FORBUND. FOAs Klageinstans. Beretning 2015

Transkript

1 FORBUND FOAs Klageinstans Beretning 2015

2 Indhold FOAs Klageinstans beretning Afgørelser truffet i FOA 1 indklaget FOA (Forbundet) indklaget FOA Sydfyn indklaget FOA (Forbundet) indklaget FOA SOSU indklaget FOA Holbæk indklaget FOA Odense indklaget FOA Sydsjælland indklaget FOA Roskilde indklaget FOA Hjørring indklaget FOA SOSU indklaget FOA Vendsyssel og FOAs A-kasse indklaget FOA Nordsjælland indklaget FOA Herning indklaget FOA Midtsjælland indklaget FOA Nordvestsjælland indklaget FOAs A-kasse indklaget FOA Vendsyssel indklaget FOA Sydfyn indklaget FOA Køge og FOA (Forbundet) indklaget FOA Sydsjælland indklaget LFS indklaget FOA Randers indklaget 23 Statistisk oversigt over de afgjorte sager 25 Retningslinjer for FOAs Klageinstans 26 Politisk ansvarlig: Mona Striib Redaktion: FOAs Klageinstans Produktion: Grafisk Team og FOAs trykkeri IN_Klageinstans beretning 2015_

3 FOAS KLAGEINSTANS FOA 3 FOAs Klageinstans beretning 2015 I en organisation med ca medlemmer og ca medarbejdere fordelt over hele landet kan der opstå situationer, hvor man føler sig forkert behandlet. Derfor har man ret til at klage over sagsbehandlingen, hvis man mener, FOA eller FOAs A-kasse har behandlet en sag ukorrekt. FOAs Klageinstans behandler disse sager og udgiver hvert år en skriftlig beretning. Den uvildige klageinstans, der har eksisteret i FOA siden den 1. januar 1998 med det formål at sikre det enkelte medlems rettigheder i forhold til forbundet og arbejdsløshedskassen, har haft følgende dommere: Tidligere præsident i Sø- og Handelsretten Frank Poulsen fra 1998 til og med 2001, tidligere højesteretsdommer Hans Kardel fra 2002 til og med 2006, tidligere højesteretsdommer Marie-Louise Andreasen fra 2007 til 30. juni 2014 og tidligere præsident ved Retten i Roskilde og næst formand i Arbejdsretten Niels Waage fra 1. juli Dorte Hansen, der havde fungeret som sekretær for klageinstansen siden 2002, opsagde sit hverv i maj Der er indtil videre ikke udpeget nogen ny sekretær. FOA (forbundet) varetager følgende sekretæropgaver for klageinstansen: Modtagelse og videreforsendelse af sager og henvendelser til klageinstansen, generel information om klageinstansen samt trykning og udsendelse af årsberetning. Retningslinjerne for FOAs Klageinstans er fra 1997 og er revideret i 2003 og De er godkendt af forbundets hovedbestyrelse og er gengivet bagest i denne beretning. Klageinstansens dommer afgiver hvert år en skriftlig beretning. Beretningen offentliggøres 1. april. Forud for offentliggørelsen forelægges beretningen for FOAs hovedbestyrelse. Klageinstansens beretning for 2015 foreligger hermed. FOAs Klageinstans har i 2015 modtaget 17 nye sager. Klageinstansen har afsluttet 23 sager, herunder 10 af de 11 sager, der var modtaget i 2014 og ikke afgjort 1. januar Der er således 5 sager under behandling 1. januar af de afsluttede sager vedrørte helt eller delvis FOAs A-kasse. Årsberetningen inde holder en oversigt over de afgørelser, der er truffet. København, januar 2016 Niels Waage

4 4 FOA FOAS KLAGEINSTANS Afgørelser truffet i (j.nr. 14/112077) FOA 1 indklaget (afgørelse af 5. maj 2015) Klagen vedrørte 1. Afdelingens påståede manglende indsats i forbindelse med, at medlemmets arbejdsgiver havde beskyldt hende for at have registreret længere arbejdstid end den reelle. 2. Afdelingens manglende indsats i forbindelse med medlemmets afskedigelsessag. 3. Afdelingens accept af arbejdsgiverens beregning af medlemmets afspadseringskonto på afskedigelsestidspunktet. 4. Afdelingens manglende bistand vedrørende medlemmets arbejdsskadesag. Afgørelser i FOAs Klageinstans i klager*) var relateret til sagsbehandlingen i FOA og FOAs afdelinger afgørelserne var fordelt således: I 6 sager fik klagerne helt eller delvist medhold i 4 af disse sager foreslog klageinstansen godtgørelse eller erstatning FOA I 16 sager fik klageren ikke medhold 1 klage blev ikke realitetsbehandlet**) I alt 22 2 klager*) var relateret til sagsbehandlingen i a-kassen FOAs A-kasse I alt 2 I ingen af disse fik klagerne helt eller delvist medhold *) Når det samlede tal for klager over FOA-afdelinger og a-kassen er højere end antallet af årets afgørelser, er det fordi klagen i en af sagerne var rettet mod både den lokale FOA-afdeling og a-kassen. **) Se nærmere under sag (side 18) Vedr. pkt. 1. Klagen var indgivet af trafikkontrollør A og omhandlede et forhold, der lå næsten 3 år tilbage i tiden. Afdelingen oplyste, at den ikke havde været involveret, idet sagen har været håndteret af de lokale tillidsrepræsentanter. Der var ikke forelagt klageinstansen oplysninger, der tydede på, at afdelingen burde være indtrådt i sagen, og det var ikke af medlemmet A gjort gældende, at hun havde bedt om afdelingens hjælp i forbindelse med sagen. Klageinstansen fandt endvidere ikke, at der nu var fornødent grundlag for at tage stilling til tillidsrepræsentanternes håndtering af sagen, hvorfor denne del af klagen blev afvist. Vedr. pkt. 2. Afdelingen havde rejst sag om urimelig afskedigelse for A, og sagen blev forligt således, at hun ud over at få det overenskomstmæssige opsigelsesvarsel på 4 måneder modtog en godtgørelse svarende til 1 måneds løn. Det var ubestridt, at A tiltrådte forliget. Klageinstansen fandt intet grundlag for at antage, at A skulle have været udsat for et utilbørligt pres fra afdelingens side i den forbindelse, og klageinstansen fandt intet kritisabelt i, at afdelingen vurderede, at det alt taget i betragtning var en fordel for A at tiltræde forliget og dermed undgå en afskedigelsesnævnssag med deraf følgende risiko for at tabe sagen. Denne del af klagen blev således også afvist. Vedr. pkt. 3. Det fremgik af sagen, at arbejdsgiveren administrerede afspadseringsordningen på den måde, at der på forhånd blev lagt et antal afspadseringstimer ind i årskalenderen, som forudsattes optjent i løbet af året. Hvis det ved fratræden i løbet af året viste sig, at nogle af de på forhånd indlagte afspadseringstimer faktisk ikke var optjent, f. eks. fordi den pågældende medarbejder havde været syg på et tidspunkt, hvor afspadseringstimerne skulle have været optjent, eller fordi medarbejderen fratrådte, før den pågældende havde haft mulighed for at optjene afspadseringstimerne, blev de ikke optjente timer fra-

