Midtvejsrapport for MAKS projektet

Transkript

1 Midtvejsrapport for MAKS projektet Maksimal brug af tekniske hjælpemidler til forebyggelse af fysisk nedslidning hos plejepersonale i Nordfyns og Varde Kommuner Åse Brandt og Peter Mindegaard Hjælpemiddelinstituttet Marts

2 Forord Denne rapport dækker MAKS projektet, fra det startede den 1. april 2008 indtil midtvejsdataindsamlingen i november Formålet med denne foreløbige rapport er at præsentere MAKS projektets intervention og nogle af de foreløbige resultater af MAKS projektet. Resultaterne fra projektets baseline dataindsamlinger er tidligere beskrevet i seks små rapporter om resultater fra spørgeskemaundersøgelsen blandt plejepersonale, interview med borgere, der fik hjælp til forflytning, samt spørgeskemaundersøgelsen blandt disses pårørende i Nordfyns Kommune og Varde Kommune (reference 1-6). Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Nordfyns Kommune, Varde Kommune og Hjælpemiddelinstituttet og er finansieret af Forebyggelsesfonden og de to kommuner. De to kommuner er ansvarlige for gennemførelse af interventionen, og Hjælpemiddelinstituttet har ansvaret for evaluering af interventionen, og for at give bistand til interventionen. Projektet ledes af en koordineringsgruppe bestående af en projektleder fra hver af de tre parter. Fra Nordfyns Kommune var projektlederen indtil 1. august 2009 sundhedschef Flemming Lassen, hvorefter visitator, ergoterapeut Julie Møller overtog posten. Fra Varde Kommune var sundhedsanalytiker Maja Larsen projektleder indtil den 1. november 2008, hvorefter hun blev afløst af ergoterapeut Hanne Bergenser Slot. Fra Hjælpemiddelinstituttet har forsker Åse Brandt været projektleder i hele projektperioden. Alle tre parter har tilknyttet en intern projektgruppe, der ud over de tre projektledere består af: Nordfyns Kommune Lis Kelstrup, ældrechef Judith Poulsen, konsulent Ellen Lund, SR chef Iben Donner, ergoterapeut Varde Kommune Preben Buus Madsen, leder af hjælpemiddeldepotet Kim Setter Hansen, leder af de trænende terapeuter Kari Stork, virksomhedsleder hjemmepleje midt Jenny Andreasen, virksomhedsleder centerområde øst Conny Mathiesen, medarbejderrepræsentant Thorkild Sloth Pedersen Teamleder i staben social og sundhed Lars Stenkjær Teamleder i staben social og sundhed 2

3 Bente D. Jensen Souschef for social- og handicapservice Anne Grethe Andersen Teamleder for sagsbehandlende terapeuter Ann Brig Hagelskjær Fysioterapeut i APV-teamet Hjælpemiddelinstituttet Lisa Riiser, konsulentchef Greta Olsson, ergoterapeut, MPH Lilly Jensen, konsulent/forskningsafdelingen Peter Mindegaard, forsker Christine Svart, kommunikationsmedarbejder Rapporten er struktureret således, at evidensen, der ligger til grund for MAKS projektet, først præsenteres, og projektet beskrives. Dernæst følger en beskrivelse af de to kommuner, deres plejepersonale og borgere, der får hjælp til forflytning. Herefter følger beskrivelse af situationen før og under MAKS projektet med hensyn til interventionen, determinanter for interventionen samt brug af hjælpemidler til forflytning. Dernæst præsenteres effekterne af MAKS projektet, dvs. ændringer i sygefravær, antal arbejdsskader, selvrapporteret helbred og tilfredshed med forflytningsarbejdet blandt plejepersonalet. Desuden sammenlignes effekterne for de to kommuner. Til sidst sammenfattes kort de diskussioner, projektpartnerne havde om projektets og dets videreførelse på en midtvejskonference den 10. marts Rapporten er først og fremmest beskrivende og indeholder ikke analyser af sammenhænge mellem de forskellige dele af interventionen og effekter, ligesom resultaterne heller ikke diskuteres, idet dette foretages ved projektets afslutning og vil indgå i projektet slutrapport, der udgives sommeren Åse Brandt Projektleder fra Hjælpemiddelinstituttet April

4 Indholdsfortegnelse Forord... 2 IndholdsfortegnelseSammenfatning... 4 Sammenfatning... 5 Sammenfatning... 6 Baggrund Formål Om MAKS projektet Om de to kommuner Overordnet Borgere der får hjælp til forflytning Plejepersonalet Forflytninger MAKS projektets interventioner Forflytningspolitikker, organisation og procedurer Hjælpemiddelforsyning Kurser for personalet Hjemmesiden Løbende læring Involvering af borgere, pårørende og plejepersonale MAKS projektets determinanter Støttende organisatoriske rammer Relevante hjælpemidler tilgængelige Viden om og kompetence i brug af hjælpemidler til forflytning Holdninger til brug af hjælpemidler Borgertilfredshed Brug af hjælpemidler til forflytning Effekter af interventionen blandt plejepersonalet Arbejdsskader

5 Sygefravær Selvrapporteret helbred Tilfredshed med forflytningsarbejdet Midtvejskonferencen Erfaringer fra de tværkommunale arbejdsgrupper Optimering af kommunernes procedurer og politikker Afslutning Litteratur Bilag 1. Evalueringsmetode Bilag 2. Eksempler på hjælpemidler i forbindelse med forflytninger Bilag 3. Forflytningspolitikker Forflytningspolitik Nordfyns Kommune efterår Forflytningspolitik Varde Kommune efterår Bilag 4. Eksempel på produkt i billedbog Bilag 5. Program spidskompetencekursus - uge 21, Bilag 6. Undervisningsmetoder i kurserne for plejepersonale Undervisningsmetode på MAKS-kurserne for Nordfyns Kommune v. AMU-Fyn Undervisningsmetode på MAKS-kurserne for Varde Kommune v. AMU-Vest Bilag 7. Tabeller

