuen. Ved bordet sidder Per, Holger og Johannes. Fjernsynet er tændt, og der ses Mandagschancen. Der skænkes kaffe, og i den tid, du er i stuen, bliver der ikke sagt et ord. Det ser ud, som om du lytter efter fjernsynet? Du ryger de sædvanlige to cigaretter. Kl kalder Søren på Helle, der kører ham på stuen, hjælper ham på toilettet og derefter ind i sengen. Sengebordet køres hen, så kaldeapparat, telefon og saftevand i glas er inden for rækkevidde. Alt er under kontrol, siger du, og du ønskes en god nat. Råderum Råderum dækker ifølge Nudansk ordbog over en persons mulighed for at udfolde sig både fysisk og psykisk. Søren befandt sig på forskellige tidspunkter i løbet af dagen på forskellige steder i forskellige omgivelser. Alle konkrete steder, omgivelser og situationer udfordrede Sørens evne og vilje til at udfolde sig fysisk og psykisk, og hans udfoldelsesmuligheder og dermed råderum varierede fra situation til situation. Råderum er, således som udtrykket bruges her, ikke en statisk, men en dynamisk størrelse, som opstår, når konkrete betingelser/situationer og menneskers forudsætninger for at sanse, begribe og håndtere disse betingelser spiller sammen. Råderum er et relationelt begreb, der ligesom begreber som stedsans eller situationsfornemmelse henleder opmærksomheden på de to ender i en relation: nemlig subjektet, der råder, sanser eller fornemmer og den konkrete livssammenhæng i form af situationen, rummet eller stedet, som subjektet er i. Relationelle begreber tydeliggør, at mennesket ikke kan ses uafhængigt af sine omgivelser og kan derfor være med til at modvirke den form for snæversyn, der let opstår, når enkeltpersonens funktion, skavanker eller problemer anskues for sig. Steen Wackerhauser er inde på noget af det samme, når han bl.a. taler om, at det er nødvendigt at anlægge et nyt perspektiv i forståelsen af sygdom og sundhed. Opmærksomheden skal ikke ensidigt være rettet mod menneskers forskellige psykiske eller legemlige tilstande. Snarere skal opmærksomheden rettes mod menneskers funktionalitet, dvs. den måde de fungerer på i den kulturelle og samfundsmæssige praksis, dvs. i forhold til deres hidtidige historie, værdier og ønsker og nuværende konkrete livsbetingelser (Wackerhauser, 1994). Ifølge denne betragtning kan sygdom eller svækkelse aldrig bare være en tilstand eller noget, der kan opstilles faste kriterier for eller behandlingsstrategier i forhold til. God behandling eller støtte til svækkede mennesker må derimod tage afsæt i en forståelse af både disse menneskers måde at fungere på i deres daglige omgivelser og af de vanskeligheder, de har i forhold til at leve et for dem meningsfyldt liv. Wackerhauser argumenterer for det, han kalder det åbne sundhedsbegreb og skriver, at det bl.a. handler om at flytte opmærksom- 84

85 heden væk fra det enkelte individs helbred og over på forholdet mellem individets mål, dets livsbetingelser og dets kropsbundne handlepotentialer. Også Dreier er inde på, at en konstatering af en persons funktionsniveau ikke i sig selv siger noget om personens sundhed. Først når det (funktionsniveauet min tilføjelse) sættes ind i personens livspraktiske sammenhæng, så dets betydning for livsførelse og velbefindende kan bestemmes....at fokusere abstrakt på en tilbagegang i funktionsniveau vil gøre os blinde over for funktionsniveauets praktiske betydning og de praktiske forholdsregler, der kan træffes for at sikre personens livsudfoldelse i forhold til sin aktuelle handlesammenhæng. (Dreier, 1995) Dette er værd at bide mærke i, idet der inden for social- og omsorgsarbejde bruges megen energi på at konstruere tilstandsbilleder ved hjælp af statistiske opgørelser, vurderingsskemaer m.v. (Fromholt, 1999). Dette kan have sin berettigelse, men i uddannelsesmæssig sammenhæng ligger der en udfordring i at skærpe elevernes/de studerendes evne til både at kunne tænke i ændringer over tid have blik for den personlige historiske dimension - og i tilstandsbilleder. Den vanskelige kunst nogle vil måske sige det umuliges kunst er at forholde sig til begge sider i teori og praksis. (Fromholt, 1999) Sørens råderum kan for overskuelighedens skyld deles op i underkategorier: - Det oplevede råderum er Sørens evne til sansemæssigt og intellektuelt at afdække et konkret råderum og til at opfatte barrierer og muligheder i omgivelserne. - Det reelle, fysiske råderum er Sørens aktuelle fysiske formåen og hans mulighed for ved egen hjælp at bevæge sig og overvinde afstande samt håndtere ting og forhold i omgivelserne. - Det betingede råderum er Sørens aktuelle evne til og mulighed for at få andres hjælp til at overvinde barrierer og udnytte muligheder i omgivelserne. - Det sociale råderum dækker over Sørens muligheder for at indgå i sociale sammenhænge. - Det ønskede råderum dækker over Sørens vilje til at udnytte de øvrige råderum. Sørens oplevede råderum påvirkes og begrænses af, at han er blind og derfor er afskåret fra en masse indtryk af omgivelserne. Han bestræber sig dog på at følge med, så godt han kan, og han nyder godt af en veludviklet hørelse og af sin åbne sociale indstilling til andre mennesker. Søren er meget afhængig af, hvor meget input han får i kontakten med andre og af, hvor opmærksom andre er på at omsætte de visuelle indtryk, der optræder i forskellige situationer - bl.a. skriftlige meddelelser og scenerier i omgivelserne - til en form, han kan opfatte, hvis han ønsker det. Søren er selv meget opmærksom på, at han på grund af sit dårlige syn og sin lidt dårlige hukommelse er afskåret fra at opleve og dermed også at gøre mange ting. 85

86 Sørens reelle, fysiske råderum påvirkes og begrænses således både af hans begrænsede oplevede råderum samt af det forhold, at han ikke kan gå, og at han ikke selv bl.a. pga. handicapuvenlige fysiske rammer - kan manøvrere rundt med sin kørestol, som han sidder i mange timer dagligt enten på sin stue eller ved bordet i fællesrummet. Når blot han er i kendte omgivelser, og når mennesker omkring ham er opmærksom på hans handicaps og fx placerer tingene omkring ham på kendte pladser inden for en rimelig radius, så kan han fra sin stol takle mange forskelligartede gøremål uden de store problemer. Begrænsningerne i det reelle, fysiske råderum giver særlig anledning til irritation, når Søren ikke har mulighed for at flytte sig hen, hvor han gerne vil være. En sådan situation opstår nogle gange, når Søren oplever, at han strander i fællesrummet efter måltiderne. Når man ser på forløbet af en dag, så bidrager personalet ved flere lejligheder til, at Søren på trods af sine handicaps kan opretholde et vist betinget råderum inden for plejehjemmets vægge. Således hjælper personalet flere gange om dagen Søren med at få arrangeret sig i forhold til de nære omgivelser eller med at overvinde afstande. For Søren har det dog karakter af at være et discountagtigt råderum, for hans forestillinger om et ønsket råderum er mere vidtrækkende. Dels vil han gerne i langt højere udstrækning, end tilfældet er, deltage i fællesskaber med andre og altså have et større socialt råderum. Søren savner nogen at tale med, og bl.a. beklager han, at personalet har så travlt. Bare de kunne tage sig tid til at snakke. Det betyder utrolig meget at få en lille snak bare ti minutter. Dels vil han gerne udvide sit betingede råderum til også at omfatte de nære omgivelser uden for plejehjemmet i den friske luft. Dels vil han gerne udnytte det råderum bedre, som potentielt er til stede for ham på plejehjemmet. Hans problem er imidlertid, at hans oplevede råderum ofte begrænses af det manglende syn og en lidt dårlig hukommelse. Søren udtrykker stor ærgrelse over, at han på grund af manglende information eller glemsomhed går glip af arrangementer, udflugter mm., der bl.a. kunne være med til at udvide hans sociale råderum. Søren har brug for personalets hjælp til at sanse og afdække et konkret råderum. Kun med deres hjælp vil han være i stand til at afdække muligheder og barrierer i konkrete situationer. For Søren handler det bl.a. om at følge med i, hvor der sker noget, hvilke afstande der er brug for at overvinde, således at han med personalets hjælp kan skabe sig et meningsfyldt råderum i bred forstand. Dagens orden Ifølge den polsk-engelske filosof Zygmunt Bauman betyder orden en rimelig stabil omverden for de daglige handlinger, en verden hvor sandsynligheden for bestemte begivenheder ikke fordeles helt tilfældigt, men arrangeres, så det er muligt at forudse, hvilke begivenheder der højst sandsynligt vil indtræffe, hvilke der er mindre sandsynlige, og hvilke der er usandsynlige (Bauman, 2002). 86

87 Det er i omgivelser, der præges af en vis orden og genkendelighed, at vi bedst er i stand til at fungere. Orden hjælper os med at håndtere de betingelser, vi er underlagt. Den orden, der er i Sørens dag, kan for overskuelighedens skyld deles op i underkategorier: - Dagens orden i tiden handler om den måde, en person under hensyntagen til forskellige tidsplaner (kroppens tid, samfundets standardtid, selvoplevet tid) tilrettelægger sine dage, uger, år på og etablerer rytmer, rækkefølger og sammenhænge over tid. Søren har en mening om, hvornår hvilke ting skal gøres og den rækkefølge, der er i dagens stunder og begivenheder. - Dagens orden i rummet handler om den måde, en person organiserer sine omgivelser på med hensyn til tings placering, rums indretning, rums grad af privathed og standarder for rengøring og oprydning, mv. Søren har bestemte måder at organisere sine omgivelser på med hensyn til tings placering, rums indretning, standarder for rengøring og oprydning, mv. - Dagens sociale orden handler om den måde, en person gerne vil være sammen med og vil omgås andre mennesker (mænd, kvinder, fremmede, gode venner, familiemedlemmer, professionelle hjælpere) på i bestemte situationer (f.eks. hjemme privat, i butikken, til middagsselskabet, mv.). Søren har en mening om, hvordan han gerne vil være sammen med og omgås andre mennesker på i bestemte situationer. Dagens orden i tiden Det er ikke uvæsentligt for Søren, at der er en vis orden i tiden. Søren gør sig umage for at følge med i tiden, og han bruger flittigt sit talende ur, ligesom han også registrerer tidstypiske begivenheder, såsom f.eks. vagtskifte. Søren har udviklet en helt fantastisk evne til med sin hørelse at registrere, hvad der sker omkring ham og hvem, der er på arbejde på hvilke tidspunkter. Søren vil gerne holde fast i, at dagen begynder nogenlunde på det tidspunkt, men han oplever, at timingen nogle gange skrider lidt. De siger, at hvis de kommer ind, og jeg ligger og sover, så vil de ikke vække mig. Søren beklager det lidt, men gør ikke noget ved det, for som han siger: Jeg skal jo ikke op og lave noget. Søren hjælper det, han kan med alle dagens nødvendige gøremål. F.eks. følger dagens mange toiletbesøg en helt fastlagt procedure, hvor Søren og forskellige hjælpere uden så mange ord koordinerer bevægelser og sammen overvinder forhindringer. På trods af de mange forskellige hjælpere er der en genkendelig orden i handlingsforløbet, som passer Søren godt. Søren deltager i de fælles måltider og de fælles kaffepauser på samme tidspunkter og med samme intervaller hver dag. Det er faste holdepunkter i dagens orden. 87

88 Det samme er cykeltræningen lige efter middag, og det ærgrer Søren meget, hvis han glemmer det. Søren ser bl.a. cykeltræningen som et socialt indslag i dagen. Søren lægger meget mærke til, at tiden forløber med forskelligt tempo i forskellige situationer. Specielt kan tiden alene på stuen forekomme Søren at være lang. Både hjælpere og Søren selv har blik for og gør sig bestræbelser for at opretholde dagens orden. På trods af at Søren er helt fantastisk til selv både at holde fast i dagens orden ved f.eks. at orientere nye elever om den og til at følge med i, hvad der sker omkring ham, er personalet en vigtig støtte for ham i forhold til at vedligeholde eller berige en lidt vaklende og ustabil orden, når de f.eks. forsøger at time hjælp eller information og f.eks. på de rigtige tidspunkter minder ham om den daglige cykeltræning eller om arrangementer, der kan skabe variation i dagens orden. Dagens orden i rummet På grund af sit manglende syn er Søren meget afhængig af, at der i mange situationer er en genkendelig orden i rummet. Ting skal f.eks. være placeret på bestemte pladser, og Søren bidrager selv til at opretholde det genkendelige i forhold til store og små gøremål. Hver gang vi får en ny elev, fortæller jeg, hvordan det skal gøres. Hvis Sørens ønsker til orden i rummet ikke indfries, kan det, som det fremgår af følgende beskrivelse, give problemer. Søren sidder i spisestuen, da en ferieafløser kommer og placerer en morgenbakke foran ham. Bakken er tæt besat med en tallerken yoghurt, en kaffekop, en tallerken med et stykke brød, en lille termokande, et glas proteindrik, et glas vand, et glas saftevand... Søren får med besvær fat i glasset med proteindrik. Drikker og har derefter besvær med at finde plads på bakken til glasset. Han får det klemt ned mellem tallerken og underkop. Et dumt sted, der gør det vanskeligt for ham at spise yoghurt med ske. "Det er så godt, at det næsten er for meget", siger Søren, mens han famler efter et af glassene. Tingenes betydning i hverdagen Ting spiller ingen større selvstændig rolle i den gerontolgiske forskning, men de spiller en stor rolle i hverdagen. Derfor er tingenes betydning i hverdagen med som et tema i VEGA netværkets forsknings- og udviklingsprogram Mennesker omgiver sig hele livet med noget så tilsyneladende banalt som ting, men ting har betydning og ting har stor indflydelse i og på hverdagen. Ting kan være brugsting, redskaber, møbler, teknologi. Ting kan være forbrugsting, der forsvinder. Ting kan skabe følelser: oplevelse af skønhed og af minder. Tingene giver muligheder og begrænsninger. Ting stiller krav f.eks. om vedligeholdelse 88

89 og rengøring. Ting kan være organiseret på forskellige måder. De kan skabe orden eller rod. I det uafhængige hverdagsliv er tingenes betydning selvfølgelig og måske ubemærket. Med ændrede betingelser i hverdagen får ting nye betydninger. Dåseåbneren der før var en mulighed bliver en begræsning. Gulvtæppet og badekarret bliver en risiko. I det afhængige liv bør man være meget opmærksom på tingenes betydning, men hvordan? Til det afhængige liv er der opfundet megen teknologi som skulle gøre livet lettere og mere uafhængigt men hvor meget ved vi f.eks. om livet med rollator? Dagens sociale orden Søren har udviklet en helt fantastisk evne til med sin hørelse at registrere, hvad der sker omkring ham og hvem, der er inden for hans rækkevidde. Han sætter faktisk en ære i at vide, hvem der er omkring ham, for jeg vil jo gerne kunne tiltale dem med navn. Sædvanligvis volder det ikke Søren problemer at lytte sig frem til, hvem der er omkring ham, men afløsere og vikarer volder ham problemer, og Søren kan ikke altid leve op til sine egne normer om høflig tiltale. Søren har på sin side ikke noget imod at være på fornavn og blive kaldt Søren af personalet. Han sætter pris på at have en god og tæt kontakt til specielt de faste medarbejdere, men det irriterer ham, hvis personalet f.eks. ikke holder lidt lav profil omkring praktiske gøremål (forespørgsler om toiletbesøg, læggen tøj på plads i skabet mv), når han f.eks. har gæster på besøg. Tidens fylde Tidens fylde er egentligt et bibelsk udtryk, der bliver brugt i forbindelse med Jesu første komme. Paulus skriver til galaterne, at "i tidens fylde sendte Gud sin Søn" (Gal 4, 4). Teksten kan lægges ud på den måde at gud sendte sin søn på det bedste tidspunkt i hele historien. På et tidspunkt, hvor mange faktorer fred i verden, kun en stormagt, kun et verdenssprog m.m. - tilsammen gik op i en højere enhed og skabte et gunstigt tidspunkt. Fylde er ikke et almindeligt ord, men dog alligevel nok noget, de fleste ønsker sig at have i tilværelsen. Det signalerer det modsatte af tomhed noget indholdsrigt og helt. Tidens fylde kan have to betydninger: Det tiden ud fra en indholdsmæssig betragtning er fyldt med af i form af iagttagelige gøremål og aktiviteter og så tidens oplevede kvalitet for den enkelte. Der er stunder, hvor man griber sig selv i at kigge på uret. Tiden er tømt for mening. Der er stunder, hvor man glemmer tiden. Tiden er fuld af mening. I VEGA kunne vi være nysgerrige efter at kaste lys over de muligvis forskellige tidsoplevelser som hhv. givere (yngre mennesker) og modtagere (ældre mennesker) af hjælp har. I løbet af Sørens dag har tiden forskellig fylde i betydningen forskelligt indhold i løbet af dagen. De nødvendige gøremål, såsom morgentoilette, påklædning, mv. tager forholdsvis lang tid pga. det begrænsede oplevede og fysiske råderum. Men til gengæld er det småt med andre gøremål. Søren er glad for at høre 89

