Den moderne by vokser frem

Transkript

1 Den moderne by vokser frem Af stadsarkivar, ph.d. Henning Bro, Frederiksberg Stadsarkiv Frederiksberg Stadsarkiv har i 2015 sat fokus på det moderne Frederiksberg, der voksede frem indenfor de seneste godt tres år. Først ved en udstilling om byens nybyggeri i 1950 erne og 1960 erne i april. Årets Golden Days-festival stiller i september desuden spørgsmål til kulturarvsbegrebet, hvilket har foranlediget Stadsarkivet til at præsentere en række bebyggelser, byrum og bygninger fra hele perioden. I forlængelse heraf giver denne artikel en oversigt over de mest centrale nye kvarterer og bebyggelser, som opstod på Frederiksberg i den sidste halvdel af det 20. århundrede og efter årtusindeskiftet i forbindelse med byens sidste udbygning og de saneringer og byomdannelser, som fulgte i kølvandet af periodens erhvervs- og befolkningsmæssige transformation. I en artikel Frederiksberg gennem tiderne 2015, der udkommer til december, sættes herudover fokus på den bydel, Nordens Plads, der opstod i den yderste udkant af byen mellem slutningen af 1950 erne og i de følgende 20 år. Forhistorien I midten af det 20. århundrede var Frederiksberg stort set udbygget og befolkningstallet nået op på næsten Udover Frederiksbergs nye centrum mellem den gamle landsby i Allégade og banegården var byen i det forrige århundredes sidste halvdel vokset frem til allé-linjen: Falkoner Allé, Allégade og Pile Allé. Her bestod bebyggelsen i først omgang af spredt fabriksanlæg, mindre industri- og arbejderkvarterer og ikke mindst store villakvarter. I årtierne omkring århundredeskiftet bredte byen sig videre frem til Fasanvejs-linjen. Etagehusene tog over både i de nye Svømmehals- og Sindshvilekvarterer og øst for allé-linien, hvor de voksede frem på de sidste ledige grunde og ellers bredte sig ind i de ældre villakvarterer. Ny industri skød også op, men blev nu lagt i mere selvstændige kvarterer: Nord og syd for banegårdens sporterræn og i den vestlige del af Mariendalskvarteret. Op gennem den første halvdel af det 20. århundrede udbyggedes hovedparten af det vestlige Frederiksberg vest for Fasanvejs-linjen. Kommunen havde nu fået en række instrumenter til at styre bebyggelsesudviklingen, hvorfor den her blev mere regelmæssig, åben og opdelt efter byggeriet art: Enten særlige kvarterer med etagebyggeri, parkanlæg, industrikvarterer eller kulissebyggeri med etagehuse langs de gennemgående veje og bagvedliggende vidtstrakte villakvarterer. Efterkrigstidens by I århundredets sidste halvdel bebyggedes de sidste ubebyggede arealer. Samtidig oplevede Frederiksberg både afindustrialisering og et faldende folketal, der bundede i 1988 med Byens industri søgte ud til forstæderne, hvor der var bedre plads til de større produktionsanlæg, til lavtlønsområder i Jylland eller bukkede under 1970 erne og 1980 ernes krise. Samtidig flyttede folk fra provinsen og fra Frederiksberg og København ud til forstædernes store villaområder eller moderne almene boligbyggeri. Ved bebyggelsen af de sidste friarealer og det erstatningsbyggeri, der rejste sig efter at ældre fabriks- og boligbyggeri blev overflødigt, introduceredes bebyggelsesformer og boligbyggeri, der var præget af tidens arkitektoniske og byplanmæssige strømninger, og som kom til at adskille sig markant fra den karakter det øvrige og ældre Frederiksberg havde. 3

2 Udsnit af bebyggelsen Ved Fuglebakken, Den sidste udbygning Større områder, overvejende kommunalt ejede, der i 1950 kunne inddrages til ny bebyggelse fandtes kun spredt flere steder i den vestlige del af byen, vest for Fasanvejene. Her henlå restarealer, der ved udlæggelse til forskellige midlertidige formål, på sigt kunne erstattes af varigt byggeri. Ydre Godthåbsvej Mens kvartererne på begge sider af den ydre del Borups Allé allerede var blevet udbygget op gennem århundredets første halvdel, fandtes der langs den vestligste del af Godthåbsvej i 1950 stadig enkelte restarealer, der kunne inddrages til permanent bebyggelse. På den trekantede grund, der afgrænsedes af Godthåbsvej, Tesdorpfsvej og Mathilde Fibigers Vej, havde Haveforeningen Store Godthåb siden 1895 drevet en velorganiseret havekoloni, hvis jord allerede i 1908 var opkøbt af kommunen. Mens de omkringliggende samtidige haveforeninger på private grundarealer allerede forsvandt i takt med villabebyggelsen af Fuglebakkekvarteret og det store kvarter omkring 5. Juni Plads og Tesdorpfsvej og kulissebyggeriet med etagehuse langs Godthåbsvej i det 20. århundredes første halvdel, havde kommunen længe holdt hånden over Haveforeningen Store Godthåb. Først da kvartererne nærmede sig den totale udbygning blev haveforeningen i 1953 bedt om at rydde den centralt beliggende grund, der nu var solgt til ejendomsaktieselskabet Ved Fuglebakken. I de følgende år opførte selskabet på grunden med kommunalt garanterede statslån fire syvetagers parallelt liggende blokke med i alt 217 lejligheder vinkelret på Godthåbsvej og mellem blokkene lave blokke med biblioteksfilial og en række af butikker, der dannede en art butikstorv ud mod vejen. Ud til Mathilde Fibigers Vej opførtes endvidere ti rækkehuse, der adskiltes fra blokkene ved Godthåbsvej af et stort grønt område. 4

3 Allerede i slutningen af 1930 erne havde kommunen opført de første pensionistboliger i form af to parallelt liggende blokke med 128 lejligheder på en del af vandværkets grund, der nord for den yderste del af Godthåbsvej strakte sig ned til Grøndalsåen og bygrænsen. I den sidste del af 1950 erne opførte Frederiksberg forenede Boligselskaber med statslig og kommunal støtte på kommunens restareal mellem Godthåbsvej og pensionistboligerne afdelingen Vandværksgården, der med 56 lejligheder omfattede to blokke. Sammen med Godthåbsvænge kom de to sociale boligbebyggelser i den vestlige del af Fuglebakkekvarteret til at udgøre en enklave af etagebyggeri, der med 1960 ernes erstatningsbyggeri på de tidligere industrigrunde langs S-banelinjen blev til et større kvarter med etagebebyggelser mellem denne linje og Vagtelvej og ned mod Godthåbsvej. I villakvarteret ved 5. Juni Plads og Tesdorpfsvej syd for Godthåbsvej udgjorde Mohrs gartneri for enden af Moltkesvej i 1950 kvarterets sidste ubebyggede areal. I årtiets første år nedlagdes gartneriet, Moltkes Vej førtes ind over grunden med udløb i Bernhard Bangs Allé, hvis fabriksanlæg var en forlængelse af industrikvarteret langs Fabrikvej (nu Stæhr Johansens Vej). Vinkelret på det nyanlagte stykke af Moltkesvej opførte ejendomsaktieselskabet Moltkes Have med statslån og udstrakte kommunale lånegarantier for statslån og private lån ti mindre parallelt liggende boligblokke fordelt med fem blokke på hver side af vejen. Bebyggelsen afsluttedes på den sydlige side af vejen ud mod Bernhard Bangs Allé af en sjette blok, der opførtes af Ejendomsselskabet af 15. Juni 1949, og kom til at rumme 220 lejligheder. For at give blokbebyggelsen karakter af rækkehuse og for dermed at i indpasse den villakvarteret lå blokkenes enkelte dele let forskudt i forhold til hinanden, og blev kun på to etager med udnyttet tagetage. 1 Blokbebyggelsen Moltkes Have,

