Jørgen Kühl, Ph. D., historiker og rektor for A. P. Møller Skolen, Slesvig Ved aftenmødet på Risby Danske Skole Fredag, 27. maj 2011, kl. 17.

Transkript

1 Jørgen Kühl, Ph. D., historiker og rektor for A. P. Møller Skolen, Slesvig Ved aftenmødet på Risby Danske Skole Fredag, 27. maj 2011, kl Tak for invitationen til i år at holde den traditionelle årsmødetale her i Risby. Det sidste år har i sandhed været begivenhedsrigt for det danske mindretal. Det har også været desillusionerende for mange. Efter årtier med en positiv, fredelig udvikling fra afgrænsning til medborgerskab, fra konflikt mellem mindretal og flertal til en næsten symbiotisk sameksistens til alle parters bedste, måtte vi for præcist et år siden sande, at den dansk-tyske mindretalsmodel pludselig og overraskende blev rystet i sin grundvold af et politisk jordskælv. Ligestillingen af de danske skolebørn med elever på offentlige skoler, som efter tre årtiers idelige indsats blev opnået i 1985, blev indefrosset i 1997 og genindført i 2008, blev med ét pennestrøg ophævet. Landsregeringen i Kiel besluttede, at tilskuddet skulle reduceres fra ligestilling på 100 % til kun 85 % af de gennemsnitlige udgifter pr. elev i de offentlige skoler. Dette blev begrundet i delstatens udsatte økonomiske situation og forklaret med, at mindretallet også måtte skuldre sin del af nedskæringerne. Realiteten var imidlertid, at mindretallet blev dobbelt ramt: Det skulle som alle andre borgere i Slesvig-Holsten acceptere nødvendige besparelser på en lang række områder, men som alt andet lige ramte mindretal og flertal på samme måde. Det var symmetriske besparelser, som gjorde og gør ondt mange steder i det kulturelle arbejde. Ikke desto mindre skete der på disse nedskæringsområder ingen ensidig belastning til ugunst for én samfundsgruppe. Efterfølgende blev der så besluttet, at de danske skoleelever måtte bidrage yderligere med markant støre nedskæringer end alle andre børn og unge i delstaten. Her var der tale om ensidige, asymmetriske besparelser. Nedskæringerne på 15 % eller 4,7 mio. euro svarer til, at over 800 af de p.t. ca elever på de danske skoler skulle spares væk. Dette ramte kun mindretallet, men ingen andre samfundsgrupper. Mindretallet skulle således ikke blot bære en større besparelsesbyrde end alle andre borgere, men måtte endog sande, at det fremover skal bidrage næsten dobbelt så meget som alle andre borgere til de samlede besparelser. Mindretallets merværdi betyder nu, at mindretallet bidrager til at finansiere flertallets skoler uden tilsvarende modydelse. I det år, som fulgte, blev der iværksat mange forskellige initiativer, som sigtede på at forhindre, at hensigten om at diskriminere blev til virkelighed. Det danske mindretal iværksatte omgående en protestkampagne, der bl.a. resulterede i plakater, badges og mærkater, som prægende synliggjorde kravet om ligestilling. Der blev organiseret demonstrationer på syv steder med over deltagere. Det var den største offentlige 1

2 protestmanifestation, som mindretallet nogen sinde har gennemført. Der blev siden indsamlet underskrifter over i alt. Men vi måtte sande, at det ikke gjorde så stort et indtryk, at regeringskoalitionen i Kiel valgte at genoverveje sin politik. Danmark støttede omgående det danske mindretals berettigede krav. På årsmøderne for præcist et år siden talte danske politikere og ministre på tværs af partiskel klar tale om, at ligestillingen ikke må opgives. Dette er siden blevet gentaget gang på gang. Den danske regering tog kontakt til den tyske forbundsregering for at fastholde det urimelige i Kiels nye mindretalspolitik. Det førte siden i november måned til, at forbundsregeringen besluttede at yde et engangstilskud på 3,5 mio. euro til de danske skoler for at kompensere for en del af CDU/FDP-regeringens nedskæringer. Der blev forinden i juni nedsat en dansk-slesvig-holstensk arbejdsgruppe, som skulle analysere finansieringen af mindretalsskolerne i hele grænselandet. Det førte på dansk side til, at Danmark omgående besluttede at hæve tilskuddet til de tyske mindretalsskoler for at sikre fuldgyldig ligestilling. Slesvig-Holsten glædede sig over tilskuddet