90 radio, lydbånd og lydavis, men ellers er det begrænset, hvad han kan foretage sig alene. Søren ser frem til måltiderne som et behageligt afbræk i en dag, der godt kan blive lang, men måltiderne mangler en social dimension, som han savner meget. Sørens dag er ganske vist præget af mange kontakter både til hjælpere og til andre, men han synes, at kontakterne generelt er for intetsigende og for flygtige. Selvom det udefra ser ud til, at en del af Sørens dag er fyldt med kontakt og samvær, så er situationerne ikke nødvendigvis en fyldt tid for Søren. Ordentlig samværstid, hvor der er mulighed for en snak er et vigtigt indslag i Sørens dag, og han vil gerne, hvis den fylder lidt mere. Søren oplever, at alenetiden nogle gange er belastende, for så bliver han særligt overvældet af mismod over, at han pga. sine handicaps ikke kan foretage sig så meget mere. Sekvenser i tiden Hvor vi ovenfor zoomede ind på enkeltstunder, zoomes der nu ud, så stunder ses som elementer i sammenhængende sekvenser. VEGA-projekterne benytter et tværgående undersøgelsesdesign, der synliggør rækken af stunder, som personer deltager i over tid. Ud over at det kan give god mening at fordybe sig i enkeltstunder med henblik på at forstå, hvordan de fungerer for de personer, der tager del i dem, så viser flere af VEGA-studierne også, at stunderne spiller sammen og nogle gange udgør et hele. På samme måde, som strømmen i den perceptuelle stimulation i forbindelse med det nuværende øjeblik samles i meningsfulde enheder, synes også strømmen af livsmønstre at samle sig i meningsfulde enheder. Denne pointe kan eksemplificeres med indsigter fra flere VEGA-projekter. I VEGA-projektet En bid af ældres hverdagsliv dannede empirien bl.a. afsæt for konstruktion af en række måltidshistorier med mønstre og betydninger. Af historierne fremgår det, at forskellige stunder, der ligger spredt ud over ugen eller dagen, reelt hænger sammen på en meningsfuld måde, således at det, der foregår i en stund, der f.eks. relaterer sig til indkøb, er forudsætning for det, der senere foregår i en stund, der har med tilberedning at gøre. Asgers måltidshistorie. Asger på 84 år er tidligere dyrlæge. Asgers kone, der var hjemmegående, lavede al maden, men da hun døde for fire år siden, overtog Asger selv madlavningen og førte dermed traditionen med god og veltillavet mad videre. Efter en 90

91 blodprop for to måneder siden, begyndte Asger at få sin mad leveret udefra, ligesom han også begyndte at spise på centret to gange om ugen. Asgers måltidshistorie, der i udfoldet form kan findes i publikationen En bid af ældres hverdagsliv side 49 ff., præsenteres i det følgende først visuelt samt dernæst med stikord, der synliggør mønstre og betydninger. Asgers måltidshistorie Oprydning Indkøb Planlægning Oprydning Spisning Tilberedning Oprydning Spisning Tilberedning Tilberedning Spisning Planlægning: Asger skriver en seddel til det ugentlige indkøb sammen med svigerdatteren. Ifølge Asger bidrager planlægningen til: Stimulation af hukommelsen. Indkøb: En gang om ugen bliver Asger hentet af svigerdatteren, og sammen kører de ud og køber ind. Ifølge Asger bidrager indkøbene til: afveksling i hverdagen inspiration stimulation af hukommelsen kontakt til andre. Tilberedning: Madlavningen er på det seneste blevet reduceret og erstattet af en madordning, suppleret med to ugentlige måltider på et center. Asger vil egentlig gerne selv stå for tilberedningen og bruger meget at raffinere den udbragte mad ved f.eks. at stege kartofler i ovnen med lidt olie og smage til med krydderurter. Ifølge Asger bidrager tilberedningen til: bedre kvalitet sanseoplevelse variation og indhold i dagen. 91

92 Spisning: Asger spiser sin varme mad om aftenen, selvom den leveres midt på dagen. Tidligere har spisning for Asger været forbundet med: social kontakt samvær og hygge. Disse betydninger kan efter flytning til ny landsdel og ny, mindre bolig, der ikke rummer mulighed for den stil, Asger ønsker, ikke realiseres i særlig udstrækning. Maden: Med hensyn til maden forsøger Asger at fastholde et mønster og en stil, selvom den udbragte mad til tider lader noget tilbage at ønske. Ifølge Asger bidrager maden til: sanseoplevelse kvalitet Sundhed. Opsamling: Efter blodproppen forsøger Asger at holde fast i betydningsfulde måltidsmønstre. Forsøger på trods af, at mange betydningsfulde aktiviteter er overtaget af andre, at fastholde så mange betydninger som muligt, både de betydninger aktiviteterne har i sig selv og de betydninger, de har for maden. Det gør han bl.a. ved at forbedre den leverede mad, hvorved noget af det arbejde og den kreativitet, han holder af ved madlavningen, vedligeholdes, og kvaliteten af maden bevares. Anna s måltidshistorie. Anna er alene, manden døde for flere år siden. Gigten betyder, at Anna sidder i kørestol det meste af tiden. Hun laver alle sine måltider selv, og hun har i dag ingen gøremål ud over aktiviteterne omkring måltiderne Det at gøre tingene selv og selvbestemmelsen er for Anna helt afgørende og en naturlig fortsættelse af det liv, hun har levet, selv om sygdommen og en flytning har ændret betingelserne for det. Annas måltidshistorie Oprydning 1 x ugen Indkøb Tilberedning Spisning Planlægning Oprydning Spisning Tilberedning Oprydning Spisning Tilberedning Oprydning Spisning Tilberedning 92

93 Planlægning: I modsætning til tidligere, hvor måltider og indkøb var baseret på dag-til-dagbeslutninger, er det nu nødvendigt for Anna at planlægge måltider og indkøb. Anne er begyndt at skrive indkøbslister, og hun har købt en fryser. Indkøb: Anna får hjælp til indkøb en gang om ugen. Hjemmehjælperen kører hende i kørestol ud at handle. Butikkerne ligger tæt ved. Ifølge Anna rummer indkøb mulighed for at: følge med i udbud og priser fastholde selvstændighed og selvbestemmelse. Tilberedning: Anna laver sin mad selv og får derfor det, hun gerne vil have. Ifølge Anna hænger det betydningsfulde ved at lave mad sammen med, at den: giver mulighed for udfoldelse af kreativitet er en sanseoplevelse. Spisning: Rammerne om spisningen gøres der ikke så meget ud af. De følger det mønster, der gjorde sig gældende for Anna og hendes familie i det tidligere liv i landbruget. Det betyder meget for Anna, at arrangementet omkring spisning er: praktisk. Maden: Morgenmåltidet, der oftest består af surmælksprodukter, er enkelt og hænger sammen med de piller, der skal indtages. Det foregår stående ved køkkenbordet. Det enkle præger også formiddagskaffen og eftermiddagskaffen. Det varme måltid ved dagens afslutning er dagens højdepunkt. Ifølge Anna har madens betydning noget at gøre med: sanseoplevelse kvalitet. Opsamling: Annas måltidsmønstre følger stadigvæk den rytme og den stil, som gjorde sig gældende, da hun sammen med sin mand havde landbrug. Det at gøre tingene selv og selv bestemme er for Anna helt afgørende. Så længe hjælpen kan ydes til indkøb, og tilgængeligheden til butikkerne (nærhed og kørestolsvenlighed) er til stede, kan Anna fastholde nogle afgørende betydninger i dagliglivet. I forbindelse med en sygehusindlæggelse og en flytning for et halvt år siden arrangerede kommunen en madordning for Anna, der havde den uheldige bivirkning, at Annas dag blev drænet for betydningsfulde aktiviteter og oplevelser. Anna havde, som hun selv udtrykker det, noget vrøvl med madordningen. Hun oplevede, at den var forbundet med mange begrænsninger. Det kunne jeg ikke, og det skulle jeg ikke, og det måtte jeg ikke, fortæller Anna, der heller ikke kunne lide maden. 93

94 Annas historie synliggør, at den offentlige måltidsservice i visse tilfælde nok tilbyder mennesker ernæringsrigtig kost, men reelt tager måltiderne og en perlerække af betydningsfulde stunder fra dem. I VEGA-projektet Hverdagsliv og livretter blev måltidsmøstrenes betydninger og skrøbelighed yderligere belyst, og det blev synliggjort, at hjælpesystemet med blot ganske få justeringer og ændrede prioriteringer i tildeling af hjælp kan bidrage til at vedligeholde eller eventuelt genskabe betydningsfulde måltidsmønstre i gamle menneskers liv. En lille ekstra håndsrækning i en stund, f.eks. i form af opmuntring, hjælp til at skrue låget af dåsen, hjælp til at snitte løget eller hvidkålshovedet, vil for nogen række ind i og give indhold og mening til sekvensen af stunder, der udgør det samlede måltidsmønster. Set i dette sekvensperspektiv bliver det tydeligt, at hjælpesystemer og fagpersoner influerer på folks liv på en måde, der strækker sig langt ud over de tidspunkter, hvor de forskellige verdener krydser hinanden, og ydelser konkret udveksles. I VEGA benævner vi dette fænomen som gennemsivning. Ole Dreier beskriver fænomenet således: Professionel praksis udføres et sted, men har først og fremmest til opgave at få betydning for brugernes praksis andre steder. Det gælder brugernes livskvalitet der, hvor de lever til daglig. De professionelle må opøve en decentreret betragtning af deres eget virke set ud fra brugernes daglige kontekster. De må kunne se den begrænsede professionelle kontakt- og virkningsflade ud fra dens betydning for det, der sker imellem og bagefter, hvor de ikke er til stede. Den professionelle må kunne udøve sin praksis sådan, at hvad der sker i behandlingen kan blive et godt led i, hvad der kan ske til andre tider og på andre steder. (Dreier, 1996) Velfærdsstatens institutioner samt de medarbejdere, der er ansat her indenfor, er i høj grad med til at påvirke både hverdagslivets betingelser samt menneskers forudsætninger for at håndtere disse betingelser. De er i høj grad medvirkende til, om betydningsfulde livsmønstre forfalder eller vedligeholdes. Hvis livsmønstre skal respekteres og vedligeholdes, kræves det, at medarbejdere kan identificere og beskrive nogle bestemte mønstre og sekvenser i et gammelt menneskes hverdag og bruge denne indsigt som udgangspunkt for en forhandling med de gamle. Et centralt spørgsmål, som VEGA-netværket er meget optaget af, handler om, hvordan velfærdssystemet og dets hjælpere kan tilrettelægge en arbejdspraksis og et arbejdsliv, således at arbejdet ikke bare bliver udført og ydelser leveret, men bidrager til, at mennesker kan opretholde et hverdagsliv med mange kvaliteter. I det følgende zoomes der yderligere ud, og hverdagslivets øjeblikke, stunder og sekvenser ses i større kontekster: først i en kontekst, hvor hjælpesystemet toner tydeligt frem og siden i en kontekst, hvor den historiske og biografiske dimension i menneskers eget levede liv toner tydeligt frem. 94

95 Tiden i kontekst Gamles hverdagsliv i en hjælpekontekst Omgivelser er, således som det også fremgår af modellen for social aldring, i høj grad med til at sætte rammerne for hverdagens funktionalitet og kvalitet; i form af f.eks. råderum, orden og fylde. Alle mennesker skaber selv et hverdagsliv, men alle mennesker er samtidig også underlagt nogle rammer og vilkår for, hvordan et hverdagsliv kan udfolde sig. Når menneskers hverdagsliv bliver et arbejdsmæssigt anliggende for andre, underlægges den enkelte et dobbelt sæt af rammer, idet både hjælpesystemets arbejdspraksis og borgerens individuelle tilværelse indeholder muligheder og begrænsninger for den enkeltes handlekraft og områder at gebærde sig indenfor. Disse rammer kan man under ét kalde det afhængige hverdagslivs betingelser. Disse rummer både muligheder og begrænsninger for den enkeltes handlekraft og livsudfoldelse. I forbindelse med VEGA-projektet Det afhængige hverdagsliv blev hver case hver dag set i en kontekst. Hver case hver dag gemmer i sig hhv. en arbejdspraksisside og en tilværelsesside, som begge på forskellig vis slår ud i casen i dagen og vil have indvirkning på dens kvalitet. I hver case optræder to parter: en borger, der har brug for hjælp og et offentligt hjælpesystem, der har til opgave at hjælpe. Modellen herunder illustrerer hhv. tilværelsessiden og arbejdspraksissiden. Social- og sundhedshjælperens arbejdssammenhænge Borgerens tilværelsessammenhæng Gruppe/ afdeling Arbejdssted Rammebetingelser Rammebetingelser Kommune Rammebetingelser Rammebetingelser Amt Rammebetingelser Stat EU Rammebetingelser Hjem/bolig Kvarter Rammebetingelser Rammebetingelser Lokalmiljø Rammebetingelser Rammebetingelser Hjemegn Rammebetingelser Statsborgerskab Stilling Rammebetingelser Hjælper Borger Position i livet Rammebetingelser Marianne Elbrønd Januar 2002 Marianne Elbrønd Januar 2002 Illustrationen af tilværelsessiden til højre viser, at alle mennesker er del af nogle sociale - og kulturelle fællesskaber, der udfolder sig inden for lande, egne, lokalområder, kvarterer og de enkelte hjem. I hverdagen veksler mennesker mellem forskellige sammenhænge - derhjemme, i kvarteret, på arbejdet, på skolen, i lokalsamfundets foreningsliv, i byens forretningsliv mv. I de forskellige sammenhænge omgås vi mennesker, og vi indgår i forskellige fællesskaber og positioner i forhold til for eksempel ægtefælle (ægteskab), børn (moderskab/faderskab), familie (slægtsskab), venner (venskab), naboer (naboskab), 95

96 bekendte (bekendtskab), arbejdskolleger (arbejdsfællesskab) og landsmænd (statsborgerskab). I VEGA ser vi menneskers tilhørsforhold til steder og forbundethed til andre mennesker som centrale størrelser i relation til social aldring, idet der med stigende alder ikke sjældent sker markante ændringer i de positioner, vi indtager i kulturelle eller sociale fællesskaber. Illustrationen af arbejdspraksissiden til venstre viser, at en medarbejder inden for ældreområdet er del af en større arbejdssammenhæng, som forpligter med hensyn til faglig viden og færdigheder, holdninger, loyalitet over for lovgivning og lokale målsætninger m.v. En medarbejder har en bestemt plads/stilling i en arbejdspraksissammenhæng, hvortil der knytter sig bestemte forpligtelser og beføjelser. Den enkelte medarbejders mulighed for at klare arbejdet tilfredsstillende vil i høj grad afhænge af, om vedkommende kan fungere i en arbejdsgruppe eller i et team, for den opgave, der handler om at hjælpe andre mennesker med at få hverdagen til at hænge sammen, kan ingen løse alene. Gruppen skal kunne fungere inden for arbejdsstedets rammer, der udstikkes af stedets struktur, kommandoveje, værdier og visioner, der igen er underlagt rammer i form af kommunens prioriteringer på ældreområdet, amtets uddannelsestilbud og statens (og måske EU s) love, bekendtgørelse og aktuelle politiske udspil på social- og sundhedsområdet. Dobbelttegningen illustrerer, at medarbejdere skal kunne forholde sig til borgere ud fra et hverdagsligt tilværelsesperspektiv, samtidig med at de holder sig for øje, at de er systemrepræsentanter. Hvis der sker en ubalance i retning af, at tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller ligefrem invaderes af praksissiden, kan omkostningerne for de enkelte modtagere af offentlig hjælp blive stor. Hvis man forestiller sig, at de to tegninger er transparente overheads, kan man lægge dem oven på hinanden og få et indtryk af, hvor komplekst et arbejdsfelt medarbejdere inden for ældreområdet skal kunne fungere i. Der vil altid være en risiko for, at en af siderne får overtaget. Inden for institutionsverdenen kan der findes mange og grelle eksempler på, at gamle, syge eller handicappede mennesker i tidens løb er blevet mødt med en objekt- og klientgørende attitude, hvor arbejdsprocedurer rundepleje, faste rutiner, diciplinering, m.v. overskyggede individuelle hensyn. Forventningen var, at beboerne deltog eller tilpassede sig institutionens hverdag og rytme. Sociologen Goffmann karakteriserede i sin klassiske kritik af totale institutioner denne attitude som drabet på det civile jeg (Goffmann, 1971), og den engelske demensforsker Tom Kitwood har i adskillige artikler og bøger fulgt op på kritikken ved at henlede opmærksomheden på den ondartede socialpsykologi, som kan forekomme i demente menneskers tilværelse f.eks. i samværet med pårørende og plejepersonale. (Kitwood, 1999) Inden for ældreområdet indeholder historien også den modsatte ubalance nemlig situationen, hvor omsorgen for gamle var en uformel forpligtelse eller et ufaglært arbejde, hvor mange kvinder ingen arbejdsmæssig beskyttelse eller rettigheder havde. 96

