Indvandrerorganisationer

Transkript

1 Indvandrerorganisationer i Norden Flemming Mikkelsen (redaktion) Med bidrag fra Inge Dahlstedt Jørgen Melve Sanna Saksela Nordisk Ministerråd Akademiet for Migrationsstudier i Danmark Nord 2003:11

2 Nordisk Ministerråd blev oprettet i 1971 som samarbejdsorgan mellem de nordiske landes regeringer. Ministerrådet fremlægger forslag til Nordisk Råds sessioner, viderefører rådets rekommandationer, rapporterer til Nordisk Råd om samarbejdets resultater og leder arbejdet inden for de forskellige emneområder. Samarbejdet koordineres af samarbejdsministrene, der er udpeget af det enkelte lands regering. Ministerrådet træder sammen i forskellige sammensætninger - afhængigt af hvilke spørgsmål, der skal behandles. Nordiska ministerrådet Store Strandstræde 18 DK-1255 København K Tel (+45) Fax (+45) Nordisk Råd blev oprettet i 1952 som et samarbejdsorgan mellem de folkevalgte forsamlinger og regeringer i Danmark, Island, Norge og Sverige. Finland indtrådte i Færøernes, Grønlands og Ålands delegationer indgår i henholdsvis Danmarks Riges og Finlands delegationer. Rådet består af 87 medlemmer. Nordisk Råd er initiativtagende og rådgivende og har kontrollerende opgaver i det nordiske samarbejde. Nordisk Råds organer er plenarforsamlingen, præsidiet og udvalgene. Nordiska rådet Store Strandstræde 18 DK-1255 København K Tel (+45) Fax (+45) Invandrerorganisationer i Norden Nord 2003:11 Nordisk Ministerråd, København 2003 ISBN ISSN Tryk: Phønix-Trykkeriet as, Århus 2003 Omslagsbillede: Sara Kristiansen Oplag: 750 Printed in Denmark NORDISK MILJØMÆRKNING Tryksag Papir: Miljøvenligt papir som opfylder kravene i den nordiske miljøsvanemærkeordning. Sælges gennem Nordisk Ministerråds agenter, se listen på sidste side.

3 3 Indhold 5 Forord 7 Summary 9 Lyhennelmä 11 Kapitel 1 Flemming Mikkelsen Indvandrerorganisationer i et integrationsperspektiv 11 Indvandringen til Europa og Norden 13 Social marginalisering og integration 15 Etno-nationale minoriteter og indvandrerorganisationer 18 Foreninger og forskningstraditioner 21 Indvandrerforeninger og integrationsprocesser 24 At studere indvandrereorganisationer i Norden 27 Kapitel 2 Inge Dahlstedt Invandrarorganisationer i Sverige 27 Inledning 32 Invandring till Sverige 35 Från invandrarpolitik till integrationspolitik 41 Valdeltagande och representation 43 Föreningsengagemang 45 Rasistiska och antirasistiska organisationer i Sverige 50 Antirasistiska organisationer 53 Framväxten av etno-nationella organisationer i Sverige 54 Antalet organisationer Lokala föreningar i Malmö 89 Lokalföreningarnas och Riksförbundens betydelse i integrationsprocessen 95 Kapitel 3 Flemming Mikkelsen Indvandrerorganisationer i Danmark 95 Indledning 95 Indvandringen til Danmark 98 Statslig integrationspolitik og et etnisk-nationalt civilsamfund 100 Den nationale og internationale baggrund for dannelsen af foreninger og organisationer blandt etno-nationale grupper i Danmark 117 Foreningsdeltagelse i 1990 erne 121 Foreningsliv og foreningsaktivitet 135 Nye religiøse strømninger og organiseringer 139 Foreninger og politik 151 Protestbevægelser og ungdomsbevægelser

