Interview med koordinerende sundhedsplejerske I1: Interviewer I2: Interviewer K: Koordinerende sundhedsplejerske

Transkript

1 Interview med koordinerende sundhedsplejerske I1: Interviewer I2: Interviewer K: Koordinerende sundhedsplejerske 00:00 I2: Dejligt. Ja, hvornår. Er der en deadline vi skal gå efter, hvornår skal du være videre i. K: Gerne sådan, lige lidt over 12. I2: Lidt over 12, det sigter vi efter. Det skal vi nok sørge for. Ja. Dejligt. Jamen jeg ved ikke hvor meget du har fået at vide om os, inden vi kom her. K: Jo, det har jeg I2: Du har hørt, at vi er studerende på Aalborg universitet, og vi er i gang med at skrive speciale. Ja, og det er det her tværfaglige samarbejde, som vi beskæftiger os med. K: Ja, det kunne jeg forstå. I2: Ja, og så har vi jo så valgt Langeland kommune som case, det er derfor vi er her, for at snakke med jer. K: Okay, det er spændende. I2: Ja. Er det okay, at vi optager samtalen. K: Ja. I2: Det er bare sådan, så vi kan huske det, når vi kommer hjem igen. K: Ja, ja. I2: Super. Ja, skal vi ikke bare gå i gang? I1: Jo, jo. Til at starte med, vil vi gerne vide lidt omkring hvor længe du sådan har været ansat her i Langeland. K: Jeg har kun været ansat i 5 måneder. I1: 5 Måneder. K: Ja. I1: Godt nok. Og hvor længe har du været, generelt hvis man kan sige, - 01:00 I1: -været sundhedsplejerske. K: Øhm. Det har jeg jo været i mange år. I1: Det har du været i en del år. Okay. K: Ja, det har været siden, 98. Så har jeg været leder ind i mellem også. Og lige nu, der er jeg så koordinerende sundhedsplejerske. 1

2 I1: Og i forhold til dine sådan opgaver, i forhold til jobbet, altså. Du siger du er koordinerende sundhedsplejerske, har du ellers. Både dels hvad ligger der i det og dels er der andre sådan ansvarsopgaver i området. K: Ja, det betyder at jeg har, det betyder at jeg har den, altså, koordinationen af indenfor det kommunale område og inden for asylområdet. Det har jeg af, af de.. Altså. På asylområdet, der har vi jo sundhedsplejerske, som er eksterne, det vil sige, at vi har på Lolland, og vi har Nyborg og vi har Svendborg, så dem holder jeg møder med, en gang om ugen, sådan ligesom for at koordinere den udvikling som der sker, - 02:00 K: -sådan så vi gør det i én retning. Og det er alt lige fra, fra den indkalder vi til, ja, til større ting. Så er tandpleje området noget også, på det område. Så jeg tager ud og laver samarbejdsaftale med de forskellige tandlæger, sådan så vi lige som finder ud af, hvad er det så for noget. Hvordan får vi det her asylsystem til at fungere og lave de her samarbejdsaftale. Og så har jeg svangerområdet, ja, jeg har meget. I2: Ja, du har meget indenunder. K: Ja, det har jeg. Så har jeg svangerområdet, og der laver jeg også samarbejdsaftaler eller det vil jeg sige, at det har jeg gjort meget på Lolland og på Nykøbing Falster Sygehus og på. Ved Næstved sygehus og jeg har lige i sidste uge holdt møde med, altså Odense-Svendborg, altså OUH, fordi de aftaler, der ligesom lå der, da man startede asylområdet, de ligesom, de virkede ikke rigtig. 03:00 K: De fødselsanmeldelser der gik ind på, dem fik vi ikke rigtigt ind på den rigtige måde. Sundhedsplejerskerne fik dem ikke ind. Så nu har vi fået lavet en arbejdsgang, der gør, der sikre at, at det kommer ind ét sted og så derfra fordeles det, uanset om, du så er intern eller ekstern kommune. Så. Og så har jeg så det kommunale område også. Og der sidder jo bare et par sundhedsplejerske på det kommunale område, så det jo ikke fordi, at der er så meget. Og så har jeg lidt besøg også ude i virkeligheden. I2: Så du er også ude ved nogle af familierne og ja. Ja, det er en bred stilling du sidder i, det må man sige. K: Ja, den er meget, meget bred og den er også blevet bredere efterhånden, fordi at den ledelse som vi har ikke kunne nå de forskellige ting, og det kan jeg egentlig godt forstå, at de ikke kunne. Så. Ja. Det er spændende i hvert fald. I2: Ja, det lyder det da til. 04:00 I2: Det er jo mange opgaver du sidder med. Nu fik du et lille smugkig på Fasemodellen, da du kom ind, og du sagde at du havde, at du var godt stødt på den før. K: Ja, på et eller andet tidspunkt. I2: På et eller andet tidspunkt. Ja. Så det er ikke noget i sådan, som du arbejder sådan med i din dagligdag. 2