4 De kommunale pensionistboliger i bebyggelsen Finsens Have, Finsensvejs vestlige del Som en art forlængelse af det betydelige kommunale og i udstrakt grad offentligt støttede private og foreningsbaserede etagebyggeri, der var skudt op i Lindevangskvarteret under første verdenskrig og op gennem mellemkrigstiden, havde bebyggelsen vest for langs den ydre del af Finsensvej på samme tid fået tilsvarende karakter af socialt orienteret boligbyggeri. Allerede i årene omkring den første verdenskrig havde haveboligforeningen Frederiksberg Kommunale Funktionærers Boligforening nord for den yderste del af Finsensvej med omfattende offentlig støtte opført en koloni af haveboliger ved Buen og Ved Grænsen. På den modsatte side af Finsensvej var kommunen samtidig fulgt efter med lave boligblokke for husvilde mellem Gustavs Johannsens Vej, Christian Paulsens Vej og Sønderjyllands Allé. Vest for på den nordlige del af den kommunale planteskoles grund mellem Sønderjyllands Allé og godbanelinjen havde kommunen i starten af 1940 erne opført tre femetagers blokke med pensionistboliger ved Peter Graus Vej med 175 lejligheder. Mens husvildeblokke i samtiden var af rimelig standard, blev de nu mere end 20 år efter betragtet som udtjente. Blokkene øst for Nis Lorenzens Vej blev derfor fjernet og erstattet af Frederiksberg forenede Boligselskabers afdelinger Havremarken og Hvedemarken, to parallelt liggende stats- og kommunalt støttede blokke vinkelret på Finsensvej mellem Gustav Johannsens Vej og Nis Lorenzens Vej. Lige øst for havde kommunen allerede i midten af 1930 erne opført to blokke på hver side af Gustav Johannsens Vej ved dennes udløb i Finsensvej, hvis øvrige kulissebyggeri af 6

5 etagehuse på begge sider af vejen i helt overvejende grad var blevet opført med offentlig støtte op gennem mellemkrigstiden. Også på nordsiden af Finsensvej øst for Kommunefunktionærernes boligforening var der i 1950 på den vestlige del af Flintholm Allé opstået et større sammenhængende socialt boligbyggeri. Det var startet i slutningen af 1930 erne med to vinkelformede blokke opført af kommunen og med offentlig støtte af ejendomsaktieselskabet Færøgård. Nord for var Frederiksberg forenede Boligselskaber i 1941 fulgt efter med yderligere en offentligt understøttet vinkelformet blok i afdelingen Grønlandsgård, og i slutningen af 1940 erne havde kommunen nord herfor rejst yderligere to vinkelformede blokke og en aflang blok langs den nordligste del af Flintholm Allé. På alleens østside lå fabriksanlæg, der sammen med de kommunale værker på den bagvedliggende grund udgjorde et samlet industrikvarter. Inde på gasværkets grund havde kommunen på Einer Jensens Vænge i starten af 1940 erne desuden opført 48 lejligheder af det bygningsmateriale, der havde kunnet genanvendes efter saneringerne af De Classenske Boliger i Svømmehalskvarteret. I 1950 bestod et af områdets tilbageværende restarealer, der kunne inddrages til en kommende permanent byggeri, af nogle fodboldbaner udlagt mellem el- og gasværket og to af mellemkrigstidens storgårdskarréer ud til Lauritz Sørensens Vej i Lindevangskvarteret. I løbet af 1950 erne opførtes her en vinkelformet femetagers halvkarré på Lauritz Sørensens Vejs vestside. Den del af hjørneejendommen der lå ud til Lauritz Sørensens Vej stod kommunen bag, og den omfattede 160 pensionistboliger, mens Frederiksberg forenede Boligselskaber med afdelingen Finsensgård med offentlig støtte opførte den fløj, der med 71 lejligheder lå ud til Finsensvej. De resterende husvildeblokke længere ude ad Finsensvej udgjorde i 1950 områdets andet restareal. Netop i 1950 bebyggede Frederiksberg forenede Boligselskaber med offentlig støtte den sidste del af det område, der var ryddet i 1940 erne, med en femetagers blok med 59 lejligheder. Den nye afdelingen Rugmarken fik stort set samme placering og indretning som de to blokke selskabet havde opført lige øst for i begyndelsen af1940 erne. Vest for Rugmarken fjernedes husvildeblokkene nogle år efter og erstattedes i slutningen af 1950 erne af en af Frederiksberg forenede Boligselskaber opført, offentligt støttet, femetagers randbebyggelse med 148 lejligheder, biblioteksfilial og fritidsklub, langs Nis Lorenzens Vej og Finsensvej frem til Sønderjyllands Allé. På grundens indre afgrænset af randbebyggelsen mod øst og nord og af Sønderjyllands Allé og Christian Paulsens Vej mod vest og syd, opførte kommunen på samme tid tre femetagers blokke med 200 pensionistboliger og en række fælles faciliteter som centralvaskeri, festlokaler, forsamlingslokale, hobbyrum og solterrasser. Hele bebyggelsen, der til sammen kom til at rumme næsten 350 lejligheder fik navnet Finsens Have. Det samlede boligbyggeri, der således gennem flere årtier og til sidst gennem 1950 erne var blevet udbygget på den yderste del af Finsensvej, stødte mod syd op til det nogle få årtier før udlagte åbne trekantede område, der omfattede byens idrætspark, selve Søndermarkskolen og dens boldbaner og skolehaver samt øvrige grønne områder, og lige vest herfor Den Sønderjyske By mellem Sønderjyllands Allé og godsringbanen. Et kvarter med lave storgårdskarrédannende blokke opført af kommunen i 1920 erne og i 1930 erne, blev sammen med kommunens øvrige beboelsesejendomme overdraget til det nyoprettede almennyttige Frederiksberg Boligselskab. I tilknytning til Den Sønderjyske By opførte boligselskabet med offentlig støtte i den sidste halvdel af 1930 erne mellem Mørk Hansens Vej og nordsiden af Peter Bangs Vej afdelingerne Sønderjyllandsgården og Solbjerggård, og mellem de to afdelinger havde datterselskabet Frederiksberg forenede Boligselskaber i 1945 rejst den ligeledes offentligt støttede afdeling Broagerhus med i alt tre, nogenlunde ens, femetagers, åbne storgårdskarréer ud mod Peter Bangs Vej. Syd for og længere inde ad Peter Bangs Vej var kulissebyggeriet langs vejen opstået på samme tid og i de to forudgående årtier. 2 7