fra Berlin, som bragte det samlede tyske tilskud i 2011 op på de 96 %, som Danmark i 2009 havde ydet til de tyske mindretalsskoler men Kiel agtede ikke at bidrage med de resterende 4 procent svarende til 1,2 mio. euro. Dem måtte Skoleforeningen og mindretallet selv finde. Heller ikke dette klare politiske signal fra forbundsregeringen som både tager højde for Berlins bilaterale forhold til Danmark og de internationale forpligtelser, Tyskland har påtaget sig i henhold til eksisterende aftaler om mindretalsbeskyttelse formåede at rokke ved Kiels politik. Nedskæringerne, som ensidigt rammer det danske mindretal og kun det blev besluttet. Mindretalspolitikken blev eroderet. For mindretalspolitikken blev året mellem sidste og nuværende årsmøde et annus horribilis et forfærdeligt år. Men det har også haft positive virkninger: Mindretallet har fundet sammen igen. Sammenhængskraften og sammenholdet er blevet styrket. Mindretallet er blevet langt mere markant synligt i offentligheden. De danske har formået at gøre brug af en lang række forskellige instrumenter til at fremme mindretallets interesser. Danmark og det internationale samfund er blevet gjort opmærksom på den negative spiral, der er opstået i Slesvig-Holsten. Frem for alt har mindretallet ikke resigneret, men kræver selvbevidst sin ret som ligeberettigede borgere i det tyske samfund. Det præger aktivt de samfundssammenhæng, det indgår i. Årets motto for de danske årsmøder er Hvordan præger vi Sydslesvig. Svaret er i grunden ganske enkelt: Vi præger Sydslesvig ved at være det danske mindretal. Ved selvbevidst at fastholde vores position og rettigheder. Ved ikke resignerende at klynke over den ubestridelige uret, som er overgået os i form af de urimelige og asymmetriske diskriminerende nedskæringer fra CDU/FDP-landsregeringen i Kiel, men ved urokkeligt at argumentere imod dem, ved vedholdende at udpege det uacceptable i det mindretalspolitiske kursskifte og ved kategorisk at fastholde kravet om ligestilling. Ved ihærdigt og utrætteligt at tilbagevise uholdbare påstande og beskyldninger. Ved at insistere på lige rettigheder og pligter. Ved at kræve ligebehandling og ikke-diskriminering i medgang og modgang. Ved gang på gang i alle relevante sammenhæng at fremføre det indlysende enkle budskab, at vores børn, at vi, at hele det danske mindretal også er 100 % værd. 2

3 Med dette umisforståelige udsagn, påklistret utallige biler, påtrykt t-shirts og fremstillet i badge- og plakatform, har vi allerede i løbet af det seneste år sat vores umiskendelige og uaftvættelige præg på Sydslesvig. Som børn, som forældre, som mindretal, som borgere i dette land har vi gjort det eftertrykkeligt klart, at vi ikke vil finde os i at blive diskrimineret, marginaliseret og mistænkeliggjort. Vi fastholder det demokratiske oplyste civilsamfunds rettigheder og lader os ikke kyse af, at beslutningstagerne med det yderst snævre flertal i landsregeringen mener at kunne se bort fra 50 års positiv udvikling i grænselandet mellem dansk og tysk. Selv om politikerne i CDU/FDP-koalitionen ihærdigt, men lige så forgæves hævder, at der ikke er tale om diskrimination, kan der ikke herske den mindste tvivl om, at den har afstedkommet den største krise i det dansk-tyske mindretalsforhold siden København- Bonn Erklæringerne blev fremsat i Danmarks regering har utvetydigt kritiseret dette forhold, lige så vel som den har påpeget det uholdbare i, at Danmark i dag finansierer 63 % af den samlede dansk-tyske mindretalsmodel, mens Tyskland kun bidrager med 37 %. Landsregeringens manglende mindretalspolitiske indsigt og kompetence er blevet udstillet, og der er slået skår i tillidsforholdet på så markant en måde, at de to regeringspartier bliver nødt til at gøre sig enorm umage for at genskabe forholdet. I internationale sammenhæng har mindretalskyndige udtryk forundring, forbløffelse og kritiseret det mindretalspolitiske tilbageskridt. Så sent som den 25. maj altså i forgårs - offentliggjorde Europarådet ekspertudvalget vedr. Sprogpagten nyeste rapport, der bl.a. entydigt kritiserer kovendingen i den slesvigholstenske mindretalspolitik på uddannelsesområdet. Det skete