Polarfronten. Sjældne søjler står for fald, s. 4-5 Grønlandske ulyksaligheder, s. 7 Istidslandet i billeder, s

Transkript

1 U D G I V E T A F D A N S K P O L A R C E N T E R N R. 3 / P R I S 3 5 K R. Polarfronten Sjældne søjler står for fald, s. 4-5 Grønlandske ulyksaligheder, s. 7 Istidslandet i billeder, s

2 INDHOLD Gift for forplantningen Østgrønlandske isbjørnes kønsdele påvirkes negativt af miljøgifte. Sjældne søjler står for fald Ikkafjordens unikke mineralsøjler er truet af stigende vandtemperaturer. Flagskibet i Diskobugten Københavns Universitet har fejret 100-året for oprettelsen af Arktisk Station. Grønlandske ulyksaligheder En ny rapport om unges trivsel afslører alarmerende nyt om selvmordsadfærd og seksuelt misbrug i Grønland. Frivilligt fanget i isen Skonnerten Tara er fanget i polhavets ismasser og slipper først fri igen om et par år. Den genetiske forbindelse Forskerne arbejder ihærdigt på at afdække relationen mellem gener, overvægt og livsstil. Istidslandet i billeder Jette Bang var sin tids største grønlandsfotograf. Denne sommer vendte hun tilbage til Istidslandet i skikkelse af sine billeder. En forsinket reaktion Diskoøens gletschere er blevet skrevet i mandtal. Det viser sig, at de har trukket sig mere tilbage i første halvdel af det 20. århundrede end i sidste. Terra Australis Incognita Historien om Antarktis er en fortælling om store bedrifter, internationalt fælleseje og højt profileret forskning. Kommentar Danmark er blevet medlem af SCAR. Det betyder nye muligheder for dansk polarforskning. Svalbards sociale eksperiment En ny bog tegner et kulturhistorisk portræt af minesamfundet Longyearbyen fra 1916 til Zackenberg nu med vinterlogi Forskningsstation Zackenberg er blevet to huse rigere. Også Daneborg har fået et nyt bådehus. Zackenberg i søgeren De tre vinderbilleder i Dansk Polarcenters Zackenberg-fotokonkurrence er fundet. Dansk Polarcenter er en institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Udkommer 4 gange årligt Oplag: 3500 Deadline for bidrag til næste nr. 17. november Abonnement koster 125 kr. for et år og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen, ansvarshavende redaktør Jane Benarroch, redaktør, Irene Seiten, layout, DJ Uffe Wilken, DJ Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Poul-Erik Philbert, DJ Gabrielle Stockmann Henning Thing Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: F. Latreille Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. Polarfronten 3/06

3 Gletscherspalten Gift for forplantningen Østgrønlandske isbjørnes kønsdele påvirkes negativt af miljøgifte. Det kan på længere sigt udgøre en trussel mod bjørnenes fortsatte overlevelse. Det er blevet påvist igen og igen de senere år, at gifte fra den vestlige verdens industriproduktion ender i det arktiske miljø, hvor de trænger ind i havets fødekæder og forurener dyr og mennesker. Blandt de absolut hårdest ramte er isbjørnen, fordi den befinder sig på toppen af havets fødekæde og derfor sluger de opkoncentrerede gifte, når den kaster sig over den nærende sælspæk. Specielt den seneste tid har nyhederne om isbjørnenes sundhedstilstand stået i kø (se bl.a. Polarfronten nr. 2/2006). Og det er ikke solstrålehistorier forskerne har at berette. De seneste resultater viser således, at de såkaldte organohalogene stoffer (først og fremmest flourfobindelser og langsomt nedbrydelige, organiske miljøgifte) påvirker udviklingen af bjørnenes kønsorganer. Det er første gang, at det er lykkedes forskere at påvise denne sammenhæng hos vilde pattedyr. I spidsen for undersøgelsen står dyrlæge Christian Sonne, Danmarks Miljøundersøgelser, og han er nået frem til, at jo større koncentrationer af miljøgifte, der er i bjørnene, jo mindre bliver både hannernes testikler og penisben samt hunnernes æggestokke og livmoder. Konkret har det vist sig, at hvis man sammenligner en højt og en lavt belastet isbjørn, så finder man en reduktion på ca. 30 procent af størrelsen af testikler og penisben hos bjørnen med den høje belastning af giftstoffer. - Isbjørne har i forvejen den laveste fødselsrate blandt pattedyr, og man kan frygte, at de mindre kønsorganer på længere sigt kan forringe deres frugtbarhed og udgøre en risiko for den østgrønlandske bjørnebestand. Specielt penislængde og sædkvalitet er af afgørende betydning for en vellykket parring og efterfølgende befrugtning, siger Christian Sonne. Det kan af gode grunde være svært at gennemføre denne form for undersøgelser, men Christian Sonne har haft et virkelig stort materiale til sin rådighed. Et samarbejde med isbjørnejægere fra Østgrønland i årene 1999 til 2002 har gjort, at forskerne har kunnet arbejde med dele fra omkring 100 bjørne. Udover giftstofferne truer også den globale opvarmning isbjørnens fortsatte overlevelsesmuligheder. Så det kan ikke udelukkes, at der allerede er sket en reduktion af isbjørnebestanden ikke bare i Grønland, men i hele Arktis. Kontakt: Christian Sonne, DMU, csh@dmu.dk Foto: Magnus Elander Poul-Erik Philbert I den tidlige sommer i Grønlands fjelde kan man træffe landets mindste pelsdyr. Dets engelske navn betyder uldbjørn, dets latinske navn den der bærer det kvindelige og på dansk hedder det fjeldspinder. Den langhårede larve, der bliver til sommerfugl, er en historie værd. Larven er hele 6 sæsoner om at udvikle sig og blive puppeklar. Dens livret er blade fra arktisk pil og helst ikke andet. Bladene har størst næringsværdi i det spæde arktiske forår, så larven spiser kun om foråret. Pelsens gulbrune strithår med modhager gør larven til en ulækker mundfuld for fugle, og dens andre fjender - snyltehvepse og snyltefluer - er ikke fremme om foråret, så fjeldspinderlarven har det godt i spisekammeret. Efter den hurtige fedekur på pileblade søger larven i slutningen af juni et beskyttet sted under en sten, spinder sig ind i et svøb af silketråde og ligger så i 11 måneders dvaletilstand beskyttet mod rovdyr og frost indtil næste forår. Vinterens lave temperaturer skader ikke larven, for dens krop er godt dopet med antifrost-kemi. Når forårssolen igen varmer, og pileskoven grønnes, vågner larven op til endnu en hurtig omgang pileblade, et hudskifte til en pels ét nummer større og så 11 måneder mere under stenen i silkesvøbets sikre favn. Dette gentager sig 7 gange, og så er larven omsider klar til at forpuppe sig. Den spinder sig ind i et mørkegråt, tætvævet silkehylster og udenpå et løsere hvidligt silkelag. Kokonen placeres, hvor solen skinner, og de to lag gør, at solens stråler varmer kokonens indre ekstra op, så den forunderlige forvandling fra larve til voksen sommerfugl kan ske på blot et par uger. Endelig! Efter et tilløb på 2500 døgn er forvandlingen fuldbragt, og ud af hylstret kravler en voksen fjeldspinder. Men ak, voksenlivet er hårdt og kort, meget kort. Den voksne hun er tyk og kan ikke flyve, og så snart hun er ude af kokonen, sender hun en uimodståelig duft ud i fjeldets klare luft. Nybagte hanner i omegnen er toptunet til at opfange dette duftstof med sansehår på følehornene, og de slår straks til. En duftende hun får snart selskab af mindst én ivrig han. Straks efter den uundgåelige parring dør hannen, mæt af dagen. Få timer senere lægger hunnen omkring 100 æg, ofte oven på det forladte puppehylster. Og det var så det sidste, hun formåede i livet. - Mission completed for Gynaephora groenlandica! 3