97 På den ene side var det positivt, at f.eks. hjemmehjælpere tidligere i stor udstrækning har haft et godt og indgående kendskab til gamle menneskers personlige historie og unikke behov. De var gode til at skræddersy hjælpen og underkaste sig, men der var samtidig indbygget en flydende grænse til underordning under modtageren. (Christensen,1999) De to parter i relationen står over for en opgave, der handler om at få hverdagen til at fungere. De har forskellige perspektiver på de opgaver, der skal løses og måden, de skal løses på, og brobygningen afhænger af, om de kan mødes i en fælles forståelse af hinanden, af andre, af situationen, af handlinger, af daglige rutiner og andet, der har betydning i hverdagen (Broch, 1990). På hverdagsplanet skaber de ældre og de professionelle et afhængigt hverdagsliv med de rutiner og praksisformer, de efterhånden udvikler sammen. VEGA-projekterne har synliggjort, at graden af fodslag, der præger samspillet mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden spænder over et kontinuum, gående fra total mangel på fodslag til udpræget fodslag. Det første møde mellem tilværelsessiden og arbejdspraksissiden Med afsæt i empirien fra VEGA-projekterne kan gives mange eksempler på, at det ikke altid lykkes arbejdspraksissiden at tage del i tilværelsessiden på en måde, præget af fodslag og fornemmelse for det betydningsfulde i hverdagen. For at undgå, at hverdagen og tilværelsessiden negligeres, gennemsives eller ligefrem invaderes af arbejdspraksissiden, må den tildeles mere opmærksomhed i arbejdspraksissammenhænge. Projekt ViCo-metoden handlede netop om at konstruere en samtalestrategi, så borgerens tilværelsesside allerede fra den første kontakt gøres mere synlig. Projekt ViCo-metoden påviste, at visitatorer i hvert fald skal være opmærksomme på to forhold, der besværliggør, at tildeling af hjælp tager afsæt i hverdagslivet. Det første forhold hænger sammen med, at mennesker i hverdagen ikke har et særlig bevidst forhold til livet i hverdagen. Vi tænker og taler ikke meget om den banale, gentagelige hverdagstrummerum. Vi tager den for givet. Sådan er det bare. Det andet forhold hænger sammen med, at visitatorernes tilgang til at få indsigt i menneskers upåagtede hverdagsliv viste sig også at være upåagtet. Visitatorerne oplevede, at de i visitationssamtalerne spurgte ind til det betydningsfulde i hverdagen, men dette kunne ikke registreres på båndudskrifterne. Af de kvalitative interviews med visitatorerne, som blev foretaget efter visitationssamtalerne, fremgik det, at den indsigt, de synes, de havde om borgernes hverdagsliv, udsprang af observationer, de gjorde i hjemmet ud fra billeder, genstande mv. Den upåagtede registrering af det upåagtede hverdagsliv resulterede i, at hverdagslivet kun i ringe grad blev artikuleret og sprogliggjort, og at det derfor var svært at tillægge det betydningsfulde i hverdagen tidsmæssig betydning i forhold til tildeling af ydelser. 97

98 Som følge af denne konstatering giver det god mening, at der i ViCo-projektet eksperimenteres med at lave en samtalestrategi, der understøtter visitatorernes bevidste orientering mod livet i hverdagen. I forbindelse med ViCo-projektet blev udarbejdet forskellige modeller, der synliggør, hvilke informationer og temaer, der med fordel kan medtages i en visitationssamtale. Modellerne har karakter af at være en slags vejledende idekataloger, der kan være med til at minde visitator om at komme hele vejen rundt i sin udforskning af borgerens situation og unikke behov for hjælp. I den model som er gengivet på side 43, anskueliggøres, hvordan visitator kan opnå indsigt i menneskers bevidsthed om deres egen hverdagsliv og vitale livssammenhænge ved i samtalen at foretage en indholdsmæssig og bevidsthedsmæssig bevægelse mellem tiden forstået som livsforløb og tiden forstået som livsudfoldelse. Centrum I modellen er livssammenhæng (her og nu), der horisontalt orienteres i en tidslig fortids/fremtids dimension og vertikalt orienteres i en rumlig indre/ydre dimension. Modellen har træk til fælles med en model af menneskers bevidsthedsfunktion, som Søren Willert har konstrueret (Willert, 2002). Centrum i Willerts model er sagen (her og nu), der orienteres i to dimensioner i tid og rum. Herved opstår der i modellen fire såkaldte aspektrum eller bevidsthedsrum: Beslutningen og begæret, der retter sig mod fremtiden og beretningen og bagagen der retter sig mod fortiden. På samme måde, som Willerts model kan fungere som et styrebillede for den terapeut, der ønsker at skabe sig et overblik over indhold og proces i den terapeutiske samtale, kan ViCo modellen fungere som et styrebillede for visitator. Med modellen for sit indre blik bliver visitator mindet om både at spørge ind til livet som forløb og livet som udfoldelse. Hvor Willerts model blotlægger fire forskellige bevidsthedsrum, blotlægger ViCo-modellen forskellige aspekter ved det betydningsfulde i hverdagen og et hverdagsliv i forandring, som med fordel kan belyses i visitationssamtalen. Hvis der i arbejdspraksissammenhænge blot er en upåagtet opmærksomhed mod og registrering af det betydningsfulde i hverdagen, er der risiko for, at menneskers afhængige hverdagsliv bliver upåagtet i dobbelt potens. Dette er en problematik, som ikke kun visitatorer - men også medarbejdere i forreste geled - med fordel kan være opmærksom på. Samspilsvariable I forbindelse med projekt Det afhængige hverdagsliv hæftede vi os i gennemlæsningen af observationsnoter og interviews ved, at modtagerne af hjælp uafhængigt af hinanden ofte kommenterede tre forhold ved samspillet med hjælpekultur og hjælpere, som de synes havde indvirkning på deres dag. I dataoparbejdningen udkrystalliseredes tre samspilsvariable i form af de tre T er: timing, tempo og tydning. 98

99 Timingen handler om menneskers brug af tid og tagen hensyn til hvornår, hvilken tid bruges til hvad. Tempoet handler om den fart, tilværelsens forskellige gøremål kan gøres i. Tydningen handler om menneskers sansning, forståelse og vurdering af nuet. Det første T - Timing - handler om dagens orden, og hvornår det passer at bruge hvilken tid til hvad. Når dagen er et arbejdsmæssigt anliggende for andre, skal der i stor udstrækning ske en samordning af forskellige tidsplaner; de ældres personlige tid og arbejdpraksissidens standardtid. Nogle gange er der fodslag. Andre gange er der ikke fodslag. Det andet T - Tempo - handler om den fart, tilværelsens forskellige gøremål kan gøres i. Vi lever i et hurtighedssamfund, hvor mange ting både i arbejdslivet, i privatlivet, i medierne, i trafikken, i sporten foregår i et stadigt mere opskruet tempo. Ældre, svækkede mennesker har ofte ikke de samme bevægelsesmæssige, sansemæssige og reaktionsmæssige forudsætninger som yngre mennesker for at klare hurtighedens tyranni. Når dagen bliver et arbejdsmæssigt anliggende for andre, skal der i stor udstrækning ske en samordning af det tempo, som passer ind i et liv og det tempo, der passer ind i en arbejdssammenhæng. Nogle gange er der fodslag. Andre gange er der ikke fodslag. Det sidste T - Tydning - er en meget mere kompliceret størrelse. Mennesker tyder og forstår, som den lille tegning illustrerer, situationer forskelligt. De tillægger nuet og de handlinger, der udspiller sig, de ord der udveksles, de ting der bruges, de bevægelser der gøres m.v. forskellig betydning og handler forskelligt på grundlag deraf. Fru Rank - har De set den dejlige stol, vi har fået i dagligstuen? 99

100 Det er en helt central menneskelig egenskab at kunne dele betydninger med andre, og som oftest er vi ganske gode til det. Gennem vores opvækst og ved at spille sammen med andre i hverdagen får vi del i et betydningsunivers - en skatkiste af erfaring - som vi ubesværet deler med andre. Nogle gange vil der imidlertid opstå situationer, der minder om den med den nye stol. Der kan af og til være så store forskelle i personers konkrete erfaringer og måder at anskue verden på, at de ikke forstår hinanden, og så at sige ikke ser hverken hinanden eller situationen tydeligt. Deres erfaringer eller deres personlige specialverdener lapper ikke tilstrækkeligt over hinanden, og måske er de nogle gange ligefrem på kollisionskurs. Sådanne markante forskelle kan man nogle gange se på tværs af generationer. En svagtseende, ældre dame er inde på noget i den retning i det følgende interview-uddrag: I: Hvad synes De, vores elever skal lære? B: De skal lære, at når de kommer ind til en ældre dame, så skal de præsentere sig. Så skal de ikke begynde at sludre op om både det ene og det andet. Så skal de vente og høre, hvordan husmoderen begynder. I: Er der flere ting? B: De skal ikke være anmassende, når de kommer. De skal ikke bare sige du og fornavn, det er ikke alle, der bryder sig om det. Så skal de spørge, hvis der er noget, de er usikre om. Hellere spørge end lave noget forkert. Det er der mange unge piger der ikke tør. Så gør de bare noget, som de regner med selv. Men jeg siger gerne til dem, når jeg får en ny elev, hvad jeg plejer at få lavet. Og så hører jeg meget efter, hvad de laver. Jeg kan høre meget, hvad de laver, om de laver det rigtigt, ellers må jeg så rette dem i det. Alt menneskeligt samvær bygger på tydninger, men nogle gange kræver det noget ekstra at tyde situationer, reaktioner og personer. Under arbejdet med denne publikation har jeg undtagelsesvis været hjemme i dagtimerne for at skrive. Netop som jeg midt om formiddagen sidder og funderer og skriver om begrebet tydning bemærker jeg, at skraldebilen kører gennem gaden. Jeg har aktuelt et lidt anstrengt forhold til kommunens skraldeordning og skraldemændene. I adskillige år har der ikke været nogen som helst uoverensstemmelse mellem husstanden her og så den kommunale skraldepraksis. De er kommet og har tømt skraldespandene, der er placeret lidt diskret bag ved hovedtrappen. Pludselig en dag lå en meddelelse fra kommunen i postkassen om, at underlaget ikke var kørefast, og at de derfor ikke kunne tømme vores skraldespand, med mindre vi udbedrede underlaget eller selv kørte skraldespanden ud til fortovet. Hvis sedlen var kommet for et år siden kunne jeg måske forstå det. Dengang var indkørslen slidt og misligholdt og næppe kørefast i regn og sjappet vejr. Sidste år blev der lagt skærver i hele indkørslen. Skærver der betegnes som kørefaste, og det føles reelt som en kraftig forbedring, når indkørslen f.eks. skal forceres på cykel. Man behøver ikke længere stå af. Min tanke har været, at arbejdstilsynet måske har været inde over banen og har udstukket nogle krav til skraldemændenes arbejdsmiljø, der diskvalificerede en ganske 100

101 væsentlig del af byens helt almindelige indkørsler og forhaver. Måske hænger det sådan sammen, eller også er der en anden forklaring, som jeg først får øje på i dag. Skraldebilen holder lige her udenfor. En ung fyr i orange skraldemandsdress hopper af bilen og suser frem og tilbage med skraldespande fra nabo- og genbohusene. Det ligner næsten en leg. Han har rulleskøjter på. Eksempler på timing, tempo og tydning I det følgende illustreres de tre T er med eksempler fra projekt: Det afhængige hverdagsliv. Vedr. timing. Der er i materialet rigtigt mange udsagn, der har med timing at gøre. Især falder mange bemærkninger til morgenstunder og aftenstunder. - (jeg) ville...gerne have været oppe noget før. Men da hjemmeplejen først begynder klokken otte, så kan det jo sådan set ikke blive til andre tider. - I går kom jeg op kl Det er sent nok - jeg vil gerne op tidligt - det har jeg været vant til hele mit liv. - Hvis jeg skal på toilettet, kan jeg ikke kontakte personalet mellem , og det kan godt være et problem. Normalt går det godt nok. Jeg vil helst op og ud på toilettet med det samme og så tilbage i sengen. Men det tager tid, og deres tid er jo kostbar - Jeg har en fast hjemmehjælper. Hun kommer gerne ved ni-tiden, og det passer mig så godt, for så kan jeg lige få lov til at hvile lidt, inden jeg skal op. Når det er ved otte-tiden - afløsere - så kniber det mig lidt at komme op. Så synes jeg, at jeg er mere søvnig. - Jeg (vil) meget gerne tidligt i seng, men det kan godt vare noget længe jeg kan få lov at sidde. - Den værste tid på døgnet - det er, når jeg synes, jeg bliver lagt for tidligt til ro - så natten bliver for lang - det er jeg ked af. Bolette på 84 bor på plejehjem, og hun oplever, at der særligt om natten er manglende fodslag mellem hendes behov for hjælp og plejehjemmets timing af hjælpen. Bolette kan ikke vende sig selv i sengen og har særligt brug for personalets assistance om natten. Jeg vil gerne ha, at de kommer ind til mig lidt oftere om natten for at komme en pude i ryggen eller på anden måde at bevæge mig lidt. De siger, vi har en aftale om, at de kommer hver tredje time og helst ikke vil have, at jeg ringer, men jeg kan nu ikke lave aftaler tre timer frem... De kommer ind og vender mig klokken 1 og klokken 5, og så skal jeg helst ikke have brug for yderligere hjælp. Men det kan jeg ikke klare mig med. De vil have mig til at sove på siden, men jeg kan ikke sove på den måde, så bliver jeg meget utilpas. Sidste nat havde de ikke vækket mig kl.1 men blot vendt mig, med det resultat, at jeg vågnede kl.3 og var helt rundt på gulvet. Jeg kunne næsten ikke få ringet, og jeg kunne ikke finde ro. Så blev jeg vendt, men så kom der ingen kl.5...det var en lang morgen... Det er somme tider, at de slår klokken fra, så jeg ikke kan ringe. 101

