Bankerne takkede skatteborgerne for deres redning ved først at spekulere mod kronen for efterfølgende

Transkript

1 TIL: Jakob Priess-Sørensen, journalist B.T. CC: Politidirektør Hanne Bech Hansen, Politigården. FRA: Jørgen Theil. DATO: 31. december VEDR.: fhv. Retspræsident Frank Poulsens forbrydelser begået i f.m. FYLYPPA -sagen. BILAG: 1-95; se side INDHOLDSFORTEGNELSE: Se side Kære Jakob, Under mødet på B.T. den 20. i sidste måned nævnte du, at der måske var en journalistisk vinkel i daværende Retspræsident Frank Poulsens åbenlyst uretfærdige advokatpålæg af undertegnede, hvorfra du eventuelt ville kunne anskue FYLYPPA -sagen. Denne vinkel ikke bare findes, men angriber selve hjertet i FYLYPPA -sagen! Som nævnt havde jeg indtil ovennævnte møde troet, at det gennem de 4 politiklagenævns-sager var nødvendigt først at såre og stække den hær af korrumperede logebrødre og søstre, der har gjort det muligt for Frank Poulsen at føre sig frem som Danmarks suverænt mest korrumperede dommer (læs: Mafiaboss i Den Danske Juristmafia). For hvor jeg lige siden den ufrivillige overførsel af FYLYPPA -sagen fra Østre Landsret til Sø- & Handelsretten (jf. bilag nr. 20) hurtigt blev klar over, hvad det var for en røverkule, jeg var blevet kastet ind i, kunne jeg gennem Retspræsidentens hyppige optrædener i pressen konstatere, at jeg står temmelig alene med min indsigt i Frank Poulsens sande natur, gøren og laden. 1. PARENTES Selvom Frank Poulsen i starten af 90-erne, hvor den internationale bank- og finanskrise toppede i Danmark, som både præsident for rigets førende domstol med speciale i alt, hvad der har med forretning og penge at gøre, og formand for Pengeinstitutternes Ankenævn havde en kolossal indsigt i det danske bank- og finansvæsen, gik han ikke på TV og afslørede Danmarkshistoriens suverænt største bedrageri: Schlüter-regeringens v/nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og direktør i Finanstilsynet Eigil Mølgaard indeståelse for, at det gik ufatteligt godt i Unibank. Som så 14 dage efter, da panikken havde lagt sig, nedkom med et (forventeligt) underskud på 4 milliarder kroner. Mens bank og pengeinstitutternes sværm af ellers veltalende advokater klogelig valgte den mundlammes taktik, kunne de bag sideliniens beskyttende værn og med slet skjult lettelse se, hvordan Eigil Mølgaard i et åbenbart aftalt spil foregav at give de statsautoriserede revisorer hele skylden for den danske bank- og finanskrise. Bankerne takkede skatteborgerne for deres redning ved først at spekulere mod kronen for efterfølgende

2 sammen med advokaterne og revisorerne at være selskabstømmerne behjælpelige med at lænse statskassen for andre milliarder. Det må mildest talt på nærmest daglig basis have væltet ind hos Sø- & Handelsretten med anmodninger om åbenlyst betænkelige selskabslikvideringer. Mens alle disse plyndringer stod på, så seerne alias skatteyderne ikke så meget som bare skyggen af den ellers nærmest sygeligt medieliderlige moralens og etikkens vogter, Retspræsident Frank Poulsen. Og det var først, da der blev sat meget store spørgsmålstegn ved hans årvågenhed, at han i denne sammenhæng følte sig kaldet til at kaste hele skylden over på de banker, advokater og revisorer, der i deres grådighed havde misbrugt hans tillid. Hvor det, han i realiteten sagde, var, at I (banker, advokater og revisorer) vinder intet ved, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved min troværdighed. Tværtimod er det vigtigt, at jeg altid fremstår som ikke bare lovens, men moralen og etikkens ukuelige vogter, for ellers ville jeg kunne få svært ved at frifinde Jer, skulle, Djævelen forbyde det, Jeres medvirken nå retten. Det giver en lille ridse i lakken, der, som alle tidligere ridser, hurtigt glemmes, hvorefter der jo som bekendt er præcedens for, at den ikke længere kan ses. Til gengæld for, at I påtager Jer denne lille ridse, er det arrangeret med statsadvokat Michael Clan, at han går målrettet og helhjertet efter de få, men dispensable, der er udpeget som offerlam, mens Jeres sager støt og roligt forældes eller kan afvises gennem broderskabets gummistempel (retsplejelovens 749, stk. 1). Som nævnt under mødet, var det hverken kapringen af eller den forfalskede auktion over FYLYPPA på Filippinerne, der fik mig til at kontakte DR, men DR s interview med Frank Poulsen og daværende Justitsminister Hans Engell vedr. mistanken om kamufleret bestikkelse i f.m. dommernes bijobs. Jeg nævnte også, at Henrik Madsen havde sat mig i udsigt, at han ville følge op på efterspillet ved de danske domstole; i.e. især omkring Sø- & Handelsretten og Frank Poulsens involvering. Så da jeg ikke længere kunne holde ud at høre på Frank Poulsens ovennævnte, hykleriske udgydelser, ringede jeg til DR for at opfordre dem til at få lidt balance i regnskabet ved lige at kaste et hurtigt blik på de gamle arkiver. Henrik Madsens afløser, Stig Andersen, virkede imidlertid så perpleks og afstandstagende, at jeg straks valgte at droppe DR til fordel for at arbejde videre med og koncentrere mig om de mange små, men entydige sager (i.e. de 4 politiklagenævnssager), der som fyr i et befærdet stræde vil kunne plotte positionen på juristmafiaen og al dens (u)væsen ind med millimeters nøjagtighed. Det skal for forståelsens og min troværdigheds skyld lige pointeres, at Stig Andersen på tidspunktet for ovennævnte opkald må have været et godt stykke inde i udarbejdelsen af sin nye bog Retspræsidenten! Der jo som bekendt er én stor og uforbeholden hyldest og skamrosen af Frank Poulsen. Det er således kun meget få og særdeles indsigtsfulde personer udenfor juristmafiaen, der tør være ved endsige kan gennemskue, hvor ubeskriveligt korrumperet og farlig Frank Poulsen var; og formentligt stadig er. De fleste, jeg møder, har endog overordentlig stor respekt og sympati for hans ligefremme måde at have været dommerstandens infant terrible på. Hvor jeg, derimod, har manden mistænkt for at være en dødsensfarlig psykopat. Frank Poulsen er som sådan den eneste, der vækker min direkte antipati; hvor jeg til gengæld ynkes over en Karsten Hjorth og synes ligesom de fleste, at Politidirektøren er en gæv pige fra det mørke Jylland. Politidirektøren er i øvrigt én af mine laugssøstre, med hvem jeg i dette muntre lag/laug Side 2 af 2

3 spiser frokost 3-4 gange om året. Frank Poulsen står for mig som indbegrebet af Den Danske Juristmafia! Så jo hurtigere, han bliver fældet, desto bedre. Og jeg har både værktøjerne og viljen til at udføre dette beskidte job; jf. nedenstående: PARENTES SLUT 1. KAPITEL 1. Iflg. udskrift af retsbog den 29. april 1993 kl blev retten sat af retspræsident Frank Poulsen. Retsskriver var dommerfuldmægtig Hanne Fanø. Der foretoges: S 17/91: Jørgen Theil mod Unibank A/S v/adv. Ulla Merete Bak. Sagsøgeren var mødt tillige med kaptajn Ulstrup. Sagsøgte nedlagde påstand om, at sagsøgeren meddeles pålæg om at antage advokat til at repræsentere ham under sagen, subsidiært at sagen nu berammes til domsforhandling. Efter en drøftelse erklærede sagsøgeren sig enig i at søge antaget advokat under sagen. Sagen udsat til ordinær ret den 26. maj 1993 kl tillige på berammelse (BILAG nr. 1). Kapt. Ulstrup ville kunne bevidne, at det, som Frank Poulsen påstår er min konsens, var (metaforisk talt) mine voldsomme kast med hovedet og høje skrig for hver gang, han gav sine psykiske tommelskruer én tand til. Dernæst kan enhver, der har læst min nedenstående beretning om, hvordan mine sagførere har snydt og bedraget mig, straks udlede, at jeg havde ikke kæmpet i 8 år (heraf 1½ år i Højesteret som selvmøder) for bare at få min hjemviste sag yderligere sjoflet og afvist gennem et formaliseret advokatpålæg. Sagt på godt dansk efterkom Frank Poulsen Unibanks (kriminelle) krav om at lukke munden på mig, idet han gjorde mig det klart, at hvis jeg ikke straks indvilligede i at antage en advokat, ville han på stedet meddele mig et pålæg i medfør af retsplejelovens 259, stk. 2. Der er således heller ingen tvivl i sagsøgte Unibanks sind om, at de havde fået det advokatpålæg, som de havde krævet; jf. adv. Ulla Merete Baks processkrift af 18. november 1994 (BILAG nr. 2) i f.m. med min kære vedr. omkostningsspørgsmålet: 2. Samtidig er der i kærendes kæreskrift procederet på, at sagen vedrørende en lang række forhold aldrig er blevet realitets-behandlet. Den endelige årsag hertil kan kun tilskrives kærende, idet det var kærende, der hævede sagsanlægget ved Sø- & Handelsretten ((jf. nedenstående pkt. 6 og 7 og bilag nr. 7 og 8)) i stedet for at gennemføre denne til en egentlig domsforhandling. Kærende havde på dette tidspunkt al mulig juridisk assistance, idet kærende via Sø- & Handelsrettens indgriben fik tillagt advokatbistand. ; jf. bilag nr. 1. Jeg erindrer ikke, at dommerfuldmægtig Hanne Fanø var tilstede som retsskriver; ej heller, at retspræsidenten dikterede hende mødereferatet. Jeg ser første gang teksten, da jeg 1½ år senere får brug for at vide, hvordan retspræsidenten og adv. Ulla Merete Bak har tolket dette retsmøde; jf. bilag nr. 2. I betragtning af, at jeg stod med Højesterets dom af 19. november 1992, der hjemviste sagen til Sø- & Handelsretten til behandling og pådømmelse i realiteten og som jeg havde vundet som selvmøder - i hånden og kunne henvise til lov nr. 285 om Den Europæiske Side 3 af 3