5 FOAS KLAGEINSTANS FOA 5 trukket i den samlede opgørelse af afspadseringskontoen. Klageinstansen lagde til grund, at der ikke var indgået aftale mellem afdelingen og arbejdsgiveren om, hvorledes afspadseringstimerne skulle opgøres, men at retningslinjerne herfor var fastsat ensidigt af arbejdsgiveren i medfør af ledelsesretten. Klageinstansen lagde efter de foreliggende oplysninger til grund, at afdelingen i forbindelse med afskedigelsessagen undersøgte, hvor mange afspadseringstimer A havde optjent. Klageinstansen havde intet grundlag for at kritisere, at afdelingen på grundlag af de oplysninger, den modtog fra arbejdsgiveren og tillidsrepræsentanten accepterede, at A alene havde haft krav på udbetaling af det beløb, der faktisk var blevet udbetalt. Også denne del af klagen blev således afvist. Vedr. pkt. 4. Klageinstansen lagde efter afdelingens oplysninger til grund, at A gav afdelingen fuldmagt til arbejdsskadesagen i oktober 2012, men at hun trak den tilbage i juli Klageinstansen havde intet grundlag for at betvivle afdelingens oplysninger om, at alt i sagen forløb som forventet i de 9 måneder, hvor afdelingen havde fuldmagt til arbejdsskadesagen. Klageinstansen havde således ikke grundlag for at antage, at det skyldtes manglende indsats fra afdelingens side, at sagen ikke blev behandlet så hurtigt af Arbejdsskadestyrelsen, som A ønskede. Klageinstansen afviste derfor også denne del af klagen (j.nr. 14/122868) FOA (Forbundet) indklaget (afgørelse af 20. april 2015) Klage over mangelfuld rådgivning fra FOAs side om medlemmets berettigelse til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens 2 a, i forbindelse med, at han blev opsagt fra en kommunal stilling som teknisk serviceleder i februar Danske domstole havde i mange år fortolket funktionærlovens 2 a om fratrædelsesgodtgørelse efter 12 års ansættelse således, at retten til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, hvis den afskedigede funktionær havde haft mulighed for at overgå til arbejdsgiverbetalt alderspension på fratrædelsestidspunktet, uanset om den afskedigede funktionær benyttede sig af denne mulighed eller ej. Ved EU-domstolens dom af 10. oktober 2010 blev det imidlertid fastslået, at dette var i strid med EU-rettens forbud mod aldersdiskrimination. Den nøjagtige rækkevidde af EU-domstolens dom var usikker, og bl.a. FOA anlagde et antal sager ved domstolene med henblik på at få præciseret betingelserne for at få fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens 2 a efter afsigelsen af EU-domstolens dom. En af disse sager blev anlagt på vegne af FOA-medlemmet teknisk serviceleder A, der var blevet afskediget i februar 2011 uden at modtage fratrædelsesgodtgørelse, og som herefter var gået på efterløn. Nogle af sagerne blev afgjort af Østre Landsret 24. april I lyset af EU-domstolens dom fortolkede landsretten funktionærlovens 2 a således, at kun funktionærer, der efter afskedigelsen reelt har søgt anden beskæftigelse og dermed forfulgt deres erhvervsmæssige karriere, har krav på fratrædelsesgodtgørelse. Østre Landsret foretog herefter en bevisvurdering af de sager, der forelå til pådømmelse, og kom herefter frem til, at nogle af de pågældende funktionærer havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, mens andre ikke havde. 17. januar 2014 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

6 6 FOA FOAS KLAGEINSTANS Som følge af Højesterets dom hævede FOA den sag, man havde påbegyndt for A. Dette skete efter anbefaling af den advokat, der havde ført højesteretssagen for FOA. A anførte i sin klage til klageinstansen, at han følte, at FOA havde svigtet ham i forbindelse med hans overgang til efterløn, idet han på intet tidspunkt har fået oplyst, at dette skulle kunne få indflydelse på hans mulighed for at få fratrædelsesgodtgørelse. Han anførte i øvrigt bl.a., at han ihærdigt havde søgt nyt arbejde, efter at han var gået på efterløn. Klageinstansen lagde vægt på, at rækkevidden af EUdomstolens dom indtil højesteretsdommen i 2014 havde været usikker. På den baggrund var FOAs muligheder for at give sine medlemmer en fyldestgørende rådgivning omkring mulighederne for at få fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens 2 a efter afsigelsen af EU-domstolens dom begrænsede. Klageinstansen fandt derfor ikke, at det på det foreliggende grundlag kunne kritiseres, at FOA ikke advarede A mod at gå på efterløn, efter at han var blevet afskediget af kommunen. FOAs beslutning om at hæve den retssag, der var anlagt på hans vegne, skete efter anbefaling fra den advokat, der havde ført FOAs sager for Højesteret. Det måtte derfor være det klare udgangspunkt, at FOAs grundlag for at træffe beslutningen var fuldt forsvarlig. Ganske vist kunne det konstateres, at advokatens vurdering af sagen bl. a. byggede på den antagelse, at A ikke søgte arbejde efter at være gået på efterløn, og at A under klagesagen kraftigt havde imødegået denne antagelse. Klageinstansen lagde imidlertid til grund, at det var oplysninger fra A selv, der havde dannet grundlag for advokatens og FOAs vurdering af hans muligheder for at vinde retssagen, og at hans oplysninger under klagesagen om hans bestræbelser på at søge nyt arbejde, efter at han var gået på efterløn, var nye for FOA. Hertil kom, at det fremgik af Højesterets dom af 17. januar 2014, at det var lønmod tageren, der skulle bevise, at betingelserne for at være berettiget til fratrædelsesgodtgørelse var opfyldt, og at det måtte henstå som usikkert, om A, der ikke kom i beskæftigelse, efter at han var gået på efterløn, ville have været i stand til at løfte denne bevisbyrde. På denne baggrund kunne klageinstansen ikke give A medhold i klagen (j.nr. 14/121323) FOA Sydfyn indklaget (afgørelse af 20. april 2015) Klage over, at FOA ikke varetog medlemmets interesser ved håndteringen af medlemmets bortvisningssag. Medlem A, der var uddannet som social- og sundhedsassistent, men som havde fungeret som kontormedarbejder for arbejdsgiveren, blev bortvist fra sin stilling med den begrundelse, at hun havde handlet illoyalt over for arbejdsgiveren. Sagen blev forligt på et møde mellem FOA-afdelingen og arbejdsgiveren. Forliget gik ud på, at A modtog et beløb svarende til 1½ månedsløn. A tiltrådte forliget, men fortrød senere dette og bad FOA-afdelingen om at søge sagen genoptaget, hvilket FOA-afdelingen afviste. Klageinstansen lagde efter en gennemgang af de oplysninger, der forelå om baggrunden for bortvisningen, til grund, at afdelingen under sagen havde været enig med arbejdsgiveren i, at A havde optrådt illoyalt over for denne, og at det navnlig var dette forhold, der var årsag til A s utilfredshed med afdelingens håndtering af sagen. Klageinstansen lagde videre til grund, at den godtgørelse, som blev resultatet af forhandlingerne mellem FOA-afdelingen og arbejdsgiveren, lå væsentligt under den godtgørelse, der normalt kan påregnes udmålt, hvis der foreligger en uberettiget bortvisning. Klageinstansen kritiserede ikke, at FOA-afdelingen havde skønnet, at A havde optrådt illoyalt, og at bortvisningen derfor ikke havde været uberettiget. FOA-afdelingen måtte derfor for at varetage A s interesser søge at nå frem til den bedst mulige forhandlingsløsning, og klageinstansen kunne ikke kritisere, at FOA-afdelingen, som forholdene lå, fandt, at det bedst opnåelige forhandlingsresultat var en godtgørelse på 1½ måneds løn. Det kunne derfor heller ikke kritiseres, at FOA-afdelingen anbefalede A at acceptere det opnåede forhandlingsresultat, eller at afdelingen ikke efterfølgende forsøgte at få bortvisningssagen genoptaget. Klageinstansen gav derfor ikke A medhold i klagen.

