It is a perfectly serene residential development that radiates with American optimism, recalling from the guileless Hollywood movies of the 1950s.

Transkript

1 It is a perfectly serene residential development that radiates with American optimism, recalling from the guileless Hollywood movies of the 1950s. Streets are clean, trees are healthy and well kept, houses look perfectly pleasant to live in, and pedestrian paths look perfect for a promenade. Houses and building are distributed along noodle streets ending in culs-de-sacs. Inhabitants look like real Americans : tall, strong, gracious, smiling, white and wearing shorts the kind of American that is getting more and more rare in the open areas (Degoutin 2002). 1

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse Kapitel I. Specialets teoretiske og metodiske ramme 4 Indledning 4 Specialets felt 6 Problemformulering 12 Kapitelstruktur 13 Det teoretiske og videnskabsteoretiske fundament 14 Governmentality, selvskabelse og genstandsgørelse 15 Biomagt disciplinering og regulering af livet 20 Frihed, liberalisme og det selvstyrende individ 25 Metode 30 Et overblik over forskningsfeltet 31 Empirisk og analytisk tilgang 32 Kapitel II. Mulighedsbetingelser for dannelsen af CID 35 Enklavisering i det 19. og 20. århundrede: urbanisering og suburbanisering 36 Forstaden og Zoning 36 Suburbanisering og udvikling af private boligområder 39 Privatisering, urban polarisering og sikkerhed i slutningen af det 20. århundrede 44 Omstrukturering af velfærdsstaten: privatisering og selvstyrende organer 45 Moderne byformationer: social polarisering og urban sprawl 47 Opsummering 50 Kapitel III. Sikkerheds- og styringsteknikker i CID 52 Sikkerhed i CID 52 Eksempler på sikkerhedsforanstaltninger 52 Covenants, Contracts & Restrictions 56 CC&R s obligatoriske karakter 57 Grundejerforeningens organisatoriske struktur 58 Beboermålgruppe 59 Eksteriør og vedligeholdelse 60 Opførsel 61 Ordenshåndhævelse og sanktioner 62 Tre styringsteknologier og -domæner 63 Politisk styring 64 Adfærdsstyring 66 Rumlig styring 69 Opsummering 71 2

3 Indholdsfortegnelse Kapitel IV. Analyse og diskussion 73 Styring gennem sikkerheds- og risikoteknologier 73 Governmentality og sikkerhed 73 Disciplin, social sikkerhed og kontrol 74 Risikoteknologier 76 Sikkerhedsindustrien og mobilisering af forbrugeren 77 Sikkerhedspolitik som undtagelse 80 Opsummering: Sikkerhedens logik 82 Lokalsamfundet som liberal styringssektor 83 Marked og selvstyring i en neoliberal optik 83 Styring gennem lokalsamfund 84 CID som hybrid 86 Opsummering: Markedsstyring 89 Social orden 89 Rummets konstitution 89 Andethedens sted 90 CID s utopiske bestræbelser 92 Social ordensdannelse gennem forskelssætning og homogenisering 94 Enklavisering gennem frakobling 97 Opsummering: Skabelsen af et nyt socialt rum? 100 Subjektgørelse 100 Det selvstyrende og frie subjekt 101 Individ som virksomhed 102 Subjektivering gennem markedsforbrug, livsstil og etisk ansvarlighed 103 Homogenisering som disciplineringsnorm 106 Opsummering: Det selvstyrende individ? 110 Kapitel V. Konklusion og perspektivering 111 Bibliografi 118 Bøger og tidsskriftsartikler 118 Internetsider 123 English abstract 126 3

4 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme Kapitel I. Specialets teoretiske og metodiske ramme Indledning 1 USA har op gennem det 20. århundrede oplevet radikale ændringer i de demografiske, etniske og sociale mønstre forårsaget af forskellige typer af segregation og enklavedannelse 2, hvilket kommer til udtryk i rumlige fragmenteringer i byformationerne. Enklavisering har til alle tider eksisteret i forskellige udformninger og er afgørende i organiseringen af et samfund. Enklavedannelse virker ud fra en grænsesætning dvs. bestemmelsen af, hvad der hører indenfor et givent rum, og hvad der skal udgrænses fra dette rum (Eeckhout & Jacobs 1999:57, Duany et al 2000:43, Marcuse 1997:229). Enklaveformation kan imidlertid siges at være særlig paradigmatisk for det amerikanske samfund med rødder tilbage til de første puritanske immigrantkolonier, hvor det åbne prærieland rummede mulighed for at etablere uafhængige minisamfund i overensstemmelse med selvstændige religiøse værdier (Cullen 2003:156, McKenzie 1994:24). Enklavisering har siden da været en uløselig del af den amerikanske samfundsorganisering og er primært af stedkommet af store immigrationsbølger, hvor indvandrergrupper med samme etniske og socioøkonomiske baggrund har etableret sig indenfor samme kollektive rum. Velkendte eksempler er urbane etniske enklaver såsom Chinatown, Little Italy og Greek Town i storbyerne (Eeckhout & Jacobs 1999:62f). Kendetegnende for enklavedannelserne er, at de alle udøver en eller anden grad af selvstyring udenfor det øvrige samfund, uanset om denne selvstyring tager udgangspunkt i særlige moralske normsæt, som i tilfældet med de religiøse 1 I overensstemmelse med de gældende RUC-regler for gruppespecialeskrivning ekspliciteres her en ansvarsfordeling. Malene Vangdrup: Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme : Indledning, Kapitelstruktur, Biomagt disciplinering og regulering af livet, Frihed, Liberalisme og det selvstyrende individ, Empirisk og analytisk tilgang. Kapitel II: Enklavisering i det 19. og 20 århundrede: urbanisering og suburbanisering. Kapitel III: Sikkerheds- og styringsteknikker i CID, Covenants, Conditions & Restrictions,. Kapitel IV: Styring gennem sikkerheds- og risikoteknologier, Social orden. Mathilde Garde: Kapitel I: Specialets felt, Det teoretiske og videnskabsteoretiske fundament, Governmentality, Selvskabelse og genstandsgørelse, Metode, Et overblik over forskningsfeltet. Kapitel II: Mulighedsbetingelser for dannelsen af CID, Privatisering, urban polarisering og sikkerhed i slutningen af det 20. århundrede. Kapitel III: Sikkerhed i CID, Tre styringsteknologier og -domæner. Kapitel IV: Lokalsamfundet som liberal styringssektor, Subjektgørelse. Problemformulering samt Konklusionen og perspektivering er vi begge ansvarlige for. Vi vil dog gerne understrege, at hele specialet uden undtagelse er produkt af en fælles indsats. 2 Professor i byplanlægning Peter Marcuse definerer enklaven som a spatially concentrated area in which members of a particular population group, self-defined by ethnicity or religion or otherwise, congregate as a means of enhancing their economic, social, political and/or cultural development. (Marcuse 1997:242). Denne definition er udgangspunktet for vores brug af enklavebegrebet igennem specialet. 4

