1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING FORSKNINGSOVERSIGT REKRUTTERING AF BARBARER FØR KONSTANTIN DEN STORE...7

Transkript

1 Indholdsfortegnelse: 1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING FORSKNINGSOVERSIGT REKRUTTERING AF BARBARER FØR KONSTANTIN DEN STORE BRUGEN AF BARBARER FRA KONSTANTIN TIL ADRIANOPEL HÆREN UNDER KONSTANTIN DEN STORE HÆREN EFTER KONSTANTIN OG FREM TIL ADRIANOPEL ÅRSAGSFORKLARINGER PÅ BRUGEN AF BARBARER I DET 4. ÅRH NEDGANGEN I BEFOLKNINGSTALLET OG BETYDNINGEN AF DENNE REKRUTTERINGSMÆSSIGE VANSKELIGHEDER OG BETYDNINGEN AF DISSE BRUGEN AF BARBARER FRA ADRIANOPEL TIL ROMS FALD ADRIANOPEL OG THEODOSIUS FREDSAFTALE MED GOTERNE GERMANSKE FELTHERRER FOEDERATI-ENHEDERNE OVERTAGER ÅRSAGSFORKLARINGER PÅ BRUGEN AF BARBARER I DET 5. ÅRH KONSEKVENSER AF NEDERLAGET VED ADRIANOPEL BARBARISERINGENS BETYDNING FOR DET ROMERSKE MILITÆR BARBARISERINGSPROCESSEN FRA KONSTANTIN TIL THEODOSIUS BARBARISERINGSPROCESSEN FRA THEODOSIUS TIL ROMS FALD KONKLUSION

2 9.1 ÅRSAGER TIL REKRUTTERINGEN AF BARBARER KONSEKVENSERNE AF BARBARISERINGEN FOR DET ROMERSKE MILITÆR LITTERATURLISTE ARTIKLER BØGER KILDER

3 1. Indledning og problemformulering Dette projekt beskæftiger sig med barbariseringen af den romerske hær, et fænomen der først blev tydeligt i det 3. århundrede. Brugen af barbarer indenfor det romerske militærvæsen kan dog spores langt tilbage i tiden 1, men det var ikke i en større udstrækning. I tiden fra Konstantin den Store og frem, synes brugen af barbarer dog at skifte fra en noget sekundær til en mere betydningsfuld rolle for den romerske hær. Denne antagelse baserer vi på bl.a. J.H.W.G. Liebeschuetz og Alexander Demandt, der hver især har skrevet værker, der behandler barbariseringen af den romerske hær. Liebeschuetz mener, at anvendelsen af fremmede tropper kan spores langt tilbage, men at der i perioden med tetrakiet, og specielt under Konstantin (kejser 306/ ), skete et brud med den hidtidige praksis. I denne periode blev barbarerne i romersk tjeneste angiveligt den primære slagkraft i det romerske militær, pointerer Liebeschuetz 2. Ligeledes skriver Demandt, at med Konstantin fik germanerne en større og større betydning for den romerske hær 3. Demandt anvender ikke barbarbegrebet, men germanerne må betragtes som en undergruppe af barbarerne. Som det fremgår af ovenstående, så anvender Liebeschuetz begrebet barbarer, hvorimod Demandt i sin behandling af emnet holder sig til germanerbegrebet. Det skal her gøres klart, at når vi i projektet omtaler germanere, så mener vi også barbarer. E.A. Thompson skriver i sin bog Romans and Barbarians, at man kan opdele barbarerne i to grupper, hvor germanske folkefærd udgør den ene gruppe 4. Den anden gruppe af barbarer blev udgjort af alanere, hunnere og folk fra fjerntliggende regioner udenfor rigets grænser. I dette projekt anvender vi den definition, der kan findes i værket A History of Western Society. Her kan man læse, at romerne betragtede alle folkeslag udenfor grænserne, undtagen perserne, som barbarer 5. Dermed må vi også konstatere, at barbarbegrebet er et flydende begreb op igennem tiden, alt efter, hvilke områder romerne besad. At perserne ikke betragtes som barbarer skyldes deres højtudviklede kultur. 1 Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 7 2 Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 7 3 Demandt, Alexander; Die Spätantike; side Thompson, E.A.; Romans and Barbarians; side 3 5 McKay, John P., m.fl.; A History of Western Society; side 207 3

4 Når den romerske hær bliver barbariseret, må der altså være tale om en hvervning af folk fra områder udenfor rigets grænser. Det havde helt tilbage fra Augustus været udbredt at hverve soldater i provinserne, men disse blev til en vis grad betragtet som værende romaniserede og dermed ikke barbarer. Det nye fænomen, der opstod i det 3. århundrede og for alvor blev tydeligt under Konstantin den Store, var, at den romerske hær nu hvervede soldater udenfor imperiets grænser. Dette blev klart under Konstantin og hans efterfølgere, hvor man integrerede barbarerne i den romerske hær, men der skete sidst i det 4. århundrede under kejser Theodosius (k ) et skifte i anvendelsen af disse barbarer. De blev tidligere anvendt under romerske feltherrer, men sidst i århundredet og frem til det vestromerske riges politiske opløsning, blev barbarerne anvendt som såkaldte foederati-enheder, hvor de ofte var under ledelse af egne feltherrer. I sin bog, The Later Roman Empire, tilskriver Averil Cameron dette skifte, at opdelingen af imperiet i øst og vest gav barbarerne bedre muligheder for at spille de to riger ud imod hinanden. Eksempelvis forsøgte den romerske feltherre Stilicho ( ) først at udnytte Alaric, hvorefter han i stedet måtte gå i kamp mod ham 6. Skiftet i anvendelsen af barbarer skal også ses i lyset af de ændringer, der skete indenfor det romerske imperium i slutningen af det 4. århundrede. Fremmede folkeslag havde slået sig ned indenfor rigets grænser, men på trods af, at de var bosiddende indenfor riget, så blev de ikke betragtet som en integreret del af det romerske samfund;, de blev derimod stadig anset for at være barbarer. De folkeslag, der bosatte sig i riget, var dog ikke de eneste indenfor riget, der blev betragtet som værende barbarer. Således blev efterkommere af krigsfanger, der var ført til riget, også anset for at være barbarer, på trods af at det kunne være flere generationer siden deres ophav var blevet ført ind i riget 7. Det ovenstående afføder flere spørgsmål. Først og fremmest vil en undersøgelse af, hvorfor romerne under Konstantin pludselig fik barbarer til at udgøre størstedelen af den romerske hær, være interessant. Der må have været nogle incitamenter for denne barbarisering, og disse ønsker vi at belyse. Derefter er det interessant at undersøge, hvorfor man pludselig begyndte at anvende barbarerne på en helt ny måde i slutningen af det 4. århundrede og frem. 6 Cameron, Averil; The Later Roman Empire; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 12 4

