Efterkrigstidens største krise - men regeringen spiller hasard med den økonomiske politik

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Efterkrigstidens største krise - men regeringen spiller hasard med den økonomiske politik Skrevet af: Henrik Herløv Lund Offentliggjort: 01. februar 2009 Regeringen: Krise - hvilken krise? Har regeringen overhovedet en forståelse af den igangværende økonomiske krise og har den en politik, som matcher denne? Den spørgsmål melder sig på baggrund af regeringens i begyndelse af december 08 udsendte "Økonomisk redegørelse". Ifølge denne vil Danmark nok blive påvirket af finanskrisen og den heraf affødte realøkonomiske krise, men effekten heraf i Danmark vil ifølge regeringen blive relativt mild og kortvarig. Bevares - den økonomiske vækst falder ifølge regeringen lidt næste år, men stiger så igen. Og arbejdsløsheden vil stige langsomt over de næste par år, men stoppe op under de ledige og dermed stadig under det "strukturelle", "naturlige" niveau, som nyliberale udbudsøkonomer anbefaler for at holde lønudviklingen i tømme. Krisen beskrives mere som en "økonomisk tilpasning", der egentlig - i lighed med udtalelser fra Nationalbank-direktør Bernstein - opfattes som tiltrængt og nødvendig for at få genskabt en arbejdsløshed af en tilstrækkelig størrelse til at holde lønudviklingen i ave. Og da det hævdes, at "udgangspunktet i Danmark er godt - og væsentligt bedre end i mange andre lande" er der derfor ifølge finansministeren ikke brug for dybgående kriseindgreb. Krudtet skal derfor ifølge finansministeren kun "holdes tørt", men ikke bruges: "Vi har stadig finanspolitiske muligheder, HVIS der skulle blive brug for det." Med baggrund heri indtager regeringen en afventende holdning og når modforanstaltninger mod krisen iværksættes, tales der primært om den sædvanlige nyliberale patentmedicin gående ud på skattelettelser, navnlig i topskatten, som midlet til at skabe øget beskæftigelse og økonomisk vækst. Men er det korrekt som fremstillet i Økonomisk redegørelse, at krisen er en mildere og ovenikøbet i et vist omfang gavnlig økonomisk tilpasning? Og er det korrekt, at skattelettelser er den rigtige og mest effektive medicin på den økonomiske syge. Krisens realiteter: Dyb og langvarig negativ vækst i BNP og forbrug. Regeringens billede af en relativt mild og kortere varende økonomisk "tilpasning" står i skærene kontrast til alle økonomiske indikatorer og også til en lang række økonomiske prognoser. Hos næsten alle økonomer udenfor regeringskontorerne tegner der sig stærkere og stærkere konturerne af meget alvorlig økonomisk krise, 1 / 8

2 der vil blive både meget dybere og betydeligt mere langvarig end regeringens overfladiske analyse vedgår. Danmark synes på vej mod den største økonomiske krise siden 70 erne - måske den dybeste i hele efterkrigstiden Men regeringen er enten helt ud af takt med realiteterne eller nægter at anerkende disse. Dette illustreres mere end noget andet af vurderingen af den økonomiske vækst de næste år i Økonomisk Redegørelse. Her venter regeringen højst et lille fald på -0,2 procent i 2009, hvorefter BNP i 2010 igen vil begynde at stige med +0,7. Altså en mild og kort krise. En lang række andre prognoser end regeringens (Det økonomiske Råd, Danske Bank, Nykredit, undertegnede, ja selv Nationalbanken) peger imidlertid på, at den negative vækst i BNP i 2009 bliver langt større. Ja, der kan i 2009 muligvis blive tale om en minusvækst i BNP på over - 1,2 procent og hermed det største tilbageslag i efterkrigstiden. Alt tegner også til at afmatningen i den økonomiske vækst bliver langvarig med fortsat minusvækst i BNP i 2010 med og meget lav økonomiske vækst i 2011 og Figur: Forventninger til væksten i 2009 Når der bliver tale om en langt dybere krise end regeringen spår i Økonomisk Redegørelse, hænger det for det første sammen med, at den indenlandske krise tegner betydeligt kraftigere end redegørelsen vurderer. Kernepunkter er her krisen på boligmarkedet og de hermed faldende formuer, som allerede har fået effekt på det private forbrug af i form af en stigende tilbøjelighed til at spare op og modsvarende tilbageholdenhed med at forbruge. Regeringen tror - eller hævder at tro -, at boligkrisen vil være klaret med mindre prisfald på årligt omkring 4 procent de næste par år, hvorefter boligmarkedet retter sig. Samtidig satser regeringen i 2009 på, at lønstigninger samt skattelettelser fra skattepakken i 2007 vil blive omsat i forbrug. Regeringen tror derfor kun på en afdæmpning i væksten i det private forbrug i 2009 til 0,7 procent, hvorfor væksten i 2 / 8

