Nixons Karaoke -novelle af Martin Strange-Hansen

Transkript

1 Nixons Karaoke -novelle af Martin Strange-Hansen Høvlen lyder af fredag. Havet af stemmer bølger med en klang af alkohol. En flok mænd med store hænder sidder langs baren. Når de med brus af latter slår hinanden på skuldrene, står fine skyer af betonstøv ud fra deres tøj. Var vi lokale ville vi kalde dem brobisserne. Vi ville elske dem for deres ødselhed, frygte dem for deres kræfter og hade dem for deres arbejde. Vi ville vide, at den dag de rejser videre, vil byens dage som trafikknudepunkt være ovre. Men nu er de her, og heldigvis er deres tegnebøger lige så store som deres hænder og deres lyst til at åbne dem, en formildende omstændighed. På et bord i bagenden af lokalet står to champagneglas og prøver at tilpasse sig bordpladen. Takkede omrids af ølkapsler, danner sammen med sortbrune cigaretkratere i lakken et vulkansk landskab, som truer med at sprænge de tynde glasstilke. Ved bordet sidder en mand. Hans fingre afsætter mærker på glassenes fugtige overflade. Mandens blik er vendt mod rummets bagerste hjørne hvorfra gyldent lys strømmer. Var vi lokale ville vi vide, at manden hedder Frants. At han er 31 år, arbejder i stationens billetsalg og har gjort det i fem år. At han skulle have lyttet til sin mor og valgt et job med mindre personkontakt, men også at han indenfor det seneste år er begyndt at løfte blikket fra skærmen og møde kundernes øjne. At han ligefrem har forsøgt sig med et smil. Og vi ville gætte, at det har at gøre med Susi fra kiosken. Vi ville have hørt at folk bag hans ryg siger, at der er grænser for hvor blind kærligheden kan gøre folk, og at han burde vide han ikke har en chance. Men sådan noget ser Frants ikke. For når Susi begejstret genfortæller handlingen i Dirty Dancing, glemmer Frants at spise sin madpakke. Ikke fordi filmen interesserer ham. Da han forsøgte at se den, måtte han stoppe halvvejs. Nej det er kastanje-gløden som stråler mod ham, når hun ser på ham og med et suk siger nobody put s baby in the corner. Det er hendes tilbageholdte åndedræt i opbygningen til det øjeblik, og den let melankolske pause i rummet efterfølgende, som tager ham langt væk fra spegepølse og leverpostej. Nu sidder Frants så her med sine to champagneglas. Og hjørnet som han ser mod får ham til at svede. For to år siden var hjørnet tomt. De tidligere ejere udvidede baren ved at nedlægge det ene toilet og rive væggen ned. Men istedet for at ofre penge på at hakke gulvet op og sløjfe kloakken, hældte de et lag beton oveni, så gulvet nu rejser sig i en let forhøjning. Det var billigt, men havde dog den ulempe at kloakken aldrig blev ordenligt forseglet, så kloakgasserne sev støt op gennem betonunderlaget. Til de tidligere ejeres fortvivlelse havde lugten af fækalier en dæmpende virkning på folks alkoholindtag. Og i praksis betød det at bordene i nærheden af hjørnet aldrig blev besat, selv ikke om fredagen. Ejerne forsøgte at dæmpe tilstedeværelsen af kloak med bunker af luftfriskere, som snart hang i guirlander fra hjørnet. Resultatet var dog ikke at kloakdunsten blev dæmpet, men at den tværtimod blev forstærket i en tung cocktail af grannåle, jordbær og vanilje. Langsomt bredte mængden af tomme borde sig fra hjørnet til resten af baren, indtil ejerne smed håndklædet i ringen og solgte Høvlen billigt til den nuværende ejer Brian Nilsson. Brian eller Nixon, som vi ville kalde ham hvis vi var lokale, er en mand med et godt øje til indtjening og et mindre godt til udgifter. Så tanken om at investere i at brække gulvet op og 1

