BRIEF. Militær ledelse i et professionsperspektiv FORSVARSAKADEMIETS FORLAG

Transkript

1 BRIEF Militær ledelse i et professionsperspektiv Af ph.d. Katrine Nørgaard og OK Vilhelm Holsting Institut for Ledelse og Organisation FORSVARSAKADEMIETS FORLAG

2 BRIEF Militær ledelse i et professionsperspektiv Af ph.d. Katrine Nørgaard og OK Vilhelm Holsting Institut for Ledelse og Organisation

3 Forsvarsakademiet Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografi sk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden Forsvarsakademiets skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser Forsvarsakademiet er Danmarks førende forskningsinstitution inden for militære studier. Vi forsker i et bredt felt af militære kerneområder såsom militære operationer, strategi, sikkerheds- og forsvarspolitik, militær ledelse, tværkulturel forståelse og militærhistorie. Akademiets fælles omdrejningspunkt er anvendt forskning i fremtidens konfl ikter. Forsvarsakademiets forskning og forskningsbaserede uddannelser skal være med til at sikre, at dansk forsvar kan kæmpe og vinde i morgendagens konfl ikter. Men den omfattende viden på akademiet skal ikke alene stilles til rådighed for forsvaret. Gennem publikationer bidrager akademiet også til at informere og nuancere den offentlige debat om danske og internationale forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold. God fornøjelse ved læsning af Forsvarsakademiets publikationer! København april 2014 Forsvarsakademiet Svanemøllens Kaserne 2100 København Ø Tlf.: Fax: Redaktør: Chef for Institut for Ledelse og Organisation, KK Alan Damm Layout: FAK ISBN: Udkommer kun i elektronisk form Forsvarsakademiets forlag

4 Forsvarsakademiet Indhold Abstract... 4 Begrebsafklaring... 6 Forskellen offentlig/privat ledelse... 6 Forskellen militær/civil ledelse... 7 Forskellen operativ/administrativ ledelse... 9 Operativ ledelse... 9 Administrativ ledelse...11 Politisk ledelse...11 Forskellen føring/føringsvirksomhed...12 Føring...12 Føringsvirksomhed...13 Sammenfatning

5 Abstract Begrebet militær ledelse anvendes både bredt om alle de ledelsesformer, der udøves i en militær kontekst og mere snævert som den specifi kke ledelsesform, der knytter sig til militære operationer. Det efterlader imidlertid spørgsmålet om, hvorved militær ledelse adskiller sig fra andre former for ledelse? Er der tale om en særlig og unik ledelsesform, som kun militært uddannede ledere behersker, eller er der blot tale om særlige rammer og vilkår, hvorunder en i øvrigt almen ledelseskompetence udøves? Svaret på disse spørgsmål forudsætter en konditionering af forskellen mellem militær og ikke-militær ledelse. I dette brief konditioneres forskellen militær og ikke-militær ledelse vha. to afgørende kriterier, nemlig håndhævelsen af et specifi kt militært vidensmonopol samt udøvelsen af en specifi k militær professionsetik. Set i dette perspektiv forudsætter militær ledelse en fagligt specifi k viden og etik, dvs. en bestemt professionsdannelse, som ikke kan erhverves udenfor det militære praksisfællesskab, men som opbygges gennem en løbende teoretisk og praktisk disciplinering. 4

