www-rejse og skriv om den til glæde for medlemmerne. Indenrigs har vi fået rejst nye selvhjælpsgrupper: to socialfobigrupper

Transkript

1 ISSN Angstforeningens nyhedsbrev nr. 2, April 2002 Siden sidst Af Kamma Kaspersen Redaktør Angstforeningens medlemsskare har siden sidst passeret de 400. Det er vi glade for. Kun ved at stå sammen kan vi øve indflydelse socialt, politisk og dermed blive i stand til at kræve forbedrede behandlingstilbud. Det er stadig langt fra tilfredsstillende med de få og tilfældige tilbud angstramte får i dag. Dansk Psykiatrisk Selskab er netop kommet med en rapport: Behandling af psykiske lidelser af ikkepsykotisk karakter der peger på, at Danmark har ca mennesker med en angstlidelse. Faktisk dobbelt så mange som hidtil antaget.. I Sverige kalder man angst en folkesygdom. På Uppsala Universitet har man forsket i angst og fundet at 15% af svenskerne har socialfobi Vi må konstatere at der foregår mere angstforskning uden for landets grænser, hvorfor vi har haft udsendte medarbejdere til at studere forholdene i Norge, London, Tyskland, Sweitz og Argentina. Den verdensomspændende undersøgelse fortsætter i næste nr. af Angst-Avisen, 0g har nogle af jer kendskab til eksotiske sprog og færdes hjemmevant på nettet, vil vi gerne opfordre jer til at tage på en www-rejse og skriv om den til glæde for medlemmerne. Indenrigs har vi fået rejst nye selvhjælpsgrupper: to socialfobigrupper på Østerbro. En panikangst-gruppe og en generaliseret angst på Frb. På Amager har vi to grupper. Der er nu grupper i Næstved, Roskilde, Odense, Horsens, Århus og Ålborg samt en telefonkæde for årige, hovedsageligt med agorafobi. I Valby Medborgerhus har vi holdt foredrag om socialfobi. I Futura-cafeen, Næstved om panikangst og socialfobi. På AOF i Horsens: et debat-møde om angst. Både angstramte, psykiatere og psykologer har deltaget i ovenstående. Der planlægges flere arrangementer rundt i landet da synliggørelse og oplysning er med til at aftabuisere angst. Hvis en større by har 5-6 medlemmer, der ønsker en selvhjælpsgruppe, kan vi hjælpe med at søge om lokaler og midler til supervision, foredrag o.l. Et bestyrelsesmedlem kan være behjælpelig med retningslinier, materiale samt kontakt til pressen. Vi har fået en del omtale i medierne: lavede Radio Mølleå et program med to bestyrelsesmedlemmer: Angst og fobier, der følges op af et program om selvhjælpsgrupper 8.4. DR, P4 lavede et interview med et medlem fra Ålborg, overtegnede og formanden for de praktiserende læger i Nordjylland om lægers manglende kendskab til angst. Politiken bragte et portræt af vores næstformand kombineret med en artikel om de mange med angstlidelser og 21.3.viste Frb. Lokal- TV, Kanal 4 en udsendelse om angst med overtegnede og en psykolog. Horsens Folkeblad 21.3., Frederiksberg-Bladet Roskilde Avis 9.2., Næstved Tidende og lokalradio 5.2 og Fyns Stifttidene har bragt omtaler af foreningen. Siden sidst... s. 1 Til vore læsere... s. 2 Angstringen i Oslo... s. 3 Angst i Tyskland/Sweitz... s. 4 Angst i London... s. 6 Angst på spansk... s. 7 Forskningsnyt... s. 8 De såkaldte lykkepiller... s. 9 Er SSRI-behandling af angst risikabelt?.... s.10 Mit møde med angsten... s.11 Hjælp dig selv... s.12 Det mystiske behandlersystem s.13 Brev til sundhedsministeren... s.15 Hypokondri... s 18 Bogreolen:... s.20 Genialitet og galskab. Forholdet mellem psykologisk og medicinsk behandling af psykiske lidelser..kognitive behandlingsformer. Styrk dit selvværd.social fobi. Angstnovelle: Gæsten... s.24 Fra en angstfyldt tilstand... s.26 Til eftertanke... s.27 Generalforsamling... s.27 Annoncesiden... s.28

2 Angst-Avisen Side 2 April 2002 Redaktion: Kamma Kaspersen (ansv. red.) Alexandra Pilegaard Lind Produktion SaloDigital Oplag 700 Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på alle skribenter. Bidrag sendes på diskette eller e- mail til: kk@angstforeningen.dk Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. Angstforeningen er politisk og religiøst uafhængig og forholder sig neutralt ang. medicin og behandlingsformer. Angst-Avisen er foreningens medlemsblad og udkommer p.t. 3 x årligt. Løssalg pr. stk: kr. 25,00. Årskontingent kr. 100 pr. person. Gaver og sponsorbidrag op til 5000 kr. årligt er fradragsberettiget efter ligningslovens 8A. Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde nye medlemmer velkommen. Vi er glade for at I har valgt at støtte os og vi er sikker på at vi i fællesskab kan gøre en forskel og forbedre forholdene for angstramte. Samtidig vil vi også gerne takke de mange, der har givet et gavebeløb til foreningen. Som nystartet forening er det begrænset hvilke midler man kan få fra puljer og fonde, og vi har brug for penge alene til den daglige drift. Vi har planer om at lave læsernes egne sider, hvor I kan komme med forslag, gode råd, digte, angstvittigheder, tegneserier eller ideer. I er velkomne til at skrive til os på vores nye adresse, eller ringe: Angstforeningen Frivillighedscenteret Peter Bangsvej 1, blok G, Frederiksberg Tlf. (kontor): Samtalelinie: I må gerne holde øje med vores hjemmeside: under rubrikken: Arrangementer, da vi regner med at komme rundt i landet og holde foredrag samt om muligt planlægge en uges højskoleophold på Fyn i sommerferien for socialfobikere kl. 19 er der arrangement om hypnose i Valby Medborgerhus. Vi har en lille opfordring til jer om at henvende jer, hvis jeres navn eller adresse ikke er korrekt. Vi får desværre af og til post retur, fordi et husnummer eller en stavemåde er forkert. Hvis I ikke ønsker stempel på kuverten har vi mulighed for at registrere det. Derudover vil vi meget gerne bede om jeres -adresser. De der ikke har indmeldt sig via vores hjemmeside, må meget gerne sende en mail til post@angstforeningen.dk, så vi kan registrere jeres mail. Det gør det nemmere og billigere for os at komme i kontakt med jer via mail. Hvis der fx. pludselig opstår et arrangement, som vi skønner I vil have interesse i, eller når dagsordenen til generalforsamlingen skal sendes ud, kan vi via mail hurtigt få givet besked til alle. Dette nr. udkommer med forsinkelse da vi har afventet forslag fra medlemmerne til generalforsamlingen, hvor der var frist

3 Angst-Avisen Side 3 April 2002 Angstringen i Oslo Af Anne M. Olsen. Angstringen i Oslo, startede i 1985 med en lille kontaktannonce hvor en person søgte andre med angst. Der kom hurtigt en håndfuld til, der holdt møder privat. Foreningen hed ganske sigende bare angst. I 1990 skiftede foreningen navn til Angstringen. Formålet er selvhjælp og information. Ikke som sådan at forbedre angstes vilkår. Der var ingen telefon, lokaler, penge eller ideer omkring struktur eller planer. Udgangspunktet var fællesskabet omkring angst.en. Siden 1985 er der kommet 165 selvhjælpsgrupper alene i Oslo. Det er uvist hvor mange medlemmer foreningen har, da der er stor udskiftning. Målsætningen er at man starter en proces og får forbedret hverdagen. Filosofien er at man fra at bekæmpe angsten kan tilrettelægge en angstfri hverdag. Angst opfattes som noget man skal arbejde med. I gruppen får man støtte til at udfordre ting man ikke magter. Angst opfattes som en naturlig del af livet, og man ønsker at gøre op med sygeliggørelse af angst. Den irrationelle angst med forskelligt fysisk udtryk opfattes ens for alle. Som et signal fra kroppen, der slår alarm og ikke skal fortrænges. Ved at lytte til angsten og blive dus med den kan man undgå symptomerne. Grupperne dannedes efter angsttype, men det viste sig at alle havde samme grundfornemmelse. En gruppelederrolle gik på skift, men lederen kunne undværes, så alle i gruppen følte sig ansvarlige. Ved nystartede grupper er der to igangsættere. I starten havde foreningen tilknyttet fagfolk og temaaften om angst, men det viste sig at egne erfaringer og handlinger bar frugt. Holdningen i Angstringen er: at finde egne ressourcer frem, tage ansvar for eget liv og styre det i den retning man gerne vil have. Selvhjælp er en proces der går fra en passiv tilstand med hjælp til at blive aktør i eget liv. Grupperne bygger på gensidighed, ligeværd, tolerance og åbenhed, men ikke mere end deltagerne selv er klar til. Der er tavshedspligt og må meldes afbud. Grupperne lægger op til vækst indefra uden vejledning eller belæring og der er en flad struktur uden gruppeleder. Selvhjælp betyder at man ikke lader angsten stoppe en. Det opleves bedre at have angst og gøre noget, end at have angst og lade være. Man skal sætte grænser og være ærlig overfor sig selv. Fra 1986 har der været to psykologer tilknyttet som konsulenter til konkrete problemer. Erfaringen viser at ikke alle kan bruge den form for selvhjælp. Al årsagsbehandling skal ske i samarbejde med en terapeut. Der er desuden en aldersgrænse på min. 18 år og max 70 år. Hvert medlem skal kunne komme til og fra gruppemøderne, så der ikke opstår afhængighed da ingen skal stå i taknemlighedsgæld til andre. Alt for syge personer kan ikke deltage. Der er fælles fester i foreningen og åbent hus en gang om ugen. Der udkommer en medlemsavis Livsnerven. Hver gruppe består af 5-8 personer og aldersspredningen må ikke være over 15 år fra yngst til ældst. I 1993 lavede man en undersøgelse blandt medlemmerne, der viste, at det første skridt til at kontakte Angstringen var svært, men at det var en stor befrielse at tale om angsten. Det var en lettelse at andre så normale ud og også havde problemer. De fleste forventede at møde ligesindede og blive forstået og dele erfaringer og få hjælp til at mestre angsten. At komme ud af ensomhed. 71% oplevede en forbedring i deres angst. 29% havde ikke oplevet nogen forandring. De væsentligste forandringer var: Større åbenhed og tryghed, øget motivation. Bedre social kontakt, og brud på isolation og ensomhed. Flad struktur i grupperne blev opfattet positivt. Dårlige erfaringer var ustabilitet i fremmøde, for mange problemer og for lidt "der nytter" samt forkert gruppesammensætning. 75% kvinder og 25% mænd besvarede skemaet. Flest mænd fik indfriet forventningerne. Da foreningen fik midler fra Social- og Sundhedsministeriet lavede de annoncekampagner og informationsmateriale. Der er en telefon som betjenes af angstramte. Der er udsendt brochurer til landets kommuner, biblioteker, apoteker, læger, overnatningssteder osv. Der holdes utallige foredrag rundt i landet.

