Nedbrud og vækst. Den tyrkiske musik. Ikke kun IT. Magien udebliver

Transkript

1 23. august årgang Dansk Psykolog Forening 13 Nedbrud og vækst Flere overlevende og pårørende efter den norske tragedie i 2011 oplever personlig vækst. Side 3 Magien udebliver Personalets faglighed og arbejdsglæde fordufter i takt med indførelsen af manualiserede værktøjer. SIDE 8 Ikke kun IT IBM er meget mere end computere. En psykolog lugtede lunten og scorede et spændende job. SIDE 14 Den tyrkiske musik Et par håndfulde danske psykologistuderende tog til kongres i Izmir og kom berigede hjem. SIDE 20

2 23. august årgang Dansk Psykolog Forening Personalets faglighed og arbejdsglæde fordufter i takt med indførelsen af manualiserede værktøjer. SIDE 8 IBM er meget mere end computere. En psykolog lugtede lunten og scorede et spændende job. SIDE Flere overlevende og pårørende efter den norske tragedie i 2011 oplever personlig vækst. SIDE 3 Et par håndfulde danske psykologistuderende tog til kongres i Izmir og kom berigede hjem. SIDE 20 LEDER Det er ikke hysteri at bide sig fast i kravet om udebliver redelig forbrugeroplysning, hverken når det psykologydelser.magien drejer sig om hestekød eller Ikke kun IT Nedbrud og vækst Den tyrkiske musik Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Sløseri med titlen D er har således i de senere år åbnet sig mange forskellige karriereveje for sprogpsykologer både inden for det offentlige og det private samfundsliv Ja, det er ikke noget, jeg siger, men et ordret citat fra Københavns Universitets hjemmeside, under kandidatuddannelsen i sprogpsykologi. Oplysningen, der har en statslig institution som afsender, rummer for det hurtige blik en tilforladelig reklame for jobmulighederne efter endt eksamen, men ved nærmere eftertanke en sløset omgang med de beskyttede titler. For hvad er det nu, en sprogpsykolog er for en størrelse. En psykolog er det i hvert fald ikke. Retten til at kalde sig psykolog tilkommer alene kandidater i psykologi. En psykolog er en psykolog, også hvor ordet indgår i sammensætninger: erhvervspsykolog, sportspsykolog, krisepsykolog osv. På universitetet kan man blive cand.mag. i sprogpsykologi, men det gør ikke kandidaterne til sprogpsykologer. Vi må leve med hundepsykolog, som efter en retslig afgørelse i 2011 er undtaget fra titelbeskyttelsen. Dommen var vi uenige i, men den afgørende præmis forståelig nok: at lige den titel næppe inviterer nogen til at tænke cand.psych.. Universiteterne må som de autoriteter, de er, vogte på den korrekte titelbrug. Titlen afspejler den forudgående uddannelse og skaber forventninger, som fagets udøvere skal kunne honorere. Titlen skal give kunder og klienter et sandfærdigt billede af udøverens kompetencer. Det er ikke hysteri at bide sig fast i kravet om redelig forbrugeroplysning, hverken når det drejer sig om hestekød eller psykologydelser. I adskillige sammenhænge tilbyder sprogpsykologer således terapi og coaching ud over fx hjælp med kommunikationsopgaver. Når sprogpsykolog og coach NN afholder sin 2½ timers workshop om personlig udvikling, må vi op af stolen og angribe, at hun skilter med en vare, hendes kunder ikke får. Oven i købet med rygdækning i sin egen uddannelsesinstitution. Dansk Psykolog Forening har hen over sommeren været i kontakt med Psykolognævnet om flere af disse titelbrud. Nævnet fastslår med henvisning til psykologloven, at uddannelsen cand.mag. i sprogpsykologi ikke giver ret til at anvende titlen psykolog. Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf dp@dp.dk Fax: Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf p-nyt@dp.dk Redaktion: Claus Wennermark, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Layout og Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): 9468 ex. Trykoplag: ex. Medlem af Danske Specialmedier Indsendt stof: Indsendte artikler dæk ker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler. Redaktionen påtager sig ikke ansvar for artikler, der indsendes uopfordret. Forside: Scanpix Annoncer 2013 Job- og tekstsideannoncer mv.: DG Media, tlf , epost@dgmedia.dk Anfør Psykolog Nyt i emnefeltet Små rubrikannoncer (maks. 1/6 side): Psykolog Nyt, p-nyt@dp.dk, tlf > Psykolog Nyt > Annoncer Abonnement/2013: kr. + moms. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 15 2/9 20/ /9 4/ /9 18/10 Rie Rasmussen, Fg. formand for Dansk Psykolog Forening