3 K: Jeg vil sige, at det er desværre ikke noget som jeg sådan, øh, synes jeg er sådan fuldstændig er med på. Vi har jo selvfølgelig nogle arbejdsgange, der gør, og som. Ja, vi har arbejdet fremad i tingene, ikke, så, øh, der gør at vi har arbejdet lidt meget omkring PPR området, nu her på det seneste, og så på socialrådgivere området, for ligesom at få sat noget tværfagligt skub i tingene. På sundhedsplejerskerområdet, og det synes jeg, det har været rigtigt godt, vi har også gjort det, i forhold til overgange på dagplejeområdet, hvor vi også er med i det der projekt Tidlig Opsporing. 05:00 K: For ligesom at sige, jamen, når vi er ude ved de her familier, så har vi nogle skemaer med ud, som familierne de så udfylder, og så når de er udfyldt, så skriver de under på det og så fortæller vi dem så, at nu aflevere vi dem så til dagplejen, og det har vi så lige fået lavet en procedure på, på hvordan det kommer til at ske, sådan så det virker, og det ser faktisk ud til at virke. Ja, så det jo rigtig fint. I1: Det er det der overleveringsskema, ikke også? K: Ja, det der overleveringsskemaer, det er det, det er. Ja. Og med PPR, der har vi så fået tilsendt nogle, alle de der forskellige 4 skemaer, der nu ligger. Sådan så, at vi hele tiden kan få de rigtige børn ind, de rigtige steder. Kan man sige. Og så har vi etableret nogle møder der gør, at vi starter ud på de her PPR-møder nu, som vi så har haft socialrådgivning igen et stykke tid. 06:00 K: Det er jo socialrådgiverne, det vi har gang i, og det er rigtig fint og det andet, det er på vej. Ja. Man kan så sige, at det gode ved Langeland kommune, det er at man stort set altid kan få fat i hinanden og det vil sige at, at man kan lige sige, okay, nu har jeg brug for, nu står jeg her i en, i en sag, og jeg har brug for nogle øjne på det her, så er der altid nogle, som reagere, det tror jeg er gensidigt. Ja. Det tror jeg man oplever. I2: Ja. Tænker du, at det er fordi, at i sidder så tæt om i gør, at. K: Jeg tænker, at det er fordi, at kommunen er så lille. Det tænker jeg, den er jo kun på de der borgere, den er jo ikke ret stor. Til gengæld, så har man rigtig, rigtig mange, øh, dårlige børn, kan man måske godt sige, eller familier, der har brug for ekstra og særlig støtte, ikke? Så, det er selvfølgelig der fungere her, rigtig godt faktisk. I1: Skal vi går ned til. 07:00 I1: Jeg tror den er overstået, er den ikke det. K: Jeg har fået fortalt, hvad I skulle have af vide. I2: Ja, det er godt. Øh. Jeg kunne godt tænke mig og hører lidt hvordan, dit syn på, hvordan samarbejder faggrupperne, sådan imellem. Synes du det fungere, eller. K: Ja. Når du siger faggrupperne, så snakker du. I2: Så er det socialrådgivere, sundhedsplejersker, psykolog, talehøre, sådan nogle faggrupper. Ja. 3

4 K: Hvis vi starter med socialrådgiverne, så, så holder vi jo, de der møder, som jeg nævnte før, vi er også ved at oprette et selvmordsteam, sådan så at det selvmordsramte, der sidder jeg blandt andet i det sammen med en, en der er leder for. Og så er vi ved og. Der var en der var rejst, så vi skal til at sætte en anden en ind i det. Så, prøv lige at sige spørgsmålet igen. 08:00 I2: Hvordan samarbejder. K: Ja, det var det. Jamen vi, vi samarbejder på den måde, at hver tredje torsdag hver måned, der mødes vi og så er der en dagsorden, jeg sender dagsordenspunkter derhen og de sender dagsordenspunkter der hen os, og så har vi en dagsorden, og så går vi ud fra den. Så snakker vi sammen, og vi snakker også sammen ud over, vil jeg sige, hvis der er noget særligt, ikke. Det gør vi. Det gør vi på de møder, ikke også, og det er måske også sådan nye familier, der kommer op og siger, okay nu har vi nogle her ude, hvor meget/lidt kender i dem, jamen det gør de så, eller også så gør de ikke, og så kan man sige, at når sagen den ligesom er etableret i det første, i det første møde der, så ryger det ud til socialrådgiverne, - 09:00 K: - så er det socialrådgiverne vi samarbejder med, på sagen, kan man sige, indtil at man, altså, ja. Det tror jeg. Forstår i det? Ja. Så det slut. I2: Ja. I1: Skal vi tage den der? K: Så, så på den måde, det bliver faktisk så rigtigt fint, og PPR, det er vi sådan ved at driftssætte, på et struktureret niveau, det har været mere ustruktureret, og det er, det er vi ved at strukturere nu her, så vi har indkaldelse til vores første møder ja, omkring det, og beslutninger på, hvordan det skal kører. I2: Ja. Hvordan har det været, nu har i jo begyndt på det her, fået det lidt mere skrevet ned og gøre det lidt mere, sådan, formelt, eller hvad skal man sige, hvad med før, i har været med i det her projekt Tidlig Opsporing, hvordan har, hvad skal man sige, samarbejdet mellem de forskellige afdelinger. K: Det ved jeg faktisk ikke, for det var før jeg kom. I2: Ej du, ja, det var kun 5 måneder, du har været her, ja, det er rigtigt. K: Så det ved jeg faktisk ikke. I2: Ja, det er klart, jeg havde lige skudt det ud af hovedet et øjeblik. 10:00 I1: Så er der det der omkring styrker og svagheder. Yes. I forhold til hvad du tænker sådan omkring sin baggrund, hvad tænker du, der sådan er din styrke, den baggrund du har, som professionsuddannet, sundhedsplejerske og hvad, i forhold til, hvad er svaghederne i den baggrund? Jeg ved ikke om du har nogle tanker omkring, hvad der kunne være det. 4

