CASE. Børn og bevægelseskultur tværprofessionelt samarbejde. Case fra Børnehaven Sommerfuglen, udarbejdet af lektor Mathilde Sederberg

Transkript

1 CASE Børn og bevægelseskultur tværprofessionelt samarbejde Case fra Børnehaven Sommerfuglen, udarbejdet af lektor Mathilde Sederberg 2016

2 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Præsentation af Københavns Kommunes projekt om børn og bevægelseskultur Organisatorisk perspektiv Tværprofessionelt perspektiv Børneperspektiv Introduktion til casen I salen en kort situationsbeskrivelse Rollefordeling og faglighed Forskelle i mål Det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde om bevægelse Opsamling Spørgsmål til diskussion Rollefordeling og faglighed Forskelle i mål Det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde om bevægelse Spørgsmål på baggrund af to tekster om tværprofessionelt arbejde... 16

3 1 Indledning Børn og bevægelseskultur tværprofessionelt samarbejde er et delprojekt under forskningssatsningen Tværprofessionelt samarbejde om inklusion og lige muligheder, som er forankret i forskningsprogrammet Diversitet og Social Innovation ved Professionshøjskolen UCC. Formålet med Børn og bevægelseskultur tværprofessionelt samarbejde er at bidrage til satsningens vidensproduktion om ( ) at skabe inkluderende miljø, således at alle børn, unge og voksne (herunder udsatte grupper i udsatte positioner) kan deltage i udviklende og lærende aktiviteter (Forskning og udvikling UCC ). Politik og strategi). Her særligt med fokus på børn i 5-6 års alderen, men samtidigt med et mere generelt fokus på betydningen af tværprofessionelt samarbejde om motorik og bevægelse. Denne case er baseret på et støtteforløb fra Sommerfuglen i regi af Københavns Kommunes projekt om børn og bevægelseskultur. Casen præsenterer et eksempel på, hvordan motorik og bevægelse kan tænkes som et opmærksomhedspunkt i det tværprofessionelle samarbejde om børn i udsatte positioner. Casen kan danne baggrund for en række diskussioner inden for emnet (tvær)professionelt arbejde med motorik og bevægelse. Casen er baseret på en virkelig institution, men institutionens navn og de professionelles navne er anonymiseret efter aftale med deltagerne. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 3

4 2 Præsentation af Københavns Kommunes projekt om børn og bevægelseskultur Nedenfor følger en præsentation af projektet Børn og bevægelseskultur i et organisatorisk, et tværprofessionelt samt et børneperspektiv. 2.1 Organisatorisk perspektiv I Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune (BUF) er der igangsat et projekt, der skal understøtte daginstitutioners arbejde med bevægelse og motorik - projekt Børn og Bevægelseskultur (BOB). Projektet er en del af Københavns kommunes indsats Øget Sundhed for Børn (ØSB). I projektbeskrivelsen fremhæves det bl.a., at sundhed og trivsel er væsentlige forudsætninger for, at et barn har mulighed for at udfolde sit fulde potentiale og dermed sikres en fair chance i livet. Sundhed forstås som barnets fysiske, psykiske og sociale trivsel og udvikling, som er en forudsætning for at lære (kilde; projektbeskrivelsen). Projekt Børn og Bevægelseskultur har følgende overordnede forandringsmål: Bevægelsesaktivitetsniveauet i dagtilbud øges Flere børn er motorisk alderssvarende og læringsparate ved skolestart Der iværksættes målrettede indsatser for de børn, der stadig har motoriske udfordringer Det bevidste arbejde med motorisk opsporing og indsatser vil medvirke til at styrke børns læring og trivsel. 2.2 Tværprofessionelt perspektiv Der er oprettet en særlig, tværprofessionel supportfunktion i BUF vedr. Børn og Bevægelseskultur (BOB), som tilbyder sparring om børns motoriske udvikling for pædagogisk personale. Pædagogerne kan henvende sig vedrørende børns motoriske udvikling, hvis de oplever at have brug for hjælp til observation og sparring eller konkret inspiration omkring et barn eller en gruppe børn. BOB support er en tværprofessionel gruppe bestående af fysioterapeuter, støttepædagoger og sundhedsplejersker, som tilbyder: 1. Refleksion sammen med pædagoger om barnets motoriske udfordringer 2. Motorisk observation af barnet/børnegruppen sammen med pædagogerne 3. Tværfagligt medblik og vidensdeling 4. Finde handlingsalternativer sammen med pædagogerne 5. Information og sparring til/med forældre 6. Give konkret inspiration til målrettede bevægelsesaktiviteter med små eller større børnegrupper 7. Opfølgning ved behov (Hjemmesiden for projektet, Der afholdes et møde mellem BOB supporten og institutionen, hvor institutionen fremlægger deres problemstilling, og så finder de sammen ud af, hvilke tiltag der skal igangsættes. Enten kan der aftales nogle få besøg fra en støttepædagog eller BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 4

