23. april J.nr

Transkript

1 23. april 2012 J.nr Rapport fra arbejdsgruppen om anmeldelse af arbejdssk ader (erhvervssygdo mme) Maj 2012

2 Indholdsfortegnelse: 1. Baggrund for rapporten Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde Sammenfatning og konklusion Baggrundsviden Konsekvenserne af manglende eller for sen anmeldelse Reglerne om anmeldelse af arbejdsskader Antagelsen om manglende anmeldelser Eksisterende viden/undersøgelser De andre europæiske lande Arbejdsskadeområdet/arbejdsmarkedet under forandring Kortlægning af omfanget af underanmeldelse Arbejdsskadestyrelsens undersøgelser (EASY/ESS) Elektronisk anmeldelse Kortlægning af årsagerne til underanmeldelse Årsager Pligten er begrænset til læger/tandlæger Usikkerhed om kriteriet for anmeldelse mistanke Fokus på helbredelse frem for årsager Ingen konkret tilbagemelding til læger, som anmelder Vanskeligheder ved at anmelde elektronisk Subjektive forhold hos tilskadekomne Løsningsforslag til imødegåelse af underanmeldelse Generelle overvejelser Løsningsforslag Udvidelse af pligten til andre professionelle Udvide kendskabet til anmelderetten (andre faggrupper end læger) Øge kendskabet til arbejdsskadesystemet og erhvervsbetingede sygdomme (læger/ tandlæger) Mere synergi med arbejdsmiljøsystemet Kvalificering af mistankekriterium Konkret tilbagemelding på en anmeldelse Automatisk underretning på nye diagnoser Nye it-løsninger Bilag 1 Arbejdsgruppens kommissorium af november Bilag 2 Tilbagemelding fra de andre europæiske lande Bilag 3. Tabeller vedrørende anmeldelser af erhvervssygdomme Bilag 4 Interviewundersøgelse

3 1. Baggrund for rapporten Som opfølgning på Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens redegørelser om problemer med arbejdsmiljøet på LM Wind Power, besluttede den daværende beskæftigelsesminister den 27. april 2011, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe under Arbejdsskadestyrelsens ledelse, der skulle kortlægge omfanget af og årsagerne til manglende anmeldelse af erhvervssygdomme (såkaldt underanmeldelse) samt pege på eventuelle løsningsmuligheder. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har efterfølgende tilkendegivet, at hun ønsker, at arbejdsgruppen færdiggør dette arbejde. Arbejdsgruppens kommissorium fremgår af bilag 1. Arbejdsskadestyrelsen afholdt i juni 2011 indledende møder med repræsentanter fra henholdsvis Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og de Arbejdsmedicinske klinikker (AMK) for få inspiration til arbejdsgruppens arbejde. Udtalelser og overvejelser fremført på de to møder har været med til at danne grundlag for sekretariatets indledende arbejde, og er senere blevet gentaget, uddybet og suppleret på møderne i arbejdsgruppen. Til brug for arbejdsgruppens drøftelser er anvendt forskellige typer af informationsindsamling, herunder allerede publicerede artikler, men også en række undersøgelser af anmeldelsesniveauer osv. og en undersøgelse indeholdende en række kvalitative interviews. 1.2 Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde Arbejdsgruppen har bestået af: Formand: Direktør Anne Lind Madsen, Arbejdsskadestyrelsen Arbejdsmedicinske Klinikker: Overlæge Flemming Lander og Ledende overlæge Lilli Kirkeskov Lægeforeningen: Praktiserende læge og formand for lægeforeningens attestudvalg/medlem af lægeforeningens bestyrelse Jette Dam-Hansen og praktiserende læge og lægekonsulent i Lægeforeningen Michael Dupont. Arbejdstilsynet: Chefkonsulent Anette Lerche Arbejdsskadestyrelsen: Tor Even Münter, Merete Roos, Jørgen Rasmussen, Marie Høeg, Annemette Juul Jørgensen. Følgegruppen har bestået af: Formand: Direktør Anne Lind Madsen, Arbejdsskadestyrelsen DA: Chefkonsulent Lena Søbye / Konsulent Svend Peter Nygaard LO: Konsulent Poul Schønning/ Konsulent Lone Jacobsen FTF: Advokat Ann-Beth Kirkegaard KL: Chefkonsulent Preben Meier Pedersen Forsikring & Pension: Underdirektør Hans Reymann-Carlsen AES: Kundechef Louise Starup. Arbejdsskadestyrelsen har varetaget sekretariatsopgaverne for arbejdsgruppen og følgegruppen. Der har været afholdt 3 møder i arbejdsgruppen (den 24. november 2011, den 15. december 2011 og den 8. marts 2012). Der har været afholdt 2 møder med følgegruppen (den 1. december 2011 og den 28. marts 2012). Rapporten har været drøftet i både arbejdsgruppen og følgegruppen og er efterfølgende justeret på baggrund af de modtagne bemærkninger. 3

4 2. Sammenfatning og konklusion Det er Arbejdsgruppens samlede vurdering, at det er vigtigt at sikre, at formodede erhvervssygdomme bliver anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet ud fra følgende hensyn: Hensynet til den tilskadekomne o Tilskadekomne har eventuelt ret til en anerkendelse, godtgørelse og erstatning, og manglende anmeldelse betyder, at den tilskadekomne kan gå glip af et retskrav. Styrkelse af forebyggelsesindsatsen o Jo flere mulige erhvervssygdomme der anmeldes, jo mere retvisende bliver billedet af udviklingen på erhvervssygdomsområdet og de tilhørende sundhedsskadelige påvirkninger. Denne viden kan både bruges til at målrette forebyggelsesindsatsen og til at sætte ind der, hvor udfordringerne er størst. Skærpet opmærksomhed o En styrkelse af anmeldeniveauet kan bidrage til myndighedernes skærpede opmærksomhed og samarbejde om sager, som for eksempel Grindsted og LM Wind Power, på et tidligt tidspunkt og dermed være medvirkende til, at sygdomme anmeldes i tide. Med hensyn til omfanget af erhvervssygdomme, der ikke bliver anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, er det arbejdsgruppens vurdering, at det materiale, der er forelagt, og de undersøgelser, der er foretaget i forbindelse med udarbejdelse af nærværende rapport, ikke er et udtryk for en videnskabelig dokumentation for, at der generelt er underanmeldelse af erhvervssygdomme. Arbejdsgruppen konkluderer dog på baggrund af materialet og drøftelserne i arbejdsgruppen, at der med høj grad af sandsynlighed er tale om et reelt problem i relation til manglende anmeldelse af erhvervssygdomme. Der kan dog ikke konkluderes entydigt på problemets størrelse, da materialet viser variationer indenfor region, branche, lægestand, diagnose osv. Arbejdsgruppens analyser viser således, at knap halvdelen (45%) af de praktiserende læger ikke har anmeldt en erhvervssygdom indenfor de seneste 15 måneder. Arbejdsgruppen skønner med meget betydelig usikkerhed, at der kan mangle til anmeldelser årligt, hvis alle praktiserende læger havde anmeldt erhvervssygdomme. Analysen viser endvidere, at omkring hver tiende speciallæge opgjort på cvr-nummer har anmeldt mindst én erhvervssygdom. For så vidt angår speciallæger, finder arbejdsgruppen det vanskeligt at vurdere, om der er underanmeldelse fra speciallægerne. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der næsten kun bliver anmeldt hudsager og høresager fra denne gruppe. Med hensyn til kortlægningen af årsager til manglende anmeldelser, viser materialet og drøftelserne i arbejdsgruppen, at der findes flere årsager til manglende anmeldelser. Arbejdsgruppen kan ikke på det foreliggende grundlag vurdere, hvilke af disse årsager, som er mest udtalt, men er nået frem til følgende 6 generelle årsager og forhold, som vurderes at have betydning for anmeldeniveauet af erhvervssygdomme: - Pligten er begrænset til læger/tandlæger - Usikkerhed om kriterierne for anmeldelse - Fokus på helbredelse medfører manglende opmærksomhed på årsager til sygdomme - Der er ingen konkret tilbagemelding til læger som anmelder - Vanskeligheder ved at anmelde elektronisk - Subjektive forhold hos tilskadekomne. 4

5 I forbindelse med arbejdsgruppens arbejde er der blevet gennemført en mindre interviewundersøgelse hos et lille antal praktiserende læger, der ikke har anmeldt erhvervssygdomme inden for de seneste 15 måneder. Undersøgelsen bekræfter, at det er ovennævnte 6 forhold, som med forskellig vægtning er årsagerne til, at ikke alle erhvervssygdomme anmeldes. Specielt viste interviewene ukendskab til arbejdsskadesikringslovens mistankekriterium, og at lægerne i forbindelse med en anmeldelse ønskede at være mere fagligt sikre, end loven foreskriver. Som en af lægerne udtalte: Jeg var også usikker på om, hvorvidt det var arbejdsrelateret. Jeg ville gerne have bekræftet mistanken, om det var arbejdsrelateret. Det har været en overvejelse om anmeldepligten skal udvides, eller hvorvidt der i stedet skal arbejdes med at udvide kendskabet til retten til at anmelde. Arbejdsgruppen finder, at anmeldepligten skal bestå og eventuelt udvides, men finder samtidig, at det vil bidrage betragteligt til anmeldeniveauet at gå fra én anmeldekanal til flere anmeldekanaler gennem oplysning om retten til at anmelde til en bredere kreds, og eventuelt en ændring af loven. Arbejdsgruppen peger ud fra disse overvejelser på følgende løsningsforslag for at imødegå underanmeldelse: At arbejdsskadesikringslovens ved førstkommende lejlighed ændres, således at anmeldepligten udvides til at omfatte andre fagprofessionelle (psykologer og kiropraktorer). At arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 1, ved førstkommende lejlighed ændres for at understrege, at enhver har ret til at anmelde en erhvervssygdom. At der iværksættes en kommunikationsindsats for at understrege, at enhver har ret til at anmelde en erhvervssygdom. At der sendes et brev til læger, som ikke har anmeldt en erhvervssygdom, med en orientering om anmeldepligten samt en opfordring til at anmelde i tilfælde af mistanke om en erhvervssygdom. At der iværksættes en målrettet indsats overfor visse grupper af speciallæger (eventuelt gennem Lægeforeningen). At der indgås et samarbejde med de faglige organisationer for at sætte fokus på kendskabet til arbejdsskadesystemet. At Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet i den i 2011 etablerede koordinationsgruppe drøfter om der kan opnås en større synergi mellem de to enheder på dette område. At proceduren omkring tilbagemelding ændres, således at egen læge i fremtiden modtager en konkret tilbagemelding på de sager, som anmeldes. At der tages initiativ til at ændre anmeldeblanketten, således at det fremgår tydeligere, at der skal anmeldes på mistanke. At der udarbejdes et afsnit til Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside, hvor der oplyses nærmere om relationen mellem den tilskadekomne og arbejdsgiveren, herunder om videregivelse af oplysninger. At der udarbejdes et afsnit til Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside om mistankekriteriet. At der foretages en nærmere analyse af den norske ordning med automatisk underretning og erfaringerne herfra med henblik på at vurdere om og i givet fald hvilke dele heraf, der evt. ville kunne bruges som inspiration for lignende aktiviteter i Danmark. At nye it og webbaserede løsninger løbende vurderes. Arbejdsgruppen bemærker generelt, at der, i forbindelse med eventuelle tiltag for at højne antallet af anmeldelser, bør være fokus på, at det ikke i stedet fører til, at for mange sygdomme bliver anmeldt som arbejdsrelaterede (såkaldt overanmeldelse), da dette vil kunne skabe uberettigede forventninger hos tilskadekomne. Arbejdsgruppen vurderer imidlertid, at hensynene til tilskadekomnes retsstilling og til udvikling af erhvervssygdomsområdet samlet set bør veje tungere end denne risiko. 5