4 Menneskerettighedskonvention (der på daværende tidspunkt kun var 1 år gammel og således burde have været Retspræsidenten i frisk erindring; jf. denne Konventions art. 6, stk. 3c, der garanterer, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til at forsvare sig personligt ; jf. retsplejelovens 259, stk. 1, der understøtter Konventionen ved at præcisere, at enhver kan både som sagsøger og som sagvolder gå i rette for sig selv ), og at jeg som sædvanlig kæmpede det bedste, jeg havde lært, for at undgå dette pålæg, er det alene gennem ovennævnte bilag nr. 1 og 2 bevist og dokumenteret, at Retspræsident Frank Poulsen med forsæt har begået en uretfærdig handling, der direkte tilsigtede at påføre mig velfærds fortabelse; jf. straffelovens 146, stk. 1 og 2. Hvilket nedenstående retsbogsudskrifter og skrivelser endog yderligere bekræfter; jf. retsbogen: 3. Den 26. maj 1993 kl blev retten sat af retspræsident Frank Poulsen. Der foretoges S17/1991 Jørgen Theil (adv. P. Schaumburg-Müller) mod Unibank (adv. Ulla Bak). For sagsøgeren mødte advokat Peter Schaumburg-Müller. For sagsøgte mødte advokat Ulla Bak v/stud.jur. Tine Lyngholm. Sagen udsat til den 7. juli 1993 kl Retten hævet. (BILAG nr. 3). 4. Ved telefax af 27. maj 1993 (BILAG nr. 4) meddeler adv. Peter Schaumburg-Müller, at på retsmødet i går blev sagen udsat til den 7. juli d.å. kl , idet det dog aftaltes med dommer Frank Poulsen at afholde et uformelt møde advokaterne og dommerne imellem. 5. Min sagfører Schaumburg-Müller havde efter dette møde ikke forsømt nogen lejlighed til at overbevise mig om, at jeg ville tabe sagen; desuagtet at jeg havde anlagt og ført den på nøjagtigt de selv samme betingelser (i.e. baseret på Schaumburg-Müllers processkrift af 21. marts 1990; jf. bilag nr. 28), hvormed han selv havde vundet FYLYPPA -sagen i Sø- & Handelsretten over Unibanks forgænger i Hong Kong, Den norske Creditbank. Hvilket (i.e. min sagførers negative vejledning ) således var fuldstændigt uforståeligt i og med, at nærværende sag mod Unibank som anført ovenstående omhandler de selv samme forhold og modkrav, der var den direkte årsag til, at DnC havde hævet sagen; jf. bilag nr. 29 og 34. Ved skrivelse af 3. juli 1993 (BILAG nr. 5) sætter jeg derfor alle mine tanker og planer på tryk, så at den mig pålagte advokat ikke efterfølgende ville kunne komme og sige, at han ikke vidste, hvad jeg mente, forventede og krævede af ham. 6. Den 7. juli 1993 kl blev retten sat af justitssekretær Finn Kittelmann i henhold til konstitution. Der foretoges S 17/1991 Jørgen Theil mod Unibank A/S. Sagsøgeren fandtes efter påråb hverken mødt eller repræsenteret. For sagsøgte mødte advokat Ulla Merete Bak v/stud.jur. Tine Lyngholm, der begærede sagen afvist og sagsøgte tillagt sagsomkostninger. Sagsøgtes skriftlige indlæg om sagsomkostninger fremkommer senest 14. juli I medfør af retsplejelovens 360, stk. 1 besluttede retten at afvise sagen. Sagen udsat på fastsættelse af sagsomkostninger. Retten hævet. (BILAG nr. 6). 7. Den 27. september 1993 kl blev retten sat af justitssekretær Finn Kittelmann i henhold til konstitution. Der foretoges: S 17/91 Jørgen Theil (adv. P. Schaumburg-Müller) mod Unibank A/S (adv. Ulla Bak). Ingen var mødt eller tilsagt. Der fremlagdes skrivelser af 20. august og 24. september 1993 fra sagsøgers advokat Peter Schaumburg-Müller, Side 4 af 4

5 hvorefter sagsøger hæver sagen, bilagt sagsøgers indlæg vedrørende fastsættelse af sagens omkostninger. Der fremlagdes tillige tidsopgørelse af 7. september 1993 fra sagsøgtes advokat, Ulla Merete Bak. Retten besluttede, at sagsøger inden 14 dage i sagsomkostninger betaler ,00 kr. til sagsøgte. Retten hævet. (BILAG nr. 7). Her sluttede mit søgsmål mod Unibank! Hvorefter den forsætlige uretfærdighed og velfærds fortabelse, som dette søgsmål ellers havde tilsigtet at begrænse, nu tværtimod tog til i såvel omfang som styrke. Ovenstående 7 punkter og bilag konstituerer således mit bevis på Retspræsident Frank Poulsens forbrydelse i f.m. det mig af ham påtvungne advokatpålæg; jf. straffelovens 146, stk. 1 og 2. Ligeledes finder jeg det her bevist, at både Unibanks og min advokat er medskyldige kollaboratører. Den velfærds fortabelse (jf. straffelovens 146, stk. 2), der efterfølgende er overgået mig, vil automatisk præsentere sig selv, efterhånden som én af juristmafiaen uafhængig politimyndighed efterforsker sagen! Og vil i lyset af FYLYPPA -sagens mange andre delsager kunne illustrere, dokumentere og bevise, at der, efter min mening, er tale om endnu et klassisk skoleeksempel på højforræderi mod danskernes retssikkerhed og retsfølelse samt, derved, selveste demokratiet (i.e. et skoleeksempel på den package deal, som juristmafiaen kan tilbyde sine faktuelle Principaler, mæcener og logebrødre; jf. mine andre nedenstående bemærkninger desangående). Jeg vil derfor nedenstående koncentrere mig om at afsløre og bevise de forbrydelser, som ovennævnte triumvirat tidligere har begået i nærværende sagskompleks (i.e. FYLYPPA -sagen), for derigennem at levere motivet til Retspræsident Frank Poulsens ovenstående, åbenlyst forsætligt uretfærdige handling (advokatpålægget); jf. straffelovens 146, stk. 1. Og egentligt burde ovenstående have været alt rigeligt for at kunne indgive en politianmeldelse i medfør af retsplejelovens 742, stk. 1! Hvorefter det så ville have været op til politiet at finde motivet til denne forbrydelse gennem dets efterforskning. Men eftersom jeg kun alt for godt kender politiets frygtede gummistempel, vil jeg nedenstående guide dig gennem de forbrydelser, som Frank Poulsen op til dette retsmøde og advokatpålæg allerede var en alvorlig del af og derfor også havde en stor personlig interesse i at få skrinlagt gennem advokatpålægget. FYLYPPA -sagen er ikke nær så kompliceret, som mange og især juristmafiaen og dens politianmeldte Principaler vil og faktuelt anstrenger sig for at gøre den til. Og for at gøre nærværende redegørelse endnu mere enkel og overskuelig, vil jeg centrere nedenstående omkring den formentligt mest oplagte forbrydelse i forbrydelsen: Det af bankerne tyvstjålne forsikringsprovenu vedr. mit sidste skib SWEE LEAN. Jeg vil gennem denne delsag vise, hvorfor Frank Poulsen ovenstående er så ivrig efter at påtvinge mig et advokatpålæg; samt hvorfor jeg valgte den advokat, Peter Schaumburg-Müller, der som min sagfører allerede havde været med til at frasvindle mig dette provenu samt andre endnu vigtigere retskrav. Men for at kunne forstå baggrunden for samt dokumentere forbrydelserne omkring denne delsag, skal vi først lige et smut forbi Klampenborg og tilbage til den 29. januar 1986: 2. KAPITEL Side 5 af 5