5 K: altså sådan, altså, jeg er jo mig, kan man sige, og jeg har jo mere uddannelse end en sundhedsplejerske uddannelse og jeg har jo også en videre uddannelse, ikke? Jeg har jo en master i offentlig ledelse, så den bærer jeg jo med mig, så, ligegyldigt hvor jeg ligesom er, og jeg kan også mærke, at jeg selv er meget sådan, engagegeret i at få struktureret nogle ting, der ligesom mangler. Men styrker og svagheder.. 11:00 K: I samarbejdet, er det det, som I vil have, eller er det mine styrker. I1: Nej, I samarbejde som sundhedsplejerske, et eller andet sted, altså, det man kommer med, når man er i en sundhedsplejerskes baggrund, et eller andet sted, hvad ligger der så i, hvilke styrker og svagheder har man så, i det, i forhold til at skulle samarbejde med de andre professioner. K: Jeg synes ikke, at det er noget problem. Det synes jeg ikke. Altså, det som man skal være opmærksom på, det er jo at faggrupper kan have forskellige opfattelser af hinanden, og forskellige fagsyn, og min opfattelse er at de forskellige fagsyn, de skal komme frem i det her, øh, i de her møder, som man har. Og det er faktisk sådan, her på Langeland, at der bliver faktisk lyttet ind 12:00 K: - i de her fagprofessioner. Så jeg synes faktisk ikke, at problemet det er så stort her, men ellers så er det jo et generelt problem. Ude omkring i andre kommuner, så det er noget jeg tidligere har arbejdet rigtig meget med, det er at, at sundhedsplejerskerne skulle høres noget mere, men det er ikke min opfattelse her, og det er ikke noget jeg siger, bare fordi, at jeg er ansat her. I2: Nej, nej. K: Fordi, så ville jeg sige det. Øhm. Det ved jeg faktisk ikke. I2: Nej. Har du oplevet tidligere at det.. K: Jeg oplever tidligere, at sundhedsplejersker kan trække sig, det tror jeg måske også, der er nogle sundhedsplejersker, der ville kunne gøre her, men, men det er ikke min oplevelse, når vi sidder i møderne og slet ikke min egen oplevelse i hvert fald, jeg skal nok komme frem med det, som jeg ligesom har og skulle sige. Men jeg synes også, at det er vigtigt at skulle lytte til andres professioner og så få det til og 13:00 K: - gå ind i en højere enhed, fordi man er jo forskellige, og man har forskellige fokusområder, ikke? Og jeg var til et møde her forleden dag, fordi, jeg sad og snakkede med en, som, hun havde, hun var pædagog, og hun havde en opfattelse af, hvordan man sådan ligesom tacklede en familie og jeg sad med en anden opfattelse, som jo var sundhedsvinklen, ikke? Så, og det var rigtig, rigtig skægt, for da vi så egentlig ligesom fik talt sammen, det hjælper jo altid, at tale sammen, i stedet for bare at maile sammen, ikke? Så får man sådan en opfattelse af, nå, jamen, nå ja, sundhedsvinklen den er der og din pædagogiske vinkel, den er faktisk der, så det synes jeg egentlig var fint, så. Svagheder og styrker. Jeg tror det er rigtig vigtigt at, at vi viser hvem vi er, - 14:00 5