4 4 159 Racistiske og anti-racistiske bevægelser 163 Konklusion 171 Kapitel 4 Jørgen Melve Innvandrerorganisasjoner i Norge 171 Innledning 175 Innvandringen til Norge 183 Norsk innvandrings- og integrasjonspolitikk 191 Minoriteters deltagelse i politikk 196 Framveksten av organisasjoner 202 Organisasjons- og foreningsstrukturen i årene 210 Foreningenes interne og eksterne forhold 212 Foreningsstøtte 216 Halvoffentlige organer 220 Solidaritetsbevegelser etc. 222 Rasistiske bevegelser 226 Organisasjonenes ideologi 229 Oppsummering 235 Kapitel 5 Sanna Saksela Mångkulturella organisationer och invandrarorganisationer i Finland 235 Inledning 237 En beskrivning av invandringen till Finland 242 Begreppet integration och dagens invandringspolitik i Finland 246 En redogörelse för mångkulturella organisationer och invandrarorganisationer i Finland 255 Organisations- och föreningsstruktur från till Ekonomiska stödformer 268 Solidaritetsorganisationer som samarbetar med invandrare 275 Invandrarföreningarnas betydelse i de mångkulturella samhället några framtids perspektiv 283 Kapitel 6 Flemming Mikkelsen Indvandrerorganisationer og integrationsprocesser i Norden 283 Indledning 284 Indvandring og integrationspolitik 286 Organisationsudvikling og organisationsstruktur 289 Foreningernes indre liv og udadvendte aktiviteter 291 Kontakter, samarbejdsformer og solidaritetsforeninger 294 Hvad siger teorien? 302 Marginalisering, integration og demokrati 304 Forskningsbehov

5 5 Forord Siden slutningen af 1960 erne er indvandringen til de nordiske lande fra Østeuropa og fra lande uden for Europa steget ganske markant. Integrationen af indvandrere og flygtninge i Sverige, Danmark, Norge og Finland er blandt andet foregået via oprettelse og medlemskab af etno-nationale organisationer og foreninger. Nordisk Ministerråd har med sin støtte til dette projekt og denne publikation ville kaste lys over»indvandrerorganisationernes rolle i integrationsprocessen i de nordiske lande«. Udgangspunktet var at kortlægge og uddrage essensen af den eksisterende forskning inden for området. Det stod imidlertid hurtigt klart, at der ikke var skrevet meget om indvandrerorganisationernes rolle i integrationsprocessen. Derfor igangsattes en indsamling af nye oplysninger om indvandrerorganisationernes indre liv og udadvendte aktiviteter. Det har øget sammenligneligheden og skabte et mere solidt grundlag for de fremlagte resultater og konklusioner. Undersøgelsen blev ledet af Flemming Mikkelsen fra Akademiet for Migrationsstudier i Danmark (AMID). Inge Dahlstedt deltog fra Internationell Migration och Etniska Relationer (IMER), Malmö Högskola, Jørgen Melve fra International Migration og Etniske Relationer (IMER), Bergen Universitet og Sanna Saksela fra Centre for Research on Ethnic Relations and Nationalism (CEREN), Helsingfors Universitet. Endvidere bidrog Jesper Poulsen, Julie Larsen og Helle Weiergang fra AMID til, at kommunikationen mellem forskningsinstitutionerne i de nordiske lande forløb gnidningsfrit og optimalt. En tak til dem alle. Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, Aalborg Universitet Februar 2003 Flemming Mikkelsen

6

7 7 Summary Indvandrerorganisationer i Norden (Immigrant Associations in the Nordic Countries) presents the first major comparative analysis of collective representation of immigrants in the Nordic countries. Since the late 1960s, immigration to the Nordic countries from Eastern Europe and from countries outside of Europe has increased significantly. Integration of immigrants and refugees in Sweden, Denmark, Norway and Finland has taken the form of membership of immigrant organizations, associations and social movements. With this publication the Nordic Council of Ministers wishes to shed light on the role of immigrant organizations in the process of integration in the Nordic Countries. The study was directed by Flemming Mikkelsen from the Academy for Migration Studies in Denmark (AMID). Inge Dahlstedt collaborated from the Department of International Migration and Ethnic Relations (IMER), Malmö University; Jørgen Melve from the Department of International Migration and Ethnic Relations (IMER), University of Bergen, and Sanna Saksela from the Centre for Research on Ethnic Relations and Nationalism (CEREN), University of Helsinki. The premises were to map and to deduce the essence of the state of existing research. However, we quickly became aware of the lack of research within this field, and initiated a compilation of new information on the internal life and external activities of immigrant associations. It increased comparability and established a more solid basis for the produced results and conclusions. The book begins with a chapter on types of immigrant associations and their role in the process of integration. Thereafter follow four chapters describing the scale, diffusion, localization, typology, composition, economy, internal life and external activities of immigrant organizations in each country, respectively.