6 Det bemærkes, at arbejdsgruppen ikke i forbindelse med drøftelserne af de fremsatte forslag har forholdt sig til de økonomiske konsekvenser af de forskellige forslag. Arbejdsskadestyrelsen vil orientere arbejdsgruppen og følgegruppen om hvilke tiltag, der efterfølgende igangsættes. Arbejdsskadestyrelsen vil orientere ministeren om fremgangen i de tiltag, som vælges igangsat. Følgegruppens bemærkninger: Følgegruppen finder at det er vanskeligt at konkludere noget entydigt om underanmeldelse, men der er enighed om at talmaterialet i rapporten viser at der sandsynligvis er tale om et reelt problem. Følgegruppen er derudover generelt enige i løsningsforslagene med de foreslåede justeringer og suppleringer, som angives nedenfor: Kapitel 4. Kortlægning af omfanget af underanmeldelse AES peger på, at der kan være en selvstændig problemstilling i relation til de små selvstændige, som ikke har tilmeldt sig AES, men kun har tegnet en ulykkesforsikring i et forsikringsselskab Kapitel 6. Løsningsforslag til imødegåelse af underanmeldelser LO bemærker generelt, at begreberne overanmeldelse/underanmeldelse reelt burde være defineret nærmere, herunder med en angivelse af, hvad der skal til for at disse begreber kan benyttes i en videnskabelig sammenhæng. LO peger yderligere på behovet for systematisk opfølgning af nærværende undersøgelse for at kunne få et indtryk af hvorvidt de iværksatte løsningsforslag får virkning. Følgegruppen finder på baggrund af materialet, at det ser ud som om hensynet og omsorgen til patienterne er det bærende element hos lægerne i relation til anmeldelse af erhvervssygdomme. Vedrørende løsningsforslag foreslår DA, som en konsekvens af sammenhængen til løsningsforslag 6.2.6, at der også skal gå en besked til den praktiserende læge fra psykologen/kiropraktoren i forbindelse med dennes anmeldelse af en erhvervssygdom. Vedrørende løsningsforslag peger DA på, at det kunne undersøges nærmere om der som et incitamentstiltag kunne indføres en årlig indberetning om antallet af anmeldelser fra alle læger. Vedrørende løsningsforslag vil følgegruppen gerne understrege, at det er meget vigtigt at finde de rigtige målgrupper og benytte de rigtige informationskanaler, idet følgegruppen tror at man opnår bedre resultater gennem en konkret kommunikationsindsats frem for en bred. Vedrørende løsningsforslag nævner LO, at det findes hensigtsmæssigt generelt at skabe en bredere kommunikationsvej, og at Arbejdstilsynets tilsynsførende i en sådan sammenhæng er naturlige bærere af information. DA tilslutter sig dette, hvis det ikke bliver en pligt for de tilsynsførende. Vedrørende løsningsforslag finder DA, at det bør undersøges nærmer om man i stedet for den nuværende formulering i loven konstaterer eller får mistanke om kunne ændre terminologien i loven til Det kan ikke afvises at. LO finder, at der bør arbejdes med begge begreber fx i relation til udarbejdelse af yderligere vejledningsmateriale. Vedrørende løsningsforslag bemærker AES, at der er en risiko for at afvisninger af en sag vil influere på lægens lyst til at anmelde en erhvervssygdom. AES henstiller derfor, at det af tilbagemel- 6

7 dingen fremgår, at der er tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde for at imødegå en eventuel negativ effekt af tilbagemeldingen. Vedrørende løsningsforslag finder følgegruppen, at når det i dag er muligt fx at kommunikere direkte mellem læge og apotek, så er dette en indikation af at der opstår nye tekniske muligheder hele tiden, og at disse muligheder bør udnyttes optimalt også i relation til anmeldelser af erhvervssygdomme. 7

8 3. Baggrundsviden 3.1 Konsekvenserne af manglende eller for sen anmeldelse Arbejdsskadesikringen er en lovpligtig forsikringsordning, som sikrer, at alle arbejdstagere er forsikret i tilfælde af ulykker og erhvervssygdomme. Da ordningen er finansieret af de forsikringspræmier, som arbejdsgiverne indbetaler, sikrer den således en medfinansiering fra arbejdsgiverne af blandt andet forsørgelsesydelser. Manglende anmeldelse betyder, at der er risiko for, at den forkerte kasse betaler for den tilskadekomne, idet ydelser efter arbejdsskadesikringsloven går forud for en række offentlige ydelser, blandt andet via refusionsordningen i forhold til kommunerne for ydelser udbetalt i forbindelse med sygemelding eller arbejdsophør. Når arbejdsskader ikke anmeldes, træder sociale ydelser i et vist omfang i stedet for ydelser efter arbejdsskadesikringsloven. Derudover vil der være tab og forringelser, som ikke dækkes eller kompenseres for eksempel tab af indkomst, behandling, som tilskadekomne selv må betale, eller funktionstab, som tilskadekomne ikke får godtgørelse for. Tidspunktet for anmeldelse kan få selvstændig betydning, da erstatning ikke kan tilkendes med virkning fra et tidligere tidspunkt end anmeldelsen. Dertil kommer, at retten til godtgørelse og erstatning kan fortabes ved forældelse. Der gælder en 5-årig forældelsesfrist, som regnes fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne får kendskab til sit krav, herunder kendskab til den mulige sammenhæng med arbejdet. Hvis man anmelder sygdommen efter udløbet af 5-års fristen, har man således umiddelbart fortabt sit krav på ydelser efter loven. Manglende anmeldelse af en erhvervssygdom betyder også, at den enkelte tilskadekomne ikke opnår sin ret til ydelser efter loven. Ydelserne består i godtgørelse for varigt mén, erstatning for tab af erhvervsevne samt dækning af udgifter til sygebehandling, medicin og hjælpemidler. Arbejdsskadesikringsloven dækker også de udgifter til behandling, som ikke dækkes af det offentlige sundhedsvæsen, for eksempel udgifter til psykologbehandling, fysioterapi og tandbehandling. Udgifterne dækkes, så længe de er af helbredende karakter. Godtgørelse for varigt mén er en kompensation for de ulemper i den daglige livsførelse, som sygdommen har medført. Erstatning for tab af erhvervsevne dækker økonomiske tab ved nedsat erhvervsevne. Loven giver mulighed for at træffe midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne på et tidligt tidspunkt efter skaden, hvor konsekvenserne endnu ikke kendes fuldt ud. Erstatningen dækker indtægtstabet ved overgang til arbejdsprøvning, revalidering og andre afklarende og opkvalificerende tiltag og er med til at sikre det økonomiske fundament, som muliggør genoprettelse af erhvervsevnen eller omplacering på arbejdsmarkedet. Også indtægtstabet ved overgang til lavere lønnet arbejde kan dækkes, ligesom overgangen til et liv uden for arbejdsmarkedet, på førtidspension eller efterløn. Hvis et tab af erhvervsevne ikke skyldes arbejdsskaden alene, er der mulighed for at tilkende erstatning for den del, der skyldes arbejdsskaden. 8

9 Udover at give mulighed for ydelser, når sygdommen opstår, er der i loven også mulighed for genoptagelse, når situationen ændrer sig. Inden for de første 5 år efter den første afgørelse om for eksempel erhvervsevnetab, er der en vid adgang til genoptagelse. Endelig betyder manglende anmeldelser af erhvervssygdomme, at myndighederne og andre arbejdsmiljøaktører går glip af viden der kan anvendes i et forebyggende sigte. Manglende anmeldelser indebærer et ufuldstændigt billede af den reelle udvikling indenfor erhvervssygdomsområdet med hensyn til, hvilke sygdomme der formodes at være arbejdsbetingende og hvilke arbejdsmiljøpåvirkninger, brancher og job de er knyttede til. Manglende anmeldelser betyder også, at Arbejdstilsynet ikke har mulighed for at følge op med tilsyn på de pågældende virksomheder, hvilket ellers sker i visse tilfælde. 3.2 Reglerne om anmeldelse af arbejdsskader Pligten til at anmelde erhvervssygdomme påhviler enhver læge og tandlæge. På sygehuse, klinikker mv. påhviler pligten dog alene den ledende læge eller tandlæge på hver afdeling. De skal anmelde til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen, når de gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en konstateret eller formodet erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads 1. Lægers og tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme skal indeholde oplysninger om konstateret eller formodet erhvervssygdom eller skadelige påvirkninger fra en arbejdsplads. Der er således tale om en meget bred formulering, der har til hensigt at opfange en hvilken som helst muligt arbejdsrelateret sygdom/påvirkning. Der stilles hverken krav om, at der skal være stillet en sikker diagnose, en påvist årsagssammenhæng eller at der er tale om en sygdom på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Pligten til at anmelde er absolut, idet anmeldelse ikke kræver samtykke fra tilskadekomne. Denne kan dog efterfølgende bede Arbejdsskadestyrelsen om ikke at behandle sagen. Anmeldepligten bortfalder, hvis lægen eller tandlægen har sikret sig, at sygdommen allerede er anmeldt af en anden. Overtrædelse af anmeldepligten inden for fristen på 8 uger straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning 2. Der har kun været ganske få tilfælde, hvor der er fundet grundlag for at rette henvendelse til Arbejdstilsynet med anmodning om at indlede en straffesag. Reelt kan håndhævelse alene ske i forhold til den læge, som i tilskadekomnes journal har noteret, at sygdommen formodes at være arbejdsbetinget, uden at lægen samtidig (eller senest 8 uger efter) foretager anmeldelse. Efter arbejdsmiljøloven skal en læge tilsvarende underrette Arbejdstilsynet, hvis han konstaterer eller får mistanke om, at en person har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at lægens anmeldepligt gælder mistanke om enhver sundhedsskadelig påvirkning. Uafhængigt af lægers anmeldepligt har tilskadekomne og andre i øvrigt ret til at anmelde både erhvervssygdomme og ulykker. I praksis opretter styrelsen en sag på enhver anmeldelse, uanset hvem den kommer fra. Derefter indledes sagsbehandlingen med, at tilskadekomne kontaktes med henblik på at give samtykke til, at sagen behandles. Arbejdsskadestyrelsen modtager således blandt andet en hel 1 Jf. bekendtgørelse nr. 605 af 27. maj 2010 om læger og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen. 2 Jf. 10 i bekendtgørelse nr. 605 af 27. maj

10 del anmeldelser fra fagforeninger. Der henvises til afsnit 4. hvori tal for andre anmeldere indgår i tabel 4.1 og 4.1.a. Arbejdsgruppen bemærker, at samlet set har anmeldepligten til formål at sikre, at de tilskadekomne kan få erstatning og at erstatningen betales af den rette, nemlig arbejdsgiveren. Pligten understøtter desuden den forebyggende indsats samt den løbende udvikling af erhvervssygdomsområdet med hensyn til, hvilke sygdomme der formodes at være arbejdsbetingede. Som det fremgår ovenfor, er der i loven tale om en meget bred formulering, der har til hensigt at opfange en hvilken som helst muligt arbejdsrelateret sygdom. Der stilles således hverken krav om, at der skal være stillet en sikker diagnose, en påvist årsagssammenhæng, eller at der er tale om en sygdom på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Arbejdsgruppen foreslår, at der arbejdes videre med, hvorvidt der er mulighed for at konkretisere mistankekriteriet i loven. Der henvises til afsnit Antagelsen om manglende anmeldelser Indenfor de seneste år har en række sager om virksomheder med problemer i forhold til det kemiske arbejdsmiljø været omtalt i pressen. Disse sager har ført til en formodning om, at der generelt er et niveau af manglende anmeldelser af erhvervssygdomme. Arbejdsgruppen har på mødet den 24. november 2011 fået forelagt et notat med en gennemgang af de udarbejdede redegørelser til Folketinget om nedenstående virksomheder 3 : Tandlæger og klinikassistenter Danmarks Radio bragte i januar 2006 en historie om klinikassistenter som frygtede at deres arbejde med kviksølv havde gjort dem syge. Der blev igangsat en undersøgelse af sammenhængen mellem udsættelse for kviksølv og sygdomme hos klinikassistenter og tandlæger. Undersøgelsen var færdig i begyndelsen af Der er siden 2006 modtaget næsten 1000 anmeldelser i Arbejdsskadestyrelsen. Ved udgangen af 2011 var alle sagerne afsluttet og ingen af de 971 anmeldte sager var anerkendt som arbejdsskader. Grindstedværket (kviksølv) Den 6. juni 2008 bragte 3F på sin hjemmeside og i Fagbladet 3F en række artikler om, at arbejderne på Grindstedværket igennem 15 år blev udsat for høje eksponeringer af kviksølv. Arbejdsskadestyrelsen har, efter at sagen blev omtalt i offentligheden, modtaget 158 ikke tidligere anmeldte erhvervssygdomssager vedrørende personer, der har arbejdet på Grindstedværket. Af disse sager er 9 sager anerkendt som arbejdsskader. 3 sager er ikke afsluttet. Termometerfabrikken Kamstrup mv. (kviksølv) I juni 2011 bragte medierne en række artikler om termometerfabrikken Kamstrup, hvor ansatte tilbage i tiden har været udsat for kviksølv. Arbejdsskadestyrelsen har herefter modtaget 4 anmeldelser om mulige erhvervssygdomme, heraf er en anmeldelse direkte relateret til virksomheden Kamstrup. Collstrops træimprægneringsvirksomheder (opløsningsmidler) 3 Redegørelse om Grindstedværket oversendt til Folketinget i oktober 2008, Redegørelserne om LM Wind Power oversendt til Folketinget 8. marts 2011, 27. april 2011 og 21. december 2011, Redegørelse om Collstrop oversendt til Folketinget i november 2011, Kamstrup forløbet efter Grindstedredegørelsens offentliggørelse oversendt til Folketinget den 30. juni