6 K: - og vi ved hvad det er for en faglighed vi står for, øh. At, man ikke trækker sig, i hvert fald, i det her samarbejde, at man står ved og siger, jamen det, det er det her jeg oplever er en udfordring ude i familien, os de andre, de fortæller så nogle andre ting, nå man så. Så er det jo socialrådgiverne, der i sidste ende kan trække af på det, og det synes jeg jo er fint. Ja, det er det jo, fordi at, de har jo myndighed på. Men jeg oplever faktisk ikke, at det er et problem her. Og det kan da være, enten så er det fordi, at det ikke er det, eller også så er det fordi jeg ikke har været her længe nok, det ved jeg ikke, men jeg synes, at vi har været med i flere, eller mange sager også, fordi der er så mange sager på småbørnsområdet, så mine. Så mine. Jeg vil jo også godt sige nogle svagheder. Øhm. Altså ja. 15:00 K: Jeg synes vi går meget op i at lytte til hinanden, jeg synes det er svært lige at sige, det og det er en svaghed. Men hvis man ser på det, som sundhedsplejerske gruppe generelt, i hele landet, tror jeg, så kan det være den at, at sundhedsplejerske måske kunne finde på at trække sig lidt, og ikke stå ved, det de ser, det har jeg i hvert fald oplevet i andre kommuner. Og jeg tror måske også, at det handler om, at man, hvordan man er organiseret sig. Fordi her, der er vi jo organiseret under samme hat, kan man sige, og nogle andre steder, har jeg jo så også oplevet, har man været mere organiseret under forskellige.. andre hatte, kan man sige, eller fagligheder ikke? Et sundhedssystem kontra et familiesystem, for eksempel, hvor der måske er to systemer, der har noget magt kørende, på en eller anden måde. Så. 16:00 K: Så jeg synes måske nok, at styrken ved at vi er organiseret på den måde, som vi er, det er en styrke, fordi der er ikke nogen, der sådan har behov for at gå ind og. Og, ja. Skulle bevise at, det ene system er bedre end det andet. I2: Nej. Der opstår måske ikke de der interessekonflikter, som der ellers måske kan være. K: Nej. Det gør der ikke. Det synes jeg ikke der gør, i hvert fald. Det er i hvert fald den oplevelse, som jeg har. I1: I forhold til den her fasemodel, den nævnte du, at den havde du ikke, at det var ikke sådan, i høj grad, at I havde arbejdet med den. Det er jo sådan en måde, hvad kan man sige, at strukturere det tværfaglige samarbejde på, men, oplever du om det tværfaglige samarbejde i høj grad, hvad skal man sige, er det regel styret, eller er det styret af noget fleksibilitet, eller, altså. Er det noget hvor i selv skønner hvornår i skal samarbejde, eller er der nogle procedurer.. K: Nej, det ligger fast, at vi samarbejder, altså, med socialrådgiverne 17:00 K: -og med PPR, øh, en gang om måneden. Helt faste møder. Og så der ud over, så finder vi hinanden, hvis der er behov for det. Så det er struktureret. I1: Så det er struktureret, men samtidig også lidt skøn kan jeg høre, eller. 6

7 K: Ja, ja. Altså står man i en mega udfordring, jamen så kan man godt, skrive sammen og snakke sammen omkring det, det synes jeg er en vældig styrke, at det er sådan. Ikke? Så det er jo, det synes jeg er fint. Og det kan man gøre ligegyldigt om det er PPR, eller om det er socialrådgiverne. Så det synes jeg faktisk er en styrke. Ja. Det ikke sådan, at jeg ligesom kan sige, at der er svaghed inde i det, og det er sådan set lidt ærgerligt, at jeg ikke kan det, for det vil jeg sådan set gerne sige, men det synes jeg faktisk ikke lige, at der er. I1: Du siger det her, med at man kan være organiseret under flere forskellige hatte, og her er man 18:00 I1: - organiseret under én hat. At, jeg tænker på at, dagplejedelen vel er organiseret lidt under en anden hat, end sundhedsplejerske delen for eksempel, har i oplevet at, at de forskellige. Altså, når de ligger i to forskellige organiseringsformer, et eller andet sted, at det har betydet et eller andet i forhold til, til det at skulle skabe det rette, sådan, samarbejde og det. Eller at kunne kommunikere og have det samme mål, et eller andet sted. K: I forhold til det her Tidlig Opsporing, øhm. Nej, det synes jeg faktisk ikke, at der har været. Fordi, nu var dagplejen ikke med til det seneste møde, vi holdt, men altså, så sad vi og drøftede nogle ting og så var det egentlig vedkommende fra dagplejen, der ligesom skulle være med til og beslutte det, - 19:00 K: Det var sådan samarbejde med overgange mellem sundhedsplejerske og dagplejen, så der besluttede vi så, at der ringede jeg til ham og så, fandt ud af, fordi de her dagpleje, eller dagplejeskemaer, som jeg sagde, det er rigtig vigtigt. Jeg gider simpelthen ikke og sidde og lave dem, hvis de ikke bliver læst og brugt. Så det er rigtig fint, at man bare kan sidde og lave nogle arbejdsgange og beslutte nogle arbejdsgange, men hvis det ikke bliver læst, så. Så der ringede jeg jo så til ham der er chef for området og så sagde jeg det til ham, så, det kunne han jo egentlig godt forstå, og så fik vi lavet en arbejdsgang, der ligesom sikre, at de fik læst de her dagplejeskemaer. Så, eller skemaer, med overgange til dagpleje, ikke? I1: Og du oplever ikke, at der er noget, for eksempel, over i dagplejen, eller dagtilbudsområdet, at de ligger mere vægt på der, end de gør hos jer et eller andet sted, i de diskussioner I har omkring, omkring børnene eller i forhold til.. 20:00 K: Jamen igen, der ligger de jo vægt på nogle andre ting, synes jeg. Fordi, de er jo pædagoger. Så de ligger meget vægt på nogle andre ting, synes jeg. I1: Ja, hvad kunne det være? K: Jamen, det kunne være, altså, det vi sad i her, for et stykke tid siden, som jeg synes, måske var en udfordring, eller er en udfordring, det er sådan noget med, vi sad og snakkede om de røde, og de gule og de grønne børn, og så siger jeg, fra sundhedsplejen, der lavede vi jo de der forskellige udtræk, fra sundhedsplejen, der er det, når vi samarbejder med jer, så er det, omkring, så ville I kunne, altså så er det socialrådgiverne, så vil 7