5 Hvervningen af barbarer måtte dog uden tvivl få nogle konsekvenser for det romerske militær, både af positiv eller negativ karakter. Det hævdes eksempelvis i Arther Ferrills bog, The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation, at barbariseringen af det romerske militærvæsen undergravede militærets effektivitet, da Theodosius gik over til anvendelsen af foederati-soldater 8. Fokus vil i det 5. århundrede være rettet primært mod vest med enkelte sammenligninger i forhold til øst. Ovenstående leder os hen til følgende undersøgelsesmål: Hvilke motiver kan tænkes at ligge til grund for den øgede hvervning af barbarer i tiden fra Konstantin den Store og frem til omkring Det Vestromerske Riges fald? Hvilken betydning fik barbariseringen for det romerske militær? Undergravede disse barbarer det romerske militærvæsen, eller blev det styrket? Vi har bevidst undladt at redegøre for de mere præcise metodiske overvejelser, der ligger til grund for dette projekt. I stedet vil disse være inkorporeret i starten af hvert enkelt kapitel. Dette er gjort ud fra en betragtning om, at denne fremgangsmåde er med til at skabe en bedre forståelse for, hvorledes de enkelte kapitler er blevet konstrueret. 2. Forskningsoversigt Intentionen med denne forskningsoversigt er at give et overblik over, hvilke litteraturvalg, der er foretaget i projektskrivningsprocessen. Vi har i løbet af vores litteraturudvælgelsesproces truffet en række valg og fravalg, og dermed fået indsnævret litteraturudbuddet markant. Det første problem, vi stødte på, var den store mængde litteratur, der er skrevet om det romerske militærvæsen i den nævnte periode. I og med, at vores ønske var at behandle barbariseringen af den romerske hær, kunne en stor del af bøgerne omhandlende det romerske militær ret hurtigt sorteres fra. Der er således et utal af bøger omhandlende den romerske krigsmaskine. Disse bøger fokuserer ofte på udrustning, materiel og lignende, hvilket vi ikke har fundet relevant for vores problemformulering, der ikke netop lægger op til en gennemgang af militært materiel. De materielt orienterede bøger er dog ikke de eneste, som vi har fundet irrelevante. Der er ligeledes en stor mængde militærtaktiske 8 Ferrill, Arther; The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation; side 85 5

6 og -strategiske bøger, der omhandler hærformationer, fæstningskonstruktioner og andre aspekter af taktiske/strategiske overvejelser - disse er ligeledes irrelevante for vores problemformulering. Ud af det store udvalg fandtes dog enkelte bøger omhandlende det romerske militær, der var anvendelige. Elton Hughs Warfare in Roman Europe og The Late Roman Army af Pat Southern og Karen R. Dixon fandt vi anvendelige, idet de bl.a. behandler selve hvervningsprocessen i Romerriget. Tidligere har vi nævnt militærværket The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation (1986), et værk der på visse felter er kontroversielt i forhold til den resterende forskning. Vores søgning efter litteratur rettedes dog også mere målrettet mod værker, der mere direkte omhandler barbariseringen af det romerske militær. Således har vi anvendt Barbarians and Bishops (1990) af Wolfgang Liebeschuetz, Barbarians and Romans (1983) af Justine Davis Randers-Pehrson. Hertil kommer nogle mere generelle værker for perioden, men flere af disse har kapitler, der decideret omhandlet barbarer. Et af disse værker er bogen Germanentum und Spätantike (1965), der er forfattet af Karl Friedrich Stroheker m.fl. Denne bog er en artikelsamling, og to af disse omhandler henholdsvis frankiske feltherrer og alemannere i romersk tjeneste. Dertil kommer andre store værker, som måske ikke direkte har kapitler omhandlende barbarer, men som ved gennemlæsning af kapitler omhandlende hæren, også giver et indblik i barbarernes betydning for denne. Af disse værker kan nævnes Alexander Demandts Die Spätantike (1989), ligesom vi også har anvendt The Cambridge Ancient History, bind 12 og 13. Man kan i Roger Collins Early Medieval Europe (1999) og Averil Camerons The Later Roman Empire (1993) ligeledes finde kapitler, der er anvendelige i forhold til vores problemstilling. Udover den ovennævnte litteratur, er også anvendt kilder til at belyse barbarerne i romersk tjeneste og datidens opfattelse af disse. Vi har valgt at anvende Ammians (græker, ca ca. 400) Res Gestae, der på dansk er udkommet som Femogtyve år af Roms historie. Derudover har vi fået fat i Sidonius (galler, ca ca. 489) digte og breve og Claudians (egypter, 370- ca. 404) tekster, der findes i Loeb-samlingen. Desværre var det ikke muligt at skaffe Ammians beretning fra Loebsamlingen, der er mere korrekt oversat end den danske oversættelse fra 1877, som vi har anvendt i dette projekt. Det bevarede af Res Gestae (del 14-31) omhandler perioden Ammian havde selv været en del af hæren, hvor han havde gjort militærtjeneste, så fokus i hans historieskrivning er ofte rettet imod krig, ikke mindst fordi han også var til stede ved flere af felttogene. Han er derfor en god kilde til belysning af de slag, der fandt sted i den anden halvdel af det 4. århundrede. Desuden er Ammians omfattende værk også en betydelig kilde, som mange forfattere baserer en 6

