Interview med Charlotte

Transkript

1 Interview med Charlotte I = Interviewer + talangivelse = forskellige gruppemedlemmer der taler Charlotte = Charlotte Kasper = hendes mand Hvor Signe fra Bilag 3 bor: er erstattet med: En anden fra TUBA. (s. 10) I: Yes, jamen så vil jeg starte. Vi vil rigtig gerne høre lidt om dig. Så vi vil gerne starte ud med at spørge, om du kan fortælle lidt om dig selv. Charlotte: Ja I: Hvad du laver og sådan. Charlotte: Ja, hvor gammel jeg er og sådan noget? I: Ja, lige præcis. Charlotte: Jeg er 29 og jeg læser til sygeplejerske. Jeg er halvvejs i min uddannelse. Er gift med min mand, som jeg har kendt i 10 år. Og har en datter på 2 et halvt. I: Ja Charlotte: Jeg håber ikke den der (opvaskemaskinen) larmer i forhold til den der (mikrofonen). I: (Griner lidt) Jeg har skruet helt op for den (mikrofonen). Charlotte: (Griner) Øhm, sådan lidt baggrund også eller? I: Det må du meget gerne, bare fortæl. Charlotte: Jeg har en lillebror, som er 2 år yngre. Og mine forældre er stadig gift. Bor stadig sammen. Boet sammen i alle år. Ja, min far har drukket altid. Ja, og min mor er også sygeplejerske. I: Ja. Vi har skrevet heri, hvordan er din boligsituation, men det kan vi jo selv se. Charlotte: Ja (Griner). I: Ja, så der er ikke så meget at uddybe. Yes. Og så har vi delt det op i fire temaer, og så vil jeg starte med det første. Det handler om opvækst og familieliv. Så vi vil gerne høre lidt om, hvordan du oplevede, var det din far du sagde? Charlotte: Ja. I: Hvordan hans alkoholmisbrug har påvirket dig og lidt om dine forældre. 1

2 Charlotte: Ja. I: Så jeg vil lige starte ud med at spørge om dine familiebånd, og nu har du fortalt lidt om din lillebror, men også lidt om din far? Charlotte: Ja, altså, jeg har altid haft et forhold til dem. Og så har jeg haft et brud, her på halvandet år, som jeg selv valgte. Hvor jeg blev nødt til at have en pause. Fordi min far ikke overholdte de regler, vi havde stillet op, eller hvad man skal sige. Jeg tog ham på fersk gerning i at drikke sig fuld en dag, hvor han skulle have min datter. Og så måtte jeg ligesom, sådan så.. Charlotte: Så det er meget svingende. Det har det altid været, men jeg har egentlig altid haft et værre forhold til min mor i forhold til min far. Fordi, at jeg har følt et større svigt i forhold til hende. Fordi jeg åbenbart har haft et andet bånd med min far, vi minder mere om hinanden.. Charlotte: Så selvom hans alkohol har været inde over og selvfølgelig har været et kæmpe svigt, så har svigtet fra hende været større, for mig. For hun har altid arbejdet som sygeplejerske, aftenvagt. Så når min far kom hjem klokken tre, så tog hun på arbejde. Og selvom man ringede og var ked af det i telefonen og havde ikke fået aftensmad, og min far var gået amok og smadret et eller andet, så kom hun altså ikke hjem. Så fik man bare at vide, at hun havde fri på det og det tidspunkt, og så kom hun hjem, ikke. Så på en eller anden måde har det været sværere for mig. Og er det stadig, sådan, i dag, ik. Ja. I: Kan du fortælle lidt om din barndom, dengang, du voksede op? Charlotte: Ja. I: Hvordan du har haft det med det? Charlotte: Altså de første mange år, synes jeg ikke rigtigt, at man lægger mærke til det, som barn, altså fordi at det er helt normalt, når man er i sådan et miljø. Altså min fars familie og venner var også sådan nogle der drak og røg hash, så de år var egentlig okay. Charlotte: Så for mig jo at se, så har jeg ikke rigtigt noget at sammenligne med. Jeg havde lidt problemer med min lillebror, men det er fordi, vi på en eller anden måde er blevet forskelsbehandlet. Så det har jo også haft en indvirkning, ik. Jeg blev meget hurtigt den der stille pige, som bare passede sig selv og tilpassede mig andre. Men det var først da jeg var, ja hvad er man så?, jeg tror jeg gik i 6. eller 7., så fik man sådan noget introduktion til alkohol og stoffer og sådan noget i skolen. Og så fandt jeg ud af, at det ikke var normalt, at ens far havde sådant et stort forbrug af alkohol. 2

3 . Charlotte: Ja, og så blev jeg lidt rebelsk af det, tror jeg. Jeg havde nogle rigtig voldsomme teenageår. Fra jeg var 12, tror jeg. Jeg begyndte at ryge og drikke rigtig meget. Og så kom jeg i gymnasiet og fortsatte med at drikke rigtig meget, men fik nogle rigtig gode venner om mig. Jeg har altid været meget åben omkring det her, alkohol. Jeg snakkede også med en lærer om det i folkeskolen, som nok har været hende, der har gjort at jeg er kommet videre, eller hvad man nu skal sige sådan. Bare det der, der har været en, som siger, at det er rigtigt det, du ser. Det gør rigtig meget. Det gjorde, at jeg var enormt åben over for det i gymnasiet og fik nogle rigtig gode venner, og drak rigtig meget stadigvæk, og haft virkelig svært ved det alkohol i hele mit liv. Ja, og så eskalerede det lidt, da jeg var færdig som student, der drak jeg enormt meget i en periode. Så fandt jeg min mand, Kasper. Så fik det ligesom en anden lyd. Han så mig for den, jeg var. Og så valgte jeg at lægge det på hylden. Elles så tror jeg man har de der, man har tendens til at tage det på sig, når man kommer fra det, ik. Ja, det var sådan op til der. I: Hvornår blev du klar over, at der var tale om et alkoholmisbrug? Charlotte: Altså hos min far?? Charlotte: Det var der i 6./7. klasse. Det kan man godt se, når man kigger bagud, men før da er det bare enormt svært at se sig selv. Vi boede langt ude på landet. Vi boede ikke her. Der flyttede vi først til, da jeg var 16. Så det er nemt at isolere det på den måde, ik. I: Hvordan påvirkede det dig dengang, du blev klar over det? Charlotte: Jeg følte enormt meget skyld og skam over det. Ja, det gjorde jeg. Det var virkelig skamfuldt, så føler man, når man er sådan lige der på teenageårene, så er man enormt usikker i forvejen. Så det var et kæmpe, jeg kan huske, at jeg virkelig var nervøs for, at folk skulle finde ud af de. Og man føler virkelig rigtig meget, at det er ens egen skyld og at man bliver stemplet for det på den måde, ikke. Selvom, man kan ikke finde ud af at adskille det, at det jo er min fars alkoholmisbrug. Det kan man slet ikke. Det er ligeså meget en selv, man føler står for skud. Ja. I 2: Så det var primært din lærer du sad og talte med det om? Charlotte: Ja, og det var ikke engang ret meget. Jeg tror jeg fortalte hende om det et par gange. Og hun gjorde aldrig noget ved det. Men alene at hun bare var der, og hørte på, hvad jeg sagde, og godt ku se, der var noget galt, ik. Det gjorde altså, at jeg ligesom fik en eller anden tro på, at det ku vende. Sådan ja. Og det var først mange år efter, at jeg startede. Jeg har først gået til psykolog, da jeg var 20, tror jeg. Det var første gang.. Charlotte: Jeg prøvede også engang, da jeg gik i gymnasiet. I starten, der prøvede jeg at tage overdosis af piller, to gange. Men der var jeg slet ikke klar, til at gå i behandling, overhovedet. Der var jeg uden for rækkevidde, altså ja, ja. 3