8 i kun få de røde børn, altså, det er jo derfor de ligesom er med, socialrådgiverne, så er det kun de røde børn. Så siger dagplejerne så, ja, men sådan er det altså ikke hos dagplejen, fordi, - 21:00 K: -det kunne godt være et barn som var, som var, som havde nogle taleudfordringer, og så siger jeg så, nå, men, hvordan kan taleudfordringer blive til et rødt barn, det forstår jeg faktisk ikke helt. Så. Så jeg tænker, at det der er potentiale for, det er i hvert fald, sådan vil det jo altid være, og arbejde videre med, hvordan de ser fælles på børnene. I1: Yes. Okay ja. K: Det tror jeg. I2: Så du oplevede egentlig, at de har forskellige oplevelser, eller forståelse af det arbejdsredskab, det er det vel et eller andet sted. Sådan, at de børnelinealen I arbejder ud fra, det der med de røde, gule og grønne børn. K: Nej, det er Tidlig Opsporing, hvor man, ja, går ind og vurderer dem, som er røde, eller som gule, eller som grønne. 22:00 I2: Ja. Så der kan være forskellige måde, som i ligesom ser på de her.. K: Ja, ja. Ja, det er der nok. Tror jeg. Jeg synes der er. Jamen det er der jo. Og jeg tror faktisk, at det kunne være en drøftelse værd, sådan på sigt, og snakke mere om, hvordan vi ser børnene, ja. I1: kan du sige lidt om, det der med, hvordan I som sundhedsplejersker ser børnene, i forhold til, for eksempel socialrådgiverne. Altså hvad, er der en forskel i, hvordan man sådan, sundhedsplejerskerne ser børn, i forhold til. K: Ja, altså. Vi kigger meget på den sundhedsfaglige del, så vi kigger selvfølgelig på, om et barn trives, om barnet er sygt og alle de der ting. Men derudover, så kigger vi, vi kigger jo fysisk på dem, vi kigger psykisk på dem og vi kigger socialt på dem. Hvis forældrene, de er, har, altså. Hvis et barn ikke udvikler sig, hvis der er dårlig øjenkontakt, - 23:00 K: -for eksempel, ved et barn, jamen så viser det, at forældrene ikke kan gøre så meget. Jamen, ikke kan være i, ja. Eller, forældrekompetencen mangler lidt ikke, så er det absolut et rødt barn. Hos os, det tænker jeg også, at de ville være ovre i dagplejen. Men nu har de den jo ikke. Og socialrådgiverne, ikke, så, så. Ja, det ville de også være ved socialrådgiverne, de ville opfatte det på samme måde, man kan sige, i dagplejen, der får de dem jo senere. I1: Ja, det er sådan en overlevering, hvor alle, hvad kan man sige, uanset om er et risikobarn eller, ja. K: Ja, så det er senere, at de får dem der. Så de ser, men altså. Jeg ville jo se sådan på det, ovre i dagplejen, jamen, hvis det er et rødt barn, jamen så det også når forældrene de kommer berusede og sådan noget der ikke? Så det der med det sproglige, - 8

9 24:00 K: -det kunne jeg ikke helt følge i hvert fald, så det tror jeg, at vi skal snakke lidt mere om, i hvert fald, for at være helt sikre på det. Fik du svar på dit spørgsmål. I1: Nej, jamen det var. Ja, det er det der med ved den. Altså, når man har et. Altså, som sundhedsplejerske, så tænker jeg, at man, i forhold til barnet, har én tilgang. Det tror jeg også, at du har også lidt været inde på, sådan, hvad er det. Du nævner lidt det der med, at man har nogle forskellige aspekter, sådan, social og.. K: J, fysisk, psykisk og socialt, ser vi på børnene. I1: Ja, og jeg tænker, ser i ofte de her børn, måske mere end for eksempel socialrådgiverne, ser barnet. K: Ja, det gør vi. I1: men der har man så nogle andre, tænker jeg, noget man som socialrådgiver i en højere grad gør, eller ligger vægt på, eller, som man anser i arbejdet med børnene, som værende. At der er nogle andre ting, som man ligger vægt på. 25:00 K: Altså vi, vi er jo oplært i, at vi skal kunne støtte forældrene til at mestre, så vi skal kunne give råd og vejledning, egentlig uden at være sådan frygtelig synlige, i det her, sådan så forældrene, de ligesom føler at, at yes, nu kommer der nogle råd og noget vejledning og så mestre de egentlig. Vi skal jo kunne trække os ud af det og så skal de kunne klare sig alene, ikke? Så det er faktisk sundhedsplejerskernes kernekompetence, det er jo at man går ind og får folk til at mestre. Ikke. Og når der så går noget galt, i de der, og man har så prøvet nogle, så arbejder man så videre med det, og siger, okay, vi har en, jeg kan se, ret tidligt, så begynder vi jo og snakke om, at vi kan se, at der er en udfordring her, så kan vi sætte et mål op for det. Så gør vi det. Og hvis forældrene, de ligesom ikke kan arbejde videre ind i det, jamen så ryger den jo videre til en socialrådgiver, ikke? 26:00 I1: Ja, okay. K: Som så, ja, skal hjælpe til ikke, kan man sige. I1: Ja, men kan der så være noget, du ved, som du siger, så ryger den videre, men der kan vel også være noget i samspillet mellem, altså, tænker jeg, at man ligger vægt på, i samspillet mellem rådgivere og sundhedsplejerske, altså i forhold til, at det ikke kun er en overlevering, men det også er et, et. K: Ja, det er et sammenspil. Jeg ser det i højt grad som et sammenspil, på den måde at, så længe socialrådgiveren arbejder, så arbejder sundhedsplejersken også. Men jeg ser det er rigtig vigtigt, at man sætter sig ned og ved hvad hinanden gør, for hvis vi ikke ved hvad hinanden gør, så går vi fuldstændig fejl i hinanden. Det er helt klart, det gør man. Så vi bliver nødt til at vide, hvor går vi hen, også, så vi ikke går ud og så vi bliver enige om, jamen, du er sundhedsplejerske, du tager dig af, du har den rolle nu og jeg har så den rolle her, som socialrådgiver, og det er her jeg arbejder, i mit felt, ikke. 9