7 stor del af deres forskning på. Sidonius, der var biskop, beskæftiger sig med det 5. århundrede, hvor han anskuer samtiden fra sin plads i aristokratiet. Han beskriver bl.a. Aetius felttog i Gallien. Claudian beskæftiger sig med overgangen mellem det 4. og 5. århundrede, hvor han skriver en del om den romerske feltherre, germaneren Stilicho. Valget af disse kilder er sket ud fra en betragtning om, at de kan formidle samtidens syn på barbarerne i det romerske militær, barbarerne i grænseområderne og barbarerne, der flyttede ind i riget. Omtales barbarerne i romersk tjeneste negativt, så kan det være en indikator for, at de undergravede militærets kompetence, hvorimod en positiv omtale eller ligestilling med romere vil modbevise dette. 3. Rekruttering af barbarer før Konstantin den Store Dette kapitel har til hensigt at redegøre for den stigende anvendelse af barbarer i romersk tjeneste, en anvendelse, der fandt sted helt tilbage fra Cæsar i det 1. århundrede f.kr. og frem til Konstantin den Store, der besad magten i årene , hvoraf han var enekejser i riget fra år 324. Perioden efter Konstantin var også præget af et stigende antal germanere i romersk tjeneste, men denne periode vil blive behandlet i kapitlerne indeholdende analyser. Det vil desuden skinne igennem i dette kapitel, at det primært er germanske barbarer, der bliver behandlet, men det skyldes den forholdsmæssigt store andel, som disse udgjorde af den samlede styrke af barbarer. Hvervningen af barbarer til romersk tjeneste kan spores længere tilbage end Konstantin den Store. Således anvendte Cæsar germanske hjælpetropper i grænseegnene af riget 9. Det kan sågar spores længere tilbage, dog har vi besluttet at begrænse os, ved at stoppe ved Cæsar, idet hans periode var den sidste inden Augustus (k. 31 f.kr.-14 e.kr.) kom til, hvor hæren blev reformeret. Datidens romerske hær blev indkaldt til specifikke opgaver, men da Augustus kom til, blev dette ændret. Riget var blevet stort, og det var ikke ligetil at indkalde tropper til opgaver i yderområderne af det romerske imperium. Augustus løsning på det ovenstående problem var oprettelsen af den professionelle hær, så man undgik at skulle indkalde tropper til specifikke kampagner, men derimod havde en fast hær som kunne anvendes. Størrelsen af den romerske hær har medført megen diskussion, men det bud Mark Hassall giver i The Cambridge Ancient History ligger i nærheden af, hvad der også kan findes i andre værker. Således estimerer Hassall, at den regulære romerske hær (legionen) i begyndelsen af 9 Demandt, Alexander; Die Spätantike; side 268 7

8 det 2. århundrede udgjorde omkring soldater, hvorimod hjælpetropperne (auxiliatropperne) udgjorde op til 50 procent mere, hvilket medfører en samlet styrke i omegnen af soldater 10. Det er dog vigtigt at pointere, at størrelsen af hæren i Romerriget altid skal tages med forbehold, da der er stor uenighed blandt forskerne om denne. Den regulære hær bestod af romere (folk med romersk borgerret), hvorimod auxilia-tropperne bestod af soldater fra provinserne, der kunne få romersk borgerret efter 25 års tjeneste. Auxilia-tropperne blev dog hvervet indenfor imperiet, og der var derfor ikke tale om hvervning af barbarer fra den anden side af grænsen. Efter år 212 blev forskellen mellem legionen og auxilia-tropperne dog sværere at få øje på, da Caracalla (k ) udstedte borgerret til alle imperiets indbyggere 11. Dermed blev alle soldater hvervet indenfor riget betragtet som romere. Det var dog i dette århundrede, at romerne begyndte at anvende germanere i langt større udstrækning og på forskellige måder, hvilket sandsynligvis skyldtes et stigende pres på grænsen til Germanien, bl.a. fra alemannerne i år 235. Det fik kejser Serverus Alexander (k ) til at tage til Mainz, hvor han tilbød alemannerne penge for at standse deres plyndringer. Ikke desto mindre skulle alemannerne lave flere erobringer i løbet af dette århundrede 12. I de efterfølgende år hører man dog om germanernes betydning for romerne, således anvendte kejser Gordianus i år 243 gotiske og vestgermanske folkeslag i kampen mod perserne 13. Det var på dette tidspunkt, at barbariseringen af den romerske hær tog sin begyndelse. Det skulle angiveligt være den efterfølgende kejser, Filip (kejser ), der begyndte at tillade germanere i auxilia-tropperne 14. Det er lader sig dog vanskeligt slå fast, hvornår disse germanere blev indlemmet i auxilia-tropperne for første gang, grundet den store mangel på kilder fra det 3. århundrede. Forfatterne virker dog enige om, at det var i omkring midten af det 3. århundrede, at barbariseringsprocessen for alvor gik i gang. Konsekvensen af germanernes aktive deltagelse i hæren og romernes stigende våbenhandel med germanerne i 200-tallet var ifølge Demandt, at romernes våben- og taktikforspring i forhold til de germanske barbarer forsvandt i løbet af dette århundrede Hassall, Mark; The army i The Cambridge Ancient History Volume XI; side Haynes, Ian; Military service and cultural identity in the auxilia i The Roman Army as a Community; side Stroheker, Karl F.; Germanentum und Spätantike; side Demandt, Alexander; Die Spätantike; side Alföldi, A.; The crisis of the empire i The Cambridge Ancient History Volume XII; side Demandt, Alexander; Die Spätantike; side 39 8