5 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme samfund, eller egne økonomiske systemer, som i tilfældet med de forskellige Chinatowns. Imidlertid varierer graden af uafhængighed fra og spændingsforholdet til det omgivende samfund, ligesom nogle enklaver delvist opløser sig over tid i takt med en integration i det øvrige samfund (De Meyer og Versluys 1999:62). De nævnte rumlige formationer kan betragtes som prototyper på enklavedannelser, jf. Marcuses enklavedefinition, hvor grupper frivilligt vælger at afskære sig fra det øvrige samfund. De er imidlertid blot ét af to eksempler på enklaviseringsformer i USA. En parallel enklavisering sker på baggrund af eksklusion af grupper, der befinder sig i bunden af samfundets sociale hierarki, hvoraf den sorte ghetto 3 er et paradigmatisk eksempel. Med Marcuses vending er dette en form for enklavisering med omvendt fortegn, idet denne type enklavisering kan siges at være ufrivillig, for så vidt som enklaverne er kendetegnet ved undertrykkelse og ydre tvang (Marcuse 1997:230). Iboende enklavedannelse er en række inklusions- og eksklusionsformer, der gennem den amerikanske historie er blevet institutionaliseret gennem både private og offentlige praksisser. I dag intensiveres disse i de amerikanske storbyer, idet skellet mellem rig og fattig i kølvandet på industrialiseringen er voksende. Således er det ikke enklaviseringen eller opdelingen mellem grupper, der i sig selv er et nyt fænomen, men graden af den sociale, etniske og økonomiske differentiering. I den nutidige urbane fragmentering gør to primære forhold sig gældende. Det ene forhold er en yderligere polarisering af allerede eksisterende enklaver, der afspejler sig i en skærpelse af de rumlige opdelinger. Denne skærpelse afspejler sig til dels i de urbane ghettoformationer der, med den franske sociolog Loïc Wacquants begreb, er udtryk for en hyperghettoisering, kendetegnet ved identificerbare, forbudte og isolerede territorier, hvor samfundets udstødte og undertrykte marginaliseres. Hyperghettoer adskiller sig fra tidligere former for ghettodannelse ved graden af isolation fra det øvrige samfund, hvorfor enhver mulighed for integration er ophørt (Wacquant 1996:123ff). Fra 1980 erne betragtes denne hyperghettoisering i en særlig liberal politisk 3 Ghettoen, hvis etymologiske oprindelse er de jødiske koncentrationer i 1500-tallets Venedig, er i det 20. århundrede blevet et politisk ladet begreb, der henviser til en afrikansk-amerikansk urban boligformation (De Meyer og Versluys 1999:79). Denne opstod under industrialiseringen mod slutningen af 1800-tallet efter massive interregionale migrationer fra sydstaternes plantager til nordstaternes bycentre. Den omfattende armod og isolation, der kendetegner det moderne amerikanske samfunds ghettoer, er imidlertid ikke kun afstedkommet af disse migrationer men også skabt gennem segregerende boligpolitikker fra begyndelsen til midten af det 20. århundrede. Her fandt den hvide udflytning fra byerne sted, hvilket efterlod forfaldne boligområder, hvor amerikanene af afrikansk herkomst fik tilbudt de hvides efterladte boliger, men til højere leje. Samtidig hindrede raceadskillelseslove denne gruppe amerikanere i at købe ejendom i hvide kvarterer, hvilket tilsammen bevirkede, at de blev koncentreret i fattige enklaver (Farley & Allen 1987:103, 136ff). 5

6 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme diskurs som selvforskyldt, hvor ghettoens beboere bliver reduceret til en urban underclass, der er kendetegnet ved en social deroute. Imidlertid afspejles skærpelsen af de rumlige opdelinger også i de private boligområder for middelklasseamerikanere. Her er der tale om en frivillig enklavisering af samfundets velstående, der ikke længere bosætter sig i klassiske forstadskvarterer men i afsondrede og delvist selvstyrende enklaver (Andersen 1999:376). Det andet forhold der gør sig gældende i dagens amerikanske samfund er, at enklaverne ikke længere er et marginalt fænomen, men i stadig stigende grad kan siges at være udtryk for en generel samfundsorganisering. I dag er det primært den amerikanske middelklasse 4 dvs. den store befolkningsgruppe, der hverken udgøres af den kapitalistiske elite eller befinder sig på samfundets bund, der udgrænser sig selv for derved at afgrænse sig fra andre i specielle boligformer. Denne organisering er kendetegnet ved privatisering og selvstyring i et stadig større omfang og er således betragtet en bevidst isolering med henblik på en alternativ organisering til den etablerede samfundsorden. I tilfældet med middelklassen er der således tale om en stærk social og økonomisk gruppe, der bevidst undtager sig selv fra et samfund, som den selv har været med til at skabe og dominere siden USA s grundlæggelse og ikke, som tilfældet med tidligere former for enklavisering, marginale samfundsgrupper. Det er dette tilsyneladende paradoks, der udgør det inspiratoriske afsæt for dette speciale. Specialets felt De sidste 30 år er de private selvstyrede boligområder blevet en stadig mere populær suburban boligform blandt middelklasseamerikanere. Inden denne periode, dvs. i de private boligområders første leveår omkring 1930 erne, var de hovedsageligt beboet af velhavende amerikanere. Dette blev imidlertid ændret, da gennemsnitsamerikaneren, som følge af den nationale økonomiske vækst i perioden efter Anden Verdenskrig, i højere grad fik adgang til økonomiske goder og dermed de private boligområder. Det var imidlertid først i 1970 erne, at de private boligområder for alvor blev et middelklassefænomen 5. Dette betyder samtidig, 4 Middelklassebegrebet anvendt i dette speciale skal ikke forstås som den gamle middelklasse småborgerskabet men som en bred samfundsklasse, der arbejder i mange forskellige sektorer og som har adgang til økonomisk forbrug hus, ferier, varer (solidaritet.dk/soli97-1/ htm). Middelklassens karakter vil blive yderligere uddybet og eksemplificeret gennem specialet. 5 En opgørelse fra 1997 viser, at ca. en tredjedel af de private boligområder bebos af overklassen og den øverste middelklasse, den anden tredjedel af pensionister og den sidste tredjedel af middelklassen (Blakely & Snyder 1997:6). 6