6 Sammenfatning Baggrund International forskning har vist, at brug af forflytningshjælpemidler effektivt kan nedbringe plejepersonalets arbejdsskader og sygefravær. På den baggrund er MAKS projektets formål at øge plejepersonalets fysiske helbred ved hjælp af maksimal brug af hjælpemidler til forflytning. Det vil sige, at forflytningshjælpemidler anvendes oftere og mere korrekt, og at der anvendes flere forflytningshjælpemidler end sædvanligt. En vigtig del af projektet er at evaluere dets tilsigtede effekter. Til det formål blev der foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt plejepersonalet i efteråret 2008 og 2009, ligesom borgere med omfattende behov for hjælp til forflytning blev interviewet, og der i det omfang, det var muligt, blev benyttet kommunale registerdata. Projektet startede i foråret 2008 og afsluttes sommeren MAKS projektet Projektets metode baserer sig på en model, som viser, at helhedsorienterede interventioner påvirker en række faktorer (determinanter), der igen medfører maksimal brug af hjælpemidler til forflytning, hvilket forventes at reducere arbejdsskader og sygefravær samt at øge plejepersonalets selvrapporterede helbred og som et sekundært mål at øge deres tilfredshed med forflytningsarbejdet. Deltagende kommuner Projektet finder sted i Nordfyns Kommune og Varde Kommune, der på mange måder er lig hinanden. De er bl.a. sammenlagte kommuner efter kommunalreformen, deres sundhedsprofil er næsten ens, ligesom andelen af ældre +80 år er det. Den største forskel er, at Varde Kommune arealmæssigt er tre gange større end Nordfyns Kommune og har ca. 50% flere indbyggere. Spørgeskemaundersøgelsen viste, at plejepersonalets karakteristika var ret så ens, hvad angår alder, skoleuddannelse, uddannelsesmæssig baggrund, hvor længe de havde været ansat, arbejdstid og fordeling mellem arbejde i hjemmeplejen (frit valg) og på plejecentre. I Varde Kommune arbejdede flere i dagtimer, mens der var flere blandt plejepersonalet i Nordfyns Kommune med skiftende arbejdstider. Forflytning indgik i arbejdsopgaverne hos næsten alt plejepersonale i begge kommuner, og der var ikke forskel på hvor mange forflytninger, plejepersonalet gennemførte dagligt. Af borgerinterviewene fremgår det, hvad borgerne fik hjælp til. Langt de fleste havde behov for hjælp til at tage bad, klæde sig på, komme i/af sengen og til at rejse sig fra/sætte sig på toilettet. Omkring to tredjedele havde haft behov for hjælp til at komme op fra gulvet. I 2009 var der i begge kommuner en stigning i antallet af borgere, der havde behov for hjælp til at sætte sig op i sengen og til at komme længere op i den. 6

7 Interventionen I sommeren og efteråret 2008 blev interventionen forberedt. Der blev afholdt et ugelangt spidskompetencekursus for det personale i kommunerne, der skulle have ansvaret for formidling af forflytningshjælpemidler. I efteråret 2008 deltog al fastansat plejepersonale i to-dages kurser om maksimal brug af forflytningshjælpemidler. I slutningen af 2008 havde begge kommuner gennemført forflytningspolitikker, der lagde vægt på at anviste hjælpemidler skulle bruges. I Varde Kommune omlagde man i starten af 2009 desuden procedurer og arbejdsgange for bestilling og bevilling af forflytningshjælpemidler, sådan at teamlederne selv kunne bestille visse forflytningshjælpemidler, mens hjælpemidler i komplicerede sager skulle formidles (vurdering, bestilling, undervisning, opfølgning) af et nydannet APV-team. Der blev også indført brug af en billedbog som redskab til involvering af borgere, pårørende og plejepersonale i valg af hjælpemiddel. Endvidere blev der i 2009 gennemført minievalueringer af 13 sager m.h.p. erfaringsopsamling. I Nordfyns Kommune blev der ikke indført ændrede arbejdsgange, hvorved interventionen kun var delvist gennemført i Determinanter Interventionen skulle påvirke en række faktorer. En af dem var, at de organisatoriske rammer skulle støtte brugen af forflytningshjælpemidler. I 2009 var der i begge kommuner signifikant flere, der kendte kommunens forflytningspolitik end i Men der var ikke ændringer m.h.t. hvor godt, personalet mente at forflytningspolitikken hjalp til at passe på helbredet eller til at bruge forflytningshjælpemidler. De fleste mente, at der var tilstrækkelig tid til at bruge hjælpemidlerne, hvilket heller ikke ændrede sig mellem 2008 og En anden faktor var adgang til forflytningshjælpemidler. I 2009 mente 60% af plejepersonalet, at det var let nok til hverdag, hvilket for Nordfyns Kommune var en forbedring i forhold til 2008, mens det ikke ændredes i Varde Kommune. Det fremgik også, at plejepersonalet i begge kommuner mente, at det ikke var så let at få hjælpemidler i weekenden (13% mente, det var let) eller i akutte situationer, hvor 33% i Nordfyns Kommune mente, det var let nok, og 43% i Varde Kommune. Dette mønster var det samme i 2008 og I 2008 mente 60% i Nordfyns Kommune og 55% i Varde Kommune, at det tog for lang tid at få forflytningshjælpemidlerne tilvejebragt. Færre, 50%, mente dette i 2009 i Nordfyns Kommune, mens der ikke fandt nogen ændring sted i Varde Kommune. I begge kommuner mente de fleste, tre fjerdele, at de havde tilstrækkelig indflydelse på valg af hjælpemiddel både i 2008 og I 2008 var der 77% af plejepersonalet i de to kommuner, der mente, at de havde tilstrækkelig viden om forflytningshjælpemidler, og 87% at de havde tilstrækkelige forudsætninger for at 7

8 bruge dem. I 2009 var der flere, 90%, der mente, de havde tilstrækkelig viden, og 94%, at de havde tilstrækkelige forudsætninger. I 2008 var der 62% i Nordfyns Kommune og 73% i Varde Kommune, der mente, at de fik tilstrækkelig instruktion i brug af forflytningshjælpemidlerne. Dette var ikke ændret i Næsten alle i begge kommuner og i begge år mente, at det var nyttigt at bruge forflytningshjælpemidler, og at det var mere sikkert at bruge dem end ikke at gøre det. Under 15% mente, at det var synd for borgeren at skulle forflyttes med personløfter. Borgerens tilfredshed med den måde, forflytningshjælpemidlerne blev valgt og taget i brug på, var relativ høj. I 2008 var 69% i Nordfyns Kommune og 74% i Varde Kommune tilfredse. I 2009 var dette ikke ændret i Nordfyns Kommune, mens borgertilfredsheden i Varde Kommune var steget til 91%. Brug af forflytningshjælpemidler Brugen af hjælpemidler ændrede sig ikke mellem 2008 og En lille andel på 9% anvendte aldrig forflytningshjælpemidler, mens 55% brugte dem tre til ti gange dagligt. Sengen var et flittigt brugt hjælpemiddel, såvel højdeindstiling som liggefladeindstilling. De mest anvendte hjælpemidler var i begge kommuner desuden glidestykker, loftslifte og vendelagner, og det skal tilføjes, at der blev anvendt alle typer af hjælpemidler. Det skal dog tilføjes, at begge kommuner melder, at de har indkøbt flere forflytningshjælpemidler end sædvanligt, efter at plejepersonalet har været på kursus. Effekter De to kommuner opgør arbejdsskader og sygefravær forskelligt. Data fra Nordfyns Kommune fra 2007 har vist, personale i social- og sundhedssektoren havde større risiko for skader end andre ansatte i kommunen, men i øvrigt kan der ikke udtrækkes data kun for social- og sundhedspersonale. Antallet af anmeldelser af arbejdsskader steg voldsomt mellem 2007 og 2008 fra 80 til 136 anmeldelser. Årsagen til stigningen var formentlig, at plejepersonalet i forbindelse med kurserne om forflytningshjælpemidler var blevet opmærksom på at anmelde skader. Tal for 2009 er endnu ikke tilgængelige. I Varde Kommune opgøres skader blandt plejepersonalet separat. Der var som i Nordfyns Kommune en stor stigning fra 2007 til 2008 fra 69 til 124 anmeldelser. I 2009 var dette faldet til 35 anmeldelser. Det er vanskeligt at afgøre, om dette har sammenhæng med MAKS projektet. Der var nedgang i skader i forbindelse med personforflytning og afværgelse af en andens fald, som burde være en af MAKS projektets effekter, men omvendt var der også nedgang i fysisk fald, som ikke kan tilskrives MAKS projektet. Data om sygefravær har det endnu ikke været muligt at fremskaffe. Spørgeskemaundersøgelsen viser ikke fald i lænderygskader fra 2008 til 2009, ligesom der heller ikke var forskel mellem de to kommuner. Der var derimod sket et fald i fysisk vold i forbindelse med forflytninger: fra 32%, der havde været udsat for fysisk vold i 2008, til 23% i 8