samtidig med, at Europarådets Ministerråd samme dag vedtog en resolution, der bl.a. opfordrer Tyskland til at sikre, at nedskæringerne i tilskuddet til de danske mindretalsskoler og elevkørsel ikke truer det hidtidige dansksprogede uddannelsestilbud fortsatte funktion. Faktum er imidlertid, at dette allerede er sket med beslutningen om at lukke Christian Paulsen-Skolen i Flensborg ved udgangen af dette skoleår, hvilket skyldes konsekvenserne af Kiels asymmetriske nedskærninger. Ministerrådets anbefaling betyder konkret, at skolespørgsmålet nu er blevet drøftet i Europarådet, og den tyske mindretalspolitik er blevet udstillet. Her har repræsentanter fra 46 andre europæiske lande ved selvsyn kunnet læse og registrere, hvilken skade Kielregeringen påfører ikke blot Slesvig-Holstens, men også Tysklands internationale anseelse og prestige med hensyn til mindretalsordninger. Den tyske side vil herefter næppe troværdigt og vederhæftigt kunne give gode mindretalspolitiske råd til andre lande. På samme tid fremstår Danmark derimod som et land med en mønstergyldig mindretalspolitik over for tyskerne i Sønderjylland, der konsekvent sigter på ligestilling. Den dansk-tyske mindretalsmodel må i dag således for størstepartens tilskrives Danmarks fortjeneste, lige så vel som det er Danmark, der står for finansieringen af næste totredjedele af den samlede mindretalsordning for begge de to nationale mindretal.. 3

4 Rundt omkring i Europa, til dels også hinsides Atlanterhavet, er der så småt ved at opstå opmærksomhed omkring, at Carstensen-regeringen er i færd med at undergrave mindretalsmodellen. At den har foretaget en mindretalspolitisk kovending, hvis følgevirkninger rækker langt ud over den besparelseseffekt på delstatsbudgettet, der angiveligt var årsagen til samme. Men faktum er åbenbart, at landsregeringen slet ikke kan se, hvilken skade den har påført forholdet mellem mindretallet og delstaten og Slesvig-Holstens prestige. Den har endnu ikke indset, at forargelsen, indignationen, forfærdelsen ikke blot findes i det danske mindretal og i Danmark, men hos alle med empati for nationale mindretal og disses berettigede krav om ligestilling, ligebehandling og ligeberettigelse. I stedet giver ledende konservative politikere såmænd udtryk for, at de føler sig forurettet af mindretallet. At de max danske med deres energiske reaktion og protester har såret CDU og FDP s følelser og at mindretallet derfor må gøre en indsats for at genoprette situationen. Her vendes relationen mellem dem, der aktivt diskriminerer, og den, der diskrimineres, altså på hovedet. CDU s landsformand Christian von Boetticher som i øvrigt var en af ophavsmændene til nedskæringspolitikken, der blev besluttet den 26. maj 2010 udtalte sig den 14. maj i år i et stort interview i det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger flere gange om situationen og forholdet til det danske mindretal på en måde, der må give anledning til eftertanke, endog bekymring. Således konstaterede han som svar på et spørgsmål, om hvordan han som CDUministerpræsidentkandidat vil bidrage til at kitte forholdet til det danske mindretal, at begge sider har noget at kitte. Imidlertid vil han ikke give flere tilskud til mindretallet. Derimod gav han udtryk for, at mindretallets opgiven af en angivelig partipolitisk neutralitet og dets udsagn om et ønsket regeringsskifte har efterladt sår på begge sider. Disse sår skal kittes, for at der kan genskabes et godt forhold. Her jævnføres den aktive og bevidste diskriminering af børn og unge i det danske mindretal, som klart har fået af vide af hans regeringskoalition, at de kun er 85 % værd, og som har resulteret i Samrådets resolution om at tilvejebringe et regeringsskifte, med, at CDU og FDP føler sig såret over, at mindretallet ønsker en anden landsregering. Dette lover ikke godt for fremtiden hverken mindretalspolitisk eller med hensyn til den politiske kultur i delstaten. Læser man videre i interviewet, bliver det ydermere slående klart, at von Boetticher og delstatsregeringens politik over for de danske skoler åbenbart ikke så meget skyldes budgetmæssig nødvendighed, men et fundamentalt mindretalspolitisk kursskifte: Mens ministerpræsident Carstensen og andre koalitionspolitikere som svar på de bastante danske reaktioner oven på fremsættelsen af nedskæringspolitikken gang på gang har fremhævet budgetkrisen som årsag, alt imens man fremhævede, at der ikke var tale om nogen ændring i mindretalspolitikken, og at man gerne ville yde større tilskud til mindretallet, såfremt midlerne var til rådighed, giver kronprinsen von Boetticher udtryk for ganske andre incitamenter. 4