7 FOAS KLAGEINSTANS FOA (j.nr. 14/ ) FOA (Forbundet) indklaget (afgørelse af 15. januar 2015) Klage over, at FOA havde accepteret, at medlemmet fra 1. marts 2013 gik ned i løn (33 kr. pr. time) i et bijob, fordi arbejdsgiveren B denne dato blev medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver, og hendes ansættelsesforhold herefter blev reguleret af en overenskomst mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og FOA og ikke længere af den hidtidige virksomhedsoverenskomst mellem B og FOA. FOA og arbejdsgiver B havde indgået en tilpasningsaftale om, at B s indmeldelse i Dansk Erhverv Arbejdsgiver pr. 1. marts 2013 ikke ud fra en samlet vurdering skulle bevirke forringelser af ansættelsesforholdene i forhold til den hidtil gældende virksomhedsoverenskomst. Medlem A, der havde udført arbejde for B både før og efter virksomhedens indmeldelse i arbejdsgiverforeningen, blev imidlertid efter 1. marts 2013 aflønnet efter Dansk Erhverv/FOA overenskomsten, hvilket indebar en timeløn på 33 kr. mindre end timelønnen efter virksomhedsoverenskomsten. Baggrunden herfor var, at både B og FOA mente, at As ansættelsesforhold hos B var ophørt før 1. marts 2013 og først var blevet genoptaget igen efter 1. marts 2013, og at A derfor ikke var omfattet af tilpasningsaftalen. Klageinstansen fandt imidlertid, at A havde været ansat uafbrudt hos B fra ansættelsen i juli 2011 og således også ved overgangen til overenskomsten med arbejdsgiverforeningen. Klageinstansen henviste herved til, at ansættelsesforholdet efter A s ansættelsesaftale med B, der var indgået i juli 2011 ikke var tidsbegrænset, og at det var en betingelse for ansættelsesforholdets ophør, at det blev opsagt skriftligt med én dags varsel. Der var intet oplyst om, at der havde foreligget en skriftlig opsigelse. Det kunne ikke føre til andet resultat, at virksomhedsoverenskomsten definerede en timelønnet medarbejder (som A) som en freelancearbejder, således at medarbejderen og virksomheden var fritstillet over for hinanden efter udførelsen af hver enkelt arbejdsopgave. Klageinstansen fandt herefter, at FOA på A s vegne burde have optaget forhandling med B om tilpasning af hendes løn i forbindelse med, at B blev indmeldt i arbejdsgiverforeningen. Da klageinstansen endvidere gik ud fra, at FOA ikke længere kunne optage sådanne forhandlinger, måtte konsekvensen være, at FOA kompenserede A for det tab, hun havde lidt ved, at FOA ikke gennemførte tilpasningsforhandlingerne. Klageinstansen kunne ikke på det foreliggende grundlag fastslå, hvilken størrelse denne kompensation skulle have, men forudsatte, at FOA og A kunne forhandle sig frem til en aftale om kompensationens størrelse. A henvistes til på ny at rette henvendelse til klageinstansen, såfremt det skulle vise sig, at en sådan aftale ikke kunne indgås. Klageinstansens formodning om, at FOA ikke længere kunne forhandle med B om reguleringen af A s løn, viste sig ikke at holde stik, idet FOA efterfølgende oplyste, at FOA havde indgået forlig med B om efterbetaling som følge af den manglende tilpasningsforhandling af A s løn. Forliget gik ud på, at der skete en efterregulering med i alt kr. Endvidere blev der fremadrettet aftalt et personligt tillæg for A med henblik på, at hun samlet set ikke ville blive stillet ringere, end hun havde været under den tidligere overenskomst (j.nr. 14/129991) FOA SOSU indklaget (afgørelse af 9. februar 2015) Klage over FOAs behandling af medlemmets arbejdsskadesag og sag om sygedagpenge. Medlem A pådrog sig i april 2010 en arbejdsrelateret rygskade. Klagen gik ud på, at FOA i arbejdsskadesagen havde forholdt sig passiv fra 2010 til 2013, og at man ikke havde sørget for, at der blev rejst sag mod A s arbejdsgiver. A blev på et tidspunkt frataget sine sygedagpenge af kommunen, hvilket A tilskrev manglende indsats fra FOAs side. Klagen vedrørte endvidere en FOA-sagsbehandlers adfærd, efter at afgørelsen var truffet, og gik endvidere ud på, at FOAs sagsbehandling havde tvunget A til at engagere en advokat, samt at FOA og kommunen havde aftalt, at A skulle miste sine sygedagpenge.