3 privatforbruget så allerede i 2010 vil begynde at klatre opad igen. Men ganske meget tyder på, at Danmark står overfor en både dybere og længere boligkrise end regeringen tror med 20 procent prisfald eller mere over de næste 3-4 år. Hermed vil de optjente boligfriværdier skrumpe stærkt ind i gen. Samtidig har aktienedturen også betydet store kurstab på værdipapirer og herigennem ramt bl.a. pensionsopsparingerne. Resultatet er, at nettoformuerne aftager og dermed grundlaget for videre forbrugslåntagning. Og endelig er kreditmarkedet stadig stramt og må uanset bankhjælpepakke II forventes at forblive det som følge af bankernes nervøsitet ved at påtage sig nye låneforpligtelser og deres behov for at reducere udlån for at øge solvensen. Og forude venter endelig stigende ledighed. De faldende friværdier og vanskelighederne ved overhovedet at sælge ejerboliger medfører naturligvis, at tilbøjeligheden til at optage lån til forbrug er stærkt faldende. I modsætning til, hvad regeringen vælger at lægge til grund vedrørende forbruget i 2009, er det langt mere sandsynligt, at borgerne i stedet vil satse på at nedbringe gælden og spare op til dårligere tider. Tilliden til de fremtidige forbrugsmuligheder er da allerede faldet stærkt og ligger nu helt nede på det laveste niveau siden 80 erne. Den barske realitet, som derfor må forventes, er en decideret negativ vækst i privatforbruget på mellem - 0,5 og -1,0 procent i 2009 og muligvis også minusvækst i "Ketchupeffekt" på ledigheden. Når væksten i det private forbrug skrumper kraftigt, startes en negativ nedadgående spiral, der i det videre virker negativt ind på investeringerne. Som følge af krisen på boligmarkederne, de faldende boligpriser og de stigende vanskeligheder ved overhovedet at sælge boliger, også nye, er boliginvesteringerne for længst styrtdykket. Og alt tyder på, at erhvervsinvesteringerne i 2009 vil følge trop som følge af den faldende indenlandske og udenlandske efterspørgsel. Hertil kommer, at bankerne som følge af finanskrisen og krav om bedre solvens har strammet kreditvilligheden, hvilket også tilskynder virksomhederne til at nedbringe gæld, hvilket også dæmper investeringerne. Og uanset den vedtagne bankhjælpebakke er der ikke meget der tyder på, at bankerne vil øge udlånene til hverken virksomheder eller forbrugere, så meget desto mindre som der mærkværdigvis heller ikke er krav herom i pakken. Igen er der således ringe udsigt til, at regeringens håb om at Danmarks slipper med en minus vækst på omkring - 4 procent går i opfyldelse. I stedet er der udsigt til, at investeringerne i 2009 bliver den helt store vækststopper med minusvækst på helt 3 / 8

4 ned til - 6 procent og også betydelig minusvækst i Endelig tegner også den internationale økonomiske krise i kølvandet på finanskrisen til at påvirke dansk økonomi betydeligt kraftigere end regeringen forventer. Ganske vist er der både i USA og i en række europæiske lande iværksat hjælpepakker til både finansverdenen og samfundsøkonomien samtidig med at der navnlig i USA er givet pengepolitiske lempelser og er en ny hjælpepakke på vej. Men på den anden side eskalerede den internationale finanskrise kraftigt i efteråret og har blandt andet indebåret, at bankernes refinansieringsmuligheder begrænses samtidig med, at de har stigende tabsrisiko, hvorfor bankerne er i gang med at øge solvens gennem reduktion af udlån, hvilket både rammer bolig og erhvervsinvesteringer. Resultatet heraf er en stærkt kontraktivt (dvs. sammentrækkende) på den internationale økonomi. Denne udvikling ikke kan undgå at få betydelig negativ afsmittende virkning på dansk økonomi via forringede eksportmuligheder. Regeringen vælger i "Økonomisk Redegørelse" at tro, at den danske eksport vil slippe med en ganske svag minusvækst på -0,1 procent i 2009 og så ny fremgang til +2,3 procent stigning i Men denne forventning om et mildere forløb deles ikke af andre økonomer. På grund af den skærpede internationale finans - og økonomiske krise kan man i 2009 forvente minusvækst i eksporten og kun svag fremgang på +1,2 procent i Enhver tro på, at den dybe internationale økonomiske krise kører uden om Danmark, bygger således på sand. Krisen vil ikke mindst medføre stigende arbejdsløshed. Ledigheden begyndte som bekendt i oktober at stige og udbuddet af nye stillinger har i 2. halvår 2008 været markant faldende. Hvor virksomhederne hidtil har været afventende, er stigende ledighed nu for alvor brudt igennem og der må forventes en selvforstærkende "fyringsspiral", der det næste halve år vil medføre en "ketchupagtig" eksplosion i ledigheden til op over arbejdsløse. Ledighedsstigningen vil næppe stoppe her, men må forventes at sige helt op til mellem 150 og ledige i 2010/2011. Diagram: Forventet arbejdsløshedsudvikling / 8

