Working paper. Unges brug af boligmarkedet. hvilke muligheder har de, og hvad er de oppe imod? En institutionel analyse. Henrik Christoffersen

Transkript

1 Working paper i samarbejde med Henrik Christoffersen Unges brug af boligmarkedet hvilke muligheder har de, og hvad er de oppe imod? En institutionel analyse.

2 AKF=s publikationer forhandles gennem boghandelen og AKF, Nyropsgade 37, 1602 København V Telefon: eller Fax: akf@akf.dk Internet Copyright: 2008 AKF og forfatterne Mindre uddrag, herunder figurer, tabeller og citater er tilladt med tydelig kildeangivelse. Skrifter, der omtaler, anmelder, citerer eller henviser til nærværende, bedes sendt til AKF. Copyright omslag: Phonowork. Lars Degnbol Forlag: AKF Isbn. nr.: I:\FORLAGET\HC\Unges boligsituation\workingpaper.doc Marts 2008(5) AKF, Anvendt KommunalForskning AKF har til formål at gennemføre og formidle samfundsforskning af relevans for det offentlige og især for regioner og kommuner. AKF's bestyrelse: Adm. direktør Peter Gorm Hansen (formand), KL Konst. adm. direktør Lone Christiansen, Danske Regioner Afdelingschef Thorkil Juul, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Fungerende afdelingschef Ib Valsborg, Finansministeriet Afdelingschef Anders Lynge Madsen, Velfærdsministeriet Kontorchef Helle Osmer Clausen, Beskæftigelsesministeriet Kommunaldirektør Marius Ibsen, Gladsaxe Kommune Professor Poul Erik Mouritzen, Syddansk Universitet Professor Birgitte Sloth, Syddansk Universitet AKF s ledelse: Direktør Mette Wier Administrationschef Per Schrøder Forskningschef Thomas Bue Bjørner Forskningschef Hans Hummelgaard Programchef Olaf Rieper

3 Forord Socialministeriet gennemførte i foråret 2006 et udbud vedrørende et forskningsprojekt om de unges boligsituation, og gennemførelsen af projektet blev overdraget til AKF, Anvendt KommunalForskning, i samarbejde med Kuben Byfornyelse Danmark A/S. Projektet blev organiseret, så det falder i to faser, hvor en indledende fase afsluttes med udsendelse af en midtvejspublicering, og hvor en hovedrapport skal foreligge medio I den første fase har vi undersøgt, hvad det er for forudsætninger, unge skal opfylde for at komme i betragtning til de forskellige boligformer på boligmarkedet, og vi har tegnet et ajourført overordnet billede af, hvordan de unge faktisk bor ved hjælp af registerdata i Danmarks Statistik. Der har desuden været sat særlig fokus på, hvorledes de mere end ungdomsboliger anvendes. Endvidere har vi set mere indgående på, hvordan forskellige unge-grupper oplever deres boligsituation, og vi har i den forbindelse interviewet en del unge. Endelig har vi kortlagt de 98 nye kommuners tilgang til problematikken omkring de unges boligforhold. Her har vi stillet en række spørgsmål om indsats og organisering af indsats til kommunerne. Vi har dokumenteret dette forskningsarbejde i fire arbejdspapirer. Den foreliggende publikation er den ene af disse fire papirer. Alle fire papirer findes oplistet bagest i denne publikation. Med udgangspunkt i de fire arbejdspapirer er der givet en samlet foreløbig oversigt over problematikken omkring de unges boligsituation i rapporten Unges boligsituation Brudstykker til forståelse af, hvilke muligheder de unge har på boligmarkedet, og hvad de er oppe imod. Denne rapport er skrevet af Henrik Christoffersen og udsendt af AKF Forlaget. Henrik Christoffersen Februar

