Årbog for Københavns stift. Inden du taler over dig

Transkript

1 Årbog for Københavns stift 2004 Inden du taler over dig

2 Årbog 2004 Udgivet af Københavns stift Redaktion: Anders Carlsson Bente Hansen Flemming Pless Peter Skov-Jakobsen Jesper Stange (ansvarshavende) Årbog for Københavns stift 2004 Inden du taler over dig Fotograf: Flemming Pless Design: Mindgame Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S ISBN: ISSN:

3 Indhold Forord 6 Aktstykker fra årets landemode Beretning fra Beretning fra af Jesper Stange Stiftsudvalget om nye religiøse Folkekirkens Skoletjeneste Det nye Købenavn 54 strømninger 100 København Frederiksberg 110 Gud som en skabende af biskop Erik Norman Svendsen ved stiftspræst Niels Underbjerg ved leder af Folkekirkens Skoletjeneste og opretholdende magt 10 Helle Krogh Madsen af lektor, Dr.theol. Jakob Wolf Prædiken ved landemodegudstjenesten 60 Beretning fra af provst Knud Henning Hansen Stiftsudvalget for arbejde Beretning fra Jomfrufødsel og Helligånd 18 blandt etniske minoriteter 101 Folkekirkens internetudvalg 113 af forfatter, mag.art. Bente Hansen Landemodeforedrag ved stiftspræst, Dr. theol. Lissi Rasmussen ved sognepræst, webpastor Gunnar Bach Pedersen 4 Dommen over levende og døde 22 Så alt hvad Herren kalder sit 64 af direktør, mag.art. Beretning fra Landemodeberetning af professor, Dr.phil. Ole Fogh Kirkeby Hans Edvard Nørregård-Nielsen Stiftsudvalget for Det Danske Bibelselskab 103 Præster: tilgang afgang 114 De helliges samfund 28 Årsberetning ved datalog Karsten Kynde af forfatter Ebbe Kløvedal Reich ved biskop Erik Norman Svendsen Navne og adresser 116 Beretning fra Syndernes forladelse 34 Referat af forårsprovstemøde Stiftsudvalget for mission 104 Regnskab for Københavns Stiftsfond 126 af sognepræst Anders Carlsson 1. april ved stiftspræst Jonna Dalsgaard ved stiftskontorchef Jørgen Christiansen Bidrag til Stiftsfonden 128 Kødets opstandelse 40 Beretning fra af forfatter Vibeke Vasbo Referat af landemodeforhandlingerne Københavns Stiftscentral den 6. oktober for undervisning 106 Det evige liv 46 ved stiftskontorchef Jørgen Christiansen ved stifts- og sognepræst Helene Dam af forfatter Leonora Christina Skov Beretning fra Beretning fra Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 98 Stiftsudvalget for diakoni 109 ved skolepædagog Christian Borello Carlsen ved pastor Hanne Storebjerg

4 Forord Thorkild Grosbøll har sagt om trosbekendelsen, at udtalt, førend de synker tungt tilbage i historien. De den er det rene abracadabra. Men alene den diskussion, dét har medført, dementerer ganske åbenlyst Den tyske dramatiker og forfatter Botho Strauss var kun et citat. Et par gåseøjne, der kildrede os. udtalelsen. siger, at der findes følelser, som efterhånden alene For en gangs skyld diskuterer vi ikke, om præster eksisterer i tekst, som ord, og nævner eksemplet drikker for mange bajere eller har for mange uægteskabelige forbindelser. Allerede efter det første glas han, fyldes det tomme, glemte ord med hele sin ære. Først ved læsning af en gammel roman, siger rødvin læner borddamen sig ind over sin gejstlige sociale og livsfarlige alvor, så vi gerne selv igen ville bordherre for at betro ham, at hun aldrig helt har sige ære, men tilføjer, at det ville være latterligt, forstået det med det evige liv. for det hører ingen steder hjemme. 6 7 Man kunne have frygtet en selvjustits, inden Strauss sammenligner os med den etiopiske en eventuel gejstlig domstol havde afsagt sin dom. indfødte, som havde glemt en vigtig myte og derfor ikke kunne forklare, hvorfor han i så forskellig- Men det har vist sig, at lysten til at forsøge at sige, hvad kristendom er, er større end behovet for at sætte grænser for, hvad vi må. Vore forfædre kendte tingenes mening, men vi har artede anledninger bar en klump smør på hovedet. Den kirkelige samtale har fået et løft, uanset glemt den. hvad man mener om løftestangen. Vi kender endnu meget mindre meningen med Årbogen har ikke tænkt sig at lade den anledning gå fra sig og præsenterer derfor læg og lærds te er smør på vores hoveder. de utallige levninger, vi udtrykker os i. Det allermes- bud på bekendelsen, når den ikke lyder unisont og Men selv en pessimist som den tyske dramatiker, der mener, at ingen myte, intet romanværk under ledelse af en pibekravet embedsmand. nogensinde vil kunne forklare det for os igen, imødegås af sin egen erfaring af, at kejtede personer nu Der findes en tro, som efterhånden kun eksisterer gennem ord. Hvad for eksempel syndernes forladelse betyder i troværdig mening, erfarer vi ikke oparbejdning af opbrugt symbolsk viden, betyd- som før dog stadig ligger inde med teknologien til længere. Vi siger ordene. Og gudstjenesten kan i ningsaffaldets recycling. sine lykkelige øjeblikke give os en fornemmelse af Hvis man vil være venlig at forstå det som en hukommelsestilvækst. Nåh ja! Men næppe er ordene cadeau, har årbogen lagt bekendelsens svære begre-

5 Forord Forord ber i hænderne på sådanne kejtede personer med henblik på oparbejdning og recycling. I et for længst hedengangent litterært tidsskrift, eftersøgte Ebbe Kløvedal Reich engang i halvfjerserne noget, der blot kunne minde om et pinseunder og fandt, at man ikke kom det nærmere end den samlede jubel, når Danmark scorede mod Sverige i Idrætsparken. Den samme synkrone jubel fornemmede man ikke i kirken, når menigheden i kor om det tabte midtpunkt, tingstedet hvor alle og filosoffen Ole Fogh Kirkebys overvejelser. forbruger men dog samtidig et spagfærdigt minde fugen. 8 9 sog- fremsagde trosbekendelse. Det kunne han imidlertid godt ønske sig og foreslog derfor en modernisering af ordlyden, som herefter kom til at lyde noget i retning af: at jeg tror på én Gud, fordi det er det mindste, man kan tro på, hvis man vil være troværdig for sig selv, at jeg tror på Jesus, fordi han siger, at det er nok, mens den tredje artikel om Helligånden lød: at resten kunne vi diskutere. Det kom der måske ikke meget pinseunder ud af, men det var dog langt væsentligere formuleringer end halvfjerserdanskerens bekendelse til, at der nok var noget. Ebbe Kløvedal Reich inddrager os igen tredive år efter i sine diskussioner med sig selv, når det gælder trosbekendelsens besværlige tredje led. Som den ene af fire forfattere giver han sit bud på, hvad man kan sige, inden man taler over sig. De tre andre er Leonora Christina Skov, Vibeke Vasbo og Bente Hansen. I en vis forstand taler vi nødvendigvis over os, når vi taler religiøst. Udover det erfarede skal vi tale om det, der ikke opkom i noget menneskehjerte. Men der er et stykke vej dertil og den følges vi ad med præsten Anders Carlsson, teologen Jakob Wolf Vi har altså ikke anlagt trosbekendelsen som en kætteralen med henblik på at måle rettroenheden. Den er snarere den klump smør på vores hoveder, vi næsten har glemt, hvorfor vi bærer rundt på. Siden oldkirken har trosbekendelse tjent som dåbsformel og har dermed været det midtpunkt, hvorfra man kunne kortlægge sin verden. Men midten er vanskelig at pejle. Hvis det ikke var en selvmodsigelse, kunne man sige, at midten søges i omkredsen. Det er som med Københavns nye bydele. Det er ikke til at sige, hvorfra de skal kortlægges. Ligesom trosbekendelsen tjente kirkebygningen tidligere som nulmatrikel, som målepunkt, hvorfra alt andet udmåltes på sin rette plads. Men hvor er midten i Ørestaden, på Bryggen, på Langelinie og i Sydhavnen? Biskop Erik Norman Svendsen introducerer de nødvendige overvejelser over kirkens placering i det nye bydesign som optakt til årbogens aktstykker og dermed også som begrundelse for årbogens billeder. På sin fotosafari i Ørestaden fandt Flemming Pless i centerhall en midt i Fields en kreds af forarbejde granitsten. Måske blot et hvilested for den trætte nets veje mødtes. Der er stadig også noget at støtte erindringen på. I sit landemodeforedrag konstaterer Hans Edvard Nørregård-Nielsen, at præsten har erstattet sine latin- ske tekster med det store kørekort, så menigheden kan komme omkring. Nørregård-Nielsen slutter med en opfordring til den kirke, som af al magt prøver at overleve på et pjattet grundlag, hvor enhver anskaffer sin egen religion, og det ene kan være lige så godt som det andet. Hvor ville det være velgørende, hvis man besluttede sig til at gøre op med gemytligheden og fastholdt én Gud, der forhindrede hver anden i at konstruere sin egen udgave af slagsen. For det er ligesom når en hedning tilbeder sig selv, siger Nørregård-Nielsen. På trods af den upolemiske gemytlighed, som præger indlæggene i dette års stiftsbog, søger vi hermed ikke at komme længst muligt omkring men om muligt snarere i retning af midten. Af vores kristentro og vores by. I aktstykkerne kan man igen i år orientere sig om de aktiviteter, som er omdrejningspunktet i stiftscentri- Jesper Stange