9 4. Brugen af barbarer fra Konstantin til Adrianopel Som det blev belyst i dette projekts problemformulering, skete der i løbet af det 4. århundrede en ændring i brugen af barbarer indenfor det romerske militærvæsen. Således vil dette kapitel indledningsvist give en kort redegørelse for brugen af barbarer i perioden fra Konstantin den Store og frem til slaget ved Adrianopel. Vi vil i de følgende afsnit ikke beskæftige os indgående med de generelle justeringer, som skete indenfor den romerske hær. I stedet vil fokus være rettet imod på hvilken måde, samt i hvilket omfang, brugen af barbarer fandt sted i denne periode. 4.1 Hæren under Konstantin den Store Allerede i forbindelse med de interne magtkampe, som i sidste instans ledte frem til at Konstantin blev enehersker over det romerske imperium i år 324, brugte han tropper som var hentet udenfor riget. Således skriver Southern og Dixon, at Konstantins hær under disse magtkampe bestod af tropper hentet fra blandt andet Bretagne, Gallien, samt germanere fra grænseområderne omkring Rhinen. Da han ikke ville svække den nordvestlige grænse, og derved risikere angreb på denne, kunne han ikke bruge alle tropper fra denne front. Dette afstedkom, at den hær, Konstantin rådede over, ikke var at betragte som specielt stor. Således fremfører Southern og Dixon, at der angiveligt var mænd færre i Konstantins hær, i forhold til hans rival Maxentius (k ) hær 16. På trods af dette, lykkedes det for Konstantins hær at besejre Maxentius hær i et blodigt slag ved Milvian-broen i år 312. Det er vores formodning, at denne bedrift kan have indvirket positivt på Konstantins syn på barbarer som soldater, hvilket igen kan have været et incitament til at påbegynde barbariseringsprocessen. Liebeschuetz er af den opfattelse, at det udslagsgivende skridt imod en barbarisering af hæren faktisk allerede blev taget, da Konstantin udbyggede den mobile felthær til det interne opgør med Maxentius. At Liebeschuetz er af denne opfattelse, ses blandt udtrykt i, at han skriver, at størstedelen af denne hær var rekrutteret blandt barbarer. Dele af disse var rekrutteret blandt krigsfanger, som var blevet bosat i Gallien under Diocletian (k. 284/ ). Andre var rekrutteret blandt de fanger, hans hær selv havde taget. Og endeligt indgik der frivillige fra den anden side af grænserne Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 7 9

10 Efter at Konstantin havde vundet den interne magtkamp, og derved sikret sig tronen, fortsatte han det reformprogram indenfor hæren, som var blevet startet af Diocletian. Han havde primært sat sin lid til et direkte forsvar af grænseområderne, hvilket blandt andet skete med de såkaldte limitanei (grænsetropper), der kan betegnes som soldater placeret på eller i umiddelbar nærhed af rigets grænser. Sammen med diverse fæstningsværker udgjorde disse limitanei i vid udstrækning rygraden i rigets forsvar 18. Ved siden af denne faste stationering af tropper i grænseområderne, havde Diocletian det, som Lee omtaler som en mindre felthær. Hvor effektive disse limitanei var, hersker der delte meninger om i litteraturen. Ifølge Hugh Elton fremstilles limitanei ofte i litteraturen som ineffektive bondesoldater, som var mere optagede af at passe deres afgrøder end af at kæmpe 19. Denne tolkning er Elton ikke enig i. Således mener han, at der ikke er bevis for, at limitanei-tropperne skulle være dårlige soldater 20. Noget, der kan være med til at understøtte Eltons påstand, er, at der er eksempler på at limitanei-enheder overførtes til felthæren (comitatenses). Således nævner Liebeschuetz, at der blev overført 21 limitanei-enheder til felthæren i Gallien, hvor de var med til at stabilisere situationen (år ) 21. Det er dog svært at sige med sikkerhed, hvor effektive soldater disse limitanei helt præcist var. Sidstnævnte eksempel kan dog efter vores mening indikere, at limitanei-enhederne ikke må formodes at være af ringere karakter end dem, som befandt sig i felthæren. Hvor Diocletian foretrak at placere sine tropper langs grænserne, så var Konstantin mere tilhænger af det, der kan betegnes som et dybdeforsvar. Et dybdeforsvar er baseret på den antagelse, at man ikke kan danne en perimeter ved grænserne, som er uigennemtrængelig. I stedet skal forsvaret koordineres imellem soldater, som er placeret ved grænsen (limitanei), og mobile tropper, som er placeret bag ved grænserne (comitatenses). Disse tropper, der er placeret i anden række, har så til opgave at træde til, hvis fjenden trænger igennem det første forsvar 22. Denne nye tilgang til rigets forsvar indebar, at Konstantin udbyggede rigets mobile felthær. Ledelsen af den mobile felthær var splittet op imellem embeder, som blev bestredet af to feltmarskaler. Det ene embede var 18 Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side Elton, Hugh;Frontiers of The Roman Empire; side Elton, Hugh;Frontiers of The Roman Empire; side Liebeschuetz, Wolfgang; The end of the army in the western empire i War and Society in the Roman World; side Ferrill, Arther; The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation; side 45 10

11 ansvarlig for infanteriet (magister peditum). Det andet embede var ansvarlig for rytteriet (magister equitum) 23. Comitatenses var opdelt i tre forskellige typer af regimenter: 1) Rytterienheder (vexillationes). Hovedparten af soldaterne, som indgik i disse enheder, var primært rekrutteret blandt ikke-romerske borgere 24. Vi formoder, at grunden til anvendelsen af primært ikke-romerske borgere i rytterienhederne skal findes i, at der ikke var en lang tradition indenfor den romerske hær i at anvende rytteri. Dette var derimod mere udbredt indenfor dele af de forskellige grupper af barbarer. Dette stemmer overens med Cheesmans udsagn. Han skriver således, at den romerske hær stort set var gået bort fra at benytte rytteri allerede omkring det 2. århundrede 25. 2) Infanterienheder (legiones), hvoraf hovedparten af personellet var rekrutteret indenfor riget. 3) Og slutteligt var der en ny form for infanterienhed. Denne blev omtalt som den nye auxilia. Denne nye udgave af auxilia bestod udelukkende af infanterienheder og havde ikke noget at gøre med den gamle form for auxilia, hvori der indgik alae (rytteri) og kohorter (infanteri), som kan føres tilbage til tiden før Kristi fødsel 26. Ifølge Lee var denne nye udgave af auxilia blevet oprettet af Maximian (k ). Han fremfører endvidere, at personellet i den nye auxilia primært var blevet hvervet blandt germanere fra den anden side af Rhinen 27. Southern og Dixon anfører, at hovedparten af folkene i den nye auxilia enten havde meldt sig frivilligt 28, eller også indgik som et led i en fredsaftale, som var indgået mellem romere og besejrede barbarstammer 29. Lee bemærker videre, at Konstantin, efter han var kommet til magten, udvidede rekrutteringen blandt germanerne, hvilket efter hans mening medførte, at de germanske tropper i auxiliaen kom til at udgøre rygraden i felthæren 30. Arther Ferrill understøtter dette, idet han ligeledes tilskriver barbarerne en fremtrædende rolle under Konstantins styre. Således er han af den 23 Ferrill, Arther; The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation; side Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side Cheesman, G.L.; The auxilia of the roman imperial army; side 9 26 Cheesman, G.L.; The auxilia of the roman imperial army; side Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Marcellinus, Ammianus; Res Gestae XVII 13 i Femogtyve år af Roms Historie; side Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side