4 I: Okay, hvad synes du, var det sværeste ved det, altså ved at din far, han drak? Charlotte: Altså det aller sværeste, det er nok afhængig af, hvad alder man er i, ik. Charlotte: Men da jeg var lille, ik? Der er nok klart, at han ikke kunne være der for mig. Jeg havde engang, hvor jeg styrtede på cykel og kom hjem med en kæmpe flænge i knæet, og altså måtte cykle hjem selv. Hvor han ikke rigtigt var der for mig. Han var simpelthen for langt væk. Og så satte han mig bare med knæet ned i en balje med sæbevand, og så kunne jeg få lov at sidde der. Så den der manglende omsorg er ekstrem svær og tackle. Charlotte: Men i dag er det mere det der svigt med, at man ikke forstår, hvorfor, at en, der er en så tæt, kan vælge noget andet. Altså, hans barnebarn var heller ikke nok motivation til at få ham ud af det her. I 3: Jeg synes det var ret spændende, det med omsorg. Så ville jeg egentlig bare spørge, om du selv vil definere alkoholmisbrug, og det at vokse op i sådan et som et svigt. Charlotte: Ja, det vil jeg. Hvis man, altså, det er meget afhængigt af, om hvem den anden part er, men hvis man har haft det, som jeg har, så må der jo være tale om et omsorgssvigt på en eller anden måde. Jeg har heldigvis haft min mor i dagtimerne. Men at hun ikke har været der om aftenen, så er det decideret omsorgssvigt. Han har ikke været i stand til at tage sig af os. Har også oplevet mange dage, hvor jeg skulle lave aftensmad til min lillebror og jeg, hvis vi skulle have noget. Og jeg skulle selv lægge ham i seng. Så helt klart, ja. Han har ikke været i stand til at tage sig af os. I: Så det havde en betydning for, hvordan du indgik i familien? Charlotte: Helt, helt bestemt. Altså jeg tror, at jeg blev voksen, da jeg var omkring de 2, altså allerede der, og ligeså snart min lillebror kom, så var der mere at tage fat i der. Og jeg har altid skulle føle, at jeg ligesom skulle være den store og den der sørgede for, at vi fik noget at spise og sådanne nogle ting. Og det var altid mig, der fik skæld ud, hvis jeg, min far har et eller andet med, at man kan blive for selvstændig. Så han blev enorm vred, hvis jeg havde lavet aftensmad. Og det var ligesom også mig, der fik den. I: Hvordan påvirker det dig nu, har det nogle påvirkninger nu? Du sagde tidligere.. Charlotte: Ja, hvis jeg skal opsummere det, så startede jeg i TUBA, lige da jeg var blevet mor, fordi så gennemlever man en masse ting, og så kunne jeg slet ikke, jeg var så bange for, at jeg ville videreføre de der bånd direkte over på min egen datter, ik. Men det handler rigtig meget om, at man ikke har noget selvværd, fordi man ligesom ikke er blevet bekræftet i de ting, man gør. Man har ikke fået omsorg. Så rigtigt meget af det bunder i selvværd. Det leder så ud til rigtig mange andre ting, man kan ikke rigtig finde ud af at tage en beslutning og man bliver enorm perfektionistisk. Fordi man ikke kan finde ud af, hvor kravene stopper, eller sådan. Det er i hvert fald også rigtig meget, jeg har døjet med. Ja, alt for høje krav. 4

5 I: Ja, hvad med sådan kontrol, altså føler du dig usikker i situationer, hvor du for eksempel ikke har kontrol. Charlotte: Ja. Ja, bestemt. Det er blevet bedre, men jeg har altid lavet enorm mange lister og der har altid skullet være styr på alting. Og det var også noget af det, når man får et barn, så mister du den der kontrol, og det er også med til at angstprovokere en, til at man ligesom bliver nødt til at agere på en anden måde end man plejer. Charlotte: Så helt sikkert. I 3: jeg har lige en tilføjelse, du siger, at du ikke har så nemt ved at se, hvor kravene stopper. Så tænker jeg på, om man kan sige, at der lå en grad af, at man gerne vil præstere i en opvækst, i og med at man har haft en opvækst som dig. Charlotte: Ja, lige præcis. I 3: Så det har også fyldt lidt? Charlotte: Meget. Specielt i gymnasiet, kan jeg huske. Altså jeg kørte død, hver evig eneste gang, vi skulle have en aflevering og sådan noget. Fordi jeg havde et pres over, at jeg skulle læse hele pensum, og jeg skulle lave alle opgaver, og det skulle være helt perfekt og karaktererne skulle bare være derop af og ja, det er et enormt pres, man har. Hvor man ikke rigtig ved, hvordan man skal forholde sig til, at der ikke er noget, der er godt nok. Så presser man sig selv.. Så vil jeg gå videre til: Tema 2, den har vi valgt at kalde Relationer, og det er blandt andet venskab, forhold og sådan. Så jeg vil høre, hvem er dine nærmeste lige nu? Charlotte: Jamen min mand, og så har jeg tre-fire veninder, som er rigtig tætte, ik. I: Og hvad betyder et nært forhold for dig? Charlotte: Det betyder enormt meget. Ja, det.. jeg har gået i terapi i mange år, og har ikke brug for det mere, så nu betyder mine relationer lidt mere. Jeg har nogle, jeg kan vende mig til, når jeg har det rigtigt svært. Charlotte: Ja, det betyder jo, at det jo også er en familie for mig, hvis man kan sige det på den måde. Fordi jeg ikke føler, jeg har den relation til min egen familie, som jeg burde have, ik. Ja. I: Hvad er vigtigt for et godt forhold for dig, både med venskab og familie? Charlotte: Ja. Jamen ærlighed er noget af det allervigtigste, noget, jeg sætter rigtigt højt. Og at man kan have tillid til hinanden. Og ærlighed og åbenhed gået meget hånd i hånd sammen. Men også det der med, at man taler frit om alting, og at man kan være sig selv, det betyder 5