4 Indhold 1 Sammenfatning Institutioner betyder noget De unge og boligmarkedets boligejerformer Boligejerformer som institutionelle strukturer Den almene boligejerform Ungdomsboliger De unge og oprykningen på boligmarkedet Samfundsudviklingen og de unges benyttelse af boligmarkedet Decentraliseringen af boligpolitikken. Kommunerne og de unges boligmuligheder De civile institutioner: Boligorganisationerne og de unges boligmuligheder De unge som agenter på boligmarkedet...48 Projektet om de unges boligsituation: Delrapporterne...52 Referencer...53 English Summary

5 1 Sammenfatning Ud af Danmarks godt 2,5 millioner boliger er de godt eller 2% af boligerne forbeholdt unge som ungdomsboliger. Det er endda ikke alle unge, som ses som den særlige målgruppe for de godt ungdomsboliger. Disse boliger er specielt tiltænkt uddannelsessøgende samt unge med særlige behov. Der er i alt unge mellem 18 og 29 år. Godt af disse unge er samboende i et parforhold. Tages antallet af unge i denne aldersgruppe som et udtryk for ungdomsgruppens størrelse, er det ensbetydende med, at der findes ungdomsboliger svarende til omkring 10% af alle unge husstande. Den anden side af sagen er, at den altovervejende del af de unge altså bor i boliger, som ikke specielt henvender sig til unges benyttelse. Når man ønsker at vurdere unges boligsituation og muligheder for at komme til at bo i egen bolig, er det således i høj grad relevant at se på alle de faktorer, som er afgørende i forhold til at opnå bolig i alle dele af den danske boligmasse. Boligmassen består af boliger med forskellig boligejerform: Almene familieboliger, andelsboliger, ejerboliger herunder ejerlejligheder og private udlejningsboliger. Det er ganske forskellige momenter, som er afgørende for adgangen til at opnå en bolig i disse forskellige boligformer. Man kan tale om, at der råder en mangfoldighed af institutioner, og at det er forskellige institutioner som er afgørende i forhold til at opnå bolig i boligmassens forskellige boligejerformer. Der er statsmagtens institutioner, som virker ved hjælp af love og regler, økonomiordninger etc. Der er markedets institutioner som virker ved hjælp køb og salg. Og der er civilsamfundets institutioner, som udgøres af organisationer som boligorganisationer og 4

6 andelsboligforeninger, men også af sociale netværk m.v. og fællesskaber mellem unge om indgåelse af lejemål, private fremlejeordninger etc. Hver af disse institutioner har deres rationaler, og det er følgelig ganske forskellige tilgange, de unge skal lægge for dagen, når de skal operere succesfuldt i forhold til de forskellige institutionsformer og altså i forhold til de forskellige dele af boligmassen med hver deres boligejerform. De unge skal kende deres ret og møde frem i forhold til de offentlige tilbud. De skal råde over økonomiske ressourcer og være foretagsomme, i stand til at vurdere risici og tage beslutninger, når de skal agere på markedet. Og de skal have bekendtskaber og være i stand til at etablere og udnytte tillidsfulde sociale relationer, når de skal agere i forhold til civilsamfundet. I rapportens analyse bliver boligmarkedets boligejerformer undersøgt i forhold til, hvorledes statsmagtens institutioner, altså lovgivningen og udfyldningen af lovgivningen, stiller unge i henseende til at opnå bolig. Det er her iøjnefaldende, at statsmagtens institutioner ikke ud over ungdomsboliginstitutionen etablerer nogen betydende former for særlig hensyntagen til unges boligbehov. Hvad angår de almene boliger i almindelighed, er der fastlagt en særlig hensyntagen til behovsgrupper udpeget af kommunerne og hovedsageligt bestående af enlige forældre og mennesker med psykiske eller fysiske handicap. I øvrigt fordeles disse boliger efter et ventelisteprincip, hvad der dårligt er i overensstemmelse med unges behov. Parallelt med denne analyse undersøges, hvorledes markedets institutioner etablerer et sæt af vilkår for, at unge opnår bolig i de forskellige boligejerformer. Markedets logik er særligt rådende i forhold til ejerboligmarkedet. Ejerboliger og specielt ejerlejligheder er attraktive boliger for unge, fordi de for de flestes vedkommende ligger meget centralt placeret og i øvrigt har en form, som passer til mange unges livsform. Der skal imidlertid præsteres en ikke ubetydelig indkomst eller formue for erhvervelse af ejerbolig, hvad der er en definitiv barriere for mange unge. Konsekvensen er, at det kun er en mindre del af de unge under 30 år, som bor i egen ejerbolig. I og med, at hverken staten som institution eller markedet som institution i sig selv er særligt gearet til at imødekomme hovedparten af de unges boligønsker, må det for de unge være nærliggende i høj grad at orientere sig imod civilsamfundets institutioner og de boligmuligheder, som giver 5