11 DR bragte i september/oktober 2010 flere indslag om Collstrops træimprægneringsvirksomheder, hvor der er blevet anvendt farlige kemiske stoffer, bl.a. arsen, kobber og organiske oplysningsmidler, i produktionsprocessen. Arbejdsskadestyrelsen har samlet modtaget 44 anmeldelser vedrørende erhvervsbetingede sygdomme i perioden 1970 til januar Af disse er 12 anmeldelser modtaget efter, sagen var i pressen. De 12 anmeldelser vedrørende Collstrop, som er indgået efter, at sagen startede i pressen, er alle blevet afvist af Arbejdsskadestyrelsen. LM Wind Power (styren) I februar og marts 2011 bragte medierne flere artikler om arbejdsmiljøet hos LM Wind Power. Det fremgik af artiklerne, at ansatte gennem årene havde været udsat for det sundhedsskadelige opløsningsmiddel styren under arbejdet med at fremstille vindmøllevinger. Arbejdsskadestyrelsen har indtil den 30. september 2011 modtaget 365 anmeldelser. Af de 365 anmeldte sager er der 15 ulykker og 350 erhvervssygdomme. På nuværende tidspunkt er 157 af de 365 sager afsluttet. Der er foreløbig anerkendt 1 sag om toksisk hjerneskade efter mangeårigt arbejde med styren. Det kan konstateres, at der, efter at de forskellige virksomheder har fået offentlig omtale, er modtaget nye anmeldelser eller anmodninger om genoptagelser vedrørende arbejdsskader, hvilket er en indikation på et vist niveau af underanmeldelse af erhvervssygdomme. Samtidig viser den lave anerkendelsesprocent i disse sager, at for brede opfordringer, til at alle bør anmelde, indebærer en risiko for overanmeldelse. Uanset risikoen for overanmeldelse kan det dog konstateres, at der som følge af de nye anmeldelser rent faktisk er et antal personer, som har fået tilkendt erstatning, og som dermed har opnået den ret, som arbejdsskadesikringsloven tilskriver dem. Arbejdsgruppen bemærker generelt, at jo ældre sagerne er, des sværere er det i sagens natur få anerkendt en sygdom, primært på grund af mangel på dokumentation. Dette viser, at det er meget vigtigt at få anmeldt en erhvervssygdom så tidligt som muligt. 3.4 Eksisterende viden/undersøgelser For nærmere at tage stilling til formodningen om et vist niveau af manglende anmeldelser af erhvervssygdomme, har arbejdsgruppen på møderne drøftet 3 undersøgelser, hvori problemstillingen er berørt. Undersøgelse af håndeksem hos frisører 4 En undersøgelse udarbejdet i 2011 af håndeksem hos frisører dokumenterer, at forekomsten af håndeksem var høj både hos de nuværende (37,6 %) og tidligere frisører (48,4 %). Blandt frisører, der havde haft håndeksem, mente 85 %, at det var forårsaget af deres arbejde. Til trods herfor havde kun i underkanten af 2 % anmeldt det som en arbejdsskade. Blandt frisører med moderat til svær håndeksem, var anmeldelsesprocenten 51. Det fremgår af undersøgelsen, at årsagerne til manglende anmeldelse er (flere svar mulige): Jeg troede, det ville forsvinde igen (40,4 %) Min læge fortalte mig ikke, at det var muligt at anmelde det (26,6 %) 4 Undersøgelsen er udarbejdet af Ph.d. studerende Susan Hovmand Lysdahl m.fl. Med hensyn til metode osv. henvises til rapportens indledende afsnit. 11

12 Jeg ville nok ikke havde fået noget ud af det alligevel (25%) Andet (23,5) (for eksempel det får alle frisører det er en del af faget ) Det virkede besværligt (15,5%) Jeg vidste ikke, at min håndeksem var arbejdsbetinget (12,4 %) Jeg var bange for at blive uvenner med min arbejdsgiver (5,7 %) Jeg var bange for at miste mit arbejde (5,5 %) Jeg er selvstændig og ikke forsikret (2,9 %) Jeg har altid haft eksem (2,1 %) Tidsfristen var overskredet (1,1 %) Min læge mente ikke, at mit eksem var arbejdsbetinget (1,1 %). Undersøgelse af anmeldelse af udvalgte arbejdsbetingede kræfttilfælde ( ) til Arbejdsskadestyrelsen 5 Baggrunden var, at en undersøgelse udarbejdet af Arbejdsskadestyrelsen og Kræftens Bekæmpelse i 2005 havde vist, at der var en væsentlig underanmeldelse af de to kræftformer. Arbejdsskadestyrelsen havde gennemført en omfattende informationsindsats for at øge lægernes opmærksomhed på anmeldelse af erhvervsbetingede kræftsygdomme. Der var dog stadig forskel på antallet af anmeldelser til Sundhedsstyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen, hvorfor der stadig var tale om underanmeldelse. Undersøgelsen viste, at der i perioden i Cancerregistret var registreret 695 tilfælde af lungehindekræft og 108 tilfælde af kirtelcellekræft i næse- og bihuler. Henholdsvis 55 procent og 41 procent af tilfældene blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Som opfølgning på undersøgelsen blev der i 2007 gennemført en overbygning på de eksisterende regler. Disse regler er udmøntet i arbejdsskadesikringsloven og i bekendtgørelse nr. 603 af 14. juni 2007 om underretning af visse kræftformer, der kan være arbejdsbetingede. Lovændringen medførte en direkte adgang til anmeldelse fra Sundhedsstyrelsen til Arbejdsskadestyrelsen af særlige kræftdiagnoser, som formodes at være erhvervsbetingede (lungehindekræft og næsekræft). Arbejdsmedicin i almen praksis (arbejdsskaders omfang i Ringkøbing Amt) 6 Undersøgelsen fra 1998 viste, at ud af konsultationer var 479 arbejdsbetingede. Det svarer til en hyppighed på næsten 16 % af alle konsultationer for den erhvervsaktive befolkningsgruppe, når rutinekontroller og vagtydelser fraregnes. Der var 376 sygdomstilfælde og 103 følger efter arbejdsulykker. Blandt sygdommene dominerede bevægeapparatsygdomme, som også var den diagnosetype, hvor den største andel (35 %) af samtlige konsultationer var arbejdsmedicinske. Arbejdsskadeanmeldelse blev foretaget for 19 % af samtlige konstaterede arbejdsskader og for 42 % af de sikre arbejdsbetingede tilfælde. Den største hyppighed af arbejdsbetingede sygdomstilfælde i forhold til antal beskæftigede fandtes blandt tekstil- og slagteriarbejdere. 5 Der henvises til rapport af marts 2005 udarbejdet af seniorforsker Jonni Hansen og forskningschef Jørgen H. Olsen. 6 For metoder osv. henvises til rapportens afsnit herom. 12

13 Arbejdsgruppen konkluderer, at tidligere undersøgelser i flere sammenhænge har vist, at der foreligger et vist niveau af underanmeldelse på de forskellige undersøgte områder. Specielt finder arbejdsgruppen, at frisørundersøgelsen er interessant, fordi det er den nyeste af undersøgelserne, og fordi resultaterne af undersøgelsen klart viser, at der indenfor dette erhvervsområde er evidens for underanmeldelse. Arbejdsgruppen bemærker dog, at der skal udvises forsigtighed med at udbrede konklusionen til generelt at gælde for hele arbejdsmarkedet. I relation til kræftundersøgelsen bemærker arbejdsgruppen, at denne metode har vist sig yderst virkningsfuld. Det er i dag er således, at der for så vidt angår disse kræftsygdomme og på baggrund af registertilgangen er så højt et anmeldeniveau, som man kan forvente. LO s repræsentant i følgegruppen har præsenteret ideen om at udvide denne metode til andre diagnoseområder. Der henvises til forslag I undersøgelsen fra Ringkøbing underbygges formodningen om, at der generelt er mangel på viden om arbejdsmedicin blandt læger, idet det fremgår, at hver sjette konsultation i almen praksis for den erhvervsaktive befolkningsgruppe i Ringkøbing Amt har en arbejdsskade som hovedproblemstilling. Variationen i antal vurderede arbejdsbetingede tilfælde per lægepraksis er så stor, at øget viden og efteruddannelse af læger i arbejdsmedicin synes påkrævet. 3.5 De andre europæiske lande Sekretariatet har forespurgt andre europæiske lande om deres observationer og erfaringer med emnet underanmeldelse. Der henvises til bilag 2 for et kort resume af de modtagne svar. Forespørgslen bygger videre på en undersøgelse fra fra EUROGRIP, hvor Danmark deltog blandt 15 lande og som generelt angiver at: Næsten alle de 15 europæiske lande har en liste over erhvervssygdomme som specificerer relevante sygdomme eller kriterierne for anerkendelse. Når en sygdom er optaget på listen, er det generelt set men ikke altid en antagelse (mere eller mindre stærk alt efter hvilket land) af, at sygdommen er erhvervsbetinget. De fleste lande har også ved siden af listen et bredere eller mere åbent system til at anerkende erhvervssygdomme, hvorefter der er mulighed for anerkendelse, også selv om sygdommen ikke fremgår af listen over erhvervssygdomme. I undersøgelsen konkluderes, at fænomenet underanmeldelse eksisterer i de fleste europæiske lande og at dette altid har eksisteret. Der er dog forskelle landene imellem på, hvor vigtigt man finder problemet. Det angives også, at underanmeldelse drejer sig om alle diagnosefelter, dog hævdes det fra nogle lande, at underanmeldelse kun vedrører de sygdomme, som for nylig er sat på erhvervssygdomsfortegnelsen. I undersøgelsen angives de hyppigste årsager til underanmeldelse at være: - manglende information til arbejdstagere, - manglende information og træning af praktiserende læger, - arbejdstagers frygt for at miste arbejdet, - utilstrækkeligt antal arbejdsmedicinere. 7 Der henvises til Survey on under-reporting of occupational diseases in Europe af December

14 Nogle af landene angiver derudover lange og komplekse procedurer, bevismæssige problemer samt manglende kendskab til lovgivningen. Arbejdsgruppen bemærker, at de indkomne svar viser, at der generelt ikke er det store fokus på problematikken om manglende anmeldelser (gælder for Østrig, Spanien, Norge, Sverige), mens det dog er et interesseområde for andre lande (Belgien, Tyskland, Finland). Det bemærkes yderligere, at behandlingen af erhvervssygdomssager, herunder anmeldesystemet, er varierende mellem de europæiske lande. Forskellene i systemerne gør det umiddelbart vanskeligt at sammenligne både systemerne, men også omfanget af og årsagerne til manglende anmeldelse, idet disse naturligt også varierer. Det vurderes således, at de indkomne svar ikke kan anvendes til direkte sammenligning til danske forhold, men dog kan bruges til eventuel inspiration. 3.6 Arbejdsskadeområdet/arbejdsmarkedet under forandring Erhvervssygdomsområdet er præget af sygdomme, der skyldes påvirkninger, som hyppigt ligger mange år tilbage i tiden. Der kan være tale om sygdomsdebut år efter påvirkningen. Til eksempel har der været forbud mod at anvende asbest i Danmark siden 1980, men Arbejdsskadestyrelsen modtager stadig nye anmeldelser af erhvervssygdom på grund af asbestpåvirkning. Arbejdsgruppen har fået forelagt to artikler fra henholdsvis 2004 og 2009, som omhandler fremtidens arbejdsmiljøproblemer 8. Af artiklerne fremgår, at de nuværende og fremtidige udfordringer i arbejdsmiljøet er tæt forbundet med samfundsudviklingen og kan inddeles i fem hovedområder: 1. Sociale forandringer (demografiske, aldring, køn, migration og livsstilsfaktorer ) I forhold til sociale forandringer bliver det fremhævet i artiklerne, at arbejdsstyrken generelt bliver ældre, og at ældre medarbejdere har større risiko for at udvikle kroniske sygdomme. 2. Nye teknologier Der vil dukke en række nye teknologier op inden for informations- og kommunikationsteknologi, bioteknologi, nano-teknologi osv. Teknologiudviklingen vil bl.a. have stor betydning for arbejdets organisering og kan bringe balancen mellem arbejdsliv og privatliv i fare. Teknologiudviklingen kan også resultere i nye og ukendte påvirkninger af arbejdsstyrken både fysisk og psykisk. Det kan have betydning for anmeldemønstre i fremtiden, men er dog principielt ikke et nyt fænomen. 3. Globaliseringen Det fremgår endvidere af artiklerne, at med udgangspunkt i en øget globalisering forudses en arbejdsintensivering samt en stigning i de faglige og følelsesmæssige krav på jobbet. Det forudses, at mentale helbredsproblemer (specielt depression) vil være en stigende årsag til sygefravær og invalidepension. 4. Klima- og miljøproblemer Klima og miljøproblemer vil fremover stille krav til nye og mere decentrale måder at producere energi på, nye krav til konstruktion af fabriksanlæg mv. Energibesparelse og genanvendelse vil skabe nye brancher, men også nye former for risici, hvilket kan påvirke sygdomsmønstre. 8 Working Environment Challanges for the Future, sammendrag af Internationalt ekspertseminar 2009 og Future Challenges in workers compensation udarbejdet af The Munich Re Group i Begge er baggrundsmateriale til kapitel 4 i Arbejdstilsynets rapport: Fremtidens arbejdsmiljø