8 8 FOA FOAS KLAGEINSTANS Det var oplyst, at Arbejdsskadestyrelsen 17. februar 2012 havde truffet en afgørelse, hvorefter rygskaden blev anerkendt som en arbejdsskade, men ved afgørelsen fik A hverken ret til godtgørelse for varigt mén eller til erstatning for tab af erhvervsevne. Kommunen traf i juni 2013 bestemmelse om, at A ikke længere kunne få sygedagpenge. Denne afgørelse blev stadfæstet af Ankestyrelsen i september Klageinstansen fandt ikke holdepunkter for at antage, at FOA ikke har ydet A tilstrækkelig medlemsservice i forbindelse med behandlingen af de 2 sager. Vedr. arbejdsskadesagen fremgik det af det fremlagte materiale, at den blev startet op af FOA i juni 2011, og at der forelå en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen i februar Klageinstansen havde derfor ikke grundlag for at antage, at FOA ikke skulle have fremmet sagen med fornøden hurtighed. Det var ikke nærmere oplyst, hvorfor A senere engagerede en advokat. Efter klageinstansens gennemgang af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fandtes der intet grundlag for at antage, at sagens udfald skyldtes mangelfuld bistand til A fra FOAs side. Heller ikke gennemgangen af sygedagpengesagen gav grundlag for at antage, at det negative resultat for A skyldtes mangelfuld bistand fra FOAs side. Der fandtes heller ikke i det fremlagte materiale grundlag for at antage, at FOA-medarbejderen skulle have optrådt illoyalt over for A i forbindelse med sagens behandling. Da den medlemsservice, der fra FOA-afdelingens side var ydet A i forbindelse med behandlingen af de 2 sager, således ikke kunne kritiseres, blev klagen afvist (j.nr. 14/174362) FOA Holbæk indklaget. (afgørelse af 2. januar 2015) 1. Klage over sagsbehandlingsfejl i arbejdsskadesag, der bevirkede, at en afgørelse om forhøjelse af méngraden og et erhvervsevnetab blev forsinket i 6 måneder, hvorfor medlemmet gik glip af en dertil svarende erstatning i 6 måneder. 2. Klage over, at medlemmet på grund af FOA-afdelingens forsømmelse først 19. februar 2014 fik meddelelse om, at hun 28. november 2013 af kommunen havde fået afslag på en ansøgning om førtidspension. Forsømmelsen bevirkede, at 4 ugers fristen for klage til Ankestyrelsen over afslaget på pension for længst var oversiddet, da medlemmet fik underretning om afslaget. Vedr. pkt. 1. Afdelingen erklærede sig enig med medlemmet A i, at hun var berettiget til en erstatning, som af afdelingen blev opgjort til brutto 7.643,00 kr. pr. måned. Da A ikke havde gjort indsigelse herimod, og da klageinstansen var enig med afdelingen i, at den af afdelingen begåede fejl måtte udløse en erstatning af den anførte størrelse, foreslog klageinstansen, at afdelingen betalte medlemmet en erstatning på 7.643,00 kr. gange 6 = ,00 kr. med tillæg af procesrente fra det tidspunkt, da de enkelte beløb ville være betalt, hvis afdelingen ikke havde begået fejlen. Vedr. pkt. 2. Klageinstansen fandt, at den så længe der ikke forelå en endelig afgørelse af pensionssagen ikke kunne tage stilling til, om den af afdelingen begåede fejl skulle udløse en erstatning for tabt pensionsbeløb. Derimod var der fornødent grundlag for at tage stilling til, om A havde modtaget en rimelig medlemsservice i forbindelse med den hidtidige sagsbehandling fra afdelingens side.

9 FOAS KLAGEINSTANS FOA 9 Klageinstansen lagde herved vægt på, at afdelingen, der i modsætning til A selv modtog kommunens afslag på pensionsansøgningen 28. november 2013, ikke videregav oplysningen herom til A og i øvrigt ikke reagerede på den, før A blev bekendt med afgørelsen af kommunen 19. februar I betragtning af afgørelsens helt indlysende afgørende betydning for A s videre tilværelse sammenholdt med A s sygehistorie måtte den af afdelingen udviste forsømmelse karakteriseres som grov, og klageinstansen fandt derfor, at A havde krav på en godtgørelse, som efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder blev fastsat til ,00 kr. Klageinstansen henviste A til på ny at rette henvendelse til klageinstansen, såfremt hun fandt anledning dertil, når pensionssagen var endeligt afsluttet (j.nr. 14/183253) FOA Odense indklaget (afgørelse af 7. april 2015) Klage over afdelingens rådgivning vedrørende udbetaling af efterlønsbidrag i forbindelse med, at hun gik på førtidspension. Medlem A, der led af en alvorlig sygdom, ønskede at gå på førtidspension. Hun henvendte sig derfor til FOAafdelingen, der anmodede a-kassen om at rådgive hende om konsekvenserne med hensyn til efterlønsbidrag. A-kassen oplyste hende herefter om, at hun kunne vælge straks at få udbetalt efterlønsbidrag minus skat (ca kr.). Alternativt kunne hun få udbetalt en optjent skattefri efterlønspræmie på ca kr., men først, når hun fyldte 65 år (hvilket ville ske ca. 1 år og 3 måneder efter A s modtagelse af oplysningerne fra a-kassen). FOA-afdelingen anførte, at det var et udtrykkeligt ønske fra A at få så mange frie midler som muligt ved overgangen til førtidspension, hvilket A ikke bestred. Klageinstansen fandt, at A gennem oplysningerne fra a-kassen havde fået et tilstrækkeligt grundlag for at træffe sit valg, og at det havde været A s ønske at få så mange frie midler stillet til rådighed ved overgangen til førtidspension som muligt. Klageinstansen fandt herefter ikke at kunne kritisere FOA-afdelingens rådgivning af A, hvorfor hendes klage ikke blev taget til følge (j.nr. 14/202330) FOA Sydsjælland indklaget (afgørelse af 15. januar 2015) Klage over FOAs behandling af sag om medlemmets opsigelse fra en stilling som handicapmedhjælper. Medlem A havde i en årrække været handicapmedhjælper for B, som opsagde A 13. november I opsigelsesbrevet var det bl.a. anført, at A var fritstillet i opsigelsesperioden, og at årsagen til opsigelsen var samarbejdsvanskeligheder. På foranledning af FOA-afdelingens medarbejder C udfærdigede B et nyt opsigelsesbrev 14. november I dette var opsigelsen begrundet med, at B havde vurderet, at A ikke længere lever op til mine forventninger til medarbejdere omkring samarbejdet hos mig i dagligdagen. C oplyste, at han havde taget kontakt til B for at få denne til at ændre formuleringen af opsigelsesbrevet, bl.a. fordi han imødeså en risiko for, at A ville kunne komme i karantæne i a-kassen, når B havde anvendt udtrykket samarbejdsvanskeligheder. A klagede over C s håndtering af opsigelsen og anførte bl.a., at C havde gjort sig inhabil. Klageinstansen konstaterede, at A og afdelingen på nogle punkter havde varierende opfattelser af, hvad der var blevet drøftet mellem A og C. Uanset om man lagde den ene eller anden forklaring herom til grund, fandt klageinstansen imidlertid ikke grundlag for at kritisere afdelingens behandling af sagen. For det første fandt klageinstansen ikke, at der var nogen reel forskel på de 2 formuleringer af opsigelsen. Den første version var kortfattet, men den angav det væsentlige, nemlig fra hvilken dato opsigelsen havde virkning og således respekterede det aftalte opsigelsesvarsel, og at A var fritstillet i opsigelsesperioden. Den nye version havde således ikke ændret, men alene præciseret den første version. Klageinstansen fandt ikke anledning til at tage stilling til, om a-kassen ville have udsat A for karantæne på grund af anvendelsen af udtrykket samarbejdsvanskeligheder, men det kunne i hvert fald ikke være kommet A til skade, at dette udtryk udgik i den nye version af opsigelsen. Klageinstansen kunne herefter ikke kritisere afdelingen for at foreslå den nye version over for B, og klageinstansen fandt intet grundlag for at opfatte forholdet således,

