Forum for Forsvarsstudier. vand som årsag til konflikt af Jens Jørgen Hansen, major Forsvarsakademiet Juli 2003

Transkript

1 Forum for Forsvarsstudier vand som årsag til konflikt af Jens Jørgen Hansen, major Juli

2 København 2002 Svanemøllen Kaserne Ryvangs Allé København Ø Tlf: Fax: Web: forsvarsakademiet@fak.dk/ Ansvarhavende redaktør redaktør: Chefen for Tryk: Forsvarets Trykkeri, Vedbæk ISBN: Pris: 20.kr Indledning You think we have bad fights over oil,.just wait until we start fighting over water. It s predicted in the Koran - Anonym jordaner i Washington Post den 28. april Olie har længe været betragtet som den mest almindelige årsag til konflikt i Mellemøsten. Lige siden Mellemøstens første oliekilde blev taget i brug i Bahrain i 1932, har regionens lande strides om grænserne i håbet om, at besiddelsen af endnu et lille stykke ørken ville give dem tilgang til nye rigdomme. Der bliver færre og færre af den slags stridigheder. I takt med at manglen på frisk ferskvand bliver stadig mere akut, vil vand - og ikke olie - blive den mest efterspurgte ressource i Mellemøsten. 1 Vand er således langsomt ved at overtage pladsen fra olien som den mest sandsynlige årsag til konflikt i Mellemøsten. Da den daværende ægyptiske præsident Anwar Sadat underskrev fredsaftalen med Israel i 1979, sagde han, at Egypten aldrig ville gå i krig igen, med mindre det var for at beskytte sine vandressourcer. Kong Hussein af Jordan har sagt, at den eneste grund til at gå i krig med Israel, ville være, hvis tvisten drejede sig om vand. Endelig har Boutros Boutros- Ghali, den daværende egyptiske udenrigsminister og senere FN s generalsekretær, flere gange påstået, at den næste krig i Mellemøsten ville handle om vand. 2 Rationalet bag denne påstand er naturligvis, at vand er en absolut forudsætning for menneskets eksistens, og manglen herpå vil således hurtigt blive en kilde til konflikt. Forum for Forsvarsstudier og andre publikationer fra kan bestilles ved henvendelse til Kommunikationselementet på Vand har altid været en knap ressource i Mellemøsten på grund af de store tørre ørkenområder, hvor nedbørsniveauet er ekstremt lavt. 3 Hidtil har landene i regionen kunnet betale sig til rigelige afsaltning af havvand. Men det er en bekostelig affære, og de ikke-olierige arabiske lande har knap råd til at finansiere den afsaltning, som kræves for at skabe den nødvendige vækst i landbrugsproduktionen til at kunne brødføde de senere års kraftige befolkningsforøgelse i regionen. 4 En nærmest eksplosiv befolkningstilvækst har resulteret i en akut mangel på vand i stort set hele regionen til blandt andet kunstvanding. Befolkningstilvæksten er også med til at øge forureningen af de i forvejen knappe vandressourcer. Konkurrencen om ferskvandsressourcerne i Mellemøsten er således blevet væsentligt skærpet de senere år. 2 3

3 Vand i historisk perspektiv Konkurrence om de knappe vandressourcer er imidlertid ikke noget nyt fænomen, men har været årsagen til flere konflikter op gennem historien. De første konflikter om denne knappe ressource kan spores helt tilbage til omkring 3000 år før Kristi fødsel, hvor uoverensstemmelserne gjaldt retten til vand fra flodbassinerne i Tigris-Euphrat-dalen. I nyere tid har vand også været kilden til konflikt. USA har haft uoverensstemmelser med Mexico om retten til vandet fra Rio Grande og Colorado-floden, Indien og Pakistan har skændtes over retten til vandet fra Indus floden. Belgien, Holland og Frankrig har ikke altid været enige om retten til vandet fra Meuse og Scheldt floderne. Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam har rivaliseret om retten til vandet fra Mekong-floden og endelig har Israel, Jordan og Syrien kæmpet om retten til vandet fra Jordan-floden. Som disse eksempler viser, er konflikter om vand således ikke nødvendigvis geografisk betingede, men kan i princippet forekomme overalt, hvor der af den ene eller anden grund er mangel på frisk, ferskvand. 