Historien om William og en bedre løsning for alle til en billigere pris. Børn & Unge i samarbejde med familien Gregersen

Transkript

1 Historien om William og en bedre løsning for alle til en billigere pris Børn & Unge i samarbejde med familien Gregersen

2 Indhold Williams forældre 4 Williams børnehaveleder 12 Børnehavens områdeleder 15 Lederen af centerafdeling med autisme-kompetence 16 Chefen for kommunens dagtilbud 17 Chefen for børn og unge med særlige behov 18 Williams specialpædagog 19 William 23 Historien om William Udgivet af Børn & Unge Svendborg Kommune Fotos: fagfotografen.dk Tekst og redaktion: Benthe Hjorth Chr. Bureau4 Layout: Grafisk Afdeling, Svendborg Kommune i samarbejde med familien Gregersen Tryk: Trykteam Eftertryk er tilladt med kildeangivelse November

3 Den rigtige løsning og hvad der skal til Historien om William er historien om, hvad der skal til, for at børn med diagnoser kan deltage i almene dagtilbud. Det er samtidig historien om, hvordan vi kan skabe kommunal nytteværdi i forhold til både borgerne, fagligheden og økonomien. William fik som 3-årig diagnosen autist og blev indstillet til et autismespecifikt tilbud, som sædvanligvis ville være en specialbørnehave i Odense. Men forældrene var kede af at flytte ham fra hans børnehave i Svendborg, hvor han netop var begyndt at knytte kontakter til flere af de andre børn. Og vi, der fra kommunal side var involveret, syntes, at William var alt for lille til at blive kørt i taxa tre kvarter hver vej for at komme i børnehave især når det betød, at han blev taget ud af sit miljø. Det førte til et samarbejde på tværs i kommunens Børn & Unge om at skabe en lokal løsning, der var på højde med specialbørnehaven i Odense og der var vilje og velvilje hele vejen rundt. I et konstruktivt samarbejde med forældrene skabte vi en skræddersyet løsning til William. Hans børnehave fik tilført de fornødne ressourcer og den nødvendige faglighed blev opbygget i børnehaven med supervision fra vores lokale Centerafdeling på Sundhøjskolen, som er kompetent på autismeområdet. Det er en løsning, som forældrene er rigtig glade for, og som har betydet en positiv udvikling for William. Det er samtidig en løsning, som alle vi, der har været involveret, er glade for og stolte af. Den viser, at vi gennem tværgående samarbejde kan skabe gode, lokale kvalitetsløsninger i de almene dagtilbud for børn med diagnoser. Vores udgangspunkt var ikke at spare penge, men det viste sig, at Williams løsning betyder en besparelse på cirka kr. om året på grund af sparet taxakørsel til Odense og en lavere dagtakst. Den årlige udgift til Williams børnehaveplads er i dag cirka kr. mod en udgift på cirka kr., hvis han skulle have været til Odense. Historien om William er et bidrag til debatten om inklusion af børn med diagnoser, og hvordan vi skaber de rigtige tilbud til den rigtige pris. Vi håber, at vi med dette hæfte kan være med til at inspirere vores kollegaer i andre kommuner. Hæftet er lavet i samarbejde med Williams forældre, Christina og Martin Gregersen. November 2010 Birgit Lindberg Chef for kommunens dagtilbud Keld Hansen Chef for Børn og Unge med særlige behov 3

4 Vi har fået en William-løsning! Williams forældre, Christina og Martin Gregersen William blev født på sygehuset i Svendborg den 23. oktober Det var en hård fødsel, og han blev taget med sugekop, fordi hjertelyden faldt under fødslen. Da han kom ud, var han blå, men fik snart en naturlig kulør. Christina er rhesus negativ, og derfor skulle der lige efter fødslen tages en blodprøve af William for at se, om han var rhesus positiv. I så fald skulle Christina have en indsprøjtning med antistoffer. Men hun havde store smerter på grund af blødning, og derfor blev blodprøven glemt i første omgang. Den blev først taget senere og viste, at William ikke var rhesus positiv. Men den viste også, at hans blodsukker var alt for lavt. Derfor fik William sonde og blev overført til Odense UniversitetsHospital/OUH. Først efter 10 dage med drop på sygehus i Odense og Svendborg kunne han komme hjem til Thurø sammen med sine forældre. Christina og Martin lagde hurtigt mærke til, at William altid sad med hovedet til den ene side. De kunne dreje hans hoved, men han drejede det altid tilbage igen. De spurgte deres egen læge, som ikke mente, at det var noget. Sundhedsplejersken sagde det samme. De gik til babysvømning med William hos en fysioterapeut, og hun anbefalede dem at gå til en kiropraktor med speciale i småbørn. Kiropraktoren konstaterede, at William, som dengang var 6 måneder, havde en skæv muskel i ryggen, fordi han altid sad med hovedet til den ene side. Han var lang tid om at lære at sidde og gå, og Christina og Martin mente, at det skyldtes den skæve muskel. William begyndte i dagpleje, da han var et år. Vi kunne godt se, at de andre børn udviklede sig hurtigere på nogle områder, siger Christina. Men på andre områder var William hurtigere. Finmotorikken var rigtig god, han var dygtig til at se former, og senere var han lynhurtig til alt med tal. Som to-årig var han med til at bygge Lego technics. Martin fortalte ham, hvordan han skulle sætte tingene på, og det kunne han. Williams jævnaldrende begyndte at snakke, men det gjorde han ikke. Han begyndte at sige lydene, men stoppede lige pludselig, siger Martin. Vi troede, at det skyldtes problemer med ørerne. Vi måtte kæmpe for at få ham til ørelæge, og det viste sig, at han havde meget væske i ørerne. Øre lægen sagde, at han derfor nærmest havde levet i en osteklokke. På det tidspunkt var William optaget af at lære at gå. Ind imellem sagde han ord, men glemte dem ligesom igen. Han gik, da han var omkring 14 måneder, og vi syntes ikke, at det var vildt sent, siger Christina. Han snakkede stadig ikke, men han var dygtig til at lave fagter. Vi har altid brugt tegn, fordi min lillebror er døv, så vi forstod en del af hans fagter. Desuden var han god til at tage os i hånden og føre os f.eks. ud i køkkenet og pege på et glas, hvis han var tørstig. 4