5 fysioterapeut med ideer til bevægelsesaktiviteter, ellers også aftales der et egentligt støtteforløb med opstart, midtvejsmøde og slutevaluering. Det er et støtteforløb fra Sommerfuglen, som denne case er baseret på. 2.3 Børneperspektiv Tanken med projektet er således at have fokus på børns motoriske udvikling samt have ekstra fokus på børn med motoriske vanskeligheder og skabe opmærksomhed omkring disse gennem forskellige bevægelsesforløb som del af inklusionsindsatsen. Tanken er, at der via et øget fokus på motorik og bevægelsesglæde kan skabes et fundament for barnets adgang til fællesskaber samt dets trivsel generelt. Denne indsats foregår både i dagligdagen i institutionen, pædagogerne imellem, og så foregår den via det tværprofessionelle samarbejde mellem BOB supporten og det pædagogiske personale. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 5

6 3 Introduktion til casen Hver torsdag har ca. 15 børn fra storegruppen i Sommerfuglen været samlet i bevægelsessalen sammen med Kristina, der er uddannet pædagog og bevægelsesvejleder, Mia, der er pædagog, og Hanne, der er pædagogmedhjælper. Allan har været med som støttepædagog og bevægelsesvejleder fra BOB. Han har stået for aktiviteterne de første 10 gange, og herefter har pædagogerne selv stået for aktiviteterne, hvorefter de har sparret med Allan om indhold og form etc. Lone, der er sundhedsplejerske og en del af BOB, har været med i salen nogle gange for at observere. Herudover har hun screenet børnene i starten af projektet og skal gøre det til sidst også. På baggrund af forløbet i salen har Kristina og Allan aftalt et forløb i børnehaven, hvor Kristina skal rundt på stuerne og lave bevægelse/motorik med børn og kolleger for derigennem at videreføre arbejdet med motorik og bevægelse til dagligdagen i børnehaven (Spillopperne, kalder de det). I casen indgår således følgende personer: Personer i casen Bevægelsespædagog (Kristina) Pædagog (Mia) Pædagogmedhjælper (Hanne) Støttepædagog/bevægelsesvejleder fra BOB supporten (Allan) Sundhedsplejerske fra BOB supporten (Lone) BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 6

7 4 I salen en kort situationsbeskrivelse Børnene (15 børn fra storegruppen) ankommer til bevægelsessalen og begynder så småt at indtage salen, nogle løber rundt, nogle holder sig til de voksne, mens andre småsnakker med hinanden. Kristina starter op, og første leg sættes i gang. Hun råber Numserne mod væggen!, og børnene løber ned til endevæggen, hvor de stiller sig med numsen ind mod væggen. Nogle af dem skal lige huskes på, hvad det betyder. Kristina fortæller, at de skal lege Hvem kommer først. Det er tilsyneladende, en leg de kender, for når hun råber Hvem kommer først til klatrevæggen?, så løber alle børnene der over. Kristina sætter flere lege i gang, og derefter sætter både Mia og Hanne en leg i gang. De spørger lidt til Kristina undervejs for at høre, om hun er enig med deres måde at strukturere legen på, eller for lige at tjekke, om de er enige om reglerne. De slutter af med en faldskærmsleg, og Kristina synger I et lillebitte hus. Der bliver helt stille indenunder faldskærmen, og til sidst hvisker Kristina, at nu er det slut for i dag, og de skal tilbage i børnehaven. Under de efterfølgende interviews med pædagog (Kristina), støttepædagog (Allan) og sundhedsplejerske (Lone), kom der en række udsagn, der kan fortælle noget om de forskellige professioners rolle i arbejdet med motorik og bevægelse. Der tegner sig tretematikker, som casen og de efterfølgende arbejdsspørgsmål vil kredse omkring: Tematikker 1. Rollefordeling og faglighed 2. Forskelle i mål 3. Det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde om bevægelse BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 7