6 På denne dag indgår og underskriver på mit kontor bankerne v/vice-præsident Karl Lowzow og jeg Agreement af 29. januar 1986 (BILAG nr. 8) vedr. min personlige garanti for lånet til FYLYPPA. Iflg. denne aftale skal alle de selskaber, som jeg er direktør for, og som står som medgaranter for lånet, medtages. Mit sidste skib SWEE LEAN, der var på langtidscharter til Admiral Shipping, og som var mit firmas og min sidste og eneste indkomst, kunne således fortsætte sit charter; jf. DnC, Hong Kong s telex af 30. januar 1986 til Admiral Shipping (BILAG nr. 9), hvorved DnC og Bankers Trust med øjeblikkelig varsel frafalder den i låneaftalen vedr. FYLYPPA stillede sikkerhed i SWEE LEAN. Iflg. aftalen skulle jeg inden udgangen af februar 1986 indsende et konsolideret regnskab over alle disse selskaber og mig personligt, idet jeg over en 5-årig periode skulle afdrage den eventuelle, positive nettoværdi; dog minimum US$ ,00. Det var ligeledes en forudsætning, at min revisor, K.G. Jensen/Coopers & Lybrand, skulle attestere rigtigheden af hele dette konsoliderede regnskab (som revisoren efterfølgende modtog ca. 10 dage før afleveringsfristen). Da jeg næste dag meddelte min revisor aftalens indhold, følte han sig i h.t. aktieselskabsloven forpligtet til at foranledige, at Jørgen Theil A/S gik i betalingsstandsning. Alt dette lyder meget regulært, men sandheden er, at det var én stor beskidt kamp for overlevelse. Så da jeg den 3. marts (jeg havde fået 3 dages udsættelse) troppede op hos revisoren for at hente de attesterede regnskaber, havde han ikke rørt en finger, og jeg måtte fremsende regnskaberne uden attestation. (N.B.: Eftertiden har vist, at min revisor havde fået en lodret ordre fra bankerne om ikke at attestere regnskaberne, så at bankerne kunne erklære ovennævnte aftale af 29. januar ugyldig. Det er i øvrigt dette intermezzo, som jeg den 13. juli i år politianmeldte landsdommer A.F. Wehner for at forsøge at legalisere og dække over. Det var også på denne dag, at min far ringede tidligt om morgenen og meddelte, at min mor ikke længere kunne klare at være vidne til disse rædsler og havde givet op. Min mor var aftenen forinden styrtet om og blevet hasteindlagt, efter at jeg havde bragt hende den forgangne uges triste tidender. Min mor døde mindre end 2 døgn efter. Den officielle dødsattest giver bugspytkirtlen skylden). I de efterfølgende måneder insisterede bankerne på, at ovennævnte aftale, der manglede min revisors certification, ikke længere var gyldig. Grunden til, at jeg overhovedet havde kunnet formå dem til at indgå aftalen af 29. januar, 1986 eksisterede heller ikke længere, idet FYLYPPA nu var færdigudlosset. (N.B.: På tidspunktet for underskrivelsen havde der stadig været en meget stor risiko for, at det meste af FYLYPPA s last af mel i sække kunne være fordærvet pga. den ulovlige deviation under rejsen til Filippinerne. Min uudtalte trussel om at resignere som reder og direktør for FYLYPPA s ejerselskab, Sextant Maritime S.A., havde under disse omstændigheder derfor været alt andet end tom, idet bankerne ville kunne ende op med et uforsikret erstatningskrav for lasten til en værdi af US$ 3,5 millioner, hvis jeg ved min resignation gjorde dem til mortgagee-in-possession. Forsikringsselskaber kan jo som bekendt ikke forpligtes til at erstatte tab forårsaget pga. forsikringstagerens forbrydelser). Det ville teknisk ikke være 100% i overensstemmelse med sandheden at påstå, at min far ene og alene pga. ovennævnte, fortsatte kamp døde 2 måneder efter min mor. For, som min far sagde, da han under mit besøg på sygehuset så mindeligt bad om min hjælp til at dø hurtigt, smertefrit og i fred, han gav Fanden i Side 6 af 6

7 alle de mange, gode år, som lægerne og familien insisterede på, at han have tilbage, når ikke min mor var der. Min far døde således få timer efter, at jeg havde rådet ham til at narre sine bødler ved ikke længere at trække vejret. En måned senere kaprede bankerne FYLYPPA, idet de gik i panik over min trussel om, at jeg ville anmelde deres forbrydelser til the Poeples Committee of Good Government og få skibet beslaglagt (PCGG var den nye Acquino-regerings specielle ministerium, der udelukkende skulle tage sig af de forbrydelser, som Marcos og hans cronies havde begået). 2. PARENTES Som redegjort for andetsteds har Nemesis været på overarbejde i FYLYPPA -sagen! For minsandten om ikke modtageren af lasten var Præsident Marcos gennem et firma ejet af hans foretrukne stråmand (crony), The Coconut Zar i egen høje person; jf. Report on the FYLYPPA dateret den 18. januar 1996 (BILAG nr. 10) og udfærdiget med det formål at få Lloyd s of London til at gå ind i sagen, idet skibet sank den 22. oktober samme år under særdeles mystiske omstændigheder. Hvorefter bankerne indkasserede et forsikringsprovenu over 3 gange større end det, som de forsøgte at påtvinge mig og afregne boet efter FYLYPPA s operatører, A/S P.V. Christensen, med i Frank Poulsens Sø- & Handelsret. (Lloyd s of London havde desværre for mig ikke været involveret i genforsikringen af PORTLAND HONOUR, som FYLYPPA hed, da de filippinske søfolk, som bankerne havde ansat og betalt for at kapre hende, forliste med hende på Sydkoreas kyst). Her har du én af de første forbrydelser, som Frank Poulsens Sø- & Handelsret på et tidligt tidspunkt blev vidende om! Og som har medført en kædereaktion af forbrydelser: I bilag nr. 10, pkt. 1-3 kan du i pkt. 2 s andet afsnit se, at jeg umuligt kan have anmeldt endsige beklaget mig til danske politimyndigheder over FYLYPPA s arrest på Filippinerne. Tværtimod gjorde min filippinske sagfører, atty. Wilhelmina Joven, alt for at udnytte denne arrest til min fordel. Sagt med andre ord har de danske politi- og anklagemyndigheder gennem årene i åbenlyst bevidst ond tro gjort sig store, gentagne, forsætligt vildledende og undergravende anstrengelser for at få min filippinske advokats 100% korrekte og legale retshandlinger til at ligne en landsbytosses utidige kværuleren; i.e. få det til at se ud, som om jeg her i Danmark har politianmeldt forbrydelser, som, jeg sindsforvirret påstår, disse pæne banker har begået i bananrepublikken Filippinerne. Her har du det gennemgående motiv til, at også statsadvokat Karsten Hjorth og politiklagenævnsformand Søren Arentoft i deres afgørelse af 27. august 1997 (BILAG nr. 11) henholdsvis tiltrædelse af 4. august 1997 (BILAG nr. 12) gør et stort summer ud af at få det til at se ud, som om jeg her i Danmark har politianmeldt de forbrydelser, som bankerne har begået på Filippinerne; jf. ligeledes kapitel 10. Jeg har ikke længere tal på de mange gange, hvor jeg i mine klager til statsadvokaten (og efterfølgende Rigsadvokaten samt Justitsministeren) over politiets afvisninger baseret på ovenstående forsætligt falske grundlag af mine anmeldelser har skåret disse myndigheders misforståelser ud i pap og bøjet virkeligheden i neon! Men det er nu så mange gange, at jeg med den usvigelige sikkerhed, som gentagen og ubestridelig retsdokumentation konstituerer, kan PÅSTÅ, at Side 7 af 7

8 1 Der er tale om bestilt arbejde; i.e. at bankerne har beordret politi- og anklagemyndigheden til at afvise enhver anmeldelse med denne myndigheds notoriske gummistempel, samt at 2 politi- og anklagemyndigheden derved selv har leveret det ubestridelige bevis på, at alle dens mange afvisninger op gennem årene af mine velfunderede anmeldelser konstituerer gentagne, forsætlige, groft uretfærdige handlinger. Hvor du såvel under mødet som i dit brev af 18. november 2002 gav udtryk for, at slige uklarheder næppe kan konstituere overlagte forbrydelser, er dette således beviseligt - tværtimod lige nøjagtigt, hvad det er og forsætligt tilsigter. For i samtlige de snesevis af afgørelse over ikke bare mine politianmeldelser, men også over de klager over politiets og efterfølgende statsadvokatens og Rigsadvokatens afgørelse, hvori jeg specifikt understreger og fremhæver, at de har misforstået min anmeldelse (jf. min klage/anmeldelse af 23. april 2002 (BILAG nr. 13), fortsætter de alle Gud-hjælpe-mig i selv samme ridse. Denne forsætlige misfortolkning er således eet af mine centrale anklagepunkter mod juristmafiaen. Idet den ved én af Den Danske Bank & Regering uafhængig domstol eller anden myndighed som med et trylleslag ville kunne sikre mig den endelige sejr på FYLYPPA -sagens sande præmisser. Jeg returnerer derfor min skrivelse af 17. november vedlagt ovennævnte bilag nr , så du kan genlæse dem med de nye briller, jeg her har foræret dig. Og vender tilbage til bankernes vægring ved at vedkende sig Agreement af 29. januar 1986: PARENTES SLUT Som detaljeret beskrevet i bilag nr. 10 forsøgte bankerne at legalisere kapringen gennem en forfalsket auktion. Og eftersom mine indsigelser imod auktionen skulle indgives til den selv samme korrupte dommer, Balthazar R. Dizon, der lige havde lagt navn til hele dette bedrageri, følte bankerne sig åbenbart så urørlige, at de uden risici ville kunne pacificere mig ved blot at anerkende ovennævnte Agreement af 29. januar Så ved telex nr. ccd/tgl/9375j af 18. august 1986 (BILAG nr. 14), underskrevet af Carl C. Dahl og med officiel kopi til John H. Simpson i Hong Kong og Chris Lloyd i London accepterer bankerne officielt denne Agreement (i.e. bilag nr. 8). Det er denne handling (i.e. den uforbeholdne accept af mine regnskaber), der initierer det efterfølgende cirkus af retssager. For hvor DnC, Hong Kong og Bankers Trust, London i det forgangne halve år stædigt havde insisteret på, at aftalen var ugyldig pga. den manglende revisorpåtegning, havde Karl Lowzow i Oslo, der var en rimeligt anstændig fyr, som de andre bare havde udnyttet til at gøre al deres beskidte arbejde, i mellemtiden fået bondeanger. Karl Lowzow, der havde været specifikt autoriseret til at forhandle ovennævnte Agreement på plads, havde i denne ånd åbenbart følt sig kaldet til at gøre arbejdet færdigt. Karl, der var ligeså grundig som pligtopfyldende, havde derfor gjort sig umage med at gennemgå hele regnskabet, hvorefter han og jeg havde haft en liflig korrespondance omkring de logiske og rimelige rettelser, han havde krævet, og som i konsekvens deraf var blevet foretaget. For at der ikke igen skulle kunne opstå nye misforståelser, foranledigede min daværende sagfører, at jeg ved min telex af 21. august 1986 (BILAG nr. 15) fik bankernes bekræftelse på, at det i deres accept iflg. Side 8 af 8