7 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme at den klassiske og karakteristiske middelklasseboligform forstaden for mange middelklasseamerikanere nu erstattes af et privatiseret alternativ (Blakely & Snyder 1997:47f, McKenzie 2006:14). Betegnelsen private boligområder er et generaliserende begreb for et fænomen, der i realiteten dækker mange typer af privat boligorganisering. De private boligområder er både i deres fysiske fremtoning og organisatoriske udformning et socialt og juridisk komplekst felt, der afspejler sig i mange og divergerende betegnelser, der belyser forskellige aspekter af boligformer. De mest udbredte betegnelser er Common Interest Development, Community Associations, Home Owners Associations, Common Interest Communities, Residential Private Governments og Gated Communities. Sidstnævnte benyttes ofte i medierne og i den brede offentlighed, idet denne betegnelse indhegnede fællesskaber på dansk refererer til de private områders indhegnede og sikkerhedsmæssige fremtoning. Imidlertid er sikkerhedsforanstaltningerne, om end udbredt, ikke kendetegnende for samtlige boligområder. I specialet anvendes i stedet CID og private boligområder som overordnede betegnelser for alle privatiserede boligområder uanfægtet deres kvantitative omfang eller kvalitative særkende 6. I de tilfælde hvor der er tale om reelt indhegnede boligområder, benytter vi betegnelsen gated community 7. Termen CID indfanger det, vi betragter som de private boligområders fundamentale karakteristika, nemlig beboernes ejerskab af og kontrol over fællesarealer og fritidsfaciliteter, foruden en bestemt styringsmæssig organisering med gensidige rettigheder og forpligtigelser beboerne imellem, der håndhæves af et privat styreorgan i form af en grundejerforening. I CID erne findes forskellige ejerskabsforhold og boligtyper såsom ejerlejligheder, andelsboligforeninger og et-familieshuse i prædesignede boligområder. Sidstnævnte kaldes også Master-Planned Communities eller ganske enkelt for Master-Planning 8 og er den boligform, der er i størst vækst i USA (McKenzie 2006:13f). Disse områder er oftest indhegnede og inkluderer kontrollerede indgangspartier, fritidsfaciliteter såsom golf- og tennisbaner, parkeringspladser, privat infrastruktur og eget politi. Master- Planned Communities henvender sig primært til bestemte befolkningssegmenter såsom pensionister, golfspillere eller middelklassefamilier og sælges som samlede livsstilskoncepter med fokus på fritidsaktiviteter. Segmentering og en målrettet appel til bestemte 6 Denne generelle begrebsanvendelse bunder i, at vores formål ikke er at afdække forskellige typer af CID men at undersøge CID som et bredt fænomen, der har den private styring som fælles karaktertræk. 7 Det anslås, at ca. 90% af alle boligopførsler i USA er indhegnede (Blakely & Snyder 1997:75). 8 Et Master-planning er a comprehensive plan to guide the long-term physical development of a particular area. Et givent områdes fysiske indretning er i et Master-Planned område tilrettelagt ned til mindste detalje i forhold til en overordnet plan (4554.com/Glossary/MASTER_PLAN.html). 7

8 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme befolkningsgrupper er dermed ét af Master-Planned Communities væsentligste karakteristika. Ét Master-Planned Community udgøres i mange tilfælde af sammenslutninger af mange forskellige typer af CID, der ofte inkorporerer både boligmæssige og forretningsmæssige aktiviteter. I disse omfattende boligområder, også betegnet New Towns, findes der både skoler, indkøbscentre, parker og kontorer (Blakely & Snyder 1997:40ff, Low 2003a:19, McKenzie 2006:11ff). Sikkerhedsaspektet i de private boligområder er af stadig større betydning og kan ses som udtryk for en generel tendens i USA, hvor sikkerheden står højt på den politiske dagsorden og frygten for kriminalitet i stigning (Blakely & Snyder 1997:18, Drew & McGuigan 2005). Besættelsen af fysiske sikkerhedssystemer og den arkitektoniske fastsættelse af sociale grænser er tidstypisk for den urbane restrukturering og de nye rumlige konfigurationer i USA (Davis 1990:223). I løbet af 1990 erne blev det således almindeligt for byplanlæggerne og entreprenører at skabe sikre private boligområder. De private middelklasseboligområder er i dag storkonsumenter af sikkerhedsprodukter, og sikkerhedsforanstaltninger er ikke længere et privilegium forbeholdt eksklusive boligområder for overklassen (McKenzie 2006:17). Blandt andre serviceydelser tilbyder stadig flere private boligområder således en lang række af konkrete sikkerhedsydelser. Sikkerhedsforanstaltningerne grupperes af politolog Evan McKenzie i tre hovedkategorier: indgangskontrol såsom porte, trafikbarrierer og vagthuse, indhegninger såsom murer, hegn eller søer og intern overvågning såsom bevæbnede vagter, alarmsystemer og videokameraer (McKenzie 2006:18). I tillæg til dette skal inkluderes de mere subtile sikkerheds- og kontrolmekanismer i form af CID s karakteristiske boligmæssige organisering og styringsstruktur, der er med til at sikre et givent område. CID indbefatter en særlig ejerskabs- og styreform, der kan betragtes som den juridiske ramme for alle former for privatstyrede boligområder i USA (Low 2003a:22). Organiseringen af CID tager som ovennævnt afsæt i en grundejerforening, der udgør det juridiske grundlag for den politiske organisering, og som forvalter en række serviceydelser, såsom vej- og kloakvedligeholdelse, afhentning af affald o.l., der almindeligvis varetages af den offentlige sektor. Siden midten af 1990 erne er antallet af grundejerforeninger eksploderet i USA, og McKenzie skønner, at der er ca CID med dertil hørende grundejerforeninger, hvilket svarer til 8