8 5 Rollefordeling og faglighed Nedenfor fortæller Allan, der er støttepædagog og bevægelsesvejleder, om rollefordelingen mellem ham som støttepædagog og Lone som sundhedsplejerske i arbejdet med motorik og bevægelse i Sommerfuglen: Støttepædagog: Jeg udfører bevægelseslegene. Lone er kommet mere på banen inden for den sidste måneds tid, for at vi kan få kigget lidt mere på de kroppe, så vi kan få en faglig vurdering. Jeg kan godt se, hvad der er med de kroppe, men Lone har sin faglighed at kunne tale ud fra. Vi har indført i vores SMTTE model om projektet, at Lone skal komme og screene børnene i december og til sommer. For at se om der er den udvikling, som vi gerne vil se. Med udgangspunkt i at bevægelsesfagligheden gerne skulle forplante sig ind i institutionen hos de forskellige pædagoger i børnehaven. Fordi jeg stopper som instruktør sidst i januar, og så slipper jeg det, og så skulle det gerne køre selv. Dels ovre i salen, men også gerne komme ud på stuerne, så vi forhåbentlig kan se en effekt af det til sommer. Støttepædagogen taler om, at sundhedsplejersken (Lone) kan se på børnenes kroppe ud fra en anden faglighed end hans. Hun har et screeningsværktøj, som hun kan bruge til at vurdere udviklingen i børnenes motorik. Som han siger yderligere: Støttepædagog: Jeg har ikke erfaring med og heller ikke en faglighed at putte et screeningsredskab ned i, som handler om børns motoriske evner eller udvikling. Så der bliver det ret nødvendigt med Lones faglighed. Vi har et mål som handler om, at børnenes kropsbevidsthed gerne skulle højnes. Vi vil gerne kunne se, at børnene kan holde ud i længere tid, at de har en bedre balance, at de kan koordinere bedre, at de har nemmere ved at forstå den kultur, vi bygger op, når vi er i salen. Når den voksne begynder at snakke, så er man stille, indtil instruktionen er givet, og så går man i gang. Sådan nogle ting kan vi sagtens have nogle mål om men det kan være svært at måle på om vi kommer i hus med dem, men vi kan sagtens give en vurdering. Men det er svært, i hvert fald i vores fag, at sætte et tal på. Man kan ikke på samme måde måle, at de kan klare 2 ud af 10 hop fx.. Her bliver det tydeligt, hvordan støttepædagogen ser sin rolle med at udvikle, kropsbevidsthed, balance samt den særlige kultur, der hersker, når de er i salen. Her lærer børnene at være stille, når den voksne taler, og så lærer de en masse bevægelsesfagligt under de forskellige lege. Han fremhæver, at sundhedsplejersken med sine screeninger kan måle direkte for at se udviklingen, hvilket han ikke umiddelbart ser som pædagogens faglighed. Sundhedsplejersken uddyber: Sundhedsplejerske: I forhold til enkeltbørn kan jeg lave en screening, fx en 5-års screening, som vi bruger på alle børnene. Hvordan er det lige nu med kvaliteten af en kolbøtte, fx kan de overhovedet lave en kolbøtte, eller kan de stå på ét ben i 10 sekunder? Står de og dingler, men gør det dog, eller kan de kaste retningsbestemt, hvordan gør de det, hvordan griber de? Der vil jeg kunne give det tre scoringer, kan/er på vej/slet ikke. Der vil man kunne se, om enkeltbørnene rykker sig. Sundhedsplejersken fremhæver her, hvordan hun dykker ned i specifikke, motoriske bevægelser som fx kolbøtte og ser på kvaliteten af disse bevægelser. Kvaliteten måles ud fra en tabel, så hvert barns motoriske funktionsniveau noteres. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 8