9 bilag nr. 14 af Agreement of January 29, 1986 var underforstået, at begge banker derved også havde godkendt regnskabsopstillingen og regnskaberne. Det er disse to telexer, i.e. bilag nr. 14 og 15, der er mit vigtigste bevis på, at den stævning af 30. april 1987, som DnC og Bankers Trust efterfølgende indgav til Østre landsrets 13. afdeling gennem én af advokatfirmaet Kromann & Reumerts daværende seniorpartnere, advokat Ole Nørregaard, er indgivet og i 3 år er blevet ført i bevidst ond tro. Jeg skal spare dig for en masse detaljer og bilag om bankernes påskud for at indgive ovennævnte stævning ved blot at nævne, at bankerne v/karl Lowzow på skrift specifikt havde fremhævet, at et garantibeløb på US$ ,26, der stod anført som et aktiv i Oriental Sunshine s regnskab, på det bestemteste selvfølgelig skulle med som anført i det konsoliderede regnskab. Hvorimod bankerne v/carl C. Dahl efter ovenstående genbekræftelse af samtlige regnskaber og deres opstilling igen vender 180 grader og påstår, at det alligevel ikke skal med. Og hele ovennævnte cirkus starter forfra; nu i den manege, der kalder sig Østre Landsret. Men først indtræffer der en ny, horribel hændelse, der nær havde taget livet af mit rederi og mig: Den første dag i det nye år dokkede SWEE LEAN ind hos Hellenic Shipyards i Skaramanga, Grækenland for at få bunden skrabet og malet samt for at blive inspiceret af klassifikationsselskabet. Der var beregnet 2 max 3 dage samt US$ til denne ordinære dokning, men det viste sig hurtigt, at skrueakslen havde været flækket i flere måneder og måtte fornyes. Jeg skal spare dig for detaljerne af alle de rædsler, som denne skade forårsagede, og som er en gyser i sig selv, men ca. 40 dage efter, den 13. februar 1987, står jeg på kajen og ser skibet forlade Skaramanga, efter at jeg har transporteret forsikringsprovenuet til Hellenic Shipyards. Nogle måneder senere anerkendte det japanske forsikringsselskab Taisho Marine & Fire Insurance Company (der, ironisk nok, havde været enepanthaver på FYLYPPA, før jeg købte hende, og med hvem jeg havde eet endog særdeles tæt samarbejde) ovennævnte skade, men meddeler, at panthaverne på FYLYPPA (DnC og Bankers Trust) har glemt at annullere den iflg. FYLYPPA s låneaftale stillede sikkerhed fra SWEE LEAN ; bilag nr. 9 desuagtet. Forståeligt nok skriger Hellenic Shipyards på deres tilgodehavende (ca. US$ ), så ved tillæg til svarskrift af 16. december 1987 (BILAG nr. 16) anmoder min sagfører retten om at tilpligte sagsøger at frigive ovennævnte transport. Det sker (naturligvis) ikke. I stedet for ankommer Chris R. Lloyd, Vice President i Bankers Trust til Klampenborg med det ene formål at tvinge mig til at gentransportere forsikringsprovenuet til bankerne; jf. hans skrivelse af 31. marts 1988 bilagt udkast til en ny aftale (BILAG nr. 17). 3. PARENTES Det skal her parentetisk anføres, at jeg havde forberedt mig grundigt til dette møde. Således var der installeret en mikrofon i pejsestuen, hvor vi holdt mødet, og i den anden ende lyttede formanden for Danske Privatopdager Sammenslutning og Association of British Investigators alias chefen for Danmarks førende detektivbureau, Claus G. Foltmar Jensen, sammen med en pensioneret kriminalbetjent på; jf. Side 9 af 9

10 Af uforklarlige grunde har Københavns Politi aldrig fundet anledning til at afhøre disse to vidner. Der ellers ville kunne bevidne, at Chris Lloyd, der hadede mig som pesten, for at skræmme mig i sit overmod havde pralet med, hvordan han havde planlagt den tretrinsraket, der skulle kaste skylden for forsikringssviget og bedragerierne i f.m. FYLYPPA s sidste rejse til Filippinerne over på besætningen, undertegnede og John H. Simpson; i den rækkefølge. Hvorved Bankers Trust ville have siddet tilbage som offeret for en konspiration, og, i stedet for at kæmpe med ryggen mod muren i et håbløst fallitbo, ville den formentligt have kunnet indkassere sine 50% af FYLYPPA s forsikrede værdi i stedet for blot halvdelen af de sølle 2-3%, som boet havde stillet kreditorerne i udsigt. Denne mand var uden sammenligning min værste bøddel; jf. ligeledes bilag nr. 20, 22 og 23. PARENTES SLUT Hvor jeg (der i mit stille sind påberåbte mig DURESS) for at smøre Chris Lloyd s tunge havde indvilliget i alt, hvad han krævede under mødet, gled jeg efterfølgende af på aftalen. Min daværende sagfører havde fået ny partner, advokat Niels Anker Rasmussen (NAR), som kunne det hele på den halve tid samt havde den rigtige indstilling. NAR fremsender mig således ved skrivelse af 6. juni 1989 bankernes nye 10-punktsforslag til Settlement Agreement dateret juni 1989 (BILAG nr. 18); der som det foregående i sin vigtigste essens ligeledes går ud på, at jeg skal transportere dem hele forsikringsprovenuet. (N.B.: Jeg erindrer for god ordens skyld lige om, at alt dette stadigvæk foregår på bankernes kriminelle præmisser, idet de således både direkte til mig og gennem deres sagsanlæg i Østre Landsret hvor de gør hele min oprindelige, personlige garanti på et 3-cifret millionbeløb gældende og derved afskærer mig fra at kunne påtage mig nogen anden forretning giver pokker i aftalen iflg. bilag nr. 8, 9, 14 og 15; hvilket sammen med det bedrageriske islæt konstituerer såvel afpresning som psykisk tortur). NAR havde åbenlyst mere sympati for bankernes forbrydelser end mine retskrav og forpestede mit liv yderligere ved hele tiden at forsøge at overtale mig til at gå ind på bankernes nye betingelser iflg. bilag nr. 18. Så jeg, der fra min tid i Japan havde stor erfaring med at pacificere nævenyttige Yakuza er (japanske gangstere) ved som i aikido at vende kraften fra deres angreb mod dem selv, indvilligede i at skrive under. Forudsat, naturligvis, at der blev indført en ekstra klausul 11, hvorved DnC og Bankers Trust garanterer, at intet i f.m. denne aftale er kriminelt eller på anden måde odiøst og retsstridigt ; jf. min skrivelse af 17. juni 1989 til NAR (BILAG nr. 19). Det slog benene væk under dem. De (i.e. min og bankernes sagfører) blev herefter enige om at udbede sig et 355 møde, så at sagen kunne blive berammet; på bankernes præmisser, vel at mærke. For i de mange måneder, der var op til dette møde, var NAR pludselig blevet ligeså tavs som umulig at få fat i; og han var i hvert fald ikke længere ivrig endsige interesseret i at tale med mig som før klausul 11 s entré på slagmarken. På retsmødet den 2. november 1989 dukkede min attorney-in-fact fra Manila, Troels Carstensen, Kaptajn Ulstrup, endnu en ven og jeg derfor uventet op. Både NAR og modpartens sagfører var nær væltet af forskrækkelse, og NAR skyndte sig at præsentere mig for dommeren som sin klient. Hvortil jeg svarede, Side 10 af 10