2 forbedre aromaforholdene var ikke med i hans planer. Tværtimod. Det første Nixon gjorde, da han overtog Høvlen var da også at hive alle luftfriskerne ned. Istedet malede han guldmaling over de gamle badeværelseskakler, satte et par spotlights på, og som prikken over i et installerede han sit hemmelige våben: Byens første karaoke-anlæg! Der er ikke noget, som kan blokere for sansernes fornuft, som drømmen om at være stjerne i tre minutter, så selvom lugten er uændret, er bordene omkring hjørnet nu altid fuldt besatte. Men nu, fredag aften kl 20:51 hvor Frants sidder og ser ned mod hjørnet, er der stadig til at komme til. Anlægget åbner først kl 21, og det store rykind sker i timerne efter. Lige nu er hjørnet tomt, bortset fra et mikrofonstativ. Det står midt på scenen i genskinnet fra de guldbemalede toiletkakler og strækker sig op mod de to tomme fjernsynsskærme, der hænger i loftet. Frants ser på sit ur. Han skæver mod baren, hvor brobisserne bestiller en omgang mere med høje stemmer. Blikket vandrer videre mod indgangen, hvor Billet-Peter træder de to trin ned fra gadeplanet og åbner døren. Billet-Peter stopper op indenfor og skimmer baren. Han får øje på Frants og bevæger sig i mod ham. Han vælger den direkte rute, uden hensyntagen til, at den går lige igennem brobissernes flok. De protesterer, da han uden at sagtne farten møver sig forbi dem, så en af dem får øl på trøjen. Billet-Peter vender sig og giver dem sit kontrollørblik. Han er ikke en stor mand, men selv i sin civile lyseblå pullover, er man ikke i tvivl om, at her er en mand der kender alle undskyldninger for at køre på ugyldig billet, og at han ikke godtager nogen af dem. Brobisserne mumler noget om at se sig for, og vender tilbage til deres øl. Billet-Peter sætter i bevægelse igen og tilbagelægger de sidste meter ned til Frants bord. - Hun er på vej siger Billet-Peter. Frants tørrer sig i nakken med den ene hånd, og ser på uret igen. - Ankomst enogtyve nul-nul?. Billet-Peter nikker. - Og du er sikker? Hvad nu hvis hun er forsinket? - Forsinket? Billet-Peter betragter Frants, som er selve ordet en fornærmelse. Hun er sgu ikke forsinket. Hvis man siger man er her enogtyve-hundrede, så er man her enogtyvehundrede. - Ja ja, jeg ville bare være helt sikker. Frants tørrer sin ene håndflade af i bukserne, og hiver en pung op af inderlommen. Han åbner pungen og tager en tyver op. Han ser på sit ur igen. Klokken er nu 20:58. Billet-Peter langer en arm ind over bordet. Han lader hånden hvile på Frants skulder. - Tag det roligt. Det kommer til at gå helt fint. Han giver Frants skulder et klem og nikker mod champagneglassene. Og bare det der, det er første klasse. Frants skæver mod glassene. - Hvad forventer hun? Jeg mener hvad har du sagt til hende. Billet-Peter læner sig ind over bordet og prøver at fange Frants blik. - At hun skulle komme ned til en drink klokken enogtyvehundrede - Og ikke andet, jeg mener ved hun? - At du er her? Nej, men det vil hun kun blive glad for. Frants forsøger at se beroliget ud, men man skal være hurtig for at se det, før farven forsvinder fra hans ansigt. En bevægelse har fanget hans opmærksomhed. Bevægelsen er startet nede bardisken med retning mod hjørnet. Det er Nixon. Han passerer Frants og Billet-Peters bord. 2