6 Gud som en skabende og opretholdende magt af Jakob Wolf Naturvidenskaben og teologien de, at naturvidenskaben og teologien handler om to Der er næppe tvivl om, at naturvidenskabens udvikling og succes har været en stor udfordring for den om årsagerne til naturfænomenerne, mens teolo- forskellige virkeligheder. Naturvidenskaben handler traditionelle tanke om Gud som skaberen og opretholderen af naturen og universet. Det er ikke så og etik, og de to virkeligheder har ikke noget med gien handler om sådan noget som livets mening sært, at naturvidenskaben har voldt tanken om Gud hinanden at gøre. Biskop Jan Lindhardt siger det som skaberen problemer, da den i høj grad er blevet f.eks. sådan: Lader man så ikke Bibelen i stikken til i et opgør med en religiøs og mytisk forståelse af dermed? Nej, det gør man ikke, for den kan noget, naturens fænomener. Som videnskabshistorikeren som ingen naturvidenskab kan. Den kan tale om, andet problem ved denne løsning er, om det overhovedet er muligt at skille teologi og naturviden- mig andet, end at en nyformulering af gudsbegre- hvad er det så for en Gud? Jeg kan ikke forestille skab ad på den måde? Kan man undgå, at teologi bet, der ikke indeholder tanken om Gud som skaberen, vil føre til en anden religion end kristendom- og naturvidenskab støder sammen, når man tænker på, at tanken om Gud som skaberen og opretholderen af naturen er en central teologisk tanke? men. Hvordan man end forstår tanken om Gud som skaberen, så kan jeg ikke se, at tanken om Gud som Vi slipper ikke for en konfrontation af en eller anden Den nødvendige konfrontation skaberen kan betyde mindre, end at Gud er årsag art mellem teologi og naturvidenskab. Løsningen til universet og naturen. Hvis tanken overhovedet med at dele riget er grundlæggende uklar og skal give mening, må den mindst betyde dette, uholdbar. Jamen, har naturvidenskaben ikke allerede vundet denne konfrontation? Det mener jeg og dermed handler den uvægerligt om det samme som naturvidenskaben, nemlig hvad er årsag til ikke. Jeg mener, vi lever i en kultur, der har tillagt naturen og dens fænomener? Hvis man hævder, at naturvidenskaben alt for megen autoritet. Vi lever i teologi kun handler om den eksistentielle mening en kultur, som opfatter naturvidenskaben ikke blot med livet og etik og moral, har man så ikke reelt som en arbejdshypotese, men som en ideologi, en opgivet tanken om Gud som skaberen af universet totalforklaring på naturen og dens fænomener. Der Olaf Pedersen skriver, så blev naturvidenskaben til, hvad der er godt og ondt (de ti bud, kærlighedsbuddet) og naturen? Jeg tror det gælder for en del teologer, er sket det i vores kultur, at vi anser den religiøse da antikkens grækere fik en radikal ny forestilling hvormed vort livs retning er angivet, og den og derfor er der skabt megen uklarhed og forvirring forståelse af naturfænomenerne for at være i defen- om, at naturens fænomener ikke fremkommer som kan sige os, hvem Gud er, nemlig den der trods alt omkring tanken om Gud som skaberen, og det er siven. Vi opfatter det uvilkårligt sådan, at det er den følge af gudernes frie beslutninger, men fordi de er bærer over med os for sin søns skyld.videnskaben skæbnesvangert for teologien og den kristne tro, da religiøse forståelse af naturen, der skal forsvare nødsaget til det, tvunget af en indre nødvendighed kan beskrive én form for virkelighed, mens Bibelen tanken om Gud som skaberen hører uløseligt sammen sig over for naturvidenskaben. Men dermed har vi i naturen selv, som tvinger et givet fænomen til at kan beskrive en anden. Den første kan sige noget med gudsbegrebet overhovedet, i hvert fald i vendt tingene på hovedet, vil jeg argumentere for. vise sig, hver gang de rette betingelser er til stede. om, hvordan det forholder sig. Den sidste kan de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom Det er naturvidenskaben, der er i defensiven. Det (Olaf Pedersen Naturerkendelse og theologi 1996, sige os, hvad der er de grundlæggende vilkår for og islam. Ligesom det hører med til begre- vil sige, det er naturvidenskaben, der skal forklare s.16). Naturvidenskabens bestræbelse er at forklare vort liv, at vi er sat til at tjene andre, og at vi derfor bet om en ungkarl, at han er ugift, sådan hører det og forsvare sig. Det er naturvidenskaben, der har et naturens fænomener ud fra naturens egne love. ikke er og aldrig kan blive hovedpersoner i vort også med til begrebet Gud, at han er skaberen. En forklaringsproblem. Men hvis vi kan forklare naturens fænomener på eget liv. Det kan man ikke finde ud af ved at se i et ungkarl, der ikke er ugift, er ikke en ungkarl, og en Vores intuitive og umiddelbare forståelse af den måde, så er tanken om en Gud, der er forskellig mikroskop eller en stjernekikkert. (Jyllands Posten Gud, der ikke er skaberen, er ikke Gud. Resultatet naturen er, at den er fuld af visdom. Der findes et fra naturen og skaber og opretholder naturen, overflødig ). af at opgive tanken om Gud som skaberen er en utal af naturfænomener, hvor man må undre sig Naturen skaber og opretholder sig selv. kristendom uden Gud, hvilket er meningsløst. over, hvor sindrigt og vist, det hele er indrettet. Især i det 20. århundrede, hvor naturvidenskaben Det er et stort problem ved denne løsning, at vi Kristendommens centrale påstand er, at himlens Denne intuitive opfattelse ser vi dag i høj grad har stået stærkere og stærkere, har teologien med den kommer til at leve i to virkeligheder, som og jordens almægtige skaber har inkarneret sig i et bekræftet af f.eks. den nyere biologiske forskning. haft besvær med naturvidenskabens udfordring. ikke har noget med hinanden at gøre; en naturvidenskabelig historisk menneske, Jesus fra Nazareth. Hvis man Især biokemien har afdækket, hvor komplice- Hvordan skulle man klare den? Den mest populære verden og en etisk eksistentiel verden. hævder, at det ikke er skaberguden, der har inkarret f.eks. cellen, der er grundelementet i alle leven- løsning blev, at man delte riget imellem sig og sag- Vores verden falder fra hinanden i to verdener. Et neret sig, så har man et stort forklaringsproblem; de organismer, er. Cellen består af bl.a. en stor

7 Gud som en skabende og opretholdende magt Gud som en skabende og opretholdende magt 12 mængde proteiner, som skal arbejde nøje koordineret sammen, for at cellen kan udføre de funktioner, en celle skal. Spørgsmålet er nu, om naturvidenskaben kan forklare, hvordan et så kompliceret system som en celle eller langt mere komplicerede organismer som flercellede organismer er opstået? Biologien forsøger at forklare det ved hjælp af den darwinistiske mekanisme. Denne mekanisme består i, at naturlig udvælgelse virker på en tilfældig variation. Darwin bruger selv menneskets husdyravl som en analogi til denne mekanisme. Hvis vi vil fremavle en jagthund med meget lange ben, så gør vi det, at vi hele tiden udvælger de hvalpe, der har lange ben til videre avl. På samme måde udvikles en organisme i naturen ved, at naturen hele tiden udvælger de bedst tilpassede til overlevelse og videre avl. Denne mekanisme er forklaringen på alle biologiske dannelser, hævder naturvidenskaben. 13 Intelligent design Men er det sandsynligt? Det er sandsynligt og forholdsvis godt begrundet, at små ændringer kan forklares på den måde. Variationen af størrelsen på fuglenæb inden for en art, kan f.eks. forklares på den måde, eller det, at insekter udvikler resistens over for insektgifte. Men kan større ændringer forklares på den måde? Kan tilblivelsen af helt nye biologiske systemer og livsformer forklares på den måde? Vi ved fra menneskeverdenen, at maskiner, der består af dele, der arbejder velkoordineret sammen for at udføre en funktion, umuligt kan opstå ud fra en bevidstløs mekanik alene. En motorcykel kan f.eks. aldrig opstå ved, at en cykel hele tiden ændres ved små ændringer. Den kan kun blive til i kraft af, at en menneskelig bevidsthed og intelligens har opfundet en plan for, hvordan delene skal

8 Gud som en skabende og opretholdende magt Gud som en skabende og opretholdende magt sættes sammen. Hvis man kan sammenligne en menneskeskabt maskine og f.eks. cellen, så er det ikke sandsynligt, at cellen kan være blevet til i kraft af en bevidstløs, uintelligent mekanisme som den darwinistiske. Det er meget mere sandsynligt og indlysende, at den er blevet til i kraft af en bevidst intelligens af en art. Hvis man prøver at se konkret på de darwinistiske forklaringer på bare lidt komplicerede organismer, så viser det sig, at disse forklaringer er meget omtrentlige. Hvis en forklaring skal være videnskabeligt tilfredsstillende, skal den forklare alle de trin, der skal til, for at vi kommer fra, at et system ikke eksisterer til, at det eksisterer. Det krav opfylder de darwinistiske forklaringer langt fra. Derfor er der ikke tale om nøjagtige videnskabelige forklaringer, men mere om hypoteser og spekulationer. plekse organismers tilblivelse, er en anden form for erkendelse end den naturvidenskabelige. Hvis jeg siger, at den komplekse biologiske organisme har en lighed med en menneskeskabt maskine, der gør, at begge systemer må skyldes en intelligent årsag, så er det en såkaldt analog erkendelse. Denne erkendeform er helt grundlæggende for vores almindelige erkendelse af verden. Vi erkender, hvad noget er, fordi det ligner noget, vi kender i forvejen. Jeg forstår, hvad det betyder, når en thailænder samler hænderne foran sig og bøjer hovedet, fordi det ligner det, at vi giver hinanden hånden. Jeg forstår, at det er en hilsen, fordi jeg allerede ved, hvad en hilsen er. Vi erkender grundlæggende verden ud fra det forhold, at fænomener i verden ligner hinanden. Det har især den fænomenologiske filosofi i det 20. årh. klarlagt. at den både ligner en maskine og er forskellig fra en maskine. Da analogien mellem en menneskeskabt maskine og et komplekst biologisk system er så stærk, mener jeg ikke, der er nogen grund til ikke at tage denne erkendelse for gode varer, at tilblivelsen af de levende organismer og deres udvikling skyldes en bevidst, intelligent årsag. Det er en fuldstændig nærliggende og indlysende erkendelse, og det har man stort set også altid ment. Hvis man vil hævde noget andet, sådan som f.eks. darwinismen vil, når den hævder, at den analoge erkendelse er én stor illusion, så ligger bevisbyrden hos den, der vil det. Det vil sige, det er darwinismen, der skal bevise, at det ikke er det, som det ser ud til at være. Hvis jeg ser noget, der ser ud som en hund, bevæger sig som en hund, lugter som en hund, gør som en Men det er en ideologi. Den analoge erkendeform er lige så gyldig som den naturvidenskabelige, og den er helt grundlæggende for vores basale erkendelse af verden. Det viser analyser af dagligsproget, hvor analogien spiller en afgørende rolle. Der er ingen grund til at betvivle tanken om Gud som skaberen og opretholderen på grund af naturvidenskaben. Der kan derimod være grund til at betvivle naturvidenskaben som en total-forklaring på naturen. Den darwinistiske teori er kun en videnskabelig arbejdshypotese. Når såkaldt moderne teologer mener, vi må opgive tanken om Gud som skaberen og opretholderen på grund af naturvidenskabens udvikling, så er det ikke udtryk for, at de er moderne i den forstand, at de er på højde med vores viden om naturen. Det er snarere udtryk for, at de bekræfter en gammel positivistisk ideologi fra Den darwinistiske teori er ikke en forklaring på Vores analoge erkendelser er ikke hele tiden hund osv., så mener jeg, jeg er i min gode ret til at det forrige århundrede. Det er modsigelsesfuldt, at livets opståen og udvikling; det er en videnskabelig arbejdshypotese. I parentes bemærket mener jeg ikke, at vi skal opgive den darwinistiske teori som arbejdshypotese, for vi ved ikke, hvor langt vi kan komme ad den vej. Det, vi skal opgive, er den darwinistiske teori som ideologi. Den analoge erkendelse Men kan det ikke være, at vi engang i fremtiden vil blive i stand til at forklare de komplekse organismers dannelse videnskabeligt tilfredsstillende, og betyder det ikke, at hvis vi fremsætter en anden forklaring, så lever den bare af vores foreløbige uvidenhed? Det første kan vi ikke udelukke, ingen kender fremtiden, den kan bekræfte den darwinistiske hypotese, men den kan også afkræfte den. Det sidste er ikke tilfældet, fordi den forklaring, der henviser til en bevidst, intelligent årsag til de kom- sande. De kan vise sig at være forkerte. Hvis vi f.eks. mener, at fugle og flagermus er umiddelbart beslægtede, fordi de ligner hinanden ved at kunne flyve, så er det forkert. Derfor skal man altid spørge, om analogien er svag eller stærk. Er den stærk, er der imidlertid ingen grund til at afvise den erkendelse, der ligger i den. Så spørgsmålet er, om den strukturelle lighed mellem en kompleks organisme og en menneskeskabt maskine er svag eller stærk. Jeg mener, der kan argumenteres grundigt for, at den en meget stærk. Jeg mener det i grunden også bekræftes af biologien, fordi den hele tiden selv betjener sig af denne analogi. Biologi-bøger vrimler med den slags analogier. Cellen kaldes en nano-maskine, altså en meget lille maskine, hjertet kaldes en pumpe, hjernen en computer osv. Det er vigtigt at understrege, at jeg påstår ikke, at organismen er en maskine. Det er en analogi. Det vil sige, hævde, at det er en hund. Hvis nogen hævder noget andet, så er det dem, der skal bevise, det ikke er, hvad det ser ud til at være. Naturvidenskab som ideologi Kort sagt, det er den darwinistiske forklaring, der er i defensiven og skal bevise sin påstand. Det er den opfattelse, at livets opståen og udvikling skyldes en intelligent årsag, hvilket er åben for den fortolkning, at det skyldes en transcendent skabermagt, der er den selvfølgelige og mest nærliggende. Sådan fremstilles det ikke normalt. Normalt fremstilles det, som om det er skabelsestanken, der står svagt og skal bevise sin berettigelse. Men det er som sagt at vende tingene på hovedet, og denne omvending skyldes, at vi på grund af naturvidenskabens succes er blevet overbevist om, at der findes kun én gyldig erkendeform, og det er den naturvidenskabelige. teologien vil bekræfte en ideologi, som i realiteten ophæver begrebet om Gud. Den burde da bekæmpe en sådan ideologi ikke bare af hensyn til teologien, men først og fremmest af hensyn til sandheden. Ophævelsen af den ideologiske forblindelse vil, mener jeg, også få store konsekvenser for vores etiske forhold til naturen og dens planter og dyr og mennesker. Der er meget stor forskel på, om vi ser naturens væsener som et produkt af en bevidstløs mekanisme, eller om vi ser dem som et produkt af en bevidst intelligens. Respekten og agtelsen for dem svækkes, hvis vi ser dem som tilfældig, bevidstløs materie, den styrkes, hvis vi ser dem som skabt af en guddommelig bevidsthed. Etik og skabelsestanke kan ikke skilles ad.