11 at jeg, der ikke var inviteret, (foreløbigt) var der som tilskuer. Dommeren åbnede herefter mødet med at meddele de to tilstedeværende advokater, at han i sin lange karriere aldrig havde været ude for, at en sagsøger ikke bare uden sværdslag, men helt uden åbenbar grund og oven i købet særdeles aggressivt pressede hårdt på for at hæve det af ham anlagte søgsmål på flere millioner subsidiært US$ ,00; som jo dog også var en slags penge. Og landsdommeren tilføjede, at det gik over hans forstand, at sagsøgte ikke bare jublende tog imod en så generøs gave. Mit resumé af 3. november 1989 (BILAG nr. 20) redegør for, hvorfor retsformanden valgte at afsige følgende kendelse: Da sagkundskab til søforhold og til handelsforhold skønnes at være af betydning for denne sags pådømmelse bestemmes: Denne sag henvises til fortsat behandling ved Sø- & Handelsretten. Iflg. udskrift af retsbogen over ovennævnte retsmøde begærede parterne sagen henvist til fortsat behandling ved Sø- & Handelsretten. Hvilket er ordret løgn, eftersom jeg tværtimod havde tigget og bedt landsdommer Niels Johan Petersen om at behandle sagen færdig i hans ret! Idet jeg bl.a. argumenterede for, at det i realiteten kun krævede en logik på Perlehønsniveau at gennemskue og bevise sagsøgers åbenlyst kriminelle handlinger - som i øvrigt lige demonstreret - og at det ville være urimeligt, at jeg skulle spilde yderligere 4 år i Sø- & Handelsretten. For selvom jeg på daværende tidspunkt end ikke kendte til Retspræsident Frank Poulsens eksistens, advarede min sjældent fejlende intuition mig om, at ovennævnte bestemmelse var ækvivalent med en kæmpe pyrrhussejr. Min mistanke til landsdommeren gik på, at selvom han vis-a-vis undertegnede havde optrådt sympatisk, burde han i den glorificerede retsstat, som Udenrigsminister Per Stig Møller i Profilen den 3. ds. i f.m. Sakajev-sagen lige har tegnet endnu et smukt og uforglemmeligt glansbillede af, have meldt modpartens advokat til politiet og/eller indbragt ham for Advokatnævnet for i bevidst ond tro at have ført en klart beviseligt uretvis (og decideret kriminel) sag. Jeg måtte således selv anmelde modpartens sagfører, adv. Ole Nørregaard, og dennes fuldmægtig til politiet. Og som svar på min første politianmeldelse nogensinde (dateret den 24. november 1989) for overtrædelse af straffelovens 158 afgør Københavns Politi, Advokatur B v/politiadvokat Tom Stolzenbach og politiassessor Steen Ulriksen den 22. december 1989 (BILAG nr. 21), at det er imidlertid en betingelse for at kunne straffe for overtrædelse af straffelovens 158, at den mistænkte har afgivet forklaring som part eller vidne og er blevet foreholdt sandhedspligt. Bestemmelsen omfatter ikke argumentation der fremføres af parters advokater, hvilket er sket i denne sag. Sagt med andre ord har danske advokater i realiteten carte blanche fra såvel politiet som domstolene til at lyve i retten al det, de har lært, idet deres logebrødre i politiet behændigt omdøber løgne til argumentation ; 8 i Forordning af 10. februar 1736 samt Regler om God Advokatskik inden for Det Europæiske Fællesskab desuagtet. Og ligeså skarpsindige og kreative de er, når det drejer sig om at hjælpe en logebroder. Ligeså magtesløse og uformående står samme politi hver gang, juristmafiaens ofre henvender sig til dem om hjælp! Således også da jeg den 24. november 1989 modtog et brev med en trussel på mit liv, som - om end (metaforisk Side 11 af 11

12 talt) skrevet med usynligt blæk - bar Chris Lloyd s umiskendelige signatur (BILAG nr. 22). International Maritime Bureau s særlige afdeling med specialister i personbeskyttelse så meget alvorligt på denne dødstrussel og tilbød straks at påtage sig 24 timers beskyttelse af undertegnede. Jeg entrerede derfor med en nær bekendt, der var ekspert i forsvar, om at flytte ind på Dyrehavevej 38, ligesom jeg opgraduerede min overfaldsalarm hos Securitas. Efter et par måneder forlød det, at denne contract på mit liv var blevet annulleret. Mit gamle trick fra Japan, hvor jeg jævnligt blev truet med Yakuza en, om at råbe slig trusler højt ud til såvel the contractor, som dennes allierede og myndighederne, havde igen båret frugt; jf. min skrivelse af 25. november 1989 til adv. Ole Nørregaard (BILAG nr. 23) refererende til politianmeldelse dagen forinden til Kriminalpolitiet i Gentofte og, derigennem, Politiets Efterretningstjeneste. 4. PARENTES International Maritime Bureau (IMB) er verdens førende specialister i maritime forbrydelser. IBM er oprindeligt oprettet som en underafdeling af International Chamber of Commerce for at efterspore og genvinde kaprede skibe og laster rundt om i verden. IMB rådgiver adskillige stater, organisationer og firmaer, med hvem IBM har en fast retainer-aftale; således også med undertegnede vedr. FYLYPPA - sagen; jf. IBM s report af 5. maj 1988 (BILAG nr. 24), der er på 33 sider plus dobbelt så mange bilag, og som ligger til grund for såvel Schaumburg-Müllers processkrift af 21. marts 1990 (jf. nedenstående samt bilag nr. 28) som DR s havet sletter alle spor. Det er således også den, der ligger til grund for, at bankerne den 20. marts 1990 hævede deres søgsmål på over US$ 5 millioner mod boet efter A/S P.V. Christensen; i.e. samme dag, som de ensidigt hævede deres søgsmål mod undertegnede; jf. bilag nr. 29. Hvilket ikke var nogen tilfældighed, idet jeg havde en samarbejdsaftale med boets kurator, adv. Henrik Andersen, hvorved jeg gav ham kopier af al det materiale, som jeg hjembragte fra især Japan, Panama, Hong Kong og Filippinerne; jf. ligeledes bilag nr. 10. Så i betragtning af, at mit materiale var godt nok til den af Sø- & Handelsretten udpegede kurator, er det uforståeligt, at selv samme Sø- & Handelsret v/retspræsident Frank Poulsen samt Københavns Politis Bedrageriafdeling underkender hele dette materiale, da jeg gennem mit søgsmål og politianmeldelse mod Unibank (jf. bilag nr. 40 og 69) præsenterer disse myndigheder for de kriminelle forhold, som de overså i f.m. DnC s uretmæssige søgsmål. Forståelsen kommer imidlertid tilbage, da det bliver kurator Henrik Andersens tur til iflg. vores aftale at gøre noget for mig til gengæld! Men det er et langt og endnu mere beskidt kapital, der, om det blev behandlet efter de notoriske Kurt Thorsen-præmisser, ville skærpe mistanken om, at Henrik Andersen kunne have haft en finger med i det spil, der resulterede i, at den mand, der var min sidste mulighed for at få FYLYPPA -sagen behandlet ved retten i Hong Kong (hvor der iflg. lånekontrakten er værneting), i åbenlyst bevidst ond tro blev varetægtsfængslet i 17 måneder på en falsk anklage; jf. redegørelse af 18. maj 1999 stilet til Skatteankenævnet (BILAG nr. 25), og som derigennem er blevet behandlet i f.m. én af ovennævnte 4 små Politiklagenævnssager. Side 12 af 12

13 Og minsandten om statsadvokat Karsten Hjorth ved sin egenhændige underskrift så sent som den 4. ds. med sit notoriske gummistempel har legaliseret alle denne konkrete politiklagenævnssags anmeldte forbrydelser; jf. statsadvokatens - af Politiklagenævnet v/formand, adv. Poul Helmuth Petersen tiltrådte - afgørelse dateret den 4. december 2002 i sag nr. SA (BILAG nr. 26), som vil blive behandlet og indarbejdet i min redegørelse (under udarbejdelse) til Politidirektøren. Dog kan jeg ikke dy mig for her lige at citere og kommentere 3. afsnit på side 2: 1 endelig gjorde De i den nævnte skrivelse gældende, at jeg var inhabil til at træffe afgørelse i sagen, fordi jeg den 20. juni 1997 havde afvist en anmeldelse fra Dem mod politidirektør Hanne Bech Hansen og (dav.) kriminalinspektør Bent Hansen for strafbart forhold ved at have afvist en anmeldelse fra Dem mod nogle personer for bedrageri m.v. ved at have foranlediget, at der på Filippinerne blev foretaget arrest for økonomiske krav i et skib, Fylyppa, som et af Dem drevet rederi ejede. Den nævnte afgørelse var forinden blevet tiltrådt af Politiklagenævnet for København, Frederiksberg og Tårnby. (fremhævelserne, understregningerne og den røde skrift er alle mine), idet der alene i dette afsnit ligger noget nær en guldgrube af ubestridelige beviser på Statsadvokat Karsten Hjorth og Politiklagenævnet v/adv. Poul Helmuth Petersens forbrydelser begravet: 2 For det første er statsadvokatens påstand, at han afviste min anmeldelse mod Politidirektør Hanne Bech Hansen den 20. juni 1997, ordret løgn! Hvilket statsadvokaten selv bevidner, idet han afslutter sin afgørelse af 20. juni 1997 under J.nr. SA (BILAG nr. 90) med at meddele, at for så vidt angår Deres anmeldelse af Politidirektør Hanne Bech Hansen og kriminalinspektør Bent Hansen for overtrædelse af straffelovens 146, stk. 1 og 2, skal jeg bemærke at Deres anmeldelse skal behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, og at De senere vil modtage svar i den anledning. Dette svar modtog jeg vedlagt statsadvokatens skrivelse af 15. april 2002 således først 5 år og utallige påmindelser senere; i.e. nærværende redegørelses bilag nr. 11 (jf. bilag nr. 1 og 2 vedlagt min skrivelse af 17. november 2002 til dig). 3 For det andet er statsadvokatens ovennævnte udtalelse i bilag nr. 26, at jeg har anmeldt nogle personer for bedrageri m.v. ved at have foranlediget, at der på Filippinerne blev foretaget arrest for økonomiske krav i et skib, Fylyppa, som et af Dem drevet rederi ejede, een om muligt endnu større løgn; jf. ligeledes kapitel 10 og bilag nr For det tredje benytter statsadvokaten ovenstående to løgne som begrundelse for sin afgørelse/afvisning; jf. bilag nr. 90, hvori han skriver, at Jeg skal herefter meddele, at jeg efter en gennemgang af sagens akter ikke finder grundlag for at ændre Københavns Politis vurdering og omgøre beslutningen. Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke i det af Dem fremførte samt det fremsendte materiale er holdepunkter for, at der skulle være begået noget strafbart. 5 Sidst, men ikke mindst interessant er det forhold, at både statsadvokaten og Politiklagenævnet forbinder de to skattesager (jf. min redegørelse under udarbejdelse til Politidirektøren), der ellers Side 13 af 13