12 opfattelse, at Konstantins forkærlighed for germanske tropper førte til, at han havde barbariseret den romerske hær 31. En pointe som Liebeschuetz ligeledes fremdrager 32. Som det fremgår af ovenstående, synes der at være udpræget enighed blandt forskerne om, at brugen af barbarer under Konstantin var ganske fremherskende, i hvert fald set i forhold til, hvad der tidligere havde været normal praksis i den romerske hær. Men hvor mange barbarer, der præcist indgik i hæren under Konstantin, lader sig vanskeligt vurdere med sikkerhed. Det er dog værd at bemærke, at den primære rekruttering i denne periode skete udenfor rigets grænser 33. Således opgives der ganske forskellige tal i litteraturen. 4.2 Hæren efter Konstantin og frem til Adrianopel Hæren under Konstantin II (k ), Constans (k ) og Constantius (k ) fortsatte stort set under samme organisation, som det havde været tilfældet under deres far, Konstantin den Store. Derved fortsatte de med opdelingen imellem en mobil felthær (comitatenses) og en mere stationær placering af tropper i grænseområderne (limitanei) 34. Denne organisering af hæren bevaredes i store træk frem til efter slaget ved Adrianopel. Hvad der efterfølgende skete vil vi således først komme nærmere ind på i kapitel 6, som bl.a. omhandler organiseringen af hæren efter slaget ved Adrianopel. I den sidste del af Konstantin den Stores regeringsperiode og tiden herefter, skete der en regionalisering af felthærene. I det sidste årti af sin regeringstid uddelte Konstantin således det regionale ansvar for dele af hæren til hans tre sønner og hans nevø Dalmatius. Dette medførte, at der skete en opsplitning af felthæren i mindre enheder. Selv efter at Constantius var blevet enehersker i starten af 350 erne, bibeholdt han en opsplitning af felthæren. Lee mener, at dette, rigets størrelse taget i betragtning, var en naturlig konsekvens, ligesom det var en langsommelig proces at flytte store troppestyrker Ferrill, Arther; The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 7 33 Cameron, Averil; The Mediterranean World in late Antiquity; side Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side Lee, A.D.; The army i The Cambridge Ancient History Volume XIII; side

13 Brugen af barbarer i romersk tjeneste i tiden efter Konstantin den Store og frem til slaget ved Adrianopel synes ikke at have været mindre, end det var tilfældet under denne 36. Således udgjorde barbarer stadig en stor del af de nye auxilia-enheder 37. Valentinian (k ) og hans bror Valens (k ) skulle, ifølge Burns, have taget vigtige skridt i retning af anvendelsen af nye troppe-typer, hvoraf mange af disse skulle være af germansk oprindelse. Disse skulle ofte have været under kommando af deres egne ledere 38. Dette må formodes at være forløberen for de såkaldte foederati tropper, hvilke vi vil komme nærmere ind på i kapitel 6. Burns mener derved, at Valentinian og Valens må have igangsat en række militære processer, som ellers traditionelt set først formodes at have startet efter slaget ved Adrianopel Årsagsforklaringer på brugen af barbarer i det 4. årh. I den del af forskningslitteraturen, der omhandler det, man kan betegne som barbariseringen af den romerske hær i perioden fra Konstantin den Store og frem til slaget ved Adrianopel (378), gives der en række forskellige bud på, hvilke årsager, der kan formodes at ligge til grund for denne barbarisering. Det er dette kapitels formål at give en præsentation af en række af disse bud. Kapitlet vil beskæftige sig med årsagsforklaringer på brugen af barbarer, som primært var hvervet udenfor riget i den skitserede periode. Således vil årsagsforklaringerne på hvervningen af barbarer indenfor rigets grænser ikke blive undersøgt nærmere i dette kapitel; dette dog med undtagelse af brugen af krigsfanger, som blev bosat indenfor riget og rekrutteret herfra. Rekrutteringen af andre grupper af barbarer indenfor riget vil i stedet blive analyseret i det efterfølgende kapitel. Det skal her bemærkes, at på trods af, at de årsagsforklaringer, der er genstand for nærmere behandling i nedenstående afsnit, sættes i direkte forbindelse med perioden fra Konstantin og frem til slaget ved Adrianopel, så er det dermed ikke sagt, at de ikke også spillede en rolle i forbindelse med rekrutteringen af barbarer i tiden efter slaget ved Adrianopel. Dermed må de årsagsforklaringer som bliver præsenteret i nedenstående ligeledes formodes at have spillet en rolle i forhold til tiden efter slaget ved Adrianopel. 36 Elton, Hugh; Warfare in Roman Europe - AD ; side Cameron, Averil; The Later Roman Empire; side Burns, Thomas S.; Barbarians Within The Gates Of Rome; side 2 39 Burns, Thomas S.; Barbarians Within The Gates Of Rome; side 2 13

14 5.1 Nedgangen i befolkningstallet og betydningen af denne Arthur Boak skriver i sin bog, Manpower shortage and the fall of the Roman Empire in the west, at en af de væsentligste forklaringer på den øgede brug af barbarer i romersk militærtjeneste, var en mangel på rekrutter indenfor riget. Grunden til dette skulle være, at der var sket det, der i litteraturen omtales som en ødelæggelse af grænseområderne i det 3. århundrede. I kølvandet på disse ødelæggelser skulle der være sket en delvis affolkning af disse områder. Denne affolkning skulle især have været markant i områderne langs Donau og Rhinen, og skulle have resulteret i, at grænseområderne kun i yderst begrænset omfang var i stand til at stille med rekrutter til den romerske hær 40. Der er dog i litteraturen delte meninger om, hvorvidt der faktisk skulle være sket en nedgang i befolkningstallet for den romerske befolkning i perioden fra det 4. til og med det 5. århundrede. Således skriver blandt andre Averil Cameron, at der især i den østlige del af riget var en betydelig befolkningstilvækst i perioden fra slutningen af det 4. århundrede, og mere udtalt i det 5. århundrede. I den vestlige del af riget skulle der dog ikke have været tale om en egentlig befolkningstilvækst i det 5. århundrede. Dette skulle blandt andet skyldes politiske forhold 41. Cameron skriver dog samtidig, at der kan have forekommet et fald i befolkningstallet i visse områder i den vestlige del af riget 42. Liebeschuetz synes heller ikke at være ubetinget enig med Boak i, at en nedgang i befolkningstallet var den primære årsag til den øgede hvervning af barbarer. Således mener han, at der, på trods af et fald i befolkningstallet i visse regioner, stadig burde have været tilstrækkeligt med mandskab til at udgøre et tilfredsstillende rekrutteringsgrundlag indenfor rigets grænser. Dette begrunder han med, at befolkningstallet i Nordafrika og Bretagne ikke faldt i det 4. århundrede. Liebeschuetz nævner endvidere, at Spanien kan sidestilles med Nordafrika og Bretagne, da denne region stort set var uberørt af krige. Men han skriver, at der dog er visse indikatorer, som peger i retning af en mindre nedgang i befolkningstallet i Spanien fra omkring midten af det 4. århundrede Boak, A.E.R.; Manpower shortage and the fall of the Roman Empire in the west; side Cameron, Averil; The Later Roman Empire; side Cameron, Averil; The Later Roman Empire; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 19 14