9 Nordfyns Kommune og 26% i Varde Kommune i Også psykisk vold forekom i mindre grad i 2009 end i Hvad angår sygefravær, kan kommunernes registerdata endnu ikke anvendes. Spørgeskemaundersøgelsen giver kun data om sygefravær på grund af lænderygskader, som er for begrænsede i denne sammenhæng. Langt de fleste i begge kommuners plejepersonale anså deres helbred for at være godt i begge år. Under halvdelen havde haft smerter og ubehag inden for det sidste år, og en fjerdedel havde ikke haft lænderygbesvær inden for de sidste tre måneder. Dette var ens i de to kommuner og i 2008 og Med hensyn til lænderygbesvær havde to tredjedele haft det inden for det sidste år i I Nordfyn var dette tal i %. Knapt en tredjedel havde ikke haft smerter eller ubehag i nakken eller skuldrene inden for det seneste år, og to tredjedele havde ikke haft besvær, smerter eller ubehag i knæene. Dette var ens for de to kommuner og for 2008 og Størstedelen af plejepersonalet i de to kommuner var i 2008 tilfredse med den måde, hvorpå forflytningerne foregik. Der var hverken forskel mellem de to kommuner eller mellem 2008 og Forflytningsarbejdet blev af de fleste ikke anset ikke for at være særligt belastende rent fysisk i En femtedel/fjerdedel mente, at forflytningsarbejdet var meget lidt fysisk belastende, mens 5% anså det for at være meget belastende. I Nordfyns Kommune var der ingen forskel på dette i 2009, mens der var flere, 40%, i Varde Kommune, der mente, at forflytningsarbejdet nu var lettere. Konklusion Det treårige MAKS projekt gennemføres for at nedbringe sygefravær og arbejdsskader blandt plejepersonale. Med udgangspunkt i international forskning anvendes øget og bedre brug af forflytningshjælpemidler for at opnå disse mål. De to kommuner, Nordfyns Kommune og Varde Kommune, hvor projektet finder sted, er på centrale punkter sammenlignelige, bl.a. med hensyn til sundhedsprofiler og plejepersonalets karakteristika og fysiske opgaver. I begge kommuner blev spidskompetencepersoner og plejepersonale som opstart til interventionen undervist i brug af hjælpemidler til forflytning, og der blev vedtaget forflytningspolitikker, der understøtter brugen af forflytningshjælpemidler. Men her midtvejs i projektet er det kun Varde Kommune, der fuldt ud har implementeret interventionen i form af ændrede procedurer og borgerinvolvering. Der var en forholdsvis ensartet opfattelse blandt plejepersonalet i de to kommuner af, at man havde et tilstrækkeligt vidensniveau i forhold til at gennemføre forflytninger. De fleste mente endvidere, at det var let nok at få hjælpemidler til hverdag, men svært i akutte situationer. Holdningen til brug af forflytningshjælpemidler var som udgangspunkt meget 9

10 positiv uden potentiale for forbedring. I Varde Kommune var der efter interventionen færre blandt plejepersonalet, der anså forflytningsarbejdet for at være anstrengende, hvilket var uændret i Nordfyns Kommune. Størstedelen af borgerne, der blev interviewet, var i 2008 tilfredse med den måde, forflytningshjælpemidlerne blev valgt og indført på, men i 2009 var næsten alle i Varde Kommune tilfredse, hvorimod dette ikke havde ændret sig i Nordfyns Kommune. Ifølge plejepersonalet blev anvendelsen af forflytningshjælpemidler ikke øget efter interventionen, samtidig med at begge kommuner rapporterer om øget forbrug og indkøb af disse hjælpemidler. Plejepersonalets selvopfattede helbred og angivelse af smerter og ubehag i blandt andet lænderyg, skuldre og nakke var uændret efter interventionen og ens i de to kommuner. Hvad angår sygefravær og arbejdsskader er de to kommunernes registeroplysninger vanskelige at sammenligne på grund af forskellige opgørelsesmetoder, ligesom de fleste data for 2009 ikke er tilgængelige på nuværende tidspunkt. Men det ser dog ud som om, der i Varde Kommune har været et markant fald i arbejdsskader i forhold til 2007 og Tallene for 2009 for Nordfyns Kommune kan endnu ikke fås. Det er endvidere værd at bemærke, at spørgeskemaundersøgelsen viste, at der i begge kommuner er sket et fald i antallet af tilfælde med henholdsvis fysisk og psykisk vold over for plejepersonalet. Plejepersonalets tilfredshed med forflytningsarbejdet var relativt højt ved projektets start og har ikke ændret sig efter interventionen. 10