15 5. Klassiske arbejdsmiljørisikofaktorer Med hensyn til de klassiske arbejdsmiljøfaktorer anføres det, at disse stadig vil forekomme i fremtiden. Hovedområderne er biologiske og kemiske risici, ergonomi, muskelskeletbesvær og psykosociale risikofaktorer. Det anføres, at selv om nogle af risiciene er kendte, vil kombinationen af eksponeringer for såkaldte kendte risici samt forebyggelse af risici fra nye produkter, teknologier og procedurer medføre betydelige arbejdsmiljøudfordringer. Det fremgår endvidere af artiklerne, at nogle lande har oplevet en betydelig stigning i antallet af psykiske sygdomme inden for det sidste årti. De stigende kognitive krav og kompleksiteten på arbejdspladserne pga. ny teknologi, nye ledelsessystemer og arbejdsprocesser kombineret med høje arbejdskrav og stigende usikkerhed på arbejdsmarkedet, har ført til en voksende følelsesmæssig og mental belastning blandt medarbejdere, hvilket også kan påvirke sygdomsmønstrene. Arbejdsgruppen bemærker på baggrund af artiklerne, at en ændret erhvervsstruktur, med for eksempel en stigende overgang til servicesektoren, forventes at medføre en ændring af skadesbilledet i retning af andre typer af arbejdsskader. Selv om arbejdsulykker fortsat vil være et væsentligt problem, forventes antallet af arbejdsulykker at være faldende. Inden for erhvervssygdomme forventes muskelskeletbesvær og psykiske helbredsproblemer at udgøre nogle af hovedudfordringerne. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at anmeldeproblematikken principielt set ikke vil ændre sig væsentligt i fremtiden. Det skal pointeres, at sygdomme ofte kan være et resultat af konkurrerende årsager. Det kan derfor ikke udelukkes, at der generelt er mindre opmærksomhed hos læger, men også hos arbejdstageren selv på, at det skal ske anmeldelse af sygdommen. Så selv hvis der sker en stigning i erhvervssygdomme, er der risiko for, at man ikke vil se en stigning i anmeldelserne, hvilket indikerer et anmeldeproblem også i fremtiden. Med denne viden, henstiller arbejdsgruppen til, at læger skal være mere opmærksom på at spørge ind til, hvilken branche den pågældende arbejder indenfor. Der bør mere generelt fra lægeverdenens side være speciel fokus på konkurrerende skadesårsager, KRAM faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion) og de såkaldte krydsfaktorer, at en sygdom overskygger en anden. 15

16 4. Kortlægning af omfanget af underanmeldelse 4.1 Arbejdsskadestyrelsens undersøgelser (EASY/ESS) Arbejdsskadestyrelsen har siden 2004 modtaget anmeldelser af arbejdsskader via det digitale anmeldesystem EASY. I forbindelse med indførelsen af en pligt for læger og tandlæger til at indberette erhvervssygdomme digitalt fra 1. juli 2010, blev der udviklet en ny platform under EASY til elektronisk anmeldelse af erhvervssygdomme, ESS. EASY anvendes dog fortsat efter 1. juli 2010 på erhvervssygdomsområdet til at indtaste papiranmeldelser. EASY og ESS indeholder oplysninger om, hvem der anmelder erhvervssygdomme: Det være sig læger, tandlæger, tilskadekomne selv, arbejdsgiver eller andre. Det er således muligt at analysere forskelle i anmeldemønstre geografisk, branchemæssigt og diagnosemæssigt. Hvem anmelder erhvervssygdomme Grundlaget for de følgende tabeller er anmeldelser af erhvervssygdomme via EASY (og ESS), som kan genfindes på et såkaldt easynummer i Arbejdsskadestyrelsens journalsystem 9. Tabel 4.1 viser de anmeldelser om erhvervssygdomme, som Arbejdsskadestyrelsen har oprettet via EASY/ESS (både papir og elektroniske anmeldelser) fordelt på de forskellige anmeldegrupper. Tabel 4.1 Antallet af anmeldelser fra EASY og ESS fordelt på året for sagens oprettelse i Arbejdsskadestyrelsen og anmeldergruppe Andre anmelder e Hospital (inkl. AMK) Praktiser ende læge Anmelder Praktisere nde tandlæge Sundhed svæsen i øvrigt Praktisere nde speciallæge r Uoplyste All Note: Andre anmeldere er: Arbejdsgivere, tilskadekomne, gruppen fagforening, advokater og organisation og gruppen andre, der anmelder på vegne af skadelidte tilskadekomne mv. Note: Med den elektroniske anmeldepligt for læger fra den 1. juli 2010 blev speciallægerne tilføjet som anmeldegruppe. I tabel 4.1.a ses procentfordelingen af anmeldelserne. Det skal bemærkes, at antallet af anmeldte erhvervssygdomme i tabel 4.1 er ca. 15 procent lavere end antallet af oprettede sager efter Arbejdsskadestyrelsens normale tællemåde, jf. statistikken for Forklaringen herpå er især, at Arbejdsskade- All 9 Fra EASY kommer oplysninger om anmelderne fordelt på forskellige grupperinger. Fra Arbejdsskadestyrelsens journalsystem kommer forskellige baggrundsoplysninger: anmeldediagnoser, brancher og geografisk fordeling af de tilskadekomne. 16

17 styrelsen i forbindelse med sagsbehandlingen opretter yderligere sager på grundlag af den oprindelige anmeldelse, hvis det viser sig, at sagen indeholder mere end én diagnose 10. Af tabel 4.1 og tabel 4.1.a fremgår, at langt hovedparten af anmeldelser af erhvervssygdomme kommer fra de praktiserende læger. Efter tallene at dømme har anmeldelser fra de praktiserende speciallæger tidligere være klassificeret som enten praktiserende læger eller sundhedsvæsen i øvrigt. Baggrunden for det både absolutte og relative fald i sager fra praktiserende læger og Sundhedsvæsen i øvrigt er således sandsynligvis oprettelsen af den nye kategori praktiserende speciallæger. Tendensen gennem årene er, at der er flere anmeldelser fra hospitaler og færre anmeldelser fra andre anmeldere, hvilket er særlig tydeligt i I 2011 er der efter et stagnerende antal anmeldelser fra hospitaler siden 2007 sket en stigning på mere end anmeldelser. Der er tale om en stigning i de fleste diagnosegrupper, især en stigning i antallet af høreanmeldelser. Ca. 70 procent af anmeldelserne kommer fra de tre grupper praktiserende læger, sundhedsvæsen i øvrigt og praktiserende speciallæger frem til og med I 2011 er andelen fra de tre grupper dog nogle procentpoint lavere. Tabel 4.1.a Procentfordelingen af anmeldelser på anmeldegrupper og år Pct. Anmelder All Andre Hospital Praktise Praktise Sundhed Praktise Uoplyste anmelder e (inkl. AMK) rende læge rende tandlæge svæsen i øvrigt rende speciall æger All Note: Med den elektroniske anmeldepligt for læger fra den 1. juli 2010 blev speciallægerne tilføjet som anmeldegruppe. Med en vis forsigtighed kan det anføres på grundlag af tallene fra 2011, at anmeldelserne fordeler sig med godt halvdelen fra praktiserende læger, godt 20 procent fra hospitaler, op til 20 procent fra praktiserende speciallæger og godt 10 procent fra andre anmeldere. Bilag 3 indeholder uddybende tabeller over anmeldemønstre for de 6 grupper. Heraf fremgår, at praktiserende læger og hospitaler anmelder alle tilskadekomne med alle diagnoser, hvorimod praktiserende speciallæger stort set kun anmelder hudsager og høresager og andre anmeldere anmelder mange tilskadekomne med psykisk diagnose. Hvor mange sager anmeldes af læger i de enkelte grupper? 10 Disse ekstra sager er ikke med i den endelige analyse, da det oprindelige EASY anmeldenummer ikke sættes på den nye sag. 17

18 I det følgende analyseres på grundlag af ESS 11, hvor det udnyttes, at der kan foretages mere detaillerede analyser af (de professionelle) anmeldere. Det skal bemærkes, at begrænsningen er, at der kun er 18 måneders anmeldelse til rådighed, og der er tale om en delmængde af anmeldelserne, da nogle af anmeldelserne er foretaget i papirform. ESS giver mulighed for at belyse antallet af anmeldelser fra det enkelte cvr-nr (den juridiske enhed som anmelder) og dermed, hvor mange anmeldelser som kommer fra den enkelte læge ansat i de juridiske enheder. For hospitaler er enheden regionen, dvs. alle hospitaler indenfor en region anmelder på samme cvr-nr. For praktiserende læger er det cvr-nummeret på den pågældende enhed, dvs. at for et lægehus med flere læger tilknyttet, kan anmeldelser gøres op både for den enkelte læge og et samlet tal for den juridiske enhed. 12 Efter en forholdsvis kort opstartsperiode på 2 måneder har antallet af web-anmeldelser ligget stabilt med omkring 80 procent af alle elektroniske anmeldelser. I absolutte tal svinger antallet af anmeldelser via ESS mellem 929 anmeldelser og anmeldelser pr. måned. I figur 4.1 ses forholdet mellem web-anmeldelser i ESS og blanketanmeldelser i EASY i perioden. De små anmeldegrupper, sundhedsvæsen i øvrigt, tandlæger og anmeldere fra andre brancher er slået sammen i Andre. Figur 4.1 Antallet af anmeldte sager, kan suppleres med oplysninger om hvordan anmeldemønstret har udviklet sig måned for måned siden den obligatoriske anmeldepligt blev indført 1. juli I figur 4.2 ses antallet af nye anmeldere opgjort som cvr-nr. i de enkelte måneder. Ved at anvende cvrnr. får man et mere stabilt grundlag, end hvis udgangspunktet er den enkelte læge. Fokus bliver så også på de praktiserende læger og speciallæger, idet hospitalerne som nævnt udgør et cvr-nr. pr. region. Anmeldelserne er fordelt på praktiserende læger og alle andre anmeldere. Tiden er opgjort efter tidspunktet for første anmeldelse fra den enkelte anmelder (cvr-nr.). Figur Grundlaget for statistikken er de elektroniske anmeldelser fra juli 2010 til 31. december Anmeldelserne er endvidere afgrænset som anmeldelser, som står registreret til Arbejdsskadestyrelsen. 18

19 Der var, som forventet et betydeligt antal nye anmeldere, herunder både praktiserende læger og andre anmeldergrupper i de første måneder efter, at den obligatoriske anmeldepligt via ESS blev indført. Siden juni 2011 har antallet af nye anmeldere svinget mellem 36 og 53 om måneden. De praktiserende læger udgør mellem 26 og 40 nye anmeldere, og er dermed langt den største gruppe af nye anmeldere. Hver måned anmelder omkring 5 nye praktiserende speciallæger en erhvervssygdom. Hvis den samme frekvens af nye anmeldere gør sig gældende i de kommende år, så vil det vare ca. 3 år inden alle praktiserende læger opgjort pr. cvr-nr. har anmeldt en erhvervssygdom via ESS. Tabel 4.2 viser antallet af anmeldelser grupperet efter, hvor mange anmeldelser den enkelte læge og andre har anmeldt i perioden, og det gennemsnitlige antal anmeldelser pr. anmeldegruppe. Tabel 4.2 Antal anmeldelser pr. anmelder juli december 2011 Grupperet antal anmeldelser pr. anmelder I alt Gns pr anmel der Andre brancher ,0 Hospitaler ,4 Alment ,7 praktiserende læger Praktiserende speciallæger ,6 Praktiserende ,6 tandlæger Sundhedsvæsen i ,6 øvrigt Uoplyste ,5 I alt ,8 Det ses således, at 80 procent af de praktiserende læger, som har anmeldt en erhvervssygdom, har anmeldt mellem 1-5 erhvervssygdomme indenfor perioden på 1½ år. Hospitalslæger og praktiserende speciallæger har en forholdsvis stor andel med mellem 1 og 5 anmeldelser (omkring 45 procent af de læger, som har anmeldt), og omkring 1/3 af lægerne har anmeldt over 19

