Nyrerne (ren dexter, ren sinister) ligger bagerst i bughulen. De er omgivet af en fast

Transkript

1 Nyrer og urinveje Nyrernes anatomi Nyrerne (ren dexter, ren sinister) ligger bagerst i bughulen. De er omgivet af en fast bindevævskapsel (capsula fibrosa), og yderligere af et tykt lag fedt. På den mediale side af nyren er en åbning (hilum renale), hvor blodkar føres ind og ud af nyren, og hvor urinvejene starter. Hver nyre modtager blod fra en nyrearterie (a. renalis). Blodet passerer ca. 15 gange dagligt gennem nyrerne og bliver ledt fra nyrerne af en nyrevene (v. renalis). Oven på nyrerne ligger binyrerne, der danner hormoner, men ellers ikke har noget med nyrerne at gøre. Nyrebark og nyremarv: Skærer man en nyre igennem på langs, ses en række pyramideformede elementer (8-15 stk)., med spidsen vendende mod centrum af nyren, nemlig nyrebækkenet (pelvis renalis). Pyramiderne udgør tilsammen nyremarven (medulla renalis), og den yderste del kaldes nyrebarken (cortex renalis). Urin dannes i små, aflange nefroner (ca. 1 mill stk.), der sidder delvist i marven og delvist i barken. I pyramiderne ligger samlerør som en vifte, der samles i pyramidespidsen, og modtager præurinen. I samlerørene gøres urinen færdig og løber ud i nyrebækkenet gennem nogle små huller i pyramidespidsen. Urin

2 Urin er vand med en given koncentration af affaldsstoffer, udskilt fra blodet. Carbamid: urinstof (urea), største koncentration, fra nedbrydning af aminosyrer, koncentration afhænger derfor af størrelsen af proteinnedbrydning i kroppen Urinsyre: fra nedbrydning af DNA og RNA Kreatinin: fra nedbrydning af kreatinfosfat (del af energistofskriftet). Bruges som målestok for størrelsen af filtrationen i nyrerne. Urobilin: fra nedbrydning af hæmoglobin fra erytrocytterne = bliver til bilirubin fra galde til tarm, optages i små mængder via blodet i nyrerne, farver urin, synlig indikator for koncentration. Ammoniak: fra nedbrydning af aminosyrer i lever (omdannes normalt til carbamid, afhænger af mængde) Kønshormoner og steroidhormoner Normal ph-værdi på 6, varierer ml. 4,5-8 (afhængig af kost og svedproduktion). Na + udskillelse via urin afhænger af kost (salt, NaCl) og Cl - følger med, grundet elektrisk ladning. K + (kaliumioner) og Ca 2+ (calciumioner) udskilles såfremt der er for mange i kroppen. Ca 2+ kommer fra kost eller knoglevævs nedbrydelse (ved f.eks. immobilitet), høj koncentration i urin kan medføre nyre- eller urinvejssten, K + kan ske ved store vævsskader, da det frigiver K +. Diurese:

3 Mængde af urin produceret i, og udskilt fra nyrerne i en bestemt tidsperiode. Normalværdi 1-2 liter, minimum 0,5 liter, for at kunne udskille nødvendige affaldsstoffer. Resultat af væskeindtag. Indikatorer, mængde, farve og lugt (koncentrationsfaktorer). Urindannelse Nefroner består af en Bowman kapsel og et rør (tubulus). Urinen dannes med afsæt i det blod, hvert nefron modtager fra sin egen arteriole. Dvs. både sinister og dexter a. renalis forgrenes til ca. 1 mill. arterioler. Hver afferente arteriole (blod TIL nefron), fører blodet til et kugleformet kapillærnet (glomerulus), der er omgivet af en Bowmankapsel. Blodet føres fra kapillærnettet af efferente arterioler (blod FRA nefron). Bowmans kapsel: Væggene i glomeruskapillærerne har små huller mellem endotelcellerne, som vi kender det fra andre kapillærer. På samme måde trykkes de stoffer der er små nok ud gennem disse, sammen med væske, grundet det hydrostatiske tryk. Det væske + affaldsstoffer der trænger ud, opsamles i kapslen, som et filter, og kaldet præurin eller glomerulusfiltrat. Tubulus og samlerør: Præurinen strømmer fra Bowmans kapslet gennem et lille rør (tubulus), der opdeles i tre dele: Proksimale tubulus: nærmest kapslen, placeret i nyrebarken