10 10 FOA FOAS KLAGEINSTANS at afdelingen ved at foreslå den nye version varetog B s interesser. Tværtimod måtte klageinstansen opfatte forholdet således, at det kun var for at varetage A s interesser, at man foreslog B, at opsigelsesskrivelsen blev præciseret, og at der blev foreslået et ordvalg, der efter afdelingens opfattelse reducerede eller fjernede risikoen for en eventuel karantæne fra a-kassen. Klageinstansen fandt derfor heller intet grundlag for at fastslå, at der har foreligget inhabilitet hos C (j.nr. 14/207882) FOA Roskilde indklaget (afgørelse af 4. marts 2015) Klage over FOA-afdelingens behandling af en sag, som førte til, at medlemmet blev afskediget af kommunen fra hendes stilling som pædagogmedhjælper ved en børnehave. Pædagogmedhjælper A blev i januar 2014 af kommunen afskediget fra en stilling, som hun havde haft siden 1. april Opsigelsen var begrundet i driftsmæssige forstyrrelser foranlediget af hendes sygefravær. FOA-afdelingen sendte senere en forhandlingsbegæring pr. mail til kommunen, som meddelte, at man ikke fandt, at forhandlingsbegæringen var modtaget rettidigt, og derfor i første omgang afviste at forhandle sagen. Kommunen indvilgede imidlertid alligevel senere i en forhandling. Her indgik parterne en forligsmæssig aftale om, at A ville blive fritstillet, dersom hun blev raskmeldt inden udløbet af opsigelsesvarslet. Forliget blev indgået under forudsætning af A s godkendelse. Kommunen fastholdt, at man fandt opsigelsen sagligt begrundet i A s forhold, og fandt derfor ikke grundlag for at tilkende A en godtgørelse. A tiltrådte ikke forliget, som derfor bortfaldt, og afdelingen imødekom herefter A s ønske om, at sagen blev sendt til vurdering i forbundet, som fandt, at afdelingen havde sendt forhandlingsbegæringen til kommunen rettidigt. Forbundet sendte herefter en begæring om nedsættelse af et afskedigelsesnævn til kommunen og KL og opretholdt ønsket om at gennemføre en forhandling om A s opsigelsessag i KL, uagtet man efter en vurdering ikke fandt, at opsigelsen var usaglig, og at der derfor ikke var grundlag for at videreføre sagen til et afskedigelsesnævn. A blev på møder orienteret herom, ligesom hun blev orienteret om muligheden for, at KL ville afvise sagen pga. fristoverskridelse. KL var enig med kommunen i, at forhandlingsbegæringen var sendt for sent fra afdelingen og afviste at forhandle om sagen. Forbundet fandt ikke grundlag for at prøve dette, da opsigelsen i sig selv ikke blev vurderet usaglig. Klageinstansen bemærkede, at der ville være grundlag for at tilkende A en kompensation fra FOA, hvis det kunne lægges til grund, at hun gik glip af en godtgørelse som følge af, at afdelingen havde afsendt anmodningen til kommunen om forhandling for sent efter overenskomstens regler. Klageinstansen fandt det imidlertid ikke sandsynligt, at A ville have opnået en godtgørelse, hvis der var blevet gennemført en sag for et afskedigelsesnævn herom, idet klageinstansen var enig i afdelingens vurdering, hvorefter afskedigelsen af hende var sagligt begrundet. Det kunne derfor ikke forventes, at en sag for et afskedigelsesnævn ville have ført til, at hun havde fået tilkendt en godtgørelse. Klageinstansen fandt derfor ikke, at der var grundlag for at tilkende A nogen kompensation fra afdelingen, uanset om det måtte kunne lægges til grund, at anmodningen om forhandling var kommet for sent frem. Klageinstansen kunne imidlertid fuldt ud tiltræde den opfattelse, som FOA (forbundet) under sagen havde givet udtryk for, nemlig at afdelingen ikke burde have afsendt anmodningen om forhandling til kommunen så sent, at der opstod spørgsmål om, hvorvidt den var kommet rettidigt frem (j.nr. 14/203546) FOA Hjørring indklaget (afgørelse af 9. februar 2015) Klage over FOAs håndtering af medlemmets afskedigelsessag. Medlem A klagede over FOA-afdelingens håndtering af hendes sag om afskedigelse fra en stilling som social- og sundhedsassistent ved et kommunalt ældrecenter og anførte særligt, at afdelingen ikke havde gjort noget for at få hende renset for de anklager fra kolleger og leder, som førte til afskedigelsen.

