INDHOLD: HOLD 1 SIGER TAK FOR DENNE GANG. Newsletter nr. 10 / OKT 2005 DETCO CORNER DE OPNÅEDE RESULTATER DARIS HOLD 1 SIGER FARVEL OG TAK

Transkript

1 Newsletter nr. 10 / OKT 2005 HOLD 1 SIGER TAK FOR DENNE GANG INDHOLD: DETCO CORNER DE OPNÅEDE RESULTATER DARIS HOLD 1 SIGER FARVEL OG TAK END TOUR I PAX FOREBYGGENDE SYGEPLEJE? HELHJERTET, HELSTØBT HELHEDSLEDELSE KULDEN KOMMER HJEMKOMSTEN VENTER SIDSTE NYT FRA FLYET M-TEAMET VIGER PLADSEN FOR NYE KRÆFTER CIS SIGER TAK SIDEN SIDST OG SLUTNINGEN PÅ DET HELE

2 Her på falderebet for hold 1 indsættelse i Afghanistan, vil jeg reflektere kortfattet på de resultater, som vi indtil videre har opnået. Hverdagene har været og er stadig præget af de pålagte operative opgaver. C-130J har indtil nu fløjet 217 timer. Disse timer er fordelt på 270 starter og landinger, og vi har fløjet til alle afsidesliggende landingsbaner i Afghanistan. Opgaverne er som sagt meget forskellige, men vi har indtil nu fløjet med 2700 passagerer, som spreder sig over alt lige fra lokale afghanske politifolk, VIP og embedsmænd fra NATO lande. Der udover har vi løftet 350 tons gods af meget forskellig art alt lige fra køretøjer til valgmateriale. Af OL H.R. Kanstrup (LAN), DETACHEMENT COMMANDER. DE OPNÅEDE RESULTATER OG INDHENTEDE ERFARINGER FRA HOLD 1 DARIS har sædvanen tro opereret stort set fejlfrit. DARIS har med de få personelmæssige ressourcer givet tårnet det nødvendige overblik over flytrafik og ikke mindst sikkerhed omkring starter og landinger i forbindelse med de mange militære som civile flyvninger. AMCE holdets hverdag har været præget af travle morgener, hvor de mange fly skulle losses og lastes indenfor en kort tid. Passagerterminalen løser opgaverne med de mange passagerer på en særdeles hensigtsmæssig måde, uagtet at der 2

3 ikke altid er fyldestgørende informationer til rådighed, såsom hvornår hvilke fly kommer. SØL s besøg blev afsluttet med medaljeoverrækkelse, hvor alle tilstedeværende på hold 1 velfortjent fik overrakt ISAF NATO medaljen. Endelig er vores basisorganisation med til at skabe sikre og trygge rammer for hverdagen - således bliver forvaltningsregler og logistik håndteret på den mest hensigtsmæssige måde under hensyntagen til de operative forhold, der eksisterer her i Kabul. Endelig har vi gjort alt for at sikre, at den reelle trussel, der trods alt er til stede her i Afghanistan, er blevet minimeret maksimalt. De operative resultater taler for sig selv. RDAF ISAF DET (det danske detachement i den internationale sikringsstyrke) er relevant, robust, særdeles berettiget og har i høj grad været med til at profilere flyvevåbnet og den enkelte medarbejder. Dette er flyvevåbnets fremtid dette bidrag sammenholdt med både fremtidige kampfly og helikopterbidrag er efterspurgte bidrag, der samlet kan være med til at gøre en forskel i det udenrigspolitiske billede. I den forløbne uge fik vi lejlighed til at vise bidraget frem for chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor S.Ø. Nielsen (SØL). Det var et meget stramt program, der trods alt gav SØL mulighed for at se alle aspekter af vores bidrag, herunder en tur med C-130J. SØL gav udtryk for, at alle havde ydet en meget stor indsats og været med til at profilere flyvevåbnet markant. 3