4 Henles slynge: U-formet, strækker sig fra nyrebark, gennem nyremarv og op igen Distale tubulus: placeret i nyrebark længst fra kapslet, fører præurin til samlerør Sammensætningen af præurinen ændres undervejs i tubulus til den endelige urins sammensætning. Hvert samlerør opsamler præurin fra mange nefroner, det føres mod pyramidespidsen, og ender i nyrebækkenet. Den efferente arteriole fører det filtrerede blod gennem endnu et kapillærnet, som leder ud i venesystemet. Urindannelsens tre processer 1. Filtration Nyrernes filtration foregår mellem glomerulus og Bowmans kapsel. Præurin: Som ved de andre kapillærer, presses de stoffer der er små nok til at passere, ud gennem hullerne mellem endotelcellerne i kapillærnettet og kapslen i nyrerne. På denne måde skabes præurin, der derfor er et produkt af opløste stoffer og elektrolytter i væske. Koncentrationen af de pågældende stoffer i præurin og plasma er altså stort set identiske. Cellerne og plasmaproteinerne, der ikke kan passere gennem hullerne i endotelcellerne skal have en vis mængde væske at være opløst i, hvorfor der kun fjernes og filtreres ca. 10% af blodets volumen (svarer til 20%, da celler osv. fylder ca. halvdelen af blodet).

5 Nyrernes blodgennemstrømning er ca l/pr. døgn svarende til 180 l. præurin/pr. døgn, eller en rensning af hvad der svarer til kroppens totale blodvolumen hvert 25. minut. Filtrationstryk: Det hydrostatiske tryk i glomerulus er på 60 mmhg, altså ca. dobbelt af, hvad det er i de andre kapillærer. Dette er nødvendigt, for at modvirke at præurinen trænger tilbage i kapillæren, som den gør i vævsvæsken i de andre kapillærer, altså for at modvirke det kolloidosmotiske tryk (25mmHg), og i netop denne proces også kapseltrykket (præurinens tryk på Bowman kapslen svarende til ca. 10 mmhg). For at sikre at det hydrostatiske tryk forbliver over 35 mmhg (svarende til modarbejdende tryk) er diameteren på den efferente arteriole en anelse mindre end ved den afferente, hvorfor TPM øges. Filtrationstrykket afhænger altså af de andre tryk således: Filtrationstryk = Hydrostatisk tryk (kolloidosmotisk tryk + kapseltryk) Filtrationstryk = 60 (25+10) Filtrationstryk = 25 mmhg 2. Nyrernes reabsorption: Nyrernes reabsorbation er en aktiv proces, hvor vand, elektrolytter og næringsstoffer flyttes tilbage i det kapillærnet, der kommer efter den efferente arteriole. For at undgå at affaldsstoffer osv. flyttes mellem cellerne i tubulus til blodet er disse celler forbundet i tight junktions.

6 Reabsorption af nyttestoffer: Elektrolytterne reabsorperes ved specifikke ionpumper i tubuluscellernes membran (K +, Na +, Ca 2+ ). Elektrolytterne absorberes igennem hele tubulus og samlerøret, men i særdeleshed i den proksimale tubulus. Absorption af elektrolytter sker i overensstemmelse med kroppens behov, det resterende udskilles via urinen. Absorption af næringsstoffer som glykose og aminosyrer sker kun i den proksimale tubulus og er koblet til absorption af Na +. Reabsorptionen er her fuldkommen, og overskydende næringsstoffer lagres. Reabsorption af vand: Vandet diffunderer via osmose, hvor vandet søger til steder, med højere koncentration af opløste stoffer end hvor det kom fra. Præurinen har umiddebart samme koncentration af opløste stoffer, men plasmaproteinerne er fortsat kun i kapillærerne, hvorfor det kolloidosmotiske tryk, driver vandet tilbage til kapillærerne, grundet koncentrationsforskellen i proteinindholdet. Desuden er der sket en reabsorption af elektrolytter og nærringsstoffer i proksimale tubulus, der højner koncentrationen i blodet, som falder tilsvarende i tubulusvæsken, hvilket forstærker det osmotiske tryk. I henles slynge reabsorberes ikke mange elektrolytter, og derfor heller ikke meget vand. Her sker dog en finjurstering af væskebalancen. Efterhånden som vandet reabsorberes stiger koncentrationen af affaldsstoffer i præurinen, som sikrer et osmotisk tryk, der betyder, at alt vand ikke kan reabsporberes (døgndiuresen bliver derfor ikke mindre end 0,5 l). 3. Nyrernes sekretion

7 Nyrerne kan aktivt udskille særlige stoffer direkte fra blod til præurin i tubulus og samlerør, hvilket kaldes sekretion. Her er der tale om effektiv udskillelse af stoffer, der i for høj koncentration er farlige/skadelige, og hvor almindelig filtration ikke er tilstrækkeligt. Eks om hyperkaliæmi: Forhøjet K + koncentration i blodet kan forstyrre dannelsen af impulser i hjertemuskulaturen, muskler og nerveceller. Via aktivering af Na + /K + pumper i cellerne i distale tubulus udskilles de overskydende kaliumioner til præurinen.