4 Angst-Avisen Side 4 April 2002 Angst essen Seele auf - Behandling og muligheder for angstramte i Tyskland og Schweiz Af Alexandra Pilegaard Lind Angst essen Seele auf. Titlen på den tyske forfatter Rainer von Fassbinders film fra 1973 synes igen aktuel efter at det tyske sundhedsvæsen har anslået, at mere end 10 millioner mennesker i Tyskland lider af en angstdiagnose der gør dem ude af stand til at opretholde en normal tilværelse. I forhold til en samlet tysk befolkning på 82,7 millioner, udgør angstramte en forholdsvis stor del, hvilket adskillige tyske websites om angst vidner om. Disse spænder fra meget personlige beretninger over det mere informationsprægede til faktiske tilbud til angstramte. Da det tyske sundhedsvæsen er anderledes end det danske, er det ikke muligt at give et helhedsbillede for nationen. De fleste tyske borgere er medlem af en sygeforsikring, der giver gratis lægehjælp ved offentlige eller private klinikker eller sygehuse. Dog er ca. 10 % ikke medlem og derfor ikke dækket. Tyskland består af forskellige delstater, der i større eller mindre grad er selvstyrende enheder. Hver delstat har ansvaret for organisering af sygehusvæsenet, hvorfor der forekommer regionale variationer i tilbud og behandling. Generelt er der i de fleste delstater mange muligheder for angstramte. Angst- Avisen har set nærmere på et par af disse muligheder. Tyskland har i lighed med vores egen Angst-Avisen et tidsskrift kaldet Daz (deutsche Angst Zeitschrift).Avisen opstod på initiativ af en angstforening i München og henvender sig til angstramte, pårørende, læger, psykologer, klinikker og rådgivningscentre. Hovedformålet med tidsskriftet er at nå bredt ud, så offentligheden, medierne og sundhedsvæsnet får et større indblik i angstproblematikken. Indholdet i Daz består i lighed med Angst-Avisen af information om angst, behandling, selvhjælpsgrupper og forskningsresultater. Daz udkommer fire gange årligt i et større oplag. Det skrives og redigeres af psykologer og tidligere angstramte. I hovedstaden Berlin har der siden 1988 eksisteret en angstforening (Agoraphopie e. V. Berliner Angstzentrum und Selbsthilfeprojekt), hvor den daglige ledelse varetages af to psykologer og en socialrådgiver. Foreningen, er overvejende økonomisk støttet af byrådet i Berlin, rådgiver mennesker med angst og fobier og henviser til samarbejdspartnere: læger, klinikker og psykoterapeuter. Angstforeningen i Berlin har også forskellige tilbud i eget regi. Udover at være informationscenter for angstlidelser tilbyder foreningen personlig psykologisk rådgivning og finder i samråd med den angstramte frem til behandlingsmuligheder, der passer ham/hende bedst. Foreningen tilbyder individuel- eller gruppeterapi, men kan også henvise til andre terapeuter uden umiddelbar tilknytning til foreningen. Torsdag aften er der åben for personlig rådgivning, også i akutte situationer. Pårørende tilbydes et månedligt møde med andre pårørende. Ligesom der er et månedligt tilbud til angstramte om gruppesamtale. Berliner Angstzentrum gør et stort arbejde for at etablere selvhjælpsgrupper der startes i samarbejde med en psykolog, der følger gruppen et stykke tid. Foreningen forsøger at matche behandlingstilbud med den angstramtes ønsker. Der nævnes både kognitiv adfærdsterapi, psykoanalyse, gestaltterapi, NLP og hypnose. De to førstnævnte er mest udbredt. Gestaltterapi interesserer sig for, hvordan vi opfatter omverdenen i meningsfulde helheder, dvs. i gestalter. Terapien hævder, at vi kan være i besiddelse af uafsluttede gestalter. Fx: aggressioner, had eller sorg, der ikke er gennemlevet. Gestaltterapien arbejder med at forløse disse, så der ikke bruges energi på at undertrykke dem. Dette kan føre til spændinger og angsttilstande, da krop og psyke hører sammen. NLP: Neuro Linguistisk Programmering arbejder ud fra en overbevisning om at vores måde at opleve verden på, er bestemt af hidtidig indlæring, både bevidst og ubevidst. Bevidsthed er nødvendig, hvis man ønsker forandring og udvikling. Hypnoseterapi får angste til at tale ud om de konflikter, der ofte knytter sig til angstens fysiske symptomer. I Hamburg og Düsseldorf findes der klinikker (IFA Institut für Angstbefreiung), der udelukkende beskæftiger sig med angstbe-

5 Angst-Avisen Side 5 April 2002 handling. IFA-instituttets program foregår i tæt samspil med den angstramte til en forståelse og acceptere af angsten og mulige årsager. IFA-metoden er udviklet til angstramte ud fra formodningen om, at angstens årsager findes i menneskets livsvilkår. At alle angste har været udsat for psykisk belastning i større eller mindre grad, fx: alkoholisme i familien, manglende kærlighed og omsorg, separationsangst og overbeskyttelse fra forældrene. Angst opfattes derfor af IFA-instituttet som sjælens afværgemekanisme over for ubehagelige følelser og oplevelser, hvorfor der må gribes fat i dybereliggende årsager. Ellers vil angsten ubevidst fortsætte og automatisk opstå i pressede situationer. Behandlingen sker ud fra følgende tre grundelementer: 1. Stabilisering af indre uro. 2. Erkendelse af angsten og dens rødder (vigtigt i IFA) 3. Omsætte ovennævnte i hypnose, individuelt. Metoden stammer fra teorien om, at 70 % af tankemønstre og følelser styres af underbevidstheden. I hypnose forsøger man at omprogrammere det hidtidige handlingsmønster ved angstanfald. Ifølge IFA-instituttet virker dette på 90 %. På Vogelsbergklinikken i Grebenhain, tilbyder man en kombination af traditionel psykoterapi samt deltagelse i: angstsport. Da angst giver kropslige symptomer som åndenød, trykken i brystet, hjertebanken og svimmelhed, anser klinikken sportsøvelser for en god og sjov måde angstramte kan opleve deres krop i andre sammenhænge reagere med hjertebanken og høj puls. Mange reagerer ofte med stor skepsis, siger Klaus Dörflinger, sportsterapeut på klinikken. En del afholder sig pga. de stærke kropslige symptomer, de har oplevet i forbindelse med angstanfald, fra overhovedet at anstrenge sig fysisk og ser derfor ingen umiddelbar sammenhæng mellem sport og overvindelse af angst.. Sportsterapi er et frivilligt tilbud, men en værdifuld måde at omsætte teori til praktiske øvelser på. Disse består bl.a. i åndedræts- og afslapningsøvelser, der kan bruges ved et angstfald. Det tydeliggøres at angst er en følelse og at alle følelser, positive som negative, vil medføre kropslige forandringer og symptomer. Formålet er, at blive fortrolig med kroppens funktioner. Kontrol af åndedræt, kan afværge eller formindske et angstanfald. Behandlingsformen synes effektiv, men klinikken understreger, at den er en del af et samlet behandlingsprogram og ikke bør stå alene, men følges op af samtaleterapi eller medicin eller en kombination af begge. De her beskrevne muligheder er en kun en lille del af Tysklands tilbud. Der er tjenester i hver delstat, hvor man kan få råd og vejledning. Det understreges af Berliner Angstzentrum, at kognitiv terapi evt. i kombination med SSRI-præparater er den mest udbredte behandlingsform og samtidig den, der hurtigst giver resultat. Tilbud om fx psykoanalyse, gestaltterapi og samtaleterapi er for den klient, der har overskud til at arbejde med sit ubevidste følelsesliv. Tysklands mange tilbud vidner om samfundsmæssig accept af angst og en målrettet indsats mod forbedrede vilkår. I Schweiz er der først for nylig blevet oprettet en forening, der varetager angstramtes interesser, og så vidt vides kun i den tysktalende del af Schweiz. Foreningen, der kalder sig AphS, blev dannet og har til huse i Bern. Angstforeningen i Schweiz er et tilbud til angstpatienter og pårørende, men vil komme til at bestå af et samarbejde med læger, psykologer og psykiatere. Først nu er der ved at komme fokus på angst som et sundhedsøkonomisk problem. Angst har længe været, og er måske stadig, et tabubelagt område. Før foreningens dannelse havde den tysktalende del af Schweiz ingen reelle tilbud til angstramte udover selvhjælpsgrupper, der samlet ikke talte mere end 100. Fraværet af en samlet institution for angstramte har betydet manglende kendskab til nyeste forskning. Foreningen betoner den manglende interesse fra officiel side og fremhæver Tyskland som foregangsland. AphS arbejder primært med at informere om behandlingsmuligheder og vil oprette en ledsageordning for særlig hårdt ramte. Oprettelse af selvhjælpsgrupper og informationsmøder for pårørende er et vigtigt aspekt i foreningens startfase. På sigt vil man arbejde målrettet med kampagner om angsttilstande samt forsøge at skaffe praktikpladser til de mange, der har måttet forlade arbejdsmarkedet pga. angst. De fleste lande vil kunne hente megen inspiration i nabolandet Tyskland. At 15 % af industrilandenes befolkning har en angstdiagnose bør være et kraftigt signal til offentligheden om at skærpe opmærksomheden på dette sundhedsproblem.