7 sig i kraft af civilsamfundets logikker. Her er nærliggende tale om to typer af boligmuligheder: For det første er både private lejeboliger og andelsboliger relevante boligformer for unge. Disse boliger er for en stor dels vedkommende beliggende i centrene af de større bysamfund, huslejen er ofte moderat, og adgangen til boligerne bestemmes af private udlejere og af andelsboligforeninger, hvor unge har muligheder for at komme i betragtning, ikke mindst hvis de har familie eller bekendtskaber, som kan lede vejen. For det andet spiller det i praksis en betydelig rolle, at mange unge opgiver at etablere sig som boligbesiddende husstand i traditionel forstand med eget navn på skøde eller lejekontrakt, men finder deres egne ordninger i stedet. Her kan være tale om fremlejeordninger i alle boligmassens boligejerformer, om kollektivordninger eller udleje af dele af boliger, eller om forældrekøbsordninger. Det er gennemgående sådan, at det fordrer et socialt netværk og evner til at indgå i fælles arrangementer hos de unge at finde gode boligløsninger på denne måde. I de senere års danske litteratur om betydningen af institutioner i det sociale liv findes flere analyser af, hvad det er for udviklingstræk i velfærdsstaten, som leder til en tiltagende opmærksomhed omkring betydningen af det civile samfunds institutioner. Et af de momenter, som står centralt i denne litteratur, betoner en bevægelse væk fra et forsørgersamfund og i retning af vægtning af aktivering og selvforsørgelse. Institutionelt kommer denne bevægelse til udtryk i et skifte i styringsform fra hierarkisk styring til formelle og uformelle netværk, som bindes sammen af en række fælles forhandlede forestillinger om problemet og problemløsningen. Den offentlige indsats bliver med sådan en udvikling drejet bort fra regelregulering og i retning af terapeutisk indsats i mange former: rådgivning, oplysning, personlig støtte etc. Når en sådan udvikling også forekommer relevant på det boligpolitiske område, kan det opfattes som et udtryk for, at den traditionelle forståelse af boligpolitikkens udfordringer har mistet gyldighed. Helt tilbage fra forholdene oven på anden verdenskrig har boligmangel været opfattet som den grundlægende præmis, og dermed er vilkårene for fordeling af det begrænsede antal boliger blevet anset for afgørende. Boligpolitikken har på 6