102 For flere af de ældre kan det være et problem at komme på toilet eller få skiftet ble til tiden... - Jeg lader vandet i en stor ble om natten. Det er for besværligt for dem at få mig op om natten. Jeg har det dårligt med at gøre i bleen, men det er jeg jo nødt til. Det er for det meste omkring kl.6, jeg kommer af med vandet, og de går jo først i gang kl Det er det, hvis man skal på toilettet, det er det, der irriterede mig første gang, jeg var herhjemme, i april, jeg skulle på toilettet, og jeg ringede - dengang havde jeg ingen kaldeanlæg, så jeg ringede på telefonen, dengang klokken var halv to, og så kom hjælpen klokken fire - det var jo lidt længe at vente. I flere af interviewene skinner det igennem, at vagtskiftet fra dagvagt til aftenvagt godt kan skabe problemer i forbindelse med afholdelse af middagslur. En mand, hvis kone skal have hjælp fra to personer til at komme op fra middagsluren, synes, at hjælperne er for tidligt på den om eftermiddagen. Det er jo bare fordi, de har fyraften klokken to. Det er ikke nemt, det skal jo passe med bussen og det hele. Så kommer de kvarter i to, fordi de skal holde fyraften klokken to. Jeg har også været ved at snakke med dem, om de kunne lade hende ligge en time længere og så have trukket det en time hele vejen igennem. Så sku hun ikke op før klokken tre, men så er det jo natholdet, der skal køre her først. En anden ældre dame kommer først op fra middagsluren ved halv fem tiden. Hun har det omvendte problem. Jeg ville jo gerne op kl. tre, men det kan jo ikke hjælpe noget. Sådan må man jo indrette sig. Dårlig timing kan også forekomme, når afstande skal overvindes fortæller en ældre mand der er på plejehjem: Når man har spist, tager det så lang tid, inden man bliver kørt op. Det synes jeg er ret irriterende. Vedr. tempo Uddrag af observationsnoter fra plejehjemmet, der både handler om timing og tempo: 8:15. En beboer har siddet på gangen en halv time. Nu skal hun i tøjet, men hun kan ikke rejse sig - heller ikke med støtte fra en hjælper. Vedkommende henter en kollega - sammen får de hende op af stolen og ud på badeværelset, men hun ømmer sig meget. De to medarbejdere diskuterer, om de skal vente med at hjælpe B. i tøjet, til hun har fået noget smertestillende. Kan vi ikke lige så godt få det overstået nu, foreslår den ene. 102

103 Den anden synes ikke, det er en god løsning, og det ender med, at de følger B. ind i spisestuen og giver hende morgenmad og noget smertestillende. Senere forløber påklædningen uden problemer. I episoden mødes to forskellige medarbejderholdninger: Den ene repræsenterer hurtighedens tyranni, mens den anden mere repræsenterer langsommeligheden, eftertanken og omtanken. Beboerne knyttede ofte kommentarer til personalets fortravlethed: De har jo så travlt, de skal altid skynde sig af sted, eller de har jo ikke tid til det hele. Indimellem foregik tingene, som det fremgår af nedenstående eksempler i mere moderat og passende tempo. I: Du kom så først rigtigt op ved 10-tiden. Det tog faktisk en time at komme op? Marie: Ja, der er forskellige ting, der skal ordnes. I: Din hjælper havde også god tid - har alle lige så god tid som hun? Marie: Ja, det synes jeg, de er meget flinke alle sammen. I: Hvordan synes du, en god hjælper skal være? Marie: Ja, når det gælder mig, så skal de have tålmodighed. Uddrag af observationsnoter: En af beboerne har fået sin morgenmad på sengen, og nu er han stået op. B. har slet intet sprog, kun lyde. Han går foroverbøjet. Hans bevægelser og mimik er uendeligt langsomme. Alligevel tager han del i morgenrutinerne, f.eks. tager han selv sine strømper på, det går meget langsomt, alligevel afbryder hjælperen ham ikke, før han er ved at tage den anden strømpe på samme fod. B. smiler, da han har fået sine strømper på. Vedr. tydning I materialet findes der, som det allerede er fremgået, mange eksempler, hvor der er god overensstemmelse mellem den måde, hhv. personalet og de gamle opfatter en situation på. Uddrag af observationsnoter: En beboer sidder i spisestuen. Foran ham på bordet står en kop kaffe. I en halv times tid har han siddet og kigget ud i luften. En medarbejder slår sig ned ved siden af ham og spørger ham på et tidspunkt, om han har læst sin avis i dag. Det har han ikke. Hun tilbyder at hente den - hun har set den ligge på kontoret. Det vil han gerne have... Andre gange er der knapt så stor overensstemmelse. En medarbejder på plejehjemmet fortæller på en af temadagene følgende historie: Min historie handler om en psykisk syg, kvindelig beboer, som ønsker at komme mere ud. Det fyldte meget i dagligdagen det ønske. Hun udtrykte også ønsket til det gerontopsykiatriske team. 103

104 En dag var det fint vejr, andre sad ude, men min beboer sad inde. Hvorfor? Jeg gik så ind til hende og spurgte hende, om hun ikke ville med ud. Hun sagde, at andre også havde spurgt, men nej, hun ville ikke med ud. Det viste sig så, at det, hun mener med at komme ud er at komme op i byen ikke bare gå ud udenfor i den friske luft. Det var først, da jeg fik en snak med beboeren om det, at det blev opklaret, hvad ud betød. Jeg blev helt paf ved at opdage det. Denne historie illustrerer på smukkeste vis, at situationer kan have forskellig betydning for forskellige deltagere. På temadagen affødte denne samt andre historier en snak om, at det er vigtigt at være opmærksom på ens egen og andres tydning af en situation, et udsagn, en ting mv., idet det ikke og heller ikke selv om mennesker foretager sig det samme i en situation - er sikkert, at situationen, udsagnet, tingen mv. betyder det samme for dem. Det at indgå i et samspil med andre handler ikke kun om at svare på signaler, men om at indfange de betydninger, andre viderekommunikerer. På en af temadagene for hjemmeplejens personale blev følgende historie fortalt: På et tidspunkt kom jeg jævnligt hos en kvinde, som havde meget rod i sin lejlighed. Der lå bunker over det hele med aviser og ugeblade, som var flere år gamle. De måtte ikke smides ud, og jeg måtte ikke røre dem. Kvinden havde en søster på Fyn, som kom og ryddede op i bunkerne en gang imellem. Søsteren døde, og så var der ingen til at rydde op i bunkerne. Jeg stod nu med problemet, og jeg fandt ud af, at denne dame ikke så særlig godt, men at hun selv håbede på, at synet ville blive bedre. Hun gemte aviser og ugeblade til bedre tider. Vi fandt frem til et system, hvor jeg læste op fra aviserne, hvorefter jeg så kunne få lov at smide nogle af aviserne ud. Der var stadigvæk rod og bunker i lejligheden, men nu kunne jeg leve med dem. I denne historie skifter bunkerne med aviser og ugeblade betydning for hjælperen. Hun ser ikke længere kun rod, men forstår, hvilken betydning bunkerne har som potentielt læsestof for den gamle dame. I denne historie er hjælperen henvist til sin egen evne til at tyde den gamle dames adfærd og vaner. Det går godt - betydninger deles på smukkeste vis. En dame på plejehjemmet fortæller, at hun døjer med de store portioner. Maden er god nok, men det er alt for store portioner, jeg får. Personalet har sagt, at det ikke betyder noget, at hun ikke spiser op, men det er ikke bare det, det handler om for den gamle dame. Dels får synet af al den mad hende til at miste appetitten, og dels synes hun, at det var synd med al den mad, der går til spilde. I datamaterialet er der ganske mange eksempler på, hvordan de ældre kan opleve, at der er mere eller mindre fodslag imellem det, de selv oplever som værende god rengøringsstandard, og det andre oplever. Alma: Jeg havde for nogen tid siden en ung pige - en afløser - og så bad jeg hende om - jeg havde ikke fået tørret støv af i otte dage - at tage en klud og 104

105 tørre støv af. Så sagde hun, at det kunne hun ikke gøre i dag, men i morgen torsdag. Så sagde jeg, at jeg ikke havde fået tørret støv af i otte dage, så sagde hun: "Det er da ikke noget, jeg har ikke fået tørret støv af i 14 dage hjemme ved mig". Det synes jeg er for galt. Den unge hjælper går fejl af, hvad der betyder noget for Alma. Hun sammenblander så at sige sit eget syn på tingene - sit eget betydningsunivers - med Alma s. En anden ældre dame, der bor i en stor herskabelig lejlighed registrerer også, at der er forskel på hendes egne og specielt de unge hjælperes rengøringsstandarder. Jamen, jeg er måske nok osse lidt Jeg ved... sagt til mig, at jeg må se at slække af. Ja, jeg synes sommetider... Jeg forbavses over, de yngre ikke selv kan... kan tage af sig selv. Man skal se/sige alting. Og de synes, at det er ikke nødvendig med lamper og fodlister - Engang imellem er det altså......men jeg synes ikke, de altid er så effektive, som jeg synes en husmoder...en ung..sådan.. Det har altid ligget...ja! ikke for jeg skal sidde og sige noget. Jeg har da også fejl, selvfølgelig. Men jeg synes, der er mange ting, at man ikke ligefrem behøver at lære. Det må man jo selv have et blik for. Det vil jeg sige, ellers gør de jo selvfølgelig det, jeg beder dem om. Knap så effektivt. Men det er meget, det må jeg ikke forvente. De udsagn eller observationer, der handler om tydning, kan også handle om de ældres muligheder for at tyde det, der sker omkring dem. De ældre kan af forskellige grunde være i en situation, hvor de oplever det, der sker omkring dem, som værende mere eller mindre tydeligt måske ligefrem utydeligt. I datamaterialet findes mange eksempler, hvor personer har problemer med at tyde det, der foregår omkring dem. Både indre og ydre forhold kan virke som barrierer i forhold til at kunne tyde omgivelserne. Indre forhold kan handle om aldersrelaterede svækkelser f.eks. af sanser - dårligt syn, dårlig hørelse, dårlig hukommelse m.v. - og nedsættelse af reaktionshastighed. Ydre forhold kan handle om omgivelsernes beskaffenhed, f.eks. baggrundsstøj, tempo, dårlig belysning, indretning, ukendte fænomener m.v. Personalet har en vigtig opgave i forhold til at registrere, om der er blinde pletter i nogle af de ældres tydninger og oplevelser af situationer. Måske er der et høreapparat, der ikke fungerer. Måske er der sket forandringer i rummet. Måske er der et fjernsyn, der forstyrrer i baggrunden. Måske er det nødvendigt at være den andens øjne og beskrive rummet, indretningen, borddækningen, vejret. Måske er der brug for hjælp til at få erindringshuller fyldt ud. Tydning af omgivelserne og det oplevede råderum hænger snævert sammen. En ældre dame der får hjælp til sin opvask fortæller, hvordan hjælperne kan gøre det lettere/sværere for hende at tyde sine omgivelser. Det bliver skyllet af, så de bare lige skal vaske det af i sæbevand og sætte det på plads. Der ville jeg så gerne, at de unge ville spørge mig, hvor det stod. For mit syn er nede på ca. en procent, jeg skimter kun, og jeg kan kun se ud af den venstre øjenkrog, højre det er blindt. Så jeg ville så ger- 105

106 ne, at de bare ville spørge om nogen ting, så at jeg ikke skal rende rundt og lede efter nogen ting. Jeg skal i hvert fald have hver ting på sin plads. Problemer med at kunne tyde situationer kan få nogen til at indskrænke deres råderum. Jeg kommer ingen steder - jeg tager altså ingen steder og ud og spise og sådan noget - jeg kan ikke have med det at gøre, for det - det kan lige gå med kaffe, men æh når man sidder dér med en tallerken, man kan hverken se kartofler eller noget - man tror, man spiser et stykke kartoffel, og så er det måske et stykke kød eller noget andet. Jeg har ikke spor ud af det - det har jeg altså lagt fuldstændig til side. Denne lille fortælling viser, hvorledes en situation kan ændre betydning over tid. Mange demente har uhyre svært ved at tyde situationer og personer, og det er anstrengende både for dem selv, men også for de personer, der er omkring dem. For personalet er det vigtigt at kunne tyde de ældres mangelfulde tydning og kunne sætte sig ind i, hvor hjælpeløse og udleveret til kaos, de ofte er. Mennesker med hukommelsesproblemer har ikke bare mistet deres fortid. De har også mistet evnen til at tilskrive det, der sker omkring dem, betydning og mening, hvilket igen giver dem problemer med at holde fast i, hvem de er. Alle mennesker er afhængige af at kunne aflæse omgivelserne, og alle mennesker er afhængige af det modspil og de tilbagemeldinger, de får fra andre. Når to personer forholder sig til hinanden, træder bestemte egenskaber frem hos dem begge. De bliver tydelige for hinanden og for sig selv. Man kan sige, at mennesker spejler sig i hinanden, og det kan, som det fremgår af de følgende udsagn, være problematisk hvis spejlbilledet bliver sløret eller forvrænget. I: Føler du dig nogen gange udenfor? Alma: Ja, det kan jeg godt gøre. Når f.eks. jeg er ude, og der er mange mennesker. De taler sammen og ler, det kan jeg jo ikke høre. Så kan jeg godt indvendigt tænke uha, du kan hverken det ene eller det andet. Fru W. har problemer med at høre noget, når hun er i en større forsamling f.eks. i plejehjemmets spisestue. Hun fortæller, at hun føler sig utilpas og udenfor i situationer, hvor hun ikke kan følge med i samtalen. Hun gør sig tanker om, hvordan andre opfatter hende, når hun ikke kan følge med. Disse to citater illustrerer, at problemer med at tyde situationer også påvirker selvbilledet. Damerne begynder at tyde sig selv anderledes. De tre T er skal ses som begreber, der kan være med til at beskrive samspillet mellem personale og ældre mennesker, der er afhængige af hjælp. 106

107 For svage gamle kan de tre T er og andre lignende samspilsbegreber i bedste fald være en slags indikatorer for trivsel og et meningsfyldt hverdagsliv, som alle faggrupper af personale kan bruge som pejlemærker. Vi bruger bevidst udtrykket pejlemærke og ikke f.eks. udtrykket metode, idet vi ikke mener, at metode er velvalgt i denne forbindelse. Oftest forbindes begrebet metode med det at anvende regler til at løse bestemte forud definerede og afgrænsede opgaver. Dette er uheldigt i forhold til socialog sundhedsarbejde. Arbejdet på et plejehjem eller i et privat hjem er af en karakter, hvor hjælpere er nødt til at revidere deres planer i lyset af den situation, de møder (Jaap Rothuizen, 1999). Rosmari Eliasson, der har forsket i svensk ældreomsorg, skriver et sted, at bestræbelser på at formulere professionelle forholdemåder og almene principper for god praksis kan blive tvangstrøjer for personalet, således at både sund fornuft og hensyntagen til de enkelte beboeres særlige situation overses. (Eliasson, 1987) I vores datamateriale har vi ledt efter nogle af de pejlemærker, som beboerne faktisk bruger, når de kommenterer det gode/det mindre gode ved en stund, og måske kan personalet bruge nogle af de samme pejlemærker, når de skal tage bestik af, om de bidrager til gode eller mindre gode stunder i enkelte ældre menneskers helt særlige liv. Gamles hverdagsliv i historisk kontekst I det følgende omtales tre historier: hverdagshistorien, livshistorien og generationshistorien, der på forskellig vis kan skabe indsigt i og måske forståelse for den forskellighed som præger menneskers levede liv, De tre historier (Forskellige historier skaber indsigt i menneskers forskellighed) Generationshistorien Livshistorien 1912 Hverdagshistorien Minutter, timer, dage, uger, måneder, år Marianne Elbrønd Januar

108 De tre historier, som er afbildet på tegningen, forholder sig til hinanden ligesom russiske babushka-dukker, hvor der inden i den store dukke ligger en mindre dukke, som igen indeholder en endnu mindre dukke. På samme måde er det med det liv, mennesker lever her og nu. Alt, hvad mennesker foretager sig i det daglige, er forankret i et livsforløb, der strækker sig fra fødsel til død. Livsforløbet er igen forankret i en kultur og en tidsepoke, som danner rammen om tilværelsen for en bestemt generation. Alle mennesker kan således beskrive sig selv som repræsentant for en generation, der har gennemlevet en særlig historisk og kulturel epoke. Gemt inde i denne generationshistorie kan der ligge en uafhængig og personlig livshistorie, og inde i denne beretning ligger der igen en hverdagshistorie om livet, som det aktuelt og helt konkret udfolder sig i striben af hverdage om morgenen, om eftermiddagen, om aftenen, om søndagen, i løbet af ugen, i løbet af en måned eller i løbet af et år. Generationshistorien, livshistorien og hverdagshistorien skal opfattes som typer af historier for reelt kan der fortælles mange historier om en generation, et liv og en hverdag. Hverdagshistorien I forbindelse med projekt Det afhængige hverdagsliv blev fru Rank kigget over skulderen en dag for morgen til aften. På baggrund af detaljerede dagbogsnotater var det muligt at konstruere nedenstående billede, der viser, hvor fru Rank befandt sig til forskellige tider i løbet af en konkret dag. Fru Rank er meget parat til at komme op kl. 7.30, hvor hjælperen Karina kommer ind på stuen. Fru Rank siger, at den bedste tid på dagen er morgenen, hvor en ny dag begynder. Først bliver fru Rank vasket forneden i sengen, og derefter hjælper Karina med morgentoilette og påklædning. 108

