Soldat til Livgardens motto Pro Rege Et Grege - For konge og Folk.

Transkript

1 Soldat til Livgardens motto Pro Rege Et Grege - For konge og Folk. Mit kadaverskilt. Det hedder det i militærjargon. En lille, todelt metalplade som jeg bar om halsen som oplyser identitet og blodtype. Jens Simonsen Danmark, nr , A neg. Den ene halvdel kan brækkes af til registrering af bærerens død i krig. Som rekrut fra januar til forår 64 følte jeg mig mere død end levende, både på legeme og sjæl. Lykkeligvis kom kadaverskiltet aldrig i anvendelse. Min gode ven 067, Knud og jeg er til fotograf hos Hauerslev foto København kort før vor hjemsendelse. Billedet er nu efter 47 år fundet i papkassen. Det kostede en mindre formue og har kun ligget og samlet støv og minder om 16 måneder i kongens klæ r. 3. januar 64 mødte 120 navne op på Sandholm kaserne og blev transformeret om til 120 numre. Jeg havde søgt om at komme til Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet i Næstved. Min barndom og ungdom havde stået i hestenes tegn, men selv om jeg på session gav mig i knæerne for at blive så lille som mulig blev jeg målt til at være for høj. Hvad var så ønsket. Livgarden gav mulighed for at komme til København og på nært hold opleve hvad byen bragte. Hvornår ville jeg ellers få den chance som jysk bondeknold. Sessionen foregik på Hotel Rødding. Fra Skodborg var vi med sognefogeden som fører tilsagt til en bestemt dato. Her blev vi målt og vejet, og i underbukser taget i øjesyn af lægen og en officer. Herefter blev vi udsat for en prøve, hvor forskellige figurer skulle sættes sammen. En slags intelligensprøve, hvor de største tumper havde det held at blive sorteret fra. Mit held udeblev, og den 3. januar bliver jeg til 073. Op ad formiddagen iklædt hærens model M/44 Uniform (battledress), stålhjelm af engelsk model, gevær, bajonet, feltflaske, gasmaske, læderstøvler, skjorter, alt hvad man kan ønske sig fra yderst til inderst. Passede det, var heldet med dig, passede det ikke, var det om at få det byttet ved første lejlighed. 4. rekrutkompani, tredje deling, var jeg i januarkulden 1964 havnet i. Sikkert den største i den deling. Mit mål, taget med bøjede knæer, fulgte med. Nu stod vi foran fire måneders uddannelse som rekrutter inden vi kunne se frem til at blive en ægte gardere. Efter at have været på REX-tur fik vi skuldermærkerne udleveret. Jeg fik fra at være rekrut 73 til at være garder 73.

2 Ud af porten i Sandholmlejeren, alias Det Gule Helvede, i løb med gevær over skulderen, velkommen. Inden længe lå de første i grøften og klagede deres nød og sendte en tanke hjem til mor. Men her var ingen kære mor. Det gjorde indtryk da en fynsk kontormand blev sparket af en officersstøvle, ledsaget af om han kunne komme på benene. Det her var ikke et hvilehjem. Sådan gik den ene dag med den anden. Langsomt gled vi ind i den militære verden med eksercits, fysisk træning, natøvelser, stroppeture og marcher med fuld oppakning. Skoene blev ikke bare pudset. De blev gejlet med kiwi og vat. Kun hvis man har set det ved man, hvor mange nylonstrømper der fandtes på den kaserne, uundværlige til pudsningen. Først Kiwi-skosværte og vat og måske lidt vand, eller vi åndede på skosnuderne pudsede og åndede videre. Derefter vat, nylonstrømper og tid, masser af tid. Vi blev et nummer, der blev råbt og skreget og kommanderet. Nogle råbte værre end andre. De overordnede var en broget flok, lige fra retlinede personer til de rene psyko En næste uindskrænket magt over andre kan få både det bedste og værste op i mennesker. Den dybere indstilling var vist at vi skulle først blive nedbrudt, derefter genopbygget som et nyt menneske. Al den fest stod vi model til for en gage af 32 kr. om ugen. Major Essemann-Beck var vor chef. Han gik med britisk officersstav med et sølvhoved og kunne jonglere den mellem fingrene, både når han holdt foredrag, og når han ellers bevægede sig rundt. Jeg har kun haft æren af, at udveksle et par bemærkninger med ham. 73 ønsker de at blive sergent. Det havde jeg ingen planer om. Dem har vi heller aldrig regnet med, træd af. Jeg kunne have sagt det samme til ham. K. la Cour, var premierløjtnant af reserven. Proprietær det meste af året, men i de kolde vintermåneder afreagerede han på rekrutterne. Det blev os der trak K. la Cour som sidegevinst. Noget større uheld for en rekrut skulle man lede længe efter. Det blev 4. rekrutkompagnis skæbne. Med familien efterladt i Jylland havde han god tid til at underholde os. Når hans jernbeslåede støvler smældede i asfalten mellem seks og ti aften, stod alle mand ret, hvor end man befandt sig. Var det i sengen, var det bare ud af fjerene og stå ret, med øjnene stirrende lige ud, forberedt på det værste. Han var en dygtig løber, løb både forlæns og baglæns lige så hurtig som den hurtigste af os andre. Han ikke blot holdt masken. Han havde kun en. Den var ubevægelig. Hans brune, kolde øjne kunne på lang afstand fiksere enhver rekrut og opdage den mindste fejl. Mit uheld var at jeg manglede en knap i uniformen. Så kan du lære det, sagde ham og rev de andre af. De er syet i til i morgen. Mange år efter fik jeg en lille hævn. La. Cour var utilfreds med kreditforeningen og ville have en sag ændret, ellers ville han flytte. Jeg kunne kun svare: Proprietær La. Cour er De utilfreds, skal De flytte. Vi ønsker kun tilfreds kunder. Det er Deres afgørelse. Vi vil gerne fortsætte samarbejdet. Påskeferie i nogle dage, og så tilbage. Nu skulle de civile vaner ud af kroppen. Ude på feltbanen, efter at have okset rundt i smadder, fik vi en ekstra oplevelse. En officer var på spadseretur med to engelske settere. Hans rang var høj. Så her skulle præsenteres gevær. Vi, indsmurt i smadder fra top til tå, stod med præsenteret geværet. Mudderet løb ud under min skjorte, ned over hånden og endte hvor det kom fra, på jorden. Vartov soldaterhjem var mit fristed lørdag søndag. Her var fred, sovesal, kaffe og hyggelig snak. Inden jeg kom så langt fik jeg den vane, at vende ind omkring SAS hotellet nær rådhuspladsen. Gik ind i deres fine restaurant, bestilte en kop kaffe og en kage, tænde min pibe og bliv mig selv. For at lette et alt for grundig eftersyn af mit skab, vi havde et lille til lidt tøj, havde jeg af min belæste lillebror lånt en bog af Platon Staten i to bind. Det gav lidt respekt hos en fortumlet løjtnant. Alting har en ende også rekruttiden. Det sluttede med en natlig gåtur på 50 km. i fint vejr, for mig uden anstrengelse, men det var ikke sådan for alle. Jeg havde en stakkels rekrut på slæb de sidste mange km. Så blev vi gardere og delt mellem tung- og stabskompagniet. Jeg skulle have været radiooperatør for kompagnichefen, det var jeg blevet uddannet til, men endte som pionergruppefører hos overfendrik Andersen i stabskompagniet.