4 Sjældne søjler står for fald Torsken er tilbage i Ikkafjorden. Det kan være et dårligt varsel for fjordens unikke mineralsøjler. Et af Galathea 3-ekspeditionens landbaserede projekter fik opsigtsvækkende resultater med hjem fra sommerens feltarbejde. I det dunkle, grønne vand stirrer dykkeren og fisken på hinanden. Begge er sikkert lige overraskede, men dykkeren undrer sig sandsynligvis mere over mødet end torsken, fordi der ikke de sidste mange år er set torsk i fjorden. Fisken kan være et vink om, at klimaændringerne måske er ved at finde vej ind i de sydgrønlandske fjorde. Er det tilfældet, kan det få katastrofale konsekvenser for de hundredvis af mineralsøjler, der knejser på bunden af Ikkafjorden. Økosystem i fare I august måned var der travlhed på bunden af Ikkafjorden. Et hold dykkere Foto: Richard Martin svømmede rundt mellem de utallige søjler af ikait og samlede prøver ind af det sjældne mineral. Måske forsvinder søjlerne om få år, fordi det hvide, porøse ikait kollapser, hvis vandtemperaturen stiger til mere end 6 C. Og noget tyder på, at vandet i Ikkafjorden er ved at blive varmere. Sammen med dykkerne var et hold geologer og mikrobiologer. Et af målene med deres arbejde var netop at finde ud af, hvilken indflydelse højere vandtemperaturer har på mineralsøjlerne. Peter Stougaard fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, der er leder af Galathea-projektet i Ikkafjorden, siger: - I værste fald forsvinder søjlerne og med dem også de mange dyr og planter, der lever på og i søjlerne. I bedste fald sker der ingen ting. Man kan måske også forestille sig en mellemting, hvor de søjler, der allerede er dannet, bliver stående. Men hvor tilvæksten af nye søjler ikke kommer til at foregå i samme hastige tempo, som vi har set det indtil nu. Det ved vi ikke noget om. Forsvinder søjlerne, forsvinder også et mikrobiologisk samfund, hvor bakterier lever i koldt og stærkt sodaholdigt vand med en ph-værdi på 10,5. Mikrobiologerne vurderer, at op mod en tredjedel af de bakterier, der lever inde i søjlernes ekstreme miljø, er nye og ukendte. En søjle saves over. Samme søjle blev også savet over i 2002 og var i mellemtiden vokset små 60 centimeter. I laboratoriet vil mikrobiologerne senere tage prøver fra forskellige områder i søjlen for at se, hvilke bakterier der lever i det fjendtlige miljø. Varmere vand I første omgang var det dykkerne, der lagde mærke til forandringerne. Allerede på en ekspedition til fjorden i 2002 opdagede de, at det ikke var så koldt om fingrene, som det havde været på tidligere ekspeditioner i midten af halvfemserne. Målinger bekræftede, at bundtemperaturen i og omkring ikkasøjlerne var C, et par grader varmere end i På ekspeditionen i sommeren 2006 kunne dykkerne imidlertid både mærke og aflæse en vandtemperatur, der havde fået et par ekstra varmegrader i forhold til Geologerne mente også, at de søjler, som dykkerne baksede op fra dybet, så mere ynkelige ud, end de FAKTA OM IKKASØJLERNE Søjlerne af ikait opstår, når sodaholdigt vand fra bjergene pibler op gennem bunden af Ikkafjorden og blander sig med havvandet. Der sker en kemisk reaktion, som får ikaitten til at udkrystallisere og søjlerne til at vokse helt op til 20 meters højde. Af de mange søjler i Ikkafjorden er mere end 1000 over én meter høje. Det bløde mineral ikait omdannes langsomt til hård calcit, som sammen med de mange kalkalger på søjlerne er med til at styrke søjlerne, så de ikke tipper omkuld. I de kommende to år vil en stor, tværfaglig forskergruppe arbejde i Ikkafjorden for blandt andet at undersøge klimaændringernes påvirkning af ikkasøjlerne, vandets kredsløb i fjorden samt kortlægge livet inden i søjlerne. Arbejdet er finansieret af Forskningsrådet for Teknik og Produktion og af Villum Kann Rasmussen Fonden. Polarfronten 3/06

5 Foto: Richard Martin. tidligere havde gjort. Det vokseværk, der prægede søjlerne for få år siden, synes desuden at være bremset en smule. Fra 1996 til 2002 var en afskåret søjle vokset med 1,2 meter, mens en anden søjle fra 2002 til 2006 kun var vokset med centimeter. Det er nærliggende at pege fingre ad den globale opvarmning som årsag til forandringerne i Ikkafjorden. Men holder den forklaring vand? Til det siger Mads Hvid Ribergaard fra Danmarks Meteorologiske Institut: - Det kan ikke udelukkes, at det er den globale opvarmning, man nu ser slå igennem i de sydgrønlandske fjorde. Mere nærliggende er dog, at det vi ser er naturlige variationer i det nordatlantiske havklima, som påvirker de vestgrønlandske farvande. Det har vi set tidligere. Fra midten af 1920 erne og frem til slutningen af 1960 erne var vandmasserne varmere. Fra 1960 erne og frem til midten af 1990 erne gik vi ind i en koldere periode. Siden midten af 1990 erne er varmen vendt tilbage til samme niveau som observeret for slutningen af 1960erne. Opvarmningen ses langs hele Vestgrønland. Kunstige enzymer er fremtiden Uanset årsagen til det varmere vand kan det som sagt gøre det af med det enestående økosystem. Peter Stougaard siger: - I de tusindvis af små hulrum inde i søjlerne lever mikroorganismer, som ikke findes andre steder her på Jorden. De er specielt designet til et liv ved lav temperatur og høj ph-værdi og vil ikke kunne etablere sig i almindeligt havvand. Bakterier fra ikkasøjler har ganske særlige enzymer i deres celler, der gør, at de kan leve i disse ekstreme miljøer. Mikrobiologerne håber at finde nye, u kendte enzymer, der måske kan fremstilles kunstigt og bruges inden for levnedsmiddel- og medicinalindustrien. Forsvinder søjlerne, forsvinder dermed også Grønlands mulighed for selv at skabe en bioteknologisk nicheproduktion fra landets genetiske ressourcer. Fra den stenede kyst kan dykkerne se en af folkene ude på ledsagebåden. Han har travlt. Fiskestangen står spændt i en bue, og han trækker den ene fisk op efter den anden. Da båden sejler hjem, viser han stolt dagens fangst: En spandfuld velvoksne torsk. Jo, lystfiskeriet i Ikkafjorden går måske mod bedre tider. Uffe Wilken Kontakt Peter Stougaard, KVL, psg@kvl.dk Læs mere på Under sommerens feltarbejde i Ikkafjorden borede dykkerne sonder ind i en tyk søjle af ikait. Sonderne vil de næste mange måneder sende informationer om ph-værdier, temperatur, saltholdighed og iltindhold til en lille computer, så forskerne kan følge variationerne inde i søjlerne over en periode på flere år. 5

6 Flagskibet i Diskobugten Københavns Universitet har netop fejret 100-året for oprettelsen af Arktisk Station i Qeqertarsuaq på øen af samme navn. Københavns Universitets nordlige forpost ligger i et smørhul, midt i et frodigt og artsrigt område med mangfoldige plante- og dyrearter på land og i havet og med spændende klipper, landskaber og gletschere lige ved hånden. Stationen har udviklet sig meget siden barndomsårene i begyndelsen af 1900-tallet. Nye bygninger, mere kapacitet, bedre apparatur, større skibe, hurtigere kommunikation, flere brugere og større budgetter! Men én ting er uændret gennem de 100 år: Forskernes nysgerrighed, deres trang til at undersøge sammenhænge, deres snilde og målrettethed og glæden ved at være i felten. Porsild: plantefanger og pioner Stationens bagmand, botanikeren Morten Porsild, var en meget fremsynet mand og en ihærdig forsker, som klart så mulighederne ved at placere en international forskningsstation netop her, lige uden for kolonien Godhavn. Fotos fra bogen Arktisk Station Sammen med sin familie levede og forskede han i, på og omkring Disko-øen i 40 år. Porsild-navnet står for altid mejslet ind i klippen som den arktiske botaniks faderskikkelse. Grønlænderne kaldte ham kærligt for plantefangeren. Arktisk Station ligger ualmindeligt smukt placeret mellem kystlagunen og den irgrønne, frodige Østerlien. Der er ikke langt at gå, førend spændende forskningsemner ligger lige til højrebenet. Saltvand, brakvand, ferskvand, kilder med koldt og lunkent vand, nogle med radioaktivt udslip. Vand gi r liv, og livet myldrer i alle typer af vand ved Arktisk Station. Kildeforskning har i en del årtier været en ivrigt dyrket disciplin hos stationens brugere. Der er også nok at tage fat på. Disko-øen har kilder i tusindvis. Angakokkens sted Blandt Qeqertarsuaqs beboere benævnes Arktisk Station ofte som Angakkussarfik, dvs. stedet hvor åndemanere holder til. I klippevæggen lige under stationens højtstående flagstang er der en grotte, hvor en åndemaner i gamle dage trænede sine lærlinge og selv udførte sine ånderitualer. Angakok-lærlingen blev bundet med reb og placeret inde i grotten, indtil han oftest efter flere døgn så noget overnaturligt. Nogle lærlinge nåede ikke så langt, men døde undervejs. De blev begravet i Østerlien lige ved stationen. For at beskytte eftertidens forskere mod fortidens ånder skulle der angiveligt være nedgravet et brystben af en lomvie under hovedbygningens gulv. Hver vinter den 13. januar ser man endnu en lokal anvendelse af Arktisk Stations placering. Indbyggerne fra byen kommer herud for at se solen vise sig for første gang over horisonten i syd. Dens stråler farver Østerlien lyserød, og alle bliver opstemte over signalet om, at det igen går mod lysere tider. Hundrede års forskning I anledning af stationens 100 års jubilæum har Københavns Universitet udgivet en stor og pragtfuld bog, der på fornemste vis kommer rundt om alle de emner, som knytter sig til Arktisk Station, Disko-øen og bugten samt den forskning, der i ti årtier er udført her af talrige professorer, lektorer, Ph.D. ere og alle de andre fra videnskabens verden Kloden rundt. Bogen er som Arktisk Stations omfang og betydning: stor, vægtig, interessant og indbyder til fordybelse. Den er ikke i lommeformat og kræver et stabilt underlag, men godt bænket foran værket er det også nemt at bruge mange timer i dets selskab. Hvis man ikke lige ved nok om rullesten med olie, kildeeksplosioner, solautografer, tellurisk jern, saltvandsmider, videohvaler, pølsetang, gletschergalop eller Porsild og istorsk, så få fat i dette flotte festfyrværkeri fra forskningens frontlinie. Henning Thing Arktisk Station Redigeret af Lone Bruun m.fl. Københavns Universitet i samarbejde med Rhodos, kr. Polarfronten 3/06