109 Fru Rank giver klare anvisninger undervejs: Nej fødderne er ikke placeret rigtigt. Bind ikke tørklædet for stramt - ellers generer det. Min nederdel sidder en anelse for højt oppe. Ikke længere ned, bare rundt. Ikke knappe den helt op... Lidt over otte er fru Rank nået til at spise morgenmad i fællesstuen. Efter morgenmaden tager fru Rank en tur rundt på gangen. Hun sidder i sin kørestol og skubber sig frem med fødderne. Omkring kl kører fru Rank ind til sig selv en kort stund for kort tid efter at blive kørt i hobby af Berit, der er social- og sundhedshjælperelev. Fru Rank placerer sig ved et bord, hvor en ergoterapeut, Berit og seks beboere er ved at lave rabarbertærte. Fru Rank: Hvad skal jeg lave i dag? Personale: Du skal skære rabarber. Fru Rank: Jeg kan bedst lide at have noget at lave. Jeg sidder og føler mig så doven. P: Gør du det - det er for tidligt. Vil I have noget hyldebærsaft? Fru Rank: Jeg vil helst have noget at bestille. Har I vasket dem? P: Det gør vi bagefter. Fru Rank: Har I en køkkenkniv? Det er skønne spildte kræfter med en spisekniv. Jeg vil have en rigtig kniv. Nu venter jeg på en ordentlig kniv. Uden ordentlige redskaber, intet ordentligt arbejde. Det er bedre at være hernede, for så har man på fornemmelsen, at man ikke er helt nytteløs. Man kan lige så godt bestille noget, når man er her. Efter hobby er fru Rank i gymnastiksalen, hvor hun træner sine svækkede ben. Kl. halv tolv er fru Rank tilbage på afdelingen og når lige at være kort tid i sin stue, før der serveres middagsmad i fællesrummet. Fru Rank får serveret et glas af sin egen rødvin til maden. Den smager af prop. Den kan ikke have været sat ordentlig på. Jeg vil gerne have serveret en anden. Efter maden trækker fru Rank sig tilbage til stuen, hvor hun bl.a. hviler sig i tre kvarter. På et tidspunkt kommer der gæster på besøg, og selskabet tager en tur til byen, hvor fru Rank bl.a. køber en del lækkerier til aftensmaden. Hjemkommet fra byturen slapper fru Rank lidt af i sin stue, inden hun begiver sig til fællesrummet for at spise aftensmad. Hun supplerer med egne indkøb. Bliver i fællesstuen en rum tid. Ser fjernsyn på storskærm i selskab med et par andre beboere. Kl bliver der serveret mælk/saftevand og kage ved et lille bord ved storskærmen. Kort tid herefter går en del beboere ind til sig selv, men klokken er 21.15, før fru Rank trækker sig tilbage. Kl kalder fru Rank på personalet og byder på chokolade. Hun tænder for sit eget fjernsyn og skræller et æble. Kl hjælpes fru Rank i seng. Denne beskrivelse af fru Ranks færden i tid og rum er en ren fænomenologisk beskrivelse, baseret på iagttagelser fra observatør. Beskrivelsen er et signalement af det levede liv, men indsigt i det oplevede liv er først mulig, når den fænomenologiske beskrivelse, som fru Rank sandsynligvis selv kunne have konstrueret, suppleres med fru Ranks egne beretninger om, hvad enkeltstunder og tilhørende gøremål, ting, vaner, rutiner mv. gemmer på af mening og betydning. Antagelsen er, at fru Rank ligesom alle andre vil være tilbøjelig til at holde fast i og at gentage bestemte ting, fordi det gør hverdagen nemmere, mere sammenhængende og mere meningsfuld Det er mønstre i fru Ranks dag. Fru Rank er hovedperson i sine livsmønstre. Hun iscenesætter situationer på en særlig måde, og der synes at være et mønster i den måde, fru Rank positionerer sig i forhold til andre mennesker. I det 109

110 kvalitative interview, som blev lavet med fru Rank dagen efter, at observationerne var gjort, fremgik det tydeligt, at det betydningsfulde i hverdagen ikke mindst handler om at blive hørt og selv at kunne bestemme. Livshistorien For at få yderligere indsigt i eller forståelse for, hvori det betydningsfulde i fru Ranks hverdagsliv består, så er der inspiration at hente i de historier, som fru Rank fortæller hen ad vejen, som f.eks. den dag, hvor hun over formiddagskaffen blev præsenteret for en ny sygeplejestuderende. Jeg har selv været sygeplejeelev. Min bror var læge, og han var ikke forlovet, og så havde han fået den skøre ide, at da jeg var færdig på handelsskolen, at jeg ikke skulle på kontor. Du skal gå til sygeplejen, og når du er uddannet om 3 år, så følges vi ad til udlandet. Og så måtte han erkende, at han også var en ung mand med nogle drifter. Og så da der var gået et års tid, og jeg havde været 3/4 år ved sygeplejen, så var han forlovet, og så var det eneste, han tænkte på, det var at få en praksis og komme til at sidde der, og så kunne jeg for resten passe mig selv. Og så valgte jeg at komme på kontor - jeg havde så god en handelsuddannelse, som nogen kunne få. Så valgte jeg med det samme at gå på kontor, og det har jeg aldrig fortrudt. Og jeg fik en meget stor stilling efterhånden og sluttede som direktør, og jeg var eneste pige. Det kneb det første ½ år, jeg var der. Da gjorde mine arbejdskammerater - de herrer, hvad de kunne for at få mig til at gå - de ville gerne af med mig. De ville gøre mig ked af det, så jeg selv sagde op. Det lykkedes nu altså ikke. Så kaldte de mig for sjov, fordi de ikke kunne klare mig, så kaldte de mig "Den lille Vorherre". Det var mit øgenavn, men de blev de bedste kammerater, jeg nogensinde har haft. Vi lærte at respektere hinanden, og jeg blev der i mange år, også efter at jeg blev gift og fik børn. En sådan fortælling har således som Marianne Horsted på et tidspunkt udtalte i et interview i Politikken, træk tilfælles med de tegneopgaver, børn laver, hvor det handler om at forbinde nogle punkter i den rigtige rækkefølge. Punkterne har numre 1,2,3,4,5,6,7 og hvis punkterne forbindes med en blyantsstreg i den rigtige rækkefølge, så kommer der en figur frem. Fru Ranks liv består ligesom tegneopgaven af en masse løsrevne punkter i form af begivenheder og tidspunkter en stadig strøm af øjeblikke og hændelser, og det er kun fru Rank selv eller nogen, der kender hende godt - der ved at fortælle om det liv, der er levet, kan forbinde de løsrevne begivenheder til noget, der hænger sammen og giver mening. Fortællingen er at sammenligne med den streg, som børnene tegner mellem punkterne, men hvor der som regel kun er en rigtig måde at forbinde punkterne i tegningen på, så kan hændelser i menneskers liv forbindes på et utal af måder, alt afhængig af hvad man her og nu har brug for at forstå. Af den grund giver det ingen mening at være på jagt efter menneskers livshistorie. I princippet kan mennesker hele tiden fortælle nye historier om sig selv. Samme livshistorie kan fortælles på mange måder, afhængig af den sammenhæng historien fortælles i. Fortællingens funktion er at skabe mening og sammenhæng. I mange forskellige sammenhænge har vi brug for at rette blikket bagud og konstruere en sammenhængende streg imellem nogle af livets mange hændelser. På sygehuset er fru Rank sandsynligvis blevet udspurgt om sin helbredssituation, og hun har muligvis fortalt sin sygehistorie. Måske er der også kommet an- 110

111 dre facetter af fru Ranks historie frem. Historien konstrueres i samspillet mellem den, der fortæller og den, der lytter til eller spørger ind til fortællingen. Det betyder f.eks. noget, hvem der lytter, hvilket humør fortælleren er i, og hvad der har sat gang i fortællingen. Fortællinger er i modsætning til de livshistorieskemaer, som er meget benyttede inden for ældreområdet, levende og foranderlige, og for ældreområdets medarbejdere gælder det om at gribe dem, når lejligheden byder sig. Måske gemmer historierne en del af koden til at forstå noget af det, f.eks. de livsmønstre, der har betydning for livet i dag. Måske siger de noget om de mere langvarige påvirkninger, som mennesker har været udsat for i deres opvækst i familien, under deres skoleforløb, i deres voksenliv, i deres arbejdsliv mv. De langvarige påvirkninger er interessante, idet de synes at hænge sammen med de grundlæggende værdier, som mennesker værner særligt om i deres liv og dagligdag (Gundelach, 2002). Til forskel fra andre mere overfladiske værdier, som luftes verbalt, men ikke udmøntes i handling, er de grundlæggende værdier reelt betydningsfulde og styrende i hverdagen. Generationshistorien Det enkelte menneske træder i fødselsøjeblikket ind på historiens scene, lever i den i en årrække og forlader den så igen ved sin død. Et kort øjeblik er vi hver især deltagere i menneskehedens fortløbende historie, som præges af omskiftelige økonomiske, politiske, kulturelle og sociale samfundsforhold. Det interessante er, at et menneske altid vil være præget af den tid, hvor vedkommende har været hhv. barn, ung, midaldrende eller ældre. Forskellige generationer har oplevet forskellige ting. Fru Rank er godt oppe i halvfemserne og tilhører dermed en bestemt generation, der voksede op i begyndelsen af forrige århundrede. Fru Rank vil som barn have oplevet 1. Verdenskrig. Som ungt menneske vil hun have oplevet den økonomiske depression i trediverne og 2. Verdenskrig. Som voksen har hun oplevet opvækstperioden i 60 erne og den stigende materialisme, og som gammel er hun gået ind i et nyt årtusinde præget af teknologiens fremvækst og stigende globalisering. Alle er vi børn, voksne eller pensionister på forskellige tidspunkter i den store historie. Historiske forhold og begivenheder (f.eks. krige, kriser og opgangsperioder) og betingelser i øvrigt (almene levevilkår, miljøpåvirkninger, vejrforhold mv.) vil sætte sig spor i den enkeltes liv. Nogle vil sætte sig igennem som levevaner, holdninger, sygelighed eller vil præge det syn, vi f.eks. har på æresbegreber, takt og tone, rettigheder, det offentlige og det at blive afhængig af hjælp. De tre historier De tre historier kan sammenlignes med tre lyskegler, der belyser et menneskes tilværelse fra forskellige vinkler. Jo flere lyskilder jo flere facetter ved en person og en tilværelse er det muligt at få øje på. 111

112 Personalet omkring fru Rank kan måske bedre få øje på og forstå hendes specielle vaner og særlige måde at være på i hverdagen, hvis de ser disse træk i lyset af generationshistorien og livshistorien. Om fru Ranks livshistorie ved vi f.eks. at hun er en veluddannet kvinde, der i en årrække beklædte en ledende stilling i en privat virksomhed. Hun stiftede familie og fik børn, men beholdt en tilknytning til arbejdsmarkedet. Ved at sammenholde denne historie med generationshistorien dukker en ny historie op. Fru Rank fik som nævnt en uddannelse og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor det var ret usædvanligt. Hun fik en ledende stilling og det vel at mærke i en tid, hvor kvinder sjældent beklædte ledende stillinger. Hun blev gift og fik børn og blev ved med at arbejde og det vel at mærke i en tid, hvor kvindens plads så udpræget var i hjemmet. Fru Rank har så at sige været en slags frontkæmper i forhold til at bryde traditioner, normer og kønsrollemønstre. Det må have krævet vedholdenhed og stædighed. Træk som fru Rank ser ud til at have i behold, når hun gennemsætter egne ideer og holder fast i vaner og ritualer i dagligdagen. Fru Ranks historie sætter sig på flere områder igennem i hendes værdier, selvbillede og hverdag. Det er tydeligt, at fru Rank heller ikke i den nuværende situation lader sig træde under fode, og hun melder markant ud, hvis der er noget, hun ikke er tilpas med. F.eks. reagerer hun da der ikke er fodslag mellem hendes egen og medarbejdernes tydning af, hvad situationen i Hobby går ud på. I episoden om formiddagen i Hobby tillægger - således som vi tyder det fru Rank nuet een betydning, og personer i omgivelserne tillægger det en anden. Fru Ranks oplevelse af at være i gang med at gøre et stykke ordentligt arbejde er på kollisionskurs med situationens præg af at være hygge og tidsfordriv. Fru Rank sætter pris på at bruge sin tid til noget fornuftigt samt at være til reel nytte. Dette viser sig også i en kommentar, som fru Rank knytter til litteraturgruppen i hobby: Det har ikke noget med litteratur at gøre. Vi får bare læst op. Ikke nogen forklaring eller omtale af forfatteren. Det giver jeg ikke så meget for, men jeg har dog deltaget. Jeg er næsten færdig med Ebbe Kløvedahl Reichs seneste bog. I det kvalitative interview, som blev lavet med fru Rank dagen efter, at observationerne var gjort, fremgik det tydeligt, at det betydningsfulde i hverdagen for fru Rank ikke mindst handler om at blive hørt og selv at kunne bestemme. Der er god grund til at se på hverdagshistorien i lyset af både livshistorien og generationshistorien. I det hele taget er der en idé i en gang imellem at stoppe op og se på de tre historier, så de kan kaste lys over hinanden. Derved giver man for alvor sig selv mulighed for at respektere et andet menneske. 112

113 Stern er som tidligere nævnt optaget af den tanke, at det nuværende øjeblik i sin korte eksistens rummer en levet historie, en slags verden i et sandkorn. I VEGA er vi optaget af den tanke, at livsmønstre går igen, og at der findes nogle minimale narrative strukturer i hverdagshistorien, som genfindes i livshistorien. Der kan i disse år spores en voldsom interesse for livshistoriefortælling inden for en lang række praksisområder. Dette kan give anledning til bekymring, for livshistoriefortælling kan være en belastende proces. Ingen ved, hvad den gemmer i sig, før den er fortalt, og derfor bør det nøje overvejes, hvordan livshistoriefortælling kan bruges i konkrete sammenhænge (Gústafsson & Ramian, 2003). I VEGA-sammenhænge er vi generelt - og således som det er eksemplificeret med overstående fortælling om fru Rank - opmærksomme på, at menneskers livshistorie er interessant, idet den fungerer som kontekst og forståelsesramme for fænomener i hverdagslivet. Samtidig har vi den holdning, at det at indsamle livshistorier kræver en anden og tættere relation til fortællerne end den, vi har haft. Livshistoriefortælling kan for nogle mennesker være en hjælp til at få mening og sammenhæng i sit liv, men den bør ikke iværksættes for alene at tilgodese behandleres, fagfolks eller forskeres nysgerrighed eller behov for information. I VEGA-projekterne har vi haft gode erfaringer med at spørge ind til bolighistorien og brugt den som en ikke anmassende genvej til at få indblik i facetter af livshistorien. En anden historie, som vi derved også har fået indblik i, er den sociale aldringshistorie som vi i VEGA fremover vil fordybe os mere i. Der er klare paralleller mellem den skelnen, der i fremstillingen af de tre historier laves mellem livshistorien og hverdagshistorien og så den skelnen, der laves i projekt ViCo-metoden mellem livet som forløb og livet som udfoldelse. Vi er imidlertid ikke færdige med at relatere de to fremstillinger til hinanden. Eftertanke Menneskers helt almindelige hverdagsliv virker så banalt og selvfølgeligt, at det ofte ikke tildeles den helt store opmærksomhed. En særlig udfordring i VEGAsammenhænge har derfor været at få øje på hverdagslivet både som fænomen og begreb. I litteraturen er der forskellige udlægninger af, hvilke fænomener, der omtales som hverdagsliv. Den afgrænsning, som forskellige teoretikere laver, ligger på et kontinuum - spændende fra en forholdsvis snæver til en meget bred afgrænsning. I VEGA foretager vi en afgrænsning, der på en gang er såvel snæver som bred. Hverdagsliv forstås bredt som livets gang på tværs af tid og rum. En størrelse, som vi oplever som en strøm af øjeblikke, situationer eller hændelser, og som vi uden større vanskeligheder kan tale med hinanden om, når vi fortæller om, hvordan vores dage, uger eller år er gået. Hverdagsliv forstås samtidig snævert, idet vi reserverer det til det liv, hvor enkeltmennesket er på hjemmebane, og hvor livet og den strømmende tid er præget af gentagne begivenheder, der rummer særlige betydninger for den enkelte. I VEGA betegner vi det aspekt ved hverdagslivet, der har disse karakteristika, for livsmønstre.. 113