10 I1: Ja, okay, så den klare rolle afgrænsning. 27:00 K: Ja, rolleafklaring, det tænker jeg, det er den gode ting. I1: Ja. Er der nogle gange, hvor rollerne ikke altid er klare nok. K: Ja. Det er der. I1: Hvilke eksempler kunne det for eksempel være? K: Jamen, det er blandt andet det der eksempel, jeg tog lige før, hvor jeg er sundhedsplejerske et sted, hos en familie og jeg kommer en gang om ugen, og de samtidig går ude i vores flekshus, som er sådan et støtte tiltag, ikke? Og så har vi samtidig en familie, som så godt kan lide og splitte lidt, ikke, så der er det jo rigtig vigtigt, at man, inden man starter, faktisk, får sat sig ned og får lavet den her rolleafklaring på det, ikke? Nu skete der så det, at der begyndte at ske et eller andet og så satte vi os så ned og snakkede bagefter, og så fik vi lavet rolleafklaring, ikke. Men det er rigtig vigtigt, at man starter med at gøre det, fordi at. Men altså, folk er jo heldigvis så professionelle så, - 28:00 K: Så det ikke går ud over familien, tænker jeg, men det er rart nok, at man har rolleafklaringer fra starten af. I1: Hvis man ikke har rolle afklaringer, K: Så går det galt. I1: Så går det galt. Hvordan går det galt så? Altså, i det der eksempel, for eksempel? K: Der kan det gå galt på den måde, at i flekshuset, der arbejder de med en ting, jeg arbejder sådan set med det samme, men jeg siger måske tingene på en anden måde. Som måske kan misforstås, eller også så kan det misforstås, det der bliver sagt i flekshuset, sådan så at det ikke bliver helt ensrettet. Og det giver jo forvirring for familierne og det dur ikke. Så det er rigtig vigtigt. I1: Så det er noget med kommunikationen i forhold. K: Det er med kommunikationen og det er med og sætte sig ned og sige, vi har lige et møde, fordi, nu har vi den her familie, jeg gør det og du gør det, og så er det der. Ja. Og det er sådan set, faktisk det eneste 29:00 K: -tilfælde, hvor jeg har oplevet det er gået galt. De andre tilfælde, der har vi altid lavet et møde og fået det koordineret, så det er egentlig lidt sjovt, at det lige gjorde det, i det her. Men det var så også en lidt særlig familie og en familie, med noget splitting og sådan noget, ikke så. Så fik vi lige det ind på banen og så, ja. I2: Jeg kunne godt lige tænke mig, du nævnte det der med sådan, ligesom du siger, at i har forskellige måske fagsprog, eller måde og kommunikere på. Hvis I nu er ude ved en familie sammen, enten er du ude med en, det ved jeg ikke om det sker, nogle gange med en sagsbehandler, eller en socialrådgiver, og i er ude ved dem, på samme tid, hvordan oplever du det med kommunikation, sådan, sammen med familien, eller. Kan der være forskellige måder at kommunikere og italesætte ting, for eksempel over for borgeren? 10