11 Baggrund Plejepersonale er en af de erhvervsgrupper, der er mest udsat for nedslidning og arbejdsskader. Det er også vist, at forflytningsarbejde indebærer en høj objektiv fysisk belastning, hvilket kan underbygges af, at en stor andel af plejepersonalet, 30%, anså deres arbejde for at være fysisk anstrengende. På en psykiatrisk afdeling var det tilsvarende antal 5%. En dansk undersøgelse har vist, at en tredjedel af gruppen foretager forflytninger, de oplever som uforsvarlige (7). En gennemgang af international forskningslitteratur om forebyggelse af nedslidning af plejepersonale på hospitaler og på plejehjem har vist, at den mest effektive metode hertil er anvendelse af tekniske hjælpemidler til forflytning og løft at borgere. Især har nordamerikansk forskning på hospitaler og plejehjem vist, at en politik med nul-løft og helhedsorienterede interventioner, der både indbefattede adgang til relevante forflytningshjælpemidler og organisationsændringer, havde den bedste effekt med hensyn til at reducere plejepersonalets sygefravær og lænderygsmerter i forhold til andre indsatser som for eksempel undervisning i forflytningsteknik. Litteraturgennemgangen viste desuden, at loftslifte virkede bedre end mobile personløftere, som igen var mere effektive end glidelagner m.v. (8). En undersøgelse på Bispebjerg Hospital med forflytningshjælpemidler som intervention har ligeledes vist, at dette havde en positiv effekt på plejepersonalets helbred (9). Dansk praksis baserer sig kun i begrænset omfang på denne viden, for eksempel har en dansk undersøgelse vist, at ca. en femtedel af SOSU gruppen foretog forflytninger uden hjælpemidler (7). Endvidere består indsatsen for at forebygge nedslidning og arbejdsskader hos plejepersonale i Danmark fortrinsvis af instruktion og undervisning i forflytningsteknik med brug af hjælpemidler som en mindre del af undervisningen. En systematisk gennemgang af international forskningslitteratur, gennemført i 2008, viste, at instruktion og undervisning i forflytningsteknikker ikke havde positive effekter på plejepersonalets lænderygbesvær (10). Endvidere har en amerikansk undersøgelse vist, at plejepersonalet var tilbageholdende med at bruge hjælpemidler, fordi de syntes, det var synd for borgeren, der skulle forflyttes, på trods af at de fleste borgere i undersøgelsen foretrak at blive forflyttet med hjælpemidler frem for at blive manuelt forflyttet. Denne modsætning genkendes fra praksis i Danmark. Erfaringer viser også, at det ofte er et problem, at anvendelse af for eksempel mobile personløftere medfører omfattende ændringer af borgerens hjem, hvilket er en medvirkende faktor til, at personalet er tilbageholdende med at foreslå brug af de tekniske hjælpemidler. De gennemførte undersøgelser er næsten alle nordamerikanske, hvor man normalt anvender langt færre forflytningshjælpemidler end i Danmark, hvorfor det ikke er sikkert, at en indsats med øget brug af forflytningshjælpemidler vil have den samme effekt. I Danmark gennemføres en meget stor del af forflytningsarbejdet i kommunerne henholdsvis på plejehjem og i borgernes hjem, hvilket er en anden grund til, at der bør gennemføres danske 11

12 studier for at undersøge, om øget brug af forflytningshjælpemidler har en positiv effekt på plejepersonalets helbred. Endvidere har mange kommuner investeret i øget brug af forflytningshjælpemidler, ligesom Arbejdstilsynet ofte giver påbud om dette. Men det vides ikke, om øget brug af forflytningshjælpemidler rent faktisk har den ønskede effekt, da disse interventioner ikke evalueres. Formål Det er projektets overordnede formål at øge plejepersonalets fysiske helbred ved hjælp af en hensigtsmæssig implementering af maksimal brug af hjælpemidler til forflytning samt at evaluere, om det er tilfældet. Om MAKS projektet I det følgende beskrives idéen bag MAKS projektet for at give et overblik over projektet og hvordan, det er tænkt. Senere gøres der rede for, hvad der konkret er foregået, hvad effekterne var med videre. Interventionen og evalueringen følger en forandringsmodel, der udgør projektets teoretiske del. Den baseres på forskningsbaseret viden, og indholdet i forandringsmodellen udgøres af en modificeret version af Green & Kreuters PRECEED-PROCEED Model (PPM). Se figur 1. Planlægningen starter med fastsættelse af effekterne (fjerde kolonne fra venstre i figuren), som opnås ved hjælp af virkemidlet "Maksimal brug af hjælpemidler". Determinanter for, om dette kan lykkes, er oplistet i den anden kolonne, og hvad, der skal til for at opnå dette, er de aktiviteter, som indgår i interventionen. I evalueringen går man den modsatte vej. Man konstaterer og beskriver i hvilket omfang, interventionen har fundet sted (første kolonne fra venstre i figuren), om de ønskede determinanter er til stede, og i hvilket omfang de ønskede effekter er opnået. Metoder til evaluering beskrives i rapportens Bilag 1. Intervention MAKS projektets intervention består af maksimal brug af hjælpemidler til forflytning, dvs. at der bruges hjælpemidler i alle relevante situationer og i højere grad end ellers, at der anvendes flere forskellige typer af hjælpemidler, og at de anvendes korrekt af plejepersonalet. Borgere Den gruppe af borgere, der er særlig fokus på, er dem, der får kommunal hjælp til forflytning, det vil sige til at flytte sig mellem stol/seng/toilet/toiletstol/kørestol eller skifte position, for eksempel placering i seng, kørestol, blive vendt i seng. I Fællessprog II terminologi er det borgere, der har svære eller totale begrænsninger (funktionsniveau 3 eller 12

13 4) med hensyn til personlig pleje, hvor der indgår forflytning, og derfor får kommunal hjælp til bad, til at vaske sig, til toiletbesøg eller til forflytning. Hjælpemidler Eksempler på typer af hjælpemidler er for eksempel plejeseng med elektriske indstillingsmuligheder, loftslift, glidelagen, støttepuder og greb. Det mest effektive middel er at gøre borgeren selvhjulpen i de tilfælde, hvor det er muligt og relevant. Se yderligere eksempler på forflytningshjælpemidler i Bilag 2. Mål - effekter Målet for projektet også kaldet interventionens effekter er primært at: reducere plejepersonalets sygefravær reducere antal arbejdsskader hos plejepersonalet forbedre plejepersonalets selvrapporterede helbred Et sekundært mål er at øge plejepersonalets tilfredshed med forflytningsarbejde. Determinanter og interventioner Hjælpemiddelforsyning Det er en forudsætning, at relevante hjælpemidler er tilgængelige for plejepersonalet. Det opnås ved en bedre hjælpemiddelforsyning og ved at forbedre organiseringen af hjælpemiddelformidlingen, sådan at bureaukratiske og langsommelige procedurer gøres smidigere og enklere, og så den faglige kvalitet af hjælpemiddelformidlingen øges. Viden, kompetence og holdninger blandt personalet En anden forudsætning for maksimal brug af hjælpemidler er, at kommunernes personale har tilstrækkelig viden om hvilke hjælpemidler, der kan anvendes til forflytning. Dette opnås via kurser for terapeuter, forflytningsinstruktører og plejepersonale. Mini-evalueringer foretages i komplekse sager for at indsamle erfaringer om hjælpemidler og forflytningssituationer, hvilket muliggør løbende læring om hjælpemidler og deres muligheder. Erfaringerne findes efterfølgende på projektets hjemmeside, som alle involverede har adgang til. Det er en afgørende forudsætning, at holdningen blandt personalet til at bruge hjælpemidler til forflytning er positiv. Dette opnås dels ved de nævnte kurser og dels via mini-evalueringerne, som lægger op til, at brugen af hjælpemidler hele tiden forbedres. 13