14 udelukkende burde være et anliggende mellem skattevæsenet og undertegnede, med FYLYPPA -sagen og, dermed, ovennævnte banker. Statsadvokaten bekræfter herved, hvad de to skattemyndigheder allerede stiltiende har tilstået, at skattemyndighedernes overgreb mod mit firma og mig gennem de sidste 5 år er bestilt arbejde med det primære formål at torturere og ruinere mig; jf. senest kapitel 13 og bilag nr. 94. Der er som sådan ikke noget nyt i bilag nr. 26. Tværtom er det med rødt fremhævede blevet et slags mantra for politi- og anklagemyndigheden, som de så slår mig med ved enhver given lejlighed. Og modsat din udtalelse under mødet, at det (dette mantra) er betydningsløst, kan jeg meddele, at lige netop disse uskyldige løgne er slangen i hele FYLYPPA -sagen. For de er blevet gentaget så mange gange og med så stor autoritet videre op gennem systemet til Rigsadvokaten, Justitsministeren (senest v/kontorchef Peter Hindsberger) samt Folketinget v/retsudvalget, at jeg umuligt kan trænge igennem. Tag således bare din egen reaktion! Du kunne jo straks stemple disse uskyldigheder som betydningsløse. Hvilket automatisk gør mig til en paranoid kværulant og landsbytosse i mit sisyfosarbejde med at skulle overbevise bl.a. dig om, at det grundlag, som den pågældende myndighed har baseret sin (uretfærdige/kriminelle) afgørelse/afvisning på, intet har med mig og mit at gøre, men er myndighedens egne løgne og forsætlige misfortolkninger. Vi kan alle begå en fejl; men når fejlen gentages gang på gang og trods mine veldokumenterede rettelser i mine klager og anmeldelser til den højere myndighed også bliver lagt til grund for denne højere myndigheds tiltrædelse af den lavere (åbenlyst kriminelle) myndigheds (åbenlyst forsætligt uretfærdige) afgørelse, er der ikke længere tale om små uskyldigheder, men om gentagen, meget grov kriminalitet. Jeg føler mig således overbevist om, at bilag nr. 26 ved én af Den Danske Bank & Regering uafhængig domstol ville fælde Statsadvokat Karsten Hjorth! Hvorefter resten af politi- og anklagemyndigheden med samt Politiklagenævnet ville vælte som et korthus. (N.B.: Allerede få dage efter vores møde på din redaktion kastede jeg mig over nærværende redegørelse og satte samtidigt min redegørelse til Politidirektøren i bero. Jeg havde forestillet mig, at nærværende redegørelse kun ville kræve nogle få dages arbejde, men da jeg var færdig med pkt. 1-7 (jf. bilag nr. 1-7), stod det mig klart, at jeg manglede at påvise motivet til Retspræsident Frank Poulsens advokatpålæg. Arbejdet med nærværende redegørelse har således stået på i noget nær 1½ måned. Så da jeg den 5. ds. modtog Statsadvokat Karsten Hjorths afgørelse af 4. ds. (bilag nr. 26), læste jeg den bare igennem og noterede mig, at jeg skulle påklage afgørelsen inden for de næste 4 uger. Jeg har derfor været nød til at udarbejde og telefaxe min klage af d.d. til Rigsadvokaten. Og det var under denne udarbejdelse, at jeg konstaterede, at bilag nr. 26 er langt mere kompromitterende, end jeg først havde antaget. Især da jeg drog ovenstående paralleller til Statsadvokat Karsten Hjorths afgørelse af 20. juni Det er derfor, at denne afgørelse har fået bilagsnummer 90, idet det ellers ville kunne kræve flere dages arbejde at skulle ændre alle de efterfølgende bilagsnumre og de deraf følgende referencer). Ærlig overfor sandheden skylder jeg også her at meddele, at jeg i starten ikke selv troede på teorien om, at ovennævnte varetægtsfængsling og celebre sag havde noget som helst at gøre med FYLYPPA -sagen. Jeg konstaterede blot, at der forelå et uforholdsmæssigt og derved betænkeligt stort antal sammenfaldende Side 14 af 14

15 tilfældigheder. Efterhånden som FYLYPPA -sagen udviklede sig, begyndte alle disse tilfældigheder imidlertid at virke mindre og mindre tilfældige! For, efter min bedste vurdering, at tippe til fordel for, at bevisbyrden for, at varetægtsfængslingen vis-a-vis FYLYPPA -sagen er én stor tilfældighed, nu ligger hos de pågældende myndigheder; i.e. statsadvokat Karsten Hjorth og Politidirektøren. Og jeg tror, at du efter gennemlæsningen af nærværende redegørelse vil give mig ret i, at eet justitsmord mere eller mindre i FYLYPPA -sagen har været, og stadig er, for intet at regne til sammenligning med de mange gange 16 års fængsel, som Retspræsident Frank Poulsen, Statsadvokat Karsten Hjorth og Politidirektør Hanne Bech Hansen, blot for at nævne det mest aktive triumvirat, står til i h.t. straffelovens 146, stk. 2). PARENTES SLUT Ved skrivelse af 30. november 1989 (BILAG nr. 27) udtræder NAR ensidigt og uden forvarsel af sagen, idet han samtidigt meddeler, at han ikke gør krav på noget honorar. Hvilket foranlediger mig til at indklage ham for Advokatnævnet samt kræve den halve million kroner, som jeg har betalt hans firma for såvel tidligere som á conto for forventelig, fremtidig assistance, tilbage. (N.B.: Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Advokatnævnets formand, Højesteretsdommer Mogens Hornslet, afviste klagen som åbenbar grundløs. Og da jeg efterfølgende stævnede NAR ved Københavns Byret, efterkom retsformanden, dommer John Mosegaard, beredvilligt NAR s anmodning om, at jeg blev meddelt advokatpålæg! Og så kan du selv regne ud, hvad der blev af den sag). 3. KAPITEL Som meddelt under mødet på dit kontor, er jeg formentligt Danmarks bedst kvalificerede selvmøder! Således bestod jeg, mens jeg taltes blandt A.P. Møllers unge, stigende, Mærsk blå stjerner, skibsmæglereksamenen med udmærkelse inkl., som den til dato eneste, søret med højeste udmærkelse. Dette være sagt både i relief til de mange advokatpålæg, som jeg altid fik, hver gang jeg kom for tæt på at afsløre retsvæsenets nære samarbejde med bankvæsenet, og som forklaring på det møde, jeg i julemåneden 1989 holdt med chefen for Danske Reders Retsværn, cand.jur. Hans Levy: Hans Levy havde nemlig været min lærer i søret, ligesom han i en skæbnesvangert kritisk situation havde hjulpet mig med at komme ind i en ny P&I klub (gensidig forsikring), da min gamle klub allierede sig med bankerne (primært mod mig), efter at faren for erstatningskrav på lasten i FYLYPPA var drevet over (når alt kom til alt var kriminelle banker en langt bedre investering i fremtiden end én pga. selv samme bankers forbrydelser falleret skibsreder). For uden en P&I forsikring stopper skibet omgående; i.e. bliver tilbageholdt af den lokale myndighed i næste havn. Efter at have hørt om mine ovenstående problemer anbefalede dir. Hans Levy mig advokat Peter Schaumburg-Müller til at føre sagen i Sø- & Handelsretten. Det var af Schaumburg-Müller, at jeg lærte at fremsætte retlige provokationer. Han og jeg udarbejdede i de næste par måneder processkrift af 21. marts 1990 (BILAG nr. 28), der, som det fremgår, er én stor provokation over alle de forhold, som bankerne havde baseret deres stævning og forskellige påstande og anbringender på, men som de (af gode, eller rettere dårlige, grunde) aldrig havde fremlagt nogen dokumentation på. Schaumburg-Müller ville fremlægge bilag nr. 28 på retsmødet den 21. marts 1990, men allerede dagen i Side 15 af 15