9 Gud som en skabende og opretholdende magt Gud som en skabende og opretholdende magt om, at en transcendent skaber har skabt naturen, bygger på et solidt erfaringsgrundlag. Tanken er ikke et resultat af et bevis, men af en fortolkning. Vi fortolker vores erfaring. Når vi erfarer, at biologiske organismer har strukturel lighed med en menneskeskabt maskine, så fortolker vi denne erfaring således, at organismerne må skyldes en bevidst intelligens, og vi fortolker videre, at denne intelligens må være transcendent. Det kan vi alt sammen ikke vide med sikkerhed, vi kan ikke bevise det. Der er f.eks. andre, der fortolker denne erfaring anderledes. Den berømte biolog H.C. Crick, medopdageren af DNA-moleklet, mener i ramme alvor, at det er intelligente rumvæsener, der står bag det intelligente design, vi iagttager i naturen. Der er altså flere forskellige fortolkninger mulige. Grunden til, at jeg vil foretrække den fortolkning, der anser intelligensen i naturen. Der er intet i vores erfaring af naturen, der gør det nærliggende at tænke, at Gud har inkarneret sig i et bestemt, historisk menneske. Det kan kun være en tro. Men det afgørende i denne forbindelse er at gøre opmærksom på, at denne specifikke kristne tro forudsætter en ikke-specifik kristen tanke om, at en transcendent magt har skabt verden. Tanken om Gud som skaberen er ikke speciel kristen, men den er heller ikke ukristelig, den er tværtimod så tæt forbundet med kristendommen, at uden den som forudsætning bliver kristendommen meningsløs. Luther skelnede mellem den skjulte Gud og den åbenbarede Gud. Den skjulte Gud er skaberguden, som alle mennesker kender. Det, at han er skjult, betyder ikke, at man ikke kender til hans eksistens, og at han har skabt verden; det betyder, at man ikke kender hans væsen og vilje. for at være transcendent, frem for Cricks Den åbenbarede Gud er kristendommens påstand fortolkning, er, at man med Cricks fortolkning kan spørge videre: Jamen, hvem står så bag rumvæseners intelligens? Hvis man spørger videre på den måde, vil man uvægerligt komme til en universtranscendent magt. om, at den skjulte Gud har åbenbaret sig i mennesket Jesus fra Nazareth. Religionerne er fælles om at erkende den skjulte Gud, og at en transcendent magt har skabt verden. Det, der gør dem forskellige, er, at de har forskellige opfattelser af, hvor og hvordan denne skjulte Gud har åbenbaret sig. Menneskets umiddelbare erfaring Det er en almenmenneskelig erfaring, at naturen er fuld af visdom. Det er den erfaring, der får Brorson til at udbryde, når han ser på naturen: O Gud, hvor er din visdom stor! og Grundtvig: i din visdom ingen bunder. Det er bl.a. denne erfaring, der har fået mennesket til at tænke tanken, at der eksisterer en Gud, der har skabt verden. Det er denne erfaring, naturvidenskaben har problematiseret ved at hævde, at alt i naturen foregår bevidstløst og uden visdom, eller rettere sagt vi har ladet tanken blive problematiseret af naturvidenskaben. Det viser sig nemlig, hvis vi går de darwinistiske forklaringer efter i sømmene, at der er ingen grund til tro, at vores umiddelbare erfaring af naturen er en illusion. Der er ingen grund til, at vi skal svigte vores umiddelbare erfaring. Naturvidenskaben har fremmedgjort os for os selv ved dens krav om, at vi skal svigte os selv. Betyder det, jeg siger her, at jeg fremsætter et gudsbevis? Nej, bevis er et alt for bombastisk begreb. Men det betyder, at jeg hævder, at tanken Det specifikt kristne Dette betyder videre, at tanken om Gud som skaberen ikke er en specifik kristen tro. Det er en tanke, som ikke har sin baggrund i en bestemt forkyndelse eller en bestemt hellig bog. Det er en tanke, der udelukkende er opstået af en fortolkning af vores erfaring af naturen. Derfor finder vi den som sagt også i andre religioner end i kristendommen. Den specifikt kristne tro er en tro på, at Gud har inkarneret sig i et bestemt historisk menneske, Jesus fra Nazareth. Her er der i specifik forstand tale om tro, fordi denne tanke har intet som helst erfaringsgrundlag Jakob Wolf, Dr. theol., lektor ved Det teologiske Fakultet i København har netop udsendt bogen Rosens råb om intelligent design i naturen

10 Jomfrufødsel og Helligånd Et af de mest manipulerede dogmer i vores troslære Sådan har det imidlertid ikke været for den lange er historien om jomfrufødslen, som har været hoved- række af teologer, som gennem kirkens historie har af Bente Hansen emne for klerikale diskussioner i århundreder. I de lagt overordentlig stor vægt på den tekniske jomfrudom. to trosbekendelser, der bruges hos os i dag, den De nåede gennem spidsfindige drøftelser frem nikænske og den apostolske, står der, at Jesus blev til, at Maria nødvendigvis var uberørt af en mand, og født af jomfru Maria, men at undfangelsen var ved det er der kommet sære forklaringsmodeller ud af. Helligånden. Der er altså to dogmer i eet, nemlig at De samme teologer kunne jo heller ikke vide, at Maria var jomfru og at det var Helligånden, der havde i vores tid kan der om føje år skabes tekniske jom- grebet ind. frufødsler på stribe. Hvis jeg ellers har forstået det De to ting hænger ikke nødvendigvis sammen, ret, så kan den klonende videnskab snart producere for hvorfor skulle Helligånden ikke kunne gribe ind nye børn ud af kvinder, som strengt taget ikke overfor ikke-jomfruer? I bibelen sker det flere gange: behøver at have kendt en mand. Projektet går, i Både Sara, som var gift med Abraham, og Elisa- stærkt forenklet form, ud på at man tager en celle beth, som var gift med Zakarias, fik besøg af englen fra kvinden, lægger den ind i et æg i selv samme med det samme glade budskab. kvinde, får det til at vokse og mirakel! Det blev et Men lad os tage de to dogmer hver for sig. barn. Hvis jeg var mandlig forsker ville jeg nok gemme den opskrift væk i skrivebordsskuffen, for den Maria: Var hun jomfru eller ej? Det er en af de ting, jeg sjældent har spekuleret over. sætter jo mandens, i forvejen beskedne, indsats Måske fordi det emne har mistet sin vægt i vores helt ud af funktion. Og den sætter også på finurlig protestantiske og moderne del af verden, som næppe vis den gamle diskussion om jomfrufødsler i et lidt regner spørgsmålet om rene og uberørte kvinder muntert skær. Den tekniske side af sagen, når vi blandt de vigtigste i forbindelse med ægteskab og snakker om Marias undfangelse og nedkomst, bliver fødsler. Måske er det, fordi jeg inderst inde synes, mindre vigtig, og det er kun godt. at renhed slet ikke befinder sig i den del af kroppen, Men sådan var det altså ikke for kristen-teolo- men snarere i den del, som vi forbinder med gerne i de første århundreder, og Maria blev derfor hjertet. et af de mest manipulerede fænomener i den kristne Når jeg af og til har forsøgt mig med maling fortælling. Hvad skulle man gøre, når nu Jesus af en Maria-ikon, har jeg nøje fulgt instruksen og skulle være jordisk og fødes på (næsten) almindelig malet tre symboler på hendes hovedklæde, symboler vis? Hans far var jo Herren selv, men samtidig måtte som angiveligt viser, at hun var ubesmittet både hans jordiske mor, i anstændighedens navn, have før, under og efter fødslen. Det ser nydeligt ud, men sig en mand, og problemerne tårnede sig op: Hvad i hvis sandheden skal frem, må jeg indrømme, at jeg alverden skal vi sige, at hun var? er ret ligeglad med, om Maria var det ene eller det De ord, der bruges i originalteksterne, som vi andet, og jeg forventer ikke at blive kaldt til kammeratlig støtter os til, peger ikke entydigt på, at hun var jom- samtale hos biskoppen af den grund. fru, men snarere på, at hun var en ung (ugift) kvin-