14 Borgernes holdning Det forventes desuden, at borgernes holdning til at skulle forflyttes med hjælpemidler har betydning for plejepersonalets holdninger. For at øge borgertilfredsheden med forflytningshjælpemidler skal borgerne involveres i valg af hjælpemidler i det omfang, der er forskellige valgmuligheder, som er sikre for personalet. For at give borgerne reel mulighed for indflydelse udarbejdes en bog med fotos af hjælpemidlerne, som spidskompetencepersonerne kan bruge, når de skal forklare fordele og ulemper ved de enkelte hjælpemidler for borgeren. Organisatoriske rammer Sidst, men absolut ikke mindst, er de organisatoriske rammer for forflytningsarbejdet afgørende for maksimal brug af hjælpemidler. Derfor udarbejdes der kommunale forflytningspolitikker, der blandt andet slår princippet om nul-løft fast og sikrer, at plejepersonalet er forpligtet til at følge de forflytningsplaner, som spidskompetencepersonerne har ansvaret for at udarbejde i samarbejde med personale og borger. Desuden forbedres kommunernes procedurer for organiseringen af hjælpemiddelforsyningen, så sagsgange og procedurer gøres enklere. En basal forudsætning er i den forbindelse, at der er opbakning fra kommunes ledelse på alle niveauer. Evaluering Det centrale i projektet er evaluering af interventionen med henblik på at undersøge, om den har de ønskede effekter. Der foretages dataindsamling tre gange: før interventionen (baseline, oktober 2008), midtvejs i projektforløbet (oktober 2009) og ved interventionens afslutning (et år efter midtvejs dataindsamlingen, oktober 2010). Der benyttes en række forskellige datakilder: registerdata, spørgeskemaundersøgelse blandt plejepersonalet, interview af borgere, der får hjælp til forflytning, samt spørgeskemaundersøgelse blandt personer, der bor sammen med borgere, der får hjælp til forflytning. Se mere i Bilag 1. Evalueringen følger som nævnt den modificerede version af Green & Kreuter s Proceed- Preceed Model. Se figur 1. Tidsplan Boksen nedenfor angiver de væsentligste tidsrammer og milepæle for projektet. Tids- og arbejdsplan for MAKS projektet Blå = er gennemført Tidspunkt Aktivitet Spidskompetencekursus for kommunale terapeuter/forflytningsinstruktører 14

15 Baseline spørgeskema plejepersonale, interview med borgere, registerdata indsamlet Kurser for plejepersonale/visitatorer Kommunale politikker og forflytningsretningslinjer er udarbejdet og vedtaget i MED systemet Kommunale procedurer og arbejdsgange vedtaget i Varde Kommune E-konference erfaringsdatabase køreklar Intervention planlagt i detaljer MILEPÆL: Den fulde intervention iværksættes i Varde Kommune 1.1. Mini-evalueringer af hver sag igangsættes i Varde Kommune Midtvejs dataindsamling Databearbejdning iværksat Midtvejs databearbejdning afsluttet Kommunale procedurer og arbejdsgange vedtaget i Nordfyns Kommune MILEPÆL: Midtvejskonference afholdt, og optimering af interventionen besluttet 1.4. MILEPÆL: Den fulde intervention iværksættes i Nordfyns Kommune MILEPÆL: Interventionen ophører som projekt, herunder minievalueringer Sidste dataindsamling Databearbejdning iværksat Rapportskrivning starter Udarbejdelse af guidelines 1.5. Formidling igangsættes 1.6. MILEPÆL: Afslutningskonference afholdt Data er bearbejdet Rapport er skrevet, inkl. anbefalinger Beslutning om hvordan projektet skal fortsætte 15

16 Det var oprindeligt planen, at både Nordfyns Kommune og Varde Kommune skulle iværksætte den fulde intervention den , men det er først sket i Nordfyns Kommune. Derudover er projektet forløbet som planlagt. Afslutningsdatoer er dog forskubbet i forhold til tidligere planlagt den , fordi der ellers ikke kan indhentes registerdata. Projektet forventes således afsluttet

17 Intervention Determinanter Virkemiddel Effekter Ledelsesopbakning: Forflytningspolitikker organisation og procedurer Støttende organisatoriske rammer Relevante hjælpemidler tilgængelige - Sygefravær reduceres Øget hjælpemiddelforsyning Kurser om brug af hjælpemidler til forflytning Hjemmeside Løbende læring: minievalueringer og midtvejskonference Viden om hjælpemidler til forflytning Kompetence i brug af hjælpemidler til forflytning Maksimal brug af hjælpemidler til forflytning - Antal arbejdsskader reduceres - Selvrapporteret helbred forbedres Plejepersonalets tilfredshed med forflytning øges Borgerinvolvering Øget borgertilfredshed Holdning til brug af hjælpemidler til forflytning Figur 1. Model for intervention og evaluering i MAKS projektet. Baseret på PROCEED-PRECEED Model (Green & Kreuter. Health program planning: An educational and ecological approach. New York: McGraw-Hill, 2005). 17

18 Om de to kommuner Overordnet De to kommuner er på mange måder sammenlignelige, med undtagelse af areal og indbyggertal. Varde Kommune er den største af de to kommuner. Se figur 2. Figur 2. Nordfyns Kommune og Varde Kommune Nordfyns Kommune Nordfyns Kommune blev dannet i forbindelse med kommunalreformen, der trådte i kraft den Kommunen består af de tre tidligere kommuner: Bogense, Otterup og Søndersø. De tre kommuner var landkommuner med Danmarks mindste købstad i Bogense. De andre bysamfund i Nordfyns Kommune er koncentreret omkring Søndersø og Otterup by. Kommunen er beliggende i region Syddanmark. Nordfyns Kommune har en lang kyststrækning med mange turister året rundt, hvor muligheder på hele Fyn er inden for rækkevidde. Ved projektets start i 2008 var der indbyggere i Nordfyns Kommune ( ) med en gennemsnitsalder på 40,6 år (landsgennemsnit 40,0 år). Andelen af 80-årige er 4,30% og forventes at stige til 5,57% i Kommunens areal er på 452 km 2. Der er mange pendlere til Odense og trekantsområdet. Nordfyns Kommune har en Venstre borgmester, og den administrative struktur er i 2008 blevet ændret, så den består at et direktionsteam, fagchefer og medarbejdere. Nordfyns Kommunes sundhedsprofil ligger tæt på regionsgennemsnittet på alle parametre, dog er der en markant forskel et lavere uddannelsesniveau. 18