3 Forandringen fra rekrudttiden til menig gruppefører i stabskompagniet var mærkbar. Andersen var et fornuftigt menneske, som forventede vi gjorde det vi skulle, og han opførte han sig som en retlinet officer. Pionergruppens opgave bestod i at bygge og sprænge broer, lidt ingeniør arbejde var der over det. Jeg havde 7 mand i gruppen. Vi var udstyret med en dodge med anhænger, som vi pudsede på og holdt i stand. Som chauffør, en gæv Sjællænder. 6 mand på ladet bag i dodgen med en presenning over. Jeg selv ved siden af chaufføren, når vi var på langfart. Vi var gæve gutter, som var enige. Vort motto var. Max. ros for min. indsats. Nr. 62, der i civil slagter fra Odense, var et festligt midtpunkt. Når broer skulle sprænges, måtte vi bruge kanonslag, og vi var udstyret med et mindre lager. Svendene bag i dodgen havde for vane at more sig med at fyre dem af når vi kørte. De påstod at det holdt dem vågen om natten. Jeg mindes en nat kl. 3:30, vi havde god fart på og de blå tryllestave oplyste nattehimlen. Med El-Alamein og Monty indgraveret i rattet var vi uovervindelige. Efterårsmanøvren september 64 blev et vendepunkt for mig. Jeg må have tilladt mig uheldige vaner. En sergent foreholdt mig, at jeg havde sløjet grusomt af på det sidste. At min hue, ikke mindst svederemmen, ikke havde set hverken vand eller sæbe i den tid han kunne huske. Hvis jeg ikke tog mig sammen, ville det gå galt. Jeg kunne kun sige javel hr. sergent. Under efterårsmanøvren bliver min gruppe underlagt løjtnant Dall. Vi får ordre på at sløre os. Vognen skulle gemmes. Pligtopfyldende som vi var gemte vi os så godt, at vi først kom frem efter 4 dage, da var det hele var forbi. Vi havde ikke set noget, ikke hørt nogen, og ingen havde hørt eller set os. Min eneste heltedåd var som leder af gruppen en mørk nat at give møde i Løjtnant Dalls kommandocentral, hvor flere løjtnanter og sergenter var samlet om et større generalstabskort. Her blev slagplaner tænkt og lagt. Jeg sagde ingen ting, så interesseret ud og sagde javel. Vel hjemkommet fra efterårsmanøvre bliver jeg kaldt ind på kontoret til Jungle Jim. Han bar navnet fordi han yndede at fortælle historien: Vi gik 12 mand ind i junglen, der kom 2 tilbage, jeg bar den ene Rygtet gik, at han havde været syv år i den britiske hær; hvoraf de fire år i Burma. Han havde et kødfyldt ansigt, fremstående øjne, var frygtet for sin vrede, men ellers nogenlunde tilregnelig, men når vreden greb ham, blussede ansigtet, øjnene ikke bare stod på stilke, vi frygtede de ville falde ud. 73 råbte han de er blevet månedens garder i stabskompagniet. Løjtnant Dall har indberettet at de har gjort kompagniet ære under efterårsmanøvren. De får en forlænget orlov, træd af.