8 8 Add to this consultative bodies (on local and national levels), organizations of solidarity, and confrontations between racist and anti-racist movements. In the final chapter we approach similarities and differences of structures of organization in the Nordic countries, and the siting of immigrant organizations between marginalization, integration and democracy. The section ends with a discussion of the dominant theories of collective ethnic mobilization, and finally we suggest some new prospective fields of research. Generally, we conclude that immigrant organizations play a positive role in the process of integration, and especially help marginalized groups such as immigrant women, children and youngsters to establish an important social space and a sense of belonging. And though organizations and associations support national and ethnic belonging, the predominant impression is that the political-administrative system of the host society determines the activities and options of immigrant organizations. Besides, in spite of their weak societal position, immigrant associations give immigrants a voice in the public sphere, and contribute to the advancement of democratic pluralism.

9 9 Lyhennelmä Indvandrerorganisationer i Norden ( Maahanmuuttajien järjestöt Pohjoismaissa ) on ensimmäinen merkittävämpi analyysi, jossa verrataan maahanmuuttajien virallista kollektiivista edustusta Pohjoismaissa. Maahanmuutto Itä Euroopasta sekä Euroopan ulkopuolisista maista Pohjoismaihin on kasvanut huomattavasti sitten1960 luvun. Maahanmuuttajien ja pakolaisten integroitumista Ruotsiin, Tanskaan, Norjaan ja Suomeen on edistänyt kansallisten etnisten järjestöjen perustaminen ja niiden toimintaan osallistuminen. Pohjoismainen ministeriöneuvosto on tukenut projektia»maahanmuuttajajärjestöjen rooli integraatioprosessissa Pohjoismaihin«ja tähän liittyvän julkaisun toteuttamista. Tutkimusta johti Flemming Mikkelsen Akademiet for Migrationsstudier, AMID Tanskasta. projektiin osallistuivat Inge Dahlstedt Internationell Migration och Etniska Relationer, IMER Malmön korkeakoulusta, Jorgen Melve International Migration och Etniske Relationer IMER, Bergenin yliopistosta ja Sanna Saksela Etnisten Suhteiden ja Nationalismin Tutkimuskeksuksesta CEREN/SSKH, Helsingin yliopistosta. Lähtökohtana oli kartoittaa ja selvittää aiheeseen liittyvää aiempaa tutkimusta. Ilmeni, että aiheesta on hyvin vähän kirjallisuutta ja tutkimusta. Tämän vuoksi projekti ryhtyi keräämään uutta tietoa maahanmuuttajajärjestöjen sisäisistä toiminnoista ja ulospäin suuntautuvasta toiminnasta. Kerätty tieto on helpottanut vertailevan tutkimuksen tekoa mm. mahdollistamalla tutkimustulosten kansainvälisen vertailun ja yhteenvedon. Kirjan johdantoluku käsittelee kansallisia etnisiä järjestöjä ja järjestötyyppejä sekä näiden roolia integraatioprosessissa. Tämän jälkeen esitellään maittain (luvut 2 5) maahanmuuttajajärjestöjen toiminnan kehitystä sekä maahanmuuttajajärjestöjen sijaintia, typologiaa, kansallis etnistä koostumusta, taloutta, sisäistä toi-