11 FOAS KLAGEINSTANS FOA 11 A havde fået en meddelelse om, at kommunen agtede at afskedige hende og fik efterfølgende oplyst, at beslutningen herom var truffet på grundlag af en skriftlig indberetning fra 2 kolleger. A fik imidlertid ikke indberetningen at se, ligesom hun ikke fik oplyst hvilke kolleger, der havde klaget over hende. Dette skete først på et tilsynsmøde med embedslægeinstitutionen, efter at afskedigelsen af hende var gennemført. Indberetningen havde beskrevet et antal episoder i forbindelse med beboeres tilskadekomst, sygdomstegn eller uhensigtsmæssige adfærd, hvor A efter kollegernes opfattelse havde handlet uforsvarligt. Indberetningen indeholdt tillige en alvorlig kritik af A s adfærd og samarbejdsevne. FOA-afdelingen bistod A med udfærdigelsen af høringssvar på den påtænkte afskedigelse. Efter afskedigelsen afholdtes på foranledning af kommunen det ovenfor nævnte tilsynsmøde i embedslægeinstitutionen med henblik på at vurdere, om der på baggrund af indberetningen kunne være problemer med patientsikkerheden ved A s fortsatte virke som social- og sundhedsassistent. FOA-afdelingen forhandlede herefter videre med kommunen og fik herunder gennemført, at der tilkendtes A en ekstra månedsløn samt at 6. ferieuge blev udbetalt. FOA-afdelingen anførte i anledning af klagen, at kommunen under forhandlingerne fastholdt opsigelsen, som FOA ikke havde nogen mulighed for at ændre. Afdelingen tog kontakt til forbundets overenskomstsekretariat om sagen og tilkendegav, at afdelingen ikke troede, at FOA kunne komme længere med kommunen, herunder videreføre sagen med påstand om uberettiget opsigelse. Kommunen gav på et tidligt tidspunkt udtryk for, at man ikke ønskede at udlevere den af de 2 kolleger indgivne indberetning til A, men at man forelagde klagerne for A. Efter kommunens opfattelse handlede det om, hvorvidt der var hold i substansen i klagerne, og ikke så meget om, hvem de kom fra. Klageinstansen bemærkede, at det fremgår af forvaltningslovens 9, at den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Den skriftlige indberetning fra kollegerne var et af afskedigelsessagens dokumenter og tilmed af helt afgørende betydning, idet den efter det oplyste var den direkte anledning til, at A blev afskediget. Det var således efter klageinstansens opfattelse klart uberettiget af kommunen at nægte at udlevere indberetningen til A. Klageinstansen fandt derfor, at FOA-afdelingen over for kommunen burde have insisteret på A s ret til at blive gjort bekendt med indberetningen. I øvrigt fandt klageinstansen intet grundlag for at antage, at afdelingen ikke havde gjort, hvad der var muligt for at varetage A s interesser under sagen. Klageinstansen havde heller ikke grundlag for at kritisere afdelingen for, at man efter samråd med forbundets overenskomstsekretariat ikke fandt grundlag for at rejse en sag om usaglig afskedigelse. Den måde, afdelingen evt. kunne have bidraget til at skaffe A oprejsning på, ville netop være at rejse en fagretlig sag om uberettiget afsked, men klageinstansen kunne ikke kritisere, at afdelingen havde vurderet, at der var en betydelig risiko for, at en fagretlig sag ikke ville give A den ønskede oprejsning, men tværtimod i tilfælde af at sagen blev tabt gøre ondt værre (j.nr. 14/207804) FOA SOSU indklaget. (afgørelse af 27. august 2015) Klage over 1) manglende eller utilstrækkelig bistand fra FOA-afdelingen i forbindelse med, at medlemmet modtog en advarsel i juli 2014 og blev opsagt i august 2014 og 2) utilstrækkelig vejledning fra afdelingen i forbindelse med, at hun sidst i juni 2014 henvendte sig til afdelingen, fordi hun ikke kunne se, at hendes weekendtillæg fremgik af hendes lønsedler. Vedr. pkt. 1. Hjemmehjælper A modtog i juli 2014 en advarsel fra sin arbejdsgiver (en privat plejevirksomhed) begrundet i for meget sygefravær og brud på tavshedspligten. A blev opsagt fra sin stilling ultimo august 2014 med overenskomstmæssigt varsel, således at sidste arbejdsdag var 30. november 2014.

12 12 FOA FOAS KLAGEINSTANS Opsigelsen blev begrundet med højt sygefravær. A s klage over afdelingen gik på, at hun ikke fik den fornødne hjælp fra afdelingen, og at afdelingen ikke med det samme kunne gennemskue, at arbejdspladsen agerede, som den gjorde, for at komme af med hende. Afdelingen anførte, at den havde taget kontakt til arbejdsgiveren og gjort opmærksom på, at der ikke kan gives advarsel for sygdom, hvilket arbejdsgiveren havde taget til efterretning. Dagen før A modtog sin opsigelse, havde hun henvendt sig til afdelingen for at få hjælp til at blive løst fra sin kontrakt med arbejdsgiveren med forkortet varsel, da hun havde fået plads på en uddannelse. Dette fik afdelingen løst, og afdelingen og A var efterfølgende enige om, at opsigelsessagen var afsluttet. Klageinstansen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af afdelingen. Opsigelsen, der fulgte meget kort efter advarslen, var alene blevet begrundet med sygefraværet, og klageinstansen havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at afdelingen ikke fandt anledning til at tage afstand fra advarslen om brud på tavshedspligten mv. Klageinstansen fandt det endvidere ikke sandsynliggjort, at advarslen eller opsigelsen skulle have haft noget at gøre med A s ønsker om at få afklaret sine lønforhold, jf. 2. klagepunkt. Vedr. pkt. 2. A havde sidst i juni 2014 henvendt sig i afdelingen, da hun ikke kunne se weekendtillæg på sin lønseddel. Klageinstansen konstaterede, at afdelingen fra starten af ikke blot over for A, men også over for klageinstansen urigtigt oplyste, at den lokale tillidsrepræsentant havde indgået en mundtlig aftale med arbejdsgiveren om fravigelse af overenskomstens regler. Først langt henne i klagesagsbehandlingen oplyste afdelingen, at en sådan aftale ikke var indgået. De svar på A s berettigede spørgsmål omkring hendes løntillæg, som afdelingen oprindeligt gav hende, byggede således på forkerte forudsætninger og bidrog til, at A kom i tvivl om sine rettigheder eller mere i tvivl, end hun var i forvejen. Først under klagesagens behandling blev A orienteret om, arbejdsgiverens ret til at undlade at udspecificere overenskomstmæssige tillæg på lønsedlerne beroede på en fortolkning af overenskomsten. Klageinstansen havde ikke grundlag for at kritisere, at afdelingen ikke tog afstand fra denne fortolkning, men klageinstansen fastslog, at den rådgivning, som A fra begyndelsen af havde modtaget af afdelingen i forbindelse med de af hende rejste spørgsmål, ikke var tilfredsstillende (j.nr. 15/5604) FOA Vendsyssel og FOAs A-kasse indklaget (afgørelse af 5. maj 2015) Klage over FOA-afdelingens behandling af medlemmets bortvisningssag og A-kassens vurdering af, om hun var selvforskyldt i bortvisningen og dermed blev karantæneramt. Medlem A blev i november 2013 opsagt på grund af sygefravær med virkning fra 31. december Under sygemeldingen deltog hun, der bor i Jylland, i en fjernsynsudsendelse, der blev optaget i København. Transport til og fra København foregik med fly og tog ca. en halv time hver vej. A s daværende gruppeleder oplyste samme dag via sms A om, at hun skulle huske at raskmelde sig. A anførte, at hun ikke raskmeldte sig, da hun ikke var rask. A blev bortvist fra sin stilling på grund af hendes deltagelse i fjernsynsudsendelsen. A kontaktede herefter FOA-afdelingen, som tog sagen op med arbejdsgiveren, som endte med at tilbyde at trække bortvisningen tilbage på betingelse af, at A gik med til, at ansættelsen ophørte øjeblikkeligt med den begrundelse, at hendes kroniske sygdom forhindrede hende i at passe sit arbejde. A sagde nej til dette tilbud. A anførte, at hvis hun havde accepteret tilbuddet, ville hun både miste 1½ måneds løn og få karantæne fra a-kassen. Da hun tidligere havde en karantæne, ville dette munde ud i, at hun mistede retten til dagpenge. Men når hun valgte at sige nej til tilbuddet, var det først og fremmest, fordi hun syntes, at bortvisningen var helt urimelig. A klagede over sagsbehandlingen i FOA-afdelingen og a-kassens vurdering af, at hun var selvforskyldt i bortvisningen og dermed den 2. karantæne.