6 Angst-Avisen Side 6 April Af Alexandra Pilegaard Lind I forbindelse med Angst- Avisens tema om behandlingsmuligheder i andre lande, har vi talt med den danske psykolog Ulla Damgaard- Sørensen, der er bosiddende i London. Ulla Damgaard- Sørensen er uddannet i psykologi fra Westminster University i London, og er i gang med et tre-årigt ph.d forløb i klinisk psykologi. Uddannelsen veksler mellem praktik og teori, således at de ph.d studerende under supervision fra en klinisk psykolog får tildelt egne patienter med forskellige sygdomsforløb samtidig med at de bliver opdateret med den nyeste forskning. Uddannelsen er sponsoreret af det engelske sundhedsvæsen NHS National Health Insurance. Ulla Damgaard- Sørensen har netop afsluttet et af sine praktikophold, hvor hun har arbejdet i distriktspsykiatrien (Secondary Care, Community Mental Health Care Team) med patienter i alderen med både angst og depression. Hun fortæller her om sine erfaringer og kendskab til angstproblematikken. Angst-Avisen: Mange undersøgelser anslår, at ca. 15 % af befolkningen i et industriland har en angstdiagnose. England hører til denne kategori, men hvorledes bliver der taget hånd om dette? Ulla D-S: Jeg synes den engelske befolkning har en forholdsvis acceptabel holdning over for mentale sundhedsproblemer. Dette kan måske skyldes, at man i England i lighed med det tal du refererer til statistisk set har beregnet, at 1 ud af 4 voksne på et eller andet tidspunkt i deres livsforløb vil løbe ind i behandlingskrævende mentale sundhedsproblemer. Der er derfor gjort meget ud af at gøre opmærksom på dette gennem hårdnakkede nationale oplysningskampagner. Angst-Avisen: Men hvordan er de reelle muligheder? Lever de op til kampagnens ønske om bedre muligheder for føromtalte gruppe? Ulla D-S: Der er gode muligheder for angstramte i England. Henvendelse sker først og fremmest til egen læge, der efterfølgende henviser til behandling i en af de tre områder som det engelske sygehusvæsen er opdelt i. Hvis man aldrig før har haft mentale sundhedsproblemer, bliver man af lægen henvist til Primary Care, der tager sig af lettere angsttilstande eller depressioner. Inden for de senere år har praktiserende læger i stigende grad haft mulighed for at behandle patienten i egen klinik, idet lægen har haft kliniske psykologer tilknyttet klinikken. Ventelisterne til både Primary Care og behandling hos psykologer hos egen læge kan dog være lange, idet der generelt er mangel på behandlere såvel som tilskud. Mennesker der foruden angsten skønnes at lide af en mere permanent diagnose som depression eller skizofreni bliver automatisk henvist til Secondary Care/distriktspsykiatrien, der behandler de lidt mere komplekse tilfælde. I særligt alvorlige tilfælde henvises til hospitalsafdelinger, der udelukkende har specialiseret sig i angstbehandling. Jeg har ikke umiddelbart kendskab til en angstforening på national basis, men jeg vil tro, at der eksisterer mange regionale og lokale foreninger. I England er der mange grupper, der varetager befolkningens interesser og ønske om oplysning. I behandlingen lægges der desuden vægt på den angstramtes egne ønsker, hvorfor der altid vil være nogen, der udelukkende vil foretrække medicinsk behandling med SSRIpræparater, hvor andre kun vil gøre brug af kognitiv adfærdsterapi. Langt de fleste vælger dog en kombination, der på sigt fremviser de bedste resultater. Tilbud til angstramte findes over hele England, men der ses alligevel en skævvridning i forhold til mindre byer, da de bedste tilbud hovedsageligt er koncentreret omkring London. Dette har skabt stor debat, og det engelske sundhedsvæsen er derfor i gang med en strukturomlægning, så alle får samme muligheder. Angst-Avisen: Du nævnte før terapiformen kognitiv adfærds terapi. Denne terapiform er i mange lande næsten blevet synonym med behandlingen af angst. Hvorfor er lige netop denne model særlig velegnet? Ulla D-S: Det er korrekt, at kognitiv adfærdsterapi i øjeblikket nyder stor anerkendelse. Årsagen til dens succes skal sikkert findes i det faktum, at der er tale om et kortere terapiforløb, hvor den angstramte i flere tilfælde allerede efter 12 timers terapi vil

7 Angst-Avisen Side 7 April 2002 have overvundet sin angst eller i hvert fald have fået den ned på et lavere niveau. Det er en model, der arbejder på at få den angstramte til at forstå forholdet mellem tanker, følelser, adfærd og fysiologiske reaktioner. Modellen postulerer, at der er en sammenhæng mellem disse komponenter, og videre at man kan gå ind og ændre på nogle af dem og derved skabe fx en reduktion i den fysiske, emotionelle og kognitive oplevelse af panik. Kognitiv adfærdsterapi udøves i et samspil mellem terapeut og klient. Klienten tænker ofte i forbindelse med et angstanfald eller en angstprovokerende situation, at han ikke kan klare det og vil falde om. Det er vigtigt, at klienten erkender, at han har en automatisk negativ tankeproces. Kan vedkommende dette, kan man gå ind og konfrontere disse negative tanker med direkte spørgsmål, så tankerne fremstår som mere logiske. Er vedkommende fx nogensinde faldet om? Da dette er yderst sjældent, arbejdes der alene på at nå frem til en mere balanceret tankeproces, der vil gøre klienten i stand til fremover at tage kontrollen over sine angstanfald. Nøgleordet er motivation. I kognitiv terapi bruger man en lang række simple teknikker man lærer blandt andet om angstens onde cirkel. Angsten vil automatisk fortsætte, hvis ikke man går ind og ændrer sine tanker/adfærd. Meget ofte er der tale om, at patienten undgår situationer, der er særligt angstprovokerende. Det kan være at køre i bus, gå i supermarkeder eller helt andre ting. I behandlingen betones det, at undvigelse fra dette blot vil føre til yderligere angst, da man kun lærer undvigelsesmekanismer. Undvigelse leder kun til en korttidsforbedring, men på langt sigt har den meget negative konsekvenser. Hovedformålet med kognitiv adfærdsterapi er derfor at stille spørgsmål ved adfærden. Den angstramte udfordrer derefter gradvist angsten ved at gøre de ting angsten har afholdt ham/hende fra at gøre. Man starter dog altid med det mindst angstprovokerende for til sidst at nå helt til tops i angstens hierarki. Det er i den forbindelse vigtigt at få fysisk kontrol over sine oplevelser. Det sker ved åndedrætsøvelser og afslapning teknikker man kan bruge ved et angstanfald. Det er nødvendigt, at situationer man udsættes for er angstprovokerende, så man efterhånden får følelsen af at være i stand til at kontrollere angsten. Det er almindelig praksis, at den angstramte sideløbende udfylder en dagbog med angstprovokerende situationer. Hvilke tanker man gjorde sig, hvor højt angstniveauet var. Man starter med at udsætte sig for angsten sammen med terapeuten, men får i behandlingsforløbet, der typisk strækker sig over 12 uger, herefter hjemmearbejde i form af de samme opgaver. OBS! OBS! Du kan se vores budget for 2002 Du kan se vores budget for samt vores regnskab for 2001 på 2002 samt vores regnskab for medlemssiden på nettet. Du kan 2001 på medlemssiden på nettet. også få det tilsendt hvis du ringer Du kan også få det tilsendt hvis eller skriver til os. du ringer eller skriver til os. Angst-Avisens udsendte medarbejder Petrine Severin. Som angstramt og lægmand glæder jeg mig altid over, at der i hele den vide verden er tilgængeligt og relativt letfordøjeligt materiale på nettet for alle, der på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med angsten. Således var jeg besøgende nr på netværk for mental sundhed, et af Den argentinske Republiks første netværker for behandling af patienter med panikangst, generaliseret angst, socialfobi, agorafobi, enkeltfobier og ocd. En fagruppe bestående af psykiatere, psykologer og læger har siden 1990 helliget sig forskning i og behandling af disse samt andre psykiske lidelser. Hovedsædet lå oprindeligt i Buenos Aires, men med en patienttilgang på over 4.000, besluttede man at decentralisere og danne arbejdsgrupper i hele republikken. På hjemmesiden finder man informative artikler om de forskellige psykiske lidelser, dog intet udover det sædvanlige. Som patient kan man få en elektronisk konsultation eller man kan bestille tid til visitations-samtale på et af ti behandlingssteder. I det omfang det skønnes påkrævet, er der ligeledes mulighed for at behandle patienten i hjemmet.

8 Angst-Avisen Side 8 April 2002 Et af de mere interessante tiltag er tema- og arbejdsmøder for patienter og pårørende. De afholdes den sidste uge i hver måned under slagordene mental sundhed og livskvalitet og man melder sig til kvit og frit i det område, hvor man nu bor. Har man yderligere behov for at udvide sin horisont og deltage i online-debatten, skal man blot haste videre til et samlingssted for alle spansktalende, der har lyst til at vide alt om... alt. Så havner man i noget, der mest af alt minder om netdoktor, dog en anelse mere forvirrende! Et selvhjælpsforum med oplysninger fra patient til patient og efter at have læst MANGE indslag, må jeg tørt konstatere at de kæmper med præcis det samme som os her i Danmark. Kære venner, vi ER altså ikke alene. Socialfobi. Social fobi har formentlig altid eksisteret. Der er eksempler på filosoffer og kunstnere i antikken og middelalderen der har beskrevet den. Robert Burton ( ) der skrev mammut-værket Melankoliens Anatomi nævner bl.a. symptomer som rødmen, rysten, hyperventilering og taler om ubehag når man skal vise sig eller tale i forsamlinger eller foran en autoritet.. Angstgen? Af Kamma Kaspersen Forskere fra Barcelonas har studeret familier med tradition for panikangst, agorafobi og socialfobi. I den forbindelse fandt de et område på kromosom 15 der var ens hos 90% af familierne. Herefter undersøgte de 70 mennesker, der ikke var i familie, men havde disse angstlidelser. Alligevel havde 97% den samme genetiske defekt som er blevet kaldt DUP25. Området indeholder 60 gener, der kan gøre hjernen overfølsom over for stress. Miljøet spiller dog også en rolle, da 20% af personerne med DUP25 ikke havde angstlidelser Kilde: Politiken Humor mod angst? Et forsøg med at anvende humor i forbindelse med desensibilisering eller tilvænning ved enkeltfobier synes at være effektiv. En gruppe fik henholdsvis den gængse metode med afslapning og gradvis tilvænning fra en lille edderkop langt væk til en større edderkop tættere En på. anden gruppe fik til opgave at finde på sjove anvendelser af en gummi-edderkop, samt more sig over vittigheder eller film, mens de nærmede sig større og større edderkopper. Den tredje gruppe fik ingen behandling og var blot medtaget som kontrolgruppe. Det viste sig at gruppen med humor-terapi slap af med deres fobi i samme grad som gruppen med systematisk desensibilisering, hvor den tredje gruppes angst ikke havde ændret sig. Kilde. Forsknings-nyt fra psykologien (6), s Spiller cholesystin en rolle i forbindelse med panikangst? Af Alexandra Pilegaard Lind Et igangværende forskningsprojekt på Rigshospitalet ser nærmere på stoffet Cholecystokinins (CKK) eventuelle rolle i forbindelse med panikangst. CKK findes i store mængder i hjernen, hvor dets funktion er at overføre nervesignaler. Det er ca. 20 år siden man blev opmærksom på CKKs mulige forbindelse til angstanfald. Det skete i en helt anden forbindelse, da to danske biokemikere undersøgte, hvorledes CKK påvirkede dannelsen af væksthormon. Forskerne lagde selv krop til forsøget og sprøjtede CKK i egne årer. Resultatet blev, at de to biokemikere pludselig oplevede angstanfald. Dette lagde grund for videre forskning i CKK, og man arbejder nu ud fra teori en om, at panikangst kan skyldes en defekt i hjernens omsætning af CKK. Rigshospitalets forskningsprojekt er et samarbejde mellem professor i psykiatri Tom Bolwig, afdelingslæge og psykiater Elsbeth Steno og