5 Dagplejemoderen lagde mærke til, at når William havde taget et stykke legetøj og sat sig med det, så var det hans. Det var også tydeligt, at grovmotorikken ikke var så god. Han havde bl.a. svært ved at hoppe. Men igen syntes vi ikke, at det var noget særligt, og William er vores ældste, så vi havde ikke nogen at sammenligne med, siger Martin. Der havde jo også været så meget den svære fødsel, den skæve muskel og ørerne, så vi var rigtig længe om at se, at der var noget galt, tilføjer Christina. Faktisk mente vi jo ikke, at der var noget galt, men at det handlede om, at William bare tog sig tid på nogle områder, siger Martin. Men det, at William var lidt sen til nogle ting, gjorde, at forældrene efter sommerferien 2007 fik arrangeret et møde med Svendborg Kommunes specialrådgivning. Her blev de anbefalet en udredning foretaget af Specialrådgivningen for Småbørn i Odense en tværfaglig rådgivning, der dækker de fynske kommuner. Det var noget af en omgang, siger de samstemmende. Vi var bl.a. på OUH tre gange på en uge, William var til fysio- og ergoterapeuter, og han blev filmet, mens en psykolog lavede øvelser med ham og efterfølgende besøgte os derhjemme. Udredningen tog 3-4 måneder, hvorefter der blev udarbejdet en rapport, som blev fremlagt på et møde med Christina og Martin og alle de, der havde været involveret i udredningen. Konklusionen var, at William var lidt bagud cirka et år men der var ingen diagnose. Anbefalingen var, at William fik en specialplads i en daginstitution, og at der efter et halvt år blev foretaget en ny udredning. Efter sommerferien 2008 startede William i vuggestuen i Skovlinden i Svendborg. Her er 79 børn, hvoraf 15 er specialbørn. Specialpædagog Jette Jepsen blev Williams faste støtteperson. 5

6 Det var rigtig fint. Skovlinden er en fantastisk børnehave, og det gik godt med at køre William ind, siger Martin. Han var glad for personalet og de andre børn, og han trivedes godt. Han var i vuggestuen et år og flyttede så op i børnehaven nogle måneder før, han blev fire år. Han udviklede sig stille og roligt, og vi følte, at der hele tiden var flow i hans udvikling, hvilket var det vigtigste for os. Det var dog lidt af en kamel at sluge for os, at William kom i Skovlinden, siger Christina. For han har altid været udebarn. Han elsker, når vi går tur ved vandet eller i skoven, og vi ville gerne have haft ham i skovbørnehave. Men vi valgte at stole på, at de råd, vi fik, var de rigtige og det har vi ikke fortrudt. William skilte sig ud fra de andre børn i Skovlinden på to måder: Dels talte han ikke særlig meget. Dels knyttede han sig meget stærkt til sin faste støtteperson. Da William kom op i børnehaven, krævede det så meget af ham, at han var kørt træt ved tiden og derfor ofte kom i konflikt med de andre børn. Når vi kom hjem, havde vi kæmpestore kampe. William var alt for brugt, siger Christina. Hun fik bevilget tabt arbejdsfortjeneste for 10 timer om ugen for at kunne gå to timer tidligere fra arbejde hver dag og hente William. Men det kunne arbejdsmæssigt ikke lade sig gøre, og i stedet fik forældrene lov til at ansætte en hjælper, der henter William i børnehaven hver dag. Vi har fået udvidet timetallet til 15, så hjælperen henter William kl og er hjemme sammen med ham indtil kl , hvor jeg kommer hjem, siger Christina.

7 Den anden udredningsrapport var færdig i juni Denne gang kom en psykolog fra Specialrådgivningen for Småbørn hjem til Christina og Martin for at fortælle konklusionen. De ville ikke have, at vi skulle sidde på et møde med en masse mennesker og høre diagnosen, siger Christina. For nu var der en diagnose nemlig autist. Det kom som et chok, siger Christina. Jeg havde været inde på nettet og læse om autisme, men mente ikke, at det passede på William. Jeg havde også på et møde i Specialrådgivningen direkte spurgt, om det kunne være autisme, men hverken fået ja eller nej. Selvom William har fået den diagnose, så er han stadig William for mig, siger Martin. Om de kalder ham autist eller Torben er lige meget for mig. Bare de hjælper ham. Han er selvfølgelig også stadig den samme for mig. Jeg har bare brug for en årsag og en forklaring, siger Christina, mens Martin siger: Jeg kunne næsten ikke være mere ligeglad. Christina forklarer: Lægerne siger, at det kan være, at William har en hjerneskade, for mønsteret for autisme og en hjerneskade er det samme. Jeg tænker meget over, om det er en hjerneskade, og hvis det er, om årsagen så kan være den fødsel. Jeg har brug for at få at vide, at den ikke var årsagen. Hvis det så viser sig, at fødslen var årsagen, må jeg tage den derfra. Men kun en scanning kan afgøre, om der er tale om en hjerneskade eller ej. Den vil kræve, at William bliver lagt i narkose, og det vil jeg ikke udsætte ham for. Jeg kan ikke helt forstå det. For det hjælper jo ikke William, om det er det ene eller det andet, der er årsagen. Men hvis du har brug for at få vished, så er det ok med mig, siger Martin. Psykologen, der kom hjem og fortalte Christina og Martin om diagnosen, gav dem udredningsrapporten, så de kunne læse den i fred og ro. Anbefalingen var, at William fik et autismespecifikt pasningstilbud, som kunne være Jagtvejens Specialbørnehave i Odense. Vi besøgte børnehaven, hvor der kun er børn med autisme, og kunne godt se, at William kunne få glæde af noget af det, de gjorde, siger Martin. Men vi var nervøse for det sociale samspil, siger Christina. Det hele var indrettet i båse for at sikre ro omkring det, som børnene lavede. Der var en bås til puslespil, en til Lego o.s.v. Og man kan være nervøs for, at det kan underbygge børnenes autisme lidt. Altså groft sagt: Nu kan du sidde her og være autist! supplerer Martin. På det tidspunkt var William begyndt at knytte kontakter, hvad autister ellers sjældent gør, siger Christina. Han snakkede især om Anton, men også om Markus og Asudan, og vi var meget betænkelige ved og kede af at trække ham ud af børnehaven, når han nu endelig havde fået nogle gode venner. Men vi blev enige om at tro på, at Jagtvejens Specialbørnehave var en god løsning for William. Svendborg Kommune var imidlertid ikke enig heri, og i et brev til Christina og Martin blev det begrundet med, at transporttiden til specialbørnehaven i Odense var for lang for William. I stedet tilbød kommunen at etablere et tilbud til ham i Svendborg. Vi syntes, at det lød som en dårlig undskyldning for at spare nogle penge, og vi var fast besluttede på at gå hele vejen for at få William til Odense, siger Christina. I november 2009 blev hun og Martin indkaldt til møde med alle de involverede i Svendborg Kommune. Vi kom lidt med holdningen: Det er fordi, I vil spare penge! og vi var parate til at gå i krig med dem, siger Martin. Men som det allerførste sagde afdelingschef Keld Hansen fra Børn og Unge med særlige behov, at han ville understrege, at det for kommunen ikke drejede sig om økonomi, men om at 7