9 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme 15% af det samlede boligmarked (McKenzie 2006:11) 9. I dag bliver 50% af alle nye boliger solgt som del af et kollektivt boligområde, der i antal årligt vokser med Kollektive boligområder med grundejerforeninger som styringsgrundlag er således en stadig voksende industri (Low 2003a:176) 10. Grundejerforeningens organisering beror på en række styringsdokumenter betegnet Covenants, Contracts & Restrictions, herefter CC&R 11, der er et system af private kontrakter mellem huskøber og bygherre (McKenzie 1994:36). CC&R etablerer betingelserne for grundejerforeningens ansvarsområder og beføjelser samt fastsætter den enkelte beboers forpligtigelser. Disse betingelser udspringer af et tvedelt ejerskabsforhold, der kendetegner CID, hvor beboeren både er ejer af en individuel bolig og har økonomisk andel i fællesarealerne. CC&R definerer ligeledes regler for valg til bestyrelsen, beskatningsforhold samt sætter restriktioner for ændringer og forbedringer på de individuelle boliger (Ibid. 2006:12ff). CC&R betegnes af denne årsag ligeledes restriktive kontrakter, idet de sætter begrænsninger for ejerens brug af egen private grund (Low 2003a:35). CC&R er oftest meget detaljerede og kan være på flere hundrede sider idet reglerne, alt efter graden af rigiditet, dikterer alt fra farvenuancerne på husfacaderne, boligens interiør, hvor længe beboerne må socialisere i deres have til krav om hundes maksimumvægt (Low 2003a:158) I takt med CID s voksende udbredelse og popularitet er reglementerne på tværs af forskellige typer af CID blevet mere og mere standardiserede. Denne standardisering er hovedsageligt sket på foranledning af det privatfinansierede Community Associations Institute (CAI), der blev grundlagt med det formål at professionalisere og ensrette CID ernes organisationsstruktur og styringsgrundlag, herunder CC&R (McKenzie 1994:83, 110). Helt konkret er dette blevet udmøntet i lovpakker, som den ansvarlige entreprenør forud for boligopførslen får udfærdiget af advokater hvilket betyder, at de forskellige boligområders CC&R således grundlæggende er enslydende i deres regelsæt. 9 Disse tal er fra 1998 og er, ifølge vores research, de mest opdaterede. 10 Hvis disse statistikker korreleres med antropologen Setha Lows statistikker om gated communities, kan vi se, at langt de fleste områder derudover er indhegnede. I 1995 boede 4 mio. amerikanere i gated communities, hvilket var steget til 16 mio. i En opgørelse fra American Housing Survey i 2001 estimerer, at knapt 10% af alle amerikanerne bor i en eller anden form for indhegnet område (Low 2003a:15). 11 I specialet benyttes endvidere reglementer, regelsæt og regler i henvisningen til CC&R. 9

10 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme De privatstyrede boligområder er ikke et eksklusivt amerikansk fænomen, idet disse boligområder er udbredt over det meste af verden 12. Imidlertid har et bestemt amerikansk politisk, økonomisk og socialt klima fremmet opkomsten af de private enklaver, og det er i den amerikanske kontekst, at selvstyringsaspektet tydeligst kommer til udtryk (McKenzie 2006:9). I USA har den amerikanske liberale velfærdsmodel haft konsekvenser for boligmarkedet, der primært har formet sig efter de frie markedskræfter og derfor, i større eller mindre grad, er forblevet ureguleret af staten. Eksempelvis udgør socialt boligbyggeri blot 2% af det amerikanske boligmarked, hvorfor det private boligejerskab fremstår som normen (Aalbers 2003:7). Det er ikke blot boligejerskabet, der fremmes i en liberal politisk kontekst, men også selvstyring, der delvist er tilvejebragt gennem privatisering. Selvstyringen i de private boligområder foregår qua grundejerforeningerne, hvis fordelagtigheder promoveres med henvisning til en effektivisering af tidligere offentlige funktioner. Samtidig kan middelklasseenklaviseringen ses som udtryk for en udpræget amerikansk forestilling om retten til at bestemme over og kontrollere eget liv og kan som sådan betragtes som en sublimering af udprægede amerikanske værdisæt. Opkomsten og populariteten af de private boligområder er derfor at forstå indenfor et politisk klima, der på mange måder tilskynder til private selvstyrende organer. De private boligområder instituerer sig i krydsningsfeltet mellem den private og den offentlige sektor. Opførsler af private boligområder er dog primært en privatiseret proces, der finder sted på baggrund af entreprenørers initiativer. De lokale styreorganer de kommunale bestyrelser 13 er imidlertid ikke uden indflydelse i denne proces. Etableringen af et CID finder primært sted på to måder. I det ene tilfælde opkøber entreprenører offentlig jord, hvorefter de lokale myndigheder, på baggrund af entreprenørernes konstruktionsplaner og finansieringsramme, kan afvise eller godkende projektet. Ved endelig godkendelse af byggeplanerne overgår ansvaret af området eksklusivt til entreprenøren, men byggeriet kontrolleres efterfølgende jævnligt af lokale byggemyndigheder. I det andet scenarium opkøber entreprenører nedlagte landbrugsområder fra farmere og undslipper dermed de kommunale myndigheders kontrol, idet den private jord forbliver udenfor offentlig regulering. 12 Indhegnede private boligområder har udviklet sig til et globalt fænomen for den velhavende del af befolkning og forekommer bl.a. i Mexico, Latinamerika, Sydafrika, Libanon, Kina, Portugal, Spanien, England, New Zealand og Rusland (Se Glasze et al 2006). 13 De lokale styreorganer er oversat fra Local Government, der er det enkelte countys styreorgan, dvs. hvad der i dansk regi ville svare til en kommunal bestyrelse. 10