3 I KORT FORM Store forskelle i ledigheden Universiteterne uddanner stadig flere til arbejdsløshed, hed det i en artikel i ugebrevet Mandag Morgen tidligere i august. Og statistikken underbygger det betænkelige budskab. Mens det i juni 2009 kun var godt 12 procent af de akademiske kandidater fra sommeren 2008, der stadig stod uden job, ser situationen i 2013 sådan ud, at 20,8 procent af kandidaterne fra juni 2012 er ledige. Men statistik skal også nærlæses, hvis man ikke vil lade sig forføre. Forskellene i dimittendledigheden er nemlig gigantiske med 0 procent for hortonomer, forstkandidater og mejeriingeniører og i toppen 80 procent for landskabsarkitekter, 46 procent for teologer og 45 procent for arkitekter. For de to store AC-partnere, djøf erne og magistrene, er ledighedstallene blandt dimittender henholdsvis 26 procent og 24 procent. Med 15 procent ligger psykologer i den absolut gode ende af skalaen, nogenlunde på niveau med farmaceuter, dyrlæger og teknikumingeniører. Tårnhøj akademikerledighed er dermed et elastisk begreb, der opstår, når man propper alle i den samme gryde. jc Formand på barsel Psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen, gik i juli måned på barsel. Barselsperioden løber frem til udgangen af november. I hendes sted er foreningens næstformand, Rie Rasmussen, fungerende formand. jc Højere oplagstal Hvert år finder der en optælling sted af fagbladenes oplag, som indberettes til Fagbladenes Oplagskontrol. Tallene har blandt andet interesse for annoncører. Psykolog Nyt har netop indberettet tal, som viser, at det gennemsnitlige oplag pr. udgave i udgjorde Det er en stigning på ca. 300 pr. udgave siden sidste år, et udtryk for, at Psykologforeningens medlemstal stadig er i vækst. Det aktuelle distribuerede oplag pr. august 2013 udgør ca , men det tal vil først indgå i næste års kontrol. jc De lyseste hoveder Studenterhuen skal i den grad trykke, hvis man i 2013 har sat sig for at komme ind på psykologiuddannelsen. Da tallene for optag på de fire universiteter blev offentliggjort 30. juli 2013, var kravet til karaktergennemsnit for kvote 1-optag: 11,2 (Københavns Universitet); 10,3 (Syddansk Universitet); 10,6 (Aarhus Universitet); 9,7 (Aalborg Universitet). Adgangskravet i København er det fjerdehøjeste overhovedet på de videregående uddannelser. Det totale antal ansøgere til psykologi udgjorde godt 5.300, hvoraf 686 blev optaget på uddannelsen. Skævheden fortæller dels historien om fagets popularitet, dels om en udfordring, mange af de videregående uddannelser står med nemlig det åbenbare misforhold mellem antallet af studiepladser og efterspørgslen på dem. Det har for flere uddannelsers vedkommende på ny rejst debatten om, hvorvidt studentereksamenssnit fortsat skal være den altdominerende sorteringsmekanisme, eller om fx der skal skrues kraftig op for kvote 2-optag. jc PSYKOLOG NYT NR SIDE 3

4 EFTERVIRKNING Af: Nina Hanssen foto: scanpix SIDE 4 PSYKOLOG NYT NR

