Ferie i Italien fra 7. april til 7. juni 2011

Transkript

1 Torsdag den 7. april 2011 Ferie i Italien fra 7. april til 7. juni 2011 Nu kunne vor næste ferie begynde så vi startede af sted mod Kolding. Kilometertæller hjemmefra Vi ankom til Kolding campingplads klokken 13,30 efter 240 kilometer. Fredag den 8. april 2011 Det havde været en kold nat med stormende kuling, Femernsund var lukket, men nu var vi jo i Jylland og kørte forsigtigt sydpå, fik tanket op i Harrislee med vin til ferien. Trafikken i Tyskland var rimelig fredsommelig, men ved afkørslen til Hamburg lufthavn 230 kilometer fra Kolding begyndte køen til Hamburg. Vi kørte i kø i 1 time og 30 minutter før vi kom gennem Elbtunnelen, vi fik senere at vide at en bil i brand havde ødelagt to spor, derfor var det ene tunnelrør nu lukket. Endelig kunne vi nu komme videre, efter en sen frokost fortsatte vi sydpå. Vi krydsede os gennem små veje og byer mod til Süplingen, en lille by med campingplads. Vi fandt ikke pladsen i første hug, jeg prøvede at finde vejen fulgte skiltet mod pladsen, Peter kørte en anden vej og væk var han. Jeg spurgte om vej til campingpladsen og fik en vandretur i ukendte egne, men fandt frem til pladsen og sandelig, der stod Peter og ventede på mig. Det var en lille pæn campingplads, vi var de eneste gæster og værtsparret tog mod os, som om vi var gamle venner. Vi var fremme klokken 18 og selv om det stormede voldsomt var alt forløbet fint. Det var det ikke alle steder i Tyskland, en sandstorm havde lukket en motorvej ved Roctock, 60 biler var ramlet sammen, 10 mennesker dræbt og 130 såret og flere lastbiler var brændt. I dag kørte vi 463 kilometer. Lørdag den 9. april 2011 Efter en lille morgentur kørte vi videre sydpå. Vi passerede Mittellandkanal flere gange, fik købt lidt ind og fortsatte sydpå forbi Magdeburg og Leipzig ad en dejlig, i dag, fredelig motorvej ned til Altmühltahl til campingpladsen Kratzmühle, hvor vi fik en fin plads. Vejret var skønt, meget var sprunget ud og efter en øl cyklede vi ind til Beilngries, som viste sig at være en hyggelig gammel by med pæne huse, en flot kirke og resterne af en gammel bymur som husene var bygget langs med. I dag kørte vi 457 kilometer. Søndag den 10. april 2011 Det var en dejlig campingplads, men vi ville gerne uden om München denne søndag, så vi fortsatte sydpå. Trafikken på motorvejen var fin, enkelte lastbiler og en del personbiler, så vi fik ingen problemer. Vejret var skønt, foråret var kraftigt på vej og bjergene i Bayreren var meget kønne. Vi passerede Bayreuth og via ringmotorvejene udenom München, kom vi hurtigt til Østrig. Vi havde købt en vignette til Østrig hos de danskere vi mødte i Tyskland, så vi fortsatte til Insbruck og kørte op mod Brennerpasset via Europabroen, som engang var betegnet som imponerende med nu måske kun flot beliggende i bjergene. Snart efter var vi i Italien og vi havde en skøn og meget flot nedtur fra alpetoppene. Europavej E 45 førte hele vejen frem mod Gardasøen, og først her havnede vi i en kø, hvor vi spildte 45 minuter. Alle veje var tilsyneladende brudt sammen og køerne var enorme, men efter en rundkørsel med tilslutning til motorvejen kom vi ind i byen Peschiera del Garda, hvor der ingen trafik var, og vi kom frem til campingpladsen Bella Italia. Pladsen er meget stor, heldigvis var kun de nederste pladser ved søen åbnet, så vi fik en meget flot plads, med udsigt over søen. Her er meget kønt. Vi gik en lille aftentur inden vi spiste aftensmad, vejret meget skønt og sommeligt. Vi kørte i dag 546 kilometer. I alt er der 1706 kilometer fra Åsevej til Gardasøen.

2 Mandag den 11. april 2011 Vi fik at vide, at der var marked i Peschiera i dag mandag, så vi gik langs søen ind til byen. Det var et meget stort marked, med mange spændende vogne. Vi gik tur i den lille kønne by og fortsatte op til supermarkederne og fik købt lidt mad. Tilbage på campingpladsen til frokost og afslapning og derefter cyklede vi de 11 kilometer ud til Sirmione, en lille spændende by på en halvø ud i Gardasøen. Det var en dejlig cykeltur og en køn by at gå tur i. Efter en stor is cyklede vi tilbage til campingpladsen til et fortjent aftensmåltid som vi spiste udenfor, mens solen gik ned over campingpladsen. Det havde været en dejlig sommerdag. Tirsdag den 12. april 2011 Atter skøn morgen og efter morgenmaden begav vi os ud på en lang cykeltur. Et hurtigt smut ind gennem byen til fortet og her startede cykelturen. Turen var fra Peschiera del Garda via Valeggio sul Minicio til Mantua. Så langt kom vi nu ikke, men vi fik kørt i alt 58 kilometer. Først kørte vi rundt langs fortets mure til stien førte os ud til floden Minicio. Her blev det til en bred sti, og der var meget kønt. Vi nød naturen, fuglenes sang og ændernes parringsdanse alt imens vi cyklede sydpå. Et sted undervejs var der et stort kraftværk og via en dæmning kom vi over på flodens anden bred. Engang imellem fulgte vi en kanal, alle steder er vandet reguleret og der meget vand både i floden og i kanalerne. Så nåede vi frem til Valaggio sul Minicio, en køn lille turistby med meget gamle huse og en masse sluser som skal sørge for at byen får sit vand i rette mængder. Broen er en historie for sig selv. Det er et meget gammel bygningsværk også bygget som forsvarsværk af Scaligir familien fra Verona for at forsvare landet og stedet. Her er en af de gamle grænser mellem hertugdømmerne. Vi fortsatte gennem dalen langs med floden og de forskellige kanaler. Vi spiste frokost nær kanalen og så her stimer af fisk, som væltede rundt i vandoverfladen. Efter 29 kilometer vendte vi om, vi skulle jo tilbage. En lille afstikker til et ukendt område førte os op til endnu en kanal, som vi fulgte i lang tid og det viste sig at være en genvej til Valaggio. Det var en lang tur og vi blev noget trætte i benene, men heldigvis var der et supermarked undervejs, så sukkerdepoterne blev fyldt op med nogle dejlige is. Endelig var vi tilbage i byen og cyklede den lige vej til campingpladsen, hvor vi nåede frem til hen under aftenen. Vi talte med et par danskere, som det viste sig havde gået på samme skole som mig, havde haft de samme lærere og havde samme alder som os. Vi spiste udenfor, men et tordenvejr trak henover og regn fik vi også. I morgen kører vi videre. Onsdag den 13. april 2011 Efter en gang tordenvejr om aftenen og en smule regn, vågnede vi op til en klar kold morgen, 11 grader. Klokken 11 havde vi fået pakket sammen og kørte straks ind på en lille lokalvej til Modena. Her var meget kønt, og vi kom gennem de egne, hvor vi havde cyklet i går. Nær Mantova kom vi ud på hovedvejen med mange lastbiler, men da der var 50 kilometer i timen næsten hele vejen, var der ingen

3 der prøvede på dumme overhalinger. Nu kørte vi på Posletten, med mange kanaler og floder, mange byer, men igen steder fandt vi pladser til frokost. På en motorvejsholdeplads ved Modena lykkedes det endelig. Vi tog motorvejen rundt om Bologna og fortsatte sydpå gennem skønne bjergegne, mange pas og tunneler til Barbarinna de Murello. Kom over en stor dæmningssø, som nok samler vand til Firenze, her er meget kønt. Vi kørte ind i bjergene og kom snart til Cafaggiolo og fandt frem til campingpladsen Mugello Verde, som lå flot op ad bakkerne med mange terrasser. Her er kønt med flot udsigt over bjergene. Efter lidt afslapning gik vi rundt på pladsen i 30 minutter, så stor var den, Her var 6 turister 1 svensker 2 danskere og tre tyskere. Det blev lidt køligt hen under aften. I dag kørte vi 227 kilometer. Torsdag den 14. april 2011 bare fordi to vandrere kom forbi, var der ikke mange lyde. I dag vågnede vi op til gråvejr og kølig luft. Efter morgenmaden bestemte vi os for at vandre i de lokale bjerge. Vi fandt ud af, hvor på kortet vi boede og fulgte derefter stien op i bakkerne. Det var rigtigt dejligt vejr at gå tur i og området var meget kønt. Vi kom gennem skov op til en lille by Trebbio med borg og kirke. Vandrede videre, lidt huse lå spredt i området og her var meget fredeligt. Vi nåede frem til landevejen krydsede under jernbanen til Firenze og kom atter op i øde områder, bortset fra 2 hundekenneler, hvor hundene gik amok Efter 10 kilometer holdt vi drikkepause, mens vi sad mellem nogle orkideer. Ikke så længde efter ved et stenhus i lettere forfald, fik vi problemer med at finde videre og selvom vi skulle nordpå besluttede vi os for en sydgående vej. Ingenting passede med det kort, vi havde lånt på campingpladsen, så vi kom ud i områder, hvor vi ikke rigtig vidste, hvor vi var, vi kunne dog se udover dalen og vidste hvorhen vi skulle, men ingen veje førte derhen. Efter 15 kilometer nåede vi endelig en landevej med vejskilte, nu var vi bare meget langt væk fra campingpladsen, så vi besluttede at gå ad landevejen ned til Vaglia, for der at finde bus eller tog. Turen til byen var 3 kilometer ned ad bakke, så hurtigt var vi ved stationen og sandelig toget kom med det samme, stoppede og vi kom op i et stopfyldt tog med folk, der var på vej hjem fra arbejde i Firenze. Vi nåede ikke at købe billet og der var ingen kontrol, så vi kom gratis til St Piero Asieve, herfra var der kun 3 kilometer tilbage til campingpladsen Mugello Verde. I alt fik vi gået 21 kilometer og det selvom jeg var stivnakke hele dagen, ja det kaldte Peter mig, jeg havde fået et voldsomt hold i nakken, men klarede mig med piller. I morgen tager vi toget ind til Firenze. Fredag den 15. april 2011 Vi stod tidligt op og efter morgenmaden tog vi toget 9.40 og i løbet af 35 minutter var vi inde i centrum af Firenze. Vi begyndte rundturen med besøg i San Lorenzo kirken, et stort bart kirkerum, nok noget kedeligt. Vi gik derefter ind i klostergården og så det store bibliotek, her var næsten ingen bøger, kun nogle meget gamle håndskrevne værker. Det var et meget interessant besøg. På den videre tur gennem byen kom vi forbi det store mercato med kød, grøntsager og blomster m.m., udenfor på gaden var der rigtig mange boder med de lækreste lædervarer og tøjboder. Så kom vi til den imponerende doumo Santa Marie del Fiore, hvor vi besøgte selve kirken, som også var et stort flot bygningsværk med et flot alter og store malerier. Vi fortsatte rundt i den skønne by kom forbi TIM og fik købt en dongle til internetforbindelse og den virker selv herude på den primitive campingplads vi bor på, så det tegner godt. Videre rundt i Firenze til Palazzo Vecchio med David statuen foran og nogle smukke forhaller inde i rådhuset. Derfra hen til Mercato Nouve, det meget gamle torv med