13 FOAS KLAGEINSTANS FOA 13 Klageinstansen bemærkede, at det ikke var klageinstansens opgave at tage stilling til, om bortvisningen af A var berettiget. Derimod skulle klageinstansen vurdere, om FOA-afdelingen ydede A en rimelig og forsvarlig medlemsservice med sin håndtering af bortvisningssagen. A havde ikke nærmere konkretiseret, på hvilken måde FOA-afdelingens indsats ikke havde været tilfredsstillende, så klageinstansen gik ud fra, at klagen gik på, at det ikke lykkedes afdelingen at formå kommunen til at trække bortvisningen tilbage, og at afdelingen burde have foranlediget, at der blev ført en fagretlig sag, når det nu viste sig, at kommunen fastholdt bortvisningen. Som sagen forelå oplyst, havde klageinstansen ikke grundlag for at kritisere afdelingens indsats. Afdelingen foranledigede straks forhandlinger med kommunen om bortvisningens berettigelse, og det var afdelingens mål, at man skulle formå kommunen til at trække bortvisningen tilbage. Klageinstansen havde intet grundlag for at fastslå, at afdelingen ikke gjorde, hvad der var muligt for at nå dette mål. Klageinstansen lagde endvidere til grund, at afdelingen, da det viste sig, at kommunen ikke var til at bevæge (bortset fra, at man tilbød at ændre bortvisningen til en frivillig aftale om øjeblikkelig ophævelse af ansættelsesforholdet) overvejede, om man burde føre en fagretlig sag, og at man rådførte sig med forbundets overenskomstafdeling herom. Klageinstansen havde ikke grundlag for at kritisere forbundet eller afdelingen for at have skønnet, at en fagretlig sag ikke ville have ført til et positivt resultat for A. Klageinstansen lagde efter A s egne oplysninger til grund, at hun var indforstået med at slutte sagen, og klageinstansen fandt ikke, at dette skyldes mangelfuld rådgivning fra afdelingens side. Klageinstansen gav derfor ikke A medhold i klagen over afdelingen. A havde endvidere klaget over a-kassens vurdering af, om hun var selvforskyldt i bortvisningen og dermed blev karantæneramt. Klageinstansen bemærkede hertil, at det fremgår af de retningslinjer, der gælder for klageinstansen, at den kan behandle klager over sagsbehandlingen i a-kassen, men ikke klager over afgørelser i a-kassesager. De skal afgøres af Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring (CKA). Klageinstansen opfattede ikke A s klage som en klage over a-kassens sagsbehandling, men som en klage over, at a-kassen havde tilkendegivet, hvorledes man ville afgøre et spørgsmål om ret til dagpenge, hvilket klageinstansen ikke har kompetence til at bedømme. Klageinstansen kunne derfor ikke behandle denne del af klagen, men henviste A til evt. at klage til CKA, hvis a-kassen senere måtte træffe en afgørelse, der gik hende imod, når hun efter ledig- og raskmelding anmodede om at få udbetalt dagpenge (j.nr. 15/9411) FOA Nordsjælland indklaget (afgørelse af 21. april 2015) Klage over mangelfuld rådgivning fra FOAs side vedr. spørgsmålet om medlemmets berettigelse til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens 2 a i forbindelse med, at hun blev opsagt fra sin stilling som socialog sundhedsassistent i oktober Klagen vedrørte lige som sag nr FOAs rådgivning om retten til fratrædelsesgodtgørelse efter EUdomsolens dom af 10. oktober 2010 om funktionærlovens 2 a, se nærmere herom under sag nr (side 5). Social- og sundhedsassistent A var blevet opsagt i oktober 2010 (umiddelbart efter afsigelsen af EU-Domstolens dom). Hun oplyste, at FOA var til stede ved et møde på arbejdspladsen i forbindelse hermed, da også mange andre kolleger blev opsagt. På mødet fik hun ikke oplyst, at hun skulle søge arbejde og skrive sig på en jobliste for at få ret til fratrædelsesgodtgørelse. I marts 2011 fik hun udbetalt alderspension fra PenSam, uden at FOA fortalte hende, at dette ville betyde, at hun ikke fik sin fratrædelsesgodtgørelse. Klageinstansen lagde til grund, at afdelingen på mødet i oktober 2010 på A s arbejdsplads havde oplyst, at medlemmerne skulle bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet ved at søge arbejde for at være berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter 2 a. Hvordan ordene faldt, kunne ikke gengives nøjagtigt mere end 4 år efter mødets afholdelse, og klageinstansen kunne ikke på det foreliggende grundlag afvise A s oplysning om, at hun ikke direkte blev rådet sig til at skrive sig på en jobliste.

