Af Per Nørgård. Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse -

Transkript

1 T R O E N K A N F LY T T E G R Æ N S E R ( ) Af Per Nørgård Først og fremmest må man gøre sig klart, at det er ren og uforfalsket kulturimperialisme, der ligger bag kronikørerne Mogens Jakobsen og Johnny Werngreens hån over for fænomener som healing, astrologi, reinkarnation m.v. (det er kun 10 år, der adskiller os fra den tid, hvor de havde kunnet medtage akupunktur i deres sortliste). For det er eksakt de samme, magiske, fænomener, der udgør en hoved nerve i bevidstheden hos 80 % af Jordens befolkning. En ting er, at det er ulideligt at blive belært om, hvad man har lov til at mene er virkeligt eller ikke virkeligt. Noget andet er, at det må være krænkende ud over alle grænser, når de der rammes af hånen daglig lever sammen med disse fænomener som konkret virkelighed, således som det er tilfældet for befolkningerne i de magiske kulturer, som vi for kortheds skyld kan kalde Østens. Det må være noget lignende samme fornemmelse, som ramte den jævne franskmand, der først fandt hulemalerier og blev kaldt svindler (han døde sindssyg!) eller forskeren, som fandt blodomløbet og blev piftet ud. Kulturimperialismen har haft langt større omfang før, hvor den omfattede snart sagt alle koloniserede befolkningers værdier med foragt, herunder også billedkunsten og musikken, foruden altså trosforestillinger og levestil. Churchill kaldte Gandhi for denne halvnøgne fakir. I dag har dette ændret sig, for kunstens vedkommende i hvert fald, hvor f. eks. Debussy, Messiaen, Britten og mange andre komponister har begejstredes for den balinesiske musik, og hvor en fremragende musiker som Gert Mortensen rejser til Indonesien for at studere gamelanorkestrene og hjemføre nogle af deres instrumenter. For kunstens vedkommende er Den Tredje Verdens værdier blevet o.k.-stof for de vestlige smagsdommere, der bifalder Raga, Gamelan, No og Gagaku men Gud fri og bevare dem vel for at skulle beskæftige sig seriøst med det, som for disse kunstnerisk begavede og charmerende indrømmet men også barnligt uvidende folk er konkret daglig virkelighed: magi, healing, meditation, astrologi, shakra s, meridianer (nåh nej, det er jo o.k. i dag)! Når denne magiske virkelighed pludselig gør sig for stærkt gældende på verdensscenen, opstår der en Herrens uro blandt de skriftkloge, således som man har kunnet se, da det udbredtes, at der blandt filippinerne praktiseredes operationer med masser af blod, men udført med healerens nøgne hænder og uden bedøvelse og smerte! Og en stor procent helbredelser. Opstanden omkring disse skandaløse fænomener fandt til at begynde med lettelse i at guffe beretninger i sig om tilfælde af notoriske bedragerier. Foruroligende videnskabsfolk kunne dog ikke i længden holde sig fra selvsyn på Filippinerne, medbringende alskens videnskabeligt og teknologisk udstyr, og de mest besynderlige happenings har fundet sted i mødet mellem magiske og teknologiske triumfer som når forskere fører geigertællere hen over en patient for at spore det kobolt, som de har imprægneret det vat med, som healer(sk)en har masseret ind i kroppen. Om disse, og om almindelige menneskers besøg, handler en med superskarpe farvefotos udstyret luksus-bog af Gert Chesi: Troshelbredere På Filippinerne. Såvel forfatteren, lægerne som patienterne og sluttelig de læsere, der ikke endegyldigt har bestemt sig forinden kastes hid og did imellem tilsyneladende tricks, beviste mirakler og et stort uigennemskuelige ubegribeligheder. Blandt det beviste må man vel henregne et tysk-schweizisk professorholds filmoptagelser af den føromtalte vatindgnidning, som er healersken Josephine Sisons specialitet af en eller anden grund. Ved en senere forstørrelse af hvert af de 25 billeder pr. sekund var den gradvise forsvinden af vattet klart synlig. De forskellige stumper forsvandt ikke på én gang, men tågede gradvis ud, indtil der ikke 1