6 Uppsalahus, et af de fire venskabsbyhuse langs Roskildevej, Langs den vestligste del af Roskildevej Allerede i 1950 var hele bæltet omkring Peter Bangs Vej således helt udbygget. Det samme gjaldt i vid udstrækning de syd for liggende villakvarterer ned til Troels-Lunds Vej. Områderne syd for vejen, omkring den vestlige del af Roskildevej, rummede derimod Frederiksbergs eneste større sammenhængende arealer, der havde et videre udviklingspotentiale, og som skulle få en bebyggelsesstruktur, der blev forskellige fra den ørige del af byen. I den første halvdel af 1950 erne kunne Frederiksberg forenede Boligselskaber med massiv offentlig understøttelse mellem jernbanen og Søndermark Kirkegård opføre punkthusene Søndermarken med næsten 450 lejligheder. Langs den nyanlagte Borgmester Fischers Vej opførtes på den vestre side en lav bygning til en daginstitution og fire højhuse på fjorten etager, der blev omgivet at grønne friarealer med græsplæner og legepladser. På vejens østside ved dens udløb i Roskildevej rejstes et femte tilsvarende højhus, der blev bygget sammen med en toetagers bygning der rummede en nye lokal biblioteksfilial og hvis otte butikker sammen med højhusets øvrige dagligvareforretninger dannede et lille butikstorv ud til den gamle hovedvej. Punkthusene Søndermarken blev et af de første bebyggelser med bolighøjhuse i Danmark og var direkte inspireret af Le Corbusiers byplanteori, hvorefter fremtidens byer skulle udlægges som punkthuse med omgivne store friarealer. Men bebyggelsen repræsenterede også en nydannelse i danske boligbyggeri: Fra mellemkrigstidens parkudlagte blokbyggeri til mere integrerede parkbebyggelser, hvor de enkelte boligbyggerier, enten i form af højhuse eller lavere blokke, blev mere integrerede bydele med eget butikstorv og lokale institutioner i form af daginstitutioner, lokalbibliotek og skole. I forhold til det helt dominerende karrebyggeri i den del af Frederiksberg der var opstået før 1950 blev punkthusene Søndermarken en ny og helt særegen del af byen. Som planløsning blev modellen også anvendt ved de københavnske Bellahøjhus og ude i forstæderne. På nær Roskildegården fra 1936 og den kommunale seksetagers åbne storgårdskarre fra 1949 bebyggedes den nordlige del af den yderste del af Roskildevej først i 1950 erne og 1960 erne. 8

7 Parallelt med Roskildevej anlagdes Rådmand Steins Allé og mellem de to veje opførte private byggekonsortier i den første halvdel af 1950 erne med offentlig støtte Uppsalahus, Bærumhus samt Tavastehus. I alt mere end 430 lejligheder i tre næsten identiske u-formede syvetagers åbne storgårdskarrer med haveanlæg ud mod Roskildevej, opkaldt efter Frederiksbergs svenske, norske og finske venskabsbyer. Opførelsen af det sidste og vestligste venskabsbyhus, Havnefjord, på nordsiden af Roskildevej blev påbegyndt i efteråret Den første del stod færdig i starten af 1960 erne, mens den sidste del først blev afsluttet i den første del af 1970 erne. Huset, der kom til at rumme 126 lejligheder, blev lidt anderledes end de ældre venskabsbyhuse, da det udformedes som en lang syvetagers blok parallelt med Roskilde og en mod øst vinkleret liggende fløj. På den sydlige del af arealerne mellem Rådmand Steins Allé og Troels-Lunds Vej opførte Foreningen til Fremskaffelse af boliger for ældre og enlige med offentlig støtte fra slutningen af 1950 erne og frem til midten af 1960 erne to kollektivhuse med næsten 500 lejligheder: Frederiksgården og Sophie Amalie Gården. Begge huse omfattede to otteetagers boligblokke, der omsluttede et haveanlæg og en lavere forbindelsesfløj med reception, centralkøkken, restaurant, selskabslokaler og læsestue. Selv om der i hovedstaden og provinsbyerne tidligere var gjort forsøg med kollektivhuse betegnede de to kollektivhuse en nydannelse, navnligt i forhold til de nye former for mere beskyttede boliger. Nord for kollektivhusene opførtes noget efter to plejehjem og en ny bygning for den private Johannesskolen. Det sidste område der bebyggedes ved den yderste del af Roskildevej, blev den nye bydel ved Nordens Plads, som rejste sig fra slutningen af 1950 erne og i de følgende tyve år. Først i den østlige ende med bydelens skole og de første af Frederiksberg forenede Boligselskabs blokke fra slutningen af 1950 erne. Fra midten af 1960 erne fulgte højhuset Domus Vista med forretninger og kontorlokaler i den nedenfor liggende toetagers centerbygning og i starten af 1970 erne endnu en blok til boligselskabet i bydelens nordøstre hjørne og to syvetagers blokke lige syd for centret og Domus Vista med kommunale pensionistboliger og boliger for Vanføres Boligselskab. Længere mod vest kom bydelen i resten af 1970 erne til at bestå af zoner med private terrassehuse og tæt-lavt byggeri. Frederiksberg forenede Boligselskabers punkthuse,

8 Højhuset Domus Vista ved Roskildevej under opførelse, Skabelsen af bydelen ved Nordens Plads var udtryk for efterkrigstidens moderne byplanmæssige strømninger om en lukket og selvbærende bydel med internt vejsystem, et centralt højhus og omkringliggende lavere boligblokke, et forretningscenter og en række kommunale institutioner. En blanding af privat, kommunalt og almennyttigt initiativ, hvor hele livet, udover arbejdslivet, kunne leves i bydelen. I forhold til Frederiksbergs udbredte karrebyggeri fra tiden før 1950 kom den nye bydel til at skille sig markant ud og betegnede samtidig et yderligere udviklingstrin i forhold til den parkbebyggelse, der kendetegnede Punkthusene Søndermarken. Som planløsning blev modellen anvendt ved den samtidige københavnske bydel Tingbjerg, men blev i resten af efterkrigstiden det helt centrale element i forstadsbyerne ved stationerne langs S-banerne på Vestegnen og langs Køge Bugt. 3 10