10 10 menkuvaa sekä toiminnan muotoja. Lisäksi tarkastellaan puolivirallista maahanmuuttajien neuvontatoimintaa, solidaarisuusjärjestöjä sekä rasismin vastaisen ja rasististen järjestöjen välisiä konflikteja. Viimeisessä luvussa vertaillaan samankaltaisuuksia ja eroja Pohjoismaiden järjestörakenteessa sekä pohditaan maahanmuuttajajärjestöjen asemaa marginalisoitumisen, integraation ja demokratian suhteen. Lisäksi tarkastellaan myös aihepiirin vallitsevia teoreettisia ulottuvuuksia ja näiden merkitystä kyseisessä tutkimuksessa. sekä ehdotetaan jatkotutkimusta varten. Tutkimuksen johtopäätös on, että maahanmuuttajajärjestöillä on myönteinen merkitys integraatioprosessissa ennen kaikkea sosiaalisina tukipylväinä heikommille ryhmille kuten maahanmuuttajanaiselle, lapsille ja nuorille. Kansallisesta ja etnisestä näkökulmasta tarkasteltuna voidaan todeta, että vastaanottomaan poliittis hallinnollisella järjestelmällä on dominoiva ja merkittävä vaikutus maahanmuuttajajärjestöjen toimintaan ja tavoitteisiin. Heikosta asemasta huolimattaan maahanmuuttajajärjestöillä on tärkeä funktio demokraattisen yhteiskunnan ylläpidossa ja kehityksessä. Järjestötoiminnan kautta maahanmuuttajat voivat saada äänensä kuuluviin yhteiskunnallisella kentällä.

11 11 kapitel 1 Indvandrerorganisationer i et integrationsperspektiv Indvandringen til Europa og Norden I perioden 1850 til 1914 udvandrede millioner af fattige europæere til oversøiske områder i jagten på et udkomme. De fleste tog til Nordamerika, mens andre emigrerede til Sydamerika, Australien, New Zealand og Afrika. I mellemkrigstiden stagnerede udvandringen overvejende som følge af økonomisk krise og en øget modstand mod indvandrere i de tidligere modtagerlande. I Europa var det kun Frankrig, som fortsat modtog indvandrere i et større omfang for at råde bod på sit demografiske underskud. Efter afslutningen på 2. Verdenskrig vendte billedet. Den internationale migration steg markant, og Europa blev som helhed netto-modtagere og storforbrugere af fremmed arbejdskraft (Castles & Miller, 1993). De nærmeste efterkrigsår karakteriseredes af store interne folkebevægelser, men snart begyndte lande som Frankrig, Storbritannien, Belgien og Svejts at importere arbejdskraft fra lande og områder i den europæiske periferi (fra middelhavslandene, Irland og Finland), siden fra tidligere kolonier og fra tredje verdens lande. Fra midten af 1960 erne var de fleste højtindustrialiserede lande i Vesteuropa blevet afhængige af ufaglært arbejdskraft fra fattige lande, som tog sig af det mest beskidte og dårligt lønnede arbejde (Castles & Kosack, 1985; Moch, 1992). Immigrationen til Europa fortsatte frem til , da olie krisen og en skærpet indvandrerlovgivning satte en stopper for indvandring af arbejdsmigranter; i stedet øgedes antallet af familiesammenføringer og illegale indvandrere, mens 1990 erne blev vidne til et stort

12 . 12 INDVANDRERORGANISATIONER I NORDEN antal politiske flygtninge. Det samlede resultat af indvandringen til en række central- og vesteuropæiske lande, som den tegner sig i 1990 erne, er gjort op i tabel 1.1. Tabel 1.1 Antal personer med fødested i udlandet og med udenlandsk statsborgerskab Land År for registrering af oplysninger Befolkning i millioner Født i udlandet I tusinde Født i udlandet I procent Udenlandsk nationalitet I tusinde Udenlandsk nationalitet I procent Belgien ,6 911,9 9,0 Frankrig ,6 3596,9 6,4 Holland ,4 1407,1 9,1 757,1 4,9 Storbritannien ,9 3746,1 6,8 1791,0 3,3 Tyskland ,7 7314,0 9,0 Sverige ,8 943,8 10,7 526,6 6,0 Danmark ,2 259,2 5,0 237,7 4,5 Norge ,4 246,9 5,6 157,5 3,6 Finland ,1 103,3 2,0 68,6 1,3 Kilder: Coleman (1999) tabel 2.2; Jouni Korkiasaari (Väestörakennetilastot/Statistikcentralen) Denne statusopgørelse afspejler to vandringssystemer: dels vandringer mellem de central- og vesteuropæiske lande og dels indvandringen fra lande udenfor disse områder (Coleman, 1999). Inden for Europas grænser er den beskæftigelsesrelaterede indog udvandring næsten totalt stoppet. Ældre gæstearbejdere fra Italien, Spanien og Grækenland er vendt tilbage til deres nu langt mere velstående lande, mens arbejdsmigranter fra Portugal, det tidligere Jugoslavien og Tyrkiet har taget permanent ophold i værtslandet, og for en dels vedkommende opnået statsborgerskab (Coleman, 1999: 80-83). Denne reduktion i intra-europæiske vandringer mere end opvejedes af indvandringen fra lande uden for Europa således, at tabel 1.1 i alt overvejende grad giver et indtryk af, hvor mange personer landene har modtaget fra mindre økonomisk udviklede lande inklusive Eksjugoslavien og