1 Vand i geografisk perspektiv Vandforsyningen i Mellemøsten er afhængig af de store flodbassiner: Tigris, Euphrates, Jordan, Orontes, Litani og Nilen. Disse flodbassiner går på tværs af nationale grænser. Demografisk data om regionen viser, at mere end 50 % af regionens befolkningsgrupper er afhængig af vand fra disse seks flodbassiner. 1 Det betyder samtidigt, at 67 % af de arabisktalende lande er afhængig af transnationalt vand fra ikke-arabisk talende lande i Mellemøsten. 2 Vand kommer således til at udgøre en skrøbelig forskel på krig og fred i regionen. Der ses i den forbindelse tre fronter: (1) grænseområdet mellem Syrien, Israel og Libanon; (2) grænsen mellem Irak, Syrien og Tyrkiet; (3) grænseområdet mellem Egypten, Sudan og Nil-landene længere mod syd. På alle tre fronter er vandkilderne livsnødvendige for menneskerne på begge sider af fronterne. I dag udgør Jordan flodbassinet den største kilde til konflikt om vand i Mellemøsten. Brugere af dette 360 kilometer lange bassin inkluderer Jordan, Syrien, Libanon og Israel, som alle er afhængige af vandet fra dette bassin. Israelerne og araberne har altid været uenige om vandforsyningen i Mellemøsten. Under Seksdageskrigen i juni 1967 sikrede Israel sig en række livsnødvendige kilder til Jordan flodbassinet og områdets største vandreservoir, Genezareth Søen. Hertil kommer den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza, der dækker nogle af områdets mest vitale vandbærende jordlag. Efter Seksdageskrigen var Israels ferskvandsbehov stort set dækket, mens palæstinenserne modsat havde mistet kontrollen med deres ferskvand. 3 Det er et vigtigt element i Israel-Palæstina konflikten, som næppe heller vil kunne afsluttes, med mindre, at de stridende parter også når til enighed om de sparsomme vandressourcer. Et andet flodbassin som har været kilde til konflikt i Mellemøsten er Tigris-Euphrates. Det har sit udspring i Tyrkiet og flyder gennem Syrien og ned igennem Irak. Selvom Tyrkiet, Syrien og Irak jævnligt har drøftet spørgsmålet, er det aldrig lykkedes at nå til enighed om en permanent trilateral aftale. Problemet er etableringen af de to gigantiske dæmningskomplekser, Keban og Ataturk, der inddæmmer enorme arealer og sikrer et større økonomisk udbytte hos de tyrkiske bønder. Men samtidig kan det bringe syrerne og irakerne i en vanskelig situation, fordi Tyrkiet efter forgodtbefindende kan regulere mængden af ferskvand, der flyder ind i Syrien og Irak. 4 Denne politiske klemme har Tyrkiet tidligere brugt til at presse Syrien i den indbyrdes kurdiske konflikt, hvor Syrien i det meste af 80 erne og 90 erne har været et safe-haven for tyrkiskkurdiske militser. Tilsvarende problematik ses i forholdet mellem Egypten og Sudan, hvor egypterne har opført Aswan-dæmningen med det for øje at kunne regulere forsyningen og forbruget af vand til resten af landet. Egypten er meget afhængig af vand til landets mange kunstvandingsanlæg. Uden vand ville den egyptiske økonomi gå til grunde. Problemet er, at egypternes behov for vand er ved at overstige, det Nilen kan levere. Sudan og de øvre Nil-lande længere oppe af floden har mulighed for at tappe, så meget af Nilen, at egypterne ikke ville kunne fylde deres største vandreservoir, Aswan Søen. Spørgsmålet førte i 1958 til krig, hvor Egypterne uden held forsøgte at tilbageerobre tidligere tiders tabt territorium. Man opfattede krigen som det mest effektive middel til at løse vandforsyningstvistighederne. I dag har man oprettet en fælles kommission, der skal regulere og fordele vandet. Uden denne ville alternativet formentlig igen være