7 Grønlandske ulyksaligheder En ny rapport om unges trivsel i Grønland afslører, at op imod hver tredje pige har været udsat for seksuelt misbrug. Samtidig har et stort antal unge alvorlige selvmordstanker. Hvordan trives børn og unge i Grønland i dag? Det spørgsmål har et hold forskere ledet af seniorforsker Tine Curtis fra Statens Institut for Folkesundhed forsøgt at få svar på ved at spørge de unge selv. Fra februar 2004 til februar 2005 gennemførte forskerholdet computerbaserede spørgeskemaundersøgelser på ti skoler i de syv grønlandske byer Upernavik, Ilulissat, Maniitsoq, Tasiilaq, Nuuk, Narsaq og Qaqortoq. I alt modtog de 508 besvarelser fra elever, der alle gik i 9. eller 10. klasse og var mindst 15 år på undersøgelsestidspunktet. Spørgsmålene kredsede om alt fra forholdet til kammerater og forældre over krops- og identitetsopfattelse til rygeog alkoholvaner. Men også spørgsmål om alvorlige problemer som seksuelt misbrug og selvmordsforsøg blev de unge bedt om at svare på. Og svarene her er nedslående. Seksuelt misbrug udbredt Tallene viser nemlig, at et alarmerende højt antal unge dels har været udsat for seksuelt misbrug, dels har alvorlige selvmordstanker eller sågar forsøger selvmord. - Svarene viser, at mindst 11 procent af drengene og hele 53 procent af pigerne havde været udsat for strafbare seksuelle handlinger defineret som et seksuelt forhold før det fyldte 15. år. Da man imidlertid må korrigere for, at et forhold mellem eksempelvis en 14-årig pige og 15-årig dreng formentlig kun i de færreste tilfælde opleves som et overgreb, har vi konkluderet, at 28 procent af pigerne og 9 procent af drengene er blevet misbrugt seksuelt, siger professor ved Statens Institut for Folkesundhed, Peter Bjerregaard, som er medforfatter til rapporten. Konklusionen viser med al tydelighed, at der er behov for en øget indsats imod seksuelt misbrug. Rapporten anbefaler især, at der sættes ind over for den sociale nød i familierne, men også at indsatsen rettes mod sociale og kulturelle normer for seksuelt misbrug af børn. Normer, som forskerne fra studier i bl.a. Finland ved, er mere udbredt i tyndt befolkede egne af verden. Og som derfor måske kan forklare tendensen til flere tilfælde af seksuelt misbrug i de grønlandske bygder. Mens 52% af pigerne svarede, at de har haft alvorlige selvmordstanker, har hele 33% sågar forsøgt selvmord. Mange forsøger selvmord Samtidig viser de unges svar, at mange af dem enten overvejer eller forsøger selvmord. Mens hele 52 procent af pigerne svarede, at de har haft alvorlige selvmordstanker, er tallet for drengenes vedkommende 20 procent. Hertil kommer, at hele 33 procent af pigerne har forsøgt selvmord mod 11 procent af drengene. - Det er nærliggende at se de mange selvmordsforsøg som et udslag af en barndom præget af dårlige oplevelser kombineret med aktuelle psykiske helbredsproblemer. Det skal dog også nævnes, at mange af de unge med selvmordsadfærd har kendt nogen, der har begået selvmord. Undersøgelsen giver ikke noget klart svar på årsagen til denne sammenhæng, men det er nærliggende at antage, at sorg over tabet af en kæreste eller nær pårørende spiller en rolle, siger Tine Curtis. Gode venskaber øger trivsel Overordnet viser undersøgelsen, at der er en tæt sammenhæng mellem de unges trivsel og forholdet til klassekammerater, venner og familien. De fleste unge har et godt forhold til forældre og kammerater, men generelt viser svarene, at de unge efterlyser mere ansvarsfuldhed fra forældregenerationens side. Samtidig mener de fleste, at det offentlige bør træde til, hvor forældrene svigter. Generelt konkluderer rapporten, at mange af de unge trives og har det godt. Det skyldes ikke mindst, at mange har et godt forhold til forældre og venner, at de er fysisk aktive og drikker alkohol med måde. Men de store grupper af unge, der lider nød, er stadig for mange i det grønlandske samfund. Jane Benarroch Kontakt: Peter Bjerregaard, pb@si-sundhed.dk Tine Curtis, tc@si-folkesundhed.dk 7

8 Frivilligt fanget i isen Skonnerten Tara er fanget i Polhavets ismasser og slipper først fri igen om et par år. Det sker som led i en videnskabelig undersøgelse af klimaforandringer i Arktis. I begyndelsen af september måned ankrede den franske skonnert Tara op i den arktiske pakis på 80 N, hvor den hurtigt blev fanget i et fast greb af ismasserne. Her bliver den i hvert fald i et par år, før den igen kan komme fri af isen og sejle videre for egen kraft. Et gennemprøvet koncept Men det, der umiddelbart kunne ligne en risikabel og faretruende situation, er i virkeligheden indledningen på en veltilrettelagt og stort anlagt europæisk forskningsekspedition. Tara vil nemlig de næste par år drive med pakisen de omkring 1800 kilometer fra Det Østsibiriske Hav over Nordpolen og til Framstrædet mellem Nordøstgrønland og Svalbard. Først her vil skibet i sommeren 2008 smelte fri af sit fangenskab. Undervejs vil Tara fungere som tag over hovedet for en flydende forskningsstation, som skal måle og kortlægge oceanografiske, meteorologiske og glaciologiske forhold i det relativt uudforskede område omkring Nordpolen. Der er ikke noget, som tyder på, at det planlagte samspil med naturkræfterne kan slå fejl. Ekspeditionen er et led i det såkaldte Damocles-projekt, som er det største europæiske, arktiske forskningsprojekt nogensinde. Forskerne har et meget godt kendskab til pakisens bevægelser i Det Arktiske Ocean. Og desuden er idéen med at lade et skib fryse ind i isen og lade det drive med den såkaldte transpolare isdrift ikke af ny dato. Det blev første gang afprøvet af Fridtjof Nansen på Fram-ekspeditionen i og er senere anvendt af de russiske isdriftstationer fra 1930 erne (se boks). Klar til afgang. Indefrosset i pakisen har skonnerten Tara begyndt sin to år lange rejse tværs over Nordpolen. I hele perioden vil der fra den videnskabelige isdriftsstation blive indsamlet data, som skal øge kendskabet til klimaforandringer i Det artiske Ocean. Foto: F. Latreille/Tara Arctic Polarfronten 3/06