16 forvejen modtog han over telefaxen skrivelse af 20. marts 1990 (BILAG nr. 29) fra adv. Ole Nørregaard, hvorved denne på sine klienters vegne hæver sagen mod mig personligt. 5. PARANTES Set i bagklogskabens ulideligt klare lys ville Schaumburg-Müller, skulle hans dømmes efter de samme kriterier (indicier), der fældede Kurt Thorsen, allerede på daværende tidspunkt kunne mistænkes for i kollaboration med retten og adv. Ole Nørregaard primært at arbejde i modpartens interesse. Thi der er adskillige forhold, der peger i den retning: Det virker, som landsdommer Niels Johan Petersen formentligt igen ville have udtrykt det, fuldstændigt absurd at hæve en sag til flere millioner dollars dagen før det retsmøde, der i det mindste ville kunne have givet sagsøger et vink om, i hvilken retning vinden nu blæser, efter at sagen var blevet overført til Sø- & Handelsretten, og jeg havde skiftet advokat. For som sådan var der vis-a-vis sagsøger ingen ændring, siden sagsøger under retsmødet den 2. november 1989 havde krævet sagen berammet til domsforhandling. Ergo kan sagsøgers 180 grader ændrede holdning kun skyldes, at Schaumburg-Müller har advaret sagsøger om bilag nr. 28 s komme og kompromitterende indhold. Jeg kan således huske flere bemærkninger, der, set i Thorsens baglys, bærer ved til mistanken om fault play (jeg siger herved ikke, at jeg ikke studsede over disse bemærkninger og jeg reagerede jo som beskrevet på dem alle, jf. nedenstående men det slog mig ikke et sekund, at den sagfører, som Hans Levy i god tro havde anbefalet mig, havde en skjult dagsorden i h.t. en stående, fordækt aftale med juristmafiaen): På daværende tidspunkt havde Schaumburg-Müller og jeg brugt rigtigt mange timer på at udarbejde bilag nr. 28, og jeg havde forudbetalt ham et klækkeligt á conto beløb. Schaumburg-Müller gjorde sig da også umage for at indhøste æren for den lykkelige udvikling ved bilag nr. 29! Hvilket jo ikke var nogen helt nem opgave, eftersom det jo samtidigt helst ikke skulle hedde sig, at modparten havde kendskab til indholdet i bilag nr. 28. Og Schaumburg-Müller følte sig decideret såret, da jeg bad ham om at meddele modparten, at de kunne stikke det hele skråt op! For adv. Ole Nørregaard havde i bilag nr. 29 bemærket, at sagen fra min klients side hæves med udtrykkeligt forbehold om at anlægge ny retssag, såfremt det på et senere tidspunkt måtte vise sig, at skibsmægler Jørgen Theil Nielsen vil være i stand til at opfylde en eventuel dom. Jeg, derimod, pointerede, hvad jeg i forvejen havde bekendtgjort 117 gange, at 1 det for mig vigtigste med bilag nr. 8 var at komme ud af min personlige garanti, som bankerne gang på gang havde misbrugt som pressionsmiddel! Hvor bankerne ved indgåelsen af denne personlige garanti tværtimod højt og helligt havde lovet og forsikret mig, at den kun skulle tjente til at sikre bankerne, i fald jeg forledtes til at begå kriminelle handlinger. Baseret på bankernes ovennævnte forbehold i bilag nr. 29 ville denne urimelige tilstand, hvor jeg forblev personligt ansvarlig for over US$ 5 millioner plus renters rente, fortsætte i de næste 20 år, og 5 års kamp ville have været fuldstændigt forspildt. Side 16 af 16

17 Schaumburg-Müller påstod derpå, at vi ikke ville kunne forhindre sagsøger i at hæve sagen på ovennævnte præmis. Hvortil jeg svarede, at den var i direkte strid med landsdommer Niels Johan Petersens løfte og i øvrigt så urimelig, at jeg følte mig overbevist om, at der måtte være én eller anden fornuftig måde (lovparagraf/lovhjemmel) at takle dette problem på. Det mente Schaumburg-Müller imidlertid ikke, at der var. Tværtimod var han synligt fornærmet over min manglende begejstring for hans flotte resultat og understregede bebrejdende, at jeg var et utaknemmeligt skarn, idet sagsøger ikke havde haft nøde at meddele os deres beslutning på forhånd, men kunne have taget os med bukserne nede ved at have ventet med at fremlægge bilag nr. 29 til under retsmødet næste dag. Desuagtet Schaumburg-Müllers bebrejdelser havde jeg dog svært ved at mobilisere nogen skyldfølelse, og det var først, da jeg havde skruet bissen på, at min sagfører sent om aftenen den 20. marts ringede og imponeret over sig selv meddelte, at han efter at have stået på hovedet i alle de støvede, gamle, tykke bøger havde fundet formlen for, hvordan vi gennem at nedlægge en selvstændig påstand kunne fastholde sagen i Sø- & Handelsretten og kræve, at sagsøger erkender, at sagsøgte ikke er sagsøger noget beløb skyldigt, før sagsøger ville kunne hæve sagen. Idet jeg umiddelbart ville tro, at denne formel i virkeligheden er børnelærdom for første års jurastuderende, har jeg Schaumburg-Müller mistænkt for som den af mig engagerede, højt betalte og internationalt anerkendte sagfører at have forsøgt på at snyde og bedrage mig til at acceptere bankernes betingelser! Hvorved jeg den dag i dag ville have levet på bankernes nåde og barmhjertighed med en personlig gæld, der med renters rente nu ville have nærmet sig den halve milliard kroner. PARENTES SLUT Da Schaumburg-Müller og jeg den 19. marts 1990 (altså dagen før, vi modtager og således har kendskab til bilag nr. 29; eller i hvert fald jeg har) lægger sidste hånd på bilag nr. 28, bliver det for hver dag mere og mere presserende forhold omkring forsikringsprovenuet til SWEE LEAN bragt på bane; jf. Schaumburg- Müllers skrivelse af 20. marts 1990 til advokat Ole Nørregaard (BILAG nr. 30), hvor han i andet afsnit skriver, at min gennemgang af sagen for at udarbejde provokationerne gav mig anledning til at foreslå min klient, at det mest presserende delproblem vedrørende m.v. Swee Lean s blokerede forsikringssummer hos Taisho Marine løses ved, at min klient underskriver en bekræftelse til Taisho Marine om, at forsikringssummerne kan frigives til Deres klienter i overensstemmelse med Deres klienters forslag og betinget af, at Deres klienter betaler Hellenic, hvad der skyldes, eller hvad Deres klienter måtte aftale med Hellenic ; jf. min instruktion af 19. marts 1990 til Taisho (BILAG nr. 31). Igen set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det åbenbart, at min sagfører havde haft ondt i sinde! For jeg havde I hvert fald en klar aftale med ham om, at det i teksten i bilag nr. 30 klart og utvetydigt skulle fremstå som en direkte instruktion, at bankerne skulle viderebetale provenuet til de rette ejere, og at Schaumburg-Müller ville sende mig en kopi af hans skrivelse. Men af alle mulige og umulige, mærkelige grunde arriverede bilag nr. 30 ikke før to uger efter, hvor jeg så til min rædsel så, at han igen havde fusket med vores aftale; jf. hans skrivelse af 4. april 1990 til advokat Ole Nørregaard (BILAG nr. 32), hvoraf rettelsen fremgår. Jeg skal dog være ærlig at indrømme, at jeg på daværende tidspunkt stadig ikke have selv den fjerneste Side 17 af 17

18 mistanke om, at han kollaborerede med modparten bag min ryg, men henregnede hans fusk under, at det bare var en travl sagførers forglemmelser. Ved skrivelse af 31. maj 1990 til min sagfører vedlægger adv. Ole Nørregaard Gud-hjælpe-mig igen en næsten tro, og dog om muligt endnu mere uartig, udgave af ovennævnte 10-punkts udkast til en settlement Agreement! Velsagtens for at min sagfører får lejlighed til at vurdere, om jeg stadigvæk er fast i kødet vedr. min selvstændige påstand iflg. bilag nr. 28. Og det må han så have vurderet, at jeg var, for nogle uger efter, at han havde sendt dem skrivelse af 8. juni 1990 (BILAG nr. 33), forlød det, at de ville acceptere min selvstændige påstand. Alternativet havde jo så også været, at bankerne var blevet tvunget til at besvare alle mine provokationer eller få sagen berammet på basis af de processuelle skadevirkninger, som deres efterhånden mere og mere pinlige tavshed automatisk gav dem. Det var i denne situation, at min sagfører begik sin, efter min mening, tredje forbrydelse, idet han kategorisk afslog at fremme mine modkrav, før bankerne nåede at hæve sagen. For, som han åbenbart vidste, at de tænkte og handlede, i så fald ville de heller aldrig acceptere min selvstændige påstand, men holde sagen gående i retten i årevis. I øvrigt en vurdering (eller var det konkret viden?), jeg kun kunne give ham ret i! Men som samtidigt indirekte siger, at min sagfører var fuldt bevidst om og tillod, at hans kollega førte en uretvis sag i bevidst ond tro. Så havde Schaumburg-Müller været min (rigtige) sagfører, havde han givet adv. Ole Nørregaard (der i øvrigt havde været hans første chef efter fuldført kandidateksamen) valget mellem en politianmeldelse af hele bondetoget (i.e. ham selv og hans assistent, Henrik Møgelmose, Chris Lloyd samt de andre ansvarlige i bankerne) eller at møde op med en velspækket tegnebog til den mediation, som jeg hele tiden tiggede og bad om. Jeg betragter det den dag i dag som duress, at jeg for at kunne komme ud af min personlige garanti var nød til at acceptere, at min sagfører ikke ville fremme mine modkrav som fremsat til kompensation, og derfor var tvunget til at sagsøge bankerne i Hong Kong, hvor der iflg. lånekontrakten var værneting. (N.B.: Den iflg. bilag nr. 25 varetægtsfængslede aktør i FYLYPPA -sagen introducerede mig 4 år senere (i.e. i foråret 1994) til en advokatforbindelse i Hong Kong, der havde vist interesse i at gå ind i sagen på no cure no pay betingelser. Dvs. lige indtil kurator og advokat Henrik Andersen forpurrede det. Men det er som sagt en anden historie, der følger senere). Jeg kunne således kun se til, mens bankerne ved adv. Ole Nørregaards skrivelse af 10. juli 1990 til Sø- & Handelsretten (BILAG nr. 34) tog bekræftende til genmæle på min selvstændige påstand iflg. bilag nr. 28; hvorved sagen lukkede! Sådan da: Vedlagt følgeskrivelse af 19. september 1990 fremsender Schaumburg-Müller mig kopi af følgende skrivelser til min orientering: a. Skrivelse af 19. september 1990 til adv. Ole Nørregaard vedr. omkostningsafgørelsen. b. Udskrift af retsbogen over retsmøde den 28. august 1990, hvor der fremlagdes skrivelse af 14. august 1990 fra sagsøgerens advokat med præcisering af det mellem parterne indgåede forlig (BILAG nr. 35). c. Schaumburg-Müllers skrivelse af 19. september 1990 til Sø- & Handelsretten, hvori han endvidere beder retten fremsende kopi af skrivelse af 14. august 1990 fra sagsøgerens advokat, hvor det mellem parterne indgåede forlig blev præciseret (BILAG nr. 36). Side 18 af 18