4 lædervarer og statuen med vildsvinet i bronze, som alle skal gnide på trynen. Lige i nærheden lå floden Arno med den berømte bro Ponte Vecchio, broen med guldsmedebutikkerne. Vi var på vej til Palazzo Pitti, køen var kort og i løbet at 10 minutter var vi kommet gennem sikkerhedstjekket, men da vi forlod stedet var køen timelang, indgangen var gratis denne dag. Det var et imponerende kunstmuseum, vi gjorde mest ud af den nyere kunst. Paladset var delvis møbleret og fyldt med kunst og her var mange meget imponerende loftudsmykninger. Til paladset hørte der en køn, stor park, desværre var vi lidt i tidsnød ellers kunne vi godt have gået rundt i parken i timevis, men vi var sultne, så vi gik tilbage mod en gade med mange restauranter. Lørdag den 16. april 2011 Her startede lidt for tidligt Peters fødselsdag med en flot middag. Toscanermenu, en platte med skinke, salami og paté og derefter en t-bone steak på toscansk maner, den var fantastisk flot stegt på trægrill, til dessert fik Peter is med jordbær og jeg en cappuccino. Efter lidt indkøb i nogle boder måtte vi skynde os for at nå toget 18,40, det holdt langt væk fra selve stationen på spor 17, men vi nåede det og var hurtigt tilbage på campingpladsen Mugello Verde. Solen var kommet igennem midt på dagen, og det blev lidt lunere efterhånden. Det havde været en spændende dag. En ung dansk familie i en camper ville gerne have gode råd om turen nordpå og vi kom med nogle ideer og fortsatte derefter sydpå. Via GPS en kom vi lige ind gennem Firenze, der var valgt veje uden køer og nu var det da også lørdag, så trafikken var ikke så voldsom. Kom fint gennem byen og ud på SS2 som førte os gennem det smukke Toscana forbi Poggibonso, Siena og ad vej 283 til Grosserto kom vi endnu en bid sydpå og i Paganico kørte vi vestpå mod Monte Amiata til byen Castel del Piano med Amiata campingplads. Her var masser af plads, ja vi var de eneste. Vi fandt en dejlig plads, men her var koldt vinden susede kraftigt og vi bestemte os for at sætte forteltet op. Vi gik så en tur i byen fik købt mad og italiensk champagne Pinot de Pinot fra firmaet Gencia for at fejre Peter og det var en rigtig god sekt. Vi gik rundt i den lille by, som havde rigtig mange butikker, men efter et besøg i turistbureauet, frøs vi så meget at vi skyndte os tilbage og gemte byen til en anden gang. Kilometertæller 245. Søndag den 17. april 2011 Det var en lidt speciel campingplads vi var havnet på. Den er egentlig flot anlagt, men det er mange år siden, baderummene er lidt små og underlige, små rum med WC, håndvask og bruser, men handicaprummet er helt fint. Vi gik lidt rundt på campingpladsen og bortset fra et enkelt udlejet hus og hel masse irriterende katte var vi alene på pladsen. Inden frokost tid gik vi tur i omegnen, ned forbi klostret lige ved Amiata campingplads, her var palmesøndagsmessen i fuld gang og der lå palmegrene til kirkegængerne. En lille rundtur gennem et villaområde, tilbage til landevejen og hen til en af de bjergbyer Arcidosso, som der er så mange af i disse egne. Byen lå flot på klippetoppen og gaderne snoede sig rundt om toppen op til slottet. En hyggelig gammel by uden turistattraktioner. Der var dog lidt butikker på hovedgaden neden for byen. Vi ville nu gerne finde den på kortet optegnede rute tilbage og lige udenfor byen fandt vi det skilt, der fortalte om turen. Vi fulgte en smal sti ned langs et lille vandfald, over en bro og langs den anden side af floden og så forsvandt alle afmærkninger. Vi kravlede op ad en stejl kant og var derefter på et sted hvor vi på udturen havde vendt fordi der ingen vej var. Vi gik videre fandt røde mærker og ved at følge dem, var vi tilbage til samme sted, hvor vi lige havde været. Vi bestemte os nu for landevejen og var snart efter tilbage til frokost med vort dejlige nykøbte franskbrød. Hen på eftermiddagen kom en campist et tysk ægtepar, så nu var der trængsel. Vi slappede af resten af dagen, det blev lidt varmere, men snart krøb vi atter ind i forteltet.

5 Mandag den 18. april 2011 En udflugt i det skønne Toscana stod for teltdøren. Vi gjorde os parat med madpakker og øl, og kørte først mod nord, første fotostop ved udsigten til Seggioano og så videre gennem det fantastisk smukke landskab til Castiglione d'orcia som viste sig at være en meget køn by, ikke en turistby men en lille dejlig by. Vi gik rundt og nød gaderne før vi kørte videre til Bagno Vignoni en gammel by med bade, der stammede helt tilbage til etruskerne og nogle små restauranter og hyggelige gader. Vi gjorde holdt i Bagno Vignonis kønne områder, hvor vi gjorde os nu klar til vandretur. Først gik vi forbi turistbureauet. Her skulle vor vandretur starte, den gik ad en bred grusvej, som jeg kravlede langsomt op af, den var meget stejl og varm, den gik op ad landevejen i 40 minutter og i Vignoni Alto var vi oppe i højderne, her var fantastisk smukt, vejret skønt og helt klart så vi nød foråret. Alle vegne var der en imponerende udsigt over Toscanas skønne grønne bakker. Nu havde vi styr på det hele og vejen var fin, men Peter havde lige fået en ide om en kønnere vej, så vi forlod den meget afmærkede rute og ledte lidt efter den næste sti, som skulle føre ned til Orciafloden. Naturen var her fantastisk blomster dukker frem og frem for alt en masse alpevioler i skovbunden. Vi vandrede og vandrede stien var afmærket, men der dukkede ikke en flod op. Men endelig fandt vi den, men her var ingen bro, så der var kun en ting at gøre. Af med skoene og sokkerne, skoene på igen og ud i floden vandrede vi hånd i hånd, det gik fint, og så fortsatte turen på den anden side. Området er meget skønt, nu fortsatte vejen gennem en skov, men så stoppede den brat, vi gik lidt på en mark, vendte om fandt en anden vej og fortsatte nu ned mod floden igen. Nu var der dog bare det, at den gamle hængebro var væk og ikke genopført, så nu, da skoene var blevet lidt tørre, måtte vi atter ud i floden og over en lille dæmning. Også denne gang gik fint. Vi kom frem til et forstenet vandfald fra en varm kilde med spændende kalkansamlinger og enkelte vandbassiner. Nu var vi endelig tilbage til startstedet, fik tørret fødderne. Vi kørte videre ud i det skønne landskab, først til byen Pienza, en by der var lidt atypisk for området, en flot by med renaissencehuse og brede gader. Byen mindede meget om Volterre, men var noget mindre. Vi fortsatte mod Montalcino, hvorfra vi fortsatte til vor campingplads. Tirsdag den 19. april 2011 Nu har vi fået et fantastisk forårsvejr så vi kørte ind til Hurra markedet i Castel del Piano. Tilbage pål campingpladsen skiftede vi til cykler og kørte ind for at se den lokale by. Det var en lille by med rigtig mange butikker på hovedgaden, og med en gammel bydel, der snoede sig op gennem snørklede gader op til et flot meget nyt udsigtspunkt over det kønne landskab. Eftermiddagsturen gik op til Monte Amiata og det blev en spændende bjergtur op gennem den lysegrønne bøgeskov, vejen steg til 1700 meters højde og vi kom gennem foråret, til de ikke udsprungne træer og videre op til den snedækkede skov. Selve toppen var fyldt op med gamle hoteller, skilifte, gammel juleudsmykning og rodede steder, men sneen lå der stadig. Vi gik op til Amiatakorset, det lignede mest Eifeltårnet, fulgte stien ud til en madonnastatue, hele toppen var fyldt op med raderstationer og altså skilifte i et rod.