2 var mere at se. Vattet var simpelthen dematerialiseret. Det blev senere rematerialiseret fra min strube. Dette beviser at et taskenspillertrick er umuligt. Den hurtigste bevægelse som et menneske kan udføre varer 1/18 sekund. Filmen opsplittedes i 1/25 sekunds optagelser, der ville have afsløret ethvert trick. Jeg betragter dette som et absolut bevis på, at vattet faktisk dematerialiserede sig til alt held i filmoptagelsernes tidsalder, siger Hans Naegeli, den ene af de fire professorer. Den himmelråbende naivitet i healerskens tiltro til, at det (ganske vist så pænt, videnskabeligt) hvide vat har noget fornuftigt at gøre i en menneskekrop, overgås kun i format at den alle kendte naturlove overskridende evne til faktisk at få det masseret ind. Andre i bogen dokumenterede og fotograferede tilfælde omfatter cm lange, levende, gullige orme, der trækkes op af maven på en patient, og strå i læssevis af strå efter at patienten forsøgsvis har sammenlignet sine mavesymptomer med en kildren som af strå. Prisen får dog utvivlsomt healeren Ernesio Tahilo, der, omgivet af filmende læger på alle fire sider, heksede en ubestemmelig masse op af patientens mave, som gradvis, begyndte at minde om strå og sluttede med at være en fuglerede. Reden indeholdt et par fjer og nogle småsten. I lyset af disse særprægede iagttagelser begynder det omdiskuterede blod ved de såkaldte, berømte blodige operationer at kunne ses, i hvert fald delvis, i et andet lys. Ligesom vat og injektionssprøjter (som en anden healer bruger, åndeligt) er også den blodige operation noget Filippinerne har forbundet med lægelig aktivitet og autoritet. Muligvis er det lige så lidt blod som fjer eller strå, der kommer ud af patienterne. Analyserne har vist sig svigagtige: ingen afgørelser eller absurde afgørelser er kommet fra laboratorieundersøgelser af det udtagne stof, (som f.eks. bestemmelsen af noget blod som fåreblod i et område, hvor der ikke findes får). Eller stoffet er forsvundet under rejsen hjem. Jeg ved intet, jeg forstår intet, undtagen at: om man skal tro på det bliver andres problem, ikke mit, for jeg har oplevet disse operationer på nærmeste hold over to dage og herunder også selv blevet opereret to gange, ligeledes genset nogle af operationerne på farvefilm. At skulle tvivle på, hvad jeg har oplevet, ville kræve, at jeg udraderede minderne om særdeles præcise syns- og kropssansninger og det er for meget forlangt. Den pågældende healer, Alex Orbito, (som hyppigt nævnes i Chesis bog) er kristen præst i Manilla, og var i november 1975 inviteret til Danmark af en kræftangrebet patient, der betalte Orbitos og hans assisterende brors flyrejse. Generøst, og gratis, opererede Orbito på andre der havde behov eller ikke behov som mig, der blot var inviteret til at se-medegne-øjne. Operationerne fandt sted på en lille ø i Nordsjælland under streng hemmeligholdelse for pressen og sundhedsmyndighederne efter dårlige erfaringer fra et tidligere besøg (Sundhedsstyrelsen indtog efter sigende et fjendtligt standpunkt til operationerne, fordi de dels var umulige dels uhygiejniske). Da jeg havde set en stribe operationer på en meters afstand, følte jeg det meget naturligt at smøge skjorten af og lægge mig på briksen, da Orbitos