8 den baggrund været fokuseret på dels reguleringer af boligfordelingen dels understøttelse af nybyggeri. Når unge i dag søger at finde fodfæste i egen bolig, står de imidlertid over for en boligmasse, som alt i alt svarer til, at danskerne gennemgående har en høj boligstandard og et højt gennemsnitligt boligforbrug set i sammenligning med forholdene i de fleste andre europæiske lande. De unge har i den henseende mange muligheder. Nogle har flere end andre. Det forekommer, at de unge også gennemgående er i stand til at finde mange forskellige og mange gange også ganske kreative veje til at udnytte de muligheder, som gives af boligudbuddet. Vi har imidlertid ikke noget præcist billede af, hvor godt fungerende boligmarkedet er i forhold til unges behov og ønsker. Hvor stærkt unge møder blokeringer på boligmarkedet i forhold til at få deres uddannelse, familieliv og arbejdsliv til at fungere. Og vi ved heller ikke nøjere, hvilke unge det er, som i særlig grad har vanskeligheder ved at finde tilfredsstillende boligløsninger. Den institutionelle analyse drejer indfaldsvinklen væk fra de enkelte boligformer og de enkelte boligpolitiske instrumenter, og i stedet anlægger den en indfaldsvinkel, hvor hele boligmarkedet med alle dets muligheder for de unge undersøges under ét. Et hovedspørgsmål, som melder sig i kølvandet på sådan en analyse, er, hvilke unge som står med særlige vanskeligheder. I forhold hertil udpeger den institutionelle analyse hele den vifte af institutionelle momenter, som tilsammen er afgørende for boligmarkedets funktionalitet. Hensigten er at understøtte helhedsorienterede overvejelser om eventuelt ønskede tiltag. 7

9 2 Institutioner betyder noget Grundbetragtningen Når vi taler om boligsektoren og om befolkningens (for)brug af bolig, anvender vi meget ofte vendingen boligmarkedet. Det er en vending, som karakteriserer væsentlige træk ved den måde, boligsektoren fungerer på, men der er dog også tale om en vending, som udgør en meget forsimplet karakteristik. Der foregår nok en prisdannelse af markedsmæssig art for en betydelig del af boligmassens vedkommende, men også hvor der foregår en egentlig markedsmæssig prisdannelse, øver subsidiering og øvrig regulering en væsentlig indflydelse på beslutningerne om boliginvesteringer og boligforbrug. Og i øvrigt omsættes en anseelig del af boligmassen ikke på et marked, men i et mere eller mindre renlivet reguleret system. Hertil kommer, at en bolig også kan forbruges af personer, som ikke selv direkte står som boligbesidder: Man kan deles om en bolig eller få den stillet til rådighed af boligbesidderen gennem fremleje eller andet. Det er med andre ord et ganske komplekst system, som varetager allokeringen af boliger. Sigtet med denne rapport er at tegne et samlet billede af dette komplekse system med særlig vægt lagt på at beskrive og undersøge systemet, således som det tager sig ud for de unge. Når vi vil prøve at indkredse, hvad der karakteriserer de unges situation på boligmarkedet, og når vi vil se på, hvad det dybest set drejer sig om, og hvad det er for kræfter, som er styrende for de unges adfærd, så leder samfundsvidenskabelig teori os nærliggende til at se på institutioner. Den forståelse af institutionsbegrebet, som vi vil lægge til grund her, følger Klausen (2001). Han peger på disse dimensioner i institutionsbegrebet: Med institution tænkes for det første på noget fysisk, nemlig en orga- 8

10 nisation, som når vi taler om offentlige institutioner. For det andet tænkes imidlertid også på en proces og dens resultater, nemlig at noget institutionaliseres, dvs. at det udvikles og indlejres, indsocialiseres mv., så der fremkommer en ny, fremherskende orden. Her kan vi eksempelvis tale om, at bureaukratisering eller decentralisering institutionaliserer nye arbejdsrutiner, der igen leder frem til nye resultater. Endelig forbinder vi også institutioner med regulative, normative og kognitive ordner, således at love og forordninger, normer for etisk adfærd og måder at forstå verden på danner en ramme for vores adfærd. Det er almindeligt at tale om, at der i samfundet råder tre grundformer af institutioner og dermed tre grundlæggende styringsmekanismer. De karakteriseres normalt ved begreberne stat, marked og civilsamfund. Der findes en helt overvældende omfangsrig litteratur om disse begreber og deres bagvedliggende rationaler. Vi skal ikke gå nærmere ind i mere filosofiske overvejelser. Når vi indleder denne analyse med så abstrakte betragtninger er det med et mere pragmatisk formål. Ved at udpege de overordnede koordineringsmekanismer, som er med til at forme det sociale liv, understreger vi også en åbenhed i den analyse, som vi lægger op til: De unges boligsituation skal forstås i forhold til det sæt af institutioner, som de unge alt i alt er oppe imod. Det drejer sig om boligpolitikkens regler, forordninger, økonomiordninger mv., men det drejer sig lige så vel om en mangfoldighed af øvrige omstændigheder, som danner sig uden for staten og den politiske sfære. Boligpolitikken virker altså ind i en verden, som i øvrigt rummer stærke, ordnende mekanismer, og det vil øge boligpolitikkens realisme at indse og forstå disse mekanismer. Nok så væsentligt vil tænkning af boligpolitik, som tager udgangspunkt i en bredere afgrænsning af relevante institutioner, åbne for overvejelser om boligpolitisk indsats af andre former end de former, som er knyttet direkte til staten som institutionsform, altså andre former for politiktiltag end fastlæggelse af lovgivning og forordninger samt vedtagelse af økonomiordninger om finansieringstilskud, personsubsidier med udgangspunkt i boligsituationen etc. Så vil en samlet boligpolitisk indsats med det sigte at udvirke de bedst mulige vilkår for unge på boligmarkedet naturligt også forholde sig til mulighederne for at udvikle politikvirkemidler, som 9