9 På talefod med satelitterne Da Tara havde lagt sig til hvile i pakisen, gik den otte mand store besætning og deres hjælpere som det første i gang med at opbygge en lejr på isen. De anlagde en helikopterlandingsplads, som kunne sikre kontakten til omverdenen, og placerede forskelligt måleudstyr, så man hurtigt kunne begynde indsamlingen af data til de mange projekter, der har en aktie i ekspeditionen. Den danske deltagelse i projektet kommer fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Dansk Rumcenter og Danmarks Tekniske Universitet (DTU). DMI deltager blandt andet i et program, der koncentrerer sig om sne- og ismålinger under hele Taras sejlads. Rasmus Tonboe på DMI arbejder med strålingsmodeller for havis og har sammen med Danmarks Rumcenter udviklet det måleprogram, som styrer dataindsamlingen under Taras rejse. - Strålingsmodeller kan hjælpe til at oversætte satellitmålinger til meteorologiske forhold som eksempelvis atmosfærens vanddamp og temperatur. Det er informationer, vi bruger på DMI, når vi f.eks. laver vejrprognoser for Danmark. Men vi ved, at de nuværende vejrmodeller kan tage fejl, og at det i høj grad skyldes, at der er for få observationer i det arktiske område. Vores arbejde i forbindelse med Damocles vil gøre satellitmålingerne langt mere brugbare og dermed øge kvaliteten af vejrprognoser i Danmark og langt ned i Europa. Rasmus Tonboe forklarer, at isen og atmosfæren udsender en lillebitte stråling, som satellitterne er i stand til at fange. Hvis man bliver i stand til at oversætte strålingen til de modsvarende vanddampe og temperaturer i atmosfæren, vil man direkte kunne bruge satellitmålingerne, når man laver vejrudsigter, som er det, strålingsmodellerne skal bruges til. Men skal man nå så langt, er det nødvendigt at indsamle data om så at sige alt, hvad der sker på isen. Der skal måles snetykkelse, snetæthed, istykkelse og størrelse på snekorn, der skal opstilles en klimastation, som skal indsamle de grundlæggende meteorologiske data, og der skal sænkes et kabel ned i I Nansens fodspor havet, som skal måle vandets temperatur og saltholdighed. Rasmus Tonboe og hans kolleger regner med at modtage data løbende gennem de næste to år, og at det vil gøre dem i stand til at udvikle en model for isens stråling. Med den i hånden vil opgaven så være at integrere de daglige satellitdata på en sikker måde i vejrmodellerne. Det første forsøg på at lade et skib indefryse i Det Arktiske Oceans ismasser blev gjort af Fridtjof Nansen i Nansen forsøgte at nå frem til Nordpolen som den første, og til det formål lod han sit specialbyggede skib Fram fryse inde i pakisen. Hans teori var, at der måtte gå en havstrøm hen over Nordpolen mod syd, og at det indefrosne skib på den måde ville komme tæt på Nordpolen. Fram drev langsomt mod nord, og på et tidspunkt forlod Nansen sammen med to andre besætningsmedlemmer skibet for at nå Nordpolen til fods. Forsøget mislykkedes. 418 kilometer fra målet måtte de give op og søge sydpå til Franz Josephs Land, hvor de overvintrede. Men teorien viste sig at holde vand. Fram blev i sommeren 1896 frigivet af ismasserne mellem Svalbard og Nordøstgrønland i det, der senere kom til at hedde Framstrædet. Under driften blev der - ligesom det er planen med Tara-ekspeditionen - udført oceanografiske, meteorologiske og glaciologiske målinger. Nansens erfaringer er senere især blevet brugt af russerne, som siden 1937 næsten har haft faste isdriftsstationer, som driver fra den russiske del over Nordpolen for at blive evakueret omkring Framstrædet. Også amerikanerne har haft isdriftsstationer i den amerikanske del af Det Arktiske Ocean. Så Fram-ekspeditionen har været inspirationen for både de russiske driftstationer og for Tara-ekspeditionen. Det kræver selvfølgelig en speciel konstruktion, hvis et skib skal fryse inde i isen uden at blive skruet ned. Fram blev konstrueret til at kunne modstå stort tryk fra skruende havis på skibets sider, idet skrogets form var skrå i vandlinien, så isskruninger pressede skibet opad i stedet for at knuse det. Det samme gælder Tara, som har en rund og flad bund, som sikrer, at den bliver skubbet op af isen i stedet for at blive knust af ismasserne. Foto: F. Latreille Klimaændringer og IPY Ekspeditionen er som nævnt en del af et stort EU-projekt, Damocles, som er igangsat i anledning af Det Internationale Polarår. Budgettet er på 16 mio. og i alt 45 videnskabelige institutioner fra 12 lande deltager i projektet. Der vil være en masse aktiviteter inden for meteorologi, glaciologi og oceanografi, og projektet vil omfatte både havis, sne, gletschere. Udover målinger fra Tara består programmet af satellitmålinger og af indsamling af data fra forskellige islejre og forskningsskibe. Baggrunden for den store satsning er, at der i disse år sker specielt store klimaændringer i det arktiske område. Bl.a. bliver isens tykkelse og udbredelse stærkt reduceret omkring Nordpolen. Mange forskere mener, at de store klimaændringer i Arktis både sender en advarsel om og påvirker den fremtidige globale klimaudvikling. Desværre mangler vi den nødvendige viden til at kunne udtale os mere sikkert om samspillet mellem klimaet i Det Arktiske Ocean og det globale klima, og det er denne manglende viden, Damocles-aktiviteterne skal råde bod på. Poul-Erik Philbert Kontakt: Rasmus Tonboe, DMI, rtt@dmi.dk 9

10 Den genetiske forbindelse Grønlændere har større risiko for at blive ramt af type II-diabetes på grund af deres gener, mener diabetesforskere. Men også overvægt og stillesiddende livsstil spiller en rolle for udvikling af sygdommen, der eksploderer i Grønland i disse år. I Qaanaaq, 1200 kilometer nord for Polarcirklen, ligger den. Verdens nordligste grillbar, Polar Grill, der ironisk nok er placeret med pragtudsigt til den isdækkede fjord, Inglefield Bredning, hvor polareskimoerne igennem århundreder har jaget og fanget føden. Grillbaren er ikke bare et slående symbol på globaliseringens rækkevidde. Med et menukort bestående af frituredryppende pommes frites og salatfattige burgere er den tillige et lokalt arnested for den eskalerende overvægt og fedme, der breder sig overalt i det arktiske samfund og truer med at gøre den grønlandske befolkning syg som aldrig før. Den helt store sundhedsudfordring er livsstilssygdommen type II-diabetes, der de seneste år har været på hastig fremmarch overalt i Grønland. Senest har et forskningsprojekt med bl.a. inuit fra Qaanaaq som forsøgspersoner stærkt indikeret, at generne spiller en rolle for udviklingen af diabetes. Og en dansk forsker deltager i øjeblikket i et tværpolart projekt, der skal bidrage til at løse gåden om, hvorfor en sygdom, der har været stort set ikke-eksisterende blandt inuit før 1960 erne, pludselig boomer. Hver tiende har diabetes På høje tid, fristes man til at sige, når man ser de seneste tal for diabetesudbredelsen. En stor befolkningsundersøgelse i 2001 viste, at ud af de 917 personer, der indgik i undersøgelsen, havde 10,8 procent af mændene og 8,8 procent af kvinderne over 35 år udviklet type II-diabetes. Herudover havde hhv. 9,4 procent og 14,1 procent såkaldt nedsat glukosetolerance, som kan være et forstadium til diabetes. Sammenlignet med Danmark var der 35 procent flere diabetikere i Grønland. Dermed er type II-diabetes langt mere udbredt i Grønland end i f. eks. Danmark, og selv på internationalt plan ligger Grønland i top. En overraskende udvikling i betragtning af, at sygdommen er ny i Grønland. - Fra at være stort set ikke-eksisterende i Grønland før 1960 erne ser vi pludselig en stigning i diabetes-tilfælde hos både mænd og kvinder. Udefra set har vi blot kunnet konstatere, at der har været et klart tidsmæssigt sammenfald mellem sygdommens udbredelse og den moderne kulturs opblomstring, siger Peter Bjerregaard, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed og står bag en lang række undersøgelser om grønlændernes sundhedstilstand. Udviklingen falder også sammen med en stigning i vægt, som er en naturlig følge af livsstilsændringerne. De seneste tal fra viser, at 36 procent af de grønlandske mænd og 33 procent af de grønlandske kvinder over 18 år er overvægtige. Tallene viser også, at hele 16 procent af mændene og 22 procent af kvinderne er decideret fede. Med andre ord vejer en tredjedel af befolkningen for meget. Fedtlagring i top Forskerne er da heller ikke i tvivl om, at den umiddelbare årsag til de stigende problemer med diabetes skyldes ændringer i livsvilkår som i andre lande verden over. Den moderne verden og al dens uvæsen er for længst nået ud i de små samfund langs hele den nordlige polarkalot. Ikke bare har fastfood fortrængt friskfanget fugl og sællever fra det daglige middagsbord. Folk bevæger sig også langt mindre nu end dengang, det var nødvendigt for at holde sig i live på de polare breddegrader. For den lille del af befolkningen, der stadig lever som fangere, er hundeslæden skiftet ud med snescooteren, kajakken med speedbåden, bjørneskindsdragten med Gore-texjakken og harpunen med geværet. Resten af befolkningen har i endnu stærkere grad overgivet sig til et liv med moderne bekvemmeligheder som firehjulstrækkere, færdigretter og fuldisolerede huse. Forskningen har dog været stillet over for et paradoks: hvis overvægt er en vigtig faktor for udvikling af diabetes, hvorfor har Inuit-befolkningerne i Arktis så ikke fået sygdommen noget før? For selv om tallene de senere år har vist en stigning i grønlændernes vægt, har inuit jo ikke just gennem århundrederne været hverken slanke eller levet af fedtfattig mad. Tværtimod har de været tungere end bl.a. europæere og sat ekstrem fed kost som hvalspæk og fede fisk til livs i store mængder. Det er hér, at grønlændernes gener kommer ind. Der er det særlige ved inuit, at de igennem mange århundreder i ekstremt barsk, arktisk klima har udviklet en særlig evne til at lagre fedt i kroppen en nødvendig egenskab, der har gjort befolkningen i stand til at overleve trange tider med ringe jagtudbytte i temperaturer ned til 60 minusgrader. Da de samtidig har udviklet en fænomenal evne til at forbrænde fedt, når omstændighederne krævede det, har disse fedtlagre aldrig nået at blive en sundhedsbelastning, fordi der altid blev tæret på dem. I dag derimod, hvor der ikke er grund til at bevæge sig og dermed tære på fedtdepoterne, vil de få lov at vokse sig store og dermed forårsage en særlig usund overvægt, der hyppigt vil resultere i diabetes. Jagten fortsætter For et par år siden undersøgte et hold forskere fra Rigshospitalets Center for muskelforskning en gruppe superaktive fangere fra Qaanaaq-området. Selvom de spiste fed mad og var overvægtige, var de ikke i nærheden af at have Polarfronten 3/06