danske ven spurgte om jeg dog ikke ville opereres: dels (sagde han) kunne jeg jo ikke vide, om jeg fejlede noget, dels (og det vejede tungest for mig) var det måske min eneste chance i livet for at opleve fænomenet Med lukkede øjne og langsomt åndedræt følte jeg Orbitos hånd søge oven maven og ( selvfølgelig! tænkte jeg resigneret) stoppe et sted. En voldsom varme og skærende, men ikke egentlig smertefuld, følelse ledsagede slubrende lyde og derpå slut. Da vidste jeg, at han havde lukket åbningen med en håndbevægelse, som jeg havde set flere gange (ofte efter at han havde udspændt såret, for at man kunne se ind!). Jeg måtte nu rejse mig, kiggede ned og så et rosa armærke som jeg, indrømmet: med stolthed, checkede den følgende uge, når jeg var i enrum. Derpå var ethvert spor forsvundet. Fra dagen før jeg kom, blev det berettet at Alex havde fornemmet et vis læges skepsis, og under operationen på dennes far havde opfordret lægen til at stikke hånden i såret. Hvilket han gjorde. Stærke sager! Man som dr. Hans Naegeli skriver: Modstanden over for disse metoder 2

3 er en konsekvens af folks træghed mht. at finde ud af noget. Folk ønsker ikke at forandre deres videnskabelige tros-dogmer. De er vokset op med og har til hensigt at dø med dem. En holdningsændring ville berøve dem deres selvtillid. Nu er filippinske mirakeldoktorer én ting og den hastigt voksende psykoterapeutiske healing-bevægelse tilsyneladende helt forskellige fænomener. Der tales ikke så meget om absurde (men ofte helende)overskridelser af naturlovene, men snarere om en meningsfuld (og ofte helende) forbliven på vor naturvidenskabelige grund. Der er næppe noget krænkende for vor skoleviden i de øvelser, der foreslås f. eks. af dybdepsykologen Jes Bertelsen, hvis værkers udbredelse viser den voksende interesse. Det er hovedsagelig meditationsog kropsstrøms-øvelser der tilbydes i store individuelle varianter. Man behøver ikke tro på Chakra s de syv roterende kropscentre man kommer hurtigt til at mærke dem, med samme intensitet (eller større), som med ens udvendige føleorganer. Joachim Israel berettede i sin kronik om et besøg hos healeren Robert Moore, der på en måde kan siges (bortset fra aldersforholdet) at supplere Jes Bertelsen, som Aladdin supplerer Noureddin. På trods af aldersforskellens modsatte fortegn synes den ældre Moore at besidde en spontan magisk genialitet, som Bertelsen har måttet nærme sig via langvarige universitetsforberedelser. Alene herved er Bertelsen er ret enestående og meget interessant skikkelse i europæisk åndshistorie. Vi befinder os nemlig med Bertelsen i den modsatte ende af det sjæleligt-magiske spektrum, hvis ene yderpunktrepræsenteredes af bl.a. de filippinske healere, der kan, men kun delvis fatter. Bertelsen er intellektuel, uddannet ved det filosofiske fakultet i Århus (med doktorafhandling om de kierkegaardske-jungske energier ) senere i Schweiz ved Jung-instituttet og igen senere ansat ved Århus Universitet, hvor han vakte opsigt og fik stor tilstrømning til de forelæsninger om dybdepsykologi, som senere redigeredes til de omtalte, stærkt solgte bøger. I dag er han centralskikkelsen i et vækst-center i Nørre Snede, hvor han arbejder for den (meditationsbetingede) vækst, som han anser for et tvingende tilskud til Vestmenneskets sjælelige udrustning. I mangt og meget kan han måske erindre om den forkætrede Rudolf Steiner, som forenede medfødt synskhed med doktoral lærdom: Bertelsen står tilsvarende som på én gang en forener af eksisterende viden og en fornyer, nemlig ved selve den uhørte foreningsakt, som naturligvis