20 15 erhvervssygdomme. I gennemsnit har lægerne på hospitaler og speciallægerne sendt 4-5 gange så mange anmeldelser pr. læge sammenlignet med de praktiserende læger. De mange anmeldelser fra enkelte læger på hospitaler og praktiserende speciallæger vurderes at skyldes en intern specialisering mellem lægerne på de enkelte institutioner. I gennemsnit har de læger, som har anmeldt erhvervssygdomme i perioden anmeldt 5,8 sag pr. læge i de 18 måneder, hvor der ikke er normal anmeldefrekvens i ESS i de første 2 måneder. Ses i stedet på antal anmeldelser pr. cvr-nr., så stiger antallet af anmeldelser pr. gennemsnitlig enhed for praktiserende læger og praktiserende speciallæger. Der er endvidere relativt set færre cvr-nr. med anmeldelser mellem 1 og 5 anmeldelser. Antallet af anmeldelser stiger således, når der bruges cvr-nr., da der er flere læger pr. cvr-nr. Tabel 4.3 Antal anmeldte erhvervssygdomme pr. cvr-nr, 1-juli dec Grupperet antal anmeldelser pr. cvr-nr. I alt Gns. pr over anmelder Andre brancher ,8 Hospitaler ,8 Alment praktiserende ,8 læger Praktiserende speciallæger ,2 Praktiserende tandlæger ,8 Sundhedsvæsen i øvrigt ,6 Uoplyste ,3 I alt ,9 1) Der er fjernet 3 anmeldere med mellem 1-5 anmeldelser fra hospitaler, som er fejlregistreringer. De er med i totalen Det, som gør tabel 4.3 interessant, er at antallet af cvr-nr. i gruppen praktiserende læger og praktiserende speciallæger kan sammenlignes med tal for antal arbejdssteder, jf. tabel 4.4. Arbejdssted er ifølge Danmarks Statistik en organisatorisk afgrænset del af et firma, der ligger på en given adresse og producerer én eller overvejende én slags vare og tjenesteydelse. Det antages, at læge og speciallægepraksis er domineret af mindre virksomheder ejet af en eller flere personer, så antallet af cvr-nr i tabel 4.3 kan sammenholdes med antallet af arbejdssteder i tabel 4.4. Tabel 4.4 Antal arbejdssteder (ultimo november) Alment praktiserende læger Praktiserende speciallæger Praktiserende tandlæger Kilde: DS, Statistikbanken På det grundlag kan det beregnes, at der ikke er anmeldelser fra knap halvdelen af de praktiserende læger (45%). 20

21 Det kan også beregnes, at de praktiserende speciallæger, som har anmeldt en erhvervssygdom udgør godt 10 procent af de praktiserende speciallæger opgjort efter Danmarks Statistiks arbejdsstedsregistrering. Delkonklusion Arbejdsgruppen konkluderer på baggrund af materialet, at der er en underanmeldelse af erhvervssygdomme i gruppen af praktiserende læger og blandt praktiserende speciallæger. Det kan være vanskeligt at opgøre størrelsen af underanmeldelse, da en række forhold har en betydning, som er vanskelig at vurdere. Med en vis forsigtighed kan det anføres på grundlag af tallene fra 2011, at anmeldelserne fordeler sig med godt halvdelen fra de praktiserende læger, godt 20 procent fra hospitaler, op til 20 procent fra praktiserende speciallæger og godt 10 procent fra andre anmeldere. Selv om de praktiserende læger (og praktiserende speciallæger) står for en meget stor andel af anmeldelserne, så er der dog visse forskelle i anmeldemønstrene afhængig af diagnoser, brancher og bopæl, se nærmere i bilag 3. Det er formodentlig diagnoser som er den væsentligste årsag til forskelle i anmeldemønstre. De to store anmeldegrupper praktiserende læger og hospitaler anmelder som udgangspunkt alle diagnoser. Der er dog følgende særtræk i forhold til de enkelte anmeldegrupper: - Hospitalsansatte læger anmelder næsten halvdelen af lungesygdomme og 1/3 af alle kræftsygdomme i perioden. Der er også en højere andel anmeldelser af rygsygdomme. - Praktiserende læger anmelder alle diagnoser, dog i mindre omfang de diagnoser som har en høj andel anmeldelser af hospitalsansatte læger. - Andre anmeldere anmelder i højere grad psykiske sygdomme. - Praktiserende speciallæger, som er en nyoprettet anmeldegruppe siden 1. juli 2010, anmelder stort set udelukkende hudsager og høresager. Ses anmeldelserne i et regionalt perspektiv, så er der to yderpunkter: Region Hovedstaden og region Nordjylland. I region Nordjylland er næsten ¼ af alle anmeldelser fra læger ansat på hospital, mens andelen i Hovedstaden er den halve. I Nordjylland anmelder Andre anmeldere 10 procent af skaderne, medens andelen i Hovedstaden nærmer sig 20 procent. Set i et brancheperspektiv er det kendetegnende, at i stort set alle brancher er der en andel anmeldelser fra praktiserende læger på mellem 60 procent og 70 procent. Kun enkelte brancher, hvoraf bygge- og anlægsbranchen er den mest betydningsfulde har en andel anmeldelser fra speciallæger på under 60 procent. Anmeldelser fra læger på hospitaler og praktiserende speciallæger varierer for de enkelte brancher i overensstemmelse med diagnosesammensætningen i branchen. Hvis der for den enkelte branche er forholdsvis mange anmeldelser af kræftsygdomme, lungesygdomme og rygsygdomme, er der en højere andel anmeldelser fra hospitaler. Hvis der er en høj andel anmeldelser af hudsygdomme, er der en højere andel anmeldelser fra praktiserende speciallæger. I brancher med mange anmeldelser af psykiske sygdomme, især de offentlige brancher, er der en høj andel anmeldelser fra Andre anmeldere. Ved at sammenholde arbejdssteder med antallet af cvr-nr., som har anmeldt erhvervssygdomme, kan det konkluderes: at godt halvdelen af de praktiserende læger opgjort på cvr-nr. har anmeldt mindst én erhvervssygdom i perioden 1. juli 2010 til 31. december Der er anmeldt alle typer sygdomme, og i gennemsnit har de praktiserende læger anmeldt 6,8 sager pr. cvr-nr., og at omkring hver tiende praktiserende speciallæge opgjort på cvr-nr. har anmeldt mindst én erhvervssygdom. Mere end 90 procent af alle anmeldelser vedrører hudsager og høresager. I gennemsnit har de praktiserende speciallæger anmeldt 20,2 sager. 21

22 Det er udvalgets vurdering, at der er underanmeldelse fra de store anmeldegrupper hospitalsvæsen, praktiserende læger og praktiserende speciallæger. Det er dog vanskeligt at opgøre antallet af manglende anmeldelser på grund af datamangel. Der er dog data over anmeldelser fra de praktiserende læger, som muliggør et skøn over hvor mange praktiserende læger (opgjort som CVR-nr) som ikke har anmeldt en erhvervssygdom elektronisk. Det er udvalgets vurdering, at der burde være anmeldelser af erhvervssygdomme fra stort set alle lægepraksis er. Det har været fremført i arbejdsgruppen, at der blandt de ikke-anmeldende læger sandsynligvis er en overvægt af enkeltmandspraksis og måske en overvægt af ældre læger, hvilket har betydning for det manglende anmeldeniveau. Desuden kan det også have betydning, at nogle praktiserende læger anvender en fremgangsmåde, hvor patienter henvises til speciallæger eller Arbejdsmedicinske Klinikker, hvor det formodes, at denne foretager en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen i stedet for, at den praktiserende læge anmeldte en erhvervssygdom for patienten. Endelig må det antages, at der er en del læger som har anmeldt erhvervssygdomme på papir. På baggrund af materialet skønnes det med betydelig usikkerhed, at der mangler til anmeldelser årligt, hvis alle praktiserende læger havde anmeldt erhvervssygdomme. 13 Det kan være vanskeligt at vurdere omfanget af underanmeldelse fra speciallægerne. Det er imidlertidigt bemærkelsesværdigt, at der næsten kun anmeldes hudsager og høresager. Det taler for at der er en underanmeldelse fra nogle lægespecialer, uden at det dog er muligt at beregne et antal. Arbejdsgruppen har drøftet, om det kan skyldes en arbejdsdeling mellem de praktiserende læger, de praktiserende speciallæger og hospitalerne, så der fra speciallægeside er en forventning om, at der er sket anmeldelse, før de ser patienterne. Der kan også være forskellig tradition for at se patienters sygdom i sammenhæng med deres arbejde. Endvidere er det udvalgets opfattelse at der er en underanmeldelse fra visse hospitalsafdelinger. Det skal endelig bemærkes, at metoden til at belyse en underanmeldelse, som er anvendt skal betragtes som et supplement til de forskellige oplysninger vedrørende underanmeldelse i kapitel 3, så skønnet for underanmeldelse kan derfor betragtes som et absolut underkantsskøn. 4.2 Elektronisk anmeldelse Det blev på de indledende møder med PLO og AMK bemærket, og det er senere drøftet på arbejdsgruppens møde den 24. november, at en af årsagerne til manglende anmeldelse kunne være overgangen til elektronisk anmeldelse. Sekretariatet har derfor set nærmere på, hvorvidt indførslen af elektroniske anmeldelser har haft betydning for anmeldeniveauet. Som det fremgår af kapitel 4 blev det fra 1. juli 2010 obligatorisk for læger og tandlæger at anmelde formodede erhvervssygdomme elektronisk via EES. I de første fem måneder af 2011 har antallet af læger, der anmeldte på papir været mellem 114 og 186 om måneden, svarende til mellem 9 og 15 pct., med et gennemsnit på 11 pct. Udviklingen i antallet af 13 Beregningen er foretaget på følgende grundlag: Antallet af ikke anmeldende lægerpraksis er ca Der er tale om ældre læger med enkeltmandspraksis, dvs. med færre patienter end nomalpraksis, som i højere grad henviser til Arbejdsmedicinske Klinikker og lignende, samt anmelder mere på papir. På det grundlag skønnes det gennemsnitlige antal anmeldelser til 1/5 til 1/3 af det normale gennemsnitlige antal anmeldelser (5,3 anmeldelser årligt), svarende til mellem og manglende anmeldelser årligt. 22

23 juli august september oktober november december jan feb marts april maj Arbejdsgruppen om anmeldelse af arbejdsskader papiranmeldelser ser ud til at være stagneret på omkring 10 pct. Hvorvidt det er de samme læger, der fortsat anmelder på papir i stedet for elektronisk, kan ikke ses af disse opgørelser. Der er i alt anmeldt erhvervssygdomme i perioden januar maj 2011, hvilket svarer til anmeldelser pr. mdr. i gennemsnit. Dette tal er ikke lavere end tidligere års gennemsnitlige antal. Figur 3 Anmeldte erhvervssygdomme fra læger/tandlæger fordelt på elektroniske anmeldelser og papiranmeldelser I alt elektronisk anmeldelser I alt papir anmeldelser Arbejdsgruppen udleder, at da der ikke kan konstateres et fald i det samlede antal anmeldelser og der ikke i øvrigt er belæg for at antage, at der skulle være en mærkbar stigning i antallet af erhvervssygdomme i perioden - må det antages, at indførelsen af elektroniske anmeldelser alt andet lige - ikke har betydning for anmeldeniveauet. Arbejdsgruppen pointerer dog samtidig, at da tallene viser en stagnation i nedgangen af antallet af papiranmeldelser, kan det udledes, at informationen om at anmeldelse af erhvervssygdomme skal ske elektronisk enten er mangelfuld, eller der er andre årsager, herunder eventuelt praktiske og it-mæssige grunde til at mange personer inden for sundhedsvæsenet fortsat anmelder på papir. Det skal tilføjes, at hver gang der i Arbejdsskadestyrelsen modtages en papiranmeldelse går der et brev til anmelderen om at dette for fremtiden skal ske elektronisk. 23