3 Nixon stopper ved siden af scenen, bukker sig ned og tænder for en kontakt på væggen. Et elektrisk hvæs indikerer at højtalerne er blevet tændt. På de to fjernsynsskærme toner et lyserødt billede, hvor teksten World Class Karaoke snor sig i et simuleret blåt neonskilt. Klokken er 21. Var vi Frants ville vi vide, at det betyder han nu skal bevæge sig hen til scenen, putte sin tyver i anlægget og vælge en helt særlig sang. Fordi det efter mange måneders tilløb er gået op for Frants, at han ikke aner hvordan han skal fortælle Susi hvad han føler for hende. Fordi ordene tørrer ind på tungen og føles platte og skræmmende. At han har brug hjælp til at sige det. At det er derfor han nu sidder her med champagneglas og fugtig nakke, og har bedt Billet-Peter sørge for, at hun kommer ind af døren i samme øjeblik, som han sætter mikrofonen for læberne. Så er det nu! siger Billet-Peter. Held og lykke! Frants ser ned mod døren, hvor et par kvindeben kan ses gennem vinduet. Benene er på vej mod trappen som fører ned til døren. Frants vender tyveren i hånden. Han træder hen til til scenen, putter tyveren i anlægget og bladrer med hastige fingre igennem sangbiblioteket, til han når den ønskede titel. På skærmen lyser ordene I ve had the time of my life, with Bill Medley. From the motion Picture Dirty Dancing. Frants løfter blikket. Fra sceneområdet er indgangen skjult bag barens vinkel. Ligemeget hvor meget han forsøger at strække halsen er indgangen udenfor synsvidde. Han ser derfor mod Billet-Peter, som skæver mod døren. Damebenene er stoppet op lige udenfor. Billet-Peter sender en thumbs-up gennem rummet mod Frants. - Enogtyvehundrede, jeg sagde det jo. Man bliver sgu ikke forsinket når man arbejder ved Statsbanen. Billet-Peter viser sit armbåndsur frem og tapper med en finger på det. Frants trykker på den blinkende Select -knap. Skærmene over scenen skifter til et billede fra Dirty Dancing. En tekst indikerer, at det er næste sang, og en nedtæller at den starter om 10 sekunder. Frants træder op på scenen, tager fat i mikrofonen. 5 sekunder. En af brobisserne, en firkantet fyr med kort strit rødt hår, får øje på Frants på scenen. Han stopper med at drikke af sin øl og skubber til sin sidemand med albuen. De vender begge blikket mod Frants. 1 sekund. Nedtællingen på skærmen når nul. Rummet fyldes af et blødt synthezeiser-brus. Frants lukker øjnene. Sætter læberne tæt til mikrofonen og rammer næsten tonerne rigtigt, da han med spæd stemme begynder: Now I Had. Han åbner øjnene mod det blændende projektørlys. The time of my.. - Hvad fanden?. Billet-Peters udbrud hiver Frants ud af takt. Med knæk på stemmen fortsætter Frants med at hakke sig igennem..the time of my Li Han dækker med den ene hånd for lyset for at se. Billet-Peter har rejst sig og er gået et par skridt imod døren. Billet-Peters blik er fæstnet mod damebenene udenfor. Benene står sammen med et par mandeben. Begge par ben vender sig og går væk fra døren. - Det er ikke hende Billet-Peter slår ud med armene og vender sig mod Frants. Ordene fiser lydløst ud af Frants. Mikrofonen og hans skuldre falder en halv meter. Han bliver stående og ser på teksten, som fortsætter med at løbe hen over skærmene. - Hej. Syng dog videre mand. Brobissen med det røde hår klapper i de store hænder og pifter. 3