14 14 FOA FOAS KLAGEINSTANS Imidlertid var rækkevidden af EU-domstolens dom indtil Højesterets dom af 17. januar 2014 usikker. Klageinstansen fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere FOA-afdelingen for mangelfuld rådgivning, idet det ikke på daværende tidspunkt var muligt at præcisere de nærmere betingelser for at få fratrædelsesgodtgørelsen udbetalt (f.eks. om det ville være nødvendigt eller tilstrækkeligt at skrive sig på en jobliste), og klageinstansen kunne heller ikke på det foreliggende grundlag kritisere, at FOA ikke specifikt havde advaret A mod at få alderspensionen udbetalt. Klageinstansen afviste derfor klagen (j.nr. 15/12240) FOA Herning indklaget (afgørelse af 30. marts 2015) Klage over FOAs håndtering af medlemmets arbejdsskadesag. Medlem A pådrog sig en skade i juni Hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen ville anerkende skaden som en arbejdsskade. Efter A s opfattelse skyldtes dette til dels fejl fra FOAs og en tillidsrepræsentants side, navnlig fordi en blanket til anmeldelse af hendes arbejdsskade ikke var udfyldt korrekt. Klageinstansen gik ud fra, at der hermed navnlig sigtedes til, at anmeldelsen ikke indeholdt noget om, at et vidne havde overværet ulykken, og at vidnets forklaring om, hvorledes ulykken skete, således ikke var oplyst over for Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, da disse instanser traf de første afgørelser henholdsvis i juli 2010 og februar Arbejdsskadestyrelsen afslog i februar 2012 at genoptage sagen, hvorimod Ankestyrelsen herefter på ny realitetsbehandlede sagen, men i juli 2012 på ny afslog at anerkende skaden som en arbejdsskade. FOA-afdelingen anmodede senere atter om genoptagelse af sagen, men i august 2014 meddelte Ankestyrelsen, at den oprindelige afgørelse blev fastholdt. På den baggrund meddelte FOA-afdelingen A, at der nu ikke var mere at gøre i sagen, og at den var afsluttet fra FOA-afdelingens side. Klageinstansen fandt efter sin gennemgang af sagen, at det ikke kunne bebrejdes FOA-afdelingen, at A s skade ikke blev anerkendt som en arbejdsskade. Det kunne ikke afvises, at den oprindelige anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen kunne have været mere fyldestgørende, men klageinstansen mente ikke, at det på tidspunktet for klageinstansens afgørelse ville kunne sandsynliggøres, at dette i givet fald skyldtes fejl fra FOAs side. Klageinstansen anså det endvidere for tvivlsomt, om eventuelle fejl i forbindelse med udarbejdelsen af den oprindelige anmeldelse havde været årsag til, at sagens udfald hver gang var negativt for A. Klageinstansen bemærkede herved, at Arbejdsskadestyrelsen også i anden omgang realitetsbehandlede ansøgningen og på dette tidspunkt havde alle relevante oplysninger som grundlag for sin afgørelse. Det var i øvrigt klageinstansens opfattelse, at FOA-afdelingen i alle de henvendelser til Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, der forelå i sagen, på forsvarlig og fyldestgørende måde fremførte de argumenter, der talte til støtte for, at A s skade skulle anerkendes som en arbejdsskade. Klageinstansen fandt herefter, at A havde modtaget en rimelig medlemsservice fra FOA-afdelingens side i forbindelse med arbejdsskadesagen og gav derfor ikke A medhold i klagen (j.nr. 15/33242) FOA Midtsjælland indklaget. (afgørelse af 9. juni 2015) Klage over for langsom gennemførelse af lønforhandling. Medlem A tiltrådte 1. juli 2013 et seniorjob på et kommunalt plejecenter. Ved første lønudbetaling blev hun overrasket over, at lønnen ikke var højere, og hun henvendte sig derfor til FOA-afdelingen, som gav hende ret i, at den placering på lønskalaen, som kommunen havde givet hende, ikke var rimelig. Hun oplyste, at hun herefter måtte henvende sig flere gange til afdelingen, før der skete noget. Herefter fremkom afdelingen med et forslag om, hvad der skulle kræves i løn og skrev til lederen af arbejdspladsen, at afdelingen ønskede en lønforhandling.

15 FOAS KLAGEINSTANS FOA 15 Omkring juletid 2013 hilste A første gang på stedets tillidsrepræsentant B, som skulle gøre noget ved sagen. Der gik atter 3 måneder, hvor der ikke skete noget, og hun ringede igen til afdelingen, hvorefter det blev aftalt, at der skulle forhandles løn med repræsentanter fra kommunen. Resultatet af forhandlingen blev, at A fik en lønforhøjelse på ca kr. om måneden fra og med maj 2014, og således ikke med tilbagevirkende kraft. A mente, at hun i 10 måneder var blevet aflønnet for lavt på grund af langsom sagsbehandling fra FOAs side. Afdelingen var enig med A i, at sagsforløbet kunne havde været kortere. Det var dog afdelingens opfattelse, at der ved en lønforhandling allerede efter en måned ikke ville være opnået det efter afdelingens opfattelse gode resultat. Klageinstansen kunne ikke bebrejde afdelingen, at den først tog sig af A s lønplacering, efter at hun selv havde henvendt sig til afdelingen herom. Det forekom endvidere overbevisende, at afdelingen havde opnået et godt forhandlingsresultat for A, og klageinstansen havde ikke grundlag for at kritisere afdelingen for, at det ikke lykkedes at få kommunen til at yde lønforhøjelsen med tilbagevirkende kraft. Det måtte nødvendigvis tage nogen tid, fra afdelingen blev bekendt med, at A ønskede dens bistand til lønforhandlingerne, indtil der kunne opnås et positivt forhandlingsresultat. Som afdelingen selv havde erkendt, var det imidlertid uheldigt, at sagen lå uekspederet i et antal måneder, inden der blev taget initiativ til at få en lønforhandling gennemført. Klageinstansen anførte, at det naturligvis var vanskeligt at skønne over, hvornår lønforhandlingen kunne være afsluttet, hvis der var blevet taget initiativ til dens gennemførelse tidligere, ligesom det på det foreliggende grundlag var vanskeligt at vurdere, om resultatet af lønfor handlingen havde været lige så positivt for A, hvis den var blevet gennemført på et tidligere tidspunkt, hvor A måske endnu ikke havde overbevist kommunen om sine kvalifikationer. Alt i alt fandt klageinstansen dog, at der var stærke holdepunkter for at antage, at A ville have fået en lønforhøjelse væsentligt tidligere end det skete, hvis lønforhandlingerne var indledt inden for rimelig tid. Klageinstansen fandt derfor, at A på grund af tillidsrepræsentantens passivitet ikke modtog en rimelig medlemsservice. Klageinstansen foreslog derfor, at afdelingen skulle betale A en godtgørelse, der efter en samlet vurdering, herunder størrelsen af den opnåede lønforhøjelse, blev fastsat til kr. Klageinstansen henviste i den forbindelse til følgende passus fra retningslinjerne for FOAs Klageinstans: I klagesager, hvor en tillidsrepræsentant er involveret, og hvor afdelingen har uddelegeret ansvarsområdet til tillidsrepræsentanten, udreder afdelingen evt. godtgørelse eller erstatning, som FOAs Klageinstans måtte foreslå (j.nr. 15/56935) FOA Nordvestsjælland indklaget (afgørelse af 19. juni 2015) Klage over afdelingsformands passivitet over for beskyldninger mod medlemmet på personalemøder. FOA-medlem A blev i oktober 2012 opsagt fra sin stilling som nattevagt i en kommunal institution med overenskomstmæssigt varsel på 6 måneder. Klagen over FOA-afdelingen, der var indgivet i marts 2015, gik på, at A på personalemøder forud for opsigelsen var blevet urimeligt kritiseret af kolleger, mens afdelingsformanden var til stede, uden at denne stoppede overfusningerne, og at afdelingsformanden lovede hende at undersøge beskyldningerne nærmere uden senere at følge op herpå. Afdelingen oplyste, at afdelingsformanden havde deltaget i 2 af de møder, som A omtalte i sin klage. Baggrunden for møderne var, at arbejdet om natten skulle ændres, så der ikke skulle køres fast med den samme kollega. På det første møde kom det frem, at nogle ikke ville kunne arbejde sammen med A, som imidlertid på mødet selv redegjorde udmærket for forholdene. A henvendte sig ikke til afdelingen for at få faglig bistand til at få ændret afskedigelsen.