8 finde den bedst mulige løsning for William. Og han fortalte, at Svendborg gerne ville opbygge et kvalitetstilbud til børn med autisme i førskolealderen, fordi den i forvejen har et af landets bedste tilbud til børn med autisme i skolealderen, nemlig Centerklassen på Sundhøjskolen. Han tilføjede, at hvis vi stod fast på Jagtvejens Specialbørnehave, så blev det sådan. Vi var meget positivt overraskede og sagde, at vi også var kede af at flytte William, fordi han var begyndte at få venner, siger Christina. Aftalen blev, at Christina og Martin skulle ud og se Jægermarkens Specialbørnehave, hvor Svendborg Kommune havde planer om at opbygge sit tilbud til småbørn med autisme. Børnehaven havde fine rammer med en lækker legeplads og svømmebassin, og personalet var søde og rare, siger Christina. Men børnene var udfordret på en anden måde end William. Nogle var multihandicappede og andre bundet til en kørestol. Vi kunne ikke rigtig se William i de rammer ikke se en glad og velfungerende dreng, der elsker at røre sig og lege fysisk aktive lege med andre børn. Vi var nervøse for, at han ville blive dårligere eller mindre glad af at komme derud. William er jo meget aktiv. Der skal ske noget, og vi ville gerne have ham fysisk udfordret i højere grad, end det så ud til at være muligt i Jægermarken. I begyndelsen af 2010 blev der holdt et nyt møde med alle involverede. Vi startede med at fortælle, at vi ikke ville sige ja til Jægermarken, siger Martin. Keld Hansen spurgte, hvad vi så forestillede os, og vi foreslog, at William blev i sin børnehave, men kom til Jagt vejens Specialbørnehave nogle gange om ugen for at få den autismespecifikke støtte eller undervisning, han skulle have. Og så vidste det sig, at de havde forberedt et tilbud til os i Skovlinden! Tilbuddet gik ud på at ansætte en specialpædagog i 25 timer om ugen specielt til William. Med hjælp fra Jagtvejens Specialbørnehave og Centerafde- 8

9 lingen på Sundhøjskolen skulle specialpædagogen indrette en arbejdsplads til William og tilrettelægge den støtte og de udfordringer, han har brug for. Hans hidtidige støtteperson i børnehaven skulle være anden støtteperson og afløse under ferier m.v. Vi blev positivt overraskede fra første sekund, siger Martin. Vi havde ventet, at de ville holde mere fast i Jægermarken, men vi endte med at få et supertilbud. Vi fik lige, hvad vi ville have, og vi sagde straks ja. Vi synes, det er kanon. Vi er fri for at flytte William. Han bliver i sine vante omgivelser og blandt sine venner. Han får den hjælp, han skal have, og specialpædagogen har fokus på de områder, der skal bringe ham videre. Christina og Martin havde bedt Margit Andersen fra Specialrådgivningen for Småbørn i Odense om at være bisidder ved mødet for at få en faglig vurdering af tilbuddet. Og hun var helt enig i, at det var et supertilbud, siger Martin. Vi har været positivt overraskede siden det møde, tilføjer Christina. Bare det at William ikke skulle et nyt sted hen, betød så meget for os. Men vi synes, at det har været svært med kontakten til kommunen. Vi har under hele forløbet haft skiftende sagsbehandlere. Når vi ringede til kommunen, havde vi lige fået en ny sagsbehandler igen, og der var mange ting, som vi selv måtte finde ud af. Det har vi brugt rigtig meget tid på. Først skulle vi jo finde ud af de muligheder, der er dernæst om det var noget, vi havde ret til, og hvis det var, så skulle vi i gang med at søge om det, siger Martin. Som led i tilbuddet på Skovlinden fik Christina og Martin en samtale med Kasper Føns, leder af Centerafdelingen på Sundhøjskolen.

