øjnene som ens egne kvaliteter: rettidig omhu, dristighed, intelligens, energi osv.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "øjnene som ens egne kvaliteter: rettidig omhu, dristighed, intelligens, energi osv."

Thea Ebbesen
7 år siden
Visninger:

1 Tekster: Ordsp 3,27-35, 1 Joh 1,5-2,2, Luk 16,1-9 Lihme Den mørke nat 313 Kom regn af det høje (mel. Hartmann) 696 Kærlighed er lysets kilde 685 Vor Gud er idel kærlighed (mel. Strassburg 1525) 438 Hellig, hellig, hellig 477 Som korn 728 Du gav mig o Herre Rødding Kom regn af det høje (mel. Hartmann) 696 Kærlighed er lysets kilde 685 Vor Gud er idel kærlighed (mel. Strassburg 1525) 787 Du, som har tændt Der er en enkelt sætning, der frem for nogen er blevet stående som samlende udtryk for teologen og filosoffen K.E. Løgstrups tænkning. Sætningen lyder: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Sætningen tages oftest frem for at understrege den forpligtelse mødet med vore medmennesker rummer for os: pligten til at tage vare på hinanden. Men sætningen gælder jo også den anden vej rundt: vi møder aldrig et menneske, uden at dette menneske i større eller mindre grad er med til bestemme, hvordan vort liv og vor dag skal være. Ofte glemmer vi det, - specielt når alt går godt for os, så er det ikke så meget de andres medvirken til ens lykke der springer i 1

2 øjnene som ens egne kvaliteter: rettidig omhu, dristighed, intelligens, energi osv. Lignelsen om den uærlige godsforvalter handler om et menneske, der er kommet frem i verden. Han er blevet godsforvalter, en betroet administrator af en rigmands ejedomme. Oversat til vor egen virkelighed kan vi forestille os manden som direktør i et firma, hvor han står til ansvar overfor en bestyrelse og en aktionærkreds. En mand der tjener sit udkomme ved, at andres få penge til at yngle. Vi må forestille os, at han har kæmpet sig op ved flid og dygtighed, indtil han nåede den betroede post, han nu besidder. Men han er åbenbart faldet af på den. Og den kapital han skal tage vare på yngler ikke så effektivt, som den skulle. Direktøren bliver indkaldt til møde med bestyrelsen. Og pludselig bliver det brutal virkelighed for ham, at hele hans livsgrundlag tages fra ham. Hans flid, hans dygtighed, hans held alt det hjælper ham ikke længere. Og dog. For enten ved han det allerede, eller også går det med ét op for ham, at han jo hele tiden har levet af andre: han har levet af aktionærernes indskud og bestyrelsens tillid. Han har levet af kundernes efterspørgsel efter firmaets varer. Det har aldrig været hans flid, dygtighed og held alene, der har skaffet ham udkommet, men det har hele tiden været det, han selv var, i samspil med andre, der har givet ham udkommet. Den erkendelse bygger han nu videre på ved at begynde at svindle med de betroede midler, han stadigvæk har råderet over, og han smører firmaets debitorer godt og grundigt. For den ene tjeneste er vel den anden værd. og når han 2

3 nu sørger godt for dem, kan de vel også sørge godt for ham sidenhen. Det er en fuldstændig umoralsk lignelse om en fuldstændig umoralsk mand. Og der er måske en pointe i alt det umoralske. Det skal jeg vende tilbage til. Men i første omgang er det Jesus vil vise med lignelsen, at vi som mennesker er bundløst afhængige af hinanden. Vi kan ikke undvære hinanden. Intet menneske kan bestå helt alene. Romanen om Robinson Crusoe handler om en mand der overlever mutters alene på en ø i flere år. Er han måske ikke, bortset altså fra at han er en romanfigur, et eksempel på, at et menneske netop godt kan overleve i kraft af sig selv? Nej, for det der sætter Robinson i stand til at klare sig alene på den øde ø, det er alt det han har med sig hjemmefra. Det er alt det han har set andre mennesker gøre, det er alt det han har suget til sig i samspillet med andre, før han strandede på sin ø og var henvist til sit eget selskab dag ud og dag ind. Noget af det, der adskiller os mennesker fra alle andre væsener, det er at vi kan tale. Og sproget og taleevnen kan kun udvikles i selskab med andre. Allerede i kraft af det der definerer os som mennesker: evnen til at tale, er vi entydigt henvist til at leve vort liv i fællesskab med andre. Så kan det sociale fylde mere eller mindre i forskellige menneskers liv, men socialt samvær med andre er ikke desto mindre en grundbetingelse for at kunne formes som menneske. Derfor er det heller ikke et vilkårligt krav, når Jesus siger at det at 3

