2. juledag Glæden venter altid. Den er der. Prædiken af Kristine S. Hestbech

Transkript

1 2. juledag 2016 Glæden venter altid. Den er der Prædiken af Kristine S. Hestbech * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:»vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.«De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde:»denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.«da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde:»nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad:»herre Jesus, tag imod min ånd!«han faldt på knæ og råbte med høj røst:»herre, tilregn dem ikke denne synd!«og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7,54-60 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge 1

2 til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«matt 23, Velkommen igen 100 kimer i klokker 122 Den yndigste rose Prædiken Ensemble: Mit hjerte altid vanker Nadver, ensemblet synger imens: En stald og en krybbe. 114 Hjerte løft din glædes vinger. Den dybe fred. Der er noget med smerte og kristendom. En sammenhæng. Ligesom der også er en sammenhæng mellem glæde og kristendom. Men den kommer efter. Og måske er det derfor at teksterne til 2. juledag er så fulde af mørke, af lidelse, af smerte. Så vi ikke glemmer det i juleglæden? 2

3 At først var der smerte. Det knuste hjerte. Det sønderbrudte liv. Evangeliet lukker sig om sig selv hvis man ikke lægger smerte til. Lidelsen er forudsætning for at forstå hvad evangelierne vil os. Derfor er det blevet korset og ikke hjertet der er kristendommens symbol. Hjertet kunne ellers have været meget mere festligt men nej, korset skulle det være. Et henrettelsessymbol som støder enhver væk, der ikke kan spejle sig i det. Som fortællingen om kristendommens måske første martyr, Stefanus, der på ækleste vis stenes ihjel med Saulus, den senere Paulus, ved sin side. Bankende, ængstede, troende hjerter der korsfæstes i denne verden dag efter dag, 3

4 under regimer og totalitære systemer, af landes hegn og flugtens både eller bombernes støv, imens kloden drejer og kaster dem ud i himmelrummet der allerede er tæt besat af alle de døde sjæle fra fortidens massakrer, udryddelser og forfølgelser. De døde sjæle, som børn sætter på stjernerne i deres logiske trosunivers. Og det er måske slet ikke så tosset, fordi stjerner bærer fortiden i deres lys, og de lyser længe efter at vi er døde og borte. Korset er vores symbol. Et henrettelsessymbol som støder enhver væk, der ikke kan spejle sig i det. Kender bare lidt til, hvad det vil sige at lide, at blive klynget op, naglet til træet, uretfærdigt, ulykkeligt og umiddelbart ikke selvforskyldt. Al den modgang. 4

5 Ude i verden. Og inde i hjertet. Selvforskyldt eller ej, så er december højsæson for knuste hjerter og smertefuldhed. Forførende males julen i gyldne og røde farver, men oftere stemmes sindet i mørkere farver, fordi erindring og forventning går hånd i hånd igennem julens dage. Gamle og nye forventninger blander sig med hvad der var. Da det var godt. De glade jule. Og de ulykkelige. Er hjertet knust i december, sætter julen to streger under skårene, som Katrine Lilleør siger det så rammende. Og jeg husker selv den første jul efter skilsmissen hvor jeg holdt masken igennem både gås og ris a la mande og dansen om juletræet. 5

6 Men da de andre familier begyndte at give hinanden julegaver og kys sad jeg der på gulvtæppet og krakelerede. Ligeså stille. Som en sprød vase. Og sådan er det. Når tabet og sorgen har taget bolig. Så ser det ud som om alle andre har juleliv. Af den bedste slags. Sådan ser det ud. De går rundt midt i deres gode jul som det naturligste af alt. Helt modsat en selv. Ikke i år. Måske heller ikke sidste år. Eller forrige år. Selv de af os, der ikke går rundt med friskknuste hjerter bærer for altid mindelsen om iturevetheden indeni. Livslangt. Erfaringen af, hvor skrøbeligt vores helede hjerte er. 6

7 Og derfor er alle salmerne i dag valgt med det tema. Smerten og glæden. At julen er kommet som solhverv for de bange hjerter, som Grundtvig skriver. Og det er sådan det er. Et knust hjerte tager tid at hele op. Et minut om dagen måske, - som fulgte det solens langsomme bane tilbage til den nordlige halvkugle. Og vi kan ikke sætte farten op. Sorgen har sin egen tid. Og det eneste vi kan er at læne os ind i sorgen og tro på at den bærer os som korset bar Kristus i al sin smertefuldhed indtil Gud åbnede sin himmel for ham. Lyset, lysten og glæden kan ikke stampes op af jorden, de er ikke viljesakter, men de hænger på træet som symboler på at de er der. Både lyset, lysten og glæden. 7