10 Det var en fantastisk god samtale, siger Christina. Vi havde spurgt specialrådgivningen, hvad autisme er, men syntes, at vi fik et teoretisk svar, som vi ikke rigtigt kunne bruge. Rådgivningen fortalte os f.eks., at vi skulle bruge piktogrammer, når vi ville vise William, hvad han skulle gøre. Men det svarer til at få stukket en hammer i hånden uden at få at vide, hvorfor eller hvordan man skal bruge den, siger Martin. Kasper kunne fortælle os, hvorfor vi skulle gøre nogle bestemte ting og hvordan. Vi kunne mærke, at han er vant til at snakke med forældre om, hvad de skal gøre. Den samtale kunne alle forældre lære meget af også selvom de ikke har et specialbarn. Vi var også på besøg på Centerafdelingen og så, hvordan de gjorde. Vi var pludselig i kontakt med nogen, som arbejder med autister i dagligdagen. Det gav os noget helt andet end at tale med en psykolog og en specialpædagog, der vurderer og bedømmer, siger Christina. Williams specialpædagog, Christina Lykke Maarbjerg, startede i januar 2010, og der gik lidt tid, inden hun blev accepteret af William. Han har også lige haft en periode, hvor han har været sur på hende, siger Christina. Da vi spurgte ham om hvorfor, svarede han: Hun bestemmer hele tiden. Hun udfordrer ham jo. Hun har fået nogle værktøjer, som medarbejderne ikke havde tidligere, og det er fantastisk, hvad der er sket med William siden januar. Vi kan også mærke det derhjemme i forhold til lillebror Xenius, som blev født i Det går bedre og bedre. Vi har en glad dreng, der gerne vil i børnehave. Når vi afleverer ham, løber han glad ind og vil gerne lege med de andre børn. William har en bog i rygsækken. Den skriver specialpædagog Christina i hver dag, så forældrene ved, hvordan det er gået i børnehaven. Hvis William kommer hjem og fortæller om en mus, der er blevet spist af myrer, ved vi måske ikke lige, hvad det handler om, før vi har kigget i bogen, siger Martin. På den måde kan vi følge med, og vi skriver også i bogen, når vi har nyt. Hver dag kan vi læse, at William har gode lege. Tidligere sad han ofte i sin egen verden og legede, og hans leg gik meget ud på at efterligne noget, han havde set. Nu leger han rigtig leg og vil gerne lege med de andre børn. Han siger også til sin lillebror: Lege sammen, Xenius? Vi frygter ikke for fremtiden og for, når William skal i skole, for vi ved, at han skal i Centerafdelingen på Sundhøjskolen, og kontakten hertil er der allerede. De kender til William, og vi kender dem, siger Christina og Martin. De har været på Early Bird-kursus, som er et specielt kursus for forældre til autistbørn. Det kørte over 13 gange og omfattede bl.a. supervision i hjemmet. Her lærte de om autisme, fik redskaber til at forbedre dagligdagen og fik et netværk af forældre til autistbørn. Vi har fundet ud af, at William er en mild autist, siger Christina. Der findes mange specialbørn, der har meget større problemer, end han har. Når du ser William, ser du blot et almindeligt barn. Vi havde tidligere lidt svært ved at se, at han var autist, men det ændrede kurset på. Det, der er vigtigt for os begge, er det, der hjælper William, siger Martin. Vi går ikke og tænker, at der var noget andet, som skulle have været gjort, for vi har svært ved at se, hvad det skulle være. Når man ser på et barn, er det vigtigt at have et helhedssyn og droppe kassetænkningen. Det skræddersyede tilbud, som William har fået, er et opgør med kassetænkningen. Det er lidt institutionernes svar på Invita-køkkenet. Det er ikke en kommunal standardløsning. Det er en William-løsning! 10

11

12 Rummelighed er noget, vi skaber Leder af Williams børnehave, Anette Risager Anette Risager modtog William i sommeren 2008, da han blev visiteret til en specialplads i Skovlindens vuggestue. Hos os er rummelighed noget, vi skaber, siger hun. Vores pædagogik er inkluderende. Det vil sige, at vi arbejder på at få vores 15 specialbørn ind i fællesskabet med de andre 64 børn, så børnene med de forskellige kompetencer og baggrunde, de har, kan få glæde af hinanden. På den måde lærer vores specialbørn, hvordan de kan indgå i et konstruktivt samspil med andre børn. Samtidig får de øvrige børn et mere rummeligt syn på samvær samt mulighed for større kompetence til at løse komplekse situationer og konflikter. Da William fik diagnosen autist i juni 2009 blev Anette Risager sammen med alle andre involverede i kommunen indkaldt til møde. Formålet var at prøve at skabe en lokal løsning til William, siger hun. Og chefen for kommunens afdeling for børn og unge med særlige behov, Keld Hansen, sagde: Hvorfor kan vi ikke selv give William et autismespecifikt tilbud, der er på højde med Jagtvejens Børnehave, i stedet for at køre ham helt til Odense? Børn kan da ikke være tjent med at køre så langt. Mødet nedsatte en arbejdsgruppe bestående af Anette, Birgit Jørgensen, som er leder af Jægermarkens Specialbørnehave, samt Kasper Føns, som er leder af Sundhøjskolens Centerafdeling, der er et autismespecifikt tilbud til børn i skolealderen. Arbejdsgruppen anbefalede, at Jægermarkens Specialbørnehave løste opgaven, og Kasper og jeg stillede os til rådighed med det, som Jægermarken måtte have brug for, siger Anette. Hun kendte Williams forældre og troede ikke, at de ville sige ja til Jægermarken. Derfor kontaktede jeg min områdeleder Fie Lademann, siger Anette. Jeg sagde til hende: Hvad nu, hvis forældrene siger nej? Kunne vi så arbejde i at lave et godt tilbud til William i Skovlinden, så han kunne blive her? Fie svarede: Kan du få dit personale med, så skriv, hvad du har brug for. Jeg var helt på glatis, for jeg havde ikke været rundt om Skovlindens medarbejdere, før jeg kontaktede Fie, og hele huset skulle sige ja, for ellers virker vores inkluderende pædagogik ikke. Men før jeg involverede huset, var jeg også nødt til at vide, om skrankerne kunne brydes ned, så vi kunne få lov til at skabe tilbuddet til William. Om baggrunden for at kontakte sin områdeleder siger Anette: Jeg kunne se, at William profiterede af at være her. Han var begyndt at få relationer til de andre børn. Men jeg kunne også se, at han havde brug for ekstra hjælp, selvom jeg var i tvivl om, hvor meget ekstra han havde brug for. Det, børn ønsker sig allermest, er en ven og at være en del af fællesskabet. Hos os er børn som 12