24 5. Kortlægning af årsagerne til underanmeldelse 5.1 Årsager Arbejdsgruppen har drøftet mulige årsager til manglende anmeldelse af erhvervssygdomme og er nået frem til følgende 6 generelle årsager og forhold, som vurderes at have betydning: Pligten er begrænset til læger/tandlæger Usikkerhed om kriteriet for anmeldelse Fokus på helbredelse medfører manglende opmærksomhed på årsag til sygdomme Ingen konkret tilbagemelding til læger som anmelder Vanskeligheder ved at anmelde elektronisk Subjektive forhold hos tilskadekomne Disse årsager er blevet drøftet og uddybet på arbejdsgruppens møder og som opfølgning herpå, i ønske om at kvalificere og gå nærmere ind i årsagerne, har arbejdsgruppen, som et supplement til arbejdsgruppens øvrige viden, ønsket iværksat en nærmere undersøgelse af årsagen til, at en række praktiserende læger ikke har anmeldt erhvervssygdomme de seneste 15 måneder. Undersøgelsen er udarbejdet af reservelæge Jeanne Schmidt Thorsen som en kvalitativ analyse foretaget som telefoninterview med 11 praktiserende læger, hvor det i Arbejdsskadestyrelsens system fremgik, at disse ikke havde anmeldt en erhvervssygdom inden for de seneste 15 måneder. Af undersøgelsens resultater skal følgende fremdrages: Flertallet af de adspurgte praktiserende læger gav udtryk for, at de ikke anmeldte på mistanke om en erhvervsbetinget sygdom. Det vil sige, at interviewundersøgelsen viser et ukendskab til arbejdsskadesikringslovens regler om, hvornår der skal ske anmeldelse af en erhvervssygdom. Der var en tendens til, at lægerne alene havde fokus på helbredelse og ikke på årsager, dvs. at lægerne tog skridt, der sigtede mod en helbredelse, herunder henviste patienterne til videre udredning enten hos en speciallæge eller de arbejdsmedicinske klinikker frem for selv at anmelde sygdommen til Arbejdsskadestyrelsen. Flere læger var skeptiske ved at skulle bruge EES til anmeldelse af erhvervsbetingede sygdomme. Alle de adspurgte læger gav udtryk for, at en elektronisk anmeldelse højst måtte vare fra få minutter til 10 min. Nogle ville gerne have, at en anmeldelsen kunne foretages under selve konsultationen, andre ville give patienten en ny konsultation, således at patienten var til stede ved anmeldelsen og kunne bidrage med oplysninger. Undersøgelsen viste en tendens til, at lægerne havde fokus på traditionelle eller oplagte erhvervsbetingede sygdomme, såsom hudsygdomme. Flertallet af lægerne ønskede kort og præcis information fra Arbejdsskadestyrelsen via mail. Et par stykker gav udtryk for, at de selv ville søge efter information om anmeldelse på nettet, 24

25 og at det derfor var hensigtsmæssigt, at der var links til Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside på regionernes sundhedssider. Af de læger, som tidligere havde anmeldt en erhvervssygdom, gav flere udtryk for, at de synes, det var svært at angive en præcis diagnose, netop fordi anmeldelse ofte skete på formodning og ikke på baggrund af en gennemført udredning med en klar diagnose. Alle læger angav, at de havde fokus på patienters arbejde, og at de spurgte ind til dette, men overordnet var det for at få et indtryk af patientens sociale baggrund eller for at forstå sygdommens opståen og behandling. Flere af lægerne ønskede en tilbagemelding på anmeldelsen Pligten er begrænset til læger/tandlæger Det har været drøftet som en mulig årsag, at pligten til at anmelde erhvervssygdomme er begrænset til læger og tandlæger, og at disse ikke er de eneste personer, som tilskadekomne er i kontakt med undervejs i et sygdomsforløb. Der henvises til løsningsforslag Usikkerhed om kriteriet for anmeldelse mistanke Det har været drøftet i arbejdsgruppen som en mulig årsag til manglende anmeldelse, at viden om, at der skal anmeldes blot ved mistanke om en erhvervssygdom, ikke er almindelig kendt. Der menes at være tvivl om, hvornår der skal ske anmeldelse, og om der findes en bagatelgrænse for anmeldelse af en erhvervssygdom. Dette kan sammenholdes med, at det i afsnit 4 er konstateret, at der er knap 50 % af de praktiserende læger som ikke har anmeldt en erhvervssygdom (indenfor de seneste 15 måneder), og det kan på den baggrund formodes, at dette skyldes generelt manglende kendskab til erhvervssygdomme og arbejdsskadesystemet. Formodningen blev bekræftet i interviewundersøgelsen, idet det heraf fremgår, at de adspurgte praktiserende læger ikke anmelder blot ved mistanken om erhvervssygdom. Det fremgår af undersøgelsen, at lægerne, før de anmelder, foretager en vurdering og ofte kun anmelder, hvis de mener at have en konkret underbygget/begrundet mistanke. Som en af lægerne udtalte Jeg har et diffust billede af, hvad der bliver accepteret. Fx.. stress og arbejdskonflikter, hvor nogle gerne vil have det anmeldt og er det egentlig noget, der skal anmeldes. Det er svært. Også hele problematikken om musearm, tennisalbue og skuldersmerter, hvor meget skal der til for at det bliver accepteret som arbejdsskade. En anden læge udtaler, Måske kan Arbejdsskadestyrelsen overtage mere af sagsbehandlingen. I kunne måske stille fem spørgsmål og så overtage resten af sagsbehandlingen. I denne udtalelse ligger en formodning hos lægen om, at det er ham, der skal stille diagnose osv., før sagen sendes til Arbejdsskadestyrelsen, og udtalelsen underbygger således formodningen om, at der generelt er et manglende kendskab til hvorledes arbejdsskadesystemet fungerer. Det fremgår også af undersøgelsen, at i tvivsltilfælde henviser lægen i stedet for at anmelde til en speciallæge eller til en arbejdsmedicinsk klinik, hvilket allerede blev nævnt af AMK s repræsentant på de indledende møder i juni Der henvises til initiativ Fokus på helbredelse frem for årsager Som mulig årsagssammenhæng er der også blevet peget på, at læger ikke umiddelbart tænker på arbejdsmedicin i forbindelse med konsultationer. Det er også fremført både i forbindelse med de indledende møder i juni og under møderne i arbejdsgruppen, nemlig at lægen fokuserer på helbredelse af 25

26 sygdommen og dermed ikke er tilbageskuende i forhold til at finde årsagen hertil. Denne sammenhæng blev underbygget i interviewundersøgelsen Ingen konkret tilbagemelding til læger, som anmelder Det har været nævnt som en mulig årsag, at man som læge efter anmeldelse af en mulig erhvervssygdom ikke bliver orienteret om udfaldet af sagens behandling, hvilket underbygger en formodning om at det ikke nytter at anmelde en erhvervssygdom. Ønsket om en tilbagemelding er blevet fremsat af lægefaglige repræsentanter i arbejdsgruppen og blev bekræftet i interviewundersøgelsen, specielt som et ønske om at erhverve yderligere viden om området, som fx kunne opnås gennem tilbagemelding på en anmeldelse. Som en af lægerne udtalte: ja, jeg vil gerne have en tilbagemelding på, hvad der sker med dem. Der henvises til initiativ Vanskeligheder ved at anmelde elektronisk Det er blevet drøftet i arbejdsgruppen, at den manglende mulighed for kobling af lægernes journalsystem til anmeldeblanketten er en barriere for anmeldelse herunder, at kravet om elektronisk anmeldelse i sig selv har betydning for, om en erhvervssygdom anmeldes. Som det fremgår af afsnit 4 kan sidstnævnte afkræftes, da der ikke kan påvises et fald eller en stigning i antal anmeldelser af erhvervssygdomme efter indførelsen af den elektroniske anmeldelse i Interviewundersøgelsen bekræftede generelt, at de praktiserende læger ønsker, at systemet skal være let tilgængelig og et ønske om, at man ikke skal klikke sig ind og ud af forskellige hjemmesider. Det fremgår yderligere, at det er vigtigt for lægerne, at den elektroniske anmeldelse ikke overskrider 10 minutter. Om muligheden for sammenkobling af systemerne henvises til initiativ Subjektive forhold hos tilskadekomne Det har været drøftet i arbejdsgruppen, at subjektive forhold hos tilskadekomne, herunder angsten for klientgørelse, det at det ikke nytter eller frygt for konsekvenser af at anmelde, afholder læger fra at anmelde en erhvervssygdom. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der i det materiale, som er forelagt arbejdsgruppen, ikke er nogen signifikant indikation for denne årsagssammenhæng. Visse af formodningerne er dog bekræftet af Frisørundersøgelsen, herunder frygten for at miste sit arbejde, se afsnit 3.4. Det skal tilføjes, at med de korte sagsbehandlingstider som Arbejdsskadestyrelsen har i dag, hvor sagerne i gennemsnit afgøres på 5,3 måneder, må det anføres, at arbejdsskadesystemet i sig selv ikke er med til at fastholde tilskadekomne i en klientgørende situation. Der henvises til løsningsforslag

27 6. Løsningsforslag til imødegåelse af underanmeldelse 6.1 Generelle overvejelser Arbejdsgruppen finder på baggrund af materialet og drøftelserne i arbejdsgruppen, at der sandsynligvis er tale om et reelt problem i relation til manglende anmeldelse af erhvervssygdomme. Der kan dog ikke konkluderes entydigt på problemets størrelse, da materialet viser variationer indenfor region, branche, lægestand, diagnose osv. Med hensyn til kortlægningen af årsager til manglende anmeldelser viser materialet, at der findes flere årsager. Arbejdsgruppen kan ikke på det foreliggende grundlag vurdere, hvilke af disse årsager som er mest udtalt, men er nået frem til 6 generelle årsager og forhold, som vurderes at have betydning for anmeldeniveauet af erhvervssygdomme Arbejdsgruppen har gjort følgende generelle overvejelser i relation til at skulle vægte og vælge samt anbefale en række tiltag i forsøget på at højne anmeldeniveauet for erhvervssygdomme. Det har været et gennemgående tema i drøftelserne, at læger generelt mangler viden, dels om anmeldereglerne, dels om erhvervsbetingede sygdomme. Arbejdsgruppen er opmærksom på, at der generelt er en risiko for overanmeldelse forbundet med tiltag for at højne antallet af anmeldelser. Arbejdsgruppen vurderer imidlertid, at hensynene til tilskadekomnes retsstilling vejer tungere end denne risiko. Det er vigtigt, at der sker anmeldelse, således at Arbejdsskadestyrelsen med sin faglighed og viden tager stilling til sagen, frem for at processen stoppes inden anmeldelse. Der er også i arbejdsgruppen enighed om, at overanmeldelse generelt set er det bedste af to onder sammenlignet med underanmeldelse, da manglende anmeldelser også har betydning for myndighedernes viden og forebyggende arbejde i relation til erhvervssygdomme. Der er dog i arbejdsgruppen en erkendelse af, at det det ikke kan lade sig gøre at opnå 100 % s anmeldelse af erhvervssygdomme samtidig med, at man finder, at det er vigtigt at forsøge at nå så tæt på som muligt. Det har også været drøftet, hvorvidt underanmeldelse er det rigtige problem, eller om der hellere skulle arbejdes hen i mod at sikre, at der er de rigtige anmeldelser, der tilgår Arbejdsskadestyrelsen, altså de anmeldelser som forventes anerkendt af styrelsen. Det har været en gennemgående overvejelse i arbejdsgruppens drøftelser, om anmeldepligten skal udvides, eller om der i stedet skal arbejdes med at udvide kendskabet til retten til at anmelde. Det har været drøftet, hvorledes man bedst højner anmeldeniveauet, gennem pligt og sanktioner eller gennem mere bløde tiltag, som dialog og information. Det har hertil bl.a. været anført, at en udvidelse af pligten medfører en risiko for overanmeldelse, herunder at man gennem en udvidet pligt risikerer at skabe et nyt problem bestående i, at der skabes en række forventninger hos tilskadekomne, som måske ikke kan indfries. Arbejdsgruppen finder, at anmeldepligten skal bestå i sin nuværende form, men eventuelt udvides. Samtidig vurderer arbejdsgruppen, at det vil bidrage betragteligt til anmeldeniveauet at gå fra én anmeldekanal til flere anmeldekanaler gennem yderligere oplysning om retten til at anmelde. 27