9 De første forandringer af gamle byrum I midten af det 20. århundrede blev hele den vestlige del af Frederiksberg, vest for Fasanvejlinjen, betragtet som forholdsvis nye bydele. På nær enkelte villaer og nogle lidt ældre fabriksanlæg i industrikvarterene på Fabrikvej (nu Stæhr Johansens Vej), og langs den inderste del af Finsensvej og Peter Bangs Vej var hovedparten af området da også bebygget i de første del af århundredet. På samme tid var de sidste del af Svømmehals- og Mariendalskvarterene tillige blevet udbygget, og selv om det ældste etagebyggeri her gik tilbage til 1880 erne, betragtedes kvartererne som helhed i 1950 ikke som gamle og nedslidte. Modsat forholdt det sig med de villakvarter, store enkeltstående fabriksanlæg, boligkarrébebyggelser og de industri- og arbejderkvarterer, der var vokset frem i det forrige århundredes sidste halvdel mellem Sankt Jørgens Sø og allé-linjen, men også dele af byens centrum som i samme periode skød op syd for banegården. I lyset af lovgivningen om boligsyn og saneringer fra slutningen af 1930 erne og den demografiske og erhvervsmæssige forvandlingsproces Frederiksberg påbegyndte i 1950 erne, kom disse områder i spil ved de første store byomdannelsesprojekter og mere spredte saneringer i det 20. århundrede sidste halvdel. Byens centrum Som i enhver anden dansk stationsby havde den nye banegård efter åbningen af jernbanelinjerne gennem Frederiksberg i 1863 nærmest suget al ny bebyggelse til sig helt nede til den gamle landsby ved Allégade, Smallegade og Frederiksberg Bredegade. Det nye kvarter blev hurtigt til byens centrum. Ud over det store foranliggende sporterræn, selve banegården og poststationen var der syd for op gennem resten af 1800-tallet opført et større antal kommunale institutioner, dels Forsørgelses- og hospitalsvæsenets store institutionskompleks mellem banelinjen og Howitzvej, dels lige øst for frem til Falkoner Allé de første kommuneskoler og det første rådhus med en ny brandstation bagved. Hertil kom så etagehusene langs Falkoner Allé, der med det store antal småforretninger og specialbutikker og den tilsvarende krydsende Gammel Kongevej kom til at udgøre forretningsstrøget i byens centrum. Efter udflytningen af Forsørgelses- og hospitalsvæsenets institutioner i 1903 til det endnu større kompleks ved Nordre Fasanvej, hele det nuværende Frederiksberg Hospital, blev kvarterets fortsatte karakter af bycentrum sikret af det offentlige institutionsbyggeri, der op gennem mellemkrigstiden afløste på det tilbageliggende areal: Politigården, Domhuset, Brandstationen og Hovedbiblioteket. På samme tid blev kvarterets to kommuneskoler og nogle villaer inddraget i det rådhuskompleks, der sammen med det gamle rådhus og barakbyggeri i 1950 udgjorde hele den østlige del af grunden på vestsiden af Falkoner Allé mellem Howitzvej og Sylows Allé. For at få reguleret og udvidet Bredegade og Smallegade og skaffe plads til et tilstrækkelig stort nyt rådhus besluttedes det i 1940 at sanere alle udtjente ejendomme mellem de to gader. Altså det område, der oprindelig indgik i landsbyen langs Allégade, men hvis bagvedliggende byggeri siden slutningen af 1700-tallet var blevet stadig mere rodet og fortættet. På den forreste del af grunde rejste i årene Frederiksbergs nye rådhus. Det kom med et grundareal på 60 x 120 m til at omfatte en femetagers randbebyggelse til gaderne med et 70 m højt tårn og en ligeledes femetagers tværfløj og var i samtiden Danmarks største kommunale administrationsbygning. Rådhusets store bygningskrop og de byplanmæssige dispositioner der blev truffet i den sammenhæng, fik også konsekvenser for husets nærmeste omgivelse. Bag rådhuset og foran 4. Maj Kollegiet fra 1951 udlagdes parkeringspladser. Øst for anlagdes i 1964 Storm Petersens Vej mellem Bredegade og Frederik VI's Allé. På den sidste tilbageværende byggegrund på vejens vestside opførte kommunen en seksetagers bygning i nr. 4-6 med kontorer for menighedsplejen, lejligheder for nogle af dens sygeplejersker, en vuggestue samt resterende lejligheder, der her blev stillet til rådighed for kommunens Grundlovskollegium. 11

10 Falkoner Centret, I forgrunden til venstre ses lidt af Rialto-bygningen. Førte det nye rådhus og forandringerne i det omkringliggende område til en markant modernisering af den sydlige del af byens centrum, påvirkede det også området ved det gamle rådhuskompleks. Allerede i efteråret 1951 besluttede kommunalbestyrelsen at sælge grunden, således at der efter ibrugtagningen af det nye rådhus og rydning af rådhuskomplekset her kunne rejses et nyt byggeri. For at understrege både Frederiksbergs karakter af en selvstændig by, men også byens centrum med hovedstrøget Falkoner Allé, det nye rådhus og de omkringliggende andre store offentlige institutioner, skulle det kommende bygningskompleks rumme biograf, teater, selskabslokaler og hotel, og forretninger ud mod alleen og sidegaderne. Under indtryk af den erhvervsmæssige forvandling som netop blev indledt i 1950 erne, skulle komplekset herudover give plads til betydelige arealer til kontorformål, således at byen kunne tiltrække serviceerhverv og liberale erhverv, og dermed de af hovedstadens service- og cityfunktioner, der tegnede til at blive dens fremtidige erhvervsgrundlag. Med et kommunalt garanteret lån på 5 miop. kr. stod Falkoner Centret i 1958 færdigt på hele den gamle rådhusgrund mellem Falkoner Allé, Howitzvej, Sylows Allé og en mod vest nyanlagt parallelvej med foranliggende parkeringspladser mellem de to sidegader. Midt på grunden var der opført en fireetagers service- og restaurantbygning i tilknytning til det tilbagetrukne højhushotel, der med standardværelser og suiter rejste sig med 16 etager. Bag hotellet lagdes biograf- og teaterfløjen mod vest, og foran hotellet dannedes en i første omgang åben torvegård af de femetagers brede fløje, der udførtes langs Howitzvej og Sylows Allé og den på søjler hævede treetagers fløj ud mod Falkoner Allé. Stuetagen i torvegården og i fløjene ud til Falkoner Allé og 12