9 6 Forskelle i mål Støttepædagog: Vi har mulighed for på denne her måde at have forskellige foki i samme projekt. Vi kan arbejde på at opnå forskellige mål. Jeg har et fokus, som handler om, at de voksne de skal lære, hvordan det er hensigtsmæssigt at sammensætte et program. Hvad for nogle aktiviteter giver mening at sætte efter hinanden, hvordan starter det? Så man ikke havner i den der rolle, hvor man skal råbe og skrige og sige nej hele tiden. Så man kan lave et godt og dynamisk program med fokus på særlige motoriske aktiviteter som fx krybe, rulle, klatre eller nogle mere generelle bevægelseslege, som er meningsfuldt for børnene. Så det kunne være mit fokus. Og som sundhedsplejerske kan man have det der andet fokus, som handler mere om sådan helt specifikt, hvad er det lige med det hop dér? Sundhedsplejerske: Ja, hvad får børnene ud af det, og hvor rykker de sig hen? Meget specifikt på børnene. Støttepædagog: Men der ligger også noget videndeling, for når man arbejder sammen på tværs og har forskellige uddannelser, så har man også forskellig viden. Og den lærer vi jo også af og udvikler os af og udfordrer hinanden på. Også på det her med syn. Bare det der, når du siger screeninger, så ser jeg det umiddelbar t ikke som et pædagogisk værktøj, men så kan jeg jo også se fordelene ved det, når vi snakker om det. Sundhedsplejerske: Der har jeg jo helt klart en mere naturvidenskabelig baggrund, og når jeg kigger på et barn, så screener jeg jo, selv om jeg ikke skriver det ned. Så har jeg sådan 17 parametre inde i hovedet, som jeg lige tjekker af, ej, måske ikke 17, men en hel masse, fx om de kan hoppe med samlet afsæt, om de kan kaste, stå på ét ben osv. Det er jo en helt anden måde at gøre det på end som pædagog. Men samtidig bruger jeg også min viden om motorik og sanseintegration til at vurdere, hvor det er vi skal sætte ind i forhold til det enkelte barns deltagelsesmuligheder i forhold til den store gruppe både motorisk og socialt. Støttepædagogen og sundhedsplejersken siger her noget helt centralt. Støttepædagogens fokus er på de voksnes rolle og de didaktiske overvejelser omkring at sammensætte et program med fokus på motorik og bevægelse. Sundhedsplejersken fremhæver, at hun har fokus på de enkelte bevægelser og deres kvalitet, særligt fokus på børnene. Hun fremhæver selv, at hun har et naturvidenskabeligt blik. Dette blik, som konkret kommer til udtryk via screening som redskab, italesætter støttepædagogen som uh ha, men kan også se fordelene ved det, når han videndeler med sundhedsplejersken om det. Det vigtige er her, at de får en viden om hinandens faglighed og tager denne viden med sig i deres fælles arbejde omkring bevægelse med børnehavebørn. Med dette projekt kommer der specifikt fokus på børnenes kroppe. De professionelle har et særligt mål med deres tid i salen. Børnene skal dels lære at indgå i en særlig bevægelseskultur, dels lære at indgå i andre fællesskaber og dels forbedre deres motorik og bevægelsesglæde. Nogle af børnene er udfordret på de sociale kompetencer, men har en god motorik, mens andre har det modsat, dvs. er udfordret motorisk, men fungerer fint i sociale fællesskaber. På denne måde anvendes tiden i salen som udviklende for både sociale og motoriske kompetencer i et gensidigt samspil. Men støttepædagogen taler også om, at man som pædagog hurtigt kan havne i den situation, at man bare står og råber nej hele tiden, og her er det vigtigt at have øje for de didaktiske overvejelser fx omkring hvor meget/hvor lidt styring. Nogle gange er målet måske netop, at børnene skal lege frit for at styrke BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 9

10 deres egne bevægelser og kreativitet etc. Mens andre gange kan man som voksen være mere styrende, fordi der måske er særlige bevægelser eller relationer, man vil have styrket hos børnene. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 10

