Den Højreliberale Position

Transkript

1 Den Højreliberale Position Af Jesper Veiby v.1.02 Ebogen er undergivet copyright, men må frit distribueres, så længe det sker uden ændringer og i sin helhed. Højre 1

2 Blandt liberale findes der som indenfor andre politiske grupperinger en lang række forskellige "skoler". Klassisk liberalisme a la Adam Smith, socialliberalisme a la Mills og i nyere tid Rawls og Dworkin. Liberal fritænkning a la Georg Brandes. I den anden ende kan man finde Rothbards markedsanarkisme eller Ayn Rands objektivisme. Rettighedsliberalismen kan findes hos Robert Nozick eller i nyere form hos Jan Narveson. Og den primært økonomisk funderede liberalisme hos Milton Friedman. Rækken er lang, og min korte beskrivelse har næppe ydet de enkelte bidragsydere retfærdighed. Oftest har diskussionen gået på statsmagtens berettigelse og omfang, og man har ensidigt indplaceret de forskellige synspunkter på en endimensionel skala med socialliberalismen i den ene ende og markedsanarkismen i den anden ende. Som om man, hvis man da var imod socialstat og omklamring, kun kunne vælge det statsløse samfund eller i det mindste en approximation i form af minimalstaten. Det politiske spektrum er nok i virkeligheden multidimensionelt, og i hvert fald går der for mange detaljer tabt, hvis man skal indplacere det på en endimensionel skala. Det gælder den traditionelle højrevenstre akse, og det gælder blandt de liberale retninger. Det følgende er derfor et forsøg på at indplacere de forskellige liberale retninger i et todimensionelt koordinatsystem, og det er samtidig et forsvar for det, jeg med den mest anvendelige betegnelse vil kalde højreliberalisme. 2

3 I figuren ovenfor ses et sådant koordinatsystem skitseret. På den ene akse ses statens størrelse, på den anden statens styrke. Statens styrke handler om statsmagtens evne og vilje til at gribe ind og sætte magt bag sine ord, mens statens størrelse handler om såvel bredden af de opgaver, staten påtager sig, såvel som statens volumen målt i statsbudgettets del af BNP og af statslige ansatte. Den indledende prik markerer (omtrentligt) udgangspunktet for det liberale demokrati, da det formelt blev indført i Danmark ved Grundloven af Man overtog en stat med en vis størrelse og med en vis bredde, men satte også afgørende begrænsninger på dens magt og magtsfære. 3

4 I figuren ovenfor ses udviklingen i de efterfølgende år, begyndende med 30'ernes Danmark, kulminerende omkring 60'erne og 70'erne. Her voksede statens opgaver og budget, drevet frem af befolkningens ønske om sociale goder og social sikkerhed, oftest i kombination med politikernes vilje til at bruge statens penge til at møde disse behov. I sidste ende får man den liberale socialstat, som ganske vist er forskellig fra de socialistiske stater bag Jerntæppet i de samme år, i og med at man trods alt holdt fast i en række liberale værdier, f.eks. trosfrihed, ytringsfrihed og en grundlæggende beskyttelse af den private ejendomsret. 1 Samtidig med statens stigende omfang modereredes statens styrke på flere fronter, først og fremmest i form af et svagere fokus på den traditionelle håndhævelse af lov og orden. En 1 Når bortses fra at den til dels udhules via en stadig stigende beskatning, ikke mindst fra 60'erne og frem. 4

5 tilsvarende udvikling fandt sted i hele Vesteuropa med de forskelle, som de nationale særpræg kan tilskrives. I USA gik udviklingen i samme retning, men ikke nær så langt og ikke med helt samme ideologiske baggrund. Ideologisk befinder vi os som antydet i det socialliberale felt. I sin mest ekstreme form ses individuel frihed og markedskræfternes virke her som et nødvendigt onde, der måske nok har en vis værdi, men under statsligt opsyn og (!) alene med den ultimative berettigelse, at den heraf følgende vækst øger samfundskagen, så levevilkårene for de svageste kan blive forbedret. Et grundlæggende træk er, at der er et efter liberale forhold meget stærkt egalitært islæt. Den højreliberale position er en reaktion på denne udvikling, som det er skitseret i figuren ovenfor. 5

6 Den højreliberales ideal er ikke en svag stat, men en lille stat. Ønsket er ikke en stat, der træder til side for andre aktører, og som efterlader ethvert område til enten markedet eller de grupper, som opstår i et svækket marked. Den højreliberale position er fortaler for en stærk, men lille stat, der håndfast og effektivt kan sikre lov og orden og andre nødvendige rammevilkår, men som er snæver i omfang og holder sig til det, den er til for. Den højreliberale er således fortaler for en minimal- eller natvægterstat, men det er ikke alle minimalstatstilhængere, som er højreliberale. De to andre hjørner i figuren repræsenterer alternative bevægelser væk fra den traditionelle socialstat og den dertil hørende socialliberalisme, som skitseret i figuren nedenfor. Her bevæger man sig enten "op" i figuren mod en stærkere - men ikke mindre - stat, eller 6