4 Jeg vil afslutte med at takke alle på hold 1 for en fantastisk arbejdsindsats og positiv holdning til opgaven. Det har været en meget lærerig opgave for mig, hvor mange indtryk og erfaringer har forankret sig i min bevidsthed. Jeg vil til enhver tid samle det samme hold for at påtage mig en tilsvarende opgave, såfremt der skulle blive brug for os. Hold 1 vil samtidig byde hold 2 velkommen og ønske dem en god og sikker indsættelse. Jeg vil ønske DETCO på hold 2 oberstløjtnant T.T. Hansen (HUA) god arbejdslyst. Endelig vil jeg takke alle derhjemme. Kollegaer og kammerater i flyvevåbnet, der har bakket denne mission op, skal have et stort skulderklap. At være udsendt giver jobbet i flyvevåbnet et nyt perspektiv, hvilket skal være grundlaget for vores fremtidige organisation. Tak for den fantastiske støtte alle I pårørende har givet de udsendte. I har løftet en tung byrde - det anerkender vi alle. Jeg håber dog, at trods afsavn og svære tider, at I har følt, at I også har gjort en stor forskel. Tak for indsatsen til alle kom godt hjem. LAN Hold 1 ønsker hold 2 en rigtig god tur herned vi er klar til at tage imod jer! 4

5 DARIS HOLD 1 SIGER FARVEL OG TAK Af chefsergent B.G. Lohse - Chief Lohse Så er tiden kommet, hvor jeg skal skrive det sidste nyhedsbrev til de trofaste læsere af RDAF ISAF 05 Expeditionary News. Det er lidt med vemod, jeg sidder her og sætter disse linier på tryk. Ikke fordi jeg nu skal hjem til alle mine kære, familie, venner og bekendte igen, for det glæder jeg mig til, men fordi jeg snart skal tage afsked med alle disse dejlige mennesker, som er blevet en naturlig del af den familie, vi er herude. Det sammenhold, som vi har fået skabt igennem den fælles opgave, vi har løst herude, nemlig det at gøre en positiv forskel for Afghanistans fremtid. Vi har fået skabt et fællesskab og en samhørighed, der for mange af os vil blive gode minder for resten af livet. Der vil formodentlig blive knebet en tåre den dag, hvor vi skilles og drager hver til sit for at blive genforenet med familien. En ting skal vi holde for øje, og det er at stoppe, mens man er på toppen. Vi er på toppen lige nu. Vores hverdag forløber så at sige efter en snor, og alle yder deres bedste for, at opgaverne bliver løst på en for enheden professionel måde. Derfor kan vi nu 5 overdrage forretningen til hold 2 med god samvittighed. Vi på DARIS hold 1 glæder os til at byde de nye DARIS drenge velkommen til KAIA. Der venter dem et hårdt program i overdragelsesperioden, men vi kan love dem, at der derefter følger en spændende og oplevelsesrig periode. Jeg vil også gerne i dette nyhedsbrev sige tak til alle dem, der har supportet DARIS i de snart fire måneder, der er gået, siden vi ankom hertil den 6. juli. Allerførst vil jeg sige tak for et godt og udbytterigt samarbejde til mine fire drenge ; Finn, Ole, Kim og Steffen, der har været teknikere på DARIS i den forløbne periode. I har haft den store andel i, at den grimme ælling er blevet en smuk svane, og dermed en succes for Flyvevåbnet i denne mission. Jeg vil samtidig takke vore familier derhjemme for den store opbakning og forståelse, vi har fået fra jer. Uden jeres forståelse og overtagelse af de daglige forpligtelser, der er en del af familiens hverdag, var denne mission aldrig blevet til det, den er. Der skal også lyde en tak til myndigheder, kolleger, venner og alle de andre arbejdsrelaterede forbindelser hjemme i