19 Varde Kommune Varde Kommune blev også dannet i forbindelse med kommunalreformen den og er ligeledes slået sammen af mindre kommuner: Blåbjerg, Blåvandshuk, Helle, Varde og Ølgod Kommuner, alle fem landkommuner. Social- og sundhedsafdelingen er placeret i Varde by, som ligger i den sydlige del af kommunen. Kommunen er beliggende i region Syddanmark. Også Varde Kommune har en lang kyststrækning med mange danske og udenlandske turister året rundt. Ved projektets start boede der borgere i Varde Kommune ( ) med en gennemsnitsalder på 39,8 år. Andelen af 80-årige er 4,42% og forventes at stige til 6,00% i Kommunen har et areal på km 2 og er dermed arealmæssigt en af landets største kommuner. Varde Kommune har en Venstre borgmester. Kommunen administreres af en direktion for fem områder med tilhørende stabsfunktion. Varde Kommunes sundhedsprofil ligger tæt på regionsgennemsnittet på alle parametre, dog er der et lavere uddannelsesniveau, men en højere beskæftigelsesgrad. Borgere der får hjælp til forflytning Det er ikke muligt ud fra kommunale registre og statistikker at fastslå, hvor mange borgere, der får hjælp til forflytning. Derfor beskrives her den gruppe af borgere, som MAKS projektet især har fokus på, nemlig borgere med svære eller totale begrænsninger med hensyn til personlig pleje, hvor der indgår forflytning, og som derfor får kommunal hjælp til bad, til at vaske sig, til toiletbesøg eller til forflytning. I 2008 blev der interviewet 45 personer fra denne gruppe i Nordfyns Kommune og 64 i Varde Kommune, og i 2009 var det interviewede antal henholdsvis 25 og 64. Borgere med demens eller andre funktionsnedsættelser, der ikke gjorde det muligt at gennemføre et interview, indgik ikke i undersøgelsen. Antallet af borgere, der får hjælp til forflytning, er derfor langt større end den gruppe, der beskrives her, også fordi det kun er borgere med de mest omfattende funktionsnedsættelser, der er inkluderet. Af de interviewede var der 16, der blev interviewet både i 2008 og 2009 (10 fra Nordfyns Kommune og seks fra Varde Kommune). Af disse boede seks i almindelig bolig i 2008, mens kun en af dem stadig gjorde det i De interviewede var gennemsnitligt omkring de 80 år, dog skal det bemærkes, at nogle var en hel del yngre, ned til 41 år (Se tabel B1 i Bilag 7). I 2008 og 2009 i Nordfyns Kommune og i Varde Kommune i 2008 var kønsfordelingen blandt de interviewede ligelig på trods af, at der bor betydeligt flere kvinder end mænd i de ældste aldersgrupper i de to kommuner. I 2009 interviewrunden var to tredjedele af de interviewede i Varde Kommune dog kvinder. I interviewene fra 2009 var der flere, der boede på plejehjem eller beskyttet bolig end i 2008, og i begge kommuner var der færre, der boede alene. Hvad angår funktionsnedsættelser var 19

20 der en betydelig variation, både imellem de to år og imellem kommunerne. I Nordfyns Kommune var der for eksempel i % af de interviewede, der havde funktionsnedsættelser i ryg og ben, men det i 2009 kun var 48%. I 2009 var den hyppigste form for funktionsnedsættelse åndenød eller nedsat udholdenhed i begge kommuner: I Nordfyns Kommune havde alle denne funktionsnedsættelse og i Varde Kommune var det 89%. Se tabel B1 i Bilag 7. Plejepersonalet I de to rapporter om spørgeskemaundersøgelsen fra 2008 blandt plejepersonalet findes detaljerede informationer (1,2). I herværende rapport beskrives kun mere overordnede forhold vedrørende personalet, ligesom der foretages sammenligninger mellem personalet i de to kommuner. Plejepersonalet var ret ens i de to kommuner. Langt de fleste var kvinder (98% i Nordfyns Kommune og 99% i Varde Kommune) og var født i Danmark (99% i Nordfyns Kommune og 96% i Varde Kommune). Gennemsnitsalderen var 45,4 år i Nordfyns Kommune (fra 19 til 68 år) og 45,8 år i Varde Kommune (fra 19 til 65 år). Statistisk set var der ingen forskel på de to kommuner. Det var der heller ikke med hensyn til plejepersonalets skoleuddannelse, hvor omkring halvdelen i begge kommuner havde 10. klasse eller realeksamen som den højest afsluttede skoleuddannelse, mens omkring 30% havde afsluttet deres skoleuddannelse før 10. klasse. Derudover havde knap 20% en skoleuddannelse, der var længere end 10. klasse. Også hvad angår den plejefaglige grunduddannelse var de to kommuner stort set ens, da omtrent 40% havde en uddannelse som social- og sundhedshjælper. I Nordfyns Kommune havde 15% en uddannelse som social- og sundhedsassistent, og 23% var sygehjælper eller hjemmehjælper, hvilket for Varde Kommune henholdsvis gjaldt for 17% og 21%. I de to kommuner var der henholdsvis 2,3% og 4,2%, der oplyste, at de ikke havde en plejefaglig grunduddannelse. De fleste havde været ansat i plejesektoren i mange år, i gennemsnit ca. 14 år, men med store variationer, lige fra en måned til 36 år og 41 år i henholdsvis Nordfyns Kommune og Varde Kommune. De to kommuner adskilte sig dog med hensyn til, hvor længe plejepersonalet havde været på deres nuværende arbejdsplads, idet ansættelsestiden gennemsnitligt var 91 måneder i Nordfyns Kommune og 100 måneder i Varde Kommune. En markant majoritet på 54% af de ansatte i Nordfyns Kommune og 60% i Varde Kommune arbejdede på et plejecenter, mens henholdsvis 39% og 30% var beskæftiget i hjemmeplejen. Denne forskel var ikke statistisk signifikant. Arbejdstiden var gennemsnitligt knap 32 timer om ugen i begge kommuner. De to kommuner adskilte sig med hensyn til, hvorledes arbejdet var fordelt på døgnet. I Nordfyns Kommune havde henholdsvis 47,7% fast arbejde i dagtimerne, 16,5% havde fast aftenarbejde, og 10,9% havde fast natarbejde, mens det i Varde var henholdsvis 63,5%, 20