11 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme De lokale myndigheder spiller i nogle tilfælde en mere aktiv rolle, idet de kan kræve, at boligopførsler i deres county sker i privat regi. Dette krav skyldes primært, at de private boligområder er attraktive styringsalternativer til kommunale boligopførsler, idet de overfører gældspligter, opbygger og vedligeholder områdets infrastruktur samt varetager offentlige serviceydelser, hvilket letter det pågældende countys budgetter (McKenzie 2006:10, 19f). Der er forskellige grader af privatisering og selvstændiggørelse af de private boligområder. Inkorporation er betegnelsen for en juridisk løsrivningsproces, hvorved et boligområde bliver en uafhængig lovmæssig enhed og får formel status som by 14. Inkorporerede byer har større juridisk råderum i beskatningsspørgsmål samt i bestemmelsen af hvilke beboere, der må flytte ind. Disse byer forbliver imidlertid ikke altid uafhængige af de lokale myndigheder, der i nogle tilfælde søger at annektere de private boligområder, der ligger udenfor deres jurisdiktion for derved at opkræve grundskat. Beboerne bliver i disse tilfælde beskattet indenfor såvel som udenfor de private boligområder, hvilket har afstedkommet en række problematikker, herunder krav om reduktion i grundskatten 15 med henvisning til boligområdets egen varetagelse af serviceydelser (Blakely & Snyder 1997:25, Low 2003a:20ff, 189ff). Uanset hvordan privatiseringen finder sted og hvilken grad af selvstyring der er tale om, er de privatstyrede boligområder i dag en stadig stigende tendens i den amerikanske boligindustri. Hvad der før var underlagt offentlige serviceydelser og den offentlige infrastruktur bliver nu i stigende grad privatiseret og placeret under grundejerforeningers administration (McKenzie 2006:10). Siden slutningen af 1990 erne har private boligområder været den mest debatterede form for urban udvikling, blandt andet fordi de stiller spørgsmålstegn ved fundamentale ideer om, hvad der udgør et ideelt samfund (Glasze et al 2006:4). De private boligområder er på mange områder afspejlinger af den amerikanske sociale og økonomiske polarisering, der viser sig i større rumlige segregationsmønstre. Samtidig afspejler de private boligområder også et samfund, hvis sociale orden i stadig større grad opretholdes gennem urbane befæstninger, overvågning, segregation og andre former for 14 Eksempler på inkorporerede byer er Hidden Hills (1.812 beboere), Rolling Hills (2.076 beboere) og Canyon Lake ( beboere) alle sammen beliggende i Los Angeles (Blakely & Snyder 1997:26). 15 I det private boligområde San Antonio er der eksempelvis grundlagt en Homeowners Taxpayers Association, hvis eneste formål er at reducere skatten for beboerne (Low 2003a:193). 11

12 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme sikkerhedsmæssige markører. Boligformerne afføder mange problematikker såsom privat vs. offentlig organisering af borgerlige goder og serviceydelser; retten til et sikkert miljø vs. retten til offentlig tilgængelighed; kollektivt forbrug vs. individuelt forbrug, inklusion vs. eksklusion og heterogenitet vs. homogenitet. Perspektivet omkring den private selvstyring indfanger efter vores overbevisning alle disse problematikker, idet den form for styring der foregår indenfor murene i CID har betydning for den interne sociale orden, for de sociale relationer og for individets handlemuligheder. I kraft af fænomenets udbredelse er det endvidere vores opfattelse, at styring i private enheder ikke blot har betydning for det lukkede rum, men øver indflydelse på samfundets generelle politiske og samfundsmæssige orden. Samtidig er CID s udbredelse og popularitet at forstå som en konsekvens af en særlig politisk dagsorden. Vi betragter derfor de private boligområder som en ny territorial form for politisk organisering på lokalt niveau, hvis betingelser må forstås i en særlig amerikansk politisk og samfundsmæssig ramme. Problemformulering Med udgangspunkt i en overordnet analyse af de politiske og sociokulturelle mulighedsbetingelser for opkomsten af de private boligområder Common Interest Development i USA i det 19. og 20. århundrede, analyserer og diskuterer vi følgende: Hvordan praktiseres styring i Common Interest Development, og hvilken social orden samt individuel og kollektiv adfærd forudsættes af og skabes gennem de anvendte styringsstrategier? Uddybning af problemformulering og begrebsafklaring Vores formål med dette speciale er at analysere og diskutere mulighedsbetingelser for- og de sociale implikationer af den form for styring og rumlige organisering, der giver sig til kende i de private boligområder. Specialet indledes med en kronologisk gennemgang af det vi betragter som de politiske og sociokulturelle mulighedsbetingelser for CID s opkomst. Politiske mulighedsbetingelser skal her forstås som de private og offentlige tiltag 16, der har haft betydning for byernes enklavedannelse og homogenisering med fokus på opkomsten af de 16 I specialet henviser det offentlige til staten, dvs. den overordnede regering og de lokale myndigheder samt de tilknyttede institutioner, mens det private henviser til civilsamfundet, autonome enheder, erhvervsliv, klubber, familien mm. (Heywood 1997:8). 12

13 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme moderne private boligområder. Politik skal i specialet forstås i bred forstand og refererer ikke udelukkende til en regeringsmæssig politisk praksis, men også til en social aktivitet, der bevarer og modificerer reglerne for de menneskelige relationer (Heywood 1997:4). Politik anvendes i specialet som de forhold og teknikker, der udgør organiseringen af det sociale liv 17. De sociokulturelle mulighedsbetingelser refererer til de samfundsmæssige forhold, der har muliggjort udviklingen af CID. Til grund for styringspraksisserne i CID ligger benævnte styringsrationaler, der kommer til udtryk gennem nogle bestemte teknikker og strategier. Med styringens praktisering henviser vi til, hvordan styringen implementeres gennem juridiske instrumenter såsom kontrakter og reglementer, og hvordan disse håndhæves af grundejerforeningen. De anvendte styringsstrategier henviser tilbage til disse instrumenter. Med adfærd peger vi på individers opførsel i boligområderne med fokus på de former for kollektive og individuelle subjektiviteter, der udspringer og betinges af styreformen. Hermed refererer vi til det dialektiske forhold der opstår i relationerne mellem en bestemt styringsform og individerne. Med social orden menes den sociale organisering og normer, der opstår ud af styringens praktisering og den påkrævede adfærdsnorm. Kapitelstruktur Vores problemstilling har tre bestanddele, der afspejles i specialets struktur og kronologi. Kapitel I er specialets metodiske og teoretiske ramme, der udgør den forståelsesmæssige baggrund for resten af specialet. I Kapitel II afdækkes de parametre vi betragter som mulighedsbetingelser for CID s opkomst og udbredelse. Kapitlet tjener som baggrundsviden for afdækningen af styringen i CID og vil endvidere blive inddraget i analysen. Kapitel III er en tematisk gennemgang samt analyse af de konkrete styringsdokumenter og sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at diskutere den måde, hvorpå styringen praktiseres indenfor de private boligområder. Kapitel IV er en teoretisk analyse og diskussion af, hvilke adfærdsnormer, subjektiviteter og social orden, der opstår i og efterstræbes qua de anvendte styringsstrategier. Konklusionen i Kapitel V er en opsummering af specialets analytiske konklusioner og afsluttes med nogle perspektiverende betragtninger. 17 Betragtninger over politik i forhold til styring vil blive uddybet i afsnittet Det teoretiske og videnskabsteoretiske fundament. 13