6 Danmark, der har været medvirkende til at gøre vores dagligdag lettere hernede i Afghanistan. Vi har, når det har været påkrævet, fået den støtte og support, som det har været jer muligt at give under de givne omstændigheder. Endvidere har der fra mediernes side været stor bevågenhed omkring DARIS tilstedeværelse her i Afghanistan, og det er da også blevet til en hel del artikler i pressen, i de forsvarsrelaterede blade samt i radio og TV. Jeg vil også sige tak til de to danske officerer, der har besat stillingen som Chief Support KAIA, de skiftende flyveledere og brandmænd, der har været her på KAIA i perioden samt til vore danske kolleger i Camp Warehouse og HQ ISAF (hovedkvarteret for ISAF), der har støttet med gode råd og hjælp, når vi har manglet diverse ting. Har I haft det efterspurgte, er vi aldrig gået forgæves. Endvidere vil jeg gerne takke chefen for kontrol og luftforsvarsgruppen (KLG), oberst Sannom, oberstløjtnant B.D. Larsen og oversergent B. Lund for, at I kom ud og besøgte os sammen med chefen for flyvertaktisk kommando i den forgangne uge. Det var en god følelse at kunne afslutte denne mission med at fremvise DARIS for dem, der har været medvirkende til at udsende os. Samtidig var det også rart, at KLG var til stede ved den officielle overrækkelse af vores ISAF medaljer. Set bakspejlet vil jeg gerne have lov til at konkludere, at DARIS er en succes, der er kommet for at blive som en meget brugbar kapacitet i det ny Expeditionary Flyvevåben. Det er helt klart, at vi gør en forskel. De tørre tal taler for sig selv. I perioden fra 1. august 3. november 2005 har DARIS været medvirkende til, at over starter og landinger, tons cargo og næsten passagerer er fløjet sikkert ind og ud af KAIA, uden at der er opstået uforudsete farlige situationer. Apropos den før omtalte store interesse for Flyvevåbnets udsendelse til Afghanistan fra pressens side, så blev det i en radioavis i starten af september omtalt, at vi var begyndt motionere og omlægge vores kost hernede, så soldaterne tabte sig. DARIS hold 1 har faktisk en verdensrekord. Finn har faktisk tabt sig 25 kg under opholdet hernede grundet motion og kostomlægning. Det er første gang i historien, at nogen har tabt sig så meget under en DARIS udsendelse! Et meget flot resultat. Tillykke Finn! Det er velfortjent. Du har været meget standhaftig og gået efter målet. At gøre en forskel! Men når vi er ved det, så vil vi gerne opfordre folk til at støtte vores private projekter hernede. Vi føler, at det er bedre, at hjælpen kommer helt herud, hvor man bedst ved, hvad hjælpen skal bruges til. Så hvis man vil, kan man sætte penge ind på konto reg. nr. 7854, konto nr i Jyske Bank - Kontoen hedder Kabuls Børn, og vi vil samle pengene ind og overdrage dem til et projekt hernede. Kontoen bliver lukket med udgangen af februar. 6

7 Man kan også sende småpakker med tøj, sko eller andet til os privat hernede, så vil vi overdrage det direkte til skole, børnehjem eller andre institutioner, der virkelig trænger HUSK! Alle disse projekter er private. Adressen er: DANCON / ISAF RDAF ISAF DET Feltpost 888 Mærk pakken Kabuls Børn Det var det sidste nyhedsbrev fra DARIS hold 1. Vi takker af for denne gang. Hvem ved, det kan være, at vi måske kommer tilbage en anden gang. Til familierne derhjemme, vil vi sige, at vi glæder os til at komme hjem og hygge sammen med jer. Med venlig hilsen Finn, Ole, Steffen og Bøggild 7

8 END OF TOUR I PAX Af seniorsergent B.M. Jensen Så er afslutningen af turen ved at være der for CATO PAX (Combined Air Terminal Operations) hold 1, og hvad er der så sket i perioden? Fra starten af blev der sendt en lille flok over til PAX fra cargo-holdet. Jette, Kristian, Mark og forfatteren selv blev forfremmet til de meget værdifulde poster i PAX-sektionen. I starten var Jacob Jensen også udpeget til dette eftertragtede job, men glæden over udvælgelsen var for stor, og den unge mand blev voldsomt syg, hvorefter han overnattede et par dage hos de tyske medicinfolk i Camp Warehouse. Derfor missede han denne enestående chance for at udrette en mission som PAX-specialist og fik i stedet en orange gaffeltruck som trøstepræmie! realiteten betød at han kom til at stå for pakningen af næsten al bagage, der skulle ud af Afghanistan gennem den militære lufthavn. Dette havde en lille bivirkning på den langhårede overkonstabel; større overarme og øgenavnet Arnold Suitcase blev hurtigt ret indlysende! Det nyanlagte fuldskæg havde dog en anden årsag, som jeg ikke vil komme ind på i denne artikel. Det må han selv fortælle til dem, der er interesseret. PAX folkene tager sig en velfortjent pause mellem ind og udcheckning af de mange passagerer Jacob i fuld sving med at prøvekøre sin trøstepræmie Som PAX-medarbejdere mødte vi en del nye mennesker, såsom den ungarske leder, Rusty og lidt franske PAX-folk. Bortset fra Jette, var vi alle nye i jobbet og ganske uvidende om, hvad vi kunne blive udsat for i denne nye verden. Mark blev sat ind som CATO PAX CARGO-specialist, hvilket i 8 Kristian blev placeret som CATO PAXspecialist med dertil hørende opgaver plus dem, han selv påtog sig, såsom adskillelse af enhver genstand han måtte komme til at købe i Kabul og omegn. Ingen lighter eller lommelygte er forbigået Kristian uden at blive nærmere undersøgt. Ydermere skaffede Kristian en stor mængde tøj til et børnehjem for forældreløse børn i Kabul.