11 Jomfrufødsel og Helligånd Jomfrufødsel og Helligånd de, og det er tvivlsomt, om der kan lægges mere i det. I ældre tid brugte vi jo også her i landet ordet jomfru om unge, ugifte kvinder, jomfru Ilselil og jomfru Dorte. Muligvis kunne der i Bibelen ligeså godt stå Frøken Maria Hos Lukas, som er hovedkilden til vores version af historien, siger englen til Maria, at hun skal føde et barn, og hun indvender spagfærdigt, at hun jo ikke har kendt en mand, men englen siger, at Helligånden skal komme over hende, og at den Højestes kraft skal overskygge hende. Og det godtager hun, stærkt bevæget selvfølgelig, for hun tror på, hvad englen siger. Der findes som bekendt mange evangelier og evangeliebrudstykker, der ikke er med i Bibelen, og hos to af de mere kendte er der helt forskellige signaler: Hos Thomas står der for eksempel ikke noget, lyder spørgsmålet, og det runger, så væggene slår revner. Her er der ingen små smutveje af kropslig og social art, ingen diskussioner om ord og oversættelser, ingen videnskabelige og historiske fiksfakserier, kun det øredøvende spørgsmål, tror du på Helligånden? Personlig har jeg svært ved at forholde mig til livets mirakel og dunkelhed i det hele taget uden at forestille mig en indgriben fra Helligånden. Fødes der et barn og spirer der et træ uden at både barn og træ er undfanget ved Helligånden? Er ikke alting skabt af den Højestes kraft, og skulle den kraft ikke være rigeligt til et levende barn? På den anden side: hvis alt således er blevet til ved den Højestes kraft, hvad er det så, der gør denne fødsel og undfangelse til noget særligt? Hvorfor barmhjertighed, hvordan han har splittet dem, som havde hovmodige tanker, og hvordan han vil støtte de nederste og sende de rige tomhændede bort. Hun tager opgaven på sig uden at vakle og med en talekraft, som nok kan forklare, hvorfor hun er udvalgt. Den tale har ingen teologer siden kunnet fravriste hende, fordi den er så monumental en åbning af Lukas-evangeliet. Den kirkelige udrensning af kvindekønnet fra teologien var ellers effektiv i århundreder, og den har trukket lange og grimme spor. I vores protestantiske kirke har vi godt nok været først med at give kvinderne adgang til igen at holde evangeliske brandtaler, men vi må også ydmygt medgive, at Reformationens jagt på Maria-dyrkelsen var med til at maskulinisere vores tro på andre måder. Maria forsvandt. Marias hjerter var så rene, som menneskehjerter nu engang kan blive. De var i hvert fald tilgængelige for Helligånden, og den tilgængelighed er det forbillede, som vi kan lære noget af. Bente Hansen, mag.art., er forfatter og har netop udgivet bogen om kvindebevægelsen En køn historie mens Jakobs For-evangelium beskæftiger sig ganske al den larm om netop det barn? Ja, det særlige er I vores Domkirke, som dog bærer hendes navn, konkret med jomfruspørgsmålet, som afgøres ved tegn og undere: hun var og blev jomfru, både før under og efter. I Johannes evangeliet står der bare, at Josef var far til Jesus, og hos Mattæus, at Maria var forlovet med Josef, og at hun, før de havde været sammen, var blevet med barn ved Helligånden. I alle historierne træder Josef til og dækker over skandalen, og dermed er der to i historien, som overtræder den gode moral. To, som troede, og som var rene af hjertet og derfor udvalgte. Undfanget ved Helligånden Her er vi ved det egentlige trosspørgsmål for mig at se, for hvis vi tror på, at Jesus er Gudsendt, så må vi også tro på det helliges indgriben. Det store og uhåndterlige dogme er ikke jomfrufødslen, men undfangelsen ved den Helligånd. Tror vi på det? selvfølgelig barnet selv, for det var et helt særligt barn, der nu skulle fødes. Et barn der voksede op og levede et kort liv, men et liv, som ændrede menneskenes historie. Når jeg af og til prøver at tænke verdenshistorien forfra uden det barn, så ser det sort ud. Godt nok er der begået uhørte forbrydelser i kristendommens navn, men det ændrer ikke ved barnets senere liv og lidelser, ved budskabet om kærlighed og tilgivelse, ved evangeliernes altomfattende fortælling til menneskene. At tænke Jesus ud af historien er at tænke sort. Til den skabelse kom den Højestes kraft over Maria, jomfru eller ej, og Helligånden gav hende dertil mod og indsigt til at holde en brandtale lige på stedet. Herren har højlovet min sjæl, udbryder hun, og min ånd fryder sig. Hun fortæller om hans endeløse Vor Frue, er der ingen billeder af hende. Kun en anonym skikkelse i et højtsiddende relief fortæller, at hun fandtes, og for nogle få år siden blev hun sneget ind på et lille broderi i antependiet, fortæppet på alterbordet. En beskeden plads for én, som blev overskygget af den Højestes kraft og Helligånden. Sammenfatning Maria og Josef var udvalgt med stor omtanke, og de tog hele fortællingen på sig. Hvis der er noget at lære af dem i dag, er det ikke, om de var gift eller ej, kønsligt uerfarne eller ej, men at de stolede på Helligåndens kraft, da det virkelig gjaldt. Alt hvad vi lærer i evangelierne er jo netop, at det ikke er den kropslige renhed, der tæller mest, men hjertets. I hjertet placerer vi vores tro, følelser, etos og hemmelige bagtanker. Og jeg antager, at Josefs og

12 Dommen over levende og døde af Ole Fogh Kirkeby 1. at blive belært af, i stedet for. Jo mere vi afstår fra at Sct. Augustin taler et sted om vores indre billede gøre Gud konkret, desto tættere kommer vi på ham. af det guddommelige som en foregrebet eskatologi, et billede af de levendes land, Paradis. Det er I sine Tanker taler Pascal om Kristi dobbelte Alligevel drømmer vi alle om Det ny Jerusalem. forestillingen om adgangen til Paradis, der ofte styrer vores forestilling om moralsk adfærd, for uden han skulle overvinde døden gennem sin død. komme, og citerer Brevet til Hebræerne 2,14, At denne forestilling vil begrebet om en dom for enden Sætter man denne tankegang på spidsen kunne af livet miste meget af sin betydning. Det betyder den godt betyde, at livet også bliver overvundet efter min mening ikke, at et menneske ikke kan gennem denne anden død, at Paradis altså ikke være kristen uden at forestille sig et paradis, men blot er et sted, hvor man hverken giver eller tager sin strenghed af store dele af den danske statskirke om éngangs-tilkendelse eller -frakendelse af turpas i så tilfælde vil verdens grænse være fællesskabet til ægte, men et sted, hvor alting ser helt anderledes i dag. til Paradis. Mange år senere skulle den tyske mellem mennesker, og et kærlighedsbudskab tragisk ud. Den anden død ville så betyde noget helt Alligevel synes jeg, at forestillingen om den ube- filosof, G.F.W. Leibniz, bemærke, at for så vidt etik bundet til ideen om livets endelighed vil stå andet end Dantes brug af begrebet, altså længslen tingede tilgivelse af enhver også findes et sted i kristendommen, var meningsløs uden samvittighed, og samvittighed som troens grænse. efter det endegyldige ophør, der standser eksekveringen og at den ikke er uforenelig med Paulus utænkelig uden et liv efter døden til at udfolde den Dommen over levende og døde er historisk uløseligt af dommen i helvede. Denne anden død begreb om pleroma, om den fylde, der skabes, når i som erindring, var etik utænkelig uden forestil- knyttet til forestillingen om et efter. Derfor ville betyde ankomsten af en herlighed, og dermed enhver, der er berettiget hertil, indoptages i herligheden. lingen om en hinsides dom. er det, måske, at den indre forestilling om Gud, der indførelsen af et regime, der havde afskaffet livet, I dette begreb kunne der sove et storsind Det storsind, der også er skødesløshed, at se går mod det billedløse, sættes som Augustins, og alias den menneskelige misere, ved at åbne til en uden lige. Her kunne åbnes et blik for hvilket ikke henover lidelsernes sum, der ligger i tanken om andre store kristne tænkeres og mystikeres ideal, evighed, hvis port er glemslen af den livsform og blot alle indenfor den samme tro, uanset synderegister, den fuldkomne tilgivelse, om en anden komme, fordi kraften i drømmen om Paradis vokser, jo mindre de sprogspil, som vi hidtil har været underkastet. men alle mennesker fra alle aldre og alle religi- der kunne være en ankomst med uforbeholden til- konkret vi forestiller os det. For vi er jo dømt Harddisken tømmes. oner, fra Neanderthaleren til SS-bøddelen, fandt nåde. givelse, både til dem indenfor og dem udenfor fold- til at visualisere Paradis i analogi med vores egen Men det er stort set umuligt for nogen religion På den anden side er en sådan vision hensynsløs, en, udtrykker en overvindelse af livet. Det bryder verden, ligegyldigt hvor kritiske vi er. Men det billedløses at tænke sådan, for det ville betyde, at begrebet retlig for retten til tilgivelse er ikke en ret, der kan dermed med en kristen grundtanke, nemlig den, kraft gives også af en anden tanke, nemfærdighed fuldkommen erstattedes af kærlighed, og gives til enhver. Et menneske har kun lov til at tilgi- at livet skal være den eksamen, der kvalificerer os den, at vores indre, mentale virkelighed er den dermed ville denne religion ikke kunne grundlægge ve på egne vegne. Det, som Aristoteles i sin Nikomacheiske til turpasset til Paradis. Den bruger en gestus, der måde, som Gud oplever os på vi er set indefra, nogen moral eller etik. For etikkens kerne er samvittigheden, etik kaldte epieikeia, en vis generøsitet siger: Alt var et spil, alt var en drøm, og der- når vi tænker, føler, fantaserer og til hans tanker og da den er en viden vittighed/viden, hos den, der har magten, overfor den, han har i sin med negligeres lidelsens sum, men også samtidig har vi ikke adgang, da han jo har givet os verden til som vi har sammen, sam, er det også en viden, magt, og dermed i Romerretten aequitas, dommer- de alvorlige bestræbelser på at kvalificere sig til som til enhver tid må kunne vurderes ud fra to ens pligt til at tage den anklagedes omstændigheder kriterier: Om vi selv forholder os seriøst til den, under lovovertrædelsen i betragtning, ophæver ikke og om vi forholder os til den, sådan som institutionerne og common sense har lært os at vi burde. flødig. En henstilling til mildhed legitimerer ikke retfærdigheden, eller gør en domsfældelse over- Samvittigheden er principielt objektiv, den beror på ugerningen, og der er handlinger, der overhovedet ikke kan, og ikke bør, ses under formildende den individuelle anvendelse af et kollektivt sæt af normer. Samvittigheden beror på kravet om, at vi omstændigheder lige nu konfronterer medierne os underkaster os de andres dom, og at vi er rede til at med dem hver eneste dag. dømme os selv, som om vi havde været en anden. Også Platon, som jo var Aristoteles læremester, forestiller sig ofte en dom for enden af ethvert 2. liv, og at denne store kritiker tilsyneladende tager Uanset sit indhold, så betyder Paradis overvindelsen denne common sense antagelse i betragtning, af døden, men ikke for enhver. Billedet med kamelen viser hvor dybt forankret den er i etisk tænkning. og nåleøjet slår tonen an. At erhverve turpasset til Også Platon tematiserede metempsykosen, genfødselstanken, som kristendommen bekæmpede, Paradis kræver ifølge kristendommen bekendelse og et liv i evangeliets ånd loven afskaffede Paulus men som forekommer mange mennesker den dag selvom dette princip ikke offentligt fremhæves i i dag, som et rimeligt alternativ til forestillingen