114 I VEGA skelner vi mellem begrebet hverdag og begrebet hverdagsliv. I modsætning til begrebet hverdag, der giver associationer til begrebspar som hverdag/helligdag, hverdag/bureaukrati, det trivielle liv/det egentlige liv, privat/offentlig, er begrebet hverdagsliv et bredere, mere dynamisk og personbundet begreb, der går på tværs af de nævnte begrebspar. Begrebet hverdagsliv og underbegrebet livsmønstre er, således som vi bruger dem i VEGA, ikke faste størrelser. Det er dynamiske størrelser, som omfatter både en yderside og en inderside: Ydersiden er det levede liv, der kan beskrives som en daglig organisering af aktiviteter med de og de objektive træk. Indersiden er det oplevede liv, hvor hændelser, fænomener, ting mv. fortolkes og tillægges betydning af den enkelte. Hverdagsliv og livsmønstre varierer fra person til person. Bliver til skabes, omskabes, opretholdes og fornyes hver dag. En sådan teoretisk indkredsning har været vigtig og nødvendig, når VEGA har været i dialog med andre, der interesserer sig for hverdagslivet, men den har ikke været tilstrækkelig. I VEGA har vi ønsket at blive klogere på hverdagsliv hos gamle. Hvad bidrager til, at en hverdag fungerer eller ikke fungerer? Hvad er en god dag for fru Rank? Vi stiller ikke primært definitorisk-analytiske spørgsmål, men faktuelle spørgsmål, og vi har bestræbt os på at komme nærmere nogle svar ved på nærmeste hold gennem feltstudier og interviews - at få indblik i det liv, gamle mennesker lever dag efter dag efter dag. Vi har været på jagt efter ord, begreber og illustrationer, der gør det muligt at se og forstå sider og aspekter ved hverdagslivet og livsmønstret, som ligger i periferien af vores almindelige opmærksomhedsfelt. De konkrete hverdagslivsstudier har skærpet vores opmærksomhed mod tiden og de tidsenheder, som er det stof, som livet, vores oplevelser af og vores fortællinger om livet, består af. Vi har oplevet en fascinerende verden åbne sig, når vi har kigget nærmere på såvel korte, flygtige øjeblikke, stunder, sammenhængende sekvenser og længerevarende forløb eller hele livsperioder. Nogle gange har vi fokuseret snævert på et udsnit af tid, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre det, som i VEGA s livsmønsterterminologi benævnes som scenerier, som er de karakteristiske sammenhænge af gentagne begivenheder; f.eks stå-op-scenerier, morgenbadsscenerier, ta-tøj-påscenerier at synliggøre de betydninger, som konkrete personer tillægger bestemte scenerier. Vi kaster lys over betydninger ved f.eks. at gennemføre betydningsanalyser af fortællinger om aktiviteter, der relaterer sig til måltider at klassificere livsmønstre og knytte benævnelser til tidens umiddelbare karakteristika: samværstid, alenetid, måltid, flytteperiode, arbejdstid, transporttid, opbrudstid mv. at synliggøre og benævne forhold,som har indvirkning på, hvordan tiden fungerer for konkrete personer. Vi kaster lys over tidens funktionalitet og kvalitet med begreberne råderum, tidens orden og tidens fylde. 114

115 Andre gange har vi mere set på sekvenser af tidsrum, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre sammenhænge mellem forskellige scenerier. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere måltidshistorier og hverdagshistorier. Endelig har vi set på tiden i en kontekst, når vi f.eks. har bestræbt os på: at synliggøre samspillet mellem gamle menneskers hverdagsliv og hjælpesystemets visitations- og arbejdspraksis. Vi kaster lys over samspillet med en illustration af to verdener: tilværelsessiden og arbejdspraksissiden, der tilsammen er kontekst for det, vi betegner som det afhængige hverdagsliv. at indkredse nogle samspilsvariable, som har indvirkning på, hvordan samspillet fungerer. Vi kaster lys over samspillet mellem gamle menneskers liv i hverdagen og hjælpesystemets arbejdspraksis med begreberne timing, tempo og tydning. at synliggøre den måde, som f.eks. visitatorer gennem samtale forholder sig til livet i hverdagen på. Vi synliggør, hvad der falder hhv. uden for og inden for visitatorernes bevidste opmærksomhedsfelt og konstruerer nogle idealtypiske livsorienterede samtalemodeller og peger på et muligt indhold og en mulig proces. at synliggøre sammenhænge mellem mønstre, der tegner sig i livhistorien og mønstre, der tegner sig i hverdagslivet. Vi kaster lys over sådanne sammenhænge ved f.eks. at konstruere bolighistorier med indbyggede flyttemønstre og sammenholde dem med de flyttemønstre, som slår igennem i forbindelse med flytning i alderdommen. at se og forstå hverdagslivets mikromønstre på baggrund af nogle lidt større mønstre, der præger livshistorien. Vi kaster lys over mønstrenes tendens til reproduktion ved at sammenholde tre typer af historier: hverdagshistorien, livshistorien og generationshistorien. Den oparbejdede teoretiske viden kan ses dels som et bidrag til gerontologien og til forståelsen af ældres liv og dels som et bidrag til ældreområdets praksis og til forståelse af samspillet mellem ældres tilværelse og hjælpesystemernes arbejdspraksis. 115

116 116

117 Kapitel 5 VEGA-METODE Omtrent samtidig med at VEGA-netværket blev etableret i 1995, skete en nyskabelse inden for filmens verden. Mandag den 20. marts 1995 præsenterede Lars von Trier på en konference i Paris om filmens fremtid det siden så kendte Dogmemanifest. Manifestet indeholdt et såkaldt kyskhedsløfte i 10 punkter, der forpligtede instruktøren til at producere film med enkle og naturlige metoder, f.eks. optagelser på location, naturlig lyd og lys og håndholdt kamera. Dogme 95, som her i skrivende stund, marts 2005, efter10 års levetid og 35 film er et overstået kapitel for de personer, der satte det hele i gang, var bl.a. et opgør med Hollywood og de store blockbusterfilm, som hærgede midt i 90 erne. Instruktørerne var trætte af de bindinger, der lå i de store, komplicerede, kommercielle, dyre filmproduktioner og de indbyggede krav om perfekt rekonstruerede tidsscenerier, smukke billeder, avanceret brug af teknik mv. Dogme blev især en gevinst for det hverdagsorienterede drama. Uden den megen fokus på æstetik og teknik kom hverdagshistorien i absolut centrum, skrev Kim Skotte i Politikken den 19. marts 2005 i anledning af 10 års dagen for annonceringen af Dogme 95. På samme måde som Dogmebrødrene gjorde op med en tendens, der privilegede bestemte måder at lave film på, indskriver VEGA sig i rækken af stemmer inden for det samfundsvidenskabelige og sociale arbejdsfelt, der gør op med en tendens til at ville privilegere bestemte former for kundskab. (Flyvbjerg, 1996, Lundstøl, 1999, Gamst. M.fl., 2004) Vi kan registrere, at der er forskellige opfattelser af, hvad kundskabsgrundlaget for f.eks. arbejde inden for ældreområdet er eller bør være. I bogen Kundskabens hemmeligheder argumenterer filosoffen John Lundstøl for det hensigtsmæssige i, at man inden for praksisdiscipliner revurderer de grundlæggende begreber om, hvad der er kundskab, hvad der er videnskab, og hvad der er god praksis. (Lundstøl, 1999) På visse områder er der vægtige argumenter for, at det er den teoretiskvidenskabelige fornuft, der bør have stor vægt i forhold til, hvad der skal gøres i praksis. På visse områder kan det være hensigtsmæssigt f.eks. at forske i effekter og komme på sporet af særligt nyttige metoder, teknikker og instrumenter, som praktikere så efterfølgende kan anvende. Men på svært mange områder - skriver Lundstøl vil praktisk kundskab og fornuft være overordnet teoretisk og instrumentel kundskab. Praktisk kundskab er kendetegnet ved at være kundskab i brug i konkrete situationer. Lundstøl refererer til Aristoteles, som hævdede, at det, der er særpræget ved den praktiske kundskab, er at den handler om ting og handlinger, som kunne have været anderledes. I relation til konkrete situationer kan man aldrig være helt sikker på, om det, man nu mener, er den bedste løsning også vil være den bedste løsning næste gang, selvom tilfældet ligner. I komplekse praksissituationer står man overfor det, Lundstøl 117

118 betegner som principiel ubestemthed, og derfor nytter det ikke at søge efter den sikkerhed i kundskabsgrundlaget, som moderne videnskab postulerer, at det er muligt at nå frem til, f.eks. ved at benytte særlige forskningsmetoder og procedurer. En person, der tror det, vil ikke nå langt i den læreproces-model, som brødrene Hubert og Stuart Dreyfus har udviklet, og som består af i hvert fald fem trin omfattende: nybegynderen, den avancerede begynder, den kompetente udøver, den kyndige udøver og eksperten. Modellen, som er udførligt gengivet og kommenteret af Bent Flyvbjerg, angiver at der er et kvalitativt spring fra de tre første til det fjerde og det femte trin, idet regeltænkningen, som er dominerende på de første trin, opgives som vigtigste afsæt for handling til fordel for erfaring, fornemmelse for kontekst og intuition. En af de centrale pointer ved Dreyfusmodellen består ifølge Flyvbjerg i, at den placerer kontekst, dvs. det principielt ubestemte og det konkrete, centralt i produktion af viden og færdigheder. (Flyvbjerg, 1991). De bedste præstationer inden for et givet område forudsætter en ekspertise, der er kvalitativt anderledes end den rene analytiske rationalitet. Analyse, rationalitet, regelbaserede handlinger er ifølge Dreyfus-modellen vigtige fænomener, men det er en fejlslutning at ophøje dem til at være det vigtigste kundskabsgrundlag, idet man således overser,at virkelig ekspertise også implicerer erfaring, fornemmelse for kontekst og intuition. I VEGA er vi optaget af den komplekse, ubestemmelige og rodede verden, som praktikeren er i, og af at producere kundskab, der kan kaste lys over den verden. Vi taler om praksisbaseret viden og forstår hermed den viden, som skabes af praksis, om praksis og for praksis, og som det tidligere er fremgået, omtaler vi konsekvent det, vi laver, som videnskabelse eller videnskabende aktiviteter. Med disse betegnelser forsøger vi at lægge afstand til de mere traditionelle opfattelser af, hvad kundskab og viden er, og hvordan det skabes. Samtidig lægger vi også afstand til de praksismiljøer, der fremstiller den tavse dimension i praksiskundskab som noget, der aldrig kan indfanges og sprogliggøres, hvorved de reelt undsiger sig en mulighed for at producere en praksisbaseret viden, der kan deles med andre. I VEGA- og LIFO-sammenhæng anvendes termen praksisviden om noget, man kan skabe, kan sætte ord på, tale og eventuelt skrive om. I bogen Livshistorien vejen til det menneskelige præsenteres følgende definition: Vi taler om praksisviden, når vi kan svare på centrale spørgsmål om det sociale arbejde på baggrund af oplysninger, når kilden til disse oplysninger er kendt og accepteret som kilde til oplysninger. Denne viden kan være mere eller mindre sikker viden afhængig af kilden og argumentets styrke. (Ramian, 2003, p.308) På sin vis kan VEGA-aktiviteterne ses som et stille opgør med det traditionelle videnskabsideal og den gængse forestilling om, at go praksis bygger på eller udspringer af abstrakt, almengyldig viden, der kan omsættes i regler, procedurer og metoder, som praktikere kan omsætte til handlinger. Denne tankerække, 118

119 der ligger til grund for megen traditionel undervisning og uddannelse, overser nemlig, som der er argumenteret for ovenfor, at den gode praktiker handler på baggrund af andet og mere end analytisk rationalitet, og at dette andet og mere er en guldgrube af kundskab, som der ligger en udfordring i at få sat flere ord på. VEGA-Projekterne har alle handlet om at sætte mere af denne praktiske visdom på begreb og i den forbindelse afprøve nogle videnskabende metoder, hvor viden skabes i samarbejde mellem skole og praksisfelt. Der er tale om en proces, hvor viden, som det er formuleret af Jan Jaap Rothuizen i en anden sammenhæng, ikke droppes ovenfra, men vokser nedefra (jvf. Nyhedsbrevet Iris p. 4). Vi lægger dermed afstand til den distancerede forsker, som ellers fremhæves som et ideal i visse etablerede forskningsmiljøer. (Gundelach, 2000) På sporet af praksisrelevant viden og praksisrelevante færdigheder For at tydeliggøre, hvordan viden og færdigheder kan udvikles under behørig hensyntagen til både den erfaringsbaserede kundskab og den videnskabsbaserede kundskab, er nedenstående trappetegning udarbejdet. Den er opstået som en sammensmeltning af stof fra to bøger henholdsvis Bo Jacobsens "Vidensskabsteori og Bodil Jönssons "Ti tanker om tid". Jönsson taler om, at viden skabes ved, at man livet igennem går op og ned ad en trappe med fire trin. Jönssons trappe er derefter udfyldt med ord, som primært er fundet i Jacobsens bog. Om at skabe viden... På tredje trin finder vi vores mere systematiske tanker, teorier eller refleksioner over praksis. På fjerde trin finder vi videnskabelige overvejelser. Nogle gange sker systematiseringen af tanker og data efter visse fastlagte regler... På andet trin finder vi vores egen dagligdags teorier. De er ofte løsrevne og usystematiske. Nogle gange giver man sig tid til at belyse episoder eller problematikker mere systematisk. På første trin finder vi den viden, der sidder på rygmarven. Den er ofte tavs. I dagligdagens trummerum udfører man et hav af små handlinger, uden at man tænker nærmere over det undervejs. Nogle gange afbrydes eller forstyrres man i sine gøremål. Man standser op: - betragter det man gør til daglig - tænker over tingene - danner sig en opfattelse af dem Marianne Elbrønd den På dette trin kan man f. eks. få del i det, andre tænker om noget: - gennem kollegiale drøftelser - gennem kurser/undervisning - gennem tekster og litteratur og man kan selv bidrage skriftligt eller mundtligt. Mennesker skaber og indsamler uafladeligt viden. Gradvist og umærkeligt får det lille barn del i den skatkiste af erfaring, som er opmagasineret i ting, i sam- 119

120 fundslivets sociale praksisser, i kulturen, i sproget og i andre menneskers erfaring, og som dermed overføres fra generation til generation.(katzenelson, 1994) I dagligdagens trummerum og i sociale situationer, hvor mennesker lever sammen, spiser, sover, arbejder, leger, roder og regerer, indlæres handlinger, rutiner, forholdemåder mv. som en helt naturlig del af tilværelsen. Store dele af det sociale videnslager, som mennesker er fælles om at få del i, sætter sig, som det fremgår af det nederste trin på tegningen, som rygmarvsviden. Denne viden, der ofte er tavs, udvikler vi og bærer med os gennem tilværelsen. I dagligdagens trummerum udfører man et hav af handlinger, uden at man tænker nærmere over det. På andet trin finder vi vores egen dagligdags teorier, som vi måske formulerer for os selv, når den viden, der sidder på rygmarven, ikke rækker. Det kan handle om, at man afbrydes eller forstyrres i sine gøremål. Måske tvinges man til at standse op og betragte det, man gør. Måske tænker man lidt nøjere over tingene og danner sig en opfattelse af dem. Sådanne dagligdags, private teorier er ofte løsrevne og usystematiske. På de første to niveauer ligger en masse uudtalt viden, som ofte negligeres, når nogen sætter sig for at blive klogere. En svensk ældreforsker, Rosmari Eliasson, har interessant nok påvist, hvor svært erfaringsbaseret viden har ved at gøre sig gældende og vinde gehør inden for ældreområdet, på trods af at det ifølge Eliasson helt åbenlyst er den type viden, der gør udslaget i praksis (Eliasson, 1989). En norsk professor, Tom Tiller, forsøger i bogen "Forskende Partnerskab" netop at fremhæve, at læring baseret på hverdagens erfaringer er en vigtig størrelse, og han gør sig nogle tanker om de forskellige stadier, som en erfaringslæring kan gennemløbe, der fint kan passes ind på tredie trin i den videnstrappe, der omtales her. Tiller skelner mellem fire hovedstadier i erfaringslæring: På det første stadie snakker vi løst om det, vi erfarer, på de andre tre ordner vi vores personlige erfaringer i ord og begreber, som danner grundlag for at koble det, vi selv har ordnet, sammen med de andres ordnede begreber.(tiller,2000) Det første læringsstadie i Tiller's teminologi forekommer, når vi f.eks i gruppesammenhænge snakker om det, vi erfarer. Denne løse snak er vigtig, idet den er en del af grundlaget for erfaringslæring. MEN processen må ikke stoppe her. Hvis hverdagserfaringer skal sætte sig som læring, må snakken kvalificeres, så man giver sig tid til at belyse episoder eller problematikker mere systematisk. Det er med andre ord vigtigt at forlade det strukturerede 'snakkeniveau for at gennemløbe de andre erfaringslæringsstadier, som Tiller nævner. Tiller taler om, at hverdagens erfaringsmylder først skal ordnes og kategoriseres. Siden skal ens private erfaringer kobles til andres ordnede og kategorise- 120