11 K: Ja, det kan der godt. 30:00 K: altså. udfordringen, synes jeg, er nogle gange i forhold til socialrådgiverne, det er at, de er meget, de ser faktisk udelukkende den anomale verden, det gør sundhedsplejerskerne ikke, de ser også den normale verden, de ser faktisk begge spektre, om man er uddannet i at, se det normale, før man begynder at se på det der er sygt, det er sådan, at uddannelsen egentlig er bygget op. Der kan man da godt nogle gange fornemme, at deres verden er en anden. Ikke. Og man nogle gange også skal sige, at min oplevelse, det er altså, at det her, det er inden for normal området. I2: Så de kan måske være for farvede af, at de hele tiden bevæger sig inden for det der.. K: Nogle gange, tænker jeg ikke. Godt. Sundhedsplejersken skal også være god til at, - 31:00 K: -at bevare den professionelle faglige distance. Det er jo rigtig vigtigt, når du kommer flere gange ude ved familien, det gør man jo som sundhedsplejerske, det er rigtig, rigtig vigtig, det er faktisk noget vi arbejder rigtig meget med, i gruppesammenhænge, også både på det område, men også på asylområdet. Sådan så det ikke går ind og sætter sig på en eller anden måde, det der så sker i familien, ikke? Fordi, så ser man jo ikke klart mere, så det går vi faktisk ind og arbejder rigtig meget med. Men sprogligt. Ja. Der kan være. Men det måske det der gør det, tænker jeg. I1: Har du. Du nævnte det der med, at man. At i ligesom har et udgangspunkt, der handler om, at se på det normale, og hvor at, at socialrådgiverne måske mere ser på det der, altså, det der er sygt, et eller andet sted. K: Det er jo det de får overleveret. I1: Ja, det er jo det de får overleveret. 32:00 I1: Har du et eksempel på, hvor det giver nogle problemstillinger, i forhold til. Altså. At, man kan se det i arbejdet, at der er de her forskellige baggrundsforståelser for, for at man er vandt til at se det normale versus det at man er vandt til at se det der er sygt? K: Jeg kan ikke lige komme på et eksempel nu, det kan jeg faktisk ikke. Men det er der. I1: Ja, det er jo interessant jo. K: Ja, det er vældig interessant. I1: Ja, det var bare hvis du havde. K: Ja. Jeg kan ikke lige komme på et eksempel lige nu, men der er. Det kan være det kommer. Ja. I1: Ja. I2: Er det okay jeg springer lidt i det? I1: Det er helt i orden. 11

12 I2: Det er også for, at vi lige overholder tiden. Jeg kunne tænke mig at høre lidt, i forhold til, oplever du, at der nogle gange kan være manglende tillid, eller respekt, til din, sådan, faglige vurderinger. K: Nej. I2: Nej. 33:00 I2: Ikke fra de andre faggrupper. Nej. K: Det er mit ærlige svar. I2: Det kunne jo godt være, at du har siddet i en situation, hvor. Nej. Godt. K: Nej, det har jeg ikke. I2: Godt, jamen så er vi jo videre med det. Og heller ikke i forhold til, er der nogle faggruppers faglige vurderinger, der bliver vægtet højere end andre? Når i sidder sådan rundt om et bord, har de her tværfaglige møder, kan der være nogle, der ligesom får det sidste ord. K: Ja, ved du hvad. Det tror jeg faktisk er meget personafhængigt, og ikke fagfagligt. Ja. I2: Ja, så i nu sidder og beslutter, at det er den her retning vi går i, i forhold til et konkret barn, så oplever du ikke, at der er en bestemt faggruppe, der er, der trænger igennem. Nej. K: Nej. I1: Det kan ligeså godt være en sundhedsplejerske, som det kan være en psykolog, for eksempel? En PPR psykolog. K: Ja. Det kommer lidt an på problemstillingen, ikke? 34:00 K: Fordi, man skal også være, altså, hvis det er en oplagt problemstilling, indenfor en psykolog, så er det jo selvfølgelig ikke en sundhedsplejerske, der brager igennem med det. I1: Så der er også forskel på hvilket.. K: Ja, det kommer an på hvilket felt det også er, ikke? Så det kommer an på personlighed, det kommer også an på fagligheder og hvad det er for en problemstilling du står I, ikke? Fordi, som sundhedsplejerske, der kører vi jo også meget på kanten, men vi skal jo også sådan passe på, at vi ikke begynder og udtale os om store psykologiske udfordringer, som der er en psykolog, som der er uddannet i, der synes jeg egentlig, at vi klare ret godt, at holde os, sådan på en eller anden form for sti. Men der hvor det er interessant, det er hvor personligheden kan slå igennem, kan man sige, at det kan være der, hvor i grænseområdet. I1: Ja, hvad tænker du der? K: Jamen i grænseområdet, der kan det godt være en, ligeså meget en sundhedsplejerske, eller en psykolog, som slår igennem, hvis det ligger sådan på en snitflade mellem sundhedspleje - 35:00 K: -og psykologfag ikke. Kan I følge mig i det? 12