4 elske sit medmenneske er lige så fundamentalt nødvendigt som at elske Gud, der har givet én livet. Nej, Gud og medmennesket er selve de kilder livet strømmer til os igennem. Og Herren roser den uærlige forvalter, fordi han har handlet klogt, han har nemlig bygget sit liv på selve det fundamentale forhold i tilværelsen, at det er vore medmennesker, der afgør, hvordan vort liv bliver. Og det gælder jo både på godt og ondt. Helvede, det er de andre! sagde filosoffen Sartre. Jeg tror ethvert mobbeoffer vil give ham ret. Men de andre kan også være himmerig, som når man sidder sammen med gode venner og synger og fortæller og den ene historie og sang afløser den anden og man kan simpelthen ikke holde op, fordi glæden ved at være sammen og dele samme oplevelse er så stor. Der er mennesker hvis liv bliver reddet fordi der er andre til stede, der hjælper, når man kommer i nød, og der er mennesker der dør, fordi andre vil én noget ondt. Men under alle omstændigheder så er samspillet med andre et grundvilkår i vores tilværelse. Hvordan sikrer man så at vi gør livet godt og ikke ondt for hinanden? Ifølge Jesus og hans apostle, så er der kun en vej at opnå dette ad. Og det er ved at vi elsker hinanden. Kærligheden gør det indbyrdes liv blandt mennesker til et himmerig. Men vel at mærke kun hvis kærligheden besjæler alle parter. Jesus selv blev slået ihjel trods sin grænseløse kærlighed til andre mennesker, fordi de jo netop ikke delte hans kærlighed. Så ikke en gang ved at elske vor næste kan vi frelse os selv. Vi kan overhovedet ikke frelse os selv. 4

5 Kun Gud kan frelse os. For kun Gud kan optø vort eget og vor næstes kolde hårde hjerter og lade den indbyrdes kærlighed overmande os. Mens vi venter på, at Gud skal lade den kærlighed som ene kan frelse os og verden vælde frem er det klogeste vi kan gøre at se i øjnene, at vi er i bund og grund afhængige af hinanden helt og holdent overgivet til hinandens nåde og unåde, og så prøve at opretholde i det mindste tålelige relationer til vore medmennesker, også selvom vi ikke kan tvinge os selv til at elske dem. Hvorfor skal dette siges i en så umoralsk indpakning, som fortællingen om den uærlige godsforvalter jo er? Fordi det at vore medmennesker bestemmer hvordan vort liv bliver, det er et forhold som gælder ikke bare i det ordnede, pæne samfund, men alle vegne, hvor mennesker lever og færdes. Det gælder i forbryderbander, det gælder i fængsler og fangelejre, det gælder på efterskoler og i husmoderforeninger. Alle vegne gælder det, at vi kan gøre hinanden glade og vi kan gøre hinanden kede af det. Og somme tider vil vi opdage, at det ikke er de mennesker, vi venter det af, der gør os glade. For Jesus er det afgørende ikke de sociale fællesskaber, vi afgrænser os selv inden for, og de regler, der gælder i disse fællesskaber. Faktisk respekterer han slet ikke de grænser, vi trækker mellem forskellige grupper af mennesker. For Jesus er det afgørende, at i det menneskelige samspil vi alle sammen er henvist til at leve vort liv i, der kan vi gøre tilværelsen til et himmerig for hinanden, hvis 5

6 kærligheden får lov at bestemme den måde vi lever med hinanden på. Uanset om det så sker på kryds og tværs af de sociale fællesskaber og de moralske regler, vi har opbygget. Amen. 6

Relaterede dokumenter

22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han

22.s.e.trin.A 2017 Matt 18,23-35 Salmer: 753-523-522 885-845-598 Det er sagt så klogt: Den som ikke kan tilgive andre, brænder den bro ned, som han selv skal gå over. Det er rigtigt. Vi er klart afhængige