11 7 Det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde om bevægelse Støttepædagog: I dag prøvede jeg at inddrage en af de voksne til at stå på hænder med børnene, mens jeg satte stationerne op. Jeg har manglet initiativ fra hende, så jeg skulle lige afprøve, hvad der skete, hvis jeg gav hende en hammer til at slå sømmet i med, hvad gør hun så med den? Hvad sker der, kan hun det eller? Sundhedsplejerske: Måske er det også det, der nogle gange skal til, at man får en hammer og et søm. Men det kommer jo ikke overnight. Det er en proces om at have nogle oplevelser, hvor det giver mening, og så husker man ordene og får en betydning indlejret i de ord. Man kan ikke gå ud og bruge dem aktivt, før man kan mærke dem. Ideen med BOB supporten er, at de kommer med aktivitetsforslag og support i starten af forløbet, fx 4-5 gange, og herefter er det så meningen, at de ansatte i institutionen selv skal stå for aktiviteterne. Støttepædagogen fortæller her, hvordan det kan være udfordrende for nogle af de voksne at tage initiativ og stå for aktiviteterne. Sundhedsplejersken supplerer med, at det netop er vigtigt, at pædagogerne hjælpes i gang så de får en hammer og søm, så de støttes til at komme i gang. Herefter kan de så gradvist selv stå for mere og mere. Dette viser, at det kan være udfordrende at skulle indgå i arbejdet med at organisere bevægelseslege, hvis man ikke oplever dette som en del af ens faglighed. Nogle pædagoger synes måske, at det er grænseoverskridende og svært, at skulle stå i en gymnastiksal og organisere bevægelseslege, og her er det vigtigt, at de får den nødvendige støtte. Enten i form af efteruddannelseskurser, støtte fra kolleger eller som her i Sommerfuglen, fra BOB supporten. Støttepædagog: Det skal være meningsfuldt, for at de gider hoppe med på det. Jeg kan sagtens lave noget, som jeg synes, er sjovt. Men det er ligesom med børnene, hvis børnene ikke forstår det, hvis der fx er for mange instruktioner, så står de af. Så giver det ikke mening så kan man lige så godt lave fis og ballade med makkeren ved siden af i stedet for. Hvis vi kunne komme dertil, hvor pædagogerne selv tænker; hvordan går jeg didaktisk til denne her udfordring med at få børnene til at være med i legene, eller jeg vil gerne i hus med den her aktivitet. Nogle overvejelser over, hvordan de kommer fra A til B. Så synes jeg, vi er lykkedes ret godt med det ( ) de er kommet mere og mere på banen og er blevet trænet i at tage ansvar. Og det er jo også noget med at lære at være i den der ramme, hvor man er den, som børnene kigger på og skal få det til at lykkes. Han uddyber: Det er vigtigt at få hele personalegruppen med. Alle vil nok ikke synes, det er lige sjovt. Vi (Allan, anden bevægelsesvejleder og Lone fra BOB supporten) havde tre kvarter på et personalemøde. Alle borde blev skubbet ud til siden, og så lavede vi lege i tre kvarter, og der kom ikke noget kritisk, men en masse smil. Tilgangen om ikke at tage positivt i mod ideen om mere bevægelse handler om, tror jeg, at man mangler viden, man mangler information, man mangler at prøve det på egen krop. De tænker måske, hvorfor skal vi sætte noget ind for det børn bevæger sig jo af sig selv. Nogle gør, men mange gør ikke. Og de skal prøve det på egen krop. Prøve, at det er skidesvært at koordinere sin krop, at det er sjovt, at man godt må fejle uden at blive grinet af. Og der var flere, der havde sagt, at det var faktisk meget sjovt. Det er vigtigt, at vi får spredt det til de voksne, lige så meget som at vi får spredt det til børnene. Det er dér, det starter BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 11