11 forholder sig mere direkte til, hvorledes unge kan få opfyldt deres boligbehov i kraft af markedets og civilsamfundets funktionalitet. Analysen i det følgende vil ud fra en sådan forståelsesmåde tage udgangspunkt i, at de unges boligsituation er en konsekvens af boligpolitikken i traditionel forstand altså i vores indledende begrebsapparat er et resultat af ordninger, som knytter sig til staten som institution og styringsmekanisme. Men vores analyse vil tillige kaste lys over, hvorledes de unges boligsituation også bestemmes af, hvorledes boligmarkedet fungerer, altså hvorledes eksempelvis forældrekøbsformen har vundet indpas, uden at lovgivningen direkte har forholdt sig til det, og uden at dette stort set nye ungdomsboligfænomen altså er et resultat af udtrykkelige boligpolitiske dispositioner. Ligeledes inddrages civilsamfundet anskuet som institutionsform, og derved som ramme om social organisering i vores analyse. Her viser det sig, at den måde, som foreninger eksempelvis andelsboligforeninger fungerer på, og den måde, hvorpå unge evner at lave fællesskaber om køb eller leje af en bolig, er af betydning for, hvilke muligheder unge oplever at have, hvad angår bolig. Såvel i økonomisk og politisk som social henseende undergår samfundet løbende forandringer. Samfundsforandringerne kommer uvilkårligt til udtryk i de rationaler, som gælder for, hvordan der føres politik, men også i rationalerne for, hvordan vi agerer på markedet, og hvordan vi lever vores sociale liv. Det indebærer konkret i forhold til vores problemstilling, at de unges vilkår og muligheder på boligmarkedet hele tiden ændrer sig også uanset om der på det boligpolitiske område træffes nye beslutninger, som iværksætter nye love, forordninger og økonomiordninger. Det udvidede boligpolitiske perspektiv I forhold til den litteratur, som nu foreligger og tilsammen sammenfatter den tilgængelige viden om de unges boligsituation, så repræsenterer den institutionelle betragtning, der er skitseret indledningsvis, en udvidelse. Der findes en lang tradition i den danske boligpolitiske debat for, at en behovsproblemstilling står i centrum. I 1980 ernes centrale boligpolitiske udredninger er dette tydeligt. Det såkaldte Ølgaard-udvalg søgte i flere betænkninger (Boligministeriet (1988) er den første betænkning fra udvalget) at indkredse periodens centrale boligpolitiske problemstillinger, og i dette 10

