Prædiken 2. Påskedag 2016, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch

Transkript

1 Prædiken 2. Påskedag 2016, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch Budskabet om Kristi opstandelse er kristendommens kerne. Det gør alting nyt. I dag, som dengang, da Maria og Peter og den discipel, som Jesus elskede, stod foran den tomme grav. Opstandelsen bliver det, det hele bliver set igennem. Det grundlag, som det hele tegnes op efter. Opstandelsen kaster sit livgivende lys tilbage på det, der gik forud. Fortællingen om kristendommen fortælles altid med afsæt i påskemorgen. Fortællingen om Jesus fra Nazareth er ud fra en umiddelbar betragtning en fortælling om et menneske, der gennem sine handlinger og ord lægger sig ud med den religiøse elite. Og det i en sådan grad, at de til sidst ender med at få ham slået ihjel. På et kors. På en høj uden for byens porte. Sammen med hårdkogte kriminelle. Fortællingen skrider fremad. Fortløbende. Kontinuerligt. Fra Jesus træder frem som den, der tager over fra Johannes Døberen. Og til han dør dér på korset uden for Jerusalem. Klynget op som en gemen forbryder. Fornedret af mennesker. Hånet af de andre dødsdømte. Udskuddet blandt de udstødte. Og så sker dét. Det, der aldrig kunne ske, bliver virkelighed. Den døde bliver levende igen. Det gør alting nyt. Det er den egentlige begyndelse, ud fra hvilken hele fortællingen må fortælles på ny.

2 I opstandelsen forvinder Gud døden. Når man forvinder noget, overvinder man det ikke bare. Det forsvinder heller ikke. At forvinde noget - er noget andet og mere end at overvinde det eller at få det til at forsvinde. Døden forsvinder ikke. Den overvindes heller ikke i den forstand, at vi ikke længere skal dø. Eller at Gud ikke selv skulle lide den og bare sprang den over. Han gik ind i den. Tog den på sig. Helt og fuldt. Gud døde af kærlighed til os. Det er forargelsen i kristendommen. Kristus døde på korset. Ikke bare en del af ham. Ikke bare som en skindød sådan lidt eller delvist. Helt og fuldt gav han sig ind under dødens magt. Og han forvandt den. Forvunden er nu al vor nød, synger vi i Grundtvigs salme til jul - Et barn er født i Bethlehem. Og børnene plejer godt nok at lave det om, så de synger: forsvunden er nu al vor nød. Men der står altså Forvunden! At forvinde noget handler om at tage det på sig og stå det igennem uden at smyge sig udenom. At forvinde noget er at lide sig igennem det, fordi der netop ikke er nogen vej udenom. Derfor giver det mening at tale om, at Jesus forvinder døden. For at vi ikke længere skal være alene i den. I døden er vi ikke længere alene. Gud vil være der, der hvor intet menneske kan følge os.

3 Paulus har i fat i det samme i dagens epistel. Er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, skriver Paulus til de kristne i Korinth. For så er der jo intet at tro. Intet at klynge sig til dér, hvor alt det, der er vores, svigter. Dér, hvor vi stillet overfor intetheden må indse, at alt, hvad vi har bygget vores tilværelse på, ikke er andet end tomhed og jagen efter vind. Som jeg hørte et unge menneske sige for få dage siden: Jeg tror ikke på Gud, jeg tror på mig selv.. Og man har bare lyst til at stryge det unge menneske over håret og sige.. åh, min ven, desværre kommer den dag, før eller siden, hvor du mister al tro på dig selv.. Men Gud er der, og løfter dig ud i lyset. Det er håbet og trøsten her i livet. Gud er der. Os mennesker kan man ikke vente meget af, men alligevel er vi elskede af Gud, stol på det. Men Paulus. Han siger: Er Kristus ikke opstået fra de døde, så er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Det er en enorm sårbarhed og skrøbelighed, Paulus hér lader skinne igennem. En voldsom udstilling af troens udsatte nøgenhed, som hér kædes så tæt sammen med den stædige fastholdelse af opstandelsens virkelighed. Paulus ser troens sarte udsathed og papirtynde sårbarhed og stiller den åbent til skue. Helt uden forsvar. For opstandelsen er ikke en videnskabeligt efterprøvet tese. Ikke noget klippefast grundlag. Og slet ikke nogen sandsynlighedsregning eller hvad sådan noget hedder.

