Dømt til integration

Transkript

1 Dømt til integration En institutionel analyse af EU domstolens handlerum i forhold til opholdsretten for tredjelandsborgere Speciale af: Freja Fischer Møller og Gry S. Midttun Vejleder: Peter Nedergaard Københavns Universitet; Institut for Statskundskab Afleveret: Juni 2010.

2

3 Abstract Within the last couple of years The European Court of Justice (ECJ) has increasingly been accused of judicial activism. The accusations have been voiced particularly within the areas of free movement and the right of European citizens to have their family members (of third country nationality) reside in Europe and were especially apparent in the ruling of the ECJ in the case of Blaise Metock and others. The European member states have mainly voiced these accusations because of an increasing concern and political interest within the member states in the strengthening of their own national immigration laws. The role of the ECJ and the interest of the European member states in limiting the alleged judicial activism has intrigued and motivated us to make a detailed analysis of the rulings of the ECJ. The analysis is designed to investigate whether it may be claimed that the rulings of the ECJ in the areas of free movement and the right to reside are in fact activist interpretations that lead to a strengthening of the right to reside. We base our analysis on the theoretical framework of historical institutionalism and rational choice institutionalism. More specifically we apply the ideas of Barry Weingast on the political role of courts in interpreting statutes and from which we examine seven cases and the new EC directive of 2004 on the right to reside. Our analysis illustrates that there is clear theoretical evidence of judicial activism in the rulings of ECJ particularly in the Carpenter-verdict where the ECJ moves beyond what is considered a politically legitimate action of a court within the European Union framework. However, Weingast s theory is based on a political definition of judicial activism which differs significantly from our collected empirical data, which considers activism from a more judicial approach. The majority of the people we have interviewed do not consider the expanding interpretation of the ECJ as judicial activism but rather consider it the duty of the ECJ to judge in a more integrationalist direction, as they view the role of the ECJ as a creator of an ever closer union among the peoples of Europe. Aside from the debate regarding the most applicable definition of judicial activism, the crucial point to discuss is the fact that the ECJ acts politically. On the one hand the ECJ has established itself as a strong political actor and has consolidated this powerful position through its legal practices. On the other hand due to ambiguous legislation the EUlegislators have unintentionally given the ECJ room to manoeuvre which the ECJ has used in full and based on its own self-interest expanded the right to reside in a more integrationist direction. 1

4 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemformulering Valg af teori Specialets fokus Begrebsafklaring Specialets opbygning EU-domstolen Historisk kontekst Domstolens organisering Sagstyper og procedurer ved Domstolen To demokratiopfattelser Domstolsaktivisme Opsummering: Domstolen som stærk aktør i EU-systemet Opholdsret for tredjelandsborgere Det indre marked Opholdsretten Hvorfor opholdsretten er kontroversiel Opsummering af opholdsrettens karakteristika Metode Metodiske design Anvendelse af teori Valg af case Empiri Opsummering af specialets forskningsstrategi Teori Historisk Institutionalisme Rational Choice Institutionalisme Weingasts teorimodel Domstolens handlerum i den lovgivende proces Domstolens handlerum ved domsafsigelse

5 5.3.3 Domstolstyper Domstolens begrænsninger Opsummering: Forståelsesramme for Domstolens politiske handlerum Operationalisering Demokratioversættelse til det europæiske system Anvendelse og udbygning af Weingasts model Domstolens handlerum i lovgivningsprocessen Domstolens handlerum ved domsafsigelse Domstolstyper Domstolens begrænsninger Empirisk anvendelse af modellen Analyse af opholdsdirektivet Opsummering: En europæisk oversættelse af Weingasts model Analyse I Fra Singh til Akrich Singh C-370/ Teoretisk analyse af Singh Carpenter C-60/ Teoretisk analyse af Carpenter MRAX C-459/ Teoretisk analyse af MRAX Akrich C-109/ Teoretisk analyse af Akrich Analyseresultat I Stien mod integration styrkes Analyse II Opholdsdirektivet Domstolens indflydelse på opholdsdirektivet Tilblivelsen af opholdsdirektivet Opholdsdirektivets betydning for Domstolen Analyseresultat II En forspildt mulighed for at ændre stien Analyse III Fra Jia til Metock Jia C-1/ Teoretisk analyse af Jia Eind C-291/

6 9.2.1 Teoretisk analyse af Eind Metock C-127/ Teoretisk analyse af Metock Analyseresultat III Den udvidende fortolkningsstil institutionaliseres Diskussion Vurdering af Weingasts model Opfattelsen af domstolsaktivisme Forholdet mellem Domstolen og medlemsstaterne Medlemsstaternes mulighed for kontrol Konklusion Perspektivering Litteraturliste Primær litteratur: Sekundær litteratur:

7 1. Indledning Den 25. juli 2008 faldt der dom i sagen om Metock ved EU-domstolen i Luxembourg. Dommen gav sagsøgerne, en række EU-borgere uden irsk statsborgerskab, men bosat og arbejdende i Irland, medhold i, at de havde ret til familiesammenføring i Irland på baggrund af direktiv 2004/38/EC om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit i medlemsstaterne. Dommen kom i forlængelse af en lang række domme på opholdsområdet, men medførte i højere grad end tidligere debat om, hvorvidt EUdomstolen havde handlet aktivistisk; Havde EU-domstolen overskredet sine beføjelser i forhold til medlemsstaternes suverænitet i immigrationsspørgsmål ved at ændre på reglerne for familiesammenføring? Særlig stor kritik kom fra lande som Danmark, Østrig og Irland, hvor udlændingedebatten og stramningen af den nationale immigrationspolitik har været stærkt udtalt. I Danmark blev dommen især opfattet som kontroversiel ud fra argumenter om, at den omgår det danske forbehold overfor retslige og indre anliggender (RIA) i unionens tredje søjle. 1 Debattens udvikling er ligeledes udtryk for en skepsis overfor den udvidelse af EU-domstolens beføjelser, som er sket gennem Amsterdam-traktaten i 1999 og Lissabon-traktaten i 2009, og som har medført, at EU-domstolens kompetence er gået fra EU-samarbejdets første søjle til at omfatte hele EUsamarbejdet med nogle få fastsatte begrænsninger. 2 Domstolen i EU har på den måde ikke blot en dømmende funktion, som vi kender det fra den nationale højesteret. Diskussionen om domstolsaktivisme knytter sig således til spørgsmålet om magtfordelingen mellem de forskellige politiske aktører i EU, og den (dømmende eller politiske) rolle såvel medlemsstater som EU-institutioner ønsker, at Domstolen skal spille i det europæiske samarbejde. Domstolsaktivisme er med andre ord ikke et entydigt begreb. Der findes adskillige såvel juridiske som politologiske definitioner, der er præget af en stærk subjektivitet. Hvordan man anskuer domstolsaktivisme 1 Kelstrup, Martinsen og Wind, 2008: Nedergaard, 2010:

8 afhænger således at iagttagerens egen retstradition og politiske standpunkt, samt opfattelsen af EU-domstolens rolle i den europæiske integrationsproces Problemformulering Med dette speciale vil vi forsøge at fralægge os den nationale subjektivitet og lave en analyse af, om der virkelig er tale om, at EU-domstolen har handlet aktivistisk i forhold til fortolkningen af opholdsretten for tredjelandsborgere. Det er således vores intention at give en nuanceret vurdering, der medtager såvel juridiske som politologiske argumenter, af, hvorvidt EU-domstolen kan siges at være aktivistisk og hvilken betydning det i givet fald kan have for det europæiske system. Det gør vi ud fra følgende problemformulering: På hvilken måde anvender EU-domstolen sit (politiske) handlerum i forhold til opholdsretten for tredjelandsborgere? Og er det et udtryk for domstolsaktivisme? Vi undersøger, hvordan der bliver skabt et politisk handlerum for EU-domstolen gennem interaktion mellem de øvrige aktører i EU. Herunder om Domstolen formår at anvende dette handlerum så strategisk, at man kan tale om domstolsaktivisme. Vi undersøger med andre ord, hvorvidt EU-domstolen kan udfordre de øvrige politiske magtinstitutioner (Rådet, Kommissionen og Parlamentet) gennem sin politiske rolle. Vi definerer begrebet politisk rolle som en situation, hvor Domstolen foretager en reel politikformulering. Argumentet er, at EU-domstolen spiller en politisk rolle, hvis den ikke nøjes med at håndhæve de love, som de lovgivende magter vedtager, men også udfordrer og/eller omgør politiske beslutninger. Sagt med andre ord er det afgørende, hvem der træffer de afgørelser, der påvirker borgernes daglige liv og rettigheder i EU på et generelt plan. Hvem har besluttet, at tredjelandsborgere skal have samme rettigheder som EU-borgere, hvis deres ægtefælle har unionsborgerskab og benytter sig af fri bevægelighed? Og hvem har i sidste instans valgt at fjerne kravet om den 10 ugers opholdsperiode for samme gruppe borgere forud sammenføringen? To scenarier, som Metock-dommen har medført. 3 Kelstrup, Martinsen og Wind, 2008:

9 Vores positionering aktivisme ikke et nyt fænomen Tidligere forskning omkring EU-domstolen har, i modsætning til forskningen af U.S. Supreme Court, tilhørt det såkaldte juridiske paradigme, hvilket ifølge Shapiro kan være med til at skabe et lidt for entydigt billede af EU-domstolen. Han understreger således, at der er et udtalt behov for, at analysere EU-domstolen ud fra en politologisk vinkel, fordi domstole også er en del af magtens tredeling og dermed en ligeså vigtig brik i det politiske system som den lovgivende magt og forvaltningen. 4 Ligeledes har Garrett, Weiler og Mancini givet en række gode historiske rids af, hvordan EUdomstolen har transformeret EU s juridiske system og ikke mindst, hvordan Domstolen har kunnet udvide sin autoritet og over tid har skabt sig en politisk rolle, som er gået udover den rolle, der var tilsigtet ved Fællesskabets oprettelse. 5 I det omfang, at der fra politologisk hold er blevet sat fokus på domstoles politiske betydning, har der imidlertid ofte været tale om en meget teoretisk undersøgelse over lang tid uden en mere dybdegående empirisk forankring. Vi ønsker derfor at analysere EU-domstolens handlerum med inspiration fra tidligere amerikansk teori om domstolsaktivisme og teste, om vi kan se samme mønstre i EU. Det sker ved at undersøge, hvilke mekanismer, der ligger bag EU-domstolens interesser og handlemuligheder, for at få en forståelse af Domstolen som politisk aktør indenfor EU på et fastlagt politikområde. 1.2 Valg af teori Specialets fokus er en undersøgelse af EU-domstolens handlerum, men indirekte belyser vi også, hvordan Domstolen påvirker EU-integrationen. Derfor ville det måske virke oplagt at anvende nogle af de mere klassiske EU-integrationsteorier som for eksempel neo-funktionalisme eller liberal intergovernmentalisme, hvis mål er at forklare, hvorfor og hvordan EU-integrationen udvikler sig. Vi vælger imidlertid at basere vores undersøgelse på to nyinstitutionelle teoriretninger: rational choice institutionalisme og historisk institutionalisme for selvom integrationsteorierne kommer med anerkendte forklaringer på, hvorfor EU-samarbejdet består, og at integrationen fortsat bliver dybere og bredere, fokuseres der oftest kun på de store 4 Shapiro, Martin & Stone, Alec; 1994: Alter, 2009: 5 7

10 linjer. Det kan blive svært at forklare, hvorfor EU-integrationen går i stå eller tilbage, og hvorfor politiske aktørers præferencer ændrer sig. 6 Et andet kritikpunkt er tendensen til at overdrive staternes kontrol over integrationsprocessen, hvis man kun fokuserer på de store, skelsættende intergovernmentale forhandlinger. Man kan for eksempel stille spørgsmål ved, hvor meget medlemsstaterne reelt kan gøre ved Domstolens juridisk bindende afgørelser, når det handler om en tvunget opblødning af stramme, nationale udlændingeregler. 7 Samtidig er der en tilbøjelighed til at overse de gradvise udviklingsprocesser og institutioners begrænsende eller styrende effekt 8. Vi vil styrke vores analyse ved at anvende nyinstitutionel teori med fokus på både rationel, strategisk præferencedannelse og institutioners stiafhængighed og indflydelse på aktørernes handlinger. I vores nyinstitutionelle tilgang har vi valgt at kombinere rational choice og historisk institutionalisme, men undlader sociologisk institutionalisme, da det er svært at sige noget om domstolskulturen og de normer, der hersker indenfor institutionen på grund af tavshedspligt og hemmelige dissenser. Ved at benytte rational choice institutionalisme kan vi imidlertid få en grundig forståelse af politiske aktørers strategiske præferencedannelse og adfærd, som kan bruges til at afdække EU-domstolens interaktion med øvrige politiske aktører i EU ved domsafsigelserne indenfor opholdsretten for tredjelandsborgere. Og med historisk institutionalisme kan vi klarlægge den udvikling som opholdsretten har gennemgået over tid. Vi vælger med andre ord at analysere EU-domstolen ud fra et historisk rational choice perspektiv. Som en del af denne tilgang har vi valgt at benytte os af Weingast teoretiske model til at analysere, hvordan EU-domstolen kan agere som rationel aktør i en politisk sfære, og hvor domstolsaktivisme kan benyttes som redskab for domstolen til at få indflydelse på den politiske dagsorden. 1.3 Specialets fokus Det giver sig selv, at vores fokus er på EU-domstolen. Vi er imidlertid bevidste om, at vi dermed lægger mindre vægt på de øvrige EU-institutioner, end de muligvis er 6 Pollack, 2005: Jacqueson, 2003: 32 8 Pierson, 1996: 158 8

