HAVET OG MENNESKET FAKTA-ARK 4

Transkript

1 1. Ve mig! ja, det langsomt gaar, Tungen nu at røre; frem for Lyset ej formaar mødig Sjæl at føre Vidrers Rov; o, den er trang, tung den Vej at træde, naar en Sjæl skal avle Sang, som har tabt sin Glæde. 3. Ham, som var saa brødefri, (visselig, det saarer!) ham, som Sorgen gik forbi smilende i Taarer, mine Dages Haab, min Hu, stedte jeg til Jorde, og hans hvide Lok endnu hvidere skal vorde. 2. Dybt i Brystet, dump og hul, slumrer klare Tone; stiger langsomt fra sit Skjul op til Luftens Zone; Klangen, som fra Jætters Hjem i de aarle Dage Odin drog alvældig frem, vorder Klage! Klage! 4. Nu min Æt til Ende gaar, Egen lig, hvis Grene fældes af, og Stammen staar stivet og alene. Karsk er ej den Mand, der har vædet med sin Taare Frændes Lig, da han det bar hen paa sidste Baare. 1

2 5. Frænders Fald? Det ogsaa mig før har voldet Sukke; saa jeg ikke Moders Lig, Faders Høj sig lukke? Skønt jeg ved, det er kun Støv hvad jeg ej kan glemme, Mindets Træ jeg giver Løv med min svage Stemme. 8. Uret har jeg hævnet før, Vold jeg før har tvungen, men mod Æger, mon jeg tør røre Sværdetungen? Hvis jeg turde, mon jeg kan Ægers Mø den kolde saare med Slagvrimlens Brand, tæmme mellem Skjolde? 6. Men det var et voldsomt Skaar, som den grumme Bølge gjorde i min Frændegaard, i min Faders Følge. Hvilket Gab! Jeg stirrer stum paa den brustne Række, paa det store, øde Rum inden Husets Vægge. 9. Naar det stormer over Sø, kan jeg Havet dæmpe? naar det kuler under ø, Stormens Magt bekæmpe? Nej, for Folkets øjne maa jeg, lig Markens Stubbe, marvløs og foragtet staa, som en fattig Gubbe. 7. Hjemsøgt har mig grumme Ran haardt min Sjæl bedrøvet; hvad jeg vil, ej mer jeg kan, venneløs, bedøvet. Havet sled det stærke Baand, som min Slægt omslynged, mine Lænders Ættevaand, som mig selv forynged, 10. Havet har min Lykkering brudt itu i Kvelde; o, det er en bitter Ting, Frænders Fald at tælle ; siden han, som helst jeg gad her paa Jorden eje, vandrede saa tidlig ad evig Yndes Veje. 2

3 11. O, jeg ved, at i min Søn Æmnet til det onde, ogsaa laa, endnu i Løn, men udvikles kunde; hvis som voksen Mand han drog Sværd i Vaabenvrimlen, førend Hærgauts Hænder tog ham herfra til Himlen 14. Hvo skal nu som trofast Thegn byde Trods min Fjende? rejse om min Gerning Hegn, værne om mit Minde? Hvo skal nu staa Gubben bi, naar Uvenner sigte ham for fejgt Forræderi, og naar Venner svigte? 12. Men hver Ædling, der er glad ved sin Næstes Hæder, visselig vil sande hvad jeg som Fader kvæder: han var god, og han var brav, gæv han vilde blevet; mig han var en Støttestav, kun i ham jeg leved. 15. Thi kun falsk og fuldt af Svig fremmed Hjerte banker, og som Vindpust ændre sig Isefolkets Tanker. Frænde er ej Frænde huld, hader selv ubaarne, og sin Broders Lig for Guld sælger den uvorne. 13. Ofte Thor jeg tænker paa og de gamle Minder, ogsaa vi maa jo bestaa Kamp mod Jættekvinder; og naar da selv Helligdom Had og.hovmod krænker, ser jeg mig bekymret om, og vemodig tænker: 16. Ingen ved hvad Søn er værd, værd i Fryd og Smerte, uden den, der fjern og nær bar ham i sit Hjerte; ingen ved, hvad Frænde snild vorde kan for Frænde, uden den, som Broder gild lærte det at kende. 3

4 17. Hobens Færd jeg hader; Fred bære de til Skue, men de le, naar Nidings Sned Nabos Velfærd true; Biers Skib for fulde Sejl om i Gaarde farer, Kvindes Brøst og Gubbes Fejl er jo gængse Varer. 20. Siden han, der ofte slog, Manden i sin Vrede, op til Guders Sæde tog al mit Jordlivs Glæde. Ættens Ask, det bedste Skud udaf Kveldulf-Stammen, Slægtens Gren, hvis Bladebrud var min Hustrus Gammen. 18. Men hvad renser Hobens Id nu min trætte Tanke, siden Mjødens Drot ublid gav mig større Anke? Tankens Vogn at styre, mig svigter vante Styrke, og jeg stirrer kummerlig ud i Nattens Mørke. 21. Før paa Spydets høje Drot led jeg til det sidste, thi med ham jeg stod mig godt, det for vist jeg vidste; nu han har sin Gunst fortrudt, vendt fra mig sin Kærre, og vort Venskab har han brudt. Sejrens høje Herre. 19. Siden Sygdoms hede Brand tog fra Verdens Øde ham, min Søn, som ingen Mand sigte kan for Brøde; som sin Tunge vogted snild, gæv iblandt de gæve, ham, som dannis, venlig, mild vel var værd at leve. 22. Egen Fordel drev mig ej, naar til Viles Broder, naar til Guders Fyrste jeg gudhengiven bloder. Dog gav Mimers ædle Ven, naar jeg tæller efter, stedse Bod for Sorg igen, og i Svaghed Kræfter. 4

5 23. Herlig Idræt gav han mig, Ulvens Overvinder, ufordunklet Ry i Krig. Daad, der aldrig svinder, og det Sind, at paa min Færd kunde Folk mig kende, at i mig Fredniding hver saa sin visse Fjende. 24. Nu mig dobbelt Tab nedslaar, Tiden ej mig trøster; thi paa Næsset hisset staar Narves blege Søster. Mig hun ondt forkynder ej, der er jo min Glæde. Kom kun, Hel! din mørke Vej vil jeg fro betræde. 5