5 To år efter Utøya Overlevende og pårørende efter de tragiske hændelser i Norge forrige år lider fortsat under sorg og savn. Flere oplever dog også flow og vækst, hvad det ikke er så let at tale om i det offentlige rum. T erroren i Oslo og på Utøya ligger nu to år tilbage. Den dag, hvor en ung norsk mand placerer en bombe uden for regeringskvarteret og drager videre til Utøya og her skyder og dræber børn og unge på en politisk sommerlejr. Hele 77 dør, og mange bliver hårdt kvæstet. Få af os kan sætte os ind i den krigslignende situation, som de unge på Utøya var vidner til. Men de fleste af os husker, hvad vi selv gjorde, da det skete. Blitzerindringer bliver en måde at tale om det hele på. Hvor var du, da du hørte det? Og vi fortæller. Selv var jeg deltager på IPPA s (International Positive Psychology Association) anden verdenskongres i Philadelphia i USA, da tragedien udspandt sig i mit hjemland. Det var vanskeligt at tage grusomhederne fra mit lille land ind. Tårerne trillede bogstavelig talt, appetitten var væk, og det virkede totalt meningsløst at være på en kongres om positiv psykologi. Men jeg valgte at blive. Og det norske navneskilt gav mig en unik mulighed for at diskutere tragedien med flere anerkendte internationale psykologer og psykoterapeuter. Psykologen Barbara Fredrickson, som blandt andet har forsket i, hvordan terrorangrebet 11. september 2001 påvirkede folk i USA, klappede mig på skulderen: - Jeg forstår følelsen af at miste perspektivet og fokus på det positive efter en sådan tragedie, men giv ikke op. Det er måske netop positiv psykologi og viden om flow, folk i Norge har brug for nu, sagde hun. Opmuntring fik jeg også i en længere samtale med den anerkendte psykolog Martin Seligman, som havde fulgt med i nyhederne. Også PSYKOLOG NYT NR SIDE 5

6 han trak paralleller til, hvad amerikanerne havde oplevet et årti forinden: - Den slags hændelser kan give ny indsigt. Tænk bare på dit eget liv. Ofte er det vanskeligheder og tragiske begivenheder, som gør dig klogere. Det er de værste hændelser, der har givet os visdom, sagde han til mig. Sådan fortsatte ugen, og jeg blev efterhånden opmærksom på begrebet posttraumatisk vækst. Motiveret af posttraumatisk vækst Både i posttraumatisk stress og posttraumatisk vækst (Posttraumatic Growth, PTG) er udgangspunktet traumatiske oplevelser, men kan i den positive variant føre til udvikling og modning, ny følsomhed, ny glæde ved livet og dybere menneskelig kontakt. Blandt dem, der har specialiseret sig i dette efter jordskælv og atomulykke i Japan, er professor Manami Ozaki fra Tokyo. Flere forskningsprojekter viser, at modgang kan gøre os mennesker stærkere, sådan som Seligman og Fredrickson havde fortalt mig. Jeg erfarede, at feltet er blevet systematisk undersøgt af forskere verden over de seneste år. Enkelte studier har fundet, at op til mellem 70 og 90 procent oplever en sådan vækst efter en dramatisk hændelse. Forskningen viser, at de færreste får varige men efter et traume. Det gav mig håb, og jeg var fast besluttet på at finde ud af, om det var muligt for overlevende at opleve flow og posttraumatisk vækst efter 22. juli Jeg ønskede samtidig at øge bevidstheden om positiv psykologi for de ramte. I januar 2013 kom Nasjonalt Kunnskapssenter om vold og traumatisk stress (NKVT) med resultatet af sin første interviewrunde med 285 personer, som var på Utøya, og 435 forældre til dem. Det var nedslående resultater. En af to overlevende fra Utøya var fortsat deprimeret. Var der virkelig ingen af de overlevende, som oplevede flow i hverdagen eller kunne opleve posttraumatisk vækst? Nægtede at være ofre Inspirationen til mit projekt hentede jeg dog ikke fra forskningsinstituttet, men fra samtaler med nogle af de unge, som var på Utøya, og fra enkelte presseberetninger, som skilte sig ud fra alle negative historier. Særlig blev jeg fanget af nogle citater fra Viljar Hanssen og Astrid Eide Hoem. Begge overlevede skuddramaet på Utøya, men nægtede at tage offerrollen i offentligheden. De fremstod som stærke personer og havde begge et optimistisk syn på fremtiden. Astrid Eide Hoem sagde til norsk