9 Angst-Avisen Side 9 April 2002 Rigshospitalets Kliniks biokemiske Afdeling. Hovedformålet er at se på de receptorer, der binder CKK i hjernen. Der skal bruges 300 forsøgspersoner fra en sammensat gruppe af angstramte og raske slægtninge. Alle afgiver en blodprøve, hvorefter arvemassen i prøverne undersøges for afvigelser i genet for den såkaldte CCK-B receptor. Den foreløbige tese går på, at man vil finde bestemte varianter, der følger sygdommen panikangst. Det skal derefter klarlægges, hvad disse afvigelser betyder. Man håber, at projektet kan bidrage til større indsigt i biologiske faktorer ved panikangst, som man i dag kun har et mindre kendskab til. Indtil videre arbejder man i behandlingen af angstramte ud fra en kombination af SSRI-præparater og kognitiv adfærdsterapi. Rigshospitalets Angstklinik er et af ganske få organiserede tilbud i Danmark til angstramte. Henvisning til klinikken, der dog har lang ventetid, sker via egen læge. Tilbuddet består af et 12-ugers behandlingsforløb, hvori ovennævnte kombination indgår. Det anbefales dog at man fortsætter med SSRI-præparaterne et års tid efter endt behandling. SSRIpræparaterne virker på den måde, at de øger signalstoffet serotonin, der findes i hjernen. Det er blevet påvist, at serotonin har betydning for den enkeltes sindstilstand. Næste led i behandlingen er straks sværere, idet den angstramte gennem kognitiv adfærdsterapi skal arbejde med at ændre den angstprovokerende indlærte adfærd. Hvis man for eksempel er bange for at køre i bus, træner man først at køre et stop, så to og siden hen en hel tur. De såkaldte lykkepiller. Af Kamma Kaspersen. Hvis der er noget der kan få sindene i kog, er det de såkaldte lykkepiller. Det synes som om alle har en mening om dem, hvad enten de nu har haft dem tæt ind på livet, langt nede i halsen eller holdt dem i strakt arm og ti skridt fra livet. Den udmærkede Weekendavisen præsenterede i slutningen af sidste år således læserne for flere af disse stereotype holdninger, men dog med en drejning der giver debatten lidt mere spræl end hvad man ellers løber ind i, hvorfor jeg finder den værdig til gengivelse. Avisens faste reportere Peter Øvig Knudsen og Ina Kjøgx Pedersen lægger ud med De perfekte piller og serverer veloplagt nyheden om at en pakke lykkepiller er blevet hver mands eje mod livskriser danskere har taget pillerne, samt Psykiatrifondens kampagne, til sig. Selv om der i folkemunde ikke løber rygter om at psykiatere er specielt samtaleorienterede, hævder artiklens journalister, at disse samtaletilhængere (fra 1970 erne!) har skiftet bane (hvis de altså ikke er døde eller pensionerede)og har sluttet sig til medicinholdet. Formanden for SIND er imod medicinløsningen. Hun vil have samtalen tilbage mellem læge og patient. Men spørgsmålet er, om den nogensinde har været der? Og hvis..., hvilken kvalitet havde den så? En pille kan vel være lige så god som en sludder for en sladder eller hvad? En pillebruger - der mod sædvane ikke kræver anonymitet - fortæller at han møder en moralsk oprustning mod pillerne, som han ikke ser over for folk der ryger og/eller drikker sig ihjel. En tidligere psykiatribruger mener at de der vælger lykkepillerne har taget sagen i egen hånd for at undgå at miste kontrol som i forvejen er det værste der kan ske for fx en angstramt og andre mener, at mennesker blot løser problemerne med det der er på markedet på det tidspunkt deres problemer opstår. Reaktionen på kludetæppeforsøget med at oplyse læserne, lader ikke vente på sig stiller Linda Clod Præstholm, tidl. lykkepillebruger, ikke uberettiget spørgsmålstegn ved de to journalisters videnskabelighed. Hun beretter overbevisende om, at lykkepiller ikke er til mennesker med ondt i livet eller kriser men til mennesker med en psykisk lidelse, man ikke bare lige kan snakke sig ud af. Tværtimod kender hun til følelsen af nederlag, når snakken alligevel ikke bedrede situationen. Oveni sin sygdom har hun selv måtte snakke godt for sig, for at forsvare sit valg af lykkepiller overfor en uforstående, snakke-orienteret omgangskreds.

10 Angst-Avisen Side 10 April 2002 Samme dag bringer avisen en solstrålehistorie om at selvmordstallet falder. Men hvorfor har befolkningen så ikke fået det at vide? Tallet er det laveste i 100 år og alligevel har SF sat 40 mio. kr. af til forebyggelse af selvmord uden at skæve til de nye tal. Center for Selvmordsforskning i Odense har registreret faldet, men ikke forsket i hvorfor? Trods det at forskere ved at 90%, af de der begår selvmord er psykisk syge. I 1990 erne gjorde lykkepillerne deres indtog i danskernes hverdag. Tankevækkende. Men sig det endelig ikke højt! giver Merete Demant Jakobsen historien en ny drejning. Hun har hørt på BBC- radio, at lykkepiller kan lede til både mord og selvmord og nævner en ældre onkel hun har mistænkt for at have benyttet denne udvej efter et fald fra en trappe (måske selvmord?), og mener behovet for at føle sig konstant godt tilpas er eskaleret. Som livshjulet og årstidernes cyklus er vi nu tilbage til udgangspunktet: livsstilsproblematikken. Jes Gerlach har pustet til ilden eller den varme suppe, ved at udtale at lykkepillerne også kan virke impulsdæmpende, hvis bedstefar skulle få lyst til at smide suppen i hovedet på konen. Det virker derimod som en rød klud på Merete Demant, der blander tingene sammen og tror at Gerlach reklamerer for en pille, der både kan styre onklen mod afgrunden og forhindre bedstemor i at blive skoldet af suppen. Så helt ærligt. Hvad skal vi dog tro om de piller? Er SSRI-behandling af angst risikabelt? Af Tom G. Bolwig, professor, dr. med. I Weekendavisen den 22. februar 2002 fortæller den kendte britiske psykiater professor David Healy om undersøgelser, der tyder på, at SSRI ( lykkepiller ) kan være farlige og medføre selvmord. Han nævner, at der igennem de sidste 15 år er givet SSRI behandling til godt mennesker, og at det derfor ikke kan undre, at nogen af de personer, som er søgt behandlet for depression har fået aktiveret suicidale impulser og også har gennemført selvmord. Også voldelig adfærd er beskrevet i et antal tilfælde. Bør det nu give anledning til ekstra ængstelse hos patienter med angstforstyrrelser i behandling med SSRI? Det mener jeg ikke. For det første fordi SSRIpræparaterne er gennemprøvede og har demonstreret meget høj grad af effektivitet. Det er derfor lægemidler, som må opfattes som uundværlige i behandling af angst. De rapporter, der foreligger om selvmordsadfærd i forbindelse med SSRI-behandling peger på, at det er hos mennesker med en baggrund i en adfærd med impulsgennembrud, tidligere eller aktuel maniodepressiv symptomatologi og endelig personer, som er blevet behandlet på et løst diagnostisk grundlag, hvor man har overset sværere personlighedsafvigelser. Grundlaget for at give SSRI til angstforstyrrelser er derfor uændret. SSRI påvirker bl.a. serotoninsystemet, men en meget enkel forklaring på angst, der går på, at man har for lidt serotonin i hjernen er selvfølgelig overfladisk forenklende. Derfor anbefaler alle kyndige behandlere af angst, at de angstramte også får psykoterapi. Et stort antal undersøgelser der viser, at resultatet og effekten af en vellykket angstbehandling skyldes en kombination af SSRI og kognitiv adfærdsterapi er kun holdbar, såfremt den angstramte gennem udøvelsen af egenkontrol overfor angstanfald og tilløb til angst har fået de nødvendige metoder til gradvist at svække den foruroligende tilstand, som hos mange fortsat vil lure. Langt de fleste patienter med angstforstyrrelser får hurtigere hjælp til at kunne anvende de psykologiske midler, som er nødvendige, hvis de får bragt deres angstanfald under kontrol, og det sker hos et flertal bedst ved, at man indleder, og også ofte vedligeholder, behandlingen med SSRI, måske i lavere doser end dem man startede på. Der vil muligvis blive en ny debat om det betimelige i at bruge SSRI, men der er ingen grund til at komme i alarmberedskab. Man skal huske på, at alle lægemidler, hvis de bruges hos tilstrækkeligt mange mennesker vil vise sig i nogle tilfælde at fremkalde uønskede effekter. Det væsentlige er derfor, at man får en præcis diagnose, og at man så vidt muligt får hjælp gennem specialister, der har erfaring i angstbehandling, dvs.

11 Angst-Avisen Side 11 April 2002 psykiatere og psykologer med den fornødne uddannelse. Der arbejdes fra psykiatrisk hold kraftigt på, at der i kommende planer vedr. psykiatrisk behandling vil blive fokuseret på de ikke-psykotiske sygdomme, herunder ikke mindst angstlidelserne, og det anbefales, at der uddannes flere speciallæger og også gives mulighed for, at man igennem støtte fra sundhedsvæsenet kan opnå behandling hos psykologer med kompetence i behandling af angsttilstande. Vi må fortsat anse SSRI for at være et nødvendigt, effektivt og stort set ufarligt element i behandlingen af angsttilstande. Der er intet, der tyder på, at der opstår afhængighed, som man ser det ved brug af benzodiazepiner (Stesolid og lign.), og der er ingen grund til at tro, at langvarig behandling med SSRI er skadelig. Anonym 28-årig kvinde. Jeg vil aldrig glemme den decemberdag for lidt over et år siden, hvor jeg mødte angsten for første gang. Jeg var på ferie i Paris med min mor og søster alle tre glædede vi os til at afslutte ferien med et besøg i Paris vartegn Eiffeltårnet (for mig nu symbol på angsten). Allerede i den lange kø til billetsalget begyndte jeg at få det underligt, idet jeg tænkte meget negative tænker om, at det fly vi skulle hjem med dagen efter med usvigelig sikkerhed ville falde ned. Samtidig blev jeg svimmel, men tog ikke yderligere notits af det, da jeg på grund af mit temperament altid har haft en vis irritation over at stå i kø. Mit første angstanfald kom som et lyn fra en klar himmel, da vi gik ind i elevatoren, der skulle føre os op. Svimmelheden tog til i en enorm styrke, jeg ikke tidligere havde oplevet, og blev ledsaget af kvalme. Jeg fik svært ved at stå på benene, der mest af alt mindede om én stor geléklat. Symptomerne var meget voldsomme og adskillige tanker fór gennem hovedet på mig, skiftende fra en konstatering af, at det nok bare var influenza til en overbevisning om at det helt sikkert måtte være det hjerteanfald jeg havde frygtet i så mange år, der nu var på vej. Jeg reagerede ved at søge hen til restauranten i Eiffeltårnet, hvor jeg bestilte en øl lidt alkohol måtte da afhjælpe symptomerne måske var jeg bare nervøs, og havde også været meget stresset i tiden op til ferien. Jeg var på det tidspunkt studerende på sidste år med et stort arbejdspres. Samtidig arbejdede jeg mange timer hver uge som lærervikar med dårlig samvittighed og stress tilfølge. Angstanfaldet klingede langsomt af, da vi var nede på jorden igen, men næste dag oplevede jeg symptomerne igen. Det lykkedes dog at komme helskindet hjem til København. Her begyndte min jagt på en årsag til, hvad symptomerne fra Paris kunne skyldes. Jeg brugte timer på Internettet, søgte alt fra information om influenza til mystiske tropiske virussymptomer. Jeg syne at jeg havde en underlig slap følelse af konstant ubehag. Julen stod for døren, og jeg skulle derfor et smut til frisøren. Godt placeret i frisørstolen vendte symptomerne fra Paris tilbage. De var ikke længere ukendte, men mindst lige så væmmelige. Jeg fik fremstammet til frisøren, at jeg havde influenza og styrtede ud af døren. Derhjemme tog anfaldet til igen med enorm styrke. Denne gang reagerede jeg ikke ved at prøve at dulme symptomerne med alkohol, men ringede derimod til min læge. Hun kunne godt høre, at den var galt gal og bad mig komme. I lægens venteværelse spurgte en bekymret medpatient om hun da ikke skulle hente lægen, idet hun var overbevist om at jeg snart ville besvime, så kridhvid i hovedet som jeg var. Min lidet flatterende ansigtskulør skyldtes imidlertid, at jeg oveni pludselig havde fået stærke smerter i hele den højre side. Hjertet sidder som bekendt i venstre side, men uagtet dette, mente jeg at NU måtte der altså være tale om et hjerteanfald. Min læge undersøgte mig grundigt og fandt ingen symptomer på hjerteproblemer, men konstaterede, at der på grund af de stærke smerter nok var tale om et galdestensanfald, skrev en recept og sendte mig hjem. Nu er jeg ikke læge, men jeg undrede mig en del over denne diagnose, dels fordi man ofte får galdesten på grund af forhøjet kolesterol (hvilket jeg netop var blevet undersøgt for med fint resultat), dels fordi den permanente ubehagsfølelse ikke forsvandt. Juleaften kulminerede det. Vi havde besøg af min mands forældre. Hele dagen havde jeg haft det skidt, men min mand slog det hen med lidt influenza. Selvom jeg endnu ikke var blevet diagnosticeret som angstpatient fik jeg en fornemmelse