9 skulle jeg være supervisor med alle tilhørende pligter. Dette var i sandhed som at komme i mesterlære som PAX-supervisor med Rusty, som mestersvenden. Helt efter planen, som leder af holdet, gik det nu ikke altid. Efter et forsøg på at få gjort kaffebrygning til tøsearbejde, opstod der en sammensværgelse, og supervisoren blev personligt udnævnt til kaffemester! Samlet set har det været en god tur, hvor vi har samlet en stor mængde erfaring, der nok skal finde god anvendelse i den nye PAXenhed i Combat Support Wing. Jette fik en lignende stilling som PAXspecialist og samme type arbejdsopgaver. Der udover påtog hun sig at forsøge at drive den stakkels portugiser, Jose, til vanvid, hvilket han dog, når ret skal være ret, selv havde en god del af skylden for. Jette valgte også at deltage i den berømte DANCONmarch, som hæren afholder i alle missionsområder. Herefter gav Jette en mindre opvisning i sporten gakkede gangarter i bedste John Cleese stil! Til vores afløsere skal der siges god vind, hold sammen og hold humøret i top samt: Hvorfor kommer I først og afløser os nu? Spøg til side! Vi har løst vores del af opgaven og glæder os til den sidste opgave for CATO PAX hold 1: Udcheckning af os selv! Jeg selv fik en mindre rundvisning i PAX området, hvorefter Rusty erklærede, at nu 9

10 FOREBYGGENDE SYGEPLEJE... Flyverspecialist Mette N. Ibsen og flyverspecialist Søren Søby Jensen Efter en uskyldig tur rundt i lejren for at få lidt stemningsbilleder af en helt almindelig hverdag på Kabul International Airport, dukkede der pludselig nogle besynderlige fotos op. Ingen ved rigtigt, hvordan de er opstået, men vi har prøvet at drage vores egne konklusioner, selvom det jo slet ikke ligger til folk her meget uvant situation. Rygterne lyder, at Torben efter ganske kort tid blev reddet og frigjort - og efter en kop kaffe var de værste traumer forsvundet. Nu er spørgsmålet så: Var det Talibanere? Var det nisser? Eller kan det have noget at gøre med, at Torben er vild med at mærke folk med forsyningens klistermærker? Bemærk venligst de besynderlige tingester om Torbens håndled Det skal dog hertil nævnes, at det ikke bare er klistermærker, men en helt speciel type. Torben, vores sygepasser, der ellers er en meget hjælpsom og smilende mand, dukkede pludselig op på vores første billede i en Nu er det så, at vi igen spørger os selv, er det forbi, at Torben er ekstra omsorgsfuld, eller er han blot løbet tør for plaster? Vi kan afslutningsvis blot sige, at vi nu har bestilt ekstra plaster hjem til Torben, så han ikke længere skal bekymre sig. 10

11 HELHJERTET, HELSTØBT - HELHEDSLEDELSE Af DETCO-ASS, kaptajn Lars H. Madsen Det er tre flotte ord, og store dele af dem passer på det, som hold 1 har præsteret i Kabul. Men træerne vokser ikke ind i himlen og den bedste vej videre for Flyvevåbnet er ikke at kaste sig selvtilfreds på ryggen efter denne gode og store indsats, men netop at se kritisk konstruktivt på de tilbagemeldinger (Lessons Identified), som hold 1 har skrevet. burde være. Vi er stadig for fokuseret på velfærd, køleskabe og behagelige madrasser i stedet for at tænke beskyttelse, personlige holdninger og værdier og forholde sig til det at være soldat. Ikke dermed sagt, at velfærden skal væk, men det at være soldat skal længere frem i vores bevidsthed og være det primære for os og ikke vores generelle fagkode og faglige specialitet. Men lad os først se lidt på, hvad hold 1 egentligt har opnået. Der er udfærdiget et procedure- og bestemmelseskompleks, samarbejdsudvalg, miljø- og arbejdssikkerhed har kørt som ved en enhed i Danmark. Vi har gennemført en ledelsesanalyse, hvor alle medarbejderne har bedømt deres mellemledere og ledere, så vi kan se, hvad der skal til, for at ledelsen bliver bedre under en udsendelse. Vi er den første flyvevåben enhed, der har befundet sig i det område, der også er operationsområdet. Tre delbidrag har, til trods for at vi kommer fra forskellige enheder i flyvevåbnet, fungeret som en enhed og løst de pålagte opgaver meget tilfredsstillende. Der er blevet lært, erfaret og overdraget viden mellem personellet, fagområderne, og alle er blevet bibragt en bedre forståelse for, hvad det vil sige at være operativt udsendt. Hvorfor så denne kritiske tilgang jo, det er fordi, der er skrevet næsten 40 lessons identified, hvoraf mindst de 15 er gengangere fra tidligere missioner. Det betyder, at vi på papiret er blevet klogere, men også at vi ikke har forstået at omsætte vores viden til den virkelige verden. Vores holdninger til det militære operative miljø, krise og konfliktområder er ikke på det niveau, det 11 Det er blevet meget bedre end tidligere, men vi har efter min mening stadig ikke nået det niveau, som jeg personligt finder nødvendigt for at kunne deltage i missioner, der er skarpere end denne. Der skal holdningsændringer til både hos medarbejderne, mellemlederne og lederne. Bevares, som tidligere nævnt, vi er på vej, og vi er klart dygtige og gode nok til det, vi gør nu, men holdningsændringerne skal ikke bare ske her, men også i den hjemlige struktur. Det kan ikke hjælpe, at vi herude får etableret god ledelse, at mellemlederne er bedre end nogensinde før, og medarbejderne stråler, fordi deres kompetencer bliver brugt, hvis vi kommer hjem til slap holdning og tomme floskler, hvor man ikke forstår, at alene den holdningsløse tilstand er med til at