11 Foto: Magnus Elander Overvægt og diabetes er på fremmarch i det grønlandske samfund. Grillmad får en stor del af skylden. Her er det verdens nordligste grillbar, Polar Grill, i Qaanaaq. type II-diabetes. Undersøgelsen bekræftede formodningen om, at grønlænderne har oparbejdet en slags indkodet beskyttelse over for den fede kost, hvis de samtidig opretholder en høj grad af fysisk aktivitet. De grønlandske forsøgspersoner viste sig at have en meget veludviklet evne til at forbrænde fedt i forhold til de gennemsnitsdanskere, der også deltog i forsøget. Skal man tro videnskaben ser det altså ud til, at Qaanaaqs sultne sjæle burde kunne frekventere Polar Grill uden risiko for diabetes, hvis de blot skaffer sig af med computeren og fjernsynet og finder kajakken og de gamle jagtredskaber frem igen. At de med andre ord kan tåle at være tykke, men ikke dovne. Der er dog stadig behov for en mere præcis dokumentation for den genetiske forudsætning, end forskningen kan fremvise i dag. Men dokumentationen kan være lige om hjørnet. Den canadiske forsker R.A. Hegele og hans team identificerede for nylig et kendt gen hos inuit, der tilsyneladende øger risikoen for fedme blandt inuit kvinder. Desuden er en ny stor undersøgelse af ikke bare grønlændernes, men også canadiske og amerikanske inuits overvægt og diabetes i gang i disse måneder. Endda med dansk deltagelse. - Projektet skal kaste mere lys over relationen mellem kost og fysisk aktivitet og udviklingen af diabetes. Desuden vil vi sammenligne udviklingen i grønlændernes diabetes og overvægt med andre inuit-befolkninger. Og sluttelig vil vi belyse den genetiske forbindelse ved at analysere indsamlet ge netisk materiale i de amerikanske og grønlandske populationer, fortæller Peter Bjerregaard. Vi må dog vente med svaret indtil 2008, hvor resultatet af undersøgelsen foreligger. Men mon ikke Qaanaaqs bysbørn i mellemtiden vil fortsætte med at slentre ind omkring Polar Grill frem for i sundhedens navn at genoptage fordums fangerliv på Inglefield Bredning. Jane Benarroch Kontakt: Peter Bjerregaard, pb@si-folkesundhed.dk 11

12 Istidslandet i billeder Jette Bang var sin tids største grønlandsfotograf. Denne sommer har befolkningen i elleve grønlandske byer kunnet genopleve et udvalg af hendes billeder. Men hvem var hun egentlig, den legendariske kunstner og dokumentarist, der som ingen anden skildrede Grønlands overgang fra traditionelt til moderne samfund? Istidslandet med dets varmblodige, næsten sydlandske Folkefærd, der har forstået at skabe sin egen Kultur Grønlænderne, der under dansk Styre og Vejledning er ved at gøre Springet fra Stenalder til Nutid. Maatte de i Kraft af deres Oprindelighed redde sig lykkeligt over i Civilisationen. Den, der har kigget dybt i Jette Bangs velkomponerede og varmt iscenesatte fotografier, ved det. Ordene fra forordet til bogen Grønland illustrerer ganske prægnant den store grønlandsfotografs drivkraft og hele værk. For var der noget, der fascinerede og betog den belevne og belæste danske kvinde, der i 1936 som blot 22-årig, nyuddannet fotograf absolut måtte til Grønland for at portrættere det sagnomspundne land mod Nord, var det netop grønlændernes styrke og evne til at overleve og tilpasse sig givne vilkår i en foranderlig verden. I dag, hvor Grønland for længst har bevæget sig ind i moderniteten, og den gamle fangerkultur hører erindringerne og fortællingerne til, fungerer Jette Bangs billeder som et vindue til en tid, hvor de store omvæltninger for alvor tog fart og ændrede det grønlandske samfund for altid. Hvem er det? I det lys er det måske ikke overraskende, at Jette Bang er et tilløbsstykke, når hun i skikkelse af sine fotografier atter dukker op i de små grønlandske samfund, som hun dengang for mere end et halvt århundrede siden færdedes hjemvant i og forevigede med sit Rolleiflex-kamera. Udbredt interesse var der i hvert fald, da udstillingsrækken KINAANA. Jette Bangs grønlandsbilleder ramte landet fra Qaanaaq i nord over Nanortalik i syd til Tasiilaq i øst hen over foråret og sommeren i år. Udstillingsrækken har været unik derved, at hvert museum i de i alt elleve byer udstillede fotografier, som afspejlede de respektive lokalområder. Der var derfor lagt op til, at de besøgende skulle kaste nyt lys over billedernes motiver og historierne bag. - Udover at give grønlænderne mulighed for at genopleve deres lokale fortid og fællesskab gennem Jette Bangs billeder har et af formålene med udstillingerne været at indsamle informationer og historier om de mange fotografier. Titlen Kinaana, der betyder hvem er det?, er netop valgt for at få folk til at e rindre og fortælle om billederne, siger eskimolog Leise Johnsen, der står bag udstillingerne. I en firemåneders periode har hun rejst rundt til hvert enkelt museum for at åbne udstillingerne - og ikke mindst få folk i tale. Og det lykkedes meget godt, fortæller hun: - I Nanortalik udbryder Charlotte Poulsen: Ilaana! Det er jo mig, da hun ser et billede fra 1936 af sig selv i Nanortalik, hvor hun og hendes lillesøster Cornelia boede. I Qeqertarsuaq fortæller Agathe Kaspersen om alle lokaliteterne på de udstillede billeder. Og i Qaqortoq beretter Pouline Knudsen om kiosken, hvor hun altid skulle hente ugebladet Hjemmet. For hvis jeg læste i det, ville jeg langt hurtigere lære dansk, siger hun. Leise Johnsen har arbejdet med Jette Bangs fotosamling i fem år. Først i forbindelse med universitetsspecialet Jette Bang i billeder og ord Fotografiet som broskaber og siden 2004 med projektet Tilbageførslen af Jette Bang-samlingen til Grønland, der har haft til formål at registrere og sikre den enorme samling for eftertiden ved bl.a. at omlægge negativer til syrefrit papir. De fleste af Jette Bangs cirka billeder tilhører i dag Arktisk Institut og kan ses i billeddatabasen Arktiske Billeder. Den vil nu blive opdateret med de nye informationer og beretninger, som udstillingerne har bragt for en dag, ligesom Leise Johnsen håber på at bruge den nyindsamlede viden i en biografi om Jette Bang. Mod fjerne horisonter Men hvem var hun egentlig, denne bemærkelsesværdige kvinde, der hungrede efter at besøge og portrættere det primitive eskimoiske folk, som levede på naturens præmisser i det fjerne land mod nord? Jette Bang voksede op i Strandgade på Christianshavn meget tæt ved Grøn Polarfronten 3/06