13 INDVANDRERORGANISATIONER I ET INTEGRATIONSPERSPEKTIV. 13 Tyrkiet. Tyskland har været den store modtager af indvandrere fra Tyrkiet og Jugoslavien, mens Frankrig, Storbritannien, Holland og Belgien har haft et stort indtag fra deres tidligere kolonier. Set i forhold til deres samlede befolkninger er der imidlertid noget som tyder på, at det er de mindre lande som Sverige, Holland og Belgien, der har modtaget flest indvandrere. Om man vælger den ene eller den anden målestok, så er der ikke tvivl om, at den store indvandring til Europa har afstedkommet betydelige økonomiske, kulturelle og politiske spændinger i modtagerlandene. Nogle indvandrergrupper har formået at integrere sig i majoritetsbefolkningen, andre derimod er i kraft af eksklusion og marginalisering i andres og egne øjne blevet gjort til en etnisk minoritet (Moch, 1992: ). Social marginalisering og integration Hvorledes tilvandrere og underprivilegerede grupper og klasser er blevet integreret i samfundet har optaget samfundsforskerne i mange år og kan føres tilbage til ideologiske, politiske og intellektuelle strømninger og modsætninger i det 19. århundrede. De konservative tænkere var stærkt optaget af, om samfundet kunne bevare sin sammenhængskraft og hierarkiske opbygning i takt med, at nye sociale klasser gjorde krav på økonomiske, politiske og sociale rettigheder. De ville på samme tid opretholde inklusionen og bibeholde den sociale orden ved at skabe nye tidssvarende moralske værdier og sociale normer, der fastholdt individerne til hinanden og til fællesskabet. Denne harmoniopfattelse blev dog kraftigt imødegået af de marxistisk inspirerede forskere for hvem interessemodsætninger og sociale konflikter i sin yderste konsekvens klassekamp var den drivende kraft i samfundsudviklingen. Disse intellektuelle modsætninger i opfattelsen af hvorledes sociale grupper og sociale klasser integreres i samfundet blev

14 . 14 INDVANDRERORGANISATIONER I NORDEN et omdrejningspunkt i diskussionen om arbejderklassen og arbejderbevægelsens udvikling og genfindes i de etniske integrationsteorier, som samfundsforskere har skabt i tidens løb under overskrifter som assimilation, smeltedigel, segregering, kulturel pluralisme, mv. I lighed med de oprindelige samfunds- og integrationsteorier er de først dukket op som politiske ideologier for siden at blive gjort til videnskabelige teorier (for en begrebsmæssig oversigt se Vertovec, 1999). USA er et land skabt af indvandrere og er de sociologiske integrationsteoriers hjemland. Assimilationsprincippet blev allerede formuleret af USA s første udenrigsminister John Quincy Adams i 1818 med ordene om, at» En ting må de (indvandrerne, FM) beslutte sig til, ellers vil de blive skuffet i enhver forventning om lykke som amerikanere: De må se fremad snarere end bagud mod deres forfædre«(gordon, 1964; cf. Indvandrerforskning i Danmark, 1983: 39). Fokusering på en kernekultur og fremhævelse af konsensusdannelse er centrale ingredienser i assimilationstanken. Den fører over i antagelsen om nogle veldefinerede indslusningsfaser, der går fra en situation præget af økonomisk mangel og diskrimination til en gradvist opadgående socioøkonomisk mobilitet i takt med, at man lærer sig det dominerende/ amerikanske samfunds kultur og grundlæggende regler for acceptabel social adfærd. Udvides de sociale kontakter til andre befolkningsgrupper, og opgiver man sine traditioner og sociale symboler, smelter man sammen med det omgivende samfund i en homogen kulturtilstand præget af frivillighed og harmoni (Park, 1950). I stedet for frivillig eller ufrivillig sammensmeltning med det omgivende samfund, er der andre som er mere optaget af, at succesfuld tilpasning til det nye samfund indebærer majoritetens accept af de nytilkomnes afvigende etniske, religiøse og kulturelle karakteristika (Eisenstadt, 1970). Disse tolkningsrammer imødegås af et mere strukturelt og konfliktorienteret paradigme inspireret af Max Weber og Karl Marx. Der argumenteres med, at etniske minoriteter ofte fasthol-