12 underminere det, vi har opbygget det som flyvevåbnet skal leve af og have sine værdier i nemlig os alle hvis vi altså vil løse den expeditionary opgave. Vi har måske virket som en enhed, der på visse områder har kritiseret mangt og meget i vores rapporteringer hjemad, men det er fordi, vi stiller krav til os selv i indsættelsen, og disse krav stilles videre til vores omgivelser. Man kan jo ikke forvente, at vi skal være 100 % på, hvis man ikke er klar til at støtte det hjemmefra Igen er vi i den hjemlige struktur blevet bedre, men har stadig ikke nået det niveau, man kan forvente af en medspiller til en indsat enhed. På samme måde som et fodboldhold så hjælper det ikke, vi har alle stjernerne, hvis de ikke kan spille fodbold sammen og vinde. Vi er nødt til at flytte os fra det lige nøjagtigt nødvendige til at gøre det påkrævede og anbefalede - kun på den måde kommer den professionalisme og det overskud frem, der skal til, og som er nødvendigt, hvis opgaven pludselig skulle kræve det. Vi kommer ingen vegne ved at klappe os selv på ryggen i selvtilfredshed og i en uendelighed VI MÅ og SKAL tage de konstruktive, kritiske briller på og arbejde os videre. Forhåbentligt har dette givet blot en enkelt eftertanke til, hvad vi har opnået herude og husk, at dele jeres erfaring med det næste hold og dem derhjemme, for det er jer, der har været her og i sved og varme løst den pålagte opgave. Jeg vil også gerne rose de mellemledere, der for alvor er trådt i karakter og har vist, at de magter at løfte opgaven og lede og fordele både under andre kulturelle forhold, i stresssituationer og ikke mindst i tre måneder. På samme måde overrasker mange medarbejdere med innovativ tankegang, iværksætterlyst og målrettethed i løsningen af egne, men også andres opgaver. Der bliver hjulpet og arbejdet på kryds og tværs af rang og faggrænser. HUSK det, når I kommer hjem; at det er løsningen af opgaven for flyvevåbnets bedste, der tæller og ikke hvilken fagkode, enhed eller forening, man er medlem af. Disse opgaveløsninger bliver kun til succeser, hvis vi er troværdige, har tillid til hinanden, er åbne overfor forandringer og forskelle samt løser pålagte opgaver selvstændigt og med det ansvar, som opgaven måtte medføre. Det, der har været forskellen på dette bidrag og hverdagen derhjemme, har netop været den helhjertede indsats, at vi har fungeret som et helstøbt bidrag, og det har fungeret under det, vi kalder helhedsledelse. Med denne svada vil jeg godt sige tak for nu, tak for indsatsen. Det har været en fornøjelse at være en del af RDAF ISAF DET i Kabul, Afghanistan. 12