11 Howitzvej indrettedes til butikker, mens der blev etableret store kontorarealer på fløjenes øvrige etager. På samme tidspunkt blev der gennemført reguleringer på den nordlige side af Smallegade, således at gaden sammen med den omlægning, som var sket i forbindelse med rådhusets opførelse og saneringerne vest for, blev udvidet betragteligt fra Allégade-krydset til sammenløbet med Bredegade. I den forbindelse forsvandt Falkoneralleens Bazarbygning, der fra Smallegade strakte sig ned langs den vestlige og første del af Falkoner Allé og ind på sydsiden af Howitzvej. På stedet rejstes i starten af 1960 erne Rialto-komplekset, som en seksetagers forretningsejendom ud til Allégade-krydset med butikker ud til gaderne, biograf og ellers kontorarealer på etagerne. 4 Codanhus og Frederiksberg Øst Området mellem Sankt Jørgens Sø og H.C. Ørsteds Vej Frederiksberg Øst var et af de steder, der tidligst blev bebygget, da Frederiksberg i den sidste halvdel af 1800-tallet blev forvandlet fra landsby til storby. Her var der på den tid opstået kvarterer med store villaer, hvoraf mange senere var fraflyttet og overgået til liberale erhverv, men også betydelige fabriksanlæg tæt ved villakvarterene og etagebyggeriet. Mellem Vodroffsvej, Vodroffs Tværgade, Schønbergsgade og Gammel Kongevej lå endvidere Schønbergskvarteret med fabrikker ud til den gamle kongevej, bag tværgaden Kongens Bryghus og ellers femetagers lejekaserner som karrédannende randbebyggelser og med mindre industri og værksteder i baggårdene. Kvarteret med dets smålejligheder mindede mest af alt om Indre Nørrebro og Vesterbro, og var i 1950 helt nedslidt. Det 18 etager høje kontorhus Codanhus,

12 For bare så nogenlunde at modvirke både den varige befolkningsnedgang og de erhvervsmæssige følger af den begyndende afindustrialisering, som i midten af 1950 erne måtte anses for en realitet, begyndte den kommunale forvaltning på samme tid at gøre sig mere indgående overvejelser om større byomdannelsesprojekter af dette område og andre tilsvarende andre ældre kvarterer i byen. Målet var at erstatte udtjent eller nedslidt erhvervs- og boligbyggeri med dels nye boligbebyggelser, som i bedste fald kunne fastholde befolkningstallet, dels bygninger med store kontorarealer der skulle kunne tiltrække liberale og servicebetonede erhverv. I den forbindelse udskrev kommunen i 1958 en arkitektkonkurrence om en total byomdannelse af hele af arealet langs Sankt Jørgens Sø og den store firkant, der afgrænsedes af Vodroffsvej, Danasvej. H.C. Ørsteds Vej og Gammel Kongevej. De indkomne forslag, herunder Jørn Utzons vinderprojekt, opererede alle med et tæt højhusbyggeri og ellers lavere blokke udlagt i parklignende omgivelser. Så vidt kom det aldrig. Ved det første konkrete udspil der fulgte af den kommunale forvaltningens overvejelser, blev fokus sat på den sydlige del af Schønbergskvarteret. På hjørnet af Vodroffsvej og Gammel Kongevej lå Kinopalæet fra 1917, og ved siden af på den gamle kongevejs nordside, et stort og ældre fabrikskompleks, der strakte sig et godt stykke ind i Schønbergskvarteret. Da virksomheden i 1957 flyttede til større lokaler uden for Frederiksberg blev både fabrikskomplekset, biografen og et par ejendomme på Vodroffsvejs vestside ryddet. På stedet opførtes i årene Codan-komplekset, der kom til at omfatte et 18-etagers sekskantet kontorhøjhus, Codanhus, hvis nederste etage indrettedes til butikker og til vestibule for højhuset med fire hurtigt gående elevatorer til de ovenover liggende etagerne med kontorer. De fire øverste anvendtes i første omgang af bygherren, forsikringsselskabet Codan, mens resten blev udlejet til andre virksomheder. Bag ved højhuset opførtes en ny biograf med 1200 pladser og underliggende parkeringskælder, og ud til Prinsesse Maries Allé en stor femetagers kontorblok der i de nederste etager indrettedes med butikker ud til Gammel Kongevej, servicestation og nedkørsel til kælderparkering og rampe til parkering på førstesalen. Alt i alt et monstrøst bygningskompleks der, med en stor forplads foran højhuset, helt bevist ved indkørslen til Frederiksberg fik denne nærmest monumentale karakter. Ikke tilfældigt at det i samtiden gik under navnene Porten til Frederiksberg eller bare Grænseborg. Med punkthusene helt mod vest, det planlagte bolighøjhus samme sted, det nye rådhus, bycentrums modernisering og nu Codan-komplekset blev der med byggeriet i 1950 erne signaleret både storstad og Frederiksbergs selvstændighed, et vigtig element i byens identitet i årtier. I modsætning til de stadigt større og mere helhedsorienterede byomdannelsesprojekter, der gennemførtes andre steder i byen i 1970 erne og 1980 erne og ikke mindst i årtierne omkring årtusindeskiftet, blev de øvrige efterfølgende forandringerne i Frederiksberg Øst præget af mindre og mere stykvise saneringer. Af disse blev saneringen af den resterende del af Schønbergskvarteret størst. På arealet rejste det almennyttige Lejerbo i Danmarksgården bestående af to syvetagers blokke med 280 lejligheder og daginstitution mellem Schønbergsgade og husrækken ud til Prinsesse Maries Allé. Den nordlige del af Schønbergskvarteret med nord for liggende Kongens Bryghus forsvandt umiddelbart derefter, og erstattedes af almennyttige Vibos kompleks med 332 lejligheder i form af dels en randbebyggelse ved hjørnet Vodroffsvej (23-31) og Niels Ebbesens Vej (1-5), samt to parallelt liggende blokke vinkelret på Vodroffs Tværgade På Johannesskolens gamle grund på Vodroffsvej 53 opførte Lejerbo et etagebyggeri i 1982, og i 1989 erstattedes ved Vodroffsvej 2C seks ældre etagehuse og en farmaceutisk fabriksvirksomhed med et etagebyggeri ud mod søen opført af Frederiksberg Almennyttige Boligselskab. Herefter fulgte andre saneringer af flere mindre fabriksanlæg og efterfølgende nyt etagebyggeri ved den nordlige del af Vodroffsvej. 5 14