4 Frants ryster på hovedet, mens han ser på sine sko. Billet-Peter træder op til Frants. Han klapper ham på skulderen. - Pyt med dem. De arbejder på broen Brobisserne rører på sig, de griner indbyrdes og ser op mod scenen. Den rødhårede sætter sin øl fra sig. - Hvis du ikke vil synge mere, så vil jeg sgu godt. Han rejser sig og bevæger sig mod scenen. En bevægelse går igennem Frants, som bliver en fjeder i spænd pludselig udløst. Hans blik løftes og skuldrene genfinder deres rette plads i anatomien. Han ser på den rødhårede, hvis fremadskridende gangart minder om en kutter i kuling. Frants sætter mikrofonen for læberne igen. -.. and I owe it all to you-u-u. Hans stemme knækker midt i fraseringerne, men ordene er i det mindste rigtige. Den rødhårede stopper op, han støtter balancen mod et bord. Hans ansigt går fra forbavselse til et stort grin. - Ja sådan sgu. Han ser tilbage på sine kammerater, som istemmer grinet. Den rødhåredes sidemand, ham med øl på trøjen, former hænderne som en tragt. - Hva -Er stemmen gået i overgang kammerat? Det får de andre til at grine endnu højere. Billet-Peter prøver at tage fat i Frants. - Hvad fanden laver du. Du gør dig selv komplet til grin mand! Vent dog til hun kommer. Frants fortsætter ufortrødent med at synge. Var vi inde i Frants hoved, ville vi vide at Frants lige nu tænker, at hvis ikke han står på scenen når Susi kommer ind, så kommer han det aldrig. Vi ville også vide, at tanken om at blive udsat for alles opmærksomhed og grin, er det næst-mest skræmmende han kan forestille sig. Men at det er risikoen værd sat op imod det mest skræmmende: - aldrig at få det sagt. Bassoloen sætter ind. Frants tager mikrofonen fra munden, han ser på Billet-Peter med en for Frants, uhørt lang øjenkontakt. - Du bliver nødt til at finde ud af hvor hun er. Billet - Peter nikker. - Ok. Men. Billet-Peter skæver mod barens vinkel hvor udsynet til indgangen fortaber sig. - Hvad hvis hun kommer ind mens jeg er væk? Frants hiver pungen op af inderlommen igen og ryster to tyvere ud af den. Han giver dem til Billet-Peter. - Sæt den til at gentage. Teksten til næste vers toner frem på skærmen og markerer bassoloens endeligt. - Du har 12 minutter Peter. Få hende til at komme. Frants vender sin opmærksomhed mod sangen igen. Med nyfunden kraft på stemmen vælder ordene I ve been waiting for so long, for someone like you to come along ud af ham. Billet-Peter bruger de to tyvere som befalet og ser op på sin ven. For få timer siden sad han bag sin skranke med næsen i skærmen, beskyttet af køreplaner, afgangstider og en nypudset glasplade. Nu står han badet i projektørlys ovenpå en nedlagt kloak og slår ud med en croonerhånd, som var han på Wembley Stadium. - Nu har du vel valgt noget ordentlig musik istedet for det der bøsseporno! Griner brobissen med øltrøjen, da Billet-Peter stryger sig forbi først den rødhårede og dernæst resten af flokken af brobisser ved baren. Fra scenen hører Frants fjernt lyden af døren, da Peter forlader lokalet og giver sig til at løbe ned af gaden. Et par af de andre brobisser hjælper den rødhårede på plads, hvor han igen giver sig i kast med at tømme sin øl. Da sangen langsomt toner ud, træder Frants et lille skridt bagud. Som har han stået på toppen af en bygning og været ved at blive revet ned af et vindstød. Med en hånd kører han pandehåret, der klistrer mod panden, væk. Han stirrer ind i projektørerne, som var der 4