6 Gennem sneen gik vi ned til bilen og kørte ned mod foråret, hvor vi fandt et sted at gå tur i skoven. En dejlig tur, lysegrøn skov og forårsblomster og nogle sjove stensamlinger. Vi kørte derefter ned til de 600 meters højde hvor Castel del Piano ligger købte lidt mere øl. Det havde været en skøn dag med en flot oplevelse på Monte Amiata. Vi kørte i dag ca 30 kilometer. Onsdag den 20. april 2011 Vi forlod så Toscana og Camping Amiata, som jo både lå godt og var meget hyggelig. Vejen væk førte os rundt om Monte Amiata igen. Her var det stadig forår og meget flot. Efterhånden forlod vi bjerget og kørte mod Lago Bolsena, en dejlig sø hvor vi tidligere havde boet. Kom forbi byen Bolsena og den campingplads vi havde boet på, forbi Montifrascone og videre til Viterbo. Her startede motorvejen mod Rom, som førte os forbi Lago Braciano og gennem byen Sutri med de spændende etruskergrave i klipperne. Der var en del trafik og meget vejarbejde, så vi måtte stoppe nogle gange. Men vi nåede frem til ringvejen om Rom og fandt afkørslen mod Napoli. Videre til S148 som senere førte os til camping Sette Belle, en stor meget tom campingplads og derfor fik vi en flot plads på kanten af Middelhavet. Vi faldt ned i solen og nød det. Senere på dagen gik vi pladsen rundt, den var stor, både ny og gammel og tom. Der kommer nok gæster i morgen for butikken er åben i påsken. Vi kørte i dag 320 kilometer. Skærtorsdag 21. april 2011 Her i Italien er det ikke helligdag. Vi vågnede op til stillehavet, Middelhavet var helt stille, solen skinnede fra en blå himmel, desværre var der ikke så meget sol på vor plads, så vi rykkede ind til naboen, der boede ikke nogen. Ud på formiddagen cyklede vi ind til Terracina ad landevejen, trafikken var ikke så voldsom for meget af vejen er der lavet en stor omfartsvej i en lang tunnel, så efter 8 kilometer var vi inde i byen. Her var rigtig meget trafik, det var ved at være middagspause. Vi cyklede lidt rundt efter turistbureauet, men fandt det ikke. Vi så vejen op til Centro Storico, som lå flot oppe over byen. Her var meget spændende, et meget gammel torv med rådhus og museum, på museet tiltuskede Peter sig et kort over området, selvom vi ikke ville ind på museet. Efter en fin rundtur i den gamle by cyklede vi ned af bjerget til den nyere by, cyklede atter rundt efter turistbureauet, fandt det endeligt, her var lukket, vi fandt også et kæmpestort marked, der var ved at pakke sammen. Cyklede ud til kysten, her var en meget lang og flot strandpromenade og herfra startede vi tilbageturen. Tilbage på campingpladsen klokken 14 efter 22 kilometer, men så lavede vi heller ikke mere, andet end at nyde solen. Langfredag den 22. april 2011 Vi bestemte os for at se Santuario Romano di Monte S. Angelo. Vi cyklede derfor atter ind til Terracina og tog vejen op mod Centro Storico og fortsatte i min højeste cykelfart op til ruinen. Det var en pæn stigning, men det lykkedes. Det var en fordel det gik så langsomt for så kunne vi på vejen op, se hvor mange af de gamle sten beboerne gennem årene havde brugt til huse og rækværk. Vi skulle betale indgang til Jupitor Anxur den formue af 1 pr næse, når næserne var så gamle som vores. Det var et imponerende område vi var kommet til. Mange af bygningernes historie går tilbage til 2. århundrede før Krist. Her var cisterner, høje mure, dobbelte grave rester af bygninger, men det mest imponerende var Jupitertemplet, hvor der var lange gallerier gennem bygningerne som må havde ført rundt i templet men også havde været til forsvar. Det var meget spændene bygningsværker, vi kom til at

7 tænke på Mexico, men bygningerne her var meget ældre end Pyramiderne i Mexico. Meget imponerende. Her var sandelig også en klippehule, hvor oraklet har siddet og klaret verden. Vi havde set muligheden for at finde en anden vej ned fra bjerget, men desværre manglede der 80 meter ned til landevejen, en bonde havde på italiensk vis spærret vejen, og han ville ikke lade os komme videre. Så vi måtte tilbage, men det var da også en spændende vej, gamle stenede stykker af vejen var Via Appia med oldtidens belægning. Her var skønt med blomster og store kaktus kantede vejen og udsigten imponerende. Så det var ikke så galt endda. Men hvorfor spærrer italienerne altid vejene. Da vi kom tilbage til Sette Belle var campingpladsen godt fyldt op, nu kunne vi tydeligt se at det var blevet påskeferie. Der holder mange på bakken hos os, men udsigten er der ikke sket noget med. Havet var nu blevet meget oprørt og der var nogle meget kraftige bølger. Vi cyklede 30 kilometer i dag. Klokken 21 er der stadig 16,7 grader udenfor. Lørdag den 23. april 2011 Det blev ikke uvejr, men bølgerne larmede voldsomt, det forstyrrede nu ikke vor søvn, så vi sov bare. Morgenen var noget diset, men vi kunne sagtens sidde udenfor og spise. Vi fik lavet madpakker og kørte ud mod naturparken del Circeo, hvor man skulle kunne finde skov, marsk og bjerg. Vi kørte først ud til naturcentret, hvor vi i det lille museum kunne læse om dyrene og vi fik udleveret mange brochurer på engelsk. Vi gik rundt i en lille del af skoven ud til en sø inden for klitten, her i skoven var hele skovbunden dækket med alpevioler og vi var heldige at se en spændende slange som hurtigt gemte sig i skovbunden. Vi gik tilbage gennem en lille by og derefter kørte vi ud på den lange klitvej en 27 kilometer lang klit, hvor der var lavet parkeringspladsen hele vejen, så her er nok et kraftigt mylder om sommeren. Vi fik spist vor madpakker ved Lago di Caprolone og kørte derefter hen til San Felice Circeo og op af en smal vej forbi den gamle by og ud til fyret, som lå med spændende klipper men udsigt til øerne i øgruppen Isole Ponziane. Fra fyret gik vi ud til Grotto delle Capre, via en lidt vanskelig knudret sti nåede vi den fantastiske klippehule, som var ca 15 meter høj og 50 meter dyb. Vi gik tilbage til fyret og kørte nu til campingpladsen, alle veje og byer var stærkt befærdet. Alle var ude for at købe ind og der var åbenbart kommet en masse turister til området og også til campingpladsen, som nu er fuld. I morges kom en karavane på 30 Campere. Vi kørte i dag 85 kilometer. Søndag den 24. april 1. påskedag 2011 I dag fik vi en rigtig flot sommerdag, solen skinnede da vi vågnede og vi nød dagen. Gik tur på stranden, der var nu mange der nød solen og en del badede, vi havde nu mere lyst til at sidde i solen foran campingvognen og vi dasede til frokost, dasede videre indtil vi bestemte os for at køre ud til de nærmeste byer i området som lå ud til havet. Vi kørte de 25 kilometer hen til Gaeta, som ved første indtryk var en stor ny by, vi fandt ned til havnen og den gamle bydel. En stor gammel borg lå højt oppe over byen, desværre var den dels militært område, dels under restaurering, så vi kunne ikke komme nærmere på. Vi gik hen til en imponerende kirke, som også var under restaurering, så der var også lukket. Vi gik ned til byen igen, nu var der kommet en masse mennesker på gaden, så her var stemningsfyldt i den lille kønne havn. Vi fortsatte miniudflugten til Sperlonga, som var en lille meget speciel bjerg- og badeby. Den gamle by var tæt besat med italienske turister, så det var problematisk at finde parkeringsplads, men det lykkedes for 1 kunne vi spæne byen rundt i 40 minutter. Det var en spændende by, meget smalle gader, trapper op og ned og med mange turistbutikker. Vi ville lige ud forbi borgen for enden af byen, her var meget kønt og vi nåede hele. Tilbage gennem badebyen og efter 12 kilometer var vi tilbage på vor plads. Vi kørte 57 kilometer.

8 Mandag den 25. april 2011 Vi gik en lille tur på stranden, hvor vi fandt fine skaller. Her var nu rigtig høje bølger, når vi ligger i sengen om aftenen lyder det nærmest som orkan udenfor, men det er havet der larmer, det stormer ikke, selvom der er høje bølger. Vi holdt derefter en rigtig feriedag. Tirsdag den 26. april 2011 Endnu et par danskere var dukket på campingpladsen, som ellers var ved at være tomt. Vagterne er gået hjem, butikkerne er lukket, italieneren er taget på arbejde og her er meget stille. Vejret var køligt, men vi kørte alligevel ud til klippen Circeo. Fra badebyen San Felice Circeo kørte vi op til Centro Storico og derfra videre op på bjerget. Bjergvejen førte op til en parkeringsplads i 350 meters højde, efter et besøg ved en gammel bosættelse med en mur lavet af meget store sten, begyndte nu vor vandring op mod tinderne. Først var turen meget let, vi fulgte vejen med en fantastisk udsigt, kom så ind i skoven og senere blev stien meget smal klippefuld og meget stejl, så der var kun en vej op. Jeg kravlede engang imellem, stien var rimelig, men svær at gå på. Turen var flot, vi fulgte højderyggen og der var vid udsigt til begge sider. Da jeg syntes at nu kunne det være nok, gik Peter lidt højere op, så han kunne se toppen af naturparkens bjerge. Så vendte vi om, fandt et sted at spise vor mad. Vejen tilbage gik fint og ved fælles hjælp nåede vi tilbage til bilen. Vi kørte i dag 35 kilometer. Onsdag den 27. april 2011 Vi forlod denne dejlige campingplads i Terracina efter 6/7 dage dvs vi skulle kun betale for 6 dage, selvom vi havde boet der i 7. Vi fulgte kystvejen sydpå mod Napoli og fulgte GPS ens anvisninger, kom ind på motortrafikvejen mod Napoli og det gik fint, skønt italienerne kørte råddent som de plejer, farlige overhalinger og dårlig trafikmoral. Men vi nærmede os hastigt Napoli. Affaldet fyldte alle vigepladser på motorvejen, hvor er det synd for folk og natur. Vi fandt fint frem til landevejen rundt om Vesuv og endte i nogle byer vistnok Pompeji og Scafeti, hvor vi blev ført rundt og rundt, så vi til sidst ikke anede hvad vi gjorde. Men efter disse underlige rundture endte vi på kystvejen og kom frem til vejledningen fra campingpladsen, gennem tre tunneler og en lille bro, ned ad en stejl vej og vi var på campingpladsen, som lå i en appelsinlund. Her var så dejligt stille og fredeligt. Senere gik vi ned til kysten, her er stejle klipper, byen ligger på klippen højt over havet, havnen dejlig og vejret meget fint. Vi gik fra havnen op gennem en lang stentrappe og kom op til Vico Equense. Her var freden forbi, trafik i alle retninger og en masse mennesker på kryds og tværs, støj og larm. Vi gik tilbage mod jernbanen for at købe billetter til i morgen, her var lukket og vi ser hvad der sker i morgen. Vi kørte i dag ca 190 kilometer. Vi bor på camping Azurro i Vico Equense. Torsdag den 28. april 2011 Vi købte billetter til toget på campingpladsen og gik de ca. 500 meter op til stationen og tog Circumvesuviana til Herculanum for 2.10 euro. En flot tur, først gennem 3 tunneler, men så dukkede havet, Vesuv og byerne langs banen op. På 3 kvarter nåede vi frem til byen, en lille vandretur ned gennem byen, og vi var fremme i Herculanum. Det blev en meget spændende tur gennem de udgravede bygninger fra 79 e.kr. Byen var blevet overrasket af vulkanudbruddet og der var lagt et slags låg over byen af aske. De fleste indbyggere nåede at flygte, men alle bygninger og inventar lå tilbage under asken. De mange huse var af forskellig stand, mange med flotte vægdekorationer. Så det var en rigtig fantastisk rundtur. Byen og hele området omkring Vesuv var en snes år tidligere blevet ramt at et voldsomt jordskælv, og en del bygninger var endnu ikke restaureret da vulkanudbruddet kom.