13 Dommen over levende og døde Dommen over levende og døde uendeligheden. Dommeren gøres afmægtig, fordi lig menneskelighed. Jeg tænker her ikke på det at loven sættes ud af kraft, ikke fordi dens principper gøre noget af pligtfølelse. Heller ikke, hvis handlingen styres af en refleksiv fornuft, der har indset, at anfægtes, men værre endnu, fordi det, den handler om, bliver betydningsløst. sådan tjener man det fælles bedste. Men en handling, der udspringer af en kærlighed til det gode, 3. der absolut ikke behøver være lykkelig, af en smertefuld etisk fantasi. Den er beslægtet med contri- Radikaliteten i denne tanke om den fuldkomne tilgivelse af alle ophæver naturligvis ethvert institutionelt grundlag for religion og teologi, fordi det fra frygten for dommen ( attritio ). tio med den anger, der kommer fra hjertet, og ikke ophæver den afgrænsende funktion af trosbekendelsen. Dertil kommer, at den ophæver forestillingen f.eks. Rilke som et menneske, der heller ikke selv Sommetider har digtere skildret Jesus sådan om Guds alvorlige forhold til sit eget værk og forvandler ham i en eksperimenterende kunstners havde taget tilværelsens absurde endelighed på sig gjorde sig nogen forestillinger om en evighed men billede. Derimod ophæver den ikke kærligheden. af ren kærlighed. I dette univers udelukker intensiteten af kærligheden enhver dom. Men problemet Men dette billede af den uendelige generøsitet kommer igen i religionens kerne, det dukker op i står tilbage, at vi ikke kan tilgive på den andens hjertet af det princip om det gode, der også styrer vegne. Vi kan dyrke amor fati ( Elsk din skæbne! ) kristendommen, især i dens udviklingsfaser op til så meget som vi vil, men vi kan ikke dyrke det på reformationen. Den tanke, at gøre det gode for det vegne af dem i gaskamrene. godes skyld uden at forvente en belønning, er spejlbilledet af tanken om den anden død, om annul- kald det kærlighed eller noget andet som ikke søger Vi må derfor spørge: Findes der en indstilling leringen af det gamle livsspil til fordel for et helt nyt sit eget, og som er så ren og intens, at den ikke er i i Paradis. Denne tanke er en uendelig bekræftelse af stand til at dømme, men som samtidig ikke forråder livet. Egentlig er billedet af den fuldkomne tilgivelse, den anden? Og vi kan ikke forvente noget svar. og billedet af det at gøre det gode alene for det godes skyld, to sider af den samme mønt. Det første 4. ophæver betydningen af enhver gerning. Det anden I de store religioner er der indbygget en ethos, der gør enhver gerning uendeligt betydningsfuld. beror på distinktionen mellem sjæl og legeme. Legemet repræsenterer symbolsk og konkret overlev- Der er en forunderlig heroisme hos den, der ofrer sit liv for det gode, uden at det gavner ham elsesdriften, conservatio sui, og begæret rettet mod selv, uden at tro på evigheden eller på en sag. Den verdenen af levende og døde genstande. Livet handler da om at overvinde legemligheden. Hos Paulus omhyggelige koncentration på sine egne handlinger i det godes navn, for det godes skyld, og uden bliver overvindelsen af legemligheden, sarx, kødet, endog at gøre sig den illusion, at selve den gode til skabelsen af et nyt legeme soma, gennem en ny handling bringer lykke i sig selv (eller at det gode skabelse. Figuren for denne nye skabelse er omvendelsen i fysisk forstand, mennesket drejer sig, er noget, der giver sig selv), den viser hen til en sær- på

14 Dommen over levende og døde Dommen over levende og døde græsk og latin, epistrephein/conversio, mod den genopstandne Kristus bag sin ryg (som kvinderne ved graven), og denne conversio, denne konvertering, som Sct. Augustin kommer til at inkarnere, den udspringer af en ny kropslighed, fordi den brænder i os. Kernen i Paulus perspektiv drejer sig om, at mennesket gør loven overflødig gennem troens lidenskab. Mange hundrede år senere skulle Kierkegaard betegne denne voldsomme venden sig om som springet, og gentage Paulus appel til fastholdelsen af den indre Damaskus-oplevelse. Men denne forestilling om, at troen skaber en ny legemlighed, at det ikke længere er mig der lever i Kristus, men Kristus, der lever i mig, denne laden sig besætte, den forholder sig paradoksalt til begrebet dom. For det første må resultatet af Paulus kamp mod loven have konsekvenser for et begreb om anvender om det samme. Damaskus-oplevelsen er jo netop den store metafor for dette blik ind i solen, og det er hele begivenhedens underliggende rytme, at understrege, at det ikke sker på egen foranledning: Saul, hvorfor forfølger du mig? Begrebet om troen, der for grækere som Platon ville være uden mening, fordi de oplevede, at indsigt krævede en særlig blanding af talent, kritisk sans og etisk vilje, og dermed at den var et elitært fænomen, altså bundet til den første krop, den vi får ved fødslen og som videreskabes gennem indførelsen i kulturen, indebærer i kristendommen nåden, altså tilskyndelsen fra Gud. Den udtrykker et forhold, der overstiger enhver erkendelse, nemlig forholdet mellem Gud og den enkelte, og udtrykkes i den stærke metafor om det nye legeme som vi får ved ånden. Dette forhold er og bliver en hemmelighed, mulighed for at tro, over ham vil der af samme gode grunde ikke kunne være nogen hinsides hoveren). Og dermed er dommen allerede eksekveret. Mens den, der tror, har frikendt sig selv for altid, han har sat loven ud af kraft. Der er dog endnu en konsekvens af denne tankegang: Den, der tror, har også sat dommen over de andre ud af kraft. 5. Ich bin Heinrich Himmler, sagde den lille mand med stolthed i stemmen til den amerikanske soldat, der ikke kunne få sig selv til at tro, at han havde så stor en laks på krogen. Vores retfærdighedssans oprøres i en sådan grad over den slags mennesker, dem, der tror, at de kan sætte sig ud over den lov, der afspejler pagten mellem mennesker, at vi fore- kan handle ud fra sin tro og dermed søge at blive retfærdiggjort. Jeg tror ikke, at kristendommens kerne er forenelig med forestillingen om nogen menneskelig retfærdighed, og dermed heller ikke med forestillingen om et retfærdigt menneske. Retfærdiggørelsen derimod udtrykker det forhold, at vi kun har troen til låns. Ligegyldigt hvor meget vi fyldes af den gennem skabelsen af det andet, og nye legeme, så forbliver der en rest. Denne rest udelukker dommen, for der er ingen til at kaste den første sten. Det er Paulus pointe: Loven kan mennesket tage i besiddelse, men troen tager mennesket i besiddelse. Plotin brugte begrebet diapleko, at sjæl og legeme smelter sammen, at tanken bliver kød, og kødet tanke. Meister Eckehart talte om, at Gudssønnen fødes i den enkeltes sjæl. Men hvis det er troen, der tror gennem os, og hvilket jo netop ligger i begrebet nåde, der stiller os scenarier af gengældelse i et helvede, der Kristus, der lever i os, hvordan skulle der så kunne dom. For det andet kan man ikke blive dømt for ikke at brænde. Man kan blive dømt for at overtræde et reglement, men ikke for at ikke at være besat. Platon, der også bruger epistrephein-figuren tænk på de lænkede fanger i hulen, der ikke kan vende sig om og se kilden til de skyggebilleder, som de ser projiceret op på dens bagvæg kalder filosofien et tredje vanvid. Troen er det fjerde vanvid, og det er vanskeligt at dømme et menneske for ikke at kunne/ville tabe magten over sine sanser. Platon ville sikkert have sagt: Den fange, der har kraft nok til at gå ud af hulen og mod nok til at se ind i solen, han får løn som fortjent han blændes og oplyses uendeligt på samme tid. Og troen har samme karakter som dette blik ind i solen, den blænder og den giver os et fuldkommen nyt syn. Netop Platon bruger jo i dialogen Parmenides begrebet to exaiphnes, det pludselige, om den bratte indsigt, det samme begreb som Paulus siden på græsk hedder charis, altså gudens velvilje eller gunst det måske mest hedenske element bevaret i kristendommen. Hemmelighedens form er det unikke liv. Dens indhold kender ingen. Men det er en formastelig tanke at forestille sig, at Gud skulle dømme et menneske på hans (Guds) egen uvilje til at træde ind i dette menneskes liv. For så vidt troen ikke er tilgængelig for alle kan der ikke dømmes, men heller ikke selv dér, hvor Ordet er manifest, kan der findes nogen dom. Hvad jeg forsøger på at sige er: For så vidt kristendommen indfører et fuldkomment nyt kriterium for at være udenfor og indenfor, og dermed for at være retfærdig og uretfærdig, nemlig troen, så udelukker den begrebet om en dom. For den, der ikke tror, hvor muligheden har været der, har dømt sig selv, nemlig til overfladiskhed eller til fortvivlelse. (Og den, der af gode grunde aldrig har haft aldrig ender. Helvedes pine må være psykisk, for den fysiske smerte slår simpelthen ikke til, konkluderede Nikolaus Cusanus. Det er en almindelig forestilling, som det er meget svært at frigøre sig fra, at Gud virker i verden i den forstand, at det enkelte livs gang hænger sammen med Guds forhold til den enkelte, at livet altså, allerede er en slags eksekvering af en dom. Det er også næsten umuligt at frigøre sig for forestillingen om, at man kan henvende sig til Gud eller til forsynet, hvis noget går galt, eller hvis noget for alt i verden må ske, at appel er mulig. Sportsstjernen kaster sig på knæ efter diskoskastet og takker med himmelvendte øjne. Men hver eneste dag i året er opkaldt efter en kristen martyr nu hører vi kun om islams. Martyrium, der jo egentlig betyder vidnesbyrd, er en manifestation af det forhold, at verden er uden retfærdighed, men at det enkelte menneske tænkes en dom overhovedet? Hvis Gud dømmer os i det hinsides, så dømmer han jo sig selv. Det, der vil ske med Heinrich Himmler i den mulige verden, der kaldes evigheden, og som i så tilfælde ikke må forveksles med Paradis, det er, at der ikke er nogen, der vil dømme ham, for han vil overhovedet ikke blive bemærket. Det blik, der er det andet blik, det blik, hvormed solen ser tilbage på os, det blik som ethvert af vore liv handler om, det blik, som vi længes så bundløst efter, det har aldrig set ham. Fordi dette blik aldrig endegyldigt bekræfter, at det ser, heller ikke på os mindre forbrydere, fordi kun troen kan tro på det på vores vegne, derfor kan der ikke findes nogen rettergang. Ole Fogh Kirkeby er professor ved Handelshøjskolen i København