13 siger Anette. Personen havde jeg faktisk allerede i tankerne. Det var Christina Lykke Maarbjerg, som et år forinden havde løst en særlig opgave for os. Jeg var sikker på, at hun ville være den rigtige til opgaven. Der var også det fysiske hvordan William kunne få det rum, som han har brug for. Det rum, som er hans, og hvor han har sine ting. Samtidig havde jeg en ydmyghed over for at lave et autismespecifikt tilbud, når vi ikke er specialister og selvfølgelig rumsterede også al tvivlen: Er vi nu gode nok? Kan vi løfte opgaven? udgangspunkt i fællesskabet, og så trækker vi dem ud, hvis de skal trænes i noget særligt. En stor del af børnenes læring foregår i fællesskabet, for det er der, motivationen for barnet er. Så jeg tænkte i en løsning, som dels gav William mulighed for de pauser, han har brug for på grund af sin autisme, dels gav ham mulighed for at pleje sine relationer til de andre børn og lære de sociale spilleregler. En kombination, som virkelig ville udfordre ham. Desuden ville det være i tråd med Svendborg Kommunes målsætning om helhed i opgaveløsningen, hvis William kunne blive i de rammer, han kender, og hvor han har det godt og hvor forældrene er glade for, at han er. Da Williams forældre sagde nej til løsningen i Jægermarken, var Anette klar med sin løsning, og hendes områdeleder fik grønt lys fra både sin egen chef, Birgit Lindberg, og Keld Hansen fra Børn og Unge med særlige behov. Men så var der jo lige det at få Skovlinden til at købe ideen og få ansat en ekstra person til William, Anette indkaldte til personalemøde og fortalte hele historien. Jeg fortalte også, hvad jeg fagligt kunne se, at William ville få ud af at blive her, og jeg præsenterede ansættelsen af en medarbejder specielt til ham, således at hans hidtidige støtteperson, Jette Jepsen, ville blive sekundærvoksen. Jeg understregede, at det var en udfordring at skulle oprette et autismespecifikt tilbud, at det ville løfte os alle fagligt, og at vi kunne trække på Sundhøjskolens Centerafdeling alt det, vi ville. Der blev spurgt, om vi nu var dygtige nok. Her var jeg meget klar i mælet og sagde: Det synes jeg, vi er. Det handler om at tage en ny opgave og tro på, at vi kan. Jeg havde i arbejdsgruppen hørt Kasper fra Centerafdelingen fortælle om, hvad der skulle til, og syntes, at det lå lige til højrebenet for os. Jeg var ikke så bange for fagligheden, men jeg kendte usikkerheden, for den havde jeg jo selv siddet med. Det var vigtigt, at alle sagde ja til løsningen. Vi skiftes til at være specialpædagoger, vi videndeler hele tiden, og sammen slår vi ring om vores børn. Hvis ikke alle slog ring om William, hvis ikke alle tog ansvar for ham, så nyttede det ikke. For Williams støtteperson ville kun være her 5 timer hver dag, og når hun blev syg eller havde ferie, var der ingen vikardækning. Så alle skulle være med. Og det var de! Jeg fik ja hele vejen rundt! 13

14 På mødet, hvor Williams forældre skulle præsenteres for Skovlindens forslag til løsning, havde Anette sikret sig, at alle involverede var med. Det var vigtigt for mig, at alle kunne nikke til vores løsning, siger hun. Også Specialrådgivningen for Småbørn i Odense, som havde udredt William, var med. Forældrene var bare glade. Margit Andersen fra Specialrådgivningen sagde: Det glæder jeg mig til at følge. Og de andre fagpersoner sagde: Det lyder rigtig godt! Så vi ansatte Christina og gik i gang, siger Anette. De fysiske rammer til William klarede vi med en fleksibel løsning i form af en udklapsplads på hjul med skab til hans computer og hans andre ting. Vi har en glad dreng, der er glad for sin børnehave, og som hele tiden udvikler sig! Derfor har vi heller ikke trukket ret meget på Centerafdelingen, men i efteråret kommer afdelingen og superviserer hele vores personalegruppe i, hvordan man tilrettelægger en god dag for autister. Det ved Christina, hvordan man gør, men det vil dels være en faglig opgradering af os alle sammen, dels er det vigtigt for William, at hans dagligdag her ikke er meget anderledes end dagligdagen på Centerafdelingen, hvor han sandsynligvis skal starte i skole i Anette arrangerede, at Christina var et par dage i praktik i Centerafdelingen på Sundhøjskolen og på besøg i Jagtvejens Børnehave sammen med en kollega fra Williams gruppe Derefter var Christina ikke et øjeblik i tvivl om, at vi sagtens kunne klare opgaven, siger Anette. Vi arbejder i forvejen med de stramme strukturer, som autister profiterer af at være i, for det har vores specialbørn brug for. De øvrige børn nyder også godt af strukturerne og kan lide dem. Hver morgen får alle at vide, hvad der skal ske i løbet af dagen. Ingen børn overlades til tilfældigheder. Der sidder voksne i alle rum, og vi ved alle, hvad der er på spil for det enkelte barn. Derfor var der kun nogle enkelte ting, som Christina skulle gøre anderledes i forhold til William og lidt, der skulle købes. Tre måneder efter var der opfølgningsmøde med alle involverede. Her var vi enige om, at vi var på rette vej, og det er vi stadig, siger Anette. William udvikler sig i en positiv retning i forhold til det, der er svært for ham. Han udvikler venskaber. Fra at have én ven har han nu 3-4 drenge, som han leger sammen med. Han slår ikke, hvad han gjorde før, og sprogligt er han blevet meget bedre. 14

15 Giv os lov til at lave bedre løsninger for færre penge Områdeleder for Williams børnehave, Fie Lademann Fie Lademann var med til at visitere William til en specialplads i Skovlinden i 2008, og da han fik diagnosen autist blev hun ringet op af Keld Hansen fra Børn og Unge med særlige behov. Han sagde til mig: Vi må kunne give William et bedre tilbud end at blive kørt til specialbørnehave i Odense. Vi må kunne arbejde sammen om at give et tilbud her i Svendborg. Jeg sagde med det samme: Det kan vi godt! For vi skal jo kunne tænke ud over rammerne, siger Fie. Desuden mener jeg ikke, at et barn på 3 år skal transporteres med taxa tre kvarter hver vej for at komme i børnehave og slet ikke når det samtidig betyder, at barnet bliver taget ud af sit miljø. Det er ikke et godt barneliv. Min grundholdning er, at vi ikke skal sætte børn i kasser. Jeg tror ikke, at børn udvikler sig ved at være sammen med børn, der har samme diagnose, som de selv har. Vi kan også se, at William har fået nogle kompetencer, som han ikke ville have fået ved at være sammen med ene autister. Efter det første møde om en lokal løsning blev Fie kontaktet af Skovlindens leder, Anette. Hun troede, at forældrene ville sige nej til vores forslag om en løsning i Jægermarkens Specialbørnehave og præsenterede mig for ideen om at lave en løsning i Skovlinden, siger Fie. Med det samme forældrene havde besluttet at sige nej til Jægermarken, kontaktede jeg min chef, Birgit Lindberg, og Keld Hansen i Børn og Unge med særlige behov. Jeg sagde til dem: Vi kan godt løfte opgaven, hvis vi får noget økonomi til det. Det fik vi nik til, og Anette gik i gang med at få sine medarbejdere med på ideen. Det er jo så simpelt, understreger Fie. Men det er det ikke i et kommunalt system på grund af de mange kasser. Det er ærgerligt. Det er rigtig ærgerligt. Det betyder i hvert fald nogle gange, at vi ikke får lavet de bedste løsninger. Men det gjorde vi i Williams tilfælde! Og vi er alle sammen glade. Specialpædagog Christina siger: Det er det mest fantastiske job, jeg har haft. Tak! Medarbejderne er glade, fordi de får øget faglighed. Og forældrene er glade. Afdelingen for Børn og Unge med særlige behov dækker udgifterne til løsningen. Det kostede kr. at etablere Williams arbejdsplads, og så er der en lønudgift på kr. om året, siger Fie. Det er en meget billigere løsning end at sende William til Odense og den er meget bedre for ham og meget mere tilfredsstillende for alle. Det er så vigtigt, at vi kommer ud over kassetænkningen og får lov til at lave bedre løsninger for færre penge. Det vil vi gerne lave noget mere af, for vi kan godt! Samtidig giver det arbejdsglæde og faglig stolthed og det smitter! 15