9 Vi ville nu op at besøge Vesuv, så vi gik tilbage til stationen, hvor der var et taxaselskab eller et kontor til hvidvaskning af penge. Det kostede 10 for køreturen op og ned samt 8 pr. person for at komme ind til krateret. Efter lidt ventetid, bussen skulle lige fyldes, gik turen så op på Vesuv. Området var meget frugtbart og jo højere op vi kom op jo mere lysegrønne blev træerne. Der blev kørt stærkt, men fornuftigt op til det sted hvor vandreturen op til bjerget begyndte. Her var mange busser som alle var stoppet ved 1000 meters højde, derfra var der vandresti til 1132 meters højde, hvor vi kunne stå på kraterkanten. Et fantastisk syn, uhyggeligt stort med de mange udbrud, der har dannet det indre krater. Det sidste udbrud var 1944 og det frygtes at atter et stort udbrud kan komme. Det tordnede atter og mørke skyer truede, men skyerne var hurtigt væk og vi fik ingen regn. Vi havde fået 1 time og 30 minutter til at bestige bjerget og så var der endda tid til øl og flæskesværd som vi spiste helt oppe på toppen, mens vi beundrede sceneriet. Det var helt bestemt en dag med store begivenheder. Vi gik tur tilbage gennem Herculanum, prøvede at finde havnen, men nåede i stedet frem til den næste by, hvor trafikken var meget voldsom, klokken 16,30 vågnede italienerne op til næste del af dagens arbejde og deres tredje myldretid. Men vi fandt stationen og toget kom lige efter, det var nu det forkerte, men vi kunne skifte og nåede frem til Vico Equense. Herfra gik vi hjem ad trappegaderne. Vi var tilbage i appelsinlunden kokken 18,30 godt trætte efter den lange dag. Fredag den 29. april 2011 I dag skulle det så være bytur til Sorrento. Vi gik af sted kl. 10 minutter i 10, så kunne vi selvfølgelig ikke nå toget kl. 10, vi så det køre over broen på vej op til stationen. Heldigvis kom der et tog igen allerede kl. 12 minutter over 10 og det tog kun 15 minutter at køre til Sorrento. Vi fik et lidt dårligt reklamekort over byen, men det viste, hvor turistbureauet lå. Vi gik ned mod havnen for evt. at tage en sejltur til en af byerne på Amalfikysten. Vi mødte lige de englændere, vi havde kørt i bus med til Vesuv i går. De havde travlt, de skulle flyve hjem om et par timer. På vejen fandt vi turistbureauet og fik et rigtigt fint vandrekort 1: over hele Sorrentohalvøen. På havnen fandt vi ud af, at vi var for sent på den til at nå færgerne til Amalfi eller Positano, så vi bestemte os for en vandretur i stedet. Turen startede ud gennem Sorrento. Det er en rigtig turistby med mange butikker. Alt er i meget pænere stand end de fleste andre steder i Syditalien. Der flyder kun mindre mængder affald, ikke store bunker som andre steder. Vi kom gennem gågaden en rigtig turistgade med mange porcelænsbutikker. Vi fik købt et brød, noget skinke og 2 øl. Så kunne vi holde sulten fra døren. Turen gik hurtigt væk fra den store vej og ad smalle stier mellem mure, grøntsagshaver og appelsinlunde. Det var faktisk køreveje og der kom da også nogle få biler, som dyttede og ræsede af sted med 10 cm ud til stenmurene. Nogle steder blev det til smalle grusstier, hvor der ikke kunne komme biler. Der var masser af blomster og en underskov af fresie-lignende blomster. Vejen gik op og ned over stejle bakker. Med mellemrum var der udsigt ud over landet og vandet til Capri. Efter 4 km var vi tæt ved Massa. Vejen gik videre til S. Marie. Her var der lige en butik åben så vi kunne få nogle is.

10 Alle steder kom vi ind af bagvejen til byerne af trapper eller gennem smalle gyder. Der var virkelig gjort meget for at komme udenom kørevejene. Efter S. Maria kom vi til Termini - i alt 8 km på 2½ time. Vi ville videre ud til Punta del Campanella, hvor der skulle være speciel flot udsigt mod Capri og kysten. Vi tog den stejle trappe op til S. Constanzo (485 m)- Derfra ud langs bjergryggen mod Punta del Campanella. Det var en meget stenet og langsom sti, der gik stejlt ned til 100 m over havet ude på spidsen. Det tog lang tid, fordi der hele tiden var den ene mere imponerende udsigt end den anden. Der var kun 3 km, men det tog 2 timer. Fra spidsen var der igen 3 km tilbage til den bar, som på udturen have shanghajet os til at komme og spise på tilbagevejen. Klokken var nu 18 og sidste bus gik kl , så der var tid til lidt mad. Vi fik hjemmedyrkede tomater med mossarellaost, som hvor mor havde lavet. Hele familien deltog i betjeningen og det var meget hyggeligt. Vi smagte også den lokale citronlikør, Limoncella, som vi købte en flaske af til kg mossarellaost til 12 fik vi også købt. Vi drak også en flaske af den lokale vin som var rigtigt udmærket. Nu blev klokken nær busafgangstid, så vi tog afsked og udvekslede mailadresser. Den lokale tabak solgte billetter til både bus og tog hjem til campingpladsen, så det var nemt. Det var en rigtig flot bus, som kørte hurtigt igennem til Sorrento. Direkte til stationen, hvor toget kørte På toget mødte vi det andet par vi havde kørt med til Vesuv. Han var italiener og hun var græsker. De ville gerne snakke. De var på ferie i Napoli, men til daglig boede de i Grækenland. Vi var hurtigt fremme ved Seiano, hvor vi skulle af. Lørdag den 30. april 2011 Nu skiftede vejret og vi vågnede op til gråvejr. Vi havde bestemt os for at se Pompeji, nu vi var på de kanter. Vi tog Circumvesuvianabanen og var så heldige at vi fik en lift med en af folkene på pladsen op til stationen. Toget kom snart, et gennemgående og efter 15 minutter var vi ved Pompeji Scavi (ruiner). En spændende dag begyndte selvom vi fik regn engang imellem. En imponerende byport førte ind i byen. Pompeji havde været en travl by med indbyggere, der havde været mange håndværkere med små forretninger, så det var muligt at betjene alle de rige handelsmænd fra Rom og Napoli. De flyttede ud til havet, når de skulle slappe af. Byen stod som da den blev dækket af gloende lava og aske i 79 e. kr. Det var utroligt at se denne store by med de flotte huse, som man havde fundet under de vulkanske lag. Her var tingene brændt og de brændbare ting og mennesker og dyr var bevaret som hulrum i lavaen. Pompeji havde været en rig by og meget var nået at blive genopbygget efter jordskælvet. Derfor var der mange bevarede rigmandshuse og paladser. De store paladser med atriumgårde, vægmalerier, mosaikgulve var meget imponerende. Der var også plantet palmer og buske i haverne og arkæologerne arbejde på at finde ud af de gamle dyrkningsmetoder for vinen så de kunne genskabe by og omgivelser i den oprindelige form. Vi afsluttede besøget med at vandre rundt om bymuren og endte ved en fornem villa, en fin borger havde bygget sit hus derude for at slippe for byens larm. I dagens løb havde vi haft en del regn, men havde alligevel haft en spændende dag. Vi gik tilbage til toget, her var 30 minutters ventetid, men heldigvis var der et venteværelse. Da toget kom tilbage til Saino stod himmel og jord i et, det var et helt skybrud. Vi tøvede lidt men bestemte os så for at gå, da vi nåede busstoppestedet, standsede bussen og tog os med. Et tysk par som var begyndt at gå nedad tog han også op og Peter fik ham heldigvis til at standse ud for campingpladsen, der var vi vel nok heldige, så endte dagen alligevel med at vi ikke helt druknede.