13 landske Handels Plads, hvorfra store opdagelsesrejsende som Knud Rasmussen og Peter Freuchen drog af sted på tidens farefulde polarekspeditioner. Eventyrene lå dermed og fristede lige for enden af gaden. Da hun samtidig var præget af tidens kulturradikale strømninger og færdedes blandt kulturpersonligheder som Rudolf Broby-Johansen og Otto Gelsted, har der ikke været langt fra tanke til handling, da hun første gang besluttede sig for at hoppe på et af skibene i Hendes entre som ung, dansk kvinde må have vakt opsigt i de små, grønlandske samfund, der først og fremmest forbandt danskere med de mandlige embedsmænd. Der er forskellige historier om, hvordan folk gemte sig for hende, når hun gik i land. Men når den første skepsis havde lagt sig ofte efter at hun havde delt cigaretter ud til alle - forstod hun altid at vinde grønlændernes tillid, hvilket hendes fotografier er et synligt bevis på, siger Leise Johnsen. Jette Bang var da også her, der og alle vegne. Hun tog på hvalfangst i Nanortalik, i skole i Aasiaat, til købmanden i Sisimiut, på jagt i Qaanaaq, til lægen i Qaqortoq og på slæderejse i Qasiqiannguit. - Man kunne kalde hendes metode for flue på væggen, for hun deltog i stor stil i grønlændernes liv på sidelinjen. I den forstand var hun meget etnografisk i sin tilgang til arbejdet. Man ser på hendes billeder, at det først og fremmest er menneskene, der betager og drager hende, mener Leise Johnsen. effekter, uortodokse billedvinkler og Derfor har det også været vigtigt for dynamiske billedkompositioner. mig at lave udstillingsrækken i Grønland. Hun ønskede selv ved sin død i - I mit speciale argumenterede jeg for, at det er for unuanceret at sige, at 1964, at hendes samling skulle overgå hun betragtede grønlænderne som the til Grønland. Takket være støtte fra Villum Kann Rasmussen Fonden og Nuna noble savage. Nok bliver de på sin vis fremstillet som vilde, men på en civiliseret måde. Samtidig skal man ikke væringen og registreringen af fotosamlin Fonden er det nu sket med digitalisere blind for, at hun har sit publikum in gen, som er tilgængelig online og dermed giver grønlænderne mulighed for mente, når hun fotograferer. Motivet skal helst leve op til det billede, som allerede var skabt af grønlænderen, siger som helst og når som helst, siger Leise at fordybe sig i hendes billeder hvor Leise Johnsen. Johnsen. Fra 1936 til 1962 gennemførte Jette Jane Benarroch Bang ikke færre end otte rejser i det Grønland, som hun både fascineredes af og forundredes over. Mange af leisejohnsen@hotmail.com Kontakt: Leise Johnsen, dem foretog hun mere eller mindre på egen hånd med skib og hundeslæde. I Læs mere på dag bidrager fotografierne til at styrke den kollektive, grønlandske erindring. Jette Bangs billeder, der forvaltes af Dansk - Jette Bang er kendt over alt, hvor man Polarcenter, kan købes ved henvendelse til kommer frem, og hun er meget vellidt. fotokurator Kirsten Klüver, kk@dpc.dk Når Jette Bang ankom til en bygd, gemte befolkningen sig ofte for hende. Ved at dele cigaretter ud til alle lykkedes det hende at komme i kontakt med grønlænderne og vinde deres tillid. Tilbage til Grønland Men hun dokumenterede ikke bare. Efter datidens forhold var hun en eksperimenterende og nyskabende fotograf, der arbejdede med lys og skygge som Alle fotos Jette Bang Photo 13

14 En forsinket reaktion Disko-øens gletschere er blevet skrevet i mandtal. Det har vist sig, at de har trukket sig tilbage siden slutningen af 1800-tallet, og at tilbagetrækningen sandsynligvis har været stærkere i første halvdel af 1900-tallet end de senere år. Disko De tusind gletscheres land Det har været noget af et pillearbejde at identificere og optælle Diskos gletschere ud fra satellitfotos, flyfotos, geodætiske kort, rejsebeskrivelser og håndtegnede kort. Men nu ved vi, at der i alt er 1070 gletschere og snefaner, hvis vi tæller revl og krat med, og at 350 af dem er over 1 km 2. En størrelse, som gør dem værdige til betegnelsen gletscher og til at blive undersøgt nærmere. Det er ph.d.-studerende Jacob Clement Yde og lektor Niels Tvis Knudsen fra Geologisk Institut på Aarhus Universitet, som har haft Diskos gletschere under luppen. Og de har ikke blot skrevet dem i mandtal det Herrens år 2005, men har samtidig undersøgt, hvordan antallet af gletschere har udviklet sig historisk. De har i detaljer fulgt 247 gletscheres bevægelse fra slutningen af 1800-tallet frem til i dag. Kraftigere tilbage tidligere Undersøgelsen viser, at gletscherne samlet set har trukket sig tilbage i hele perioden. Hermed skal ikke forstås, at gletscheroverfladen er blevet mindre, eller at gletscherne er blevet tyndere for det har de to forskere ikke undersøgt men at gletscherfronten er smeltet tilbage. Blandt konklusionerne falder det u middelbart i øjnene, at tilbagetrækningen synes at have været kraftigere tidligere end i dag. - Sammenligner vi nutidens gletschere med informationer om de samme gletschere omkring 1900 og 1950, så ser Disko-øen ligger i det centrale Vestgrønland ud for Ilulissat. Den er 8575 km 2 stor, hvilket kun er lidt mindre end Sjælland og Lolland-Falster, og er for 19 procents vedkommede dækket af is. To store iskapper, Storbræen og Bræpasset, dækker den centrale del af øen. En tidligere kortlægning har vist, at der samlet er omkring 1070 gletschere og snefaner på Disko. Der bor kun omkring 1100 mennesker på Disko, 1000 i hovedbyen Qeqertarsuaq (tidligere Godhavn) og ca. 100 i bygden Kangerluk. Grafik: Ruth Nielsen det ud til med det forbehold, at der kun er undersøgelser fra nogle få gletschere - at de har trukket sig mere tilbage i første halvdel af århundredet end i sidste, siger Jacob Yde. De to forskere tager også et andet forbehold, for deres kilder fra tiden før 1953 er ikke til de skråsikre konklusioner. De består først og fremmest af kort fra en ekspedition i , udarbejdet af R. Hammer og K. J. V. Steenstrup (Meddelelelser om Grønland, bind 4), og af et kort fra , der stadig anvendes og er lavet af det daværende Geodætiske Institut i København. Fra den mellemliggende periode har der været forskellige kort, lokale skitser og rejsebeskrivelser udarbejdet af mange forskellige, men dog med Steenstrup som en væsentlig kilde års forsinkelse Set i lyset af den igangværende debat om klimaforandringer i Arktis kan det virke overraskende, at det er gået stærkest med tilbagetrækningen i den første halvdel af det 20. århundrede. Men brikkerne falder hurtigt på plads, hvis man blot henter en af de almindeligt anerkendte fysiske lovmæssigheder for gletschere frem af gemmerne. - Det har gennem mange år været fælles tankegods for glaciologer, at det tager nogen tid en år - for mindre gletschere at justere deres størrelse i forhold til klimaændringer, fortæller Jacob Yde. Når vi derfor ser en kraftigere tilbagetrækning af gletscherne i første halvdel af 1900-tallet end i sidste halvdel, kan det forklares med, at det er en forsinket reaktion på de temperaturstigninger, som kommer efter den såkaldte lille istid, en flere hundrede år relativt kold periode, som klinger ud i slutningen af 1800-tallet. Fra 1953, hvor de første dækkende flyfotos er til rådighed, har forskerne haft et virkelig sikkert kildemateriale, ikke mindst efter at de første satellitfotos kommer i Polarfronten 3/06