5 Således udtaler han først, at vi dvs. det parti, han er formand for - ikke drager ligeværdigheden i tvivl; men, fremhæver han dernæst, at forskellen med hensyn til udstyret mellem danske og tyske skoler må ikke blive så stor, at der opstår utilfredshed mellem tyskere og danskere. Dette ville være sprængstof, som det er vigtigt at være opmærksom på. Bemærk, at han hævder, at de danske skolers udstyr, der angiveligt er bedre end de tyskes, skaber utilfredshed. Faktum er jo, at det er nedskæringen i tilskuddet til de danske skoler, som har skabt utilfredshed i grænselandet. Vi har ikke set hverken demonstrationer af op mod utilfredse tyskere eller indsamling af over underskrifter blandt utilfredse flertalstyskere i grænselandet rettet imod tilskud til de danske elever. Realiteten er derimod den, at rigtig mange tyskere har slået følge med mindretallet i de energiske protester, er gået i demonstrationsoptog sammen med de danske naboer og har skrevet under på underskriftslisterne. Set fra CDU-gruppeformandens kontor i landdagen tager virkeligheden i grænselandet sig dog ganske anderledes, ja stik modsat ud. Det er særdeles tankevækkende. Men selve argumentet, han fremfører, er interessant, da der her ikke længere primært er tale om budgetmæssig nødvendighed. Tværtom afslører det, at nedskæringspolitikken bevidst er rettet imod mindretalsskolerne af hensyn til såkaldt tyske skoler og tyske forældre. Altså dybereliggende nationale interesser, som vækker minder om tidligere årtiers grænsekamp. Man kunne fristes til at tilføje, at budgetargumentet måske i virkeligheden var et kærkomment påskud til at ramme mindretallets livsnerve. For at inddæmme mindretallets succes, der bl.a. kan aflæses ved, at de danske børnehaver og skoler i de senere år ikke blot har kunnet fastholde børne- og elevtallet, men endog takket være de danske værdiers og pædagogiks tiltrækningskraft har kunnet registrere en tilgang samtidig med en modsatrettet demografisk udvikling i delstaten som helhed. Dette understreges af von Boettichers næste udsagn. Det får I på tysk, for at der ikke skal herske tvivl om det sagte: Es ist schon so, dass der Deutsche, der auf einer deutschen Schule geht, sich am Ende nicht als der Dumme fühlen darf. Es darf nicht das Gefühl entstehen, dass derjenige, der sich in der Grundschule für Dänentum und dänische Schule entschieden hat, der Kluge war, während derjenige, der Deutsch geblieben ist und auf die deutsche Schule gehen muss, der Verlierer. Das darf nicht eintreten. Dette udsagn skal høres og nærlæses flere gange, for at rækkevidden og dimensionerne i det sagte fremstår tydeligt: Von Boetticher forklarer faktisk, at nedskæringen er et led i en bevidst tysk-slesvig-holstensk politik, som skal gøre det mindre attraktivt for frie borgere i at gøre brug af landsforfatningens garantier i artikel 5 om frit valg af sindelag og i artikel 8 om frit valg af en mindretalsskole. Mon han er klar over implikationerne og konsekvenserne af disse udsagn? Bemærk også, at han taler om tyskere, som er vedblevet med at være tysk, hvilket implicit betyder, at det danske mindretal antydes at være oprindelige tyskere, der har valgt det 5