6 Forsvarsakademiet Indledning Forsvaret varetager som moderne offentlig institution en række forskelligartede ledelsesopgaver af både militær og civil karaktér. Udover den operative ledelse og føring, som er kendetegnende for de udsendte styrkeenheder, udøves der ledelse inden for områder som personel- og materielforvaltning, uddannelses- og skolestruktur, logistik, informatik, forskningsvirksomhed, sundhedstjeneste, efterretningsvæsen m.m. Forsvarets ledelsesvirksomhed er således kendetegnet ved en mangfoldighed af ledelsesformer, som bidrager til såvel den operative som den administrative opgaveløsning. I Forsvarets Ledelsesgrundlag (2008) 1 fastslås det således at: Ledelsen det ene øjeblik skal håndtere komplekse operative opgaver, der kræver militær risikoledelse og i det næste øjeblik skal kunne håndtere optimering af forvaltningsmæssige opgaver, der kræver virksomhedsledelse (Forsvarets Ledelsesgrundlag 2008:11). Forsvarets ledelsesforståelse trækker på en lang begrebshistorie og rummer mange betydningslag, der alle spiller sammen i en nutidig forståelse af god professionel ledelse. Med afsæt i nyere ledelsesteori 2 præsenterer Forsvarets Ledelsesgrundlag en relationel ledelsesforståelse, hvor det ikke længere er muligt at fastholde ét bestemt rationale for ledelsesudøvelsen, men hvor ledelse foregår i et spændingsfelt mellem forskellige og ofte modsatrettede interesser og behov. Det efterlader imidlertid spørgsmålet om, hvad der gør militær ledelse unik? Kan civile ledere eksempelvis udøve militær ledelse? Eller udøver de snarere civil ledelse i en militær kontekst? Hvornår bliver ledelse til militær ledelse? For at besvare sådanne spørgsmål tages der i det følgende afsæt i et professionsteoretisk 3 perspektiv m.h.p. at afgrænse og præcisere det militære ledelsesbegreb. Med et professionsteoretisk ledelsesperspektiv opstilles ikke endegyldige sandheder eller opskrifter på god militær ledelse. I stedet tilbydes en række kontingente demarkationer, dvs. strategiske afgrænsninger, mellem den militære ledelseskontekst og øvrige ledelseskontekster, der danner ramme for forsvarets ledelsesvirksomhed. Disse afgrænsninger er udtryk for et analytisk valg, som ikke giver en udtømmende og fuldstændig beskrivelse af det militære ledelsesvirke, men som her tjener et professionsstrategisk og doktrinært øjemed. (1) Forsvarskommandoen (2008): Forsvarets Ledelsesgrundlag. (2) For et overblik over nyere ledelsesteori se f.eks. Bettina Rennison (2011): Ledelsens genealogi offentlig ledelse fra tabu til trend, Samfundslitteratur. (3) For en introduktion til det professionsteoretiske perspektiv se f.eks. Katrin Hjort (2005): Professionaliseringen i den offentlige sektor, Roskilde Universitetsforlag. 5

7 Begrebsafklaring Begrebet militær ledelse anvendes både bredt om alle de ledelsesformer, der udøves i en militær kontekst og mere snævert som den specifi kke ledelsesform, der knytter sig til militære operationer, herunder taktik og føring. Såvel den brede som den snævre defi nition anvendes i praksis afhængigt af, hvilket niveau og funktion i organisationen, der adresseres i en given situation. For at opnå en klarere afgrænsning af, hvad der menes med begrebet militær ledelse, er man derfor nødt til at foretage en række sondringer som illustreret i fi g.1, der præciserer, hvilken del af forsvarets ledelsesvirksomhed, der henvises til. Fig. 1.: Det militære ledelsesbegreb Offentlig ledelse Privat ledelse Føring Operativ ledelse Militær ledelse Føringsvirksomhed Administrativ ledelse Civil ledelse Fig. 1. illustrerer en række begrebslige afgrænsninger (demarkationslinier), der adskiller den militære ledelse (markeret med rødt) fra al anden form for ledelse (markeret med sort). Fig. 1. illustrerer en række begrebslige afgrænsninger (demarkationslinier), der adskiller den militære ledelse (markeret med rødt) fra al anden form for ledelse (markeret med sort). Forskellen offentlig/privat ledelse Indledningsvist kan der skelnes mellem en offentlig og en privat ledelseskontekst (jf. fi g 1), for så vidt som Forsvaret er en offentlig og politisk styret organisation, der tjener samfundets almene interesse snarere end private særinteresser. Til trods for en aktuel tendens til at indføre den private sektors markedsprincipper i den offentlige forvaltning (også kaldet New Public Management), hersker der stadig bred enighed om, at offentlig ledelse adskiller sig markant fra den private. I Kodeks for offentlig topledelse 4 trækkes forskellen klart op: (4) Forum for Offentlig Topledelse (2005): Public Governance. Kodeks for god offentlige ledelse i Danmark. Maj 2005 København. 6