16 Vi skal gøre det der virker Leder af Centerafdelingen på Sundhøjskolen, Kasper Føns Kasper Føns blev inddraget i arbejdet med at finde en lokal løsning til William i sin egenskab af leder af Centerafdelingen, der primært har elever med autisme. Jeg blev ringet op af Keld Hansen fra Børn og Unge med særlige behov, siger Kasper. Han fortalte om William og sagde: Jeg tror, at vi med lidt fleksibilitet og velvilje fra alle parter kan lave en god lokal løsning. Vil I være med? Og det ville vi selvfølgelig gerne. Så Kasper og Centerafdelingen blev den autismefaglige kompetence og garanti i arbejdet med at finde, etablere og gennemføre en løsning, der levede op til anbefalingen om et autismespecifikt tilbud til William. Og afdelingen stillede sig til rådighed for Williams specialpædagog og personalet i Skovlinden i øvrigt. Vi er jo et kompetencecenter på autismeområdet, og vi er meget ude på skoler og hjælpe med at skabe løsninger, siger Kasper. Vores fornemste opgave er at hjælpe med at fastholde så mange elever som muligt i de miljøer, hvor de trives bedst. Hvis forældrenes holdning er, at William trives bedst i Skovlinden, så skal vi lave en løsning, der gør, at han kan blive i Skovlinden og det kan vi gennem samarbejde. Vi ved, hvad børn med autisme har brug, og det kan en dygtig pædagog, der har grundforståelsen på plads, nemt lære. Der skal ikke meget til blot lidt ændringer i den daglige praksis, og da det er tre gæve damer, vi samarbejder med, er det ikke noget problem. De er dygtige alle tre og med hver deres vinkel på sagen. En af Centerafdelingens kærneværdier er DDV Det Der Virker. Vi skal gøre det, der virker, forklarer Kasper. Når vi skal lave en løsning, starter vi med at finde ud af, hvad der virker. Hvis vi ikke har råd til det, der virker, så finder vi ud af, hvad den næstbedste løsning er. Jeg tror, at vi i Williams tilfælde har fået det, der virker for ham. Det kommer jo så også til at virke for forældrene og for Skovlinden og i sidste led for kommunen og for skatteborgerne. Den gode historie her er i al sin enkelhed, at der i de ledelsesmæssige regier hele vejen rundt var enighed om reelt at skabe et godt tilbud til William. Der var både vilje og velvilje. På den måde lever vi op til både Svendborg Kommunes og vores egne værdier om helhed i opgaveløsningen. 16

17 Vi lever op til visionen Vores fælles børn Chef for Svendborg Kommunes dagtilbud, Birgit Lindberg Birgit Lindberg hørte om William, da han fik en specialplads i Skovlinden, og igen, da han fik en diagnose og blev indstillet til et autismespecifikt tilbud. Jeg sidder i børn- og ungeområdets chefgruppe sammen med afdelingschef Keld Hansen fra Børn og Unge med særlige behov, og på et møde her kom vi til at tale om William, siger Birgit. Vores vinkel var børn- og ungeområdets nye vision Vores fælles børn og tværgående samarbejde. Vi sagde til hinanden: Skal vi prøve at sætte os med vores folk og finde en fælles løsning? Jeg indkaldte til mødet, og vi fik lagt en strategi. Jeg var fra starten overbevist om, at vi godt kunne præstere en autismespecifik løsning. Det faglige niveau hos vores pædagoger er højt, og det samarbejde, vi skabte, fuldstændig på tværs i vores område, indeholdt de nødvendige kompetencer. Dagtilbudschefen er rigtig glad for den løsning, der er skabt: Jeg er overbevist om, at det, vi giver William, tager højde for det autismespecifikke, og oveni får han samværet og legefællesskabet med de andre børn i Skovlinden. Jeg kan bruge løsningen i arbejdet med indretning af nye daginstitutioner, fordi jeg nu ved, hvordan vi skal sikre, at vi kan rumme børn som William. Vi har med løsningen opbygget et tværgående samarbejde i vores egen kommune, og det har højnet og opkvalificeret os internt. Vi har fundet ud af, hvad Centerafdelingen kan og afdelingen har fundet ud af, hvad vi kan. Derfor var jeg også stolt, da Undervisningsministeriet for nylig udnævnte Centerafdelingen til Månedens Skole med bl.a. den begrundelse, at afdelingen samarbejder med dagtilbudsområdet. For jeg følte, at vi havde været med til at levere grundlaget for udnævnelsen. Williams løsning viser, at ting kan lade sig gøre. Den signalerer, at vi samarbejder, og den dokumenterer, at vi kan leve op til visionen Vores fælles børn! understreger Birgit. 17

18 På tide at udfordre vores eget system Afdelingschef Keld Hansen, Børn og Unge med særlige behov Keld Hansen fik William som sit barn, da William fik en autistdiagnose og blev indstillet til et autismespecifikt tilbud. Sædvanligvis ville tilbuddet være Jagtvejens Specialbørnehave i Odense, men William fik Keld til at gå i tænkeboks. Dels syntes jeg, at det var uværdigt, at så lille en dreng skulle køres frem og tilbage til Odense i taxa. Dels mente jeg, at det var på tide at udfordre vores eget system og afprøve, om vi selv kunne lave den løsning, som William havde brug for, siger han. Jeg ville gerne kunne give forældrene mulighed for at vælge mellem Odense og en lokal kvalitetsløsning, hvor William kunne blive i sit miljø og fastholde de relationer, som han var ved at opbygge. Det afgørende var, at det skulle være forældrenes valg. Jeg ville ikke være med til at trække en løsning ned over hovedet på dem, for så var løsningen dødsdømt på forhånd. Om den løsning, der blev skabt, siger Keld: Vores udgangspunkt var ikke økonomi, og om vi kunne spare noget. Det var, om vi for de samme penge, som Odense-løsningen kostede, kunne lave en god, lokal forsøgsordning. Men da vi begyndte at strikke løsningen sammen, kunne vi godt se, at der var rigtig mange penge at spare. Og det var jo kun glædeligt. Det mest glædelige er dog, at William fik en god løsning og er i rigtig god udvikling, og at det tværfaglige samarbejde har stået sin prøve. William har været en prøve på, om vi kan lave gode, lokale kvalitetsløsninger og han har bevist, at det kan vi. Det er den gode historie om, at vi med tværgående samarbejde kan lave bedre løsninger til en billigere pris.