14 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme Det teoretiske og videnskabsteoretiske fundament Der er mange perspektiver der kan anlægges på det, vi betragter under betegnelsen CID. CID er historisk og samfundsmæssig betinget og er på én og samme tid en afspejling og produkt af samtiden. Vores perspektiv styring er ikke udtømmende for dette fænomen, men en optik der kan belyse visse aspekter af boligformen, herunder først og fremmest en moderne måde at organisere sig på. Styringsbegrebet er specialets overordnede analysefokus og skal ikke udelukkende forstås i en snæver politisk-teknisk forstand, men som en bestemt måde at anskue menneskelige forhold på, der beror på individets subjektgørelse samt de skiftende og dialektiske magtrelationer individer indgår i. Denne styringsforståelse danner den teoretiske ramme for specialet og vil i det følgende afsnit blive ekspliciteret. Den franske professor i idésystemer, Michel Foucaults ( ) teoridannelse er udgangspunkt for specialets videnskabsteoretiske såvel som teoretiske præmis. Foucault kan dog ikke stå alene, hvorfor vi inddrager den italienske filosof Giorgio Agamben (f. 1942), den franske filosof Gilles Deleuze ( ) og den engelske sociolog Nikolas Rose (fødselsår ukendt), der alle inddrages i en uddybning og videreudvikling af vores teoretiske platform. Dette sker ud fra en betragtning af, at teoretikerne grundlæggende befinder sig indenfor samme videnskabsteoretiske ramme som Foucault, at de udvalgte teoretiske emneområder er en videreudbygning af hans ideer og på nogle punkter endvidere yder en konstruktiv kritik heraf. Sammenfald og afvigelser mellem Foucault og de øvrige teoretikere vil blive ekspliciteret i deres respektive afsnit. Dette afsnit skal betragtes som en overordnet skitsering af specialets anvendte teoretiske perspektiver, mens eksemplificering, anvendelse og uddybning sker løbende gennem specialet. Perspektivet på styring, subjektgørelsen og de sociale former i CID tager afsæt i Foucaults analyser af den moderne styringsrationalitet governmentality. Dette begreb afspejler en subjekt- og magtopfattelse, der adskiller sig fra klassiske magtopfattelser. Foucaults videnskabsteoretiske præmis er opløsningen af normative kulturelle forestillingsmønstre om samfundet og dets befolkning i et forsøg på at eliminere ikke understøtte de sandheder, der betragtes som eviggyldige for samfundets konstituering. Foucault søger ikke at udvikle generelle teorier om mennesket og samfundet, men at dekonstruere universelle teoribygninger (Lindgren 2001:326). Foucaults anlagte perspektiv på givne verdensopfattelser 14

15 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme kommer blandt andet til udtryk i en kritik og selvkritik. Hans videnskabelige tilgang indebærer, qua hans andethed til studieobjekterne, en kontinuerlig redefinering og nytænkning. Foucaults analyser tager udgangspunkt i gensidige relationer, mangfoldighed og mobilitet, hvorudfra de menneskelige praksisser og subjekter formes (Heede 2002:10ff). Hans dekonstruktive tilgang får dermed direkte konsekvenser for hans betragtninger om subjekt, magt og styringsrationaliteter, der beskrives i det følgende afsnit. Det er væsentligt at fremhæve, at der ikke forekommer én endegyldig version af Foucaults magtforståelse grundet de evigt forskydende begrebsanvendelser, og fordi analytikken tilpasses strategisk efter det genstandsfelt, den forsøger at gennemtrænge (Larsen 2006:365). Præmissen for en foucaultsk magtudlægning bliver derfor at tænke ud over de gængse samfundsvidenskabelige magtforståelser og begribe magt som en kompleks strategisk situation i et givet samfund (Larsen 2006:370). På dette punkt fremstår Foucault som en svært tilgængelig teoretiker, der ikke entydigt forståelsesmæssigt såvel som sprogligt lader sig indfange. Governmentality, selvskabelse og genstandsgørelse Et gennemgående motiv i Foucaults analyser er individet som et konkret historisk produkt og ikke som et universelt, suverænt eller naturgivent subjekt. Denne subjektforståelse fordrer en opløsning af gængse forestillinger om mennesket og en afindividualisering af subjektet, for at muliggøre en afdækning af, hvordan subjektet er blevet skabt gennem historiske brud. Med fokus på kroppen anskuer Foucault subjektet som en tom ramme, hvor diverse historiske begivenheder indskriver sig og former individet gennem materialer, energier, drifter og tanker (Heede 2002:18ff). Det har affødt en kritik af Foucaults subjektforståelse, idet individet kan forekomme som en genstand for magt uden handlekraft i sig selv. Dette er delvist en konsekvens af, at Foucault ikke tager afsæt i et egentligt subjekt, men i de relationer der skaber bestemte subjekter. Dog forudsætter dette en subjekt/objekt-relation, dvs. individet altid indgår i magtrelationer, hvor det både er styret og styrende. Foucault er således interesseret i, hvordan subjektiveringen aktivt kommer til udtryk gennem selvets praksisser. Disse praksisser udspringer aldrig fuldstændigt af individet selv, men er modeller der findes i verden og som pålægges af kulturen, samfundet og socialgruppen. Praksisserne kan betragtes som teknologier, der er individets midler til at operere på egen krop, tanker og opførsel, så det kan transformere sig selv med henblik på at opnå en ønsket 15