6 rigtig meget. Fordi det har jeg følt hele mit liv, at det har jeg ikke kunnet være. Så det betyder enormt meget for mig, at jeg ved, at jeg kan komme ud med det hele og jeg ikke er anderledes eller mærkelig af den grund, ik.. Så har vi et spørgsmål, som hedder: Mener du at alkoholforbruget i familien, har indflydelse på dine nuværende relationer til dine nærmeste, og hvordan? Charlotte: Det var et godt spørgsmål. Altså at min far har haft et alkoholproblem vil jo altid have en indvirkning på en, på hele mit liv. Altså, selvfølgelig har det, det også på mine relationer. Er det sådan også i forhold til, når man drikker alkohol, I tænker eller generelt, om det sådan har gjort et eller andet? I: Jamen det er sådan, at nu når han har drukket, hvordan du det så, har det påvirket dine relationer, stoler du på dem? Hvordan er din tillid til dem? Charlotte: Ja, jamen det har påvirket mine relationer, og det gør det stadig. Min mand er meget presset i øjeblikket og lider meget af angst. Og det har jeg det sådan.. Så går jeg tilbage i de gamle mønstre igen, ik. Så lukker jeg af, fordi jeg ikke har været vant til at få den omsorg. Så hvis folk kommer og prøver at komme ind, så kan jeg godt have nogle gange, hvor jeg skubber dem væk og siger, det går fint. Men det er fuldstændig et mønster, jeg har fra min egen baggrund, ik. Så på den måde kan man godt sige, at det påvirker. Charlotte: Men også i en positiv retning. Fordi jeg har fået lov til at arbejde med mig selv, blandt andet i TUBA. Så det er både godt og skidt. I: Ja, og hvem bruger du sådan mest tid med i hverdagen? Charlotte: Udover min mand? I: Ja Charlotte: Jamen det er de der tætte veninder, jeg har. I: Og i fritiden? Charlotte: Og min studiegruppe. I: Og hvordan plejer I at bruge jeres tid sammen hvad plejer I at lave og sådan? Charlotte: Det er meget forskelligt, alt efter, hvem det er. Men man holder meget af at snakke og gå ture og.. Ja, i går var vi også, der var vi i zoologisk have. Charlotte: Ja, sådan nogle ting. Meget nede på jorden. Ja. Spise en masse god mad. I: Ja, og hvordan har du det med grænser, med at sætte grænser over for dig selv og fx andre? 6

7 Charlotte: Ja, rigtig dårligt. Det er faktisk også en af de ting, man er rigtig dårlig til. Charlotte: Jeg er rigtig dårlig til. For der er heller aldrig blevet sat grænser for, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte. Jeg har fået lov til at passe mig selv. Og så tror jeg også til tider, at mine forældre har haft dårlig samvittighed, og så giver de for lange grænser. Charlotte: Jeg har enormt svært ved det. Den her halvandet års periode, hvor jeg ikke har set mine forældre, har selvfølgelig været en rigtig god træning i at sætte nogle grænser. Charlotte: Og nu har jeg jo valgt at sætte dem ind i mit liv igen. Og der har jeg jo så også lært at sætte nogle grænser, men jeg kan godt mærke, at det stadig er svært. Fordi det handler jo også om, at hvis man ikke har selvværdet til det, altså hvis man ikke har det godt med sig selv, så er det også svært at passe på sig selv og sætte grænser., ja. Charlotte: Sådan ser jeg det i hvert fald. I: Kan du give nogle eksempler på det? Charlotte: Ja, altså sådan har det altid været. Og nu læser jeg jo til sygeplejerske, jeg skal så bare, når patienter kommer for tæt, altså er det enormt svært for mig at sige Okay, nu går du henover min grænse. Jeg har sådan svært ved at sætte hælene i, fordi jeg er så bange for den reaktion, jeg får. Charlotte: Som er helt naturlig. Og super-naturlig for mange andre mennesker, og sætte de her grænser. Men for mig, jeg er simpelthen bange for at jeg får et eller andet modsvar, som jeg ikke rigtig kan være med på eller sådan, ik. Jeg har også arbejdet i butik i rigtig mange år og fundet mig i rigtig meget. Meget, jeg ikke skulle have fundet mig i fra sure og den slags ik. Det er bestemt blevet bedre. Charlotte: Og det er især i forhold til mine forældre, der bare vadede ind og ud af mit hjem, altså uden at ringe først og hvor min mand også var sådan Det bliver nødt til at stoppe. Men bare sådan nogle småting kan være enormt svært for mig. Og det kan være enormt angstprovokerende, og sådan, stå ved sig selv. Men ja. I: Hvad mener du med tæt. Er det fordi de stiller personlige spørgsmål eller? Charlotte: Ja, for eksempel eller kører en joke for langt ud eller ja, du ved, mænd, der er lidt sjofle måske. Der har jeg også svært ved at sige: Så nu stopper vi, eller sådan. Jeg har 7

8 virkelig svært ved at finde ud af, hvordan man tackler sådan nogle situationer. Fordi jeg var vant til, at der bare blev vadet henover mig. I: De nære personer du har, har de kendskab til din opvækst og det misbrug, der har været. Charlotte: Ja. Jeg har altid været meget åben om det., nu har du fortalt lidt om det, men hvordan er dit forhold til far i dag? Charlotte: Ja, altså det er jo godt. Men lige nu, der har jeg så også lavet den grænse, der hedder, at de ikke kommer med ind i mit liv, altså de ved ikke, at min mand har angst og de ved ikke, hvad vi ellers går og bøvler med. Charlotte: Så vi har en okay relation, men han kommer ikke helt ind endnu. Ja, altså der kommer til at skulle vindes lidt tillid, et godt stykke tid. Charlotte: Og hovedårsagen til at han er i mit liv lige nu er også fordi, at jeg ved, hvor fantastisk han er, når han ikke drikker og det vil jeg gerne have at min datter, hun oplever. Så det skal ikke komme imellem os, at vi har haft det skidt. Så egentlig udmærket, men det kunne være bedre, ik. I: Ja Charlotte: Jeg har helt sikkert en stærk relation til ham. Vi minder enormt meget om hinanden. Charlotte: Så jeg ville ønske, det var anderledes. Men ja, det kan være, det kommer. I: Har I talt lidt om hans misbrug, eller hvordan det har påvirket dig? Charlotte: Altså i og med, at jeg har været enormt åben om det, altid, så har jeg prøvet adskillige gange. Som teenager var det enormt svært, fordi jeg var så aggressiv, men sådan op igennem, har jeg også prøvet. Han har haft et par perioder, hvor han har været ædru, hvor jeg har kommet igennem. Men min mor sådan, har heller ikke ville snakke så meget om det. Og det, man vist godt kan kalde medafhængig til tider. Så det er enormt svært at snakke om, også for ham. Men jeg tror, at det er ved at blive bedre. Han går oppe på sundhedscentret i Næstved nu. Charlotte: Og får antabus to gange om ugen, og snakker med en terapeut. Og der er kommet sådan nogle små indgange, hvor jeg kan mærke, at han gerne vil tale om det. Så det er jeg så bare ikke helt klar til. 8