12 Angst-Avisen Side 12 April 2002 af, hvor det bar hen. Umiddelbart før julemiddagen lod min svigerfar en bemærkning falde om, at min svoger samme dag havde haft et alvorligt epilepsianfald. Dette var simpelthen hen nok til at sætte endnu et anfald igang. Denne gang reagerede jeg ved at tage direkte på skadestuen overbevist om jeg satte kursen direkte mod hjerteafdelingen. På skadestuen blev jeg grundigt undersøgt, og overlægen konstaterede tørt, at jeg bestemt ikke lignede en, der var ved at dø. Hvorfor følte jeg mig så som en? Svaret er simpelt. Panikangsten havde fået et godt tag i mig. Heldigvis kom jeg til at snakke med en sød ung læge, der mente at mine vejrtrækningsproblemer skyldtes hyperventilering og foreslog mig at opsøge en psykolog. Jeg blev sendt hjem med lidt beroligende medicin og fejrede således juleaften på Stesolid. Den beroligende medicin var dog kun en stakket frist. Angsten og ubehagsfølelsen blev værre og værre. Jeg turde end ikke gå i kiosken eller bare ned på gaden. Jeg var fuldstændig paralyseret og bundet til min seng, hvor jeg følte mig tryg. Sidde op eller stå op havde jeg det heller ikke godt med, idet jeg bildte mig selv ind, at chancen for at falde om og dø, var meget mindre, hvis jeg lå ned. Samme dag som jeg skulle have været til en af mine afsluttende eksaminer lod jeg mig indlægge på Rigshospitalets psykiatriske afdeling, da jeg efterhånden syntes at grænsen var nået. Her lå jeg passivt hen i 2 dage og sank mere og mere ned i et sort hul. Jeg blev udskrevet med en recept på både beroligende medicin og SSRI-præparatet Seroxat. Jeg kredsede rundt om pakken med Seroxat i henved to uger, førend jeg tog mod til mig og slugte den første pille. Alene indlægssedlen med alle dens beskrivelser af mulige bivirkninger var nok til at holde mig en sygdomsangst person langt væk fra pilleskabet. Kraftigt opfordret af både mand, familie og venner, begyndte jeg modstræbende på medicinen. Jeg ønskede jo også at slippe af med angsten desuden var jeg efterhånden kommet ind i en ond cirkel med tiltagende afhængighed af den angstdæmpende medicin jeg også fik. Det lykkedes mig heldigvis med min læges hjælp at trappe ud relativt hurtigt. Derefter gik det langsomt fremad. Jeg satte små mål hver eneste dag om for eksempel at gå i kiosken eller at sidde op og spise aftensmad sammen med min mand. Det endelige vendepunkt kom da en af mine venner sagde til mig efter et par mdr., at det var dejligt at jeg var kommet tilbage som hun udtrykte det. Når jeg ser tilbage, må jeg erkende at selvom angsten tilsyneladende kom som et lyn fra en klar himmel, er det ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Fra omkring 1994 begyndte jeg at være bange for at være alene, for at rejse til steder, der ikke lå i nærheden af et hospital. Jeg blev kort sagt meget forsigtig og ængstelig for ting jeg tidligere havde fundet stor fornøjelse i. Før 1994 elskede jeg at flyve og rejse uden de store forberedelser. Jeg flyttede for eksempel allerede som 16-årig alene til Østrig og rejste et par år senere alene rundt i Det græske Øhav samt boede i en lille schweizisk bjerglandsby. Efter 1994 ændrede alt sig. Nu kan jeg se, at det begrænsede mig i det jeg holdt allermest af. Jeg har alligevel rejst en del siden 1994, men altid med en vis anspændthed. Jeg synes faktisk altid bedst om rejsen, når jeg endelig var kommet hjem. Jeg har nu taget Seroxat i et års tid og har det rigtig godt. I samme periode er jeg omsider blevet færdig med mit universitetsstudium. Der er stadig en del at arbejde med. Mit håb er, at jeg en dag tør tage på oplevelse i vildmarken uden at vide, hvor det nærmeste hospital ligger. Jeg behøver vel ikke sige, at min trofaste følgesvend på rejsen, bliver den miniatureudgave af Eiffeltårnet, der hænger i min nøglering. For mig et symbol på angsten, men samtidig et symbol på, at der ER en vej ud af angstens helvede. Hjælp dig selv! Af Petrine Severin Vi ved alle, at det er svært at forholde sig til angsten. Det er som at være fanget i noget, der er værre end din værste fantasi og det tager tid, før man acceterer og får forståelse for tingenes tilstand. Godt, så verden kan altså nogle gange være et grimt sted at befinde sig og historien kan på mange måder være frastødende, men også smuk og så er den min. Eller vores. De sidste fire år har mit liv været noget nær en alt for lang rutsjebanetur i Tivoli. Jeg behøver vist ikke at gå i detaljer, blot nævner jeg i flæng: panikangst, generaliseret angst, de-

13 Angst-Avisen Side 13 April 2002 pression, psykiatrisk afdeling, medicin, psykiater og i kølvandet på det hele, socialangst. Kedeligt har det ikke været. Mit liv tog en kovending og det var bestemt ikke den vending jeg i tankerne havde forestillet mig. Men det er altså dét liv, jeg har fået. Efter at have slugt den kamel af flere omgange, begyndte jeg at lede efter mulige udveje og fandt til sidst Angstforeningen på nettet. Efterfølgende har tilværelsen og min miserable eksistens fået en helt ny og interessant dimension. Jeg kontaktede nemlig foreningen og blev henvist til en nystartet selvhjælpsgruppe på Østerbro. Da dagen for det første møde oprandt, sneg det velkendte ubehag sig ind på mig. Kvalmen kom i bølger, jeg kastede op og koldsvedte. Det endte med en taxa, ellers var jeg aldrig kommet afsted. Men afsted kom jeg, om end i en noget blodfattig udgave og min skræk blev vendt til forundring og glæde over at møde en flok rare ligesindede. Nu glæder jeg mig faktisk til hver tirsdag og selv om nerverne stadig sidder udenpå, er det intet sammenlignet med første gang. Det værste er overstået. Og jeg har fået blodet tilbage i kinderne. Forandringen har da heller ikke ladet vente på sig. Jeg er begyndt at komme mere ud og har fået energi til at tage fat på ventende opgaver. Det er befriende at tale ud med lidelsesfællerne, udveksle lærerige erfaringer og få et par gode råd med på vejen. Jeg føler mig lidt mindre ensom og har især været overrasket over at møde så megen forståelse. Det er man jo slet ikke vant til. Jeg behøver ikke engang at censurere mig selv, for ingen griner af de sære ting jeg siger, og hvis de gør, så er selvironi heldigvis en af mine stærkere sider. Så... til alle jer, der har travlt med finde på farverige undskyldninger: giv selvhjælpsgruppen en fair chance. Find ud af om der er en gruppe i dit område og få evt. en ven til at ledsage dig første gang. Det koster måske blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Man bliver en del af et lille fællesskab. Og det er absolut et frisk pust efter at have levet i en slags åndelig ensomhed og isolation. Den selvforstærkende cirkel. Nu tror jeg på, at der er en vej ud og selv om det fysiske ubehag aldrig helt forsvinder, får jeg helt sikkert noget, der ligner et normalt liv, bare med lidt ekstra krydderi. Det mystiske behandlersystem. Af Ronnie Rasmussen. Overskriften kunne indikere en krimi af Agatha Christie, og det er ganske passende, for det plot, jeg her beskriver, har samme indviklede mønster, men om udgangen på historien medfører en opklaring kan og vil jeg ikke afsløre. Behandlersystemet fik jeg tidligt i tilværelsen kendskab til, for jeg var som en porøs vase fra en oldtidsgrav, altså særdeles skrøbelig. Der blev derfor sat en skolepsykolog på den umulige opgave at indrette mig efter samfundets normer, især undervisningspligten. Det var i mit 8. leveår, så jeg husker ikke, hvorfor tilliden til behandleren udeblev, men jeg erindrer, han gav mig flere mareridt end gode stunder. Som begyndende teenager var jeg en tur på Slagelse psykiatriske afdeling, men alderen taget i betragtning var det ikke smart at placere mig blandt voksne sindslidende. Det var før børne- og ungdomsafdelinger blev opfundet.. Mange terapiforsøg blev det til, men lakken på vasen revnede konstant, og intet hjalp på usikkerheden. Vupti, er jeg voksen og stadig psykisk skrøbelig. En dag for over 10 år siden, fik jeg for alvor angst og efter utallige besøg hos lægen, henviste hun mig til Horsens psykiatriske afdeling. Da var angsten så total, at jeg nærmest intet kunne. Den styrede mig med voldsom svimmelhed, selvmordstanker samt frygten for at være en ulykkelig indehaver af et dårligt fungerende hjerte. Senere skulle jeg konsultere en psykiater. Jeg vaklede gennem byen på usikre ben: Ad mindre veje for at undgå kontakt med andre mennesker, men turen var helt og aldeles spildt bortset fra motionen. Psykiateren hørte til dem, der mener, at patienter bør være dumme og uvidende. Måske følte han, at en patient, der kan ord på over syv bogstaver, er en person, der gør grin med systemet! I hvert fald forklarede han mig kort inde i vores første samtale, at jeg brugte for mange fremmedord, og det mente han ikke jeg skulle. Når man tænker på de diagnoser psykiaterne bruger, er