16 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme tilstand. Foucaults genealogiske undersøgelser dekonstruerer forestillinger om mennesket for at vise, hvordan subjektet gennem disse teknikker og praktikker konstituerer sig selv i en given form (Foucault 2003a:27ff, 2003b:146). Hans subjektforståelse omfatter de måder, hvorpå mennesker på én og samme tid objektiveres gøres til genstand for magt og subjektiveres formes som subjekter i et selvforhold. Denne tvedeling i subjektforståelsen beror på det dialektiske forhold mellem individets underkastelse til andre gennem afhængighed/kontrol og bindingen til egen identitet. Begge betydninger af begrebet subjekt er knyttet til magt, idet magten på én og samme tid undertvinger individer ( subjugates ) og subjektiverer det ( makes subject to ) (Heede 2002:23f). Foucaults subjektforståelse er således uløseligt forbundet til hans magtforståelse, eftersom konstitueringen af individer er et resultat af- og mål for magten. Governmentality som moderne styringsperspektiv Foucault forstår magt som en elementær og produktiv kraft, der er grundlæggende i sociale formationer og relationer. Magt kan ikke besiddes og emaneres ikke blot fra staten eller en suveræn magtinstans men opstår i og gennem de menneskelige relationer. Magt er en form for styring individer udøver over hinanden og over sig selv, og Foucault taler således snarere om magtrelationer end magt, idet magtrelationer udtrykker de strategiske midler, igennem hvilke individer søger at styre hinandens adfærd (Foucault 2003a:34). I denne optik bliver staten derfor blot et delelement i mangfoldigheden af ahierarkiske styringsrelationer (Foucault 1991:94). Denne magtforståelse gennemstrømmer Foucaults tekster. Det er imidlertid først med begrebet governmentality, at koblingen mellem individets selvstyring og adfærdsstyringen ekspliciteres. Første gang Foucault anvender denne betegnelse er i forelæsningen Governmentality på Collège de France i På dansk oversættes betegnelsen oftest politisk styringsrationalitet eller moderne regeringsrationalitet (Villadsen 2002:78). Begrebet er en sammensætning af govern og mentality og kan direkte oversættes med styringsmentalitet. Styring henviser i denne sammenhæng til forskellige former for conduct of conduct adfærdsstyring og omhandler de tænke- og handlingsmåder, hvormed individers og gruppers adfærd søges formet, reguleret eller styret mod specifikke mål, og hvordan subjektet gør sig selv styrbart i og gennem disse magtrelationer (Inda 2005:6). Governmentality begriber dermed individets styring af sig selv og rækken af de praktikker, 18 Forelæsningen er gengivet i Burchell et al (1991) The Foucault Effect. Studies in Governmentality, The University of Chicago Press, Chicago. 16

17 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme der konstituerer, definerer, organiserer og instrumentaliserer individets strategier. Denne styring er kun mulig på baggrund af frie individers relationer, hvorfor begrebet dermed indfanger magtrelationernes og frihedens gensidighed (Foucault 2003a:41). Styringens genealogi Foucault betragter governmentality som en udpræget moderne styringsrationalitet. Denne rationalitet bryder med tidligere styringsformer, hvilket belyses gennem en genealogisk analyse af magtrelationerne, som de kommer til udtryk i forskellige historiske situationer med afsæt i slægtskab, herkomst og historiske brud frem for traditionel historieskrivnings fokus på begyndelse, årsag og udvikling (Lindgren 2001:338). Det idémæssige brud i opfattelsen af hvad det vil sige at regere, lokaliserer Foucault i en række politiske traktater og dokumenter i den tidligt moderne periode (fra ca. 1550), hvor styring ikke længere eksklusivt knyttes til en suveræn magt men afføder en række nye problematikker, som Foucault benævner art of government, styringskunst. Problematikkerne omhandler hvordan der skal styres, hvem der skal styres, med hvad der skal styres og hvad målet med styringen skal være. Styringskunsten har imidlertid stadig sit udgangspunkt- og legitimeres i den suveræne magt, der udøves over et territorium og dets indbyggere 19. Men i modsætning til den suveræne styringsrationalitet, hvis mål er cirkulær, dvs. suveræniteten er mål i sig selv, så er styringens genstand i styringskunsten de menneskelige relationer (Foucault 1991:87ff). Styringskunst er dermed ikke en selvrefererende magtudøvelse, men en passende disponering og disciplinering af menneskelige affærer således, at de fører til passende mål. For at opnå disse mål må ting organiseres gennem taktikker: government [ ] is a question not of imposing law on men, but of disposing things: that is to say, of employing tactics rather than laws, and even of using these laws themselves as tactics (Foucault 1991:95). Styringskunsten kan imidlertid, ifølge Foucault, ikke udvikle sig i en autonom form, så længe suveræniteten forbliver den grundlæggende politiske institution (Foucault 1991:96f). Det er således først i det 18. århundrede, at Foucault ser regeringskunsten fuldstændig løsrevet fra suverænitetens juridiske domæne i en udkrystallisering i den moderne styringsrationalitet, governmentality. Dette skifte beror på opkomsten af nye statistiske 19 Af særlig betydning for Foucaults genealogi er den italienske politiker og skribent Niccolò Machiavellis bog Il Principe (fra 1532), på dansk Fyrsten, idet Foucault anskuer den moderne styringsrationalitet som en eksplicit opposition til Machiavellis magt/suverænitetsteori. Her er magten centreret omkring fyrsten, hvis mål med magtudøvelsen er at forstærke og beskytte sit ejerskab fyrstedømmet. Fyrstens suverænitet udøves over et territorium og over indbyggerne af dette territorium undersåtterne om nødvendigt gerne med vold (Foucault 1991:89f, Aasdalen 2006:55). 17

18 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme repræsentationsformer og indfinder sig i det øjeblik, hvor selve befolkningen bliver mål for styring, dvs. anskues som et segment med egne regelmæssigheder. Styringsrationaliteten begrundes dermed i bestemte former for viden om det styrede, hvorunder befolkningen bliver genstand for- og et instrument i styringen (Foucault 1991:99f). Denne befolkningsomsorg bliver samtidig grundlaget for en ny teknologi kaldet biomagt, der behandles i afsnittet Biomagt disciplinering og regulering af livet. Governmentality reducerer ikke politisk magt til statssfæren men til de forskellige styringsforhold, og det centrale bliver i højere grad governmentaliseringen af staten, dvs. hvordan staten underlægges det moderne styringsrationale. Opsummerende belyser denne genealogiske udredning skiftet fra en klassisk styringslegitimitet, den suveræne styringsrationalitet over en styringskunst til en moderne styringsrationalitet. Denne genealogiske gennemgang skal imidlertid ikke illustrere, hvordan væsensforskellige rationalitetsformer har erstattet hinanden, idet der snarere er tale om en sammenfletning af forskellige styringsmodi. Således ser Foucault ikke en strømlinet udvikling fra en suveræn retsstat over en administrativ disciplinærstat til en governmentaliseret stat men som en triangel, der består af suverænitet, disciplin og styring (Foucault 1991:102ff). Dermed gør en række styringsrationaliteter sig skiftevis gældende under moderniteten, hvorfor suveræne og disciplinære styringsrationaliteter stadig afspejles i de nutidige politikker. Den moderne styringsrationalitet er kort sagt kendetegnet ved at have befolkningen som primært mål, den politiske økonomi som primær videnskab og sikkerhedsapparater som teknisk middel. Foucaults magtforståelse har, ligesom hans opfattelse af subjektet, affødt en del kritik der hovedsageligt peger på, at hans magtbegreb er totaliserende og desubjektiverende, eftersom magt ikke kan reduceres til én instans men udspiller sig i alle menneskelige relationer. Vi er grundlæggende enige med Foucault i, at styring er et vigtigt parameter i de sociale forhold, for så vidt som mennesket bestandigt søger at moderere og regulere egen adfærd og andres. Hvorvidt al adfærd og alle menneskelige relationer kan reduceres til et spørgsmål om magt, finder vi dog vanskeligt at afgøre. Vi vil imidlertid argumentere for, at Foucaults governmentalitybegreb, måske mere end nogen anden magtteoretisering fra hans side belyser, hvordan subjektets styring af sig selv spiller sammen med subjektets objektivering. Foucaults styringsbegreb gør os i stand til at komme udover et snævert politisk felt og 18