121 rede erfaringer. Hvad handler situationen om? Har nogen været i lignende situationer? Har nogen oplevet noget tilsvarende? Er der nogle temaer, der går på tværs af vores forskellige oplevelser? Er der et sammenfald af udsagn? Til sidst knyttes de koblede og ordnede erfaringer til kundskab, som er fremkommet gennem forskning og videnskabeligt arbejde. Har vi læst noget om den her problematik/det her tema i bøgerne? Er der nogle undersøgelser, der belyser det, vi snakker om? Trin tre på trappetegningen kan således opsplittes i Tillers fire stadier Løs snak om erfaringer Erfaringer knyttes til teori Erfaringer kobles Erfaringer ordnes På trin tre udveksler mennesker på systematisk måde tanker om, hvordan fænomener kan forstås og forklares. Dette er nyttigt, idet udveksling af tanker skaber fællesskab omkring sig. Sprogliggørelse hjælper os til at tænke med på hinandens tanker og giver os mulighed for at opnå en viden, der rækker ud over commonsense niveauet, som forefindes på trin et og trin to. Deltagelse i et sprogligt fællesskab på trin tre kan antage mange former. F.eks. kan man tage del i samtaler og samvær med andre. Man kan deltage i undervisnings- og uddannelsessammenhænge. Man kan studere bøger og tidsskrifter eller deltage i kollegiale drøftelser hvor omdrejningspunktet er en systematiseret og konkret form for erfaringsopsamling - måske tilsat et drys teoretisk inspiration fra trin fire, hvor de videnskabelige overvejelser, teorier og fænomenologiske beskrivelser befinder sig, og hvor systematiseringen af tanker og data sker efter visse fastlagte regler. Hvis der skal gives et signalement af de videnskabende processer, som VEGAprojekterne har igangsat, så har vi taget afsæt i et ønske om at opkvalificere trin tre. Ikke ved primært at akademisere vores kollegiale diskussioner med de sidste nye psykologiske, sociologiske eller antropologiske teorier, men ved at indgå i et videnskabende netværk, der har inspireret os til selv at bidrage til belysning af fænomener eller problematikker, der relaterer sig til hverdagsliv hos gamle. Ved f.eks. at gennemføre en række case-studier i forskellige real-lifecontexter med mange variable, har vi rettet opmærksomheden mod de første trin på trappen. Med såvel metodisk som teoretisk inspiration fra VEGA og trin fire har vi bestræbt os på at gå systematisk til værks, når vi er draget i felten for at indsamle både egne indtryk samt den erfaringsbaserede hverdagsviden, som gamle mennesker og ældreområdets medarbejdere har oparbejdet og sidder inde med. 121

122 I Vega følger vi med interesse med i, hvordan der i forskellige sammenhænge opstår mere praksisorienterede uddannelsesmiljøer. Et eksempel er f.eks. Senter for praktisk kunnskap (SPK) tilknyttet Høgskolen i Bodø, der blev oprettet i 1997 for netop at etablere et fag- og forskningsmiljø inden for praktisk kunnskap. Det er muligt at læse mere om uddannelsen på adressen: Netværksorganisering en krumtap i videnskabende arbejde Der er ikke tradition for, at uddannelsesinstitutioner på grund- og mellemuddannelsesniveau bidrager til skabelse af den viden, som uddannelserne og praksisfeltet kan have brug for. Det var derfor et vigtigt initiativ, der blev taget tilbage i 1995 med etableringen af VEGA-netværket. Den særlige netværkskonstruktion, som blev skabt, har bidraget til, at fire skoler indtil videre har udarbejdet projektbeskrivelser, har skaffet økonomiske midler, har planlagt, har gennemført og har afrapporteret i alt seks projekter, der handler om oparbejdning, implementering eller formidling af viden om hverdagsliv hos gamle. Set i tilbageblik synes nedenstående forhold ved selve organiseringen af VE- GA-netværket at have haft en gavnlig indflydelse på udfaldet af skolernes videnskabende arbejde på trin tre. I den tidlige fase af forløbet, hvor skolerne skulle fatte interesse for at engagere sig i videnskabende arbejde, var det af afgørende betydning: - at en ekstern instans (Dansk Gerontologisk Selskab) spottede et interessant tema: Hverdagsliv hos gamle og tog initiativ til dannelse af VEGA, hvilket gav skolerne en anledning til at engagere sig i videnskabende arbejde - at VEGA skaffede skolerne midler til frikøb af projektmedarbejdere, således at der kunne udarbejdes projektbeskrivelser og ansøgninger til diverse fonde, puljer og Fou-midler. Senere i forløbet, hvor skolerne har skullet præstere et langt sejt træk i forhold til gennemførelse af projekter og konkrete casestudier, har det været af afgørende betydning: - at samarbejdet mellem VEGA-netværket og den enkelte uddannelsesinstitution har været baseret på en kontrakt, der aftales for et år ad gangen. Forudsætninger for deltagelse er, at der foreligger et aktivt projekt, som der konkret arbejdes med fra ide-fase til implementering, at der deltager mindst to navngivne personer fra hvert sted, og at ledelsen forpligter sig i forhold til at tilvejebringe de nødvendige rammer for projektets gennemførelse. - at netværkets ledelse løbende har fastholdt tanker om netværkets teoretiske og metodiske fundament, og at netværkets deltagere har kunnet trække på Knud Ramian som konsulent - at netværket har været samlet med faste mellemrum, således at deltagerne har haft mulighed for at inspirere og motivere hinanden. - at der udefra ret hurtigt viste sig at være en vis interesse for og efterspørgsel efter VEGA-netværkets indsigter og viden. Uddannelsesmiljøer - vigtig brik i produktion og formidling af kundskab VEGA bygger, således som det blev nævnt under omtalen af VEGA s metodiske fundament, på en antagelse om, at der i det gerontologiske videnslandskab 122

123 savnes en form for Anvendt gerontologi, hvor koblingen til og afsættet i arbejdslivet, som det udspiller sig inden for den danske ældrepleje, er et omdrejningspunkt i såvel vidensproduktion som vidensformidling. For deltagerne i netværket synes det at være indlysende, at de skolesystemer, der er tæt på praksis, også bidrager til at skabe noget af den viden, som ældreområdet har brug for. For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvis tætte kobling til praksis indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen, når de står over for at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det, som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at forske i. For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige erfaringer med at gå metodisk til værks, hvilket giver dem et godt udgangspunkt i forhold til at inspirere kommende social- og sundhedsarbejdere til at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i praksis, som uden tvivl kunne gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste geled generelt var bedre til at gå metodisk og systematisk frem i det daglige arbejde. Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis. Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser slutter sig sammen i CVU er, og hvor der stilles krav om undervisernes akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter, der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner. I uddannelsesmiljøer har det, som også Sten Clod Poulsen er inde på i en artikel om lærerkompetencer, læreruddannelse og udviklingen af erhvervsuddannelserne, ganske iøjnefaldende og vidtrækkende konsekvenser, at akademisk, orienteret efteruddannelse sluger så meget opmærksomhed og energi. Clod Poulsen har mange års praktisk konsulenterfaring med undervisningsmiljøer, og det maner til eftertanke, når han efterlyser mindre snak og mere handlen. Mere træning og mindre refleksion. Mere øvelse og mindre diskussion (Clod Poulsen, 2003). Clod Poulsen taler for at lade øvelseskulturen afløse refleksionskulturen. Ikke som en antiintellektuel bestræbelse. Men for at skabe modvægt til læreruddannelsernes hidtidige overvægt på boglæsning, teoretisk viden, refleksion, kritisk analytisk diskussion o.l. Alle der til daglig færdes i uddannelses- og underviserkredse har måske på egen krop erfaret, hvorledes den megen snak kan tage gassen ud af lysten til at handle anderledes. 123

124 For det tredie har medarbejdere på uddannelsesinstitutioner en viden om at iscenesætte lærerprocesser, der kan være med til at kvalificere formidlingsdelen af videnskabende arbejde. Da underviseres kerneydelse er vidensformidling, er de muligvis mere opmærksomme på at skabe den kontinuitet mellem frembringelse og brug af kundskab, som er så hårdt tiltrængt på ældreområdet. Det er, som Lundstøl skriver i sin bog Kunnskabens hemmeligheter fra 1999, et dilemma, at: man har mye kunnskab, og at man også har mange praktiske oppgaver å gå løs på, men man baler med å se sammenhengen mellem disse to virkelighetsområdene. Og alt etter hvor man befinner seg, så kan man si at problemet er en overdose av kunnskab som man ikke finner anvendelse for, og i den anden enden at det er en overdose af problemer som det ikke findes kunnskapssvar på. (Lundstøl, 1999) I VEGA har vi på egen krop erfaret, hvor udmattende det kan være at begive sig af med videnskabende aktiviteter. Ikke sjældent er det sådan, at dem, der har slidt og slæbt med et projekt, har brugt sig selv op og egentlig ikke orker mere, når værdifulde indsigter og resultater skal formidles. Netværket har ved flere lejligheder fungeret som venlig indpisker med henblik på at forhindre, at projekter blev afsluttet, når de ligeså godt kunne tage en ny begyndelse, f.eks. i form af formidlings- og implementeringsaktiviteter. For projektmagere, der i forvejen befinder sig i et uddannelsesmiljø, er der reelt mange tilgængelige muligheder for at lade frembringelse og brug af kundskab gå hånd i hånd. For det fjerde kan uddannelsesmiljøernes erfaringer med selv at producere viden øge interessen for at sætte sig ind i, bruge og formidle den viden, som andre har skabt. Uddannelsesinstitutioner er helt centrale aktører i forhold til at få videreformidlet den viden, som skabes i de traditionelle forskningsmiljøer. For afslutningsvis lige at vende tilbage til videnstrappen så kan man som supplement til Tillers beskrivelse af, hvad der kan foregå på trin tre, sige, at VEGA tilføjer et deltrin, der kan benævnes som: Yderligere erfaringer indsamles. Ambitionen i såvel VEGA som i andre praksisforskningsprojekter går i retning af på trin tre at igangsætte systematiske arbejdsprocesser, der undersøger fænomener i praktikerens hverdag. I VEGA sammenhænge har motoren i de systematiske arbejdsprocesser, der er iværksat på trin tre, været selve netværkskonstruktionen. Ved at respektere den erfaringsbaserede hverdagsviden, ved at udvikle lydhørhed i forhold til den, ved at lære af den og ved at løfte den frem i lyset kan der i bedste fald skabes praksisrelevant viden, der på tiltrængt måde kan supplere og spille frugtbart sammen med teoretisk kundskab. Eftertanke Det er relevant at gennemføre studier, som kan kaste lys over såvel det uafhængige som det afhængige hverdagsliv hos gamle, men lige så relevant er det også at kaste lys over måder at lave sådanne hverdagsstudier på. Hvis ældreområdets medarbejdere kan inspireres til selv at se på, at undersøge hverdags- 124

125 liv og opfange rigdommen i øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb, vil der være skabt et afsæt for, at de kan gå til praksisfeltet med en ny åbenhed. I VEGA har vi erfaret, at en orientering mod hverdagslivet ikke bare falder naturligt for fagpersoner, der er oplært i traditioner, hvor det meget handler om at få øje på og gøre noget ved problemer og i det hele taget gøre sig klog på, hvad der er bedst for andre. For at kunne anlægge et hverdagslivsperspektiv må der lægges afstand til ekspertrollen og forudfattede meninger, og der må opbygges en tro på, at der gemmer sig nyttig viden i helt almindelige livs- og arbejdspraksissammenhænge. I VEGA har vi erfaring for, at særlige former for netværksorganisering og særlige former for undersøgelsesstrategier kan være med til at fastholde opmærksomheden mod og understøtte den systematiske udforskning af det upåagtede hverdagsliv. VEGA s metodiske bidrag har bl.a. bestået i: udvikling af og beskrivelse af strategier til organisering af videnskabende arbejde på tværs af skole og praksisfelt. I VEGA er vi på mange måder blevet inspireret af den netværksorganisering, vi selv har været del af i VEGA-netværket. I forbindelse med flere af projekterne har vi eksperimenteret med at iscenesætte nogle betingelser, der ansporer og forpligter skolefolk og praktikere til at arbejde systematisk med videnskabelse. Udforskning af og beskrivelse af forskellige casestudiestrategier. Et særligt tværgående, men også tidskrævende casestudiedesign, blev f.eks. udviklet i forbindelse med studier af det afhængige hverdagsliv. 28 gamle mennesker blev kigget over skulderen en dag fra morgen til aften af en skoleobservatør, der dagen efter også gennemførte et kvalitativ interview med dagens hovedperson. udvikling af analyseredskaber, der er følsomme nok til at indbefatte gamles hverdagsliv både som levet og oplevet liv. Konkret er udviklet en måde at udarbejde betydningsanalyser på, som afdækker, hvilke aspekter ved en persons liv som har en positiv betydning for livet og hverdagen, samt en model der visualiserer en konkret persons færden i tid og rum i løbet af en dag. Denne model har vist sig at have særlige kvaliteter, når man på systematisk måde, f.eks. i en kvalitativ interviewsituation, skal skaffe sig indblik i konkrete menneskers levede og oplevede liv. Modellen kan både fungere som dataindsamlingsredskab, når den anvendes som en form for semistruktureret interviewguide og som formidlingsredskab, når den anvendes til oversigtlig formidling af kvalitative data. 125

126 126

127 Kapitel 6 VEGA I PRAKSIS Af de foregående kapitler skulle det gerne være fremgået, at VEGA-netværket opererer i et felt bestående af tre centrale elementer: et særligt teoretisk perspektiv på hverdagsliv, en særlig hverdagslivsorienteret metodologi og nogle konkrete studier af gamle menneskers hverdagsliv. Denne særlige kombination har bevirket, at vi i VEGA-netværket har bragt os selv i en position, hvor vi går særdeles tæt på det liv, som gamle mennesker lever alene og i samspil med det offentlige hjælpesystem. Når man går så tæt på en virkelig praksis, så ligger det, som Bent Flyvbjerg også konstaterede i forbindelse med sit eget casestudie af en konkret planlægningsproces i en større dansk kommune, lige for at udvikle sine indsigter i en direkte handlingsorienteret retning. ( Flyvbjerg, 1991, p.21). Som det allerede er antydet i titlen på denne publikation, ser vi det som en helt central opgave at udvikle VEGA-netværkets indsigter om hverdagsliv i direkte praksisorienteret retning, så der reelt bliver tale om Hverdagsliv til arbejdsbrug. VEGA-netværkets indsigter har på nuværende tidspunkt haft flere implikationer for praksis og har konkret udmøntet sig i to forskellige former for viden; beskrivende viden og problemløsende viden. Beskrivende viden: I kapitel 4 omtales et billede af to kvinder, der sidder i noget, der godt kunne være spisestuen på et plejehjem. Billedet blev gentagne gange bragt i de danske aviser omkring årtusindeskiftet, da der blev ført en ganske heftig debat om ældreområdet og de vilkår, gamle mennesker lever under i Danmark. Mange mennesker har givetvis set dette og lignende billeder, og de har gennem fotografens linse fået et glimt af det liv, som nogle mennesker i dette samfund lever. Billeder som disse samt dramatiske historier om enkeltsager og enkeltpersoner når langt ud. De påvirker de holdninger, som såvel almindelige mennesker som politikere og beslutningstagere har, f.eks. til indsatsen på ældreområdet. Det sociale arbejde er, som Knud Ramian har udtrykt det, styret af socialpolitiske holdninger, der som regel bunder i en eller anden form for viden om de mennesker, der skal hjælpes. Det er i alles interesse, at den viden, der giver næring til socialpolitiske holdninger, der igen udmønter sig som samfundsmæssige rammer for det sociale arbejde, der igen sætter betingelserne for mange menneskers liv, er så nuanceret som muligt. Opgaven kan ikke overlades til medierne, der mere jagter den gode frem for den bæredygtige historie. Oplagt er det, at praktikere og andre, der er tæt på praksis, er med til at tilvejebringe en synliggørende viden om f.eks. gamle mennesker, der er afhængige af andre. 127