4 Den er noget andet. Opstandelsen er et budskab baseret på nogle menneskers vidnesbyrd om, at den korsfæstede Jesus af Nazaret opstod. At graven var tom. At han efter sin død på ny var levende til stede sammen med dem. Det er budskabet om, at hans død og opstandelse på fundamental vis kan ændre menneskers livsvilkår. Ikke bare dengang, men også i dag. Men opstandelsesbudskabet kan være svært at håndtere. Netop fordi det modsiger enhver erfaring, vi ellers gør os hér i livet. Mennesker og dyr bliver født, vokser op, bliver gamle hvis de når dertil og dør. Planter spirer, gror, blomstrer og visner. Alt i verden går fra livet til døden. Ikke i den modsatte retning. Det strider jo imod naturlovene med den opstandelseshistorie. Det går på tværs af vores fornuft, at nogen skulle kunne stå op fra de døde. Men der er i grunden så mange ting, der strider imod fornuften og imod naturens love. Tænk på det fundamentale, at verden er. At der er noget og ikke intet. Fordi den gode Gud har villet det sådan. Om opstandelsens morgen har vi de fire evangelisters beretninger. I dag hører vi historien fortalt af evangelisten Johannes. Evangelierne beretter samstemmende om, at graven var tom, men ellers er de forskellige. Men i grunden er det vel ikke så vigtigt, for opstandelsen kan som sagt hverken bevises eller modbevises. Vi får godt nok et tegn hos alle evangelisterne - den tomme grav Men opstandelsen har ingen set.

5 Det er så sandt, at ingen så vor Herre ud af graven gå. For det, der aldrig kunne ske, det skulle intet øje se. For Gud er alting muligt. Også det, der virker komplet umuligt for rationelle, fornuftige mennesker som vi måske nok vil regne os selv for at være. Netop for tiden er der blandt teologer en masse polemik og diskussion om hvordan man nu skal forstå det med opstandelsen. Hvordan stod han op? Hvordan så opstandelseslegemet ud og en masse andre spekulative ting. Ja, selv tænker jeg egentlig, at det overhovedet ikke er så svært. For det er jo Gud det drejer sig om! Den almægtige! Ham som også står bag det fuldstændigt umulige, at et barn kan blive til i en kvindes mave. Skulle han ikke også kunne hæve sig op over naturlovene, fysikken, alt, for at rejse Kristus op fra de døde!? Joda! Naturligvis! Opgaven er ikke at spekulere sig tosset over hvordan og hvorledes. Opgaven er at leve på det vidunderlige der skete dengang. At lade kristendommens stædige budskab om at livet er stærkere end døden, påvirke livet. Fordi opstandelsen virkelige skete, SÅ kan den blive billede på opstandelse i vore liv. Gud virker, det gør han stadig.

6 Ved sidste års påske var jeg udsendt til Afghanistan sammen med danske soldater. Vi havde det godt, og der skete ikke noget farligt, men vi var i Afghanistan i en krigszone, og lige uden for basens hegn blev mennesker slået ihjel og selvmordsbombemænd var ikke et særsyn. Da min kollega og bedste veninde var derude døde tre børn. En talibaner havde mødt dem. De var på vej på marked med en trillebør med grøntsager. Så havde han bedt dem tage en pakke med. Det var børnene der døde, da den eksploderede. Så nok skete der ikke noget i selve lejren, men lige udenfor.. På selve basen var der helt utroligt grimt. Der var ikke et træ, eller en busk, kun brune containere og telte og køretøjer der var malet i samme skidenbrune farve som alt andet.. ja, selv de cykler som vi brugte i lejren var camouflerede i den ulækre brune farve. Vores tøj var samme farve. Det var mildt sagt farveløst i lejren.. i hvert fald i konkret forstand. Så kom vi til påskemorgen.. vi havde været der i tre måneder og skulle snart hjem. Og så skete det lillebitte påskeunder, at der kom farver i lejren. Jeg blev så glad, da jeg påskemorgen tidlig mødte op i kantinen for at få den samme morgenmad som jeg fik hver dag, og så, at der var hundredevis af chokoladepåskeharer i farvestrålende og glimtende papir, og ikke nok med det, nogen havde også ulejliget sig med at sende rigtige kogte æg, dekoreret i alle farver, til os udsendte. Det var som sagt en lillebitte ting. Det vigtige var, at vi blev overraskede og glade og, så langt væk i et muslimsk land, blev mindet om påsken og opstandelsens glæde. Om aftenen holdt jeg påskegudstjeneste. Og Gud havde sørget for, at de smukkeste røde valmuer voksede op i et hjørne af lejren.. dem plukkede vi til alterbuketterne og de stod der og mindede os om Kristi blod der er givet for os, og at alt det, der ser umuligt ud, selv i et plaget og krigshærget land, er en mulighed for Gud.