12 udvalgsarbejde blev spørgsmålet om dækning af befolkningens boligbehov opfattet som helt afgørende. Udvalget definerede et mål for potentielt boligbehov og udarbejdede fremskrivninger af behovets fremtidige omfang. I den forståelse, som leder til valg af en sådan tilgang, er boligmangel et afgørende problem for boligpolitikken, hvad der er helt i overensstemmelse med den boligpolitiske dagsorden, som havde rådet siden afslutningen af anden verdenskrig. Noget andet er så, at Ølgaard-udvalgets analyse også kan læses som et første forsøg på at gøre op med forestillingen om boligmangel. Udvalgets analyse påviste nemlig, at det danske samfund var tæt på en situation, hvor der var en selvstændig bolig til alle potentielle husstande. I forhold til mangelproblematikken var det naturligt, at et centralt boligpolitisk instrument bestod i opførelse af støttet boligbyggeri, og at omfanget af et sådant byggeri var en helt central parameter. Den udformning, som Ølgaard-udvalget gav de demografisk orienterede fremskrivninger af et potentielt boligbehov, indikerer i øvrigt i sig selv en forståelse af problematikken omkring de unges boligsituation, som var sigende for tiden. Fremskrivningerne blev baseret på en definition af et potentielt boligbehov, som fremkom ved, at alle parhusstande plus alle enlige husstande over en given alder skulle have en selvstændig bolig. Der blev udarbejdet to hovedforløb, hvor det ene antog, at alle enlige på 25 år og derover skulle sikres en selvstændig bolig, og det andet, hvor alle enlige fra 20 år og derover skulle sikres en selvstændig bolig. Det ligger også i sådan en analyses tankegang, at der foregår en udvikling i samfundet kendetegnet ved, at unge i stigende grad kommer til at bo i egen selvstændig bolig, og at dette også bør stå som en afgørende målestok for den side af boligpolitikken, som i særdeleshed vedrører de unge. Og det ligger tillige i denne analyses udformning, at de unges adfærd på boligmarkedet anses for at være af afgørende betydning for balancen på boligmarkedet i det hele taget. Delvis parallelle overvejelser, hvor behovsproblemstillingen og omfanget af støttet boligbyggeri står centralt, blev gjort gældende i et andet af 1980 ernes helt væsentlige udredningsarbejder, nemlig betænkningsarbejdet om Den almennyttige boligsektors rolle på boligmarkedet fra 1987, jf. Boligministeriet (1987). 11

13 I dag er den boligpolitiske dagsorden i afgørende henseender forandret. Der kan stadig fremføres argumenter for opførelse af støttet byggeri, men omfattende generel boligmangel kan vanskeligt opfattes som et dækkende udtryk for, hvori den boligpolitiske udfordring består. Dette gælder også i forhold til problematikken omkring de unge på boligmarkedet. Socialministeriet har senest i det omfattende analysearbejde om Den almene boligsektors fremtid (Socialministeriet, 2006) fornyet analysen af den potentielle boligefterspørgsel. Her findes, at en 100% dækning af tilvæksten i potentiel boligefterspørgsel frem til 2040 vil fordre, at der årligt tilvejebringes i alt omkring flere boliger, når bortses fra det særlige behov for ældreboliger. Det er umiddelbart ensbetydende med et historisk lavt omfang af nybyggeri. Det støttede almene nybyggeri, når bortses fra ældreboliger, har da også i de seneste år været af meget beskedent omfang. Hermed er det almindelige boligmarked i dag med velstandsudviklingen og med en række institutionelle forandringer tilgængeligt for unge på en helt anden måde end tidligere. Der ligger mange konkrete faktorer bag disse ændrede vilkår for de unge. Her skal blot peges på forældrekøb på ejerlejlighedsmarkedet, på det øgede antal andelsboliger, som også gennemgående nærmer sig en mere markedsmæssig prissætning og fordeling, samt på et privat marked for lejeboliger, hvor efterspørgselspresset ikke længere er så bastant, og hvor unge udvikler nye anvendelsesmåder med deling af lejemål, fremleje mv. som gængse former. Den ændrede boligpolitiske dagsorden illustreres også af, at der nok i dag fortsat opføres støttet boligbyggeri, herunder også boligbyggeri henvendt specielt til unge, men at det også er en del af den boligpolitiske virkelighed, at nogle af de bestående ungdomsboliger vanskeligt kan finde unge beboere, og at ungdomsboliger i nogle boligområder nedlægges og overgår til anden anvendelse, eventuelt ved sammenlægning til familieboliger. Institutionsformernes forskellige natur Når vi skal søge at forstå nærmere, hvorledes de forskellige overordnede institutionsformer og koordineringsmekanismer er med til at forme det sociale liv og mere konkret er med til at bestemme de unges muligheder og faktiske brug af bolig, kan det være nyttigt at tage afsæt i en karakteri- 12