13 KULDEN KOMMER HJEMKOMSTEN VENTER Af kaptajn Ulrik Edelmann, læge Så er det kolde vejr så småt ved at indfinde sig. Om aftenen bliver det køligt, og det har endda været direkte koldt, da det var fuldmåne for en uges tid siden. Alligevel sidder man på terrassen og hygger sig, bare iklædt lidt varmere tøj. Det er helt klart, at hold 2 får brug for det normale, grønne tøj. Alle har i lang tid haft tætte næser og besvær med at skulle pudse næse hele tiden. Både støvet og det tørre klima har skylden for dette. Nogle har været lidt forundret over at have næseblod ind imellem, men når skorperne bliver så tørre, at man ikke kan pudse dem ud og heller ikke ordentlig få luft. Ja, så griber man automatisk til, hvad der er nærmest - nemlig en finger! Da blodårerne i næsen ligger lige under slimhinden, er der ikke noget at sige til, at der opstår lidt næseblod af og til. oplevet, at de skulle klare sig på andre betingelser end før udsendelsen. Det er svært, når man herude blot har skullet bevæge sig hen til kantinen, blot selv skulle bære sit snavsede tøj til vask, hente det igen og i det hele taget bare har skullet passe sit arbejde, pludselig at skulle vænne sig til den almindelige dagligdag igen. Alle de mange små ting, der er en normal foreteelse i et familieliv, har været sat ud af kraft. Samtidig har den hjemmeblivende skullet klare det hele alene. Følelsen og oplevelsen af, at nu kommer den anden bare hjem igen, kan medføre gnidninger, man slet ikke ønsker eller har troet skulle opstå. Dette gør, at man begge parter bør tage små skridt og lade tingene ske hen ad vejen. Man skal faktisk til at lære hinanden at kende igen. Dem, der har været udsendt før, kender til dette, men som førstegangsudsendt kan det være svært at opleve. Er man bevidst om det, kan man lettere lade tingene ske i den rytme, der er nødvendig. Så tillykke med at få hinanden igen. Ellers er humøret i top. Det er snart hjemrejsetid og gensynet med familien er snart virkelighed. 3 måneder væk fra hinanden kan give problemer, men kan også berige et forhold. Det har været muligt at komme i kontakt både via telefon og , men alligevel skal man passe på, når gensynet er en realitet. Begge parter har 13

14 SIDSTE NYT FRA FLYET Af PL R.H. Hernvig (GIR) FC C-130J og KN P.C. Hansen 2P C-130J Siden sidste nyhedsbrev har der været udskiftning i C-130 besætningen. REN og JIK er blevet skiftet ud med GIR og TEC. Som fartøjschef var det en stor hjælp at overtage en besætning (loadierne J. Mentel-Hartvig (JAN) og C.S. Bruun (CLA)) som var inde i alle finesserne ved at flyve i Afghanistan og specielt forholdene omkring de pladser, vi lander på. Om fredagen var han med C-130J på tur. Vi havde en mission rundt i det nordlige Afghanistan og besøgte følgende pladser; Kunduz, Feyzabad, Mazar-I-Sharif. Vi fik fornemmelsen af, at generalen fik et godt indblik i, hvad vi laver hernede. Turen forløb fuldstændig efter planen, uden forsinkelser og andre pludseligt opståede problemer. Hvilket bringer os til at foreslå, at vi fremover medbringer et stk. general pr. mission Da vi foreslog dette til generalen senere på aftenen, mente han dog, at det måske ville blive lige lovligt ressourcekrævende i længden. Ellers har M-teamet været i gang med at skifte propel på flyveren i lørdags og området og forholdene taget i betragtning, gik det over al forventning. GODT ARBEJDE. Det har helt klart gjort det meget nemmere at komme i gang. Specielt under lastning og lodsning af flyet, har vi nydt godt af et computerprogram, som har gjort det muligt at forkorte vores stop markant. Det har sparet meget tid i forhold til de mange stop, vi har i løbet af en mission. Hold 1 har også været gode til at stable nogle gode sociale arrangementer sammen, som vi nye på kysten også har nydt godt af. I sidste uge var CH FTK på besøg hernede. 14 Vi ser frem til de kommende missioner, som også kan indbefatte nødhjælpsflyvning til jordskælvsofrene i Pakistan.