5 en verden derinde kun han kan se. Et par klap og et enkelt buh fra øltrøjen kan høres fra lokalet. Frants fixerer blikket på skærmene igen og følger nedtællingen Sangen starter op. Frants lukker øjnene og rammer denne gang tonerne helt rent, også i starten af sangen. - Ej for fanden. Den har vi jo lige hørt -Øltrøjen ser op fra sin øl. Den rødhårede lægger en kammeratlig arm om ham. - Hul i det. Skål Svein. Han klinker glas med øltrøjen, som altså åbenbart hedder Svein. Svein tager en tår. Var musikken lavere, ville vi kunne høre Sveins tænder knase da han sætter sit glas på bordet igen, og den kolde ølvåde plet på trøjen rører hans hud. Han kniber øjnene sammen mod den spinkle skikkelse, som står bøjet over mikrofonstativet på scenen. Den rødhårede har lige bestilt en omgang til, da sangens karakteriske synthezeiserbrus starter for tredje gang. - Nej nu må det kraftstejleme. Det gungrer i gulvet, da Svein glemmer alt om de nye øl og maser sig hen mod scenen, hvor Frants med kraftfuld stemme igen begynder at synge, at han har haft den bedste tid i livet. - Det der er sgu ikke ikke til at holde ud at høre på. Skrup ned derfra. At dømme på Frants reaktion kunne Svein lige så godt have hvisket til ham fra den anden side af atlanten. Sangen flyder ud af ham uden afbrydelse eller usikkerhed. - Hørte du ikke hvad jeg sagde? Svein hiver fat i mikrofonstativet og rykker i det. Frants følger med uden at stoppe. Han dingler frem og tilbage, som er stativet et tredje ben. - Så længe man betaler har man lov til at synge. Nixons stemme pløjer gennem musikken, og får Svein til at stoppe. - Hvis ikke I kan finde ud af at opføre jer ordenligt må jeg bede jer forlade stedet. Nixon stopper med at skænke op. Den rødhårede ser med lange øjne på øllen i hans hånd. - For fanden. Lad nu bare manden synge. Svein, slipper med en mumlen mikrofonstativet og slår ud med armene mod Nixon. Nixon giver sig til at skænke øl op igen. - Hvis I vil høre noget andet, må I betale for det. - Hvad har du? Den rødhårede griber øllen og går ned mod scenen. At dømme efter hans gang, er kulingen taget til. Frants knuger sit greb om mikrofonen og crooner med lukkede øjne sit hjerte ud. Han har en halv sang tilbage og sveden er begyndt at sætte sine tydelige tegn under skjorteærmerne. - Hold kæft mand, der er sgu også Eye of the tiger, hører han pludselig den rødhåredes stemme udbryde. Han åbner øjnene og ser de to mænd stå og bladre i anlæggets sangkatalog. Den rødhårede har fundet en tyver frem. - Vil i ikke godt vente lidt jeg.. Frants tøver. Hans ord lyder meget højt gennem mikrofonen. Tre mænds blikke møder hinanden. To med slør af øl, og et med vægten af måneders uudsagt kærlighed. - Jeg vil gerne have lov til at synge den. For hende. - For hvem? Du er sgu da helt alene. Svein ser sig rundt. - Hun er ikke kommet endnu så Frants ser på sit ur 21:09, tid for aftenens sidste færgeafgang. - Hun skulle have været her for 9 minutter siden. - Mener du vi skal blive ved med at høre på dit skrigeri, indtil fantasiprinsessen dukker op? 5

6 Frants' forsøg på at smile undskyldende ville nok have virket bedre, hvis man som os ved at smil ikke er en af hans spidskompetencer. På Svein og den rødhårede fremstår Frants blottede tænder dog ikke som en formildende grimasse. Den rødhårede lader sin tyver glide ind i møntindkastet. - Nu skal vi sgu høre noget rigtig musik. Han trykker på den blinkende select-knap - Eye of the Tiger. Yeah! En tekst i bunden af skærmene annoncerer, at Survivors store hit er næste sang og der er 50 sekunder til. Frants griber sin pung i inderlommen igen og fumler igennem alle rum og hjørner med den ene hånd. Ud af øjenkrogen ser han Svein stå nede ved flokken af brobisser. Han griner og peger op mod Frants. Et latterbrøl udgår fra flokken, som alle begynder at rode i deres lommer og snart vender Svein tilbage til anlægget med hænderne fyldte af tyvere. 