9 I 3: Når du siger medafhængig til tider med sin mor, kan du prøve at uddybe det lidt? Charlotte: Ja, ja, meget gerne. Hvad hedder det, da jeg stoppede kontakten for halvandet år siden, der nægtede hun alt, hvad jeg fortalte. Altså gik fuldstændig i selvforsvar over for min far, ik. Og han var ikke misbruger, og jeg misfortolkede og så snakker vi om alt. Sådan, hvorfor tror du, at jeg har prøvet at tage livet af mig selv og sådan noget. Og så siger hun, det må være et eller andet på din side. Altså, skubber det fuldstændig fra sig, ik. Det var meget, meget tydeligt. Og det gik først op for mig, da jeg ligesom tog afstand fra dem, ik. Charlotte: Planen var jo, at jeg ville have haft min mor i mit liv, stadigvæk. Men det ville hun slet ikke være, det er også et tegn på, at hun virkelig sidder i det, ik. I 3: Så medafhængig kan forstås som en form for sympatiserende tilstand? Charlotte: Ja, lige præcis. Ja, benægtelse af at det er der, ja. I 3: Jeg tænkte det var noget med, at hun var afhængig til tider. Charlotte: Nej. I 3: Okay, så forstår jeg. Charlotte: Nej, jeg har været meget aggressiv omkring min mor, når hun drak, gået fuldstændig i spåner og haft angstanfald og sådan noget, hvis vi har været til en fest, og hun har drukket. Så det gjorde hun ikke ret meget af. Men ja, det er godt du spørger. Men hendes alkoholforbrug har været minimalt. I 2: Hvad med din lillebror i det her? Charlotte: Ja. Altså vi har ikke haft noget specielt godt forhold, vi er sådan ved at få det nu. Men han har også haft enormt mange op- og nedture. Han blev kaldt for ADHD-barn, da han var 6, tror jeg, og det gjorde, at han fik al opmærksomheden derhjemme, og mine forældre ville ikke være ved, at han havde den her diagnose og Så han har bare været den altoverskyggende og i og med, at jeg så også har trukket mig ved at være en meget stille pige, så er der kommet det her misforhold imellem os, og jeg har haft enormt meget had til ham. Men vi arbejder på at få det til at blive bedre nu, han er gået i gang med socialrådgiveruddannelsen, og altså han har virkelig været længe om, at finde ud af, hvor han skulle hen, ikke, og været meget længe om at finde ud af, at vores opvækst ikke har været, som den skulle være. Han går i noget terapi nu, så det bliver sådan stille og roligt bedre, ja. I: Så går vi videre til tema 3. om institution og skole og uddannelse og dit arbejde og sådan. Og der vil jeg, nu har vi jo spurgt om, hvad du er i gang med, men altså hvordan er det at være en del af at studere på sygeplejerskeuddannelsen? Hvordan har du det med det? 9

10 Charlotte: Jamen det er rigtig godt, jeg er glad for, at jeg endelig har fundet ud af, hvad jeg ville. Jeg har jo altid ikke villet være sygeplejerske, fordi jeg ligesom har haft min mor som, altså i baghovedet, at sådan var en sygeplejerske, og så skulle jeg ikke være det. I: Så din mor var sygeplejerske? Charlotte: Ja. Og så passer det bare så godt til mig, og så, og det er et rigtig, rigtig godt sted at være, jeg er enormt glad for det, og er meget heldig at have fundet en rigtig god studiegruppe. Men selvfølgelig er det stadig, altså jeg balancerer stadig meget mellem at, altså nu min datter har for eksempel brækket benet, så nu kunne jeg ikke være i skole i dag, fordi vi skulle ud til røntgen. Og det er sådan noget, jeg godt kan gå og have dårlig samvittighed over i flere dage og være bange for, at Nu består jeg ikke det her modul, fordi jeg ikke har været til én dags undervisning. Altså det er sådan noget, jeg virkelig skal mane ned stadigvæk, det er blevet meget bedre, men ja. Og der er jo enormt meget at læse på sådan et studie også jo, og det er også noget jeg sådan stadigvæk sådan går og Jeg har lige været i en periode, hvor jeg slet ikke læste, altså du ved, fra at læse ALT til ikke at læse noget, jeg tror jeg sådan skal finde en middelvej, ikke. Men det er enormt spændende og man kommer, lige nu har vi psykologi og pædagogik og sådan noget, og det kan jeg godt mærke, det er rigtig hårdt, fordi man vil selvfølgelig gerne vide en masse om sådan nogle udsatte mennesker, som jeg jo har været, og det er enormt hårdt at sidde i en klasse med 40 mennesker, hvor man sidder og snakker åbenlys om det, uden at de ved, at der er nogen i lokalet, der Det kan godt være rigtig, rigtig tyngende, vil jeg sige. Ja. Men ellers så er jeg rigtig glad for det, og jeg ved at jeg kan gøre en forskel, jeg ved at min baggrund også har gjort, at jeg bliver en bedre sygeplejerske end så mange andre, fordi jeg har de her erfaringer i forvejen, og vil gerne arbejde inden for psykiatri. Så, ja. I: Hvordan er dit forhold sådan til de andre studerende? Charlotte: Det er okay, men jeg kan også godt mærke, at jeg er lidt afgrænset, men det er nok også aldersmæssigt, at jeg er der i mit liv, hvor jeg tænker: Jamen jeg har den portion veninder og venner, jeg gerne vil have og jeg har ikke brug for at engagere mig sådan, jeg deltager ikke i julefrokoster og sådan noget, det gider jeg ikke. Altså og det er et bevidst valg, det er ikke fordi jeg isolerer mig, det har jeg bare valgt at sige. Jeg er enormt glad for min studiegruppe, og bruger rigtig meget tid med dem. Vi har også sådan halvdelen af klassen, tror jeg, hvor vi så har en julefrokost, sådan ja, så det er meget fint, synes jeg. I: Har du et arbejde ved siden af? Charlotte: Lige nu har jeg, det er en dårlig idé. Ja, det er lidt for hårdt, men det stopper her til juni, så er det overstået. I: Hvad er det? Charlotte: Det er sådan en specialstilling som genbrugsguide, hedder det, jeg er enormt fan af genbrug, hvor jeg er ude at interviewe boligområder på, hvordan de sorterer affald og sådan noget. Så det er fint nok, men det er mange timer at være væk hjemmefra, når man også har en mand, der ikke har så mange ressourcer og sådan noget, så. 10