13 Platanvej under forvandling, Platanvej Allerede da Frederiksberg udviklede sig fra landsby til villaby i sidste halvdel af det 20. århundrede blev Platanvej anlagt og bebygget med villaer. På nær nogle store fabriksanlæg syd for nuværende Carl Bernhards Vej og ned mod grænsen til det københavnske Vesterbro henlå det øvrige kvarter syd for Frederiksberg Allé ubebygget indtil årtierne omkring århundredskiftet, hvor Frederiksberg forvandledes til en storby. I den østlige del og i den sydlige del syd for Vesterbrogade opførtes karreer med etagehuse med store eller mellemstore lejligheder, mens resten bebyggedes med villaer på nær etagehuse med mindre lejligheder i den sydlige del af Henrik Ibsens Vej og Kochsvej. Fra midten af 1960 erne blev hovedparten af villaerne langs Platanvej, etagehusene på østsiden af Henrik Ibsens Vej samt fabriksanlæggene ned mod grænsen til Vesterbro saneret og erstattet med meget høje huse og ellers blokke med fire-seks etager. Noget som privat udlejningsbyggeri og andet med ejerlejligheder eller alment byggeri, f.eks. Lejerbos to fireetagers blokke med 130 lejligheder på Platanvej 9-29 fra og Frederiksberg forenede Boligselskabers Vinstrupgård fra 1986 med 79 lejligheder ved Vesterbrogade og Henrik Ibsens Vej. Bebyggelsen blev her indpasset i en eksisterende karré med beboelsesejendomme med en femetages hjørneblok mod Vesterbrogade og to fireetages blokke langs Henrik Ibsens Vej. 15

14 Mariendals- og Svømmehalskvarteret Da Mariendalskvarteret voksede op i årtierne omkring århundredskiftet kom den vestlige del i overvejende grad til at bestå af industri, mens resten udlagdes til karrer med etagebyggeri og et villakvarter. Det største fabriksanlæg blev bryggeriet på hjørnet af Nordre Fasanvej og Dronning Olgas Vej. I 1902 blev det overtaget af arbejderbevægelsens kooperation og fik navnet bryggeriet Stjernen, og i de følgende år gennemførtes en række udvidelser. Bryggeriet nedlagdes i 1965, men blev i 1974 erstattet Arbejdernes Kooperative Byggeforenings store boligkompleks, der kom til at omfatter ti høje blokke med 670 lejligheder. I det samtidige Svømmehalskvarter kom byggeriet i overvejende grad til at bestå af karrer med etagebyggeri med små lejligheder. Dog udlagdes syd for Nyelandsvej og vejens to kommunale skoler fra 1890 erne et industrikvarter, som førte direkte ned til banegårdens sporterræn og dermed sikrede direkte jernbaneforbindelse til vandværket og de to mejere, der opførtes på stedet. Først København Mælkeforsyning fra 1884 og fra 1895 Det danske Mælkekompagni, der 1916 opkøbte Københavns Mælkeforsyning, og 1925 opførte en helt nye mejeribygning, nu under navnet Solbjerg Mejeri. Mejeriproduktionen ophørte i 1975, hvorefter fabrikskomplekset og dets to veje, Solbjergvej og Mælkevej, blev ryddet. De frilagte arealer gav mulighed for udvidelser af Skolen på Nyelandsvej og Frederiksberg Seminarium, mens hovedparten i starten af 1980 erne bebyggedes med privat udlejningsbyggeri og ejendomme med ejerlejligheder i form af tre boligblokke ud til Sprogøvejs østside, en blok på Lyøvejs sydside og syd herfor yderligere en blok. Også syd for Svømmehalskvarteret mellem den vestlig del af Howitzvej og banegårdens sporterræn opstod tillige en række fabriksanlæg op mod århundredeskiftet. Disse forsvandt ligeledes i 1970 erne og erstattedes af moderne boligbyggeri, i 1982 af Lejerbos tre femetagers vinkelformede blokke med 110 lejligheder på Howitzvej De første blokke i AKB Stjernens kompleks på Nordre Fasanvej,

15 Nogle af boligblokkene på mejerigrundene syd for Nyelandsvej, Banegårdens sporterræn i forgrunden lå der stadig i sin fulde udstrækning, men blev kort efter ryddet for at skaffe plads til de Frederiksbergs nye bycentrum. Industrikvarterene i byens vestlige del Frederiksberg Papirfabrik anlagdes 1881 og kom til bag randbebyggelsen ud til Nordre Fasanvej til at strække sig fra Nyelandsvej og ned til Stæhr Johansens Vej. Fabrikken blev en af de første i det senere industrikvarter, der voksede op vest for Nordre Fasanvej fra Nylandsvej mod nord til nordsiden af Peter Bangs Vej mod syd. I 1975 flyttede virksomheden ud af Frederiksberg og fem år efter ryddedes grunden, hvorpå Lejerbo i 1985 rejste boligbebyggelsen Fasanvænget ved Seedorffs Vænge i form af femetagers blokke med 210 lejligheder. Syd for Stæhr Johansens Vej var Trifolium fra 1908 blevet det helt dominerende fabrikskompleks. Da virksomheden flyttede fra Frederiksberg i 1963 blev bygningerne fjernet og blev i starten af 1970 erne erstattet af de seksetagers blokke for Handelshøjskolen og Frederiksberg Tekniske Skole. 6 På den del af industrikvarteret der lå mellem Finsensvej og Peter Bangs Vej etablerede De forenede Bryggerier virksomheden Krystalisværket, der producerede is til køling. Fabrikken, som lukkede i 1964 på grund af vigende efterspørgsel, blev nedrevet 1967 og erstattedes i 1969 af det private boligkompleks Krystalgården, Finsensvej 3-13, med fire syvetagers blokke med 216 lejligheder. I 1973 blev lejlighederne omdannet til ejerboliger. Allerede i 1895 var Frederiksberg Gasværk flyttet fra H.C. Ørsteds Vej til den yderste del af Finsensvej og i 1907 opførtes tæt ved byens andet elværk, Finsensværket. Hele det store areal mellem Finsensvej, Lauritz Sørensen Vej og den nuværende metrolinje reserveredes til udvidelser af de kommunale værker, der dog ikke kom til at lægge beslag på hele arealet. I slutningen af 1930 erne og op gennem 1940 erne opførtes der på den vestlige del op langs den nyanlagte 17

16 Flintholms Allés vestside sociale boligblokke og på den anden side erhvervsbyggeri, mens den østlige del op mod Lauritz Sørensens Vej blev anvendt som kommunal boldbane. En mindre del af den blev i 1950 erne inddraget til almennyttigt etagebyggeri ud til Finsensvej og kommunale pensionistboliger ud til Lauritz Sørensens Vej. Da Frederiksberg Kommune sammen med NESA og NVE i 1940 indgik i Isefjordsværket I/S i 1940 kom en stadig større del af elforsyningen fra interessentselskabets kraftværker først Kyndbyværket ved Isefjorden og senere Asnæsværket ved Kalundborg. Elproduktionen produktionen på Frederiksberg kunne dermed afvikles og det samme gjaldt gasproduktionen fra 1963, hvor kommunen sammen med I/S Strandvejsværket indgik i I/S GAS. I slutningen af 1970 erne blev en del af gas- og elværkerne revet ned, hvorved dette område og den ledige grund øst for af Frederiksberg forenede Boligselskaber blev til boligbebyggelsen Solbjerg Have. En fleksibel og integreret bebyggelse med høj randbebyggelse og lavere og maleriske blokke midt på området. I alt med 328 almene boliger, et plejehjem, beskyttede boliger og daginstitutioner. Selv om Fuglebakkekvarteret lige efter århundredskiftet blev udlagt til villakvarter og i mellemkrigstiden udbygges som sådan, fik det mindre område mellem Vagtelvej og linjeføringen for ringgodsbanen, den nuværende S-banering, en anden udformning. Den sydlige del bebyggedes fra slutningen af 1930 erne med etagehuse, mens den nordlige del anvendtes til fabriksformål og dermed blev det tredje industrikvarter i Frederiksbergs vestlige yderdistrikter. Allerede i midten af 1960 erne forsvandt industrianlæggene her og erstattedes af vinkelformede seks-syvetagers boligblokke opført som privat udlejningsbyggeri. 7 Et kig ind i Frederiksberg forenede Boligselskabers bebyggelse Solbjerg Have,