6 danske ud fra overvejelser om bedre udstyrede skoler. Dette ligger i øvrigt i klar forlængelse af tidligere fremsatte udsagn ved borgerlige delstatspolitikere, som har udtrykt tvivl om, hvorvidt eleverne i de danske skoler reelt er danske. Samtidig vækker de minder om mellem- og efterkrigstidens sondring mellem angiveligt få ægte og mange uægte danske, som kun har valgt mindretallet ud fra materialistiske motiver. Udsagnene er muligvis symptomatiske for, hvordan de mindretalspolitiske interesser i dag ligger i CDU-ledelsen på landsplan. I al fald svarer de til udsagn og udtalelser, som forskellige borgerlige slesvig-holstenske politikere har fremsat inden for det seneste år. Landsregeringens mindretalspolitik har åbenbart fået en helt anden referenceramme. Centrale politiske skikkelser bevæger sig med deres udtalelser i interviews og på facebook med høj hastighed fra et symbiotisk med hinanden tilbage til tidligere tiders spændingsfyldte mod hinanden. Det er sådanne polemiserende politiske udsagn, der næsten som en selvopfyldende profeti skaber utilfredshed. Det er jo netop diskriminationen af det danske mindretal og børnene i de danske skoler, som har skabt utilfredshed i grænselandet. Det er ikke den omvendte verden, som nu et år efter fremsættelsen af de asymmetriske nedskæringer hævdes som motiv. Men denne mindretalspolitiske grundopfattelse er samtidshistorisk set faktisk ikke ny. Formuleringerne giver når de afkodes genklang tilbage til 150 år med slesvig-holstensk historie. Det er tilbageskridt til før Tilbageskridt til den preussiske tid og til tiden Argumenterne, som afspejler de bagvedliggende interesser, vækker minder om afstemningstidens agitation efter Første Verdenskrig og den langvarige, ødelæggende grænse- og nationalitetsstrid, der først blev principielt løst i For at forstå rækkevidden i det mindretalspolitiske kursskifte i Kiel skal man læse eller genlæse Sydslesvigs danske historie der nu foreligger såvel på dansk som på tysk. Alligevel er der grund til at være optimistisk. Det skal nemlig understreges, at Carstensen og von Boetticher, at det yderst smalle koalitionsflertal i landdagen med blot et enkelt mandat, der besluttede de diskriminerende nedskæringer, ikke er repræsentative for helheden. Faktisk repræsenterer de end ikke alle i deres eget parti. På lokalt plan i Sydslesvig findes der bl.a. borgerlige partimedlemmer og endog blandt valgte repræsentanter lige så stor undren, irritation og forargelse over for CDU/FDP-regeringens politik, som den gør sig gældende blandt oppositionspartierne og i mindretallet. Dette har bl.a. resulteret i protestresolutioner fra byråd, kommunalbestyrelser og kredsdage i Sydslesvig. Krisen i mindretalsskolefinansieringen har lykkeligvis ikke bidraget til en forværring af sameksistensen mellem dansk og tysk i selve grænselandet. Krisen er i forholdet mellem landsregeringen og mindretallet. Det er en mindretalspolitisk krise, ikke nogen mindretalskonflikt mellem flertal og mindretal. Mindretallet har hele tiden fastholdt, at det ønsker at fastholde det gode, tillidsfulde samliv og de hidtil mønstergyldige relationer i sameksistensen. Det har umisforståeligt advaret 6

7 om at udløse en negativ spiral på det mindretalspolitiske område. Deri støttes mindretallet af store dele af flertalsbefolkningen langt ind i regeringspartiernes bagland. Som mindretal må vi i denne situation ikke helme, førend ligestillingen er genskabt. Vi præger Sydslesvig ved at være danske. Vi præger Sydslesvig i kraft af vores eksistens som mindretal. Vi præger Sydslesvig med mindretalsmedlemmernes daglige identifikation med det danske og ved, at de bevidst har valgt danske skolegang ikke ud fra angivelig materielt begrundet egeninteresse, men ved at have tilsluttet sig, endog skrevet under på et aktivt tilvalg af danske værdier, sprog og kultur. Det danske mindretal præger Sydslesvig ved at være velintegreret, have et godt, mange steder endog harmonisk og symbiotisk forhold til naboerne. Mindretallet udgør den sproglig-kulturelle merværdi i grænselandet. Mindretallet er det, man med et tysk begreb har benævnt som Standortvorteil. Mindretallet gør en afgørende forskel. Mindretallet er forskellen, der skaber mangfoldighed i grænselandet. Men som mindretal må vi insistere på ikke at blive diskrimineret. Vi må hævde vores ret om nødvendigt, hvilket meget efterhånden taler for - ved aktivt at gøre brug af vores rettigheder i henhold til national og international lovgivning. Det danske mindretal og dets børn her i Risby er ligesom alle andre steder i hele Sydslesvig ubestrideligt 100 % værd! Fortsat godt årsmøde. Tak for opmærksomheden! 7