8 Forsvarsakademiet Den offentlige sektor spiller en særlig samfundsmæssig rolle, og offentlig topledelse adskiller sig markant fra privat topledelse. Den offentlige organisation opererer fx med en kompleks bundlinie, hvor der skal foretages en konstant balancering mellem forskellige hensyn og succeskriterier. Den offentlige topleder skal i sin rådgivning af den politiske ledelse og i ledelsen af organisationen værne om hensynet til helheden og til de demokratiske spilleregler (Forum for Offentlig Topledelse 2005:24). Grænsedragningen mellem offentlig og privat ledelsesvirksomhed har historisk set været genstand for vedvarende diskussion og har gennemgået en række begrebslige forskydninger. Det, der fastholdes i den ledelsesteoretiske traditionslinie, er imidlertid frem for alt ligheds- og retsikkerhedsprincippet: Samfundets og statens tarv som udtrykt i loven afgør, hvordan den offentligt ansatte, ledende såvel som ikke ledende, betragtes. Det er samfundets interesser, der skal regulere tjenestemandens tilknytning, ikke en aftale henover særinteresser, som i den private kontraktansættelse (Rennison 2011:59). Herudover kan nævnes den mindste avances princip, der adskiller forretningsvirksomhed fra offentlig virksomhed: Forretningsmanden driver sine Udgifter frem langs en bestemt linie, saalænge det kan betale sig at gøre det Dette princip gælder ikke i den offentlige Administration og kan aldrig komme til at gælde der (Stamp 1925:65) 5. samt ministeransvarsprincippet, som er en hjørnesten i det repræsentative demokrati: Enhver embedsmand i Ministeriet antages at have udført enhver Handling under den øverste autoritets øjne (ibid.:67). Det er i særdeleshed disse overordnede principper og de dermed forbundne værdier, der markerer forskellen mellem offentlig og privat ledelse. Forskellen militær/civil ledelse Når den overordnede forskel mellem offentlig og privat ledelse er sat, kan der herefter skelnes mellem en militær og en civil ledelseskontekst inden for Forsvaret, idet der til defi nitionen af den militære ledelse knytter sig to afgørende kriterier, nemlig: Håndhævelsen af et specifi kt militært vidensmonopol samt Udøvelsen af en specifi k militær professionsetik Vi skal derfor se nærmere på, hvad disse to kriterier indebærer. (5) C.J. Stamp (1925): Modsætningen mellem forretningsadministration og offentlig administration. Nordisk Administrativ Tidsskrift, s

9 For det første: Det militære vidensmonopol beror på den funktionelle arbejdsdeling og specialisering, der kendetegner organiseringen af det moderne videnssamfund. I lighed med andre fagprofessioner håndhæver og afgrænser den militære profession således sit vidensmonopol gennem formelle adgangs- og optagelseskriterier, akademisering af uddannelses- og karriereforløb, juridisk regulering og normsætning samt kvalitetskontrol af den faglige praksis. Det professionelle vidensmonopol sikrer derigennem, at ikke alle og enhver kan påberåbe sig militære færdigheder endsige træffe militærfaglige beslutninger med væsentlige samfundsmæssige konsekvenser til følge. Militær ledelse forudsætter således bemestring af specifi kke militære kompetencer, som opnås gennem skoling og disciplinering i militærfaglige standarder. For det andet: Den militære professionsetik, som knytter sig til praksisfællesskabet og kommandostrukturen, beror på den særlige forpligtelse, dvs. den etiske fordring, der påhviler den militære ledelsesudøver som bærer af centrale samfundsmæssige værdier og som betroet udøver af statens ultimative magtmidler. Den militære professionsetik rummer såvel retlige principper som etiske normer og acceptregler, som ledelsesudøveren tiltræder og holdes ansvarlig for gennem et system af sanktioner, der regulerer og fastholder den faglige praksis og de professionelle dyder. Den militære pligt- og dydsetik udtrykkes også hos Clausewitz, der gør gældende at: Krigerdyd adskiller sig fra simpel tapperhed og endnu mere fra begejstring ved krigens sag. Tapperhed må hos ham [soldaten] have en anden retning end hos det almindelige menneske. Den må miste den drift til utøjlet aktivitet og kraftudfoldelse, der kendetegner den hos individet, den må underordne sig højere krav, lydighed, orden, regel og metode. (Clausewitz [1832]1986:186) 6. Professionsetikken tjener i denne forstand som en social kontrakt, der sikrer sammenhængskraft og overensstemmelse mellem den militære ledelsespraksis og de offentligt fastlagte normer og demokratiske værdier, der kendetegner det danske samfund. Som Samuel Huntington pointerer: The military profession exists to serve the state. To render the highest possible service the entire profession and the military force which it leads must be constituted as an effective instrument of state policy. Since political direction comes from the top, this means that the profession has to be organized into a hierarchy of obedience (Huntington 1957:73) 7. Medens det militære vidensmonopol markerer en funktionel differentiering, markerer professionsetikken en normativ integrering både indadtil i organisationen og udadtil i forhold til omverdenen. Vidensmonopolet og professionsetikken er således gensidigt konstituerende aspekter af den militære ledelse og tjener tilsammen til demarkering og legitimering af professionens magtudøvelse. (6) Carl von Clausewitz [1832] 1986: Om Krig, oversat og redigeret af Nils Berg, København: Rhodos. (7) Samuel Huntington (1957): The Soldier and the State, Harvard: Harvard University Press. 8