17 Servicebyen På grundlag af erfaringerne med de store saneringer og de efterfølgende boligblokbebyggelser i efterkrigstiden gennemførtes i årtierne omkring årtusindeskiftet storstilede byomdannelser, hvor tidligere større industri- og erhvervskvarterer omdannedes til samlede områder med moderne boligog institutionsbyggeri. Sammen med byfornyelsen i de ældre kvarterer blev der med de stadig mere gennemgribende byomdannelser skabt et stort antal moderne boliger på Frederiksberg, og samtidig en ny bygningsmasse til liberale- og forretningserhverv, interesseorganisationer og til yderlige vækst for byens videregående uddannelsesinstitutioner. Med de samtidigt forbedrede kollektive trafikforbindelser var det forudsætningen for, at Frederiksbergs folketal på ny voksede til over , og at det erhvervsmæssige grundlag i stedet for industri og traditionelle byerhverv kom til at hvile på serviceproducerende erhverv. Frederiksberg blev en serviceby. Totalprojekterne En række af byomdannelser blev totalprojekter, hvorved de hidtidige industri- og erhvervsområder blev total ryddet, for herefter at give plads for helt nye bykvarterer. Herved forandrede bybilledet sig endnu en gang markant. En af de hesteskoformede blokke i bebyggelsen Dalgas Have, der opstod på NKT's gamle fabriksgrund,

18 Boligbebyggelsen Krystalgården på Krystalisværket gamle grund ved Finsensvej, I forgrunden bebyggelsens forretningsejendom og bagved nogle af de syvetagers blokke. Et kig ind i den private blokbebyggelse på Vagtelvejs vestside,

19 Den moderne del af Frederiksbergs centrum er ved at rejse sig. I forgrunden udgravningen til metrolinjen og i baggrunden de nyopførte fakultets bygninger for CBS. Det nyopførte Frederiksberg Gymnasium på Falkoner Plads,

20 I 1906 havde Nordisk Kabel- og Trådfabrikker etableret sig på den store grund mellem Stæhr Johansens Vej, Emil Chr. Hansens Vej, Dalgas Boulevard og den nuværende metrolinje. Fabrikken blev en af de største i industrikvarteret, der voksede op vest for Nordre Fasanvej fra Nylandsvej mod nord til nordsiden af Peter Bangs Vej mod syd. Omkring 1980 flyttede den sidste del af produktionen ud til virksomhedens hovedsæde i Glostrup. Fabrikskomplekset, der opkøbtes af Pensionskassernes Administrationskontor og Ingeniørernes Pensionskasse, blev efterfølgende ryddet og på stedet opførtes bebyggelsen Dalgas Have i årene Den centrale del af bebyggelsen kom til at gruppere sig om en intern vej i forlængelse af Stæhr Johansens Vej. Syd for vejen opførtes en lang treetagers bygning til et af CBS' fakulteter, mens området nord for reserveredes til privat udlejningsbyggeri. Ud mod de afgrænsende veje med 16 ens femetagers kvadratiske punkthuse og inde på grunden hesteskoformede blokke. Frederiksbergs nordlige spids nord for bebyggelsen ud til Borups Allé blev udover randbebyggelsen med etageejendomme ud til Nordre Fasanvejs nordligste del i overvejende præget af industri, hvoraf Novos kompleks blev alt dominerende. I 1972 lagdes motorgaden Bispeengbuen gennem kvarteret som forbindelse mellem Ågade og Hillerødgade, der længere ude fortsatte som Hillerødmotorvejen. I begyndelsen af 1990 erne blev der taget hul på områdets byomdannelse, idet industribygningen på Borups Allé mellem Nordre Fasanvej og Fuglebakkevej blev ryddet for at give plads for det private boligkompleks, der med supermarked ud til alleen udformedes som femfløjet anlæg i fem etager. Med Borups Have blev der taget det første skridt til den videre byomdannelse af byens nordlige spids, som dog først blev iværksat langt senere. 8 Med afviklingen af byens industri op gennem efterkrigstiden mistede det store gods- og rangerterræn ved Frederiksberg banegård sin betydning. Mulighederne for endnu en gennemgribende modernisering af en væsentlig del af Frederiksbergs centrum blev dermed mulig. Fra starten af 1990 erne indledtes således en omfattede byomdannelse af hele banegårdsområdet og arealerne syd for. Ud til Falkoner Allé opførtes i 1996 Frederiksberg Centret og herefter fulgte Solbjerg Plads og nyt fakultetsbyggeri for CBS bagved. En grøn og bred kile med yderligere CBSbyggeri anlagdes på den øvrige del af det gamle sporterræn frem til Nordre Fasanvej. I 2003 åbnede den underjordiske metrostation Frederiksberg og syd for opstod det nye Frederiksberg Gymnasium ud til Falkoner Plads, der fik en underjordiskbiblioteks afdeling og afgrænsede af bolig- og kontorbyggeri og biograf på sydsiden. I tilknytning til det gamle domhus opførtes endelig i 2012 en større tilbygning i forbindelse med udvidelsen af Frederiksberg Retskreds. De centrale dele af den nye bydel Flintholm,

21 En del af Nimbusparkens nybyggeri, I forbindelse med åbningen af Flintholm station i 2005 som krydsningsstation mellem metro, S- ringbanen og S-banen til Frederikssund ryddedes endelig resten af gasværksgrunden og den ældre bebyggelse op mod Flintholm Allé. På det store område opstod en ny bydel, Flintholm, hvis moderne etagebyggeri indrettedes med forretninger, kontorer og lokaler til liberale erhverv og uddannelse. Den øvrige del kom til at omfatte forskellige former for boligbyggeri. Familie- og ungdomsboliger og privat og alment byggeri, herunder Frederiksberg forenede Boligselskabers Flintholmgård med 42 lejemål fordelt på to blokke samt Arbejdernes Kooperative Byggeforenings Duetgården med 50 lejligheder. Genanvendte fabriksanlæg og restarealer I modsætning til de tidligere byomdannelser valgtes ved Den Kongelige Porcelænsfabriks store industrikompleks fra starten af 1880 erne ved Smallegade og Søndre Fasanvej genanvendelse af en betydelig del de gamle bygninger kombineret med nybyggeri indpasset i forhold til den ældre bygningsmasse. Herved skabte Porcelænshaven i årene med såvel ejerlejligheder og yderligere bygninger og faciliteter for CBS. En lignede genanvendelse af gamle fabriksbygninger anvendtes ved byomdannelsen af Fisker & Nielsens industrikompleks mellem Peter Bangs Vej og Finsensvej. Virksomheden, som blev grundlagt i 1906 og udvidedes adskillige gange, var landskendt for Nilfisk-støvsugeren og tidligere også motorcyklen Nimbus. I 1995 flyttede virksomheden til Glostrup og i årene omdannedes industrianlægget således at en del af de gamle bygninger genvendtes, mens der andre steder byggedes nyt. Herved fik området karakter af et nyt kvarter under navnet Nimbusparken og 23