14 Angst-Avisen Side 14 April 2002 mine fremmedord nemme at forstå! I min skrøbelige tilstand havde jeg ikke brug for kritik af min personlighed. Måske skulle han have vundet min tillid først! Det endte med et brud! Jeg udeblev fra næste konsultation, og havde fundet en behandler tilknyttet kommunen, hvilket viste sig som en klog disposition. Ok, han helbredte mig ikke, men han behandlede mig med omtanke og respekt, og uden ringeagt trods psykiske skavanker. Siden kom jeg på en neuroseklinik. Her gentog historien sig! En terapeut var i skræmmende grad nedladende mod klienterne, og folk med mindreværd og angst bør man vel ikke behandle sådan? Opholdet hjalpalligevel takket være medklienterne - og jeg blev for en kort stund medicinfri. Senere vendte jeg tilbage, da angsten havde fået alt for meget magt igen. Men da gik det fuldstændig galt mellem mig og den behandler, der virkelig forstod kunsten at være overlegen. Jeg lod mig derfor udskrive på grund af hende! Næste gang var jeg hamrende heldig. Psykiateren var ikke overlegen, men ganske subtil, hvilket understreges af et spørgsmål under første konsultation: Hvordan undgår jeg, at du bliver sur på mig, som jeg kan se, du er blevet på tidligere behandlere?, spurgte han. Jeg svarede: Du behandler mig med respekt og undlader at nedgøre mig, selv om jeg ikke er normalt fungerende. Reaktionen lød: Det kan jeg ikke garantere, men jeg kan da prøve. Allerede her fik han gode renter på tillids-kontoen. Vi afsluttede behandlingen, fordi han ikke skulle være i sin stilling længere, og fordi jeg ikke var opmærksom på, at mine problemer var langt større, end jeg regnede med. Jeg troede næsten, jeg var blevet kureret. Kort efter fik jeg alvorligt tilbagefald. Medicinen som i lang tid havde bedøvet (hyper)sensitiviteten, måtte optrappes for at undgå angstanfald, og alt i alt kørte jeg lige lukt mod afgrunden. En filminstruktør kunne producere en katastrofefilm med udgangspunkt i det sidste år af mit liv. For trekvart år siden fik jeg et nervøst sammenbrud, hvor et indre springvand sendte byger ud over ansigtet konstant, og jeg kontaktede uopfordret psykiatrisk afdeling i Horsens. Efter en del ventetid fik jeg allernådigst lov til at tale med en psykiater. Jeg forklarede, at kæresten havde smidt mig ud nogle dage forinden og at jeg var boligløs, og fuldstændig nedbrudt. Efter et kvarters terapi stod jeg på gaden igen. Jeg var færdigbehandlet! Den 9. juli 2001 fik jeg endnu et sammenbrud, hvor selvmordstankerne var dominerende, og min flinke og hjælpsomme sagsbehandler hjalp mig med at finde frem til en læge, der ikke havde sommerferie. Lægen ringede til Horsens psykiatriske afdeling og forklarede, at en sagsbehandler havde en klient siddende, der var selvmordstruet, men det havde de desværre ikke tid til at tage sig af forklarede vagthavende. Desuden skulle jeg også visiteres af en læge først. Skulle lægen måle min angst lige som blodtryk? Gad vide hvorfor de ikke stolede på en sagsbehandlers ord endda i samråd med en læge. Jeg vidste ikke, om jeg havde modet til selvmordet, der nok ville have været det nemmeste, men hvis jeg havde, skulle den afvisende person på psykiatrisk afdeling have en straf, for medvirken til den kriminelle handling selvmord! Jeg har jo en dejlig datter, som jeg med tiden må blive rask nok til at være en god far for. Det er ikke specielt smart med et overforbrug af nervemedicin, for jeg har mere end bare gevaldige problemer, når jeg en sjælden gang skal have lægen til at udskrive flere. Jeg forstår selvfølgelig godt situationen fra lægens bord, men når selvmordet er tæt på, bør de ikke være så bange for at udskrive en ekstra recept, indtil en målrettet behandling er i gang. Måske tænker nogle behandlere darwinistisk! Hvis jeg nu undlader at give ham den nervemedicin, så leger han nok, han er en lemming, og tager livet af sig, og så er verden fri for en skabning, der ikke burde leve! De kan nok se, at jeg så sandelig ikke kan være en god far, og en sådan eksistens har vel ingen berettigelse? Nogle læger formoder fejlagtigt fra min synsvinkel at de gør patienten en tjeneste, når de ikke vil ordinere ekstra medicin, hvis et mindre overforbrug har været nødvendigt i en periode, men angstsramte må flygte fra verden uanset hvad, og udskriver de ikke recepten, så bliver det med alkohol. Jeg er overbevist om at flugt med alkohol forværrer situationen på sigt. Det er kun mens promillen er i blodet det hjælper. Dagen derpå bliver endnu værre, med større behov for beroligende medicin. Den er klog som ved, hvad han ikke ved noget om!, postulerede Sokrates, og læger og psykiatere, der evner individuelle vurderinger, indlevelse og ikke bare tonser skråsikkert frem baseret på jeg-alene-vidementalitet, havde den gamle

15 Angst-Avisen Side 15 April 2002 græker nok respekteret. Der findes også forstående mennesker, inden for medicinverdenen, for jeg har efterhånden læst en del artikler fra fagfolk, der støtter mine antagelser om et rationelt liv med nervemedicin. Begrebet et værdigt liv benyttes i forbindelse med andre lidelser, så hvorfor skal jeg ikke have ret til et værdigt liv, når medicin kan berolige hypersensitiviteten tilstrækkeligt til et godt samvær med kæresten, datteren og vennerne? Da jeg for nylig blev indstillet til førtidspension efter egen anmodning, overraskede systemet mig atter. Fagfolk med korrekte titler har diagnosticeret mig som lidende af: moderbinding, skolefobi, angstneurose, agorafobi og socialfobi, men sandelig siger jeg Eder, at jeg alligevel skulle til en speciallæge på Kolding sygehus i relation til indstillingen. Heldigvis var han særdeles flink, forstående og tilsyneladende indsigtsfuld, og han vurderede vist hurtigt, at efter et så langt sygdomsforløb grundet psykisk ubalance, samt så meget terapi, var det vist rimeligt at give grønt lys. Men hvordan fortæller en syg mand systemet, at det også lider af sygelige reaktioner og fungerer omtrent ligeså uligevægtigt som en person med angst? OBS! Har du lyst og overskud til at være frivillig i Angstforeningen, så kontakt os gerne. Til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen 7. april 2002 Jeg håber du giver dig tid til at læse dette brev. Dette emne er ikke kun et spørgsmål om, at du kan være med til at forbedre forholdene for en stor overset patientgruppe i Danmark, det er også et anliggende, hvor der er mange penge at spare i samfundsøkonomien på længere sigt. Jeg vil gerne opfordre dig til at forbedre angstbehandlingen i vores sundhedssystem. Det er almindelig kendt fra forskning i udlandet at den mest effektive behandlingsmetode for angstramte er kognitiv behandling kombineret med adfærdsterapi og i de sværere tilfælde kombineret med medicin. Her i Danmark behandles stort set kun med medicinsk behandling. Læger og psykiatere er meget rundhåndede med at skrive recepter på SSRI præparater (lykkepiller) og har ikke meget mere at byde på. Men den medicinske behandling kan sjældent stå alene, hvis man ønsker en varig bedring for mennesker med angst. Rent samfundsøkonomisk er det absolut ikke den bedste løsning på længere sigt. Når man kun behandler med medicin, skal den angstlidende højst sandsynligt tage medicin resten af livet. Hos mange starter angsten, specielt socialangsten, omkring års alderen, så det er rigtig mange år med medicin, og for samfundet koster det mange penge i medicintilskud. Når man behandler med kognitiv terapi, vil man i de fleste tilfælde kunne nøjes med 3-6 måneders behandling, og kun de sværeste tilfælde vil have behov for at være i medicinsk behandling i en periode. Jeg kender flere med socialfobi og andre angstlidelser, som prøver at leve et rimeligt liv trods deres angstlidelse, men det er helt typisk, at det for mange stort set er umuligt at have en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og skiftevis er på dagpenge, i aktivering osv. Det er på trods af, at det er højtuddannede og intelligente mennesker. Mennesker med angst udgør en kæmpe arbejdsressource, som ikke bliver brugt i dag. Mange mennesker med angst, der ikke behandles, udvikler ofte problemer med afhængighed af alkohol eller narkotika. Det koster en formue at hjælpe disse mennesker tilbage på den rette kurs, og tit er skaderne blevet så store, at de aldrig kommer til at fungere som et aktiv samfundsmæssigt set. Derudover er der hele den menneskelige tragedie der tit følger i kølvandet. Det er for mig uforståeligt, hvorfor angstramte ikke kan få hjælpen mens problemet stadig er til at overskue. Det kan da ikke være meningen, at man skal udvikle et alkohol eller narkoproblem før man kan få hjælp? Rent samfundsøkonomisk kan det ikke betale sig at lade være at give angstramte kvalificeret hjælp. Det ville dine økonomiske rådgivere også hurtigt kunne regne ud.