28 Arbejdsgruppen har konkret overvejet to forslag, som arbejdsgruppen ikke har ønsket af fremme. For det første har det været drøftet, at genindføre arbejdsgiverens anmeldepligt. Denne blev endelig ophævet i 1999 med den begrundelse, at arbejdsgiveren ikke har kompetencer til at vurdere, om en medarbejder er syg, herunder specielt vurdere, om medarbejderen er blevet syg af påvirkninger i sit arbejde. Fordelen ved at genindføre pligten for arbejdsgiveren er, at der er en aktør tæt på tilskadekomne, som har en egentlig handlepligt i forhold til tilskadekomnes muligt arbejdsbetingede sygdom. Derudover kunne man tænke sig, at en sådan pligt i nogle tilfælde kunne ligge i naturlig forlængelse af det arbejde, som arbejdsgiveren foretager i relation til virksomhedens arbejdsmiljøarbejde. Genindførelse af anmeldepligten for arbejdsgiveren rejser dog en række spørgsmål, specielt i forlængelse af den begrundelse, hvormed pligten i sin tid blev ophævet. Arbejdsgiver har således ikke som læger en viden, som kan bruges til at vurdere, om der er tale om en sygdom, der bør anmeldes som arbejdsbetinget, herunder generelt kendskab til diagnosticering og mulige årsager til sygdommes opståen. En pligt vil desuden medføre, at arbejdsgiveren vil komme i besiddelse af fortrolige oplysninger om sine medarbejdere, som det ikke umiddelbart er hensigtsmæssigt, at denne ligger inde med. Dette skal ses i sammenhæng med reglerne i lov om brug af helbredsoplysninger. Hertil skal lægges, at helbredsoplysninger er fortrolige oplysninger, som kun under iagttagelse af visse betingelser må behandles og videregives af myndigheder og private, jf. forvaltningsloven og persondatalovens regelsæt.. I forhold hertil fremstår det modsætningsfyldt at skabe en egentlig pligt for arbejdsgiver til at anmelde erhvervssygdomme, da det er implicit i pligten, at arbejdsgiveren skal interessere sig for og søge oplysninger om sygdomme hos sine ansatte, for eksempel i forbindelse med almindelig sygemelding. Indførelse af en anmeldepligt vil desuden medføre et behov for opfølgning på, om pligten faktisk overholdes. Dette betyder, at arbejdsgiveren i princippet kunne ifalde straf for ikke at overholde en pligt til at anmelde en sygdom, som denne på muligt tilfældig måde bliver opmærksom på. Hertil kommer, at det ville byde på store vanskeligheder at dokumentere manglende overholdelse af pligten. For det andet har arbejdsgruppen overvejet om der kunne indføres en generel pligt til at notere i den enkelte patients journal, hvordan lægen har undersøgt, om sygdommen stammer fra arbejde En generel pligt til at notere i patientens journal vurderes umiddelbart at have den virkning, at der hos lægerne vil komme fokus på arbejdsskadeområdet og på sammenhængen mellem en given sygdom og arbejdet og derigennem isoleret set at højne anmeldelsesniveauet. Umiddelbart vurderes det dog, at en generel pligt for læger til at notere i alle patienters journal, om en eventuel sygdom er arbejdsbetinget, vil være uproportionalt, når der henses til, at kun et begrænset antal af de sygdomme, som læger ser i deres daglige arbejde, er arbejdsbetingede. En generel pligt til altid at skulle tænke i arbejdsbetinget, kan derfor tænkes at blive et irritationsmoment for lægerne, hvilket vil modvirke formålet, nemlig at lægerne bliver mere opmærksomme på muligt arbejdsbetingede sygdomme. Dertil kommer, at en pligt rent logisk bør følges af en sanktion. Det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være muligt at sanktionere for en undladelse, da det ligger i situationens natur, at det vil være meget svært at dokumentere, at lægen ikke har overholdt pligten. 28

29 6.2 Løsningsforslag Arbejdsgruppen peger på følgende initiativer, der hver for sig og ikke mindst samlet kan løse eller i hvert fald reducere underanmeldelsesproblemet. Det skal imidlertid understreges, at der ikke findes et enkelt forslag, der alene kan løse problemet. Forslagene til drejer sig om anmeldegruppen, herunder pligt og ret samt initiativer til at udvide kendskabet til arbejdsskadelovgivningen både i forhold til anmeldegruppen og mere generelt, altså fra en anmeldekanal til flere. Forslagene til drejer sig om arbejdsskadesikringsloven, herunder initiativer til forbedring af viden hos anmeldegruppen Forslag omhandler it- mæssige initiativer Udvidelse af pligten til andre professionelle Det foreslås, at der indføres en anmeldepligt for andre fagprofessionelle Der tænkes her på andre sundhedsprofessionelle (psykologer og kiropraktorer). En tilskadekommen kommer i kontakt med andre professionelle undervejs i sit behandlings- eller rådgivningsforløb. Sundhedspersoner formodes som udgangspunkt at have samme viden om eksistensen af arbejdsskadesystemet og om muligheden for en erstatning til personer, der er ramt af en erhvervssygdom, som læger og tandlæger. Det vil derfor være i god overensstemmelse med mange fagprofessionelles faglighed, at de spiller en særlig rolle i forhold til at hjælpe tilskadekomne, også på dette område. Det vurderes, at indførsel af en pligt for andre fagprofessionelle uden tvivl vil bidrage til generelt at højne niveauet for anmeldelse af erhvervssygdomme. Det skal dog tilføjes, at det er svært at forestille sig mulige sanktioner i forhold til en pligt for disse grupper. Det skal også tilføjes, at der vil være en vis risiko for overanmeldelse på grund af et andet fagligt kendskab end hos anmeldende læger. Indstilling Arbejdsgruppen indstiller, at der indføres en anmeldepligt for andre fagprofessionelle (psykologer og kiropraktorer) end læger og tandlæger. Det foreslås at ændre arbejdsskadesloven og arbejdsmiljøloven ved først givne lejlighed. Det foreslås yderligere, at ændre arbejdsskadesikringslovens 36, stk. 1, for dermed at understrege, at enhver har ret til at anmelde, da det i dag kun fremgår, at en tilskadekommen selv har ret til at anmelde en skade. Arbejdsskadestyrelsen fortolker i dag bestemmelsen udvidende til også at gælde alle andre. Det indstilles, at der indtil en lovændring er gennemført, gøres en aktiv indsats for at højne bevidstheden hos de fagprofessionelle om, at de allerede i dag har en ret til at anmelde en erhvervssygdom, se nedenfor Udvide kendskabet til anmelderetten (andre faggrupper end læger) Det foreslås, se ovenfor, at der generelt gøres en indsats for at udbrede kendskabet til, at enhver har ret til at anmelde en erhvervssygdom. Det foreslås også at ansatte i fagforeninger/a-kasser samt socialrådgivere og andre kommunale sagsbehandlere, der behandler konkrete sager af helbredsmæssig karakter, opfordres til at sikre sig, at der er foretaget anmeldelse af sygdomme, der kan skyldes erhvervsmæssige årsager. 29

30 Arbejdsgruppen vurderer, at mobilisering af andre faggrupper i indsatsen for at højne anmeldeniveauet vil medføre et langt større antal mulige anmeldere og derfor kan forventes at gøre en reel forskel. Arbejdsgruppen finder, at der bør gøres en indsats for at understrege, at enhver har ret til at anmelde en erhvervssygdom. Populært sagt finder arbejdsgruppen, at der bør gås fra én anmeldekanal til flere anmeldekanaler i forsøget på at højne anmeldeniveauet. Som et supplement til forslaget om udvidelse fra én til flere mulige anmeldekanaler kan det foreslås, at der iværksættes initiativer for at imødekomme formodningerne om, at en af årsagerne til, at nogle erhvervssygdomme ikke bliver anmeldt, er barrierer, som for eksempel frygt for fyring, hos den tilskadekomne. Da særligt fagforbundene formodes at være i tæt kontakt med deres medlemmer, kan et løsningsforslag være, at forbundene generelt eller konkret i højere grad inddrages i forhold til at bekæmpe disse barrierer og dermed sikre deres medlemmers rettigheder. En erhvervssygdom vil næsten altid medføre kontakt med én eller flere af ovennævnte grupper. Hvis disse besidder en viden om anmeldesystemet og erhvervssygdomme i bred forstand, vil de kunne indgå i en dialog med tilskadekomne om en mulig arbejdsmæssig årsag til dennes sygdom og i den sammenhæng pege på mulighederne for at anmelde lidelsen. Derudover vurderes det, at en tilskadekommen ofte er i kontakt med det offentlige system, og at det bør ligge som en naturlig del af sagsbehandlingen at undersøge, hvorvidt der er foretaget anmeldelse af sygdomme. Fagforbundene har ofte en tidlig og nær kontakt til de tilskadekomne, og er derfor en nærliggende part at konsultere, hvis man som arbejdstager har erhvervsrelaterede helbredsproblemer eller arbejdsmiljøproblemer. Forbundene har desuden den fordel, at de i ret høj grad er opdelt i brancher, hvorfor de må formodes at have et godt billede af den enkelte branche og de forskellige sygdomstyper, som opstår, herunder de risici der er i branchen. Indstilling Arbejdsgruppen indstiller, at der rettes en informationsindsats mod andre faggrupper forstået bredt for at gøre dem mere bevidste om den forskel, de kan gøre i forhold til at anmelde arbejdsskader. I indsatsen kan også indgå oplysningen om, at disse grupper, udover selvstændigt at anmelde, også kan understøtte lægens anmeldepligt ved at opfordre tilskadekomne til at gå til lægen med henblik på anmeldelse. Arbejdsgruppen indstiller, at Arbejdsskadestyrelsen indgår i et samarbejde med de faglige organisationer for at udbrede kendskabet til retten til at anmelde erhvervssygdomme samt oplysning om, hvorledes systemet fungerer. Arbejdsgruppen indstiller yderligere, at der til Arbejdsskadestyrelsen hjemmeside som led i denne dialog udarbejdes et afsnit/emnefelt hvor der tages hånd om denne problematik Øge kendskabet til arbejdsskadesystemet og erhvervsbetingede sygdomme (læger/ tandlæger) Det foreslås, at der igangsættes forskellige kommunikationstiltag i et forsøg på at højne anmeldeniveauet, da arbejdsgruppens arbejde peger på, at der er et antal læger, som ikke anmelder erhvervssygdomme. 30

31 For at nå ud til denne gruppe af læger skal der indledningsvist peges på de kommunikationskanaler, som læger/speciallæger almindeligvis benytter sig af i deres arbejde med at holde sig opdateret. Der har under drøftelserne været nævnt forskellige mulige kommunikationskanaler: Ugeskrift for læger, Lægedage, Tidsskrifter osv. Som et særskilt og enkelt tiltag kan det foreslås, at der til læger, som ikke har anmeldt en erhvervssygdom sendes et brev med en kort orientering om anmeldepligten samt en opfordring til at anmelde i tilfælde af mistanke om en erhvervssygdom. Arbejdsskadestyrelsen er i besiddelse af viden om, hvilke læger som ikke har anmeldt og vil umiddelbart kunne iværksætte et sådant tiltag. Der er visse grupper af speciallæger, som ligger meget lavt i anmeldelsesfrekvens. Hvis man tager de grupper af speciallæger fra, hvorfra man ikke kan forvente et større antal anmeldelser pga. deres speciale, synes der at være et underskud af anmeldelser i hvert fald fra ortopædkirurger og psykiatere. Det synes således at være en nærliggende mulighed at gennemføre en målrettet indsats mod denne gruppe af læger. Det kan foreslås, eventuelt gennem Lægeforeningen, at henvende sig direkte til disse grupper af speciallæger og gøre dem opmærksom på, at der er et muligt anmeldeproblem. Det kan også foreslås at benytte de informationskanaler, som disse grupper af speciallæger anvender i deres arbejde. Dansk Metal har i en pressemeddelelse den 6. juli 2011 foreslået, at det arbejdsmedicinske område generelt opprioriteres i lægers uddannelser. Arbejdsgruppen peger på, at hvis der på sigt bliver indført struktureret og obligatorisk efteruddannelse for læger, så bør arbejdsmedicin være en del af efteruddannelsen. En eventuel effekt heraf vil dog i sagens natur først kunne opnås på længere sigt. For at opnå en effekt på kortere sigt kan forslaget kombineres med, at der afholdes kortere kurser/oplæg for færdiguddannede læger, for eksempel i Lægeforeningens regi. Indstilling Arbejdsgruppen indstiller, at de ovenfor beskrevne initiativer igangsættes. Arbejdsgruppen mener, at det bør overvejes, hvor bredspektret en informationsindsats skal være, herunder om kommunikation til borgerne skal indgå, eller om der i stedet skal satses på oplysning til læger og de andre professionelle, der omgiver den tilskadekomne. Som et yderligere tiltag i denne sammenhæng finder arbejdsgruppen det formålstjenligt, som en del af en eventuel kommunikationsindsats, at udbrede det generelle kendskab blandt læger til, hvilke faggrupper og specielle jobs, der primært er i risikogruppen for at få de respektive erhvervssygdomme. Arbejdsskadestyrelsen er i besiddelse af viden herom, som vil kunne spredes gennem de rigtige kanaler. Med hensyn til forslaget, om at det arbejdsmedicinske område generelt bør opprioriteres i lægers uddannelse, vurderer arbejdsgruppen, at dette kan have god effekt, men bør suppleres med øvrige tiltag, idet dette først vil slå igennem i forhold til en bredere kreds af læger på lang sigt. For at opnå en effekt på kortere sigt, kan det derfor foreslås, at der afholdes kortere kurser/oplæg for færdiguddannede læger, for eksempel i Lægeforeningsregi, og at der rettes en informationsindsats om erhvervssygdomme mod læger generelt Mere synergi med arbejdsmiljøsystemet Det foreslås, at det som en del af det allerede etablerede samarbejde mellem Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet overvejes om, Arbejdstilsynet i højere grad end i dag kan spille en aktiv rolle i forhold til at vejlede og informere om anmeldepligten samt muligheden for at anmelde erhvervssygdomme. 31

