Interview med Nikolaj Steen

Transkript

1 Vær med i konkurrencen og vind The Social Network på DVD Interview med Nikolaj Steen Anmeldelse af: Megamind True Grit Alle for én Gratis! Plakat med Megamind Preview: Sanctum // Rango // Hop // Milo på Mars

2 nu på dvd & blu-ray Wall Street: Money Never Sleeps I Wall Street: Money Never Sleeps vender Michael Douglas tilbage til den mesterskurkerolle, han vandt en Oscar for at spille. Gordon Gekko kommer ud af fængsel og finder sig selv isoleret fra den verden, han engang dominerede. Han forsøger at genoptage forholdet til sin datter (Carey Mulligan) og må derfor alliere sig med hendes forlovede, Jacob (Shia LaBeouf), og forholdet mellem de to mænd udvikler sig i takt med, at Jacob mere og mere ser Gekko som en faderfigur. Gekko er stadig fræk som en slagterhund, og ikke mindst en sand mester i manipulation, så Jacob må sande på den hårde måde, at fængslet hverken har gjort Gekko specielt blid eller lovlydig. Wall Street: Money Never Sleeps er, ligesom den første film, instrueret af Oliver Stone ( Platoon, JFK, W.). Interview med Nikolaj Steen og som den allerførste dag på turneen blev glemt på en tankstation! Og stemningen fra en turnébus kan overføres til et oldboyhold på tur i Sverige? Ja, når mænd er væk fra deres koner og arbejde i en weekend, er det øl, fisse og hornmusik. Det er skønt med to dage, hvor de har lov til at være sig selv, prutte og gøre alle de her ting, man nu gør som mand. Man kan næsten lugte fodboldstøvlerne i omklædningsrummet. Præcis og de har kendt hinanden i hundrede år, og spillet sammen siden de var 16. Vagn er en af de nye, fordi han kun har spillet der i 24 år. Hvorfor valgte du Kristian Halken til rollen som Vagn? Jeg synes, at han er et helt fantastisk dobbeltsidet talent, både en karakterskuespiller og en typisk birollekarakter. Så jeg tænkte på manden, man altid glemmer og overser. Der er ingen, der ved, hvem Kristian Halken er, men når man ser ham, siger man Nåh ja, ham kender jeg godt og har set i film. Han er jo med i vildt mange film. Men aldrig som hovedrolleindehaver. interview Hævnen Af Søren Søndergaard, Hævnen trækker spor fra den brutale hverdag i en afrikansk flygtningelejr til den postkort-smukke idyl i en sovende dansk provinsby. Anton (Mikael Persbrandt) arbejder i en nødhjælpsorganisation og pendler mellem en flygtningelejr i Afrika og sit hjem i Danmark, hvor han har to små sønner. Nikolaj Steen er den 25. december aktuel med Oldboys skuespilleren og musikerens første film som instruktør hvor pedellen Vagn (Kristian Halken) efterlades af sit fodboldhold på en tankstation, og i stedet kommer på en uventet biltur gennem Sverige i selskab med Robert Hansen. 2 Han har svigtet sin elskede kone Marianne, og de prøver nu at vænne sig til et liv uden hinanden. Sideløbende begynder Antons 10-årige søn Elias at blive venner med en ny dreng i klassen. Christian, og dette usædvanlige venskab udvikler sig snart til en foruroligende alliance, som truer med at ødelægge landsbyidyllen for altid. Hævnen er en fortælling om venskab, hævn og utroskab fra Susanne Bier ( Den eneste ene, Efter brylluppet, Brødre ). Er meget i filmen improviseret? Dialogen er meget realistisk og spontan. Nej, det hele er skrevet på forhånd, men inspirationen til jargonen kommer fra engang i 1994, hvor jeg var på turne med min fars orkester. Vi sad 14 dage i en bus med gamle mænd, der råbte og skreg som tosser, og inspirationen er taget fra de her oplevelser. Vagns historie er faktisk baseret på Sanne Salomonsens gamle keyboardmand, der var svensker, Havde du planlagt en lille rolle til dig selv i filmen? Overhovedet ikke, men vi havde ikke nogen til at spille rollen, og så måtte jeg hoppe ind. Jeg var selvfølgelig den mest uprofessionelle. Jeg tror, vi måtte tage scenen om seks gange, fordi jeg hele tiden begyndte at grine. 3