13 I1: Det kan jo være, tænker jeg. For man er jo alle sammen uddannet, tænker jeg, i det at arbejde i det her felt, arbejde med mennesker. De har måske nogle forskellige tilgange, men en sundhedsplejerske, tænker jeg, har jo også viden om hele, det vidensområde, som psykologen sidder på og som socialrådgiverne sidder på. Og er man altid enig om den viden? Det kunne jo også være lidt interessant, hvad der er det essentielle et eller andet sted, i det her vidensområde, i forhold til barnet. K: Det kan man selvfølgelig godt få nogle drøftelser i, men det ikke, det er jo, det er klart. Men hvis det lige er i grænseområdet, altså jeg vil sige, jeg blander bestemt ikke, når man begynder og snakke om ting og sager 36:00 K: -der ligger.. I1: Men hvad kunne et grænseområde være, i forhold til en sundhedsplejerske og en psykolog? K: Jamen, hvordan man sætter i værk, hvis der er nogle psykologiske udfordringer, et barn tisser i sengen, eller, et eller andet ikke. Hvordan gør vi lige det, eller. Noget i den stil. Altså. Det kunne være mange ting, sådan nogle ting, der.. I1: Har du selv siddet i sådan et du ved, en diskussion, eller snakket om, jamen, hvad gør vi i den, og ja, altså, at du nogle gange, måske. Man kunne måske godt forestille sig at, at en psykolog, med den baggrund, altså, den akademiske baggrund, som psykolog har, ville kunne sige, jamen okay, at. Jamen, der har man måske noget mere viden, i forhold til, hvad der sker. K: Jamen, jeg tror, at psykologen har mere viden, når vi når over på de, der store, hvad skal vi sige, altså, på det sygdomsmæssige. Ja. På det anomale og sådan noget, men stadigvæk når vi ligger i- 37:00 K: -grænseområdet. Der tænker jeg, at der er sundhedsplejersken ikke lige så meget på banen, kan man sige. Det er kun grænseområdet, og det er os der vi skal bevæge os. Vi skal holde os ude for det andet, vi skal ikke sidde og kloge os på, hvad psykologerne har lært, for vi bliver også lidt irriteret, hvis psykologerne begynder og kloge sig på et sundhedsplejerske problem, hvad det er for noget mad, barnet skal have at spise, eller noget andet ikke? Og der vil jeg sige, der er lægerne også blevet rigtig gode, at der er meget adskilt imellem. Altså, lægerne de henviser jo til sundhedsplejerskerne, når det handler om kostvejledning og sådan noget, og allergiudfordringer, i forhold til kost og sådan noget der. I forhold til hvad de tidligere har gjort, der har de selv siddet og. De har også kloget sig på amning på et tidspunkt, ikke, og det gør de heller ikke mere. Det er sådan, en saga blot. Så jeg tror vi egentlig er nået et stykke vej, sådan hele vejen i systemet. Det er den oplevelse jeg har, i hvert fald. I1: Men også at grænser rykker sig. Altså, professionsgrænser rykker sig. 38:00 K: Ja, professionsgrænser, de rykker sig også, ja. Det gør de, ja. I1: Det er også interessant. 13

14 K: Ja, der er meget forskel fra, for, altså, da jeg startede som sundhedsplejerske i sin tid, og så til nu, der har faggrænserne virkelig rykket sig. Det er de. I1: Yes. Har man også, har man kunnet mærke, altså, ja. Det jeg nok vil sige, altså, hvis faggrænser er noget, der rykker sig, og det er noget, der er i bevægelse, så må vi også antage, at det er noget som, der måske er, altså, at man måske har en for, forskellige forståelse af, både. Altså, forskellige forståelse af, der kan jo være nogle, for eksempel, PPR psykolog, altså to PPR psykologer, der har forskellige forståelse af hvor en grænse i forhold til professionerne er, altså, det er jo ikke sådan nogle statiske størrelse, der er ensartede i hele landet og.. K: men man bruger faktisk også rigtig meget 39:00 K: -tid på, at sætte sig ned og lave snitflade, øh, snitflade, hvad skal man sige, altså, et dokument på snitflader. Hvor er vi henne snitflademæssigt og det er netop for at vi ikke vader rundt i hinandens systemer. I1: Okay, yes. Så man er sikker på at en psykolog ikke begynder og blande sig i mad, eller hvad? K: Jae. Ja. For det har jeg tidligere, det har så ikke været i den her kommune, men det har jeg tidligere været, for der blev man sat sammen i sådan nogle teams, i en tidligere kommune jeg var i, Faaborg-Midtfyn faktisk, hvor man havde de her teammøder, med en psykolog og en socialrådgiver og en sundhedsplejerske, og der har, sundhedsplejersken ikke også, det var dog irriterende og så begyndte han og snakke om mad eller et eller andet ikke? Eller cremer i forhold til dittet og dutten og datten, som jeg så ved noget om, ikke, men så må man lige have fat i vedkommende og sige, hov, husk nu lige og blive på sporet ikke? Til gengæld skal sundhedsplejersken så ikke sidde og kloge sig på en masse diagnoser, men hun kan forklare, det hun er skrap til 40:00 K: -det er jo også sige, jamen, der er de symptomer her, og dem må man så lytte til, at. Fordi, det er dem, som sundhedsplejersken kan se, dem. Sundhedsplejersken er faktisk også uddannet til, med, i at kunne observere, sådan forskellige symptomer, så hvis man tager de symptomer, så kan de så selv få lov til at finde ud af hvad det er, det handler om. I1: Yes. Har du flere spørgsmål? I2: Jeg tror faktisk vi er ved at være godt igennem. Nå, jamen dejligt. Det var en stor hjælp, det var meget spændende snak. K: Nå var det det. I2: Ja, det var så. K: Det er godt, så må i jo have held og lykke med eksamen. Skrivningen. I1: Ja. I2: Det jo skriveprocessor, der kommer bagefter, nu her. Ja. Hvis vi nu kommer i tanke om, at der er et eller andet, som vi har glemt at spørge dig om.. 14

15 K: Så ringer i. I2: Så må vi ringe til dig, kan vi få dit arbejdstelefon nr. K: :00 I2: Fornemt. Tusind tak for det. Så må du have fortsat god arbejdsdag. K: Ja, der er lige et par møder til. Jamen, hyg jer. I1: Tak og i lige måde. I2: Hej, hej. 41:20 15