I AM ALSO SOMALIA The National Theatre of Somalia genopstår i Kødbyen i København

Transkript

1 1

2 I AM ALSO SOMALIA I den danske offentlighed er Somalia den ødelagte og mislykkede stat. Og somaliere er blevet skræmmebilleder på omkostningstunge, farlige og problematiske fremmede: Khat-tyggende mænd, omskårne kvinder, pirater og terrorister. Vi har brug for nye, dynamiske fortællinger: Om et kosmopolitisk og kulturelt blomstrende Somalia - før borgerkrigen - og om enestående og modige somaliske kunstnere. Vi har brug for at lukke øjnene og huske, for at huske dét der var godt, så vi et øjeblik glemmer hvor slemt det var, og så vi kan drømme om at det bliver bedre. Global Stories under ledelse af Ditte Maria Bjerg skaber i samarbejde med teatret Sort/Hvid under ledelse af Christian Lollike og en række kunstnere med somalisk baggrund den første forestilling i Danmark med udgangspunkt i Somalia. Med håb, genrejsning og kulturel blomstring som omdrejningspunkt. Premieren bliver februar The National Theatre of Somalia genopstår i Kødbyen i København Rammen for I AM ALSO SOMALIA bliver en genopbygning af The National Theatre of Somalia - et teater i Mogadishu med en fantastisk og stærk historie og en åben fremtid: Teatret åbnede i 1967 og blev et afgørende værktøj i dannelsen af den stat, der i 1960 opnåede selvstændighed efter italiensk koloniherredømme. Teatret skulle bl.a. fremme social lighed, ligestilling og frigøre den enkelte fra klanen. Hundredvis af kunstnere skrev tekster, spillede musik og reciterede digte, og teatret var utroligt populært. Teatret blev et spejl for Somalia og et af de mest centrale teatre og koncertsteder på det afrikanske kontinent i 70 erne. I 80 erne udvikler den politiske situation i Somalia sig imidlertid langsomt til et undertrykkende og paranoidt regime, og kunstnere bliver fyret, hvis de opleves som kritiske. Fra borgerkrigen bryder ud i 1991 benyttes teatret som offentligt WC og som våbendepot. 2

3 I 2010 er der håbefuld genåbning af det hærgede teater, en åbning der beskrives således af en somalisk blogger, bosiddende i USA: At the reopening of the theatre, the entire Mogadishu came to a standstill. Indeed, it has created a new momentum for peace in Mogadishu. The proceeding was broadcasted live via Somali national TV and radio. Holding such an event in the old destroyed national theater with no roof was a defining moment with overwhelming emotions. To uger efter holder det nationale TV sin fødselsdag på det fyldte teater, da en selvmordsbomber fra Al Shabaab udløser sin bombe og dræber 10 mennesker for rullende kameraer. I 2013 underskrives en aftale med Kina om at genopbygge bl.a. teatret, men endnu er intet sket. En gruppe af kunstnere forankret i en større NGO i Mogadishu arbejder dog løbende og stædigt for at få teatret genopbygget. For teatret er, som det demokratiske rum det var i en periode, blevet symbolet på muligheden for fred og kulturel blomstring. En musikalsk, dokumentarisk rejse gennem historien På scenen har vi to stærke somaliske mønsterbrydere i front til at guide publikum på rejsen tilbage til The National Theatre of Somalia: Moeisha Aden kom til Danmark som uledsaget flygtningebarn som 9 årig og bor nu på Vesterbro. Hun er en del af den yngre generation i diaspora, der kæmper mod forstokkede imamer og klantænkning. Moeisha er transkønnet, og qua hendes kønsidentitet udfordres løbende den meget kønsopdelte, kønsdefinerede somaliske verden. Moeishas arbejde som journalist og tolk giver hende de perfekte værtindekompetencer, når det drejer sig om at analysere og oversætte. Maryam Mursal var stjerne, før borgerkrigen brød ud. Én af de mest populære sangerinder, ikke bare i Somalia, men overalt i Afrika. Da borgerkrigen bryder ud, flygter hun med sine 5 børn til Danmark, og senere flytter hun og de fleste af hendes børn til London. Det er lykkedes Maryam at fastholde sin stjerneposition bl.a. gennem udgivelsen af den fantastiske plade The Journey i 1998, udgivet af Peter Gabriels pladeselskab og med ham som deltagende musiker. Maryam bliver vores musikalske guide til 60 ernes og 70 ernes musikalske hybrid, hvor den somaliske musik (der allerede er en hybrid mellem afrikansk og arabisk musik) nu mødes med Beatles, Ray Charles og Etta James' LP er, som flittigt importeres. Maryam kan på egen krop demonstrere, hvordan hun instruerede sin musiker i at få disse musikalske spor til at mødes og blive til somali jazz. En genopbygning med mange skæbnefortællinger I genopbygningen af teatret følger vi sporene fra dengang i både Vollsmose, Malmø, London og Mogadishu. Her dukker fortidens stjerner, publikum og rengøringsfolk op. Nogle erindringer er helt døde, andre næsten væk, men mange kan vækkes til live og op dukker historierne, instrumenterne og de få fotografier, der ikke gik tabt i den dramatiske flugt: Vi møder en midaldrende kvinde fra Malmø, der husker hvordan hun og hendes veninder som teenagere benyttede teatret til at møde unge mænd. Gennem hendes fortælling om bankende hjerter, og hemmelige møder i pausen, mærker, genkender og oplever vi pulsen, varmen og vibrationerne fra aftener med afrohår og bare skuldre, en tid, verden og kvindelig kropslighed som hendes børn ikke har kendt, men som digteren Warsame, der også bor i Malmø og nu mod alle odds i det somaliske diaspora prøver at genopvække med at arrangere undervisning i somalisk dans på blandede hold. Og vi møder den ældre smukke sanger og musiker fra Vollsmose med det mageløse strålende hvide gebis. En mand der med støtte fra sin mobiltelefon stadig husker hvert et ord af Afrikaa Hurhey, en somalisk frihedssang fra tresserne henvendt til resten af Afrika med et budskab om at vågne op og få gjort sig fri af kolonimagtens sprog og kultur og finde frem til sin egen, for ellers går det galt 3