15 INDVANDRERORGANISATIONER I ET INTEGRATIONSPERSPEKTIV. 15 des i en underprivilegeret position, men også at mange grupper bevidst foretrækker at bevare deres særpræg og særlige identitet. Modsætninger og åbne konflikter bliver derfor et aktivt element til forståelse af ændringer i gruppens sociale position. Inden for denne tradition indtager økonomisk og social mobilisering, magt og politisk deltagelse en mere fremskudt position til afklaring af integrationsspørgsmålet (Rex, 1961; Castles & Kosack, 1985). Det er sidstnævnte tradition, denne bog knytter an til. Ikke i form af en eksplicit teoretisk orientering, men snarere i kraft af sin fokusering på social og politisk mobilisering og erhvervelsen af sociale, civile og politiske rettigheder. Set i et normativt demokratisk perspektiv tales der om medborgerskab, når personer og grupper kan dele et fælles politisk og socialt rum, selv om de har forskellig oprindelse og historie (Schwarts, 2002). Medborgerskabet forudsætter, at minoriteter får adgang til og indflydelse på beslutningsprocesser som, direkte eller indirekte, berører dem. Johan P. Olsen (1990) anlægger den betragtning, at indbyggere, som i væsentlig grad berøres af offentlige beslutninger betragtes som»intensive minoriteter«, hvad der gør det legitimt at give dem større muligheder for indflydelse. Etno-nationale minoriteter og indvandrerorganisationer Social og politisk mobilisering forudsætter dannelsen af kollektive organisationer. Mange indvandrere der kom til Europa som arbejdsmigranter i 1960 erne og 1970 erne blev optaget i eksisterende faglige og politiske sammenslutninger, men i takt med at det blev tydeligere og tydeligere, at de var kommet for at blive, begyndte de at oprette egne selvstændige organisationer, foreninger og bevægelser for at varetage deres sociale, kulturelle, religiøse, økonomiske og politiske interesser (Rex et al., 1987; Rex & Drury, 1994; Soysal, 1994; Nielsen, 1995).

16 . 16 INDVANDRERORGANISATIONER I NORDEN De tidligste foreninger havde til formål at bevare kontakten til hjemlandet, at skabe væresteder, at styrke indvandrernes religiøse tro eller for de politiske flygtninges vedkommende at fungere som politisk pressionsgruppe; først i løbet af 1980 erne spredte organisationstanken sig til andre områder af indvandrernes tilværelse således, at vi i dag står med en bred vifte af organisationer. Nogle af disse vil være meget indadvendte, og tjener alene sociale formål herunder styrkelsen af den nationale og etniske identitet; andre derimod lægger stor vægt på at formidle kontakter mellem minoritetsbefolkningen og majoritetsbefolkningen. Der er også indvandrerorganisationer som i samarbejde med statslige myndigheder og på basis af offentlige midler arbejder på at integrere indvandrere og flygtninge i samfundet. I denne bog ønsker vi at fokusere på følgende organisations- og foreningstyper: hjemstavnsforeninger etniske kulturelle foreninger sportsklubber arbejdspladsklubber og faglige organisationer religiøse organisationer ungdomsklubber kvindeforeninger etniske protestbevægelser og græsrodsorganisationer politiske organisationer multietniske foreninger (dvs. foreninger med flere etno-nationale grupper) etniske paraplyorganisationer (dvs. samarbejdsorganisationer for forskellige etno-nationale foreninger). Andre foreningstyper kunne sikkert føjes til denne liste, og i realiteternes verden er der mange organisationer som dækker flere af disse funktioner eller går fra en foreningstype til en anden i løbet af nogle år. Det kan også komme på tale at tilføje en