128 Flere af VEGA-projekterne har været leveringsdygtige i sansenære beskrivelser, historier eller billeder, som synes at indfange eller gribe noget af det, der kendetegner gamle menneskers hverdagsliv. På samme måde som man, når man er på ferie, fastholder indtryk, stemninger og oplevelser vha. snapshots, så har vi i VEGA indsamlet en stribe snapshots i form af beskrivelser og fortællinger. Hvis billederne er tilstrækkelig gode og i øvrigt rummer noget betydningsfuldt fra de pågældende situationer og steder, kan de ofte sige mere end mange ord. Andre har gjort lignende overvejelser (Palsholm, 1999), (Ry Nielsen, 1998). Sansenære beskrivelser, historier, billeder er selvfølgelig altid udsprunget af enkeltpersoners subjektive oplevelser. Der er ikke tale om en sand udlægning af virkeligheden, men vi har erfaret, at selv sådanne subjektive udlægninger kan bruges af praktikere og andre til at synliggøre, sprogliggøre eller til at skabe en fælles forståelse af et fælles - meget komplekst praksisunivers. Billeder og historier mærkes og sanses på en anden måde end ord, og i bedste fald kan de fungere som hævemidler, således at de historier, der gærer i beskueren, trylles frem, når han/hun præsenteres for billedet eller historien (Rasmussen, 1999). På de tilbagemeldinger, vi har fået fra praksis, har vi indtryk af, at vores billeder og vores sætten ord på forskellige ting, ofte er blevet brugt som udgangspunkt for en diskussion om, hvorvidt de nu også siger noget centralt om arbejdspraksis de forskellige steder. Derved kan de måske indirekte være med til at skærpe medarbejdernes fælles forståelse af arbejdspraksis. VEGA-projekterne har f.eks. produceret synliggørende viden i form af visualisering af levet liv. Visualisering af levet liv VEGA-projekternes casebaserede studier af gamles hverdagsliv har muliggjort konstruktionen af nogle billeder af stunder, sekvenser, forløb af dage eller perioder, som de tager sig ud for gamle mennesker, som er mere sammenhængende og mere detaljerede end de billeder, som politikere, embedsmænd eller professionelle hjælpere sædvanligvis handler ud fra. Sørens case viser, at hans dag er præget af mange og korte kontakter til personale. I alt har Søren mindst 13 kontakter til 8 forskellige hjælpere i løbet af dagen. Arbejdets organisering indeholder en risiko for, at ingen reelt har et mere sammenhængende og detaljeret kendskab til Sørens daglige tilværelse, og hvad den indeholder af betydningsfulde muligheder og begrænsninger. Selvfølgelig skal alle hjælpere ikke vide alt om alle, men nogle skal vide meget, ellers risikerer man, at det betydningsfulde i Sørens hverdag overses og forsvinder. Når personalets kontakter til en beboer er så få og så korte, bliver det vanskeligt for dem at få en nuanceret forståelse af den enkelte beboer, og der er en risiko for, at opmærksomheden rettes mod konkrete, afgrænsede opgaver og problemer, der skal løses. Det afspejler sig bl.a. i formidlingen på rapportmøder, i kar- 128

129 dex, i vejledningssituationer eller i hjemmejournaler. I løbet af en uge handlede 18 ud af 20 notater i Sørens hjemmejournal om afføringsproblemer og forholdsregler i den anledning. For det personale, der tager del i Sørens daglige liv, kan en simpel tegning og systematiske observationer af Sørens placering i tid og rum give et første overblik over forløbet af dagen og af den sammenhængende kæde af tidsrum, der som perler på en snor strækker sig fra morgen til aften. Et sådant overblik kommer ikke af sig selv, for der er mange skiftende medarbejdere involveret i Sørens dag, og hver enkelt har kun kendskab til brudstykker af Sørens dag.. Projekt, Det afhængige hverdagsliv, har skabt indblik i enkeltpersoners oplevelser af kæden af tidsrum, der som perler på en snor strækker sig fra morgen til aften. For Søren handlede det om, at han i samarbejde med velfærdssystemets hjælpere skulle skabe sig en hverdag. De to parter så forskelligt på de opgaver, der skulle løses og måden, de skulle løses på. For Søren afhang meget af, om han kunne mødes med sine hjælpere i en fælles forståelse - af situationen, af dagens muligheder og begrænsninger og af andet, der har betydning for ham i hverdagen. Enhver uddannelsesinstitution, der uddanner til ældreområder, bør se det som en udfordring at være med til at skærpe praktikernes opmærksomhed mod hverdagens mere upåagtede sider samt deres egen deltagelse i forhold hertil. Udvikling af strategier, der nedtoner opmærksomheden mod problemer, skavanker og sygdomme til fordel for en opmærksomhed rettet mod det betydningsfulde i hverdagen, er værdifulde i en tid, hvor der fra flere sider formuleres ønsker og krav om en mere menneskelig og livsbekræftende ældrepleje. 129

130 I VEGA er grundsynspunktet, at man som medarbejder inden for ældreområdet ikke får en god forståelse af den enkelte ældre, hvis man ensidigt fokuserer på tilstande eller skavanker eller betragter vedkommende isoleret fra de sammenhænge, hvori livet udspiller sig - eller har udspillet sig. Et ældre, svækket menneske er mere end en kunde, der skal have en ydelse, et ældre, svækket menneske er mere end en svækket krop, der skal have hjælp og pleje, et ældre, svækket menneske er mere end en genstand for aktivering. Et ældre, svækket menneske er en helt unik person, der behøver andres hjælp for at kunne fungere meningsfyldt i tid og rum. Medarbejdere, der tager del i Sørens dagligdag, kunne flere gange dagligt med fordel overveje følgende spørgsmål: Er Søren her og nu givet nogle betingelser, og kan han håndtere disse betingelser - eventuelt med hjælp? - således at han kan skabe sig gode, meningsfulde og sammenhængende stunder og forhåbentlig en god dag? Problemløsende viden Den problemløsende viden er den viden, som f.eks. kan hjælpe ældreområdets aktører med at løse de problemer, som ældre mennesker står overfor. Relevant er det i den forbindelse at holde sig for øje, at den problemløsende viden, som kan være et vigtigt fundament i arbejdet med mennesker, adskiller sig fra den problemløsende viden, som er et vigtigt fundament i arbejde med ting. For at tydeliggøre denne pointe har Jan Jaap Rothuizen på en konference om Dokumentation i pædagogisk arbejde fremhævet, at relationsarbejde snarere ligner en fodboldkamp end en produktionsproces, og at de baserer sig på forskellige logikker nemlig hhv. planlægnings- og samspilslogikker. Logikken i produktionsprocesser er kendetegnet ved, at det langt hen af vejen er muligt at regne ud, hvad man skal gøre for at opnå noget bestemt. Modsat forholder det sig i fodbold og andre samspilssituationer, hvor der er så mange faktorer, der spiller ind, at det er ganske illusorisk at tro, at man skal kunne regne ud, hvad der vil ske, og hvad der fører frem til hvilke resultater. Det betyder ifølge Jan Jaap ikke, at man inden for arbejdsområder, der beskæftiger sig med mennesker og samspilsprocesser skal opgive ønsket om at basere handlinger på viden - det er bare en anden form for viden, der efterlyses (Jaap, 2004). Jan Jaap taler i den forbindelse om vurderingsrelevant viden, som handler om, at man af gode grunde udpeger nogle væsentlige aspekter/pejlemærker, som man især hæfter sig ved, og hvor disse aspekter indgår i ens vurdering af, hvad der er klogt at gøre. Vurderingsrelevant viden Når genstanden (hverdagen) for det stykke arbejde, som ældreområdets mange medarbejdere skal udføre, er undseelig og svær at få øje på, er det vigtigt at kunne se, at føle, at tænke og at handle på en særlig måde. At se Tidsrum og alt, hvad der sker her indenfor, er som tidligere nævnt unikke hændelser, dvs. de er ikke forekommet før, og de forekommer ikke igen. De er præ- 130

131 get af kompleksitet. Der er tusinde ting, der spiller ind. Der er tusinde ting at lægge mærke til eller at se bort fra. Specielt er der en risiko for, at det banale, det kendte, det gentagelige forsvinder ud af vores opmærksomhedsfelt. Fagpersoner vil, alt afhængig af deres ståsted i det fagprofessionelle felt, være tilbøjelige til at anlægge bestemte perspektiver på alt, hvad de ser (Wacherhausen, 2002). Mange fagprofessionelle har i alt for lang tid været blinde på det øje, der handler om kontekst og hverdagsliv, og VEGA-projekternes begreber og modeller er tænkt som en slags briller, der netop kan være med til at skærpe fagfolks blik for øjeblikke, stunder, sekvenser og længerevarende tidsforløb. Antagelsen i VEGA er, at en billed- og begrebsliggørelse af tiden som kortvarigt eller længerevarende fænomen kan inspirere fagpersoner til at dvæle ved tiden. Vi er inspireret af Stern og andre, der antager, at jo længere en terapeut kan forblive i det nuværende øjeblik og undersøge det, jo flere forskellige veje vil åbne sig i terapien. (Stern, 2004). Også Tom Andersen fremhæver vigtigheden af, at en terapeut har øjne og ører med sig i nuet og giver som eksempel, at terapeuten ved f.eks. at være opmærksom på en klients vejrtrækning i samtalesituationen kan få vigtige meldinger om bevægelser i samtalen og om klienten føler sig vel eller uvel ved at være en del af den (Andersen, 1992). Inspireret af disse tanker om nuet og terapi antager vi i VEGA, at jo længere fagpersoner kan forblive i øjeblikket, i stunder, i sekvenser og i forløb og kigge sig godt for og suge indtryk til sig, jo flere forskellige veje vil åbne sig i den daglige arbejdspraksis. Det handler om at påskønne den rene, rå oplevelse og procesbeskrivelse og ikke straks gå i gang med at tolke eller tilskrive mening. Når det levede liv betragtes i tidsligt perspektiv med nuværende øjeblikke, stunder, sekvenser og forløb som fokus, begynder man at se det udfolde sig på en anden måde, end man er vant til. At føle Vidtåbne sanser er et godt udgangspunkt for at lade sig berøre af de indtryk, der strømmer en i møde fra omgivelserne. Faktisk kan vi som mennesker næppe undgå at lade os berøre, hvis vi vel at mærke lader indtryk slippe ind. Nye teorier om spejlneuroner rummer i den forbindelse interessante perspektiver. Filosoffen Keld Brikner fremhæver i en artikel fra 2001 vigtigheden af, at mennesker, der arbejder med mennesker, lader sig berøre. I artiklen præsenterer han begrebet om et godt moralsk arbejdsmiljø, der opstår på en arbejdsplads, hvis medarbejdere i det daglige ikke blot lader sig vejlede og retlede af regler, men også bruger deres egen moralske dømmekraft i forhold til at vurdere, om arbejdet er gjort godt nok, og om konkrete situationer fungerer på en god måde for de mennesker, der er afhængige af hjælp. Keld Brikner taler om, at den moralske stillingtagen skal udspringe af hver enkelt medarbejders oprigtige engagement om at gøre det så godt, man kan, for de mennesker man skal hjælpe, inden for rammerne af de ressourcer, der står 131

132 til rådighed. Keld Brikner opfatter ikke engagement som en individuel sag, og han påpeger vigtigheden af, at der i personalegrupper er et kollektivt engagement i arbejdet, og at arbejdspladsen giver den enkelte nogle vilkår for at være engageret, for at tage det moralske ansvar på sig. Det er disse vilkår, Keld Brikner betegner som det moralske arbejdsmiljø. Ifølge Keld Brikner skal kolleger forpligte hinanden til f.eks. at tage følgende spørgsmål op i forhold til konkrete episoder: - Kan arbejdspladsen være den hjælp bekendt, den yder nu? - Kan den enkelte ansatte være sin indsats bekendt? Medarbejdere skal dagligt forholde sig til, hvad der er den lavest moralsk acceptable kvalitet af en given indsats. Ansatte på en arbejdsplads har som Keld Brikner udtrykker det: En uformel viden om, inklusive en kompetent vurdering af, hvad der foregår på en arbejdsplads; en viden der strækker sig ind i kroge, hvor formel kontrol aldrig kan komme. Den velfungerende personalegruppe kan høre på hinanden, hvordan det går. Deres gensidige udveksling af erfaringer med helt konkrete arbejdssituationer er som et stetoskop: den ukyndige kan dårligt skelne hjertets højlydte banken fra den støj, vedkommende selv laver med redskabet; den kyndige kan høre, hvad der foregår inde i lungernes fineste porer. Det er denne viden, der skal aktiveres. (Brikner, 2001) Som følge af vores optagethed af, hvordan professionelle hele tiden skal have føling med stunder og begivenheder og deres egen deltagelse i forhold hertil synes der at være god grund til, at vi i VEGA interesserer os for filosoffen Ole Fogh Kirkebys nye bog Eventum Tantrum begivenhedens ethos. Den blev udgivet i begyndelsen af marts og ud fra en kort omtale af bogen, som Ole Fogh Kirkeby har udarbejdet synes hans studie af begivenheden om end det er af filosofisk karakter at rumme indsigter, der kan give inspiration til VEGA s studie af tider. At tænke Som det fremgår af kapitel 5, er vi i VEGA meget optaget af at synliggøre, hvordan mere systematiske tanker eller refleksioner over praksis kan finde sted. I den forbindelse er brugen af sproget et nøgleomdrejningspunkt. Medarbejderes evne til at indsamle og formidle indtryk om konkrete situationer er, således som Brikner også er inde på, et omdrejningspunkt i etableringen af en faglig kultur inden for ældreområdet. Sprogliggørelse er midlet til, at mennesker kan tænke med på hinandens tanker, og det giver mulighed for at mennesker i fællesskab har mulighed for, at opnå en viden, der rækker ud over commonsense niveauet Sprogliggørelse og udveksling af tanker skaber fællesskab og åbner op for, at en medarbejdergruppe kan arbejde bevidst på både at fastsætte og at håndhæve standarder og normer for godt arbejde. 132

133 At handle Brugen af sanser, følelser og systematisk tænkning hjælper en iagttager til at handle relevant i forhold til en konkret stund/en konkret situation. Som tidligere nævnt tager ældreområdets medarbejdere del i andre menneskers hverdagsliv. Udfordringen for en deltager består i at skabe nogle stunder og situationer, der fungerer, og nogle gange vil der være brug for, at hjælperen tager initiativ til at ny-iscenesætte hverdagen. Ikke hurtigt, effektivt og forhastet, men med afsæt i, at vedkommende har gjort sig umage med at se, føle og tænke. Dette er utvivlsomt lettere sagt end gjort, idet mange professionelle fagfolk er skolet til at være i en ekspertrolle og til at være i kontrol. Eksempel på VEGA i praksis: De små skridts strategi I forbindelse med et konkret projekt på en socialpsykiatrisk institution blev med afsæt i viftemodellen udarbejdet et samtale- og oversigtsark, der skulle hjælpe brugere med at holde systematisk øje med de forandringer, som over tid forekommer i såvel deres levede som deres oplevede liv. Det levede liv Det oplevede liv Tanker Selvbillede Følelser For brugerne kan oversigtsarket være en lejlighed til at få en distance til sig selv, til at se sig selv sin yderside og sin inderside - i sit eget spejl. I viften over Det levede liv er der en markering mellem udeliv og hjemmeliv. Endvidere er der - for at matche den tilværelse, som de unge på Skiftesporets unge-døgncenter lever - angivet to domæner under hjemmeliv, nemlig det private domæne på værelset og det fælles domæne, som er i huset. Illustrationen rummer mulighed for, at udsagn, der siger noget om, hvad der foregår af liv inden for de forskellige domæner, kan systematiseres tidsmæssigt, hvis man fo- 133