11 berettiget til. Det sker først og fremmest fordi vi mener, at det er vigtigere for opgaven at komme i dybden med én institution end at behandle dem alle sammen mere overfladisk. Man kan dog ikke analysere, hvor meget indflydelse EU-domstolen reelt har, uden at se det i forhold til det institutionelle set-up, den befinder sig i. De øvrige aktører (Kommissionen, Rådet og Parlamentet) vil derfor blive inddraget i det omfang, de er nødvendige for en analyse af EU-domstolens handlerum. Vi analyserer EU-domstolens handlerum ud fra ét enkelt politikområde. Der er således tale om et singlecasestudie indenfor EU s opholdsret. Her har vi valgt at lægge fokus på opholdsretten for tredjelandsborgere, det vil sige ikke-eu-borgere, der gennem deres familiære relation er knyttet til en EU-borger, som er omfattet af EU-retten i forhold til reglerne om personers frie bevægelighed. Valget af denne gruppe skyldes, at opholdsområdet er et politikområde, hvor EU-domstolen i særlig høj grad kritiseres for aktivisme, hvilket man blandt andet har set i forbindelse med den såkaldte Metock-dom fra Det betyder, at der ikke direkte i casen vil blive taget højde for spill-over effekter mellem policyområder eller mellem øvrige grupper indenfor opholdsretten. Til gengæld giver det os mulighed for at se på, hvordan den politiske proces og retspraksis indenfor tredjelandsborgeres opholdsret påvirker hinanden. Det gør vi for at estimere, hvor i den kontinuerlige policy- og integrationsproces, og hvordan EUdomstolen har mulighed for at øve indflydelse på det politiske resultat. 1.4 Begrebsafklaring Igennem specialet anvender vi adskillige begreber, der i den akademiske litteratur indeholder mange varierende definitioner. For at give et så præcist billede som muligt på, hvad vi taler om og undersøger, vil vi her give en forklaring på vores opfattelse og anvendelse af begreberne: EU-integration og magtadskillelse vs. magtfordeling samt domstolsaktivisme. Definition af EU integration Begrebet integration defineres ofte overordnet set som graden af indre sammenhæng i et system, hvad end der er tale om en eksisterende egenskab ved systemet eller en 9

12 dynamisk proces som kendetegner systemets udvikling. 9 EU-integration eller integration af EU-samarbejdet forstås ofte som et spørgsmål om integration i bredden eller i dybden. Altså hvor omfattende den Europæiske Union skal være både i forhold til, hvor mange medlemsstater, der er med i samarbejdet og i forhold til hvor mange politikområder, medlemmerne afgiver suverænitet på og overlader beslutningerne til EU-systemet. Vi vælger derfor at se den europæiske integration som en fortløbende proces, og EU som et system under udvikling. Der sondres yderligere mellem politisk og juridisk integration. Politisk integration er ønsket fra politikerne om, hvilke politikområder EU skal beskæftige sig med og i hvor detaljeret grad denne overdragelse af suverænitet skal være. Juridisk integration er en forudsætning for den politiske integration og er en strømligning af retsgrundlaget, så de samme love gælder for alle EU-medlemmer. EU-domstolen beskæftiger sig med den juridiske integration, da den med sine tildelte kompetencer direkte kan påvirke såvel EU-retten som retspraksis og det er derfor primært den juridiske integration som der er fokus på med dette speciale. Vi kommer nærmere ind på Domstolens kompetencer og retspraksis i kapitel 2. Magtadskillelse og magtfordeling Selvom de to begreber på danske klinger relativt ens, er der en signifikant forskel. I den amerikanske litteratur skelner man mellem magtadskillelse ( separation of powers ) og magtfordeling (typisk kaldet constitutionalism ). Magtadskillelseslæren handler ikke om, hvordan den politiske magt skal fordeles, men at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal være adskilte magtinstanser. Den dømmende magt skal ud fra den teori være fri for bånd, så ingen dømmes på forhånd. Idehistorisk udspringer dette syn af Montesquieus tanker om, at dommeren blot er bouche de la loi, altså lovens stemme. 10 Magtfordeling er derimod udtryk for, hvilken magt de forskellige instanser har, eller rettere hvor grænserne for den dømmende, lovgivende og udøvende magt skal være. Der er forskellige retstraditioner med varierende syn på, hvor grænserne for den dømmende magts kompetencer skal ligge. Teoretisk skelner 9 Kelstrup, Martinsen & Wind, 2007: Held, 1996:

13 vi mellem retstraditioner, der er præget af henholdsvis en flertalsdemokratisk opfattelse og en konstitutionel demokratiopfattelse. En præcisering af disse retstraditioners betydning for specialets problemstilling kommer vi med i kapitel 2 om Den Europæiske Domstol. Alt efter hvilken retstradition, der er dominerende, påvirkes ens opfattelse af og forståelse for begrebet domstolsaktivisme, hvorfor en afklaring af dette centrale begreb også er vigtig. Domstolsaktivisme Domstolsaktivisme er et helt afgørende begreb i dette speciale. Overordnet set kan domstolsaktivisme forstås som den praksis, EU-domstolen forsøger at anvende for at styrke sin magt og position i EU til at fremme den europæiske integration. 11 Imidlertid afhænger ens opfattelse af domstolsaktivisme i høj grad af den retstradition, og skole man er præget af. Der findes ikke nogen simpel eller entydig definition af begrebet, hvorfor det fortjener, at vi nuanceret reflekterer overfor forskellige opfattelser. En uddybning af vores definition af domstolsaktivisme præsenteres derfor i kapitel Specialets opbygning Vi indleder vores speciale med to grundlæggende kapitler omhandlende vores analyseobjekt og case; nemlig EU-domstolen og opholdsretten for tredjelandsborgere. I kapitel 2 om EU-domstolen redegør vi således for de historiske omstændigheder for EU-domstolen, dens kompetencer og ikke mindst de særlige juridiske forhold, som er en forudsætning for forståelsen af specialet. Herefter følger der i kapitel 3 en introduktion til opholdsretten for tredjelandsborgere for at forklare, hvorfor netop dette politikområde er interessant at undersøge, når man taler om domstolsaktivisme ved EU-domstolen. Inden vi går over til den mere teoretiske del af specialet redegør vi i kapitel 4 mere detaljeret for vores videnskabsteoretiske synspunkter og de metodiske overvejelser, vi har gjort os forud for specialet. Dernæst følger der i kapitel 5 en opstilling af vores teoretiske udgangspunkt rational choice og historisk 11 Kapsis i Cini, 2007:

14 institutionalisme. Teorierne danner rammen for vores anvendelse af Weingasts teoretiske model, som mere konkret anvendes til at kortlægge, hvordan EUdomstolen kan agere som strategisk aktør i den politiske sfære, og ikke mindst, hvornår man kan tale om, at det er domstolsaktivisme. I kapitel 6 operationaliserer vi Weingasts teori. Vi tilpasser og udbygger modellen, så vi kan anvende den i en europæisk kontekst. Sideløbende præsenterer vi vores fremgangsmåde for de efterfølgende analysekapitler. Det leder alt sammen frem til vores tre analysekapitler. I kapitel 7 analyserer vi de fire domme vedrørende opholdsretten for tredjelandsborgere fra perioden Dommene analyseres først hver for sig, derefter følger et afsnit om analyseresultaterne, hvor dommene sammenholdes og vurderes ud fra et mere overordnet og udviklingsorienteret syn. Herefter følger der i kapitel 8 en analyse af opholdsdirektivet fra 2004, som blev udarbejdet midt i rækken af domme omhandlende opholdsretten for tredjelandsborgere. Det sker for at afdække, hvordan den dømmende magt influerer på lovgivningsprocessen og omvendt. Dernæst vender vi i kapitel 9 tilbage til domsanalysen og ser nærmere på de resterende tre domme vedrørende opholdsretten for tredjelandsborgere fra perioden Dommene analyseres ligeledes hver for sig med efterfølgende afsnit om analyseresultaterne. Vi sammenligner EU-domstolens handlerum fra dom til dom og udviklingen i retspraksis over tid. Analysekapitlerne afsluttes med en mere overordnet diskussion af vores analyseresultater, inden vi i kapitel 10 går ind i diskussionen omkring, hvorvidt vores resultater rent faktisk afspejler domstolsaktivisme i dommene om opholdsretten for tredjelandsborgere. Desuden indeholder kapitlet en diskussion af, hvorfor medlemsstaterne forholder sig til EUdomstolen, som de gør. Konklusionen i kapitel 11 sammenfatter hele specialet, og vi lægger her vægt på de mest centrale pointer omkring domstolsaktivisme og EU-domstolens anvendelse af det politiske handlerum, som vi er nået frem til i opgaveprocessen. Herefter perspektiverer vi kort vores analyseresultater til andre politikområder. 12

15 2. EU domstolen Hvorvidt man opfatter EU-domstolen som aktivistisk indenfor opholdsretten for tredjelandsborgere, som det blev fremført i forbindelse med Metock-dommen, afhænger først og fremmest af, hvilken rolle EU-domstolen tiltænkes. Det kompliceres ved, at EU-domstolen har udviklet sig gennem tiden ligesom det øvrige EU-samarbejde. For at forstå EU-domstolens rolle og ikke mindst den kritik, som Domstolen er genstand for, er vi nødt til at se nærmere på den historiske udvikling af Domstolens virke og skabe et overblik over dens traktatfæstede kompetencer. Her er det især retsprincipperne om EU-rettens forrang og direkte virkning, der er centrale. Dernæst ser vi mere konkret på, hvordan EU-domstolen er organiseret i forhold til sagstyper og procedurer, og hvordan vi ønsker at belyse Domstolen videre i specialet. Kapitlet rundes af med en mere abstrakt diskussion af, hvordan to forskellige europæiske demokratiopfattelser påvirker opfattelsen af den dømmende magts rolle, og hvordan disse to demokratiopfattelser hænger sammen med de forskellige definitioner af domstolsaktivisme, som vi opererer med. 2.1 Historisk kontekst Det mest karakteristiske ved EU-domstolen er, at der i det internationale system ikke findes andre så magtfulde og effektive domstole. Ved oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) i 1952 var særligt Anden Verdenskrig og det i første omgang demokratisk valgte Nazi-regime præsent i hukommelsen. Man rystede derfor ikke på hånden ved at gøre EF-domstolen til en ekstra stærk institution. 12 Med EF-traktaten (Rom 1957) blev EF-domstolen tildelt retten til at håndhæve Fællesskabsretten, hvilket vil sige EU-samarbejdets første søjle. Siden er Domstolens beføjelser blevet udvidet gennem en række traktatændringer: først og fremmest ved Amsterdam-traktaten, som trådte i kraft i maj 1999 og som flyttede en række områder fra EU-samarbejdets tredje søjle ind under første søjle, hvor de dermed blev en del af EU-domstolens kompetenceområde. Og senest da Lissabon- 12 Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008: 93 13