10 Forsvarsakademiet Med disse grundlæggende sondringer skelnes der således mellem militær ledelse og alle andre former for ledelse, for så vidt som militær ledelse baserer sig på en fagligt specifi k viden og etik, dvs. en bestemt professionsdannelse, som ikke kan erhverves udenfor det militære praksisfællesskab, men som opbygges gennem en vedvarende teoretisk og praktisk disciplinering. I et professionsteoretisk perspektiv er denne grænsedragning altid socialt konstrueret og situeret og vil derfor være genstand for vedvarende udfordring og konkurrerende fortolkninger. Forskellen operativ/administrativ ledelse Når forskellen mellem militær og civil ledelse er sat, kan der under begrebet militær ledelse yderligere skelnes mellem militær ledelse af kampenheder, herefter kaldet operativ ledelse og militær ledelse af støttevirksomhed, herefter kaldet administrativ ledelse. Operativ ledelse Den operative ledelse, som knytter sig til ledelse af militære kampenheder, sammenfatter her tre ledelsesniveauer: Strategisk, operativt og taktisk niveau. Som det påpeges af Stephen Bungay, er det unikt for den militære profession, at det operative niveau indskydes mellem det strategiske og taktiske niveau: Desværre skelner vi i erhvervslivet ikke mellem strategi, operationer og taktik. Når vi forsøger at eksekvere en strategi, løber vi derfor risikoen for at komme til at opføre os temmelig meget som den britiske hær ved Somme [rigide planer, der ikke kunne fraviges og som medførte enorme tab uden nævneværdige resultater, red.] (Bungay 2012:253) 8. Det operative niveau skaber, ifølge Bungay, plads til et professionelt manøvrerum mellem den politiske og den militærfaglige ledelse af organisationen. Det operative niveau fungerer med andre ord som det ledelsesmæssige koblingspunkt, hvor den politiske beslutning omsættes (eller oversættes ) til den taktiske udførelse af opgaven. Til det operative ledelsesbegreb knytter sig derfor også en specifi k militær dannelsestradition, som kan føres tilbage til Helmuth von Moltkes defi nition af auftrag : Han [Helmuth von Moltke] var den første, der udtænkte et tredje niveau placeret mellem det strategiske og det taktiske, som han kaldte for operationer. Det var den frie tænknings sfære, der omsatte strategi til handling og krævede strategisk tænkning og operationelle retningsanvisninger fra hele offi cerskorpset. De tre niveauer er gensidigt bestemmende for hinanden (ibid:249). Ved at differentiere mellem disse tre niveauer, håndteres et klassisk ledelsesparadoks, nemlig behovet for politisk kontrol (orden) på den ene side og behovet for fl eksibilitet og professionel autonomi (frihed) på den anden side. Den frie tænk- (8) Stephen Bungay (2012): Handlingens kunst: Strategisk handling gennem selvledelse, København: Gyldendal 9