tv, at hun troede, de fleste, hun kendte, oplevede posttraumatisk vækst. Mens medierne stort set skrev om personlige tragedier, så var billedet måske lidt mere nuanceret? PTG handler om positivt oplevede personlige ændringer knyttet til det at have oplevet en traumatisk hændelse. Ændringerne kan være øget personlig styrke, bedre relationer til andre, nye prioriteringer i livet, en ny og dybere mening i livet eller en øget åndelig bevidsthed. Det var for mig et bevidst valg, at alle skulle være anonyme. Så var det lettere at stille op. Mange syntes nemlig, det var problematisk, hvis det kom frem, at de havde et godt liv efter tragedien. Baggrund Artiklens forfatter er nordmand og driver konsulentvirksomheden Flowcom. Hun har i flere år arbejdet med flow og positiv psykologi. På dansk grund har hun sammen med psykologen Frans Ørsted Andersen udgivet bogen Flow i hverdagen (Dansk Psykologisk Forlag, 2013). Nina Hanssen deltog i juni 2013 på IPPA s verdenskongres i Los Angeles, hvor hun holdt foredraget Posttraumatisk vækst og flow efter 22. juli I Norge gennemføres over tre omgange den store nationale Utøya-undersøgelse. Resultaterne fra den anden undersøgelse blev offentliggjort i juli 2013 og viser ligesom Nina Hanssens egen undersøgelse en tendens til, at antallet af depressive efter Utøya falder: > Forskning og utvikling > Terrorangrebet, forskningsprogram. I efteråret 2013 publicerer Nina Hanssen resultaterne af sin egen undersøgelse. Så ved jeg jo også, at det er omstridt, om der er en direkte sammenhæng mellem posttraumatisk vækst og psykisk helse efter en traumatisk hændelse. Jeg udformede 18 spørgsmål om gode flowoplevelser før og efter 22. juli, som jeg sendte ud til overlevende efter Utøya og til en del mennesker, som befandt sig i nærheden af bomben i Oslo. Viljar Hanssen, der selv blev skudt fem gange på Utøya, mistede synet på det ene øje og fik amputeret tre fingre, testede skemaerne, før jeg sendte dem ud. Flow kan defineres som en særlig mental/kropslig tilstand, der kan opstå, når vi i en udfordrende og energikrævende situation, får beslaglagt bevidstheden og dermed glemmer os selv og mister tidsfornemmelsen. Jeg tog udgangspunkt i Mihaly Csiksentmihalys flowmodel fra 2003, da jeg igangsatte undersøgelsen, fordi den kan være nyttig for at give mennesker mentale kort, der kan øge selverkendelsen og bevidstgøre valgmulighederne. De fleste af os foretrækker at være i kontrolzonen og den afslappede zone. Men det er ikke flow og ikke særlig udviklende for os. Er du i kontrolzonen, kan du opleve flow ved at tage chancen over for lidt flere udfordringer. Er du bekymret, kan hverdagsangsten blive mindre, dersom udfordringerne reduceres eller færdigheden øges. Et aktivt valg Også for dem, der havde 22. juli-terroren på nært hold, er det vigtigt at navigere sig ud af kontrol- og komfortzonen for at opleve personlig vækst. Nogle må udfordre sig selv ved at opsøge store folkemæng- SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

7 der som til en fodboldkamp. Andre fortæller, at de må udfordre sig selv fysisk og er begyndt at træne. Mange vælger at engagere sig i sport eller i hobbyer, som giver noget ekstra. Mange siger, at de prøver at prioritere flow-aktiviteter, som gør dem glade. Det kan handle om at tage en joggetur, gå på arbejde, læse en bog, lytte til musik, gå ind i politik og at møde venner på en café. En af respondenterne sagde, at han oplevede dyb flow, da han vidnede mod drabsmanden: Da jeg vidnede i retssagen, føltes det bare utrolig godt, jeg følte. at jeg ejede hele verden, ABB (massemorderen, forf.) sad bare der, mens jeg følte, at jeg kunne gøre, hvad jeg ville. En mærkelig oplevelse af at være i dyb, dyb flow. Mange af de unge var politisk aktive, da terrorangrebet kom, og beskriver det at være i valgkamp som