må skaffe ham modstandere fra de forskellige rene lærer s loyale tilhængere. Men just denne foreningsakt anser jeg for basalt vigtig i tidens kritiske tilspænding mellem Øst og vest, Nord, Syd, folk og ledere, mennesker og fæ, forældre og børn. Det er væsentligt at fatte hvor omfattende følger, det jeg har kaldt kulturimperialismen har fået på alle områder, eftersom den udspringer af, og afspejler, konflikten inde i hver af os, mellem vor venstre, analytiske og beherskende hjernehalvdel og den højre, intuitive, umælende og derfor underkastede hjernehalvdel, slaven. Målet er altså harmonisering mellem de almen menneskelige spændinger, mellem polerne bevidsthed-ubevidsthed, mandlig-kvindelig, indre-ydre, drøm-dagligdag osv. med denne viden om Bertelsens arbejde på bogplanet var det med forventning jeg deltog i et kursus som er gået hen og har suppleret sig med flere samt med individuelle møder hvorunder jeg i mig selv har fået legemlige anelser om de kræfter der er til healerens rådighed. Fra at være iagttager alene er jeg blevet om end yderst beskedent deltager (en variant af en berømt Bohr-sætning), men med vilje til bevarelse af iagttagelsesevnen under enhver (evt.) følgende vækst. Således synes Bertelsens egen udvikling at være foregået, og just dette alment-vestlige udgangspunkt for et menneske, der i dag tydeligvis besidder en sjette sans, bidrager i ikke ringe grad til den forsigtige optimisme, der synes at præge Bertelsens samarbejdere i dag. En personlig erfaring kan anskueliggøre, hvor konkrete resultater der kan strømme af en halv times daglig øvelse: under indstuderingsarbejdet på min opera Siddharta i Stock- 3

4 holm 1, vågnede jeg, på femte morgen, alt for tidligt, ved fem-tiden, vækket af en dunkende hjørnetand, langt fra min gode danske tandlæge. Irriteret lå jeg i vintermørket, for træt til at læse, for plaget til at kunne sove, og overvejede den tablet, der nok kunne fjerne smerterne, men også ville sløve min formiddags indsats. Uden egentlig at tro på projektet min selvtillid er ringe, hvad mine autosuggestive evner angår besluttede jeg mig til at forsøge med at forestille mig healing-( prana ) strømme på min syge tandrod. Hvilket jeg så gik i gang med. Det næste jeg husker er, at jeg ringede til en psykologiveninde, der havde ledsaget mig til det første Bertelsen-seminar, og glad fortalte, at: det virkede min tand smertede, jeg healede mig og faldt i søvn. Dette sidste var naturligvis en drøm, men en, som beviste, at jeg var faldet i søvn da jeg senere vågnede, uden smerter. Da forstod jeg, at jeg havde drømt, og at det jeg havde sagt i drømmen var rigtigt: min healing havde lullet både smerterne og mig selv til ro. (Derpå ringede jeg selvfølgelig til min veninde i København og fortalte hende: Det virkede!). I indledningen til denne kronik kaldte jeg det kulturimperialisme, når vesterlændingen håner, eller ligefrem bekæmper, de værdier som giver udviklingslandene styrke i dagligdagen. Det var mig lige ubehageligt at høre danske turister håne græsk-tyrkiske kvarttonemusik som kattejammer, som det var at se og høre de tre pæne, hvidhårede (næsten hvidkitlede) medicinske professorer i TV for ti år siden rakke ned på akupunkturen i kor: Jamen, disse meridianer, de er jo ikke til vi kan ikke påvise dem. De er simpelt hen udslag af gammel kinesisk overtro ho ho! - og så slog de sig næsten på lårene og var så fine, at de kun kunne sige P, og det har ikke noget at betyde, som H,. C. Andersen fastslår i Nattergalen. Sådanne mennesker er svære at diskutere med ( de må dø ud, som en avanceret fysiker