32 Hensigten hermed er at udnytte, at Arbejdstilsynet har en bred kontaktflade til virksomhederne og derfor kan optræde som bærer af information og medvirke til at sætte fokus på arbejdsskadesystemet. Det kan for eksempel foreslås, at der kan indgå oplysninger om anmeldepligt og anmelderet for erhvervssygdomme i Arbejdstilsynets vejledningsmaterialer, hvor dette er relevant. Det kan også foreslås at motivere BAR-systemet og dermed øvrige aktører på arbejdsmiljøområdet til at inddrage information og vejledning om arbejdsskadesystemet, herunder retten til at anmelde arbejdsskader i deres vejledningsmaterialer, hvor dette er relevant. Som et allerede gennemført eksempel på synergi kan henvises til, at der i de af Arbejdstilsynet nylig udarbejdede startpakker indgår tekst om arbejdsskadeområdet, hvilket har fået en positiv modtagelse. Indstilling Arbejdsgruppen indstiller, at forslaget om mere synergi med arbejdsmiljøsystemet drøftes som en del af det allerede etablerede koordinationsarbejde mellem Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet, og at forslagene om at motivere BAR-systemet til mere aktivt til at vejlede om arbejdsskadesystemet fremmes Kvalificering af mistankekriterium Det har i arbejdsgruppen været foreslået, at lovens mistankekriterium blev kvalificeret, herunder eventuelt indførelse af en bagatelgrænse i relation til erhvervssygdomssager. Pligten for læger til at anmelde erhvervssygdomme er meget bredt formuleret. Der skal anmeldes, når de konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en konstateret eller formodet erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads. Formålet med formuleringen af anmeldepligten er således at opfange en hvilken som helst muligt arbejdsrelateret sygdom. Der stilles derfor hverken krav om, at der skal være stillet en sikker diagnose, en påvist årsagssammenhæng, eller at der er tale om en sygdom på fortegnelsen over erhvervssygdomme. For ulykker gælder, at kun en arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes. Dette indebærer en bagatelgrænse, hvor der ikke er anmeldepligt for eksempelvis et blåt mærke eller et mindre snitsår, som medfører ingen eller kortvarig sygemelding. Der er ikke en tilsvarende bagatelgrænse for erhvervssygdomme, idet vurderingen af årsagerne til den enkelte sygdoms opståen alene er op til lægens viden og faglige forståelse. Det er altså således, at opfattelsen af, i hvilke tilfælde der skal foretages anmeldelse, er tæt knyttet til lægens faglighed. Der er givetvis situationer, hvor det er uklart for den undersøgende læge, hvad årsagen til sygdommen er, for eksempel ved diffuse eller begyndende symptomer. Her er det vigtigt, at muligheden for, at der er tale om en erhvervssygdom, er en del af lægens mind set, altså indgår i lægens faglige forståelse af sygdomme og deres årsager, og at der derfor arbejdes videre med at afklare denne mulighed gennem en anmeldelse. Hvis det indgår i lægens viden, at overliggeren for anmeldelse ligger lavt, højner dette sandsynligheden for, at det sker. Det har i øvrigt været anført i arbejdsgruppen som en oplevet barriere, at ESS-systemet kræver, at der anføres en diagnose ved at vælge på en fast liste over ICD10-diagnoser, og at der ikke gives mulighed for tilføjelser som for eksempel obs.pro. 32

33 Dette kan af en læge opleves som et ønske om en håndfast angivelse, hvilket er i modstrid med, at der jo netop i nogle tilfælde alene anmeldes på mistanke. Der er et tekstfelt til fritekst på anmeldeblanketten, som er beregnet til lægens beskrivelse af den arbejdsmæssige påvirkning. Dette giver mulighed for at indsætte særlige bemærkninger, som lægen ønsker at få taget med ved sagens behandling. Indstilling Arbejdsgruppen finder umiddelbart, at det vil være lige så vanskeligt for læger at arbejde med en bagatelgrænse for erhvervssygdomme, som det er at arbejde med mistankekriteriet. Heri ligger en forudsætning om, at der ikke kan udpeges eksakte sygdomme, påvirkninger eller andet for at skabe en bagatelgrænse. Arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at forslaget ikke skal fremmes. I relation til mistankekriteriet kan der i stedet udarbejdes et vejledningsmateriale for at øge kendskabet til kriterierne for anmeldelse, herunder at mistanke er nok i forhold til anmeldelse af en erhvervssygdom, og med eksempler på tvivlstilfælde, som illustrerer, hvornår det er nok til at anmelde. Arbejdsskadestyrelsen vil umiddelbart kunne udarbejde en sådan guide til Arbejdsgruppen finder, at der i forhold til anmeldeblanketten er identificeret en barriere, som skal imødegås, og som Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med Arbejdstilsynet bør tage initiativ til at ændre Konkret tilbagemelding på en anmeldelse Det kan overvejes at indsætte hjemmel til automatisk fuldmagt, Dette kan ske ved udvidelse af det stiltiende samtykke i arbejdsskadesikringsloven til også at omfatte en sådan fuldmagt. Som et alternativ til fuldmagtsudvidelse kan det overvejes at orientere anmeldende læger ved en kort notits om afgørelsen om anerkendelse eller afvisning, svarende til den orientering som arbejdsgiver får. I forhold til forslaget om automatisk fuldmagt ville der være tale om en generel og automatisk udsendelse af kopi af afgørelsen, som også vil tilgå de læger, som ikke specifikt har bedt om det. Et sådant initiativ medfører flere problemstillinger: Det synes problematisk, at da Arbejdsskadestyrelsen træffer samleafgørelser, vil lægen ved at få kopi af afgørelsen få indblik i en række forhold, herunder økonomiske, særligt når en sygdom anerkendes. Det synes også problematisk, at et fuldmagtsforhold ikke ophører, før fuldmagten tilbagekaldes. Det betyder, at lægen også vil få kopi af afgørelser ved genoptagelse, revision, anke med videre. Hvis der skal indsættes begrænsninger om for eksempel modtagelse af én afgørelse, vil dette være noget helt særligt for netop disse modtagere. Hertil kommer, at det kan virke ejendommeligt at give en læge flere oplysninger end arbejdsgiveren, som har klageret, og som ved at udnytte denne kan blive part i sagen. Det skal indgå i overvejelserne, at det allerede i dag er muligt at oprette anmeldende læge som fuldmagtshaver, for eksempel således at lægen alene får kopi af afgørelser. Dette forhindrer ikke, at tilskadekomne kan have en egentlig partsrepræsentant. Det er muligt at anvende blanketten på styrelsens hjemmeside. I forhold til forslaget om en kort notits om afgørelsen om anerkendelse eller afvisning, så vurderes umiddelbart, at da hver enkelt praktiserende læge kun anmelder få gange om året (1-5 sager), er der en risiko for, at det for lægen ikke er muligt at danne sig et overblik over praksis ad denne vej. Da der inden for eksempelvis bevægeapparatsygdomme er en høj procentsats af afvisninger, er der desuden mu- 33

34 lighed for, at dette vil få en afskrækkende snarere end opmuntrende effekt i forhold til anmeldelse og dermed medføre, at enkelte læger undlader at anmelde. På den anden side findes det hensigtsmæssig, at egen praktiserende læge, hvis dette er en anden end anmelderen modtager en tilbagemelding på anmeldelsen, således at lægen både i den konkrete sag og i en bredere sammenhæng kan opsamle viden om erhvervssygdomsområdet. Indstilling Arbejdsgruppen indstiller, at den anmeldende læge samt egen praktiserende læge, hvis dette er en anden end anmelderen modtager en orienterende kort notits om afgørelsen om anerkendelse eller afvisning, da det kan være med til at opbygge og fastholde vidensniveauet om arbejdsskadeområdet og erhvervssygdomme hos lægerne. I tilfælde, hvor lægen har en særlig interesse i at følge en sag, vil dette naturligt indgå i dialogen mellem læge og patient, som da kan give fuldmagt. Det synes derfor uanset formålstjenligt, at vejledning om den eksisterende mulighed for at være fuldmagtshaver gøres til en del af en kommunikationsindsats over for læger/eventuelt andre mulige anmeldere Automatisk underretning på nye diagnoser Det har været drøftet i arbejdsgruppen, om der findes andre diagnoser end næse- og bihulekæft og lungehindekræft, som er egnede til at indgå i ordningen om automatisk underretning mellem Sundhedsstyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen. Sekretariatet har i samarbejde med en speciallæge i intern medicin og arbejdsmedicin søgt at afklare spørgsmålet. Det vurderes umiddelbart, at sygdomme som lungekræft og kræft i urinvejene kan være arbejdsbetingede i et sådant omfang, at disse kan overvejes i denne sammenhæng. Det skal imidlertid understreges, at der er tale om en langt ringere grad af sikkerhed for årsagssammenhæng end ved lungehindekræft og næse-/ bihulekræft. Indberetningerne fra læger til Sundhedsstyrelsen (Register over Landsdækkende Patologi og/eller Landspatientregisteret), som danner grundlag for underretningen til Arbejdsskadestyrelsen, rummer ikke oplysninger om udsættelser, faggrupper eller andet, der kan anvendes som filter, inden der oprettes en sag om en mulig erhvervssygdom. Aktuelt rummer underretningen alene oplysninger om tilskadekomnes cpr-nummer og diagnose. Underretningen til Arbejdsskadestyrelsen medfører, at der oprettes en sag, og tilskadekomne kontaktes med henblik på stiltiende samtykke til sagens behandling. Dette systematiske tiltag er betænkeligt, hvis der er en mindre grad af sikkerhed for årsagssammenhæng med arbejdet. Det bemærkes, at den danske model er modelleret efter en norsk ordning, der blev indført i Den norske model adskiller sig ved, at det i Norge er tilskadekomne selv, der får et brev med orientering om muligheden for at rejse en sag. Den norske ordning omfatter også mænd med lungekræft. Det er her vurderet, at ca. 20 % af lungekræfttilfældene blandt mænd er arbejdsbetingede, altså en langt lavere ratio end ved de øvrige diagnoser. Det må antages at have betydning for den norske ordning, at der ikke automatisk oprettes en sag, men at dette kræver initiativ fra tilskadekomne. Hvis antallet af diagnoser udvides, ville det være mere hensigtsmæssigt at gøre som i Norge, hvor tilskadekomne selv underrettes om muligheden for at anmelde. De norske tal tyder på, at langt fra alle 34

35 vælger at anmelde. Udvidelse af antallet af diagnoser måtte således forventes at medføre en mindre andel anmeldelser, også for de meget relevante sygdomme. Indstilling Da der ikke synes at være et veldokumenteret grundlag for at udvide hjemlen til direkte underretning fra Sundhedsstyrelsen til Arbejdsskadestyrelsen, indstiller arbejdsgruppen, at det som en del af kommunikationsindsatsen indgår at udbrede det generelle kendskab blandt læger til, hvilke faggrupper der primært er i risikogruppen for at få de respektive erhvervssygdomme. Arbejdsgruppen finder dog, at der bør foretages en nærmere analyse af den norske ordning med det formål at se, hvorvidt de norske erfaringer kan anvendes i Danmark, eventuelt i en modereret form, hvor underretningen går til den tilskadekomnes praktiserende læge. Arbejdsgruppen indstiller yderligere at der igangsættes et projekt, hvor der foretages udtræk fra Landspatientregistret på visse diagnoser (fx erhvervsbetinget eksem og asbestose) for at vurdere underrapportering inden for områder, som har en ICD 10-kode, og som er sikkert arbejdsbetingede. En sammenkøring af diagnosekoderne for disse sygdomme med de anmeldte lidelser til Arbejdsskadestyrelsen på cpr-nummer kan give en indikation om manglende anmeldelser Nye it-løsninger Arbejdsgruppen har flere gange drøftet tekniske vanskeligheder som en mulig årsag til underanmeldelse. Arbejdsgruppen har samtidig konstateret, at det ikke er den elektroniske anmeldelse i sig selv, som kan siges at være årsag til manglende anmeldelser af erhvervssygdomme. Der er udtrykt ønske om en ordning, hvor anmeldeblanketten åbner sig i hvert enkelt lægesystem ved tryk på en knap. Dette kræver integration/tilpasning i forhold til de eksisterende lægesystemer. Arbejdsskadestyrelsen har i 2008 og 2009 flere gange undersøgt muligheden for at integrere anmeldeblanketten med de 14 forskellige lægesystemer på det danske marked. Anmeldesystemet er ikke integreret i de forskellige lægesystemer, som i øvrigt heller ikke er ens opbygget. Det er muligt via en såkaldt broker at skabe denne forbindelse. En broker agerer som fortolker mellem lægesystemerne og anmeldesystemet. Herved får alle lægesystemerne mulighed for at koble sig på brokeren for at aflevere anmeldelser. Anmeldelserne fra de forskellige lægesystemer er i forskellige formater, og brokerens opgave er at oversætte disse anmeldelser til erhvervssygdomsanmeldelser, validere dem og sende dem videre til EES. 35