væbnet konflikt. Vand i militært perspektiv For den moderne militære planlægger gælder det om at være sig bevidst, at vand visse steder i verden kan blive den vigtigste årsag til væbnede konflikter. Det har afgørende betydning at forstå denne sammenhæng, når man har med konfliktforebyggelse, krisestyring eller konfliktløsning at gøre. Vand indgår typisk som en del af planlægningen af en militær kampagne, når den militære planlægger skal analysere modstanderens styrker og svagheder og vælge, hvilke mål han skal angribe (se figur 1 og 2). Man kan generelt set ikke komme uden om at også at fokusere på modstanderens vandforsyning - og specielt ikke i områder hvor vand er en knap ressource. 4 5

4 Figur 1: Modellen, der består af 5 koncentriske cirkler, blev kendt, da oberst John Warden lancerede den i forbindelse med luftkampagnerne under den første Golfkrig i Den er i dag et udbredt anvendt analyseværktøj, når militære planlæggere skal foretage en strategisk og/ eller operativ analyse af en potentiel modstander. Ved at applikere Mellemøsten på denne model kan bl.a. vandets vigtighed illustreres. Modellen anskuer modstanderen som et strategisk system. Alle systemer udgøres af de samme fem elementer (cirkler): ledelse, basale samfundsmæssige nødvendigheder, infrastruktur, befolkning og væbnede styrker mv., som hver især repræsenterer et antal militære mål af en bestemt type og vigtighed. Jo tættere på cirklernes centrum, man kommer, jo alvorligere konsekvenser får det for modstanderen, såfremt målet slås ud. Vand indgår som anden ring fra midten og er derfor et vigtigst strategisk militært mål i enhver militær kampagne. Figur 2: Her er vandet, en basal samfundsmæssig nødvendighed, opdelt i fem operationelle ringe. Igen, jo længere man kommer centrum af cirklerne, jo alvorligere konsekvenser vil det få for modstanderens vandforsyning, såfremt målet slås ud. Protokol I til Genevekonventionerne af 1949 begrænser som udgangspunkt væbnede angreb mod mål som dæmninger, diger, vandreservoirer, eftersom ødelæggelse af denne type mål vil medføre uforholdsmæssig store skade på det civile samfund i form af oversvømmelser og lignende. 1 Ikke desto mindre er der visse situationer, hvor angreb mod disse mål alligevel kan accepteres set ud fra et folkeretsligt synspunkt. Det er for eksempel situationer, hvor kan bevises, at de udelukkende anvendes til militære formål. Eller hvis det klart kan godtgøres, at man vil kunne tilføre tilstrækkelig nødhjælp til civilbefolkningen, som kompenserer for det ødelagte. Det at bruge vandressourcer som et militært mål kan i værste fald resultere i en permanent økologisk skade på miljøet. De konsekvenser der er forbundet med at bruge modstanderens vandressource som militært mål, kan betyde, at dele af et land eller i værste fald dele af et kontinent bliver uegnet til at dyrke eller opholde sig i. Mellemøsten har et stort konfliktpotentiale med mange uoverensstemmelser mellem de forskellige befolkningsgrupper, som historisk set ofte er gået i krig for retten til vand. Det er derfor ikke usandsynligt, at konfliktens parter vil gøre alt for at søge at udnytte modstanderens vandressourcer som led i en militær kampagne. Det er imidlertid ikke et helt uproblematisk valg, idet man som militær fører vil stå i et vanskeligt dilemma. Vælger man at tage højde for de negative følger af at udnytte modstanderens vandressourcer som militært mål, vil det begrænsede de militære muligheder betydeligt. Vælger man derimod at ignorere konsekvenserne, vil man godt nok på kort sigt kunne opnå en militær fordel, men på længere sigt vil man få problemer fra såvel internt som eksternt hold. Afslutning Vand er en knap ressource her på jorden. Som beskrevet ovenfor har denne ressourceknaphed længe været et akut