16 traktaten trådte i kraft i 2010 og gjorde en ende på søjlestrukturen, idet den gav den Europæiske Union status som en juridisk person. Dermed blev Domstolens kompetence udvidet fra Fællesskabsretten til at omfatte hele EU-retten, og Domstolen skiftede ved samme lejlighed navn fra EF-domstolen til EU-domstolen. 13 Hvilken betydning den udvidede kompetence har haft for opfattelsen af EUdomstolen, vender vi tilbage til i afsnit 2.5. Udover traktatændringerne er Domstolens beføjelser også blevet ændret gennem Domstolens egen retspraksis, hvorved man har udviklet de to grundlæggende retsprincipper, som har været helt afgørende for EU-domstolens virke nemlig forrang og direkte virkning. Forrang og Direkte Virkning Principperne forrang og direkte virkning er kontroversielle, fordi Domstolen gennem dem har været med til at definere sine egne kompetencer og deres udbredelse. Det gælder først og fremmest Domstolens hierarkiske placering og dens rolle i forhold til medlemsstaterne. I Van Gend en Loos-dommen fra 1963 slog Domstolen således fast, at vedtaget lovgivning inden for Fællesskabsretten fremover skulle have direkte virkning i medlemsstaterne. Det betød, at det ikke længere var op til medlemsstaterne, hvorvidt de ville transformere EU-retsbestemmelserne til national lovgivning. EUretsbestemmelserne kunne i stedet for øjeblikkeligt anvendes af og have direkte virkning for borgerne internt i medlemsstaterne. 14 Ligeledes blev Costa vs. ENEL-dommen fra 1964 skelsættende for EU's juridiske system, idet Domstolen slog fast, at Fællesskabsretten til enhver tid har forrang for national ret. Det betød, at EU-traktaterne hierarkisk set kom til at stå over medlemsstaternes forfatninger i tilfælde af retslige konflikter. Ligeledes betød det, at lovgivning vedtaget på nationalt niveau fremover ikke måtte stride mod EU-retten. Det blev i den forlængelse slået fast, at overtrædelse eller tilsidesættelse af EU-retslige bestemmelser først skulle prøves ved en national højesteret og sidenhen ved EUdomstolen, hvorefter medlemsstaten ville blive tvunget til rette ind og ændre sin Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008:

17 lovgivning. Med Costa vs. ENEL-dommen fastslog EU-domstolen således, at Fællesskabsretten er mere vidtgående og bindende end f.eks. folkeretten. Domstolens kompetencer Domstolen har således gennem tiden fået kompetence til at; - Sikre at EU-retten bliver korrekt implementeret i alle medlemsstater - Sikre at EU-institutionerne respekterer deres tildelte kompetencer og kun agerer indenfor rammerne af disse - Assistere de nationale domstole med inkorporeringen af EU-retten, så den får den tilsigtede virkning - Anvende sin prøvelsesret til at sikre legaliteten af vedtaget EU-lovgivning - Udfylde hullerne i EU-lovgivningen, det vil sige fortolke og præcisere forståelsen af eksisterende EU-lovgivning. EF-traktatens præambel indledes med ordene: der skal skabes grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk og det er særligt denne præampel, der danner grundlaget for opfattelsen af EU-domstolen rolle som en integrationsfremmende aktør. I artikel 220 står der endvidere: Domstolen og Retten i Første Instans skal inden for rammerne af deres respektive beføjelser værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat. 15 Domstolen har med andre ord kompetence til at fortolke lovgivning og dømme med øget integration for øje, således at der sigtes efter et tættere og tættere EU-samarbejde. Artikel 234 i EF-traktaten præciserer EU-domstolens kompetence i forhold til at afgøre præjudicielle søgsmål, også kaldet Domstolens prøvelsesret (judicial review), hvor Domstolen kan gå ind og kontrollere den nationale lovgivning. Domstolens prøvelsesret ses som en vidtgående, men nødvendig beføjelse, da den tildeler Domstolen ret til at fortolke traktatens betydning, hvis der opstår tvivl om, hvordan traktatens bestemmelser skal forstås. Domstolen er samtidig en reaktiv institution i den forstand, at andre aktører, private såvel som EU's øvrige institutioner, skal rejse sag, før Domstolen kan handle. Artikel 234 er ligeledes vigtig, fordi den 15 Begge citater fra EF-traktaten: 15

18 henviser til, hvad der sker, når korrekt og rettidig implementering af traktatbestemmelserne udebliver. Beføjelsen er med til at sikre borgerne deres ret, og Domstolen har netop tradition for at stille sig på borgerens side 16. Et problem ved artiklen er, at den forudsætter, at borgerne har kendskab til deres rettigheder og er klar over, hvis de bliver krænket. Desuden kræves det for effektivitetens skyld, at de nationale domstole er villige til at samarbejde med EU-domstolen, da borgeren eller virksomheden, som føler sig krænket, skal gå gennem den højeste nationale domstol for at få en sag for EU-domstolen, og her er det ikke altid, at man mødes med velvillighed Domstolens organisering EU-domstolen udgør sammen med Retten i Første Instans og EU-personaleretten 18 den dømmende magt i EU. EU-domstolen er i dag et kollegium af 27 dommere (én fra hver medlemsstat) og otte generaladvokater. Dommerne bliver efter national praksis og på baggrund af deres kvalifikationer og hæderlighed udnævnt af medlemsstaterne til at virke ved Domstolen i seks år ad gangen. Domstolen er opdelt i kamre med typisk tre til fem dommere, dog sidder der 13 dommere i Storkammeret. Kun ved yderst sjældne sager er Domstolen fuldtallig med alle 27 dommere tilstede ved domsafsigelse 19. EU-dommerne må ikke lade sig påvirke af nationale interesser, hvorfor deres individuelle stillingtagen er hemmelig. Det fremgår derfor ikke, hvorvidt der har været dissens mellem dommerne i domsafsigelsen, og domsafgørelserne udtrykker således dommernes stemme som én samlet institution 20. Uafhængigheden fra medlemsstaternes retssystemer betyder dog ikke, at EU-domstolen og dens dommere er immune overfor de politiske pres, den ofte omgives af. Domstolen er bevidst om såvel juridiske som ikke-juridiske argumenter i 16 Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008: Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008: Retten i Første Instans blev oprettet i 1988 (nævnt i Single European Act fra 1986) til at aflaste EUdomstolen. I forhold til dens kompetence, er Retten i Første Instans tilknyttet EU-domstolen og har en sekundær institutionel betydning. Retten varetager primært konkurrencesager, EKSF-sager og erstatningssager (Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008: 94-95). Retten skal konsultere EU-domstolen i sager where there is a serious risk of the unity or consistency of Community law being affected (Craig & De Burca, 2003: 92). EU-personaleretten blev oprettet i 2005 til yderligere at aflaste Domstolen og Retten i afgørelserne af personalesager mellem EU og dets ansatte. Personaleretten består af syv dommere udvalgt af EU-domstolen og er den første af de såkaldte særlige retsinstanser, som Rådet med Nice-traktaten har adgang til at oprette. 19 Kapsis i Cini, 2007: Craig & De Burca, 2003:

19 en sag, der kommer enten fra nationale domstole, regeringer eller fra den offentlige debat. Hvorledes EU-domstolen påvirkes og hvordan den selv præger EU-retten og gældende praksis kommer vi meget nærmere ind på i analysen i kapitel 7 og 9. Hvad generaladvokaterne angår, udpeger de fem største medlemsstater én hver, mens de øvrige medlemsstater på skift må udnævne de resterende tre generaladvokater. Generaladvokaternes opgave er at vejlede dommerne med upartiske, og offentlige forslag til afgørelse af de sager, som de forelægges. Det gøres ud fra nøje udarbejdede juridiske argumenter og kompetent saglig viden. Dommerne er på ingen måde er forpligtet til at følge generaladvokaternes udtalelser, og der er stor forskel på, hvorvidt de vælger at følge dem eller ej. Det understreger, at den juridiske metode er så fleksibel, at man indenfor de samme retsakter kan nå forskelligartede konklusioner. Generaladvokaternes udtalelser kan dog give et fingerpeg om, hvorvidt man kan forsvare en alternativ fortolkning af en given dom, og vi vælger derfor at bruge generaladvokaternes udtalelser til at afdække, hvilket muligt handlerum EUdomstolen kan siges at have i forhold til EU-rettens fortolkningsramme vedrørende de enkelte domsafsigelser Sagstyper og procedurer ved Domstolen Det hører med til forståelsen af EU-domstolens organisering og virke at se nærmere på, hvilke typer sager, der indbringes for Domstolen. Sagerne afviger fra sager ved nationale domstole, da EU-domstolen er en supranational domstol, og derfor juridisk set står over de nationale domstolssystemer. Ved EU-domstolen skelnes der mellem følgende tre væsentlige typer af sager: Præjudicielle forelæggelser, hvor nationale domstole på opfordring af private eller juridiske personer, der kræver sin ret, forhører sig ved EU-domstolen om fortolkning af bestemmelser i EU-retten. Traktatbrudssøgsmål, hvor det typisk er Kommissionen, der anlægger sag mod en medlemsstat, hvis der er mistanke om overtrædelse af EUrettens forpligtelser, f.eks. forsømmelse af korrekt og rettidig implementering af 21 Flere af vores informanter peger på betydningen af, hvilken generaladvokat, der er sat på en sag, og hvordan dommersammensætningen er. Begge dele interessante betragtninger, som Domstolens system med anonyme dissenser desværre fratager os muligheden for at undersøge nærmere. 17

20 traktatbestemmelserne 22. Og endeligt annulationssøgsmål, hvor Domstolen kan prøve lovligheden af en retsakt med henblik på at få den annulleret, hvis der er juridiske uoverensstemmelser. I den nedenstående tabel ses, hvordan de forskellige typer af sager behandles ved Domstolen. Mens der ikke kan afviges fra de dele af figuren, der står udenfor parentes, kan det variere om procedurerne i parentes finder sted alt efter, hvilken sagstype og proces, der er tale om. Tabel 2.1 Sagsbehandlingen ved Domstolen 23 Direkte søgsmål og appelsager Præjudicielle sager Stævning Stævningen forkyndes for sagsøgte af Justitskontoret Offentliggørelse af stævningen i Den Europæiske Unions Tidende (serie C) [Foreløbige forholdsregler] [Intervention] Svarskrift [Formalitetsindsigelse] [Replik og duplik] Skriftlig forhandling [Ansøgning om fri proces] Udpegelse af refererende dommer og generaladvokat Den nationale rets afgørelse om forelæggelse Oversættelse til Den Europæiske Unions øvrige officielle sprog Offentliggørelse af de præjudicielle spørgsmål i Den Europæiske Unions Tidende (C-udgaven) Forkyndelse for parterne i hovedsagen, medlemsstaterne, EU-institutionerne, EØSstaterne og EFTA-tilsynsmyndigheden Skriftlige indlæg fra parterne, staterne og institutionerne Den refererende dommer udfærdiger foreløbig rapport Møde mellem dommere og generaladvokater Henvisning af sagen til et dommerkollegium [Bevisoptagelse] Mundtlig del [Retsmøde; retsmøderapport] [Generaladvokatens forslag til afgørelse] Dommernes votering DOM Da vi i vores analyse af opholdsretten for tredjelandsborgere udelukkende beskæftiger os med de præjudicielle sager, er det dem, vi fokuser på i det følgende afsnit. 22 Derudover beskæftiger Domstolen sig med fornyet prøvelse, appelsager og passivitetssager. Da en udførlig redegørelse for disse sager ikke er relevant for vores opgave, henvises der til for en nærmere beskrivelse. 23 Figuren er taget fra; 18

21 Når en præjudiciel sag bringes for EU-domstolen, er proceduren delt i to faser; en skriftlig og en mundtlig. Den skriftlige del af proceduren er den mest omfattende, og regnes for den vigtigste. Her forelægges sagens erklæringer, ansøgninger, forsvar og påstande, og alle relevante dokumenter i sagen præsenteres for parterne. Ved den kortere og noget mere begrænsede mundtlige del forbereder og fremlægger en udpeget refererende dommer en retsmøderapport, som opsummerer alle fakta og frembragte argumenter i sagen. Herefter påbegyndes processen, hvor de forskellige parter kan høres, der kan indbringes vidner og eksperter under retssagen, ligesom generaladvokaten kommer med sin indstilling til dommens udfald. Praksis er med tiden blevet, at Domstolen stiller spørgsmål til de juridiske repræsentanter, hvis der er specifikke emner, som den finder særligt relevant for sagen 24. Medlemsstaterne, Kommissionen, Parlamentet og Rådet har mulighed for at give indlæg i både den skriftlige og den mundtlige del af proceduren for at tilkendegive kritiske holdninger og problematikker i et forsøg på at påvirke Domstolen i en ønsket retning. I hvor stor udstrækning, de forskellige aktører gør brug af denne mulighed, og hvorvidt Domstolen tager indlæggene til efterretning, ser vi nærmere på i analysekapitel 7 og 9. I visse tilfælde kan man være nødsaget til at behandle en sag ved hasteprocedure, hvilket blandt andet var tilfældet i Metock-dommen. Hasteproceduren gør det muligt for Domstolen inden for en væsentligt afkortet frist at behandle de mest følsomme spørgsmål vedrørende området for frihed, sikkerhed og retfærdighed herunder politisamarbejde og retligt samarbejde i civile sager og i kriminalsager samt visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer. Hastesagerne behandles i en afdeling med fem dommere, som er særligt udpeget, og den skriftlige fase gennemføres i praksis elektronisk, og er i væsentligt omfang begrænset, både hvad angår varigheden og antallet af aktører, som har ret til at indgive skriftlige indlæg. Der bliver heller ikke udarbejdet nogen retsmøderapport, hvilket forringer gennemsigtigheden. Herefter afsiges dommen. Da dissenserne som tidligere nævnt ikke er synlige og dommerne har tavshedspligt, er der derfor nogle aspekter, som vi ikke er i stand til at undersøge ved udfaldet af en dom. Vi er derfor ikke blot af teoretiske grunde, men 24 Craig & De Burca, 2003: 94 19