15 De helliges samfund af Ebbe Kløvedal Reich Det tredje led i Apostolicums afsnit om Helligånden kun tale om tre ord. De er hurtigt overstået. Jeg forekom mig i lang tid meget uklart og temmelig mistænkeligt. stod dem ud med forbehold og dydsiret syndsbe- I stedet for at bekræfte troen rejste det vidsthed. Lige bagefter kommer jo syndernes for- hver gang et par ret besværlige spørgsmål i mit baghovedladelse, hvor jeg kunne være helt med igen. For det første: Hvorfor er den del der overhovedet? Ikke desto mindre må jeg tilstå at jeg er en slags passivt medlem af et meget helligt samfund. Og for det andet: Hvem er nærmere bestemt de Blandt mine mest unikke, personlige ejendele hellige, som man bekender sig til? er en lille, rød container. Den er ca. 12 cm. høj og Det kommer jo lige efter bekendelsen til kirken. cirkelrund med en diameter på godt 3 cm. på den Med kirken menes der selvfølgelig andet og mere anden led. På siden af den står der (og det er et end bygningen og inventaret. Til begrebet kirke af de sympatiske træk ved den): Sidste udkald! hører også en menighed. Hvis de helliges samfund Medtag dine værdier i denne container. Der er blot betegner menigheden, havde der altså ikke en snor i den, så man kan bære den om halsen. været nogen grund til at anføre det særskilt og Nede i beholderen ligger den vigtigste af disse omhyggeligt adskilt fra kirken. Det må altså betyde værdier allerede. Det er en lille, flad metalgenstand, noget andet. Men hvad? formet som mellemting mellem et kors og et Når trosbekendelsen lød i kirken og vi nåede Venustegn med en knyttet næve og med påskriften: til de helliges samfund, følte jeg mig uvilkårligt Arbejde og kærlighed. Maximus frihed. sat af. Jeg kunne hverken regne mig selv med i det Jeg fik tingesten foræret for mange år siden. Af et samfund eller mobilisere nogen levende tro på det. medlem af et lille, men entusiastisk helligt samfund, Jeg er, når det går højt, en troende synder. Men hellig der af en eller anden grund mente at jeg havde gjort det har jeg aldrig bildt mig ind at jeg var. Ikke mig fortjent at overleve den Dommedag der var mere end alle andre mennesker, i hvert fald. nært forestående. Det eneste jeg skulle gøre når jeg I lang tid reagerede jeg lidt på samme måde mærkede at Gud var begyndt at straffe den ulydige som Groucho Marx, da han sagde at han ikke ville menneskehed, var at tage snoren med containeren være medlem af en forening der ville have sådan om halsen og beholde den der døgnet rundt. Når en som ham som medlem. Men der er jo trods alt dagen så kom, hvor jeg mødte Dødens Engel, skulle

16 De helliges samfund De helliges samfund jeg bare skrue låget af, tage det forbedrede kors gammel i det jødisk-kristne troslandskab. Den kan frem og vise ham det. Så ville han vide at jeg var en i hvert fald spores tilbage til den Israels rest der af de få retfærdige som han skulle gå uden om. hos Amos og Esajas og flere andre profeter betegner den lille, rettroende del af jødedommen der Se, det er et effektivt og praktisk indrettet helligt samfund. Den nært forestående Dommedag har skal blive tilbage efter Vredens Dag og danne grundstammen i det ny Israel. I oldkirken, under kristen- ganske vist ladet vente på sig lige siden. Men hvis den kommer, er jeg stadig godt rustet imod tilintetgørelsen. nok et nyt, kristent liv. Og det liv har en vigtig domsforfølgelserne, fik denne forestilling naturligt På den anden side ville jeg nok finde det ret andel, også i den danske kirkehistorie. urimeligt hvis tingesten virkede. Min respekt for Apostolicum spillede en hovedrolle i N.F.S. Dødens Engel ville i hvert fald bliver betragteligt Grundtvigs tro og kirkesyn. Det aldrig forstummede mindre hvis han lod mig slippe på grund af den. kor af levende menneskestemmer der op gennem For nok er jeg på en sær måde taknemmelig over historien har bekendt deres fælles tro, er efter hans at have fået containeren, men jeg deler jo på ingen mening selve den grundsten som den kristne kirke måde tro med dem der gav mig den. er bygget på. For at gøre trosbekendelsen robust Der findes en mængde små og store hellige nok til at klare den opgave insisterede han på at samfund i og uden for folkekirken der opererer ud Apostolicum var blevet mundtligt overleveret lige fra den samme mekanik. De består af de rettroende fra apostlenes tid. Ja, ikke blot det. Det var, sagde der modsat den store hob der er dømt til undergang har patent på tegnet og derfor er garan- opstandelsen og himmelfarten havde lært apostlene han, Jesus Kristus selv der i de fyrre dage mellem teret frelste. Hvad enten de organiserer sig som den. sekter eller som særligt fromme kernemenigheder. Kritiske kirkehistorikere har siden afvist, at det Med dem alle sammen har jeg det som Groucho kan være tilfældet. De ældste bevarede, kristne trosbekendelser stammer fra det 3. århundrede. De er Marx havde det med den forening. Siden har jeg alligevel skridtvis forliget mig kortere og mere spartanske end Apostolicum, men med de helliges samfund. Jeg vil i det følgende de er alligevel dens forudsætninger. Udviklingen der beskrive de tre skridt der til slut har fået mig til at førte fra dem og til den apostoliske kan bestemmes kunne sige de tre ord uden at kløjes i dem. I heldigste tilfælde kan det hjælpe dem der har problemer men blot et meget vellykket stykke kirkepolitik fra ret nøje. Apostolicum er altså ikke direkte gudgivet, der ligner mine. Og ellers kan det måske bidrage det 5. århundrede. til den helt nødvendige, frie diskussion om elementerne i vores fælles tro. Den kan vi lægfolk jo de helliges samfund for kirken. Han ville helst, skrev Grundtvigs fejltagelse fik ham til at foretrække stadig passe uden at være bange for repressalier. han, helt undvære ordet kirke, som er et tvetydigt fremmedord (kyriakos), der ofte er blevet brugt når Det kirkehistoriske skridt listige præster og paver vil sætte sig selv i Herrens Forestillingen om den lille, frelste flok er meget sted og sætte det udvendige over det indvendige.

17 De helliges samfund De helliges samfund Derfor så han egentlig helst at ordet blev afskaffet og erstattet med de helliges fællesskab. Når Grundtvig havnede på nærmest det modsatte standpunkt af mit spontane, hænger det altså sammen med at han i sin kristentro forsøger at række tilbage til de hellige samfund og fællesskaber der fandtes før der fandtes en kirke. Det er rimeligt at antage at der ved de kirkemøder hvor Apostolicum blev vedtaget, fandtes kredse der tænkte på samme måde som Grundtvig. Dengang skulle de jo kun et stykke ned i deres nærmeste fortid for at finde hvad de ledte efter. Disse kredse ønskede at ophøje og helliggøre ofrene for kristendomsforfølgelserne og andre ubeskyttede, udsatte kristne samfund helt tilbage til pinseunderets apostelkreds. Derfor skulle de med i trosbekendelsen. regner sig selv for hellige. Hvad enten deres samfund er Kristeligt Folkeparti eller den kristne fagbevægelse eller en af de mere melodramatiske, apokalyptiske sekter (som den der forærede mig den frelsende tingest). På den måde har begrebet forøget den kristne frihed på den autoritære kirketugts bekostning og det var trods alt, måtte jeg efterhånden indrømme, et forsonende træk ved det. Det teologiske skridt Men mit (og Groucho Marx s) væsentligste argument imod den slags samfund var stadig at de består af folk der regner sig selv for mere hellige end almindelige mennesker. Det står jo i en fatal kontrast til at Jesus med forkærlighed omgikkes dem der overhovedet ikke Men der fandtes heldigvis udveje. F.eks. den filologiske. I sin kommentar til Apostolicum skriver Leif Grane at den latinske grundteksts communio sanctorum lige så godt kan oversættes som fællesskab med de hellige eller lidt mere frit som delagtighed i de hellige ting, dvs. sakramenterne. I praksis kan det så omfatte alle der er døbt. Nu er helligheden ikke længere så meget de troendes selvkarakteristik, som en beskrivelse af den fælles tro, dens ritualer og dens genstand. Det burde jo løse mit problem. Det gjorde det også, men kun til en vis grad. For det vi siger, når vi bekender vores tro, er jo ikke noget af det der ville være lige så korrekt men derimod stadigvæk: De helliges samfund med alle de tvetydigheder og uklarheder det rummer. Det står naturligvis enhver af os frit for inde i hovedet at mumle delagtighed i de hellige ting samfund havde stået syndernes samfund. Dvs. alle os der umiddelbart efter får det glade budskab om syndernes forladelse. Da jeg havde funderet lidt videre, opdagede jeg at det stod mig frit for at mene, at det var præcis hvad det betød. De hellige kan udmærket forstås som alle der modtager Guds nåde. Og det gør enhver ussel synder. Jo større synder, des større nåde. Derfor omfatter de helliges samfund i princippet os alle, hvad enten vi kan rose os af at være døbt eller ej. Når dette samfund nævnes adskilt fra kirken og dens menighed, er den enkleste og mest nutidige forklaring vel at det består af dem der ikke plejer at gå i kirke, men som alligevel på den ene eller den anden måde er kommet tæt på det hellige. Den kristne kirkes trosbekendelse breder sig på den måde ud til også at omfatte alle de ikke-kirkelige (for den Magthaverne i den kejserligt styrede kirke ville regnede sig selv for hellige. Det var dem han var samtidig med at man med tungen og munden højt sags skyld også ikke-kristne) mennesker og fællesskaber, først og fremmest gøre deres kirke stærkere. Derfor havde de også en klar interesse i at låne noget af de mange martyrers ildhu og offervilje (som blev sat i system i helgendyrkelsen) og samtidig distancere sig fra kejsermagtens tidligere misgerninger. Og derfor kom de helliges samfund med i Apostolicum. Men det havde en del for kirkestyret utilsigtede virkninger. Det blev en sprække i kirkens magt. Det er jo at smykke sig med lånte fjer, når en kirke der er beskyttet og garanteret af statsmagten, påberåber sig at være identisk med de magtesløses og de forfulgtes trossamfund. Op igennem kirkehistorien har mange sekter, frimenigheder og almindelige kættere afsløret dette snyderi og er begyndt forfra med sig selv som de helliges samfund. Begrebet er jo så ubestemt og åbent, at det strengt taget kan omfatte alle, bare de kommet for at frelse, sagde han. Han sås, som Kierkegaard skriver, efterhånden kun i selskab med syndere, toldere, spedalske, afsindige. Og han havde større omsorg for de kætterske samaritanere end for farisæerne der regnede sig selv for overordentlig hellige. Han samlede ganske vist en kreds af apostle om sig. Flere af dem hentede han blandt de mest marginaliserede grupper (som det hedder i moderne sociologi), og resten kom fra jævne kår. Men hver gang en eller flere af apostlene forsøgte at helliggøre sig selv eller dem alle, var han over dem som en høg med en røffel. Man bliver ikke hellig af at tro på Gud. Kun Gud er hellig. Derfor er det ret beset en kristen gudsbespottelse at gøre sig hellig på Guds vegne. Og derfor havde jeg stadig kvaler med de helliges samfund. siger: De helliges samfund. Men det er også ret ynkeligt. Især hvis man har en begrundet mistanke om at de fleste af dem man bekender sin tro sammen med, i det samme sekund står og regner sig selv blandt de hellige. Min hensigt med at fremstille sagen på den måde er ikke at lægge op til at kræve en nyoversættelse af trosbekendelsen. Et sådant krav ville ikke have megen fremtid for sig i disse traditionelle, kirketugtige tider. Rent bortset fra at de problemer det drejer sig om, selvfølgelig ikke kan fejes af bordet med en filologisk finte. Fremstillingen skal blot vise, hvorfor det var nødvendigt for mig også at tage det tredje skridt. Skridtet ud i det uvisse En dag faldt det mig ind, hvor meget lettere det hele havde været, hvis der i stedet for de helliges som Gud har velbehag i. Og hvem af os er hellige nok til at afgøre præcis hvor Guds velbehag har sine grænser? Uklarheden som i begyndelsen bød mig imod, ser jeg nu som en tillidsfuld åbenhed. Som hverken udelukker syndere, toldere, spedalske, afsindige, samaritanere, udøbte eller andre slags kættere og marginale eksistenser. Og som derfor rummer et ekko af den grænseløse næstekærlighed og barmhjertighed som Jesus viste os med sit liv på Jorden. Siden har jeg kunnet sige de helliges samfund af et fuldt hjerte ganske uanset hvad min nabo mener om sagen. Ebbe Kløvedal Reich, historiker og forfatter, har senest udgivet bogen Efter krigen før freden, som er en personlig fortælling om de seneste 60 års Danmarkshistorie