5 Også hvad angår varigheden af det langt højere ledighedsniveau går regeringen helt galt i bygen, idet den høje ledighed på ingen måde kan forventes overstået i Et økonomisk glansbillede? Regeringens "Økonomiske Redegørelse december 2008" står dermed for en række fatale fejlskøn, hvad angår forståelse af krisens dybde og varighed. Regeringens analyse er dermed selvsagt også aldeles uegnet som grundlag for at føre økonomisk politik. Og regeringen synes rent ud sagt at spille hasard med den økonomiske politik. I første omgang har den hidtil gamblet på, at krisen bliver mild, kortvarig og "går uden om os", ja at den nærmest kun har den "nødvendige" effekt at genskabe "den naturlige arbejdsløshed" Regeringen har derfor hidtil siddet på hænderne i katastrofal grad. For alt tyder som anført på, at krisen det næste halve år vil eksplodere og for alvor bide sig fast, hvilket vil koste det danske samfund dyrt. For det første betyder krisen et betydeligt produktions og velstandstab for samfundet og dermed den enkelte. Det danske nationsprodukt (BNP) udgør årligt omkring 1800 mia. kr. Med en sædvanlig vækst på omkring 2 pct. ville velstanden årligt stige med omkring 35 mia. kr eller omkring 140 mia. kr de næste 4 år. Men i stedet for stigende velstand truer et fald forude. Det kan blive et tab i størrelsesordenen på 35 mia. kr årligt over de næste par år. Ikke alene går vi altså glip af produktion, men vi har også udsigt til et stort direkte tab. Over de næste 4 år i alt en samlet regning på helt op til 175 mia. kr (140 mia. kr + 35 mia. kr) eller omkring kr. pr indbygger. Men regningen stopper ikke her. Netop længere økonomiske kriser med længevarende ledighed for en betydelig del af befolkningen har det at udstøde mennesker fra arbejdsmarkedet. En del af de ledige, som må forventes i de kommende år, vil desværre ikke vende tilbage til arbejdsmarkedet, men må befrygtes at ende på andre offentlige overførselsordninger end dagpenge, fx på kontanthjælp, fleksjob og førtidspension. Danmark sætter således ikke alene til økonomisk, men i allerhøjeste grad også 5 / 8

6 menneskelige ressourcer og menneskelig livskvalitet på en sådan længerevarende og dyb krise. Hertil kommer, at også virksomhederne med en sådan krise mister muligheder. Når efterspørgslen falder og produktionen indskrænkes, mister danske virksomheder markedspositioner og sættes for en periode tilbage i deres investeringer, produktivitet og konkurrenceevne. Men regeringen har hidtil ikke haft nogen krisepolitik. På længere sigt fremturer regeringen fortsat med sin sædvanlige patentmedicin: (Top)skattelettelser, der skal stimulere arbejdsudbuddet. Samtidig vil regeringen gennem en underfinansiering på op mod 5 mia. kr. i starten af indfasningen af en skattereform fra og med 2010 stimulere efterspørgslen og dermed den økonomiske vækst. Denne økonomiske politik vil imidlertid være intet mindre end en dobbelt katastrofe. For det første går regeringen med sin satsning på at øge arbejdsudbuddet helt og aldeles fejl af, at hovedproblemet de kommende op til 4 år ikke er arbejdskraftmangel, men jobmangel. En forøgelse af arbejdsudbuddet hjælper kun på krisen, hvis den skaber øget beskæftigelse. Men problemet vil i de kommende år tværtimod være et omfattende tab af op til arbejdspladser. En politik, der satser på at øge arbejdsudbuddet gennem skattelettelser eller for den sags skyld indgreb i efterlønnen, vil i under den økonomiske krise de næste 4 år være totalt ineffektiv overfor krisen, al den stund problemet ligger på økonomiens efterspørgselsside. For det andet er det selvsagt sådan, at en hvilken som helst pengeudpumpning vil stimulere efterspørgslen i et eller andet omfang og derigennem have en positiv indvirkning på den økonomiske vækst og beskæftigelse. Det vil ufinansierede skattelettelser også. Problemet er imidlertid, at dette middel ikke vil være særligt effektivt i den aktuelle økonomiske situation, hvor vi står ved indgangen til en dyb økonomisk krise. For at skattelettelser skal virke positivt ind på samfundsøkonomien skal de forbi husholdningsbudgetterne først. Men i den aktuelle økonomiske situation, hvor som vi har set forbrugstilbøjeligheden er stærkt aftagende, vil husholdningerne i høj grad vælge at lette gælden og spare en indkomstfremgang op. Ligesom skattelettelser virker gennem det private forbrug, hvorfor en stor del af skattelettelsen ikke virker på den indenlandske efterspørgsel og dermed beskæftigelsen, men derimod vil gå til import og udenlandske arbejdspladser. Ufinansierede skattelettelser vil således ikke være noget særligt effektiv middel til at stimulere den økonomiske vækst og beskæftigelsen i Danmark. Herved vil selvfinansieringsgraden være ringe dvs. det anvendte provenu vil kun i begrænset omfang vende tilbage til statskassen. 6 / 8