11 I 3: Jeg vil bare lige tilføje: Jeg fik ikke lige fat i, hvor lang tid, du har studeret? Charlotte: Jamen det må være, jeg er på modul otte nu, så det er sådan halvvejs. Der er 14 moduler. Og så har jeg haft en barsel indimellem og sådan noget så, det er længe efterhånden. I 3: Så du er godt på vej. Charlotte: Ja, det må man sige. I 3: Og nu sagde du, hvad du ville med det, og hvad du godt kunne lide ved det, men bare for at få det skåret ud i pap, så hvad der ligger til grund for lige præcis valget af sygeplejerskeuddannelsen for dig? Charlotte: Ja, altså jeg har arbejdet i butik i rigtig mange år, fordi jeg jo har et pleaser-gen, afhængigt af [baggrundssnak], jeg har virkelig det her pleaser-gen, som rigtig mange har, som er opvokset i sådan et hjem, ikke, og så fandt jeg mig rigtig godt tilrette i, i Blockbuster har jeg arbejdet i tre år, og fik min egen butik i Greve, og så kom der en hel masse mennesker ind i min forretning som var hjerneskadet, eller var på anden måde sådan uden for det sociale, altså sådan netværk, eller hvad man skal sige. Og jeg var den eneste, der fik det til at fungere, og jeg syntes at jeg havde en eller anden form for måde, at jeg ikke så dem som én, der var hjerneskadet, men jeg snakkede til dem ligeværdige. Og så begyndte jeg at tænke igen, at så var det nok ikke lige det her, jeg skulle, jeg havde brug for noget mere meningsfuldt, og så måtte jeg ligesom, der var jeg også så langt i processen, så jeg godt kunne se, at jeg godt kunne blive en anden sygeplejerske, end min mor er. Ja, så det var ligesom det, der gjorde, at jeg tænkte, at jeg blev nødt til at gøre noget mere ved det. Ja. I: Det var bare det, med henblik på din arbejdsplads, du nævnte lige før; hvordan er dit forhold til arbejdskollegerne? Charlotte: Jamen det er okay. Det synes jeg. Jeg har egentlig aldrig ret svært ved sådan at få en relation til folk, altså jeg er meget udadvendt og glad, men jeg kan også godt lide, at det sådan med nogen, bliver på overfladen eller sådan, ikke, uden at det er ikke alle, der behøver komme ind, Men ja, når der så er sådan noget som med grænser og sådan noget igen, jeg har rigtig svært ved den der type mennesker som bare siger Nej med det samme, eller sådan, ikke, så er jeg den, der stadigvæk rigtig meget tager ansvar, og det irriterer mig jo. Jeg vil rigtig gerne blive bedre til, ligesom også at sige, altså for eksempel nu her, nu har vi en datter, der har brækket benet, at jeg ligesom var i stand til at sige, altså uden at min datter havde brækket benet, var i stand til at sige Jeg er fyldt lige nu, det bliver nødt til at være en anden.. Men der tager jeg ikke mig selv seriøst nok, så det er sådan nogle situationer, hvor jeg synes det godt blive lidt I: Og så vil jeg gå videre til tema 4, det er omkring TUBA, og også lidt om, hvordan det er at indgå i et forløb hos TUBA. Så jeg vil først og fremmest lige høre, hvordan du fik kendskab til TUBA? Charlotte: Ja. Altså jeg har hørt om det for mange år siden jo, der lå en afdeling dernede i, dernede hvor en anden fra TUBA bor, og den blev lukket. Det fulgte jeg meget med i. Og så 11

12 tænkte jeg ikke så meget over det. Og så blev jeg mor, jo. Og så tror jeg [utydeligt] var en måned gammel, så tænkte jeg, det her det går slet ikke. Og så kom jeg i en mødregruppe. Hvor der var fire andre mødre, hvis forældre også havde et misbrug. Og så kom det op. Og så tænkte jeg, det må jeg få set på og så åbnede de en afdeling her. Charlotte: Lige sådan som jeg havde brug for det. Ja, og så startede jeg deroppe. I: Hvordan fik du kendskab.. Charlotte: Jamen jeg gik bare ind på deres hjemmeside, og fik et telefonnummer og ringede derop. Jeg skrev først en mail, men så kunne jeg se, at det var lidt mere kritisk, så Igen det der med at man prøver at please, eller sådan, man vil ikke være den der anstødende og så ej, så var det heller ikke så slemt. Og så kunne jeg godt mærke, at jeg blev nødt til at ringe i stedet for. Ja. I: Hvordan startede dit forløb hos TUBA? Charlotte: Ja, jamen jeg var to gange til terapi hos en terapeut. Og så vurderede hun, at jeg var klar til gruppeterapi. Og så kom jeg i gruppeterapi i ja, 10 måneder eller sådan, tror jeg. Ja. Og så har jeg så haft et ekstra forløb, der var meget kort, her sidste år engang, jeg kan ikke huske hvornår. Så ansøger man om at komme op igen. Jeg valgte jo selv at stoppe, jeg havde nogle gange tilbage, men jeg var mættet, havde ligesom brug for en pause til ikke at arbejde så meget med mig selv, så, det er jo enormt krævende. Og så gik jeg to gange derop, og så stoppede terapeuten, Og jeg har prøvet at tre TUBA-terapeuter stoppede i de forløb, jeg har været og så valgte jeg at sige, at jeg ikke ville over til en fjerde. Det kunne jeg altså ikke, så tænkte jeg, at nu måtte jeg prøve selv. I: Ja, kan du forklare lidt om, hvordan sådan et forløb forløber? Charlotte: Ja, man kommer jo op og får en... så introducerer man sig selv, til at fortælle lidt om sin opvækst så hende, jeg havde var i hvert fald helt fantastisk til så at fortælle én om hendes oplevelser, og rigtig mange har jo været i alkoholrådgivning og arbejdet med alkoholisme og på afdelinger, ambulatorier og sådan ik, med udsatte familier. Så de er rigtig gode til at komme med noget generaliserende i forhold til.. det har man rigtig meget brug for. Charlotte: Og kan på en eller måde også læse én og sådan og sådan gøre en lidt tryg, altså det var det, de rigtig meget fokuserede på med mig. Jeg troede, jeg var en forfærdelig mor, at jeg var den dårligste mor i hele verden. Og det var enormt vigtigt, at det første hun sagde til mig var, at jeg var en fantastisk mor, fordi jeg var dér, altså jeg gjorde noget ved det, ik. Charlotte: Det gjorde jo enorm indtryk, de er rigtig gode til at støtte én og til at man føler sig normal. 12

13 Charlotte: For det er nok det, man aldrig har gjort. Og det har jeg aldrig. Altså min mand går stadig og siger, nu går du ikke og siger det igen, fordi jeg er enormt god til: Er det normalt og Er det her normalt?. Er jeg normal nu eller sådan noget, ik. Det går man hele tiden og higer efter. Og der er jo ikke noget, der er normalt, men det ved man jo bare ikke, altså man føler sig virkelig anderledes og udenfor på en eller anden måde. Charlotte: Så de er gode til at få en til ikke at føle... og det er også det, der er det rigtig gode ved gruppeforløbet. Altså første gang i mit liv, jeg som 27-årig fandt ud af, at der var andre mennesker i verden, som havde de samme problemer, som én selv. Om de var 35 eller 18, eller mand eller kvinde, det var ligemeget, så havde man nogle fællestræk og det var virkelig guld værd. Gode forløb, virkelig fantastiske, at man kan være så åben over for andre mennesker og opleve, at de har oplevet fuldstændigt de samme ting, været det samme sted og man kan bruge hinanden enorm meget fordi, man jo er forskellige steder. Sådan en som, hende I var nede og besøge, hun har jo oplevet mange flere ting og er derfor selvfølgelig længere tid om at komme igennem det hele ik. Det er også vigtigt, at man får de forskellige facetter, ik. Charlotte: Fordi at så begynder man også at føle, at man er et unikt individ på en eller anden måde og at man er god nok. Ja. I: Så du får virkelig noget ud af at gå der? Charlotte: Bestemt, bestemt. Altså, det har virkelig, altså det virker sådan lidt, øh religiøst. Men de har virkelig reddet mig, altså det har de. Jeg har jo gået i, til psykolog i, altså jeg tror sammenlagt i 4-5 år og har slet ikke fået det samme ud af det, som det, jeg har fået ud af det hos TUBA på et år, ik. Altså det er, det betyder rigtigt meget at komme et sted, hvor de er specificerede på det, på en eller anden måde, ik. Og selvfølgelig har det også hjulpet med at gå til psykolog, men overhovedet ikke i samme dur, som det her. Altså, det var virkelig med meget hastig fart, jeg, at jeg fik det meget bedre, gode redskaber. Og jeg ved ikke, psykologerne kan vel godt ha gjort noget forarbejde, og det har de garanteret, men det havde da været fedt for mig at kende til dem noget før, så havde jeg da haft lidt mindre at kæmpe med. Jeg har det stadig rigtig meget på samvittigheden i forhold til min datter, da hun var helt lille, fordi, jeg havde lidt svært på det hele, ik og var ved at give op flere gange og ja. I: Var det det, der fik dig til at søge ind i TUBA? Charlotte: Ja, det var det! Helt 100! Jeg har aldrig i mit liv været SÅ motiveret til at gøre noget ved det. Og det er igen det, når man har et lavt selvværd, jamen så er det ikke for min egen skyld, at jeg ville gøre sådan nogle ting. Det har altid været for min kæreste, fordi nu skulle han ikke være i det her med mig mere og sådan, ik. Og så gik jeg til psykolog for ligesom at han skulle kunne holde ud at leve sammen med mig-agtigt, ik. Hvor er det sådan, 13