11 ning underlægges så at sige professionens disciplinering, men opnår derigennem en tempogevinst: Ved at placere det [operative niveau] mellem strategien og taktikken pålægges det begrænsninger... At udvide det operationelle niveau for langt nedad ville give køb på effektiviteten, pålideligheden og hurtigheden... med det taktiske niveau pålægges den selvstændigt tænkende lydighed en bestemt begrænsning... God taktik var et spørgsmål om kompetence og resultater af gode doktriner og god træning (ibid.:251). Med begrebet operativ ledelse (strategisk, operativt og taktisk niveau) henvises således til den ledelseskontekst, hvori det militære vidensmonopol og professionsetikken indstiftes og gør krav på jurisdiktion. Den operative ledelse er derfor i særlig grad associeret med en række professionelle dyder, som bla. er beskrevet i hærens Feltreglement I 9. Her påpeges vigtigheden af den personlige dannelse (mod, beslutsomhed, selvtillid m.m.) for militært lederskab og følgeskab: Føreren skal også være leder. Militært lederskab er projektionen af personlighed og karaktér på soldaterne, således at de gør det, der forlanges af dem (Feltreglement I:125). Professionelle dyder som lydighed og disciplin bliver hermed centrale principper for den operative ledelse, idet der skelnes skarpt mellem ydre disciplin, såkaldt kadaverdisciplin og indre disciplin eller selvdisciplin, der ikke hviler på tvang, straf og underkastelse, men på identifi kation med fælles værdier og vilje til at indrette sig efter regler fastsat af fællesskabet eller af én selv (Ledelse og Uddannelse 1969 ) 10. Med denne præcisering lægges der vægt på, at selvdisciplinen aldrig må reduceres til den blinde lydighed, men udspringer af en villet og forstående lydighed (Holsting 2010:4) 11, der ofte benævnes som korpsånd. Korpsånden viser sig gennem internaliseringen af de professionelle dyder og understøtter det operative ledelsesprincip Mission Command og skaber som sådan forudsætning for det militære handleberedskab: Mission Command er et føringsprincip, der overordnet fokuserer på at føreren bibringer underlagte førere forståelsen for formålet og hensigten med deres opgaver set i rammen af den samlede plan, og de gives den størst mulige handlefrihed under anvendelsen af tildelte ressourcer (Feltreglement I:126). Den operative ledelse er således kendetegnet ved bestræbelsen på at skabe fælles forståelse og accept af den overordnede intention, retning og råderum med henblik på at øge tempo, præcision og koordination i opgaveløsningen. Det er dette der i Forsvarets Ledelsesgrundlag sammenfattes i begrebet militær risikoledelse : (9) Feltreglement I, HRN (10) Hærkommandoen (1969): Ledelse og uddannelse. Militær pædagogik, København: S.L. Møllers Bogtrykkeri. (11) Vilhelm Holsting (2010): Lydighed og disciplin (notat), Forsvarsakademiet. 10

12 Forsvarsakademiet Ledelsesudøverens virke vil være præget af et stort behov for at kunne agere selvstændigt indenfor helhedens ramme samtidig med, at den aktuelle operative situation kan kræve, at beslutningstagning gennemføres uden tøven og kommunikeres hurtigt og præcist. I sådanne situationer er det på tilsvarende vis en forudsætning, at ledelsesudøverens undergivne udfører beslutningen med en disciplin, der sikrer, at opgaven løses i den hensigt den er givet (Forsvarets Ledelsesgrundlag 2008:12). Administrativ ledelse Såvel den operative som den administrative ledelse i forsvaret er rammesat af krigens kontekst, for så vidt som de begge understøtter og bidrager til den militære opgaveløsning i væbnede konfl ikter. Den administrative ledelse i forsvaret adskiller sig derved som udgangspunkt fra al anden offentlig ledelse, idet den udøves under ansvar for og indsigt i militærfaglige hensyn. Det gælder eksempelvis for økonomi- og ressourcestyring i forsvaret, som hviler på en afvejning mellem politiske målsætninger for forsvaret på den ene side og militærfaglige konsekvensvurderinger på den anden side. Den administrative ledelse skal således implementere de politiske prioriteringer ud fra en militærfaglig betragtning og en professionel helhedsforståelse, som på én gang er politisk relevant og fagligt legitim henset til krigens ultimative natur. Forpligtelsen på krigens kontekst og de militærfaglige hensyn er unik for den administrative ledelse i forsvaret. Denne forpligtelse følges imidlertid af alment gældende regler for god offentlig forvaltning, der sikrer gennemsigtighed og demokratisk kontrol med statens ressourcer, herunder retningslinier for forsvarets økonomistyring. Det er dette aspekt af den militære ledelse, som i Forsvarets Ledelsesgrundlag benævnes som virksomhedsledelse, idet der henvises til at: Vilkårene for ledelse i forsvaret omfatter såvel det operative virke, som ofte foregår under særligt risikobetonede vilkår som ledelse, der foregår under almindelige vilkår for forvaltning i offentlige organisationer (Forsvarets Ledelsesgrundlag 2008:11). Administrativ ledelse i forsvaret forudsætter således kendskab til det specifi kt militære ledelsesvirke såvel som til almene offentlige ledelsesprincipper, forvaltningsret og bureaukratisk etik. Som del af statens embedsværk er militære ledere underlagt krav om faglighed, neutralitet, loyalitet og sandhedspligt, ligesom de har pligt til at afvise ulovlige eller klart urigtige ordrer. Dette gælder såvel det operative som det administrative ledelsesvirke, herunder den militærfaglige rådgivning i forbindelse med politiske beslutninger. Heri ligger også et ansvar for at formidle militærfaglig viden, som dels kan understøtte og dels korrigere politiske tiltag, f.eks. vedrørende anskaffelse og anvendelse af militære kapaciteter. Politisk ledelse Forholdet mellem administrativ og politisk ledelse er derfor på én gang et offentligt demokratisk anliggende og - indenfor forsvarets område - et specifi kt militærfagligt 11