19 Det kan vi godt løfte sammen! Williams specialpædagog, Christina Lykke Maarbjerg Christina Lykke Maarbjerg var ikke et øjeblik i tvivl, da Skovlindens leder Anette Risager lige før jul 2009 spurgte, om det var noget for hende at blive Williams specialpædagog. Hun havde tidligere været støtteperson for et barn i Skovlinden, og den funktion ville hun gerne have igen. Før jeg startede, var jeg i praktik på Centerafdelingen på Sundhøjskolen, siger Christina. Jeg fulgte undervisningen i børnehaveklassen og 1. klasse og så, hvordan dagen bliver struktureret med en lille tavle med oversigt over dagens aktiviteter og med et ur, der bipper, når børnene skal i gang med en ny aktivitet. Overgange kan være svære for børn med autisme, og derfor bliver de hele tiden forberedt på den næste aktivitet. De fysiske rammer og indretningen af lokalerne er også vigtige. Der må f.eks. ikke være for meget på væggene, for så kan det virke distraherende. Praktikken var en positiv overraskelse for Christina: Jeg tænkte hele tiden: Det her kan vi jo sagtens integrere i Skovlinden eller Det her kører vi med i forvejen. F.eks. bruger vi tavlen til at strukturere dagen. Mange af specialbørnene har deres egen tavle, og hver gruppe har en stor tavle med de fælles aktiviteter. Vi har også rum, hvor vi kan trække os tilbage, og hvor der ikke er forstyrrende ting på væggene. Selvfølgelig var der brug for nogle justeringer, men det var ikke store ændringer, der skulle til. Jeg havde brug for faglig sparring, og det fik jeg både

20 på Centerafdelingen og på Jagtvejens Specialbørnehave i Odense, hvor jeg var en dag og fulgte børn på Williams alder. Christina købte ind computer og programmer og nogle få andre ting, og der blev indrettet en fleksibel arbejdsplads til William med en afskærmende væg, der kan lukkes lidt om arbejdspladsen, hvis der er andre i rummet. Computeren er bærbar, så arbejdspladsen kan flyttes til et andet rum. Jeg startede med at holde møde med Williams forældre og fortælle, hvad jeg så, og hvad jeg ville arbejde med, siger Christina. Det var først og fremmest de sociale relationer og sprogtræning. Jeg fortalte også, hvordan jeg ville arbejde med bl.a. computer og tavle. Så var jeg klar til William. Jeg fulgte ham og hans faste støtteperson, Jette Jepsen, og langsomt gav William mig lov til at tage mere og mere over. Efter tre uger havde jeg alle arbejdsopgaverne, men i et stykke tid var det stadig Jette, når han skulle trøstes. Langsomt fik jeg også lov til det, og nu kommer William til mig, når han har brug for trøst. For at opbygge Williams sociale relationer spurgte Christina ham, hvad han gerne ville lege og hvem han gerne ville lege med. Sammen gik vi så ud og inviterede de børn, som han gerne ville lege med, siger Christina. Det måtte højst være tre børn, for William har behov for små grupper, ellers bliver det let uoverskueligt for ham. Vi tog legetøjet frem sammen og fik det ligeligt fordelt, så alle var tilfredse. Når legen var i gang, trak jeg mig lidt tilbage og gik kun ind, når der opstod konflikter. Efterhånden begyndte jeg at gå lidt udenfor og kigge ind af og til for at spørge, hvordan det gik. Sommetider gik det godt, og sommetider hang de oppe på væggene. Kunsten er at finde en leg, som børnene virkelig vil og som de vil så meget, at de er parate til at forhandle med hinanden. I starten gik William og Christina med hinanden i hånden, fordi det var svært for William at komme rundt i huset uden at få problemer med de andre børn. Han kunne true ad dem og skubbe, men lidt efter lidt gav jeg ham konkrete opgaver som at hente sin madkasse alene, og sommetider gik det godt. Hvis det ikke gik godt, sagde jeg, at så måtte vi jo gå med hinanden i hånden igen. Og det ville han ikke, siger Christina. Nu er han blevet meget bedre til at færdes i huset uden problemer. Han står tæt op ad de andre børn uden at skubbe til dem, men det kan dog stadig smutte for ham en gang imellem. I dag går han selv ud og inviterer andre ind til leg. Jeg hjælper bare i gang med legen og kigger så ind med jævne mellemrum. Legen kan vare minutter, uden at jeg behøver at gøre noget og de rydder selv op. Da vi startede, satte William sig på alt legetøjet og blev sur og vred, hvis han skulle aflevere noget til de andre samtidig med, at han jo gerne ville lege med dem. Han kendte blot ikke betingelserne. Nu forhandler han og indgår kompromisser. Han ved, at det ikke går at sætte sig på alt legetøjet, og at han også må give sig. William får sprogtræning hver dag. Det kan være svært at forstå, hvad han siger, og han har især problemer med t, k og f, siger Christina. Derfor øver vi lydene gennem forskellige lege og ved at stå foran spejlet, så William kan se, hvordan munden ser ud, når vi siger lydene. Vi bruger computerprogrammer, hvor han f.eks. skal gentage små sætninger. Og vi synger meget. William er god til det fysiske, og han er rigtig god til at synge og tælle, når han bevæger sig. Vi synger, når han gynger og hopper i trampolin og når vi går. Christina får løbende sparring af kommunens tale-hørepædagog, så hun hele tiden kan tilpasse 20