14 at jeg tænkte, altså jeg bliver nødt til at blive en god mor og blive et godt menneske, fordi jeg ligesom godt kunne se, at hvis jeg ikke har det godt, så har hun det heller ikke så godt, min datter. Så det gik virkelig op for mig der, at der sku gøres et eller andet. I: Så du føler, at de har hjulpet dig? Charlotte: Ja, VIRKELIG! Ja, jeg er enormt glad for dem og jeg gør også rigtigt meget frivilligt arbejde af det, og som sagt, så tror jeg det er 4. gang det her, at jeg er med i sådan noget her. Jeg elsker og sætte fokus på det, og jeg er på folkemødet hvert år også for det og lave interview. I: Altså for TUBA? Charlotte: Ja. Ja, jeg brænder virkelig for det, og de gør et kæmpe stykke arbejde og der er enorm mange som mig, som ikke er ude med det, så der er rigtig meget at arbejde med og rigtig vigtigt at få fokus på det. Ja. Jamen det er dejligt, og jeg er simpelthen så glad for at, der er nogle, som har fokus på det, der kommer jo flere og flere af dem kan jeg godt se, som interesserer sig for det her område, ik. I: Ja Charlotte: Også i forhold til vores undervisning. Der er så mange, som spørger ind til lige præcis [utydeligt]., ja. Charlotte: Så det er jeg glad for. I: Nu vil jeg gå videre til Tema 5: Det er om fritid og valg og fravalg. Så vil jeg gerne høre om, hvordan dit eget forhold er til alkohol? Charlotte: Ja. Ja. Jeg tror at, man kan kalde, at jeg har et anspændt forhold til det. Jeg har været værre. Jeg har været helt derude, hvor Kasper drak hver dag, vi var på ferie. Hvis han drak tre dage i træk, så begyndte jeg at snerpe til og synes Øj, nu bliver han alkoholiker lige om lidt, ik. Charlotte: Til at vi så har snakket rigtig meget om det, og jeg synes, er sådan nogenlunde fornuftig med det nu. Og jeg er sådan en - tager ret meget afstand fra det selv, men det er sådan ved at være okay, når vennekredsen sådan har vænnet sig til det, hvis man kan sige det sådan, fordi altså, det er dælme ikke nemt, når man bor i et land som Danmark, hvor man så bliver kaldt kedelig, og Nå, er du gravid igen? eller sådan, du ved. Når man ikke, eller fravælger alkohol, ja. Så jeg tror da, det bliver svært, når min datter når en hvis alder. Så hiver det nok lidt op i det igen. Jeg er nok modstander af det - at det er så nemt at få fat i, og er så billigt. Ja, når det ødelægger så meget, som det gør for nogle familier, ik?. 14

15 I: Hvor tænker du sådan grænsen er, nu siger du hver dag. Er det så en øl eller fire eller hvordan? Charlotte: Altså, min mand er rigtig glad for øl og er entutiast for det, ik, så altså, når han har ferie er det jo fint, han drikker nogle stykker om dagen, altså selvfølgelig ikke i tre uger, så er det sådan Men hvis vi har en uges ferie, så må han da gerne det, så længe han ikke ligger synligt påvirket, så er det fint for mig. Charlotte: Så længe det ikke er i hverdagene. Jeg har fået et lidt sundere blik på det, og ønsker også, at mine børn skal have det - et sundt syn på det. Men de skal ligesom ikke have overført mit, bare fordi, eller bare fordi at jeg har oplevet, som jeg har. Så vil jeg jo gerne have, at de får et sundt forhold til det. I: Ja. Og hvordan er din oplevelse af at være påvirket af alkohol? Charlotte: Jamen det er jeg aldrig mere. I: Okay Charlotte: Jeg har haft nogle, rigtig, rigtig dårlige oplevelser. Og jeg kan ikke finde ud af at kontrollere mig selv, når jeg får for meget alkohol og jeg tror, det er det, jeg ligesom har fået med fra min far, fordi han siger også, når han først har fået en øl, så har han svært ved at stoppe igen. Og det er lidt der, jeg også er. Der skal lidt flere til, men så kan jeg ikke stoppe igen og laver alle mulige åndssvage ting, jeg ikke skal lave. Charlotte: Ja, så det er egentlig også et bevidst valg, jeg har taget. Jeg har, jeg tror inden for de sidste 5 år, har jeg sådan været rigtig, rigtig beruset én gang. Og det.. jeg vælger jeg gør det kun til fest, hvor jeg kender samtlige mennesker, og føler mig enorm tryg, for ellers kan jeg ikke så er jeg bange for, hvad jeg gør.. Ja. Charlotte: Ja. I: Okay, og hvordan har du det med, at andre, de drikker, altså sådan udover din mand - dine veninder, dine venner og sådan. Charlotte: Ja, jamen det har jeg det fint med, altså det må de selv gøre som de vil. Ja, altså jeg vil sige at, hvis jeg finder ud af, at der er nogle af dem, der drikker, sådan lidt for meget, så vil jeg gøre noget ved det, det vil jeg ikke acceptere. I: Okay. Charlotte: Så vil jeg prøve at gøre et eller andet, men jeg ved godt, at det ikke er nemt. Ja, det tror jeg, at jeg ville gøre. [utydeligt]. 15