7 Modsat vil de offentlige finanser blive belastet af et stort tab af skatteindtægter ved ufinansierede skattelettelser oven i, at der i de kommende år i forvejen vil være et stort underskud på de offentlige finanser på grund af faldende indtægter fra Nordsøskat og pensionsafkastskat. Endelig kommer et sådan kriseindgreb alt for sent. En skattelettelse kan som anført først få virkning fra 2010, på hvilket tidspunkt arbejdsløsheden vil ligge langt over og krisen vil have bidt sig fast med de tidligere skitserede stærkt negative konsekvenser. Brug for mere offentligt forbrug og øgede offentlige investeringer. Der er - jf. det sidste - behov for en hurtigere stimulering af samfundsøkonomien i Danmark allerede i 2009 for at tage ledighedseksplosionen i opfarten. Og en effektiv krisepolitik må her handle om at skabe flere arbejdspladser, hvilket i langt højere grad sikres gennem at øge det offentlige forbrug og navnlig gennem offentlig investeringer end gennem skattelettelser. Hertil kommer, at offentlige investeringer i højere grad fungerer som direkte indsprøjtning i det samfundsøkonomiske kredsløb, hvor skattelettelserne som anført skal via husholdningsbudgetterne og en del heraf som angivet herved vil blive opsparet. Offentlige investeringer giver dermed i den økonomiske situation de kommende år 2-3 gange så stor beskæftigelsesfremgang og dobbelt så stor økonomisk vækst, samtidig med at de offentlige finanser kun belastes det halve end, hvad der vil være tilfældet ved skattelettelser. Tabel: Effekten af hhv. en forøgelse af de offentlige investeringer respektive sænkelse af indkomst-skatten med 5 mia. kr i 2009 og Øget offentligt forbrug og navnlig øgede offentlige investeringer vil således ud fra en samfundsøkonomisk betragtning såvel som ud fra hensynet til de offentlige finanser og til beskæftigelsen være langt mere effektivt end skattelettelser. Øget offentlige investeringer kan hurtigt og let gennemføres ved at lette på kommunernes og regionernes anlægsramme og lade kommunerne gennemføre den lange række projekter, der allerede har forberedt og også har penge til, vedrørende 7 / 8

8 reparation af velfærdens slidte institutioner: Skoler, daginstitutioner, hospitaler samt ved at gennemføre projekter til energibesparelse, udbygning af kollektiv trafik o.l. Der er således i alarmerende grad behov for et opgør med regeringens fatale økonomiske fejlskøn hvad angår krisen. Og for et opgør med, at regeringen i katastrofal grad spille hasard med den økonomiske politik til en høj pris for det danske samfund. Henrik Herløv Lund har skrevet længere baggrundsanalyse (20 s.) om den økonomiske krise og regeringens økonomiske politik: "DYBESTE ØKONOMISKE KRISE I DANMARK SI DEN 2. VERDENSKRIG. Men kun fatale fejlskøn og letkøbte løsninger fra regeringen overfor krisen.". Notatet kan downloades på under "artikler". Noter 1 Kilde: AE - rådet: Kommentar til vismandsrapport, nov / 8