18 Syndernes forladelse af Anders Carlsson Der er ikke nogen af os, der starter på bar bund. Og fra den aften gik livet ikke op. Ikke helt. Med mindre vi da er undfanget ved Helligånden. Men hvem er det? Vi slæber rundt på så meget vraggods, og det bliver Så vi har vel dybest set en ting til fælles: vores mere og mere for hver morgen, vi vågner. Tør vi se liv går ikke rigtig op på forhånd. Vi er ikke uden os tilbage, ser vi måske hele efterslæbet og alle de videre det, vi er anlagte på at være. For menneskelivet er noget underligt og indviklet noget. Tænker tabte tilbage. I værste fald kun miste erindringen og skygger, der forfølger os. Og vi kan ikke kalde det vi nærmere over det, kan det virke som en gåde, håbet. Orienteringen i livet. Se nuet som en dråbe hvor vi går og går uden at finde nogen løsning. fremtid, der alt for tungt falder ned i fortidens bund- melavede religion på, er hvor godt, vi har det med For Adam og Eva kunne bare have ladet være med det eller får det af det. Kristendom i karry, kunne at lade sig friste, men de ville ikke. Og fordi de bare man kalde det. Mix din egen religion, og dét bliver ikke ville, hvad de egentlig godt kunne, ja så kunne så meningen med dit liv. de efter faldet ikke, hvad de ville. Men hvor kommer den fristelse fra? Hvor og hvordan kommer syn- Vi spørger ikke efter syndernes forladelse, for hvad er synd? Ja, hvad er det egentlig, der skal den ind i verden? forlades? Hvad er synd andet end livshæmmende Nok er selve biddet en synd, men det følger jo efterslæb fra en svunden mørkelægningstid? Spøgelser? om fristelsen, lidenskaben oven i købet en ufor- lige efter fristelsen. Så i første række handler det Det eneste, vi spørger efter er en mening med klarlig lidenskab og ikke om selve handlingen. livet, og den må vi selv skabe. Lidenskaben og arvesynden, som vi ikke aner, Måske er hangen til at bryde grænser så omfattende, at der stort set ikke længere er grænser at Æblets syrlige smag og kindsaft. Menneskenes hvor kommer fra. bryde ned. Der er ikke flere mure, for vi står på smag for ja for hvad, egentlig? murbrokkerne og skuer ud over et landskab, hvor Adam overvinder ikke lidenskaben, han gribes støvet hvirvles omkring og slører synsfeltet. af den og vender ryggen til Gud. Og dét samtidig med, at vi er fyldt til randen af I alt det bliver både han og Eva klædt af til skin- Og vi kan så bruge et helt liv på at gå fejl af løse kar. Så vi med Henrik Nordbrandt tænker: Os en tillid til egne evner til selv at skabe og beherske. det, og de sendes ud af de helliges samfund, ud af målet og ikke at finde ud af, hvem vi er. kan ingen fortid længere få til at lyse. Og fremtiden Med en drivkraft mod at realisere alle de muligheder, haven, men klædes så på igen. Af kærligheden, som Vi bærer angstens grunde i os selv. Under det, har ikke brug for vores skygger. vi har foran os. skjuler en mangfoldighed af synder. De får skind på vi tror, vi er, er vi også noget andet. Med forestillingen om en gud uden hverken Hvordan blive skyldig i noget som helst i en kroppen. Kærlighedens kåbe. Og det er så det evige Jeg husker en aften hen på høsten. Fem år har skaber- eller opstandelseskraft. verden uden grænser at kunne overskride? Når vi livs håb, nu stjernehimlen er formørket og det evige jeg vel været. Sad i vores Opel Kaptajn på bagsædet Mon ikke det er en af de mere velhængte sand- glad og gerne krænker hinandens grænser. Ud fra liv er tabt. For en tid. med mine søskende. Kiggede på stjernehimlen. heder, at vi selv vil være guder og derfor ikke øns- den holdning: lad mig trænge ind i dit liv, helt ind i Oktober var det. Og der sad så jeg og kiggede ud i ker at se os selv som syndere, og at vi helst selv din smerte og mærke at jeg lever. Der sidder en mand under et æbletræ. Newton hedder rummet og dét med en underlig smerte, der satte vil finde løsningen og sandheden om vores eget liv? han, og han opdager tyngdekraften ved synet af sig i mig som en længsel mod noget, der var tabt. Og derfor benægter enhver form for tale om synd Frugten fra kundskabens træ et faldende æble. Ved skæbnens ugunst sidder han For altid, måske. og i ét med det også syndernes forladelse. Fordi Der går en mand rundt i en have. Adam hedder han. under det samme æbletræ, hvor også Adam og Eva For mens stjerneglimtene for mig var som små netop dén tale umyndiggør vores mulighed for frit Og han ved det godt. Han må ikke spise af træet. slog deres folder. huller prikket ind mod evigheden, nynnede jeg at vælge det, som vi kan bruge i vores personlige Af æblet. Det må Eva heller ikke. Hun er med ham. Også Newton må give efter for den fristelse, en sang, jeg lige havde lært. Solen er så rød mor og jo helt enestående udvikling mod klarhed? Ingen Hun kan bare lade være, men hun bliver fristet. Der som er særegen for os som mennesker, nysgerrighedens og skoven blir så sort... Jeg glemmer aldrig den eller intet må have lov til at stå som horisont eller dukker en slange frem af det rene ingenting. Den fristelse. aften. For det var den aften, jeg for første gang grænse for os. For dér vil vi nemlig gerne selv stå. lokker hende. Og så tager hun en bid af æblet, der Det er fordi vi har spist af frugterne fra det træ, erfarede smerten, sorgen. Den der brudte erfaring. Vi vil være vores egne religionsmagere. Det bliver hænger dér. Rækker det til Adam, og han bliver fristet. at vi hæver os over naturen og bliver dens ensom- Fornemmelsen af, at livet godt kan være anderledes, vi så ved at tage indsigt og gavnlige brokker lidt Jeg ødelægger af drift, til trods for mig selv., ste væsen. men måske kun forandres til det værre? forskellige steder fra. Og det, vi måler vores hjem- hvisker han for sig selv.