7 man bevæger sig til højre i figuren mod en mindre, men stadig svag stat eller væk fra en statsmagt i det hele taget. I øverste venstre hjørne finder man derfor en stærk og samtidig omfangsrig, liberal stat, som man kunne kalde en formynderstat. Kombinationen af statens styrke og størrelse hænger nøje sammen med politisk aktivisme, detailregulering og en stat, der handler på folks vegne, fordi staten jo ved bedre. Man forfægter stadig visse liberale grundtanker, f.eks. omkring ytringsfrihed, trosfrihed mv., men statens rolle som "opdrager" træder her i stedet for rollen som "omfordeler", og tolerance erstatter frihed, idet man måske nok tåler en vis afvigelse fra den standard, man søger at fremme, men ikke reelle alternativer. Det andet alternativ til velfærdsliberalismen befinder sig i figurens nederste højre hjørne. Her har man en svag og lille stat, en rudimentær stat om man vil, som den findes i traditionelle klansamfund, hvor den reelle magt er i den lokale klan, og hvor den statslige overbygning er uden gennemslagskraft. I den mere moderate udgave finder man her ghettodannelser og parallelsamfund, hvor der forekommer lokal retsdannelse uafhængigt af den overordnede statsmagt. Markedsanarkismen vil reelt også befinde sig i dette felt, for selvom nulstaten teknisk set kan befinde sig på hele højre side i koordinatsystemet, så er det meningsløst at tale om en stærk, men ikke eksisterende stat. Når statens svinder ind til ingenting, svinder dens styrke i samme tempo. De facto vil markedsanarkismen formodentlig også føre til et klanlignende samfund; ikke nødvendigvis i form af etniske klaner, men dog i form af grupperinger omkring beskyttende institutioner på markedet. 7

8 Hvis man i stedet opdelte den skitserede figur i fire kvadranter, som gjort i figuren nedenfor, så kan man identificere hver af disse med en politisk position, der i et i øvrigt liberalt samfund naturligvis er farvet af liberale værdier, i modsætning til f.eks. socialistiske eller etniske ditto. Den højreliberale position repræsenterer derfor liberalismen i dens klassiske og konsekvente betydning. Markedsanarkismen befinder sig i det anarkistiske felt sammen med klansamfund og parallelsamfund. I det modsatte kvadrant dominerer statismen med fokus på statens rolle som samfundsformer og problemløser. Og i det sidste kvadrant farves liberalismen af egalitarismen. 8

9 Hvis man vender tilbage til den oprindelige figur, så kan den ses i sin fulde udstrækning i figuren nedenunder. Hvis man her skal gøre nogle afsluttende betragtninger så må det være, at enhver bevægelse ud imod figurens hjørner ikke alene er en bevægelse væk fra det modsatte hjørne, men også en indirekte bevægelse væk fra de tilstødende hjørner. I takt med, at man bevæger sig mod det højreliberale hjørne, må man samtidig bevæge sig væk fra klan- og parallelsamfund, grupperettigheder og særskilt og favoriserende lovgivning, ligesom man må bevæge sig væk fra statsligt formynderi og indblanding. Omvendt kan man ikke bevæge sig i retning af grupperettigheder og en pluralistisk retsdannelse uden at fjerne sig fra klassisk liberalisme, og man kan ikke deltage i statsligt formynderi og samtidig varetage den enkeltes frihed. 9

10 Det giver ikke længere mening blot at definere sig som "liberal", eftersom denne betegnelse med tiden er blevet udvandet og har optaget fremmed tankegods. Af denne grund ser man liberale tænkere rubricere sig selv med andre betegnelser, f.eks. "libertarianere", "markedsliberalister", "klassiske liberalister" osv. Den højreliberale position er her at finde blandt klassiske liberalister, minarkister og visse libertarianere til højre på den linje, der i figuren er benævnt den liberale højre-venstre akse, idet denne bedst afspejler det traditionelle højre-venstre skisma, mens såvel formynderstat som parallelsamfund er udviklinger i en helt anden retning. Højreliberalisme kan dermed defineres som: "Klassisk, værdikonservativ liberalisme med en udstrakt frihed til den enkelte, en udtalt fokus på lov og orden, en ubetinget insisteren på den enkeltes personlige ansvar og en udpræget uvilje mod grupperettigheder i enhver form." 10