4 Jeg var kommet ind i en god cirkel. Stabskompagniet skulle i oktober stille med bataljonens garder, hvem var det? 73, ind til obersten, chefen for hele foretagendet C.G.U. Gruner, med kontor i Gothersgade. Tillykke 73 her er 50 kr. og en forlænget orlov. Javel, hr. oberst. I den søde juletid 64 og frem til slut april 65 var vort hjem Gothersgade 2B. Vi havde trænet til at gå vagt ved, som det hed De kongelige slotte og palæer Jeg havde det uheld at have, hvad vi kaldte en 3X3 med ind fra Sandholmlejren Det Gule Helvede. Jeg var indmeldt for en mindre forseelse. I praksis betød det, at jeg skulle være tre dage på kasernen og måtte så gå ud en aften, så tre dage på kaserne og en aften ude, og det samme nok engang. Der var ikke noget med at komme hjem til mors and juleaften, og nytårsaften lå jeg pænt i min seng på vor 20 mands stue, da resten af kammeraterne kom højrøstede hjem. De lavede sådan en larm, især min ven 62, at officeren, skældte ud og da vi ikke kunne opføre os ordentligt, gik det ud over ham der lå i den nærmeste seng nemlig 73. Ud og gøre toiletter rene midt om natten. Bortset fra min uheldige entre i vagtkompagniet, levede jeg højt på at have været bataljonens garder. Jeg var udnævnt som både konge ordonnans og oppasser for premierløjtnant Andersen. Det var slørejob. Som kongeordonnans skulle jeg være på Amalienborg kl. 8 og fik ofte fri kl. 10. Tjansen bestod i at gå med et brev for hoffet. Det hændte en gang. Den elskelige kong Fredrik kom engang og spurgte: Er der koldt, garder, Overhovedet ikke deres majestæt. Det var pivkoldt, men jeg var helt forvirret. Som ordonnans bestod bestillingen i at presse bukser og pudse for tiltrædende officer, jeg for premierløjtnant Andersen. Han var nem at omgås. Ved vagtskiftet var tiltrædende og afgående vagt i audiens på slottet efter vagtafløsningen. Jeg rettede an og skænkede portvin når de kom tilbage. Fristelsen til at smage på de gode våde varer var for stor. Desuden værdsatte jeg Andersen, og gjorde kun min pligt som enhver god mundskænk.

5 Jeg er kommet på fløjen, som tiltrædende vagt. 67, 94 og 73 klar til at tage i byen Hjemsendt den med 393,25 kr. Til min overraskelse ser jeg. Bedømmelse brugbarhed 1 og forhold A. Bedre fås ikke. Det gode ved de mange måneder, var kammerater, med fælles snak og oplevelser. At være en del af København, fest på Røde Mølle. Besøg i Tivoli, kunstmuseer og teater eller revy hvor vi kunne se Gris på gaflen. Det hjalp og gjorde hverdagen udholdelig.

6 Kl. 12:00 brød jublen løs, ud af porten i løb. Enhver hjem til sit på fri togbillet. PS. Soldaten af 2011, er i en hel anden situation. Nogle sætter endda livet på spil hver dag. Hvor det skilt de går med om halsen ikke blot er til pynt skriver Carl Ploug i fædrelandet: kánonernes dumpe drøn har afløst konferencens læspende tale. Det var national-dunderretorik, skødesløs udenrigspolitik. Danmarks skæbne var i spil, med de nationalliberales drømme om Danmark til Ejderen, anført af konseilspræsident Monrad. Læspende politiker tale er bedre end kanonernes bumpe drøn. Biskop, konseilspræsident Monrad, og det sørgelige persongalleri der stod i spidsen for Danmark, skulle have været lige så klog som min mors faster Maren. Møllegården 22. april 1940, skriver mors faster Maren til sin søster Marie. Kære Marie. Ja det må være lige forfærdelige for alle gode hjem, lige meget af hvad nation, når de må sende deres pårørende ud til ødelæggelser. Og det er det mærkelige, at alle siger at være kommet ganske uforskyldt ind i krigen. Hvor er det en herlig ting at leve i et land og i en tid hvor der er fred. Det andet tynger og knuger, og sådan må jo alle føle det, men et er da Gud ske lov givet, at dansk er dansk, tysk er tysk og engelsk engelsk og så fremdeles, det nationale kan aldrig slettes ud. Jeg må ikke sidde her for vi har hovedrengøring i karlekammeret, og kalkning også i bryggerset. Langt senere efter to verdenskrige fik vi et Europa der søgte samarbejdes vanskelige kunst. Vi danskere fodslæbende og med undtagelser.

7