19 Så vidt jeg husker, skulle jeg bruge en officiel retsbogsudskrift over ovennævnte sagsafslutning per 10. juli 1990 til de sager, der påstod i Hong Kong og på Filippinerne, og havde derfor bedt Schaumburg-Müller om at foranledige, at jeg fik den tilsendt. Igen varede det betænkeligt længe; og bedre blev det ikke af, at der i både bilag nr. 35 og 36 var blevet brugt ordet forlig! For jeg havde ikke indgået noget forlig med nogen part; jf. senest indholdet i bilag nr. 33, hvor Schaumburg-Müller skar det ud i pap, at ønsker Deres klienter ikke at anerkende, at min klient ikke er Deres klient beløb skyldig, må Deres klienter opfylde provokationerne i processkriftet af 21. marts d.å., eller erklære, at det kan eller vil de ikke, således at sagen efter et processkrift med forbindende tekst kan berammes til domsforhandling. Det kunne ikke siges klarere og var et perfekt udtryk for såvel min mening som min forståelse af, hvad min sagfører og jeg var enige om. Ved skrivelse af 19. september 1990 til dispachør Jens Middelboe (BILAG nr. 37), der skulle opgøre skaden og udregne det endelige forsikringsprovenu, oplyser jeg ham om, at Hellenic Shipyards danske repræsentant, Andresen Shipping, vil tilskrive Hellenic Shipyards adv. Ole Nørregaards fuldmægtig, adv. Henrik Møgelmoses forslag til, at Hellenic Shipyards kan få deres penge. Jeg antager herefter, at dette forhold vedr. forsikringsprovenuet vil arbejde sig ud i h.t. bilag nr Modtagelsen af adv. Ole Nørregaards skrivelse af 14. august 1990 til Sø- & Handelsretten (BILAG nr. 38) var et chok! For her skriver han i pkt. 2, at sagsøgeren, DnC Limited, hæver den anlagte retssag, ligesom sagsøgte, skibsmægler Jørgen Theil, frafalder øvrige af denne under sagen nedlagte påstande bortset fra den ovenfor under punkt 1. nævnte selvstændige påstand. Og det er ikke det værste!!! Han afslutter skrivelsen med, at jeg vedlægger telefaxkopi af nærværende skrivelse, hvorved advokat Peter Schaumburg-Müller ved sin påtegning tiltræder ovennævnte. Og minsandten om ikke advokat Peter Schaumburg-Müller har både stemplet og skrevet under på, at ovennævnte tiltrædes. Jeg skal her spare dig for den efterfølgende korrespondance mellem min advokat og jeg vedr. denne uoverensstemmelse og blot nævne, at han ved skrivelse af 26. oktober 1990 (BILAG nr. 39) kræver, at jeg bekræfter ham i, at han ikke har begået hverken fejl eller forsømmelse eller kan blive holdt ansvarlig, thi i så fald stopper mit arbejde hermed. Og eftersom jeg på daværende tidspunkt havde indklaget mine tidligere advokater Niels Anker Rasmussen, Chr. Harboe Wissum og Lars-Erik Brenøe for Advokatnævnet og politianmeldt Ole Nørregaard samt Henrik Mogelmose til Københavns Politi alt sammen med et pauvert resultat (jf. bilag nr. 21) - følte jeg ikke, at min allerede smuldrende troværdighed kunne tåle mere modgang; hvorefter jeg UNDER DURESS sendte ham min bekræftelse; jf. ligeledes min senere beretning i kapitel 11 i f.m. denne afpresning. Jeg konstaterer i dag, at skulle denne handling pådømmes efter førnævnte Kurt Thorsen-præmisser, ville Schaumburg-Müller blive fældet på i hvert fald fire bevisligt afslørende forhold: 1. Under samtalen efter modtagelsen af bilag nr. 35 og 36 foregav Schaumburg-Müller, at han ikke lå inde med endsige nogensinde havde set bilag nr. 38; desuagtet bilag nr. 36, hvor Schaumburg-Müller Gud-hjælpe-mig udbeder sig en kopi af den skrivelse, han selv har skrevet under på! Og således leverer det ubestridelige bevis på, at han lyver. Side 19 af 19

20 2. Hvordan kan han bilde sig selv ind og/eller tro, at han kan slippe godt fra at påstå, at jeg har indvilliget i, at jeg, sagsøgte, skibsmægler Jørgen Theil, frafalder øvrige af denne under sagen nedlagte påstande? Som der minsandten står klart og tydeligt i bilag nr. 38. Hvorimod Schaumburg-Müller jo selv har indledt bilag nr. 28 med at nedlægge den af mig godkendte, følgende påstand: De i svarskrift og duplik nedlagte påstande fastholdes. Schaumburg-Müllers ovennævnte tiltrædelse af bilag nr. 38 er således vis-a-vis forsikringsprovenuet ikke alene absurd, men direkte kriminelt: Absurd, fordi han derved afskriver mine principalers andel i forsikringsprovenuet, ca. US$ , som jeg havde kæmpet så hårdt for i både Østre Landsret og Sø- & Handelsretten. Kriminelt, fordi han i realiteten frafalder de af mig godkendte bilag nr. 30 og 32 og derved bedrager Hellenic Shipyards for deres US$ I bilag nr. 39 skriver Schaumburg-Müller, at det jeg ikke kan konstatere er, at jeg har fremsendt en kopi af brevet til dig, idet jeg ikke har gemt telefaxfremsendelseskvitteringen! Og, jf. pkt. 1, leverer herved selv beviset på, at han lyver: For hvordan skulle han på nogen måde kunne fremvise ( konstatere, som han kalder det) en telefax-fremsendelseskvittering for bilag nr. 38, når han allerede iflg. bilag nr. 36 sætter på tryk, at han så sent som den 19. september (i.e. bilag nr. 36 s dato) end ikke kendte bilag nr. 38 s (som er dateret den 14. august) eksistens; jf. ovenstående litra c og pkt. 1. (N.B.: Schaumburg-Müller kan, naturligvis, vælge pest i stedet for kolera ved at insistere på, at selvfølgelig er det dokument (det af ham indgåede forlig iflg. bilag nr. 38), som han selv har påtegnet, ham endog særdeles velbekendt. Men det ville ved en ærlig og uafhængig domstol forpeste hans troværdighed, når han i samme åndedræt skal forklare retten, hvorfor han i bilag nr. 36 foregav ikke at være bekendt med dette bilag nr. 38). 4. Schaumburg-Müller skriver i bilag nr. 39 endvidere, at hertil kommer, at jeg kan konstatere fra min tidsregistrering, at jeg den 14. juni havde telefonisk kontakt med dig. Hvilket er 100% korrekt iflg. den tidsopgørelse, som hans sekretær vedlægger faktura nr af 9. januar 1991 (BILAG nr. 82). Da jeg under udarbejdelsen et par uger senere (deraf dette høje bilagsnummer) af kapitel 11 går hele dette forløb omkring det af min sagfører indgåede forlig grundigt efter i sømmene med tættekam, bliver jeg opmærksom på vigtigheden af bilag nr. 82. For hvor jeg på tidspunktet for modtagelsen af bilag nr. 39 har markeret med rødt, at der ikke skulle stå den 24. juni men den 24. august i h.t. Schaumburg-Müllers ovenstående konstatering, kan jeg nu konstatere, at der i bilag nr. 82 ikke forekommer nogen 24. august, men derimod den 24. juni. Ovenstående beviser med uhyggelig præcision, hvordan min sagfører hver gang har stukket mig den løgn, som, han på det givne tidspunkt har troet, lød bedst og ville kunne pacificere mig. Ovenstående beviser med samme uhyggelige præcision også, at min sagfører gang på gang har handlet stik imod mine interesser og retskrav. Jeg kan derfor konkludere, at 2 idet jeg vælger at udelukke, at adv. Peter Schaumburg-Müller lider af en sygelig trang til at Side 20 af 20