15 Samtidig afviser hverken Liebeschuetz, Dixon og Southern, at der kan have været tale om en nedgang i befolkningstallet i visse egne af riget. I den forbindelse fremhæver de ligeledes områderne omkring Donau og Rhinen 44. En af de ting, der kan indikere en nedgang i befolkningstallet i visse områder af riget, er, at der findes eksempler på, at krigsfanger af barbarisk herkomst blev bosat i disse føromtalte områder omkring Rhinen og Donau. Dette mener Liebeschuetz skete for netop at opveje et fald i befolkningstallet i disse grænseområder. Liebeschuetz skriver endvidere, at omfanget af bosættelsen af disse krigsfanger faktisk var så stort, og strakte sig over så langt et tidsmæssigt spænd, at det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor stort omfanget af affolkningen af grænseområderne må formodes at have været 45. Disse krigsfanger blev benyttet som arbejdskraft indenfor landbruget, hvilket ofte skete under slavelignende vilkår. Herudover blev de udskrevet til militærtjeneste, såfremt der var behov for dette. Faktisk mener Liebeschuetz, at en af bagtankerne bag bosætningen krigsfanger i disse regioner var den mulighed det gav, for at rekruttere dem til hæren 46. Betegnelsen for de krigsfanger, som var blevet bosat indenfor riget og rekrutteret til hæren var laeti. I praksis var disse laeti altid i farezonen for at blive udskrevet til hæren såfremt, der var brug for dem. I modsætning til andre grupper af barbarer, som var bosiddende indenfor riget, var det ikke muligt for disse laeti at opnå romersk borgerret. Således gjorde de som hovedregel sjældent tjeneste i det, man kan karakterisere som den regulære romerske hær. Liebeschuetz skriver dog, at man ofte så bort fra denne praksis, såfremt der var mangel på rekrutter til den regulære hær. Grupper af laeti fra det samme geografiske område kom derved ikke nødvendigvis til at tjene i den samme enhed. I stedet blev de oftest brugt til at udfylde huller i de forskellige afdelinger af hæren. Ifølge Liebeschuetz var dette en praksis, der gjorde sig gældende i store dele af både det 4. og 5. århundrede 47. Brugen af krigsfanger i den romerske hær var således ikke kun et fænomen, som var forekommende i det 4. århundrede men fortsatte ligeledes i det 5. århundrede. Som et eksempel på dette kan man nævne, at Stilicho, efter at have besejret Radagaisus i år 406, efterfølgende skulle have overført de krigsfanger, der blev taget i forbindelse med denne strid, til romersk 44 Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 11 og Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The later Roman army; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 14 15

16 tjeneste. Grunden til brugen af så store mængder af krigsfanger, som der er tale om i ovennævnte eksempel, kan dog forklares med, at der var tale om en nødsituation, eftersom Alaric truede Italien 48. Set i lyset af ovenstående, synes det at kunne konkluderes, at der ikke er entydige indikationer, der peger i retning af, at der skete et generelt fald i befolkningstallet i det romerske rige i det 4. århundrede, som Boak ellers fremdrager. Samtidig synes man dog ikke at kunne afvise, at der var et fald i befolkningstallet i visse egne af riget. Således afviser hverken Liebeschuetz, Dixon og Southern, at det til dels var en affolkning af visse områder indenfor det romerske rige, som udgør en del af forklaringen på den øgede indlemmelse af barbarer i den romerske hær. Men Liebeschuetz, Dixon og Southern understreger dog samtidig, at dette kun kan betragtes som værende en del af den samlede forklaring på fænomenet 49. Således er både Liebeschuetz, Southern og Dixon enige om, at der ikke er tale om en overskyggende årsagsforklaring på den øgede rekruttering af barbarer til det romerske militærvæsen, ligesom Boak hævder 50. De mener i stedet, at man skal forsøge at finde svaret på ovenstående i en række nuancerede årsagsforklaringer. Endvidere mener Liebeschuetz, at på trods af muligheden for at identificere nogle af de udslagsgivende faktorer, som må formodes at ligge til grund for hvervningen af barbarer udenfor riget, så er det ganske svært med sikkerhed at identificere alle de årsager, der kan formodes at ligge til grund for, at det romerske militærvæsen i så høj grad kom til at baseres på brugen af barbarer. Det kildemæssige grundlag er efter hans opfattelse for spinkelt til dette 51. De divergerende meninger i forskningslitteraturen om, hvorvidt der kan spores et generelt fald i den samlede romerske befolkning i det 4. og 5. århundrede, kan tænkes at udspringe af det, tidsmæssige spænd, der eksisterer imellem de forskellige kilder. Boaks værk er således fra 1955, hvorimod Liebeschuetz værk er fra 1990 og Southern og Dixons er fra Det indikerer en tilbøjelighed til, indenfor det, man kan betegne som ældre forskning, at der især argumenteres for, at der var et generelt fald i den romerske befolkning i det 4. og 5. århundrede. 48 Elton, Hugh; Warfare in Roman Europe - AD ; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side 68 og Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Boak, A.E.R.; Manpower shortage and the fall of the Roman Empire in the west; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 11 16