en god flow-aktivitet. Her fokuserer man på sagerne og på at vinde, så man glemmer sine egne hverdagsproblemer. Alle, der indtil nu har deltaget, har oplevet flow-tilstanden som noget vældig positivt, som de gerne vil have mere af. De var da fuldt og helt koncentreret om en bestemt handling/opgave, når de oplevede flow, og de oplevede flowsituationen som meningsfyldt. Men de fleste syntes, det var vanskeligt at finde plads til flow i en travl hverdag. En udtrykker det sådan: Jeg oplever flow i samme udstrækning som før, men på mange måder er den stærkere nu. Følelsen af lykke er større, når man ved, at man kunne have været død. Følelsen bliver mere direkte og måske også stærkere. Sammen med andre, som har oplevet det samme, bliver den kollektive flow dermed også stærkere. Men jeg oplever muligvis oftere flow med venner, som ikke var med på Utøya. Også i samtaler med overlevende sporer jeg en følelse af træthed over at gentage den samme historie om den dag. Mange unge ønsker at komme videre og vil helst tale om andre ting. Det er hårdt at rive sig ud af den offerrolle, som både medier og lokalsamfundet har givet dem efter hændelsen. Mange af de unge er ved at kunne gå videre i livet. De fortæller i min undersøgelse, at de har været i en positiv udvikling efter at have lagt chokket bag sig og bruger betegnelsen flow. Altså er det muligt også for dem, der havde terroren på tæt hold, at komme ud af mørket og ind i hverdagen. De, som fortsat kæmper, er optaget af at finde ud af, hvordan de selv kan tage ansvar uden at føle skyld. Nina Hanssen, forfatter og redaktør, Nina.Hanssen@lomedia.no 4. Plenumsforedrag: Janina Fisher, Casey Taft, Sandra Stith, Carolina Øverlien, Sven Åke Christianson og Ingunn Rangul Askeland. 24 workshops. For konferanseprogram og påmelding, se: Radisson Blu Plaza Hotel, Oslo, november 2013 PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

8 HOKUSPOKUS Af: Alex Madsen Til tonerne af New Public Offentlige arbejdspladser har taget nye manualiserede værktøjer til sig i blind tro på, at de virker. Men magien udebliver, og personalets faglighed og arbejdsglæde fortoner sig. J eg pakkede arvesølvet ned, der var ikke plads til at gøre det, jeg tror på. Så vil jeg tage kampen på det? Eller også gør vi det næstbedste i et stykke tid og venter til fornuften vender tilbage, venter på bedre tider. ( ). Jeg gik solo. Alle valgte deres egen strategi. De problemløsningsstrategier hører til en anden tid, en tid fra før vores faglige liv. Ovenstående udgør en lille bid af en række interview, jeg har lavet med familiebehandlere i en større dansk kommune. Interviewene er gengivet i bogen Narrativer i velfærdsarbejdet, hvor professionelle fortæller om deres oplevelser med (endnu) en omstilling i deres daglige arbejde med udsatte børn, unge og familier. Kommunens socialforvaltning, dens politikere og øverste ledelse har lyttet til de lokkende toner fra den sociale Servicestyrelse om evidensgaranterede manualbaserede behandlinger og interventionsformer inden for de kommunale velfærdsindsatser. Lægger man øret til den offentlige og især kommunale velfærdsforvaltning i disse år, kan man høre en musik spille under de faglige fortællinger. Indførelsen af programbehandlinger er akkompagneret af en særlig baggrundsmusik, som stille flyder fra ledelseskontorerne. Det er lyden af New Public Management, NPM, den ledelses- og styringsfilosofi, som den offentlige forvaltning har overtaget fra det private erhvervsliv. Ikke at musikken fra de offentlige ledelsesgange gør meget væsen af sig. Man lægger knapt mærke til den i begyndelsen, og efterhånden er den blot en bærebølge for det vedvarende flow af organisatoriske og faglige omstillinger. Musikken er kun i det stille, om overhovedet, blevet introduceret for frontmedarbejderne i organisationen, dem, som