16 . Og undgår du situationer med alkohol, som kan risikere og minde dig om noget ubehageligt fra din barndom? Charlotte: Nej, det tror jeg ikke, at jeg gør, nej. I: Okay, så vil jeg gå videre til vores sidste tema, Tema 6 og det er om fremtid, og det er sådan lidt om, hvordan påvirker erfaringer med alkoholmisbrug tanker om fremtid. Så jeg vil høre, om du har nogle ønsker for fremtiden. Charlotte: Ja, jeg har mange. I: Og hvad de er, om du kan give nogle eksempler på dem? Charlotte: Jamen jeg håber jeg bliver mor mange gange endnu. Charlotte: og bliver mormor og farmor, måske ja. Det er noget, der er mest betydningsfuldt for mig - få en rigtig stor familie. Fordi jeg føler jo, jeg aldrig selv har haft en. Så vil jeg gerne have en rigtig dejlig stor familie og kunne leve med nogle rigtig dejlige børn og børnebørn og ja, det er ligesom essensen i mit liv, hvis man kan sige det sådan ik. Og sidegevinsten er så, at jeg bliver psykiatrisk sygeplejerske og hjælper nogle andre mennesker på mit arbejde også. Ja. I: Er det sådan inden for samme område, eller hvad er det for en slags afdeling du vil arbejde på? Charlotte: Altså på psykiatrisk? Charlotte: Jeg var i praktik et sted, som hedder distriktspsykiatrien i en by, hvor man kører ud til borgerne. Det der med også at have deres hjem med. Charlotte: Det er sindssygt spændende. I: Ja. Charlotte: Og igen det der med, at jeg tror, at det er meget unikt, at jeg har haft den opvækst jeg har. Så ser jeg bare mennesker på en anden måde. Fordi man ligesom selv ved, hvad man kommer med eller sådan, ik.. Charlotte: Så man Jeg ser jo ligesom hele deres bagage eller hvad man kan sige. Og det tror jeg er rigtigt vigtigt, især i sådan et fag. 16

17 , ja. Ja, er der sådan situationer, hvor du føler, at du er usikker i forhold til sådan at træffe valg? Charlotte: Ja, det tror jeg der er tit. Jeg tror, jeg spørger min mand lidt for meget - Lidt for ofte i stedet for bare at tage beslutningen selv. Altså for eksempel, hvor hun brækkede foden. Altså hun er faldet ned af trappen nogle gange, ik. Charlotte: Så får jeg alligevel spurgt ham et par gange, om vi først skal tage af sted, selvom.. altså jeg mangler stadig lidt i forhold til det der med at stole på, at altså oftest har jeg jo ret, eller altså i det jeg sådan føler og tænker, jeg mangler lige lidt i forhold til det, men det er også afhængig af om, hvor jeg er. Hvis jeg er enormt presset, som jeg er i øjeblikket, så, så har jeg lidt sværere ved det, hvor jeg i andre perioder siger: Sådan er det. Charlotte: Ja, så det er meget op og ned, synes jeg. I: Så har jeg et spørgsmål, som du har svaret på, så jeg vil høre de andre, om de har noget at bidrage med? I 2: Neej, jeg tror du har været inde på det, men det var i starten, du nævnte noget med forskelsbehandling imellem dig og din bror. Så ville jeg høre, hvordan oplevede du det? Charlotte: Jamen øh, så skal jeg ligesom komme op med et eksempel. Jamen det jeg sådan oplevede, det var hvis vi for eksempel var til en familiefest, så var jeg den der stille pige igen, der bare sad der ved bordet og spiste det, jeg fik serverede og sådan og ikke sagde ret meget. Hvor det, altså scenariet så var, at min lillebror ikke ville have det, som blev serveret og så gik min far og ham ned og købte en pizza, til ham. Og min bror har ligesom altid fået lov til at gøre alt det, han ville. Og det er rigtig meget i sådanne nogle familiesituationer, ik. Hvis han ikke har villet sidde ved bordet, så har han fået lov til at gå. Hvor jeg måske, egentlig også har haft lyst til det, men jeg har ikke engang turdet spørge og sådan, ik. Så på den måde, og fået enorm meget, specielt da vi blev teenagere, min mor har virkelig en favorit i ham. Og første gang, hun mødte en af mine veninder, stod hun og snakkede om min bror, selvom min veninde ikke vidste, at jeg ikke havde en bror. Så hun er enormt fikseret på min lillebror. Og har altid været en stor del af hans liv, hvor jeg nærmest har været på sidelinjen hele tiden, ja. Så det er enormt meget opmærksomhed, og det er selvfølgelig fordi, at han har været meget ud af reagerende og i og med, at han har haft en form for adhd, har han også haft svært ved at sidde stille og sådan nogle ting. Så på den måde har han nok også pådraget sig opmærksomheden ad den vej, hvor jeg sådan har været stille type. Så altså, jeg vil ikke sige, at det har været selvforskyldt, men man giver jo også den opmærksomhed, som kræver det, så sådan ik. Ja. Ja, det er nok sådan en rolle, jeg gled ind i, tror jeg. I 3: Hvordan har du det med den menik der eller havde det? 17

18 Charlotte: Jamen jeg havde det enormt svært ved det, det må jeg sige. Også sådan i de sidste teenage år, hvor det gik mere og mere op for mig, der har jeg haft rigtigt svært ved at acceptere det, at det har været sådan, ik. Også fordi, at det var en rolle, jeg havde, når jeg var hjemme og når jeg var lille. Altså den forandrede sig meget, da jeg var teenager. Der blev jeg enormt udadreagerende og kaldte min mor diverse gloser. Ja, så det er enormt hårdt at acceptere, at ens liv har været sådan, ik. Man kan ikke lave om på det. Det er nok det, der har været sværest for mig, tror jeg. Også fordi, at det har gjort så meget for min lillebrors og mit eget forhold, ik - at det ligesom er ikke eksisterende, ik. I forhold til, at jeg har heller ikke mine forældre, som jeg gerne vil have dem. Og så har jeg heller ikke min bror på samme måde, men det kan være, at det kommer. I 3: Kan man sige, at der ligger noget ensomhed i det, eller er det at antage for meget? Charlotte: Neej, det tror jeg godt, at man kan. Altså vi boede jo langt pokker i vold ude på landet, og jeg har da brugt rigtig meget tid alene, da jeg var derude, ja. Ja, ja, så enormt meget fjernsyn og var enormt meget i haven, alene. Ja. I 3: Har du mere? I 2: Ja, det har jeg faktisk. Jeg tænkte på, at du nævnte noget med, at du to gange havde forsøgt, eller tage Charlotte: Mm I 2: Hvordan reagerede dine forældre på det? Charlotte: Jamen øh, nu skal jeg lige tænke mig om. Den første gang, der holdte jeg fest hos mig, og der kom min ekskæreste forbi, som trickede et eller andet i mig, og jeg havde drukket enormt meget alkohol og så gik jeg ud på toilettet, låste døren og tog alle de piller, jeg kunne finde. Og jeg får, eller fik piller imod mine menstruationssmerter, så det var noget rigtigt dumt at tage ik. Og så lagde jeg mig bare på badeværelsesgulvet, og ventede på, at der skete et eller andet, ik. Og der var jeg ikke rigtig til stede, der var jeg meget langt væk, da de fik åbnet døren og min mor ringede til hospitalet, kan jeg huske, altså skadestuen her. Og så fik de at vide, fordi jeg ikke var bevidstløs, så skulle de selv køre mig derud. Så husker jeg ikke så meget andet. Andet end, at jeg fik kul og blev indlagt. Og jeg havde en kæreste de, men ham fik jeg ikke lov til at se, jeg måtte kun se mine forældre. Og det var jo noget, der var vanvittigt invaliderende, synes jeg jo. Det var jo dem, jeg ikke ville ha og anden gang var meget planlagt. Der havde jeg kærestesorger, altså vi var stadig sammen, så jeg havde en tendens til at sætte noget musik på, som gjorde mig i endnu dårligere humør, og så tog jeg - Jeg ved ikke, hvorfor mine forældre stadig havde piller i huset, men det havde de - så tog jeg en ordentlig håndfuld piller, mere end jeg gjorde sidste gang, og så gik jeg ind til min far i stuen og sagde, at nu havde jeg taget for mange piller igen. Og så sagde han, at telefonen stod dér, og så ringede jeg ud til dem, ringede til min kæreste, og så kom han og hentede mig og kørte mig derud. Ja, så, anden gang, der smadrede jeg næsten hele skadestuen, fordi at jeg blev så tosset over, at de ikke ville lade min kæreste blive, selvom han havde kørt mig derud og kan heller ikke huske så meget andet end det. Og lægen sagde, at hvis jeg kom igen, 18