15 M-TEAMET VIGER PLADSEN FOR NYE KRÆFTER! Af premierløjtnant Christian Niss Den afghanske sommer går så småt på hæld og med den også rotation 1.b. M-team s tid i Afghanistan. I starten af næste uge forventer vi, at nye og friske maintenance-kræfter bliver tilført detachementet. Efter et kort overlap kan vi så atter vende næserne mod danske himmelstrøg. Her er det jo oplagt at stoppe op, se tilbage og gøre status Men inden jeg falder for den fristelse, vil jeg dog forsøge at fokusere lidt på tiden siden sidste nyhedsbrev. På den faglige side er den største begivenhed umiddelbart et veloverstået propel-skift. Nøgternt set er udskiftning af en propel ikke nødvendigvis i sig selv noget spektakulært, men idet en sådan operation kun en enkelt gang før er blevet gennemført på den danske C-130J-flåde (og aldrig i et missionsområde), er det heller ikke just en hverdagsbegivenhed. Ligeledes er det en visuelt, meget tydelig operation, som derfor vækker nogen opsigt. At afmontere den gamle propel og montere den nye stiller i øvrigt også betydelige krav til løftegrejer, hvorfor vi har modtaget støtte fra KAIA Support Group i form af en mobilkran med en løftekapacitet på 20 tons et skrummel, der også sjældent ses på flight-linen. I en sådan situation er det intet under, at opmærksomheden så småt orienteres i retning af overlevering og erfaringsudveksling både her i Kabul og hjemme i familiens skød. I takt med at igangværende projekter og løse ender bliver samlet og afsluttet, tiltager forventningens glæde ved tanker om gensyn med kolleger hjemmefra og ikke mindst familien, der venter derhjemme! 15

16 Udsendelse til et missionsområde giver selvsagt en mængde oplevelser på det personlige plan, og på det faglige plan afføder det intense arbejde med maskinen en langt hurtigere erfaringsindhentning. Det er positive faktorer, som skal holdes in mente, når arbejdskraften bliver savnet derhjemme i dokken, eller når følelsen af afsavn trænger sig på såvel her som hjemme! Alt i alt har det således været en opgave, der skiller sig ud fra mængden her på KAIA. Et sådant afbræk er i sig selv kærkomment, men operationen har også rent fagligt givet gevinst i form af forøget erfaring. Når jeg nu alligevel ikke kan lade være at opsummere og gøre status, mener jeg, at denne operation faktisk er en meget god eksponent for hele opholdet. Mit bud på en konklusion bliver således, at opholdet har afstedkommet en mængde meget forskelligartede og komplekse tanker og følelser her i Afghanistan og hjemme i Danmark, men nu står det lysende klart: Vi glæder os til at gense kollegerne og overlevere en god forretning, men mest af alt glæder vi os til at gense jer derhjemme. M-team over and out! 16

17 CIS Cable Guys SIGER TAK TIL ALLE! Af seniorsergent J.M. Bue Madsen CIS Team 1 KAIA er nu ved slutningen af sin udstationeringsperiode. Vi tog af sted fra Danmark den 12. juli 2005, så vi har været her i godt og vel 4 måneder, og vi er nu klar til at tage hjem. Jeg vil, som Chief CIS, benytte denne lejlighed til at sige tak til mine to meget dygtige og engagerede medarbejdere FRANKE og MARVIN. Jeg vil ligeledes gerne have lov til sige tak til alle vore kunder, såvel her på KAIA som hjemme i Danmark, for et behageligt samarbejde i de forløbne 4 måneder. Vi er i øjeblikket i gang med at forberede alting til vores afløsere, således at overgangen til hold 2 kan blive så smidig som muligt. Men det betyder ikke, at vi svigter vores kunder, så husk at vores konsultationstid i Helpdesk, stadig går fra kl lokal Kabul tid til 0759 lokal Kabul tid. CIS Team 1 vil slutte denne mission med en hilsen til vores kollegaer såvel hjemme som ude, men især til vores familier med tak for lån af personellet For at opsummere, så er CIS Team 1 KAIA klar til at tage hjem med følelsen af, at vi har gjort en lille forskel i dette land, der til trods for den store mangel på genopbygning, er smukt. 17