19 Syndernes forladelse Syndernes forladelse Det ord, Newton opdager, da han sidder under æbletræet, er beregning. Han opdager, at alle ting i naturen kan beregnes ud fra en årsag og dens virkninger. Kender man tingenes årsag, kan man også beherske deres virkning. Selv stjernernes dans mellem sole og måner. Æblets frie fald fra træet menneskets frie fald ja fra hvad? Newton ophæver ikke tyngdekraften han opdager den. Og vender da ryggen til verden og naturen. Der går en mand rundt i en lille tysk by. Kant hedder han. Han tænker: ja, vi vil så gerne beregne og beherske og være frie. Men hvad så med Gud? Hvordan få styr på ham? Efter at æblet nu er faldet til grunden, men er trillet langt fra stammen? Hvad jorden. For hvem er det, der tænker den. Det gør jeg, som mildt sagt ikke styrer ret meget! Og så spørger Kant: Er det ubetingede, den skabende og opretholdende Gud da så ikke betinget. Betinget af mig? I grunden? I sin søgen efter grunden møder Kant en afgrund. Kant afskaffer ikke Gud. Han ser grunden som en afgrund. Går erkendelsen i hårdknude for Kant, fordi han ikke kan se nogen ende på samme erkendelse? Og hvem kan da løse den gordiske knude? Arvesynden Og så ligger spørgsmålet lige for: Er mennesket så skabt i Guds billede, eller er gud skabt i menneskets billede og tanke? Arvesynd hedder det eller ursynd og det betyder, at vi alle er både splittede og begrænsede og betingede fra starten. Ikke fordi vores forældre eller bedsteforældre har gjort noget forkert, der så straffes i op til syvende led. Men fordi vores fælles vilkår er, at hvor vi griber handlende og beherskende ind i verden og skaber noget, ødelægger vi samtidig noget andet. Synd er altid synd for en anden eller noget andet. Vi ødelægger af drift, til trods for os selv. Vi kan intet foretage os ikke en gang det bedste og det skønneste uden at det koster ondt og trækker grimhed med sig som slimen fra en slesk slange, et eller andet sted. Eller det betyder i al fald undladelse af noget. Vores liv er forbundet med skaben, også af affaldsdynger. Vi overtager altid en ufuldkommen verden og afleverer på den anden side en ufuldkommen Hvordan tage skylden for noget, der ikke skyldes en selv? Hvordan fortsætte derfra? Måske vi spørger: hvad skal det til først at gøre folk til syndere for så i næste øjeblik at tilgive dem deres synder? Er tilbage og frem ikke lige langt? Og dog ved vi godt som Adam og Eva at skylden er i verden. Men som de er vi også sikre på, at det så ikke er os, der bærer rundt på skylden. Arvesynd og syndernes forladelse. To sider af samme sag. For hvordan forlade noget, der ikke er der? Man skal vide, at man er en synder og hvad dét vil sige for at kunne tage imod syndernes forladelse. Talen om arvesynden burde derfor være en befrielse for os mennesker. For arvesynden gør os til mennesker. Mindre end Gud og englene, men mægti- verden, men på en anden måde end forgere end det støv, vi stamper op af jorden i vores er erkendelsens grund, hvis den ikke er Gud? Feuerbach giver det velkendte svar: det sidste, Kant fristes også. Og han bliver helt svimmel, bare ved tanken. Måske fordi hele verden drejer sig om ham. Det ensomme menneske, ude af stand til at placere sig ind som en del af en større helhed. Men hvad så? Selv når Kant sidder under stjernehimlen og prøver at tænke om det hele, det ubetingede prøver at prikke stjernehuller ind til evigheden ja så er det dog ham selv, der tænker alt det. Og, spørger han, hvor kommer jeg da fra? Spørgsmålene vælter ind, og Kant slutter som så: vi mennesker kan for det første ikke lade være med at slutte fra det tilfældige og brudte og kaotiske til en altomfattende grund og helhed. Tingene må gå op. Vi må hæfte ende. Binde sløjfer på alle løse tråde. Tænke i helheder. Men i samme øjeblik, vi tænker på helheden, på Gud, ja i samme øjeblik falder selv samme tanke til ja, for enhver tale om Gud er dybest set en tale om vores dybeste længsler efter et fuldkomment liv. At være skyldfrie, for eksempel. Enhver tale om noget fuldkomment er dybest set vores projektion af drømme, der ikke fik vingers kraft og længsler, der stadig er låst inde i jernbure. Synd er da blot undertrykkende. Et perverst forsøg på at undertrykke vores ønske om at virkeliggøre alt det fuldkomne, vi rummer i os. Gud blev ikke menneske. Mennesket er gud, hvis vi bare kan gøre os fri og virkeliggøre alle vore muligheder. Man kunne så spørge, om menneskets højeste muligheder i virkeligheden sætter en befriende grænse for alle krav om virkeliggørelse? Så vi er fanget i vores eget begrænsede perspektiv. Ingen kan komme fri af det blinde, betingede punkt i os selv, som vi ser verden ud fra. rige slægtsled. Ufuldkommenheden er ikke den samme, derfor møder vi i vores liv hele tiden nye udfordringer. Har man sagt arvesynd, har man også sagt skabthed, og at det skabte har fået en skade. At menneskets person er fordærvet af synd, for nu ganske prosaisk at lade Luther komme til orde. Hvis man siger, at mennesket, Adam, at vi bestemmes af den lidenskab, som behersker os og driver os ud i livet, ja så betyder det, at vores lidenskab ikke skyldes os selv. Vi skaber ikke selv lidenskaben. Vi skabes af den. Og opretholdes af den. Derfor kan det heller ikke lade sig gøre at udbedre skaden af egen kraft, når vi ikke er i stand til at ændre vores egen lidenskab. Og hæfte ende må vi. Udbedre skaden må vi. Livet skal gå op. Men hvordan det, når vi er fangede i vores eget perspektiv? søgen efter en mening med det hele. Vi svæver mellem uendelighedens og intethedens afgrunde. Men arvesynden gør også Gud til Gud. Intet mindre. Og sætter tilgivelsen i perspektiv. Gør os både ydmyge og oprørske overfor den lidelse, vi ser i verden. Ydmyge, fordi intet menneske kan tilgive på vegne af gaskamrenes og torturkamrenes ofre. Det kan kun Gud. Oprørske, fordi vi selv bærer en skyld. Skyldige som vi altid er i at forhindre ondskaben i at hærge i verden. Ydmyge og oprørske i troen på Guds solidaritet med den lidende og i troen på Guds suverænitet i forhold til lidelsen. Arvesynden betyder, at vi ikke kan frelse os selv. Vi kan ikke selv vikle os ud af den gåde, vores liv er viklet ind i. I forlængelse af det kunne man spørge: er der overhovedet noget galt i, at det er vilkåret for vores

20 Syndernes forladelse Syndernes forladelse liv: at vi kun i begrænset omfang kan beherske det, livet, og at det ikke altid bevæger sig sådan som vi ønsker? I kristendommen kan vi af samme grund få lov til at være med vores strittende og uharmoniske liv uden hele tiden at skulle høre, at vi skal være hele, harmoniske og vellykkede mennesker, før vi er gode nok. Livet går an, selv om det ikke går op. Forladelsen Men på samme tid hører vi også stærke ord, der peger lige ind i den virkelighed, vi flakker omkring i. Ord, der taler vores egne forestillinger midt imod. Vi vil gerne høre, at vi er gode nok. At vi er set og elskede. Det hedder vistnok okayness. O.K.- ness. Men den anden side: at synden har så mange sider, så vi også har det med at være selvoptagne og ukærlige ud over alle grænser og at vi derfor stændigt. Det passer ikke, at vi må tilegne os vores uendelige væsen for at være mennesker fuldt ud. Det passer ikke, at vi først kan udfolde os frit, når vi ikke kender noget højere end vores eget væsen. Så eneste begrænsning er os selv. Det modsatte passer: menneskelighed, skaberevne og frihed alt det beror på, at vi kan hengive os selv til det, der er større end os selv. Netop energien til at virkeliggøre muligheder beror på, at vi i sidste ende er fritaget for kravet om at virkeliggøre vores tilværelses grund og mål. Samtidig med at kristendommen på den måde er meget nøgtern, så værner den i forkyndelsen jo også imod fortvivlelse og alt det meningsløse. For den holder os fast på, at sådan er altså det liv og den verden, som Gud har skabt og elsker. Ikke harmonisk. Med ikke-harmoniske og ufuldkomne I troen på syndernes forladelse er alt derfor afhængigt af, om vi har mod til at åbne os i tillid til, at Sønnen, Kristus, er en del af den virkelighed, vi flakker om i og at Kristus ved sin ånd kan virke syndsforladelsen i mennesker. Ansvaret At bekende sin synd i troen på syndernes forladelse er ikke at fralægge sig ansvaret for det, man slæber med sig af gjort og ugjort. Og det er heller ikke selvudslettelse eller had til sig selv, men en bekræftelse af livet. En handling ud af frihed. Forløsning og frigørelse i det at kunne lægge noget fra sig. Befrielsen ved at vide sig bundet til fremtiden. Bundet i dét at være skyldige i kærligheden. Men lige så meget befrielsen ved, at vi i den handling får åbnet mulighed for de helliges samfund med Syndernes forladelse ophæver ikke det gådefulde i livet, men giver os mod til at leve i og med den gådefulde skyld og er da et forvarsel om kødets opstandelse. Et forvarsel om, at der 'hæftes ende' for os ved tidernes ende. Hvordan? Det ved kun Gud. Vores økologiske bevidsthed har lært os, at alt i naturen ikke kun det gode kommer igen. Affaldsdyngerne kommer altid tilbage igen. Om man så forsegler dem og lægger dem på havets bund. Det hele dukker op igen og hjemsøger os. Det gælder også i vores eget liv. Genkomsten af alt det, der ikke går op. Alt det, vi forsegler og stuver ned på bunden af vores liv. Og fortrænger. Løftet om syndernes forladelse og opstandelsen modsiger alt det. Tilgivelsen og opstandelsen er omvæltning. Det, der ikke kan passe, men som skaber verden om. har brug for syndernes forladelse, ja det vil vi helst mennesker. Og Gud bliver ved med at holde af den Gud og derfor også for at modtage noget. At se sin ikke lade os sige. Det er lige stærkt nok. For vi er jo ikke sådan. Os, der arbejder med på os selv og verden, så vi og verden kan blive mere fuldkommen og harmonisk. Vi stiller nogle krav til livet, som det ikke kan opfylde. Vi har fået skabt os en forestilling om livet som et projekt, vi hver især burde kunne få til at lykkes. Som om livet kun går an, når det går op. Vær en fuldkommen succes eller se i det mindste ud som én. Men mon ikke det er forestillingen om det fuldkomne liv, der har det med at stille sig i vejen for den virkelighed, vi så har at tage livtag med? Verden bliver vi aldrig færdige med og aldrig skyldfri overfor for vi er skyldige at gøre hvad vi formår, for at gøre den bedre. Vender vi verden ryggen, er vi også skyldige. Nemlig overfor alt det, vi ikke gør. Så det passer ikke, at vi kun kan være mennesker ved at virkeliggøre vore muligheder fuld- verden. Derfor vil kristendommen ikke have os til at være anderledes end dem, vi er. Den vil frigøre os til at være dem, vi allerede er. Med længsler og drømme, med smerte og savn og som de barylere, vi nu engang ikke kan lade være med at være. Talen om arvesynden har sin fortsættelse med ordene om Guds indbrud i verden for at overvinde synden. Løftet om syndernes forladelse. Alt sammen et udtryk for en Gud, vi aldrig kan beherske eller blive færdig med. Og en Gud, som aldrig bliver færdige med os og verden. Det er ingen tilfældighed, at syndernes forladelse i trosbekendelsen kommer i forbindelse med Helligånden. Helligånden som det, der her og nu gør noget nærværende, som allerede er der i forvejen. Nemlig Jesu ord og skæbne. Tilgivelsen, som den blev udfoldet i et liv. Jesu liv. egen skyld i øjnene er netop kun muligt i tiltro til, at tilgivelsen findes. Ikke skyldfri, men skyldige og frikendte som vi er. Løftet om syndernes forladelse hæfter ende for os netop der, hvor vi må give slip. Og fortæller os, at der trods lidelse og synd og død er et overskud af kærlighed i verden. Så alt ikke afhænger af vores egen evne til at sætte ord på livet. I kristendommen sættes der ord på alt det uløselige og ulidelige, på skyld og skam. Og i kirken skabes så et rum, som ikke opløser eller ignorerer skylden, men netop rummer den. Syndernes forladelse skænkes vi i gudstjenesten, fastholdt ved dåb og nadver. Syndernes forladelse skænkes vi, når vi i velsignelsen sendes ud i livet med et: Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde... Løftet om syndernes forladelse er da Guds kærlighedserklæring til os. Tilgivelsen og opstandelsen, der får os til at tro på, at det mange gange er i revnerne og sprækkerne der, hvor tingene bare ikke går op at det er der, livet virkelig bliver til. Så det godt nok er revnerne, skylden, bruddene i livet, der lægger smerte på os og andre. Men så det også er revnerne, der lader lyset skinne igennem. Opstandelseslyset. Udefra. Fra fremtiden. Så vi får retning og mål i livet, og mod til at komme videre, når vi går fejl af målet. Graven er tom. Den forseglede beholder med al skyld og skam og synd er væk. Anders Carlsson er sognepræst i Rønne