22 også af empiriske årsager, nødsaget til at behandle Domstolen som en enhedsaktør velvidende, at 27 dommere af forskellige årsager, sproglige, kulturelle mv., ikke altid kan være enige i domsafgørelserne, og at kompromisser indgås på samme vis, som man ser det ved U.S. Supreeme Court. Hvordan EU-domstolen vælger at anvende sit handlerum kan derfor påvirkes af internt uenighed. Det er imidlertid faktorer, som vi af gode grunde kan ikke undersøge. Domstolen baserer som oftest sine afgørelser på tidligere afsagte domme (retspraksis), men anser ikke sig selv for værende underlagt et decideret præcedens-system. 25 Det ses blandt andet i tilfælde, hvor Domstolen med henvisning til tidligere domme, påpeger ændringer i retspraksis. Den konstante videreudvikling af retspraksis med fokus på en stadigt snævrere union er dog med til at styrke Domstolens indflydelse og dens betydning for udviklingen af den Europæiske Union. Det skyldes blandt andet, at Domstolens retspraksis vejer tungt, når lovgivningsmagten skal udarbejde nye direktiver, hvilket vi uddyber i analysen af opholdsdirektivet i kapitel 8. I de ovenstående afsnit er det blevet gennemgået, hvordan EU-domstolen har opnået sine kompetencer, og hvordan de anvendes i praksis. I det følgende vil vi diskutere, hvorfor nogle medlemsstater opfatter denne rolle som problematisk. 2.4 To demokratiopfattelser Domstolskritikere mener, at der må stilles spørgsmålstegn ved EU-domstolens rolle i forhold til tanken om magtens tredeling og domstole generelt set som objektiv lovtekstfortolker ud fra en påstand om, at EU-domstolen med tiden er blevet politisk. Der er med andre ord tale om, at Domstolen har udviklet sig fra la bouche de la loi lovens stemme til le constructeur de la loi lovens skaber. 26 Hvorvidt man opfatter denne udvikling som problematisk, hænger nøje sammen med den rolle man mener, at Domstolen bør spille, og i det følgende viser vi, hvorledes forskellige demokratitraditioner indenfor Europa er med til at farve synet på EU-domstolen. 25 Craig & De Burca, 2003: Interview med Hjalte Rasmussen, bilag 5b. 20

23 Ifølge Marlene Wind eksisterer der i Europa to forskellige demokratiopfattelser og syn på, hvilken rolle en domstol skal spille i forhold til den klassiske tredeling af magten; henholdsvis flertalsdemokratiet og det konstitutionelle demokrati. Der er i den danske såvel politologiske som juridiske forskning meget lidt fokus på domstolens politiske rolle i almindelighed og EU-domstolens politiserende kompetencer i særdeleshed. Vi mener, at en af grundene hertil er den skandinaviske realisme, også kaldet retspositivisme, som hænger nøje sammen med den flertalsdemokratiske tradition. Retspositivismen bygger på opfattelsen af at adskille ret og moral, hvor domstolene kun beskæftiger sig med førstnævnte. I Danmark ses den dømmende magt derfor generelt som objektiv, værdineutral fortolker af den lovgivning, som et flertal i Folketinget har vedtaget. Et andet argument indenfor den flertalsdemokratiske retstradition for ikke at medtænke domstolen som havende politisk indflydelse er, at denne juridiske institution mangler demokratisk legitimitet. Den dømmende magt er ikke direkte folkevalgt på samme måde som den lovgivende magt er det. For eksempel er danske højesteretsdommere udpeget af den siddende regering. 27. Man kan også se udtryk for den skandinaviske realisme i det faktum, at Højesteret kun én gang har anvendt sin prøvelsesret over for Folketinget, nemlig i Tvind-dommen fra Den konstitutionelle demokratiopfattelse og den retstradition, der knyttes hertil ses blandt andet i Tyskland, hvor man har etableret en decideret forfatningsdomstol til at sikre, at lovgivningsmagten ikke bryder sine grænser. Sammenlignet med den flertalsdemokratiske opfattelse anses domstolssystemet ifølge den konstitutionelle tradition i meget tydelig grad som lovens vogter, og EUdomstolen er i langt højere grad tildelt en rolle som proaktiv vagthund overfor lovgivningsmagten 28. Det betyder, at Domstolen anvender sin prøvelsesret over for lovgivningsmagten og derigennem kan øve indflydelse på den politiske proces. Den danske skepsis over EU-domstolen og diskussionen om grænserne for den klassiske magtfordelingslæres tre grene ses ikke på samme måde i det øvrige Europa, hvor domstolene efter Anden Verdenskrig har fået en mere magtfuld og 27 Kelstrup, Martinsen & Wind, 2008: Dworkin i Kelstrup, Martinsen og Wind, 2008:

24 selvstændig rolle. Man har for at undgå gentagelsen af så voldsom magtudnyttelse prist stærke domstole velkommen. De er blevet opfattet som borgerrettighedernes beskytter, og de sikrer, at lovgivningsmagten ikke går for yderligt. Ud fra denne konstitutionelle demokratiopfattelse har man etableret EU-domstolen. Og det er formentlig også en af forklaringerne på, at den navnlig danske kritik af EUdomstolens kompetencer ikke for alvor har fået fodfæste i resten af Europa. Det betyder dog ikke, at EU-domstolens afgørelser ikke er til diskussion. Netop debatten omkring EU-domstolen i forbindelse med Metock-dommen viser den uenighed, der er omkring, hvor retsskabende og politisk en rolle EU-domstolen må have. Ligeledes viser det, hvor forskellige retstraditioner, man opererer med indenfor EU, nemlig retspositivismen versus retsskabende og dynamisk juridisk aktivisme. Men hvad menes der egentlig, når der tales om en dynamisk fortolkningsstil og juridisk aktivisme? Det vil vi komme nærmere ind på i næste afsnit. 2.5 Domstolsaktivisme Activism, like beauty, is often in the eye of the beholder. 29 Domstolsaktivisme eller juridisk aktivisme er på ingen måde et entydigt begreb. Dels er der forskellige syn på domstolsaktivisme alt efter, om man anskuer det ud fra en politologisk eller juridisk vinkel, men også indenfor henholdsvis den politologiske og juridiske disciplin er der varierende opfattelser af begrebet. Som nævnt i foregående afsnit har forskellige retstraditioner i Europa og ikke mindst forskellige teoretiske udgangspunkter afgørende betydning for den juridiske forståelse af domstolsaktivisme. I det følgende vil vi derfor præsentere nogle af de væsentligste forskelle i et forsøg på at indsnævre, hvordan vi definerer aktivisme i juridisk forstand, mens vi i kapitel 5 i kommer ind på, hvordan vi ud fra Weingasts teorimodel definerer domstolsaktivisme i politologisk forstand. I EU-sammenhæng forstås juridisk aktivisme overordnet set som den praksis, EUdomstolen forsøger at anvende for at styrke sin magt og position i EU til at fremme 29 Sherry i Lindquist & Cross, 2009: 1 22

25 den europæiske integration. 30 En praksis, som jævnligt er til debat, når den står i modsætning til medlemsstaternes nationale interesser og måske vil blive mere udtalt efter, at Lissabon-traktaten har ophævet Domstolens tidligere begrænsning inden for søjle 1 jf. afsnit EU-domstolens opgave er, foruden at dømme i henhold til gældende lov, at kontrollere, at lovgivningsmagten ikke overtræder lovens grænser. Det betyder, at Domstolen har prøvelsesret overfor den lovgivning, der vedtages. EU-domstolen skal som supranational domstol sikre, at medlemsstaterne respekterer EU-retten, og at de nationale domstole dømmer i henhold til dette retsgrundlag jf. princippet om EUrettens forrang og direkte virkning. Domstolen skal ligeledes komme med præcis fortolkning af traktatbestemmelserne, hvor der må forekomme tvivl, og det er ofte her, at den kritiseres for at være for aktivistisk. I forlængelse af det indledende citat kan aktivisme ses som synonym med juridiske beslutninger, der på upassende vis blander sig med det politiske beslutningsprærogativ, som lovgivningsmagten ellers forbindes med. Om man betegner det som aktivisme, at Domstolen benytter sig fuldt ud af sit handlerum i forhold til dens tildelte kompetence og går lige til grænsen i forfølgelsen af sine præferencer, når der afsiges domme, afhænger af beskuerens retsopfattelse og syn på Domstolens virke. For integrationsskeptikere kan det virke kontroversielt og grænseoverskridende, når Domstolen som den mest integrationsfremmende aktør i EU agerer i dette øjemed, og kritikere vil derfor heller ikke tøve med at udnævne domstolsaktivisme til at være et negativt ladet begreb. Det er dog også vigtigt at se domstolsaktivisme i en politisk kontekst og ikke kun identificere the eye of the beholder. For eksempel er der stor forskel på aktivisme i forståelsen civil rights aktivist, hvor målet er at skabe lige og vide rammer for borgeres rettigheder og judge misusing authority, hvor aktivistiske dommere ofte forbindes med forfølgelsen af egeninteresser ud fra en individuel opfattelse af, hvad der er bedst for borgerne. 32 I EU er der oftest tale om en balancegang mellem Domstolens og medlemsstaternes interesser. Domstolen ønsker på den ene side at sikre EU-borgeres lige rettigheder og 30 Kapsis i Cini, 2007: Kapsis i Cini, 2007: Lindquist & Cross, 2009:

26 fremme den juridiske integration i dybden, så dens eget eksistensgrundlag og magtfulde position opretholdes, mens medlemsstaterne, der er afhængige af Domstolens fortolkningskompetence, på den anden side ikke vil miste deres suverænitet og nationale domstolspraksis og derfor til en vis grad ønsker at kunne kontrollere og begrænse domstolsaktivisme. At kontrollere og begrænse domstolsaktivisme er dog lettere sagt end gjort, og gøres i forhold til EU-domstolen mere vanskeligt af, at EU-samarbejdets lovgivning er så hullet, det vil sige så vagt og tvetydigt formuleret, at lovgivningsmagten egenhændigt kan have svært ved at fylde hullerne ud. Der er med andre ord behov for, at EU-domstolen kan være med til at gøre lovgivningen mere gennemskuelig, tidssvarende og til tider mere omfangsrig i forhold til at inkludere nye politikområder. Kritikken af Domstolen går i forlængelse heraf på, at den politiserer og selvstændigt vælger hvilke værdier, der bør lægges vægt på i den enkelte dom. At den juridiske metode med andre ord er så fleksibel, at der kan findes juridisk grundlag, til et hvilket som helst udfald af en dom, som Domstolen måtte ønske. Denne holdning er i særdeleshed repræsenteret af vores ene informant Dr. Jur. Hjalte Rasmussen. 33 For størstedelen af vores øvrige informanter, som i øvrigt næsten alle er jurister, gør det sig gældende, at de anerkender Domstolens udvidende beføjelser. De er til gengæld af den opfattelse, at Domstolen altid dømmer inden for den ramme af beføjelser, som den er tildelt gennem traktaterne. Særligt EF-traktatens præampel om en stadig snævrere Union, som blev beskrevet i afsnit 2.1, tillægges i den forbindelse stor vægt. Det skal understreges, at de ikke selv opfatter denne form for udvidede beføjelser som aktivisme, idet disse informanter opfatter aktivisme som noget ulovligt, som Domstolen ikke har hjemmel til. Vi kan således se en klar opdeling af vores informanters opfattelse af domstolsaktivisme. En diskussion vi vender tilbage til i analysekapitlerne 7 og 9, samt i diskussionen i kapitlet 10, hvor vi diskuterer vores analyseresultater og politologiske opfattelse af domstolsaktivisme og sætter dem i forhold til den mere juridiske opfattelse af aktivisme. 33 Interview med Hjalte Rasmussen, bilag 5b 24