21 21,1%, og 9,1%. I Nordfyns Kommune havde 22,8% forskellige former for skiftende arbejdstider, hvilket kun gjaldt for 6,3% i Varde Kommune. Forflytninger Hvad angår antallet af forflytninger, som plejepersonalet dagligt gennemførte, var der ikke statistisk signifikant forskel mellem de to kommuner i 2008, idet 49% i Nordfyns Kommune og 42% i Varde Kommune medvirkede til over ti forflytninger på en typisk dag. Godt 40% medvirkede til 3-10 forflytninger pr. dag, og der var henholdsvis 10% og 13%, der kun medvirkede til 1-2 forflytninger, og 1% og 3% der slet ikke medvirkede til forflytninger. Således var forflytningsarbejdet en væsentlig del af plejearbejdet for de fleste, mens der kun var ganske få, der havde begrænset forflytningsarbejde. Hvis man ser på, om der var forskel på antallet af forflytninger med hensyn til det tidspunkt af døgnet, plejepersonalet arbejdede, var der forskel på de to kommuner. Den gruppe, hvor flest (71%) medvirkede til over ti forflytninger på en typisk arbejdsdag var i Nordfyns Kommune, og det var dem, der havde fast natarbejde, efterfulgt at dem der skiftede mellem dag- og aftenarbejde i kommunen (66%). I Varde Kommune var det mere jævnt fordelt, og i begge kommuner var det dem, der havde fast dagarbejde, der sjældnest var involveret i over ti forflytninger på en arbejdsdag. Se tabel 1. Tabel 1. Andel af plejepersonalet, der medvirkede ved over ti forflytninger på en arbejdsdag i Forskellen mellem de to kommuner er statistisk signifikant (p = 0,024). Fast dagarbejde Fast aftenarbejde Fast natarbejde Skiftende arbejdstid dag/aften Skiftende arbejdstid dag/aften/nat Nordfyns Kommune (%) Varde Kommune (%) Inden for en måned havde 50% i Nordfyns Kommune og 58% i Varde Kommune (ikke statistisk signifikant forskel) medvirket til at forflytte en borger fra gulv op til seng eller stol. De fleste havde medvirket en til to gange, mens det for få (4% i Nordfyns Kommune og 2% i Varde Kommune) havde været over ti gange. Man kan også belyse spørgsmålet om forflytninger ved at se på borgernes oplysninger om de situationer, hvor de fik hjælp til forflytning. Det skal dog for det første bemærkes, at de borgere, der er blevet interviewet, er dem med det mest omfattende behov for hjælp. Og for det andet, at der blev interviewet langt færre i Nordfyns Kommune i 2009 end i Det fremgår af figur 3 og 4, at det for begge kommuner og begge år gjaldt, at flest fik hjælp til at tage bad, til at komme i tøjet og til at komme i og ud af sengen. I begge kommuner var der langt flere i 2009 end i 2008, der skulle have hjælp til at komme højere op i sengen og til 21

22 at sætte sig op i sengen. I Varde Kommune var der i 2009 færre, der havde behov for hjælp til at komme op fra gulvet end i 2008, så andelen kom til at svare til niveauet i Nordfyns Kommune, det vil sige ca. 40%. Måske kan de ændringer i behov for hjælp til forflytning, der sås, forklares ved, at borgerne i 2009 i højere grad havde åndenød og problemer med udholdenhed, end i Tage bad Klæde sig på Komme i og ud af sengen Sætte og rejse sig fra toilettet Sætte sig op i sengen Komme højere op i sengen Bevæge sig fra sted til sted Komme op fra gulv Vende sig i sengen Sætte og rejse sig fra siddende stilling Komme op/ned ad trappe Nordfyn 2008 % Nordfyn 2009 % Figur 3. Figuren viser de forflytningssituationer, som borgerne i Nordfyns Kommune fik hjælp til i 2008 (N=45) og i 2009 (N=25) 22

23 Tage bad Klæde sig på Komme i og ud af sengen Bevæge sig fra sted til sted Komme op fra gulv Sætte og rejse sig fra toilettet Vende sig i sengen Sætte og rejse sig fra siddende stilling Komme højere op i sengen Komme op/ned ad trappe Sætte sig op i sengen Varde 2008 % Varde 2009 % Figur 4. Figuren viser de forflytningssituationer, som borgerne i Varde Kommune fik hjælp til i 2008 (N=64) og i 2009 (N=60). MAKS projektets interventioner Forflytningspolitikker, organisation og procedurer Det er en hovedhjørnesten i MAKS projektet, at aktiv ledelsesopbakning, herunder hensigtsmæssige kommunale politikker og procedurer samt organisation, er en afgørende forudsætning for at kunne reducere nedslidning af plejepersonalet. Her beskrives disse forhold for de to kommuner før og under MAKS projektet. Nordfyns Kommune Før MAKS projektet Inden kommunesammenlægningen den fungerede forflytningsområdet meget forskelligt i de tre kommuner: I Bogense havde man ingen politik på området, og der var kun tilknyttet en ergoterapeut til bevillig af hjælpemidler. Der blev først igangsat forflytningsundervisning af personalet i I Søndersø havde man ingen nedskrevet politik, men en liftpolitik med tilhørende skema. Hjælpemiddeltildelingen blev varetaget af de trænende/sagsbehandlende terapeuter. Undervisningen af personalet var opstartet i

24 I Otterup havde man en vedtaget forflytningspolitik på ældreområdet fra Her var det en ergoterapeut, der stod for bevilling af hjælpemidler. Undervisningen var opstartet i Al undervisning var grundlæggende struktureret næsten ens. Al fast personale fik undervisning én gang årligt. Nyansatte, ferieafløsere og elever fik undervisning, når de startede op. Efter kommunesammenlægningen blev der igangsat et arbejde med at udfærdige en forflytningspolitik, og der blev ansat seks forflytningsinstruktører, der havde til opgave at undervise personalet i samarbejde med AMU-FYN. Hjælpemidler udgjorde kun en lille del af denne undervisning. Tovholder på forflytningsområdet var sundhedschefen. Procedurerne i forbindelse med formidlingen af forflytningshjælpemidler var heller ikke ens i de tre kommuner. Efter kommunesammenlægningen kom de sagsbehandlende ergoterapeuter til at sidde i kommunens myndighedsafdeling. Procedurerne i forbindelse med forflytningshjælpemidler var i 2007 og 2008, at plejepersonalet enten skulle gå til sin gruppeleder eller til den sagsbehandlende ergoterapeut med sin problemstilling. Hjælpemidlerne blev bevilget af de sagsbehandlende ergoterapeuter, som regel uden hjemmebesøg. Der var oftest lang ventetid i sagsbehandlingen, idet sagerne varierede meget i omfang. Den praktiske håndtering af hjælpemidler, det vil sige indkøb, udkørsel, reparation, depot med videre, indtil 2008 blev varetaget af firmaet Zealand Care, hvorefter kommunen selv overtog indkøb af hjælpemidlerne, og Zealand Care fortsat stod for de øvrige funktioner. Under MAKS projektet I efteråret 2008 blev der vedtaget en ny forflytningspolitik. Hovedhjørnestenen var, at der ikke skulle løftes, men forflyttes, og at plejepersonalet skulle anvende de hjælpemidler, der blev stillet til rådighed. Desuden blev der angivet procedurer for formidling af forflytningshjælpemidler. Se forflytningspolitikken i Bilag 3. Denne gav imidlertid nogle snitflade problematikker med de sagsbehandlende ergoterapeuter, da de stadigvæk havde ansvaret for bevillingen af kommunale hjælpemidler, også til arbejdsrelaterede problemer. Derved opstod spørgsmålet omkring hvorvidt en problemstilling hos borgerne skulle anses for at handle om forflytning/arbejdsmiljø eller om kompenserende hjælpemidler. På grund af denne problemstilling og travlhed i kommunen blev disse problemer ikke løst og politikken dermed ikke implementeret med konkrete procedurer. I løbet af efteråret og vinteren 2009 blev der udarbejdet nye procedurer med henblik på implementering i Se bilaget. MAKS interventionen var således ikke implementeret hvad angår støttende organisatoriske rammer i form af procedurer på det tidspunkt, hvor midtvejsdataindsamlingen fandt sted. 24