11 Søndag den 1. maj 2011 Pænt vejr efter nattens regn, så vi kunne spise morgenmad udenfor. Vi pakkede sammen fejede appelsiner ned fra markisen og gjorde os klar til at komme videre. En østriger hjalp os med at komme fri fra træerne, vi sagde farvel til den stille mand på pladsen og kørte først ind mod Pompeji før vi atter kørte sydpå mod Paestum. Efter 89 kilometer var vi fremme ved campingpladsen Camping Villaggio Ulisse som ligger helt ud til Middelhavet med en stor sandstrand foran. Vi fandt plads sammen med 3 andre campister på en åben græsplæne med sol, de fleste andre pladser henligger skjult under beskyttende tage, men vi vil have sol på denne tid af året. Vi gjorde klar til frokost, men skulle lige ned at kigge på havet først. Det var blevet dejligt vejr, så efter en af vore kortere afslapninger cyklede vi tur i omegnen. Vi ledte efter byen Paestum, fandt en gade ud til vandet med turistbutikker, cyklede væk fra kysten, kom til den fantastiske bymur om det gamle Paestum, 1 kilometer på den ene led og 1,5 km på den anden led. Snart efter var vi ved de flotte historiske minder. Vi bestemte os for at gå ind med det samme, fordi det kostede gratis, vi ville ellers have ventet til i morgen. Men vejret var blevet meget flot og det blev en stor oplevelse. Der var bydele som i Pompeji og Herculanum, men her var der tre store templer i fantastiske dimensioner, søjlerne var meget kraftige og meget høje, så vi følte os meget små og tænk disse vidunderlige bygninger var lavet 600 år før Kristi fødsel. Det blev en spændende rundtur. Derfra cyklede vi tilbage til campingpladsen gennem nogle små veje med mange drivhuse, der dyrkede agurker og artiskogger. I aften lavede Peter grillmad, som vi nød i den sidste sol, den allersidste solnedgang så vi fra stranden, solen gik ned bag bjergene klokken Mandag den 2. maj 2011 Vejret var lunt til morgen, morgenmad i solen og 17 grader, hvorefter vi cyklede ind til turistbureauet i Paestum, som havde åbent. Vi fik nogle kort over nationalparken. Peter filmede Pestum før vi atter cyklede ad den dejlige bagvej tilbage til campingpladsen. Vi spiste en hurtig frokost for vi havde besluttet at køre ud for at se på Nationalparken Cilento. Vi kørte ind i bjergene mod de mange spændende småbyer som ligger strøet ud langs bakkerne. Kom gennem Roccadaspide, forsatte op til Castelcivita, som nærmest lå på en helt bar bjergside. Vi parkerede og gik op gennem de smalle gader, endnu en af de byer der ser mest spændende ud på afstand. Fra byens tårn øverst oppe gik vi ud mod et kapel og fortsatte op i bjergene. En dejlig tur i skovkanten, her var rigtig mange blomster, bl.a. orkideer. Klokken var blevet mange så vi gik samme vej tilbage og nåede bilen igen klokken 17. Vi fortsatte turen ad de meget specielle veje, de var bulede., mange steder med forkastninger på 50 centimeter, er det mon jordskred eller jordskælv. Vi kom nu ud i den meget øde, meget imponerende nationalpark. Fra at have kørt i kaktusområder, blomstrende træer og flotte blomster, kravlede vi nu op ad Monte Visole og atter oplevede vi nu årstidernes skiften, foråret dukkede op, træerne var ikke sprunget ud på nordsiden af bjerget, da vi rundede toppen kom sommeren tilbage, skønt det nu var blevet meget gråt og vi kunne se de tunge skyer over Amalfikysten. Det var et fantastisk spændende sted at køre, men da klokken nu var 18 og uvejret nærmede sig kørte vi ned ad bjerget til Paestum og videre ud til strandvejen mod camping Ulisse, hvor vi nu er de eneste gæster. Vi kørte i dag 125 kilometer og det var en flot oplevelse. Tirsdag den 3. maj 2011 Vi fik meget fint vejr i dag, der var lovet meget regn og skyerne lå da også tungt over bjergene, men kysten var klar og vi havde det dejligste solskinsvejr hele formiddagen, som jeg brugte til afslapning, mens Peter gik rundt og rettede forskellige ting til i campingvognen. Efter frokost kørte vi ind til Paestum

12 for at se museet med alle de flotte og imponerende ting der var fundet under udgravningerne, Alt meget flot opstillet. Museet vrimlede med italienske skolebørn på forårsudflugt, det må være et led i deres uddannelse at se de store kulturskatte. Vi ville nu ud at se et andet museum, som skulle ligge ved floden Seele, vi fandt det, men det var lukket for et halvt år siden. På tilbagevejen kom vi forbi en mark med en masse bøfler. Bøffelmælken bruges her til mosarella osten. Nu manglede vi bare at købe lidt ind og Peter manglede et Carrafour og sandelig det første Carrafour, vi havde fundet i Italien dukkede op. Det var nu ikke så stort, men det var lidt sjovt. Tilbage på campingpladsen krøb vi indenfor. I nattens løb regnede det rigtig meget og der lå store søer næste morgen. Vi kørte i dag ca 40 kilometer. Onsdag den 4. maj 2011 Vi forlod nu Ulisse camping og kørte ad S 18 af en meget imponerende vej flot bygget op med broer og tunneler gennem bjergene og alligevel tæt på kysten. Det var et meget kønt landskab vi kørte igennem, grønt med bølgende bakker og små kønne byer lå spredt ud i bjergene. Trafikken var nu blevet meget mindre end vi tidligere havde mødt på vestkysten. Vi kom fint ned ad den meget flotte kystvej og kom frem til Praia a Mare hvor vi fandt campingpladsen "Camping Village International", som viste sig at være en meget pæn velpasset plads og her er da også 5 andre campister, flest tyskere. Desværre ligger pladsen meget tæt på en stærkt trafikeret jernbane, nu håber vi at vi kan sove for støjen. Vi var tidligt fremme, så efter frokost cyklede vi en tur ned i byen for at finde turistbureaut, det lykkedes desværre ikke, vi opgav, cyklede i stedet for ad den meget lange strandpromenade. Den er meget tom, men mange steder er man begyndt på at sætte barer og badehuse op til sæsonen. Stranden er flot, sandet er groft og mørkt og der er mange sten i vandet. Lige over for campingpladsen ligger en ø, Insola di Dino, ikke så stor men med høje klippeskrænter og det ser ud som om der er båd derud til. Vi kørte i dag 130 kilometer og cyklede 12 kilometer. Torsdag den 5. maj 2011 Det var klaret pænt op til morgen, så vi bestemte os for at køre til nationalparken Pollino. Snart efter vi havde forladt kysten skiftede landskabet og det blev mere og mere fantastisk. Vejene var meget snoede, og vi kom gennem meget øde områder, en lille bjergby dukkede op engang imellem, skønne dale, dybe slugter og den ene flotte udsigt efter den anden. Vi var først taget af sted for at finde byen Rotonda, hvor der skulle være et center for nationalparken. Vi kom gennem små byer som Papasidere, Normanno. Vi fandt centeret og der var ikke lukket. Vi kom ind i et gammelt kloster der var lavet om til Parkcenter. En meget flink mand fortalte os om nogle af de mange muligheder der er i parken og viste os på kort, hvor vi skulle gå for at se noget kønt. Vi fik også en spændende guidebog, hvor det viste sig at han var med på mange af billederne. Vi kørte nu højere op i bjergene, her var skoven også først ved at springe ud, her var mange bøgetræer, så helt hernede i det sydligste Italien springer bøgen ud som hjemme i Danmark. Nu blev området helt tydeligt til naturparkområde, ingen bebyggelse, skønne blomster bl. a. pinseliljer og orkideer på engene. Vi var nu oppe i ca meters højde, her var løse køer og heste på engene og vejene var meget smalle, men der var heller ingen trafik. Vi gik en lille tur op gennem en blomstereng op til et belvedere, hvor der desværre lå tyk tåge. Da vi kom ned igen kørte videre over den øde højslette, vidste ikke rigtig hvor vi var, det gjorde GPS en heller ikke, men vi fandt tilbage ad de snoede veje forbi Viggianello, Castelluccio til Lauria, hvor vi fortsatte til den store S 18, som gik lige ned til Praia a Mare efter en lang spændende tur med en masse kørsel, 180 kilometer på de snoede stejle veje.

13 Fredag den 6. maj 2011 I dag var det så atter blevet strålende sol. Først cyklede vi ind til Praia e Mare for at se Sanaturia della Madonna a Grotta, byens største seværdighed, bortset fra stranden og havet. Kirken lå bygget ind i klippen og da vi gik derop viste det sig at kirken havde to store grotter, der var op til 20 meter høje og meget store. Der var bygget altre i hver grotte og grotterne var levende med voksende drypsten. Meget spændende sted. Vi fik derefter købt ind og efter frokost gik vi ud på strandtur. Vi gik ud mod øen hvor der på en dæmning var mange der solede sig, en stor flok børn prøvede at sejle optimistjoller og nogle lidt større børn lærte at sejle kajak. Vi kantede os rundt om byens gamle vagttårn og kom hen til den næste strand. Her var lidt restauranter, en lille camperplads med skøn strandudsigt. Vi gik langs stranden over et vadested og forbi alle de, der arbejde med at sætte strandbarer op til sæsonen. For enden af denne strand var der en trappe op langs klippen. Vi var på Costa Scalea, vi fulgte trappen op til, en dejlig sti i et frodigt område. Stien førte videre til næste trappe og vi kom ned til endnu en skøn, meget stor og øde strand bortset fra et elskende par. Stranden endte i en vandfyldt klippegryde, men der var også en lille gangtunnel og Peter fandt ud af at stien forsatte for enden af tunnelen. Først troede jeg, vi skulle balance på en smal kant, men det viste sig at der gik en sikker sti mellem to lave mure, der var bygget på en klipperyg mellem to vandfyldte gryder langt nede. For at komme videre skulle vi over en smal bro uden rækværk, det svimlede lidt for mig, men det gik. Nu blev stien nærmest bred og fortsatte med en fantastisk udsigt over havet og stien endte ved endnu en imponerende badestrand. Vi kom fint ned ad en stejl trappe og endte ved en afspærring, der dog var blevet væltet, der stod et fint skilt der fortalte at man ikke måtte gå den vej, vi var kommet fra. Atter en dejlig strand og i en bar fik vi et glas kold hvidvin, før vi fortsatte op fra kysten ad den gamle landevej, der snoede sig op under den nye vejs meget høje broer. Vi gik og gik, det var en lille landevej uden trafik, men den gik ret meget opad, så det tog sin tid at komme op. Da vi endelig var kommet op skulle vi ned til kysten igen. Vi havde set en stejl genvej ned til kysten, så den fulgte vi og kom atter ned til havet. Nu var der kun den lette del tilbage af turen, dog skulle vi lige sno os rundt om klipperne ved byens gamle tårn før vi kom hen til strandpromenaden, hvor der var ved at blive stillet op til bil og motorcykel fest. Vi var tilbage på campingpladsen efter 4 timer, en udtur på måske 3 kilometer og en tilbagetur på 5. Fantastisk spændende tur og jeg syntes jeg klarede udfordringerne i fin stil. Lørdag den 7. maj 2011 Smukt vejr efter atter en stille nat, vi hører simpelt hen ikke togene når vi sover.. Efter morgenmad kørte vi atter mod nationalpark Pollino. Vi kørte ud til hvad vi troede var en lille bjergby Verbicaro, for at finde det sted hvor en ny vandretur skulle begynde. Den nye del af byen bestod af 6 etager høje huse, så det var noget af en overraskelse. Vi fandt det sted, hvor vi troede vandreturen skulle starte lige ved floden Abatemarco. Vi gik op langs floden endte kort efter på en mark og i en bondes baghave. Kom dog op til en kørevej og begyndte at gå op, vi fortrød og Peter gik ned og hentede bilen, det viste sig at være en god ide da vejen fortsatte op i bjergene. Efter 5 kilometers kørsel nåede vi op til en grusvej, som førte ud i bjergene. Her satte vi bilen, tog jakker på, her var lidt koldt med tågedis og begyndte en flot vandring op i Orsomarso bjergene. Vi gik op ad den lille grusvej, hvor området lignede både Kreta og Cres, nøgne klipper, grønne enge, flotte udsigter men desværre med en del skyer over de højere bjerge. Vi fandt en klippeknold at spise frokost og øl på og fortsatte vandringen. Da vejen gik ned efter 3 kilometer gik vi op ad en lille sti, kom gennem et underligt landskab med sorte klipper, Peter fortsatte ad stien til en ny udsigt over en sidedal. Jeg sad på en fin klippe mens det klarede op og fik dejligt solskin. Vi gik tilbage til vejen ville fortsætte til den gik ned, men vi kom længere og længere ind i bjergene. På en køn sæter hvor der gik en masse køer, vendte vi om og gik tilbage til bilen. I alt en vandretur på 7,5 kilometer.