16 Angst-Avisen Side 16 April 2002 Et stort problem er, at der er for få psykiatere indenfor sygesikringen, der er uddannet i at behandle med kognitiv terapi. Psykiatere der ønsker at behandle med andet end medicin, har selv betalt dyre uddannelser indenfor den psykodynamiske terapiform, som man tidligere troede var den bedste terapiform. De har deres forskellige grunde til at holde fast i det gamle og ikke holde sig ajour med de nyeste forskningsresultater indenfor angstbehandling og efteruddanne sig derefter. Der er kun enkelte psykiatere der er uddannet i Kognitiv behandling og som har overenskomst med sygesikringen, og de har over 1 års ventetid. Der er enkelte der kommer i behandling på Rigshospitalet på Angstklinikken, og her har man endda ikke mulighed for at fravælge den medicinske behandling. Og klinikken dækker overhovedet ikke behovet. Ventetiden I øjeblikket er ca. et er år. det stort set kun muligt at få en ordentlig psykologisk/psykiatrisk behandling ved selv at betale 650 kr. i timen. Det er en udgift på kr. om måneden, og det er de færreste på sygedagpenge, der har råd til det For mig at se svarer den behandling, angste får tilbudt i dag, til at sende en person med brækket ben hjem med en elastikforbinding på. Eller at sende en person med sprængt blindtarm hjem med en penicillinkur. Og hvem vil lade sig nøjes med det, når man ved at der findes mere effektive metoder?. Og er det ikke kun rimeligt at bede om noget bedre? Mine forslag og ønsker er bl.a.: at der bliver lavet undersøgelser af den angstbehandling der foregår på psykiatriske afdelinger og hos psykiatere i dag, for at finde frem til de mest effektive metoder. Jeg vil blive meget overrasket, hvis det ikke er Kognitiv terapi, alene eller kombineret med medicin. At man ser på de internationale forskningsresultater der allerede foreligger omkring angstbehandling og bruger de resultater her i landet. Der bliver bl.a. forsket i angstbehandling på hospitalet i Uppsala i Sverige (se vedlagte artikel). At der bliver lavet en handlingsplan for, hvordan den danske psykiaterstab bliver efteruddannet. At der bliver afsat økonomiske ressourcer til kognitiv behandling hos psykologer eller privatpraktiserende psykiatere nu. Vi (den danske økonomi) har ikke råd til at vente. At der bliver iværksat oplysningskampagner. Angst er en meget overset lidelse og befængt med tabu. Det er lykkedes at nedbryde en del tabu omkring depression, og det ville være dejligt, hvis det samme kunne ske omkring angst depression er en lidelse der opstår som en senfølge af kronisk stress og angstlidelser som panikangst og socialfobi! Jeg tror en oplysningskampagne rettet specielt mod unge kunne bære megen frugt. Det er ofte i ungdomsårene angsten debuterer. De unge vil stå et helt andet sted, hvis de er oplyst omkring angstsymptomer og behandlingsmuligheder. Angst er langt lettere at helbrede, når den bliver behandlet tidligt i forløbet. Og det ville være dejligt at tænke på, at vi med en sådan indsats ville kunne spare de mennesker for årelang lidelse og spild af ressourcer. (se vedlagte artikel). --- Min personlige historie i korte træk: Jeg har socialforbi, og har haft det i 26 år. Jeg er i dag 42 år, og uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg fik mit første angstanfald, da jeg var 16 år i en situation, hvor jeg skulle skrive under på en lønseddel, mens min arbejdsgiver sad og kiggede på mig. Det resulterede i at jeg siden da har haft meget stor angst i tilsvarende situationer eller bare ved tanken om en sådan situation. I perioder af mit liv har angsten bredt sig til andre områder, fx at spise sammen med andre, eller situationer, hvor jeg føler mig overvåget. Jeg tror ikke jeg behøver at gå i detaljer med, hvor forfærdeligt det har været at skulle fungere med dette handicap. Jeg har fra første angstanfald været meget skamfuld over min angst. Jeg har skjult den for omgivelserne og gjort alt, hvad der var muligt for at virke normal udadtil. Angst bliver med rette kaldt den skjulte lidelse. Jeg har et par gange henvendt mig til det etablerede sundhedssystem for at få hjælp. I 1985 fik jeg efter en meget kort samtale med en læge, jeg ikke kendte, en recept på en eller anden form for psykofarmaka, så jeg gik derfra uden nogen forklaring på noget, men styrket i troen om at jeg måtte være bindegal. Jeg turde overhovedet ikke tage medicinen, da jeg var skrækslagen for bivirkninger. I 1990 henvendte jeg mig igen til en anden praktiserende læge, jeg boede et andet sted og havde derfor en anden læge. Da jeg fik fremstammet at jeg havde et problem med at være meget angst ved visse situationer, begyndte han straks at tale om sin egen angst for at tale i store for-

17 Angst-Avisen Side 17 April 2002 samlinger. Jeg gav mig tid til at høre på ham, men måtte gå derfra med uforrettet sag og havde ikke lyst til at henvende mig igen. Jeg har brugt mange penge på såkaldte alternative behandlinger med lidt effekt Jeg fik taget en folkeskolelæreruddannelse. Jeg havde et par korte vikariater og opgav så at være lærer. Det var for svært med socialfobi. Jeg har taget en yogalæreruddannelse, men måtte hurtigt opgive at undervise på grund af angsten. Derefter startede jeg på social- og sundhedsassistentuddannelsen i et aktiveringstilbud gennem AF efter flere års arbejdsløshed. Jeg håbede virkelig jeg ville kunne klare det og få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Men desværre måtte jeg opgive efter 5 mdr. Og blev sygemeldt august Jeg blev heldigvis forstået og imødekommet denne gang hos min nuværende praktiserende læge. Hun henviste mig til Stolpegården/Gentofte Amtssygehus. Jeg kom i medicinsk behandling, og ventede i 5 mdr. på at starte i en terapigruppe på Stolpegården. Behandlingen på Stolpegården strakte sig over 5 mdr., en gang om ugen i 2 1/2 time. Nu troede jeg virkelig, at jeg efter 25 års skjult lidelse og skam ville få kvalificeret hjælp. Men jeg skulle blive klogere. Min oplevelse af behandlingen var, at den overhovedet ikke var rettet imod at behandle angst. Det var forældet psykodynamisk gruppeterapi, hvor vi sad og rodede rundt i gamle barndomsoplevelser. Det er helt sikkert godt for noget, men ikke til angstbehandling. Jeg forslog at jeg gerne ville lave adfærdstræning, som er helt almindelig kendt angstbehandling, men det afslog terapeuterne. Efter Stolpegården, foreslog jeg min socialrådgiver, at jeg fik bevilliget et 3 mdr. forløb på en Fobiskole, hvor jeg ved de bruger mere tidssvarende behandlingsmetoder, kognitiv terapi kombineret med adfærdstræning. Jeg fik afslag med den begrundelse fra stedets psykiater, at jeg havde været gennem tilsvarende forløb på Stolpegården. På Stolpegården havde jeg ikke oplevet skyggen af kognitiv terapi. For mig virker det som om, at psykiateren ansat på Socialcenteret Ryvang overhovedet ikke ved hvad der foregår på Stolpegården. Jeg bad om at få en personlig samtale, da jeg synes det er forkasteligt at en mand i hans position, der sidder og tager så afgørende beslutninger over andre menneskers liv ikke ved, hvad der foregår bl.a. på Stolpegården. Men den samtale blev afvist, da han ikke var ansat til at have personlige samtaler. Nu var jeg kommet så langt i mit sygdomsforløb, at min sagsbehandler var tvunget til at få min sag ekspederet videre. Jeg fik bevilliget en revalidering og blev indstillet til et forløb på Revacentret. Jeg søgte om økonomisk hjælp til psykologsamtaler til behandling af min angst, mens jeg skulle gennem revalideringsforløbet. Men jeg fik desværre afslag på økonomisk hjælp, fordi min mand har fast arbejde. For øvrigt kan jeg ikke se, hvordan nogen overhovedet slipper igennem nåleøjet og får bevilliget økonomisk hjælp. Med de udregningsmetoder der bruges på socialcentrene, kan de jo til enhver tid få det til at se ud som om, stort set alle har råd til selv at betale. I mit eget tilfælde er situationen sådan, at min mand og jeg bor i en lille lejet lejlighed i København, og har købt et sommerhus for at kunne tilbringe vores weekend i nærheden af naturen og væk fra stress og jag. Min mand har et krævende job indenfor det offentlige og har brug for at kunne komme væk og stresse af i sin fritid, for at holde til arbejdspresset. Ifølge socialcenterets udregninger har jeg råd til selv at betale psykologhjælp, hvis vi sælger sommerhuset. Men er det rimeligt? Jeg kan ikke forstå, hvordan systemet kan bruge så mange penge på, at give mig sygedagpenge i så lang en periode, og derefter bevilliger en revalidering, hvilket jeg anser for nyttesløst, så længe jeg ikke får hjælp til det, der virkelig er mit problem. Nemlig hjælp til at komme af med mit angstproblem. Jeg har nu fået en henvisning fra min læge til en psykiater, hvor der er 7 mdr. ventetid. Når de 7 mdr. er gået, er jeg så langt i mit forløb på Revacenteret, at jeg måske allerede har opgivet håbet om at komme til at fungere på arbejdsmarkedet på grund af min ubehandlede/fejlbehandlede angst og været nødsaget til at søge førtidspension. Jeg synes det er en stor falliterklæring for det danske sundhedssystem. Og jeg synes ikke vores skattekroner bliver brugt optimalt. Det må kunne gøres bedre!! Jeg vil meget gerne have svar på, hvad du har tænkt dig at gøre fremover for at forbedre forholdene for angstramte?

18 Angst-Avisen Side 18 April 2002 Mange venlige hilsener Elsebeth Lykke Jensen København, Kære Elsebeth Lykke Jensen. Mange tak for dit brev, hvori du beskriver dine egne personlige erfaringer med lidelsen socialfobi og opfordrer til at forbedre behandlingen af angst i vores sundhedssystem bl.a. ved at fremme behandlingsmetoden kognitiv terapi. Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at det gør mig meget ondt at høre om dit sygdomsforløb, og at du endnu ikke har fået en tilfredsstillende behandling for din angstlidelse i sundhedsvæsenet. Jeg kan i den forbindelse oplyse dig om, at du har mulighed for at klage over lægernes faglige virksomhed og behandlingsmetoder på Stolpegården/Gentofte Amtssygehus til Sundhedsvæsenets Patientklagenævne jf. vedlagte pjece. Jeg har stor forståelse for din fortvivlelse over ventetiden på behandling hos en psykiater, der er uddannet i kognitiv behandling, selvom det er et positivt skridt på vejen, at du nu har fået en henvisning til en sådan psykiater af din alment praktiserende læge. I den forbindelse vil jeg nævne, at regeringen er meget opmærksom på de kapacitetsproblemer, der er i det danske sundhedsvæsen og arbejder på en bedre udnyttelse af ressourcerne og en varig afkortning af ventelisterne. Jeg er er enig i din holdning til øget brug af psykoterapeutiske behandlingsmetoder evt. som supplement til medicinsk behandling, og udviklingen går da også i den retning bl.a. med støtte fra Sundhedsministeriets psykiatripuljemidler. Der er bevilget støtte til flere projekter i kognitiv terapi fra Sundhedsministeriets psykiatripulje. Jeg har desuden kendskab til, at der er øget fokus på og drøftelse af de forskellige psykoterapeutiske behandlingsmetoder som f.eks. kognitiv terapi inden for de faglige psykiatriske kredse. Som på alle andre områder i sundhedsvæsenet, er der også i behandlingen af angst behov for løbende at udvikle kvaliteten af de behandlingsmæssige tilbud inden for psykiatrien. Jeg kan således nævne, at de faglige psykiatriske selskaber i forbindelse med en videreudvikling af speciallægeuddannelserne også drøfter en opprioritering af uddannelse inden for den kognitive terapi. Afslutningsvis vil jeg dog understrege ikke mindst i relation til dit brev, at meget kan nås gennem den professionelle indsats i sundhedsvæsenet og socialsektoren, f.eks. via kognitiv terapi. Men det er også vigtigt at se indsatsen som et fælles ansvar, der kræver forståelse og omsorg fra os alle, når vi i hverdagen møder mennesker med psykiske lidelser. Jeg er klar over, at psykiske lidelser som f.eks. angst og socialfobi, som du nævner i dit brev, er omgivet af mange tabuer og mytedannelser. Derfor er det vigtigt, at vi fællesskab arbejder på at nedbryde disse. Jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen. Af Alexandra Pilegaard Lind og Kamma Kaspersen Sig ordet hypokondri, og det vækker adskillige fordomme og forestillinger til livs forestillinger om personer, der bilder sig ind, at de har forskellige symptomer og derfor også forskellige lidelser. Hvem husker ikke Maude fra den populære TVserie Matador den svagelige bankdirektørfrue, der ustandseligt gik i seng med migræne. Maude er et udpræget karikeret eksempel på en hypokonder, men hvad er en hypokonder egentlig? Alle kender til forbigående angst for sygdom evt. i forbindelse med hjertebanken eller et underligt udseende modermærke. Tager disse tanker overhånd bliver de til et lammende mønster. En hypokonder er skabt. Definitionen på en hypokonder i dagens samfund er altså en person, der udviser en udtalt sygdomsangst med varierende grad af sygdomsoverbevisning, selv efter at flere læger har forsikret patienten om at alvorlig sygdom kan udelukkes. Hypokondri kan føre til både angsttilstande og depressioner, idet angsten for sygdom i grelle tilfælde bliver det styrende element i tilværelsen og får en negativ indflydelse på både arbejdsliv og socialt liv.