12 Bevægelsespædagog: For nogen handler det også om det der larm og støj, der følger med eller ikke er kontrollerbart i rummet. Ude på legepladsen, der er højt til loftet. På stuen er det anderledes. Jeg kender godt mit barn på stuen det der får I ham aldrig til, jeg tager ham lige ved hånden, kan der typisk være en pædagog, der tænker. Men når jeg kommer til Spillopperne, så kræver jeg, at de er deltagende både børn og voksne. Der er nogle, der er blevet overraskede over, hvad jeg fik børnene til at være med i. Jeg kræver jo ikke, at alle børn er deltagende på samme måde. Nogle børn får en anden rolle og hjælper mig fx med at holde en bold eller sådan noget. Men så er de jo stadig med i legen. Det handler jo om at kunne jonglere i det. Hun fortsætter: Jeg kan jo ikke se, når de er i de andre rum i forhold til, om det breder sig til dagligdagen. Mit ønske er stort om at have noget mere af det, men det er jo min sandhed. Jeg kan jo ikke helt tiden gå hen og skubbe på. De skal også tilegne sig det i eget tempo, så det virker i deres arbejde. Dengang jeg gik på kurset (til bevægelsesvejleder), har jeg underholdt om det på adskillelige personalemøder, og så er det bare svært. Nogle har taget det til sig og render rundt med de der karklude og vasker vægge eller laver balanceøvelser eller sådan noget, men sådan er det jo. Nogle bliver i comfort zone og nogle hopper ud og prøver det af. Støttepædagogen fremhæver ovenfor, at det er vigtigt at få hele personalegruppen med. Måske synes alle ikke, det er det bedste i verden at arbejde med bevægelse, men ved at prøve det på egen krop lader det til, at det giver større mening. At prøve hvor sjovt, svært, hårdt, det kan være. At det er i orden at fejle. Bevægelsespædagogen Kristina italesætter også, at nogle har det bedst i egen comfort zone, mens andre hopper ud af den og prøver de forskellige ting af. Det er vigtige ting at prøve på egen krop for at få større forståelse for børnene, når de laver aktiviteter med dem. I Spillopperne (hvor bevægelsespædagogen kommer på besøg på stuerne og laver forskellige lege for at give sin viden om bevægelse videre til sine kolleger), oplever hun, at pædagogerne deltager. Men også at de har nogle forudantagelser om børnene om, hvorvidt de vil deltage i legene. Her arbejder bevægelsespædagogen med bevægelse som pædagogisk redskab i inklusionsindsatsen ved at få alle børnene til at være med i fællesskabet. De har bare forskellige måder at være deltagere på. En konkret effekt af det tværprofessionelle samarbejde mellem bevægelsespædagogen og sundhedsplejersken er en aftale om, at sundhedsplejersken videreformidler nogle af hendes øvelser, som hun plejer at lave i sit screeningsarbejde med børnene til bevægelsespædagogen. Tanken er så, at pædagogen kan foretage de første skridt i den motoriske udredning som del af sit pædagogiske arbejde med børnene, inden sundhedsplejersken tilkaldes: Bevægelsespædagog: Det, vi har aftalt, er, at jeg får nogle kopier af de øvelser, Lone laver. Så kan jeg lave det i mit regi. Netop det der med at gøre det med fx fire børn ad gangen om de kan eller ikke kan udføre det. Og så beskrive det over for Lone, så hun kan følge det. Så kan jeg fortælle, at jeg har denne her håndfuld af børn, som jeg tænker, har motoriske udfordringer. Så kan jeg invitere hende ind til en dag, så hun kan have fokus på de børn i en leg, jeg så laver med dem. Det skal vi jo vi har brug for ekspertviden, som BOB supporten kan hjælpe os med. Her ses et eksempel på tværprofessionelt samarbejde mellem pædagog og sundhedsplejerske. Pædagogen laver det indledende arbejde af screeningsprocessen, hvor hun kigger overordnet på børnene i bevægelseslege. Hvordan deres motorik fungerer i leg ud fra nogle øvelser og fokuspunkter, hun har fået fra sundhedsplejersken. Herefter inddrages sundhedsplejerskens ekspertviden omkring BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 12

13 de konkrete motoriske udfordringer mere specifikt. Og så kan de i fællesskab arbejde med løsningsforslag i forhold til de konkrete børn. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 13