3 Hvorfor springer du ud som instruktør? Jeg spillede med på min første plade, da jeg var 14 år og har aldrig rigtig lavet andet end musik, men jeg har en stor forkærlighed for film. Jeg har sikkert arvet det fra min far, som har en hel væg fyldt med filmbøger, og min mor var jo skuespillerinde. De vidste begge alt om amerikanske film, som nu også er blevet min søsters og mig passion. Altså fede film i det hele taget, og dem er der jo kommet en del af fra USA siden 30 erne. Det har altid været en stor vision for mig at lave en film selv, og nu havde jeg muligheden. Filmen ligner til tider en amerikansk roadmovie er det en pointe? Nej, men den er jo lavet i Sverige, fordi en roadmovie gennem Danmark ville tage 20 minutter. Det ville også gøre det mere interessant, hvis hovedpersonen blev glemt i et fremmed land også selvom det bare er Sverige. Og man får meget foræret af naturen. Hvilke film er inspirationen for Oldboys? Jeg er inspireret af mange film. Jeg er utrolig inspireret af Alexander Payne, der har lavet About Schmidt og Sideways, og så er jeg meget vild med As Good as It Gets og American Beauty. Man kan vel også godt kalde Oldboys for hverdagsrealisme, uden at det skal lyde som noget af Mike Leigh eller Ken Loach? Jeg har personligt set mange fremragende socialrealistiske film, men de film, hvor jeg også trækker på smilebåndet nogle gange og kan se mig selv i, er de film, der har givet mig mest. Fx den generation af typiske engelske film som The Full Monty og Brassed Off, der kom for år siden. Filmen har musik af Tina Dickow var det nemt at overtale hende til det? Det var vigtigt for mig, at finde en til musikken, som jeg har musikalsk respekt for, og det har jeg for Tina. Jeg hørte hende første gang optræde til en hyggekoncert, engang jeg underviste som gæstelærer på konservatoriet. Hun har vel været år, og jeg var helt rystet over hendes kæmpe talent, og da jeg skulle vælge én til at komponere score til filmen, måtte jeg bare spørge hende. Jeg tænkte, at hun ville være helt perfekt til jobbet. Så jeg skrev en mail til hende. Hun havde lige været i biografen, hvor hun netop havde tænkt, at hun simpelthen så gerne ville prøve at lave musik til en film. mest ventede film Film: Premiere: 1. Harry Potter og Dødsregalierne del The Twilight Saga: Breaking Dawn del The Twilight Saga: Breaking Dawn del The Dark Knight Rises Fast Five Hobbitten del Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand Transformers 3: Dark of The Moon The Hangover Sherlock Holmes