problem. Det betyder, at vand i disse områder inden længe vil kunne udkonkurrere olien som den vigtigste årsag til konflikter. Denne tendens forstærkes som resultat af, at befolkningstallet stiger, og at efterspørgslen efter vand følgelig også stiger. Der er næppe tvivl om, at de der efterspørger vand, er villige til at gribe til våben. Vandet er for den enkelte arabiske bonde og den jødiske bosætter - ligesom for den enkelte stat - forskellen på liv og død. Det gør også vandet værd at skændes om og slås for, indtil den dag hvor for eksempel afsaltningen er blevet økonomisk rentabelt. Det gælder simpelthen om at få kontrol med vandressourcerne, for derved at sikre sig en permanent vandforsyning. 6 7

5 Selvom vand i dag udgør et alvorligt sikkerhedspolitisk problem flere steder på kloden, så behøver udviklingen ikke nødvendigvis kun at blive anskuet i et dystert perspektiv. Man kan se udviklingen i et mere positivt lys forstået på den måde, at behovet for at administrere de fælles vandressourcer i regionen også kan være en enestående mulighed for at bevæge sig mod højere grad af samarbejde og tillid. Problemet med vandkonflikter i regionen opfattes som tilstrækkelig vigtige til at figurere på dagsordenen i både multilaterale og bilaterale fredsforhandlinger blandt regionens lande. Det er for eksempel sket på de særlige Mellemøstvandtopmøder, som er blevet afholdt med jævne mellemrum siden Det vil man formentlig også se i den kommende tid, hvor amerikanernes indflydelse i Mellemøsten er for opadgående. Med amerikanernes stærkt øgede engagement i mellemøstlige forhold synes mulighederne for at forebygge disse vandkonflikter også tilsvarende at være blevet forbedret. Tilsvarende kunne en øget international kontrol og styring af det transnationale vand være en styringsmulighed og en forpligtelse for de berørte lande. Det kunne være noget i stil med the Third World Water Forum, der blev afholdt i Kyoto tidligere på året - blot på regionalt niveau. Udviklingen i Mellemøsten behøves således ikke nødvendigvis at gå i retning af, at uenighederne om vandet vil føre til egentlige væbnede konflikter mellem stater og/eller befolkningsgrupper i regionen. Noter 9. 1 Malin Falkenmark, Middle East Hydropolitics: Water Scarcity and Conflicts in the Middle East, Ambio, vol. 18, no. 6, 1989, Sandra Postel, The Politics of Water, World Watch, Jul-Aug 93, vol. 6, no. 4, Med en gennemsnitlig nedbørsmængde på mindre end 4 centimeter om året, hører Mellemøsten til blandt verdens mest golde områder. Denne lave nedbørsmængde har forværret regionens kroniske vandmangel. US Army Corps of Engineers, Water in the Sand: A Survey of Middle East Water Issues, Washington DC: 1991, 4. Den nuværende befolkningstilvækst i Mellemøsten er blandt de højeste i verden. World bank map: Average Annual Population growth Rate, Se map1.html 5 George William Sherk, Patricia Wouters and Samantha Rochford, Water Wars in the near Future? Reconciling Competing Claims for the Worlds Diminishing Freshwater Resources - The Challenge of the Next Millennium, article3-2.html. 6 Systematic Index of International Water Ressources Treaties, Declara -tions, Acts and Cases by Basin (Rome: Food and ag Org of the UN, 1978), John Kolars, The Course of Water in the Arab Middle East, Ameri can Arab Affairs, 1990, Thomas Naff and Ruth C. Matson, Water in the Middle East (Boul der: Westview Press, 1984), Det var blandt andet derfor, at de tre lande var på randen af krig, da Keban-dæmningen blev taget i brug i starten af 1970 erne. Ewan Anderson, Water Conflict in the Middle East - A New Initiative, Jane s Intelligence Review, May 92, Her henvises til det såkaldte proportionalitetsbegreb i folkeretten. 11 Joyce R. Starr, Water Wars, Foreign Policy, number 82, spring 1991, 8 9