4 Og fra Mogadishu dukker Jabril op, Jabril som lykkedes med at genåbne teatret i 2010, og som heldigvis for ham valgte at afgive pladsen på første række til én af de ældre, der 20 minutter senere blev sprængt i luften af en selvmordsbomber. Jabril kæmper videre for at finansiere nyt tag på teatret, og imens leder en gruppe unge musikere efter et sikkert øvested i Mogadishu. Vi får disse skæbner og mange flere præsenteret gennem en montage af lyd, video og foto, der tilsammen bygger det teater, vi alle drømmer om, op foran os og sammen med os. Et teater, hvor den helt unikke somaliske teaterform riwayaad kan udfolde sig. Riwayaad er i familie med den danske revy, men så alligevel ikke, for her er der tale om et smukt digt, der afløses af én belærende tekst, efterfulgt af en god vittighed, og det hele akkompagneres af de altid tilstedeværende musikere og et medvirkende aktivt publikum. I AM ALSO SOMALIA udfolder altså teatret som det ultimative mødested mellem fortid og nutid, mellem køn, mellem meget forskellige somaliske identiteter, mellem forskellige musikalske kulturer og ikke mindst mellem forskellige publikumsgrupper. Team bag scenen Ditte Maria Bjerg kan som iscenesætter i denne forestilling kombinere sin ekspertise med researchbaseret doku teater med sin store erfaring som instruktør af musikdramatik. Som scenograf er Lisbeth Burian valgt på grund af sin erfaring med og evne til at udvikle sceniske helhedsrum samt hendes erfaringer fra arbejdet på Borgerscenen i Ålborg. Fra Sort/Hvid bidrager Tanja Diers som dramaturg med sin unikke erfaring for at udvikle nye fortællinger i nye sceniske sprog. Proces og publikumsudvikling Anmelder hos Politiken, Monna Dithmer, skrev i en omtale af Global Stories seneste forestilling Ni hao Nuuk bl.a.: Med Ni hao Nuuk kommer vi omsider ind på livet af de andre. At komme ind på livet af de andre tager tid og kræver en kontinuitet for at sikre den kunstneriske kvalitet. I det nuværende researcharbejde fokuserer vi på at opspore såvel mennesker der har været tilknyttet teatret i Mogadishu samt yngre udøvende kunstnere. Vi ved af erfaring, at dette også er publikumsudvikling, for des flere forskellige grupper vi møder undervejs, des flere kommer og ser forestillingen, som de har en aktie i. I forhold til I AM ALSO SOMALIA var første skridt en workshop for syv danske somaliere i alderen år. Den amerikansk somaliske spoken word-kunstner og aktivist Abdi Phenomenal lærte deltagerne om storytelling, og den danske dramatiker og instruktør Christian Lollike ledte et kreativt skriveværksted. Derudover overværede deltagerne et rørende oplæg på somalisk med den norsk somaliske forfatter og aktivist, Amal Aden, der som lesbisk lever under politibeskyttelse i Norge. Udbyttet af disse dage var stort. De 7 meget engagerede deltagere delte deres livs erfaringer og historier om borgerkrigen, om at være forældreløs, om generationskonflikter, om identitetsproblemer, om social kontrol fra hele det transnationale somaliske community og ikke mindst om deres engagement og udfordringer i det danske civilsamfund. For dem alle var det første gang, de mødte andre unge somaliere i et forum, hvor de frit kunne udveksle deres historier og få redskaber til at arbejde kunstnerisk. Fire af de syv deltagere arbejdede videre med deres tekster og modtog løbende feedback fra bl.a. Christian Lollike og Ditte Maria Bjerg. Forløbet blev afsluttet med en reading under CPH Stage med et par åbne, offentlige visninger for et blandet dansk og somalisk publikum. Efterfølgende er én af deltagerne, Moeisha 4

5 Aden, blevet hyret som medvirkende i I AM ALSO SOMALIA. Og en anden arbejder som musikalsk konsulent på forestillingen. Global Stories har under ledelse af Ditte Maria Bjerg siden 2009 formidlet komplekse påtrængende globale historier og temaer til et (relativt) bredt publikum. Global Stories ønsker kontinuerligt at udvikle ligeværdige og respektfulde arbejdsprocesser i forhold til vores vigtigste samarbejdspartnere - de mennesker, hvis historier vi fortæller. Global Stories udforsker socio politiske realiteter i en global verden og insisterer på scenekunstens (med)ansvar for en samfundspolitisk dagsorden. Global Stories' dokumentariske teater rejser vigtige debatter i en form, der krydser læring og kunst på en engagerende og underholdende måde. Seneste forestillinger er de anmelderroste Made in India (Stockholm, Odense Teater samt Teater GROB, ) og Ni hao Nuuk (Maskinhallen i København, 2015). Læs anmeldelser på 5