4 Anmeldese 6 Megamind Halvsvag idé i halvgod film Anmeldt af Per Juul Carlsen Man må tilgive folkene bag den nye amerikanske animationsfilm, Megamind. Konkurrencen blandt computeranimerede tegnefilm er afsindigt hård i øjeblikket, og det er svært at diske op med en idé, der er ligeså blændende indlysende og original som i fx Toy Story -serien, der leger med den gamle børnefantasi om at legetøj vågner og bliver levende så snart vi mennesker ser den anden vej, eller De utrolige, der fortalte om en hel familie, hvor alle medlemmerne er udstyret med superkræfter. Ikke lysende indlysende Konceptet i Megamind er ikke helt så lysende indlysende og begavet. Filmen leger med den tanke, at et sort hul et sted i rummet er i gang med at æde en hel galakse og på to forskellige planeter får nogle desperate forældre den idé, at redde deres små babyer ved at sende dem af sted i små rumskibe til en fjern planet, Jorden. Den kønne af de to babyer lander i en rigmandsbolig, den anden, der er udstyret med en lille ranglet krop og et stort blåt hoved, i et fængsel. Og så er de to væseners skæbne beseglet. Den ene bliver en superhelt, Metro Man, der gang på gang redder indbyggerne i storbyen Metro City. Mens den anden i sin irritation og mangel på anerkendelse vælger at blive byens superskurk, Megamind. Halvt fisk halvt robot Det er såmænd et meget hyggeligt lille udgangspunkt for en historie, men det er ikke en idé af den slags, hvor dramatikken og drivkraften og de små finurligheder i historien bare giver sig selv. Instruktøren Tom McGrath og hans to forfattere, Alan J. Schoolcraft og Brent Simons, skal virkelig kæmpe for at holde historien i gang. Der bliver opfundet sære og vilde og spektakulære ting undervejs i Megamind. Vores skurk med det blå hoved, Megamind, er fx udstyret med en tro hjælper, Følgesvend, der sådan set er en tænkende fisk i en bowle på en robotkrop. Halv fisk, halvt robot med andre ord. Og som en af sine tossede og gale superopfindelser disker Megamind op med en dingenot, der sørger for at han kan skifte krop og udseende og blive til tre andre personer ved at dreje lidt på en knap. Det er mægtig fantasifuldt og vildt, men ikke helt logisk og indlysende. Røver banker efter behag Der er altså et vist anstrengende og fortænkt præg over løjerne i Megamind. Det kører ikke sådan helt som smurt. Det glider ikke af sig selv. Og det kommer slet ikke til at glide af sig, da filmen serverer sit point of no return, sit dramatiske vendepunkt, hvor det rent faktisk lykkes Megamind at tilintetgøre sin evige modstander, Metro Man. Og da han først har fået magten i Metro City, og kan røve banker som det passer ham, begynder han at kede sig endda så meget, at han bliver nødt til at opfinde en superskurk, han kan bruge tiden på at konkurrere mod. Fuld billedstil Det er ikke helt velfungerende. Heldigvis har filmen andre kvaliteter, ikke mindst en spændstig streg og en fuldfed billedstil, der passer fortrinligt til at blive foldet ud i 3D. Men det er især i dialogen, Megamind sparker igennem og markerer sig. Der er lagt stor energi i at fremstille skurken Megamind som en født taber, der nægter at give op, men insisterer på at være superskurk, selvom han egentlig bare gerne vil elskes ikke mindst af den labre journalist, Roxanne Ritchi, der er Megaminds svar på Supermans Lois Lane. Superskurketricks Det er først og fremmest i Megaminds evige kamp for at være noget, han ikke er, at komikken i Megamind opstår, fx når han forsøger at skræmme Roxanne Ritchi med superskurketricks, som alle er set før, eller når han ender i en absurd omgang ordskvalder med sin modstander, Metro Man En ny omgang ordskvalder Eller når Megamind forsøger sig med et Frankenstein-agtigt eksperiment, der skal give et tilfældigt menneske superkræfter, og hans tro væbner, Følgesvend, advarer ham og det hele ender i en ny omgang ordskvalder, hvor den dobbelte betydning af ordet bad, der som bekendt både kan betyde ond og dårlig, bliver foldet ud. Fuld af liv I de situationer bliver Megamind så fuld af liv og dynamik, at man helt glemmer at historien bag filmen ikke sådan rigtig fungerer for alvor, og at temaet med den onde superskurk, der egentlig bare gerne vil accepteres og anerkendes, blev brugt bedre i den lignende animationsfilm, Grusomme mig, der fik premiere for en god måned siden. Sjaskende og sjoskende I den konstante strøm af computeranimerede tegnefilm, der vælter ind fra USA i øjeblikket, og som her i anden halvdel af 2010 har bragt så gode film som Toy Story 3, Legenden om vogterne og Grusomme mig, hører Megamind langt fra til blandt de mest gennemtænkte og mindeværdige. Men niveauet i de amerikanske computeranimerede film er forbavsende højt og selv om vi er nede i det middelmådige og lidt sjaskende og sjoskende med Megamind, selv når idéerne og plottet er lidt rustent, er det stadig en film med en uimodståelig charme og energi og en solid bunke gode grin.

5 Haribo slik der hygger i mørket luk op for noget godt, luk op for haribo