14 sering af institutionsformerne hos Klausen (2001). Her er udviklet en model, som er viderebearbejdet i figur 2.1. Figur 2.1 Karaktertræk ved de overordnede institutionsformer som logikker, rationaler og organisatoriske ordningsformer Logik. Aspekt Statslogik, rationale og ordningsform Markedslogik, rationale og ordningsform Civilsamfundslogik, rationale og ordningsform Mennesket er demokratisk handlende økonomisk handlende socialt handlende Motivation Pligt Nytte Lyst Orientering Samfundet Sig selv Sine nærmeste Man kæmper om magt, indflydelse, ære penge, prestige anerkendelse, tilhørsforhold, legitimitet Relation mellem parter Hierarki, regler Bytte, kontrakter Gensidig tillid eller frygt Evalueringskriterium Flertal, politisk legitimitet Produktivitet og effektivitet, Processen bundlinjen Omverdensdimension Politisk omverden Teknisk omverden Institutionel omverden Langsigtet perspektiv Politikker, planer Akkumulering, investering Visioner Ledelse og strategi Strategisk politisk kamp, fagprofessionel administration Strategisk ledelse, mål- og handlingsorientering Anm.: Modellen er en videre bearbejdelse af modellen i Klausen (2001), side 120. Værdiorienteret ledelse, vægt på symbolske processer I forhold til ungdomsboligproblematikken understreger modellen, hvordan de unge bevæger sig rundt i en verden, hvor de, når de skal have deres boligbehov opfyldt, forholder sig til og udnytter fundamentalt forskellige rationaler. De kan henholde sig til, at de under bestemte og specificerede forudsætninger har rettigheder i forhold til anvisning af støttede boliger og i forhold til boligsubsidier. Men de kan også henholde sig til markedets byttemekanisme, hvor de kan bytte penge hvis de har nogen, eller hvis de kan få forældre eller banken til at stille nogen til rådighed for en bolig. Og så kan de også henholde sig til deres sociale netværk. Her kan de måske udnytte familierelation til beboere i en andelsboligforening eller de kan etablere et partnerskab med andre unge om at deles om en lejebolig og herunder også i fællesskab stå for huslejen. Det, som modellen også understreger, er, at det er ganske forskellige tilgange, de unge skal lægge for dagen, når de skal operere succesfuldt i forhold til de forskellige institutionsformer og dermed også i forhold til de forskellige rationaler. Det er tillige ganske forskellige egenskaber, de unge skal være i besiddelse af, såfremt de skal opleve succes når de opererer i 13