17 INDVANDRERORGANISATIONER I ET INTEGRATIONSPERSPEKTIV. 17 yderligere variant, der ikke er opstået på initiativ af etno-nationale minoriteter, men derimod er oprettet på initiativ af majoritetsbefolkningen eller staten. Det drejer sig om solidaritets- og venskabsforeninger, om rådgivende organer og komiteer (er ofte sammensat af repræsentanter fra den siddende regering og udvalgte repræsentanter for minoriteterne), der har til formål at kommentere og komme med forslag til indvandrerpolitikken. Det er organisationen (under givne omstændigheder omtalt som forening eller social bevægelse) dens interne og eksterne forhold der står i centrum for denne undersøgelse. Alligevel kan man med fordel inddrage de studier, der søger at måle indvandrerbefolkningens foreningsdeltagelse og foreningsaktivitet det vil med andre ord sige survey-undersøgelser. De kan give os et vist indtryk af forskelle i deltageraktivitet mellem de etniske mindretal og mellem indvandrere og majoritetsbefolkningen. Som bemærket ønsker vi både at se på organisationens udadvendte aktiviteter og dens mere indadvendte ekspressive udtryksformer med den tilføjelse, at grænserne mellem en forening og dens omgivelser kan være ganske flydende (Ahrne, 1994), hvad der får Zig Layton-Henry (1990) til at tale om»indvandrerforeningernes paradoks«: Nemlig, at de er engageret i et forsvar for indvandrernes kollektive identitet, på samme tid som de tager aktivt del i integrationsprocessen. Denne organisatoriske dualitet afspejler sig i de otte grundlæggende spørgsmål forskere sædvanligvis stiller til organisationen (jf. Lofland, 1996): 1) hvad er organisationens kognitive grundlag ved stiftelsen, dvs. dens ideologi, verdensanskuelse, interesser, og undergår de forandringer i organisationens levetid; 2) hvorledes er organisationen organiseret, dvs. ledelsesstruktur, fordeling af magt, indflydelse og ressourcer; 3) hvad har ført til dannelse af organisationen, dvs. hvilke økonomiske, organisatoriske, politiske, religiøse ol. interesser er på spil; 4) hvorfor slutter folk sig til organisationen og under hvilke betingelser; 5) hvad er organisationens strategier og målsætninger; 6) hvem er organisationens medspillere og hvilke alliance- og koalitions-

18 . 18 INDVANDRERORGANISATIONER I NORDEN dannelser indgår i dens strategier; 7) hvordan er reaktionen på organisationen, dvs. dens modstandere og mediernes omtale, og 8) hvilken indflydelse udøver organisationen på sine medlemmer og tilhængere, og har den nogen effekt på omgivelser. Foreninger og forskningstraditioner Nogle af disse standardspørgsmål vil vi søge at kaste lys over i de følgende kapitler. Ikke i form af en teoristyret fremstilling, men som en bred beskrivelse af et meget nyt og sammensat forskningsfelt. Det hænger blandt andet sammen med, at vi har at gøre med organisationstyper, der spænder fra frivillige foreninger, interesseorganisationer, politiske partier til sociale bevægelser og protestbevægelser, der alle kan trække på deres egen forskningstradition, som der kort vil blive redegjort for i dette afsnit. Foreningerne ofte omtalt som frivillige foreninger tillægges en særlig rolle i integrations- og demokratiseringsprocessen (Klausen & Selle, 1995; Gundelach & Torpe, 1997; Henriksen & Ibsen, 2001). Den sociologisk orienterede civilsamfundstradition fremhæver, hvorledes sociale fællesskaber i form af interesseorganisationer, foreninger, politiske partier og fagforeninger skaber mening, identitet og et socialt tilhørsforhold og derved fremmer fælles værdier, forståelse og tillid mellem mennesker, som rækker længere ud end de nære familierelationer. Disse tillidsbaserede relationer reducerer transaktionsomkostningerne mellem individerne og mellem samfundets institutioner, hvad der betragtes som en forudsætning for økonomisk vækst og øget demokratisering:»argumentet er således, at individerne via organisationsdeltagelsen indlærer almene demokratiske procedurenormer, som baserer sig på universelle retfærdighedsprincipper for afgørelse af fællesanliggender mellem individer«(gundelach & Torpe, 1997: 23). Der kan imidlertid rejses tvivl