udfører organisationens opgaver i direkte kontakt med borgerne. Næppe mange frontmedarbejdere, vil kunne redegøre for, hvad NPM står for, og endnu mindre om og i givet fald hvornår disse ideer og praksisser vedrørende styring og ledelse af dem selv er indført på deres arbejdsplads. De har formentlig svært ved at identificere de konsekvenser NPM, måtte have for dem. Selv om de fornemmer, at noget er på spil. At blive talt ned til Familiebehandleren i den indledende interviewsekvens udtrykker mange kommunalt ansatte psykologers, pædagogers, læreres og socialrådgiveres erfaring med den ledelse, som udspringer af NPM: De oplever, at gældende faglige fortællinger, de teorier, metoder og faglige skøn, de hidtil har orienteret sig efter og dygtiggjort sig i, bliver ugyldiggjort og erstattet af nye fortællinger om, hvad der virker. Omstillingen ledsages ofte af den nedslående generaliserede begrundelse, at den hidtidige indsats sikkert har været udmærket, men uden dokumenteret effekt. Mens den nye faglige fortælling lover evidens for effekt, når blot man følger de retningslinjer, som et manualbaseret program angiver. Lad os se, hvad en anden familiebehandler har at berette om sine oplevelser med kommunal omstilling: De (ledelsen, AM) snakkede jo hen over hovedet, som om vores faglighed ikke betød en skid, og som om vi var novicer ( ). De snakkede til os, som om at nu, nu skulle vi virkelig til at hjælpe familierne. Og det kan jeg huske, at på et tidspunkt, så tænkte jeg, at næste gang jeg får den oplevelse af at blive talt ned til på min faglighed, så bliver jeg nødt til at reagere personligt på det og gøre SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

9 foto: Colourbox Management PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

10 opmærksom på, hvordan det opleves at blive talt sådan om og til. ( ). Som om jeg ikke vidste, hvad jeg lavede, og som om jeg aldrig havde arbejdet mål og tidsfokuseret. Om at overleve NPM Det er ikke svært at spore en klassisk konflikt mellem en velfærdsforvaltnings centrale bureaukrati og de decentrale frontmedarbejderes faglighed i de to familiebehandleres oplevelser. En konflikt, som sættes yderligere på spidsen under et NPM-regime, som næsten per definition opfatter velfærdsprofessionernes hævdelse af det faglige skøn som ustyrbart og uden evne til at dokumentere effektivitet. Det er vanskeligt for en kvantificerende managementlogik at trænge ind i velfærdsarbejdets fagspecifikke miljøer og da langt mindre at styre og kontrollere de faglige fortællinger eller narrativer, som giver retning, mål og mening for det professionelle faglige arbejde. Måske skyldes den arrogance og mangel på respekt og medinddragelse, som praktikere og frontmedarbejdere ofte oplever i de kommunale omstillinger, en form for magtesløshed hos forvaltningsledelsen over for de professionelle faglige miljøer. Hellere få omstillingen kørt igennem i en fart uden for megen snak. Ellers strander ledelsens ambitioner og planer bare i endeløse faglige diskussioner om alt muligt, og ingenting bliver ændret. Jeg pakkede arvesølvet ned, der var ikke plads til at gøre det, jeg tror på. Konflikten mellem decentral kvalitativ faglighed og central kvantitativ mål- og resultatstyring løses selvsagt ikke særlig godt ved hverken magtens eller faglighedens arrogance. De nødstrategier, som fagfolk udvikler, når de oplever deres kompetencer og foretrukne professionelle fortællinger truet, bidrager sjældent til at udvikle det konkrete velfærdsarbejde. Og ej heller den organisation, de hører til. Kommunale forvaltninger og de organisationer, som løser velfærdsopgaver, fungerer ofte ikke særlig godt under et NPM-regime. Under de mange og hyppige strukturomlægninger, omstillinger og udskiftning af centrale faglige fortællinger tabes meget på