14 GPS en viste kørevejen tilbage, det blev af en af smal, meget dårlig vej som via højderyggen førte os uden om byen. Vi havde en fantastisk udsigt over Orsomarsos meget høje bjerge. Efter atter en flot dag i den nyudsprungne bøgeskov kørte vi ned til kystens sommervarme. Vi kørte i dag 75 kilometer. Søndag den 8. maj 2011 Vi fortsatte nu rejsen videre sydpå, forlod den dejlige plads i Praia e Mare, og så var den endda billig kun 11 pr nat. Motorcykelstævnet var i fuld gang men vi kom fint forbi og fortsatte af SS18 sydpå. Der var ikke meget trafik, men en del fjumrende bilister. Det var en meget køn strækning vi kom igennem, vejen fulgte kysten og gik fint uden om de fleste byer. Ved Falerna Terme kørte vi ind på motorvejen og hurtigt kom vi ca. 100 kilometer videre sydpå. Forbi Rosarno til Goia Tauro, hvor vi kørte fra. GPS en førte os ad den gamle landevej til Taureana og hen til campingpladsen San Fantino. Den ser lidt forsømt ud, men vaskerummet pænt rent, forhåbentlig er der varmt vand, vi har endnu ikke mødt nogen fra pladsen, men vi fik strøm og en flot plads med udsigt til havnen og stranden, som ligger 50 meter under os. Efter en frokostpause gik vi ned til kysten, her var voldsom trafik og mange mennesker på stranden. Vi gik langs kysten, ville finde anden vej tilbage, men opgav vendte om og gik op til campingpladsen. Det var en lang vej med mange sving og det tog næsten 30 minutter at komme tilbage til campingpladsen. Vi faldt ned i solen, spiste senere og så solnedgangen over Middelhavet klokken 19.57, langt væk i det fjerne kunne vi se Etna med en svag røgsøjle. Vi kørte i dag 230 kilometer. Mandag den 9. maj 2011 Da dagens campister rejste, flyttede vi midt i morgenmaden vor campingvogn til en endnu bedre udsigt, vi kan se havet, begge strande, havnen og langt ude på havet De eolieske øer med den store aktive vulkan Stromboli. Vi gik en lille formiddagstur ud mod det lokale tårn, men det var lukket, så vi fortsatte ad vejen, som gik gennem store kaktushække. Hele tiden var der den meget flotte udsigt. Det viste sig at stien gik helt ned til strandvejen, det skulle vi bare have vidst i går, så var vi kommet hurtigt tilbage udenom den stærkt trafikerede bjergvej, men det ikke til at se, hvis man ikke vidste det. Det var blevet meget køligt og det blæste kraftigt, men så længe solen skinnede, kunne vi godt være ude. Det blev gråvejr, så vi bestemte os for en indkøbsdag. Først kørte vi dog ind til Cittanova, hvor der skulle være oplysninger om Nationalparken Aspromonte, vi fandt kun et skilt i den meget forvirrende by, med utallige smalle gader. Vi kørte lidt ind langs floden Marra, men vi vendte om og kørte gennem Taurianova. Da vi kom tilbage til campingvognen var det til noget af et kaos, alt var blevet til mudder, vores læsejl var faldet sammen, nogen havde rullet markisen op og puderne var blevet meget våde. Det var et større rengøringsarbejde, nu håber vi puderne kan få noget sol snart igen.

15 Tirsdag den 10. maj 2011 Bageren kom atter forbi og vi fik et frisk brød. De øvrige campister fortsatte mod Sicilien, men vi ville blive endnu en dag, nød udsigten over Stromboli, men ikke mudderet på pladsen. Efter lidt forskellige meninger, opgav vi pladsen og fik lov at køre videre selvom klokken var blevet 12. Vi fulgte motorvejen forbi Cosenza, som så ud til at være en stor moderne by. Byerne i dette område har mange høje huse, nærmest som i Spanien. Motorvejen førte over mod østkysten af tåen, men stadig nær Nationalparken Pollino, så vi stoppede på Camping Village Pineta di Sibari og fandt en skøn plads på en meget stor campingplads med måske 10 gæster, lige ud til Det Ioniske hav. Lige før vi nåede kysten kom solen frem bag bjergene og det blev en dejlig varm eftermiddag. Vi kørte 225 kilometer i dag. Onsdag den 11. maj 2011 Rigtig skøn sommermorgen, så det var ren nydelse. Efter morgenmaden måtte vi atter ud i Pollino. Nu var der kun 15 kilometer til Civita, en af albanerbyerne i det sydlige Italien. Vi fik parkeret, en ældre mand fortalte os hvad vej vi skulle, men først kiggede vi ind i kirken. En stor overraskelse for det var en græsk ortodoks kirke med meget spændende ikoner og et flot alter. Vi gik ud til udsigtspunktet over Gola del Raganello og Ponte del Diavolo. Her var meget flot, klipper rejse sig højt over floden i meget stejle sider, og den berømte bro var blevet genopbygget, men for at komme ned til den, måtte vi gennem økomuseet, som var lavet i en gammel vandmølle. Her var heldigvis åbent og vi kom ud i kløften. Broen var færdig og vi vandrede op langs den spændende kløft og havde en fantastisk oplevelsen. Turen endte ved Ostelleriet og efter Peter foretog endnu en bjergbestigning gik vi lidt rundt om byen og kom frem til den gamle bydel og det var ret spændende at gå gennem byen. Vi endte på torvet, fandt bilen og Peter GPS ur, som havde ligget på taget af bilen i 3 timer. Vi faldt ned på en cafe, fik is og Caputino før vi forlod Civita. På tilbagevejen kørte vi op ad en vej uden skilt, men den gik fint op over bjerget, der manglede kun 3 meter, hvor vejen stort set var faldet ned, men vi kom ned til Lauropoli og var snart tilbage på campingpladsen. Vi kørte i dag 30 kilometer. Torsdag den 12. maj 2011 Fantastisk flot sommervejr, dejlig plads, masser af sol, to søde danske børn at tale med, flinke forældre så bortset fra en cykeltur til Sparkøbmanden, nød vi det flotte sommervejr. Fredag den 13. maj 2011 Så kørte vi videre fulgte den store vej langs bugten i svanget mellem tåen og hælen. Her var ikke så meget trafik så det gik fint fremad. Da vi nærmede os Taranto dukkede store industriområder frem, byen havde en stor havn med olierafenaderier og en stor containerhavn. Lidt senere dukkede Gallippoli op en spændende hvid by som vi skulle bo lige ved siden af. Vi kom fint ud til kysten, men vi kunne ikke finde pladsen efter campingcheck oplysningerne. Det var også en Acsi plads, og her var den korrekte GPS, men vi fandt kun en total lukket plads, så måtte vi videre. Der skulle være endnu en åben plads i området. I nærheden af Santa Maria di Leuca fandt vi en OK plads med 3 andre gæster.