15 forhold til de forskellige institutioner. De skal kende deres ret og møde frem i forhold til de offentlige tilbud. De skal råde over økonomiske ressourcer og være foretagsomme, i stand til at vurdere risici og tage beslutninger, når de skal agere på markedet. Og de skal have bekendtskaber og være i stand til at etablere og udnytte tillidsfulde sociale relationer, når de skal agere i forhold til civilsamfundet. De unge, som er i besiddelse af mange af disse egenskaber, skal sikkert nok klare sig udmærket på boligmarkedet på den ene eller anden måde. Derimod kan det meget vel være, at det er de unge, som står svagt, hvad angår alle disse egenskaber, som også nærliggende kommer i vanskeligheder i forhold til at komme til at bo under tilfredsstillende boligforhold. Med en sådan indsigt leder den institutionelle forståelsesmåde uvilkårligt til en flersidet handlingsstrategi: Som det allerede er påpeget så ligger det naturligt at lade de boligpolitiske overvejelser omfatte ikke alene statslogikken og lovgivningen, udstedelsen af forordninger, kommunal sagsbehandling samt etableringen af økonomiordninger, men også tiltag, som retter sig imod de andre institutionelle grundformer: markedet og det civile samfund. Men tillige bliver det en nærliggende indsigt i forhold til sådan en forståelsesmåde, at resultater opstår i mødet mellem individer og institutioner. Altså at individets muligheder og evne til at agere i forhold til alle de rådende logikker og i forhold til alle de betydende institutioner også er afgørende. Institutionerne i lyset af omverdensvilkår under forandring Når verden forandrer sig, så kommer individernes møde med samfundets institutioner til at foregå under nogle nye vilkår. Konsekvensen bliver uundgåeligt, at individerne også giver sig til at forholde sig til institutionerne på en ny måde og bruge dem anderledes end hidtil set. Der findes en righoldig litteratur om denne dynamik. Klausen (2001) udpeger, hvad han kalder samfundsmæssige megatrends, og undersøger de institutionelle konsekvenser af disse forandringsprocesser. Torfing (2005) undersøger mere konkret baggrunden for den danske velfærdspolitiks forandringer i nyere tid. Cambell (2004) undersøger forskellige paradigmer inden for institutionel teori. 14

16 Temaet vil ikke blive undersøgt i dybden her. Blot skal hovedkonklusionen fastholdes: At når de økonomiske og materielle vilkår for de unge ændrer sig, når mønstrene for det sociale liv i samfundet bliver anderledes og når nye tænkemåder danner sig, så vil unge også udvirke nye og anderledes løsninger i forhold til deres boligbehov, fordi de vil forholde sig til og udnytte institutionerne af betydning for boligforsyningen på en anderledes måde. Både Klausen (2001) og Torfing (2005) peger på en tydeliggørelse af det enkelte individs udfordring og ansvar som et meget grundlæggende træk i samfundsudviklingen. Klausen taler om individualisering. Torfing taler om en stille revolution i velfærdsstaten, som har bevæget sig fra forsørgelse til aktivering. Sådan en bevægelse kan ses i forhold til forskellige drivende kræfter. Nogle ser udviklingen som primært præget af, at nye ideer af nyliberalt tilsnit har vundet frem. Andre lægger mere vægt på nogle fundamentale økonomiske og materielle forandringer og betoner globaliseringen og den mere åbne internationale konkurrence som nye grundvilkår. Under alle omstændigheder er det nærliggende at opstille hypotesen, at det bliver stadig mere problematisk at forbinde de unges boligvilkår alene med den logik, som stammer fra staten og dermed fra boligpolitikken i traditionel forstand. Derimod kan det meget vel forholde sig sådan, at det i de unges bevidsthed og billede af samfundets funktionalitet bliver stadig mere afgørende, hvorledes de kan forholde sig til og spille med på de institutioner, som fungerer på markedet og i civilsamfundet. Forholder det sig virkelig således, så ligger der heri en fundamental udfordring for boligpolitikken og for den måde, der i det hele taget tænkes boligpolitik på. Så rejser der sig nemlig spørgsmålet, hvorvidt boligpolitikken også skal sprænge de traditionelle rammer og forholde sig ikke alene til statens institutioner, men også med større tydelighed forholde sig til markedets og civilsamfundets institutioner. Når dette spørgsmål skal overvejes, ligger det lige for, at udgangspunktet må tages i den måde, de unge anskuer boligproblematikken og boligmulighederne på frem for i de enkelte institutioner og de enkelte boligejerformer. Dette indebærer i sig selv betydelige udfordringer. Boligpolitikken findes jo nemlig som politisk ressortområde spredt på en række mi- 15