gulvet. Opløsningen af velfungerende faglige kollegiale fællesskaber under struktur- og organisationsændringer medfører omfattende tab af viden og kunnen. De mange og hyppige omstillinger betyder ringere service og løsning af kærneopgaver over for borgerne i lange perioder. En tilstand, som i nogle kommunale forvaltninger snarere er reglen end undtagelsen. Det er ikke bare et spørgsmål om, at ledelsen opfører sig mindre magtfuldt og mere demokratisk. Det er selve NPM og dens grundlæggende fortælling om velfærdsarbejdet, det er galt med. Manualer og evidensbasering Mange kommuner har indført manualbaserede programbehandlinger i deres velfærdsindsatser. Det gælder ikke mindst inden for børne-, unge- og familieområdet. Eksempler er Multisystemisk terapi (MST), Parent Management Training, Oregon (PMT-O) og programserien De Utrolige År (DUÅ). Det, som særligt kendetegner mange af disse programmer, er deres fordring på at være evidensbaserede. Hermed antydes, at der foreligger forskningsmæssig dokumentation for, at disse programmer med den rette administration har specifikke virkninger. En effekt, som hævdes at stamme fra en særlig metodik eller procedure. Programudviklerne hævder grundlæggende, at det er muligt at kontrollere de mange forhold og variable, som kendetegner en behandlings- eller interventionskontekst. Og således isolere det eller de elementer i interventionen, som har en specifik effekt i forhold til en ønsket forandring af en given adfærd. Herefter handler det blot om at dosere de virksomme elementer i det rette forhold og på den rette måde. Det er ikke tilfældigt, hvis læseren får associationer i retning af de kontrollerede forsøg, som ligger til grund for godkendelse af ny medicin. Det er nøjagtigt dette positivistiske paradigme, som danner model for evidensfordringen inden for de nye manualbaserede programbehandlinger på det pædagogiske, sociale og behandlingsmæssige område. Evidenskriterierne kaldes samlet for Den Gyldne Standard og passer på sin vis som fod i hose til NPM-tænkningen. Her er det ikke relationen, kemien mellem pædagog og barn, lærer og elev og mellem behandler og klient, som er af betydning for, om interventionen får effekt. Tværtimod er relationen at betragte som en ukontrollabel og potentielt forstyrrende variabel, som skal bringes under kontrol, og hvis uspecifikke, uforudsigelige virkninger så vidt muligt skal reduceres og gerne helt fjernes. Derfor også kravet om standardisering af interventionerne. SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

11 Det er kun i det omfang, man følger de detaljerede retningslinjer i manualen, der angiver, hvilke interventioner som skal iværksættes hvornår og med hjælp af hvilke øvelser, at programmernes evidensfordring kan sikres. Hertil kommer, at det også i princippet bør være uden betydning, hvem der administrerer programmet, når blot man har fået den rette uddannelse og instruktion og i øvrigt er tro mod programtænkningen. Der er med andre ord god overensstemmelse mellem programmerne og så den kvantificerende mål og resultatstyringsrationalitet, som er kernen i NPM. Hvor bliver kritikken af? Det burde ikke undre, hvis disse programmer vækker modstand i de faglige professionelle miljøer. Der er ikke mange vitaminer i de faglige narrativer, som programmerne giver anledning til. Højt specialiseret velfærdsarbejde reduceres til administration af forprogrammerede interventioner efter nøje fastlagte retningslinjer. I realiteten er der tale om et truende tab af faglig kompetence hos velfærdsprofessionerne, i og med at den faglige kompetence er indarbejdet i programmerne. Velfærdsindsatsernes effekt er med andre ord ikke længere et spørgsmål om de professionelles dygtighed og erfaring, men om det enkelte programs snilde og korrekte administration. Man må snarere undre sig over, at