7 Når vi ser os omkring i verden, sådan som den ser ud - når vi ser rundt på de mennesker som vi kender og omgås. Og når vi ser på vores eget liv, så kommer vi ikke udenom, at der er masser af ting, som vi ikke bryder os om - masser som kan modsige en påskemorgens glæde - en opstandelsens glæde. Der er krige med alt hvad de fører med sig af elendighed og nød og død. Der er ondskab der er så udspekuleret, at man knap kan fatte det. Sult, katastrofer, mord! Terror alle vegne, og det bliver ved! Nu i går, på selve påskedag, døde mange mennesker i Lahore i Pakistan. Selv skulle jeg, netop i dag, være rejst til Pakistan for at besøge det kristne mindretal derude, men det blev så ikke til noget.. Også tæt på os oplever vi sorger og ingen af os kommer gennem livet uden at møde modgang. Sygdom hos ens nærmeste eller en selv - kærlighed der går i stykker - at vi mister et elsket menneske, et barn, en ægtefælle, en elsket ven. At benægte at livet også former sig på den måde - at livet ikke er lutter solskin og glade dage - det vil selv til påske være for meget; forløjet, alt for utroværdigt Det afgørende er, om man møder livets modgang med opgivelse - det afgørende er, om man møder smerte og ulykke med resignation. Siger, at livet er trist og uden håb, ja, nærmest ser det som en ret bare at give op. Det vil være som at leve på en evig langfredag - hvor alt håb er ude, hvor ingen fremtid står åben.

8 Kristendommen bagatelliserer ikke døden - eller dødens realitet vi bliver alle kastet ud i det forfærdelige hvor vi mister den eller dem der betød allermest. Men Jesus så Maria. Så hendes sorg, hendes smerte, og så kaldte han hende ved navn. Han sagde ikke " du skal ikke være ked af det " Han sagde heller ikke: " det skal nok gå alt sammen". Han ændrede ikke på nogetprøvede ikke at trøste. Men - han så hende- og kaldte hende ved navn. Kernen i kristendommen er netop at alt det onde og håbløse ikke er alt. At livet ikke ender med langfredags mørke - det er påskens store triumf - vores liv er i den levende Guds hænder - i liv og i død. Gud kalder os ved navn, vi får lov at være hans børn. Uanset hvad. Opstandelsen vil lære os at holde fast i et levende håb. Opstandelsen viser os, at kærligheden og håbet ikke kan slås ihjel. Opstandelsen lærer os at vente det umulige - at forstå, at der er andre muligheder i liv og død end dem, som vi er herre over. Opstandelse og påske er, at vi aldrig bliver færdig med det, som Jesus gjorde og sagde - vi bliver aldrig færdig med ham. Han er hos hele livet, og det er det, der gør at vi skal turde at tage fat på livet. Og at han er med os også i døden, det er det der gør, at vi skal turde håbe på, at døden ikke er det sidste, men at der på en eller anden måde, som vi nok slet ikke kan forestille os, er et sted hos Gud, for os alle, i glæde og lys og fred.

9 I Guds nærhed er vi, om vi lever eller dør. Derfor skal vi ikke gemme vores liv væk i angst for døden, men tage fat på det med mod og uden fejhed i tillid til, at livet er os givet af Gud, at Han bærer med og tager os ved hånden i dette brogede menneskeliv. Han kender os og kalder os ved navn. Kære menighed. Kristus er opstanden. Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Du, Gud, som bærer livet igennem døden, vi beder dig: Tak for dit glædelige budskab: at Kristus er opstanden. Lad os høre det råb som et løfte, der gælder os og vores liv. Giv os den tro, vi ikke selv kan gribe. Giv os det mod, vi ikke selv kan stable på benene. Giv os det liv, vi ikke selv kan skabe. Tilgiv os, når vi svigter det liv, du giver os. Brug os til at dele ud af det liv, du giver os - lær os at give det væk, som vi har fået af dig som ren foræring.

10 Lad din glæde nå ud i alle mørke kroge - hvor der er tvivl, angst, sygdom, død og sorg - hvor der er sult, ensomhed, krig og meningsløshed. Tal dit levende ord til alle, der har magt til at regere - i det store og i det små. Vær med vor dronning og hendes familie. Vi beder for vores land og vort folk, for alle udsendte danske i hele verden. Vi beder dig for Laura som i dag er blevet døbt. Du har kaldt hende ved navn, og du er hende nær. Altid. Fra evighed og til evighed. Lad os se glæden som Maria Magdalene - og lad os være bærere af denne glæde så den kan nå ud til alle. Giv os alle tro, håb og kærlighed, og evnen til at glæde os over livet, I Jesu Navn, Amen. Meddelelser Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!

11