13 anliggende, som i medfør af ministeransvarsprincippet tilsiger, at ministeren bør friholdes for enkeltsager og drift og fokusere på den overordnede politikformulering også kaldet armslængdeprincippet. Begrebet administrativ ledelse rummer altså en implicit henvisning til denne opdeling mellem politik og drift, som dels skal sikre den militærfaglige rådgivning mod illegitim politisering og indblanding i administrative afgørelser og dels sikre den politiske proces mod unødig bureaukratisering og embedsvælde. Som Max Weber har udtrykt det: Den ægte embedsmand skal ifølge sin profession ikke bedrive politik, men forvalte og frem for alt forvalte upartisk Sine ira et studio, uden vrede og forudindtagethed skal han røgte sit embede. Han skal netop ikke gøre det, politikerne, partiførerne og deres tilhængere må, nemlig kæmpe. For partitagen, kamp, lidenskab ira et studium er politikerens element (Weber 1994:19) 12. Den militære professionsetik omfatter således ikke bare en operativ, men også en administrativ embedsetik, som demarkerer forskellen mellem den militærfaglige og den politiske ledelseskontekst. Forskellen føring/føringsvirksomhed Vi har nu afgrænset det militære ledelsesbegreb i forhold til andre former for offentlig ledelse og derudover skelnet mellem operative og administrative aspekter af den militære ledelse. Der kan imidlertid indsættes yderligere en forskel, som væsentligt adskiller det militære ledelsesbegreb fra andre typer af ledelse, nemlig forskellen mellem Føring og Føringsvirksomhed. Dette begrebspar anvendes primært i Hæren, men kan genfi ndes i de to øvrige værn, hvor de ofte samles under betegnelsen chefvirke. Føring Føring og chefvirke (herefter samlet benævnt som føring) knyttes traditionelt sammen med begrebet kommando, der kan defi neres som: den autoritet, der tillægges føreren m.h.p. at lede og samordne indsættelse af militære styrker og omfatter retten og pligten til at agere. Udøvelse heraf sker gennem føring (Feltreglement I:126) Det militære føringsbegreb bygger således på to grundlæggende principper, der betegner kommandostrukturen: Befalingsret og lydighedspligt. Principperne for føring personliggør retten og pligten til at agere, for så vidt som den henviser til operationaliseringen af førerens intention og vilje: Føring er chefens omsætning af sin vilje og hensigt til handling (ibid.) Føring er i denne forstand et begreb, der gør det muligt at knytte specifikke handlinger til et bestemt retssubjekt, der kan holdes ansvarlig for ledelsesbeslutningerne i (12) Max Weber [1922] 1994: Magt og bureaukrati, Frederiksberg: DET lille FORLAG. 12