17 5.2 Rekrutteringsmæssige vanskeligheder og betydningen af disse Liebeschuetz mener, at også det romerske riges rekrutteringsapparat må formodes at være en af forklaringerne på, at man i det 4. århundrede begyndte at bruge barbarer i en større udstrækning end tidligere. Således skriver han ; It is significant that there no longer seems to have been machinery for the mass call-up of a national army. 52 For at skabe en forståelse af de konsekvenser, de rekrutteringsmæssige problemer medførte for den romerske hær, finder vi det nødvendigt at beskrive, hvorledes det romerske rekrutteringssystem var indrettet. Dette vil således ske løbende i resten af dette afsnit. Der var primært to måder, hvorpå man skaffede personel til hæren indenfor riget. Den første måde var ved at benytte frivillige. Hvor mange individer med romersk borgerret, der meldte sig frivilligt til militærtjeneste, er svært at sige med sikkerhed. Således fremhæver Elton, at der ikke er ført deciderede lister over, hvor mange frivillige, der meldte sig til den romerske hær. I stedet foreligger vidnesbyrdene herfor mere i form af anekdoter omhandlende enkeltpersoner 53. Ifølge Liebeschuetz var mængden af frivillige ganske begrænset. Dette begrunder han med, at der i det senromerske rige var en ganske begrænset imperial patriotisme blandt de romerske borgere. Således skriver han, at borgerne i krisesituationer ofte foretrak at blive i deres hjemegn og forsvare denne, frem for at lade sig rekruttere til hæren og drage til fjernere egne af riget og forsvare disse 54. Af dette synes man at kunne udlede, at den udbredte opfattelse, især blandt befolkningen på landet, var, at man var mere interesseret i at kæmpe for ens eget lokalområde, frem for at kæmpe for en fælles sag, som vi antager ellers tjente mere i rigets overordnede interesse. Langt hovedparten af de soldater, som var i den romerske hær, var indrulleret ved decideret udskrivning. Denne udskrivning havde flere former. En af disse var blevet indført i år 313. Fra da af var sønner af soldater forpligtet til at indtræde i hæren, såfremt de var fysisk egnede 55. Det er vores formodning, at bagtanken med implementeringen af dette udskrivningsmæssige tiltag var at sikre et forholdsvist konstant rekrutteringsgrundlag til hæren. Konstantin den Store ændrede dog denne 52 Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Elton, Hugh; Warfare in Roman Europe - AD ; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side 67 17

18 praksis i år 326. Således kunne sønner af soldater frit vælge imellem at gøre tjeneste i deres lokale curia, hvilket nærmest må betegnes som en slags landmilits, eller i den regulære hær. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var en gavnlig praksis, hvorfor man ændrede lovgivningen, og returnerede til den lovgivning, der var blevet indført i år Mængden af frivillige og sønner af soldater var dog ikke tilstrækkelig til at dække behovet for soldater. Derfor var det nødvendigt med en fast årlig udskrivning. Denne form for udskrivning fungerede mere eller mindre på samme vilkår som indsamlingen af skatter gjorde, hvilket vil sige, at hver landsby og jordbesidder var forpligtiget til at stille X antal personer til militærtjeneste. Som Pat Southern og Karen Dixon understreger, så var forpligtelsen til at stille folk til militærtjeneste i høj grad en pligt, som påhvilede landbefolkningen. Dette afstedkom da også en del utilfredshed hos denne. For at dæmpe denne utilfredshed blev der derfor taget en række forholdsregler, der skulle modvirke dette. En af dem var bl.a. at nedsætte byrden for de mindre jordbesiddere. Dette skete som en følge af, at det var en ganske tung byrde årligt at skulle udspare en eller flere personer til militærtjeneste, hvilket bevirkede, at det stort set kun var de store jordbesiddere, der var i stand til at gøre dette. Derfor blev det tilladt, at jordbesidderne gik sammen i de såkaldte consortia. Dette indebar, at de jordbesiddere, der indgik i de enkelte consortia, indgik i det, man kan karakterisere som en slags turnusordning. Derved var de små jordbesiddere ikke forpligtede til, hvert år at skulle stille med folk til militærtjeneste 57. Der var dog også en ulempe ved disse consortia; ofte var de folk, de stillede til militærtjeneste blevet presset til at gøre dette, hvilket bevirkede, at de rekrutter, de stillede ofte var særdeles modvillige overfor at skulle indtræde i hæren 58. Denne modvilje mod at forrette tjeneste må formodes at have bevirket, at der kan stilles spørgsmålstegn ved deres effektivitet. Barbarer derimod havde, i modsætning til de folk, der var stillet af de forskellige consortia, ry for at være gode soldater 59. Ud fra denne betragtning er der nok ikke noget at sige til, at man i højere grad gik over til at benytte barbarer i stedet for de mindre effektive folk som blev stillet af consortia erne. Et andet tiltag til at lette byrden for de mindre jordbesiddere var, at de kunne betale sig fra at skulle stille folk til militærtjeneste. Denne ydelse skulle betales til en lokal embedsmand, som i 56 Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Cameron, Averil; The Mediterranean World in late Antiquity; side 52 18