15 Ved gletscherens fod. Den seneste galopperende gletscher på Disko har tiltrukket sig stor opmærksomhed fra forskere og studerende. Fronten er meget sort, fordi isen er blevet blandet med materiale fra gletscherens bund. Med den gode dokumentation i ryggen viser beregningerne, at 70% af gletscherne har trukket sig tilbage i løbet af denne periode, mens 28% har forholdt sig i ro og 2% er gået frem. Splitter vi perioden op, viser det sig, at den største aktivitet har ligget i perioden , hvor 58% af gletscherne har trukket sig tilbage, mens tallene for perioderne og ligger omkring de 40%. Det betyder, at flere gletschere trækker sig tilbage før begyndelsen af 1990 erne, hvor temperaturerne begynder at stige i Vestgrønland. - Også her er nøglen til en forståelse, at gletscherne reagerer forsinket på temperaturstigninger. Vestgrønland oplevede især i 1920 erne en kraftig stigning i middeltemperaturerne, og det er den opvarmning, som viser sig i et stigende antal gletschere på tilbagetog fra midten af 1960 erne, siger Jacob Y de. Forfølger vi den logik betyder det til gengæld, at vi kan forvente, at temperaturstigningerne i 1990 erne vil slå igennem om år. Kortlægningen af Diskos gletschere viser også, at det især er de store gletschere over 5 km 2 og gletschere under 800 meters højde, der har trukket sig tilbage. Ligeledes er gletschere, hvis udløb vender mod syd over mod nordvest, gået stærkere tilbage, ganske givet fordi de ligger med front mod solen. Galopperende gletschere Ikke alle gletschere opfører sig imidlertid ens. En del af formålet med undersøgelsen har været at få et overblik o ver de såkaldte galopperende gletschere, som findes flere steder i Arktis. Det har ikke været helt klart, hvor mange galopperende gletschere der er på Disko. Hidtil har man ment, at der var 20 af denne type, men Ydes og Tvis Knudsens optælling har nu afsløret, at der er hele 75 gletschere, som kan klassificeres som galopperende. Galopperende gletschere har fået deres tilnavn, fordi de bevæger sig på en radikal anden måde end de mere adstadige, normale gletschere. De kan i en meget lang periode måske op til flere hundrede år befinde sig i en meget rolig fase, hvor de smelter meget langsomt tilbage, hvorefter de pludselig bevæger sig frem med en voldsom kraft. Der er ikke nogen direkte sammenhæng mellem klimaændringerne og gletschernes galop. Ganske vist påvirker klimaet gletscheren, ligesom det påvirker alle andre gletschere. Men det er ikke klimaændringerne, som bestemmer tidspunktet for gletscherens udbrud: - Forklaringen på de galopperende gletschere skal formentlig findes i den dynamik, som er beskrevet i den såkaldte propteori, fortæller Jacob Yde. Den siger, at gletscherens front fryser fast til underlaget og dermed danner en prop, der holder gletscherens ismasser tilbage. Bag ved fronten ophobes der en mængde smeltevand, som langsomt opbygger et voldsomt tryk på gletscheren, indtil presset bliver for stort, og gletscheren godt hjulpet af smeltevandet vælter nedad i voldsom fart. Den seneste galopperende gletscher på Disko er Kuannersuit-gletscheren, som blev opdaget i sommeren 1999 i det centrale Disko. Den bevægede sig mere end 10 kilometer frem i løbet af 3-4 år og har været oppe på en tophastighed på mere end 50 meter i døgnet. Jacob Yde og hans kolleger har fulgt denne galopperende gletscher nøje og har besøgt stedet flere gange siden De vurderer, at den i løbet af få år har flyttet omkring 3 km 3 is. Gletscheren er så tyk, at den endnu ikke er smeltet ned og begyndt at trække sig tilbage. Fronten er desuden beskyttet af et isolerende lag af mudder og sten, så den vil formentligt blive koblet fra selve gletscheren på et tidspunkt og komme til at ligge som et dødisområde midt i dalen. Poul-Erik Philbert Kontakt: Jacob Clement Yde, Aarhus Universitet, yde@phys.au.dk Foto: Morten Rasch 15

16 Terra Australis Incognita Historien om Antarktis er en fortælling om store, heroiske bedrifter, internationalt fælleseje og højt profileret forskning anno Terra Australis Incognita. Sådan kaldte de tidlige opdagelsesrejsende Antarktis allerede inden, de med sikkerhed vidste, at kontinentet fandtes. Vished for dets eksistens fik man først i 1820, da den russiske ekspeditionsleder Thaddeus von Bellinghausen og den britiske kaptajn Edvard Bransfield spottede den antarktiske halvø med få dages mellemrum. Forinden havde den store britiske eksplorer James Cook været den første til at krydse den sydlige polarcirkel i 1770 erne dog uden at se Antarktis. Der skulle dog gå hen ved hundrede år, inden mennesket første gang satte foden på den sydlige polaris. Den tidlige antarktiske udforskning nåede sit højdepunkt først i det 20. århundrede med prominente navne som Ernest Shackleton og Carsten Borchgrevink på listen over heltemodige polarfarere, der satte livet på spil i jagten på det store eventyr. Kontinentet skulle desuden blive skueplads for et af de mest berømte, dramatiske kapløb i polarhistorien, da norske Roald Amundsen og engelske Robert Scott i 1911 kæmpede om at blive den første til at plante det nationale flag på Sydpolen. En kamp som Amundsen vandt, og som efterfølgende kostede den udkørte og demoraliserede Scott livet, da han frøs ihjel på vej tilbage til det skib, der skulle bringe ham og hans ekspeditionskammerater tilbage til Europa. En traktat bliver til Siden da er det gået støt og roligt fremad med at bemægtige sig viden om den golde verdensdel. Frem til slutningen af 1930 erne var de antarktiske ekspeditioner primært privat finansieret og ofte ledet af karismatiske polarforskere. I takt med, at kontinentets strategiske, økonomiske og videnskabelige betydning begyndte at gå op for flere og flere regeringer, begyndte de at gøre territoriale krav på dele af de antarktiske ismasser. En landsmands opdagelse af det respektive land blev ofte brugt som begrundelse for kravene, der i tiden, inden Antarktis blev internationalt område, blev fremsat af landene Argentina, Australien, New Zealand, Storbritannien, Frankrig, Chile og Norge. I slutningen af 1940 erne blev de første permanente forskningsstationer anlagt af store forskningsnationer som Storbritannien, USA og Australien. Udover territoriale interesser var opførel Fotos: Aka Lynge, Polar Photos serne foranlediget af, at forskningsinitiativet det Internationale Geofysiske År (IGY) skulle løbe af stabelen i 1957 et initiativ, der i øvrigt er det direkte springbræt for det forestående internationale polarår, som skydes i gang 1. marts 2007 og løber frem til 1. marts De videnskabelige landvindinger i kølvandet på det geofysiske år skulle vise sig at være så talrige og succesfulde, at landene snart bestemte sig for at gennemføre permanente forskningsprogrammer på kontinentet. Dette blev startskuddet til den antarktiske forskningskomite Scientific Com Polarfronten 3/06

17 mittee on Antarctic Research (SCAR), der blev nedsat i 1958, og som Danmark netop er blevet associeret medlem af. Komiteen skulle stå for at koordinere forskningssamarbejdet mellem de 12 lande, der havde deltaget i IGY, og som underskrev The Antarctic Treaty i Traktaten er den dag i dag det nærmeste, man kommer på en lov for Antarktis, og den fungerer som fundament for reguleringer af enhver art. For eksempel fastsættes regler vedrørende turisme, miljø og videnskabelige aktiviteter med afsæt i traktaten, der i dag er underskrevet af 44 lande. I traktaten hedder det endvidere, at al militær aktivitet på kontinentet er forbudt, og at forskning frit skal kunne gennemføres og efterfølgende gøres tilgængelig for alle interesserede. Danmark på Antarktis I dag sker forskningen på Antarktis med base i en række store forskningsstationer, hvoraf nogle er bemandet å ret rundt. Af de mest kendte kan nævnes de amerikanske McMurdo Station og South Pole Base, den new zealandske Scott Base, den britiske Halley Station samt den russiske Vostok Station. I forhold til pionéræraen, hvor det først og fremmest gjaldt om at opdage og bemægtige sig nye områder af det isede kontinent, er det nu muligheden for at lave videnskabelige undersøgelser inden for snart sagt enhver polarforskningsdisciplin, der lokker forskere fra hele verden til Antarktis. Også adskillige danske forskere har gennem tiden fundet vej til bunden af Jorden for at deltage i projekterne, der ofte er internationalt lagt an. Det mest kendte eksempel er vel nok Niels Bohr Institutets glaciologigruppe, der med stor succes har deltaget i de antarktiske iskerneboringer, herunder det såkaldte EPICA-projekt, der i 2003 borede en iskerne med den nette alder af år. Med Danmarks nylige medlemskab af SCAR skulle der være grobund for, at flere danske forskere vil være med fremme i geledderne, når nye kapitler i historien om Antarktis skal skrives. Jane Benarroch Kommentar: Af Hanne K. Petersen, direktør for Dansk Polarcenter Danmark medlem af SCAR Danmark blev i sommer optaget som har etableret et tæt samarbejde mellem de grønlandske og de antarktiske associeret medlem af SCAR - Scientific Committee for Antarctic Reseach. boringer. Et andet eksempel er den i SCAR er et internationalt samarbejde om udvikling og koordinering af som medbringer en række ekspeditions gangværende Galathea3-ekspedition, forskning i Antarktis. Komitéen har 28 deltagere, der skal forske i og omkring fuldgyldige og 4 associerede medlemmer, der har interesse i antarktisk forsk I forbindelse med forberedelsen af Antarktis. ning. Når Danmark først nu er blevet ansøgningen om medlemskab i komitéen undersøgte DPC det eksisterende medlem af SCAR, skyldes det antagelig, at hovedparten af den danske polarforskning altid er foregået i Grønland el mange emner repræsenteret. Jeg tror, engagement, og der var overraskende ler andre arktiske områder. at medlemskabet af SCAR vil øge interessen for og betyde en lettere adgang Selvom internationalt samarbejde altid har præget polarforskning, har der for danske polarforskere til de internationale forskernetværk omkring Ant været overraskende lidt kontakt mellem de arktiske og antarktiske forskningsmiljøer. De senere års øgede fokus Der foregår et omfattende videnskaarktis. på klimaændringer og grænseoverskridende miljøproblemer har dog ændret skellige videnskabelige discipliner, som beligt samarbejde organiseret efter for dette, således at der i dag er større fokus på områderne omkring begge poler jø kan have glæde af at kende til, og det spredte danske polarforskningsmil og deres gensidige betydning. I forbindelse med det kommende internatio supplere den arktiske forskning. Det vil som rummer mange muligheder for at nale polarår (IPY) har den bipolare også gøre det nemmere for de polarforskere, der ikke i forvejen har kontakter forskning også fået øget opmærksomhed. For eksempel er der indsendt 160 til dette miljø, at inddrage bipolare aspekter i deres projekter. internationale forslag til bipolare projekter. Endvidere vil det styrke samarbejdet med de andre nordiske lande, som Danmark har ikke et egentligt antarktisk forskningsprogram, men der alle i flere år har været medlem af er allerede flere forskere involveret i SCAR. Bl.a. vil der kunne etableres samarbejdsaftaler om brug af faciliteter i antarktiske projekter. Et eksempel er de danske iskerneforskere, som deltager i boringer på Antarktis og også ønsker at arbejde Antarktis for de danske forskere, der her. Foto: Geir B. Larssen 17