18 SIDEN SIDST OG SLUTNINGEN PÅ DET HELE Af presse- og informationsofficer, kaptajn Ann-Christina H. Salquist Så er tiden ved at rinde ud for hold 1 hernede i Kabul. Der er stadig strøm på drengen, og humøret er i top. Dog føler mange, at viserne på uret ikke holder samme hastighed som for en måned siden. Det er som dengang, hvor vi var børn og ikke kunne vente med at pakke vores julegaver op nu er det blot savnet af vores familier, kærester, venner og kollegaer, der er spændingen. Hvordan bliver det mon at komme hjem igen? Der er mange ting, som er blevet sat i et andet perspektiv. De daglige små brokkerier over, at bussen endnu en gang var forsinket, det dårlige vejr, de lange, mørke vinterdage og det trælse sjap i februar kommer måske ikke længere så ofte op til overfladen. Jeg tror, at dem af os, som har været i KAIA og været et smut uden for hegnet, vil tænke os om nok en gang, inden vi forurener luften med utilfredsheder over ingenting. Vi kan blot sende tankerne tilbage til de forældreløse børn på The Allahodin Orphanage, gadebørnene i Kabul, de lerklinede hytter, hvor hele familier lever stuvet sammen og knap nok har til dagen og vejen, og vi får et andet perspektiv på de ting, som vi sidder hjemme i stuen og brokker os over. Selvfølgelig skal der være plads til ytre sin utilfredshed, selvom det at være født i Danmark svarer til at vinde en million Lotto. Vi skal lære at brokke os til dem, som har indflydelse på tingene og som kan ændre noget og ikke lade det gå ud over vores nærmeste. Vi er et privilegeret folkefærd, og hele forsvaret, herunder flyvevåbnet, ved det godt og forsøger at gøre sit til at yde støtte til at hjælpe andre. I søndags sendte vi endnu et fly ud i verden for at flyve nødhjælp til Pakistan. Og de sidste tre måneder har vi som nævnt i DETCO CORNER intro fløjet og løftet såvel personel som materiel rundt i hele Afghanistan. Vores radar har hjulpet mere end fly på jorden og i luften og vores laste og lodse team er sammentømret og klarer lastningen og lodsningen af alle de militærfly, som kommer ind på KAIA til UG+ Alle danskere har holdt humøret og arbejdsindsatsen højt og ydet en kæmpe indsats, så det er velfortjent, at de nu glæder sig til at komme hjem og holde om deres kære. 18

19 I de kommende tre måneder vil hold 2 løfte det danske bidrag i Kabul og yde en ligeså stor indsats som hold 1. Vi ønsker dem held og lykke med arbejdet hernede og byder dem velkommen til et spændende land, hvor vi gør en forskel. Om tiden siden sidst kan vi fortælle mange, spændende ting, men der skal også være noget at fortælle, når vi er tilbage i Danmark igen. Det, der træder mest frem, er chefen for Flyvertaktisk Kommandos, generalmajor Stig Østergaard Nielsen (SØL), besøg hos danskerne i Afghanistan og de ord, som vi fik med, da han overrakte ISAF medaljen. værdier, og i de tilbagemeldinger, som vi har fået tilbage, bliver der givet udtryk for en stor usikkerhed. Og jeg forstår det godt, men vi har holdt rullemøder med alle enheder, og det kommer sort på hvidt, hvad der vil ske fremover. At være en udsendt enhed fra flyvevåbnet bliver i fremtiden snarere reglen end undtagelsen. Jeres hold har været rollemodel for det, som vi gerne vil opnå for hele flyvevåbnet, og et af flyvevåbnets mål er at have 250 mennesker udsendt på årsbasis. Flyvevåbnets arbejde syntes at være relevant og meget efterspurgt. I øjeblikket arbejder man i forsvarskommandoen på en afgørelse omkring, hvor lang en udsendelse skal være. Lad være med at fortvivle, når I hører resultatet. Vi fortsætter med at være fleksible (SØL) Efter generalmajorens ord var der mulighed for at stille spørgsmål og et, som syntes relevant lige nu for mange, var; Hvordan sikrer vi os, at flyvevåbnet er fleksibelt? Udover roserne for et stykke veludført arbejde og en stor indsats i Afghanistan fortalte han om den proces og udvikling flyvevåbnet står midt i. Flyvevåbnet er i gang med en stor proces omkring flyvevåbnets nye mission, vision og Og det er et spørgsmål, som ikke har et entydigt og klart svar. Herfra skal det lyde, at både dem hernede og dem derhjemme har løftet en stor byrde ved denne udsendelse, og mange er klar til at rejse igen - blot ikke lige med det samme. Fleksibiliteten skal ikke kun komme fra toppen og ned, men samtidig den anden vej og specielt på tværs i organisationen. Måske skal vi lære at spørge os selv, om vi kan støtte en kollega ved at tage hans/hendes tur eller tilbyde at dele den med vedkommende. Så tror jeg, at vi kan komme langt og vise, at flyvevåbnet gør en forskel. Nu får vi lov til at vise, hvad vi er værd - og vi ER blandt dem, der gør en forskel! Det var alt for denne gang. Mange tak for samarbejdet og de mange, gode input. Kom godt hjem! Det kan være, at vi snart ses igen. 19