20 sekunder tilbage af sangen. Frants finder en femhundredekrone-seddel klemt inde bag en fold i pungen. - Kan du veksle? Han vifter med de femhundrede kroner mod Svein. Svein ryster på hovedet med et grin. Frants stiller sig lige foran ham og bukker sig ned- Du kan få den for fem tyvere. Svein ser på den fremstrakte seddel. - Jeg har sgu ikke nogen kontanter kammerat. En efter en lader han tyverne glide ind af møntsprækken. - Er der slet ingen der kan veksle? Frants stikker sedlen ud mod rummet som forsvinder i mørket bag projektørerne. Det elektriske rumklang fra Frants spørgsmål dør ud sammen med de sidste toner af sangen. Skærmene viser et billede fra Rocky III, og nedtællingen indikerer, at der er 5 sekunder til næste sang. Den rødhårede træder op på scenen ved siden af Frants. Han griber ud efter mikrofonen i Frants' hånd. Frants slipper ikke. Han stirrer på den rødhårede med et blik, som kun den besejrede, der har besluttet sig for, at tage så mange fjender som muligt med sig i faldet, kan mønstre. 0 sekunder. Hurtige, tætte guitaranslag strømmer ud af højtalerne. Stod vi henne ved døren, ville vi i dette øjeblik se Billet-Peter springe ned af de to trin, og rive døren op. Og hvis vi kendte ham godt, ville vi kunne se, at det ikke kun er løbeturen som påvirker ham. Han bukker sammen med en hvæsende vejrtrækning, og trækker ned i pulloverens halsudskæring da han kommer ind af døren. Lyden af kraftfulde guitarriffs blandet med råbende stemmer får ham til at rette sig op igen. Råbene kommer ned fra sceneområdet, hvor brobisserne har samlet sig. Ind over guitarriffene blander Frants' stemme sig pludseligt. - Now I ve had.. Råbene fra brobisserne vokser i styrke. Billet-Peter lader hånt om vejrtrækningen og tumler ned mod folkemængden. Frants' stemme fortsætter hen over de ubønhørlige guitarer. - The time of my Slaget som sender Frants i gulvet kommer fra en stor hånd, som er vant til at håndtere betonelementer. Han når at få et glimt af de små røde hår på håndryggen, før den knasende lyd fra hans kæbe får alt til at blive sort omkring ham. Han mærker sin krop få kontakt med gulvet. Lugten af kloak fylder hans næsebor. Gennem det sorte hører han Billet-Peters stemme råbe om politi og værdien af færgefart. Sveins latter og Nixons formaninger om ordentlig opførsel. Han hører også hvordan den rødhåredes umelodiske brølen - Just a man and his will to survive pludseligt er den eneste lyd i lokalet, da Billet-Peter flår stikket til karaokeanlægget ud af væggen. 6

7 Derefter er det svært at skelne lydene fra hinanden. Råb, tummel og lyden af glas der splintres. Hvis vi kunne besøge Høvlen om et år, ville vi se et par skæve garderobestativer med aflagt tøj hvor karaoke-anlægget plejede at stå. Vi ville vide, at Nixon efter at aftenens skader var opgjort, lavede et hurtigt overslag over udgifter og indtægter. At han derefter ville sælge resten af det intakte inventar og leje lokalerne til Kirkens korshær. Om aftenen ville vi kunne vende blikket fra det tomme færgeleje og se lyset fra den travle bro i det fjerne. Og vi ville vide at det vil betyde at billetsalget på stationen var blevet sparet væk og lagt sammen med kioskdriften. At vi af kioskdamen ville få et stort smil når vi købte vores billetter. Og at smilet ville blive større og øjnenes glød af kastanje træde frem, hvis vi pegede på hendes mave og sagde tillykke. Men spørger vi hvorfor hun ikke kom ned på Høvlen vil hendes blik skifte farve. Hun vil pege på ringen på sin finger og sige, at hun ikke kan forstå nogen kan være så blind. Og vi vil give hende ret. -Tak til AMO og Torben for inspiration 7