21

22 træningen til Williams niveau. Og det går fremad, siger hun. Sætningerne er blevet længere, der er flere ord, og udtalen er blevet mere tydelig. Men der skal trænes meget. Når William vil sige noget, starter han altid med at sige: Hallo! så han sikrer sig opmærksomhed. Når han har brug for hjælp, siger han: Sød og hjælpe mig! Og når han ikke kan finde ord for det, han vil fortælle, siger han: William ikke huske det. Han kan ikke forholde sig til lange sætninger, så jeg øver mig hver dag i at give korte og præcise meldinger og være tydelig både i mit talte sprog og i mit kropssprog. Når jeg roser, gør jeg det meget tydeligt et klap på skulderen eller et højt: Godt! Skovlinden har tre børnehavegrupper, og i alle grupper er der specialbørn. William er med i en gruppe ligesom alle de andre børn, og han er med til alle fællesaktiviteter på samme betingelser, som de er. Han er med til den daglige fælles morgensamling, og når vores gruppe hver onsdag er i skoven, er vi også med. Lige nu har vi middelalder-tema med værksteder, hvor William har lavet skjold og kæphest, siger Christina. Han har det bedst i små grupper, og derfor skal jeg være meget opmærksom på, hvor længe han kan klare den store forsamling, og hvornår vi skal trække os lidt tilbage. Men når han har en voksen ved siden af sig, er han overraskende god til at være i store forsamlinger. Det gælder både fællessamlingen og legepladsen med omkring 60 andre børn. En gang om ugen tager William og Christina en tur ud af huset: Vi tager i svømmehal og har madpakker med og hygger os, siger Christina. Vi tager også på biblioteket og på Naturama og her har vi altid en fra Williams drengegruppe med. Det er vigtigt, at vi også laver noget helt andet end sprogtræning og legetræning sammen, for min opgave i det daglige er jo at udfordre William og finde ud af, hvor højt vi kan flytte overliggeren. Det giver naturligvis noget modstand fra William, og han spørger mig, hvorfor jeg skal bestemme. Jeg svarer, at det skal jeg, fordi vi skal træne det, vi nu er i gang med og at han kan bestemme, når han kommer ud på legepladsen. Jeg tydeliggør for ham, hvornår jeg bestemmer, og hvornår han kan bestemme, så han føler, at han også har indflydelse på sin dag. Vi starter altid dagen med at lave hans tavle, der viser, hvad der skal ske i løbet af dagen, og her snakker vi også om, hvem der bestemmer hvornår. Den fordeling har William accepteret. Han er tryg ved mig og tillidsfuld. Det er mig, han går til, når det brænder på for ham. Han er blottet for udspekulerethed, og han fortæller altid sandheden. Han kommer uopfordret, hvis han er kommet til at skubbe eller slå et af de andre børn eller hvis han har været ude for, at nogen har skubbet eller slået ham. Han gør ikke noget igen, men kommer for at få hjælp og fortælle, hvad der er sket. Christina er glad for sit job. Da jeg sagde ja til opgaven, var det med en vis spænding og ydmyghed, men jeg kendte jo Skovlinden og mine kollegaer og tænkte: Det kan vi godt løfte sammen! For der er meget faglighed i det hus, siger hun. Det er spændende at være med til at skabe nye muligheder og løsninger, og jeg synes, det er et godt og ordentligt tilbud, der takket være mange forskellige menneskers hjælp og medvirken er blevet sat sammen til William. Jeg synes, at vi kan være stolte af det, vi leverer. Jeg er ikke overladt til mig selv. Jeg får god sparring både udefra og fra de specialpædagoger, der er her i huset, og som har mange års erfaring med børn med særlige behov. Vi bevæger os i den rigtige retning, og da Kasper Føns fra Centerafdelingen var med til statusmøde i foråret, sagde han god for det, vi gør. Det giver gejst og energi til at fortsætte! 22

23 Hej igen! William næsten 5 år Der er mange børn og voksne i børnehaven. Alle må gerne komme hjem til mig til min fødselsdag, siger William. Vi taler om, at der er en måned til, at han bliver 5 år, og han viser med en hel hånd, hvor mange år det er. Så tæller han hurtigt fra 1 til 20, og kun enkelte af tallene ryger af i svinget. William er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der skal ske på hans fødselsdag: Vi skal lege med biler og have kage! Han tilføjer, at de andre gerne må lege med tingene på hans værelse. Her må Williams specialpædagog, Christina, træde til og gentage, hvad han siger. Christina forstår næsten alt, hvad William siger, men de, der ikke kender ham, kan ind imellem have lidt svært ved at forstå ham. William får smil i hele hovedet, når han skal fortælle, hvad det bedste i børnehaven er: Det er fodbold! Det er han også rigtig god til, siger specialpædagog Christina, og sammen fortæller de, at William har rigtige fodboldstrømper. Og så må William fortælle om Anton. Anton er min ven, siger han. Også Asudan og Markus. Og Bertram. Vi spiller fodbold og leger med biler og lego. Christina fortæller, at William også er rigtig god til at synge hvorefter William tager over og synger helt alene både Mester Jakob og Sur, sur, sur, lille bi omkring for fuld udblæsning. Men så er han også træt af at fortælle om sig selv: Nu vil jeg ikke mere, siger han. Nu vil han ud til Anton og de andre og lege. Da vi lidt senere kigger ud på legepladsen, har William dog tid til et gjaldende Hej igen! mens han farer forbi. 23

24 En William-løsning Vi endte med at få et supertilbud. Vi er fri for at flytte William. Han bliver i sine vante omgivelser og blandt sine venner. Han får den hjælp, han skal have, og hans specialpædagog har fokus på de områder, der skal bringe ham videre. Sådan siger Christina og Martin Gregersen. De er forældre til William, der som 3-årig fik diagnosen autist og blev indstillet til et autismespecifikt tilbud. I stedet for at sende William i specialbørnehave i Odense med en lang transporttid blev der gennem samarbejde på tværs i Børn & Unge i Svendborg skabt en skræddersyet lokal kvalitetsløsning. Det skræddersyede tilbud, som William har fået, er et opgør med kassetænkningen. Det er institutionernes svar på Invita-køkkenet. Det er ikke en kommunal standardløsning. Det er en William-løsning, siger forældrene. I hæftet fortæller de sammen med de involverede Børn & Unge-medarbejdere om, hvordan løsningen blev til. Hæftet er et bidrag til debatten om inklusion af børn med diagnoser og viser, at samarbejde både på tværs og med forældrene samt tilførsel af den fornødne viden og økonomi kan skabe bedre løsninger - oven i købet til en billigere pris. svb 2328