19 INDVANDRERORGANISATIONER I ET INTEGRATIONSPERSPEKTIV. 19 om betydningen af ansigt-til-ansigt kontakter i organisationer som»skoler i demokrati«; det er snarere, som hævdet af Selle & Strømsnes (1997), organisationerne som intervenerende institutioner mellem staten, det politiske system og borgerne, der er med til at styrke demokratiet (Warren, 2000). Den politologisk orienterede forskning i interesseorganisationer lægger sig mere op ad sidstnævnte tolkning i og med, at den er mere tilbøjelig til at understrege forholdet mellem interessebaserede funktionelle organisationer og staten (Gaasemyr, 1979, Cawson, 1986; Ronit, 1998). Under overskrifter som (neo-)korporatisme, pluralisme og forhandlingsøkonomi undersøges hvorledes organisationerne (overvejende faglige organisationer og erhvervsorganisationer) forhandler og undertiden konflikter sig frem til aftaler med staten om fordelingen af ressourcer, implementering af lovgivning og kontrol med medlemmernes adfærd. Disse interaktionsformer kan være mere eller mindre stabile rækkende fra velafgrænsede sektorer med et fast sæt af aktører, over segmenter til løst sammenskruede netværk af agenter, der skifter fra sag til sag. Både foreningerne og interesseorganisationerne hører ind under rutinepolitikkens eller den institutionaliserede politiks område, som kun tillader, at bestemte interesser og krav bliver gjort til genstand for seriøs politisk forhandling. Hører man derimod til»taberne«i det politiske system til de marginaliserede eller på anden vis ikke mener, at ens interesser bliver tilstrækkeligt varetaget, har man mulighed for at organisere sig på anden vis som social bevægelse (for en oversigt jf. Buechler, 2000; McAdam et al., 2001; Mikkelsen, 2002). Sociale bevægelser opererer i spændingsfeltet mellem det etablerede politiske system og civilsamfundet (Rasmussen, 2002). Nogle bevægelser har opbygget en professionel kampagnestab, der koordinerer og styrer bevægelsens mobiliseringsstrategier og aktioner, mens andre baserer deres eksistens på lokale sociale netværk og en fælles identitet. For begge bevægelsestyper

20 . 20 INDVANDRERORGANISATIONER I NORDEN gælder, at deres strategier, mobilisering af tilhængere og opbygningen af en fælles identitet formes af interaktionen med omgivelserne først og fremmest det politiske system. I periferien af de sociale bevægelser støder vi på flygtige og løst organiserede aktions- og protestgrupper. De manifesterer sig i kortvarige protester for siden at svinde hen. Årsagen til at vi kort har omtalt nogle centrale tendenser i studiet af forskellige organisationstyper ligger i, at organisationer udgør en af de væsentligste drivkræfter i individers aktiviteter og samfundsprocesser:»organizations are social mechanisms that connect a large number of human wishes and hopes into common consolidated action«(ahrne, 1994: 3; Scott, 1998). Det gælder ikke kun for etablerede sociale grupper og samfundsinstitutioner men i lige så høj grad marginaliserede grupper herunder indvandrere og flygtninge. De er om nogle afhængige af at koordinere deres ressourcer, at skabe sig en fælles identitet i nye omgivelser, samtidig med at de skal balancere mellem transnationale forbindelser og krav om integration i modtagerlandet. Individuelle og familiemæssige strategier er nødvendige men ikke tilstrækkelige; skal man gøre sig håb om at blive hørt, at blive taget alvorligt af myndighederne og dominerende grupper i oprindelseslandet og i modtagerlandet, bliver man nødt til at organisere sig. Kort sagt, organiseringen tjener til at styrke gruppens interne bånd, til at markere gruppens grænser over for andre, og til at føre krav frem i det politiske system. Derfor fremstår organiseringen både som konsensus og konflikt: Som konsensus fordi den harmoniserer forholdet mellem deltagerne ved at tilskrive dem en fælles identitet og ved at etablere alliancer med andre grupper og organisationer; som konflikt fordi organisering styrker mobiliseringen og koordineringen og dermed gruppens magtposition og synlighed i offentligheden. Fordi vi har at gøre med forskellige etno-nationale grupper og forskellige organisationstyper i fire forskellige lande, kan