19 Angst-Avisen Side 19 April 2002 Hypokondri eller med andre ord den indbildte sygdom: sygdomsangst, helbredsangst tages sjældent alvorligt af omgivelserne. Selv læger ser forskelligt på de nye sygdomme som hypokondri, whip-lash, fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom. De er alle somatoforme sygdomme uden organisk forklaring og derfor udelukkende baseret på patienternes udsagn. Mange læger er skeptiske alene af den grund. Der skal derimod ikke herske tvivl om, at hypokondri er en særdeles invaliderende og trækker store veksler på patienten og dennes omgivelser. Pårørende kommer ofte med bemærkninger om, at man bare skal tage sammen, for man fejler jo ikke noget. Men det gør man, idet man befinder sig i en tilstand, der hæmmer ens livsførelse. Og hypokonderens subjektive fysiske symptomer føles aldrig som indbildning. Heller ikke hvis de er symbolske: man kan udvikle en hysterisk stumhed, fordi der er noget man ikke kan/må sige. Hypokondri er en internationalt anerkendt diagnose, der klassificeres i ICD-10 F45- gruppen der udelukker en organisk lidelse samtidig med at problemet skal være socialt hæmmende. Der skelnes desuden mellem primær og sekundær hypokondri. Sidstnævnte er ofte en del af en anden psykiatrisk diagnose. Det har for eksempel vist sig, at ca. 25 % af alle patienter med diagnosen panikangst samtidig også lider af hypokondri. De fysiske symptomer som hjertebanken, svimmelhed og kvælningsfornemmelser, der optræder i forbindelse med et angstanfald, fører hos den angstramte ofte til forestillinger om at en blodprop er på vej. Morten Birket-Smith, overlæge i psykiatri ved Bispebjerg Hospital, anslår at ca. 5 % af befolkningen i Danmark, ca mennesker, lider af hypokondri. Birket-Smith er leder af Liasonpsykiatrisk Enhed ved Bispebjerg Hospital, der blev oprettet i september 2001 som et etårigt forskningsprojekt. Klinikken er Danmarks første af sin art der behandler patienter med diagnosen hypokondri, der betragtes som et stigende problem. Patientgruppen fylder meget i sundhedssystemet og er tids- og ressourcemæssigt krævende. Det er Liasonenhedens erklærede mål at ændre herpå ved at tilbyde en behandling i samarbejde med Kognitivt Psykologcenter ved Kgs. Nytorv i København. Forsøg fra udlandet, særligt fra England, viser at langt de fleste kan helbredes. I England arbejder man ud fra en kombinationsmodel af SSRI-præparater og kognitiv terapi, mens man på Bispebjerg Hospital hovedsageligt vil forsøge sig ved hjælp af kognitiv terapi (ændring af tanke- og dermed handlingsmønstre). Birket-Smith regner med at 70% vil få det bedre eller være fuldstændigt helbredt og gruppen følges et år efter endt behandling mhp tilbagefald. Årsagen til hypokondri er ikke kendt, men man ved at psykiske traumer kan føre til vedvarende somatiske (legemlige) symptomer, der i sidste ende kan føre til en tilstand af hypokondri. Hypokondri er ikke arveligt, men Birket-Smith mener, at man kan lære hypokondri, hvis man vokser op i en familie, hvor der er megen fokus på sygdom. Desuden kan årsagen til den forholdsvis store gruppe af hypokondere sandsynligvis findes i både sundhedsvæsnets udtalte fokusering på sundhed og sygdom som for eksempel kampagner fra Kræftens Bekæmpelse og oplysningskampagner om HIV samt mediernes påvirkningskraft i form af TVudsendelser som Lægens Bord og diverse ugeblades historier om, hvordan hovedpersonen har overlevet svær sygdom. Morten Birket-Smith mener, at vi i det moderne samfund er mindre tilbøjelige til at acceptere skavanker og stiller større krav til lægerne om en om en næsten sygdomsfri tilværelse. Selve begrebet hypokondri optræder første gang i medicinhistoriens fader, den græske læges, Hippokrates ( f. Kr.) skrifter. Hypokonder stammer således fra græsk, hvor hypo betyder under og chondros kan oversættes med brusken på ribbenene. Tilstanden som Hippokrates benævnte hypochondros var derfor relateret til symptomer fra den øverste del af maveregionen. Senere blev tilstanden af den romerske læge Galen ( ) udvidet til at omfatte mere uspecifikke symptomer som søvnproblemer, irritabilitet, fordøjelsesbesvær og træthed. Begge beskrivelser af uforklarlige legemlige symptomer indgår i det 18. århundredes definition af hypokondri. Hypokondri blev i 1700-tallet opfattet som en form for depression som man tilskrev tilstedeværelsen af for meget sort galde, og da leveren og galden har sin anatomiske plads under højre ribbensbue, blev benævnte depressionstilstand kaldt hypokondri. Faktisk var hypokondri en helt almindelig diagnose i 1700-tallet. Herefter fik hypokondri et dårligere rygte. Årsagen hertil skal søges i oplysningstidens ændrede menneskesyn, der for alvor vandt indpas i og 1900-tallet. Oplysningstiden

20 Angst-Avisen Side 20 April 2002 skelnede mellem krop og sjæl som to adskilte dele af mennesket. Et sådant syn, der i øvrigt er mest udbredt i Vesten, kaldes dualistisk og medfører ofte et mekanisk syn på menneskekroppen, der opfattes som en maskine man kan undersøge og behandle. Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud ( ), var en varm fortaler herfor. Hans fortolkning af uforklarlige legemlige symptomer gik på, at årsagen skulle findes i ubevidste psykiske konflikter der manifesterede sig som fysiske symptomer, hvis den psykiske energi ikke kunne udtrykkes følelsesmæssigt. Freud og andre har siden h revideret denne opfattelse, men forestillingen om sygdomme opdelt i legemet eller sjælen er stadig fremherskende i den vestlige verden. Påviselige sygdomme som fx kræft eller hjertesygdomme opfattes som mere reelle end psykiske lidelser af både læger og patienter. Hypokondri er gennem tiden blevet opfattet som udtryk for hysteri når lægen ikke kunne påvise symptomer. Fra tallet og frem til i dag har man forsøgt at afhjælpe patienternes uforklarlige symptomer ved operation, idet man udelukkende anså dem for at være en fysisk, neurologisk lidelse et ganske godt eksempel på adskillelse af det fysiske og det psykiske (også i dag finder man patientjournaler i flere tykke bind med beskrivelser at talrige operationer og undersøgelser). I starten af det 20. årh. fik de uforklarlige symptomer pludselig en mening, idet man under indflydelse af psykoanalysens store udbredelse mente, at de skyldtes underliggende psykiske konflikter. I dag er der inden for psykosomatikken kommet flere forklaringsmodeller på subjektive fysiske symptomer uden årsag. Man leder nu efter årsager indenfor både det fysiske og det psykiske. Opfattelsen af krop og sjæl som adskilt er efterhånden på retur. Liasonpsykiatrisk Enhed ved Bispebjerg Hospital ønsker netop en ændring af denne opfattelse og stræber mod en helhedsopfattelse. Ordet liason er ikke blot et tilfældigt ord, men det franske ord for forbindelse. Hovedsigtet i klinikken er at skabe forbindelse mellem forskellige teorier. På den måde får man en bredere og dermed forhåbentlig mere virksom behandling af patienterne. Der bruges i behandlingen både biologiske teorier, psykoanalyse og kognitiv adfærdsterapi (ændring af bestående tanke- og handlingsmønstre). Klinikken for hypokondere er som nævnt et forskningsprojekt, finansieret af Social- og Sundhedsministeriet foreløbig for ét år og med plads til 100 personer. Henvisning sker via egen læge, men kun hvis man bor i Hovedstadsområdet. Derudover vil klinikken tage sig af indlagte patienter, der lider af somatoforme tilstande. Man kan dog håbe på, at dette pilotprojekt bliver en så stor succes, at der på længere sigt skabes flere klinikker på landsplan. Kilder: Ingvard Wilhelmsen: Hypokondri og Kognitiv Terapi. Munksgaard/Rosinante Interview af Vagn Pilegaard, DR, Københavns Radio med Morten Birket-Smith, februar 2001 Line Ivarsson: De nye sygdomme. STUD MED, nov Genialitet og galskab. Mogens Mellergård: Psykiatrisk portrætgalleri. Psykiatrifondens forlag s. Illustreret. Af Kamma Kaspersen Selvom der ikke er udpræget angstramte kunstnere med i Mellergårds skildring af 16 kendte, gale genier (patografier), er den alligevel interessant, da den viser en sammenhæng mellem de store og anderledes tanker en psykisk lidelse kan foranledige og nyskabning indenfor litteratur og billedkunst. I kapitlet Stemningssygdomme beskrives dog depression, hypokondri og angst flygtigt i forbindelse med bl.a. Søren Kirkegaard som måske nok kunne have være interessant at høre lidt mere om. I forordet nævnes, at den kan ses som et led i oplysning og aftabuisering af psykisk sygdom og det skal i hvert fald hilses velkommen. Maleren Carl Frederik Hill ( ) der havde en tendens til at isolere sig på akademiet, og som følge deraf også gik sine egne veje kunstnerisk, blev især optaget af den franske impressionisme. Men i 1875 be-