19 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme belyse, hvordan de forskellige styringsformer rent faktisk udmønter sig i de sociale relationer og ikke blot som politiske dekreter fra oven. Governmentalityfeltet og operationalisering af governmentalitybegrebet Foucault udlagde kun få betragtninger om den moderne styringsrationalitet, hvorfor det i høj grad har været op til andre forskere at udvikle governmentalitybegrebet og sætte det i anvendelse. Der findes ikke én overordnet governmentalitytradition, men derimod et heterogent og vidtfavnende felt, hvis analyser har forskellige udgangspunkter såvel som empiriske genstandsfelter (Marlow 2002:243). Nikolas Rose er én af de mere fremtrædende governmentalityforskere, og det er primært hans operationalisering af begrebet, der er relevant for vores speciale, hvilket gennemgås i afsnittet Frihed, liberalisme og det selvstyrende individ. Grundlæggende er der tre dimensioner af styringen, der må indkalkuleres i en operationalisering af styringsbegrebet: Styringens politiske rationale, styringsteknologier og styringens subjekter. Disse tre dimensioner forudsætter gensidigt hinanden og er alle relevante i en analyse af hvordan, med hvilke midler og med hvilket formål, styringen udspiller sig i CID. Herunder ekspliciteres de tre niveauer og deres analytiske relevans. Antropologen Jonathan Xavier Inda betegner styringens rationaliteter som de former for viden, ekspertise og beregninger that render human beings thinkable in such a manner as to make them amenable to political programming (Inda 2005:2). Rationaliteterne omfatter de skiftende diskursive domæner, hvori magtudøvelsen konceptualiseres, hvor moral retfærdiggøres og hvor politikkens former, mål og begrænsninger udtænkes, legitimeres og rationaliseres (Inda 2005:7). Ifølge Foucault er rationalitet ikke noget, der ligger gemt i subjektet eller kan aflæses af subjektets handlinger men omhandler, hvordan forskellige former for rationalitet indskriver sig i diverse praksisser og institutioner (Villadsen 2002:83). Vi analyserer styringens rationaliteter i en neoliberal optik i en afklaring af de moralske legitimeringer og ræsonnementer, der udspiller sig i styringsformen i CID. Styringsteknologierne henviser til de praktiske teknikker, instrumenter og programmer, hvorigennem menneskelig adfærd søges formet og instrumentaliseret. Her omsættes styringens rationaliteter til praksis (Inda 2005:2). Styringsteknologier repræsenterer på den ene side de materielle virkemidler, der muliggør en manipulation og påvirkning af virkeligheden. På den anden side henviser styringsteknologierne til en forestilling om, at 19

20 Kapitel I Specialets teoretiske og metodiske ramme virkeligheden netop kan programmeres og indfanges og derigennem reformeres og forbedres. Individer og deres miljø betragtes i denne logik som programmerbare genstande, der kan modereres i en ønsket retning (Inda 2005:9f). Styringens teknologier er i CID-regi styringsdokumenterne, CC&R, der danner grundlag for styringen. Styringsteknologierne anvendes ydermere som et perspektiv på den overordnede rumlige styring i det 19. og 20. århundrede, som vi behandler i Kapitel II. Styringens subjekter omfatter de forskellige typer af individuelle og kollektive identiteter, aktører, personer, der opstår ud af- og gennem styringsaktiviteterne. Ved at knytte individer til bestemte identiteter gennem grupperinger og kategoriseringer kan adfærdsstyring forme individuel såvel som kollektiv velfærd (Inda 2005:2ff). Det er vores mål at finde frem til, hvordan beboerne styrer sig selv gennem styringsteknologier i de private boligområder og hvilke subjekter, der sættes gennem denne styring. Opsummerende inddrages styringens tre dimensioner med tre analytiske formål for øje: at belyse styringens politiske rationaler; at nå til en erkendelse af de midler, der anvendes i styringen samt afdække, hvilke former for subjektiveringer og objektiveringer, der kommer til udtryk i styringsrelationerne. Governmentalityperspektivet på CID muliggør en analyse af, hvordan beboernes adfærd søges reguleret og styret mod specifikke mål, og hvordan de styrer sig selv i og gennem disse magtrelationer. Biomagt disciplinering og regulering af livet Governmentalitybegrebet refererer til de rationaler, instrumenter og teknikker der retter sig mod det moderne samfunds styringsgenstand, befolkningen, og de udspringer af en politisk viden, som Foucault betegner biomagt. Ifølge sociolog Kasper Villadsen må governmentalitybegrebet suppleres med biomagts- og suverænitetsbegrebet for ikke blot at gentage liberalismens normative påstande (Villadsen 2001:79). Hvor governmentalitybegrebet fremstår som styringsmåden, retter biomagten sig mod styringsgenstanden kroppen. Foucault omtaler og identificerer for første gang biomagt i Viljen til viden. Seksualitetens historie Bind I (Foucault 1994:139ff). Her betegnes biomagt som en politisk viden udviklet fra det 17. århundrede, hvis politiske målsætning er befolkningen og politiske midler de instrumenter, der skal forme og regulere befolkningens livsbetingelser, de af Foucault benævnte sikkerhedsapparater. Foucaults hovedtese er, at hvor den suveræne styringsmagt er 20