19 brugte de et endnu større udpumpningsrør, det var det eneste. Og ellers kan jeg ikke huske, hvordan mine forældre reagerede. Min mor blev enorm sur over, at hun skulle betale 250 kroner hver gang, jeg skulle til psykolog. Og det skulle jeg så høre på fra, vi kørte hjemmefra til derhen og hjem igen. Ja, så jeg tror ikke, de kunne forstå det. Det tror jeg simpelthen ikke, jeg tror ikke, de anede, hvad der skete. Og jeg tror måske, de har prøve ikke at acceptere det, fordi jeg skulle have været på arbejde den ene gang, og der havde de ringet og sagt, at jeg havde forstuvet foden. Ja, så jeg tror ikke, de kunne indse, at det var det, der var galt. Men jeg har også lidt af mild anoreksi i et års tid i syvende klasse, hvor jeg var SÅ tynd, så man tror, det er løgn, men der gjorde de jo heller ikke en disse for at forbedre det. I 3: Jeg tænkte på, nu sagde du det der med, at anden gang, der tog du også nogle piller, som der var i huset og siger, at du ikke forstår, at de var i huset, så tænker jeg. Charlotte: Det var ikke mere end en måned efter, tror jeg. I 3: Så kommer jeg til at tænke over, og det er slet ikke sikkert, at det er noget, du har tænkt over. Men jeg kom til at tænke over, om du kunne tænke over det, som enten en form for tillid eller en form for ligegyldighed. Charlotte: Ja, jeg har jo nok valgt at tage den negative og så tænke, at det var en form for ligegyldighed ik. Jeg har egentlig aldrig tænkt så meget over det. Det er derfor, jeg godt kan lide at blive interviewet, fordi man får sådan nogle [utydeligt]. Jeg skal nok også skynde mig at sige, at jeg absolut havde ingen intentioner om at dø på noget tidspunkt, jeg ville have hjælp, og det fik jeg så ikke. Jeg fik den her henvisning til en psykolog, som jeg slet ikke klikkede med, og han kunne slet ikke komme på livet af mig. Så, men jeg har ikke tænkt over det der. Jeg tror simpelthen, at de ikke helt har forstået, hvad der skete. I 3: Som det sidste spørgsmål, så har du snakket lidt om noget ekskæreste og kæreste i forhold til de her ting. Men så tænkte jeg egentlig på, hvordan du mødte din mand? Charlotte: Ja I 3: Det er vel også en kæreste, må man sige. Charlotte: Ja, det må man sige. Jamen jeg har haft enorm mange mænd, desværre, på meget, meget kort tid og det hænger sammen med, at jeg mangler den her omsorg. Og det har jeg bestemt fundet ved at tilbyde sex og så har jeg fået noget opmærksomhed. Ja og så mødte jeg den kæreste, jeg havde da jeg tog de der piller, og da han slog op med mig, til sidst i gymnasietiden, der gik det helt amok, altså der var jeg sammen med hans værelses-kammerat og hans bedste ven og jeg tog hele runden, fordi han skulle bare i hvert fald ikke glemme mig. Og så stødte jeg på hans, ude i periferien venner, og det var så en af mandens venner, og så var jeg sammen med et par stykker af hans venner, og så havde jeg et forhold, on-off til en af dem, og så begyndte jeg at interessere mig for min mand og omvendt, tror jeg. Ja, og vi havde været venner i et stykke tid, ik. Og så begyndte det at gå op for mig, at han interesserede sig for mig på en anden måde end hvad jeg nogensinde havde prøvet før. Så, og jeg tror heller ikke, vi var i seng med hinanden, inden vi havde kendt hinanden i to måneder. 19

20 Så det var helt mærkeligt for mig og også et tegn på, at nu var det noget andet. Han ville mig ligesom mere end det. Ja, så det var den måde, det skete på. I 3: Så kørte det derud af. Charlotte: Ja, det må man sige. Vi købte hus allerede et år efter, og jeg tror ikke engang, vi havde været sammen et år, altså så købte vi det her. Ja. Og han har virkelig, jeg har virkelig været glad for, at han har villet være sammen med mig. Jeg har absolut ikke været nem at være sammen med. Jeg har været et så forvirret menneske, som ikke har vidst, hvem jeg var og hvad jeg ville. Og altså nogle af de gange, jeg har drukket mig fuld, har jeg kysset med en anden, og taget hjem og fortalt ham det og han har været ved at smutte fra mig. Det tror jeg, at jeg har gjort tre gange. Aldrig mere end det, gud ske tak og lov! Men så tror jeg, han var smuttet, ik. Men han har virkelig været med mig i tykt og tyndt, altså bestemt. I 3: Så man kan sige, at der er der en tillidsrelation? Charlotte: Meget. Og den har selvfølgelig været brudt rigtig mange gange på grund af den måde, jeg har bevæget mig ud i, men er der nu, som den skal være, ja. I 3: Fantastisk. I: Det var det samme spørgsmål. Charlotte: Det var nogle gode spørgsmål, synes jeg. I 3: Det var godt. I: Det er vi rigtig glade for. Og ja, vi er super glade for, at du gad at stille op og være med. Charlotte: Helt bestemt. I 3: Er der noget, du vil tilføje inden vi runder af? Charlotte: Nej, jeg synes bare, at det er så dejligt med de her spørgsmål, for dem vil jeg reflektere over de næste par dage. Jeg er jo enormt glad for at udvikle mig og det kommer jeg til at gøre resten af mit liv. Så ja. Men nej, jeg har ikke noget at tilføje, men jeg vil selvfølgelig gerne se det, I ender ud med at lave. Det synes jeg altid er sindssygt spændende, og kunne give mig et par nye vinkler. I: Det sender vi. Tage ansvar Lavt selvværd - hun fortæller det selv + hun siger, at hun troede, at hun var en forfærdelig mor. + at hun ikke ville gøre nogle ting for sig selv, men for sin kæreste eller datter. 20