16 Klokken var nu blevet næsten 15 så vi skyndte os at få lavet frokost. Ved 17 tiden bestemte vi os for en cykeltur ned til byen på Il Capo. Vi stoppede først ved en stor flot kirke, men gik ikke ind da vi havde shorts og ingen ærmer på. Så cyklede vi videre ned til havnen, hvor der var også en stor turistbådshavn. Ellers var her pænt, lidt bart, ikke mange turister så efter en tur frem og tilbage af havnefronten, cyklede vi op igen men i stedet for at tage samme vej tilbage fulgte vi kystvejen nordpå. Det var en vældig køn tur, alle vegne var der bygget stenhegn, de gamle pajaraer og de nye huse er ikke så forskellige fra hinanden. Vi drejede fra efter et skilt mod Gagliano og vejen førte forbi mange af de runde bevaringsværdige stensamlinger. Det var en flot tur på højlandet, meget øde og meget spændende. Vejen førte op til byen, vi fandt videre op til hovedvejen og herfra var der kun 2½ kilometer tilbage til campingpladsen heldigvis ned ad bakke. Vi kørte i dag 275 kilometer i bil og 16 kilometer på cykel. Lørdag den 14. maj 2011 Sommervejr med flot sol, så i stedet for at købe nye bluser til mig, måtte vi vaske. Vi fik det færdigt og hængt op før vi kørte ind mod markedet i Gagliano. Her var der et madmarked, så det var vel nok godt vi vaskede ellers skulle jeg have gået uden bluser. Vi fandt ad de små kønne veje ind til byen, området er utroligt spændende at cykle igennem. Her er utallige stengærder, men også de gamle runde stenhuse, som nogle steder står som fortidsminder, men andre steder ser det ud som om folk bor i dem eller bruger dem som lader. På markedet blev vi fristet af en grillstegt kylling som vi nød på campingpladsen. Butikkerne her i området har masser af 3 og 5 liters vindunke med den lokale vin som er rigtig dejlig. Efter maden cyklede vi atter ind til byen for at finde Sentiero del Ciolo. Vi fik kørt forkert ud af byen og endte på en spændende bakke med udsigt til utallige af de runde bygninger og flot udsigt mod havet og alle steder voksede der blomster i skønne farver. Tilbage til byen, fandt nu den rigtige vej og satte cyklerne fra os. Vi vandrede ned gennem en meget flot slugt med stejle klipper og endte helt nede ved havet. Over slugten gik landevejen på en høj bro. Farverne på land og i vandet var fantastiske og der var en dyb klippehule ude i vandet som gik 50 meter ind i bjerget. Vi gik rundt op over broen ud til havet ad en lille sti, så atter tilbage gennem slugten til vore cykler. Så var der turen op til byen og den meget skønne cykeltur gennem det flotte område tilbage. På campingpladsen er der nu 4 hold gæster, og det ser ud til at pladsen skal til at vågne, da svømmebassinet nu er ved at blive fyldt. Vi kørte i dag på cykel 15 kilometer. Søndag den 15. maj 2011 I dag ville på rundtur i det sydligste Italien, vi kørte ud gennem Gagliano del Capo ud til kysten. Der lå lidt havgus og kæmpede med solen og det så meget flot ud. Undervejs stoppede vi mange gange ved de flotte udsigter. Det var en meget flot klippekyst og der lå mange meget flotte huse. Vi stoppede ved Grotta Zinzulusa. Det var en havgrotte, som man kunne besøge fra landsiden. Det viste sig at være en ret dyb rigtig drypstenshule med en lang gang der snoede sig ind i bjerget til en flot sal. Selve grottens indgang var fyldt med drypsten og den lå som sagt med indgangen kun lige over havoverfladen. Derfra fortsatte vi vor tur langs den flotte kyst til Cesarea hvor der var et vagttårn og en meget køn gammel naturhavn. Vi fandt en køn bakkekam lige syd for Ótranto, hvor vi spiste frokost og nød udsigten, en bil stoppede og spurgte om vi vidste hvor Cava di Bauxite var, det vidste vi ikke men nu skulle den findes. Ved havnen gik vi ud i et flot blomstrende område, her var der mange søndagsgæster, der var kørt ud for at nyde den flotte sommerdag, men der var ingen Bauxite grotte. Vi fortsatte nu ind til Ótranto, som var en lille kystby med mange turister. Gennem en flot byport kom vi ind i de gamle smalle gader, hvor der for en

17 gangs skyld var lidt turistbutikker. Gennem den gamle by gik vi op til borgen som vi besøgte. Derfra tilbage til Duomoen, byens store flotte gamle domkirke. Da vi forlod Otranto fandt vi mineområdet Cava di Bauxite ved hjælp af Peters sans for kort. Vi kørte nu gennem små byer med utallige ensrettede veje, så det var noget svært at finde igennem. Uggiano fandt vi dog igennem og hen til Dolmen di Scusi. Der skulle være mange dolmer i dette område, men vi fandt kun denne. Tilbageturen skulle nu foregå ad små hyggelige veje. Vi kom på indviklet vis gennem Poggiardo og ud på hovedvejen, men her var meget trafik og mange besværlige byer at komme igennem. Vejene var ensrettet og snoede sig gennem på besynderlig vis. Vi endte igen ude på de små veje igen. Her gik det bedre, og vi nåede campingpladsen klokken efter 120 kilometer og en spændende dag. Mandag den 16. maj 2011 Så fortsatte vi fra campingpladsen i Gagliano di Capo, kørte via GPS, en først lidt sydpå før vi fulgte de gode veje uden om byerne Ugento, Gallipoli og Lecce. Da vi nåede Brindisi, hvor der var en flot ringvej, begyndte uvejret at trække sammen, det blev meget mørkt og nord for byen kom en voldsom hagl og tordenbyge. Heldigvis fik også italienerne sat farten ned, så der var ingen problemer. Vi kom igennem bygen og nu nærmede vi os campingpladsen, jeg kunne ikke forstå at vi kørte så langt som vi gjorde, men det viste sig, at vi ikke så på den samme plads! Vi fandt frem til GPS adressen, men her var der ingen campingplads, så vi vendte og fik øje på skiltet til Gale dei Ginepri. Det var en campingchequeplads, der var åbent, og vi fik en plads midt mellem lukkede telte, gamle campingvogne og mørke træer. Vi var de eneste gæster og der var ærligt talt noget forfærdeligt. Vi fik spist frokost og ville så ud at se de spændende trulloer som er i netop dette område. Vi kørte ind i landet, lige efter Ostuni. På vejen til Ceglie begyndte de første trulloer at dukke op. Huse med runde spidstage af sten, bygget for flere århundrede år siden, men stadig er de beboet, derfor er der rigeligt med fjernsynsantenner og elkabler på dem. Vi gik en lille tur i Martina Franca, en bjergby med et gammelt centrum, hvor der var store statelige huse, samt en imponerende domkirke. Byen var helt uddød det var frokostpause, så vi fortsatte mod Locorotondo, som lå flot prangende højt oppe i solskinnet. Næste stop var Alberobello, byen der er kendt for sine mange trulloer. Fra kirken gik vi rundt i byen og fandt rigtig mange af disse meget spændende huse. Nogle er nyere mens andre er meget gamle. Vi fandt et lille museum, der var lavet i Trullo Sovrano. Det havde nogle meget kønne små rum, men også en loftetage, hvilket er ret sjældent. Vi vandrede rundt og fandt mange af de særprægede huse i byen. Derfra fortsatte vi til Locorotondo, som var en sjov rund by, første byggede man ringmuren, der vendte bagsiden ud mod dalen og siden hen blev de andre huse bygget tæt på hinanden, små huse og store paladser. Fra byens park var der flot udsigt til hele området ud til Adriaterhavet, da det var koldt var det tilgengæld meget flot og klart. På vejen tilbage købte vi lidt mad i Ostuni og kom tilbage til campingpladsen klokken 20. Kørte i dag 225 kilometer, første etape til campingpladsen var på 180 kilometer.

18 Tirsdag den 17. maj 2011 Vi var meget trætte, da vi gik i seng, men allerede klokken 2 blev vi vækket af et voldsomt uvejr, tordenen rungende, rystede i hele campingvognen og regnen styrtede ned i flere timer, lige når vi faldt i søvn kom lyn og torden igen. Da vi vågnede ved 8 tiden var det blevet tørvejr, men nu var det ret koldt. Vi skyndte os at pakke sammen for campingpladsen var meget trist og meget øde. Da vi skulle betale virkede telefonen ikke, så bureauet kunne ikke komme igennem til campingcheck og vi fik lov til at køre uden at betale. Vejen ud fra pladsen havde nogle små bakker og der var også et dybt hul, hvor en hel vinmark var på vej ud over bilvejen sammen med en ny regnvandsflod. En lille lastbil bag os sagde, at vi bare skulle køre, og med langsom forsigtig kørsel fik vi ingen problemer. Vi kørte så ud på hovedvejen mod Bari, kom forbi kønne strækninger, men også gennem totalt uddøde sommerbyer. Vi kørte udenom Bari, som var en meget stor by og en masse nye høje etagebygninger er ved at blive bygget. Vi kørte langs Adriaterhavskysten mod Bisceglie, Trani og Barletta, hvorefter vi kørte gennem Margarita, kom forbi byens centrum og nu var der chance for at nå campingpladsen inden 13, men så var der selvfølgelig omkørsel og vi måtte ned langs salinaområdet og sandelig her var der en masse flamingoer ligesom i Carmargen. Omkørslen førte os hurtigt tilbage til kystvejen og nu nærmede vi os campingpladsen, men sandelig vejen her så også ud til at være spærret, der var kun et spor, men da vi ikke skulle igennem og kun hen til campingpladsen Lido Scalpi, som lå i det spærrede område, fik vi lov til at køre videre. Pladsen var egentlig stor og et hjørne var lavet til helårsturister og det viste sig at være OK. Vi fik anvist en plads, spiste frokost og vi gik senere en tur langs stranden, hvor vi fandt mange spændende konkylier. Det har været en kold dag, men der er lovet meget varmt vejr i de næste dage, hvor vi håber på vandreture i omegnen. I dag kørte vi 201 kilometer og så håber vi på en fredelig nat. Onsdag den 18. maj 2011 Vi har fundet en fin fungerende campingplads, her er mange turister, men det er fint med lidt feriestemning. Solen kom frem, vi nød morgenen før vi kørte ud i Gargano nationalpark. Vi havde fået nogle kort på campingpladsen over nationalparken, så vi pakkede sammen til vandretur. Vi kom op i parken gennem nogle store tunneler og ad en meget lille, meget flot vej viste GPSen os op til vej S89 og ved kilometerstenen 197,5 drejede vi fra dog uden at se det skilt vi ledte efter. Stillede bilen på en lille sidevej og begyndte vor vandretur. Hurtigt fandt vi frem til det vandbassin som var på kortet. Her gik der mange heste, og vi fandt skilte med de rigtige numre på vandrestierne, så vi kunne trygt gå ud i parken, og vi fulgte vejene op i bakkerne. Det var egentligt dele af en gammel pilgrimsrute vi fulgte. Peter havde så kombineret turen med forskellige andre ruter og det gik fint med at følge planen, indtil der på ruten kom en meget lukket gitterport. Vi måtte i stedet følge den stejle betonvej ned gennem den flotte skov. Vi mødte ingen mennesker, kun nogle gale hunde, på turen. Vi fulgte derefter den nedgraderede hovedvej og mødte kun 3 biler før vi kom tilbage til bilen efter 8 kilometers fin vandretur. Vi fulgte nu cykelruten i bilen, en meget lille meget køn vej ned til hovedvejen. Vi skulle ud til kysten, hvor næste vandretur skulle begynde. Vi fulgte naturstien langs kysten ved stranden Spiggia di Vignanotico. Stien gik højt oppe på kridtklipperne og vi havde imponerende udsigt over flotte kridtklinter. Stien førte helt ned til stranden. Klinterne var meget høje og flotte af samme type som Møns Klint. Stranden var meget flot, havet grønt og det var blevet skønt varmt. Kilometertæller 102. Torsdag den 19. maj 2011 Atter en skøn morgen, så efter en stille morgenmad bortset fra myg, pakkede vi sammen til næste bjergtur. Vi startede hen forbi Manfredonia og hen til den meget snoede og flotte bjergvej der førte op til Mont St. Angelo. På vejen op kom vi forbi endnu nogle flotte kalk/kridt klipper. Byen så meget spændende ud, men vi fortsatte ud i bjergene. Vi blev lidt forbavsede over at opdage at byen var det højeste punkt af en bjergryg, for før vi kørte op i bjergene måtte først en del ned i en ny dal. Det er nogle meget langsomme bjerge at køre i, området er ikke så stort, så pludselig var vi tæt på det sted, vi havde