19 stedet betalte en anden for at indtræde i hæren. Derved synes der at kunne drages paralleller imellem denne praksis og det, der omtales som stillingsprincippet. Dette går ud på, at man betaler en anden for at træde i ens sted i forbindelse med aftjening af militærtjeneste. Der var dog en række problemer forbundet med denne praksis. Således forlangte de lokale embedsmænd ofte ganske anseelige beløb, hvoraf en stor del havnede i deres egne lommer. For bl.a. at gøre beskatningen af de mindre jordbesiddere mere retfærdig, og for at komme denne udprægede korruption til livs, fastsatte kejser Valens i 375, at prisen for en rekrut var 30 solidi, hvortil kom et beløb på 6 solidi, hvilket skulle dække udgifterne til udrustning 60. Disse penge blev i øvrigt som hovedregel brugt til at hverve barbarer frem for romerske borgere, der, som tidligere nævnt, var mere villige til at indgå i romersk krigstjeneste end mange af de romerske borgere var. Generelt må der siges at have været en ganske betragtelig modstand hos jordbesidderne til at lade deres landarbejdere indgå i hæren. Som et eksempel på dette nævner Liebeschuetz, at da Gildo, som var en rebelsk kommandant over Nordafrika, lukkede for fødevareforsyningen til Rom, hvilket skete i år 357, lykkedes det for adskillige romerske senatorer at forhindre, at deres landarbejdere blev udskrevet til militærtjeneste for at løse denne konflikt 61. Dette finder vi bemærkelsesværdigt, eftersom Claudian skriver, at resultatet af Gildos handlinger medførte store kvaler for store dele af den romerske befolkning 62. Dette tolker vi som et bevis på, at nogle af de romerske senatorer var mere interesseret i egen maksimering frem for at handle i forhold til det, der må karakteriseres som værende i rigets overordnede interesse. Averil Cameron nævner, at da jordbesiddernes position i samfundet blev mere og mere magtfuld i tiden fra det 4. århundrede og frem, så var det ganske enkelt nemmere at rekruttere barbarer i stedet for at skulle tage magtkampen op med jordbesidderne, for at få dem til at afgive bønder til militærtjeneste 63. Liebeschuetz angiver som en af forklaringerne på, at jordbesidderne udviste stor modvilje mod at lade deres landarbejdere indgå i hæren, selv i tider, hvor de selv var i farezonen for at komme blive angrebet af udefrakommende aggressorer, at jordbesidderne håbede på at få en aftale i stand med angriberne, som kunne sikre deres egne og deres landarbejdernes interesser på en forholdsvis tilfredsstillende måde 64. Dixon og Southern angiver i deres bog en 60 Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Claudian; The war against Gildo, I i Claudian, Vol. I; side Cameron, Averil; The Mediterranean World in late Antiquity; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 21 19

20 anden forklaring på denne adfærd. Således mener de, at dette kunne skyldes, at jordbesidderne ikke længere ville finde sig i at deres bedste arbejdskraft blevet taget fra dem med det formål at bruge dem i hæren. For det var kun muligt for jordbesidderne at garantere deres egen økonomiske sikkerhed såfremt de havde kompetent mandskab til at arbejde på deres jorde 65. En af forklaringerne på, at der var en stor modstand hos både jordbesiddere og landarbejdere imod henholdsvis at lade deres landarbejdere indgå i hæren og selv indgå i hæren, kan være det faktum at tjenestetiden i den romerske hær var fastsat til at være 24 år 66. Tager man dette i betragtning må man sige, at det ikke er så underligt, at jordbesidderne udviste en vis modvilje imod at afgive deres arbejdskraft til hæren, da det havde lange udsigter, før landarbejderne kunne arbejde for jordbesidderne igen. Som tidligere nævnt, så var der blandt borgerne i det romerske rige en ganske betragtelig modvilje mod at forrette militærtjeneste. Således er der eksempler på, at nogle individer var villige til at udøve skade på sig selv, for at slippe for at forrette militærtjeneste. Således skulle det for eksempel have været forholdsvist udbredt, at nogle personer skar deres egne tommelfingre af, for at slippe for militærtjeneste. I et forsøg på at komme dette til livs, blev der indført en række love. Således indførte Valentinian i år 368, at de individer der gjorde dette, ville blive brændt levende. I 381 kom Theodosius til den erkendelse, at en person uden tommelfingre trods alt var bedre end slet ingen, de blev derfor ikke fritaget for militærtjeneste - på trods af deres selvbestaltede handicap. Var der endvidere tale om, at det var en handicappet person, som var stillet til rådighed af skatteborgerne, så skulle de i stedet stille to mand i stedet for en 67. Endvidere var desertation ganske udbredt indenfor den romerske hær. Dette på trods af, at der var yderst strenge straffe til desertører. I et forsøg på at komme desertation til livs, indførte man blandt andet, at rekrutter blev brændemærket 68. Pat Southern og Karen R. Dixon nævner, at desertation altid havde forekommet i den romerske hær, men at det aldrig havde været så stort et problem, som det blev i tiden fra Konstantin den Store og frem. Således mener de, at det faktum, at man fandt det nødvendigt at bruge 65 Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side 20 20

21 lemlæstede mænd i hæren, er et bevis på, at der var en mangel på rekrutter og ikke udelukkende et udtryk for harme over deres vanærende handling 69. Både Liebeschuetz, Dixon og Southern er enige i, at borgernes modvilje mod at indgå i hæren, resulterede i, at man var nødt til at kigge sig om efter alternativer til den gængse form for rekruttering blandt romerske borgere. Og her var brugen af barbarer et ganske udmærket alternativ Brugen af barbarer fra Adrianopel til Roms fald Der skete en betydelig ændring i anvendelsen af barbarer efter år 378, hvor slaget ved Adrianopel fandt sted. Dette kapitel har til hensigt at beskrive, hvordan denne anvendelse af barbarer ændrede karakter. Den tidsmæssige afgrænsning spænder altså fra 378 og frem til det, som man kan kalde Det Vestromerske Riges opløsning, der kulminerede med afsættelsen af den sidste vestromerske kejser i år Adrianopel og Theodosius fredsaftale med goterne I år 376 havde kejser Valens (k ) ladet en stor mængde gotere bosætte sig i riget 71. Kejseren havde flere intentioner med indlemmelsen af disse goter. Han ønskede, ifølge Ammian, at forene sine egne soldater med disse nye gotere, så de sammen kunne skabe en stærk hær. Disse soldater kunne desuden aflaste provinserne for at stille rekrutter til rådighed, så provinserne i stedet kunne betale større summer til kejseren 72. Det endte dog med, at de nybosatte gotere gjorde oprør imod de romerske autoriteter, hvorefter kejser Valens gik goternes hær i møde ved Adrianopel. Resultatet af dette blev et stort nederlag for den østromerske hær, der mistede op til 2/3 af dens samlede styrke samt kejser Valens, der døde på slagmarken 73. Romerne sluttede fred med goterne under Theodosius i år 382, hvor goterne fik tildelt Dakien og Thrakien. Som modydelse for det land, som goterne var blevet tildelt, skulle goterne tilbyde 69 Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side Southern, Pat og Dixon, Karen R.; The late Roman army; side 69 og Liebeschuetz, J.H.W.G.; Barbarians and Bishops; side Cameron, Averil; The Later Roman Empire; side Marcellinus, Ammianus; Res Gestae XXXI.4 i Femogtyve år af Roms Historie; side Ferrill, Arther; The Fall of the Roman Empire: The Military Explanation; side 63 21