18 Svalbards sociale laboratorium En ny bog tegner et kulturhistorisk portræt af minesamfundet Longyearbyen i perioden 1916 til Hvem var det, der drog til Longyearbyen på Svalbard for at lede efter kul i første halvdel af forrige århundrede? Og hvordan var det at leve i den afsidesliggende mineby, som blev drevet og kontrolleret af mineselskabet Store Norske? Den norske historiker Bjørg Evjen søger at besvare spørgsmålene i en ny bog om Longyearbyen i perioden 1916 til Bogen, der er baseret på hendes doktorafhandling forsvaret ved u niversitetet i Tromsø, tager afsæt i året 1916, da Store Norske Spitsbergen Grubekompagni overtager kulminedriften, og slutter med indvielsen af flyvepladsen i 1975, som også bliver begyndelsen på enden af det gamle minesamfund. Minearbejderne i Longyearbyen var ansat som sæsonarbejdere, der skulle igennem omfattende helbredsundersøgelser inden afrejsen til Svalbard. Arktisk arbejdsplads Evjen har især kigget på, hvilken betydning de lange vintre i isolation fra resten af Norge betød for samfundsudviklingen og det sociale liv i byen. - De mange ensomme måneder fra oktober til juni bidrog til, at de sociale forhold i byen ikke ændrede sig i takt med forholdene på fastlandet. For eksempel blev den velfærd, som det øvrige Norge oplevede i perioden, aldrig beboerne på Svalbard til del. Det skyldes ikke mindst, at man regnede med at skulle afvikle byen, når kulforekomsterne en dag var sluppet op, siger Bjørg Evjen. Longyearbyen blev da heller aldrig betragtet som et etableret industrisamfund, men snarere som en arktisk arbejdsplads. Hun kalder byen for et socialt laboratorium skabt af Store Norske. Alle, som ønskede at rejse til Svalbard og arbejde i minerne, skulle forinden igennem omstændelige fysiske undersøgelser. Især var det vigtigt at have gode, sunde knæ, fordi arbejdet i minerne krævede, at man time efter time skulle kunne krybe på alle fire i søgen efter kullet. Arbejderne var sæsonansat og fik alle udleveret såkaldte sæsonkort. Herpå blev det anført, hvis man havde stjålet, var socialist eller på anden måde havde gjort sig uheldig bemærket. I et sådant lukket og isoleret samfund, som for det meste blot havde omkring 1300 beboere, var det ikke overraskende vigtigt at rette ind og undgå stridigheder, for at hjulene kunne køre effektivt rundt. Forskel på folk Evjen har endvidere set på relationen mellem kvinder og mænd, funktionærer og arbejdere, russere og nordmænd. Men også analyser af forholdet mellem de forskellige befolkningsklasser fylder en del i bogen. Evjen kalder samfundet for et klassesamfund u den klassekamp. Arbejderne boede i barakker og spiste i messer, mens funktionærerne levede for sig selv. Og mens de kvindelige funktionærer fik lov til at føde på Svalbard, måtte arbejderkvinderne rejse til fastlandet, når de blev gravide. - Ugen før den sidste båd mod fastlandet skulle afgå, havde de pligt til at meddele lægen, hvornår de sidst havde haft menstruation. Hvis der var mistanke om graviditet blev de sat på båden, lyder det videre fra Evjen. Overordnet konkluderer hun, at selvom der ganske vist fandt ændringer sted i det svalbardiske samfund i perioden, var kontinuitet den fremherskende norm. I forhold til tidligere tider er Longyearbyen i dag et moderne bysamfund med bl.a. bibliotek, posthus, banker, restauranter, konferencefaciliteter, supermarkeder, turistinformation, hospital og sågar en lokalavis, Svalbardposten. Og byens beboere er nu først og fremmest forskere, studerende og turister, som gør kortere eller længere ophold på Svalbard. Jane Benarroch Bjørg Evjen: Kull, karer og kvinnfolk. Longyearbyen fra arktisk arbeidsplass til etablert industrisam. Unipax sider. Polarfronten 3/06

19 Zackenbergs nye beboelseshus rummer ni tomandsværelser, to baderum, sauna, opholdsstue og terrasse. Foto: Henrik Munch Spanggaard Zackenberg nu med vinterlogi Så lykkedes det! Forskningsstation Zackenberg er blevet to huse rigere: et beboelseshus og et hus til elværk, garage og værksted. Dermed er stationen færdigbygget og kan nu huse overvintrende forskere. De første spadestik til stationen blev taget helt tilbage i 1995, og de fleste af de nuværende huse blev bygget i Endvidere er et hus til de mange både, som bruges i forskningen i Young Sund/Tyrolerfjord, skudt op i Daneborg, tæt ved den gamle vejrstation, Kystens Perle, der anvendes til indkvartering og laboratorier. Byggerierne startede i midten af august med udgravning af fundamenter. Forinden havde fragtskibet Arina Arctica leveret byggematerialer, som med ca. 150 helikoptersling blev bragt ind på byggepladsen ved Zackenberg. Den 29. august stod de nye huse endelig færdige. Med det nye beboelseshus vil al indkvartering ved Zackenberg nu foregå under tag. Beboelseshuset kan endvidere byde på en hyggelig dagligstue med panoramavinduer med udsigt til Zackenbergfjeldet samt forbedrede badefaciliteter med blandt andet sauna. Byggerierne ved Zackenberg og i Daneborg er muliggjort ved hjælp af en større donation fra Aage V. Jensen Charity Foundation. Byggepladsen fotograferet kort efter, at slingoperationen er fuldført. Huset til elværk, garage og værksted set fra syd. Foto: Bent Olsen Foto: Morten Rasch 19

20 H. C. Petersen & Michael Hauser: Trommesangtraditionen i Grønland Kalaallit inngerutinik atuinerat Drum Song Tradition in Greenland. Trommesange er traditionelle sange ledsaget af en trommerytme. For et folk uden skriftsprog som det eskimoiske har de haft en vigtig kulturbærende og kulturformidlende funktion. Bogen præsenterer den grønlandske trommesangstradition set i ud fra to synsvinkler: et kulturhistorisk ved H.C. Petersen og en musikhistorisk ved Michael Hauser. Ole Andersen fra Ikerasak i kajak med fangst. Upernavik, maj Isbn: sider Box Nuuk Grønland telf. (00299) atuagkat.publ@greennet.gl Thule 1909: K'ârqutsiaq Etah, søn af Aleqasina og Ehré. Foto: Th. Krabbe Polarfronten 3/06