8 Lyset i stearinlysene, lysten i kræmmerhusenes dunkle overraskelser, og glæden i de flettede hjerter, som symboliserer at Gud i julen flettede sit hjerte sammen med vores menneskehjerte. At lyset, lysten og glæden er der uden vores indsats. Og at de kommer igen. Måske ikke som de var engang. For engang kommer aldrig tilbage. Men glæden, lyset, lysten og måske korte glimt af lykke kommer igen. Det er kristendommens provokerende budskab. At evighedshåbet venter. Og at det er her i livet også. Hvis vi ser efter og ikke kun leder der hvor vi plejer. Som en kvinde der i mange år af sin alderdom havde nydt synet af de store gamle træer på Assistens kirkegård fra sit vindue i lejligheden. Nydt årstiderne i bladene, 8

9 suset når det stormede og de raslende blade i den lette sommerbrise. Men en dag var de væk. Fældet pga det nye metrobyggeri. Og hendes voksne børn var bekymrede. Turde slet ikke nævne de træer. Men en dag spurgte datteren, om det var en stor sorg at træerne var væk, og moren svarede; Ja, lige først var det. En stor sorg. Men så fandt jeg ud af at hvis jeg lænede mig lidt længere frem, så kunne jeg stadig se træer. Det er det der sker hver eneste søndag i en gudstjeneste. At vi får at vide, af evangeliet, at prøv lige at læne dig lidt længere frem, løft blikket op og se ud. For der er altid noget der kan trøste dig der. 9

10 Men låser vi blikket fast i diagnosen eller i tabet af ens ægtefælle, eller i det ægteskab der ikke gik, eller fyringen som gjorde så ondt, eller i hvor ensomt det er at blive gammel, så er der ikke andet end mørke på mørke. Vi har så mange forventninger og håb og drømme til vores liv, og mange af os har måske ikke fået lært i tide at livet ikke går op. At det ikke er et matematisk regnestykke hvor alle får lige meget sol og og vind og regn, men at der er perioder hvor livet føles som et langt skybrud oven over ens hoved imens alle andre går i høj sol. Og det er hård kost for de fleste af os at erfare at livet former sig i retninger vi ikke altid har så meget at skulle have sagt over. 10

11 Og på en eller anden måde fylder det mørke ofte også mere end glæden. Vi er så gode til at tælle de mørke timer og holde regnskab med de bitre erfaringer og glemmer måske at uanset hvor megen modgang du går igennem så vil der i det lange træk være flere glædesdage end sorgdage. Men glæden tager vi måske for givet? Og det er måske sådan vi er skabt. For glæden er livsstrømmen, urkraften, Guds hellige ånd som løber i os også når vi synes vi er frosset til i sindet. Og den kommer til at løbe igen. Det er min egen livserfaring. Og det er den erfaring jeg har som præst i mine sorggrupper og samtaler. 11

12 Ingen sorg, intet tab, ingen krise varer ved. En dag dukker glæden op. Uventet. Og måske også fra en anden kant end du regnede med som engle midt i den tørre kage og det skrøbelige krus, som Grundtvig digter i Velkommen igen. Som en gave. Det er det løfte vi får i julen. At glæden venter altid, den var der ikke kun, den er der. Men det kræver måske at vi læner os lidt længere frem som den gamle dame og hendes træer på Assistens kirkegården eller søger på de ydmyge steder som Brorson siger. De steder vi ellers ikke ser hen. For glæden venter forude. Altid. Stilhed 12

13 Kirkebønnen: Tak Gud Tak for livet Og fordi vi må komme til dig med vores. Tak for at du gjorde dig så lille at vi ikke behøver gøre os større. Tak for at intet er ubønhørligt. At der er plads til os i dit herberg. Tak fordi du giver os et fællesskab at være menneske i. At vi har kirkerum når vores eget rum bliver for lille. Her hvor alt har været båret af andre før 13

14 og lægges ind i murene af sten og puds. Tak for dit lys der lyser i menneskers mørke. At du bliver i mørket sammen med os og hvisker at glæden er for os alle. At din engel går foran os og viser vejen for alle os hyrder, stjernetydere og hjemløse. Tak for regn og solnedgang og alle nådegaver Tak fordi du er et mysterium der gør selv den mest krøllede af os strygefri Tak fordi vi finder ting vi ikke søger og fordi vi er et vi, der også er et mig. 14

15 Fortæl os hvad vi ikke ved om blodets bånd og mørkets magt om kærlighed og barnetro og hvad vi gør når vi mister begge. Forstærk vores mod og styrk vores skuldre så vi kan bære andre byrder end vores egne. Led os bestandigt mod større forsoning som naboer, familier, venner, nation og verden, og send flere engle i det nye år. Lad os i stilhed bede for dem og det vi tænker på. I Jesu navn. Amen 15

16 16