25 Varde Kommune Før MAKS projektet Det er vanskeligt at finde frem til, hvilke politikker man har haft på forflytningsområdet i de fem tidligere kommuner. Dog var der forskellige holdninger til forflytning. Før MAKSprojektet gik i gang, var der ingen overordnet forflytningspolitik i Varde Kommune. Før MAKS projektet var procedurerne i forbindelse med formidling af forflytningshjælpemidler i praksis, at teamledere fra plejen sendte elektronisk besked til Team Hjælpemidler (sagsbehandlende terapeuter) om, at de ønskede et bestemt hjælpemiddel, hvorefter dette ofte blev behandlet som en ekspeditionssag. Der fandt sjældent opfølgning sted for at sikre, at hjælpemidlet blev brugt hensigtsmæssigt og sikkert i den pågældende situation. Der var stor forskel på, hvor hurtigt et hjælpemiddel kom ud til brugerne. Dette afhang af mange faktorer, for eksempel hvor lang tid der gik, inden terapeuten kunne behandle sagen, om hjælpemidlet var på depot, eller om det skulle bestilles hjem fra et firma, hvilket firma, det drejede sig om, og endelig hvor hurtigt hjælpemidlet blev kørt ud fra depot. Den praktiske håndtering afhjælpemidler, det vil sige indkøb, udkørsel, reparation, depot med videre blev i perioden op mod kommunesammenlægningen varetaget af firmaet Zealand Care, hvorefter kommunen selv overtog funktionerne efter at have vundet et udbud. I 2008 blev det besluttet, at der skulle være forflytningsvejledere i alle områder. Ca. 40 i alt. På daværende tidspunkt var der ca. 20 uddannede. Det betød, at det i 2009 i nogle områder var muligt at få vejledning af en forflytningsvejleder, mens det i andre områder ikke var en mulighed. Forflytningsvejlederne havde ansvaret for udarbejdelse af APV er hos borgerne, og i særlige tilfælde kunne de få råd hos trænende terapeuter. En gang om måneden blev der afholdt et tre timers forløb med undervisning i forflytningsteknik for alle nyansatte. Denne undervisning blev varetaget af en fysioterapeut fra virksomheden Emcare, som kommunen købte ydelsen af. Kontrakten med Emcare er efterfølgende blevet opsagt, og kommunen har selv overtaget undervisningsopgaven. Under MAKS projektet I efteråret 2008 blev der vedtaget en kommunal forflytningspolitik, som blandt andet fastslår, at nyansatte skal have undervisning i forflytning, at AT-vejledninger og cirkulærer skal overholdes, at der ved komplekse forflytningssager skal udfærdiges forflytningsplaner, information og samarbejde med borger og pårørende, samt at forflytningspolitikken skal følges af plejepersonalet, og at undladelse kan få ansættelsesmæssige konsekvenser. Se bilag 3. 25

26 Procedure for MAKS sager i Varde Kommune Der kommer en henvendelse til APV-teamet om behov for APV-hjælpemidler. Hvis henvendelsen kommer pr telefon skal den, der henvender sig lave en advis, så ansøgningen kommer på ventelisten. APV-teamet vurderer ud fra definitionen, om sagen er en MAKS-sag. 2. Der foretages hjemmebesøg, hvor borgeren, eventuelt pårørende og plejepersonale, deltager. APV-terapeuten skal se forflytningsproblemet i praksis, og derudfra analyserer hun sig frem til mulige løsninger. Ud fra billedbogen diskuteres forskellige hjælpemiddelløsninger med borger, pårørende og plejepersonale, som så vidt muligt er med til at vælge den endelige løsning. APV-terapeuten registrerer tidsforbrug og kørselsforbrug. 3. APV-terapeuten bestiller hjælpemidlet i Zealand Care Bestillingsmodul og udfylder registreringsskema vedrørende valg af hjælpemiddel. Når skemaet er ved at være fyldt op, sendes det til projektlederen, der sørger for at udfylde priser med mere og sender det til Hjælpemiddelinstituttet. 4. APV-terapeuten aftaler hjemmebesøg ved levering af hjælpemidlet eller kort tid efter. Her instrueres der i brug af hjælpemidlet, det afprøves i praksis, og der tages billeder af dette. APV-terapeuten laver et forflytningsskema, der med billeder og få ord beskriver forflytningen. Skemaet tilknyttes borgerens sag. 5. Efter ca. en måned aftales hjemmebesøg med borger, eventuelle pårørende og plejepersonale. Her laves mini-evalueringen. APV-terapeuten registrerer eget samt plejepersonalets tidsforbrug samt eget kørselsforbrug. 6. Mini-evalueringen lægges i en bakke, og det er projektlederens ansvar at sende den med post til Hjælpemiddelinstituttet. Hjælpemiddelforsyning Det er ikke muligt at dokumentere, hvor mange og hvilke forflytningshjælpemidler, der anvendes. Efter at plejepersonalet har været på kursus om forflytningshjælpemidler, har der dog i begge kommuner været den opfattelse, at der har fundet en stigning sted i plejepersonalets efterspørgsel efter forflytningshjælpemidler. Der findes dog p.t. ikke data, der kan underbygge dette. I Varde Kommunes billedbog var der i 2009 omkring 75 produkter, hvilket kan give et indtryk af omfanget af udbuddet. I Bilag 2 kan ses eksempler på de hjælpemidler, der anvendes, og i Bilag 4 et eksempel på en produktside fra billedbogen. 26