14 8 Opsamling Opsamlende tyder dette projekt på, at der er nogle faktorer, der skal være til stede, for at de erfaringer, de professionelle gør sig, kan komme i spil på den mest hensigtsmæssige måde i det tværprofessionelle samarbejde. Det handler bl.a. om: Godt læringsrum Tid Forberedelse Organisering Kollegial sparring Viden om motorik og bevægelse Viden om, hvordan man kan strukturere et forløb Når disse elementer er tilstede, ser det ud til at være et godt læringsrum for både børn og voksne. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 14

15 9 Spørgsmål til diskussion 9.1 Rollefordeling og faglighed 1. Hvem har hvilke roller? 2. Hvem gør hvad, og hvilken betydning tænker du/i, at det har for børnene? 3. Hvad tænker du/i om screening som metode til måling af motorik? 4. Hvordan ville du/i organisere en screening? Børnene enkeltvis hos sundhedsplejersken eller gruppevis i leg? Begrund jeres svar. 9.2 Forskelle i mål 5. Hvilken betydning kan det have, at de forskellige professioner har forskellige mål? 6. Hvilken betydning kan det have, at de forskellige professioner har forskellige metoder? 7. Hvad tænker du, at de forskellige professioner kan lære af hinanden? 8. Støttepædagogen omtaler, at der skal opbygges en særlig bevægelseskultur hvordan kunne en god bevægelseskultur i en given institution se ud efter din/jeres overbevisning? 9. Diskuter fordele/ulemper ved at styre bevægelsesaktiviteter. Hvor lidt/hvor meget styring i forhold til hvilke (t) mål? 10. Sundhedsplejersken italesætter det naturvidenskabelige blik på motorik og bruger screeninger til måling af motorik. Omvendt kan man som professionel arbejde mere ustruktureret med bevægelseslege og den fri bevægelighed. Diskuter fordele/ulemper ved at arbejde struktureret med motorik og bevægelse. 9.3 Det tværfaglige og tværprofessionelle samarbejde om bevægelse 11. Hvilken betydning tænker du, at samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejerske og støttepædagog har for arbejdet med bevægelse og motorik? 12. Støttepædagogen og sundhedsplejersken taler om, at pædagogerne skal hjælpes i gang med bevægelsesarbejdet. Hvad tænker du/i: Hvis man ikke er bevægelsespædagog, kan man så undgå at stå på hænder? 13. Hvad tænker du/i om, at støttepædagogen styrer og kaster pædagogerne ud i at skulle stå for nogle af aktiviteterne? Skal de i stedet bare have lov at blive i egen comfort zone? 14. Støttepædagogen og sundhedsplejersken taler om, at pædagogerne skal opleve at bevæge sig på egen krop for at give det videre til børnene. Hvordan synes du/i en pædagog skal fungere som en god rollemodel i arbejdet med bevægelse og motorik? 15. Hvilke muligheder og begrænsninger tænker du/i, der kan være ved at arbejde tværprofessionelt omkring bevægelse og motorik? Hvilke muligheder og begrænsninger ser du konkret i casen om Sommerfuglen? 16. Hvilke muligheder/begrænsninger ser du i forhold til at overtage dele af andres faglighed i sit arbejde (fx omkring screening, hvor BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 15

16 bevægelsespædagogen overtager dele af sundhedsplejerskens arbejdsområde)? 17. Spillopperne er et bevægelsesprojekt i Sommerfuglen, der er bestemt af ledelsen samt bevægelsespædagogen (som del af Sommerfuglens arbejde med mål om bevægelse og motorik). Hvilke fordele/ulemper ser du ved, at projektet er bestemt af ledelsen og bevægelsespædagogen? Hvilke muligheder ser du/i for, at pædagogen ( på gulvet ) kan påvirke projektet? 18. Hvordan opnås ejerskab over for bevægelseskulturen i en given institution? 9.4 Spørgsmål på baggrund af to tekster om tværprofessionelt arbejde 19. Kom med eksempler fra casen på både tværfagligt og tværprofessionelt samarbejde ud fra definitionerne i teksterne af hhv. Viskum, Villumsen og Jakobsen samt Højholdt (ses også nedenfor). Beskriv og diskuter, hvordan det er tværprofessionelt samarbejde ud fra hhv. Viskum, Villumsen og Jakobsen, 2015 og Højholdt, Viskum, Villumsen og Jakobsens definition af tværprofessionelt samarbejde: Tværprofessionelt samarbejde er som minimum et samarbejde mellem fagprofessionelle, som enten har forskellig professionsbaggrund og/eller forskellig placering i en organisation, og som samarbejder om noget (Viskum, Villumsen, og Jakobsen, 2015:7) Højholdts definition af tværfagligt samarbejde: Tværfagligt samarbejde er betegnelsen for fags samarbejde (Højholdt, 2016:67) Figur 1: Tværfagligt samarbejde integration af fag med henblik på ny viden og en anden måde at arbejde på Problemstilling (Højholdt, 2016:77) BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 16