fastslog), fordi de repræsenterer forstenede udtryk for vor vestlige venstre, analytiske hjernehalvdel, hvis genpart vi finder på verdensplanet, hvor dens ensidige teknologiske dominans bringer os nærmere til katastroferne dag for dag. Det er næppe overdrevet således at se verdensdramaet som en gigantisk udgave af den kamp, der hersker i hver enkelts (dobbelts!) to hjernehalvdele, mellem intellekt og fornemmelse med den deraf resulterende handlemæssige hjælpeløshed, som Ingmar Bergman kalder følelses-analfabetisme. Hvilket håb skulle der være om at løse problemer på verdensplanet eller bare omkring Frederiksholms Kanal som vi ikke engang kan løse i os selv? Denne tosidethed kommer til udtryk overalt, således også i de dominerende computertyper analog og digital (syntetisk og analytisk igen), men som biologen Brian Goodwin fastslår: Helt ind i den videnskabelige forskning genfindes de to metoder, med totalt forskellige tilnærmelser til forståelsen af biologiske systemer analog: betonende de sammenhængende aspekter, og digital: betonende de sammenhængende, logiske aspekter ved biologiske systemer. Som Goodwin fastslår må enhver fuldstændig behandling af sådanne fænomener indbefatte begge sider af deres opførsel. Altså komplementariteten, Bohr, Yang-Yin. Og det er just denne tosidede behandling vi ikke har på hverken bevidsthedens, dagliglivets eller samfundslivets områder. Deraf skævheder i vort forhold til Anden, Tredie og Fjerde Verdens folk, i vort forhold til natur og øvrige medpassagerer på Rumskib Jorden. Vi genfinder skævhederne overalt i udtrykkende for den patriarkalske kultur. Det kan forekomme paradoksalt, at det, med Bohr, var med den tilsyneladende mest materialistiske af alle videnskaber, atomfysikken, der blev slået en breche i den materialistiske erkendelsesteoretiske dominans. Men processerne på det mindste plan, kvanteplanet, unddrager sig logiske slutninger om hvor, hvornår og hvorledes noget sker. Derfor. I de senere år er denne tolkning radikaliseret væsentligt ud fra paradokset: stof er bølger (også), men bølger forudsætter stof. Især Bootstrap -hypotesen fremsat af Geoffrey Chew bringer fysikken ud til grænserne for en verdensforståelse, der baserer sig på verden som værende total bevidsthed og hver bevidsthedstolkning som bestemmende for virkelighedens faktiske tilstand. Herved 4

5 kommer evnen til at tro unægtelig stærkt ind i billedet, og vi kan derfor vende tilbage til filippinske mirakeldoktorer med to komplementære holdninger: når vi ser Josephine Sison massere det (fine, hvide) vat ind i en patient, kan vi betone det absurde: Josephine dog ho-ho! Hvornår bliver du så klog som vi? Eller vi kan bøje os til jorden i beundring: Hild dig, Josephine! Hvordan gør du? Hvornår bliver vi ligeså kloge som du? Litteraturhenvisninger: Gert Chesi: Faith Healers (Perlinger, 1981). Jes Bertelsen: Dybdepsykologi 1-4 (Borgen) C.H. Waddington (ed.) Towards a Theoretical Biology. Symposium (Edinburgh Univ. Press, 1968) Noter 1 Operaballetten Siddharta spil for den ventede uropførtes på Det Kgl. Opera i Stockholm foråret Kronik trykt i Politiken d. 3/6 1983, sidste bidrag i kronikserien Tro, Videnskab og Terapi. Tidligere kronikker: Mogens Jakobsen: Mennesket mellem magi og mekanik (d. 15/4 1983), professor Joachim Israel: Om magi og virkelighed (d. 5/5 1983), psykiateren Anders Groth og børnepsykiateren Bent H. Clässon: Jeppe og Nille og det, de savner (d. 18/5 1983) og stud. Psych. Johnny Werngreen: Flugten til åndernes verden (d. 26/5 1983), samt Per Nørgård: Troen kan flytte grænser (d. 3/6 1983). 5