19 været i går. Vi kørte lidt nordpå, stillede bilen skulle gennem nogle lukkede hegn og gik så ad en køn sti, som først kom gennem et meget stenet område og senere op i skoven. På vej ned af bakkerne, kom vi gennem dejlige kønne græsenge med en masse skønne blomster. Til sidst stoppede stien på en mark nær en gård, så vi gik næsten samme vej tilbage, dog først efter at have siddet et flot sted med en flot udsigt, hvor vi spiste frokost. Tilbage ved bilen kørte vi så den lange vej tilbage til Mont St. Angelo for at se byen. Det var en turist og valfartsby og her var rigtig mange turistbutikker. Du kunne her købe helgenstatuer som havenisser, hvad kan så være bedst. Vi besøgte den store borg, meget spændende, flot udsigt mange tårne og en lang gang snoede sig gennem de 7 meter tykke mure. Vi gik derefter rundt i byen. Besøgte en stor kirke der viste sig at være det allerhelligste sted for mange katolikker, som i Assisi med kirker indbygget i klippehulerne, sikkert en legende om dengang ærkeengelen Michael besøgte byen. Byen var meget spændende især beliggenheden, den var bygget på bjergkam, og her var både en meget gammel by og en stor moderne by. Dagens køretur var 95 kilometer. Fredag den 20. maj 2011 Vi tog os en afslappende dag, sad på campingpladsen og nu var her rigtig dejligt at være. I morges havde en vogn kørt og sprøjtet mod myg. Det havde en fantastisk virkning, der lå døde myg alle steder og vi slap for flere mygstik. Det er en meget flot sandstrand men der er ingen på stranden her om vinteren!! Vi skulle dog prøve vandet og det var rigtig dejligt varmt, som de bedste sommerdage hjemme, så hvorfor ingen bader her, forstår vi ikke. Nu klokken 19 er der stadig 21 grader udenfor. Vi kørte i alt 35 kilometer. Lørdag den 21. maj 2011 Vi var lidt usikre på om vi ville videre eller blive, men selv om det så ud til solskin, fortsatte vi alligevel. Vi fik pakket sammen, det havde været et dejligt ophold og så kostede kun 11 pr. nat. Vi kørte mod Foggia og fulgte N 17 vestpå. I skønt vejr kørte vi videre og nu begyndte Abruzzernes snebjerge at dukke op i det fjerne. Vejene blev stejle og meget hullede, et sted lignede det mest jordskælvsødelæggelser. Vi kørte forbi Campobasso, som var en meget stor by med mange høje huse. Derefter ned til N 17 videre til Isernia, som nok havde en omfartsvej men det var også her supermarkederne lå, og da det var lørdag formiddag skulle alle købe ind, men medfølgende trafikkaos. Vi kom dog fint igennem og lidt nord for byen var der en meget fin vej gennem tunneler og over broer, som førte os halvvejs gennem bjergene. Den næste del af tunnelen var desværre ikke færdig, så vi måtte op over to bjergpas på over 1200 meter. Nu dukkede kønne bjergbyer op alle vegne og vi nærmede os målet. Fortsatte gennem Alfedena ned ad bjerget til Barrea som lå flot ved en dæmningssø af samme navn. Efter søen kom vi til Villetta og så var vi ved campingladsen Il Vecchio Molino som ligger kønt mellem bjergene. I dag kørte vi 250 kilometer.. Søndag den 22. maj 2011 Vi havde meget flot vejr fra morgenen, så i dag ville vi ud på en længere vandretur i Abruzzerne. Vi gik ad landevejen de ca. 500 meter hen til Valle Fondillo. Her lå der også et kontor for nationalparken, vi fik brochure over nogle ture og købte et meget fint kort over området. Så gik vi ind i dalen, der straks åbnede sig, bjerge til alle sider og en skøn græsslette med mange blomster og der gik både køer og heste. Turen op gennem dalen var ad en bred grusvej, den var meget let at gå på, så den kunne nydes. Efter nogle kilometer gik vejen op gennem skoven som var en nyudsprunget bøgeskov. En lille stikvej ledte ned til Grotta delle Fate. Grotten er samtidig kilde for en gren af floden i dalen. Den er 5 x 5 m og ½ m høj og i bunden lå bassinet med kildevand, der vældede op bagest i grotten. Pludselig så vi på en klippe på den anden side af dalen en flot kronhjort eller stor Abruzzo gemse, stå og skue ud over dalen.

20 Senere gik en stejl vej op gennem terrænet og efter en anstrengende stigning nåede vi Vallco passaggio dell Orso i 1672 meters højde. Passet var desværre et bevokset pas, så her var ingen udsigt. Vi spiste frokost i den bidende kulde, så resten af øllen blev drukket mens vi gik videre for at holde varmen. Vi havde på kortet set, at vi kunne komme rundt i bjergene og tilbage til en by, på samme vej som campingpladsen ligger, dog et langt stykke væk. På vejen der førte ned fra passet fik vi meget hurtigt nogle meget imponerende udsigter. Vi kom hurtigt ned til floden i 1496 meters højde, og nu begyndte det vi troede var ned langs en flod, det viste sig at være op ad en stejl bjergside. En fantastisk bjergtur. Vi gik på bjergsiden, så ud over flere store dale med store snebjerge til alle sider. Vi fulgte stien og kom højere og højere op. Det var meget anstrengende, men så hjalp det lidt at forårsblomsterne dukkede op, blå anemoner, franske anemoner og en rigtig mange enzian. På kortet var strækket målt til 1,7 kilometer, men det tog os næsten 2 timer at komme op til refugiet i 1962 meters højde. Nu var der sne alle vegne og det var koldt forår og bøgene var endnu ikke sprunget ud. Så skulle vi lidt ned i en dal for at komme op til passet i 2002 metres højde, men for at komme derop skulle vi gennem rigtig meget sne. Peter fandt en vej ned over nogle klipper og på den måde kom vi uden om det første sneområde. Vi kunne skimte stien engang imellem og det gik fint selv om det var svært at stå fast i sneen. Efter Cavuso passet viste det sig at der var endnu mere sne og vi valgte at følge de spor andre havde sat i sneen og det gik rimeligt godt og det var ikke farligt. Pludselig opdagede Peter en bjerggemse (il Camoscia Appennico), den kunne åbenbart ikke lugte os, utroligt med de sure sokker, men blev stående længe og græssede uforstyrret, det var et flot syn. Også bjergene var stadig helt imponerende, og nu begyndte sneen heldigvis at forsvinde og det blev lidt varmere igen, så nu kunne vi gå lidt hurtigere nedad. Efter en mindre flæskesværpause og vand kom vi ned i skoven, men der var stadig meget langt ned, men også meget flot. Undervejs fik vi udsigt til Lago Barrea og byerne Barrae og Civitella Alfedena. Nu havde vi 7 kilometer ad landevejen tilbage langs floden, så det var en kedelig tur og dog: inde mellem træerne gik en brun bjørn, men den blev heldigvis bange da vi kom så den styrtede væk. Vi var tilbage på campingpladsen Il vecchio Molino klokken 20 efter en vandretur på 9 ½ time og 23 ½ kilometer. Mandag den 23. maj 2011 Vi var noget trætte i benene i dag, så vi tog en stille morgen i forteltet. Det var egentligt pænt vejr, men ikke så varmt, dog skinnede solen en del. Efter frokost ville gå en lille tur for at få gang i knæ og lår. Vi gik atter hen til Valle Fondillo, den skønne dal fra i går, gik lidt ind i dalen, så drejede F1 fra og gennem en lille kosti kom vi ud i flotte landskaber, her gik køer og heste. På bedste orienteringsmaner fandt Peter en alternativ sti ud over meget flotte enge og den førte ned til et vadested, gennem et meget lukket hegn, men igennem kom vi og fortsatte op til landevejen. Her kunne vi lidt senere komme op via en bakkekam til byen Opi, en af Italiens smukke landsbyer. Byen kravlede op over en bjergside med sjove huse langs vejen, men de fleste huse ser nu ud til at være lukket for sæsonen, hvornår den så måtte være, men her var nu lidt for lukket. Rigtig mange steder i byen var der udsigtspladser over den imponerende omegn. Vi gik så atter ned gennem byen undrede os over husenes døre for uden døren havde de alle en halv skrå dør som om den skulle skjule for adgang til hjemmet. Byen vågnede dog op, da skolebussen kom hjem med skolebørnene.