17 Højholdts definition af tværprofessionelt samarbejde: Tværprofessionelt samarbejde har fokus på mere end fagligheden og samarbejdet vurderes på et højere niveau. Når man ser på professioners samarbejde i en tværprofessionel optik, er der fokus på både fagligheden og på de normer, vaner, værdier og holdninger og det ansvar, de involverede professionelle har (Højholdt, 2016: 68) Figur 2: Tværprofessionelt samarbejde Professionsidentitet Fagligheder Fællesopgave (Højholdt, 2016:78) Professioner og deres fagligheder samarbejder på tværs mod ny viden, nye arbejdsformer og ny forståelse af fælles opgave og faglighed 20. Til sidst i casen beskrives det, hvordan sundhedsplejersken og pædagogen videndeler, og pædagogen tager den nye viden med i sit pædagogiske arbejde. En diskussion, der kan opstå her, er, hvorvidt man skal videregive dele af sin faglige ekspertise på denne måde? Eller skal man som professionel fastholde egen viden og faglighed inden for professionsgrænserne? 21. Hvilke styrker og udfordringer ser du/i ved henholdsvis at holde på egen faglighed/ekspertise i forhold til at dele sin viden/erfaring med andre professioner? Kom med konkret eksempel fra praksis (eller opfind et eksempel). 22. Se på Højholdt, 2016, figur 2 om tværprofessionelt samarbejde. Her ses det, hvordan faglighederne blandes nede i bowlen som del af det tværprofessionelle samarbejde. Tænker du/i, at professionernes fagligheder skal blandes helt, så der i stedet opstår en fælles profession (fx pædagoger som mini-lærere eller mini-sundhedsplejersker ) frem for pædagog, sundhedsplejerske, lærer for sig? Hvilke styrker og udfordringer ser du/i ved begge scenarier? 23. Hvordan samarbejder støttepædagogen (Allan) og bevægelsespædagogen (Kristina)? Hvordan samarbejder støttepædagogen og sundhedsplejersken (Lone)? Dette spørgsmål kan besvares ud fra de fem samarbejdsformer (se beskrivelse i Højholdt, 2016: 33-53) Samarbejde som kollektiv enhed Samarbejde som hold af individualister BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 17

18 Samarbejde som fleksibelt team Samarbejde som netværk Samarbejde som overlevering 24. Hvilken betydning har det, at det er netop disse samarbejdsformer? Ville du foreslå andre samarbejdsformer? Hvorfor? 25. Bevægelsespædagogen (Kristina) nævner til sidst, at det kræver en særlig ekspertviden at imødekomme de børn, der har motoriske udfordringer. Hvad er det for en viden, det kræver at arbejde med børns motoriske udfordringer? Beskriv, hvad pædagogen kan vurdere og gøre, og hvornår du/i ville kontakte en sundhedsplejerske eller anden profession? Litteratur: Højholdt, Andy (2016): Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis, Hans Reitzels Forlag (del 1 og 2). Viskum, Ulla, Villumsen, Anne Marie og Jakobsen, Ida Skytte (2015): Tværprofessionelle udfordringer i samarbejdet om udsathed hos børn, unge og forældre I Uden for nummer, Tidsskrift for forskning om praksis i socialt samarbejde nr. 31. BØRN OG BEVÆGELSESKULTUR - TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE 18