22 kom til at rumme såvel etagehuse med ejerlejligheder og udlejningsboliger i Frederiksberg Boligfonds bebyggelse. Den øvrige bygningsmasse indrettedes som kontorkompleks for bl.a. en række akademikerorganisationer, i en periode for privathospitalet Hamlet og til andre liberale erhverv. Udover de store byomdannelser blev årtierne om årtusindeskiftet tillige kendetegnet af nyt boligbyggeri på mindre restarealer. På nær enkelte etagehuse ned til grænsen til den københavnske bydel Valby, var området syd for Søndermarken og øst for Søndre Fasanvej tidligere præget af spredt bebyggelse og anvendtes i en periode som brevduebane. I begyndelsen af 1990 erne blev arealerne bebygget med Frederiksberg forenede Boligselskabers afdeling Brevduebanen. En parkhusbebyggelse bestående af fem punkthuse i fem og seks etager med i alt 104 boligerne først og fremmest indrettet med henblik på ældre og gangbesværede. På Vestbanens gamle sporområde syd for Peter Bangs Vej mellem Diakonissestiftelsen og Den Hvide By rejste Boligselskabet Vibo i 1995 ejendommen Klammergården bestående af tre punkthuse med 67 almene ældreboliger. Hertil kom de vestlige arealer af de oprindelige kirkegårdsarealer, der ikke blev anvendt til sit oprindelige formål, og som således kunne inddrages til boligbyggeri. På den vestligste del af Solbjerg Kirkegård opførte Arbejdernes Andelsboligforening således i 2004 op mod Den grønne Sti og Haveforeningen Dalgas tre seksetagers punkthuse med 68 ældreboliger og ved siden af stod en privat andelsboligforeningen bag to næsten tilsvarende punkthuse. Øst for Frederiksberg forenede Boligselskabs afdeling Søndermarken opførtes i 2001 på den modsatte side af Roskildevej, på en del af Søndermark kirkegård, seks punkthuse med ejerlejligheder. 9 AAB s punkthuse vest for Solbjerg Kirkegård, Roskildevej 56A-58B,

23 Noter: 1 Henning Bro: Kolonihaver på Frederiksberg, Frederiksberg gennem tiderne, 2010, s Journalsag, j.nr , I-II, , Juridisk Direktorat [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv]. KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , s Journalsag, j.nr , , j.nr , I-XII, og j.nr , I-II, , , , Juridisk Direktorat [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv] 2 KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , 1955, s Journalsag, j.nr , , Juridisk Direktorat [A 29; Frederiksberg Stadsarkiv]. KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , s KAB koncernens bygge & boligvirksomhed, , s KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , 1965, s Journalsag, j.nr , I-IV, , , , Juridisk Direktorat [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv]. KAB koncernens bygge & boligvirksomhed, , s KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , s KAB koncernens bygge & boligvirksomhed , s Frederiksberg Bladet , , Journalsag, j.nr , I-XIII, , , , Juridisk Direktorat [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv] 4 De to citater af Aksel Møller: Frederiksberg Kommune: kommunalbestyrelsens forhandlinger, 1949/1950, s. 49. Frederiksberg Bladet Arkitekten 1959, Henning Bro og Per Gents: Frederiksberg Rådhus, 2003, s Henning Bro: Grundlovsjubilæet i 1949, Frederiksberg eren, Oktober, 1999, s Frederiksberg Bladet , , Frederiksberg Kommune: Kommunalbestyrelsens forhandlinger. 1952/53, s , 1955/56, 201, 252, 393, 329, /57, s. 70, 127, 149, 382, /59, s. 97, 121, Journalsag, j.nr , I-VIII, , Juridisk Direktorat, [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv]. 5 Frederiksberg Bladet, Det nye Frederiksberg, Frederiksberg Grundejerblad, 1958, nr.16. Arkitekten 1959, s , 1967, s, Mogens Lebech: Københavnske projekter det København som aldrig blev, 123 ff. Det Frederiksberg, der kommer, Bygge og Bo, 1958, efterår, 4-6. Byplankonkurrencen afgjort, Bygge og Bo, 1959, Sommer, s, 8, Scapin: Frederiksberg konkurrencen, Byplan 1959, s Frederiksberg plan øst Forslag til byfornyelse, Den tekniske Forvaltning, 1966, Byplanvedtægt for området Gammel Kongevej, H.C. Ørsteds Vej, Danasvej og Vodroffsvej, Byplanafdelingen, Boligbyggeri er leg med menneskeliv(ph), Arkitekten 1981, Codan bygger nyt kontorhus, Dansk Forsikrings Tidende, 1958, etagers højhus og nyt Kinopalæ, Teknisk Ugeblad, 1958, nr. 2. Frederiksberg Bladet , , , og Frederiksberg Kommune: Kommunalbestyrelsens forhandlinger, 1951/52, s /57, s. 224, 341, 1959/60, s. 3. Journalsag, j.nr , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , 826-I, I-VI, , , , 826-2, , , I-III, , , , 826-5, I-II, , 926-7, I-II, , Juridisk Direktorat [A 29, Frederiksberg Stadsarkiv] 6 Sidstnævnte råder i dag over hele bebyggelsen. 7 Henning Bro: Hovedstadsmetropolens forvandling - tiden efter 1945, Hovedstadsmetropolen efter 1945 (red. Henning Bro m.fl.), 2011, s Henning Bro og Michael Bach: Ude på Frederiksberg, Kbh. 2001, s Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune , 2008, s og Planlægningen af den videre byomdannelse af kvarterer pågår for tiden. Heri indgår bl.a. opførelse af et boligkompleks med ungdomsboliger, som skal opføres af det almene boligselskab FSB ud til Nordre Fasanvej. 9 Henning Bro: Hovedstadsmetropolens forvandling tiden efter 1945, Hovedstadsmetropolen efter 1945 (Red. Henning Bro m.fl.), 2011, s Henning Bro og Helga Mohr: Frederiksberg Kommune , 2008, s