14 Forsvarsakademiet en given situation. Føring er med andre ord det princip, der både tilskriver (ret) og regulerer (pligt) magtudøvelsen i den militære kommandostruktur. At føre kommando er ifølge Huntington netop dét, der markerer professionens særkende, idet han præciserer at: For the profession to perform its function, each level within it must be able to command the instantaneous and loyal obedience of subordinate levels. Without these relationships, military professionalism is impossible. Consequently, loyalty and obedience are the highest military virtues (Huntington 1957:73). Føringsvirksomhed Føringsvirksomhed er betegnelsen for en række konkrete aktiviteter, som skal bistå chefen med at operationalisere sin vilje og hensigt. Hvor føring henviser til den personlige autoritets- og ansvarstilskrivning, er føringsvirksomhed et begreb for de organisatoriske procedurer og den stabsmetodik, der træder i kraft ved befalingsmodtagelse og operative indsættelser. Der henvises eksempelvis til følgende faser: Modtagelse af varsel, befalingsmodtagelse, operative overvejelser inklusive varsel til enheder og stabsrekognoscering, foreløbig befalingsudgivelse, rekognoscering med dispositionsenhederne, endelig befalingsudgivelse, kontrol og indøvelse med stab og dispositionsenheder og føring under indsættelse (Feltreglement I:130). Med begreberne føring og føringsvirksomhed skelnes således mellem det personlige og det organisatoriske ledelsesaspekt i den operative opgaveløsning. Når disse to ledelsesaspekter er væsentlige i den professionsteoretiske fremstilling, hænger det sammen med en øget retliggørelse af den militære ledelsespraksis, der følger af de offentlige mediers bevågenhed og optagethed af at tilskrive ansvar og skyld til bestemte subjekter. Fælles for disse to gensidigt konstituerende sider af professionen er således forpligtelsen på det politiske (og juridiske) mandat på den ene side og udøvelsen af de militærfaglige (og etiske) kompetencer på den anden side. Sammenfatning På baggrund af ovenstående begrebsafklaring kan vi sammenfatte følgende: Forsvaret varetager en række forskelligartede ledelsesopgaver, hvorunder militær ledelse adskiller sig på væsentlige punkter: Militær ledelse er såvel operativt som administrativt rammesat af krigens kontekst og skal sikre legitim anvendelse og forvaltning af statens ultimative magtmidler. Dette sikres gennem håndhævelse af det militære vidensmonopol og den militære professionsetik, der hviler på lydighed og disciplin. Militær ledelse er således en unik ledelsesform, som under politisk mandat tilskriver ledelsesudøveren ret og pligt til at føre kommando og lede indsættelse af militære styrker i den operative kontekst og til at styre organisationens ressourceanvendelse indenfor gældende faglige og økonomiske rammer i den administrative kontekst. Såvel den operative som den administrative ledelseskontekst er betinget af den militære befalingsret og lydighedspligt, som både etisk og retligt adskiller militær ledelse fra alle andre 13

15 ledelsesformer i offentligt og privat regi. Set i dette perspektiv forudsætter militær ledelse derfor en militærfaglig skoling og professionel disciplinering, der kun kan fi nde sted i rammen af forsvarets ledelsesuddannelser og gennem det militære tjenesteforløb. Den professionsteoretiske afgrænsning af det militære ledelsesbegreb kan illustreres på følgende måde: Fig. 2: Politisk ledelse Offentlig ledelse Militær ledelse Operativ Administrativ Risikoledelse Føring/Føringsvirksomhed Virksomhedsledelse Fig. 2 illustrerer de forskellige ledelseskontekster, den militære leder agerer i og er aktiv medskaber af. Det betyder ikke, at den militære leder ikke kan udøve andre typer ledelse end den militære. Der er eksempelvis områder af virksomhedsledelsen (økonomistyring, kontraktstyring, resultatstyring m.m.) som forbinder militær ledelse med politisk og offentlig ledelse, og som sikrer, at den militære profession aldrig bliver løsrevet fra staten og civilsamfundet, men til stadighed tjener de politiske prioriteringer og opfylder sine demokratiske forpligtelser. Den militært uddannede leder er imidlertid den eneste, der kan udøve militær ledelse i en professionsteoretisk forstand, netop fordi professionen demarkerer en faglig såvel som etisk specifi k ledelsesdisciplin. 14