der i forbindelse med kommunernes indførelse af manualbaseret programbehandling stilles så få kritiske spørgsmål hertil. Og det gælder ikke kun kommunernes administrative ledelse og politikerne, men forunderligt nok også de professionelles egne faglige organisationer og uddannelser. Det er forståeligt, at mange fagfolk ansat i den kommunale velfærdsfront tøver med åben kritik. Aktuelt hænger besparelsestruslen lavt over de danske kommuner. En del af det erklærede formål med at indføre programmer med dokumenteret effekt er forhåbningen om at få mere velfærd for færre penge i de kommunale budgetter. Med en stedse nærværende trussel om fyringer er der ikke noget at sige til, at fagfolk tænker sig om en ekstra gang. Og måske vælger individuelle løsninger og strategier for at imødegå truslen om tab af kompetencer og forarmelse af faglige selvfortællinger. Men velfærdsprofessionernes egne organisationer og fællesskaber hvor bliver deres kritiske stemme af? Nu kunne det retfærdigvis tænkes, at programmerne havde ret i deres antagelse af, at det er den specifikke metode og de særlige interventionsformer og ikke behandlingsrelation og kontekst, som er afgørende for, om velfærdsarbejde virker. Ingen kan være uenig i, at det kun er rimeligt at kræve dokumentation for effektiv udnyttelse af ressourcerne inden for den offentlige og kommunale velfærd. Ikke mindst af hensyn til de udsatte borgere som har brug for hjælp. Når de manualbaserede programmer kan opnå den aktuelle udbredelse med baggrund i mildt sagt luftige løfter om videnskabelig evidens, er baggrunden ofte den, at fagfolk og deres organisationer ikke har vist rettidig omhu og engageret sig i diskussionen om dokumentation af effekt. Myter og realiteter Jeg har gennemgået de evalueringer, som den amerikanske psykoterapiforsker Bruce Wampold har foretaget af store dele af den foreliggende forskning og faglitteratur om effektevidens. Evalueringerne tager udgangspunkt i metaanalyser, hvor Wampold sammen med sine medarbejdere har undersøgt det helt grundlæggende spørgsmål, som de danske programmers fordring på effekt også rejser: Skyldes den notorisk veldokumenterede virkning af sociale, pædagogiske og terapeutiske indsatser særligt virksomme metoder og procedurer (såkaldte enkeltfaktorer) eller mere uspecifikke kontekstuelle forhold, såsom kvaliteten af relationen mellem den professionelle og klient (den personlige kemi), klientens motivation og tro på interventionen samt den professionelles faglige dygtighed og evne til at indstille sig på klintens behov og improvisere herefter? Wampolds resultater og konklusioner er nedslående for enkeltfaktormodellen, som de manualbaserede programmer og deres evidensfordringer er formet efter. Der er absolut intet bevis for, at enkeltfaktorer, særlige specifikke metoder eller ingredienser i den sammenkogte interventionsret skulle have nogen betydning i sig selv. Det er hele retten og dermed de kontekstuelle forhold, som har afgørende betydning for, om en intervention i andre menneskers liv og adfærd fører til ønsket forandring. Det er vel ret beset ikke overraskende og formentlig i overensstemmelse med, hvad de fleste vil mene er sund fornuft, at kvaliteten af hjælperelationen og tiltroen til, at noget hjælper, er helt essentielt for alt hjælpearbejde. Dette betyder ikke, at den professionelles faglige dygtighed, både metodisk og teoretisk, samt evne og villighed til på forståelig vis at gøre rede for sine faglige prioriteter, ikke er af afgørende betydning hvordan skulle den professionelle og klienten ellers kunne opbygge den nødvendige tillid? Også andre forskere i velfærdsindsatser har undret sig over de ret så håndfaste løfter om evidens, som flere af programbehandlingerne hævder. Det er ofte et problem, at der ikke foreligger neu- PSYKOLOG NYT NR SIDE 11